Nis og verdens bedste risengrød.pdf

egedal.inst.dk

Nis og verdens bedste risengrød.pdf

Nis og verdens bedste Risengrød af Cindy Kvarnø Hvert år når julen nærmer sig, får alle nisser en forfærdelig lyst til risengrød. Ja, nogle bliver så lækkersultne, at de næsten ikke kan tænke på andet. Sådan en nisse var lille Nis. Han var kun 217 år gammel, så han havde ikke prøvet at være hjemmefra endnu. Men en aften, da alle de små nissebørn skulle sove, fortalte nissemor historien om verdens bedste risengrød. Grøden blev lavet i et hus, langt væk, på den anden side af skoven. Når vinden stod i den rigtige retning, kunne man nogle gang dufte den her i nisseby. De der havde været så heldige at smage grøden, glemte det aldrig, så dejligt smagte den. Men rejsen derhen var både lang og farlig, og man kunne kun komme ind til grøden, hvis man kendte den hemmelige kode. Nissebørnene sukkede. Den grød ville de gerne smage! En efter en faldt de i søvn med et saligt smil om munden. Undtagen Nis. Hans mave rumlede, den ville have risengrød. Han trak nissemor i forklædet, ”Hvad er den hemmelige kode?” ”Det ved jeg ikke” sagde nissemor ” Jeg har jo aldrig været der.” ”Årh, kom nu, sig det!” Plagede Nis. Nissemor lo, og nev ham kærligt i kinden.” Jeg ved det virkelig ikke, Nis. Men hvis det var mig, ville jeg nok prøve med – Glædelig Jul! – Og læg dig så til at sove!” Men Nis kunne ikke sove. Han måtte bare smage den risengrød! Så da alle var gået til ro, og han kunne høre nissefars snorken gennem væggen, listede han forsigtigt ud af sengen. Han puttede lidt brød i lommerne, og så sneg han sig forsigtigt ud af det lille nissehus. Der var ikke ret langt over til skoven. Men selvom månen lyste klart, var der meget mørkt derinde. Nis kiggede tilbage mod huset. Han var lige ved at fortryde, men så syntes han pludselig, at han kunne dufte den dejlige grød. Og uden videre tøven gik han med raske skridt ind mellem træerne. Da han havde gået lidt hørte han noget der peb. Piv, piv, piv sagde det. Nis kiggede ned og der sad tre små skovmus. ”Hej små venner. Jeg hedder Nis, hvad laver I?”” Hej nisse! Vi skulle finde nødder for vores mor, men ræven er 1


efter os, og nu er vi kommet alt for langt hjemmefra. Vil du ikke nok hjælpe os?” ”Jo, selvfølgelig små venner.” Nis bukkede sig ned så de kunne hoppe op i hans lomme, og så drog de sammen videre ind i skoven. Længere inde i skoven mødte Nis tre Skovhuggere. Det rungede hult i skoven, hver gang de ramte træstammerne, med deres store økser. De svingede økserne igen og igen, mens de svedte, så man skulle tro, det var sommer. ”Hej med jer!” Sagde Nis. ”Hvem er I?” ”Vi er kongelige skovhuggere.” svarede de ” Jamen hvorfor fælder i træer midt om natten?” Spurgte Nis. ”Jo, forstår du, Slottet skal bruge masser af brænde til vinteren. Så vi bliver nødt til at arbejde nat og dag, hvis vi skal være færdige inden juleaften.” ”Nå, så må jeg hellere lade være med at forstyrre jer”, sagde Nis og skyndte sig videre. Han havde ikke gået længe før han hørte den dejligste musik. Det lød som om, det var vinden der spillede på sølvklokker. Og dér foran ham, så han fire smukke alfer, der svævede rundt i lysningen i en yndefuld alfeballet. Nis var stum af betagelse. Alferne svævede tæt hen til ham og rørte forsigtigt ved hans nissehue. ”Hvor kommer du fra?” spurgte de i kor. ”Jeg kommer fra nissebyen” sagde Nis. ”Jeg leder efter verdens bedste risengrød.” ”Nåeh, ja den slags ved vi ikke noget om. Vi er vinteralfer, så vi lever af rimfrost og månelys.” ”Øv!” fnøs Nis. ”Det bliver man da ikke mæt af. Godt jeg er en nisse! Nisser ved nemlig, hvad der er godt! Hov, nu rumler min mave! Så må jeg vist se at komme videre. Farvel med jer!” sagde han og vinkede. Alferne sendte leende fingerkys efter ham og genoptog deres smukke dans. Nis stak hånden i lommen efter et stykke brød til at dulme den værste sult. ”Av!” Han skreg højt, der var noget, der bed ham. Han kiggede forskrækket ned i lommen. Der var ikke noget brød, kun tre små skovmus med tykke maver. ”Lad vær’ med at nive”, peb de. ”Undskyld” sagde Nis. ”Jeg ville bare have en bid brød. Jeg glemte helt, at I var i min lomme.” ”Nå, men det er vi altså. Men nu kan du godt sætte os ned, for vi bor lige derhenne ved det krogede træ.” Nis satte dem forsigtigt ned i skovbunden. Han kunne lige nå, at høre en lille stemme råbe ”Tak for brødet!” Så var de pilet væk. 2


