"At eksistere eller at leve" - Center for Alternativ Samfundsanalyse

"At eksistere eller at leve"
Fattigdom og lave indkomster i Danmark
- hvordan måler man fattigdom?
Oktober 2004
Finn Kenneth Hansen
og Henning Hansen

"At eksistere eller at leve"
Fattigdom og lave indkomster i Danmark
- hvordan måler man fattigdom?
Oktober 2004
Finn Kenneth Hansen
og Henning Hansen
Center for Alternativ Samfundsanalyse
Linnésgade 25 • 1361 København K.
Telefon 33 32 05 55 • Telefax 33 33 05 54
E-mail: casa@casa-analyse.dk • Hjemmeside: www.casa-analyse.dk
CASA
Centre for Alternative Social Analysis
Linnésgade 25 • DK-1361 Copenhagen K. • Denmark
Phone +45 33 32 05 55 • Telefax +45 33 33 05 54
E-mail: casa@casa-analyse.dk • Homepage: www.casa-analyse.dk

“At eksistere eller at leve”
Fattigdom og lave indkomster i Danmark
- hvordan måler man fattigdom?
© CASA, Oktober 2004
ISBN 87-91558-36-0
Elektronisk udgave: ISBN 87-91558-37-9

Forord
Hvor mange er fattige i Danmark? Er der personer og familier, som har en
så sårbar økonomisk situation, at de har vanskeligt ved at leve et acceptabelt
hverdagsliv?
Det første ved vi ikke noget præcist om, fordi vi i Danmark ikke opererer
med en officiel definition af, hvad det vil sige at være fattig eller opererer
med en officiel fattigdomsgrænse. Det andet rapporteres der dagligt om fra
socialforvaltningerne og de private sociale hjælpeorganisationer, men da
der er ikke er nogen officiel definition af eller norm for et acceptabelt leveniveau,
ved vi ikke i hvilket omfang, og hvor mange det er.
Disse dilemmaer forsøger denne rapport at råde bod på, idet formålet med
rapporten er at sætte fokus på forskellige fattigdomsopgørelser og fremlægge
et bud på fastlæggelsen af en grænse for et acceptabelt leveniveau.
Danmark har i EU-sammenhæng forpligtet sig til at bekæmpe fattigdom og
social udstødelse, men spørgsmålet er, hvordan kan man gøre det uden at
vide, hvad fattigdom er, og hvor mange der er fattige. En første forudsætning
for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er, at vi ved, hvad vi
taler om, og har en viden om, hvor stort problemet er. Kun derved kan vi sige,
om fattigdommen bliver større eller mindre. Det andet er, at en række
sociale ydelser i dag er så lave, at det er vanskeligt for personer og familier
at opretholde et acceptabelt hverdagsliv.
I denne rapport gennemgår vi forskellige fattigdomsopgørelser og peger på
fordele og ulemper. For det første ses der på Finansministeriets opgørelser
af personer og familier med lave indkomster, og for det andet fremlægges
de første resultater af personer og familier, som har materielle og sociale afsavn
baseret på data fra den seneste levekårsundersøgelse fra 2000.
På den baggrund peges der på behovet for mere direkte opgørelser af, hvad
det vil sige ikke at kunne klare sig i det danske samfund. Med udgangspunkt
i budgetmaterialer for hvad det koster at leve, fremlægges bud på en
fremgangsmåde for fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau.
Rapporten er skrevet af Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen, CASA.
Oktober 2004
CASA

Indholdsfortegnelse
1 Baggrund og resumé.....................................................................................7
1.1 Baggrund for fattigdomsdebatten..........................................................7
1.2 Lave indkomster....................................................................................8
1.3 Ulighed snarere end fattigdom ..............................................................9
1.4 Social udsatte et uklart fattigdomsbegreb ...........................................10
1.5 Afsavn i den danske befolkning..........................................................11
1.6 Budgetmetoden – hvad koster det at leve?..........................................12
1.7 Et acceptabelt leveniveau....................................................................13
1.8 Acceptabelt leveniveau i forhold til modtagere af
indkomstoverførsler ............................................................................15
1.9 Hvorfor en grænse for et acceptabelt leveniveau? ..............................16
2 Hvad er fattigdom?.....................................................................................18
2.1 Fattigdom ............................................................................................18
2.2 Absolut – relativ en skindiskussion?...................................................18
2.3 To begreber: Eksistensminimum og udelukkelse fra almen livsstil....19
2.4 Social udstødning/social eksklusion ...................................................20
2.5 De socialt udstødte/socialt udsatte ......................................................21
2.6 Socialt udstødte – et upræcist begreb..................................................23
2.7 Fattigdom er relativt, men hvor relativt?.............................................24
3 Lave indkomster .........................................................................................25
3.1 Lave indkomster..................................................................................25
3.2 Lave indkomster – acceptabelt leveniveau..........................................29
3.3 Fattigdomsgrænse eller ej?..................................................................33
3.4 Sammenfatning ...................................................................................34
4 Afsavn og økonomi .....................................................................................36
4.1 Afsavn i den danske befolkning..........................................................36
4.2 Afsavn og lave indkomster..................................................................41
4.3 Egen bedømmelse af familiens økonomi ............................................44
4.4 Sammenfatning om afsavn..................................................................45
5 Hvad koster det at leve? - budgetmetoden ...............................................47
5.1 Hvad koster det at leve? ......................................................................47
5.2 Et dansk standardbudget .....................................................................48
5.3 Særlige budgetter ................................................................................51
5.4 Et acceptabelt leveniveau....................................................................53

5.5 Kriterier for et acceptabelt leveniveau ................................................56
5.6 Familietypeeksempler .........................................................................60
5.7 Sammenfatning ...................................................................................65
6 Litteratur.....................................................................................................68

1 Baggrund og resumé
1.1 Baggrund for fattigdomsdebatten
Hvert år op til jul bringer aviser og nyhedsmedier historier om børnefamilier,
som modtager julepakker fra private hjælpeorganisationer, fordi de ikke
har råd til at holde jul som andre børnefamilier, eller historier om hjemløse
som søger til de private hjælpeorganisationer for at holde jul sammen med
andre hjemløse. Historier fra en virkelighed i dagens velfærdssamfund.
Disse historier fra det virkelige liv afføder årligt en tilbagevendende diskussion
om fattigdom i Danmark. Hvor mange er fattige, og er der tale om en
stigning? Sådan var det også i 2003. Diskussionen var dog ikke alene afledt
af avishistorier, men også af to rapporter, som kom næsten samtidigt. Den
ene fra Rådet for Socialt Udsatte, som i deres rapport “Sociale ydelser set i
et fattigdomsperspektiv” redegjorde for forskellige sociale ydelsers størrelse
set i relation til forskellige fattigdomsgrænser. Rådet konkluderede, at for
den målgruppe, som de varetager – benævnt de socialt udsatte, som omfatter
ca. 75.000 personer – er der skønsmæssigt ca. 30.000 personer, som har
en “overordentlig sårbar økonomi, som dog uden at true eksistensen, afskærer
disse fra at fastholde et normalt socialt netværk og deltage i samfundets
almindelige liv”.
Den anden rapport blev udsendt af Red Barnet, som havde fået Socialforskningsinstituttet
til at udarbejde en rapport om børn og fattigdom – “Børnefattigdom
i danske kommuner 1984-2001”. På baggrund af tre forskellige
fattigdomskriterier blev omfanget af fattigdom blandt børn belyst. I forhold
til alle tre kriterier viste rapporten, at børn i familier, som opfylder blot et af
tre kriterier, udgør knap 200.000 børn.
De to rapporter gav anledning til en betydelig debat både i pressen og i Folketinget.
Selv om rapporterne blev udlagt som meget håndfaste med hensyn
til antallet af fattige, var de begge præget af en søgende tilgang med opstilling
af forskellige kriterier og uden en bestemt definition af fattigdom. Begge
rapporter konkluderede uafhængigt af hinanden, at der var personer, familier
og børn, som på grund af dårlig økonomi ikke havde råd til socialt
samvær, fritidsinteresser og at deltage i samfundets almindelige liv. Til forskel
fra de seneste års flagrende diskussion af “nyfattigdom”, pegede begge
rapporter på den dårlige økonomi som årsag til, at personer og familier har
svært ved at få tingene til at løbe rundt.
Da der ikke er en officiel og anerkendt opfattelse og definition af, hvad det
vil sige at være fattig i Danmark, efterlyste både Rådet for Socialt Udsatte
og Red Barnet en diskussion af fattigdom og pegede på nødvendigheden af
en politisk fastlæggelse af en officielt fattigdomsgrænse i Danmark. En
grænse som også indeholdt plads til sociale aktiviteter og fritidsinteresser.
7

