Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

engelsted.net

Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

Niels Engelsted

Personlighedens

almene grundlag

En teoretisk ekskursion

i psykologiens historie

I

Genstandsproblemet

AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

1989


Copyright: Aarhus University Press, I 989

Tekstbehandling ved forfatteren

Tryk: The Alden Press, Oxford

ISBN 87 7288 205 O (bind 1-2 samlet)

2. udgave, 2. oplag, 1995

AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

Aarhus Universitet

8000 Århus C

@i

ANSilNlSO

Z39.48·1992


INDHOLDSFORTEGNELSE

Introduktion

Forord

I. Del: Psykologien mellem naturvidenskab og åndsvidenskab

l. ERKENDELSE OG GENSTAND

Det bekendte og det erkendte 3. Filosofi og videnskab 5. Det videnskabelige

grundproblem 7. Videnskab og videnskabsteori 8. Filosofi og psykologi 10.

Foliet opdages 11. To halve sandheder 12. Noter 13.

2. FRA MEKANIK TIL DIALEKTIK

Den nye videnskab 15. Tvedelingen 17. Mekanik og romantik 19.

Romantikkens bidrag til erkendelsen 22. Dialektik og udvikling 24.

Erkendelsens tre trin 27. Negationens negation 29. En spore og to illusioner

32. Noter 33.

3. FRA ANALYSE TIL SYNTESE

Fra sammensætning til sammenhæng 35. Samlingsbestræbelser 38.

Udvikling som metode 39. Dialektikken er altid konkret 40. Dialektikken

som skema 41.. Erkendelsen som stereoskopi 43. En fugl i hånden 45. Noter

48.

4. DEN TVEDELTE VERDEN

Splittet 49. Hjernens dialektik 51. Den synkrone og den diakrone

betragtning 53. På grænsen til det konkrete 54. En pris at betale 56. Freuds

forsøg 57. Idealisme og materialisme 61. Dialektisk materialisme 63. Noter

66.

5. DEN ALTERNATIVE PSYKOLOGI

Arven fra Aristoteles 67. Brentano og Wundt 69. Anden generation 70.

Gestaltpsykologien 72. Den holistiske organisme 73. Form og stof 75.

Materiens selvorganisation 76. Noter 79.

6. PSYKOLOGIENS FORMLÆRE

Type og personlighed 80. Det negatives problem 82. Grænsedragning 85.

Sterns halve syntese 87. Prima Causa 88. Noter 90.

vii

ix

3

15

35

49

67

80


vi Personlighedens Almene Gmndlag I

U. Del: Den sociale verdens psykologi

7. DEN STORE FORM

Spørgsmålet om staten 95. Fornuftens værk 96. Lovenes ånd 97. Volksgeist

99. Samfundsorganismen 100. Den svære syntese 101. Formlæren som

sociologi 102. Socialpsykologi som refugium 105. Noter 106.

8. DEN SOCIALE PSYKE

Sympati, imitation og suggestion 108. Spøgelset fra folkedybet 109. Hypnose

og hysteri 110. Det kvindelige og det psykopatologiske 112. Menneskets to

verdener 114. Socialpsykologien og McDougall 116. Instinkternes

socialpsykologi 117. Mellem to stole 118. Noter 119.

9. INDIVIDET OG DEN SOCIALE GRUPPE 121

Chicagoskolen 121. I erfaringernes verden 123. Gruppepsykologi 125. Den

sociale erfaring og handling 126. En halv bestemmelse 127. To forskellige

realiteter 128. Noter 130.

III. Del: Dialektisk og materialistisk psykologi søges

10. P Å JAGT EFTER DEN NYE ALMENPSYKOWGI

Psykologiens to spor 133. Romantikkens pris 134. Genstandens vej 135.

Kandidaterne 137. Antropologisk psykologi 138. Undtagelsen der bekræfter

reglen 142. Den vigtigste bestemmelse 143. Dialektisk-materialistisk

psykologi 143. Det 'marxistiske' spektrum 144. Freudo-marxisme 145. Seves

modspil146. Andre alternativer 147. Noter 148.

11. ATGÅPÅTOBEN

Den objektive psykologi 149. De fires pagt 150. Oplysningstidens sidste

bastion 151. Psykologien og den dialektiske fordring 152. Reaktologien som

vigtigt fremskridt 154. Subjektsidens nødvendighed 155. Et udviklingsskema

157. Noter 159.

12. FIWSOF·PSYKOLOGEN RUBINSTEIN

Den subjektive faktor 161. Af en anden skole 162. Det psykofysiske problem

163. Rubinstein tackler problemet 164. Relationer og forhold 167.

Kybernetik og systemtænkning 168. Skrappe betingelser 172. Noter 175.

13. VYGOTSKI OG HANS ELEVER

Mekanisk subjektivisme 176. Vygotskis projekt 177. Luria og den

kulturhistoriske skole 179. Bredde og dybde 182. Den marxistiske filosofi og

psykologien 183. Videnskab, filosofi og samfundsudvikling 185. Ideologi og

videnskab 187. Banebryderen Leontjev 189. Leontjev og den naturhistoriske

bestemmelse 191. En prøvet metode 192. Bordet fanger 194. Noter 195.

95

108

133

149

161

176


viii Personlighedens Almene Grundlag I

Bogens store force som introducerende tekst er blandt andet, at den i kraft

af det ovennævnte evner at reducere den forvirring, der ellers let præger et

begyndende studium af psykologien, uden at det er gået ud over mangfoldigheden

af teorier og synspunkter, som præsenteres.

Bogens metode er grundlæggende historisk. Det gælder første binds fremstilling

af de forskellige psykologiske teorier, der anskues som momenter i en

samlet videnskabshistorisk udviklingsproces fra oldtiden til i dag. Og det gæl·

der for andet binds fremstilling af psykens udvikling fra de simpleste livsformer

til det moderne mermeskes virksomhed og bevidsthed. I kraft heraf er bogen

både en introduktion til psykologihistorien og til psykens egen historie, dvs.

både dens naturhistorie og dens samfundshistorie.

Men bogen er på trods af, at den begynder "med Adam og Eva" i mere i een

forstand, og på trods af sin almene tilgængelighed også i høj grad et originalt

forskningsmæssigt bidrag til psykologien, som vi håber både vil vække til debat

og stimulere den videnskabelige proces.


FORORD

Dette arbejde om personlighedens almene grundlag er et personligt forsøg på at

gennemarbejde nogle temaer fra min forskning i sammenhængende form, så jeg

selv kan læse, hvor jeg i øjeblikket står. Det er altså tale om et arbejdsværktøj

og ikke om publicering af forskningsresultater. Samtidig er det et rrdddel til

kommunikation med de af rrdne kolleger, der arbejder med beslægtede

problemstillinger. Altså et led i en løbende diskussion. I en vis forstand kan

man faktisk betragte det som et diskussionsoplæg.

Ikke rrdndst er det imidlertid skrevet til de studerende, der har deltaget på

rrdt kollokvium 1983-1986 på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, der netop

havde personlighedens almene grundlag som sit overordnede tema, og hvor de

fleste af de her fremsatte synspunkter allerede har været op at vende gennem

mange fornøjelige og frugtbare diskussioner.

Arbejdet bærer naturligvis præg af dette dobbeltformål, og nogle vil måske

mene, at det sætter sig mellem to stole, når det både vil indføre den studerende

i nogle af fagets begreber og problemstillinger og samtidig arbejde med nye forestillinger

i fagets uordentlige frontlinie.

Det var imidlertid kollokviets erklærede formål at invitere de studerende

med derud, hvor slaget står. På eget ansvar, naturligvis. Enhver må tænke selv.

Og det havde jeg hverken som lærer eller forsker grund til at fortryde. Mon det

i virkeligheden ikke er noget, der forsømmes? Ihvertfald synes jeg her, at der er

god grund til at slå to fluer med et smæk.

Arbejde4 som det foreligger, er meget ufærdig!, og det valgte jeg at affinde

mig med, da en udgivelse kom på tale. Under redigeringen og renskrivningen

har jeg ikke ændret noget væsentligt i forhold til den fotokopierede udgave fra

1986. Dette skyldes ikke, at de mange kommentarer, ideer og indvendinger,

som jeg har modtaget fra studerende først og fremmest i København, har været

irrelevante. Tværtimod har det givet så megen stof til eftertanke, at det ville

være håbløst her at tage højde for det hele. Der skal en helt ny runde til. Men

netop dette viser, at en bog med mange løse ender kan tjene et vigtigt formål.

Bag ethvert arbejde gemmer der sig mange menneskers indsats. Det gælder

også her. Det er ikke blevet til i et tomrum. Venner, kolleger og studerende

har bidraget afgørende til de forestillinger, der her er formuleret. Både

idemæssigt og praktisk har jeg modtaget megen hjælp, hvilket jeg siger tak for.

Her vil jeg imidlertid først og fremmest sige hjertelig tak til Psykologisk Institut

v. Aarhus Universitet, der igennem årene har ydet rrdg generøs støtte og

vist rrdg stor gæstfrihed. Uden instituttets moralske og fagrådets finansielle

opbakning var dette arbejde aldrig blevet udgivet.

København 1988 Niels Engelsted


Utålmodigheden forlanger

det umulige, at opnå målet

uden midlerne

G.WF.Hegel

I. Psykologien

mellem naturvidenskab

og åndsvidenskab


KAPITEL l

ERKENDELSE OG GENSTAND

Det bekendte og det erkendte

Erkendelse og Genstand 3

Hvor mangfoldige den psykologiske videnskabs veje end er, så samler de sig dog

alle til sidst i et punkt: mennesket. Psykologiens ultimative mål er at begribe

mennesket, såvel dets almene menneskelighed som dets særegne individualitet. 1

Eller - psykologien som videnskab er et af menneskets vigtigste midler til at begribe

sig selv som menneske. Præcis som Karl Linne har formuleret det, når

han ud for Homo sapiens' plads i Systema Naturae skrev: "Kend dig selv!" .

Løsningen af denne opgave er på. en gang psykologiens mål og målestokken for

dens modenhed som videnskab.

Nu er det, der bliver målt, selv målestok for det, der måler. Det vil sige, at

psykologiens udviklingsgrad som videnskab selv er et mål for, hvor langt vi er

kommet i begribelsen af mennesket. I så fald vil det næppe være fejlagtigt at

konkludere, at der endnu mangler et stykke vej i menneskets erkendelse af sig

selv.

Hermed får vi øje på et ejendommeligt paradoks. Menneskets erkendelse af

sig selv er endnu mangelfuld, men samtidig er mennesket det fænomen i verden,

som vi kender allerbedst. Eller som Dernokrit kunne formulere det:

"Menneske er, hvad vi alle kender.n I modsætning til den moderne natmvidenskab,

der udforsker det ukendte, udforsker psykologien med andre ord det

kendte. Hvad psykologerne studerer i deres ansigts sved, er faktisk det, som

alle ved.

Dette er naturligvis kun latterligt for uforstanden. For anstrengelsen viser,

at allemandsviden og videnskabelig viden er to forskellige ting. Fortrolighed og

erkendelse er ikke det samme. Hegel formulerer det på denne måde: "Det bekendte

er endnu ikke det erkendte, fordi det er bekendt", at tro det "er det mest

almindelige bedrag af en selv og andre." 2

Hvad angår sondringen mellem det bekendte og det erkendte, fik vi på holdet

selv syn for sagen, da vi i et tidligere semester forsøgte at bestemme begrebet

personlighed. Personligheden kender vi alle som den menneskelige psykes højeste

og vigtigste udtryk. I skærende kontrast til den fortrolighed og selvfølge

med hvilken, kategorien blev anvendt og forstået, stod imidlertid ubehjælpsomheden,når

det drejede sig om at bestemme begrebet. "Jeg forstår det godt, men

jeg kan ikke foklare det" , var en bemærkning, og den blev fulgt op med det


4 Personlighedens Almene Gmndlag I

snedige spørgsmål, om der overhovedet er nogen grund til at forklare det, som

vi godt forstår?

I denne dovne form kan synspunktet afvises med et dunk i hovedet, men det

findes også i en mere principiel og gennemtænkt form, der hævder, at person·

ligheden er den samlede rannne om den menneskelige forståelse, og at den derfor

ikke selv kan gøres til genstand for begribelse. For helheden kan jo ikke

samtidig være en del af sig selv.'

Problemet med det paradoksale misforhold mellem den selvfølgelige fortrolighed

og bestemmelsens ubehjælpsombed mødte vi imidlertid ikke kun, hvor

det drejede sig om at bestemme personligheden som begreb. Vi mødte det hver

eneste gang, vi tog et fundamentalt psykologisk forhold under behandling.

F.eks. begrebet følelse, begrebet socialitet og begrebet arbejde. Det vil således

næppe være forkert at konkludere, at vi med hensyn til menneskepsykens mest

fundamentale forhold boltrer os som fisk i vandet. Men samtidig i kraft af

denne intime forbundethed ikke er i stand til at skabe den distance, som den

iagttagende beskrivelse fordrer. Fisken er som bekendt den sidste til at erkende

det vand, som den svømmer i. Vandet opdager den først, når den løftes ud af

det.

Eller sagt med andre ord: Den deltagende praksis er anderledes beskaffen

end den iagttagende viden. Hvad man forstår, når man er aktiv i situationen, og

hvad man forstår, når man betragter situationen udefra er ikke ganske det

samme. Hvilket iøvrigt er den samme sondring, vi finder i begreberne praksis

og teori, der er græske ord for henholdsvis "gø ren" og "betragtning" .

At det er den samme sondring, der ligger i udtrykkene "det bekendte" og "det

erkendte" , er ikke svært at vise, hvis vi formår at trænge bag om vores spontane

fortrolighed med udtrykkene. Her gælder nemlig også, at vi godt ved, hvad de

betyder, men vi har vanskeligt ved at forklare det.

Det er ikke alle sproglige udtryk, der er lige svære at definere. Substantiver

som "fugl" og "hund" kan i sidste ende defineres ved, at vi peger på virkelige

fugle og hunde. Verber er lidt sværere, men hvor de henviser til konkrete aktiviteter

som "at spise" og uat svømme" , kan de også i sidste ende defineres ved

påpegning. Derimod er det forbundet med nogen vanskelighed at pege på det,

verbet "at kende" henviser til. I barnets sprogtilegnelse læres betydningen af "at

kende" næppe heller ved påpegning. Det vokser så uløseligt ud af selve den

levende praksis, at det ikke kan forbavse, at ordet selv etymologisk udspringer

af en grammatisk bøjningsform af verbet "at kunne" . 4

Det betyder imidlertid ikke, at vi i det teoretiske arbejde kan lade os nøje

med den praktiske forståelse, der bliver stum, når vi spørger efter. Også verbet

11

at kende" henviser naturligvis til noget, der findes i verden og derfor må kunne

bestemmes eller påpeges.

For at gøre en lang historie kort, så er det påpegningen selv, verbet "at kende"

(skelne, mærke, nævne) henviser til. Hvoraf naturligvis fremgår, at tilegnelsen

af betydningen sker i selve den påpegende praksis og ikke ved påpegning.


Erkendelse .og Genstand 5

Hvis at kende er at påpege, så kan vi også lytte os frem til den forskel i påpegningen,

der ligger gemt i henholdsvis "det bekendte" og "det erkendte" . Vi

hører da, at mens "det bekendte" i væsentlig grad synes at vise hen til en sammenhæng,

hvor den kendende har en fremtrædende plads, så viser "det erkendte"

hen til det, som bliver kendt - uden særligt hensyn til den kendende.

Det vil sige, at mens "det bekendte" er en påpegning af et noget, der står i et

tilhørsforhold til den kendende person, så er "det erkendte" en påpegning af

noget, der har en uafhængighed af den kendende person.

Denne sidste betydning kommer løvrigt klart til udtryk i det etymologisk

nærtbeslægtede ord "at anerkende" , der udspringer af en social Guridisk)

praksis, hvor ordet betyder "erkende som virkeligt bestående" . At erkende og

anerkende er altså at tilstå noget uafhængighed eller suverænitet, hvilket i sociale

forhold kan bekræftes gennem anerkendelse og erkendtlighed.

Hvis vi kalder den kendende for subjektet og det, der bliver kendt for objektet,

så er det bekendte altså en påpegning af objektets tilhørsforhold til subjektet,

mens det .erkendte er en påpegning af objektets uafhængighed af subjektet.

Følger vi - men foreløbig kun for fremstillingens skyld - William James i

hans definition af menneskets Selv, der lyder: "In its widest possible sense ... a

man' s Self is the sum total of all that he can call his" 5 , så kan vi sige, at det bekendte

som noget, der tilhører subjektet, bliver en del af selvet, mens det erkendte

bliver noget, der ligger uden for selvet. Dette giver os den traditionelle

sondring mellem subjektiv viden, dvs. verden som det for os værende, som vores

oplevelse og vores erfaring, og den objektive viden, dvs. verden som det i sig selv

værende. Eller som Kant formulerede det: Das Ding fUr uns og Das Ding an si c h,

der netop i den klassiske tyske filosofi blev opfattet som en sondring mellem

subjektet og objektet eller mellem Jeget og Ikke-jeget.

Anskuet på denne måde bliver sondringen mellem det bekendte og det erkendte

- eller det jeg andetsteds har kaldt eifaringsforståelse og genstanrlsforståelse6

- grundtema bag udviklingen af en lang række fundamentale sondringer

inden for den vestlige filosofi, der i sig som en integreret del rummede psykologien

i de første 2500 år af sin historie.

Filosofi og videnskab

Denne rodfæstede sammenhæng mellem filosofi og psykologi kan ingen videnskabeligt

arbejdende psykolog sidde overhørig. Ihvertfald ikke uden at afskære

sig fra det enorme tænkearbejde, der allerede er foretaget med psykologiens

fundamentale problemstilllinger. Vi skal heller ikke gøre det.

Det betyder imidlertid ikke, at psykologi fortsat er en filosofisk disciplin.

Psykologi er en videnskabelig disciplin. Der er derfor grund til at ridse forskellen

mellem filosofi og videnskab op.


6 Personlighedens Almene Grundlag J

Filosofien begynder ganske simpelt som selvstændig bestræbelse, da for·

skellen mellem det bekendte og det erkendte bliver tydelig og dermed et problem

for tanken.

Det var den ikke altid. Erkendelsesevnen opstår ganske vist med den menneskelige

virksomhed, dvs. med mennesket selv, men det betyder ikke, at mennesket

selv har skelnet mellem oplevelse og erfaring på den ene side og erkendelse

på den anden. Denne sondring har nogle ganske særlige forudsætninger

og optræder først, når de samfundsmæssigt er opfyldt. Og vi taler naturligvis

her om den arbejdsdeling mellem håndens og åndens arbejde · den adskillelse

mellempraktiSk erfaring og teoretiSk tænkning, der fødes med klassesamfundets

udvikling i antikken. Først hermed bliver erkendelse eller teori skilt ud som et

selvstændigt projekt, og dette er det samme som filosofiens fødsel.

Fiolosofien begynder med andre ord, når den menneskelige erkendelse selv

bliver påpeget, dvs. selv gjort til genstand for erkendelse (erkendelse af erken·

deJse). Og det vil sige, at dens grundproblem bliver, hvordan mennesket kan

have viden, der rækker udover det bekendte. Det vil sige udover oplevelsens

tilfældighed og erfaringens begrænsning. Eller - hvilket er det samme · filosofien

begynder med spørgsmålet om, hvad virkeligheden er bag det tilsyneladende.

Den umiddelbare vanskelighed er ikke svær at få øje på. Erkendelse synes

at fordre en samtidig sammenhæng og adskilthed mellem subjekt og objekt.

Man må nemlig tro, at subjektet kun kan erkende objektet i kraft af sin forbin·

deJse til det, og det skal så føre til en erkendelse af objektet, som det er i sig

selv. Dvs. uafhængigt af sin forbindelse til subjektet. Sammenhængen skal altså

give adskiltheden, kontinuiteten diskontinuiteten. Hvad der forekommer svært

at begribe.

Ihvertfald voldte det de tidlige græske filosoffer umådelige vanskeligheder,

og de blev tvunget til at vælge enten det ene eller det andet i den umulige enhed

mellem sammenhæng og adskilthed.

Den nemmeste løsning valgte sofisterne, der derfor ikke regnes for rigtige

filosoffer. De forkastede forestillingen om en objektiv sandhed bag den subjek·

tive erfaring. Sandheden er altid relativ, dvs. en synsvinkel eller en fortolkning,

og der er lige så mange sandheder, som der er synsvinkler. Det sete afhænger

af øjnene, der ser.

Denne fænomena!L


8 Personlighedens Almene Grundlag I

skeligt at begribe. Han ved, at erkendelse er mulig, og tager sig det let, at han

ikke kan forklare det. Det er jo ikke hans ærinde.

Meget sigende er da også, at når problemet om subjektet og objektet optræder

inden for videnskaberne, så er det først og fremmest som et metodespørgsmåL

Det vil sige som en praktisk anvisning eller et regelsæt, der skal sikre, at

den subjektive forbindelse ikke i for høj grad forurener erkendelsen af objektet,

som det virkelig er.

Sådanne regler er meget nyttige - til en vis grænse. Der er grund til at advare

biokemikeren mod at stikke tommelfingeren ned i reagensglasset eller

zoologen mod at se for meget af sig selv i ormen. Men forvandles regelsættet

fra den praktiske anvisning til noget filosofisk principielt, så er det ikke gavnligt.

Intintiderer man videnskabsmanden til at tro, at det subjektive og det objektive

helt må skilles fra hinanden i forskningsprocessen, så sætter man den i stå. Erkendelsen

når nemlig kun den objektive realitet igennem den subjektive forbindelse.

Det er ikke uden grund, at vi taler om subjektets og objektets samtidige

sammenhæng og adskilthed.

Videnskabelige resultater kan derfor heller ikke bedømmes på soberheden i

deres metode. Kunne videnskabelige opdagelser forkastes på et sådant grundlag,

måtte f.eks. evolutionslæren forkastes. Darwin var - set fra et metodelæresynspunkt

- aldeles uordentlig i sin brug af kilder. Anekdoter anvendes på den

mest ukritiske og ureflekterede måde, og ikke alene hans hund men også adntiral

Sulivans papegøje optræder som rene sandhedsvidner. Men selv om Darwin

kunne være et skoleeksempel på, hvad en biolog ikke må gøre, så er det en uafviselig

kendsgerning, at han ikke desto mindre opdagede de virkelige principper

for naturlig udvælgelse. Og der er ikke nødvendigvis grund til at tro, at det

skete på trods af subjektivismen i hans metode.

Dette er naturligvis ikke det samme som at sige, at uordentlighed i metoden

er vejen til videnskabelige opdagelser. Men det er at fremhæve, at den orden,

som det er den videnskabelige erkendelses opgave at blotlægge, er genstandens

orden. Det vil sige, at det videnskabelige resultat er en genspejling af genstanden,

ikke af metoden. Har man fat i genstanden, så kan man få ordentlige

resultater også med en uordentlig metode. I den virkelige erkendelsespraksis

kommer genstanden før metoden. Hvilket i videnskabshistorien viser sig i den

rækkefølge, at først gøres der en vigtig genstandsmæssig opdagelse - og som

regel med temmeligt kritisable eller ureflekterede metoder; dernæst foregår der

et metodisk oprydningsarbejde med udgangspunkt i opdagelsen. Man taler ligefrem

om, at der dannes skole. 10

Videnskab og videnskabsteori

Disse to trin genfinder vi i en slags arbejdsdeling inden for det videnskabelige

samfund, der er analog til arbejdsdelingen mellem forfattere og litteraturkritikere.

Nemlig mellem "genstands-ordnere" og "metode-ordnere" , hvor de første


Erkendelse og Genstand 9

er optaget af genstanden, mens de sidste er optaget af de første. Hvilket er den

kendte skelnen mellem videnskab (som teori om genstanden) og videnskabsteori

(som teori om teori om genstanden).

Som erkendelse af erkendelse står videnskabsteorien naturligvis i bestandig

fare for at blive en filosofisk disciplin snarere end en videnskabelig. Som

eksempel kan nævnes epistemologien, hvis oprindelige betydning er lære om videnskab,

men som i løbet af sin udvikling er blevet forvandlet til en filosofisk

lære, der mere eller mindre eksplicit erklærer erkendelse af objektet (eller objektiv

erkendelse) for principielt umulig. Et synspunkt, der per definition øver

ubodelig skade på den videnskabelige bestræbelse i det omfang, den vinder udbredelse.

På sin rette plads er videnskabsteorien imidlertid yderst nyttig. Den er hævet

et trin over den konkrete videnskabelige forskning og har på dette højere

(meta:-teoretiske) abstraktionsniveau et større overblik, og gennem organisering

og systematisering af erkendelsesresultatet kan den sætte fokus på inkonsistenser,

som videnskaben konkret må løse. Hertil kommer, at den fungerer som et

kampendium (lat. for besparelse), der i kraft af forenklingen og abstraktionen er

den mest praktiske kilde til en hurtig tilegnelse af et fags videnskabelige problemstililinger

og resultater.

Da det først og fremmest er i denne form - lærebogen, at den studerende tilegner

sig sin videnskab, kan det af forståelige grunde let føre til den vildfarelse,

at videnskab er videnskabsteori.

Det er temmeligt vigtigt at forstå, at dette ikke er tilfældet. (Derimod kan

det omvendte godt være tilfældet, men da som et specialområde). At man som

studerende (og dermed også som lærer) nødvendigvis må gøre teorierne til genstand

for sin virksomhed, betyder ikke, at teorien er genstanden for videnskabens

erkendelsesbestræbelse. Videnskabens genstand er altid et konkret forhold

i verden. At dens særlige opgave er at begribe forholdet teoretisk ændrer

intet herpå. Videnskab er en lære for livet og ikke for skolen, kunne man sige.

Omend det må indrømmes, at denne forskel ikke altid er tydelig på et universitet,

der jo også er en skole. Tekstbøger er et uvurderligt redskab, men man må

aldrig glemme det rette forhold mellem tekst og genstand. Det vil sige, at det til

stadighed må være genstanden, som teksten afbilder, og ikke teksten selv, som

man må have for øje.

Tekstvidenskaben må kort sagt ikke gøres til et mål i sig selv eller hæves

over den genstandsvidenskab, der er den videnskabelige erkendelses fabrik.

Uden stadig næring fra genstandsfronten stagnerer nemlig også baglandet.

Uden den stadige konfrontation med den genstridige genstand stivner de overordnede

teoretiske forestillinger og bliver til skematismer. For ordenen i den

videnskabelige erkendelse kan nemlig i sidste ende ikke være andet end genstandens

egen orden, som den genspejles gennem den særlige menneskelige

praksis, som videnskab er. Det er derfor, at der er så god grund til at insistere

på en sammenhæng mellem undervisning og forskning. Hvilket iøvrigt er det


10 Personlighedens Almene Grundlag J

bevidste sigte med disse betragtninger over personlighedens almene grundlag,

hvor vi vil anbringe os i den kaotiske frontlinie frem for i det mere uforstyrrede

bagland.

Skal vi kort gentage, hvad det er for en forskel mellem videnskabens og filosofiens

projekt, som vi her har peget på (med videnskabsteori som grænsetilfælde),

kan det siges således: Videnskabens projekt er (erkendelsen af) genstanden.

Filosofiens projekt er erkendelsen (af genstanden). Med forskellig

vægtning af det samme udgangspunkt får de to klart forskellige problemer. For

videnskaben er genstanden problemet. For filosofien er erkendelven problemet.

Hvilket betyder, at problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng

og adskilthed er filosofiens centrale problem, mens det derimod ikke er

noget problem for videnskaben, da denne netop tager udgangspunkt i den menneskelige

erkendelsesevne som det sikkert givne.

Filosofi og psykologi

Når videnskaberne er optaget (i bogstaveligste forstand) af deres respektive

genstande og ikke interesserer sig for erkendelsen som problem, og når alle

grundlæggende fænomener i verden har deres videnskab, så må der imidlertid

være en videnskab, der kommer i en særlig situation. Nemlig den videnskab,

der har det grundlæggende erkendelsesfænomen som sin videnskabelige genstand.

Som man nok allerede har forstået, er denne særligt anbragte videnskab psy·

kologien.

Subjektet i dets forbindelse til verden er psykologiens genstand. Det problem,

der er grundlæggende for filosofien, problemet om subjektets og objektets

samtidige sammenhæng og adskilthed, bliver derfor også grundlæggende

for psykologien.

At psykologien i den langt overvejende del af erkendelsens historie har været

integreret i filosofien, forekommer derfor ret naturligt. Hvorfor skelne

mellem filosofi og psykologi, når grundproblemet er det samme?

Imidlertid er grundproblemet ikke det samme. Der er en vigtig forskel på,

om man opfatter subjektets og objektets samtidige sammenhæng som et filosofiSk

eller et videnskabeligt problem.

Forskellen kan udtrykkes kort på denne måde: Filosofiens problem er erkendelsen

(af genstanden). Som videnskab er psykologiens problem (erkende!,

sen af) genstanden. Som er erkendelven (i videste betydning).

Som alle kan forstå, kan det være svært at holde tungen lige i munden med

en sådan sondring. Psykologien som videnskab har heller ikke konsekvent været

i stand hertil, men er igen og igen blevet filosofiseret til skade for sit projekt.

Hvad psykologien ikke altid har været opmærksom på, er det imidlertid vigtigt,

at vi er. Nemlig den betydningsfulde forskel der er mellem filosofi og videnskabelig

psykologi. Lad os derfor vende forskellen et par gange.


Erkendelse og Genstand 11

Erkendelsens opgave er at begribe genstanden, som den i virkeligheden er.

At begribe vil sige at genspejle eller afbilde genstanden i begrebet (der er en

sproglig konstruktion), således at genstandens væsentlige egenskaber fastholdes.

Man kan billedgøre dette ved at forestille sig erkendelse som det at holde et

gennemskinneligt folie op for verden og derpå med en filtskriver aftegne de væsentligste

konturer i det, man ser. Denne afbildning, som nødvendigvis er en

abstraktion af den konkrete mangfoldighed af genstandsegenskaber, som vi kan

se igennem foliet. - men denned også en skelnen mellem væsentligt og ikke-væsentligt-

er begrebet (betragtningen).

Med afbildningen befinder virkeligheden sig nu på to planer. På den ene

side som den konkrete virkelighed og på den anden side som den afbildede og

dermed abstraherede virkelighed. (Analogier forfører som bekendt, heri ligger

deres charme. Er man stemt for det, kan man faktisk se interessante sammenhænge,

hvis man jævnfører udviklingen i erkendelsens teori- eller billeddannelse

med udviklingen i billedkunsten).

Det er vigtigt at forstå, at såvel det konkrete verdensplan som det abstrakte

billedplan har faktisk eksistens. Begge plan findes i verden, og det ideelle afbildningsplan

er ikke mindre virkeligt end det materielle plan, som det afbilder.

Foliet opdages

I menneskehedens første historie sameksisterer de to plan ganske problemløst.

Man er næppe engang opmærksom på, at der findes to forskellige plan. Det er,

da man opdager foliet som noget selvstændigt eksisterende og de dermed forbundne

problemer, at filosofien opstår.

Skiftet kommer i øvrigt tydeligt til udtryk i det græske sprog (og sproget er

erkendelsens primære medium). Karakteristisk for den sparsomme litteratur

fra den græske oldtids bondekultur - f.eks. liliaden og Odysseen - er således på

den ene side det homeriske menneskes fantastiske ordforråd,. når det gælder

forskellige måder at se noget på, og på den anden side det totale fravær af ord

for selve det "at se" . Man kan sprogligt pege på tusind forskellige sindsindtryk

eller følelser, men man kan ikke sprogligt pege på sindet selv eller følelsen selv.

Denne rigdom på konkrete udtryk og fattigdom på abstrakte skifter ved overgangen

til antikkens bykultur. Før gjaldt det om at forstå, hvad der var rigtigt

og forkert at gøre, og hvordan man blev en god mand eller kvinde. Nu gælder

det om at forstå, hvad godhed og sandhed i sig selv betyder. Som abstrakte og

universelle begreber udskilt af det praktiske livs sammenhæng. Altså et problem

i lighed med det, der mødte os i det foregående som vanskeligheden ved

at bestemme ordet "at kende" , selv om vi er fuldt fortrolige med at kende alt

muligt konkret. At opdage ordet "at kende" , er at opdage foliet.

Begynder filosofien med opdagelsen af foliets selvstændige eksistens, så må

den også begynde med problematiseringen af forholdet mellem foliet og verden.


12 Personlighedens Almene Gnmdlag I

At de spørgsmål, der grundlægger filosofien, derfor nødvendigvis må blive

spørgsmålet om forholdet mellem folie og verden, og spørgsmålet om, hvad der

er mest virkeligt (sandt)- folie (ide) eller verden (materie), kan derfor ikke forbavse.

Vi kan i lyset af vores folie-analogi tilmed værdsætte Piatons løsning

som temmelig genial - omend falsk. Han opfatter foliet som det egentligt virkelige

og verden som et skinbillede. Det vil sige en (meget ufuldkommen) billedprojektion,

der fremkommer, når Guds lys sendes igennem foliet, som var

det et lysbillede.U

Piatons løsning viser noget, der er karakteristisk for den tidlige filosofi. I og

med den meget vigtige opdagelse af foliet som noget forskelligt fra verden ( noget

særskilt), så skiller man folie og verden helt ad og absoluterer foliet. Begribelsen

bliver ikke en begribelse af verden igennem begrebet, men begribelsen af

begrebet selv. Det vil sige, at det værendes orden ikke opfattes som verdens orden,

men som begrebets orden. Ordenen ligger i tegningerne eller tegnene på

foliet, og man holder det ikke op mod verden. Erkendelse er formalviden ikke

realvid en. Ikke det empiriske studie af verden afslører det værendes sande orden,

men formalvidenskaber som matematik og logik. Kun på foliet eller papiret

kan man udlede de sande - konsistente - relationer, i verden udviskes de af

tilfældigheder." Man må derfor, som Platon dikterede sine elever, se bort fra

den fænomenale sanseverden og koncentrere sig om tankens verden, hvor man

ud fra enkle grundsætninger kan udlede de sande forhold. Erkenderen må

bruge sin fornuft, ikke sine øjne.

To halve sandheder

Vores folie-analogi er både sand og falsk. Den er sand, fordi den fanger subjektets

og objektets adskilthed. Den er falsk, fordi den mister subjektets og objektets

sammenhæng. Det er på samme måde, at filosofien er sand og falsk. Dens

uvurderlige bidrag til den menneskelige erkendelse er, at den opdager erkendelsen

- som subjektets og objektets adskilthed, og dermed hæver vores viden

om verden over det fænomenale og bekendte. Men hermed - og det er prisen -

også over verden. Filosofien er i den forstand en halvhed.

Til en halvhed svarer der naturligvis en anden halvhed. Denne komplementære

halvhed findes også i læreform. Den dukker historisk op som en kritik af

den rationalistiske filosofi og har den fortjeneste, at den genopdager subjektets

og objektets sammenhæng. Til gengæld taber den subjektets og objektets

adskilthed af syne, hvorfor den sænker vor viden om verden ned i det bekendte

og fænomenale. Ned under erkendelsens niveau med andre ord. Fordi den ser

viden som viden indefra og ikke udefra, det vil sige som deltagerens og ikke

iagttagerens viden, kalder den sig for praksisfilosofi i modsætning til den

hidtidige betragtningsfilosofi.

Vi skal senere beskæftige os mere med denne alternative halvhed, da den

ikke er mindre relevant for psykologien end den første. Men her kan vi billed-


Erkendelse og Genstand 13

gøre dem som to halvbilleder, der nok er komplementære, men som formuleret

som henholdsvis adskilthedens og sammenhængens viden udgør en modsigelse

og derfor et grundproblem for den sproglige begribelse.

Hvad skolen har så vanskeligt ved at forene i et fusioneret billede, udgør

imidlertid i livet en ubrydelig forening. Det, der kommer til udtryk som en

modsigelse på foliet (sproget, begrebet, logikken, fornuften) er en enhed iverden.

Vejen til begribelsen går derfor over studiet af verden. Genstanden rummer

nøglen til sig selv. Det er her og ikke i logikken, at man må begynde.

Det er dette udgangspunkt i verden eller i genstanden, der adskiller videnskaben

fra filosofien. Eller realvidenskaben fra formalvidenskaben og filosofien.

Man taler i overensstemmelse hermed også om den empiriske og eksperimentelle

videnskab. Videnskabens genstandsmæssighed kan dog ikke hermed

reduceres til eksperimentet som metode. Den ligger grundlæggende i opfattelsen

af begrebet eller teorien som en transparent igennem hvilken, genstanden

ses.

Og det er præcis dette genstandsmæssige udgangspunkt, der adskiller psykologien

fra filosofien, uagtet at de begge har subjekt-objekt forholdet som

grundproblem. Den videnskabelige psykologi går ud fra subjektets og objektets

samtidige sammenhæng og adskilthed som et genstandsproblem og ikke et erkendelsesproblem.

Eller - hvis man bruger Kants distinktion - som et problem

for forstanden (begribelsen af genstanden) og ikke for fornuften (begribelsen af

begrebet). Psykologien som videnskab forholder sig altså til sin genstand som

enhver anden realvidenskab, idet den indser, at genstandsproblemet ikke bliver

til det filosofiske erkendelsesproblem blot fordi, at genstanden er erkendelsen.

I modsætning til det filosofiske problem om erkendelsen, er det videnskabelige

problem om genstanden noget, der lægger op til empiriske og eksperimentelle

studier. Det var da også med præcist et sådant empirisk og eksperimentelt

studium af erkendelsen, at psykologien skilte sig ud fra sit filosofiske ophav for

at blive en selvstændig videnskab.

Noter til kapitel l

l. Inden for personlighedspsykologien i særdeleshed har der hersket uenighed om, hvorvidt personligheden

skulle studeres nomothetisk eller idiografisk. En skelnen, der hidrører fra Windclbands

Geschichte und Naturwissenschaft fra 1904 og angiver henholdsvis studiet af det almene,

fælles og lovmæssige og studiet af det enkeltstående og unikke tilfælde. Argumentet

for det sidste skulle være, at personligheden er unik for den enkelte og derfor usammenlignelig

mennesker imellem. F.eks. ville man aldrig med den nomothetiske metode kunne besvare

spørgsmålet om, "hvorfor van Gogh skar sit øre afr , som det udtrykkes af den amerikanske

biografiske skole. Hertil er at sige, at videnskabens opgave naturligvis ikke er at udjævne de

forskelle, som den ska1 studere, men det er en illusion at tro, at man kan begribe det partikulære

uden på baggrund af det almene. løvrigt viser en så nomothetisk videnskab som

astronomien, at det enkeltstående udmærket kan gøres til genstand for begribelse på detle

grundlag. F.eks. Saturns ringe, der er et unikt fænomen i vort solsystem. Uden at

underkende såvel den gode intention som indsigten i den idiograflske metode, så må man

advare imod, at personligheden opfattes som individuelt unik, før man har begrebet dens


KAPI1'EL2

FRA MEKANIK TIL DIALEKTIK

Den nye videnskab

Fra mekanik til dialektik 15

Videnskab som begribelse af genstanden på grundlag af empiriske studier er

selvfølgelig intet nyt påfund. Den er lige så gammel som filosofien selv, for det

· skel mellem filosofi og videnskab, som vi i det foregående har opstillet, har i

praksis som oftest været temmeligt flydende. Det er da også en filosof, som

man - og ikke med urette - udnævner til videnskabernes fader. Nemlig Piatons

elev Aristoteles, der ikke holdt sig mesterens forbud mod materielle og empiriske

studier efterrettelig, men tværtimod gjorde et princip af sådanne studier.

Og ikke uvæsentligt for os, var det psykologien, som han brugte som paradigme

for sin verdensopfattelse.

Var AristoteJes faderen, så var Galilei imidlertid sønnen. Og som det sig

hør og bør, var det den klassiske situation med faderdrabet Galilei knuste den

aristoteliske - og psykologiske - opfattelse af den materielle verden til fordel for

en ny opfattelse med udgangspunkt i fysikkens paradigme.'

Meget forenklet opfattede AristoteJes alle naturens forskellige genstande

som analoge til det levende væsen, der netop er kendetegnet ved at gennemgå

en lovmæssig forandrings- eller udviklingsproces. Hermed var AristoteJes i

stand til at inddrage materiel udvikling i sin teori, hvilket hans kolleger ikke var.

Fordi udvikling fordrer, at noget samtidigt er et og noget andet, var de

græske filosoffer (med Heraklit som den berømte undtagelse) temmeligt enige

om, at udvikling er en begrebsmæssig eller logisk modsigelse (enhver ting må

være identisk med sig selv og kan ikke samtidig være forskellig fra sig selv) og

derfor en umulighed. Da vore sanser fortæller os, at udvikling faktisk er en

realitet, så måtte de derfor erklære sanserne for løgnagtige og dermed den materielle

verden, som de ser, for falsk. Logikken er det sande, den materielle

verden det falske.'

Aristoteles, der som læge var oplært i iagttagelsens betydning, ville imidlertid

ikke vende øjnene fra verden. Han løste i stedet modsigelsesproblemet ved

at opfatte udvikling og forandring som epigenese. Det vil sige, som en udfoldelse

af en allerede iboende plan. Ligesom agernet er forudbestemt til at udvikle

sig til et egetræ, og menneskefostret er forudbestemt til at udvikle sig til et

samfundslevende menneske, således er alle ting forudbestemt til at udvikle sig

til, hvad de i virkeligheden er. Til at udfolde deres iboende grundplan, formel

eller væsen. Alle ting stræber deffor efter at blive, hvad de i virkeligheden er.


16 Personlighedens Almene Gmndlag I

At realisere sig selv. De er subjekter. Også planeter og sten. Videnskabens opgave

er at blotlægge de forskellige genstandes væsen. Og det kan man ikke ræsonnere

sig til, men man må undersøge gennem empiriske studier, hvordan de

faktisk udvikler sig og dermed viser, hvad de i virkeligheden er. Det vil sige, at

den akkumulerede erfaring vedrørende de forskellige genstande og deres udvikling

fortæller os, hvad deres væsen er.

Astronomen og fysikeren Galilei havde imidlertid ondt ved at acceptere, at

planeter cirkler og sten falder til jorden på grund af en indre stræben ( enteleki)

mod at opfylde deres væsen. De fysiske legemers bevægelsesændringer måtte

skyldes et samspil af ydre kræfter (kausalitet). Kræfter der kunne måles på

stedet gennem eksperimenter og dernæst afbildes teoretisk som lovmæssige

kvantitative relationer mellem fysiske størrelser og parametre.

Som bekendt førte dette til et virkeligt videnskabeligt gennembrud, idet Galilei,

Kepier og Newton faktisk var i stand til at blotlægge sådanne kvantitative

fysiske lovmæssigheder. Man kalder det fødslen af den moderne naturvidenskab,

og med den havde man taget et yderligere skridt fra det bekendte til det

erkendte.

Den aristoteliske videnskabs opfattelse af tingens væsen er helt bundet til

vores erfaring med tingen og dens historie. I modsætning hertil forstår den nye

videnskab tingen, som man måler den i et eksperiment. Målestokken er i dette

tilfælde ikke ens egen erindring men en anden fysisk ting. På denne måde er

man kommet tættere på genstandens af os uafhængige egenskaber. Skiftet fra

den gamle til den nye videnskab markerer derfor et skift fra erfaringsforståelse til

genstandsjorståe/se.