Nis rystede på hovedet og traskede videre ind i skoven. Pludselig stod der tre skovbetjente foran ham. ”Hvem er du? Hvad laver du her i vores skov?” Nis kiggede forskrækket på dem. De havde fine grønne uniformer på. ”Der er nogle der går og knækker grene og skærer i barken på skovens træer. Og det er vores job at passe på, at ingen ødelægger skoven!” sagde de, og så meget bestemte ud. ”Undskyld, men det er altså ikke mig, jeg er bare på gennemrejse,” sagde Nis. ”Men jeg har lige mødt nogle skovhuggere, der fældede rigtig mange træer.” ”Ja, dem kender vi godt. De er gode mænd! De fælder kun de træer, der står for tæt sammen. Så får de andre træer mere lys og luft, så de bedre kan vokse. Det er godt for skoven!” ”Nå, men jeg har altså ikke set andre røre ved træerne. Men hvis jeg ser noget, skal jeg nok kalde på jer.” Sagde Nis. ”Det sætter vi stor pris på hr. Nisse! Fortsæt de bare deres rejse!” Nis skyndte sig videre, lidt stolt over at blive kaldt hr. Han var jo trods alt kun 217 år og stadig kun et barn. Da Nis havde gået lidt, mærkede han noget koldt mod ansigtet. Han tørrede sig på kinden med luffen. Den blev helt hvid. Pludselig var træerne omkring ham dækket af glitrende rimfrost. Han kunne høre en lille fin latter, der kom oppefra, og da han kiggede op så han fire bittesmå feer med sølvvinger, der sværmede ud og ind mellem træerne.” Hej, nisse!”, fnisede de. ”Hej med jer”, sagde Nis. Han rakte hånden ud for at fange én af dem. Men de var alt for hurtige. ”Er det jer, der drysser rimfrost over skoven?” ”Ja, det er vores arbejde. Er det ikke smukt?” Nis kiggede sig omkring. Månelyset glimtede i rimen på de hvide træer og fik skoven til at ligne et eventyrland. ”Jo, det er meget smukt!” måtte han indrømme. Feerne svirrede stolte med vingerne. ”Nå, men farvel lille nisse! Vi mangler stadig Vestskoven, så vi har travlt”. De forsvandt som små lysglimt over trækronerne og Nis fortsatte sin tur gennem skoven. Lidt efter mødte han tre piger. Han vidste med det samme, at de var prinsesser, for de havde smukke silkekjoler på og diamanter i håret. Og det er kun prinsesser, der går i skoven i balkjoler. ”Hvad laver I dog her, så langt fra slottet?” Spurgte Nis. ”Vi leder efter gran og mistelten i skoven.” Sagde den ældste prinsesse. ”Ja, vi skal bruge det til at pynte op på slottet.” Sagde den mellemste prinsesse.” Åh ja, og hvis der så kommer en prins, skynder vi os at stille os under misteltenen. Så skal han nemlig kysse os!” Sagde den yngste prinsesse. Nis lo højt. ”I kan da få et kys af mig!” ”Uf nej! Vrængede prinsesserne i kor. Vi kysser kun ægte prinser og babyer. Gå med dig fjollede nisse!” Nis skyndte sig fornærmet, videre. 3


