apitel 11 - Aage Staffe

aage.staffe.dk

apitel 11 - Aage Staffe

Kapitel 11

Frøs Danskerne under krigen?

Dansk brændsel

Danmarks normalforbrug af kul var 7,5 mil. tons om året før krigen.

Hvordan kunne det erstattes? Tyske leverancer til gengæld for tysklandsarbejdere?

I de første krigsår leverede Tyskland ca. 3,5 mil. tons

svarende til halvdelen af vor import før 1940. Men disse leverancer

kom ikke den almindelige danske borger til gode, da hovedparten gik

til industrien, dvs. fortrinsvis værnemagere, der leverede til den tyske

krigsmaskine.

Isvintrenes polarkulde skabte et behov, som ikke kunne dækkes på

anden måde end at iføre sig ørevarmere, halstørklæder, sivsko eller

søge under dynerne.

Pillekoks

er omtalt tidligere. Men nogen samlet opgørelse over produktionen på

landsplan foreligger ikke, da salget var frit og uden for enhver kontrol.

Men alene på en tidligere losseplads i Valbyparken i København blev

pillet 250.000 hl. Pillekoksene blev trods en stank af losseplads i stuerne

handlet til sortbørs priser.

183


184

Stødbrænde

Tusinder af arbejdsløse tog job i tørvemoser,

brunkulslejer eller i skovene.

Her gravede man gamle træstubbe

(stød) op.

Når nogen af mine kammerater fra

sabotagens «guldalder» skal være

morsomme på min bekostning, fortæller

de, at jeg under en våbentransport

holdt to personer op, stjal deres træsko,

fyrede op med dem i generatoren

for, at vi kunne komme videre i dagens

tekst.

Stødbrænde var en nødløsning, som kun kunne have værdi i en krisesituation,

hvor omkostningerne havde underordnet betydning.

BOPAsabotører stjal sprængstof i Faxe Ladeplads kalkbrud og i flere

skove, hvor sprængstof blev opbevaret.

Sprængstofferne var Dynamit og Aerolit, som gav et pænt knald,

men med hensyn til virkning ikke kunne tåle sammenligning med

Trotyl, det tyske Donarit eller de allieredes plastiske sprængstoffer,

som vi kaldte marcipan.

Det danske politi indledte og gennemførte den største politiaktion

hidtil, hvilket medførte arrestation af flere af de «formastelige forbrydere»,

hvoraf flertallet var tidligere spaniensfrivillige, som havde

kæmpet mod fascisten, Francos diktatur for demokratiet.

De blev senere i en periode benævnt frihedskæmpere.

Trækul - kulsviere

Fremstilling af trækul er kendt fra jernalderen, hvor det blev brugt til

fremstilling af jern fra myremalm, til opvarmning, madlavning, støbning

og til smedning. De mange myter (fortællinger) om kulsvierne

stammer fra Nordsjælland og Sønderjylland.

Da man gik over til brug af stenkul (singles) fra England, standsede

kulsvidningen delvis.

BOPA 65, 96, 102, 180, 220-226, 237, 238-254, 261-263, 277-278, 286-297


Arbejdet med fremstilling af trækul bestod i: Indsamling af brænde.

Brænding af milen i 2-3 døgn, hvor der krævedes vagt døgnet rundt

for at undgå at træet blev til aske.

Fordele ved trækul: 300 kg træ giver 60 kg trækul. De er lettere, har

renere forbrænding, så de kan anvendes uden skorsten.

I vore dage i grill.

Trækul og benmel er brugt indenfor smedefaget i århundreder; ved

den rette behandling kan jern tilføres kulstof, således at en hærdet

hård overflade, som kan skærpes, fremkommer. Kernen i stålet bliver

forholdsvis blød og smidig. Dette har betydning, hvor der er tale om

skærende værktøjer som eksempelvis høvljern, stemmejern, knive,

våben, som kårder, sværd og sabler.

Trækul kan endvidere bruges til fremstilling af krudt, og det er måske

en af forklaringerne på kulsvierne i Grib Skov i Nordsjælland og

Hærens Krudtværks beliggenhed i Frederiksværk.

Tørv blev udvundet i moser

Højmose

Hvor der i dag er en mose, har der før været en sø. Døde plantedele er

sunket til bunds, men ikke rådnet op på grund af mangel på ilt. De er

blevet til tørv. Hvis mosefladen har været uden kontakt med grundvandet

og kun holdes fugtig af næringsfattigt regnvand, taler vi om

højmose, som der kun findes ganske få af i Danmark.

Lavmose

Når forrådnelsen er sket i forbindelse med næringsrigt grundvand.

