Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

Fra mekanik til dialektik 33
Reaktionen har to meget forskellige fremtrædelsesformer. Den første
kommer til udtryk som illusionen om, at den abstrakt-analytiske fase er det endelige
trin, og at der ikke findes noget højere. Den anden kommer til udtryk
som illusionen om, at vi med vores temmeligt mekanistiske forståelse allerede
er nået frem til en dialektisk erkendelsse.
Den første illusion kanoniserer den mekanistiske reduktion og ser en dyd i,
at det præsenterede erkendelsesbillede er uendeligt fjernt fra den kendte virkeligheds
sammenhænge. Den anden iklæder sin mekaniske forståelse en dialektisk
sprogdragt, hvilket ikke er mindre billedforstyrrende. De fremtræder som
absolutte modsætninger, men vokser på den samme rod. Og begge eliminerer
med illusionen om, at vi er nået frem, ansporen til den gode strid med genstanden.
Det vil næppe falde jer vanskeligt at finde levende eksempler på
begge disse illusioner.
Noter til kapitel 2
l. En psykologisk relevant diskussion heraf findes i Michail Jaroschewski: Psycho/ogie im 2o.
Jahrhundert, Moskva 1974, s.3o3 ff i forbilldeJse med en omtale af Kurt Lewins berømte artikel
«Der Obergang von der Aristotelischen zur Galileischen Denkweise in Psychologie und
Biologie".
2. Zenons paradokser er det klassiske eksempel. F.eks. påvisningen af, at den afskudte pil aldrig
vil kunne nå frem til sit mål. Først må den nemlig tilbagelægge halvvejen. Dernæst må den
tilbagelægge halvvejen af den reslerende distance. Dernæst igen halvvejen. Men denne halvering
af den resterende distance kan man fortsætte i det uendelige. Da 1/2 + 1/4 + 1/8
...... + 1/n aldrig bliver 1, vil pilen aldrig nå sit mål. Vender man argumentet om, så kan den
iøvrigt heller aldrig forlade buen. Hermed er det logisk bevist, at bevægelse og dermed
udvikling er en umulighed (prøv iøvrigt at gendrive Zenons argument!). Hvis sanserne
fortæller, at pile både forlader buen og rammer deres mål, så lyver de derfor.
3. Fechncr og von Helmholtz filosoferede også i deres fritid. Det var ikke godt. Men det indvirkede
ikke på deres fremragende empiriske forskning på nogen særlig negativ måde.
4. Madame de Stael: De L'Al/emagne (1813). CF. Franklin Le Van Baumer: Main CwTents o[
Western 11wught, New Haven and London 1978, s. 473-74.
5. Cf. W. Durant: Store Tænkere, Kbhvn. 1961, s. 178.
6. Schelling, F. W J.: M tinehen Leeture on The Philosophy o[ Art (1807). Cf. Baumer, op.cit., s.
486.
7. Schelling, F.WJ.: Werke Il, ed. SchrOter, Miinchen 1927-28. Cf. Frederick Copleston: A
History o[ Philosophy, vol. 7, New York 1963, s.144.
8. Se note 15.
9. Fichte, J.G.: Thatsachen des Bewussstseyns, Stuttgart und Tilhingen 1817, s. 9. Cf. E. V. Ilyenkov:
Diafecticaf Logic, Moskva 1977, s. 131.
10. Høffding, Harald: Den nyere filosofzs historie, bind 2. 2.gcnnemsete udgave, København 1904,
s.149.
11. Høffding, ibid, s. 163.