Traditionelt kaldes den nye videnskab for erfaringsvidenskab, fordi den i

modsætning til tankevidenskaben eller de formelle videnskaber lægger så stor

vægt på empiriske undersøgelser. I stedet for denne todeling burde man imidlertid

tale om en tredeling. Nemlig delingen mellem tankevidenskaben (filosofi

og de formelle discipliner som logisk og matematik), erfaringsvidenskaben (den

gamle videnskab) og genstandsvidenskaben (den nye videnskab). Med tredelingen

fastholder man således det, som todelingen let mister, nemlig at realvidenskaben

fødes i to omgange. Først med AristoteJes og dernæst med Galilei.

Den nye fødsel, der er sammenfaldende med renæssancen og dermed middelalderens

ophør, er et meget stort fremskridt for den menneskelige erkendelse.

Dog var der som altid en pris at betale. Ved måling- der altid er kvantitativ

sammenligning - kan man nemlig kun fange genstandens egenskaber i

deres kvantitative bestemmelse. De kvalitative bestemmelser, som den aristoteliske

videnskab med sit eftertryk på tingenes væsen eller form (eller ligefrem

psyke) havde som sit primære ærinde, bliver den nye videnskab temmeligt blind

for. Den ydre - mekaniske eller kausale - forbindelse mellem fysiske størrelser

fik man et eminent blik for, men de indre dynamiske processer, der skaber de

kvalitative enheder, kunne man ikke øjne. Men det generede nu ikke, for man

var jo blind for det.


Fra mekanik til dialektik 17

Den nye naturvidenskabs fødsel daterer man til år 1600, og på grund af dens

triumf inden for fysikken bredte paradigmet sig i den efterfølgende periode hurtigt

fra fysik til de fleste andre videnskabsområder. Først som videnskabsideologi,

dernæst som en egentlig målende og eksperimenterende praksis.

Ser vi denne proces som en videnskabeliggøreise (og dermed affilosofisering)

af de menneskelige vidensområder, så 'kan det ikke undre, at psykologien

er et af de områder, der kommer sidst med. Som vi har set, har psykologi i kraft

af sit grundproblem en stor affinitet til filosofien. Desuden var psykologien den

videnskab, der havde mindst grund til at klage over det gamle -psykologiske -

videnskabsparadigme.

Tvedelingen

Til sidst holdt den nye naturvidenskab og dens metoder dog også sit indtog i

psykologien. Eller rettere - psykologien holdt sit indtog i den nye naturvidenskab.

For det, der skete, var, at fysiologien i studiet af de menneskelige sansers

virkemåde begyndte at inddrage de mentale oplevelser i deres studier. Det vil

sige, at de empirisk gav sig til at studere forholdet mellem psykiske fænomener

og fysiske fænomener. Hvori man præcis ser videnskabens tyrkertro på, at problemet

er genstandens, hvorfor løsningen også er at finde ude i genstanden.

Forholdet mellem det psykiske og det fysiske (en variant af forholdet mellem

folie og verden) var nemlig for filosofien et ubegribeligt grundproblem. Men

det giver naturvidenskabsmændene (i særdeleshed Weber, Fechner og von

Helmholtz) pokker i, idet de i praksis' gør det til et genstandsproblem. Og

dermed åbner de vejen for en helt ny ramme for psykologien.

Ud af den eksperimentelle sansefysiologis eksperimentelle undersøgelser af

det psykiske opstår ihvertfald ekvperimentalpsykologien, der netop griber det

psykiske an som en genstand, der kan analyseres og måles som enhver anden

genstand. Og denne nye bestræbelse materialiserer sig i verdens første psykofysiske

laboratorium, som Wilhelm Wundt stifter i Leipzig i 1879, hvilket da også

betragtes som året for psykologiens grundlæggelse som selvstændig videnskab.

Med sanseoplevelserne som sit første studieobjekt breder den nye eksperimentalpsykologis

ringe sig snart. Også mindre fysiologisk prægede forhold som

perception og association (forestillinger) bliver inddraget. Det vil sige, at den

nye angrebsvinkel langsomt breder sig fra de mere simple til de mere komplekse

fænomener i den menneskelige psykologi. En særlig begivenhed i denne

udvikling er Hermann Ebbinghaus' eksperimentelle studier af den menneskelige

indprægningsevne og hukommelse fra 1885.

Var dette meget opmuntrende, så kunne det dog ikke skjules, at der var et

betydeligt spring fra fænomener som sansning, perception, forestillingsbilleder

og indprægningsevne til det personlige og sociale menneskelivs meget komplekse

fænomener. Eksperimentalpsykologiens analyser forekom at være på

nogen afstand af selve den menneskelige sammenhæng.


18 Personlighedens Almene Grundlag I

Og hvad værre var: selve denne sammenhæng syntes at gå tabt med naturvidenskabens

analyserende metode. Livskvaliteten kunne ikke fanges ved kvantificering,

og helheden i menneskesjælen kunne ikke fanges, når den opløstes til

elementer. For menneskelivet er jo ikke en mosaik af atomistiske brikker, men

netop en ubrydelig sammenhæng.

Dette var ihvertfald filosofiprofessoren Wilhelm Diltheys argument i en heftig

reaktion mod kollegaen Ebbinghaus, der som Dilthey havde sit livsvirke i

Bonn, Breslau og Berlin.

Ifølge Dilthey var den nye psykologi et misfoster. Der måtte skelnes skarpt

mellem Naturwi,senschaften, der forklarer, og Geisteswissenschaften, der forstår.

For Dilthey hørte psykologien umiskendeligt til de sidste. "Die Natur erklaren

wir, das Seelenleben verstellen wir", erklærede han.

Diltheys kategoriske afvisning af det naturvidenskabelige paradigmes berettigelse

for psykologien er intet andet end sammenhængens opgør mod adskiltheden.

Den nye videnskabs styrke er dens evne til at objektivere, dvs. at skille

genstanden (som Ding an sich) ud fra sammenhængen med subjektet. Men netop

i kraft af denne forklarende eller adskillende metode, taber den naturvidenskabelige

psykologi det, som den skal forklare. Psykologiens genstand er nemlig

subjektet, hvis særlige væsen det er at skabe den sammenhæng, som den nye videnskab

bryder. Objektet er det adskilte, men subjektet er sammenhængen

selv. Man kan kort sagt ikke gøre subjektet til et objekt. Og derfor må psykologien

følge et fundamentalt andet paradigme.

Denne tvedeling i to helt forskellige vidensformer, som Dilthey fordrer, begejstrer

os ikke, fordi den indebærer, at der skulle findes to forskelllige virkeligheder

- subjekternes og objekternes - og ikke blot den ene, som vores sanselige

vished fortæller os.

Vi forstår da også straks, at den af Dilthey krævede dualisme må have sin

rod i grundproblemet om sammenhængens og adskilthedens enhed. Og endvidere

at Dilthey må have filosofiseret problemet, siden han kommer til at insistere

på to virkeligheder.

Vi vil naturligvis fastholde problemet som videnskabeligt, det vil sige, følge

vores sanselige vished og benægte, at der skulle være mere end en virkelighed.

En virkelighed, der i princippet kan sammenfattes i et erkendelsesbillede.

Det betyder imidlertid ikke, at vi kan ignorere Diltheys protest. Hvis psykologiens

genstandsproblem er subjektets og objektets samtidige sammenhæng

og adskilthed, så er der tværtimod den allerstørste grund til at tage det rejste

problem alvorligt. Uanset hvordan han formulerer det, så peger Dilthey nemlig

på det forhold, at den naturvidenskabelige psykologi med sin objektiviserende

eller analytisk-adskillende metode kun kan præsentere os for et halvbillede af

mennesket, og at det halvbillede, der fanger den subjektiviserende sammenhæng,

mangler. Hvis man vil begribe psykologiens genstand, må begge billeder

naturligvis med. Men ikke som et dobbeltsyn, som Dilthey forlanger. Derimod


Fra mekanik til dialektik 19

som det fusionerede billede, der giver os den dybe erkendelse af den eksisterende

virkelighed.

Mekanik og romantik

Da den er et udtryk for selve filosofiens grundproblem, går konflikten mellem

subjekt og objekt - sammenhæng og adskilthed - meget langt tilbage. Filosofiens

historie kan faktisk betragtes som problemets vandring igennem utallige

temaer og varianter. Diltheys protest er derfor blot ny vin på gamle flasker.

Skal vi skaffe os en fornemmelse for problemet, kan det derfor betale sig at

gå et par skridt tilbage i historien. Lad os begynde med den form, som konflikten

tog i 1600-tallet, hvor eksporten af den kausalt-deterministiske eller mekanistiske

naturvidenskabs synsmåde var begyndt fra fysik til andre erkendelsesområder.

Introduktionen af synsmåden på psykologiens område stod den engelske filosof

Thomas Hobbes for. Han havde mødt Galilei under et studium i Italien

og var blevet begejstret tilhænger. Også den menneskelige psyke ellere det

menneskelige sind måtte kunne forklares som det lovmæssige sammenstød

mellem fysiske legemer. Hobbes forestillede sig således sindet som en sammensætning

af udefra kommende sanseindtryk, der blev stykket sammen i kraft

af udvendige forbindelser som indbyrdes tidslig og rumlig nærhed eller overfladisk

indbyrdes lighed, dvs. efter de såkaldte associations/ave. Sindet var kort

sagt at sammenligne med en tom tavle (tabula rasa), som sanseindtrykkene

fyldte ud med indhold.

Eller som englænderen John Locke udtrykte det i sin videre udarbejdelse af

empirismen, som denne indtrykspsykologi kaldes: "Der er intet i sindet, der ikke

først var i sanserne."

Hertil svarede den samtidige tyske filosof Leibniz imidlertid: "Undtagen sindet!

n.

Hermed fremhævede Leibniz, at sindet ikke er indhold og ikke kan reduceres

til et konglornarat af sanseindtryk. Tværtimod er sindet noget i sig selv,

der organiserer indholdet, ikke udvendigt eller associativt men efter sine egne

iboende love.

Sin klareste formulering får denne nativisme (sindet som a priori eller medfødt,

ikke erhvervet) med den tyske filosof Kant. l fortvivlelse over den engelske

empiricist Hume, der hævdede, at man fra sanseindtrykkene alene aldrig

kunne slutte sig til nogen orden i verden, hvorfor enhver tale om erkendelse var

meningsløs, formulerede Kant det synspunkt, at den orden, som videnskaberne

(forstandens begriben) og filosofien (fornuftens begriben) blotlægger, er sindets

egen iboende orden. Tid, rum og kausalitet er således sindsformer. Ding an

sich er således nok årsagen til, at vores sind arbejder, men det vi erkender er

alene sindet selv, fordi det altid giver indtrykket sin egen form. Derfor kan vi


20 Personlighedens Almene Grundlag l

aldrig kende Ding an sich, men kun Ding fUr uns. (Hvilket faktisk var at give

Hume ret i, at vi ikke kan erkende verdens orden.)

Såvel Leibniz som Kant var rationalister, idet de lægger den erkendende

evne i sindet eller fornuften og ikke i erfaringen, som empiristene hævdede. Og

som de græske rationalister satte de denne fornuftserkendelse lig med den ab·

strakte tænkning (logik).

Umiddelbart efter Kant på overgangen mellem det 18. og 19. århundrede

udgik der fra Tyskland en ny voldsom reaktion mod den mekanistiske og

adskillende naturvidenskabs synsmåde, der tog en lidt anden form end empiris·

me·rationalisme konflikten.

Den nye bevægelse var romantikken, og dens kritik formuleres i 1813 kort og

klart af Madame de Stael. Hun skriver: "The method o f analysis, which can only

examine by division, applies itself like the dissecting·knife to dead nature; but i t

is a bad instrument to teach us to understand what is living; and if we feel a difficulty

in verbally defining that animated conception wbich represems whole

objects to our mind, i t is precisely because that conception clings more closely

to the very essence of things." 4

Som vi ser, er romantikken ikke blot en afvisning af den kausal-deterministiske

videnskabs mulighed for at blotlægge ordenen i det levende (og dermed

psykiske). Det er også en afvisning af rationalismen. Det vil sige den opfattelse,

at man gennem logisk tænkning (den sproglige definition) kan blotlægge

den virkelige sammenhæng.

Romantikkens anti-rationalisme havde en forløber i J .J. Rousseau, der erklærede:

"Jeg vover at hævde, at eftertanke er imod naturen. Et tænkende

menneske er et fordærvet dyr. Man kan stole mere på instinkt og følelse end på

fornuft. Kulturen er et onde, og vi skal tilbage til naturen." 5

Tilbage til naturen ville også romantikerne. Hvor meget man end higer og

søger i gamle bøger, så er det dog forgæves. Kun i naturen - eller naturoplevelsen

- kan man møde den store altfavnende sammenhæng eller grund, hvoraf

man selv udspringer. "To the inspired inquirer nature is the holy and ever-creating

prima! energy of the world, which begets and actively produces all things

from itself', skriver Schelling. 6 Men denne forening og identifikation med altet,

kan man kun vinde gennem deltagelsens indlevelse, gennem sansningen og følelsen.

Som en, der iagttager naturen udefra, er man afskåret fra sammenhængen.

Den nås derfor kun gennem kunst og æstetik, ikke gennem tænkning

og logik.

Hvilket dog ikke afholdt romantikerne fra at gribe til logik, når det passede

dem. Det var således med et logisk argument, at Fichte forvandlede romantikken

i kunsten til også at omfatte filosofien.

Kant havde sagt, at det var sindets møde med Ding an sich, der skabte Ding

.filr uns. At Jeget med andre ord var forårsaget af Ikke-jeget. Samtidig havde

han gjort årsagskategorien til en sindsform og dermed et udtryk for Jeget. Følgelig-

erklærede Fichte - måtte det være Jeget, der skabte Ikke-jeget, og Ikke-


Fra mekanik til dialektik 21

jeget måtte derfor være et af Jegets udtryk. Eller som Schelling formulerede

det: 'The Ego is nothing else but a producing which becomes its own object." 7

Fichtes argument var ikke ufikst, men der var det problem, at det stred mod

den eksisterende logik, der forbød modsigelse. Og det var faktisk en modsigelse,

at noget på en gang er sig selv og det stik modsatte af sig selv - J eg og

Ikke-jeg.

Det kunne imidlertid ikke afficere Fichte. Praksis og ikke logik er sandhedens

prøvesten. Med henvisning til Zenon, der i sine paradokser netop havde

behandlet misforholdet mellem, hvad logikken tillader og praksis viser,' siger

Fichte: "From this you see that w hat is impossible and contradietory in the concept

adually happens in the intuition of space." 9 Det kan altså godt være, at logikken

forbyder Jeget at producere Ikke-jeget, men i praksis gør Jeget det ikke

desto mindre. Omvendt af Zenon siger Fichte altså, at strider logikken mod

praksis, så er det logikken, der må vige.

Romantikken som bevægelse er kun forståelig i lyset af den franske revolution

1789-92, der effektivt smadrede den gamle (feudale) orden og åbnede

vejen for et samfund i frihed (liberalistisk stræben). De tyske romantikere var

så godt som alle jacobinere i deres ungdom, men den politiske revolution kunne

ikke vinde fodfæste på tysk jord. Det liberale og intellektuelle Tyskland drømte

derfor forgæves om en forenet nation med liberal frihed, for Tyskland forblev

helt frem til Bismarck et rige opsplittet i talrige småstater og kendetegnet ved

feudalt despoti. Drømmen om det store fælleskab måtte derfor gå i en slags

åndeligt eksil. For kunne fremmedgørelsen ikke overvindes i det eksisterende

samfund, så måtte den overvindes i ånden. Den politiske revolution i Frankrig

blev i Tyskland til en åndelig revolution.

Fichtes filosofi bærer da også stærkt præg af revolutionær aktivisme, hvad

der kommer klart til udtryk i Høffdings gengivelse: "Arbejdet forudsætter

skranker, kampen forudsætter modstand. At der sættes os en verden af Ikkejeger,

af genstande, har da den etiske betydning, at arbejde og kamp bliver mulige.

Naturen er materialet for vor pligt. Objekt betyder genstand, og genstand

betyder modstand. Uden et system af skranker ingen etik. Vort højeste mål er

den frihed og selvstændighed, der vindes ved bekæmpelse af alle hindringer for

VOft jeg. u lO

Satte Fichte hermed Jeget eller subjektet som den individuelle vilje, så gik

Schelling et skridt videre. Det er ikke ukendt, at politiske frustrationer kan

vende folk fra samfundet til naturen. Rousseaus "tilbage til naturen" er blot et

enkelt eksempel. Det var en sådan vending Schelling foretog. "Under min tilbagettukkethed

i Jena blev jeg mindre erindret om livet, men stedse kraftigt om

naturen, til hvilken næsten hele min gransken begrænsedes" 11 , skrev han. Særlig

begrænset var hans granskning dog ikke. Tværtimod udfoldede han en fantastisk

ide.

Med udgangspunkt i den romantiske identitet mellem Jeg og Ikke-jeg erklærede

han, at den materielle natur (floden, skoven, bjerget, planterne og dyrene)


22 Personlighedens Almene Gmndlag I

selv er ånden i dens ubevidste form. Og som ånd, Jeg eller subjekt er naturen

viiiende og skabende. Den verden, vi ser omkring os, er åndens skabelse af sig

selv.

Opsplitningen (og dermed fremmedgørelsen) mellem det åndelige og det

materielle (tanke og ting) kommer først i stand med mennesket. Men mennesket

kan overvinde denne fremmedgørelse, hvis det kan opdage naturen (det

ubevidste, det sanselige, følelserne) i sig selv. Eller hvis det opdager ånden i naturen.

(Det var det, som H.C. Ørsted mente at have gjort med opdagelsen af

den elektromagnetiske strøm, hvorfor han netop gav sin bog titlen Ånden i Naturen.)

Romantildens bidrag til erkendelsen

Med sit udsalg af videnskab, logik, erkendelse og det bevidste til fordel for en

appel til følelser, stemninger og det ubevidste var romantikken ikke noget fremskridt.

Hvad der startede som en progressiv politisk-revolutionær bevægelse

udviklede sig da også hen ad vejen til et noget reaktionært foretagende.

Er dette en kendsgerning, så er det imidlertid også en kendsgerning, at der

med romantikken sker et uhyre vigtigt fremadrettet skift i erkendelsesudviklingen.

Hvilket igen demonstrerer, at det i erkendelsesudviklingen - som så

mange andre steder - er reglen snarere end undtagelsen, at sarrig og glæde vandre

tilhobe. Og at det er vanskeligt at skille det ene fra det andet. lhvertfald

hvis man fokuserer ensidigt på teorien. Med mindre man decideret er interesseret

i teorien som teori (en videnskabsteoretisk interesse), gør man derfor

klogt i ikke at blive fikseret af tegnene på foliet. Man bør bruge dem som et

sigtemiddel og interessere sig for, hvad det er i verden, som de peger på. Alle

seriøse erkendelsesbestræbelser peger nemlig på noget uden for dem selv.

Denne genstandsorienterede (videnskabelige) snarere end teoriorienterede

(filosofiske) fremgangsmåde vil vi følge. Vi ignorerer derfor romantikkens

kunstlede håndstiilinger og hæfter os alene ved de meget vigtige forhold i verden,

som den peger på.

Romantikkens første store (og for det psykologiske genstandsproblem helt

afgørende) bidrag er fremhævelsen af forholdet mellem subjekt og objekt som

en dynamisk sammenhæng. ,

For den hidtidige filosofi (såvel empirismens som rationalismens) var subjektet

en passiv betragter, der modtog objektet som indtryk. Romantikken, derimod,

fremstiller subjektet som en aktiv deltager, hvor objektet ikke er noget udvendigt

men derimod et udtryk for subjektets aktivitet. Objektet er ikke først og

fremmest noget, subjektet ser, men noget subjektet griber. Teorien ligger derfor

i håndgrebet langt snarere end på foliets projektionsskærm. Praksis bestemmer,

hvad der er det virkelige. Man må, som Schelling skriver, "embrace reality not

through a perceptive ability but through a producrive realising one, not through

knowledge but through action.""


Fra mekanik til dialektik 23

Med denne formulering af subjekt-objekt relationen som et forhold (en indvendig

forbindelse, hvor siderne er givet med hinanden) i stedet for et mekanisk

sammenstød eller vekselvirkning (en udvendig forbindelse, hvor siderne er uafhængige

af eller adskilte fra hinanden), får vi altså det med, som betragtningsfilosofien

mangler. Men nu som det andet halvbillede. Som praksisfilosofi er

romantikken derfor lige så ensidig som betragtningsfilosofien. Omend den omvendte

vej. Sigende er da også, at romantikken netop forkaster teorien (logikken)

til fordel for praksis, hvor de andre havde forkastet praksis til fordel for

teorien.

Da grundproblemet imidlertid stadig er subjektets og objektets samtidige

sammenhæng og adskilthed, så må begge halvbilleder samtidig med. Og også

praksis må kunne fastholdes som erkendelse. Sin ensidighed til trods er romantikkens

nye opfattelse af subjekt-objekt forholdet imidlertid ganske fortjenstfuld.

Den ene side, som romantikken får med, er jo netop den side, der hidtil

har manglet.

Romantikkens andet store bidrag er introduktionen af forestillingen om den

objektive verden selv som en dynamisk sammenhæng. Naturen er ikke et "dead

aggregate ... or the space in which things are packed as in a case", den er "the h o ly

and ever-creating primat energy of the world, which begets and actively produces

all things from itself' 13 , som Schelling sagde.

Den forestillling, der her fødes under dække af ideen om Jeget.< og Ikkejegets

identitet og de ret bogstavelige tanker om ånden i naturen, er forestillingen

om den objektive verden som en udviklingsproces. Hvilket er noget ganske

andet end den mekanistiske forestilling om verden som en forandringsproces,

hvor al ting til stadighed som planeterne forandrer deres position, men hvor alt

dog forbliver principielt det samme. I den romantiske verden foregår der en

skabelsesproces, hvor noget nyt bliver til. 14

Eller rettere, udviklingen finder sted ved, at noget, der allerede er til i en

ubevidst eller ubestemt form (ånden i naturen), bliver til i en bevidst eller bestemt

form (ånden i mennesket). Åndens udvikling i naturen er altså dens

kommen til selvbevidsthed -gennem mennesket.

Denne forestilling om naturens og menneskets udvikling som en erkendelsesproces,

hvor noget (ånden) kommer til bevidsthed om, hvad det i virkeligheden

er, er naturligvis nærtbeslægtet med den aristoteliske forestilling, hvor enhver

ting stræber mod at realisere sit sande og virkelige væsen.

Set fra et videnskabeligt synspunkt vinder den romantiske udvikling som bevidstgørelse

imidlertid næppe noget i forhold til den aristoteliske udvikling som

udfoldelse. Snarere tværtimod, for hvor AristoteJes forankrede erkendelsen af

tingenes sande væsen i et systematisk og empirisk studium af deres faktiske udviklingsstadier,

der er det for romantikerne nok at henvise til den drift eller

sandhed, enhed og frihed, som vi kan føle i vort indre.


24 Personlighedens Almene Grnndlag l

Dialektik og udvikling

I direkte opposition til dette videnskabelige nulpunkt udvikler der sig imidlertid

et foresti11ingssæt, der med sine skelsættende implikationer er romantikkens

tredje store bidrag til erkendelsesudviklingen. Nemlig forestillingen om dialektisk

udvikling.

Arkitekten er Schellings ven og medarbejder G.W.F. Hegel, der til Schellings

fortørnelse med et Goethe-citat erklærer: "Kast på fornuft og videnskab

foragt, den største kraft, som i din hånd blev givet, så har du givet dig til Djævelen

hen, og du må gå til grunde.""

Hegel er grundlæggende enig i opfattelsen af udvikling som bevidstgørelse,

hvor naturen udgør verdensåndens ubevidste trin, mens mennesket og dets historie

udgør dens stadigt mere bevidste trin. Han går altså også ud fra identiteten

mellem Jeg og Ikke-jeg. Hvad han er uenig i, er - som vi lige har set - at

denne forståelse nødvendigvis må forkaste logik og videnskabelighed. "Sandhedens

sande skikkelse, som den alene kan eksistere i, må være det videnskabelige

system", 16 siger han.

Nu skyldtes Fichtes og Schellings anli-rationalistiske synspunkt hverken uvidenhed

eller aversion mod logik. De kendte logikken vældigt godt og tog den

alvorligt. Men netop derfor opfattede de det som ubestrideligt, at logik udelukker

modsigelse. At noget (A) samtidig kan være noget andet, end det er (ikke­

A). F.eks. at Ikke-jeget samtidig kan være Jeget. Da sådanne modsigelser kendetegner

den virkelige verden, så måtte de sige, at logikken nok var god nok i

sig selv, men at den ikke kunne rumme denne virkelighed. Derfor henvisningen

til kunst, poesi og følelser, der er mindre sarte og derfor godt kan rumme modsigelser.

Det logiske modsigelsesproblem var selvfølgelig ikke nyt. Grundlaget for

den klassiske logiks begrebsbestemmelse var den logiske dom eller subjektprædikatsætningen,

der tilskriver et subjekt et prædikat: A er x.

Holder man sig strengt til identitetsloven og modsigelsessætningen, så er det

kun tilladt at sætte A lig noget, der selv er A eller tilhører A. F.eks. sætningen:

Cirklen er rund. Sætninger af denne type, hvor prædikatet er en egenskab, der

tilhører A's begreb, kaldes analytiske sætninger.

Der findes imidlertid også sætninger som f.eks.: Huset er hvidt. Hvidhed er

her ikke noget, der kan udledes af husets begreb, men noget huse ganske fremmed.

Sætningen er altså ikke nogen analytisk sætning. Fordi den lægger noget

til begrebet, som dette ikke indeholder i forvejen, kaldes det en syntetisk sætning.

Syntetiske sætninger opfylder imidlertid ikke den klassiske logiks krav om

identitet og modsigelsesfrihed mellem A og x. Tværtimod er det en slem krænkelse,

idet sætningen siger, at noget er noget, som det ikke er. Schelling udtrykker

problemet således: "It is these riddies that oppress the critical philosopher.

His chief question is not how there can be analytical statements, but how there


30 Personlighedens Almene Grundlag I

ophævelse somengøren ugjort eller tilbagevenden er korrekt nok. Ved udvendige

(mekaniske) forbindelser er frem og tilbage nemlig lige langt. Man kan altid

rejse keglerne igen, når man har væltet dem. Og så er der ingen forskel.

Hvad der gælder udvendige (mekaniske) forbindelser, gælder imldlertid

ikke alle forbindelser. Den klassiske logik er derfor ikke en absolut og universel

logik. Det er en logik med et bestemt gyldighedsområde. Går man uden for

dette gyldighedsområde, så gælder logikken ikke.

Den gælder således ikke for indvendige (dialektiske) forbindelser. Går man

derfor fra den mekaniske vekselvirkning til det dialektiske forhold, så må der en

anden logik til. En logik, der opfatter dobbeltophævelsen på en ganske anden

måde.

Det er denne anden logik for dobbeltophævelse, der siger, at noget engang

gjort ikke kan gøres ugjort, som Hegel formulerer i princippet om negationens

negation 22 • Negerer man her A, får man ikke-A. Negerer man igen ikke-A, får

man imidlertid ikke A tilbage. Man får ikke·ikke-A. Hvilket (samtidig med at

det har en del tilfælles med det oprindelige A) er noget aldeles andet end A.

Det er nemlig beriget med det mellemliggende trin og rummer stadig dette

(ikke-A) i sig. Ophævelse i dialektisk forstand betyder således ikke kun annullering

som i den mekaniske logik, det betyder tillige bevarelse.

Et eksempel kan her bedre end mange ord gøre forskellen uigenkaldeligt tydelig.

Et giftermål kan betragtes som en ophævelse af den ugifte tilstand. En

skilsmlsse kan så igen betragtes som en ophævelse af den gifte tilstand. Ifølge

den mekaniske logik skulle resultatet af en sådan dobbeltophævelse blive en

tilbagevenden til den ugifte tilstand. Men det gør den ikke. Den fører frem til

den fraskilte tilstand, der er noget andet og mere end den ugifte tilstand, hvad

enhver fraskilt kan bevidne. Fordi der er tale om forhold og ikke vekselvirkning,

er man inden for den dialektiske logiks gyldighedsområde, hvor en negationens

negation nok i en henseende fører en tilbage til udgangspunktet, men i

en anden overhovedet ikke, fordi den mellemliggende tilstand er bevaret i en

ophævet form. Det er på denne måde, at kvalitativ udvikling kommer ind i verden.

Præcis det samme gælder for subjekt-objekt forholdet eller for erkendelsesprocessen,

når den forløber fra det konkrete over det abstrakte tilbage til det

konkrete. Heller ikke her er frem og tilbage nemlig lige langt. Det nye konkrete

er nemlig en syntese af det abstrakte og det konkrete, det er såvel det væsentlige

(abstrakte, almene) som det fænomenale (konkrete, individuelle). Eller

erkendelse er i modsætning til det bekendte netop evnen til at se det væsentlige

i det fænomenale, det almene i det individuelle. Det vil sige genstanden,

som dens særlige kvalitet udtrykker sig i rigdommen af dens forbindelser.

Erkendelsen bringer således nok en tilbage til den kendte verden fra abstraktionernes

fremmede verden, men samtidig med, at det er den gamle kendte

verden, er det også en ny og beriget verden. Det er som om, at man kender den

for første gang. Thomas Huxleys reaktion på Darwins evolutionslære siger no-


Fra mekanik til dialektik 31

get karakteristisk om denne dobbelthed af det kendte som noget nyt og dermed

faktisk rigtigt kendt. "Hvor dumt, at jeg ikke selv har tænkt på det", udbrød han.

Man kan også sige, at vejen fra det konkrete over det abstrakte til det konkrete

er det fremtrædendes forvandling til det indlysende via analysen. Det er

denne forskel mellem det konkrete som det bekendte (fænomenale) og det

konkrete som det erkendte (begrebne), som Hegel maner os til ikke at overse.

I den sammenhæng er det naturligvis lidt uheldigt, at normalsproget ikke

skelner mellem det konkrete i begyndelsestilstanden og det konkrete i sluttilstanden.

Det er jo faktisk den konkrete genstand genspejlet på to meget forskellige

måder. Det kunne derfor være berettiget at indføre en sproglig distinktion

i lighed med distinktionen mellem ugifte og fraskilte. Marx bruger da også

en sådan distinktion. Fordi det er erkendelsen på det sidste trin, der er langt

tættest på den konkrete genstand, som den er i sig selv, reserverer Marx betegnelsen

det konkrete hertil. Det konkrete på begyndelsestrinnet kalder han det

pseudo-konkrete Det bekendte er altså det pseudo-konkrete, mens det erkendte

er det ægte konkrete. Det erkendelsen fanger med ægte begreber i modsætning

til pseudo-begreberne, der er en begrebsanalytisk bestræbelse, der endnu

er fanget i det bekendte og fænomenale.

I stedet for det pseudo-konkrete taler man også om det synkrete, der med betydningen

samvær på en gang peger på bekendtskabet eller det bekendte og på

den ubrudte forbindelse mellem subjekt og objekt, der ikke tillader erkendelsen

af objektet, som det er uafhængigt af subjektet. Erkendelsesprocessen bliver i

så fald gangen fra det synkrete over det abstrakte til det konkrete.

Eller som man måske også, meget forenklet, kunne sige det: Fra det blot

sansede over det tænkte til det på en gang sansede og tænkte. Hermed fremhæves

nemlig den ejendommelige ting, at den viden om verden, der kommer til

udtryk i erkendelsen, rækker bagom det sanseligt givne. Det er ikke det sansede

eller empiriske, der skiller det indlysende fra det fremtrædende. Hvor indlysende

evolutionslæren end var, så var den dog ikke noget sanseligt. Darwins

opdagelse var da også i langt mindre grad end Aristoteles' og Linnes arbejder

empirisk funderet. Men den lyste ud af empirien, så snart den var formuleret.

Selv om det ikke er uforståeligt, at denne 'sjette' sans (sansen for det

oversanselige), som mennesket besidder i kraft af erkendelsesevnen, til alle

tider har ledt forestillingen hen på fornuften eller sjælen som et indre lys, så må

man selvfølgelig fastholde, at erkendelse er genspejling af objektet og derfor

noget, der eksisterer i kraft af forholdet mellem subjekt og objekt. At denne

genspejling transcenderer vores sansernæssige kontakt med objektet, er nok et

problem, men det er et videnskabeligt problem og kan som sådant nås gennem

en udforskning af genstanden, der i dette tilfælde netop er subjektets og objektets

samtidige sammenhæng og adskilthed.

Det er da også velkendt, at der her på Psykologisk Institut er taget et vigtigt

skridt i dette projekt med Jens Mammens distinktion mellem sansekategorier og

udvalgskategorier, 23 der er en skelnen mellem det bekendte og fænomenale og


Fra mekanik til dialektik 33

Reaktionen har to meget forskellige fremtrædelsesformer. Den første

kommer til udtryk som illusionen om, at den abstrakt-analytiske fase er det endelige

trin, og at der ikke findes noget højere. Den anden kommer til udtryk

som illusionen om, at vi med vores temmeligt mekanistiske forståelse allerede

er nået frem til en dialektisk erkendelsse.

Den første illusion kanoniserer den mekanistiske reduktion og ser en dyd i,

at det præsenterede erkendelsesbillede er uendeligt fjernt fra den kendte virkeligheds

sammenhænge. Den anden iklæder sin mekaniske forståelse en dialektisk

sprogdragt, hvilket ikke er mindre billedforstyrrende. De fremtræder som

absolutte modsætninger, men vokser på den samme rod. Og begge eliminerer

med illusionen om, at vi er nået frem, ansporen til den gode strid med genstanden.

Det vil næppe falde jer vanskeligt at finde levende eksempler på

begge disse illusioner.

Noter til kapitel 2

l. En psykologisk relevant diskussion heraf findes i Michail Jaroschewski: Psycho/ogie im 2o.

Jahrhundert, Moskva 1974, s.3o3 ff i forbilldeJse med en omtale af Kurt Lewins berømte artikel

«Der Obergang von der Aristotelischen zur Galileischen Denkweise in Psychologie und

Biologie".

2. Zenons paradokser er det klassiske eksempel. F.eks. påvisningen af, at den afskudte pil aldrig

vil kunne nå frem til sit mål. Først må den nemlig tilbagelægge halvvejen. Dernæst må den

tilbagelægge halvvejen af den reslerende distance. Dernæst igen halvvejen. Men denne halvering

af den resterende distance kan man fortsætte i det uendelige. Da 1/2 + 1/4 + 1/8

...... + 1/n aldrig bliver 1, vil pilen aldrig nå sit mål. Vender man argumentet om, så kan den

iøvrigt heller aldrig forlade buen. Hermed er det logisk bevist, at bevægelse og dermed

udvikling er en umulighed (prøv iøvrigt at gendrive Zenons argument!). Hvis sanserne

fortæller, at pile både forlader buen og rammer deres mål, så lyver de derfor.

3. Fechncr og von Helmholtz filosoferede også i deres fritid. Det var ikke godt. Men det indvirkede

ikke på deres fremragende empiriske forskning på nogen særlig negativ måde.

4. Madame de Stael: De L'Al/emagne (1813). CF. Franklin Le Van Baumer: Main CwTents o[

Western 11wught, New Haven and London 1978, s. 473-74.

5. Cf. W. Durant: Store Tænkere, Kbhvn. 1961, s. 178.

6. Schelling, F. W J.: M tinehen Leeture on The Philosophy o[ Art (1807). Cf. Baumer, op.cit., s.

486.

7. Schelling, F.WJ.: Werke Il, ed. SchrOter, Miinchen 1927-28. Cf. Frederick Copleston: A

History o[ Philosophy, vol. 7, New York 1963, s.144.

8. Se note 15.

9. Fichte, J.G.: Thatsachen des Bewussstseyns, Stuttgart und Tilhingen 1817, s. 9. Cf. E. V. Ilyenkov:

Diafecticaf Logic, Moskva 1977, s. 131.

10. Høffding, Harald: Den nyere filosofzs historie, bind 2. 2.gcnnemsete udgave, København 1904,

s.149.

11. Høffding, ibid, s. 163.


34 Personlighedens Almene Grundlag l

12. Schelling, F. W J.: FrUhschriften, s. 126. Cf. Ilyenkov, op.cit., s.lo4.

13. Jvnf. note 19.

14. For Schelling var det verdensånden og ikke materien, der udviklede sig. Verdens forskellige

udviklingsstadier var blot åndens fodspor, viste derfor hen til udviklingen men var ikke selv

udvikling. Dog undlod tanken om en rigtig materiel evolution ikke at melde sig. Schelling

leger med tanken, men slutter sine overvejelser med at skrive: "However, let us pass over

these possibilities." (Copleston, op.cit., s. 141).

15. Hegel, G.W.F.: Retsfilosoflens grundlinier, fortale. Cf. Oskar Hansen: Hegel, København 1971,

s.%.

16. Regel, G.W.F.: Phiinomenologie des Geistes, Vorrede s. 14. Cf. Oskar Hansen, op.cit. s. 136.

17. Schclling, F.W J.: FrUhschnJten. Cf. Ilyenkov, op.cit. s.139.

18. F.eks. i Naturens dialektik.

19. Se f.eks. Niels Engelsted: Engle11 og Dyret, Kbhvn. 1987.

20. H ege!, GWF: Wissenschaft der Logik l, s. 5o. Werke 5, Frankfurtam Main 1970,

2L Om Darwin og Lamarck se Niels Enge!sted: Spn'nget fra dyr til menneske, Kbhvn, 1984, s. 62 f.

22. For at skelne mellem de to forskellige tilfælde af dobbeltophævelse taler Ole Elstrup

Rasmussen om det negatives negative (den mekaniske ophævelse) og negationens negation

(den dialektiske ophævelse). Menneskeliv. Den enkelte og samfundet, upubliceret manuskript.

23. Mammen, Jens: Den menneskelige sans, Kbhvn. 1983, s. 463 ff.

24. Hegcl, G.W.F.: Retsfilosoflens grundlinier. Cf. Hansen, op.dt., s. 103.


KAPITEL3

FRAANALYSE TIL SYNTESE

Fra sammensætning til sammenhæng

Fra analyse til syntese 35

Selv om videnskab altid er spændende, så er der ingen tvivl om, at det videnskabelige

arbejde var særligt spændende i og efter renæssancen, hvor videnskaben

brød den gamle ramme og skabte en ny. Alle kilder fortæller da også, at

netop i denne periode var det europæiske menneske ( såvellærd som læg) optaget

af videnskabelige spørgsmål som næppe før eller siden. Det er ikke uden

grund, at man taler om oplysningstiden. Man kan derfor ikke fortænke en og

anden i at ønske, at han kunne have været med dengang og oplevet den kopernikanske

revolution.

Hører man til dem, der har næret et sådant ønske, så er der imidlertid gode

nyheder. Alle tegn i sol og måne tyder nerniig på, at vi er på vej ind i en ny

renæssance. Det vil sige i en periode, hvor der forestår en revolutionerende

ombrydning i den videnskabelige erkendelse. Hvor videnskaben er på vej til at

bryde fra den abstrakt-analytiske erkendelse til den konkrete udviklingslogiske

erkendelse af genstanden og dens forbindelser.

I fortroppen for denne udvikling (videnskaberne går ikke i takt, men bevæger

sig i deres eget tempo dikteret af genstandens konkrete og praktisk-historiske

blotlægning) finder vi igen fysikken. Hvilket ikke bør forundre. Fysikken

var den første videnskab, der fik greb om den abstrakte analyse, og også den videnskab,

der har perfektioneret den mest. Det må derfor også være den videnskab,

der er mest forberedt på at gå ud over det abstrakt-analytiske og nå erkendelsen

af den konkrete udvikling i den fysiske verden.

Denne bevægelse fra analyse til syntese - fra forestillingen om virkeligheden

som ydre forbindelser mellem adskilte elementer (partikler) til forestillingen

om det værende som en sammenhængende udviklingsproces møder vi i arbejdet

med den store teori om naturkræfternes enhed og udvikling, hvor man nu blot

mangler at få tyngdekraften ordentligt placeret, i arbejdet med blotlægningen af

universets stoflige og energetiske udviklilng, hvor man nu kan beskrive udviklingen

tilbage til de allerførste milliardendedele sekund, og i arbejdet med selve

det fysiske (termodynamiske) grundlag for kvalitativ udvikling. At pioneren på

det sidste område, den russiskfødte belgier Prigogine, har givet en af sine bøger

titlen From Being to Becoming, siger mere end mange ord om det gennembrud,

der er igang.


38 Personlighedens Almene Grundlag J

grad som dialektikken fordrer forestillingen om udvikling (i virkeligheden er det

synonymer), forbyder den mekanistiske forståelse den.

Samlingsbestræbelser

I den analytisk-abstrakte videnskabs historie har der altid været, hvad man

kunne kalde samlingsperioder. Linnes Systema naturae kunne være et skoleeksempel

på bestræbelsens form i 1700-tallet. Det vil sige klassifikation, hvor

forbindelsen mellem delene blev ordnet efter rent udvendige principper som

ydre lighed og forskel.

I 1800-tallet antog samlingsbestræbelsen en anden form. Man var begyndt

at erkende, at der også var en udviklingsforbindelse mellem de undersøgte fænomener,

og søgte derfor at lave systemer, der ordnede efter udvikling. Lamarcks

system er her et eksempel. Men så utypisk at vi må sætte det i parantes.

For det karakteristiske for denne tid er beskrivelser af udvikling, hvor der nok

foregår en masse, men noget nyt opstår ikke. Længere end til klassifikationssystemet

ordnet som kronologisk rækkefølge kan man ikke komme.

Antropogeneserne og sociogeneserne (teorier om hhv. menneskets og samfundets

udvikling), der skrives fra Rousseau og frem, er et velegnet eksempel,

de begynder med enkeltindividet som element. Det vil sige, som noget på forhånd

givet. Individet lever i fuldstændig isolation, men har allerede alle

grundlæggende menneskelige egenskaber, omend i kimform. Så begynder det

at vekselvirke med andre enkeltindivider og heraf opstår samfundet som en

række udvendige forbindelser.

Der opstår ingen nye egenskaber som følge heraf, men de allerede eksisterende

(f.eks. fornuft, egoisme og altruisme) kan alt efter forfatterens misantropiske

eller filantropiske gemyt vokse eller aftage. Påstår forfatteren endelig,

at noget nyt er blevet til (f.eks. sproget), så er det altid noget, der er vokset

gradvist frem. Hvad der forudsætter, at det allerede var tilstede i en eller anden

grad. Mennesket gennemløber fra en påstået isoleret eksistens i disse historier

korrekt nok alle de samfundshistoriske trin frem til det moderne samfund, men

det bliver kun berørt heraf på en overfladisk måde. I virkeligheden forbliver

det, hvad det hele tiden har været.

Disse udviklingshistorier, der ingen udvikling rummer, kulminerer i midten

af 1800-tallet i det, man har kaldt systembyggemos periode. Og af disse systembyggere

var Herbert Spencer utvivlsomt en af tidens mest indflydelsesrige. Som

Hegel havde ban sat sig for at samie alle verdens bestemmelser, som de var blevet

blotlagt af den daværende videnskab. Hans psykologi fra 1855 var således

blot det første bind i et kæmpeværk. I modsætning til Hegel, der prøvede at

fange de indre bestemmelsers sammenhæng (forholdet), forblev samlingen for

Spencer imidlertid sammensætning gennem ydre forbindelser (system)' Han

var derfor faktisk afskåret fra at forstå psyken som noget udviklet.


