Nis og verdens bedste risengrød.pdf

Nis rystede på hovedet og traskede videre ind i skoven. Pludselig stod der
tre skovbetjente foran ham. ”Hvem er du? Hvad laver du her i vores skov?”
Nis kiggede forskrækket på dem. De havde fine grønne uniformer på. ”Der
er nogle der går og knækker grene og skærer i barken på skovens træer. Og
det er vores job at passe på, at ingen ødelægger skoven!” sagde de, og så
meget bestemte ud. ”Undskyld, men det er altså ikke mig, jeg er bare på
gennemrejse,” sagde Nis. ”Men jeg har lige mødt nogle skovhuggere, der
fældede rigtig mange træer.” ”Ja, dem kender vi godt. De er gode mænd! De
fælder kun de træer, der står for tæt sammen. Så får de andre træer mere
lys og luft, så de bedre kan vokse. Det er godt for skoven!” ”Nå, men jeg har
altså ikke set andre røre ved træerne. Men hvis jeg ser noget, skal jeg nok
kalde på jer.” Sagde Nis. ”Det sætter vi stor pris på hr. Nisse! Fortsæt de
bare deres rejse!” Nis skyndte sig videre, lidt stolt over at blive kaldt hr. Han
var jo trods alt kun 217 år og stadig kun et barn.
Da Nis havde gået lidt, mærkede han noget koldt mod ansigtet. Han tørrede
sig på kinden med luffen. Den blev helt hvid. Pludselig var træerne omkring
ham dækket af glitrende rimfrost. Han kunne høre en lille fin latter, der kom
oppefra, og da han kiggede op så han fire bittesmå feer med sølvvinger, der
sværmede ud og ind mellem træerne.” Hej, nisse!”, fnisede de. ”Hej med
jer”, sagde Nis. Han rakte hånden ud for at fange én af dem. Men de var alt
for hurtige. ”Er det jer, der drysser rimfrost over skoven?” ”Ja, det er vores
arbejde. Er det ikke smukt?” Nis kiggede sig omkring. Månelyset glimtede i
rimen på de hvide træer og fik skoven til at ligne et eventyrland. ”Jo, det er
meget smukt!” måtte han indrømme. Feerne svirrede stolte med vingerne.
”Nå, men farvel lille nisse! Vi mangler stadig Vestskoven, så vi har travlt”. De
forsvandt som små lysglimt over trækronerne og Nis fortsatte sin tur gennem
skoven.
Lidt efter mødte han tre piger. Han vidste med det samme, at de var
prinsesser, for de havde smukke silkekjoler på og diamanter i håret. Og det
er kun prinsesser, der går i skoven i balkjoler. ”Hvad laver I dog her, så langt
fra slottet?” Spurgte Nis. ”Vi leder efter gran og mistelten i skoven.” Sagde
den ældste prinsesse. ”Ja, vi skal bruge det til at pynte op på slottet.” Sagde
den mellemste prinsesse.” Åh ja, og hvis der så kommer en prins, skynder vi
os at stille os under misteltenen. Så skal han nemlig kysse os!” Sagde den
yngste prinsesse. Nis lo højt. ”I kan da få et kys af mig!” ”Uf nej! Vrængede
prinsesserne i kor. Vi kysser kun ægte prinser og babyer. Gå med dig fjollede
nisse!” Nis skyndte sig fornærmet, videre.
3