I Folketinget blev regeringen konfronteret med rapporterne og bedt om en
uddybning af, hvad regeringen ville stille op i forhold til de belyste problemer.
Statsministeren svarede, at debatten var præget af modstridende tal og
oplysninger, og for at skabe et grundlag for en mere målrettet diskussion af
de centrale spørgsmål, ville han bede Finansministeriet om at gennemgå
rapporterne og fremlægge det bedst mulige grundlag for en fortsat diskussion.
Dette grundlag blev offentliggjort den 10. juni 2004 i form af en rapport
“Lavindkomstgruppen – mobilitet og sammensætning”, juni 2004 – udarbejdet
i et samarbejde mellem flere ministerier: Beskæftigelsesministeriet,
Integrationsministeriet, Socialministeriet og Finansministeriet..
Som det fremgår af titlen belyser rapporten fra ministerierne, hvem der har
lave indkomster, og går kun sparsomt ind på de spørgsmål, som rejste sig i
forbindelse med fattigdomsdiskussionen. Fx hedder det i rapporten: “Lavindkomstgruppen
er ikke en opgørelse af, hvilke danskere der er fattige fx i
den forstand, at de ikke har råd til basale fornødenheder som mad, tøj og
husly. De fleste er enige om, at fattigdom i denne forstand stort set ikke forekommer
i Danmark”.
Selv om man kan være enig i denne betragtning, er der dog ingen dokumentation
i rapporten for denne påstand. Det aktuelle spørgsmål er imidlertid
ikke alene, om der er råd til de basale fornødenheder som mad, tøj og husly,
men om der er personer og familier, som derudover ikke har råd til socialt
samvær, fritidsinteresser og almindelige normer og sædvaner i det danske
samfund fx at deltage i fødselsdage m.v.
Det var denne problematik, som blev rejst. Og det var det, der var opgaven
at belyse, og det grundlag som statsministeren efterlyste og lovede. Det er
der imidlertid ikke tale om. Rapporten forholder sig ikke til denne fattigdomsproblematik.
Alligevel er det korte politiske budskab i rapporten, at
der ikke er fattigdom i Danmark, og derfor heller ikke behov for fastlæggelse
af en fattigdomsgrænse.
Med den foreliggende rapport “Fattigdom og lave indkomster i Danmark”
er det formålet at fremlægge et bedre grundlag for en fortsat diskussion af,
hvad det vil sige ikke at kunne klare sig i det danske samfund.
1.2 Lave indkomster
I kapitel 3 gennemgås Finansministeriets rapport “Lavindkomstgruppen –
mobilitet og sammensætning”. Rapporten henholder sig alene til opgørelser
af personer og familier med lave indkomster. Lavindkomstgruppen omfatter
dem, som i et givet år har en disponibel indkomst på mindre end 50% af
8

medianindkomsten for hele befolkningen eller som noget nyt 60% af medianindkomsten
for hele befolkningen.
Efter denne definition havde 4,2% af befolkningen i Danmark eller omkring
225.000 personer en årlig disponibel indkomst under 50% af medianindkomsten
i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under 73.000
kr. pr. personenhed). Der er tale om 8,9% af befolkningen eller godt
470.000 personer, som havde en disponibel indkomst under 60% af medianindkomsten
i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under
88.400 kr. pr. personenhed).
Lavindkomstgruppen er domineret af gruppen af uddannelsessøgende, som
udgør godt en tredjedel (34%) i 2002. Selvstændige erhvervsdrivende næsten
10%, mens fuldt ledige m.fl. (herunder kontanthjælpsmodtagere) udgør
godt 10%. Disse grupper er overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen.
Som det hedder i rapporten, angiver afgrænsningen af lavindkomstgruppen:
“alene hvilke personer, der ligger i den nederste ende af indkomstfordelingen
og dermed har en klart lavere indkomst end den “typiske” i befolkningen
som helhed i det konkrete år”.
Rapporten foregiver således en skarp sondring mellem lave indkomster og
fattige. “Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver dermed ikke information
om, hvor stor en del af befolkningen, der kan siges at være fattige i absolut
forstand eller om personernes oplevede livskvalitet”.
Samtidig påpeges det, at det at have lave indkomster på et givent tidspunkt
ikke afspejler, at man er fattig, men i højere grad afspejler “at personer i
forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Unge har
typisk lavere indkomster end midaldrende, som igen har højere indkomster
end pensionister”, ligesom det at have lave indkomster kan “tilskrives resultatet
af forskellige valg, som folk frivilligt træffer, herunder fx valget
mellem arbejde og fritid og valget mellem uddannelse og arbejde”.
1.3 Ulighed snarere end fattigdom
Opgørelsen af personer med lave indkomster belyser i højere grad noget om
ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om, hvem der ikke kan
klare sig i samfundet, eller har indkomst som ikke giver mulighed for et
acceptabelt leveniveau.
Den giver således ikke svar på, om der er personer og familier, som på
grund af dårlig økonomi ikke kan klare sig i samfundet eller ikke har råd til
en acceptabel levevis i Danmark. Der er alene tale om en belysning af ulig-
9

hederne i det danske samfund, og hvem der ligger nederst i indkomstfordelingen.
Sammenligninger af andele med lave indkomster med andre lande siger
også kun, at indkomstfordelingen er mere lige i Danmark end i andre lande.
Derimod siger den ikke, om der er færre “fattige” i Danmark end i andre
lande. Problemet omkring relative betragtninger er generelt, at man ikke
kan sammenligne landene på tværs. Lande, hvor næsten alle har lave indkomster
eller høje indkomster, vil fx uafhængigt af niveauet have en lille
procentdel med lave indkomster.
Man kan så spørge, hvorfor Finansministeriet m.fl. udarbejder en hel rapport
om lavindkomstgruppen i Danmark, når det ikke har noget med fattigdom
at gøre, men alene drejer sig om at belyse noget om indkomstmæssig
ulighed i samfundet.
Svaret er, at der eksisterer den samme tvetydighed omkring opgørelsen af
personer med lave indkomster som i EU. På den ene side er man godt klar
over, at lave indkomster ikke siger noget om andelen af fattige. På den anden
side er det den opgørelse, der henvises til omkring opgørelser af fattige
bl.a. i regeringens seneste “Nationale Handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom
og social udstødelse 2003-2005”.
Problemet med rapporten fra ministerierne er, at den ikke tager stilling til,
hvad det vil sige at have lave indkomster, dvs. om man kan leve og opretholde
et acceptabelt leveniveau. Lave indkomster er alene en relativ størrelse,
og der tages ikke stilling til, om man overhovedet kan eksistere for den
indkomst. Det viser sig da også, at det helt primært er uddannelsessøgende
og unge, nogle selvstændige samt unge kontanthjælpsmodtagere, som har
lave indkomster. Om disse siger rapporten: “Selv om disse mennesker har
en relativ lav indkomst i det konkrete år, vil det almindeligvis ikke være tilfældet
i et mere langsigtet perspektiv. Lavindkomstgruppen omfatter således
mange personer, som få år efter kan have og – viser erfaringerne – har højere
indkomster”.
Man kan kun være enig med rapporten i, at hvis dette er tilfældet, er der
ikke noget problem med lave indkomster i Danmark. Det er der imidlertid,
hvis man uforskyldt skal leve af en kontanthjælp eller en almindelig førtidspension
i flere år. Det er ikke mindst varigheden eller det gennem flere
år at have få økonomiske midler, som skaber risiko for fattigdom.
1.4 Social udsatte et uklart fattigdomsbegreb
I kapitel 2 sættes fokus på fattigdom. Hvad er fattigdom, og hvordan indgår
den i den danske socialpolitiske diskussion. Fattigdom er noget relativt,
men spørgsmålet er hvor relativt. I dansk sammenhæng sætter Socialmini-
10

steriet lighedstegn mellem begrebet socialt udsatte og fattige, hvorved de
fattige alene omfatter hjemløse, sindslidende, misbrugere, prostituerede
m.v. Der er tale om en samlet betegnelse for flere forskellige grupper, som
hver er karakteriseret ved deres sociale problemer, hvor det kan være vanskeligt
at afgøre, om disse problemer er årsag til eller er afledt af, at de har
vanskeligt ved at klare sig i samfundet. Der er tale om tautologiske slutninger,
som er vanskelige at anvende i en operationalisering. Vanskelighederne
med at opgøre omfanget af gruppen underbygger den manglende anvendelighed.
Derfor kan afgrænsningen af gruppen socialt udstødte eller socialt
udsatte ikke bidrage til en afklaring af fattigdomsproblemet.
Skal man afgrænse, hvem der ikke kan klare sig i samfundet, eller som har
så få ressourcer, at de er udelukket fra et acceptabel leveniveau, er det nødvendigt
med mere direkte målemetoder. Rapporten peger på to metoder –
afsavnsmetoden og budgetmetoden.
1.5 Afsavn i den danske befolkning
Den ene er inspireret af den engelske fattigdomstradition, der ser på folks
afsavn. Dette er temaet i kapitel 4. Hovedudgangspunktet er den enkelte
persons eller families økonomiske ressourcer, og hvorvidt disse er tilstrækkelige
til, at de kan leve i forhold til de normer og sædvaner, som almindeligvis
er accepteret i samfundet. Dette indfanges ved at se på folks afsavn
som et direkte udtryk for folks livsbetingelser eller faktiske levevis.
Ved afsavn vil vi forstå, at den enkelte person eller den enkelte familie ikke
har økonomisk mulighed for at erhverve goder og udøve aktiviteter, som
der er bred enighed om, at alle skal have mulighed for. Det gælder fx økonomiske
ressourcer til at “kunne invitere gæster hjem”, “give gaver til fødselsdag”,
“købe nødvendig medicin”, “gå til frisør” og “gå til tandlæge”.
Opgørelsen af afsavn baseret på data fra den seneste levekårsundersøgelse
viser, at det er en meget lille del af de danske personer og familier, som lider
afsavn, og en meget lille del lider flere afsavn. Den helt overvejende del
af de danske personer og familier – 77% – har således ingen afsavn.
Derimod er der 6% af alle personer og familier, som har rapporteret, at de
har mindst 4 afsavn begrundet i deres dårlige økonomi.
Der er en klar sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes
økonomiske formåen. Men der er ikke tale om en entydig sammenhæng.
Der er personer og familier med relativt høje indkomster, som rapporterer,
at de har afsavn, ligesom der er personer og familier med lave indkomster,
som ikke lider afsavn. På den måde er afsavnene ikke alene udtryk for en
manglende økonomisk formåen, men også udtryk for forskelle i levevis og
prioriteringer.
11