Udvik1ing som metode

Fra analyse til syntese 39

Princippet - "mind can be understond by showing how mind has evolved" - var

imidlertid korrekt nok. Det var derfor en smule uheldigt, at systembygningen i

de følgende årtier kom i miskredit og blev forladt som seriøs videnskab til fordel

for en skærpet abstrakt analyse.

De følgende årtier var nemlig præcis de år, hvor psykologien blev født som

videnskab. Der skulle derfor gå et helt århundrede, før princippet - først og

fremmest af A.N. Leontjev- for alvor blev bragt i anvendelse. Siden har det så i

stigende grad vundet udbredelse og hævd som metode til blotlægning af sammenhængen

i psykiske egenskaber.

Hvormed ikke sagt, at der er tale om nogen færdig metode. Der er tale om

noget i sin vorden, og man må prøve sig frem. I nogle tilfælde rejser metoden

sig f.eks. ikke over det evolutionskronologiske katalog, der spreder egenskaberne

i den rigtige rækkefølge men løvrigt uden nogen påvist indre forbindelse

dem imellem 5 l andre tilfælde er man kommet et godt stykke videre, idet det

faktisk er lykkedes at klassificere de afgørende kvalitative trin i psykens evolution

som dialektiske forhold og dermed i det mindste at antyde de konkrete indre

forbindelser.' Endelig findes metoden i den form, som jeg har forsøgt mig

med under betegnelsenpsykogenesen. 1 Her er evolutionsgangen i den grad søgt

konkretiseret, at det nærmer sig Regels "der Gang der Sache selbst".

Nu må man selvfølgelig ikke tro, at vi på dette tidlige overgangstrin mellem

den abstrakte og konkrete erkendelse kan gøre os håb om, at vores ideelle rekonstruktion

af psykens konkrete udvikling kan være "der Gang der Sache

selbst". Det sande billede af den faktiske udvikling kan kun være slutresultatet

af en proces, og denne proces er først lige begyndt. Nu er sandheden dog heldigvis

ikke udelelig, den kan opnås i portioner. Hvad vi kan stole på at vinde

gennem den konkrete rekonstruktion, er derfor en øget tilnærmelse til sandheden

- dvs. til genstanden, som den virkelig er. Eller til genstanden i dens

sammenhæng af forbindelser, som de udvikler sig i dens historie. Og her viser

det sig faktisk, at selv om rekonstruktionen næppe endnu kan fange hele sammehængen

af forbindelser, så er den på grund af sin konkretisme eller genstandsnærhed

et særdeles velegnet middel til at blotlægge vigtige forbindelser,

som den mere abstrakte klassifikation har vanskeligere ved at fange.

l den forstand kan skridtet fra abstrakt klassifikation til konkret rekonstruktion

faktisk opfattes som en metode til en skærpet klassifikation. Syntesen bliver

i egentligste forstand en konkret analyse! (Hvad der selvfølgelig ikke bør

forbavse, da der mellem syntese og analyse består en indre forbindelse).

Det er dette kendetegn ved den psykogenetiske rekonstruktion, at den lige

så meget er et teoretisk middel som et teoretisk resultat, som jeg henviser til,

når jeg har kaldt mine psykogenetiske rekonstruktioner for prøvekørsler af psykologiske

begreber.


Fra analyse til syntese 41

udvikling). Når udviklingsprincippet gælder for to områder, så må det imidlertid

gælde for alle områder. Det er Engels' indsigt i Naturens dialelaik

Dialektik kan imidlertid ikke eksporteres som abstrakt metode. Engels kan

derfor kun sandsynliggøre, at der foregår en dialektisk udvikling på alle områder

(kosmogenese, biogenese, fylogenese, ontogenese, psykogenese, antropogenese,

sociogenese ), men ikke hvordan denne dialektiske udvikling konkret foregår.

Det kan alene videnskaberne i de konkrete studier af genstandene i

deres udvikling. Skal man derfor have en båndfast indsigt i dialektisk udvikling,

bar man derfor endnu kun bendholdsvis kapitalismens og erkendelsens udvikling

at henvise til. Men det skal man naturligvis ikke undlade at benytte sig af.

Dialektikken som skema

Det vil vi heller ikke. Holder vi os til det sidste, så udgør den dialektiske opfattelse

af erkendelsesgangen et redskab, som enhver studerende med fordel kan

have med i sin baggage, fordi det tydeliggør de teoretiske siridsmåls grundlæggende

struktur og forløb og derfor kan spare en for megen forvirring og hovedbrud.

For enkelthedens skyld - og redskaber skal være enkle - formulerer vi det

som et skema med tre trin.

Trin I

Det bekendte som en fænomenal

helhed. Det pseudokonkrete.

Trin II

Det adskilte. Analysens trin, hvor

abstraktionen skiller helheden fra

hinanden, og stiller det skilte op

mod hinanden som modsætninger.

Tese og antitese.

Trin III

Det erkendte. Syntesens trin, hvor

modsætningerne bliver ophævet

(dialektisk) i en forenet sammenhæng.

Det konkrete.

At dette skema illustrerer erkendelseshistorien, som vi forenklet h,ar fremstillet

den i det ovenstående, er ikke svært at se. Overgangen fra trin I til II


Fra analyse til syntese 45

Nu er der næppe nogen tvivl om, at de allerfleste psykiske egenskaber er bestemt

såvel af det medfødte som det erhvervede. Det er ikke det, der er pro·

blemet.

Problemet er, at et kvalitativt forhold (en indre forbindelse) bliver opfattet

alene som en kvantitativ relation (en udvendig forbindelse). Problemets sider

sammenstykkes (adderes) som elementer i stedet for at blive opfattet som momenter

i en sammenhæng, og derved går sammenhængen tabt. Samlingen af

siderne er med andre ord mekanisk og ikke dialektisk.

Kvaliteter kan imidlertid ikke samles ved addition. De kan kun samles som

forhold. Man kan ikke kompromisagtigt mødes på halvvejen, for mellem f.eks.

det medfødte og det erhvervede er der ikke nogen vej, man kan mødes på. At

sige, at intelligens er halvt bestemt af det medfødte og halvt af det erhvervede,

er derfor lige så forkert som at sige, at et brintatom er halvt bestemt af den positivt

ladede proton og halvt af den negativt ladede elektron. For ligeså vel som

brintatomet er helt (100 pct hvis man vil) bestemt af elektronen og helt af protonen,

således er intelligensen helt bestemt af det medfødte og helt bestemt af

det erhvervede. Og bliver denne sum 200 pct, så skyldes det, at det slet ikke er

nogen sum, men et forhold.

Det er dette, at eklektiscismen plukker ud fra umage kvaliteter (teorier) og

stykker sammen på en udvendig og mekanisk måde, der ignorerer den sammenhæng,

de plukkede frugter hører hjemme i, der har bragt den i akademisk miskredit.

En fugl i hånden

Det er temmeligt vigtigt, at man forstår det bristfældige i eklektiscismen som

metode. Men det er ikke mindre vigtigt, at man ikke bliver farisæisk.

Man må ikke smide barnet ud med badevandet. Eklektikeren vælger nemlig

ikke den dårlige mekaniske samling frem for den gode dialektiske. Der er slet

ikke noget valg. Den dialektiske samling har jo hidtil været uden for videnskabens

rækkevidde. Det eneste, der har været et valg, har derfor været, om man

skulle samle mekanisk eller bevare hænderne rene og undlade at samle.

Og ikke engang dette har været noget rigtigt valg. Videnskab er ikke noget

mål i sig selv. Videnskab er et værktøj, der er udviklet i menneskehedens prak·

tiske liv (teknikken og institutionerne) med det formål at tjene samme. Når det

i visse stadier i videnskabsprocessen er nødvendigt, at videnskaben (som grund·

videnskab) trækker sig tilbage fra det umiddelbart praktiske (til teoriens betragtende

afstand), så er det blot for (som anvendt videnskab) at kunne komme

stærkt tilbage. Videnskab og menneskelig praksis er så uløseligt forbundne, at

det er utænkeligt, at videnskaben skulle kunne holde sig uden for livet, indtil

den helt rigtige erkendelse er nået. Det ville i så fald ikke længere være videnskab.


46 Personlighedens Almene Grundlag I

Videnskaben kan derfor heller ikke undlade at samle, blot fordi den rigtige

samling endnu ikke er inden for rækkevidde, Det praktiske liv fordrer samlinger,

det vil sige sammenhængende beskrivelser af strukturer og processer.

Og selv om disse beskrivelser kun kan blive mekaniske sammensætninger, så

kan de dog tjene som klassificerende kataloger og i den forstand være af stor

praktisk nytte.

Linnes taxonomi kan igen være et eksempel. Selv om den - hvad Linne var

fuldt klar over - var bygget op over ydre (og indbyrdes usammenhængende) karaktertræk,

så fik 1700-tallets europæere med den en slags greb om planteverdenens

mangfoldighed, hvad der var til stor gavn for botanikkens praktiske anvendelse.

(Hvad den, der er gammel nok til at have brugt en flora i skolen, vil

vide.)

Det samme kan siges om psykologiens flora-trin, typologien eller differentialpsykologien,

hvor forskellige menneskelige varianter ordnes - ikke efter

støvdragere og støvfang, men efter diverse psykologiske træk opstillet i forskellige

kvantitative kombinationer.

Temperamentsklassificeringen f.eks. har været god latin, siden den romerske

læge Galen i det 2. århundrede opstillede de menneskelige typer som diverse

blandinger af henholdsvis det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det

flegmatiske temperament. Denne typologi går igen i nye udformninger i moderne

psykologi."

Eller tag Kretschmers og Sheldons beslægtede typologier, der tager udgangspunkt

i kropsbygningens træk. Her kan ethvert menneske fanges som en sum af

endomorfe, mesomorfe og ectomorfe træk, som Sheldon kalder det.

Eller tag (og der er nok at vælge imellem) de mindre fysiologisk orienterede

typologer, der (som f.eks. Cattell) opererer med beskrivelser af den menneskelige

personlighed ud fra deciderede psykologiske træk, der fanges ved psykologiske

målinger og afbildes på diverse skalaer. Her bliver mennesket fremstillet

som en sum (eller et produkt) af træk-kvantiteter, der bliver fremdraget (abstraheret)

gennem psykologiske test (f.eks. graden af neurotiscisme) eller spørgeskemaundersøgelser

(f.eks. holdningen til udlændinge).

Hvor genstandsffem en sådan typologisering er, bliver intet sted tydeligere

end i faktoranalysen (Guildford, Thurstone og Osgood f.eks.), hvor personligheden

afbildes som en sky af prikker i et koordinatsystem. I sådanne samlinger

er det mekaniske pinligt tydeligt, og man må gribe sig til hjertet, når Eysenck

siger, at "to the scientist the unique individual is sirnply the point of intersection

of a number of quantitative variables." 13

Når hjertet har fået sit, så må det imidlertid være forstandens tur. Typologien

er nok fjernt fra den konkrete menneskelige personlighed, men floraen var

også fjernt fra den levende natur og dog af betydelig praktisk værdi. Det

samme gælder typologien. Det er de færreste, der ikke kan se, at psykologiske

test og målinger er af uvurderlig nytte i praksis. Og i denne praksis støder typologien

mod sin virkelige genstand, det menneskelige subjekt, og anspores derfor


48 Personlighedens Almene Grundlag I

Med skemaet i tankerne behøver vi derfor ikke at være bange for at vise de

mekaniske tænkere og eklektikere den respekt, de fortjener. Vi kan se, at den

falske forståelse er et skridt på vejen mod den sande. At natten er den lange

rejse mod dag. Og undgår vi den fejltagelse, som de ofte selv lider under, nemlig

at tro, at det abstrakte er videnskabens højeste trin, og det nærmeste vi kan

nå det virkelige (det genstandsmæssige ), så har vi i de adskillelser (distinktioner

og sondringer), som de med deres analyser har anbragt på foliet, et uvurderligt

arsenal af sigtelinier mod den virkelige genstand.

Noter til kapitel 3

l. Hcgel, G.W.F.: Phiinomenologie des Geistes. Cf. Hansen, op.cit., s.145.

2. Spencer,Herbert: Principles of Psychology, London 1855.

3. Dernokrit fragment B9. Cf. Øivind Andersen: Antikkens materialistiske filosofi, Oslo 1975, s.

94.

4. Om forskellen mellem system (relation) ogforhold vil der senere blive redegjort.

5. Dette gælder f.eks. Volker Schurig fra Berlinerskolen. Se Naturgeschichte des Psychischen I

og II, Frankfurt am Main 1975, og Die Entstehung des Bewusstseins, Frankfurt am Main 1976.

6. Detlegælder f.eks. Lcontjev, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, København 1977. Vi

skal omtale dette arbejde udførligt senere.

7. Engelsted, N.: Psykogenesen, Psyke og Logos l, l98o, s. 91-111.

8. På halvvejen mellem den abstrakte analyse og den konkrete syntese finder man både den konkrete

analyse og den abstrakte syntese. Ihvertfald angiver disse to betegnelser udmærket forskellen

på Ole Elstrup Rasmussens (i endnu upubliceret manuskript) og min metode i begribelsen

af præcis de samme forhold. Og med disse to metoder er Ole og jeg nået til en

principiel enighed om menneskepsykens fundamentale bestemmelser. Men fra to meget

forskellige udgangspunkter. Man kan sige, at de to metoder komplementerer hinanden,

ligesom de vundne resultater komplementerer hinanden. Men hermed ser vi også, at der

endnu er en vej at tilbagelægge. Erkendelsen af menneskets psykologi er ikke nået med to

komplementære metoder /teorier. Hverken den konkrete analyse eller den abstrakte syntese

er endu den konkrete syntese.

9. Engelsted, N.: Evolution, søvn og depression, Kbhvn.1977; Engelsted, N.: Springet fra dyr til

menneske, Kbhvn. 1984.

10. Teorien om de psykiske forsvarsmekanismer, hvad enten de anskues som Anna Freud eller

Festinger, er naturligvis yderst relevant at inddrage i denne sammenhæng.

11. Dr.Mieses (alias G.T. Fechner): Om Engle; Skitse til en sammenlignende anatomi (1825),

Kbhvn. 1986.

12. Se f.eks. S. Diamond: Personality and Temperament, New York 1957.

13. Eysenck, H.J.: 171e Scienti[ic Study o[ Personality, New York 1952, s. 18.


50 Personlighedens Almene Grundlag I

Humphrey & Zangwill propositionel imaginativ

W. James differentiel eksistentiel

A. Jensen transformationel associativ

Kagan & Mooss analytisk relationsbetonet

D. Lee lineær nominel

Levi-Strauss positiv mytisk

Levy & Sperry analytisk gestalt

Lornas & Berkowitz differentiering integrering

McFie, Piercy relation korrelation

(ved Spcarman)

McKellar realistisk autistisk

Maslow rationel intuitiv

N eisser sekventiel multipel

Oppenheimer historisk uden tidsperspektiv

Ornstein analytisk holistisk

Pavlov første signal andet signal

C.S. Peirce eksplikativ ampliativ

Polyani med ord uden ord

Price reduktion komposition

Radhakrishnan rationel integrerende

(ved H.Smith)

Reusch diskursiv eidetisk

Scchenov (ved Luria) successiv simultan

Schopenhaucr objektiv subjektiv

C.S. Smith atomistisk helhedsorienteret

Wells hierarkisk heterarkisk

N eisser har ret. Listen er noget vildledende. På baggrund af det ovenstående

kan vi nemlig se, at det bliver lidt af et problem, at der er tale om en tvedeling

og ikke en tredeling. At der ikke skelnes imellem den synkrete holisme, det la·

veste trin, og den konkrete holisme, det højeste trin. Selv om den gennemgående

tendens er, at det holistiske i den anden spalte henviser til holismen på

det laveste trin • og dermed til den abstrakte organisering i den første spalte

som det højeste niveau ·så er det ikke konsekvent.

Ser vi på tendensen snarere end på enkelttilfældene, kan vi dog med vort

eget begrebspar sige, at listen er en tvedeling mellem den mekaniske og den ro·

mantiske forståelse. Hvorimod den dialektiske ·som syntesen af den romantiske

og den mekaniske · næppe er selvstændigt markeret. Men skidt nu med det, vi

kan bare glæde os over, at vores tre-trins skema er så anvendeligt, at det kan

afsløre denne mangel. At vi ikke alene kan se med venstre og højre øje . og


Den tvedelle verden 51

gøre det samtidigt på den dobbeltsidige måde, som Bogens dualistiske liste er

udtryk for, men at vi også kan danne et fusioneret billede af det dobbeltsidige.

Hjemens dialektik

At tre-trinsskemaet er så universelt anvendeligt, og at stereoskopi - det vil sige

en neural proces, der skaber en syntese af det adskilt givne - er en så fremragende

illustration af processen, fører imidlertid til en nærliggende tanke. Det

spørgsmål melder sig nemlig, om hele dette spil mellem det abstrakte og det

konkrete ikke skulle være et produkt af hjernens virke?

Eller for at give spørgsmålet en skarp formulering: Kunne Kant ikke have

ret i en mere moderne udformning på den måde, at sammensætningen og sammenhængen

som grundlæggende kategorier ikke er en egenskab ved den genstandsmæssige

verden, men derimod en egenskab ved vores hjerne?

Lad os dele spørgsmålet i to og tage det sidste først.

Her er svaret ganske klart. Jo, dichotomien og spillet mellem sammensætning

og sammenhæng i erkendelsesprocessen er uløseligt forbundet med hjernens

virke. Og modstillingen mellem sammensætning og sammenhæng kommer

direkte til udtryk i hjernens neurofysiologiske organisation.

I modsætning til psykologien, der først og fremmest må erkende det allerede

bekendte (det psykologiske kan jo ikke være ubekendt for mennesket, selv

Freuds opdagelse af det ubevidste, der som fortrængt skulle være ukendt, er en

opdagelse af noget, mennesket har været bekendt med i umindelige tider), så

opdagerneurofysiologien det hidtil virkeligt ukendte.

Fra tid til anden er det opdagelser af vidtrækkende betydning også for psykologiens

erkendelse. En af de mest betydningsfulde - vi skal senere vende tilbage

hertil - var Aserinsky og Kleitmans opdagelse i 1953 af REM-Søvnen.'

Men mindst ligeså betydningsfuld er opdagelsen af venstre og højre corticale

bernisfæres forskellige funktionsmåde, som tog sin begyndelse med Myers og

Sperrys 'split-brain'-eksperimenter ligeledes i SO'ernes begyndelse.

Hvis vi til vort formål skal sammenholde resultatet af denne forskning med

vor fremstilling, så kan vi meget forenklet sige, at man har opdaget, at venstre

hemisfære hos mennesket arbejder med elementer, dvs. det, der kan skilles og

sættes sammen, mens højre arbejder med momenter, dvs. det, der er givet i sin

helhed.

Det er iøvrigt forskellen mellem de to bernisfærers funktionsmåde, som Bogen

henviser til med sin dualistiske liste. Den første spalte henviser således til

venstre henrisfæres funktion, mens den anden henviser til højre bernisfæres

funktion.

Skal vi groft opregne forskellen på de to bernisfærers funktionsmåde, kan vi

sige det på denne måde. Den ene hemisfære (højre) arbejder med visuo-spatiale

repræsentationer, der er simultant givne eller 'billeder'. Den anden (venstre)

arbejder med temporale eller sekventielle repræsentationer, sammensæt-


52 Personlighedens Almene Grundlag I

ninger eller rækkefølger. Den første arbejder intuitivt, spontant og følende.

(Fænomenologisk er der knyttet følelsesoplevelser til dens funktion. Man taler

også om den emotionelle hemisfære). Den anden er beregnende, abstrakt

analyserende eller tænkende. Den ene opfatter kort og godt som sammenhæng,

den anden som sammensætning.

Eller som vi også kunne sige, menneskets cortex er delt i en mekanisk og en

romantL'Ik hemisfære.

Det sidste har man gjort et stort nummer ud af efter, at det blev opdaget, at

hjernens asymmetriske dobbeltfunktion kan være lateraliseret. Det vil sige, at

den ene eller den anden hemisfærefunktion kan dominere hos forskellige individer.

Det rygte er således blevet udbredt, at mænd i højere grad bruger venstre

hemisfære, hvorfor de er bedre til abstrakt tænkning end kvinderne, der i

højere grad bruger den højre, og derfor griber problemerne mere intuitivt og

følende an.

I hvilket omfang der er empirisk belæg for at hævde sådanne kønsforskelle,

skal vi lade være usagt. Skulle det imidlertid vise sig, at det ene køn tænker

mere abstrakt end det andet, der til gengæld tænker mere holistisk, så kan det

ikke i sig selv føre til den sexistiske konklusion, at kvinders mentale funktion befinder

sig på et lavere trin end mænds. Som det fremgår af vores tre-trinsskema,

så er den holistiske kognition udtryk for erkendelsens højeste trin og

ikke blot for dens laveste. Vil man endelig så splid mellem kønnene, forekommer

det derfor ligeså rimeligt at hævde, at kvindernes holistiske tænkning er

udtryk for en mere fremskreden erkendelse. At de er mere konkrete og genstandsmæssige

i deres tænkning end mænd. Under alle omstændigheder ser vi

de uklarheder, det medfører, hvis man reducerer problemet til en simpel tvedeling,

som tilfældet er i Bogens liste.

Spørger man her, om den ubetvivlelige kendsgerning, at cortex er tvedelt i

højre og venstre hemisfære med asymmetriske funktioner, ikke nødvendiggør

netop en tvedeling og ikke en tredeling, er svaret meget enkelt. Den corticale

tvedeling fordrer en tredeling!

Ikke alene eksisterer der nemlig højre og venstre bernisfæres særegne funktioner,

der eksisterer også samvirket mellem højre og venstre hemisfære. Og

dette samvirke er reglen og kun undtagelsen hos personer, der er så uheldige at

have fået deres cerpus callesum overskåret af medicinske og videnskabelige

grunde (i en måske ofte uigennemskuelig kombination).

Også her findes der altså med tesen og antitesen (højre og venstre hemisfære)

også en syntese. Cerpus callosum - et mægtigt fiberbundt der med mere

end 200 millioner neuroner forbinder de to corticale hemisfærer M er den neuM

roanatomiske materialisation af denne syntese. Gennem den bliver sammenhængshjernen

belært om sammensætningen og sammensætningshjernen

belært om sammenhængen. Og et sådant figur-grund forhold mellem sammensætning

og sammenhæng i begge hemisfærer er utvivlsomt en forudsætning for

det videre arbejde med såvel sammensætning som sammenhæng.


54 Personlighedens Almene Gmndlag I

mal tilpasning. Ikke tilpasning til miljøet, som det ofte alt for forsimplet gengives.

Men tilpasning til organismens livsopgaver i et givet miljø.'

Den levende organismes livsopgave er noget så enkelt som at opretholde livet.

Organismen er en materiel proces/struktur, der opretholder sin egen

organisation, hvilket kun er muligt under maksimal hensynstagen til omgivelsernes

organisation.

Nervesystemets og dermed hjernens udvikling er tilblivelsen af et formidlende

mellemled mellem den første og den anden organisation. Nervesystemet

organiserer således organismens organisationsbevarende aktivitet, så den er i

nøje overensstemmelse med omgivelsernes organisation. Nervesystemet er i

den forstand et middel til at short-cutte selve selektionsprocessen, idet det muliggør,

at organismen selv kan tilpasse sin adfærd og ikke behøver at overlade

det til selektionens brutale tilpasningsmekanisme. Hvad der dog så betyder, at

nervesystemets tilpasningseffektivitet selv bliver gjort til genstand for den naturlige

udvælgelses afvejning.

Heraf følger, at hjernens udviklingskriterium er graden af sandrohed i forhold

til udviklingstrinnets konkrete livsopgaver. Eller sagt med andre ord, at

hjernens bestemmelse er at gøre organismens virksomhed genstandsnær.

Hvis den menneskelige hjerne derfor er udviklet som et organ til analyse og

syntese, så kan det derfor kun være fordi, at analyse og syntese er udtryk for en

genstandsnær genspejling. Og det kan det alene være, hvis sammenhæng og

sammensætning er egenskaber, der kendetegner genstanden selv. Som Ding an

sich.

Den kendsgerning, at hjernen i sin struktur og proces er analytisk og syntetisk,

der fører den synkrone betragtning til kantianismen, fører altså den udviklingslogiske

erkendelse til den stik modsatte konklusion. Nemlig at de forskellige

genstande selv må være kendetegnet af det dialektiske forholds dynamik.

Når hjernen følger vort tre-trins skema, så er det fordi, at verden selv følger

dette skema.

Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at kantianeren opgiver. Også i lyset af

evolutionserkendelsens resultater kan kantianismen fastholdes, hvis man tilfører

den et pragmatistisk (funktionalistisk) tilskud. Den bliver bare ekstremt anstrengt.

Og denne anstrengthed bliver i længden dens bane. For teoretiske

synspunkter uddør på nogenlunde samme måde, som dinosaurerne uddøde.

Når deres liv bliver så anstrengende, at de ikke længere får unger.'

På grænsen til det konkrete

Kantianismen - den forestilling at erkendelsens binding til en subjektiv sammenhæng

forhindrer, at den kan nå den objektive sammenhæng - er selvfølgelig

ikke begrænset til den fysiologiske variant, vi netop har kigget på. Men i kraft

af vores hjernesnak kan vi faktisk også eliminere den kantianisme, som p. t er

den mest dominerende. Nemlig den påstand, at fordi al erkendelse må betjene


56 Personlighedens Almene Grundlag I

både natur og kultur. Det hører både til fysikken, fysiologien og zoologien. Og

samtidig lever det socialt i en verden af kulturelle frembringelser og har sprog.

Og her skiller de kulturelle frembringelser sig fra de fysiologiske træk derved, at

de første er skabt af mennesker med en hensigt. De er ikke bare objektiv væren,

de er også subjektiv og historisk væren. Pyramider har en mening og be·

tyder noget. Fodsved bare er og kan forklares som proces og sammensætning

(årsag og virkning). Det kan pyramider vanskeligt. De må forstås. Dvs. sættes

ind i den rette historiske betydningssammenhæng. Og når der er en sådan forskel,

så må den videnskabelige erkendelse begynde med analytisk at fastslå den.

Det er det, og det er det, og det er ikke det samme.

Splittet i en naturvidenskabelig psykologi og en ånds- og kulturpsykologi er

altså udtryk for videnskabens arbejde på det analyserende og abstraherende trin

II i vort skema. Hvad der for den synkrete bevidsthed på trin l er en sammenhæng.

natur og kultur. bliver nu skilt og sat op som modsætning. Hvad der fører

til ensidighedens morlsidige borgerkrig og til dobbeltsidigheden, når man vil

løse konflikten igennem en mere fordragelig deling i interessesfærer. Og er

Rousseau som en af de mange stridbare kombattanter i natur-kultur konflikten

et eksempel på det første, så kan såvel Dilthey som Wundt med deres grænsedragende

dualisme ses som eksempler på det sidste.

En pris at betale

Abstraktionen (adskillelsen og den mekaniske sammensætning af det adskilte),

der på denne måde fører til den klassifikatoriske modsætning mellem en naturvidenskabelig

og en åndrvidenskabelig psykologi, er (såvel udviklingslogisk som

faktisk historisk) psykologiens første selvstændige videnskabelige skridt. Og

derfor også et vældigt erkendelsesmæssig! fremskridt.

Men der er en pris at betale for de afgørende vigtige distinktioner, som analysen

udskiller på trin II. På dette trin er sondringen tilsyneladende kun mulig

som en egentlig adskillelse. Det vil sige ved modsirlighedens gensidige udelukkelse

eller dobbeltsidighedens anbringelse i forskellige verdener. Sondringerne

på den abstrakte analyses trin bliver til dualismer, og sammenhængen bliver

aldeles splintret.

Det vil sige, at den tidlige videnskab i en vis forstand mister noget, som den

fænomenale forståelse besidder. Den primitive (synkrete) bevidsthed, der

opfatter stenen som en sjælsbroder 6 , er således nok fjernt fra den videnskabelige

erkendelse, men een meget vigtig ting har den fuldt fat i. Nemlig at der

findes en og kun en verden. Den manglende videnskabelighed i f.eks. den australske

jægers verdensbillede ligger således ikke i, at han opfatter drømme som

lige så ægte parthavere i virkeligheden som kænguruer og eucalyptustræer, for

det åndelige og det materielle er lige virkelige, og ikke alene eksisterer de side

om side i den samme virkelighed, de har også noget med hinanden at gøre.


Den tvede/te verden 57

Den primitive bevidstheds uvidenskabelighed ligger i, at den endnu kun kan

forstå enheden og sammenhængen synkret og ikke konkret.

For at komme fra det synkrete til det konkrete, må man imidlertid gå over

det abstrakte og dermed betale den pris, at helhedsverdenen brydes analytisk op

og afbildes som ensidigheder. F.eks. den demokritiske ensidighed, der gør det

materielle til det eneste virkelige og det ideelle til et skinfænomen, og den -

omvendte - platoniske ensidighed, der gør det ideelle til det eneste virkelige og

det materielle til et skinfænomen. Eller til den eklektistiske dobbeltsidighed,

der som Descartes' tvedeling i res extensa (det materielle) og res cogitans (det

ideelle) deler verden i to uforligelige sfærer, som det volder uoverstigelige

vanskeligheder at få til at hænge sammen.

Det sidste problem kalder man det psykofysiske, og det har hærget psykologien

i mange varianter. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at det psykofysiske

problem er et dualismeproblem og derfor noget karakteristisk for erkendelsen

på det abstrakte trin. Det er derfor heller ikke et problem, der i egentligste forstand

løses. Det er et problem, der bliver efterladt. Nemiig når videnskaben

vokser fra det abstrakte trins opsplittede verden ind i det konkrete trins enhedsverden.

Freuds forsøg

Interessant nok i denne forbindelse er, at det første virkelige skridt frem mod en

sådan videnskabelig konkretiseringsproces inden for psykologien netop indtraf,

da drømme blev anbragt som ægte virkelighed i sammenhæng med biologiske

og sociale fænomener. Og vi tænker naturligvis her på Freuds Drømmetydning

fra år 1900, der var intet mindre end et videnskabeligt gennembrud. Her blev

det abstrakte trins uløselige psykofysiske problem nemiig ganske enkelt

forvandlet til et ordinært videnskabeligt genstandsproblem.

Samtidig kan man sige, at Freud med sit pionerarbejde bliver bragt tilbage

til den australske indfødtes indsigt, hvad drømme angår. (Af de mange kilder

Freud trækker på, har overleveringer fra primitive kulturtrin faktisk en stor

plads). Men det er en tilbagevenden i den dialektiske betydning (negationens

negation). For Freud bringer det med, som den videnskabelige erkendelse har

vundet i mellemtiden. Hans erkendelse er derfor i princippet konkret og ikke

synkret

Nu var Freud naturligvis ikke den første, der forsøgte at binde viden fra

mangfoldige erkendeområder (fænomenologiske, antropologiske, filosofiske,

psykologiske, biologiske, fysiologiske, kliniske, historiske, etc.) i een buket.

Men de talrige forgængere i buketbinderiets kunst formåede ikke i noget tilfælde

rigtigt at hæve deres samling over den eklektisistiske - dvs. mekaniske og

udvendige - forbindelse. Det er derfor vigtigt at forstå, hvorfor det faktisk lykkedes

Freud at ramme det konkrete.


58 Personlighedens Almene Grundlag I

Det lykkedes af den simple grund, at Freud bag foliet havde en genstand,

som dikterede ordningens sammenhæng. Denne genstand var den neurotiske

patient. Freuds konkrethed udsprang derfor ganske enkelt af genstandens egen

konkrethed, som Freud ikke kunne tillade sig at ignorere. Hans levebrød afhang

jo afhans evne til at overvinde genstandens genstridighed.

Det betød så på den anden side, at den konkrete sammenhæng, som Freud

kunne afbilde, var begrænset af den neurotiske patients sammenhæng, der jo

vitterlig - qua neurosen - er begrænset. En teori om den fuldt udviklede menneskelige

personlighed var derfor alene af den grund uden for hans rækkevidde.

Men det forhindrer os ikke i at værdsætte pointen. Nemlig at Freud når det

konkrete, fordi han når genstanden. (Som i sin konkrethed netop for Freud er

udviklingslogisk j.

Ingen teoridannelse har nok i højere grad end Freuds delt psykologien i lejre.

Den ovenfor omtalte modsirlighed kommer her så heftigt til udtryk, at teorien

enten er tabu (som den var i dansk universitetspsykologi frem til 1968) eller

gospel. Årsagerne til denne dobbelte ekstremisme er formentlig så mange, at

der skal en hel videnssociologi til at blotlægge dem. En tilhænger vil sikkert

sige, at teorien benægtes, fordi den nævner det unævnelige og derfor må fortrænges.

Og det kan jo være. Holder vi os til det, der bliver sagt, snarere end

til eventuelle skjulte motiver, så er et gennemgående ankepunkt imidlertid det

metodiske. Psykoanalysen lever ikke op til den eksakte videnskabs definitioner

og målemetoder og kan derfor næppe kaldes videnskabelig, som Lehrman

udtrykker det i en artikel, hvor Kepier, Kopernikns, Newton og Ernst Mach føres

frem som eksempler på korrekt videnskabelig metode.'

Denne kritik er i vor sammenhæng meget interessant, fordi den præcis er et

udtryk for brydninger på grænsen mellem det abstrakte og det konkrete videnskabstrin.

Når Freudsvidenskab anklages for ikke at være kvantitativ-analyti!k,

så er det den nye videnskab, der bedømmes med de gamle briller. Og følgelig

opfattes Freuds kvalitativ-syntetiske bestræbelse som en udskejelse, og Freud

bliver den videnskabelige families sorte får.

Men det er netop den kvalitativ-syntetiske metode, der indvarsler konkretiseringen

(hvilket er noget andet end kvantificeringen) som en ny videnskabelig

angrebsvinkel og derfor denne, som man skal forsøge at værdsætte. Hvad Skinner

iøvrigt i sin kritik af Freud formår. Han skriver: "Freud demonstrated that

many features of behavior hitherto unexplained - and often disrnissed as hopelessly

camplex and o bscure - could be sbown to be the produet of circumstances

in the history of the individual. Many of the eausal relationsbips he so convincingly

demonstrated had been wholly unsuspected - unsuspected in particular,

by the very individuals whose behavior they controlled. Freud greatly reduced

the sphere of accident and caprice in our consideration of human conduet.

His achievement in this respect appears all the more impressive when we

recall that he was never able to appeal to quantitative proofs characteristic of other

sciences. H e carried the day with sheer persuasion- with the massing of instan-


Den tvede/te verden 59

ces and the deliheation of surprising parallels and analogies among seemingly

diverse materiais [min fremhævning. NE]." 8

Dette signalment tjener forsåvidt Skinner til ære. Men han tager fejl, hvis

han tror, at Freud nåede sine overraskende resultater på trods af metoden. Det

var lige præcis på grund af metoden, at Freud nåede det konkrete. Det vil sige

selve de kvalitative forhold og deres kvalitative dynamik. Dette kan man ikke

fange ved den abstrakte videnskabs kvantitative målinger. Skal man måle - og

måling eller sammenligning er en vigtig del af genstandsbestemmelsen - så må

man "måle" kvalitativt. Og det er præcis det, som analogien (eller modellen)

gør.

Hermed ikke sagt, at analogi-slutninger ikke indebærer de risici, som man

har sagt, at de gør. Analogier vejleder nok, men de kan også vildlede. De kan

endog gøre begge dele på een gang. Analogien er derfor et risikabelt værktøj,

men det er samtidig på den konkrete videnskabs tidligste trin et af de få værktøjer,

der tilbyder adgang til sammenhængen. Det Freud vinder, vinder han ved

dens hjælp.

Der er her en dobbelthed, som det er meget vigtigt at holde sig for øje. Metoderne

(de kvantitative) på trin II er udviklet til en høj grad af perfektion,

mens trin III' s (kvalitative) metoder endnu næsten er parodisk mangelfulde.

Men ikke desto mindre er trin III et højere stadie i erkendelsesudviklingen end

trin II. Forkaster man derfor Freuds syntetiske metode p.g.a. dens åbenlyse

mangler, så er det videnskabens vej til det højere trin, som man spærrer.

Denne dobbelthed - at begyndelsen som det nyes fremkomst er epokegørende

og dog stadig kun begyndelsen - gælder den genstandsmæssige afbildning

i mindst samme grad som metoden. Det er da også her, at en kritik af Freuds

teori er mest på sin plads. Det kan nemlig ikke skjules, at den menneskelige

personlighed, som Freud tegner den, har mere præg af sammensætning end

sammenhæng. Eller rettere, at den konkrete sammenhæng, som Freud vitterligt

har fat i, i hans afbildning tager form af en sammensætningens sammenhæng.

Under den konkrete syntese ligger altså fortsat den abstrakte analyses

opsplitninger. (Det er intet tilfælde, at hans teori kaldes psykoana(ysen.) Det

vil sige, at udviklingen af menneskets psykologiske forbindelser for Freud tager

form af et systems udvikling (dvs. udviklingen af den ydre forbindelse mellem

selvstændige elementer (kræfter) og ikke af et forholds udvikling (dvs. udviklingen

af de indre forbindelser mellem momenter). I den forbindelse- da vi

har nævnt risikoen ved analogislutninger - kan man bemærke Freuds forkærlighed

for netop system-analogier (dampmaskiner og borneostatiske maskiner).

Konsekvensen af denne mekanistiske tendens i syntesen var i øvrigt også, at psykoanalysen

havner i dualismen mellem natur og kultur med en næsten rousseausk

opfattelse (se f.eks. Kulturens byrde fra 1929). Til gengæld må man så

sige, at det konkret syntetiske i psykoanalysen kommer til udtryk derved, at den

dualistiske strid mellem natur (id) og kultur (overjeg) udspiller sig som en konkret

modsætning i genstanden (individet) selv.


60 Personlighedens Almene Grnndlag I

På tærsklen mellem det abstrakte trin II og det konkrete trin III har psykoanalysen

(som teori) altså stadig de fleste af trin !l's kendemærker med sig,

hvad i et vist omfang formentlig vil gælde alle teorier i overgangsfasen.

Karakteristisk for trin II er opsplitningen i modsatrettede kategorier med

deraf følgende ensidighed og modsidighed. Psykoanalysen bringer ligefrem

denne modsidighed ind i sin teori. den bliver imidlertid også (som ensidighed)

mødt af modsidigheden udefra. Fordi det er det mekaniske, som den læner sig

kraftigt opad, så er det modsætningen til det mekaniske, som den konfronteres

med. Det vil sige det romantiske. (Den vertikale modsætning mellem trin I og

trin II kan naturligvis også optræde som en horisontal modsætning inden for

trin II. Det er, når det synkret-holistiske fra trin I optræder på trin II som modsætningen

til det abstrakt-elementistiske (trin !I's egen form), at vi taler om romantik.

Det er dette tilhørsforhold til trin II, der giver romantikken sin karakter

af (mekanisk) ensidighed. Det synkret-holistiske på trin I er ikke ensidigt.)

Den romantiske reaktion mod det mekaniske hos Freud møder vi i psykologihistorien

som den psykoanalytiske skoles opsplitning. Når Freuds disciple i

utilfredshed over den klassiske psykoanalyses mekaniske reduktionisme (reduktionen

af de menneskelige motiver til biologiske seksualdrifter) vælger at gå

deres egen vej, så sker det nemlig som oftest i en romantisk (fænomenalistisk,

holistisk, subjektivistisk) retning. C.G. Jung er et eksempel. Han bruger i

endnu højere grad end Freud den primitive bevidstheds former som nøgle til en

blotlægning af det menneskelige sind. Men følger man ham tilbage til de printilive

kulturers drømmebilleder, myter og symboler, så bliver man • trods mange

analogier til maskiner, fysisk energi og kraftoverføring ("den psykologiske maskine,

der forvandler energi, er symbolet"') - bragt i tvivl om, at der også i Jungs

tilfælde er tale om en negationens negation. (Hvad der ikke er en underkendelse

af de vigtige sigtelinier, som J ung har etableret til genstanden, hvad vi skal

vende tilbage til.) I den forstand forholder Jungs teori sig tilFreudspå temmelig

samme måde, som romantikken forholdt sig til den mekaniske naturvidenskab.

Hvor Freuds teori bliver en teori om den menneskelige natur, bliver

Jungs en teori om den menneskelige ånd. Altså en typisk trin II dualisme, der

svarer til Diltheys Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft.

Som mekanisk konstruktion er Freuds menneskebillede ikke bæredygtigt.

Teoretisk er det faldet til jorden, og det kommer ikke op at flyve igen. Men det

gør den samtidige Ellehammers flyvemaskine heller ikke. Hvilket ikke forhindrer

os i at erkende og værdsætte Ellehammers pionerindsats inden for aviationen.

Freuds pionerindsats bør ikke i ntindre grad værdsættes. En sådan anerkendelse

er faktisk temmelig vigtig. Ikke for Freuds skyld, han er jo død, men

for vor egen skyld. Og vi tænker ikke her på kustodens pietet for det fortidige,

men på det fortidige som noget absolut vitalt i det nutidige. Er man nentiig ikke

i stand til at genkende de vigtige fremskridt i erkendelsens historie, så afskærer

man sin egen tænkning fra dens rødder, hvad der er til stor skade for erkende!-


62 Personlighedens Almene Gmndlag l

spørgsmålet om, hvad der er mest virkeligt, kan besvares. Og vi har allerede

mødt de to klassiske græske løsninger, nemlig beoboldsvis Dernokrits og Piatons.

Den første siger, at det stoflige er det virkelige, mens det ideelle er et epifænomen.

Den anden siger det omvendte.

Hermed fødes tvillingemodsætningsparret nominalisme og realisme som to

modsatrettede svar på spørgsmålet om begrebernes virkelighedsstatus. Den

klassiske materialist, der benægter virkeligheden af alt andet end natornerne og

det tomme", må også benægte, at vore begreber henviser til noget virkeligt. Det

er bare navne (nomen). Omvendt med den klassiske idealist. Ikke alene opfatter

han begreberne (ideerne) som virkelige (reale). De er langt mere virkelige

end de stoflige ting , eller som man sagde det i middelalderen: universalia sunt

realia ante rem.

Såvel det klassiske materialistiske som det klassiske idealistiske synspunkt er

som trin II dualisme ekstremt ensidigt. Igennem det meste af historien har

idealismen været kraftigt dominerende, men i moderne tid er der sket et omsving

til fordel for materialismen. Ingen bryder sig idag om at blive kaldt idealist.

Hvis der imidlertid blot er tale om et vagtskifte og ikke en egentlig erkendelsesvinding,

så er der ikke vundet noget. Har idealismen nemlig med sin anlimaterialisme

hul i ryggen, så har den klassiske materialisme med sin anti-idealisme

til gengæld hul i hovedet. Det er netop disse graverende handicaps, som

nominalisme-realisme delingen giver os en påpegning af.

