Nis og verdens bedste risengrød.pdf

Et par lysninger længere inde i skoven, mødte Nis tre gæve jægere. ”Hej
med dig lille fyr! Hvad hedder du?” Nis svarede dem, og spurgte dem hvad
de lavede i skoven midt om natten. ”Vi er på vildsvinejagt, der skal mange
vildsvin til for at mætte alle på slottet. Vi skal også skyde fasaner til forretten.
Så vi har travlt! Gå nu forsigtigt Nis, så du ikke skræmmer vores bytte væk.”
”Selvfølgelig” Sagde Nis og skyndte sig videre. De skulle nødig komme til at
tage fejl af ham og et vildsvin. Da han var kommet sikkert ud af skudlinien,
satte han tempoet ned igen.
Pludselig hørte han et råb. Hjælp, hjælp! ! Nis kiggede sig omkring efter
lyden, og dér ved den væltede træstamme, så han fire små buttede
kaninunger. Den ene sad fast under stammen og de tre andre hev og sled for
at få hende ud. ”Stop, stop”, lo Nis.” Hvad sker der her?” Kaninerne råbte i
munden på hinanden:” Vi legede fangeleg, og så ville vi kravle under
træstammen, men så sad hun fast. ”Jeg tror, du skal ud den samme vej, du
kom ind” sagde Nis. ”Der er ikke plads til små kaninrumper under dét træ”.
Han tog fat om bagbenene, trak forsigtig, og smut så var hun fri. Kaninerne
hoppede og dansede af glæde. ”Tusind tak nisse! Hvor skal du hen? Må vi
komme med?” ”Tjah,” sagde Nis ” Jeg leder efter verdens bedste risengrød
og der er stadig langt at gå”. ”Øv! Vi må ikke gå langt væk for vores mor.
Men tak alligevel!” ”Selv tak!” Sagde Nis og gik rask videre.
Hans mave rumlede højt! Så højt, at han ikke hørte, at der kom nogle imod
ham. Frem fra lysningen kom de smukkeste skabninger, han nogensinde
havde set. Tre snehvide enhjørninger med flagrende sølvmanker. På hver af
dem sad en vidunderlig smuk fe. Nis bøjede sig ærbødigt for de smukke
væsener. ”Op med hovedet fjollede nisse! Vi er ikke kongelige, vi er
daggryets feer. Hver morgen ridder vi rundt i skoven og gør plads til
morgenlyset.” Nis så sig omkring. Et gyldent skær fra øst, bredte sig
langsomt gennem skoven. Natten var ved at være forbi. Feerne kiggede
forskrækket ned på ham. ”Hvad er dog det for en uhyggelig lyd?” Hviskede
de. ”Åh, det må I meget undskylde!” Mumlede Nis. Det er min mave, der
længes efter risengrød. Jeg må hellere se at komme videre.” ”Ja, gør du
hellere det, inden du vækker hele skoven.” Lo feerne og fortsatte deres
ridetur gennem skoven. Nis så beundrende efter dem.
Han skulle lige til at gå videre, da der var en, der prikkede ham myndigt på
skulderen. Han vendte sig forskrækket om og så tre unge mænd i fine
klæder med dragne sværd. ”Hør min gode nisse, du har vel ikke set, nogle
4