Produktionen havde været og var overvejende traditionel og særdeles

primitiv. Men med krigen i 1940 vendte billedet.

Hele Danmark måtte fyre med tørv. Det var det eneste brændsel, vi

havde i større mængder. Førkrigsproduktionen var 250.000 tons, hvilket

i energiværdi svarede til 175.000 tons kul. Fængselsvæsenet havde

et velordnet tørvebrug i Sdr. Omme og Cementfabrikkerne det eneste

mekaniserede brug i Lille Vildmose.

1940

Nu var der penge at hente, men først skulle frosten gå af jorden. Ole

opfinder, som regel landsbysmeden og folk med initiativ gik uforknyt

i gang.

185


Familier, hvor mand, kone og børn bistået af byernes mange arbejdsløse,

kunne præstere en årsproduktion på i alt 2,3 mil. tons; en tidobling.

6.000 nye tørveproducenter, som beskæftigede 80.000 mand, blev

registreret.

I årene 1942 – 43 – 44 fordobledes produktionen yderligere til 4,7 mil.

tons. Tørveproduktionen dækkede dermed en tredjedel af Danmarks

energiforbrug.

Her var tale om sælgers marked, hvorfor myndigheder blandede

sig med svigtende held. Direktoratet for Vareforsyning og de priskontrollerende

myndigheder kom med påbud. Tørvene blev prismæssigt

inddelt efter brændværdi i 6 klasser, dvs. efter vandindhold og rest af

slagger. Bedste kvalitet med højeste pris måtte maksimalt indeholde

25 % vand og aske, den dårligste op til 50 %. Det kan ikke overraske,

at tørveproducenterne kun havde bedste kvalitet til salg.

Forbrugerne betalte ofte overpris for vand og aske, og producenten

scorede kassen. Prisen for tørv oversteg langt prisen på kul. Myndighederne

var ret forsvarsløse. Når de greb ind, truede producenten blot

med at ville lukke forretningen, og lidt var jo mere end ingenting.

Bivirkninger

I byerne søgte man at sikre sig rigelige lagre af de forhadte tørv;

isvintrene var i frisk erindring. Kælderrum blev fyldt til bristepunktet,

i lejekasernerne bankede man primitive tørveskure op i gårdene,

hvilket gik ud over børnenes i forvejen beskedne legepladser. Flere

anbragte tørvene i badekar, for man havde jo alligevel ikke varmt vand

i hanerne.

Produktionsmetoder

I århundreder havde man brugt en skarpslebet spade, formet så tørven

forholdsvis let kunne skæres ud i størrelse som en mursten. Som så

ofte før bistod lokale landsbysmede med fremstilling af apparater, hvor

flere tørv kunne skæres samtidigt i ensartede størrelser.

En konstruktion, som mindede meget om en æggedeler blot i mammut

format, blev med mere eller mindre held brugt ved, at man lagde

tørvemassen ud, for derefter med æggedeleren at skære tørven ud.

De tynde strenge sprang ofte, når de ramte sten eller større grene.

Vand var et flersidet problem. De huller, hvor udgravningen skulle

ske, var ofte fyldt med vand. Motorpumper var udelukket pga. brændstofmangel,

så tilbage var kun hånddrevne pumper, eller udtjente

dampmaskiner.

186


Æltemaskiner fra lokale teglværker

dukkede op. Gamle dampmaskiner,

som tidligere var brugt til

tærskeværker blev hentet frem.

De var lidt af et Columbusæg,

da petroleum og dieselolie ikke

kunne skaffes.

Disse dampmaskiner kunne anvende

de tørv, man gravede frem.

Selvhjælp?

Danefæ

Tørvemassen blev æltet til en sej

dej, som blev hældt i forme, der

lå på marken. Denne tørv kaldtes

æltetørv. Den færdige, æltede tørvemasse

fyldes i tørveformen.

Det enkelte tørverum i tørveformen

målte ca. 13 x 23 cm. og hele

tørveformen ca. 73 x 161 cm.. Når

massen var tørret og havde fået en

fast konsistens tømtes formen og

tørvene blev lagt til tørre, alt efter

den danske sommers lune, men som

regel i ca. tre uger.

For at undgå produktionsstop bestak ejeren af mosen i flere tilfælde

arbejdere til at holde mund, når de fandt noget af historisk interesse.

Selv om man skønsmæssigt anslår, at omkring 90 % gik tabt, blev

de berømte Veksø horn fundet, i stumper ganske vist. Nationalmuseet

opkøbte 5.000 færdige tørv, opløste dem i vand og fandt så mange

stumper, at man kunne rekonstruere hornene.