Det modsidige kan også udtrykkes således. Materialismens store fortjeneste

er dens genstandsmæssighed (det genstandsmæssige er det virkelige). Idealismens

brist er dens mangel på genstandsmæssighed. Idealismens fortjeneste er

til gengæld dens begrebsmæssighed (begrebet henviser til det virkelige). Og her

har den klassiske materialisme med underkendelsen af begrebernes virkelighed

sin store brist.

Den klassiske materialismes underkendelse af det begrebsmæssige - samfund,

personlighed, moral, kærlighed og mælkebøtte - udspringer af den ekstreme

abstraktion. Det virkelige er genstanden, men genstanden er alene den

mindste stoflige del, der har udstrækning og masse. Eobver egenskab udover

udstrækning og masse er derfor en illusion. Samfund, personlighed, moral,

kærlighed og mælkebøtter eksisterer derfor ikke som sammeahængende relationer

men i bedste fald kun som sammensætninger af partikler med masse og

udstrækning. (l kraft af denne opfattelse kaldes den klassiske materialisme og

for den mekaniske materialisme.)

Man behøver ikke at være romantiker for at se, at den mekaniske materialisme

hermed udelukker sig selv fra en meget stor del af den virkelige verdens

forhold. Det gør idealismen til gengæld ikke. Den kan beskæftige sig med de

større sammenhænge, som begreberne udtrykker, selv om den placerer begreberne

som fantomer i himlen. Det betyder, at det først og fremmest er de idealistiske

tænkere, der har stået for udviklingen af vor erkendelse om de større

holistiske sammenhænge. Og det vil sige erkendelsen af det meste. Der er


64 Personlighedens Almene Gmndlag I

spring i nye fysiske opdagelser • røntgenstråler 1895, radioaktivitet 1896, elektronen

1897, radium 1898, kvanteteorien 1900 og relativitetsteorien 1905. I

disse nye fysiske fænomener så filosofferne nemlig et bevis mod materialismen.

(At der i den lærde verden altid har været stærke kræfter, der har villet modbevise

materialismen, skyldes, at idealismens og materialismens strid om sandheden

altid har spillet en vigtig ideologisk rolle i den økonomiske og politiske

strid imellem samfundets klasser".) Modbeviset var rørende enkelt. Materialisme

betyder, at virkeligheden er materiel. Materie er stof med udstrækning og

masse. Men opdagelsen af fri energi og stråler demonstrerer, at der findes andet

mellem himmel og jord end stof med udstrækning og masse. Ergo er materialismen

en usand filosofi. Hvorefter - ifølge udelukkelsesmetoden - idealismen

må være en sand filosofi.

Det er nemt at afsløre tricket bag dette sludder. Man tilskriver modstanderen

et synspunkt, han ikke har, som man så "gendriver". Er man selv uvidende

om modstanderens egentlige synspunkt, gør det blot demonstrationen endnu

mere overbevisende.

Om de kritiske filosoffer var uvidende om den moderne materialismes

standpunkt, skal vi lade være usagt. Men det er klart, at modbeviset i virkelig·

heden var helt uden bid. Den moderne videnskabelige materialisme identificerer

ikke verden med masse og udstrækning. Opdager fysikken, at der eksisterer

fysiske fænomener med andre egenskaber, så er det helt fint. For den moderne

materialisme er det genstanden, der bestemmer. Eller som Lenin udtrykte det:

"The sole property of matter with whose recognition philosophical materialism

[det vi kalder videnskabelig materialisme, NEJ is bound up is the property of

being an objective reality, of existing outside tb e mind." 13

Det kontroversen drejede sig om i 1908 var, hvorvidt en deltager samtidig

kan være iagttager. Det vil sige problemet om subjektets og objektets samtidige

sammenhæng og adskilthed. Modsat Lenin var hans opponenter af den mening,

at et sådant forhold mellem subjekt og objekt var en umulighed. Bundet til det

subjektive (det psykiske), sagde de, er det umuligt at nå det objektive. Derfor

kaldes de neo-kantianere. De gik så vidt, at de benægtede, at det havde mening

at tale om den objektive verden overhovedet. Verden eksisterer i kraft af erkendelsen.

Hvis der ikke er nogen til at erkende den, eksisterer den ikke. Forespurgt

om verden så ikke eksisterede før mennesket var udviklet, kunne

Avenarius få sig selv til at svare, at verden fik eksistens, da den første orm fik

øjne!

Som man nok kan forstå, så åbnede en så subjektiviseret eller psykologiseret

verdensopfattelse visse muligheder for den unge psykologiske videnskab. Det

kunne den ikke modstå. Den var lige sluppet fri af sin dominante filosofiske

moder, nu kunne den vende tilbage og dominere i moderens hus. Resultatet

blev, at der i århundredets første tiår på en temmelig usund blanding af fysik og

psykologi blev skabt forskellige decideret genstandsnegative idealistiske retninger

(f.eks. neo-kantianismen og neo-positivismen).


66 Personlighedens Almene Grnndlag l

årsager, må den blive forklarende. Begge dele hører med, for hensigter og

årsager hører begge til i den virkelige verdens sammenhæng.

Freud er altså kommet længere end Dilthey. Han strider på tærsklen til syntesens

trin III, og får han ikke samlet natur og ånd, årsag og hensigt i en ægte

syntese (hvad man ikke kan forlange på selve tærsklen), så får han skabt en mekanisk-romantisk

sammensætning med så mange indre forbindelser, at det er

mere end en eklektiscisme. Eklektiscismen er sjældent mere end et opsummerende

katalog. Freuds arbejde er en vejviser, der peger udover sig selv. (Derfor

skal man selvfølgelig heller ikke blive hængende ved vejskiltet).

Noter til kapitel 4

l. Neisser,U.: Cognitive Psychology, New Jersey 1966, s.297.

2. Bogen,J.E.:"Nogle pædagogiske konsekvenser af hemisfærespecialiseringen" fra M.C.Wittrock

(ed.): Menneskets dobbelthjerne (Orig.: Thc human brain), Kbhvn. 1979, s. 137-154.

3. Se Engelsted,N.: Evolution, søvn og depression, Kbhvn. 1977, s.52 ff.

4. Se Engelsted, N.: Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 55 ff.

5. Det er på denne måde, at Thomas S. Kuhn i The Strncture of Scientific Revolutions, USA

1970, forestiller sig gennembruddet af nye teoretiske forestillinger i erkendelseshistorien og

videnskaben. Den nye erkendelse bryder ikke først og fremmest igennem, fordi den hidtidige

erkendelses fortalere overbevises. Den bryder igennem, fordi de dør uden arvinger.

6. Den, der sætter pris på såvel indsigt som en Iæseoplevelse, bør ikke undlade, at læse Vilhelm

Gr6nbechs lille essay om Primitiv Religion, Kbhvn. 1948.

7. Lehrman, N.S.: Precision in Psychoanalysis, American Journal of Psychiatry, 1960, 116, s.

1097-1103.

8. Skinner,B.F.: Critiquc of psychoanalytic concepts and lheories, Scientific Monthly, 1954, 79, s.

300-305.

9. J ung, C.G: Ober psychischer Energetik und das Wesen der Triiume, cf. P. Lauridsen (ed.): Personlighedspsykologi,

en antologi, Kbhvn. 1977, s. 232.

10. Darwins Descent of Man (1872) er skrevet som et modspil til de teoretikere {ikke mindst

Wallace, medopdageren af evolutionsteorien), der ser andre udviklingsprincipper bag

menneskets historiske udvikling end naturlig udvælgelse. Darwin hævder således her, at

ingen menneskelig evne eller egenskab er uden fortilfælde i dyreriget (omend i mindre grad),

selv hans hund har religiøse følelser {!). Den ufravigelige konsekvens, der fører ham frem til

den sande teori om den naturhistoriske udvikling, fører ham dermed frem til en falsk teori

om den historiske udvikling.

11. Ånd og ide bliver brugt synomymt, men som vi skal se i Personlighedens almene grundlag bind

II, så er det åndelige og det ideelle to helt forskellige begreber.

12. For en populær redegørelse se f.eks. N. Engelsted: Englen og dyret, Kbhvn. 1987.

13. Lenin, V .I.: Materialism and Empirio-Critiscism (1908), Lenin Collected Works, Moskva 1972,

vol. 14, s. 260-61.

14. Kierkegaard, Søren: Begrebet Angest {1844). 2. udg., Kbhvn. 1855, ind!.


Den alternative psykologi 67

15. M ammen, J.: Kritik af E. Tranekjær Rasmussens foredragsmanuskript til Nordisk møde i teoretisk

psykologi, 1967: Fænomenologiens stilling i psykologien. Fra Brun, M. (ed.): Fænomenologi

til debat, Danmarks Lærerhøjskole og Københavns Universitet, 1975, s. 8-22.

16. Freud var uddannet·fysiolog (læge) og havde håbet på en videnskabelig karriere i sin lærer

Ernst BrUckes fodspor, men blev frarådet det p.g.a. sinjødiske oprindelse. Det var derfor, at

han startede sin egen forretning. Det mekanisk-reduktionistiske ideal fra Briicke havde han

imidlertid bevaret.

KAPITELS

DEN ALTERNATIVE PSYKOLOGI

Arven fra AristoteJes

At Dilthey er tilbagestående i forhold til Freud, bør imidlertid ikke medføre en

manglende værdsættelse af hans indsats. Uden historisk sans bliver erkendelsen

mangelfuld, og den historiske sans fortæller os, at i en udvikling bliver alt

før eller siden tilbagestående, fordi det lægger grunden til nye fremskridt. Man

må derfor altid spørge, hvad bidrog det til?

Diltheys dichotomi mellem natur- og åndsvidenskab bidrog til at sætte nogle

meget vigtige ting på plads for den unge psykologi. Nemlig at der er nogle vigtige

skel og sondringer, som den ikke kan sidde overhørig. Og denne sorteringsproces

er netop det videnskabelige trin Il' s opgave. Uden abstraktionen på

dette trin er vejen til trin III' s konkrete erkendelse spærret.

Nu var Diltheys tvedeling i (mekanisk) naturvidenskab og (romantisk) åndsvidenskab

ikke noget nyt påfund. Tvedelingen var mindst hundrede år gammel.

Diltheys bidrag var derfor mere en trin II konklusion med direkte adresse til

psykologien. Og faktisk var spalten allerede kommet til syne i den nye videnskab

længe inden, at Dilthey fremsatte sin bandbulle mod Wundts mekanisk-naturvidenskabelige

psykologi.

Splittelsen kommer til udtryk gennem to værker, der udkommer samme år

(historiens betænksomhed over den, der studerer psykologihistorie), nemlig i

1874. 1


Den alternative psykologi 69

terbart udviklede sig til egetræ, så skyldtes det altså, at det var agernets væsen

eller hensigt at udvikle sig til et egetræ. Og når drengen konstaterbart voksede

op som træl, så var årsagen, at det var drengens natur at være slave.

Det er i disse forklaringer, at Aristoteles' tilbageståenhed kommer til syne.

Når væsenet defineres ud fra det empiriske forløb, og forløbet dern:est forklares

med henvisning til væsenet, så har man en cirkelslutning. Eller som vi også

kunne sige det, på dette grundlag, hvor erkendelse identificeres med det erfarede,

kan man ikke komme bagom det bekendte og givne. Man kan forklare

forandringen med henvisning ti1 formen og hensigten, men hensigten selv kan

man ikke stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor netop denne hensigt eller form og

ikke en anden, bliver et meningsløst spørgsmål, når formen selv gøres til det

givne. Det der forklarer, istedet for det, der skal forklares.

Det var denne hermetiske lukkethed omkring de givne former, der fik Galilei

til helt at bryde med den aristoteliske verdensopfattelse. For den moderne

fysiker var det ingen forklaring, at planeterne bevægede sig i cirkelbaner på

grund af en stræben mod det perfekte i deres væsen. Det subjektive måtte ud

af erkendelsen og det objektive ind. Kvantitative målinger af det stoflige og

analyser af sammensætninger og ikke kvalitative væsensbeskrivelser af sammenhænge

måtte være vejen. Og det var det, for hermed bevægede den videnskabelige

erkendelse sig fra det temmeligt synkrete trin I til det abstrakte trin II.

Hvad der var tosset for fysike(en, var imidlertid ikke i samme grad tosset for

psykologen. Psykologien har jo netop et subjekt som sin genstand, og skal man

så som sit videnskabelige grundlag vælge en anli-subjekt-forståelse som Galileis

eller en subjekt-forståelse som Aristoteles, kan der herske delte meninger om.

Brentano og W undt

Og det var lige det, der gjorde. Wundt havde en mening, Brentano en anden.

Den tyske fysiolog fulgte Galileis analyse af sammensætninger (her analysen af

bevidsthedsindholdets sammensætning). Den østrigske skolastiske filosof fulgte

Aristoteles' blotlægning af subjektsammenhænge 2 • Vi skal straks se, hvad det

betyder.

Begynder vi med det, som Brentano vandt ved sit valg, så kan vi sige, at

Brentano vandt den vigtige aristoteliske sondring mellem form og stof og forestillingen

om deres enhed. Hos Brentano kommer det til udtryk i sondringen

mellem akt og indhold.

Hvad Brentano med denne sondring gør opmærksom på, er, at man må

skelne mellem det at høre og det, man hører. Mellem det at være sig noget bevidst

og det, man er sig bevidst. Det første henviser til subjektets aktivitet eller

handling, det andet til genstanden for eller resultatet af denne handling ( objektet).

W undt var med sin analytiske introspektion af bevidsthedsindholdet kun interesseret

i det sidste. Det vil sige, at han studerede bevidstheden som indhold


Den alternative psykologi 73

De gestalter eller former, som gestaltpsykologerne først og fremmest interesserede

sig for, var de fænomenale. Det vil sige tingenes perceptuelle fremtrædelsesform,

hvorfor gestaltpsykologerne regnede sig for fænomenologer.

Wertheimers og Kohlers undersøgelser af problemløsning hos henholdsvis

mennesker og chimpanser førte imidlertid også gestaltprincippet ind på de

højere mentale operationers område. Man kan derfor kalde den en holistisk

kognitionspsykologi, der gør oprør mod Wundts elementistiske kognitionspsykologi.

Og det er her det kursiverede, der er det vigtige. Den nye konflikt, som

gestaltpsykologien vandrede ind i, da den af fascismen blev drevet i landflygtighed

i USA, var således også en konflikt mellem holisme og elementisme. Men

denne gang mellem holistisk kognitionspsykologi og elementistisk adfærdspsykologi

- behaviorismen, for den elementistiske kogntionspsykologi var i Amerika

uddød med Titchener.

Man kan også sige det på den måde, at Wundts elementistiske strukturalisme

førte til en voldsom opposition fra to modsatte lejre. Nemlig fra den ene

side Gestaltpsykologiens holistiske strukturalisme, der sagde nej til sammensætningstænkningen,

men ja til bevidsthedsindholdet Og fra den modsatte side

Behaviorismens elementistiske funktionalisme, der sagde nej til bevidsthedsindholdet,

men ja til sammensætningstænkningen. (Denne funktionalisme var i øvrigt

også kreeret af fænomenologiske akt-forestillinger, der igennem William

James bliver til den subjektivt idealistiske pragmatisme, samt af et system af

darwinistiske forestillinger om adfærd som funktionel tilpasning og endelig af

en ordentlig dosis neopositivisme.)

Den videre udvikling af amerikansk psykologi blev herefter styret af nødvendigheden

af at få forenet den romantiske holisme og den mekaniske elementisme

og dermed bevidsthed og adfærd. Det har først og fremmest skabt eklektiscismer,

men også sammensætninger er vigtige i erkende1sesudvik1ingen, hvis

de er inspirerede.

Når vi trækker gestaltpsykologien frem, så er det for at gøre opmærksom på

ligheden mellem den fænomenale gestalt og Aristoteles' subjekt-form. Den dynamiske

stræben mod den gode form ( elosure ), som den fænomenale figur besidder,

synes nært beslægtet med den aristoteliske subjekt-forms stræben mod

at fuldkommengøre sig selv. Selv om gestaltpsykologerne taler om oplevelser

(fænomener), hvor Aristoleles taler om subjekter (væsener), der er tale om forbundne

forestillinger. Hvad der bliver helt tydeligt, når vi ser gestaltforestillingerne

ført tilbage til subjektet som væsen, som det sker i Kurt Goldsteins arbejde.

Den holistiske organisme

Goldstein, en tysk neurolog og psykiater, stiftede sammen med Wertheimer,

Kohler og Koffka i 1921 tidsskriftet Psychologische Forschung, der hurtigt blev

det autoritative organ for gestaltskolen. Goldstein var således grundigt forank-


74 Personlighedens Almene Gmndlag I

ret i gestaltpsykologiens tænkemåde. Men det område, hvor han søgte at realisere

de holistiske forestillinger, var et andet end Wertheimers, Koffkas og

KOblers. Det, der interesserede ham, var ikke individets gestaltoplevelser men

individet selv som gestalt. Det vil sige som organiseret og organiserende samø

meohæng. Eller kort og godt som organisme. (Hvorfor Goldsteins arbejde kaldes

arganismisk psykologi).

For naturvidenskaben på trin II, der gennem sin analyse skiller organismen i

dele og funktioner, kan organismen vanskeligt blive andet end den sammensætning,

som Wertheimer foragteligt kalder und-verbindtlich. Dvs. en sum af dele.

Og er vi kommet betydeligt længere end det 17. århundredes naturvidenskabsmænd,

der opfattede mennesket som en mekanisk maskine (sædvanligvis med

uret som analogi) og menneskets kvalitative egenart fra dyret som blot et

spørgsmål om "flere instrumenter, flere hjul og flere fjedre" 4 , som LaMettrie

udtrykte det in sin L'Homme machine fra 1748, så er vi ikke sluppet ud af det

grundlæggende problem, at helheden selv forsvinder, når den bliver skilt i dele.

Ligesom man ved analysen af en firkant i fire Jinier, der skærer hinanden, taber

firkanten selv, således taber man ved opdelingen af organismen i dele og funktioner

det, der er organismen selv. Men helheden er noget i sig selv, der ikke

kan reduceres til sine dele. Når man kan genkende en barndomsven, selv om

alle hans molekyler formentlig er udskiftet forlængst, så er det af samme grund,

som man kan genkende et koncerttema, selv om det bliver spillet på en barnexylofon.

Nemlig på grund af selve det organiserende princip, sammenhængen,

der er noget selvstændigt og hævet over delene. Eller sagt aristotelisk:

Det er formens dominans over stoffet.

Det er præcis denne organiserende sammenhæng (eller subjekthed), som

Goldstein med inddragelse af kendsgerninger fra biologi, neurologi og psykopatologi

søger at begribe med sin arganismiske psykologi, hvor organismen (eller

personligheden, som det bliver hos mennesket) forstås som selvorganisation eller

subjekt. Hvor sammensætningen, dvs. indholdet af træk, funktioner, behov,

stadigt bliver underordnet helet, der har sin egen indre stræben eller drift, som

Goldstein betegner som driften efter selvaktualisering eller selvrealisering. Og

heri er det naturligvis ikke svært at genfinde den aristoteliske grundforestilling

om formen, der som subjekt stræber imod at opfylde sit sande væsen. At aktualisere

det, der ved udviklingens begyndelse endnu kun eksisterer potentielt.

Den arganismiske psykologi rummer en meget vigtig indsigt, som den mekaniske

psykologi ikke kan rumme. Nemlig forståelsen af sammenhængens overordnede

betydning. Retningen er derfor naturligvis heller ikke stoppet med

Goldstein. Den har udviklet sig i flere varianter. I særdeleshed i USA, hvortil

også Goldstein måtte flygte. Vi vil imidlertid her blot nævne Angyal og Maslow

som eksempler, for vi skal tilbage i historien til Brentano og Dilthey.


76 Personlighedens Almene Gmndlag I

hængen = den samfundsmæssige orden) og truede enhver, der ikke kunne se

lyset, med bål og brand.

Nu plejer den form for argumentation at være tegn på, at man ikke har ret,

så det bestyrkede blot den materialistiske videnskabs mænd i overbevisningen

om, at ånden måtte fordrives fra maskinen og de teologiske forklaringer fra videnskaben,

hvis der skulle ske nogen fremskridt. Og kunne man brænde Giordarno

Bruno i år 1600 og bringe Galilei til tavshed få år efter, så var der snart

for mange til, at denne vej rigtigt var farbar. Altså blev ånden fjernet fra videnskaben,

omend den stadig beholdt sin plads i videnskabsmandens samvittighed,

som vi ser det eksemplificeret fra Descartes til Darwin. Dette split mellem viden

og moral (tænkning og følelse) er iøvrigt endnu et eksempel på en trin II

dualisme. I middelalderen var viden og værdi uadskillelige, og det vil de naturligvis

blive igen, når vi når frem til syntesens højere trin III. (Med i historien

skal endelig, at den afgørende grund til åndens underminering var, at den

feudale samfundsorden i renæssancen var under hastigt sammenbrud.)

Åndens fordrivelse fra videnskaben var naturligvis indledningsvis ensbetydende

med tabet af forståelsen af de større sammenhænge. Var det den nødvendige

pris, der måtte betales for den nye videnskab, så er det imidlertid ikke

ensbetydende med, at vi skal blive ved med at betale. Ånden er forlængst drevet

ud, så vi kan nu tillade, at sammenhængene indtager deres berettigede plads

i erkendelses billedet. Når Dilthey taler om ånd, forskrækker det os derfor ikke.

Vi forstår, at han med denne betegnelse peger på sammenhænge, relationer og

forhold, der for den moderne materialist ikke er mindre virkelige egenskaber

ved genstandsverdenen end stoflig masse.

Helt sådan forstod Dilthey det imidlertid næppe selv. På hans tid var videnskaben

endnu ikke på vej ud af form-stof dualismen men tværtimod lige midt i

den, som det bevidnes af hans eget jerntæppe mellem naturvidenskab og åndsvidenskab.

Det er nemlig en udnævnelse af nogle videnskaber til stoflære og

andre videnskaber til formlære, hvor enhver videnskab dog bør være en genstands/ære,

hvor genstanden netop udtrykker enheden af form og stof. Diltheys

ensidige definition af psykologien som formlære er ikke et udelt gode. Faktisk

følger den præcis styrken og svagheden i den aristoteliske formlære.

Materiens selvorganisation

Den helt uvurderlige betydning af Aristoteles' formlære er erkendelsen af stoffets

organiserende princip og fastholdelsen heraf med betegnelsen form. Hvilket

samtidig er erkendelsen af, at helet (formen) er andet og mere end summen

af delene (stoffet), og at delene (sammensætningen) er underordnet helheden

(sammenhængen). Eller at det er et i tingene iboende organiserende princip,

der skaber sammenhængen af sammensætningen. En sammenhængskraft særegen

for hvert genstandsområde, kunne man sige.


78 Personlighedens Ahnene Gmndlag I

gælder imidlertid universelt. Altså også ikke-levende naturprocesser. Det er

netop blotlægningen af en form for en sådan materiel selvorganisering, der har

givet fysikeren Prigogine Nobelprisen. Selve forestillingen var imidlertid foregrebet

af Friedrich Engels på et filosofisk materialistisk grundlag. Den klassiske

mekaniske materialisme gør al bevægelse udefrakommende (mekanisk),

men Engels gør opmærksom på, at bevægelsen er materien iboende. Denne

iboende bevægelse er kvalitativ særegen for de forskellige genstandsområder,

dvs. der gælder kvalitativt forskellige bevægelseslove for forskellige genstandsområder.

Fysikken har sine bevægelseslove, biologien sine, samfundlivet sine.

Og de respektive videnskabers opgave er netop at blotlægge de særlige bevægelseslove,

der gælder for deres respektive genstande. Når Engels derfor siger,

at der ikke findes materie uden bevægelse eller bevægelse uden materie, så er

den aristoteliske enhed mellem form og stof, som han genindfører. Men nu på

et dialektisk materialistisk grundlag, for Engels forstår bevægelsen ud fra

Hegels dialektiske dynamik. Denne generobring af formen for den materialistiske

tænkning er det vigtigste resultat af Engels' naturdialektik.)

Som begivenhed på en tidslig dimension må selvorganisering naturligvis

være en proces. Formen er bevægelse, som Engels sagde, og denne bevægelse

er ikke tilfældig. Den er en proces styret af den pågældende forms logik og organisation.

Formen er altså ikke alene en sammenhæng i rummet (struktur),

det er også en sammenhæng i tiden. Altså en udviklingsproces. Den har en historie

og kan ikke begribes uden.

Dette temmeligt afgørende aspekt ved virkeligheden, som man kalder historicitet,

er den mekaniske naturvidenskab udelukket fra at værdsætte. De ydre

årsager, der er dens (korrekte og legitime) forklaringsgrundlag, mangler nemlig

denne historicitet. (Ydre eller mekanisk bevægelse har - modsat den iboende

bevægelse - ingen rettethed i tiden. Det er Newtons love det samme, om de

skal bevæge sig forlæns eller baglæns i tiden, hvilket svarer til, at noget gjort på

det mekaniske område i princippet altid kan gøres ugjort.) Begrænset til den

ydre årsag som forklaring, må mekaniscisten (der ukorrekt generaliserer fra

mekanikkens område til alle andre områder) derfor insistere på, at ethvert fænomen

må kunne begribes ud fra det eksisterende felt af påvirkninger her og

nu. Dette umidde/barhedspostulat, som Leontjev kalder det, har gyldighed for

den mekaniske sammenhæng, som Galilei overlegent demonstrerede i sine

faldeksperimenteL Men det har ikke gyldighed for f.eks. biologiske sammenhænge,

der er fuldstændigt uforståelige uden et begreb om organisk udvikling

(såvel ontogenetisk som fylogenetisk). For psykologien har det heller ikke gyldighed.

Kan man ikke acceptere sammenhænge, der tidsmæssigt rækker vidt

udover her og nu og derfor er hinsides det umiddelbart iagttagelige, så forbliver

de fleste psykologiske fænomener et lukket land, hvor store anstrengelser man

end gør sig. Den mekanistiske adfærdsvidenskabs heroiske indsats for at presse

de psykologiske kendsgerninger ind i stimulus-respons-forklaringsskemaet

kunne være et eksempel. Hvilket iøvrigt viser, at den eksperimentelle laborato-


KAPITEL6

PSYKOLOGIENS FORMLÆRE

Type og personlighed

Den første, der forsøgte at bringe den videnskabelige psykologi i overensstemmelse

med Diltheys åndsvidenskab eller formlære, var Eduard Spranger i Berlin.

Gennem studier af enkeltindividet, dets værdier og mål i tilværelsen og

hele livssituation (hvad der naturligvis ikke lader sig gøre ved et laboratorieeksperiment),

fastholdt han individet som en organiseret psykologisk helhed (personlighed)

og ikke blot som en sammensætning af træk. Dette studium af individets

form førte ham til en formklassifikation eller typologi (Lebensformen:

geisteswissenschaftliche Psychologie und Ethik der Personlichkeit, 1914), hvor

Spranger mente at knnne identificere seks forskellige idealformer eller typer defineret

ved det væsentlige mål for deres stræben eller selvrealisering (den teoretiske,

den æstetiske, den økonomiske, den religiøse, den sociale og den praktiske).

Som form-klassifikation blev typologien et vigtigt bidrag til den unge psykologi,

faktisk en del vigtigere end Wundtskolens alternative indholds-klassifikation.

Den sidste er der ikke ret mange, der længere husker, men typologierne

lever i bedste velgående. Nævnes behøves blot nogle enkelte af de, der fulgte

Dilthey i dette form-klassificerende arbejde: Jaensch, Jung, Allport, Horney og

Lewin. (Med skal dog, at form-klassifikation knn er et udelt gode, hvis man

ikke glemmer, at formen er genstandens form, hvor genstanden er enheden af

form og indhold. Forankret i formsiden i den diltheyske tvedeling mellem

form- og stoflære, har typologierne sjældent opfyldt denne betingelse omhyggeligt

- med konsekvenser som vi skal komme til om lidt.)

En anden, der forsøgte at realisere Diltheys program, var Wundts elev og

efterfølger i Leipzig, Felix Krueger. Også Krueger var overbevist om, at individet

psykologisk må forstås i sin helhed (en helhed der for Krueger omfattede

pædagogik, historie, etnologi og politisk økonomi), hvorfor han valgte navnet

Ganzheitspsychologie til sin bestræbelse. Denne totale sammenhæng, individet

må forstås i, måtte imidlertid også indbefatte individets udviklingssammenhæng.

Hermed fik Krueger en af formens vigtigste dimensioner med i sin formlære.

Udviklingspsykologien har mange rødder, men den genetiske holisme, som

Krueger var repræsentant for, er en af de mere betydningsfulde. Denne (temmelig!

dominerende) linie i udviklingspsykologien blev udviklet af ægteparret


Psykologiens formlære 81

Karl (ham fra Wiirzburgerskolen) og Charlotte Buhler og af William Stern i

Hamburg.

Stern var en af dem fra anden generation, der gerne så psykologien forenet

under inddragelse af såvel den åndsvidenskabelige holistiske forståelse som den

naturvidenskabelige mekaniske forklaring (association). Han søgte derfor med

sit trebindsværk Person und Sache 1906-1924 at skabe en syntese.

Med arbejdet ()ber Psychologie der individuellen Differenzen fra år 1900 havde

Stern været en af foregangsmændene i udviklingen af differentialpsykologien, der

klassificerer indidividuelle forskelle.

Den egentlige grundlægger af denne disciplin var Darwins halvfætter Francis

Gallon, der på et naturvidenskabeligt grundlag ville dokumentere, at de

højere engelske samfundsklasser adskilte sig fra de lavere på grund af deres

medfødte evners overlegenhed. Galtons argumenter - til dels hentet fra fætter

Darwins lære om survivat of the flttest- er forrygende galimatias.' Men Galton

opfandt til formålet en række målemetoder af menneskelige træk og egenskaber,

der har været af stor værdi.

Denne nye - målende og statistiske - indgangsvej til beskrivelsen af individet

blev fortsat af amerikaneren J. McK. Cattell, der havde studeret komplekse

mentale operationers varighed hos W undt (der ikke brød sig om det med måling

af komplekse mentale operationer og kaldte det "ganz Amerikanisch") og

taget doktorgrad i Leipzig i 1886. Det er således McK. Cattell, der har opfundet

den mentale test, og man regner ham for psykometriens stifter.

Med sine psykometriske analyser og beskrivelser er der ingen tvivl om, at

differentialpsykologien har udført et meget fundamentalt og vigtigt videnskabeligt

grundarbejde. Men der er heller ingen tvivl om, at de lange lister af udskilte

træk, der er resultatet af denne indsats, ikke er noget dækkende billede af den

menneskelige person. Indholdet - sammensætningen - har man fået frem, men

sammenhængen er i mellemtiden gået tabt. Det levende og aktive individ er

ikke noget juletræ, hvorpå de psykologiske evner og træk hænger som så mange

glasklokker, guirlander, hjerter og kræmmerhuse. Det er en sammenhængende

helhed.

Det var ihvertfald det, som arbejdet med differentialpsykologien havde

overbevist Stern om. Det var udmærket, at den naturvidenskabelige psykologi

fra W undt og McK. Cattell havde afdækket indholdet, men dette indhold måtte

omspændes af den form, som den åndsvidenskabelige psykologi fra Brentano og

Dilthey pegede på.

Stern fremhævede derfor, at ethvert individ måtte forstås som person, den

betegnelse han valgte for det menneskelige subjekts form. Det er som person,

at individet udgør et organiseret og sammenhængende hele, og det er i denne

sammenhæng, at alle dets psykologiske træk er forbundet og underordnet og

derfor skal ses. Personligheden er et unitas multiplex, erklærede han, og af

denne betegnelse fremgår hans projekt med eksemplarisk tydelighed. Nemlig

det at forene sammenhæng (form) og sammensætning (stof).


Psykologiens formlære 85

på endogene forklaringer. Det vil sige forklaringer, der begrænser sig til individet

som positiv fremtrædelse (og sammensætning) og gør sig blind for sammenhænge,

der rækker udover individets fysiske grænse.)

Er mennesket tusindfold mere kapabelt end dyret til at behandle fraværsproblemer,

og kan det fastholde dem i sproget ved hjælp af '-løsheds'-kategorier',

så er det negative problem ikke desto mindre den største udfordring for

den menneskelige erkendelsesevne. Erkendelsens historie, som vi har skimmet

dele af, kunne udmærket fremstilles som en langsomt fremrykkende front i

kampen med det negatives problem.

Grænsedragning

Den negative sans' fundamentale betydning for erkendelsen er let at demonstrere.

For at erkende må man nemlig være i stand til at se det negative i det

positive. For at begribe, hvad noget er, må man nemlig begribe, hvad det ikke

er. Man kan f.eks. ikke begribe (men godt se) fattigdom, hvis man ikke begriber

den rigdom, der er fraværende i fattigdommen. Forholdet er ganske banalt. At

bestemme eller definere (lat.: at afgrænse) er jo netop at drage skel mellem fænomener.

Det vil sige, at bestemme hvad noget ikke er. Bestemmelsen er derfor

identisk med påvisningen af det negative. Eller som Spinoza sagde: Omnis

detenninatio est negatio, - enhver bestemmelse er en negation.

Dette var præcis Hegels pointe, når han sagde, at enhver ting er, hvad den

er, i kraft af, hvad den ikke er. Hans begreb om enhver tings andenværen er

netop påvisningen af det (usynlige) negative, der hører til det positive. Det positive

og negative er her ligeså udadskilleligt, som det er i en hesteskomagnet.

(Heraf også opfattelsen af forholdet mellem modsætninger som den grundlæggende

enbed i verden.) Det er derfor fuldstændigt umuligt at begribe, hvad

noget i virkeligheden er, uden en sans for det fraværende.

De fleste af videnskabernes teoretiske grundproblemer kan i sidste ende koges

ned til dette problem: vanskeligheden ved at identificere det negative og

derfor begrænse (og begribe) det studerede fænomen.' Hvilket ikke er så

mærkeligt i betragtning af, at erkendelsesprocessen som regel indledes ved det

fremtrædende og afsluttes ved det fraværende, hvorfor der vil være en overbalance

i retning af det fremtrædende og fænomenale i det meste af forløbet.

Hvad er konsekvenserne af en sådan fænomenal overbalance? Jo, det er naturligvis

en fiksering af erkendelsen på det positive. Altså en fænomenalistisk

eller ligefrem positivistisk tendens. En tendens til at hæfte sig ved det iøjnefaldende

og ved det bekendte.

Dette er ikke i sig selv dårligt. Der er utrolig megen viden at hente i erfaringen

med eller studiet af det positive. Problemet er, at det iøjnefaldende kun

er det tilsyneladende, og at fokuseringen herpå ikke fanger det, der ikke lader

sig syne. Det fraværende. Og konsekvensen heraf er, at man ikke formår at


86 Personlighedens Almene Grundlag J

drage grænsen for det fænomen, som man studerer. Det flyder så at sige udover

alle grænser.

Problemet optræder i de indledende faser af al erkendelsesudvikling. Vi

finder det i spædbarnets globale og udifferentierede opfattelse af sin omverden,

og vi finder det hos videnskabsmanden, der absoluterer det forhold, som han

korrekt har fået øje på. I det sidste tilfælde optræder det som den manglende

erkendelse af, at ethvert forhold har et gyldighedsområde.

Der er uendeligt mange eksempler herpå, men vi kan igen tage Freud. Han

indså - korrekt, at sociale hæmninger af den seksuelle drift var årsagen til en

række neurotiske forstyrrelser hos hans patienter. Hvorpå han gjorde den seksuelle

drifts omskiftelser til den grænseløse forklaring på alle den menneskelige

personligheds forhold. (lhvertfald indtil kræften fik ham til - fejlagtigt - at postulere

den alternative dødsdrift.)

Hvor der er en and, der tror, at præstens have er hele verden, er der imidlertid

også en and, der tror, at møllerens have er hele verden. Og det fører ikke

nødvendigvis til en korrektion, at ænderne mødes. Tværtimod kan det føre til

en strid om hvem, der har ret. Man kan muligvis sige, at en tilstrækkelig stor

samling af ænder fra forskellige haver tilsammen danner et sandt billede af områdets

geografi, men ingen enkelt and har et sådant grænsedragende landkort i

sit hovede. Den viden, der i en vis forstand findes, er derfor uden for andebevidsthedens

rækkevidde.

Ved vi ikke, hvordan det forholder sig med ænders erkendelse, så ved vi

imidlertid, at ovenstående beskrivelse nøjagtigt passer på det videnskabelige

selskabs erkendelse i den fase af erkendelsesudviklingen, som vi netop har været

igennem. Hver enkelt tænker har set noget rigtigt, men fordi han ikke magter

at afgrænse det sete og derfor tror, at det er hele verden, så må han benægte

det rigtige, som en anden tænker har set og også opfatter som hele verden. Tilsammen

har de en differentieret erkendelse, men differensen kan kun komme

til udtryk i skolekrigen (hvilket i mangel på bedre ikke er så ringe) og er uden

for den enkelte bevidstheds rækkevidde på grund af den fremherskende men

noget autistiske forestilling, at den synsvinkel, hvorunder man personligt ser,

umuligt kan være mindre end 3600.

Men - obs! - erkendelsens autistiske opsplittethed er ikke udtryk for den

menneskelige bevidstheds vildfarelse. Den er en nødvendig fase (samhørende

med det analytiske trin II) i erkendelsens progressive udvikling. Den har iøjnefaldende

mangler, javist, men det iøjnefaldende er stadig kun det tilsyneladende.

løvrigt var der også dem, der gjorde en dyd af denne nødvendighed.

På den nye videnskabs tidlige stadium finder vi f.eks. Berkeley, der med sin

solipsisme-teori faktisk hævder, at ethvert menneske lever i sin egen helt private

fænomenale verden. Den ene opfattelse kan derfor være lige så rigtig som den

anden, for der findes ingen genstandsverden, der kan tjene som prøvesten for

opfattelserne. Denne ekstreme fænomenalisme, der vitterligt lader præstens

have være hele verden, kalder man for subjektiv idealisme. Det er også den, der


88 Personlighedens Almene Gmndlag I

Begge strenge skal med, hvis man vil have et begreb om den konkrete

genstand. (Vi lægger mærke til, at tegningen afbilder en dialektisk struktur og

iøvrigt også kan afbilde princippet i den bilateraliserede cortex' samvirke, der

muliggør en dialektisk genspejling. Form-siden svarer så til funktionen i højre

hemisfære og stof-siden til funktionen i venstre, som vi tidligere meget forenklet

forestillede os det. Pilene kunne i så fald angive kommunikationen igennem

corpus callosum.)

Har man kun den ene eller kun den anden streng med, så får man ikke en

genstandslære men enten en formlære (øverst) eller en stoflære (nederst). Enten

en romantisk eller en mekanisk bestemmelse.

Fordi han ikke får formens negative bestemmelse med (nederste streng), får

Stem naturligvis kun en formlære. På trods af sit projekt, der var at forene

åndsvidenskab og naturvidenskab inden for psykologien, forbliver Stem altså på

åndsvidenskabens side og kommer ikke principielt længere end Brentano og

Dilthey. Derfor kaldte vi hans syntese for halv.

Den halvhed, som Stem får med, er i sig selv meget betydningsfuld. Vi har

da også allerede i omtalen af de åndsvidenskabelige psykologer - og i omtalen

af AristoteJes - nævnt formlærens fortræffeligheder. Det er den fraværende

halvhed, der er miseren. l.ad os derfor se, hvad det er for en brist, som en

formlære kommer til at lide af, hvis den kun er en formlære.

Prima Causa

Tanken om at skabe en syntese af sammenhæng og sammensætning var ikke

ganske ny. Når Aristoleles ragede op som et fyrtårn i den antikke filosofis landskab,

så var det jo netop fordi, at han mellem Dernokrit og Platon skabte en

syntese af form og stof.

Eller rettere en halv syntese. For ligesom Stern to et halvt årtusinde senere

fik AristoteJes kun den positive bestemmelse med i sin lære, der forblev en

formlære. (Hvilket vel at mærke ikke desto mindre var et stort fremskridt i

forhold til Piatons ensidige formlære, der frakender stoffet enhver betydning.)

Bristen hos Stem - og hos de øvrige af den psykologiske formlæres tænkere - er

derfor præcis den samme, som vi tidligere har omtalt hos Aristoteles.

Er formlærens dyd, at den - principielt korrekt - ser formen som det dynamiske

organisationsprincip bag genstandens stoflige udfoldelse og derfor årsagen

(Aristoteles' Causa finalis) til materiens kvalitative processer, som vi kan studere

dem, så er dens brist, at årsagen tilformen selv (årsagens årsag) er udelukket

fra denne glimrende indsigt. Agernets forvandling til egetræ kan man således

udmærket beskrive og forstå. Men hvordan egetræet som form overhovedet

er kommet ind i verden ligger helt uden for forståelsen. Man stiller end

ikke spørgsmålet. Formlæren kommer ikke ud over det empirisk givne. Den er

en fange af det erfarede og positive og kan ikke sætte spørgsmålstegn ved det

bekendte.


H. Den sociale

verdens psykologi


Den store form 97

holdet af staten under kirken voldte mangen en konge og kejser kvaler, når han

ville markere sin selvstændighed over for paven. Det var ikke mindst derfor, at

de nordeuropæiske fyrster blev så glade for protestantismen, der ophævede

kommandovejen til Gud.) Forestillingen om samfundet som sin egen Prima

Causa finder vi derfor først efter renæssancen. En god tid efter faktisk, for in·

den formireren kunne få sin genfødsel, måtte den aflives.

Som nævnt var det den nye materialistiske verdensopfattelse, der aflivede

den aristoteliske formlære. Og var det fysikeren Galilei, der første kniven, så

stoppede formens (åndens) bortvisning til fordel for mekaniske principper ikke

ved fysikken, men blev hurtigt overført til forestillingerne om menneske· og

samfundsliv.

Her var foregangsmanden netop Hobbes, der havde mødt Galilei. Og Bobbes'

samfundslære udtrykker klart den tanke, der bliver dominerende i og ken·

detegnende for oplysningstiden (hundredåret fra 1690, hvor John Locke udgiver

An Essay Conceming the Human Understanding og Two Treatises on Government,

til 1789, hvor den franske revolution bryder ud). Nemlig at samfundet er en

menneskeskabt konstruktion (analog til en maskine) og derfor kan indrettes

efter fornuftige (rationelle) principper, så det bliver retfærdigt til gavn og lykke

for menneskeheden. (Det var man meget opmærksom på, at det ikke var under

feudalismens samfundsforhold, jvnf. Rousseau, der dog mistede oplysningsti·

dens tillid til fornuft og fremskridt og blev offer for en anarkistisk pessimisme.)

For oplysningstidens optimistiske (rationalistiske og mekanistiske) demokrater

var midlet til en rekonstruktion af samfundet loven. Under feudalismen

opfattede man laven som givet af Gud til menneskehedens bedste (forsynet).

Men de progressive tænkere var overbevist om, at det kunne man gøre bedre

selv. Når det eksisterende samfund havde en så bitter smag, så var det blot et

spørgsmål om at lave opskriften om på en fornuftig måde. Og fornuften dikte·

rede her, at den nye lov for samfundet skulle være i overensstemmelse med

menneskets natur eller den naturlige ret - i modsætning til den belllige ret. Det

vil sige, at lovgivningen skulle tage udgangspunkt i det enkelte menneske og

ikke i samfundet, hvad vi ser ske med den amerikanske (1776) og den franske

(1789) revolutions menneskerettighedserklæringer.