Et par lysninger længere inde i skoven, mødte Nis tre gæve jægere. ”Hej med dig lille fyr! Hvad hedder du?” Nis svarede dem, og spurgte dem hvad de lavede i skoven midt om natten. ”Vi er på vildsvinejagt, der skal mange vildsvin til for at mætte alle på slottet. Vi skal også skyde fasaner til forretten. Så vi har travlt! Gå nu forsigtigt Nis, så du ikke skræmmer vores bytte væk.” ”Selvfølgelig” Sagde Nis og skyndte sig videre. De skulle nødig komme til at tage fejl af ham og et vildsvin. Da han var kommet sikkert ud af skudlinien, satte han tempoet ned igen. Pludselig hørte han et råb. Hjælp, hjælp! ! Nis kiggede sig omkring efter lyden, og dér ved den væltede træstamme, så han fire små buttede kaninunger. Den ene sad fast under stammen og de tre andre hev og sled for at få hende ud. ”Stop, stop”, lo Nis.” Hvad sker der her?” Kaninerne råbte i munden på hinanden:” Vi legede fangeleg, og så ville vi kravle under træstammen, men så sad hun fast. ”Jeg tror, du skal ud den samme vej, du kom ind” sagde Nis. ”Der er ikke plads til små kaninrumper under dét træ”. Han tog fat om bagbenene, trak forsigtig, og smut så var hun fri. Kaninerne hoppede og dansede af glæde. ”Tusind tak nisse! Hvor skal du hen? Må vi komme med?” ”Tjah,” sagde Nis ” Jeg leder efter verdens bedste risengrød og der er stadig langt at gå”. ”Øv! Vi må ikke gå langt væk for vores mor. Men tak alligevel!” ”Selv tak!” Sagde Nis og gik rask videre. Hans mave rumlede højt! Så højt, at han ikke hørte, at der kom nogle imod ham. Frem fra lysningen kom de smukkeste skabninger, han nogensinde havde set. Tre snehvide enhjørninger med flagrende sølvmanker. På hver af dem sad en vidunderlig smuk fe. Nis bøjede sig ærbødigt for de smukke væsener. ”Op med hovedet fjollede nisse! Vi er ikke kongelige, vi er daggryets feer. Hver morgen ridder vi rundt i skoven og gør plads til morgenlyset.” Nis så sig omkring. Et gyldent skær fra øst, bredte sig langsomt gennem skoven. Natten var ved at være forbi. Feerne kiggede forskrækket ned på ham. ”Hvad er dog det for en uhyggelig lyd?” Hviskede de. ”Åh, det må I meget undskylde!” Mumlede Nis. Det er min mave, der længes efter risengrød. Jeg må hellere se at komme videre.” ”Ja, gør du hellere det, inden du vækker hele skoven.” Lo feerne og fortsatte deres ridetur gennem skoven. Nis så beundrende efter dem. Han skulle lige til at gå videre, da der var en, der prikkede ham myndigt på skulderen. Han vendte sig forskrækket om og så tre unge mænd i fine klæder med dragne sværd. ”Hør min gode nisse, du har vel ikke set, nogle 4