Opgørelsen af afsavn i befolkningen belyser nogle vigtige aspekter omkring
det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i. Men det kræver mere
forskning i sædvaner, normer og almindelige aktiviteter med henblik på udvælgelse
af indikatorer på afsavn, der eventuelt kunne indgå i befolkningsundersøgelser.
Fortløbende opgørelser af befolkningens afsavn vil, sammenkædet med opgørelser
af personernes og familiernes økonomiske situation, kunne give et
udmærket billede på udviklingen af den relative fattigdom i Danmark. Det
vil være et klart bedre mål og give et langt klarere billede af, hvem der har
vanskeligheder ved at klare sig i samfundet, end opgørelser af hvem i befolkningen
der har lave indkomster.
Opgørelsen af afsavn og personers og familiers økonomi er imidlertid for
upræcist for angivelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Skal man
angive en grænse for et acceptabelt leveniveau, er der behov for mere direkte
opgørelser af, hvad det koster at leve.
1.6 Budgetmetoden – hvad koster det at leve?
Dette er temaet for kapitel 5, hvor der sættes fokus på budgetmetoden. Der
er flere varianter af budgetmetoden. Den mest kendte er den, der anvendes
som grundlag for opgørelsen af antallet af fattige i USA.
Metoden er at sammensætte en “kurv af varer” med henblik på at opgøre,
hvad det koster at leve. Et princip som også ligger bag udarbejdelse af fx de
skandinaviske landes standardbudgetter. Princippet i de skandinaviske standardbudgetter
er, at de angiver udgifterne til et rimeligt, almindeligt forbrug.
Det indeholder ikke alene udgifter til mad og drikke, men omfatter
også rimelige og almindelige udgifter til tøj, personlig hygiejne, transport,
fritidsinteresser og dagligvarer.
I Sverige er kontanthjælpen baseret på summen af boligudgiften og et rådighedsbeløb,
som kaldes “riksnormen”, som den svenske socialstyrelse beregner
på baggrund af det svenske Konsumentverkets budgetter for forskellige
familietyper – det svenske standardbudget. “Riksnormen” indeholder
ikke alle de poster, som indgår i Konsumentverkes budgetter, men indeholder
udgifter til dagligdagen såsom mad, tøj, sko, hygiejne, fritid, børneforsikringer,
almindelige dagligvarer fx rengøringsartikler og husholdningsudgifter
fx tv-licens, telefon, avis, m.v. Der er tale om et ret skrabet budget,
men der er til gengæld taget højde for de konkrete boligudgifter.
I Norge har Statens Institut for förbrugsforskning (SIFO) iværksat et projekt
“Standardbudsjett og fastsetting av minstestandard for forbruk”. Formålet
med projektet er at udvikle en mindstestandard for forbrug. Intentionen er,
12

at standardbudgettet skal bruges som grundlag som fastsættelse af den økonomiske
socialhjælp i kommunerne og anvendes som en indikator på levekår
i Norge. Mindstestandarden udvikles med udgangspunkt i SIFOs standardbudget
og den metode, som ligger til grund for dette.
Udviklingen af mindstestandarder i Norge skal også ses i relation til fattigdomsdiskussionen.
Den norske regering har i 2002 tiltrådt en handlingsplan
mod fattigdom. Her er hovedindikatoren for fattigdom, at indkomsten ligger
under 50%-grænsen i mindst tre år. Denne grænse suppleres med beregning
af den i forhold til den af EU benyttede grænse på 60% af medianindkomsten.
Og derudover er det hensigten at supplere disse økonomiske mål med
SIFOs undersøgelse af mindstestandarder.
Det er med baggrund i erfaringerne fra de skandinaviske lande, at vi med
udgangspunkt i det danske standardbudget i kapitel 5 fremlægger et bud på
en fremgangsmåde for fastlæggelse af et dansk budget, som afspejler et acceptabelt
leveniveau.
1.7 Et acceptabelt leveniveau
Udgangspunktet for fastlæggelse af et forbrug er de mange menneskelige
og samfundsskabte behov. For at dække disse behov udfører det enkelte individ
en række aktiviteter, der i vores velstandssamfund giver anledning til
forbrug. Da der er tale om udarbejdelse af et normativt forbrug og budget,
er udgangspunktet, at behovene gælder alle personer. Der er tale om såvel
materielle som sociale behov påvirket af velstandsniveauet, og de normer
og sædvaner der er gældende i det danske samfund.
Opfyldelsen af behovene kan imidlertid foregå på forskellig måde dvs. via
forskellige aktiviteter alt afhængig af køn, alder, social status, livsfase m.v.
Selv om behovene således må antages at være de samme for alle personer,
kan aktiviteterne knyttet til behovene være forskellige og dermed også det
konkrete forbrug
Det første trin i fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau vil være at fastlægge,
hvilke aktiviteter man som mindstemål skal kunne deltage i, og som
samtidig stiller krav om forbrug.
Det andet trin er at fastlægge forbruget i forhold til aktiviteterne. Fastlæggelsen
af forbruget i forhold til aktiviteter vil i mange tilfælde været givet.
Det gælder fx for aktiviteter som at sove, hvor forbruget er en seng, sengelinned
og pude m.v. eller fx aktiviteten at vaske sig og børste tænder, hvor
forbruget er sæbe, tandbørste, tandpasta m.m.
Man kan sige, at når først aktiviteterne i forhold til det konkrete behov er
bestemt, vil det konkrete forbrug også være det. Det gælder fx også for
13

transport. Har man bestemt, at det opfyldes via offentlige transportmidler
og cykel, vil det konkrete forbrug være givet.
Opstilling af aktiviteter og sammenhængen mellem aktiviteter og forbrug er
foretaget af ekspertgrupper i forbindelse med udarbejdelsen af det danske
standardbudget. Derfor vil det være rimeligt at tage udgangspunkt i dette.
Men hvor eksperterne i forbindelse med standardbudgettet har set på det rimelige
og typiske i fastlæggelsen af forbruget, vil det ved et acceptabelt leveniveau
i højere grad være det “nødvendige” og det “beskedne” eller det
“acceptable”, der vil være styrende for fastlæggelse af forbruget. Vi har haft
svært ved at finde på et godt dækkende udtryk for et sådant budget. Man
kunne tale om et minimumsbudget, men det kunne lede tanken hen på en
form for eksistensminimum eller noget absolut. Vi har derfor valgt at kalde
det et budget for et acceptabelt leveniveau.
Udarbejdelse af et budget, der angiver et acceptabelt leveniveau, er angivelsen
af et forbrug:
“som afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv
deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret i befolkningen.”
Der er ikke tale om et rimeligt og almindeligt forbrug, men et forbrug som
på den ene side giver grundlag for at kunne leve et sundt liv og kunne deltage
aktivt og socialt i familiemæssige og samfundsmæssige sammenhænge,
og som på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus, men er
beskedent og alligevel nødvendigt for at kunne opretholde et hverdagsliv
med aktiv og social deltagelse.
Nødvendigheden kommer ind på den måde, at der ikke skal være tale om et
forbrug, som fører til et “dårligt” liv med hensyn til helbred eller fører til
isolation, men netop kan omfatte forbrugsudgifter til socialt samvær, sund
mad og aktiv deltagelse m.v. Der er tale om den nødvendige forsørgelse af
sig selv og sine på et beskedent niveau, hvor det er muligt at “mestre” livet
på godt og ondt.
Eksempel på budget
Med dette udgangspunkt opstilles et budget for et acceptabelt leveniveau
med følgende forudsætninger:
• Der er tale om et madbudget, som er sundt:
- Mad- og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne.
- Der er ingen udespisning.
- Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke.
• Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge:
- Aviser, blade og bøger læses på biblioteket.
- Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/
gratis fornøjelser.
14