Lovenes ånd

Da oplysningstidens revolutionære opfattelse af samfundet som en sammensætning,

som det til enhver tid står mennesket frit at sætte sammen på en ny måde,

havde sat sig i begyndelsen af 1700-tallet, meldte spørgsmålet sig imidlertid, om

det kunne være hele sandheden? Hvad nu hvis samfundet var et væsen med sin

egen sammehæng?

Den første til at rejse spørgsmålet var den franske jurist Montesquieu. Montesquieu

var selv indtaget i tankerne om samfundets nyordning (det var f.eks.

ham der formulerede princippet om magtens tredeling i den lovgivende, døm-


98 Personlighedens Almene Grundlag I

mende og udøvende magt), men han havde rejst meget og studeret love og konstitutioner

fra mange lande og tider, og det store erfaringsmateriale fortalte

ham, at den borgerlige (mekaniske) materialismes samfundslære var alt for abstrakt.

Hvert enkelt konkret samfund (nation, land, folk) havde sine egne særegenheder

og knnne ikke reduceres til nogle få abstrakte grundprincipper for

samfund i almindelighed, mødte man måske nogen sinde mennesker? Nej, man

mødte tyskere, italienere, briter og grækere.

Ethvert samfund udgjorde med andre ord sin egen sanunenhæng, havde sit

eget iboende væsen bestemt af historiske, økonomiske og geografiske forhold,

som lovene måtte være i overensstemmelse med. "They should be relative to

the elimate of each country, to the quality of the soil, to its situation and extent,

to the principal occupation of the natives, whether husbandmen, huntsmen, or

shepherds: they should have a relation to the degree of liberty which the constitution

will bear, to the religion of the inhabitants, to their inclinations, riches,

numbers, commerce, manners, and customs", skriver han i L 'Esprit des lois (Lovenes

ånd) fra 1748. 1

Med lovenes (lnd har Montesquieu genopdaget samfundet som en overindividuel

helhed eller form. (Hans empirisk - det bekendte - funderede samfundslære

minder ikke så lidt om Aristoteles' ditto, som han i øvrigt havde studeret.)

Hvor vigtig en opdagelse det var, fremgår af følgende citat fra værket: "Particular

intelligent beings may have laws of their own making; but they have same

likewise which they never made. Befare there were intelligent beings, they were

possible; they had therefore possible relations, and consequently possible laws.

Befare laws were made, there were relations of possible justice. To say that

there is nothing just o r unjust, but what is cornmanded or forbidden by positive

laws, is the same as saying that, befare the describing of a circle, all the radii

were not equal." 2 Eller sagt med andre ord: De juridiske (vedtagne) love er blot

en genspejling af samfundets egne iboende love. Bag juraens folie finder vi

genstandens (samfundets) eget væsen. Lovene er ikke opfindelser. De tilhører

samfundet selv og konstituerer dets sammenhæng som en unik helhed. "Laws,

in their most general signification, are the necessary relations arising from the

nature of things. In this sense, all beings have their laws. 113

Denne opdagelse af samfundet som en særlig sanunenhæng af lovmæssigheder

(og den dermed forbundne sondring mellem samfundets iboende love og

menneskets vedtagne love) er naturligvis af fundamental betydning for etableringen

af samfundet som et selvstændigt videnskabeligt genstandsområde. (Defineret

som selvstændig videnskab bliver det dog først med Comtes sociologi,

som den formuleres i værket Cours de philosophie positive, der udkommer mellem

1830 og 1842. "Mennesket eksisterer egentlig ikke, knn menneskeheden

kan eksistere, idet hele vor udvikling SkYldes samfundet, i hvilken sammenhæng

man end ser det", siger Comte. 4 Skal man derfor forstå mennesket, må der -

foruden fysiologien - være en videnskab om samfundet som Grandeetre (stort

væsen). Men det er så også nok. Plads til psykologien knnne Comte ikke finde.


Den store fonn 99

Det kunne man derimod godt i den britiske mekaniske filosofi, hvor psykologi

og samfundslære under betegnelsen moralfilosofi nærmest var et og det samme.

Det var f.eks. som Glasgow-professsor i moralfilosofi, at Adam Srnith udviklede

den politiske økonomi, der danner basis for Marx' samfundsvidenskab.)

Volksgeist

Blandt de, der tog tråden op efter Montesquieu, var Kant-eleven og Goethevennen

Johann Gottfried Herder den vigtigste. Mens Montesquieu stadig må

regnes til oplysningsfilosofferne, så var Herder en af oplysningstidens tidlige kritikere,

der indvarslede den kommende romantiske reaktion. Hvad man f.eks.

får et indtryk af i hans ungdomsstudier af sprog, hvor han insisterer på poesi

som et sprogligt udtryk af selvstændig betydning. Hvorfor det er overmåde

forkert ensidigt at fremhæve fornuften på følelsernes bekostning.

Hans kritik af den mekaniske fornuftsfilosofi er tydelig, når han f.eks. om

sproget siger, at det er ligeså tåbeligt at tro, at sproget er opfundet af mennesker,

som at tro, at det er skabt af Gud. Sproget er uløseligt sammenhængende

med den menneskelige tilstand og er hverken opfundet eller skabt. (En indsigt

det nok er værd at gentage, fordi de fleste døjer med den illusion, at sprog er en

opfindelse - noget der med formål er udviklet på grund af dets fordelagtighed 5 •

Der er i det hele taget forbavsende megen inspiration at finde for den moderne

psykologi hos Herder.')

Hvad der gælder sproget, gælder imidlertid også samfund og kultur. Det er

hverken noget skabt eller noget opfundet. Det er menneskelivets samfundsmæssige

fonn, der udfolder sin egen iboende sammenhæng gennem historien.

Som en levende organisme, der bevæger sig igennem en række stadier for at

opfylde sit væsen. Samfundet må forstås holistisk og epigenetisk, og forestillingen

om, at samfundet bare er et objekt for filosoffens og den politiske herskers

konstruktionskunst, fatter derfor slet ikke dybden og omfanget af den

samfundsmæssige sammenhæng. Ti år før sit hovedværk om samfundet som et

væsen, der udfolder sig historisk (Ideen zur Philosophie der Geschichte der

Menschheit 1784-91) kritiserer Herder med disse ord, hvad vi kunne kalde den

mekaniske samfundsfilosofis umiddelbarhedspostulat: "He has not considered -

this omnipotent philosopher - that there can be a great, divine plan for the

whole human race which a single creature eannot survey, since it is not he, philosopher

or monareb of the eighteenth centory though he be, who matters in the

last resort. Whilst each actor has only one role in each scene, one sphere in

which to strive for happiness, each scene forms part of a whole, a whole unknown

and invisible to the individual, self-centered actor, but evident to the

speetator from his vantage point and through his ability to see the sequenee of

the total performance. See the entire universe from beaven to earth! What are

the means, what the ends? Is not everything a means to a million ends? ...

Everyone is under the illusion that he himself is the centre, is sensitive to every-


100 Personlighedens Almene Grundlag I

thing araund him only so far it directs its rays or its waves towards this centre - a

fine illusion! But where is the outer circumference of all these waves, rays and

apparent centres? What is it for?" 7

"Is it like to be otherwise in the history of the human race?'', spørger Herder

og svarer nej. Den menneskelige historie 11

is an unending drama with many

scenes, God's epic through aU centuries, continents and generations, a fable

with thousand variations ful! of immense meaning." Og undlod Weimar-præsten

Herder som sin samtid ikke gerne at tage Gud i sin mund, så var den samR

menhæng eller ånd i samfundenes historie, som han peger på, næppe Vorherre

i en traditionel forstand, men derimod Volksgeisten, samfundets eget iboende

væsen.

Samfundsorganismen

Den franske revolution brød ud (overraskende for alle iøvrigt), mens Herder

skrev på sin historieromantik, og da den igennem sin egen uberegnelige indre

logik klart dementerede den mekaniske fornuftsfilosofis tro på, at samfundsmæssige

processer uden videre kan dikteres af tanker, som pennen nedskriver

på foliet, sluttede oplysningstiden.

Men endnu inden revolutionen havde afsløret sig som et ubændigt vilddyr,

der fulgte sine egne veje, og mens det engelske borgerskab endnu bød de franske

begivenheder velkomne som en slags forsinket efterligning af britiske politiske

idealer, var der en tænker i England, der for i blækhuset mod revolutionen.

Ja, der var faktisk to. Men ham, der interesserer os her, er ikke Thomas

Malthus8 , men ireren Edmund Burke.

Burke havde det med revolutioner, som manden i eventyret har det med

degne. (Hans familie var blevet sorteper under den engelske revolution, da

Cromwell havde ført sine jernsider til Irland og gjort øen til en slavekoloni, hvad

der tog brødet ud af munden på den irske adel.) I sine Reflections o n the Revolution

in France fra 1790 prøvede han derfor indædt at åbne englændernes øjne

for, at revolutionen var en styg ting.

Er dette i sig selv uinteressant, så er hans grundargument til gengæld meget

interessant. Han siger nemlig, at et samfund ikke kan revolutioneres (men nok

ødelægges), fordi samfundet først og fremmest er en sammenhæng og ikke blot

en sammensætning. 11

It is a partnership in all science; a partnership in all art; a

partnership in every virtue, and in all perfection. As the ends of such a partnership

eannot be obtained in many generations, i t becomes a partnership not only

between thoSe who are living but between those who are living, those who are

dead, and those who are to be born. 119 Som en levende organisme, der i tid udstrækker

sin væren vidt udover de enkelte individer, er det bundet sammen af

traditionen, og prøver man at lave det om efter "metaphysick principles" (dvs.

fornuftsfilosofiens revolutionære rekonstruktionsforestillinger) lider det ubodelig

skade. Lige så lidt, som man kan flytte en hunds øjne om i dens nakke,


Den store form 101

skulle man finde dette mere hensigtsmæssigt, kan man bytte om på samfundsorganismens

hovede og fødder eller, hvad man nu finder for godt. Forandringer

kan afstedkommes, men kun langsomt og gradvist over mange generationer.

"Tims, by preserving the method of Nature in the conduet of the state, in what

we improve we are never wholly new, in what we retain we are never wholly

obsolete." 10

Burkes forestilling om samfundet som en overindividuel organisme er nærtbeslægtet

med Herders, selv om Burke ikke regnes til romantikken. Heri fornemmer

man iøvrigt det kontrarevolutionære potentiel i rornantikken trods

dens revolutionære facon, for Burkes Reflektioner er ikke med urette blevet

kaldt kontrarevolutionens manifest.

Den svære syntese

Ligesom Marx regnes for socialismens og Adam Smith for liberalismens, regnes

Burke for konservatismens grundlæggende filosof. n Er de to sidste det borgerlige

samfunds to grunddoktriner, så kan man sige, at de eksemplificerer henholdsvis

stoflærens og formlærens opfattelse af samfundet. Det vil sige, samfundet

som en sammensætning af enkeltindivider med grundlæggende individuel

stræben, og samfundet som sin egen grundlæggende sammenhæng, hvor

enkeltindividerne blot er momenter. (Hvilket svarer til de to forskellige økonomler,

som Burkes og Smiths forestillinger udspringer af. Nemlig henholdsvis

den agrare godsejerøkonomi, der vitterligt er bundet i et partnerskab mellem de

døde, de levende og de endnu ufødte (det er nødvendigt at tænke i generationer,

hvis man f.eks. planter egeskov), og konkurrencekapitalens markedsøkonomi,

hvor det er det individuelle resultat her og nu, der tæller, og hvor

partnerskabet ikke kan række videre end til u a partnership agreement in a trade

of pepper and coffee, callico or tobacco, or some other such low concern, taken

up for a littie temporary interest, and to be dissolved by the fancy of the partiesu,

som Burke ringeagtende skriverY)

Nu har vi beskæftiget os tilstrækkeligt med kategorierne formlære og

stoflære til at indse, at begge har fat i noget rigtigt, for samfundet som genstand

er kendetegnet såvel ved sin sammenhæng som sin sammensætning. Problemet

er (såvel teoretisk som praktisk) at få det til at hænge sammen i en ægte syntese.

Dvs. det problem, som Comte vred sin hjerne med: Hvordan individet på

een gang kan være årsag til og virkning af samfundet?

Comte løste ikke problemet, hans positive filosofi forblev en - fantasirig -

eklektisk kombination af romantik og mekanik. Men det gjorde til gengæld

Marx. Ihvertfald hvad det principielle angår, fik han fat i enheden af sammenhæng

og sammensætning bedre end nogen før og landede hermed samfundsvidenskaben

som en genstandslære. Han ophævede altså mekanikken og romantikken

i den dialektiske opfattelse af menneske og samfund. (Vi bemærker at

det dialektiske begreb om ophævelse danner en forening af mekanikkens


102 Personlighedens Almene Gmndlag I

adskillelse (diskontinuitet eller revolution) og romantikkens sammenhæng

(kontinuitet eller tradition). Ophævelse betyder således, at det ophævede på en

gang er forsvundet og bevaret.)

Fik Marx syntesens mekaniske moment fra Adam Smiths liberalisme (politiske

økonomi), så var det fra Hegel og ikke fra Burke, at han hentede formlærens

romantiske samfundsforestilling som moment. I Tyskland havde Fichte og

Humboldt nemiig taget den romantiske forestilling om samfundet som Volksgeist

op efter Herder, og den nåede sin fuldkommenhed (som idealitisk formlære)

med Hegel og hans Verdensånd.

Nu blev Marx aldrig noget orakel for det tyske borgerskab (hvad man jo vanskeligt

kunne forlange), det vil sige, at den fremherskende intellektuelle tradition

i Tyskland ikke nåede frem til syntesen men blev på den romantiske

formlæres grund. Den vigtige erkendelse af samfundet som en ubrydelig historisk

sammenhæng af sprog, kultur, tradition, kunst, filosofi, litteratur, myter, religion,

love og institutioner blev således nok bevaret i Tyskland, men den blev

opfattet som Volksgeist. 13

Det er præcis denne Volksgeist-tænkning, der ligger til grund for Wundts

VOikerpsychologie. Wundt så imidlertid ikke som Hegel ånden som en objektiv

gestalt. For ham var det noget, der blev båret af det enkelte individ i samfundet,

og han foretrak derfor betegnelsen Volksseele (folkesjælen). Denne psykologisering

af Volksgeisten var et gennemgående træk i perioden, hvad der

f.eks. fremgår af Lazarus og Steinthals definition af Geist i førstenummeret af

deres Zeitschrift fur Volkerpsychologie und Sprachwissenschaft fra 1860, hvor

Geist beskrives som "a similar consciousness of many individuals, plus an awareness

of this similarity, arising through similar descent and proximity. 1114

Det iøjnefaldende særlige ved Wundt er derfor ikke hans Volkerpsychologie,

der er dybt forankret i tysk tradition, men hans naturvidenskabelige eksperimentalpsykologi,

der følger den angelsaksiske elementistiske tradition og nærmest

er u tysk. Om det var en af grundene til Diltheys protest, skal vi lade være

usagt.

Formlæren som sociologi

Sociologien selvstændiggør sig som videnskab fra filosofien i de samme år som

psykologien (Comte fik ikke helt krydset grænsen mellem filosofi og videnskab).

Og ligesom psykologien kunne sociologien ikke uden videre fange sin genstand

som genstand. Heller ikke selv om den egentlig havde bedre forudsætninger

end psykologien. Marx havde jo netop åbnet lågen for en videnskabelig erkendelse

af samfundet som genstand. Den moderne sociologis stiftende fædre

mente imidlertid, at Marx reducerede det åndelige ud af samfundet, og formulerede

deres videnskab som modsætning til Marxs historiske materialisme, som

de så som økonomisme. I denne kritik ser vi naturligvis den sociologiske videnskabs

enorme binding til formlæren, hvad der sådan set ikke er så mærkeligt, da


Den store form 103

samfundsvidenskaben må begynde med identificeringen af samfundet som en

selvstændig kvalitet eller form. Som det kommer til udtryk i den tyske historie,

vi lige har skitseret fra Herder til Dilthey.

Den ene af den moderne sociologis to fædre var da også en tysker. Nemlig

Max Weber der direkte inspireret af Diltheys Geisteswissenschaft udvikler sin

"Verstehende Soziologie". Her vælger vi imidlertid at belyse spørgsmålet igennem

den anden (og kronologisk første) sociologistifter: franskmanden Emile

Durkbeim, der åbnede ballet med tre bøger ·Arbejdsdelingen i Samfundet, Den

sociologiske Metode og Selvmordet- der udkom mellem 1893 og 1897.

Durkheim skal ses i forlængelse af traditionen fra Comte (Parsons kalder

ham Comtes "spiritual heir"). Og dermed også i forlængelse af den utopiske socialist

og samfundsfilosof Saint-Simon, hvis sekretær Comte var i en lang periode.

Comte ville dog ikke lave revolution som sin arbejdsgiver. Hans positive

filosofi (og sociologi) skulle netop være neutral. Hvad der betød, at den blev

samfundsbevarende og strengt konservativ. Hvilket jvnf. Burke jo også er den

logiske konsekvens af den opfattelse, der lægger vægten ensidigt på sammenhængen

og opfatter samfundet som en Grande etre eller superorganisme.

Dette gælder derfor undtagelsesløst for den på formlæren funderede sociologi.

Durkheim siger da også i forordet til Den sociologiske Metode: "Vor metode er

altså ikke på nogen måde revolutionær. Den er endog, i en vis forstand, i væsentlig

grad konservativ. 1 ' 15

Det er ikke dette men noget andet, der forbinder Durkheim tæt med Saint­

Simon. Nemlig den "idea from which he (Saint-Simon) takes his departure and

which dominates his entire doctrine, ... that a social system is only the application

of a system of ideas", som Durkheim selv skriver. 16

Altså formlæren, der opfatter det sociale som en ideel og åndelig sammenhæng

hævet over de individer, der udgør dens materielle sammensætning.

Durkheim formulerer selv denne opfattelse således: "Collective representations,

emotions, and tendendes are caused not by certain states of consciousness

of individuals but by the conditions in which the social group in its totality is

placed. Such aetions can, of course materialize only if the individua/ natures are

mere/y the indetenninate material that the social factor molds and transforms (min

fremhævning, NE)." 17

Det er ikke Durkheims påpegning af den sociale helheds determination af

den individuelle bevidsthed som sådan, der her er problemet. Den individuelle

bevidsthed er socialt determineret. Problemet er ikke erkendelsen af, at formen

(holistisk) bestemmer sit indhold. For det gør den. Problemet er, at en sådan

positiv bestemmelse af form (formen forstået gennem det, den er: form) ikke er

nok til at begribe formen. Den negative bestemmelse (formen forstået gennem

det, den ikke er: stof) må med, hvis samfundet og det sociale skal forstås som

genstand. Det vil sige, at formens stoflige eller materieUe bestemmelse må

med. Ellers - som vi tidligere har set- bliver formen noget uforklarligt givet, sin

egen Prima Causa. Kort sagt en ånd.


106 Personlighedens Almene Grnndlag I

Socialpsykologien er dobbeltbestemt. Ikke blot fordi den videnskabshistorisk

blev til som en slags praktisk fællesforetagende for sociologer og psykologer,

men også- og først og fremmest - fordi det psyko-sociale problem rummer

en principiel dobbeltbestemmelse. Nemlig den dobbelthed som Comte tumlede

forgæves med: Hvordan kan mennesket på een gang være en virkning af og

årsag til samfundet? Hvilket splittet op giver os to bestemmelser af socialiteten:

l. (den positive) Hvordan bestemmer det sociale det individuelle? Og 2. (den

negative) Hvordan bestemmes det sociale af det individuelle?

Som Comte fik Wundt og Durkbeim kun fat i den positive bestemmelse.

Wundts psykologiske grundforestilling tillod kun en forståelse af mennesket

som mere eller mindre passiv modtager (indhold, ikke akt), han kunne derfor

kun se mennesket som betinget, ikke som betingende. Betinget af henholdsvis

fysiske stimuli og (sprogligt bårne) sociale forestillinger og kulturelle betydninger.

Og for Durkheim var tanken om, at samfundet som Grande etre skulle

kunne tilbageføres til noget individuelt, ganske simpelt en verstyggelig mekanisk

reduktionisme. "Every time a social phenomenon is directly explained by a psychological

phenomenon, we may be sure that the explanation is false'\ erklærede

han. 24

Med denne ensidige fokusering på problemets positive bestemmelse holdt

psykologerne sig til problemet om, hvordan den sociale fællespsyke nedfælder

sig i individet, eller hvordan enkeltindividet bringes til at marchere til fællesskabets

stortromme. Kort sagt socialiseringens problem.

Noter til kapitel 7

l. Cf. F. Le van Baumer (ed.): Mai11 Cu"entsofWestem '1110ught, Yale 1978, s. 426.

2. Ibid., s. 425.

3. Ibid., s. 425-26.

4. Cf. A. Næss: Filosofiens Historie, Kbhvn. 1%7, bind 3, s. 35.

5. Der er selvfølgelig aldrig noget, der i udviklingshistorien bliver til, fordi det er fordelagtigt.

Det kan først være fordelagtigt, når det er blevet til Der må være noget at vælge, før den

naturlige udvælgelse kan skride til værket. På sprogets område er sådanne forklaringer i

særlig grad uhensigtsmæssige, fordi de slører det, som man skal begribe som det særegne

ved det menneskelige sprog. En forklaring, der er i overensstemmelse med Herders indsigt,

har jeg foreslået i Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 213.

6. Men kan f.eks. med stor fornøjelse læse Johann Gottfried Herder: Om samspillet mellem erkendelse

og følelse i menneskets sjæl ( ca 1778), Kbhvn. 1955.

7. Cf. Baumer, op.cit., s. 497.

8. Om Malthus se f.eks.Engelsted: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981, s. 10-14.

9. Burke, Edmund: Reflections on the Revolution in France (1790), Great Britain 1976, s. 194.

10. Ibid., s. 120.


KAPITELS

DEN SOCIALE PSYKE

Sympati, imitation og suggestion

Tager vi - med G.W. Allport, hvis redegørelse fra Handbook af Social Psychology1

vi følger - udgangspunkt i Piatons tredeling af psyken 2 , der sideu har domineret

psykologisk tænkning, så er der tre muligheder for en forbindelse mellem

individet og det sociale fællesskab. Nemlig den affektive (følelsesmæssige), den

konative (handlemæssige) og den kognitive ( erkendelsesmæssige) forbindelse.

De har naturligvis alle haft deres tilhængere, når individets socialisering skulle

forklares. I den klassiske (social)psykologi kommer de til udtryk som socialisering

gennem henholdsvis sympati, imitation og suggestion.

Sympati eller medfølelse som 'socialisator' finder vi udtrykt i Adam Smiths

Theory of Moral Sentiment fra 1759, hvori det hedder, at "how selfish soever man

may be supposed, there are evident! y som principles in his nature which interest

him in the fortune of others, and renders their happiness necessary to him. 113

Udviklingen af en sådan medfølelse forklarer altså menneskets socialitet. I sin

Emotionernes Psykologi fra 1897 kalder Ribot simpelthen sympatien for "fundamentet

for al social eksistens". Den findes i flere forskellige niveauer, som Rihot

beskriver med en fænomenologisk metode. Den mest udtømmende fænomenologiske

analyse af de sociale følelser finder vi imidlertid i Max Schelers

Wesen und Formen der Sympathie fra 1923.

Imitation eller efterligning som 'socialisator' er en forestilling, der går langt

tilbage, men på Wundts og Durkheims tid var imitationens varmeste fortaler

som "nøglen til det sociale mysterium" franskmanden Tarde, som Durkheim

stredes voldsomt imod, fordi Tarde ligefrem hævdede, at "samfund er imitation".

Også imitation findes, som Tarde viste, i flere niveauer, og de blev hver

især studeret. Fra det mærkelige empati-fænomen (ubevidst motorisk efterligning),

der især er studeret af tyskeren Lipps, til egentlig modelindlæring, der

vil være bekendt fra Bandura. Med udgangspunkt i det konative (og dermed

adfærd) har imitation som forklaring naturligvis haft særligt rodfæste i USA.

Begyndende med den darwinistisk inspirerede Baldwin, der så barnet som "a

veritable copying machine", finder vi i adfærdspsykologiens land en lang række

forskellige teorier fra operant betingning til Chicagoskolens sociale psykologi,

der bruger begrebet imitation. Se f.eks. Dollard og Millers Social Leaming and

Imitation fra 1941.


Den sociale psyke 109

Suggestion som 'socialisator' er den mest tidsbundne af de tre forklaringsmåder.

Men også den mest dramatiske. I det scenebillede, som suggestionsforklaringen

hører hjemme i, optræder Volksgeisten nemlig i en lidt anden rolle,

end vi hidtil har set. Nemlig som spøgelse.

Spøgelset fra folkedybet

Den første til at fremmane spøgelset er vor ven Burke, der i 1790 skriver: "Out

of the tomb of the murdered monarchy in France has arisen a vast, tremendous,

nnforrned spectre, in a far more terrifick guise than any which ever yet have

overpowered the imagination, and subdued the fortitude o f man. Going straight

forward to its end, unappalled by peril, unchecked by remorse, despising all

common maxiros and all common means, that hideous phantom overpowered

those who could not believe it was possible she could at all exist." 4 Hvad Burke

henviser til er pøbelinstinktet De utøjlelige lidenskaber, der fra folkesjælens

mudrede bund bryder igennem den tynde hinde af rationalitet, respekt og anstændighed,

når de underste i samfundet får lov til frit at udfolde sig som folkemasse.

Nu gjorde borgerskabet god brug af pøbelsjælen under den franske revolution,

for det var de underste klassers revolutionskamp, der banede vejen for

borgerklassens sejr over den gamle adel. Og havde de gode borgere haft lidt

problemer med at få vilddyret til at lægge sig pænt igen, så var det dog lykkedes.

Ligesom det lykkedes under 1848-revolutionerne, hvor spøgelset endnu

engang gik over Europa, som Marx og Engels skriver i Det kommunistiske Parlis

Manifest. Men man var grumme bange for, at de tøjlede kræfter i den arbejderklasse,

man selv med den kapitalistiske produktionsmåde havde skabt, skulle

bryde løs. (Og her må vi ikke forbise, at problemet også havde en psykologisk

dimension. Misforholdet mellem borgerskabets gode liv og progressive idealer

og den virkelighed, som dets arbejdere for profittens skyld måtte leve under, var

så drastisk, at hele arsenalet af freudianske forsvarsmekanismer måtte tages i

anvendelse for, at borgeren skulle kunne fungere i det daglige. F.eks. holdt

Darwins kusiner søndagsskole for at lære de børnearbejdere at læse, der ugens

øvrige dage i bogstaveligste forstand sled sig ihjel i de porcelænsfabrikker, der

sikrede kusinerne et liv i velstand. Hvis Adam Smiths sociale sympati har det

mindste på sig, er det ikke svært at forestille sig de sjælelige anstrengelser, det

må have krævet at dække over en sådan modsigelse. Ikke underligt, at så

mange af samtidens ladies and gentlemen - som Darwin' - led af uhelbredelig

neurasteni. Neurotiske forstyrrelser var i datidens gode selskab simpelthen

reglen. Plejer vi at forbinde Victorianismen med et særligt misforhold mellem

ideal og realitet på det seksuelle område, så er dette dog for en storm i en tekop

at regne sammemignet med periodens virkelige misforhold.)

En materialiseret frygt skulle være bedre til at bære end en umaterialiseret.

Men borgerskabet i Frankrig -og i det øvrige Europa -blev ligegodt temmeligt


110 Personlighedens Almene Gnmdlag I

rystet, da spøgelset igen gav sig håndgribeligt til kende i skikkelse af Pariserkommunen

i 1871. Rædslen varede ganske vist kun nogle få måneder, men det

var som om, at de selvforherligende marmor-mausolæer på Pere-Lachaise kirkegården

ikke længere var urokkelige garanter for borgerskabets evighedsrige

efter, at de havde tjent som kulisse for de sidste tusinde kommunarders nedslagtning.

Og det skyldtes ikke skudhuller og blodtilsøling, men noget der

hverken kunne fyldes ud eller vaskes af. Nemlig spøgelset, der usynligt behersker

kirkegården (der iøvrigt regnes for spiritisternes Mekka), og herfra truer

hele den borgerlige verdensorden.

Denne hastigt skitserede sammenhæng mellem klassekamp og forestillingerne

om skjulte sjælelige kræfter er baggrunden for suggestionsforklaringen.

Og måske også årsagen til, at den er blevet et særligt fransk ærinde.

Mens sympati er noget positivt og imitation noget nogenlunde neutralt, så

har suggestion en negativ klang, som det fremgår af f.eks. McDougalls definition:

usuggestion is a process of communication resulting in tb e acceptance with

convietion of the communicated proposition in the absence of logically adequate

grounds for its acceptance." 6 Det vil sige noget induceret om ikke imod, så

uden om personens bedre viden.

En sådan reaktion er netop karakteristisk for masseadfærd, siger franskmanden

Le Bon, for "in a crowd the individual may be brought into such a condition

that, having entirely lost his conscious personality, he obeys all the suggestions

of the operator who has deprived him of it, and commils acts in utter

contradietion with his character and habits." 7 I mængden kan individet altså

forvandles til et får, der sanseløst følger flokinstinktet i stedet for at tænke selv.

Det er en sådan uselvstændiggøreise af individet, der skaber en pøbel (mob) og

forvandler folkesjælen til spøgelse. Ophøjer "vox populi til vox Dei", som Galton

siger. ( Galton stred hele livet mod det, han forstod som pøbelvælde!. Differentialpsykologien

er et af de våben, han smedede til den kamp. Et andet var

eugenikken - raceplejen, der skulle forhindre underlødige individer i at formere

sig. 8 ) Nedsunket i en folkemængde opfører individet sig altså næsten som hypnotiseret.

Hypnose og hysteri

Begrebet suggestion skylder vi den franske læge Liebault, der så det som identisk

med netop hypnose. Begrebet hypnose (eller rettere hypnotisme, som det

først hed) er et af den engelske læge Braid opfundet erstatningsord for mesmerisme.

Og roesmerisroe er navnet på den tranceinduktion, som Wienerlægen

Mesmer under betegnelse animalsk magnetisme behandlede patienter med i

anden halvdel af 1700-tallet.

Meget hos Mesmer var (i vores forstand) fup. F.eks. den jern-ornamenterede

egetræskiste, der indeholdt de magnetiske stråler. Men det afgørende var


Den sociale psyke 111

fakta. Mesmer kunne inducere patienter i hypnotisk trance, og dette havde i

mange tilfælde en helbredende virkning.

Lægeverdenen var også dengang meget naturvidenskabeligt indstillet og indlod

sig ikke gerne på den tanke, at en åndelig påvirkning som hypnose skulle

kunne føre til fysiologiske ændringer (f.eks. helbredelse af en lammet arm).

Hvad enten den blev opfattet som et ntiddel til sikring af smertefri kirnrgiske

indgreb (narkose var endnu kun i sin vorden), eller som et middel til egentlig

psykisk behandling af fysiologiske symptomer, havde roesmerismen trange kår.

(Hvilket var en grnnd til, at Braid skiftede navnet til hypnotisme.) Men der var

dem, der holdt ved, og selv om de kom fra mindre respekterede medicinske

områder, så fik det stor betydning.

Den ene var ovennævnte Li6bault, der var praktiserende læge i Nancy og

d6r rekrutterede en anden læge, Bernheim, så de tilsammen kunne danne

Nancy-skolen. Den anden var Charcot, direktør på det sindsygehospital for

kvinder i Paris, der har givet navn til Satpetri.ere-skolen.

Der var to hypnoseskol er, fordi Bernheim og Charcot var uenige. Bernheim

mente som Liebault, at hypnose var suggestion og dermed et almindeligt og

universelt fænomen. Charcot mente, at det var et sygeligt fænomen, der var

identisk med hysteri.

Neurosen er en plante, der trives bedst i det dunkle. Nogen ser heri grnnden

til, at hysteri (neurotiske lammelser, stumhed, etc.) er så godt som forsvundet i

patientmassen. Hysteri er nemlig siden blevet en meget velbelyst lidelse. Det

skyldes ikke mindst Freud, der via Breuer blev interesseret i hypnotisk behandling

af hysteri og en tid studerede hos Charcot, til han fandt sin egen vej ind i

denne psykopatologi. l det 19. århundrede, hvor lidelsen var almindelig (og i

særdeleshed almindelig på et sindssygehospital for kvinder), vidste man imidlertid

ikke bedre end, at hysteri var en kvindesygdom med organisk rod i livmode'

ren, hvoraf det græske navn kommer.

Charcot, der var en fremragende anatom, indså imidlertid, at en helt almindelig

organisk sygdom var det ikke. Lammelserne fulgte nemlig ikke organismens

anatomiske mønstre, men patienternes forestillinger. Der var altså tale

om noget psykisk, der inducerede noget fysiologisk, og da han mente at kunne

genfinde de samme trin i hysteriens udvikling som i et hypnotisk forløb (lethargi,

kataplexi og somnabulisme ), så opfattede han hysteri og hypnose som

noget identisk. Og dermed - mod Nancy-folkene - hypnose og suggestion som

noget psykopatologisk.

Charcots centrale teoretiske forestilling er den dissocierede bevidsthed eller

den splittede personlighed, en forestilling som Robert Louis Stevenson gjorde

folkeligt udbredt med sin roman Dr. Jekyll and Mr. Hyde. (Litteraturen lader sig

forståeligt nok inspirere af dramatiske psykologiske teorier. Da Freud siden i

form af Id'et fandt sin variant af den ubevidste dæmon, der huserer i personligheden,

var det den, som litteraterne med forkærlighed kastede sig over, når de

skulle præsentere en dybere forklaring på menneskesjælens gåder. Hvad der -


112 Personlighedens Almene Gmndlag I

sammen med vittighedstegningerne - har været med til at popularisere psykoanalysen

i den offentlige mening, hvor psykologi næsten gøres identisk med

psykoanalyse. Den litterære forkærlighed for psykoanalysen er iøvrigt også

grunden til den tilsyneladende ejendommelighed, at de danskstuderende ved

universitetet har mere Freud-litteratur på deres pensum end de psykologistuderende.)

I direkte forlængelse af Salpetriere-skolens forestillinger om mennesket som

besat finder vi de socialpsykologiske forestillinger om det sociale som noget

dæmonisk, der kan forvandle enhver Jekyll til en Hyde. Gustave Le Bon, der

med sin voldsomt indflydelsesrige Psychologie des joules (Massens psykologi) fra

1895 slog et voldsomt slag mod tidens socialistiske tanker, skriver således direkte

inspireret af Charcot, at i en mængde er mennesket "no longer conscious

of his acts. In his case, as in the case of the hypnotized subject, at the same time

that certain faculties are destroyed, others may be brought to a high degree of

exaltion. Under the influence of suggestion, he will undertake the accomplishment

of certain acts with irresistible impetuosity." 9

Hermed gør Le Bon store gruppers kollektive optræden til noget psykopatologisk

- massehysteri som resultat af massesuggestion. Dette siger mere om

Le Bon - og hans tid - end det siger om psykologien i social virksomhed. Hvilket

ikke betyder, at massesuggestion og massehysteri ikke findes. Det gør det,

og i den henseende peger Le Bon på noget virkeligt.

Det kvindelige og det psykopatologiske

Helt det samme kan næppe siges, når Le Bon også påpeger, at "crowds are

everywhere distinguished by feminine characteristics". Men vi husker, at hysteri

blev opfattet som et kvindeligt fænomen, hvis massehysteri derfor er masseadfærdens

væsen, så må masseadfærd derfor også være noget kvindeligt.

Opfattelsen af det kvindelige som noget dæmonisk farligt er ældgammeL"

Den var et vigtigt moment i de hekseprocesser, der kostede omkring 10 milJioner

europæere livet fra det 13. til det 17. århundrede (men især efter reformationen,

hvor protestanterne overgik inkvisitionen i ihærdighed), fordi tortur,

drukning og brænding blev opfattet som det bedste helbredelsesmiddel mod såvel

psykiske, sociale som politiske afvigelser, som man ikke skelnede imellem

men så som udslag af djævlebesættelse. (Danmarks sidste hekseproces - mod

de besatte kvinder i Thisted i 1699 - sluttede faktisk med sagens afvisning p.g.a.

en sådan skelnen. Højesteret vurderede, at kvinderne bare var hysteriske!) I

den forstand er der en kontinuitet mellem Mal/eus maleficamm eller Heksehammeren

- den lærebog i hekseforfølgelse som Sprenger og Kraemer skrev i

1489 til brug for inkvisitionens middelalderlige psykiatri- og Charcots psykiatri,

hvor forestillingerne om det kvindeligt dæmoniske stadig har en vigtig plads.

Men en diskontinuitet er der naturligvis også. Nemlig det brud, der fører til, at


114 PersonlighedensAlmene Grundlag I

lille abstraktion, der kan trække såvel problemstillingen som ræsonnementet

bag Durkheims forestillinger op.

Menneskets to verdener

Den verden, som mennesket lever i, udgør naturligvis en sammenhængende

helhed. Alligevel vil det ikke være forkert ved en abstraktion at dele den i to,

så man siger, at mennesket lever i to forskellige verdener.

Den ene verden er den, der geografisk og tidsmæssigt er afgrænset af vore

individuelle erfaringers umiddelbare rækkevidde. Altså dagligdagens verden,

der er omskrevet af det fysiske og sociale miljø, vi færdes i til daglig - de vante

omgivelser, bekendte ting, hjemmet, arbejdspladsen og fritidsinstitutioner (rekreative,

kulturelle, politiske) - og som rummer vore familiemedlemmer, arbejdskammerater

og venner. Til formålet kan vi kalde det erfaringsverdenen.

Den anden verden er den, der strækker vidt udover den enkeltes erfaring,

såvel geografisk som tidsmæssigt, men ikke desto mindre udgør en lige så substantiel

del af den enkeltes virkelighed, som den umiddelbare erfaringsverden.

Vi taler her om verden givet os i form af viden. Vi ved nemlig umådeligt meget

mere om verden, end hvad vi har erfaret på egen hånd gennem vore sanser.

F.eks. er et kernekraftværk i Ukraine lige så virkeligt for os, som købmanden

henne på hjørnet, selv om vi aldrig har været i Ukraine. Denne vidensverden er

umådeligt stor. Geografisk omspænder den ikke blot hele kloden, men den

rækker ud i verdensrummet hinsides vort eget solsystems grænser. Tidsmæssigt

rummer den historien, evolutonshistorien og solsystemets fysiske dannelse. En

udtømmende beskrivelse af denne vidensverden, som samfundet besidder den,

ville (som det rent faktisk gør) kræve millioner af bind og magnetbånd i tusindtallige

biblioteker og databanker, men selv den udtømmende beskrivelse af de

fleste enkeltindividers vidensverden ville fordre et middelstort konversationsleksikon.

Det er ikke uden grund, at vi bruger bogen som målestok for vidensverdenens

udstrækning. Vidensverdenen er først og fremmest sprogligt båren.

Selv om også billeder indgår i medieringen af den samfundsmæssige viden, så

eksisterer den først og fremmest i kraft af sproget.

Sproget bliver ofte kaldt for et kommunikationsmiddel. Det er selvfølgelig

fuldstændigt rigtigt. Men i så fald må man skelne imellem den kommunikation,

der koordinerer og subordinerer flere individers kollektive virksomhed, og den

kommunikation, der bringer erfaringer gjort af nogle mennesker videre til andre

i form af viden. Den første kommunikation deler vi med dyrene. Den anden er

helt særegen for mennesket. Dyrene lever derfor kun i en erfaringsverden.

Mennesket lever tillige i en vidensverden. Eller - som vi hellere vil kalde det - i

en betydningsverden. Idet vi bruger betegnelsen betydning for de objektive sammenhænge

i rum og tid - hvad angår såvel natur som samfund, som samfundet

har samlet op og formidlet ved hjælp af sprog og institutionel praksis-"


Den sociale psyke 117

All theories which partake of the group fallacy have the unfortunate consequence

of diverting attention from the true locus of cause and effect, namely,

the behaviour mechanism o f tb e individual. nt 3 Og her ser vi naturligvis den

frembrydende behaviorisme, som Watson havde programsat i 1913.

McDougall var ikke immun over for kritikken mod den overindividuelle socialpsyke.

I en revideret udgave af Group Mind fra 1928 slår han således fast, at

"there is no consciousness excepting in individuals.u Men helt sikker var han nu

alligevel ikke. For han skriver også: "W e maystillspeak of collective minds, for

we have defined mind as an organized system of interactive mental and physical

forces."

Er dette noget forvirrende, så ser Gordon W. Allport forvirringen opløse sig

i en slags consensus, idet McDougall også bestemmer socialpsyken som "consisting

in the similarides of structure of the individual minds which render them

capable of responding in similar fashion to the common features of the environment,

social and physical." 14 Altså noget som bror Floyd også kunne være

enig i.

Dette har Allport ikke uret i, men han forbiser, at det i så fald er en consensus,

der vindes på bekostning af genstandserkendelsen. I en vis forstand er forvirringen

mere genstandsnær l Hvad vi skal vende tilbage tillidt senere.

Instinkternes socialpsykologi

Når McDougall skrev både en fysiologisk og en social psykologi, så var det

fordi, at han delte den opfattelse, som vi har set hos Durkheim og Wundt. At

mennesket er bestemt ved l) sin natur, og 2) sit samfund. Hvorfor man må

have dels en naturvidenskabelig bestemmelse af mennesket (fysiologi) og en

åndsvidenskabelig (sociologi eller Volkerpsychologie).

Modsat Wundt så McDougall imidlertid også en årsag til menneskets socialitet

i dets naturbestemmelse. Dette skyldtes Darwin, der i Descent of Man fra

1872 havde argumenteret for, at menneskets sociale egenskaber var et produkt

af evoutionens naturUge udvælgelse. Det vil sige instinkter.

I 1908 funderer McDougall derfor sin socialpsykologi på instinktet, som han

definerer således: "An inherited or innate psycho-physical disposition which determines

its possessar to perceive, and to pay attention to, objects of a certain

class, to experience an emotionel excitement of a particular quality upon perceiving

such an object, and to aet in regard to it in a particular manner, or, at

least, to experience an impulse to such an action." 15 Og de instinkter, der først

og fremmest er årsag til menneskets socialitet er underkastelsesinstinktet og instinktet

for selvfølelse.

Instinktforklaringer er umådeligt primitive. Det er en tynd forklaring, der

henviser et fænomen til en medfødt evne. Individet gør dette eller hint, fordi

det er i overensstemmelse med dets natur eller væsen. Men instinktforklaringen

var i tiden efter Darwin så populær, at Bernard i lnstinct: A Study in So-


118 Personlighedens Almene Grundlag I

cial Psychology i 1924 kan opregne ikke mindre end 14.000 forskellige instinkter,

der er blevet anvendt til at forklare menneskelig adfærd.

I sin bedste form har instinkt· eller væsensforklaringen imidlertid en ganske

betydelig dyd: Den fremstiller individet eller organismen som et aktivt, målret·

tet subjekt og ikke som et objekt for ydre påvirkninger. Dette så vi med Aristo·

teles' væsensforklaring, og det ser vi også med McDougalls hormis/æ psykologi,

som han kalder den (harme: græsk for drift), men som bedre er blevet kaldt

purposive psychology, fordi McDougall lægger vægten på organismen som en

handlende og stræbende agent. "The healthy animal is up and doing", siger han.