187


Næste trin var at stable tørvene i røjler, sådan,

at vinden kunne afslutte processen.

188

Tørv, der var lagt til tørre skulle vendes

mindst én gang alt efter vejret.

Dette arbejde blev oftest udført af

børn. Børnearbejde havde været

forbudt ved lov siden Første Verdenskrig,

men overtrædelser kunne

ses i næsten alle tørvegrave, hvor

selv mindre børn sled og slæbte.

Uden al tvivl har det at gå sammenbøjet

i timevis givet rygskader.


Brunkul

1940;

Snart rygtedes, at en bonde kunne samle brunkul i sine plovfurer. Det

var på heden ved Søby; et fredeligt og hidtil upåagtet område præget af

landmænds sure slid for at vriste blot lidt ud af en sandet og mager jord.

Hurtigt lejede arbejdsmand Jensen retten til at udvinde brunkul.

Med en kammerat, en trillebør, en hakke, to skovle og en aljepumpe

gravede og pumpede de vand bort på skift. Året efter havde Jensen 50

mand ansat og sluttede året 1942 med en årsindtægt på 125.000 i 1941

kroner. Skulle beløbet omsættes til vore dages kroner vil der være tale

om et astronomisk beløb.

I 1940 havde geologen Milthers ved boringer beregnet brunkulsreserverne

til fem mil. tons; fire år senere havde han lokaliseret yderligere 22

mil. ton. Som i sin tid i Californien hvor guldfeberen rasede forvandledes

den fredelige hede sig til et sandt Klondyke. Spekulanter – store

som små – dukkede op – der handledes og sjakredes. Nogle gårde blev

solgt stykke for stykke, og for salgssummen kunne den fattige bonde

nu købe en herregård.

Men Lykkens Gudinde tilsmilede ikke alle, naboen til et brunkulsleje,

der kørte for fulde omdrejninger borede og borede for at konstatere, at

selv i 16 meters dybde var sand og kun sand. Store entreprenører dukkede

op og med dem alskens maskineri. Giganten, Wright Thomsen &

Kier, en driftig værnemager forvandlede heden til et månelandskab.

Akkorderne var gode, hvorfor en strøm af arbejdsløse søgte lykken,

der var ikke kun tale om agtværdige arbejdere med kone og børn, men

også luddere og plattenslagere af enhver slags fulgte med i kølvandet.

Lasternes huler! Sodoma - Gomorra

Sortbørs hajer flokkedes om de velbeslåede arbejdere som fluer om en

sukkermad. Smugkroer med fantasifulde navne manglede ikke, og her

kunne spillelystne få deres lyster styret ved at spille på sekseren – ren

hasard. På en aften kunne man sætte en årsløn til.

Trafik

Vejnettet var oprindeligt smalle grusveje, og det blev nødvendigt at anlægge

nye asfalterede veje, der kunne bære den tunge lastvognstrafik.

DSB anlagde en sidebane til Herning-Brande banen og på nær nogle

få nattetimer rullede togene uafbrudt.

189


Ved mørkets frembrud indstilledes brydningen af kullene, da man af

hensyn til mørklægningen ikke måtte bruge lys.

I nattetimerne kunne gravemaskinerne dog fjerne de øverste lag af

sand, så brydningen kunne starte igen ved daggry.

På et tidspunkt forsøger staten at få hold på det

herskende kaos ved at opføre barakker.

190

Udrangerede busser og jernbanevogne

var første station for de

fleste, men som tiden gik byggedes

hytter af bræddestumper,

bølgeblik, tagpap og græstørv.

Kommunen fik problemer, da man

havde undervisningspligten for de

mange nye børn. Skolelokaler blev

indrettet i gårdenes dagligstuer.


Aftenerne var lange – man

kedede sig – alle forsøgte at

tjene penge.

En husmor smurte madpakker

– En driftig mand hentede vand

på mejeriet og solgte det videre

– købmænd indrettede sig i primitive

skure – og var veritable

sortbørs centraler.

Sikkerhed

Læg mærke til stigen, uden

rækværk eller andet for sikre

mod et fald på op til 10 meter

eller mere. Arbejdere står på

en bankette, der på grund af

det løse sand og indstrømmende

vand kan skride når

som helst. Transportøren var

andre steder afløst af „skuffer“

som blev hevet op fra dybet af

gravemaskiner.

Disse arbejdere balancerede

med trillebør som artister på

en smal gangbro uden sikkerhedsnet

til dybet.

Et fald på 10 til 15 meter ville

betyde død eller lemlæstelse.