•
•
•
- Der afsættes penge til gaver.
- Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden.
- Der holdes ikke ferie.
Der er lagt vægt på kommunikation med andre familie, venner og det
omgivne samfund:
- Har telefon og mobiltelefon.
- Har radio.
- Har tv.
Transport
- Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport.
Yderligere forudsætninger:
- Alt købes i discount- eller lavprisbutikker.
- Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder.
Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder
det ikke:
• Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og
lys og vand.
• Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v.
• Udgifter til særlig medicin.
Med disse forudsætninger opstilles et budget for at acceptabelt leveniveau.
Budgetudgifter for et acceptabelt leveniveau. 2001
Enlig uden
børn
Enlig med et
barn
Par uden
børn
Par med to
børn
Mad og drikke ................. 1.214 2.005 2.392 3.984
Tøj og sko ....................... 232 537 459 1.030
Personlig hygiejne........... 523 596 861 1.102
Kommunikation ............... 740 749 1.083 1.225
Fritid ................................ 194 194 324 409
Dagligvarer...................... 175 251 461 423
Transport......................... 590 606 1.180 1.363
I alt .................................. 3.668 4.938 6.760 9.526
Hvor alle voksne er mellem 30-49 år, og 1. barn 3-6 år, 2.barn 11-14 år.
1.8 Acceptabelt leveniveau i forhold til modtagere af
indkomstoverførsler
Der er foretaget en sammenligning af budgettet for det acceptable leveniveau
med det disponible beløb (indkomst efter skat) modtagere af indkomstoverførsler
i form af dagpenge, kontanthjælp og starthjælp har. Disse
sammenligninger viser, at restbeløbet, som skal bruges til at betale bolig og
15

andre faste udgifter, er størst blandt modtagerne af dagpenge, mens det er
lavest blandt modtagerne af starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne ligger
midt imellem.
Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle
familietyper. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau
på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig. Nogle kontanthjælpsmodtagere
kan også få svært ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis de
har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi der er blevet fastsat
et loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring. Der er også indført
et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp uafbrudt
i mere end 6 måneder, og disse unge kan ikke både have egen bolig
og samtidig have et acceptabelt leveniveau. Endelig skal det nævnes, at
modtagere af dagpenge normalt vil have faste udgifter til a-kasse og fagforening,
som skal afholdes af restbeløbet. I mange tilfælde vil det betyde
2.000 kr. mindre i restbeløb pr. måned.
Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier, der kan have et acceptabelt
leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke
rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible
indkomstbeløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet af fattige eller
dårligt stillede ved hjælp af budgetmetoden.
Budgetmetoden med et acceptabelt leveniveau er velegnet til at give et indtryk
af den løbende situation. Det er baseret på et ekspertbaseret standardbudget
efter bestemte kriterier. Man kan være enig eller uenig i budgettet,
men der er tale om et dokumenteret og gennemskueligt budget.
1.9 Hvorfor en grænse for et acceptabelt leveniveau?
I Danmark opererer vi ikke med en officiel fattigdomsgrænse. Det skaber
ofte debat om omfanget af fattigdom og uklarhed om problemet bliver større
eller mindre. Der er derfor behov for metoder til at indkredse omfang og
sammensætning af personer og familier, som har vanskeligheder ved at klare
sig i samfundet. Eksistensen af personer og familier, som er i en sådan situation,
opfattes af flertallet af befolkningen og formodentlig også af alle
politikere som en uacceptabel situation.
Derfor må der skabes klarhed over omfanget og sammensætningen. Det er
en af forudsætningerne for effektivt at kunne gøre noget ved problemerne.
Fastlæggelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau kan være en måde
at gøre det på.
Endvidere er der meldinger fra socialforvaltninger og private hjælpeorganisationer
om personer og familier, der har svært ved at leve et acceptabelt
hverdagsliv og som hænger sammen med deres sårbare økonomiske situati-
16

on. Det drejer sig ikke mindst om personer og familier, som modtager sociale
ydelser på starthjælpsniveau, og kontanthjælpsmodtagere som har fået
nedsat hjælp, eller er blevet ramt af loftet for kontanthjælp. Men det drejer
sig også om enlige mødre og børnefamilier på kontanthjælp.
I den forbindelse er der behov for en grænse for, hvor meget man skal have
til rådighed for at opretholde et acceptabelt hverdagsliv. En grænse som kan
fungere som en norm for hvor meget, man som minimum skal have til rådighed
til hverdagsforbrug. Det kan bidrage til at sikre, at forsørgelseshensynet
bliver tilgodeset ved fastlæggelsen af de sociale ydelser.
Det er baggrunden for, at vi med denne rapport har fremlagt et konkret forslag
til en fremgangsmåde for fastlæggelse af en grænse for et acceptabelt
leveniveau med udgangspunkt i materialer, der belyser, hvad det koster at
leve, med det håb, at der på dette grundlag kan igangsættes et udviklingsarbejde
med henblik på at fastlægge et acceptabelt leveniveau og dermed bidrage
til, at den politiske diskussion får nogle mere faste holdepunkter.
17

2 Hvad er fattigdom?
2.1 Fattigdom
Fattigdom har gennem hele historien været forstået på den måde, at man ikke
har de nødvendige materielle ressourcer til at kunne klare sig i det samfund,
man lever i. Fattigdom er som sådan et socialt problem og adskiller
sig derfor som begreb kvalitativt fra begrebet ulighed. Fattigdom er imidlertid
et relativt begreb. Ikke at forstå på den måde, at nogle personer og familier
har langt færre ressourcer end andre. Det kan være alvorligt nok i sig
selv, men det siger alene, at der er ulighed i samfundet, og det er i hvert fald
i teorien muligt at have ulighed uden fattigdom.
At fattigdom er relativt, skal forstås på den måde, at de fattige ikke kan få
opfyldt de materielle og sociale behov, som er nødvendiggjort af netop det
samfund og den tid, de lever i.
Det, at fattigdom er et socialt problem, betyder imidlertid ikke, at alle sociale
problemer er at betragte som fattigdom. At være fx arbejdsløs eller være
kontanthjælpsmodtager er ikke det samme som at være fattig, ligesom det at
være alkoholiker eller narkoman ikke er det samme som at være fattig.
Derimod kan det at være arbejdsløs eller være kontanthjælpsmodtager i
høj grad være årsag til, at man ikke kan klare sig i samfundet, ligesom det
at man ikke kan klare sig i samfundet kan være årsag til afledte sociale
problemer som fx misbrugsproblemer, ensomhed, manglende socialt netværk
og isolation (Hansen, F. K., 2004).
2.2 Absolut – relativ en skindiskussion?
Den altdominerende hoveddiskussion i fattigdomsdebatten har både aktuelt
og historisk stået mellem et absolut fattigdomsbegreb og et relativt fattigdomsbegreb.
Denne debat har været lang og sej og kan vel i dag karakteriseres
som en på mange måder ideologisk debat.
Når man kan sige, at der er tale om en ideologisk debat skyldes det, at den
rene form af en absolut fattigdom aldrig har eksisteret. Alle definitioner på
fattigdom, som er baseret på fysisk eksistensminimum, er mere eller mindre
relateret til det pågældende samfund, og den tid, de er relateret til.
På denne baggrund konkluderer Erik Jørgen Hansen i rapporten “Fattigdom”
fra 1989, at der ikke alene har været tale om en ideologisk diskussion,
men også en skindiskussion. “Konsekvensen af denne erkendelse bør
være, at vi ophæver sondringen mellem absolut og relativ fattigdom.
Sondringen er en misforståelse.” (Hansen, 1989).
18

Når der nu ikke er nogen grund til at sondre mellem et absolut eller et relativt
fattigdomsbegreb, hvad er så den afgørende forskel mellem forskellige
fattigdomsbegreber? Den store forskel synes at ligge i selve synet på, hvad
der skal forstås ved menneskets behov.
2.3 To begreber: Eksistensminimum og udelukkelse fra
almen livsstil
Da den engelske fattigdomsforsker B.S. Rowntree i sine tidligste undersøgelser
fra starten af 1900-tallet afgrænsede fattigdomsbegrebet, skete det
ud fra den betragtning, at de fattige var personer og familier, der levede
under et fysiologisk eksistensminimum. Dette indeholdt for Rowntree tre
elementer: Udgifter til mad, husleje og nødvendige udgifter til tøj og
brændsel. Ud fra disse tre kriterier formuleredes en fattigdomsgrænse, der
i økonomiske termer skulle sikre den rent fysiologiske overlevelse. Det er
denne betragtning, som også ligger bag den officielle fattigdomsgrænse i
USA, som er baseret på en kurv af varer sammensat ud fra en ernæringsmæssigt
forsvarlig kost.
Overfor dette synspunkt har en anden engelsk fattigdomsforsker Peter
Townsend i sit syn på fattigdomsproblematikken lagt vægt på, at mennesker
er sociale væsener, der ikke blot skal sikres et antal kalorier, tøj nok
til ikke at fryse og tag over hovedet for at fungere i et samfund.
Menneskelige behov er ikke alene fysiske behov (mad, tøj og bolig), men i
høj grad også sociale behov.
“Mennesker er ikke alene individuelle organismer, der kræver
næring for deres fysiske eksistens. De er sociale væsener, der
forventes at leve op til socialt krævende roller som arbejdere,
borgere, forældre, ægtefæller, naboer og venner. De er ikke alene
forbrugere af fysiske goder, men også producenter af disse
goder og medlemmer af komplekse sociale fællesskaber.”
Townsend, 1979
Ved at lægge vægt på, at mennesket er et socialt væsen, der forventes at
leve op til mange forskellige roller, understreger Townsend, at forståelsen
af fattigdom ikke alene kan baseres på, at mennesket har objektivt givne
behov, men at disse behov er samfundsmæssigt betingede og dermed også
foranderlige. Denne tolkning giver fattigdomsbegrebet en øget sociologisk
relevans, idet forståelsen forskydes fra en fokusering på de økonomiske
ressourcer til et spørgsmål om social integration.
Det centrale begreb i Townsends fattigdomsforståelse er begrebet deprivation,
dvs. på dansk at lide afsavn. Afsavn kan både være af materiel og
social karakter og er i princippet lige alvorlige, hvor de optræder. Men forskellige
former for afsavn kan være og opleves som mere eller mindre al-
19