Mellem to stole

McDougall er udtryk for en særegen kombination. På den ene side rummer

hans psykologi en aristotelisk-lignende subjektpsykologi, som vi ellers finder i

Brentano-traditionens Tyskland, hvor McDougall muligvis kan være blevet inspireret

under sit studieophold hos G.E. Muller i Gottingen. Det er således

ikke svært at genkende såvel aktpsykologiens som holismens toner, når McDougall

i sin Outline of Psychology fra 1923 skriver, at "a reflex action is always a

partial action, but a purposive action is a total reaction of the organism ... In purposive

action the w hole organism is commonly involved; the processes of all its

parts are subordinated and adjusted in such a way as to promote the better pursnit

of the natura! goal of action.u 16 På den anden side rummer hans lære en

reduktionistisk, darwinistisk psykologi, som den udviklede sig i England og i

særdeleshed i USA.

En kombination, der burde gøre alle tilpas, risikerer imidlertid at gøre ingen

tilpas. Det var det, der skete for McDougall, der blev angrebet af de naturvi·

denskabelige stofpsykologer, der på grund af hans vitalistiske og teleologiske

oranismeopfattelse opfattede ham som metafysiker og mystiker, og af de åndvidenskabelige

formpsykologer, der på grund af instinktlæren opfattede ham som

biologisk reduktionist.

Ugleset som han var, kom han alligevel til at spille en ikke ubetydelig rolle

som brobygger i det skjulte mellem den amerikanske adfærdspsykologi og den

mere kontinentale personlighedspsykologi. Det skyldtes den overbygning, som

han · med et lån fra Alexander Shands sentiments-lære - forsynede sin instinktlære

med. McDougall forestillede sig nemlig, at instinkterne blev knyttet til

objekter ved hjælp af emotioner og følelser (sentiments), og at denne sentimentstruktur

i sin komplicerede mangfoldighed dannede menneskets persardighed

(eller karakter som han med Shand kaldte det). Han skriver i The Energies

of Men: A Study of the Fundamentals of Dynamic Psychology. fra 1932: "The

theory of sentiments is the theory of the progressive organization of the propensities

(instincts) in systems which become the main sources of all our activities;

systems which give consistency, continuity and arder to our life of striving and

emotion; systems which in turn become organized in larger systems, and which,


Den sociale psyke 119

when harmoniously organized in one comprebensive system, constitute what we

properly call character.""

Karakteren eller personligheden er altså ifølge McDougall en særlig psykisk

struktur af driftsinitierede og emotionelt bårne subjekt-objekt forbindelser, og

ad denne motivationspsykologiske landevej har hærskarer af psykologer siden

vandret fra den ene lejr til den anden. I den forbindelse kan man sige, at

McDougall beredte vejen for freudianismens efterfølgende indtog i amerikansk

psykologi, for Freuds personlighedsmodel bygget op af kathexis-forbindelser

mellem drift og objekt er i det principielle identisk med McDougalls.

Når udtrykket 'propensities' dukker op på instinktets plads i McDougalls

1932-beskrivelse, så skyldtes det, at instinktlæren ikke var en mindre anstødsten

for den elementistiske og associationistiske arnerikanske psykologi, end forestillingen

om den overindividuelle socialpsyke havde været. Amerikanerne var

fuldblods angelsaksere i den klassiske europæiske strid om, hvorvidt sindet er

medfødt (nativisme), som var den fremherskende kontinentale opfattelse, eller

om det var et produkt af indlæring (empirisme), som var det af briterne foretrukne.

Dette fik McDougall at mærke under sit virke i USA, og også i dette

spørgsmål gav han efter for gruppepresset. I stedet for at tale om instinkter, begyndte

han at tale om 'propensities' (tilbøjeligheder). Hvilket var så uforpligtende,

at det tillod amerikanerne at lægge deres foretrukne grundkategori i det

i stedet for grundkategorien instinkt. Nemlig grundkategorien vane (habit).

(For Overblikkets skyld kan man opdele den psykologiske videnskabs tidlige

bestræbelser ud fra tre grundkategorier: Afbildning, motiv og vane. Den første

giver os den klassiske kognitionspsykologi, der jvnf. Wundts indholds-psykologi

opfatter mennesket som passivt modtagende. Den anden giver os den klassiske

personligheds- og motivationspsykologi, der opfatter mennesket som aktivt

stræbende. Såvel den tyske akt-psykologi som McDougalls og Freuds dynamiske

psykologier kan her være eksempler. Den tredje giver os den klassiske indlærings-

og adfærdspsykologi, som den først og fremmest realiserer sig i behaviorismens

form. Den ligger den passive indholds-psykologi nærmere end den

aktive akt-psykologi, fordi den opfatter mennesket som determineret af ydre

påvirkninger.)

Noter til kapitel 8

l. Lindzey, G. (ed.): Handbook of Social Psychology, USA 1954, vol. 1, s. 18-28.

2. Platon opfattede menneskets psyke analogt til samfundets struktur (eller omvendt). Maven

var såledesfølelsernes sæde (det affektive), hvilket modsvarede slavernes klasse i samfundet.

Brystet var sædet for mod og stræben (det konative ), hvilket modsvarede krigernes klasse i

samfundet. Hovedet var sædet for fornuft og tænkning (det kognitive), hvilket modsvarede

fdosoffernes klasse, som hos Platon bør være identisk med regenternes klasse i samfundet.

Om Piatons menneske- og samfundsopfattelse se iøvrigt Engelsted: Om den politiske natur,

Kbhvn. 1981, s. 6-10.


Individet og den sociale gruppe 121

KAPITEL9

INDMDET OG DEN SOCIALE GRUPPE

Chicagoskolen

Uden de traditioner og institutioner, der kendetegner det europæiske samfund

med dets tusindårige historie, blev den amerikanske 'folkekarakter' først og

fremmest modelleret over 'the selv-made man', der praktisk indstillet beroede

på egne kræfter og alene lod sig vejlede af egne erfaringer.

Det er ihvertfald en ofte fremført begrundelse til forklaring af den kendsgerning,

at amerikansk filosofi og psykologi er blevet domineret af empiristiske

('sandheden er, hvad vi erfarer') og pragmatistiske ('sandheden er det, der virker')

anskuelser.

Hvortil måske kan tilføjes, at USA ideologisk fødes med oplysningstidens

radikale opfattelse, at mennesket formes af sine omgivelser og derfor i de rette

omgivelser (politisk frihed og ret til individuel stræben) kan formes i de mest

lykkelige retninger. En optimistisk og revolutionær menneskeopfattelse vi

endnu hører et ekko af i Skinners psykologiske filosaferen i Beyond Freedom

and Dignity, hvor han siger, at vi med den moderne indlæringspsykologi (operant

betingning) kan lave mennesket præcist så godt, som vi vil have det. Det er

blot et spørgsmål om at betinge de rigtige vaner. Vanen er nemlig mere end vores

"second nature", som William James siger. Den er "ten times naturen.

Hvad der dog ikke betyder, at James havde revolutionære hensigter på

menneskehedens vegne. Vaneopfattelsen har også en anden side, hvad James

giver os et godt indtryk af i denne burkeske tirade, der gør vanen ligeså samfundsbevarende

som Burkes tradition. James skriver: "Habit is thus the enor'

mous flywheel of society, its most precious conservative agent. l t alone is what

keeps different social strata from mlxing ... !t is well for the world that in most of

us, by the age of thirty, the character has set like plaster, and will never soften

again." 1

Det er imidlertid ikke James, der her interesserer os, men derimod hans to

yngre landsmænd John Dewey og George Herbert Mead, der er den funktionalistiske

Chicagoskoles vigtigste fortrædere. (Funktionalisme og pragmatisme refererer

til den darwinistisk inspirerede forestilling, der gør det praktiske resultat

og dermed tingenes tjenlighed til alfa og omega.)

Både Dewey og Mead startede som psykologer. Dewey var elev af Stanley

Hall (darwinistisk-antropologisk inspireret udviklingspsykolog og den første til

at introducere Freud i Amerika), og Mead havde studeret i Tyskland, hvor


Individet og den sociale gruppe 123

N øglen til forklaring af, hvordan social adfærd kan føre til individuel selvbevidsthed,

hentede Mead hos Darwin. I The Expression of Emotions in Man and

Animais fra 1872 havde Darwin gjort opmærksom på den afgørende rolle, som

emotionsudtryk spiller i reguleringen af dyrenes indbyrdes adfærd. Social adfærd

blev simpelthen synkroniseret gennem emotionelle signaler og gester, og

det var ikke svært (men ikke dermed korrekt) at opfatte det menneskelige sprog

som en superavanceret udvikling af denne sociale kommunikation. Og sådan så

Mead det, idet han gjorde sprog-gester til fundamentet i social adfærd.

Hermed kunne Mead forklare, hvordan den individuelle selvbevidsthed opstår.

Når et individ handler over for et andet, vil det andet individ i sine emotionelle

reaktioner og sprog-gester give det første en slags feed-back, hvad

angår handlingen. Individet ser simpelthen sig selv i den andens reaktion. Fra

den tidlige barndom lærer man altså sig selv at kende gennem andres reaktioner

på ens handlinger. Selvbevidstheden tager med andre form af "the generalisod

other", som Mead siger. Eller i form af et "spejlglas-selv", som hans kollega

Cooley sagde. Og fordi man altid må opfatte sig selv igennem andre, som

man deler social adfærd med, så er selvbevidstheden altid social.

Dette var en fremragende genstandspåpegning fra Meads side, for der er

ingen tvivl om sandheden i det, som Mead siger om selvbevidsthedens sociale

grundlag. Men hele sandheden om menneskets samfundsmæssige bestemmelse

er det ligegodt ikke. Lad os se, hvad problemet er.

I erfaringernes verden

Behaviorismen opfatter med sin stimulus-respons psykologi mennesket som bestemt

af umiddelbare påvirkninger (umiddelbarhedspostulatet) og dets udvikling

som en akkumulering af sådanne responser, der har været mest nyttige.

Det er dem, man kalder vaner, og processen kaldes indlæring. Indlæring kan

således defineres som en organisering af adfærden på grundlag af egne gjorte

erfaringer. Selv om Mead (og Dewey) insisterer på, at menneskelig adfærd må

forstås ud fra det sociale samspil som et hele, der ikke kan reduceres til snævre,

individualistiske stimulus-respons hændelser, og selv om de protesterer imod

den klassiske behaviorismes opfattelse af mennesket som et passivt objekt, så

kan man egentlig ikke sige, at de falder uden for behaviorismens grundlæggende

opfattelse af menneskets psykologi. Skinner har således siden vist, at

man kan aktivisere den passive stimulus-respons forestilling og stadig blive på

behaviorismens grund. Nemlig hvis man bytter om på S og R i skemaet, så det

indledes med en handling fra organismens side. Det er det, der adskiller Skinners

operante betingning fra Watsons (og Pav lovs) klassiske betingning. Og man

kan faktisk opfatte Meads teori som en teori om operant betingning, hvor reinforceren

er den anden, man deler social virksomhed med. Fremhævelsen af

den sociale sammenhæng og den andens nødvendige medvirken ændrer således

ikke, at Mead og Dewey deler behaviorismens grundlæggende opfattelse af


Individet og den sociale gmppe 125

anden eller kun kender hinanden flygtigt, og hvor de ikke er knyttet sammen af

personlige følelser. Hvad Chicagoskolen opfatter som den primære sociale

sammenhæng fremgår imidlertid af navnet.

Gruppepsykologi

Chicagoskolens blotlægning af grundprincipperne i den sociale gruppes psykologi

fik en helt enorm indflydelse på socialpsykologiens videre udvikling. Og

dermed også på personlighedspsykologiens. De fleste så nemlig som Salpetriere-skolen,

Nancy-skolen og Chicago-skolen en snæver forbindelse mellem

det personlighedspsykologiske og det sociale.

Udviklingen fandt først og fremmest sted i USA, der i 30'erne afløste Tyskland

som psykologiens hovedland. Dette vagtskifte skyldtes dels, at amerikanerne

- anført af den amerikanske Leipzig-doktor W.D. Scott og hans industrielle

konsulentfirma - havde ført psykologien ud af den varme akademiske

stald og som anvendt psykologi ført den ind i den praktiske verden under stor

bevågenhed fra den amerikanske businessverden. F.eks. var det et hold psykologer

fra Harvard Business School, der på Western Electric Companys fabrik i

Hawthorne ved Chicago i 1929 udførte det (herostratisk siger nogle) berømte

gruppeeksperiment, der på socialpsykologiens og den dynamiske psykologis

grund skabte managementpsykologien eller - som nogle foretrækker - 'human

relations' -psykologien.'

Dels skyldtes vagtskiftet, at nogle af de bedste psykologiske hjerner på grund

af den voksende fascistiske trussel emigrerede til USA fra Mellemeuropa og

Tyskland, der hidtil havde været den videnskabelige psykologis vugge. Den videre

og eksperimentelle udvikling af den sociale gruppepsykologi (Mead forblev

erklæret filosof) er således uløseligt knyttet til sådanne to emigranter.

Den ene er gestaltpsykologen Kurt Lewin, der krediteres som gruppedynamikkens

fader. Et af de første eksperimenter, som han gennemførte på Iowa

Child Welfare Research Station, var iøvrigt det med lederskabstypens (autoritær,

demokratisk og laissez faire) betydning for den sociale gruppe. Her ser

man altså, hvordan samfundspolitiske begivenheder har betydning for psykologisk

tænkning. Også selv om det er primærgruppetænkning. (Skoleeksemplet

er naturligvis The Authoritarian Personality, der i et samarbejde mellem Serkeley-universitetet

og Arnerieau Jewish Commitlee blev udarbejdet af Adorno

(ham fra Frankfurterskolen) og Frenkel-Brunswik med et dobbeltformåL

Nemlig på psykoanalytisk grundlag bagudrettet at forklare fascismen som en

personlighedsdefekt hos individet. Og fremadrettet - i tidens McCarthyiske ånd

- at stemple kommunismen som en ditto. 6

Den anden er psykiateren Moreno, der opfinder sociometrien til måling af de

forbindelser (sentiments), der knytter de enkelte individer sammen i gruppen.

Som terapeutisk praksis opfinder han desudenpsykodramaet, der er en form for

gruppeterapi bygget op over rollespil.


126 Personlighedens Almene Grundlag I

Roller er netop en grundkategori i den sociale gruppepsykologi, som Mead

udvikler den. Mead forestiller sig nemlig socialiseringen som en tilegnelse af

forud givne (kulturelt bestemte) roller. Det vil sige, at selvet eller personligheden

er dannet ved internalisering af roller.

Føjer vi en tredje emigrant til Lewin og Moreno - nemlig 1yrken Sherif- så

har vi grundlæggerne af den videnskabelige gruppepsykologi. (Måske kan vi

tage den lidt senere Stouffer med i købet, fordi intet arbejde mere overbeviø

sende demonstrerede, hvor primær primærgruppen er, end hans studie af The

Arnerlean Soldier under 2. verdenskrig.) Det aspekt i gruppepsykologien, som

Sherif i særdeleshed undersøgte var normen, dvs. de - som regel implicitte -

fællesregler for den sociale adfærd, der gælder i grupper.

Ved siden af rolle og norm mangler vi blot at nævne holdning (attitude) for

at gøre den klassiske socialpsykologis inventar komplet.

Holdning er et temmeligt udstrakt begreb, der i den ene side er forankret i

de motivationslignende fænomener, som Wtirzburgskolen studerede (Aufgabe,

Zielvorstellung, Richtungsvorstellung, determinerende Tendenz, Einstellung)

og i den anden ende i den mangfoldighed af meninger (opinions) om negre,

kvinder, biler, beskatning, politiske partier- kun fantasien sætter grænsen- som

man kan få mennesker til at give udtryk for. Og et eller andet sted imellem kan

man anbringe McDougalls sentiments og Freuds objektbindinger. Holdning er

altså en særlig rettethed hos individet.

På dimensionen fra den mentale og den muskulære indstilling til den kognitive

mening finder vi den amerikanske socialpsykologi i den sidste ende. Der er

simpelthen lavet et astronomisk antal af sådanne attitude- eller meningsundersøgelser.

Hvilket ikke er uforståeligt i en økonomi, hvor konkurrencen kræver,

at et firmas produkter er i så nær overensstemmelse med konsummentens ofte

uberegnelige og omskiftelige smag. Og i et politisk system, hvor befolkningen

kun meget inddirekte deltager i politikken, og hvor de politiske repræsentanter

derfor- ihverfald op til valgene - hele tiden må lodde stemningen.

Vi vil imidlertid også fremhæve en anden grund. Amerikansk tænkning -

politisk, filosofisk, pædagogisk og psykologisk - fokuserer snævert på erfaringsverdenen

på bekostning af den sammenhæng, der rækker udover individets og

gruppens synsvidde. Det vil sige samfundet i en durkheimsk forstand. Man har

svært ved at se skoven for bare træer, kunne man sige. Det er også det, man

omtaler som den individualistiske tendens i amerikansk tænkning.

Den sociale erfaring og handling

Fremhævelsen af den nære sociale gruppe på bekostning af samfundet, eller af

erfaringsverdenen på bekostning af betydningsverdenen, må imidlertid også betyde

en fremhævelse af den til erfaringsverdenen tilhørende mening på bekostning

af den til betydningsverdenen tilhørende betydning. Det er præcis det, som

Dewey udtrykker, når han sætter erfaring (experience) over viden (knowledge).


Individet og den sociale gruppe 127

Og det er præcis det, der kommer til udtryk i den amerikanske socialpsykologis

vældige optagethed af holdninger. (Allerede i 1918 definerede Thomas og

Znaniecki socialpsykologi som "the scientific study of attitudes".') Erfaring,

holdning og det, som vi har kaldt mening, er simpelthen tre sider af samme sag.

Nemlig kognitive og motivationelle dispositioner, der er bestemt af den personlige

(og dermed såvel tilfældige som begrænsede) synsvinkel. Hvilket fremgår

af G. W. Allports ganske fortrinlige definition af holdning, der lyder: "An attitude

is a mental and neural state of readiness, organized through experience,

exerting a directive or dynamic influence upon the individual's response to all

objects and situations with which it is related (min fremhævning, NE). 118

Det er altså noget ganske bestemt, som Meadog Chicagoskolen fremhæver.

Nemlig den sociale cirkel, der defineres af den bekendte og fænomenale dagligdags

omgang mellem individer. Den sociale bevidsthed hos det enkelte menneske,

der fokuserer på den anden (i en konkret eller generaliseret form). En

bevidsthed der er resultatet af den konkrete sociale udveksling og dens internalisering

(og generalisering).

Denne påpegning af den fundamentale sociale handling, der tilføjer handlingen

til de øvrige klassiske psykologiske grundkategorier (afbildning, motiv og

vane), og den dermed følgende påpegning af den sociale gruppes afgørende betydning

for personlighedsdannelsen, er en videnskabelig blotlægning af højeste

karat. Og iøvrigt var amerikanerne ikke ene om denne opdagelse. Pierre Janet,

Charcots elev og efterfølger, Elondel og Wallon udvikler i Frankrig en lignende

tanke. Det sociale er ikke en a psykologisk ydre kraft, der former individet udefra,

som Durkheim forestillede sig det. Det sociale opstår som et psykologisk

fænomen indefra. Nemlig som et internaliseret resultat af individets konkrete

sociale handlinger. Et resultat der først og fremmest formidles af og kommer til

udtryk som sproget. En forestilling som Vygotski udvikler parallelt.

En halv bestemmelse

Mead og Janet har ret. Enhver kunne se det, og derfor gik luften hurtigt ud af

Durkheims Grande Ctre, og formsociologien mistede sin indflydelse inden for

psykologien, hvor man foretrak den sociale gruppes mindre form. (Formsociologien

overlevede imidlertid som nævnt inden for kulturantropologien.)

Selv om skiftet fra den store samfundsmæssige form til individernes sociale

gruppepsykologi er udtryk for en individualisering, er det vigtigt at se, at

formtanken ikke hermed er opgivet, men blot flyttet over på den sociale gruppe.

Karakteristisk for formforestillingen er, at et fænomen opfattes som et hele,

der ikke kan reduceres til sine elementer. Og sådan opfatter Mead netop den

sociale gruppe. Den er en selvstændig dannelse med sine egne kvalitative særegne

love eller sit eget væsen.

En sådan væsensbestemmelse er afgørende for bestemmelsen af genstanden.

Men det er kun genstandens halve bestemmelse. Nemlig dens positive be-


Individet og den sociale gruppe 129

praksisfilosofien, der gik ud fra sammenhængen. Oven over den stiplede linie i

figuren har vi betragtningsfilosofien, der på grund af den manglende forbindelse

mellem subjekt og objekt tumler med det psyko-fysiske problem. Neden under

den stiplede linie har vi praksisfilosofien, hvis problem er, at den ikke kan

skelne det objektive fra det subjektive og dermed opløser sondringen mellem

subjekt og objekt.

I psykologiens videnskabelige udvikling repræsenterer Wundt det øverste

synspunkt. Hans indholdspsykologi er netop en bevidsthedslære, der ser det

psykiske som et resultat af et ydre påtryk fra den objektive verden. Det nederste

synspunkt er til gengæld repræsenteret af Brentanos akt-psykologi og Husseris

fænomenologi, hvor det er subjektets aktivitet, der indefra så at sige skaber

det objektive.

Sammenhængens og adskilthedens problem gentager sig på præcis samme

måde, når det er forholdet mellem individ og samfund, der er tale om. Igen er

det Wundt, der repræsentere tegningns øverste synspunkt. Psykologien må

bestå af to forskellige bestræbelser, siger

v

hari. En der opfatter individet i sin individuelle

natur (fysiologi og perception),

og en der opfatter individet i sin Individ Samfund

samfundsbestemthed (kultur, sprog, - - - - - - - - -

tænkning og højere mentale processer).

Denne dichotomi mellem individ og samM social gruppe

fund, som finder sin mest kompromisløse

form hos Durkheim, giver på grund af

den manglende forbindelse mellem individ

og samfund det psyko-sociale problem, som den tidlige psykologi prøver at

løse ved instinkter, sympati, imitation og suggestion.

Disse anstrengelser fører pø om pø fra Durkheims strenge dualitet over

Wundt og McDougall frem til det socialpsykologiske synspunkt under den stiplede

linie. Her opløses det psykesociale problem, men det løses ikke, for distinktionen

mellem individ og samfund forsvinder i socialiteten, hvor det personlighedspsykologiske

og det socialpsykologiske gøres til noget identisk. løvrigt

bemærker vi, at det netop er tænkere i den dynamiske akt-psykologiske tradition

(holister og fænomenologer), der forestår denne udvikling.

Finder vi Durkheim og Wundt over stregen og Meadog Janet under stregen,

så befinder McDougall sig omkring stregen. Eller rettere han befinder sig over

stregen, men bliver af det amerikanske gruppepres tvunget ned under den. Det

er derfor, at han forekommer så forvirrende. Og derfor at vi sagde, at hans forvirring

egentlig var mere genstandsnær end Allports consensusmageri. Når

MeDengall slæber benene efter sig, skyldtes det nemlig, at han ikke vil give slip

på den erkendelse, at forholdet over stregen ikke kan identificeres med forholdet

under stregen. Dette er al ære værd, for det kan det ikke. Også problemet

om individ og samfund er problemet om enheden af adskilthed og sammen-


m. Dialektisk og

materialistisk

psykologi søges


På jagt efter den nye almenpsykologi 135

dame de Staels og Diltheys protest mod den mekanisk-naturalistiske naturvidenskab.

Den humanistiske personlighedspsykologi er ganske enkelt den romantiske

anskuelse i en ny iklædning.

Dette bekræfter, hvad vi allerede tidligere har set, nemlig at den romantiske

anskuelse altid er et svar på den mekaniske. Erkendelsesvejen går fra det bekendte

(fænomenale og erfarede) over det abstrakt-analytiske til den egentlige

erkendelse. Eller fra synkret eller pseudokonkret sammenhæng over abstraheret

sammensætning til den konkrete sammenhæng. Den mekaniske videnskab

er udtryk for anstrengelserne på det andet trin, hvor fænomenerne forstået som

sammensætninger vitterligt bliver gjort noget virkelighedsfjerne. En naturlig

reaktion herimod er at gå tilbage til den fænomenale og holistiske sammenhængsforståelse

på det bekendte trin. Det er det, som vi kalder en romantisk

bestræbelse.

Det fremgår heraf, at romantisk tænkning er lidt af et tilbageslag. Men selv

om det ikke er svært at indvende meget imod den 4 , så må man ikke glemme, at

romantikken fylder et stort hul, som det er nødvendigt at fylde. Mennesket kan

ikke give afkald på en forståelse af menneskelivets molære sammenhænge, blot

fordi den psykologiske videnskab hakker i det på trin to og har svært ved at nå

den konkrete sammenhæng på trin tre. Romantikken tilbyder derfor den 'hu·

man understanding', der indtil videre må erstatte egentlig videnskabelig erkendelse.

Og det er uhyre vigtigt. Hermed tilvejebringes ikke blot de vedensbilleder,

som er ligeså nødvendige for det menneskelige liv som næring, men romantikken

holder også sigtet højt for videnskaben. Overladt til sig selv er den ikke

for god til at tro, at de clementistiske sammensætninger, som den strides med,

er hele virkeligheden.

Men det får den altså ikke lov til, fordi romantikken holder hele virkeligheden

åbent frem i sine beskrivelser. I den forstand har romantikken sine defekter

til trods en betydelig andel i den fremadskridende videnskabelige erkendelse

af mennesket. Dette gælder også psykologiens romantiske formlære, der

går ud fra personligheden (eller den sociale gruppe) som en given og irreducibel

helhed. Hvad navn den så end er gået under, har den ikke i mindre grad end

den mekaniske stoflæres discipliner (samlet under almenpsykologiens hat) været

med til at skubbe psykologiens videnskabelige erkendelse betragteligt frem.

Genstandens vej

Er delingen af psykologien i den almenpsykologiske sammensætnings- eller

stoflære og den personlighedspsykologiske sammenhængs- eller formlære ikke i

sig selv en hindring for videnskabelige fremskridt (og som et nødvendigt trin i

den videnskabelige erkendelsesudvikling på ingen måde en fejl), så er det imidlertid

ikke en deling, som man bør stille sig tilfreds med. Psykologien må af al

magt stræbe efter at blive en forenet genstandslære i stedet for et uvillig! og

uligevægtigt parløb mellem en stoflære og en formlære. For genstanden er det


På jagt efter den nye almenpsykologi 137

Genstandslæren ·er imidlertid ikke en tredje vej, som den humanistiske psykologi

er det. Den er de to veje forenet, som de er forenet i den virkelige genstand,

der altid udgør en ubrydelig enhed af sammenhæng og sammensætning.

Det vll sige subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, der

er den psykologiske videnskabs genstandsproblem i dets mest almene formulering.

Kandidaterne

Er genstandslæren ikke en tredje vej, så kunne man alligevel godt bruge et

tredje navn til at fastholde dens adskillelse fra stoflæren og formlæren.

Kunne man begynde forfra, ville betegnelsen almenp>ykologi være et godt

valg, fordi psykologien som videnskab er centreret omkring subjektets og objektets

samtidige sammenhæng og adskilthed som alment genstandsproblem. Og

fordi dette genstandsproblem, hvad enten man ved det eller ej, ligger til grund

for de anstrengelser, der henregnes til almenpsykologien. Men hvordan man

end vrider og vender det, så er almenpsykologien belastet af sin historie, der

identificerer den med delingens el e mentistiske side.

Betegnelsen personlighedspsykologi kunne også være et valg, fordi begrebet

personlighed (når det også rummer det sociale) er den menneskelige psykologis

mest omfattende og fundamentale begreb og angiver arten og omfanget af den

genstand, som det er den videnskabelige psykologis ultimative opgave at blotlægge.

Man kan indvende, at personlighedspsykologi er noget snævrere end

almenpsykologi. Men selv om visse tendenser til at dyrke personlighedspsykologi

som et snævert fagspeciale kunne give det indtryk, så er indvendingen faktisk

ikke berettiget. Personlighedspsykologien er - rigtigt forstået - ikke væsentligt

mindre almen end almenpsykologien (i forhold til den hidtidige almenpsykologiske

praksis i visse henseender faktisk mere almen). Hvad Calvin S. Hall

og Gardner Lindzey udtrykker temmeligt godt på denne måde: "While psychologists

in general have shown increased specialization, leading to the complaint

that they were learning more and more about less and less, the personality theorist

accepted at least partial responsibility for bringing together and organizing

the diverse findings of specialists ... The Personality psychologist was, in this

sense, more concerned with reconstruction or integration than he was with analysis

... From these considerations comes the sarnewhat romantic conception of

the personality theorist as the individual who will put together the jigsaw puzzle

provided by the discrete findings of seperate studies within the various specialities

that makeup psychology." 5

Personlighedspsykologien er ganske enkelt en alternativ almenpsykologi. Og

sådan har den ikke blot udviklet sig i praksis, sådan er den også oprettet som

selvstændig bestræbelse. Det er præcis det, som Stern udtrykker, når han definerer

personligheden som et unit as multiplex.


138 Personlighedens Almene Gmndlag I

At psykologien på den måde rummer to almenpsykologier, kommer forhåbentlig

ikke bag på nogen. Det må den i den tvedelte fase, hvor helheden enten

må opfattes som Gesamtheil eller som Gat1Zheit og derfor fører til to forskellige

samlebestræbelser: almenpsykologien og personlighedspsykologien.

Heraf fremgår imidlertid straks, at betegnelsen personlighedspsykologi er

okkuperet af formlæren og ikke kan frigøres til anden brug. Den almene psykologi,

der fokuserer på problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng

og adskilthed, kan altså ikke uden videre kaldes hverken almenpsykologi

eller personlighedspsykologi. 6

Antropologisk psykologi

Leg med navne kan være sjovt, det oplever alle vordende forældre. Når barnet

er født, og det begynder at haste, så kan navngivningen imidlertid blive lidt af et

hovedbrud.

Det barn, vi taler om - psykologi begrebet som en enhed af sammenhæng og

sammensætning- er blevet bragt til verden. Det er derfor, at vi kan tale om det.

Det er sket adskillige steder i verden, men interessant nok er det også sket i

Danmark, hvad der efter min mening anbringer dansk psykologi i frontlinien af

psykologiens videnskabelige udvikling.

Ligeså interessant er den spontane måde, det nye er kommet til syne på.

Der har nemlig ikke været tale om noget programsat, men derimod et sammenfald

i de forestillinger, som en række mennesker temmeligt uafhængigt af hinanden

("Nej da, mener du også det!") har udviklet i deres arbejde. Det er næsten,

som en Geist har været på spil i dansk psykologi og formet de individuelle

teoretiske forestillinger i en bestemt retning (der vel at mærke ikke kan reduceres

til de ikke ubetydelige fælles udenlandske inspirationskild er). lhvertfald

kunne det være videnskabsteoretisk interessant at undersøge, hvad det er for

fælles forudsætninger, der tilbyder netop dansk psykologi disse nye teoretiske

muligheder. Og det skal jo nok også blive undersøgt, hvis retningen engang bliver

kendt (sweet dreams!) som den danske skole.

Her skynder vi os dog at fremhæve hvis og engang. Det skal nemlig ikke

skjules, at barnet endnu kun er en baby og kan blive offer for den teoretiske

spædbørnsdødelighed længe inden, nogen hører om den.

Hvor spædt og undseligt barnet end er, så skal det dog holdes over dåben.

Da de nye forestillinger er særligt koncentreret ved Psykologisk Institut i Århus

(og da ministeriet forlangte instituttets projekter lyst i køn og knld), påtog man

sig her navngivningens hovedbrud. Resultatet blev navnet - antropologisk psykologi!

Lad os se lidt på denne antropologiske psykologi, der ifølge den stiftende

adresse på det tidspunkt omfattede Boje Katzenelson, Henrik Poulsen, Jens

Mammen, Lars Hem, Siwarn Cawasje og Niels Engelsted i Århus. Og som -

uden at spørge - identificerede Benny Karpatschof, Ole Dreier, Rolf Kuschel og


140 Personlighedens Almene Grundlag I

antropologi angiver, så er det en forståelse, der fastholder den menneskelige

sammenhæng. I den forstand er den næsten identisk med humanismen.

Forskellen mellem humanisme og antropologi ligger i måden, hvorpå den

menneskelige sammenhæng bestemmes. Humanismen bestemmer den positivt i

den betydning, vi har anvendt tidligere. Det vil sige, at den bestemmer mennesket

som mennesket. Måler det ved sig selv efter princippet om, at menneskets

målestok er mennesket. En sådan målestok giver vældigt dækkende beskrivelser,

men den formår ikke at trænge bag om fænomenet og bliver derfor kun forstående

(eller selvforklarende). Fastholdes med andre ord af det bekendte og

fænomenale.

Antropologien bestemmer derimod den menneskelige sammenhæng negativt.

Det vil sige, at den søger at trænge bag om mennesket og se det i lyset af

dets andenværen. Dens målestok for mennesket er ikke mennesket selv men

den natur og det samfund, der giver mennesket dets menneskelige form. Dens

intention er derfor mere end blot at forstå, den vil faktisk begribe.

Antropologien er derfor udtryk for den materialistiske stoflære i en noget

anden udgave end den klassiske mekaniske materialisme, der som Hobbes reducerede

den menneskelige sammenhæng til en sammensætning af elementære

partikelbevægelser. Hvad vi tidligere har kaldt stoflærens positive bestemmelse

af stoffet (den direkte modsætning til formlærens poslive bestemmelse af formen).

Antropologien derimod taber ikke den menneskelige sammenhæng af

syne. Den er - og det er det nye - udtryk for stoflærens negative bestemmelse af

formen.

En sådan materialistisk kovending forudsætter næsten Hegels indsigt, at al

begrebsbestemmelse først og fremmest må være en negativ bestemmelse. Det

kan derfor ikke forbavse, at Feuerbach, der først formulerer den materialistiske

antropologi, var elev af den geniale tyske filosof og gjorde sin opdagelse på

grundlag af og i opposition til (sådan er det altid) Hegels lære.

Hermed ser vi imidlertid også, at den materialistiske antropologi allerede i

kimform er den videnskabelige genstandslære om mennesket, fordi den i modsætning

til såvel den positive stoflære som den positive formlære rummer en

enbed af sammenhæng og sammensætning. Hvilket fremgår af Feuerbachs eget

udsagn, hvor han siger: "Die neue Philosophie macht den Menschen mit Einschluss

der Natur, als der Basis des Menschen, zum alleinigen, universalen und

kochsten Gegenstand der Philosophie - die Anthropologie also, mit Einschluss

der Physiologie zur Universalwissenschaft." 7

Som vi ser, får Feuerbach først og fremmest menneskets naturbestemmelse

med i sin negative bestemmelse af den menneskelige sammenhæng. Men hvad

der mangler, rådes der hurtigt bod på gennem Feuerbach-eleven Karl Marx'

indsats, der tilføjer den samfundsmæssige bestemmelse til definitionen af mennesket.

Sammen med Friedrich Engels skriver han: "Der Mensch, das ist kein

abstraktes, ausser der Welt hockendes Wesen. Der Mensch, das ist die Welt des

Menschen, Staat, Sozietiit..." 8 Og videre - i Marx' kritik af Feuerbachs begræns-


På jagt efter den nye almenpsykologi 141

ning: nDas menschliche Wesen ist kein dem einzelnen Individuum inwohnendes

Abstraktum. In seine Wirklichkeit ist es das Ensemble der gesellschaftlichen

Verhåltnisse." 9 Og i Marx' insisteren på, at mennesket ikke må begribes abstrakt,

ser vi selvfølgelig den nye opfattelses rækken ud efter den konkrete erkendelse

og dermed den videnskabelige genstandslære.

Det er den antropologiske materialismes indsigt og intention, der gemmer

sig bag valget af betegnelsen 'antropologisk psykologi' i Århus. Det fremgår af

den stiftende adresses indledning, der karakteriserer den nye synsvinkel ved l)

at den "undersøger de psykiske grundfænomener, således som de er indlejret i

deres samfundsmæssige, kulturelle og sociale sammenhænge", og 2) at "dens

empiriske materiale i højere grad består af naturalistiske observationer (også

hentet fra andre videnskaber end psykologien selv) end tilfældet sædvanligvis er

i almenpsykologien." Det vil sige, at den bestemmer den menneskelige psyke og

personlighed ud fra dens naturmæssige og samfundsmæssige betingelser. Hvilket

naturligvis er en negativ bestemmelse, fordi den begriber den menneskelige

psyke og personlighed ude fra eller ud fra dens afgrænsende bestemmelser (natur

og samfund) og ikke blot inde fra som sig selv (den positive bestemmelse).

Det er derfor, at den antropologiske psykologi må gå ud over psykologiens område

og hente bestemmelser fra nabovidenskaberne.

For en overfladisk betragtning kan dette se ud som om, at man går over åen

efter vand, og det kan være svært at forstå, at et arbejde der åbenbart handler

om biologi og samfund, naturhistorie og historie, måske i virkeligheden (omend

negativt) først og fremmest handler om psykologi. Den fænomenale bevidsthed

forlanger det positive og interesserer sig ikke for grunden, der definerer figuren.

Men hjerte kan ikke rime på smerte i alle digte. Man gør vel i at huske, at

den videnskabelige psykologis opgave ikke er at tilbyde en psykologisk forklaring.

Dens opgave er at forklare (eller rettere begribe) psyken. Og det er ikke

nødvendigvis det samme.

Uden iøvrigt at underkende den positivt bestemmende formlære, så er det

som oftest en psykologisk forklaring af psyken, den tilbyder. Psykens hemmelighed

er psykisk! Hvilket - som vi har set - fører til cirkelslutninger og selvforklaringer.

Selvfølgelig er psyken psykisk, og det er ikke overflødigt at fremhæve

over for den mekaniske stoflære, der hævder, at psyken ikke er psykisk. Men

psykiskhed er ligegodt ikke psykens hemmelighed. Psyken som en særlig form

(kvalitet) i den materielle verden kan ikke bestemmes alene inden for sin egen

grænse. Konsekvensen heraf er nemlig grænseløshed, og det er ikke-bestemmelse.

Bestemmelse er altid grænsedragning. Skal man bestemme det psykiske,

må man derfor gå ud over grænsen for det psykiske. Omnis determinatio est

negatio (Spinoza). Den videnskabeligt arbejdende psykolog kan derfor ikke blive

ved sin læst i den konventionelle betydning. Den læst, hvorover psyken er

formet, ligger nemlig uden for det psykiske selv.


142 Personlighedens Almene Grundlag I

Undtagelsen der bekræfter reglen

Er definitionen af humanistisk og antropologisk psykologi som henholdsvis en

(positiv) bestemmelse af mennesket som menneske og en (negativ) bestemmelse

af mennesket som natur og samfund både principiel korrekt og pædagogisk afklarende,

så findes der selvfølgelig en retning, der ikke ser sig for god til at

ødelægge et godt princip. Og dette må vi ihvertfald nævne, hvis vores definition

ikke skal føre til unødig forvirring.

Definitionsbruddet kommer til udtryk i den filosofiske retning, der kalder sig

filosofisk antropologi. Den filosofiske antropologi opfatter nemlig ligesom humanismen

mennesket som menneske.

Det betyder ikke, at humanisme og filosofisk antropologi er det samme.

Tværtimod er der en stor og væsentlig forskel. Hvor den humanistiske opfattelse

er frodig, åben, optimistisk, mangfoldig, rodet og fænomenalistisk, der er

den filosofiske antropologi steril, streng, pessimististik og lukket. Den humanistiske

opfattelses styrke og svaghed er dens positivitet. Den ser på verden med

åbne øjne og forvilder sig let i den menneskelige sammenhængs synkrete rigdom.

I modsætning hertil ser den filosofiske antropologi den menneskelige

sammenhæng med stærkt sammenknebne øjne. For den er mennesket ikke en

pseudokonkret mangfoldighed af fænomener. Det er en abstrakt ide. Hvilket

tydeligt kommer til udtryk i titlerne på M. Schelers (retningens hovedmand)

værker: Zur Ide des Menschen (1915), Vom Ewigen im Menschen (1923) og Die

Stel/ung des Menschen im Kosmos (1928).

Den filosofiske antropologi ser ganske enkelt mennesket som noget ideelt,

noget evigt og noget kosmisk: Det evigt (og uforanderligt) menneskelige. Hvilket

på det nærmeste vil sige, at den på platonisk vis hiver 'det menneskelige' ud

af dets jordbundne sammenhæng, forandring og udvikling og anbringer det i

Guds øje.

Dette var der ingen grund til at beskæftige sig med, hvis det ikke var fordi, at

vi genfinder noget af den filosofiske antropologis tankegang i en filosofisk retning,

der har øvet stor indflydelse på visse af psykologiens retninger. Nemlig eksistentialismen.

Ordet eksistens betyder fremtræden ligesom ordet fænomen, og imellem de

eksistentielle og de fænomenologiske retninger er der da også et vist sammenfald.

Alligevel gør det igen en forskel, om man taler græsk eller latin. Hvor det

græske fænomen henviser til, hvordan verden fremtræder for en, så henviser

det latinske eksistens til, hvordan man fremtræder over for verden. For den

første glider det subjektive og det objektive sammen i bekendthed og erfaring -

det fænomenale; for den anden bliver det objektive konfronteret af det subjektive

- det eksistentielle. Det er denne individets ståen uden for den menneskelige

sammenhæng, der forener eksistentialisme og filosofisk antropologi.

Forenklet kan man derfor sige, at den filosofiske antropologi anskuer mennesket

eksistentielt (over for den menneskelige sammenhæng), mens humanis-


P !l jagt efter den nye almenpsylw/ogi 143

men anskuer mennesket essentielt (i den menneskelige sammenhæng). Dette

gør en vældig forskel, og det er derfor ikke noget udelt gode, at humanistiske,

fænomenologiske og eksistentielle psykologer så villigt lader sig slå i samme

bås. Vi skal i andet bind fastholde forskellen på den essentielle (humanistiske)

og den eksistentielle opfattelse og her vise, hvad det er for en uhyre vigtig genstandspåpegning

eksistentialismen faktisk foretager. Fra sammenknebne øjne

kan man nemlig følge sigtelinien lige så vel som fra åbent skuende øjne. Og i

den sammenhæng viser det sig endda, at den filosofiske antropologi i eksistentialismens

form faktisk er en negativ bestemmelse af mennesket som samfundsvæsen,

hvorfor antropologi-definitionen nok er blevet perverteret men i sidste

ende alligevel ikke brudt!

Den vigtigste bestemmelse

Den århusianske betegnelse er antropologi forstået i traditionen fra Feuerbaeh

og ikke fra Scheler. Dette kommer til udtryk i den måske allervigtigste bestemmelse

af retningen. Nemlig at den grundlæggende er historisk. Det vil sige,

at den forstår psyken diakront, dvs. som noget, der kun kan begribes i sin udvikling.

Hvilket er begrundet "deri, at psyken ikke udgør en fast og uforanderlig

størrelse, men har undergået væsentlige forandringer i løbet af naturhistorien

såvel som i den menneskelige samfunds- og kulturhistorie. Psyken er blevet til

for millioner af år siden og har - med opståen af stadigt nye dyrearter på den

udviklingslinie, der har ført frem til Homo sapiens - udviklet sig fra lavere til

højere former indtil dannelsen af psyken hos det samfundsmæssige menneske.