prinsesser i denne skov?” ”Njoeh” sagde Nis ”Måske har jeg, men hvem er I, og hvad skal I med prinsesser?” Han skævede forsigtigt til de lange sværd. ”Vi er kongens sønner og vi skal finde os nogle ægte prinsesser at gifte os med. Vi kommer lige ovre fra den store dragegrotte, vi sloges med dragen i tre hele dage og tre hele nætter. Til sidst faldt den i søvn. Men der var slet ikke nogle prinsesser i dens hule og nu ved vi ikke hvor vi skal lede.” ”Nåeh, sådan.” Sagde Nis. ”Jamen, hvis I følger mine spor tilbage gennem skoven, så kan I ikke undgå at møde Prinsesserne. Men tænk jer om, de er helt vilde med at kysse prinser. Jeg ville nok gå den anden vej, hvis jeg var jer.” ”Ha!” Lo prinserne. ”Vi har kæmpet mod ildsprudlende drager, der skal mere end en kyssegal prinsesse til at skræmme os!” Ja, ja sukkede Nis. Bare de ved hvad de går ind til. Pludselig så Nis noget bevæge sig ved siden af ham. Han stod op af en træstub og oven på træstubben dansede tre små mus. De havde små skørter på og sløjfer på halerne. ”Hej nisse! Vi er ægte dansemus. Vi plejer at danse for prinsesserne på slottet, men de satte os her, mens de samlede gran, og så glemte de os. Hvis ikke de finder os inden ræven kommer, bliver dette nok vores sidste dans”. Store tårer trillede ned ad deres kinder, mens de dansede. ”Bare rolig!” sagde Nis. ”Jeg skal nok hjælpe jer!” Han skyndte sig at kalde prinserne tilbage. ”Hvad er der med dig nisse?, Hvorfor råber du sådan op?” Spurgte prinserne. ”Jo” Sagde Nis. ”Disse dansemus er blevet væk fra prinsesserne. Jeg er sikker på I vil få en belønning, hvis I bringer dem tilbage.” Prinserne kiggede på hinanden. ”Glimrende idé nisse! Kom små mus, I kan sidde på vores skuldre!” Dansemusene hvinede af glæde. ”Tusind, tusind tak Nis!” ”Det var da så lidt” sagde Nis. Han vinkede til de forsvandt mellem træerne, stolt siddende på hver deres prinse-skulder. Nis gik videre og lidt senere kom han til en stor skovsø. Han troede ikke sine egne øjne. Midt i skovsøen lå der et kæmpe sørøverskib! Nis gik nysgerrigt nærmere. Pludselig vrimlede dækket med sørøvere, bevæbnede til tænderne med knive og sværd. ”Splitte mine bramsejl! Hvad laver du i vores skov?” Råbte piratkaptajnen, så højt at alle fuglene lettede fra træerne. ”Øh? ”Nis blev stum af skræk. ”Hvad så landkrabbe, kan du ikke svare? Jeg er kaptajn skrål, skovsøens skræk. Hvis ikke du svarer bliver du kølhalet!” Nis fik fremstammet sit navn, mens han kiggede skræmt på kaptajnen og de andre sørøvere.” Je-jeg leder bare efter verdens bedste risengrød”. ”Sørøvere spiser ikke risengrød, men kom ombord, så skal du få et stort krus rom.” Brølede kaptajnen. Nis turde ikke sige nej, så han klatrede hurtigt ombord. Kaptajnen 5


præsenterede sine folk for Nis. Den første havde skæv næse og et drabeligt sværd. Han havde engang sejlet på de syv have med kaptajn Rødskæg. Den anden sørøver var kaptajnens kone, og hun var lige så frygtløs som sin mand. Men den skrappeste var barske Olga. Selv kaptajnen blev bange for hende, når hun blev vred. Heldigvis fandt Nis hurtigt ud af, at de ikke var så slemme endda. Næ de var faktisk rigtig flinke. De sejlede ham til den anden side af skovsøen, og de blev heller ikke sure da han sagde nej tak til rom. For de vidste jo godt at nisser drikker nisseøl. Og så var der jo også mere rom til dem selv. Da Nis satte fødderne på jorden igen, var han blevet rigtig gode venner med alle sørøverne, og lovede at besøge dem igen på tilbagevejen. Nis fortsatte fløjtende sin tur gennem skoven. Pludselig var der én, der trak hans hue af. Han vendte sig hurtigt, men så kun en halespids, der forsvandt bag et træ. ”Hov!” Råbte han. ”Kom så med min hue!” Han kunne høre nogen le. ”Så kom og tag den!” Pludselig dukkede tre bittesmå trolde frem bag træstammen. De dansede leende rundt om ham, mens de kastede huen frem og tilbage mellem hinanden. Nis truede af dem: ”Kan I så lade være at drille!” ”Næh, tænk det kan vi altså ikke, for vi er nemlig drilletrolde!” vrængede de. Og så lo de, så tårerne trillede, mens de rullede rundt i skovbunden, og holdt sig på maverne. Nis hev hurtigt huen til sig. ”Jeg siger det til jeres mor!” ”Ha, det kan du ikke, for du ved jo ikke, hvor vi bor, og vores mor har selv sagt, at drilletrolde skal drille! Ellers kunne vi jo ligeså godt have været dengse-nisser!” Nu lo de små trolde så meget, at de fik hikke. Nis opgav at tale fornuftigt med dem og gik lettere fornærmet videre. Nu kunne Nis snart ikke vente mere. Hans mave skreg på risengrød! Heldigvis var han endelig kommet til udkanten af skoven. Dér så han tre små egern, der legede. ”Hej små egern! Jeg hedder Nis, hvad laver I?””Vi leger fangeleg. Har du gaver med til os?” ”Næeh”, lo Nis. ”Gaverne tager julemanden sig af. Jeg er bare en almindelig nisse. Men måske kan I hjælpe mig med at finde huset med verdens dejligste risengrød? Det skulle være her i nærheden.” Ja. det kan du tro Nis, følg efter os!” De hoppede og sprang fra træ til træ. Nis fulgte med, så godt han kunne, nede på jorden. Pludselig stod han foran en låge. Bag lågen kunne han se en lang buegang af lys, der strålede ned på det tykke lag af sne der lå overalt. ”Er det her? ”spurgte Nis. De små egern nikkede ivrigt. ”Ja, kan du ikke dufte det?” Jo, Nis kunne pludselig dufte kanel. Ah! Hans tænder løb i vand, og hans mave rumlede faretruende. Han kunne næsten ikke vente. 6