vorlige for forskellige personer. At lide afsavn er noget relativt og betyder,
at de manifesterer sig på forskellig måde til forskellig tid og forskelligt i
forskellige samfund. At lide afsavn kan derfor ikke reduceres til at omfatte
dem, som falder under en eller anden fastsat grænse, men må relateres til
den almene livsstil i samfundet. (Townsend, 1989).
At lide afsavn er dog ikke det samme som at være fattig. Det ville være
højst utænkeligt, om den enkelte person eller familie på alle punkter levede
i overensstemmelse med den almene livsstil. Afvigelser fra den almene
livsstil, som ikke har sammenhæng med manglende ressourcer, vil således
altid kunne forekomme. Hvis den samme person eller familie derimod oplever
en række afsavn på flere forskellige områder på en og samme gang,
grundet manglende ressourcer, vil der være tale om fattigdom. Fattigdom i
Townsends fortolkning er således en konsekvens af multiple deprivation
eller multiafsavn.
På baggrund af ovenstående kan man sige, at der i fattigdomsdiskussionen
er to centrale begreber, et begreb hvis kerne er eksistensminimum, og et,
hvis kerne er udelukkelse fra den almene livsstil. Disse to begreber udelukker
ikke hinanden, men supplerer hinanden, idet forskellen mellem dem
kan udtrykkes som forskellen mellem blot at eksistere eller at leve. Som
Erik Jørgen Hansen skriver i rapporten “Fattigdom” (Hansen, 1989) kan
man sige, at hvor det at leve må være en umistelig ret for mennesket, så er
det blot at eksistere til gengæld den absolutte forudsætning for, at det første
mål overhovedet kommer på tale.
Fordelen ved at fastholde disse to begreber er, at det derved er muligt at
lade fattigdomsbetragtningen omfatte såvel u- og i-lande, hvor begrebet
eksistensminimum har størst relevans i forhold til de mange ulande, mens
udelukkelse fra almen livsstil typisk vil være relevant i forhold til mange ilande.
2.4 Social udstødning/social eksklusion
På europæisk plan og i hvert fald i EU-kommissionen er der i 1990erne
sket et skift i sprogbrugen omkring de dårligt stillede. Fra den traditionelle
brug af fattigdom, dvs. det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever
i, anvendes i stigende grad begrebet social udstødning eller socialt ekskluderede,
dvs. det at være udstødt fra de gængse samfundsmæssige sammenhænge.
Dette skift kan på den ene side tolkes politisk (franskmændene kan ikke lide
ordet “poverty” (fattigdom), som traditionelt anvendes af englænderne),
men på den anden side hænger det også sammen med ændringer i velfærdssamfundene.
Fokus i skiftet fra “fattigdom” til “udstødning/eksklusion”
synes at hænge sammen med den erkendelse, at de sociale problemer
20

ikke kun drejer sig om materiel armod, men måske i lige så høj grad om
livskvalitetsproblemer i videre forstand, ikke mindst om mangel på sociale
tilhørsforhold, sociale netværk og deltagelse i sociale fællesskaber.
I et større samfundsperspektiv har deltagere i debatten hævdet, at hvor
fattigdom er forsørgelsesproblemer tilhørende industrisamfundene, er der i
det vidensbaserede, postmoderne samfund i højere grad tale om fællesskabs-
og deltagelsesproblemer.
Ser vi på debatten i de enkelte europæiske medlemslande, er diskussionen
om de dårligst stillede imidlertid stadig præget af fattigdomsbetragtninger,
selv om sprogbrugen veksler mellem fattigdom og udstødning. Det karakteristiske
er dog, at begreberne bruges identisk om de samme problemer.
Selv om det “ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i” altid vil
være en aktuel problemstilling, er der i begrebsdiskussionen uklarhed om,
hvorvidt den nye betragtning indebærer, at social udstødning (eksklusion)
er et bredere begreb end fattigdom.
Tidligere kommissionsformand for EU, Jaques Delors, der var en af de
stærkeste fortalere for den sociale dimension og for tiltag for de dårligst
stillede, skelnede i sin tale til det sociale EU-møde i København i 1993
mellem begreberne og sagde, at “fremover vil vi fortsat skelne mellem fattigdom
og social udstødning (eksklusion)” og fortsatte, “selv om social
udstødning (eksklusion) inkluderer (eller omfatter) fattigdom, dækker fattigdom
ikke social udstødning (eksklusion).”
Jacques Delors opfatter således social udstødning eller det at være social
udstødt som et bredere og mere omfattende begreb end fattigdom eller det
at være fattig (Abrahamson og Hansen, 1996).
2.5 De socialt udstødte/socialt udsatte
I den danske socialpolitik taler vi ikke om de fattige, men om de socialt
udstødte eller socialt udsatte. Socialforskningsinstituttet definerede socialt
udstødte og truede grupper som personer,
“der mere end forbigående enten er ude af stand til at forsørge sig
selv på en for samfundet eller den enkelte acceptabel måde, eller er
ude af stand til at sørge for sig selv på en for samfundet eller for den
enkelte acceptabel måde.”
Fridberg, 1992
I praksis har det vist sig, at begrebsændringen i en dansk sammenhæng har
betydet, at socialt udstødte/socialt udsatte typisk anvendes omkring de
allerdårligst stillede grupper som fx hjemløse, misbrugere, sindslidende
21

m.m. Til forskel fra Delors kan man således sige, at begrebet social udstødning
i en dansk sammenhæng opfattes som et mere snævert begreb
end fattigdom.
Selv om den ændrede sprogbrug ikke kan siges at have skabt større klarhed
over, hvordan socialt udstødte/socialt udsatte mere præcist afgrænses
og dermed heller ikke, hvor store grupperne er, er det konstaterbart, at der
i Danmark i 1990erne både politisk og forskningsmæssigt er blevet sat
fokus på de socialt udstødte/socialt udsatte i denne snævre betydning.
I forskningen er der på den ene side dem, der hævder, at socialt udstødte/socialt
udsatte har fælles karakteristika (Brandt, 1999 og Bømler, 2000)
og på den anden side har andre den opfattelse, at gruppen af socialt udstødte
er en samlekategori omfattende flere og flere forskellige grupper,
som adskiller sig fra hinanden på en række sociale karakteristika (Järvinen,
1993).
En anden problemstilling er, om der er tale om en ny social situation, eller
der blot er tale om en ny italesættelse. I bestræbelserne på at karakterisere
gruppen af socialt udstødte har der på den ene side været langt vægt på, at
der ikke er tale om et nyt fænomen eller en ny tendens, fordi der nu tales
om socialt udstødte (Brandt, 1999), mens andre ser udviklingen af de socialt
udstødte som noget nyt og anderledes (Jespersen, 2000).
Om de socialt udstødte skriver Preben Brandt:
“For ingen må tro, at det er noget nyt, at der er personer, der ikke
passer ind i den pæne del af samfundet. Sådan har det altid været. Der
findes masser af beretninger om de afvigende og udstødte gennem de
sidste mange hundrede års danske historie. Man har på forskellige
måder forsøgt at gøre noget, men hvad man end har gjort, så er der
blevet ved med at være mennesker, der er udstødte.”
Brandt, 1999
Tidligere socialminister Karen Jespersen ser derimod nogle nye tendenser:
“Frem for alt kan de nye livsvilkår især gøre tilværelsen sværere for
dem, der er skrøbelige eller socialt belastede. For dem kan det moderne
samfunds mange muligheder mest af alt betyde mange muligheder
for at lide nederlag. De har svært ved i det hele taget at klare sig i et
samfund præget af store forandringer, højt tempo, risici og store krav
til, hvad man selv skal kunne klare. Man kan sige, at det moderne
samfund har svært ved at rumme de svage og sårbare mennesker. Det
er det, der skaber den nye fattigdom.”
Jespersen, 2000
22

2.6 Socialt udstødte – et upræcist begreb
Der er grupper af de socialt udstødte, som på mange måder har træk, der
altid har kendetegnet fattige. De har meget lidt materielt, og på mange måder
er der tale om sårbare mennesker, som har svært ved at klare sig i samfundet.
De har en sparsom eller ingen social kontakt med andre, nogle er
hjemløse, andre har svært ved at finde sig til rette i dårlige boliger. Konsekvenserne
af deres situation er social ydmygelse, afmagt, øget risiko for
sygdom og tidlig død. Der er tale om en meget lille gruppe i den danske
befolkning kendetegnet ved en dobbelthed. På den ene side er de en provokation
for velfærdssamfundet og vækker til debat ved deres synlige billede
på traditionel fattigdom (på den måde fylder de meget), og på den
anden side er de netop et produkt af velfærdssamfundet, idet de på mange
måder udstødes af dette samfund.
På trods af det lille antal er der tale om en meget upræcist afgrænset gruppe.
Nogle er socialt udsatte på grund af deres hjemløseproblem, andre på
grund af deres misbrugsproblemer. Men det er ikke alle misbrugere, der
henregnes til gruppen. Sindslidende tæller med i gruppen, men alene de
behandlingskrævende sindslidende. Det fremgår da også af Socialministeriets
egne opgørelser af gruppen, at det er vanskeligt at sige noget om
gruppens omfang, også fordi der er sammenfald mellem grupperne – i
hvilket omfang og hvordan er det imidlertid ikke muligt at sige noget om.
Socialministeriet anslår, at gruppen af socialt udsatte skønsmæssigt omfatter
(Socialpolitisk Redegørelse 2002):
• 14.000 stofmisbrugere.
• 25.000-50.000 personer med et så omfattende og ødelæggende alkoholmisbrug,
at de har behov for behandlingstilbud.
• 11.000 er i løbet af et år berørt af hjemløshed.
• 22.000 har en behandlingskrævende sindslidelse.
• 5.000-7.000 prostituerede.
Der er tale om talstørrelser, som ikke er ændret væsentligt inden for en
lang årrække.
Til opgørelse af hvem, der ikke kan klare sig i samfundet, er begrebet socialt
udstødte/socialt udsatte alt for upræcist. Det indfanger nogle problemstillinger,
men ikke alle. Fx omfatter begrebet slet ikke forsørgelsesproblemer.
Det vil sige, at lavtlønnede eller familier på indkomstoverførsler
med flere børn, som kan have svært ved at klare sig økonomisk, slet
ikke opfattes af disse begreber.
23