191


Stenkul

Bornholm

En ultrakort geologisk oversigt

192

Et sandskred har taget en lastbil

med sig i dybet.

Omfanget af ulykker var så stort, at

et redningskorps oprettede station

med ambulancer på stedet.

er nødvendig for at forstå baggrunden for problematikken omkring

brydningen af stenkul på Bornholm. Bornholm er en horst, kendetegnet

ved sine lodrette klippeskrænter i nord og mod øst.

Forestil dig, at vor moder jord hviler på plader, som konstant er i

bevægelse og at du i lighed med disse presser hænderne mod et stykke

sæbe. Når presset er kraftigt nok vil sæben smutte – op eller ned. Smutter

det op, har du horsten – kendelig på sine næsten altid lodrette sider.

Smutter sæben ned, har du en gravsænkning.

Filippinergraven i Stillehavet er karakteristisk for sådanne med sine

lodrette skrænter og dybde på 11 km. Siden har Danmark hævet sig

mod nord og sænket sig mod syd, hvilket for Bornholm har betydet, at

øen ligesom er kæntret, hvilket mod syd og vest kan ses af de lavtliggende

kyster.

Senere har have – floder - istider gjort sit til at danne og ændre den

mere end uensartede undergrund, som kan være granit – skifer – sandsten

– kul – ler – (Hasle klinker og keramik) og sand.

Forekomsten af kul har vel været kendt og udnyttet fra de første mennesker

bosatte sig, da kullene flere steder findes ved jordoverfladen og

flere steder har kunnet brydes ved stranden ved Hasle i lighed med

flere steder i Skåne.


Karakteristisk for kulforekomsterne på Bornholm er, at de ligger spredt,

omgivet af sand, ler eller sandsten, som betyder, at risikoen for skridning

af jordmasser, sammenstyrtning af gruber og indtrængen af vand

visse steder gør brydning i større målestok umulig eller så kostbar, at

risikoen for økonomiske tab var sandsynlig. Lagene af kul ligger ikke

pænt ordnet i regelmæssige lag, men spredt – i lag af varierende tykkelser

i alle retninger, såvel lodret som vandret.

Efter storm kunne man på strandene samle kulflager, der var brudt

op og skyllet i land. Dette indikerede, at kullagene strakte sig under

havet fra Bornholm til Skåne. Senere kongers interesse for kullene blev

ikke mindre ved udsigten til også at finde jern og sølv.

Fundet af sølv i Norge og Christian d. IV´ s hugst af ædelt træ til byggeri

af en handels og krigsflåde satte yderligere skub i bestræbelserne i

de næste århundreder. En bornholmer præsenterede kongen for noget,

man troede var sølv, men som viste sig at være glimmer. De mange

forsøg igennem årene viste, at jern – sølv ikke forekom, og at brydning

af kul økonomisk vurderet var risikofyldt og ikke rentabel, bedømt ud

fra almene forretningsmæssige synsvinkler. Derimod havde den stor

betydning for beboere og lokale virksomheder. Skiftende selskaber

forsøgte sig med mere eller snarere mindre held igennem årene.

Redskaberne illustrerer optagning af kul fra

havbunden og stammer fra Bornholmske Samlinger

III række – 15. bind side 14. Her refereres

i meget korte træk til dette omfattende værk,

derfor anbefales det, hvis du ønsker din viden

uddybet.

Kong Frederik den Anden befaler i 1571

borgmester og byråd i Helsingborg at tillade

opgravning af kul på byens grund og få år senere

hentes bjergfolk fra Sachsen til Bornholm

for at vurdere forekomsterne. Det var kommet

kongen for øre at lokale folk ved kysterne kunne

bryde kullene og på lavere vand med en stang

(fig. 1) kunne brække kul op for at «fiske» de

større klumper med krogen (fig. 3) og mindre

stykker med fig. 2 og kurven fig. 4).

fig 1

fig. 2

fig. 3

fig. 4

193


Som at lede efter nål i høstak?

Deres opgørelser for produktionen kan antyde omfanget:

1830 til 1835; produceredes 23.453 tons

1843 til 1863; ” 70.19.000 tons

Bornholms forbrug var i 1940;

48.000 tons pr. år.

Men to verdenskriges katastrofale mangel på brændsel skulle ændre

på de økonomiske forudsætninger.

Arbejdsløse fra Hasle brød i foråret 1940 ved stranden 13 tons kul

a 48 kr. på 14 dage. Importerede kul kostede til sammenligning 67 kr.

pr. t. Prisforskellen lå i kvaliteten, da kalorieindholdet kun var 60 % af

engelske kuls. I vinterens kulde fortsatte arbejdsløse og fik et udbytte

på ca. 1.000 tons.

