Husmanden, der blev Doktor

estrup.org

Husmanden, der blev Doktor

Husmanden,

der blev Doktor

Litauisk Folkeeventyr.

Fra Eventyr fra hele verden

[www.estrup.org - ID: T108 - TS: 2006-11-22 07:44]

Side 1


Side 2

Dar var engang en Husmand, som havde en Kone og en ansélig Mængde Børn. Men

han var meget fattig, hvor meget han end arbejdede og sled.

Da han nu ikke vidste, hvad han skulde gøre for at kunne klare sig, fandt han paa

at køre ud i Skoven og stjæle Brænde. En Dag spændte han derfor sit Øg for Slæden

og kørte ud i Skoven, hvor han læssede den saa fuld, at Hesten knap kunde trække

den; saa kørte han ind til Byen og solgte det,

Da han kom ind i Byen, saa han en Tavle over Døren paa et Hus, og paa

den var Købmandens Skilt malet; foran Huset standsede han og betragtede Skiltet

opmærksomt.

Købmanden, som saa ham, kom ud og spurgte: "Bonde, hvorfor staar du der? Hvad

vil du?"

Husmanden svarede: "Jeg sælger Brænde!" Købmanden spurgte: "Hvad skal du

have for det?" Den anden svarede: "Den Tavle der!"

Købmanden gjorde sig i sit stille Sind lystig over det dumme Menneske og den Pris,

han forlangte; han lod straks Tavlen tage ned og gav Bonden den for Brændet. Og,

denne kørte Skiltet hjem, som om det var en meget vigtig Genstand.

Konen og Børnene havde imidlertid glædet sig til, at Faderen, naar han kom hjem

fra Byen, skulde have nogle Levnedsmidler med sig, og saa snart han nu kom kørende

ind i den lille Gaard, sprang de alle sammen ud for at tage det ind fra Slæden og bære

det ind i Stuen.

Da de nu saa glade kom løbende hen imod Slæden, sagde Faderen: "Naa, Mor, i

Dag bringer jeg noget godt med, som jeg har købt, se bare den Tavle der!"

Da Konen saa Skiltet, begyndte hun at græde og sagde: "Har du mistet Forstanden?

Vi har ikke en Bid Brød i Huset, og saa kommer du hjem med et Stykke malet Træ!

Du kunde da have købt et Par Maal Korn eller et Pund Fedt for de Penge, du fik for

Brændet!"

Manden sagde: "Stille, Mor, det gaar nok, og du skal faa, hvad du ønsker!"

Den næste Morgen kørte han igen ud i Skoven -- og bagefter, da Slæden var fuld,

ind til Byen.

Da han kom igennem en Gade, saa han gennem et Vindu en Herre gaa op og ned

i sin Stue; han havde en gammel Slobrok paa og røg paa en ganske almindelig Pibe.

Han fandt Behag i Slobroken og Piben; derfor standsede han foran Vinduet og saa

ind paa Herren. Det var en Doktor.

Da Herren saa ham staa saa længe og se ind i Stuen gennern Vinduet, gik han ud

og spurgte: "Bonde, hvorfor staar du der?"

Bonden sagde: "Jeg har noget Brænde til Salg!"

Herren spurgte: "Hvad skal du have for det?"

Bonden svarede: "Herre -- jeg vil have din Kittel og din Pibe!"

Doktoren tog straks sin gamle, luvslidte Slobrok af og rakte Bonden den og Piben

for Brændet. Da Husmanden havde faaet disse Ting, kørte han glad hjem.

Men Konen og Børnene var Ventetiden faldet lang, for i Dag tænkte de, at Faderen

ganske bestemt havde noget med sig hjem. Og da han nu kom kørende, løb de ham

alle i Møde; men allerede paa Afstand raabte han: "Naa, Mutter, i Dag er jeg lykkelig;

se, hvad for en fin Pibe - og en Kittel fra Hr. Doktoren; alt det har jeg faaet i Dag for

Brændet!"


Side 3

Da Konen saa disse ganske værdiløse Ting, begyndte hun at græde, som om hun

blev pisket, og hun skreg:

"Din Nar, din Dumrian, du er jo enfoldigere end en Hyrdedreng; vi er ved at dø af

Sult, og saa kommer du med en elendig Pibe og en gammel, luvslidt Frakke; den Las

er god nok til en Kludekræmmer!"

Manden beroligede hende og sagde: "Stille, Mutter, det bliver alt sammen godt;

græd bare ikke!"

Husmanden lod nu skrive paa Tavlen: "Doktoren, der véd alt og kan alt!" og slog

den op over sin Dør; og nu tog han hver Dag Doktorens Slobrok paa, røg en Pibe og

gik op og ned i Stuen.

Ikke længe efter kom en Herre fra en Gaard noget borte kørende forbi Huset; i den

forgangne Nat var der blevet stjaalet en meget kostbar Hingst fra ham.

Da Herren saa det Skilt, lod han Kusken standse og kalde Doktoren ud. Den gode

Mand gik barfodet rundt i sin Stue i Doktorens Kittel.