2.7 Fattigdom er relativt, men hvor relativt?
Fattigdom er relativt. Det kan være vigtigt at operere med to centrale begreber,
et begreb hvis kerne er eksistensminimum, og et, hvis kerne er udelukkelse
fra den almene livsstil. Disse to begreber udelukker ikke hinanden,
men supplerer hinanden, idet forskellen mellem dem kan udtrykkes som
forskellen mellem blot at eksistere eller at leve.
Gruppen af socialt udstødte eller socialt udsatte, som i dag anvendes i socialpolitisk
sammenhæng, kan ikke bidrage til en sådan afgrænsning. Der er
tale om en samlebetegnelse for flere forskellige grupper, som hver er karakteriseret
ved deres sociale problemer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre,
om disse problemer er årsag til eller er afledt af, at de har vanskeligt ved
at klare sig i samfundet. Der er tale om uklare årsagssammenhænge, som er
vanskelige at anvende, når man skal opgøre omfanget af fattigdom. Vanskelighederne
med at opgøre omfanget af gruppen underbygger den manglende
anvendelighed.
I de følgende kapitler vil vi se på forskellige opgørelser af fattigdom og se
på fordele og ulemper.
24

3 Lave indkomster
3.1 Lave indkomster
I Finansministeriets nyeste offentliggjorte rapport “Fordeling og Incitamenter”
fra juni 2004 følger man en gammel tradition, som tidligere Økonomiministeriet
(Lovmodelrådet) havde, og som nu Finansministeriet har til opgave,
nemlig at belyse indkomstfordelingen og herunder den del af befolkningen,
som har lave indkomster.
Det er indkomstmaterialet til denne nyeste rapport, som er anvendt i rapporten
“Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” (juni 2004). En
rapport, som er et direkte svar på den diskussion, som kom i kølvandet på
de offentliggjorte rapporter fra Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet i
november 2003. Som grundlag for rapporten hedder det: “Diskussionen har
i nogen grad været præget af modstridende tal og oplysninger, som har
svækket mulighederne for en målrettet diskussion om de centrale spørgsmål.
Regeringen har derfor ønsket at sikre, at det bedst mulige grundlag for
at fortsætte diskussionen er til stede.” (Finansministeriet m.fl., 2004).
Rapporten forsøger at belyse, “hvor mange personer i Danmark, der kan
siges at have relativt lave indkomster i forhold til befolkningen som helhed
– både på et givent tidspunkt, over en årrække og over hele livsforløbet”.
“Desuden er der forsøgt at tage stilling til nogle af de tal og oplysninger
der har været nævnt i debatten i forbindelse med de omtalte rapporter fra
Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet. Der fokuseres på 4 forhold; Afgrænsningen
af økonomisk svagt stillede ud fra skønnede udgiftsbudgetter,
de økonomiske forhold for socialt udsatte, forslaget om at indføre en officiel
fattigdomsgrænse i Danmark samt antallet af børn i lavindkomstfamilier.”
I det følgende vil vi kort gennemgå resultaterne af undersøgelsen af befolkningen
med lave indkomster og derefter diskutere, hvad sådanne opgørelser
kan anvendes til set i et fattigdomsperspektiv.
Traditionen tro defineres det at have lave indkomster som dem, der i et givent
år har en disponibel indkomst på mindre end 50% af medianindkomsten
for hele befolkningen eller som noget nyt 60% af medianindkomsten
for hele befolkningen.
Afgrænsningen af lavindkomstgruppen angiver, som det hedder i rapporten:
“alene hvilke personer der ligger i den nederste ende af indkomstfordelingen
og dermed har en klart lavere indkomst en den “typiske” i befolkningen
som helhed i det konkrete år”.
25

Andel med lave indkomster
Efter denne definition havde 4,2% af befolkningen i Danmark eller omkring
225.000 personer en årlig disponibel indkomst under 50% af medianindkomsten
i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under 73.000
kr. pr. personenhed). Der er tale om 8,9% af befolkningen eller godt
470.000 personer, som havde en disponibel indkomst under 60% af medianindkomsten
i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under
88.400 kr. pr. personenhed).
Personer med lave indkomster i 2002
Antal personer Andel personer Indkomstgrænse
50%-grænsen ................... 225.000 4,2 73.000 kr.
60%-grænsen ................... 470.000 8,9 88.400 kr.
Kilde: Finansministeriet m.fl., 2004.
Andelen af befolkningen i lavindkomstgrupperne har været relativt stabil
fra 1983 til 2002 med svagt aftagende tendens frem til 1995 og en svagt stigende
tendens i årene efter.
Hvem har lave indkomster?
Sammensætningen af personer med lave indkomster har ændret sig, men
udviser samme tendens med hensyn til, hvilke grupper som dominerer. Uddannelsessøgende
udgør godt en tredjedel (34%) i 2002. Selvstændige erhvervsdrivende
næsten 10%, mens fuldt ledige m.fl. (herunder kontanthjælpsmodtagere)
udgør godt 10%. Disse grupper er overrepræsenteret i
forhold til deres andel af befolkningen.
Sammensætning af personer med lave indkomster (50%-grænsen) i 2002
Uddannelsessøgende........................................ 77.000
Beskæftigede lønmodtagere.............................. 32.000
Fuldt ledige m.fl. ................................................ 24.000
Selvstændige ..................................................... 21.000
Tilbagetrukne ..................................................... 11.000
Andre voksne ..................................................... 23.000
Børn ................................................................... 39.000
I alt ..................................................................... 227.000
Kilde: “Lavindkomstgruppen – mobilitet og sammensætning”. Finansministeriet m.fl. Juni
2004.
I forhold til forskellige baggrundsvariable viser opgørelsen generelt, at følgende
grupper er overrepræsenteret blandt de personer, som har under 50%
af medianindkomsten: indvandrere, enlige under 67 år uden børn, 18-29
årige, selvstændige, fuldt ledige og uddannelsessøgende. Grupper, som er
underrepræsenteret, er fx par under 67 år, personer over 40 år generelt, lønmodtagere,
efterlønsmodtagere og førtidspensionister.
26

Der er et betydeligt sammenfald mellem de grupper, der er henholdsvis
over- og underrepræsenteret i lavindkomstgruppen – fx er uddannelsessøgende
ofte enlige uden børn i alderen 18-24 år. Når der korrigeres for dette
sammenfald, peger rapporten på, at de overrepræsenterede grupper især er:
• Unge uddannelsessøgende.
• Selvstændige og medhjælpende ægtefæller.
• Indvandrere (inkl. efterkommere).
• Fuldt ledige, herunder primært langvarige kontanthjælpsmodtagere uden
forsørgerpligt.
Lavindkomstgrænse og udvalgte overførselsindkomster
Størrelsen og sammensætningen af lavindkomstgruppen afhænger af den
valgte lavindkomstgrænse. Ovenfor er sammensætningen angivet for dem,
der ligger under 50%-grænsen. Men sammensætningen vil variere afhængig
af, om grænsen sættes ved 50% eller 60% af medianindkomsten. Derudover
er sammensætningen påvirket af den ækvivalensfaktor, der anvendes ved
opgørelsen af de ækvivalerede disponible indkomster. Ækvivalensfaktoren
udtrykker graden af stordriftsfordele for familier, hvor flere voksne (og
børn) har fælles husholdning. Nedenfor er grænserne sammenlignet med
udvalgte indkomstoverførsler.
Overførselssatser for enlig uden forsørgerpligt sammenlignet med lavindkomstgrænser.
2002
Udvalgte ydelser Disponibel
indkomst
Folkepension med maksimal boligydelse .................. 109.800
A-dagpenge ............................................................... 108.500
Folkepension med gennemsnitlige ekstra ydelser..... 96.100
Folkepension uden ekstra ydelser ............................. 77.900
Kontanthjælp over 25 år uden særlig støtte .............. 70.400
Kontanthjælp under 25 år .......................................... 49.900
Starthjælp................................................................... 44.400
Kilde: Finansministeriet “Fordeling og Incitamenter”, 2004.
Lavindkomst-
grænser
97.500 60%, ækv. 0,5
88.500 60%, ækv. 0,6
81.200 50%, ækv. 0,5
80.100 60%, ækv. 0,8b
73.700 50%, ækv. 0,6
66.700 50%, ækv. 0,8b
27

