Læs et uddrag fra bogen her - Muusmann´forlag

muusmann.forlag.dk

Læs et uddrag fra bogen her - Muusmann´forlag

7.

”Hvad har du i kufferten?” Ikke noget med ’please’ eller bare et

smil. Toldere er åbenbart ens verden over. Heller ikke Amalies

svar med ”tøj, mere tøj og... åh, nogle sko!” kunne fremkalde et

smil hos manden med stenansigt. Så var det Amalie fandt på at

fremvise sit spritnye diplomatpas. ”Sorry, madam,” kom det fra

den arme mand i et mere høfligt toneleje. Han viste hende med

en armbevægelse, at hun bare skulle gå lige igennem. Hun

havde faktisk helt glemt, at hun havde det.

Hvad får også en til at vælge en karriere som tolder?

filosoferede Amalie på vej ud i ankomsthallen. Han har sikkert

haft en drøm om at blive kriminalbetjent og opklare listige

mordgåder, men måtte i stedet nøjes med at lede efter

hemmelige rum i folks kufferter. I det mindste bar han da

uniform! Trods det sene tidspunkt var Amalies sarkasme fuldt

vågen. Men hendes krop kunne godt tænke sig at se en seng

snart.

Hun fik sig mast gennem den ventende folkemasse udenfor og

efter mindst ti afslag til taxi-chauffører, der lugtede dollars fandt

hun endelig ambassadens chauffør, Saul. ”Ms Kirstensen” stod

der på skiltet, men hun var for træt til at stave K-r-i-stensen for

ham – og i øvrigt var det faktisk ”Riis Kristensen.”

Når man var udstyret med et efternavn som Kristensen, der

næsten mere var en massebetegnelse end et navn, var det fuldt

legitimt at lægge tryk på sit mellemnavn, mente hun normalt.

Men det var alt sammen ligegyldigt lige nu. Det var midnat,

flyet var blevet forsinket i Nairobi og hun ville bare gerne sove.

Forhåbentlig var der ikke langt til hotellet.


Det var der . Kampala ligger cirka femogtredive kilometer fra

lufthavnen i Entebbe ad en hullet landevej. ”En af de bedre i

landet,” påstod Saul. Hullerne holdt hende lysvågen hele vejen

og hun var derfor i stand til at føre en vis form for meningsfuld

samtale med Saul, der havde været chauffør for den danske

ambassade i otte år, havde fem børn, og boede ’lidt uden for

byen,’ som han havde sagt, mens han havde peget i en lidt

ubestemmelig retning. Han spurgte hende om det var hendes

første gang i Uganda. ”Første gang i Afrika,” lød svaret og han

grinede højlydt. Hun var ikke helt sikker på, hvad det helt

præcist var han fandt så morsomt.

Hun havde håbet, at luften ville føles mere behagelig udenfor

lufthavnsbygningen, men den tætte fugtige luft lå tungt overalt.

Som en varm dyne, der smyger sig om kroppen. Den del var

såmænd rar nok, men hun syntes det var lidt svært at ånde og

hun fik også lidt hovedpine. Trætheden forværrede kun

hovedpinen. Måske det også havde lidt med højden at gøre,

tænkte hun. Kampala ligger godt 1200 meter over havet, hvor

Danmark ligger omkring 30. Hun prøvede at rulle vinduet lidt

ned, men det gjorde det faktisk bare værre. Air-condition var

bedre.

Vejen syntes uendelig. Formentlig mest på grund af tidspunktet.

Klokken nærmede sig et om natten og alligevel var der

mennesker over alt. Det kunne være svært at se dem før de var

helt tæt på, for der var ikke meget lys på Entebbe road. Kun

lysene fra de andre biler, lidt ild hist og pist – formentlig fra

sene madlavningsprojekter. Og så en gang imellem et stort

neonskilt til et dansested eller musiksted – i hvert fald tydeligvis

noget med musik, kunne hun høre.


Saul sænkede pludselig farten og Amalie indså, at de havde

været tæt på at ramme en lille bil, som kørte foran dem – uden

lys! Den havde været absolut umulig at se i den sorte afrikanske

nat, før de næsten ramte ind i den. De passerede flere ansigter

ude i mørket, nogle på cykler – ligeledes uden lys – med tunge

læs. Hvad laver alle de mennesker på det her tidspunkt af

døgnet? Om ikke andet, tænkte hun, så synes Kampala og New

York at have én ting til fælles: Ingen af byerne lader til

nogensinde at sove!

Trafikken blev tættere. Det samme gjorde lys-frekvensen og hun

kunne nu se noget foran sig, som lignede en egentlig storby. De

passerede sågar et lyskryds og cyklerne var nu mest skiftet ud

med knallerter, der bevægede sig hurtigt ind og ud mellem

bilerne. Byen virkede ret forvirrende, syntes hun. Trafikken

kaotisk. Selv på dette tidspunkt af døgnet.

Amalie blev installeret på Nile Hotel centralt i byen – eller det

sagde Saul i hvert fald og det gik hun jo ud fra var rigtigt. Hun

fik besked om, at ’Mr. Pedersen,’ leder af ambassadens

administrative afdeling, ville hente hende næste dag ved

middagstid. De havde åbenbart valgt at give hende tid til at sove

ud.

More magazines by this user
Similar magazines