Han skyndte sig gennem buegangen, og så stod han foran en stor dør. Håndtaget sad alt for højt til, at Nis kunne nå. ”Bare rolig!” sagde de små egern. ”Du skal bare banke på ruden og sige det hemmelige kodeord”. ”Jamen det kender jeg jo ikke?” snøftede Nis. ”Jo tænk dig nu om!” Nis tænkte så det bragede, og pludselig kom han i tanke om, hvad hans mor havde sagt. Han bankede ivrigt på ruden og råbte ” Glædelig jul!” Og straks stod der tre små nisser inden for døren og smilede til ham. De klatrede op på skuldrene af hinanden, så de kunne nå håndtaget, og vips var døren åben! ”Tusind tak” sagde Nis. ”Det var da så lidt smilede nisserne. Hvad hedder du?” ”Jeg hedder Nis! Er det rigtigt, at verden lækreste risengrød er her?” ”Ja det kan du tro!” Lo de og slog sig på maverne. ”Men først skal du se vores juletræ og hilse på de andre nisser.” De trak ham ind i et stort rum, hvor der stod det smukkeste juletræ, han nogensinde havde set. Det glitrede og glimtede i den smukke julepynt. Nis så længe på det, stum af beundring. Rundt om træet sad og kravlede en masse små nisser. ”Sig Velkommen til Nis alle sammen.” ”Velkommen!!!” Råbte alle de små nisser. Nu kunne Nis ikke vente længere, og selvom han var bange for at virke uhøflig, spurgte han endnu engang efter den berømte risengrød. ”Kom med denne vej!” lo nisserne og trak ham med tilbage, hvor de var kommet fra. De pegede op i loftet, og der så Nis en stor lem.” Er grøden deroppe??” ”Selvfølgelig!” Lo nisserne. ”Kender du ikke sangen?” og så sang de alle sammen ”på loftet sidder nissen”. ”Jo” sagde Nis. ”Men hvordan kommer jeg derop?” ”Bare rolig, vi kalder på vores klatrenisse. Han skal nok hjælpe dig!” ”Albert!” råbte de, og pludselig stod der en lille fræk nisse og kiggede på Nis. ”Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør!” Han kravlede op ad væggen og skubbede lemmen op. Så kastede han et reb ned til Nis. Duften af risengrød bølgede ned mod dem og Nis skyndte sig op ad rebet. Oppe på loftet sad en sød nissepige og rørte i en stor gryde risengrød. ”Gudskelov du kom!” Sagde hun. ”Grøden er lige blevet færdig. Vil du smage?” ”Åh, ja tak!” sukkede Nis. Nissepigen rakte ham en skål dampende varm grød, med masser af kanel og en smørklat, som det hører sig til. Nis tog en skefuld, og straks bredte der sig et stort smil på hans ansigt. Rygterne talte sandt! Det var verdens bedste risengrød! ”Åh, bare alle mine venner fra skoven kunne smage den” Sukkede Nis. ”Jamen, det kan de da!” sagde 7


Nissepigen. ”Du skal bare invitere dem til den 24. december, for der danser vi om juletræet, og så skal vi alle sammen have risengrød! Rigtig God Jul 8

More magazines by this user
Similar magazines