I de opgjorte tal ovenfor i tabellen er der regnet med ækvivalensfaktor 0,6.
Det fremgår, at når grænsen sættes ved 50% (73.700 kr.) vil ingen med folkepension
falde under grænsen. Kun kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere
falder under grænsen. Sættes lavindkomstgrænsen ved
60%, vil pensionister, der modtager folkepension uden ekstra ydelser, falde
under grænsen og indgå i lavindkomstgruppen.
Sammenligningen med overførselsindkomster angiver, hvilket niveau der
tales om ved afgrænsningen af personer med lave indkomster. 50%-grænsen
angiver 73.700 kr. i disponibel indkomst (indkomst efter skat), hvilket
svarer til 6.100 kr. pr. måned i disponibel indkomst, som altså skal dække
husleje plus faste udgifter samt udgifter til mad, tøj, transport, fritidsinteresser
plus daglige fornødenheder. 60%-grænsen angiver 88.100 kr., hvilket
svarer til 7.300 kr. pr. måned i disponibel indkomst, altså efter skat.
Lave indkomster over tid
Da en meget stor del af lavindkomstgruppen er unge og studerende, viser
det sig ikke overraskende, at der er en stor udskiftning blandt personerne
med lave indkomster, når man over en årrække betragter gruppen med lave
indkomster. Omkring 60% af de 212.000 personer med indkomst under
50% af medianindkomsten i 1993 var året efter – altså i 1994 – ikke længere
i lavindkomstgruppen.
Over en længere årrække forlader stadig flere af de oprindelige 212.000
personer lavindkomstgruppen, selv om nogle vender tilbage igen. I 2002
havde 9% (eller 19.200) af de 212.000 personer indkomster under 50% af
medianindkomsten. Kun 1% af lavindkomstgruppen i 1993 har haft indkomster
under 50% af medianindkomsten i alle årene fra 1993 til 2002.
Lave indkomster – sammenlignet med andre lande
I international sammenligning er Danmark blandt de lande, som har de
mindste indkomstforskelle i befolkningen. Indkomstfordelingen er således
mere lige i Danmark end i stort set andre lande. Det er derfor heller ikke
overraskende, at når man sammenligner andelen med lave indkomster
(50%-grænse eller 60%-grænse), så er andelen i Danmark mindre end i de
fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med.
Ifølge en OECD-undersøgelse, der sammenligner landene i midten af
1990erne var der i 1997 4% med lave indkomster i Danmark, og det var det
laveste niveau i hele EU, bortset fra Finland, hvor den kun var 3%. I Sverige
var andelen 7%, i Tyskland var den 8%, i Frankrig 11% og i Portugal
15%.
Afgrænses lavindkomstgruppen i stedet ved 60%-grænsen er også Schweiz,
Sverige og til dels Holland på niveau med Danmark, hvad angår lavindkomstgruppens
relative størrelse.
28

3.2 Lave indkomster – acceptabelt leveniveau
Set i et fattigdomsperspektiv, hvad har lave indkomster så med acceptabelt
leveniveau at gøre?
Indkomst som indikator – fattigdom og økonomi
På den ene side er det vigtigt at fastholde, at fattigdom har at gøre med den
enkelte persons eller families økonomiske formåen. Det hænger selvsagt
sammen med, at penge spiller en afgørende rolle for, hvad man kan forbruge
af mad, tøj, bolig m.m. I den forbindelse kan man tale om, at der er en
sammenhæng mellem den enkelte persons eller families materielle leveniveau
og mængden af kroner, som personen eller familien har til disposition
– det vil sige indkomstens størrelse.
På den anden side er indkomsten, som påpeget af den norske sociolog Stein
Ringen, kun et indirekte mål for en eventuel fattigdomssituation. Indkomsten
angiver den enkelte persons eller families muligheder, men ikke deres
faktiske levevis. Man kan altså godt tænke sig personer eller familier med
lav indkomst, der ikke lever fattigt, og personer eller familier med en forholdsvis
pæn indkomst, som på baggrund af forskellige forhold, fx stor forsørgerbyrde,
alligevel lever fattigt (Ringen, 1988).
Indkomst og fattigdom
Med udgangspunkt i denne konstatering påpeger Stein Ringen, at der i fattigdomsforskningen
har været en manglende overensstemmelse mellem den
måde, man definerer fattigdom på, og så den måde man opgør fattigdommen
på.
Et godt eksempel på denne manglende overensstemmelse er EU-kommissionens
behandling af fattigdomsproblematikken. Selv om EU-kommissionen
definerer fattigdom relativt og som en situation, hvor ens “ressourcer
er så utilstrækkelige, at de bliver udelukket fra den almindelige levevis, der
bliver betragtet som acceptabel af det samfund, de lever i”, har man i opgørelsen
af fattigdom i de enkelte medlemslande valgt at basere sig på indkomstopgørelser.
Dette hænger selvfølgelig sammen med, at der ikke er
udviklet ensartede fattigdomsstatistikker i EUs medlemslande. Derimod er
indkomststatistikken udviklet i alle EU-lande, og i EURO-STAT og andre
centrale statistikinstitutter (fx Luxemborg-Income-Study) er der foretaget
ensartede opgørelser af indkomststatistikken således, at opgørelsen af de
disponible indkomster er sammenlignelig mellem landene. På denne måde
er indkomsten den bedste indikator for opgørelse af personer og familier
med lave indkomster.
Erkendelsen af, at der er tale om en indikator, fremgår af, at man i EU nu
taler om, at de personer, som ligger under 50%-grænsen eller 60%-grænsen
i det enkelte medlemsland, viser antallet af personer med “risiko” for fattigdom,
hvor man tidligere satte antallet lig antallet af fattige i EU.
29

I rapporten “Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” foregiver
man imidlertid en skarp sondring og ser ikke nogen direkte forbindelse
mellem lave indkomster og fattige. “Afgrænsningen af lavindkomstgruppen
angiver dermed alene, hvilke personer der ligger i den nederste ende i indkomstfordelingen
og dermed har klart lavere indkomst end “det typiske” i
befolkningen som helhed i det konkrete år….. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen
giver dermed ikke information om, hvor stor en del af befolkningen
der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om personernes
oplevede livskvalitet.”
Samtidig påpeges det, at det at have lave indkomster på et givent tidspunkt
ikke afspejler, at man er fattig, men i højere grad afspejler, “at personer i
forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Unge har
typisk lavere indkomster end midaldrende, som igen har højere indkomster
end pensionister”, ligesom det at have lave indkomster kan “tilskrives resultatet
af forskellige valg, som folk frivilligt træffer, herunder fx valget
mellem arbejde og fritid og valget mellem uddannelse og arbejde”.
Ulighed snarere end fattigdom
Opgørelsen af personer med lave indkomster belyser i højere grad noget om
ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om, hvem der ikke kan
klare sig i samfundet eller har indkomst, som ikke giver mulighed for en
acceptabel levevis.
Rapporten “Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” giver således
ikke svar på, om der er personer og familier, som på grund af dårlig
økonomi ikke kan klare sig i samfundet eller ikke råd til en acceptabel levevis
i Danmark. Der er alene tale om en belysning af ulighederne i det danske
samfund, og hvem der ligger nederst i indkomstfordelingen.
Sammenligningen med andre lande af andelen med lave indkomster siger
også kun, at indkomstfordelingen er mere lige i Danmark end i andre lande.
Derimod siger den ikke noget om, at der er færre “fattige” i Danmark end i
andre lande. Det er nemlig ikke muligt at sammenligne niveauerne på tværs
af landene. Man kan fx ikke sammenligne de 4%, som har lave indkomster i
Danmark, med de 15%, som har lave indkomster i Portugal, idet de lave
indkomster ikke siger noget om, hvorvidt folk har mange eller få penge til
rådighed, eller om de kan klare sig for disse indkomster.
Problemet omkring relative betragtninger er generelt, at man ikke kan
sammenligne landene på tværs. Lande, hvor næsten alle har lave indkomster
eller høje indkomster, vil fx uafhængigt af niveauet have en lille procentdel
med lave indkomster.
I EU er der i forbindelse med udvidelsen i økonomkredse overvejelser om
andre fattigdomsopgørelser end 50%- og 60%-grænsen, fordi nogle af de
30