Kusken aabnede Døren og bad meget ærbødigt, om Doktoren vilde være saa

elskværdig at komme ud.

Han gik nu ogsaa hurtigt ud, og Herren hilste høfligt paa ham og sagde: "Hr. Doktor,

man har i Nat stjaalet en meget dyr Hingst fra mig; ved du ikke, hvor jeg kan finde den

igen? Jeg har jo læst paa Tavlen, at du er en Doktor, som ved alt!"

Husmanden, som ikke vidste det aller mindste, sagde: "Vi skal nok finde Hingsten!"

Da bad Herren ham om at stige med til Vogns; men den anden sagde: "Jeg har

ingen Støvler!"

Herren befalede straks sin Kusk at sætte sig paa en Hest og ride hjem og hente et

Par Støvler; og det varede da heller ikke længe, førend Støvlerne var der. Husmanden

tog dem paa, satte sig op i Vognen til Herren og kørte med ham.

Da de havde kørt et langt Stykke, spurgte Herren: "Hr. Doktor, er der langt endnu?"

Han sagde: "Ja, langt endnu!,"

Saa korte de ind i en stor Skov, og i Skoven laa der en smuk Gaard, som nogle

Røvere havde bygget.

Da de var meget nær ved Gaarden, spurgte Herren igen: "Naa, Hr. Doktor, er det

maaske her?"

Han sagde: "Ja, ja, her er det!"

Saa snart de nu kørte ind i Gaarden, begyndte Hingsten i Stalden at vrinske, og

Herren kunde straks høre, at det var hans Hingst. De gik ind og fandt kun en gammel

Mand hjemme; ham skældte de skrækkeligt ud, og han maatte straks udlevere dem

Hingsten. Men Herren vendte himmelhenrykt hjem og honorerede Doktoren rigeligt;

desuden lod han paa sin egen Bekostning sætte i Aviserne, at der boede en Doktor

paa det og det Sted, som vidste alting.

Nu glædede ogsaa hans Kone, som hidtil kun havde bebrejdet ham hans vanvittige

Opførsel, sig over hans Lykke.

Ikke længe -- maaske et Par Uger -- efter, kom der et Bud fra Kongen i et andet

Kongerige og bad Doktoren, om han vilde være saa god at komme hurtigst muligt, for

Kongens eneste Datter var dødssyg, og maaske kunde han helbrede hende.

Skønt Husmanden denne Gang ikke anede, hvad han skulde gøre, gjorde han sig

hurtig færdig og afrejste. Da han kom til den By, hvor Kongen boede, gik han ind paa


Side 4

Apoteket, købte alle Slags Medicin og lignende Kram, pakkede det hele i en Æske og

gik saa til Kongen.

Aa --- hvor der blev Glæde over, at Vidunderdoktoren var kommet; det var, som det

var den gode Gud, selv! Kongen førte ham straks til sin syge Datter, og da Doktoren

havde undersøgt hende, spurgte Kongen, om han troede, han kunde helbrede hende.

Doktoren sagde: "Jeg tænker, hun vil være rask om tre Dage; kun maa jeg udbede

mig et Værelse, som i de tre Dage ikke bliver betraadt af nogen; det bringer jeg den

syge ind i, og jeg maa være alene med hende!"

Da det var sket, tog han sin Æske og begyndte at give Patienten alle Slags Olier og

Urter uden at vide, om det var ondt eller godt, og om det kunde hjælpe eller ikke. Paa

den Maade gik der to Dage, men Prinsessens Tilstand var stadig den samme.

Den tredje Dags Morgen gav han hende igen af det alt sammen, men da det ikke

vilde hjælpe, tog han hende med Magt ud af Sengen og satte hende paa en Stol ved

Vinduet, gennem hvilken man kunde se ud i en dejlig Have, idet han tænkte: "Maaske

kan det hjælpe!"

Men da det ikke vilde gaa, blev Doktoren ikke lidt bange; for han havde lovet, at

Prinsessen vilde være rask den tredje Dag. Da han nu ikke vidste, hvad han skulde

gøre, gik han næsten fra Sans og Samling. Pludselig sprang han hen til hende og

raabte med høj Stemme: "At der dog heller ikke er noget, der vil hjælpe!"

Prinsessen blev saa forskrækket, at hun fo'r sammen, og en Gysen, gik gennem

hele hendes Legeme; og paa engang flød der Blod i Strømme ud af hendes Mund.

Nu saa Doktoren, at hun havde en Byld i Halsen, sprang hen til hende og trykkede

hende paa Halsen; da løb der endnu mere Urenhed ud, og et Par Timer efter befandt

hun sig saa godt, at hun forlangte noget at spise.

Nu blev Doktoren glad og gik hurtig ud og forlangte Mad til den syge. Da Kongen

og Dronningen hørte det, kom de begge til for at se, om det passede --- og se! saa

var deres Datter næsten rask!