Hertil kommer den formning og stadige omformning af psyken, der er gået for

sig i løbet af menneskets samfunds- og kulturhistorie, hvorunder mennesket

med accelererende kraft har skabt stadigt nye livsvilkår, som har krævet tilsvarende

nye mentale kapaciteter og dispositioner. Den diakrone antropologiske

psykologi undersøger således erkendelsen af de kræfter (naturlige og samfundsmæssige)

og de kræfters virkningsmåde ved hvilke, der er skabt og fortsat

skabes nye former for psyke. Den historiske tilgang er også begrundet deri, at vi

i og med erkendelsen af de forskellige former for psyke, der har været karakte·

ristisk for dyrene på de forskellige trin i fylogenesen, får klarlagt kontraster til

den humane psyke. På tilsvarende vis vil der i og med erkendelsen af forskellige

former for psyke, der har været karakteristiske for mennesket på de forskellige

stadier i samfunds- og kulturhistorien, blive klarlagt kontraster til den

form for psyke, der hører til i vor tid og i vor samfundsform og kultur, hvorved

vort blik for vor egen psykes særegenhed skærpes." 10

Dialektisk-materialistisk psykologi

Hertil kan tilføjes, at den diakrone blotlægning af psyken er den eneste måde,

hvorpå man kan løse problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng

og adskilthed. Det vil sige subjekt-objekt-problemet (det psykofysiske) og


144 PersonlighedensAlmene Grundlag I

individ-samfund-problemet (det psykosocial e). Anskuer man kun disse forhold

syokront, så vil man nemlig Uvnf. V-tegningerne på side 128-29) kun kunne få

enten adskiltheden, hvor problemet er uløseligt, eller sammenhængen, hvor

problemet er forsvundet.

Når vi gør Feuerbach til ophavsmand til den antropologiske synsmåde (formens

negative - materielle - bestemmelse), så er det historisk set måske lidt af

en tilsnigelse at gøre erkendelsen af det udvildingsmæssige til kernen i den antropologiske

tænkning. Ret beset var Feuerbachs antropologi nemlig ikke fri

for (som Scheler) at opfatte det menneskelige som noget evigt-abstrakt. (Det er

imod denne opfattelse, at Marx i 1844 tager afsæt.) Men vi ser først og fremmest

Feuerbach som det første skridt i den nye synsmådes udvikling og tøver

ikke med at inddrage næste generations indsigt. Det vil sige Marx og Engels,

for hvem udvikling er alfa og omega i begribelsen af mennesket og den menneskelige

sammenhæng.

Hvorved selvfølgelig heller ikke længere kan skjules, at den nye retning

kunne være blevet kaldt noget andet. Nemlig dialektisk-materialistisk psykologi.

Hvad der dog ikke betyder, at betegnelsen antropologisk psykologi ikke er

velvalgt. Beskedenhed er klædeligt, især når den er velbegrundet. Man skal

ikke tage munden for fuld, og man skal heller ikke skræmme nogen med et

udfordrende navn. Ikke desto mindre er intentionen i den nye spæde danske

retning en psykologi på den dialektisk-materialistiske erkendelses grundlag.

Den dialektisk-materialistiske psykologi som vejen til den konkrete genstands

begribelse og dermed til overvindelse af formpsykologiens og stofpsykologiens

ensidighed er naturligvis ingen århusiansk eller københavnsk nyopdagelse.

(Hvilket ikke betyder, at der ikke er århusianske og københavnske nyopdagelser.)

Selv om denne nye videnskabelige vej i psykologien endnu kun står

ved begyndelsen af sin udvikling, så har der allerede nu været arbejdet meget

med den forskellige steder i verden. Og dette arbejde er en væsentlig forudsætning

for det arbejde, der nu erigang i Danmark. Et indblik i disse forudsætninger

er derfor også væsentligt, men det fordrer, at der er to retningsbestemmelser,

som man ikke bruger.

Selv om udviklingen i høj grad er sammenknyttet med marxismen, må man

ikke bruge betegnelsen marxistisk psykologi. Og selv om udviklingen i høj grad

er knyttet til psykologien i Sovjetunionen, må man ikke bruge betegnelsen sovjetpsykologi.

Disse betegnelser udvisker nemlig vigtige forskelle, som det er afgørende

at fastholde.

Det 'marxistiske' spektrum

Hvis vi skallave en hurtig grovskitse, så kan betegnelsen 'marxistisk' henvise til

(mindst) tre forskellige aspekter af Marx' og Engels teoretiske indsats. Vi kan

benævne de tre aspekter som henholdsvis unge Marx, ældre Marx og Engels og se

på dem i samme rækkefølge.


På jagt efter den nye almenpsykologi 145

Da Marx i 1840'erne lagde grunden til den dialektisk-materialistiske indsigt

ved at konkretisere og historisere (samfundsgøre) Feuerbachs antropologiske

materialisme, udstak han også konturerne af en psykologi, der begriber individet

som et aktivt, selvforvandlende subjekt. Hovedværket her er de Økonomisk-filosofiske

Manuskripter fra 1844, der (obs!) først er blevet offentliggjort i

1932.

Med et andet arbejdsmanuskript, Den tyske Ideologi (1845), som omdrejningspunkt

skifter Marx nu kurs. Han mener ikke at kunne komme videre på sit

oprindelige ung-begelianske grundlag og bevæger sig vestpå fra den tyske idealistiske

tradition (romantikken) til den franske materialisme. Og videre vestpå

herfra til den britiske politiske økonomi, som han revolutionerer med opdagel·

sen af profittens (merværdiens) hemmelighed.

Det er blevet meget diskuteret, om der her er tale om en kontinuert eller

diskontinuert udvikling af Marx' forestillinger. Det er den sidste opfattelse snarere

end svaret, der er interessant i sammenhæng med den 'marxistiske' psykologis

udvikling. (Svaret er, at udviklingen i Marx' forestillinger er en enhed af

kontinuitet og diskontinuitet, ligesom enhver anden udvikling.) Ved at opfatte

udviklingen i Marx' forestillinger som en brudt linie, dukker der nemlig to forskellige

Marx'er op. På den ene side den unge Marx, der anskuer mennesket

som et individuelt subjekt i samfundet (psykologi), og på den anden side den

ældre Marx, der anskuer individet som et objekt for samfundsmæssige love

(økonomi). Altså på en måde Marx som henholdsvis geisteswissenschaftlich

humanist og psykolog og som naturwissenschaftlich sociolog og økonom.

Til den unge Marx som humanist og den ældre Marx som økonom skal så til·

føjes Engels som den dialektisk-materialistisk• erkendelses propagandist og fi.

losof. Efter 1848 opstod der nemlig den arbejdsdeling mellem Marx og Engels,

at Marx helligede sig de videnskabelige økonomiske fagstudier, mens Engels tog

sig af at sammenfatte og udbrede deres fælles verdensanskuelse.

Af disse tre brikker havde man til at begynde med kun den ældre Marx og

Engels at spille med. Den unge Marx blev først sent offentligt kendt. Der var

derfor to psykologi-opgaver, som man kunne forsøge at løse. Man kunne i

overensstemmelse med Engels forsøge at begribe den menneskelige psykologi

som en materialistisk-dialektisk udvikling i natur og samfund. Eller man kunne

forsøge at skabe en sammenhæng af samfundslæren, som man finder den hos

den ældre Marx, og den individuelle psykologi, som man må have et andet sted

fra. Den første opgave forsøgte man at løse i Sovjetunionen, som vi skal se det

om lidt. Den anden opgave forsøgte man at løse i Tyskland.

Freudo-marxisme

Vi husker, at Freud meget smart gjorde det psykosociale problem til en egenskab

ved genstanden selv, hvor den udspiller sig som en konflikt mellem natur

(drift eller id) og kultur/samfund (repræsenteret ved overjeget). Det vil sige, at


På jagt efterden nye almenpsykologi 147

'hemmeligheden' ved de menneskelige kendsgerninger, simpelthen fordi denne

'hemmelighed' ikke er af psykologisk orden.""

Hvad er så hemmeligheden? Jo, det er den, som Marx udtrykker i 6. Feuer·

bachtese: "Det menneskelige væsen er ikke noget det enkelte individ iboende. I

sin virkelighed er det indbegrebet af de samfundsmæssige forhold."" Hermed

gør Seve to ting. For det første tilbageerobrer han Marx ved at afvise et brud

mellem den unge og den ældre udgave. For det andet formulerer han en opfat·

telse af samfundet som dominerende form, der leder tanken hen på den franske

sociologiske tradition fra Durkheim.

Grundproblemet for såvel Seve som for freudo-marxismen er pricipielt det

samme. Det er det psykosociale problem om, hvordan man får individets psy·

kologiske form hægtet sammen med samfundets sociologiske form. Formuleret

på den måde gives der iøvrigt også kun een løsning. Nemlig at lade den indre

psykologiske form svulme op til den udfylder den ydre sociologiske form, ligesom

dej, der svulmer op og fylder kageformen.

Men det er en løsning, der kan forstås ud fra to forskellige grundpositioner.

Freudo-marxisterne opfatter den oprindelige (freudiansk forstået) psykologiske

individualitet som dei grundlæggende og må derfor opfatte det samfundsmæssige

bånd, der lukker sig om individet udefra som en negativ begrænsning af det

naturlige. Seve, derimod, ser den ydre samfundsmæssige cirkel som det menneskeligt

konstituerende, hvorfor det psykologiske individ først har nået sin fulde

personlighedsudvikling, når det indefra har fyldt den samfundsmæssige ramme

ud og antaget dens form. Eller som han selv udtrykker det: "Den videnskabe·

lige personlighedspsykologi begynder i det øjeblik, hvor man har forstået, at det

er dette, som det først gælder om at studere: de samfundsmæssige forhold mellem

adfærdsmåderne som grundlæggende strukturer i det individuelle liv." 13

Anskuet temmeligt ens giver det psykosociale problem altså to forskellige

løsninger, der dog har det tilfælles, at det stadig er en temmelig udvendig (me·

kanisk) forbindelse, som de etablerer mellem individ og samfund. Freudo·

marxismens, der reducerer problemet individualpsykologisk (den individuelle

psyke bestemt forud for mødet med samfundet), og Seves, der reducerer pro·

biernet sociologisk ved at lægge den psykologiske bestemmelse uden for den individuelle

psyke (psykens hemmelighed er ikke psykologisk).

Andre alternativer

Alt i alt må dette give anledning til forvirring. Begge reduktioner er nemlig ind·

lysende utilstrækkelige, og dog synes det at være de to eneste muligheder, når

det psykosociale problem skal løses. Hvis man ·vel at mærke · insisterer på at

løse problemet synkront, dvs. med individet og samfundet som allerede for·

håndenværende størrelser, der er defineret uafhængigt af hinanden.

Man kan imidlertid isterlet forsøge at løse problemet om det individuelles og

det samfundsroressiges sammenhæng diakront, dvs. som en udvikJingssammen-


8. Klaus & Buhr, op.cit., l, s. 84.

9. Marx-Engels Werke, Berlin 1977, 3, s. 6.

Atg&p&toben 149

10. Udkast til G-sektionens beskrivelse af projektområdet 'antropologisk psykologi', Psykologisk

Institut oktober 1985.

11. Politzer, G.: La crisede la psychologie contemporaine, 1947, s. 120. Cf. L SCve: Marxisme og

Personlighedsteori, Kbhvn. 1978, s. 15.

12. Se note 9.

13. SCve, L.: Op.dt., s. 221..

KAPITEL H

AT GÅ PÅ TO BEN

Den objektive psykologi

Den videnskabelige psykologi fødes i fysiologien, det er derfor ikke forbavsende,

at det er en fysiolog, der grundlægger den videnskabelige psykologi i

Rusland. Nemlig Skt. Petersborg-fysiologen Ivan Setchenov, der så tidligt som i

1863 (samme år som Wundts Vorlesungen uber die Menschen- und Thierseele)

skriver Et forsøg p& at etablere de psykologiske processer på en fysiologisk basis.

Hvad skriftet dog ikke kom til at hedde, for tsarens censor forbød det, fordi det

krænkede den offentlige moral. (Hvad der bringer Skt. Petersborg Universitets

fordømmelse af Karl Linne i erindring. Linnes Systema naturae fra 1735 blev

opfattet som usædeligt, fordi det klassificerede planterne på grundlag af deres

kønsorganer!) !stedet fik Setcherrovs skrift så titlen Hjernens Reflekser.

Vi husker, at den tidlige psykologi nødvendigvis må knække i en åndsvidenskabelig

formlære og en naturvidenskabelig stoflære, hvor den idealistiske første

kan kaldes den subjektive psykologi og den materialistiske anden kan kaldes

den objektive psykologi. I den sammenhæng er det helt eksplicit den objektive

psykologi, som Setcherrov funderer næsten et halvt århundrede før den objektive

psykologi, som vi er bedst kendt med, bliver grundlagt, nemlig den amerikanske

behaviorisme.


150 Personlighedens Almene Grundlag I

Den centrale tanke i den objektive psykologi fremgår af svarene på det

spørgsmål, som Setcherrov stiller med skriftet Hvem skal undersøge psykologiens

problemer og hvorledes? fra 1870 (tre år før Wundts Grundzage der physiologischen

Psychologie ). Svarene er, at fysiologien skal studere psykologiens problemer,

og at det er ensbetydende med at studere reflekserne.

Dette er naturligvis den mekaniske materialismes opfattelse, og følgende citat

fra Setcherrov er ikke fri for at lede tanken hen på LaMettries opfattelse i

L'Homme machine: "All the endless diversity of the external manifestations of

the activity of the brain can be finally regarded as one phenomenon - tbat of

muscular movement. Be it a child laughing at the sight of toys, or Garibaldi

smiling when he is persecuted for his excessive love for his fatherland; a girl

trembling at the first thougbt of love, o r Newton enunciating universallaws and

writing them on paper ... everywhere the final manifestations is muscular movement.111

Her må vi imidlertid ikke glemme, at den mekaniske materialisme

var grundlaget for datidens mest progressive videnskabelige bestræbelse. Ud

fra derme synsvinkel havde fysiologerne åbnet vejen for konkrete, empiriske og

eksperimentelle undersøgelser af menneskelige processer, der gav enormt betydningsfulde

videnskabelige resultater. Undersøgelser som Setchenov havde

sin egen andel i.

De fires pagt

Fysiologiens knæsættelse af den videnskabelige materialismes pnnc1pper

(omend i mekaniscismens tegn), der skulle få afgørende betydning for skabelsen

af den videnskabelige psykologi, kan iøvrigt føres tilbage til en sammensværgelse!

Den moderne fysiologis fader var tyskeren Johannes Muller. Muller kunne

imidlertid ikke vriste sig fri af den romantiske naturopfattelse (den vi ser

udtrykt bos Ørsted) og lagde særlige psykiske kræfter ind i nerveprocessen (de

specifikke sanseenergier, som de blev kaldt), hvilket gav hans fysiologi en

mærkbar vitalistisk karakter. Som reaktion herimod indgik fire af hans elever i

1845 en pagt, hvori de tilsvor hinanden aldrig at give køb på den sandhed, at

"ingen andre kræfter er virksomme i organismen end de almindelige fysisk-kemiske".

Allerede to år efter gav pagten sig udslag i det første uvurderlige videnskabelige

resultat. Nemlig i formuleringen af den termodynamiske grundsætning

om energiens konstans. Opdageren af denne fysiske lov var den unge von

Helmholtz. Han var på daværende tidspunkt i den prøjsiske hær 2 , men blev

senere professor i Berlin og kom til at spille en enorm rolle for udviklingen af

den naturwissenschaftliche psykologi. Også hans tre medsammensvorne fik

imidlertid særdeles stor betydning for psykologien. Såvel Ernst Briieke, der som

professor i Wien øvede en afgørende indflydelse på den unge Freud, Dubois-


At g& p& to ben 151

Reymond, der blev professor i Berlin, og Carl Ludwig, der blev professor i

Leipzig.

Grunden til at nævne denne historie her er, at Setchenov efter at have studeret

hos Claude Bernard i Paris studerede hos Carl Ludwig og blev hans nære

ven. Bag formuleringen af den objektive psykologi kan vi derfor godt tillade os

at se de fire sammensvornes grundsætning, at der i organismen ikke virker andre

kræfter end dem, som naturvidenskaben kender og kan undersøge. Uden

løvrigt at underkende de psykiske udtryks rigdom, som vi ser dem i barnets smil

og den unge piges forelskelse, så er det nerve- og muskelsystemets fysisk-kemiske

processer, der er grundlaget for det psykiske, og ikke mystiske og uforklarlige

spiritualistiske kræfter. Verden er tilgængelig for den videnskabelige

undersøgelse og dermed for den menneskelige fornuft.

Oplysningstidens sidste bastion

Her må vi ikke glemme, at denne offensive og optimistiske videnskabelige

holdning ikke kan isoleres til det akademiske. Den rummer en verdensanskuelse,

nemlig den der kendetegner oplysningstiden, hvor den materialistiske filosofi

og videnskab var et af borgerskabets allervigtigste ideologiske våben i

kampen mod feudalvældet og dets kirke. I den forstand rummer den klassiske

(mekaniske eller borgerlige) materialisme et progressivt ideal, som f.eks. endnu

genlyder i den amerikanske behaviorisme og pædagogik. Nemlig borgerklassen

fremskridtstro og humanisme, når den optræder som en kæmpende progressiv

kraft. Det vil sige, når den kæmper mod feudale forhold, som den gjorde op til

1789 og 1848.

Hvis det er den borgerlige revolution, der afslutter oplysningstiden, så kan

man faktisk sige, at for de russiske intellektuelle på Setcherrovs tid, der var

oplysningstiden på ingen måde forbi. Rusland var nemlig det eneste land i Vesten,

der endnu havde sin borgerlige revolution til gode. Den kom først i februar

1917.

Når Setcherrov i ovenstående citat henviser til netop Garibaldi og Newton,

er det således næppe tilfældigt. Måske kan det forekomme lidt altmodisch,

men at der er oplysningstid over Setcherrovs videnskabelige tænkning, betyder

ikke, at den er tilbagestående. Tværtimod må man sige, at i Setcherrovs objektive

psykologi, der er materialistisk funderet på den sensoriske fysiologis og

evolutionslærens grund og forstår psyken som en miljødetermineret association

af reflekser, der når den klassiske materialisme sit absolutte højdepunkt. Det

tiltaler derfor ens historiske sans, at det netop var i oplysningstidens fødeland,

Frankrig, at Setcherrovs objektive psykologi vandt indflydelse uden for Rusland.

Den franske materialismes psykologer genkendte Setchenov som en af deres

egne.

Det, som Setcherrov havde startet, blev fulgt op af to andre russiske fysiologer,

LP. Pavlov og V.M Bekhterev. Mens Pavlov ført og fremmest var fysiolog


152 Personlighedens Almene Grundlag I

og først sent (og nærmest tilfældigt) med opdagelsen af den betingede refleks

kom ind på psykologiens område, så var Bekbterev fra begyndelsen af fysiologpsykolog

i den naturvidenskabelige psykologis tradition. Han havde studeret

både hos Charcot og hos Wundt, og den sidste havde øvet stor indflydelse på

ham. At han så afviste de klart metafysiske overtoner hos Wundt, skyldtes formentlig

at han også havde studeret hos Dubois-Reymond og dermed var blevet

indviet i de sammensvornespagt fra 1845.

Bredden i Bekbterevs psykologi fremgår af titlen på det tidskrift, som han

stiftede ved århundredeskiftet: Review af Psychiatry, Neuropathology, and Experimental

Psychology, (det er første gang betegnelsen eksperimentalpsykologi

dukker op i titlen på et tidskrift). Dette leder tanken hen på Charcot og Salpetriere-skolen.

Og dermed på den tidlige socialpsykologi. Det var da også

dette klassiske spektrum, som Bekhterev studerede. Men hele tiden som

refleksologi i den materialistiske tradition fra Setchenov. Hans socialpsykologi

fra 1921 bar f.eks. titlenKollektiv Refleksologi!

Den russiske psykologi, som den udvikles af Setchenov, Bekbterev og

(selvfølgelig) mange andre, er fuldt på højde med den samtidige psykologiske

udvikling i Tyskland, Frankrig, England og USA. Når vi er langt dårligere bekendt

med den russiske end med de øvrige, så skyldtes det ikke først og fremmest

sprogbarrieren men den anden barriere, som skilte Rusland fra den øvrige

industrialiserede verden, da den gennemgående vestlige politik efter den socialistiske

revolution i oktober i 1917 var at isolere den unge sovjetstat i enhver

henseende. Russisk psykologi blev på den måde gjort til 'en by i Rusland'.

Psykologien og den dialektiske fordring

Nu blev sovjetisk psykologi imidlertid i een henseende også 'en by i Rusland'.

Den fik nemlig stillet en opgave, som ingen anden vestlig psykologi stod overfor.

Den skulle nemlig ikke blot forstå psyken. Den skulle forstå den rigtigt! Det vil

sige i overensstemmelse med marxismens dialektisk-materialistiske filosofi, som

havde vist sin overlegenhed i praksis ved at være ideologisk og teoretisk fundament

for den sejrrige socialistiske revolution.

Nu er det ikke sådan, at vestlig psykologi ikke er filosofisk og ideologisk dikteret.

Det er den i allerhøjeste grad, hvad vi allerede har set. Endda med filosofiske

anskuelser (stof- og formlæren), der virkeligt er den dialektisk-materialistiske

indsigt underlegne. Men i Vesten havde man fået de filosofiske anskuelser

ind med modermælken og betragtede dem som selvfølgelige, hvis man

overhovedet var i stand til at bemærke dem. I Sovjetunionen blev man åbenlyst

konfronteret med den dialektisk-materialistiske filosofi, som det man nu videnskabeligt

skulle leve op til. Videnskabens udvikling var nemlig uhyre vigtig, hvis

man skulle konsolidere socialismen. Såvel praktisk i produktionen og samfundets

nyorganisering, som politisk-ideologisk i kampen mod socialismens fjender.


At gå på to ben !53

Nu var det ikke sådan, at videnskabsmændene lod sig intimidere af det

kommunistiske partis paroler om socialistisk contra borgerlig videnskab og følgagtigt

fulgte den filosofiske linie mod bedre vidende. (Selv om der selvfølgelig

også var eksempler på det.) Hvad vi allerede har set, var de sovjetiske videnskabsmænd

også udmærket i stand til at se. Nemlig at den dialektiske materialisme

på papiret er en rigtigere og mere omfattende og sammenhængende

opfattelse af verden end de filosofiske anskuelser, som den ophæver. Og derfor

også et vigtigt mål for den videnskabelige erkendelse at stræbe efter.

Problemet var et ganske andet. Nemlig hvordan man får flyttet de gode

principper fra papiret over i den videnskabelige genstandsverden? I særdeleshed

når papiret først og fremmest bestod i ufærdige og ufuldkomne skitser fra

Engels' hånd, der bestemt ikke kunne kaldes praktiske anvisninger. (Udover at

det selvfølgelig ville være latterligt at tro, at Engels - hans brillante indsigt ufortalt

- skulle kunne vise videnskaberne den konkrete vej til deres genstande.

Han ville selv have korset sig ved tanken.)

Forsøget på at løse denne opgave kommer i afgørende grad til at præge den

russiske/sovjetiske psykologis udvikling efter 1917. Den sovjetiske psykologis

historie er historien om de sovjetiske psykologers forsøg på at mestre den

marxistisk-leninistiske metodologi, som den russiske psykolog Tcplov siger.

Umiddelbart forekom man godt rustet til opgaven med den objektive psykologi

og refleksologien, der i modsætning til megen borgerlig psykologi i Vesten

var benhård materialistisk og ikke tillod subjektivt idealistiske svinkeærinder

nogen plads. Hvortil kom, at den havde det nye styres tillid, fordi den i

kampen mod tsardømmet havde demonstreret sin progressivitet og humanisme.

Bekhterev, der ikke havde svært ved at genkende den dialektiske materialisme

i sit eget arbejde, lagde for med Psykologi, Refleksologi og Marxisme i 1925.

Hvad Bekhterev ikke selv kunne se, var der imidlertid andre, der kunne. Nemlig

at en psykologi, der afviser bevidsthedsfænomnerne en ægte plads og derfor

afskaffer psykologi som videnskab til fordel for refleksologi, ikke er ganske forenelig

med en filosofi i hvilken, den menneskelige bevidsthed spiller en afgørende

(men ikke uafhængig eller enerådende) rolle. En ting er at gøre op med

den subjektive idealisme, noget ganske andet er at fjerne det subjektive fra det

videnskabelige landkort. lhvertfald vandt forsvarerne af det subjektive (og

dermed psykologien) den store debat om bevidsthedens betydning, der fandt

sted i Sovjetunionen i tyverne. De havde også Lenin på deres side.

Det var altså ikke nok, at den nye psykologi var materialistisk. Den måtte

være materialistisk på andet end en mekanisk måde. Det vil sige! at den måtte

være dialektisk.

Den første, der systematisk forsøgte sig med den dialektiske psykologi, var

K.N. Kornilov, der fastholdt, at det dialektiske princip netop kunne ses i psykologien,

"where there are no objects, but only processes, where everything is dynamic

and timely, where there is nothing that is static" 3 • (Hvilket ikke er så


!56 Personlighedens Almene Grundlag I

kan forstå mennesket som bestemt e11er mennesket som bestemmende. Og så

kan man forsøge kombinationen.

Kombinationen er endnu ikke syntesen. Men kornbinationen kan være så

nær syntesen, at forskellen bliver ganske utydelig. (Hvad der også viser tilbage

til vore begrebers opløsningsevne.) F.eks. kan det være svært at afgøre i hvilken

udstrækning Marx' og Engels' syntese er en kombination eller deres kombination

en syntese? For det, de laver, er nærmest en kipfigur, hvor det subjektive

og det objektive skiftesvis er figur og grund. Det, der springer i øjnene i

ungdomsskrifterne fra 40'erne, er- som vi lige har set- subjektets bestemmende

ro11e. Men det sker på basis af den feuerbachske materialisme, der ser mennesket

som objektivt bestemt. Det, der springer i øjnene i de senere økonomiske

afhandlinger, er mennesket som bestemt af objektive (samfundsøkonomiske)

omstændigheder. Men det sker på basis af erkendelsen af mennesket som subjekt,

som den blev vundet i 40'erne. Og mennesket som aktivt subjekt dukker

hele tiden op i beskrivelsen.'

Ikke desto er det iøjnefaldende, at Marx i ungdomsskrifterne er 'subjektivist'

(i vores betydning), mens han i de modne arbejder er 'objektivist'. Da de sidste

var langt mere kendte end de første, og da det iøjnefaldende har en særlig magt,

så havde den tidlige marxisme en bias til fordel for det ben, der ser mennesket

som objektivt bestemt. (Hvad neo-marxismen så sidenben kunne konfrontere

med den omvendte bias.)

Hertil kom selvfølgelig, at denne synsvinkel var i overensstemmelse med den

herskende (borgerlige, men progressive) materialistiske tradition. Skulle man

lægge vægten på det ene ben, så var det nok klogt at lægge den på det ben, der

var klart materialistisk. Det var nemlig ikke svært at se, at lagde man vægten

omvendt, så kom man til at hælde betænkeligt over i idealismens lejr og dermed

i reaktionens. Vi har set, at formlæren - hvad enten den tager udgangspunkt i

personligheden eller samfundet som Prima Causa - let fører til en konservativ

politisk stillingtagen.

Materialistisk vagtsomhed over for idealistiske fejltagelser er imidlertid ikke

et udelt gode, når det drejer sig om begribelsen af den dialektiske sammenhæng

mellem form og stof, mellem subjekt og objekt. Erkendelsen af subjektets bestemmende

rolle leder rigtig nok (isoleret set) særdeles let til idealistiske fejlslutninger,

men dialektikken kan ikke begribes, hvis man gør sig blind for subjektets

bestemmende rolle. Alt i alt var det derfor et held, at Marx og Engels

blev opdraget i Geisteswissenschaft og ikke i N aturwissenschaft. Opfiasket med

den idealistiske formlære og ikke den materialistiske stoflære led de ikke af

materialistens idealisme-skræk. Og hermed kunne de ophæve modsætningen

mellem idealisme og materialisme i en helt ny erkendelse af virkeligheden.


160 Personlighedens Almene Grnndlag I

7. Mmx-Engels Werke (MEW), Berlin 1977, 3, s. 5-6. Eller Marx/Engels Udvalgte Skrifter

(MEUS), Kbhvn. 1973, 2, s. 4()2.

8. Påstanden om, at fremhævelsen af det økonomisk-samfundsmæssige grundlag udsletter mennesket

som individ i Marx' tænkning, er både falsk og indsigtsløs. Det er netop spørgsmålet

om figur og grund. I en sammenligning mellem Marx og Max Weber (der kritiserede Marx

for økonomisme, som vi husker), udtrykker Joachim Israel (Fremmedgørelse fra Marx til moderne

sociologi, Kbhvn. 1%9, s.123-24) det udmærket på denne måde: "Marx' teorier er individorientcrede:

det er samfundet, der skal formes, så den menneskelige fremmedgørelse

overvindes. Webers teorier er hovedsagligt samfundsorienterede: det er mennesket, som

skallære sig tilpasning til den rationelle samfundsstruktur." Og videre: 'Webcr anvender en

funktionel analyse Cindividorienteret - evnen til rolleopdeling som i socialiseringsteorierne,

NE) og beskriver rationaliteten i relation til produktionsprocessens målsætning. Derimod

taler han kun lidt om konsekvenserne for individet. Marx derimod analyserer produktionsprocessen

ud fra et sociologisk og frem for alt økonomisk synspunkt, men kommer gang på

gang tilbage til konsekvenserne for individet."

9. Se kapitelS note 6.

10. F.eks. skriver Engels: "Da kom Feuerbachs 'Kristendommens Væsen'. Med et slag bortfejede

ban modsigelsen, idet han uden omsvøb igen satte materialismen på tronen. Naturen

eksisterer uafhængigt af al filosofi; den er det grundlag, som vi mennesker - der selv er naturprodukter

- er vokset op på; uden for naturen og menneskene eksisterer der ikke noget,

og de højere væsener, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun fantastiske genspejlinger af

vort eget væsen. Trolddommen var brudt; 'systemet' var sprængt og kastet til side; modsigelsen,

der kun eksisterede i indbildningen, var opløst. Man må selv have oplevet denne bogs

befriende virkning for at gøre sig en forestillig om den. Begejstringen var almindelig: vi var

alle feuerbachianere med det samme." (Engels: Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis

undergang, MEUS, op.cit., 2, s. 365-66.)


Filosof-psykologen Rubinstein 163

at forstå, at en dialektisk materialistisk funderet psykologi fordrer den samtidige

inddragelse af det objektiviserende (O ->S) og det subjektiviserende (S ->0).

Forståelsen havde han vundet på de tyske universiteter, hvor subjekt-objekt

problemet i hans studieår var både første, andet og tredje punkt på den filosofiske

dagsorden. Men dette grundlag for hans styrke blev hermed også hans

svaghed. Hermed var han nemlig blevet fikseret af problemet om subjekt og

objekt som et abstraktfilosofisk problem snarere end et konkret videnskabeligt.

Det psykoJYsiske problem

Subjekt-objekt problemet eller det psykofysiske problem udspringer af vanskelighederne

med at begribe subjektets og objektets samtidige adskilthed og

sammenhæng, som vi har set. Filosofisk må det derfor give anledning til to

forskellige anskuelser. Enten opfattes psyke og stof som noget definitivt adskilt

(dualismen) eller som noget, der er så uadskilleligt, at det er et (monismen).

Dualismen har så problemet med at forklare, hvordan psyke og stof alligevel

hænger sammen. Interaktionismen, som vi finder den hos Descartes, er den

enkleste løsning, men den har det problem, at det er umuligt at begribe, hvordan

noget stofligt kan interagere med noget ikke-stofligt. Dette problem undslipper

parallellismen, som vi finder hos Leibniz. Den siger, at psyke og stof

forbliver uforbundne men blot forløber parallelt - som to optrukne ure! Men

dette er, som man kan forstå, i sig selv også temmeligt ubegribeligt. Ikke desto

mindre var et flertal af deltagerne på den tredje internationale kongres for eksperimentel

psykologi i M linehen i 1896 tilhængere af dette synspunkt, der under

betegnelsen psykofysisk parallellisroe opfatter det psykiske og det materielle

som to forskellige og uafhængige sider ved mennesket. løvrigt kan man se den

psykofysiske parallellisme bag Wundts dualistiske program for psykologien.

Monismens problem er det omvendte. Nemlig at forklare den tilsyneladende

forskel mellem det psykiske og det materielle. Hvis den ikke simpelthen

benægter problemet, som Platon gjorde, da han hævdede, at kun det

åndelige var det virkelige, mens det materielle var et epifænomen. Og som

Dernokrit (og Hobbes m.fl.) gjorde ved at hævde det stik modsatte. Benægter

man imidlertid ikke problemet, så er en mulighed som Spinoza at hævde en

grundlæggende identitet mellem det åndelige og det materielle, der kommer til

syne for os som forskellige aspekter ved det værende. En tanke vi i øvrigt møder

lidt magen til i romantikernes hylamorfisme og panteisme. Eller i stedet for

identitet kan man forestille sig en enhed mellem det åndelige og det stoflige, så

vi får det adskiltes uadskillelighed som hos Aristoteles.

Optræder det psykofysiske problem i to logiske varianter, så optræder det

imidlertid også i to empiriske varianter, kunne vi sige. Og her var fysiolog-psykologerne

og filosof-psykologerne optaget af hver deres.

Det, der først og fremmest optog fysiolog-psykologerne, var det psykofysiske

problem som problemet om forholdet mellem psyken og kroppen. Hvad man


164 Personlighedens Almene Gmndlag I

også kan kalde sjæl-legeme problemet, det psyko-somatiske eller psyke-fysiologiske

problem. Og det kan selvfølgelig heller ikke undre. Den naturvidenskabelige

psykologi startede simpelthen med Fechners forsøg på at løse dette problem

eksperiementelt. Eller rettere - med at Fechner viste den empiriske,

lovmæssige parallellitet mellem den fysiske påvirkning (stimulus) og sanseoplevelsen.

Hvad der jo ikke er en løsning. Det er jo iøvrigt i denne sammenhæng,

man må forstå, hvorfor eksperimentalpsykologernes kongres stemte for den

psykofysiske parall eliisme som filosofi.

Det, der optog filosof-psykologerne, var derimod det psykofysiske problem

som problemet om forholdet mellem psyken og verden. Hvad man også kan

kalde omverdensproblemet eller erkendelsesproblemet Og her var det monistiske

forestilllinger, der triumferede. De åndsvidenskabelige psykologers gennemgående

tanke var nemlig den romantiske forestilling om subjektet, der skaber

objektet, hvorved objektet gøres til en egenskab ved subjektet. En tanke vi

genfinder både i neo-kantianernes erkendelsesteori og i Brentanos akt-psykologi,

der siger, at i praksis er det objektive uadskilleligt fra det subjektive.

Handlingen er enheden af subjekt og objekt.

Vi har i det tidligere advaret mod at filosofisere videnskaben, men det må

ikke foranledige til den opfattelse, at de tyske psykologers vældige optagethed

af filosofiske problemer blot var noget akademisk tøjeri. Den menneskelige

tanke støder på modsigelserne i verden, længe inden videnskaben når dem. (I

særdeleshed var datidens nyfødte videnskabelige psykologi milevidt fra blot de

mellemste etager i den menneskelige fænomenverdens komplekse mangfoldighed.

Sansning og perception - og indprægning når det gik højt - kunne man nå.

Ikke mere.) Der må derfor være et forum, hvor de erkendelsesproblemer, som

videnskaben ikke kan nå, bliver behandlet alligevel. Filosofien har tjent som et

sådant forum. Her kunne problemstillingerne analyseres og præsenteres på en

systematisk måde, og dette forberedende arbejde har spillet en afgørende rolle i

den historiske videnskabsudvikling. Man kan sige, at filosofien har tjent som en

stifinder for videnskaben og med det filosofiske problem som lanterne vist den

vejen ud i det endnu uoplyste.

Findes det filosofiske problem på den måde som et virkeligt og uhyre vigtigt

fikspunkt i verden, så er det imidlertid langt fra sikkert, at den filosofiske løsning

også findes. Dette var Rubinstein ikke opmærksom på, ihvertfald forsøgte

han gennem hele sit livsvirke at finde den filosofiske løsning på psykefysikkens

problem, som han havde forelsket sig i som student i Tyskland. Den kærlighed

rustede aldrig.

Rubinstein taclder problemet

Det var problemet i begge dets empiriske varianter, som Rubinstein kastede sig

over. Han ville begribe både forholdet mellem psyke og hjerne og forholdet

mellem subjektet og dets omverden.


166 Personlighedens Almene Grundlag I

løvrigt må det også have tilfredsstillet ham ganske meget, for med virksomhedsbegrebet

er det denne gang mennesket som aktivt subjekt, som bestemmelsen

fremhæver.

Med sine to 'løsninger' af det psykofysiske problem - psyken som genspejling

via hjernen og psykens eksistens som virksomhed - har Rubinstein skaffet psykologien

to meget vigtige filosofiske fixpunkter. Men vi bemærker også, at to

løsninger ikke er een løsning. Rubinstein har fået fat i såvel (O ->S) som

(S ->0), men man kan ikke hævde, at han har fået fat i dem i een sammenhæng.

Hvad der er opnået er en meget indsigtsfuld sammensætning.

Dette forbavser ikke. Man kan næppe blotlægge sammenhængen med filosofiens

abstrakte metode, for sammenhængen er genstandens konkrete sammenhæng,

som den kommer til udtryk i genstandens konkrete udvikling.

Nu holdt Rubinstein sig ikke udelukkende til problemet om subjektets og

objektets samtidige sammenhæng og adskilthed som filosofisk problem. Han

arbejdede også med det som psykologisk genstandsproblem, hvad der demonstreres

af hans Grundlagen der al/gemeinen Psychologie fra 1946, der vel nok er

den bedste og den mest omfattende psykologiske sammenfatning i verden på

daværende tidspunkt. Alligevel kommer Rubinsteins filosofiske tendens også til

udtryk, når han er ude efter den konkrete psykologiske genstand.

Dette ser vi eksemplificeret i den løsning af personlighedsproblemet (subjekt-objekt

problemet som psykologisk genstandsproblem), som han opstiller

efter at have kritiseret henholdsvis den mekaniske og romantiske (personalistiske)

opfattelse. Han skriver i Væren og Bevidsthed: "Ved forklaringen af de psykiske

fænomener går personlighedspsykologien ofte ud fra standpunkter, som

står i direkte modsætning til den mekanistiske determinisme. I den mekanistiske

udlægning afledes de psykiske fænomener direkle af ydre p&virkninger. Den

psykologi, der tager udgangspunkt i personligheden (den personalistiske psykologi)

glider let over i diametralt modsatte standpunkter, således at man ved forklaringen

af de psykiske fænomener, kun går ud fra personlighedens indre egenskaber

eller tendenser. En sådan udlægning af de psykiske fænomener er blot

vrangsiden af den mekanistiske konception. Derfor må man ikke søge løsningen

af spørgsmålet og overvindelsen af den opståede antitese i en forening af

de to standpunkter. Hvis man gør dette og hævder, at man dels må tage hensyn

til de ydre påvirkninger, dels til de psykiske fænomeners indre bevidsthed, går

man i virkeligheden blot ind for to-faktor-teorien."

Det kan vi godt forstå. Rubinstein fortsætter: "Man må sætte de ydre påvirkninger

og de indre betingelser i en ganske bestemt relation til hinanden. Vi

går ud fra, at ydre årsager (ydre påvirkninger) altid kun virker, når de formidles

gennem indre betingelser. Med denne opfattelse af determinismen får vi den

sande betydning, som personligheden - opfattet som de indre betingelsers samlede

helhed - har for forståelsen af de psykiske processers lovmæssighed. På

den måde befris formuleringen af personlighedsproblemet fra metafysikken og

subjektivismen og får dermed sin fulde betydning for psykologien." Kort og


Filosof-psykologen Rubinstein 171

Når vi bruger tid på denne historie, så er det af flere grunde. For det første

er det for at fremhæve den væsentlige forskel mellem relationer og forhold.

Det er absolut nødvendigt at foretage en principel skelnen mellem udvendige

og indvendige forbindelser. Der er imidlertid ikke noget at sige til, at distinktionen

i praksis har været svær at fange. Ved relationel vekselvirkning opstår

der syslendske kvaliteter, så det gælder, at helet er mere end summen af delene.

Det samme opstår, når momenter ophæves i et forhold. Også her gælder, at

helet er mere end summen af delene. At det sidste alligevel er noget andet end

det første, har imidlertid været meget svært at få fat i. Hvilket ikke ndndst

skyldes, at det indtil nu har skortet på videnskabelige demonstrationer af det

sidste, mens det første er blevet omhyggeligt gennemarbejdet.

Heri ligger årsagen til, at psykologien blev bestemt som en kybernetisk disciplin

i sovjetisk videnskab (og - fejlagtigt - opfattet som dialektisk materialistisk

funderet). Men problemet (der jo ikke er et filosofisk problem men et genstandsproblem)

kan ikke begrænses til sovjetisk psykologi. Også i den moderne

vestlige psykologi er problemet grundlæggende, og det er en anden grund til at

frembæve det.

Hvad det i princippet drejer sig om, er videnskabeligt at bestemme, hvornår

man har med relationer og hvornår med forhold at gøre (begge dele findes som

sagt). I så godt som alle psykologiens discipliner går man imidlertid stadig ud

fra relationen som grundskema og overser forholdet. Det vil sige, at den videnskabelige

tænkning endnu er fastholdt i en mekanisk ramme. Hvilket giver den

romantiske reaktion, når utilstrækkeligheden af den mekaniske reduktion intuitivt

anes. Det mekaniske og romantiske udspringer altså af vores manglende

evne til at placere relationer og forhold rigtigt.

Den romantiske opfattelse finder vi først og fremmest i personlighedspsykologien,

som vi har set. Det er forståeligt i betragtning af den altdondnerende

bestemmelse af individet som et relationelt system ( vekselvirkningsfeltet af drifter,

motiver, emotioner, erfaringer og oplevelser) anbragt i en relationel ramme

(vekselvirkningsfeltet af de sociale individ-individ relationer). Her siger fornemmelsen

tydeligt, at et eller andet vitalt mangler. Hvad de romantiske personologer

så genindfører som 'personligheden'. Jvnf. f.eks. Stern og Allport

Har man valget mellem - groft sagt - spøgelset i maskinen eller blot maskinen,

så kan man ikke fortænke nogen i at vælge det første.

Den mekanisk-kybernetiske opfattelse finder man til gengæld til overmål i

kognitionspsykologien. Ja, efter 2. verdenskrig er kognitionspsykologi- gennem

tænkere som f.eks. Bruner, Ashby, Miller, Galanter og Pribram - blevet en kybernetisk

psykologi par excellence. Hvad der ikke mindst har spillet en stor

rolle for den psykologiske tænkning ved Psykologisk Institut i Århus.