Efterhånden var der foretaget mange undersøgelser, hvor man ved

boringer forsøgte at finde frem til kullene og de dermed de forbundne

omkostninger.

Efterhånden fik man erfaring og større viden. Boringerne bar længe

præg af ren blindflyvning, men i 1941 foretager Haslefabrikken to boringer

og i 67 meters dybde findes et kullag på 35 – 40 meter.

Den anden boring indstilles i 51 meters dybde, da en fuldstændigundersøgelse

ville koste mellem 50 og 60.000 kr.. En indirekte årsag

til, at man stoppede kan være, at man i ministerier med de forbundne

organer som brændselsnævn mm. debatterede statens rolle.

Man her vel håbet på, at det ville dryppe på degnen.

Sagsbehandlingen tog tid; karakteristisk for dansk bureaukrati var, at

ingen turde beslutte og tage ansvar. Udsigterne til, at krigen og dermed

besættelsen ville blive langvarig fik indenrigsminister, udskældt som

landsforræder, direktør for Danmarks vel nok største værnemagerfirma

F.L. Smidt, Gunnar Larsen til at interessere sig for sagen.

Folketingets finansudvalg bevilligede 60.000 kr. i 1941 til prøveboringer.

Disse blev i begyndelsen foretaget med en indbyrdes afstand på

150 meter, men da usikkerheden var stor, fandt man frem til i et mindre

område at nedsætte afstanden til 25 og 50 meter.

I alt blev der boret 2.090 meter, til en gennemsnitlig pris pr. meter af

29.- kr. Dybde indtil 70 meter.

194

Larsen, Gunnar minister 123


Hvad viste undersøgelserne?

Kvaliteten var bedre end tidligere prøver; kalorieindholdet var steget

fra 3.500 til 4,245 kcal pr. kg.

Arbejdet blev udbudt i licitation og en entreprenør fra Hørsholm

vandt denne, men efter nogen tid opstod uforudsete vanskeligheder.

I starten brugtes to dampdrevne gravemaskiner, de blev senere suppleret

med to andre, som blev drevet af gasgeneratorer. Men brydningen

måtte stoppes igen og igen på grund af maskiners sammenbrud og

mangel på reservedele.

Et kæmpemæssigt jordskred og forskellige stenarters uforudsete hårdhed

forsinkede og fordyrede udvindingen.

Retssager blev ført mellem stat og entreprenør og endte som voldgiftssag.

Da man i august 1946 indstillede udvindingen kunne man se

tilbage på følgende resultater:

190 mand havde været beskæftiget. 552.081 m 3 jord var fjernet og man

havde udvundet 30.839,480 tons kul

En brydning kunne ikke foregå

som i andre kendte kulværker, den

kunne kun få steder ske i gruber.

Løsningen ville blive åbne brud.

195


196

Et sted skulle rømmes (bortgraves)

500.000 m 3 jord og man skulle kunne

udvinde fra 25 til 26.000 m 3 kul.

tilstrømningen af vand blev anslået

til 600 m 3 pr. døgn og de samlede

udgifter til 1,9 mill. kroner.

150 mand skulle kunne beskæftiges.

Kullene blev fra trillebøren læsset i en

transportkasse, som blev trukket op til

overfladen ved hjælp af et spil.


Kullag skifter med lag af sand,

som udgør en væsentlig risiko

for sammenstyrtninger. Derfor

er det af største vigtighed af

hensyn til sikkerheden at afstive

minen forsvarligt.

I gruberne var afstivninger et

must, da det løse sand indebar

en konstant risiko for skred og

sammenstyrtninger. Lyskilden

er en karbidlampe. Den stank

hæsligt og da lyset ikke var afskærmet,

blændede den, derfor

blev den kun brugt på steder,

hvor man ikke havde andre

muligheder.

197


198

Når kullene var hugget fri i gruben, blev

de båret i en kurv til et sted, hvor der

var plads nok til videre transport med

trillebør.

Et af de tidligere brud fremstår i dag som den 38

meter dybe Rubinsø. Navnet har forbindelse til

vandet, som er blevet farvet rødt af jern fra undergrunden.

Hvor megen brunkul, der er brudt

på Bornholm har jeg ikke kunnet finde frem til,

kun at en københavnsk grosser på et tidspunkt

klagede over kullenes ringe kvalitet. Da man

undersøgte dem nærmere, viste det sig at være

brunkul med den generende svovllugt.

More magazines by this user
Similar magazines