Da blev Doktoren hædret over al Maade, men ikke nok med det: Kongen gav ham

store Mængder af kostbare Sager, ogsaa mange Penge - og lod ham køre hjem i en

af sine fine Vogne.

Den Historie blev snart kendt vidt og bredt, og efter nogle Maaneders Forløb modtog

denne almægtige Doktor igen et Brev fra et fremmed Kongerige, hvori han hurtig

kaldtes bort; der var blevet stjaalet Penge fra Kongen.

Doktoren var imidlertid blevet rig og kørte nu med sit eget Køretøj. Men undervejs

købte han sig alle Slags kulørt Papir og heftede det sammen, saa det dannede en tyk

Bog.

Da han kom til Kongen, blev ogsaa der stor Glæde. Kongen meddelte ham Ulykken,

der bestod i, at der var forsvundet saa og saa mange Penge fra ham, og spurgte ham,

om han vidste, hvor Pengene kunde være.

Doktoren svarede: "Det er en Bagatel; i Løbet af tre Dage har jeg fundet Pengene!"

Og saa udbad han sig et Værelse; hvor han kunde være alene.

Kongen overlod ham meget gerne en stor og smuk Stue. Da Doktoren blev alene,

tog han sin brogede Bog frem, bladede frem og tilbage i den og mumlede uafbrudt som

en Jøde, der beder, og saaledes blev han ved baade Dag og Nat.


Side 5

Men Pengene havde tre af Kongens Tjenere stjaalet. Da de hørte, at der var kommet

en Vidunderdoktor, der vidste alting, blev de uhyggelige til Mode, da de var bange for

at blive opdaget.

Saa kom den tredje Nat, og Doktoren var i meget daarligt Humør, fordi Tiden gik

og Pengene endnu ikke var fundet. Han havde besluttet at vaage hele den Nat for om

muligt at faa noget ud af det.

Men de tre Tyve havde i deres Angst aftalt, at de en for en vilde gaa hen under

Doktorens Vindu for at høre, om han foretog sig noget. Da den første stod under

Vinduet og lyttede - og i lang Tid ikke hørte andet end Doktorens Mumlen, slog Uret

pludselig et Slag.

Doktoren slog i det samme i Bordet med Haanden og sagde: "En har vi allerede!"

Tyven under Vinduet mente, den angik ham og løb hen til de to andre og fortalte, at

Doktoren vidste om hele Tyveriet. De vilde ikke tro det, og Nummer to stillede sig op

under Vinduet. Mens han stod der, slog Uret igen, bim-bam --- to Slag.

Doktoren slog i Bordet og sagde: "Nu har vi allerede to!"

Han troede nu ogsaa, det var ham, der mentes, løb til de andre og raabte: "Ja.

sandelig, Manden ved alt!" Den tredje vilde endnu ikke tro det og gik derfor ogsaa hen

for at lytte under Vinduet. Mens han stod der, slog Uret, bim-bam-bum -- tre Slag.

Doktoren slog igen tre Gange i Bordet og sagde: "Gud være lovet: nu har vi allerede

tre; saa kan jeg godt gaa i Seng!"

Da han under Vinduet hørte det, skyndte han sig hen og sagde til de to andre: "Nu

tror jeg virkelig, han ved, at vi har Pengene; hvad skal vi dog gøre?"

Hurtigt aftalte de, at de vilde gaa op til ham og give ham alle Pengene og bede ham

om ikke at forraade dem.

Da de kom til Doktoren, laa han allerede i Sengen; de bankede paa Døren, og

han lukkede dem ind. Hurtigt bekendte de, at de havde stjaalet Pengene fra Kongen,

knælede ned for ham og bad ham om ikke at forraade dem, saa skulde de straks bringe

ham alle Pengene. Det lovede Doktoren og befalede dem hurtigt at hente Pengene.

Med stor Anstrengelse bar de dem alle ind i Doktorens Stue, og til sidst kom de med

hele Pengeskabet.

Ganske tidligt, mens Doktoren endnu sov, kom en af Kongens Tjenere sagte ind i

Doktorens Stue og fik Øje paa Pengeskabet. Øjeblikkelig meddelte han sin Herre det.

Kongen blev henrykt og befalede, at ingen maatte gaa ind i Doktorens Stue, da de

gerne kunde vække ham.

Da Doktoren nu havde helt udsovet, stod han op og opsøgte Kongen. Han fik

Pengeskabet og alle de stjaalne Penge. Men nu vilde han vide, hvem der havde haft

Pengene, og hvordan han havde fundet dem igen.

Men Doktoren sagde: "Herre og Konge, det kan jeg ikke sige dig; lad dig nøje med,

at Pengene er kommet!"

Saa spurgte Kongen heller ikke mere, skønt han gerne havde straffet Tyvene. Han

betalte Doktoren rigeligt for den store Velgerning og forærede ham en stor Gaard. Saa

maatte han sælge Huset og bo paa Gaarden. Der levede han i mange Aar og blev

meget gammel, og han var lige til sin Død en Doktor, som kunde alt og vidste alt.

More magazines by this user
Similar magazines