Indtil midten af 60'erne blev de studerende på det meget kognitionspsykologisk

orienterede psykologiske laboratorium i København opdraget i Københavnerfænomenologiens

tænkning og metode. På det tidspunkt nåede den amerikanske

kognitionspsykologi imidlertid for alvor frem til Danmark, hvor de stu-


172 Personlighedens Almene Grundlag J

derende - mod den herskende tradition - tog den til sig, Hvad der naturligvis

skabte nogle brydninger. Da medarbejerkernen ved det nyoprettede psykologiske

institut i Århus blev rekrutteret fra denne studentergeneration, kan man

sige, at instituttet blev grundlagt på amerikansk kognitionspsykologi. Af samme

grund står de mekanisk-kybernetiske forestillinger stærkt her. (!øvrigt bakket

op af den indflydelse som sovjetisk kybernetisk psykologi har øvet på den lokale

arbejdspsykologi.)

Uimodsagt står den mekanisk-kybernetiske forståelse imidlertid ikke. Den

opmærksomme iagttager vil have bemærket en delvis uudtalt diskussion mellem

Sten Folke Larsen og Jens Mammen om informatik i almindelighed og Eleanor

Roschs prototyper i særdeleshed. Diskussionen handler i realiteten om intet

mindre end indholdet og begrænsningen i den relationelle systemforståelse.

Det er en uhyre vigtig diskussion, fordi det er her, at psykologien står over for at

tage det næste skridt mod en mere begribende erkendelse. Her kan man altså

gøre faget en tjeneste, hvis man kan formå Sten og Jens til at eksplicitere deres

diskussion, så man kan komme videre med undersøgelsesarbejdet

Skrappe betingelser

En yderligere grund til at fremhæve forskellen mellem relation og forhold er, at

vi med denne distinktion forstår, at Rubinstein ikke er nået frem til den dialektiske

materialisme. Hertil er psykens bestemmelse som vekselvirkning ikke tilstrækkelig.

Med tesen om, at de ydre årsager virker gennem indre betingelser,

er han stadig fanget i en mekanisk ramme. At han så kompenserer det mekaniske

islæt i sin tænkning med et romantisk islæt, ændrer ikke dette. Hans identifikation

af såvel 0->S som S-> O er meget indsigtsfuld, Men han sætter dem

sammen. Hænge sammen gør de endnu ikke. Rubinstein er almenpsykolog, og

Rubinstein er personlighedspsykolog, men enheden af subjektets og objektets

samtidige sammenhæng og adskilthed er ikke nået med kombinationen af sammenhæng

og sammensætning.

Dette er ingen kritik af Rubinstein, blot en konstatering. Man kan ikke virkeliggøre

et filosofisk princip i en videnskabelig genstandslære, blot fordi man

vil det. Hvad det filosofiske princip i virkeligheden går ud på, kan nemlig først

afsløres efter, at den konkrete genstands dialektik er blotlagt. Og i dette arbejde

gives der ingen genveje. Man kan ikke nå frem på en enkelt generation.

Men hver generation kan yde sit. Og det var, hvad Rubinstein til overmål

gjorde.

Der stod da også i Sovjetunionen stor respekt om Rubinsteins indsats. Man

forstod, at han havde fat i noget, som de fleste andre russiske psykologer ikke

havde fat i. Og selv om Rubinstein blev kritiseret både for at være romantisk

og for at være mekanisk (og faktisk var han jo begge dele), så gjorde man en

undtagelse med sin mest psykologiske psykolog, da man i slutningen af trediverne

gav psykologien et ordentligt nakkedrag. Mens psykologi i almindelighed


Vygotskis projekt

Vygotski og hans elever 177

Et af ofrene for psykologiens stalinistiske istid var Kornilovs mest strålende elev

L.S. Vygotski. Eller rettere de meget betydelige forestillinger, som han havde

udviklet. Ganske vist blev tidsskriftet Pædologi, som Vygotski havde stiftet og

var redaktør for, lukket efter kritik i 1932, men hovedstødet mod psykologien

kom Vygotski ikke til at opleve personligt. Han var allerede mærket af tuberkulose,

da han kom til det psykologiske laboratorium i Moskva i 1924, og ti år

senere døde han af denne sygdom 38 år gammel. Undslap derfor også den tvivlsomme

fornøjelse, det ville have været at være skydeskive, da Stalin i 1950 i sin

Marxisme og Lingvistik direkte kritiserede Vygotskis opfattelse af sprog og tænkning.5

Vygotskis arbejde udspringer direkte af det reaktologiske (0->S) paradigme,

der vil undersøge det biologiske, sociale og samfundsmæssige grundlag

for det menneskelige subjekt. Hvad Vygotski satte sig for at undersøge var

nerniig, hvordan udviklingen af barnets bevidsthed og tænkning blev bestemt af

den samfundsmæssige sammenhæng i hvilken, det voksede op.

Dette projekt har visse ligheder med Chicagoskolens (Meads) samtidige

projekt, idet begge forsøger at forklare individets formning af de sociale om·

stændigheder, men der er en vigtig forskel. Hvor amerikanerne går ud fra de

interpersonelle relationer og den sociale erfaringsverden, der er det den samfundsmæssige

betydningsverden, som Vygotski går ud fra. Det vil sige den

durkheimske forestilling om samfundet og ikke den amerikanske forestilling om

den sociale gruppe. (Hvad der muligvis reflekterer den indflydelse, som den

franske psykiatri (Charcot) og psykologi udøvede på Kornilavs vidtfavnende reaktologi.)

Af den grund kan vi sige, at mens Mead udforskede barnets sociali·

sering, der var det barnets samfundsmæssiggøreise, som Vygotski udforskede.

Den overindividuelle, samfundsmæssige betydningsverden er først og fremmest

båret fra generation til generaton gennem brugen af værktøj og brugen af

sprog. Det var det sidste, som Vygotski først og fremmest koncentrerede sig

om, idet han viste, hvordan barnet tilegner sig den samfundsmæssige betydningsverden

(og hermed bevidsthed og personlighed) gennem tilegnelsen af

sproget. Hvorfor mennesket fundarnentalt set er et samfundsmæssigt væsen.

Processen har tre trin. Først lærer barnet at bruge sprog i den sociale kommunikation

med de voksne. Dernæst bruger det sproget til at styre såvel sin

opmærksomhed som sine færdigheder, idet det taler højt med sig selv ( egocentrisk

tale). Sluttelig internaliseres sprogbrugen, således at det styrer barnets (og

den voksnes) tænkning uden, at det bliver talt.

Denne opfattelse førte Vygotski til et opgør med Piaget, som Vygotski iøvrigt

var en begejstret tilhænger af. (Et opgør som Piagel dog først blev bekendt

med i 1961, da Vygotski var kommet ud af mølposen og hans Tænkning og Sprog

var blevet udgivet i en forkortet engelsk udgave.) Piagel havde nerniig en anden

tredeling: autisme, egocentrisk tale og til sidst socialiseret tænkning. Uenig-


178 Personlighedens Almene Grundlag I

heden stod altså om det første trin. Og dermed om spørgsmålet om menneskets

sande natur. Var mennesket først en ø, dvs. en individualitet lukket omkring sig

selv, der udefra blev socialt tilpasset? Eller var mennesket først et spejl, der

hentede sin sande form fra det omkringliggende samfund? Læseren er selv i

stand til at identificere de to grundlæggende menneskeopfattelser, og det behøver

næppe pointeres, at Vygotskis synspunkt er i overensstemmelse med marxismens

erkendelse. 6

Vygotski var imidlertid ikke af den opfattelse, at sproget er tænkningens

forudsætning, som Stalin siden mente. Hvor det for Stalin var utænkeligt, at

man skulle kunne tænke uden sproglige kategorier, der forekom det Vygotski

evident, at også barnet, der endnu ikke havde tilegnet sig sprog, foretog tankeoperationer.

Førsproglig tænkning kaldte han det. Et afgørende vendepunkt i

tænkningens ontogenetiske udvikling er imidlertid (og her fulgte Vygotski

Stern) der, hvor tænkning og sprog krydser hinanden, så tænkningen bliver verbal

og sproget rationelt.

Her kan man altså sige, at Vygotski arbejder med en to-faktor teori med såvel

ydre (sprog) som indre (før-sproglig tænkning) betingelser. Men hvor

kommer tænkningen så fra? Jo, den kom med den biologiske evolution, hvor vi

allerede finder den i kimform hos chimpanserne. Og her henviste Vygotski til

Engels: "The thesis that the roots of human intellect reach down into the animal

realm has long been admitted by Marxism; we find its elaboration in Plekhanov.

Engels wrote that man and animals have all forms of intellectual activity

in common; only the developmental!evel differs. Animais are able to reason

on an elementary level, to analyse ( cracking a nu t is a beginning of analysis),

to experiment when confronted with problems and caught in difficult situations."'

Hvorefter Vygotski skynder sig at tilføje: "l t goes without saying that

Engels does not credit animaJs with the ability to think and speak on the human

level."

Mennesket og dyret deler altså visse mentale færdigheder, og alligevel er de

hos mennesket på et kvalitativt andet niveau. Det er strengt taget forvirret

snak', men tager vi lidt mindre strengt på det, så forstår vi godt, hvad der

menes. Men så må man også holde sig problemet for øje.

Engels henviste forskellen til menneskets brug af hånd, redskaber og værktøj.

Det gjorde Vygotski da også. Men da Kobler siden Engels' tid havde vist,

at også chimpanser kan bruge værktøj, så var det jo i sig selv et problem. Faktisk

var der ingen teoretisk grund til, at chimpanser med den definition ikke

skulle være mennesker. Vygotskis elev Galperin tog dette prekære problem op

i sin doktordisputats i 1936 - 'den psykologiske forskel på menneskets værktøj

og dyrenes hjælpemidler' - og også andre af Vygotskis elever gav sig i kast med

det, som vi skal se et eksempel på.

I det hele taget gav Vygotskis psykologi anledning til flere problemer end

den løste. Men sådan er det som regel, når det lykkes en forsker at få taget hul

på en vigtig problemkreds.


Vygotski og hans elever 181

Elevsystemet blev i dansk psykologi afskaffet i 1968 med professorvældet,

men det betyder ikke, at mesterlæren nødvendigvis var nogen dårlig måde at

komme ind i faget og dets problemer på. For Luria og Vygotskis andre elever

var den det ikke.

Problemet om forholdet mellem sprog og tænkning og barnets internalise·

ring af sproget var naturligvis Vygotski-skolens hovedærinde. Luria arbejdede

da også med dette problem gennem årene og lavede værdifulde undersøgelser

over sprogets rolle i individets selvregulation af sin adfærd. Der var imidlertid

også andre aspekter i Vygotskis program, der skulle tages op. Der var f.eks.

hele personlighedens affektive side, som Luria tager under behandling i De

menneskelige konflikters natur i 1932.

Og så bød der sig i begyndelsen af 30'erne en enestående ny mulighed for at

studere Vygotskis centrale forestilling om den samfundsmæssige betydningsver·

dens indflydelse på det individuelle subjekts bevidsthed og tænkning. Med

kollektiviseringen af landbruget blev selv de fjerneste landsbyer nemlig hævet

op fra den feudale middelalder til et moderne samfundstrin på rekordtid.

Denne voldsarrune forandring i den samfundsmæssige betydningsverden måtte

føre til ændringer i landsbyboernes tænkning, hvad det selvfølgelig gjaldt om at

undersøge, mens det skete. Følgelig sendte Vygotski en halv snes af sine elever

til de mest fjerntliggende landsbyer og græsgange i Uzbekistan for at interviewe

og teste de centralasiatiske bønder og hyrder.

Luria var en af dem, og det var ham, der skrev redegørelsen for undersøge!·

sen . Om erkendelsesprocessens historiske udvikling. En eksperimentalpsykologisk

undersøgelse. (Den blev dog først udgivet fyrre år senere af ovennævnte årsa·

ger. 14 )

I overensstemmelse med sit (reaktologiske) grundtema om psykens samfundsmæssige

determination kaldte Vygotski sin retning for den kulturhistoriske

skole (hvilket navn den kendes under i Vesten, i Sovjetunionen taler man som

regel om 'læren om de højere psykiske funktioners udvikling'). Og en mere knl·

turhistorisk undersøgelse end den centralasiatiske kan man selvfølgelig ikke fo·

reslille sig. Her bliver det grundlæggende individ-samfund problem både

undersøgt empirisk og endevendt teoretisk mod såvel den durkheimske formlære

som den sociologiske formlæres antropologer . f.eks. Boas og Uvy·Briihl.

Og også McDougall og hans 'group-mind' får et ord med på vejen.

Ser vi bort fra dette pionerarbejdes konkrete resultater, som man selv kan

læse om, så er det, der nu slår os mest, den store bredde i Lurias psykologiske

viden. Han synes at have været alle slags psykolog på een gang. Ikke bare neu·

ropsykolog, men også klinisk psykolog, testpsykolog, eksperimentalpsykolog,

udviklingspsykolog, kognitionspsykolog, motivationspsykolog, personlighedspsy·

kolog og antropologisk psykolog. Og man får tilmed fornemmelsen af, at han

var det ene i kraft af, at han var det andet.

Denne bredde viser naturligvis tilbage til den russiske psykologi, der opdrog

ham · Vygotski og Kornilov. Men ikke kun det. For bredden i den sovjetiske


182 Personlighedens Almene Grundlag I

20'er-psykologi var ikke noget særligt russisk. Også i den tidlige tyske og den

tidlige amerikanske psykologi finder vi en lignende bredde hos mange enkeltforskere.

Bredde og dybde

Dette giver os noget at tænke over, for bredde er ikke et karakteristisk træk ved

videnskaben i vor tid. Tværtimod lever vi i en periode med voksende specialisering.

Den gængse begrundelse for denne udvikling er, at polyhistorernes tid er

forbi, fordi den videnskabelige psykologis områder nu er blevet så omfattende,

at begrænsning er nødvendig. Man kan f.eks. ikke følge med i strømmen af artikler

og anden litteratur, hvis man ikke kan holde sig inden for et snævert område

i Psychological Abstracts.

Dette er rigtig nok. løvrigt er litteratureksplosionen nu så voldsom, at man

heller ikke kan følge med på et snævert område. Jeg læste i begyndelsen af

70'erne alt, hvad der fandtes på hovedsprogene om indlæring og hukommelsesoverførsel

hos planarier, men selv noget så spedelt ville i dag formentlig være

umuligt.

Det vil sige, at hvis det virkeligt er et afgørende kriterium at følge med i litteraturen,

så var vi ilde farne. Men det er det selvfølgelig ikke. For det første

er litteratureksplosionen heldigvis - eller måske snarere uheldigvis - ikke nær

det samme som en eksplosion i vores viden eller erkendelse. Noget virkeligt

vigtigt dukker næppe op hvert år på hvert af psykologiens områder, lad os bare

indrømme det. Når alt kommer til alt er publiceringsraten et kvantitativt mål

for forskerens indsats ("publish or perish", som amerikanerne siger) og ikke et

kvalitativt. Det siger intet om erkendelsesudviklingen. For det andet formår de

fleste at samle det op, som har vist sig vigtigt. Man prioriterer sin læsning eller

drukner i trivialiteter.

Men hvis man alligevel må prioritere, så er også specialisering et udtryk for

en prioritering, og man må spørge, hvad man vinder og, hvad man taber.

Hvis dybde og bredde er omvendt proportionale, som man alntindeligvis antager,

så vil de fleste nok sælge bredden for dybden, om ikke andet så fordi, at

dybde eller ekspertice er et traditionelt akademisk kvalifikationskriterium.

Men risikoen er så et tab i det videnskabelige miljø. Der kan jo ikke foregå en

meningsbrydning, hvis specialiseringen når dertil, at de enkelte forskere intet

har at sige hinanden. Og man må formode, at en reduktion i dette så vigtige videnskabelige

samspil i sidste ende sker på dybdens bekostning.

Men sæt nu, at dybde og bredde ikke er omvendt proportionale. Man kunne

nentiig forestille sig, at bredde og dybde er intimt forbundet med hinanden, så

dybden forudsætter bredden. F.eks. er det ikke uden videre til at afvise, at den

videnskabelige begribelse af den menneskelige psykologi fordrer indsigt i hele

den menneskelige psykologi.


Vygotski og hans elever 183

Dette synes ihvertfald at være en grundtanke i den klassiske psykologi, som

vi finder den repræsenteret i den kulturhistoriske skole. Og iøvrigt kan man

næppe påstå, at bredden hos f.eks. Luria er gået udover dybden. Faktisk er

man ikke fri for en fornemmelse af, at de klassiske psykologer var bedre fagligt

funderet, end vi er. At der blev stillet større krav til dem i uddannelsen, hvad

angår såvel bredde som dybde, og at de også levede op til disse krav.

Hvorvidt det virkeligt forholder sig sådan, skal vi lade være usagt. Men der

er god grund til at være opmærksom på den fare, at specialiseringen kan tjene

som en sovepude under dække af hvilken, det faglige Anspruchsniveau umær·

keligt sænkes. Stiller vi os tilfreds med at vide meget om noget og derfor kun

noget om meget, så risikerer vi til slut blot at vide noget om noget. Men det er

faktisk nødvendigt, at vi ved meget om meget, hvis vi skal leve op til den psykologiske

videnskabs objektive opgaver. Selvfølgelig kan man løse opgaver i

fællesskab, og psykologiens opgave kan under alle omstændigheder kun løses

kollektivt. Men det betyder ikke, at den videnskabelige erkendelse kan stykkes

sammen af de enkeltes erkendelse som brikkerne i et puslespil. Den erkendelsessammenhæng,

der ikke kan overskues i det enkelte hovede, kan heller ikke

overskues af menneskeheden.

Derfor til slut en formanende pegefinger: Udsæt specialisering så længe som

muligt! I alle psykologiens retninger er der vigtige ting at samle op. Bind jer

derfor ikke for tidligt i studiet til denne eller hin retning på bekostning af bredden.

Det er en rævesaks, det er svært at slippe ud af igen.

Den marxistiske filosofi og psykologien

Da der er international enighed om den videnskabelige lødighed af Lurias arbejde,

og da det formentlig er få, der ikke i hans person ser et efterfølgelsesværdigt

forskereksempel, så giver det os anledning til at rejse spørgsmålet om

sammenhængen mellem psykologien som videnskab og den dialektisk materialistiske

filosofi. Vi kan kort og godt spørge, om Luria har nået sine resultater på

grund af marxismen eller på trods af marxismen?

Da den vestlige videnskab stiftede bekendtskab med den sovjetiske psykologis

værdifulde resultater - og fuldt ud accepterede disse, var den ikke i tvivl om

svaret. Resultaterne var vundet på grund af ganske almindelig god videnskabelig

metode og tænkning og havde intet at gøre med marxistisk filosofi. Tværtimod

var det yderst irriterende, når sovjetiske forskere henviste til denne filosofi

og citerede Marx, Engels og Lenin. Man opfattede det som øjentjeneri, som

sovjetforskerne var tvunget til at udføre i det diktatoriske kommunistsystem.

Dette var man selvfølgelig gerne foruden, hvorfor man redigerede i de sovjetiske

tekster, så de filosofiske overvejelser blev skåret fra. Det gjaldt f.eks. den

engelske udgave af Vygoskis Thought and Language og det i en sådan grad, at

oversætterne af den danske udgave fra 1971 (A. Diderichsen og S.O. Larsen)

taler om behovet for en "ikke-gendigtet" udgivelse.


186 Personlighedens Almene Grundlag I

man stadig ikke kunne have dikteret videnskaben filosofisk. Videnskaben kan

ikke forceres med ikke-videnskabelige midler.

For det første er den bundet til genstanden og derfor totalt afhængig af de

sider, som genstanden viser frem på et givet tidspunkt. Når Marx således kunne

opdage merarbejdet som et grundlæggende alment træk ved det menneskelige

samfund, så var det fordi, at samfundsudviklingen på hans tid i praksis havde tydeliggjort

dette forhold og gjort det bearbejdeligt for videnskabelig teori. Merarbejdet

var ligeså fundamentalt i den feudale middelalder og i antikkens slavesamfund,

hvad Marx kunne vise, da han først havde opdaget det i det kapitalistiske

samfund. Men i middelalderen og i antikken havde man ikke kunnet blotlægge

det. De menneskelige forhold var endnu ikke blevet så transparente, at

man kunne udskille det. På samme måde med Darwins opdagelse af evolutionen.

Den havde altid været der, men de praktiske forudsætninger for at opdage

den, var simpelthen ikke til stede før Darwins tid. I den forstand kan videnskabelig

erkendelse simpelthen ikke hæves over den konkrete samfundsudvikling.

For det andet er videnskab et arbejde, som har sin egen udviklingsgang. Det

er det, som vi har gjort så meget ud af at påvise i dette bind. F.eks. at den abstrakte

analyse ( elementismen, mekanikken) er en forudsætning for den konkrete

syntese (den dialektiske sammenhæng). Man kan så revoltere mod videnskabens

mekaniskhed og pege romantisk på den holistiske verdenssammenhæng.

Det kan bidrage til at holde sigtet højt. Men i sig selv bringer det os ikke

frem til erkendelsen af den konkrete sammenhæng. Videnskaben må gå sin

gang.

Nu viser det sig, at de to afgørende determinanter for videnskabelig udvikling

- samfundsudvikling og erkendelsens logiske udviklingsgang - i virkeligheden

er uløseligt forbundne. Hvad vi kan vise med Darwin som eksempel.

Evolutionslærens to videnskabsteoretiske forudsætninger er uniformharismens

ekstremt mekaniske lære og konkurrencekapitalismens alles-kamp-modalle-praksis.

Det første er udtryk for erkendelsesgangen (den abstrakte, mekaniske

analyse), det andet er udtryk for samfundsudviklingen. Udover at være en

præcis genstandspåpegning af et vigtigt forhold i den naturhistoriske verden, er

Darwins evolutionslære også en mekanisk teori og en borgerlig-ideologisk teori.

(Under navn af socialdarwinisme bliver den ganske simpelt imperialismens videnskabelige

alibi.)

Dette sammenfald af borgerlig ideologi og mekanisk filosofi går igen i hovedparten

af de videnskabelige teorier, som udvikler sig i perioden fra år 1600

til nu. Hvilket ikke er så mærkeligt endda, da denne periode er borgerskabets

(kapitalismens) historiske epoke, og da videnskaben må starte med analysen og

dermed med genstanden blotlagt som sammensætning.

Man kan nu stille det spørgsmål, om videnskaben er mekanisk, fordi den er

borgerlig ( elementisme og individualisme er i grunden identiske forestillinger),

eller om den er borgerlig, fordi den er mekanisk? Eller - hvilket jo også er en


Vygotski og hans elever 187

mulighed - om der er tale om en tilfældig parallellitet imellem det mekaniske

og det borgerlige (i stil med Leibniz' to ure)?

Men man kan næppe besvare spørgsmålet. Ihvertfald ikke endnu. Vi har

længe været bekendte med visse udvendige forbindelser mellem erkendelse og

samfundsudvikling, men der er grund til at tro, at den egentlige konkrete dialektiske

sammenhæng herimellem er et genstandsproblem, der endnu for en tid vil

være uden for vores rækkevidde.

Ideologi og videnskab

Det er imidlertid dette helt reelle problem, der bringer de sovjetiske ideologer

op at køre.

Vi behøver næppe nævne, at den ideologiske kamp ikke var mindre vigtig

for den unge revolution end den væbnede kamp. Der måtte til stadighed tages

til gemnæle mod udbredelsen af forestillinger, der kunne underminere folks tro

på revolutionens mulighed og socialismens fremtid. Lige fra forestillinger om,

at Vorherre ville straffe ulydigheden mod fader Tsar og godsejerne, og forestillinger

om, at menneskets selviske biologiske drifter forbød et socialistisk samfund,

til dybsindige filosofiske forestillinger om, at verden i virkeligheden ikke

findes, for det eksisterende er de isolerede, individuelle bevidstheder.

Videnskabelige teorier er - ofte - på en gang ægte genstandspåpegninger og

vehikler for ideologiske forestillinger. Sådan som vi har set det med Darwins

teori. Vi må derfor spørge. om kommunisterne kunne føre ideologisk kamp

mod teoriernes ideologiske indhold uden samtidig at benægte genstandspåpegningen?

Nej, det viste sig at være svært. Kriteriet for en stillingtagen til de videnskabelige

teorier blev det ideologiske snarere end det videnskabelige indhold. Vi

skal selvfølgelig være forsigtige med at sige, at man - alt taget i betragtning -

hermed prioriterede forkert. Men godt for videnskaben var det ikke, at man

begyndte at skelne imellem den (dårlige) borgerlige videnskab og den (gode)

socialistiske, hvor den ideologiske orientering blev gjort til det væsentlige.

F.eks. var den borgerlige genetik (Weismann m.fl.) arnested for særdeles reaktionære

forestillinger, der på grund af arvens uforanderlighed og upåvirkelighed

dømte menneskelig udvikling umulig. En opfattelse det var absolut nødvendigt

at afvise. Men hermed kom man til at smide barnet ud med badevandet. For

den genetiske arv er til alle praktiske formål uforanderlig overfor indflydelse fra

miljøet. Det var derfor ikke så godt, at man afviste den 'borgerlige' genetiks resultater

til fordel for agronomen Lysenkos hypoteser om, at planternes arvemasse

kan forandres gennem miljøpåvirkninger, selv om denne tanke ideologisk

er meget mere i overensstemmelse med socialismens tro på menneskets uanede

udviklingsmuligheder.

Heraf kan man lære, at man skal være meget forsigtig med at identificere

ideologisk kritik med videnskabelig vurdering. Teoriernes reaktionære eller


Banebryderen Leontjev

Vygotski og hans elever 189

Hvis man om Alexander Luria kan sige, at han (med næsten yndefuld lethed)

realiserer det bedste i samtidens psykologi, så kan man nok om den jævnaldrende

Alexei Leontjev sige, at han bryder hul i muren til fremtidens psykologi.

Når oversætterne af Problemer i det psykiske udvikling i et efterskrift betegner

hans værk "som en milepæl ikke blot i den sovjetiske psykologi, men i psykologiens

historie overhovedet" 16 , så er det en vurdering, der utvivlsomt vil vise sig at

holde.

At bryde teoretiske mure er tungt arbejde. Og både indelukket og støvet arbejde

sammenlignet med den friskhed, der kendetegner tvekampen med den

empiriske genstand i det eksperimentelle laboratorium, i den kliniske praksis, i

forskningsarbejdet med børn i børnehaver og skoler - for slet ikke at tale om

feltarbejdet på Centralasiens åbne vidder. Men det betyder ikke, at Leontjev

(som muligvis Rubinstein) var indendørsmand af tilbøjelighed. Opdraget i reaktologien,

hvis frugtbarhed ikke mindst skyldtes dens åbne interesse for psykologien

i de dagligdags, praktiske problemer, foretrak Leontjev som Luria til

enhver tid den direkte genstandskontakts udfordringer frem for udfordringen

fra det hvide papir på skrivebordet. I forordet til sin sidste teoretiske endevending

af det psykologiske grundproblem - Virksomhed, Bevidsthed, Personlighed -

vedgår han selv denne præference. Tilskyndet til at retfærdiggøre hvorfor han

udgiver så teoretisk en bog, siger han: "Lad mig sige det straks: ihvertfald ikke,

17

fordi min hu står til at teoretisere. (!

Det var sikkert sandt. Men det er ikke kun sandt for Leontjev. Det, der her

kommer til udtryk, er nemlig noget langt mere alment. Man hører ofte den mening

udtrykt, at videnskabeligt arbejde er en kreativ leg. Men det er ikke rigtigt.

Videnskabeligt arbejde er arbejde, forskeren er på ingen måde fri til at følge

den vej, som lysten dikterer. Det er problemet> der dikterer forskeren sin vej,

og i den sammenhæng er forskeren temmeligt ufrit stillet.

Dette er en af grundene til det næsten universelle fænomen, at det tidlige ø

som oftest eksperimentelle eller empiriske - ungdomsarbejde for de fleste videnskabsfolk

fremstår som det mest lykkelige. Det vil sige det, der endnu har

karakter af uforpligtende leg (selv om det studie- og eksamensmæssigt kan være

alvorligt nok), fordi tænderne på det virkelige genstandsproblems tandhjul

endnu ikke har grebet fat. Darwin var utvivlsomt lykkeligere på sine geologiske

feltvandringer med rygsæk og hammer, og med sine cirripeder, end ban var med

evolutionslærens teori. Og mon ikke Freuds lykkeligste forskertid var, da ban

søgte - og fandt - ålens testes? Ihvertfald er det reglen i min studentergeneration,

der trådte sine barnesko på laboratoriegangen i Studiestræde og i eksperimentalrummene

i Fredericiagade, at der tænkes næsten nostalgisk tilbage på

arbejdet med komplicerede perceptionspsykologiske opstillinger i 'mørkekammeret'

eller på projekter med rotter og mus i 'rottekælderen'. Sådan burde det

altid være, tænker man tankeløst.


190 Personlighedens Almene Grundlag I

Men sådan er det naturligvis ikke. Øvestadiet har - som legen · sine vigtige

funktioner. Men på et tidspunkt skulle tandhjulene gerne gribe fat, og så forvandles

leg til arbejde.

Det ser måske ud som om, at forskeren selv frit bestemmer sin opgaves karakter.

Men det er alene friheden til at bestemme det, som genstandsproblemet

forlods har bestemt. Genstanden bestemmer retningen, som forskningen må

tage, og så må man følge med eller blive ladt tilbage.

(Man kan stadig fra tid til anden møde den romantiske illusion, der ser det

videnskabelige resultat som en slags kreation, der udspringer af forskerens personlige

egenskaber, geni, åndrigdom, intelligens og kreativitet. Den eneste personlige

egenskab, der knytter forskeren til det videnskabelige resultat, er imid·

lertid evnen til at følge med! Darwin er skoleeksemplet, der viser dette. Han

befandt sig formentlig nogenlunde midt i normalfordelingen, undtagen hvad

angik evnen til at holde fast. Her var han exceptionel og nåede et exceptionelt

resultat. Det er således sikkert udmærket med kreativitet og intelligens, men

den eneste individuelle egenskab, der utvetydigt korrelerer med videnskabelige

resultater, er stamina eller 'staying power'. Og heri genfinder vi netop forskningens

væsen som arbejde.)

Som Vygotskis elev og assistent blev Leontjev kastet ud i den kulturhistoriske

skoles problemkreds på samme måde som - og sammen med - Luria. Leontjevs

tidligste arbejder beskæftiger sig således også med henholdsvis affekter og

hukommelse. I den eksperimentelle undersøgelse af hukommelsen (1928-30)

hæfter Leontjev sig især ved den rolle, som redskaber og interioriseret redskabsbrug

spiller for hukommelsen, hvori vi naturligvis genkender den kulturhistoriske

skoles opfattelse af den samfundsmæssige betydningsverden (i særdeleshed

sprog og redskaber) og dens formning af psyken.

De næste større arbejder, som Leontjev foretager under Vygotskis ledelse,

omhandler problemet om psykens ontogenese, et projekt han aldrig slipper men

hen ad vejen koncentrerer om problemet om sammenhængen mellem virksomhedsformen

og de praktiske genspejlingsformer (vi genfinder her Rubinsteins to

grundkategorier: virksomhed og genspejling). Som led i dette projekt arbejder

han videre med Vygotskis opfattelse af børns leg. Det sker i Ukraine, hvor

Leontjev i 1932 er blevet tilknyttet Akademiet for psykeneurologi og har fået

lærestolen i psykologi ved Kharkows pædagogiske institut. Og hvor han og den

unge gruppe psykologer, som han er blevet leder for ( Galperin f.eks.), udfører

en række praktiske bestillingsarbejder, f.eks. en undersøgelse af børns perception

af illustrationsmateriale.

Dette Vygotski-inspirerede program fortsætter efter, at Leontjev er blevet

tilknyttet Akademiet for de pædagogiske videnskabers psykologiske institut i

Moskva i 1936, men med krigen sker der et afbræk. Leontjev bliver nemlig som

Luria og så mange andre kastet ind i opgaven med at bringe krigsinvalider på

fode, hvor det kan lade sig gøre. I Leontjevs tilfælde er det regenerationen af

motoriske funktioner hos skudlæderede patienter, der er opgaven. I den sam-


192 Personlighedens Almene Grundlag I

riske form (fysiologi og biologi) for dens egen skyld. Selv om de ved siden af de

mange andre gøremål i Kharkow begyndte at studere psykofysiologi og dyrepsykologi,

så var det absolut ikke meningen, at de skulle blive hverken psykofysiologer

eller dyrepsykologer. Ikke fordi der ikke her er tale om respektable videnskabsområder

i sig selv, men fordi sigtet fortsat var den menneskelige personligheds

psykologi i højeste form. Projektet var stadig den kulturhistoriske

skoles, men den menneskelige (og dermed samfundsmæssige) psyke skulle nu

blot ses i den gigantiske synsvinkel, der også rummede psykens hele evolution i

dens materielle sammenhæng. Kun på den måde ville det nemlig i sidste ende

være muligt at begribe psyken som historisk udviklingsprodukt Og dermed

psyke i det hele taget.

Måske delte Leontjev og Galperin også arbejdet. I så fald påtog Leontjev

sig den største byrde. Mens Galperin med sin doktordisputats om forskellen

mellem menneskets redskabsbrug og dyrenes brug af hjælpemidler går ind på

evolutionsstigens øvre trin, så begynder Leontjev vitterligt fra bunden af, idet

han i sit doktorarbejde forsøger at begribe, hvordan psyken opstår (og eksisterer)

i sin allermest primitive form.

At han mente, at det også var noget, der kunne belyses i praksis igennem

eksperimenter, forbavser os ikke (selv om det selvfølgelig er ret forbavsende).

Om Leontjev heri havde ret, eller om hans eksperimenter over følelsens ( sensibilitetens

l fremkomst hører til i kognitionspsykologiens mere kuriøse afdeling,

behøver imidlertid ikke optage os her. Det vigtige var hans teoretiske psykogenetiske

rekonstruktion, som han gennemarbejdede i en række trin (1940, 1947,

1948) til den form, vi kender som Rids af det psykiskes udvikling. 18

I denne rekonstruktion følger Leontjev psykens udvikling gennem nogle af

dens mest afgørende stadier fra protozoaer til mennesket og den menneskelige

bevidsthed. Dette er naturligvis en slags historiefortælling, et epos om livets

udvikling, hvis man vil. Men det er først og fremmest noget andet og mere. Det

er nemlig ikke historien eller evolutionen som sådan, der er Leontjevs ærinde.

Ikke at psyko-historie ikke kunne være en væsentlig videnskabelig disciplin i sig

selv, men Leontjevs opgave er stadig - gentager vi - at begribe den højest udviklede

psykiske dannelse: den menneskelige personlighed. Og i forhold hertil

er psykogenesen et middel eller en metode baseret på den antagelse, at det i

sidste ende alene er igennem sin historie, at psyken - og dermed den menneskelige

personlighed - kan begribes.

En prøvet metode

Dette er på en gang en ny og gammel tanke. Fra allerældste tid har man nemlig

kendt den metode at bestemme det menneskelige væsen og de menneskelige

egenskaber ved hjælp af forestillinger om menneskets konkrete tiiblivelse. Myterne

og skabelsesberetningerne, hvor historien om Adam og Eva er en af de

yngre og mindre inspirerede, eksemplificerer dette. Om man kan kalde disse


Vygotski og hans elever 193

antropogeneser (gr.: menneskets udvikling) for forsøg på at vinde filosofisk-videnskabelig

erkendelse, kan man selvfølgelig diskutere. Derimod er det indiskutabelt,

at der er et erkendelsessigte med f.eks. Protagoras' mytiske antro·

pogenese for to et halvt årtusinde siden. Og i Lukrets poetiske og mekaniske

antropogenese finder vi for to tusinde år siden simpelthen prototypen på en udviklingsforklaring.

Alle dens grundlæggende træk genfinder vi således i Rousseans

antropogenese for to hundrede år siden. Og også Spencers antropogenese

for hundrede år siden følger dette klassiske skema19 Alle de tidlige episke antropogeneser er værd at kende. De er ofte forbløffende

indsigtsfulde, og ihvertfald de tre første af de her nævnte har båret ved til

den menneskelige erkendelses bål. Og alder er her tilsyneladende ingen hindring.

Protagoras' definition af mennesket er således forbløffende præcis, idet

han fanger den fundamentale forskel mellem dyrets og menneskets væsen og

dermed implicit menneskets gåde som dyret1 der ikke er et dyr, som vi i moderne

tid kæmper så hårdt for at fange.

Protagoras' eksempel tydeliggør imidlertid en karakteristisk ting ved de tidlige

psyko- eller antropogeneser. Historien er først og fremmest en måde at

præsentere et synspunkt på. (Protagoras betragter tydeligvis sin skabelsesmyte

som et pædagogisk fremføringsmiddel.) Dette gælder også de følgende -

Lukrets og Rousseau. Men her kommer der noget yderligere til. Den meget

detaljerede og konkrete beskrivelse af den mulige udviklingsgang gør den anslatelig

for forfatteren, og hermed trænger der en slags virkelighed ind i den,

idet forfatterens forestillinger meget konkret tvinges til at respektere almindelige

logiske principper for det mulige, det nødvendige og det tilfældige, som de

gælder i forfatterens konkrete dagligdag. Historien forlenes hermed med en

slags genstandskarakter, idet den optræder som tanke-genstand. Hermed

kommer der en slags logisk tvang ind i historien. Tanke-genstanden tillader

ikke hvad som helst. Historien bliver næsten en slags eksperiment, og der er

næppe tvivl om, at hverken Lukrets eller Rousseau nøje kendte udfaldet, før historien

var blevet fortalt. I den forstand bliver den historiske fortælling en konsistensprøve

i overensstemmelse med evolutionsbiologen Ernst Mayrs ord, at

"the only way to detect gaps in our understanding is the attempt to tell a consistent

story 11


Leontjevs psykogenetiske rekonstruktion er også en præsentationsmåde og

en konsistensprøve. Men den er mere end det. Forgængernes grundkategorier

var a priori så at sige. Såvel Lukrets', Rousseaus som Spencers menneske havde

forlods (i det mindste i kimform) de egenskaber, der kom til udfoldelse i den

konkrete historie. Med den dialektiske udviklingserkendelse fra Hegel i baggagen

forstår Leontjev imidlertid, at de grundlæggende psykiske egenskaber er

uadskillelige fra den historie, hvori de skabes. De er historie. Det vil sige ikke

noget allerede eksisterende, der udfolder sig. Men noget nyt, der udvikler sig.

De er de virkelige forholds genspejling og udvikler sig i takt med, at de virkelige

forhold ophæves i nye og kvalitativt anderledes forhold. Psyken er i den for-


194 Personlighedens Almene Grundlag I

stand en historiebog, og kun begribelig, når man formår at læse - eller rekonstruere

- historien.

Hvad der blot i de tidlige antropogeneser var en udvendig metode til systematisering

af genstanden, bliver med denne erkendelse en indvendig metode.

Dvs. at psykogenesen som metode falder sammen med genstanden selv. I

overensstemmelse med Regels ord om, at metoden i sidste ende ikke kan være

audet end "die Gang der Sache selbst". Dette er altså det nye - og helt afgørende

- ved Leontjevs psykogenetiske rekonstruktion. Den er den dialektisk

materialistiske erkendelse af, at genstanden alene kan begribes i sin udvikling,

anvendt på psykologiens grundproblemer.

Bordet fanger

Man kan forestille sig, at l.eontjev ikke oprindeligt forestillede sig studiet af

psykens naturhistoriske grundlag som andet end et speciale på linie med de andre

psykologiske specialer, som han beskæftigede sig med. F.eks. den eksperimentelle

udforskning af hukonnnelsesfunktionen eller børnelegen. Men han

skulle snart opdage, at bordet fangede. Hvis psykogenesen ,er kongevejen til

psykens begribelse, så bliver man uvægerligt ført frem til den psykologiske videnskabs

teoretiske grundproblemer, når man begiver sig ud på den. I princippet

er den psykogenetiske metode jo ikke andet end metoden til at nå frem til

problemet om subjetets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed

igennem den abstrakte analyses ophævelse til en diakron, konkret syntese.

Havde l.eontjevs hu så stået nok så meget til det praktiske, empiriske og eksperimentelle

arbejde, så blev han grebet af psykogenesens tandhjul og som en

anden Chaplin trukket ind i de teoretiske grundproblemers maskine. Og denne

færd varede livet ud.

Kunne han være hoppet af? Nej, det er historien om lillefingeren, der bliver

til hele armen. I Virksomhed, Bevidsthed, Personlighed fra 1977, der er hans sidste

opsamling af det arbejde, der grundlægges med den psykogenetiske begribelse,

skriver han: "Forsøgene på at finde rede i den psykologiske videnskabs

metodologiske problemer er altid udsprunget af det tvingende behov for teoretisk

orientering, uden hvilken konkrete undersøgelser uundgåeligt kommer til at

mangle perspektiv." 20 Eller sagt med andre ord: Når man har opdaget de

grundlæggende teoretiske problemer under de empiriske undersøgelser, så kan

de ikke længere ignoreres. Man må kæmpe der, hvor fronten går.

Hvad det var for problemer, som Leontjev fik øjnene op for, kan selvfølgelig

ikke komme bag på os. Det var præcis de problemer, som vi har berørt her.

Han skriver: "Psykologiens udvikling, i verdensmålestok, har nu efterhånden i

hundrede år fundet sted under en metodologisk krise i denne videnskab. Efter i

sin tid at være blevet spaltet i humanistisk og naturvidenskabelig, beskrivende

og forklarende, kommer der stadig nye revner og spalter i hele systemet af psy-


196 PersonlighedensAlmene Grundlag I

8. Forskellen mellem dyret og mennesket kan ikke ligge i de færdigheder, som de har tilfælles.

Det må ligge i noget, der adskiller mennesket fra dyret. Vi vil diskutere dette yderligere i

næste bind af bogen.

9. Luria, A. R.: Higher cortical Functions in Man, New York 1966, s. 2.

10. Cf. O.L. Zangwill: Current Approachcs i The State of Soviet Science, Mass. 1965, s. 122.

11. Bruner, J.S.: Forord til AR. Luria: TheMind ofa Mnemonist, NewYork 1968, s. x-xi.

12. Et af den unge Lurias første skrifter var iøvrigt en introduktion af Freud. A.R. Luria: Psychoanalysis

as a system of monistic psychology (1925), Soviet Psychology, 1977-78, vol. XVI,

2, s. 7-45.

13. Luria, AR.: En ikonisk hukommelse, Kbhvn.1975, s.13-14.

14. Dansk udgave København 1977.

15. Gray, JA.: Attention, Consciousness and Voluntary Control of Behaviour in Soviet Psychology:

Philosophical Rools and Research Branches- fra Neil O'Connor (ed.): Present-day Russian

Psychology, Oxford 1966, s. 2-3.

16. Leontjev, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, Kbbvn. 1977, 3, efterskrift ved oversætterne

s. 639ff.

17. Leontjev, A.N.: Virksomhed, Bevidsthed, Personlighed, Kbhvn. 1983, s. 5.

18. Leontjev, Problemer ... , op.cit., bind 2, s. 259-360.

19. Spencer, Herbert: First Princip/es, 5. udg., Edinburgh 1898, s. 451. Gengivet i Engelsted:

Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 249-50. De andre nævnte antropogeneser er

f.eks. udførligt omtalt i Engelsted: Englen og Dyret, Kbhvn. 1987. De vil også blive omtalt i

andet bind af denne bog.

20. Leontjev, Virksomhed. .. , op.cit., s. 5.

21. Ibid., s. 5-6.

22. Ibid., s. 14.

More magazines by this user
Similar magazines