nye lande har lave andele med lave indkomster – pga. en ligeligere
indkomstfordeling – trods massive fattigdomsproblemer.
Tvetydighed i forhold til lav indkomst
Man kan så spørge, hvorfor Finansministeriet m.fl. udarbejder en hel rapport
om lavindkomstgruppen i Danmark, når det ikke har noget med fattigdom
at gøre, men alene drejer sig om at belyse noget om ulighed og lighed i
samfundet.
Svaret er, at der eksisterer den samme tvetydighed omkring opgørelsen af
personer med lave indkomster som i EU. På den ene side er man godt klar
over, at lave indkomster ikke siger noget om andelen af fattige. På den anden
side er det den opgørelse, der henvises til omkring opgørelser af fattige
bl.a. i regeringens seneste “Nationale Handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom
og sociale udstødelse 2003-2005” (Socialministeriet m.fl., 2003).
Denne dobbelthed har eksisteret i de mange år, hvor opgørelsen af lavindkomstgruppen
er foretaget i Danmark og genfindes i rapporten “Lavindkomstgruppen
– sammensætning og mobilitet.”
Går vi tilbage i tiden hedder det i Lovmodelrådets beretning fra 1993 om
årets emne. “I år beskæftiger det sig med grupper af familier i Danmark
med relativt lave indkomster. Emnet relativ fattigdom har påkaldt sig en del
opmærksomhed i udlandet, og selv om problemet i Danmark ikke er så
stort, indgår det som en vigtig del af debatten omkring, hvor vi vil hen med
velfærdsstaten.” Senere i samme beretning opstilles problemstillingen og
der spørges: “Er der et fattigdomsproblem i Danmark? Har velfærdssamfundets
omfattende system af overførselsindkomster bidraget til at afhjælpe
dette system? Undersøgelsen i denne publikation beskæftiger sig med disse
spørgsmål ved at beskrive en række økonomiske forhold for gruppen af lavindkomstfamilier
i Danmark” (Økonomiministeriet, 1993).
I rapporten “Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” udtrykker
man sammenhængen mellem lav indkomst og fattigdom på denne måde.
“Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver ikke information om, hvor
stor en del der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om personernes
oplevede livskvalitet”.
Det vil sige, at man tager afstand fra, at der er tale om en belysning af fattige
i absolut forstand, men der tages ikke afstand fra, at der er tale om en belysning
af en relativ fattigdom.
Hvad indebærer lav indkomst?
Rapporten gør en del ud af at forholde sig til den problemstilling, Rådet for
Socialt Udsatte rejser omkring antallet af de 30.000 socialt udsatte, som har
en overordentlig sårbar økonomi. Det sættes der spørgsmålstegn ved alene
31

ud fra den betragtning, at en stor del af de socialt udsatte (hjemløse, misbrugere
og sindslidende) ikke befinder sig i gruppen med lave indkomster.
“I modsætning til, hvad der har været nævnt i flere referater af Rådets analyser,
kan det således ikke sluttes, at 30.000 socialt udsatte er i lavindkomstgruppen
med indkomster under medianindkomsten. Bedømt ud fra Rådets
egne skøn er langt hovedparten af de socialt udsatte således ikke i lavindkomstgruppen”.
Ganske rigtigt viser Rådets egne beregninger, at en del kontanthjælpsmodtagere
og gruppen af førtidspensionister ikke vil falde under 50%-grænsen.
Men Rådet har netop ikke vurderet de 30.000 personer med sårbar økonomi
ud fra 50%-grænsen, men ud fra, at deres lave rådighedsbeløb “afskærer
disse fra et normalt socialt netværk og fra at deltage i samfundets almindelige
vilkår”. Dette begrundes med, at kontanthjælpsmodtagere over 25 år og
par på kontanthjælp med og uden børn har et rådighedsbeløb, som ikke giver
mulighed for udgifter til almindeligt og rimeligt socialt samvær og deltagelse
i fritidsinteresser.
Det forholder rapporten fra Finansministeriet m.fl. sig ikke til, men forsøger
at afvise, at det kan stå så galt til, når disse personer ikke er i lavindkomstgruppen.
Dette synspunkt underbygges i følgende sætning. “Indførelsen af
en officiel fattigdomsgrænse, som det har været foreslået blandt andet af
Rådet for Socialt Udsatte, vil derfor ikke være et særligt anvendeligt redskab
i forhold til at udpege persongrupper, som er socialt udsatte eller i
risiko for at blive socialt udsatte. Personer med indtægter under en sådan
grænse vil typisk ikke være socialt udsatte – eller i risiko for at blive socialt
udsat – mens mange socialt udsatte (herunder førtidspensionister) kan have
indkomster over grænsen”.
Rapporten opererer her med 50%-grænsen, som om det er en fattigdomsgrænse.
Selv om 50%-grænsen omtales som en grænse, som alene ser på
relative indkomster og personer med lave indkomster og ikke har noget med
fattigdom at gøre, anvendes den her som en fattigdomsgrænse. Men Rådet
har netop ikke anvist 50%-grænsen som en fattigdomsgrænse, men derimod
netop efterlyst udarbejdelsen af en fattigdomsgrænse, som tog højde for, at
personer havde et rådighedsbeløb, hvor der også var plads til et normalt
socialt netværk og deltagelse i samfundets almindelige fritidsliv.
Problemet med rapporten fra ministerierne er, at den ikke tager stilling til,
hvad det vil sige at have lave indkomster, forstået på den måde, om man
kan leve og opretholde en acceptabel levevis. Lave indkomster er alene en
relativ størrelse, og der tages ikke stilling til, om man overhovedet kan eksistere
for den indkomst. Det viser sig da også, at det helt primært er uddannelsessøgende
og unge, nogle selvstændige samt unge kontanthjælpsmodtagere,
som har lave indkomster. Om disse siger rapporten: “Selv om disse
mennesker har en relativt lav indkomst i det konkrete år, vil det almindelig-
32

vis ikke være tilfældet i et mere langsigtet perspektiv. Lavindkomstgruppen
omfatter således mange personer, som få år efter kan have og – viser erfaringerne
– har højere indkomster”.
Man kan kun være enig med rapporten i, at hvis dette er tilfældet, er det ikke
noget problem med lave indkomster. Det er det imidlertid, hvis man
uforskyldt skal leve af en kontanthjælp eller en almindelig førtidspension i
flere år. Det er ikke mindst varigheden eller det gennem flere år at have få
økonomiske midler, som skaber risiko for fattigdom.
Det var denne problemstilling, rapporten skulle have forholdt sig til. I stedet
belyser rapporten en gruppe med relativt lave indkomster, som efter ministeriernes
egen bedømmelse slet ikke har økonomiske problemer. Man kan
kun være enig i den konklusion rapporten “Fordeling og incitamenter,
2002” selv giver på omtalen af lavindkomstgruppen set i et fattigdomsperspektiv.
“Sammenfattende indeholder lavindkomstgruppen overvejende
personer, der efter almindelig opfattelse af begrebet fattigdom ikke kan anses
for fattige. Det anvendte lavindkomstkriterium har derfor ikke stor relevans
for beskrivelse af indkomstforholdene i Danmark.” (Finansministeriet,
2002).
3.3 Fattigdomsgrænse eller ej?
I Danmark er der ikke en officiel politisk besluttet fattigdomsgrænse. Skiftende
regeringer har afvist at opstille sådanne mål. Rapporten “Lavindkomstgruppen
– sammensætning og mobilitet” opridser fire grunde til, at
det ikke er nogen god ide med en fattigdomsgrænse.
• Der er ingen objektive kriterier, der kan sige noget præcist om, hvilken
indkomst som er “fair” eller “rimelig”. Det er et etisk og politisk spørgs-
•
•
•
mål.
Den løbende disponible indkomst i et enkelt år er ikke nødvendigvis et
godt mål for en families faktiske levestandard.
Der er forskelle i de enkelte personers individuelle behov, som medfører,
at én enkelt lavindkomstgrænse ikke vil være relevant for alle personer.
Indførelsen af en officiel fattigdomsgrænse er ikke særlig anvendelig i
forhold til at udpege persongrupper, som er socialt udsatte eller i risiko
for at blive socialt udsatte.
Det er oplagt, at fastlæggelse af en eller flere grænser, der angiver et acceptabelt
leveniveau, selvfølgelig er et politisk spørgsmål. Lige såvel som politikerne
beslutter fx størrelsen af de enkelte indkomstoverførsler, er det et
politisk spørgsmål, hvis der skal formuleres en officiel grænse for et acceptabelt
leveniveau. At det er et politisk spørgsmål betyder imidlertid ikke, at
der ikke kan bidrages til udarbejdelsen af et sådant niveau med viden og undersøgelser
samt fornuftige objektive kriterier fra forskere og andre således,
33

at der bliver tale om et demokratisk og rimeligt formuleret acceptabelt leveniveau.
At der kan blive tale om flere grænser, er der ingen tvivl om. Ser man på
udviklingen for kontanthjælp, er der i dag flere satser for personer i forskellige
aldersgrupper og med forskellig forsørgerbyrde. Det samme kan man
selvfølgelig forestille sig med hensyn til grænser for acceptabelt leveniveau.
Det er også tilfældet i USA. Men det vigtige er, at de bygger på de samme
principper. Det er principperne for udarbejdelsen af et acceptabelt leveniveau,
der er det centrale spørgsmål.
Derfor er det heller ikke et argument imod en grænse for et acceptabelt leveniveau,
at denne ikke er anvendelig i forhold til at udpege persongrupper,
som er socialt udsatte eller i risiko for at blive det. Det holder kun, hvis man
med en sådan grænse mener, at den skal fastsættes ud fra en relativ indkomstbetragtning
og skal ligge ved 50%-grænsen. Men alt taler imod en
sådan afgrænsning, da den er tilfældig og vilkårlig og ikke siger noget om,
hvorvidt folk faktisk kan leve for denne indkomst. En afgrænsning baseret
på objektive kriterier vil kunne besvare spørgsmålet, hvor stor en indkomst
skal man have for at kunne klare sig i det danske samfund og have et acceptabelt
leveniveau.
3.4 Sammenfatning
Afgrænsningen af lavindkomstgruppen har ikke tidligere haft den store politiske
opmærksomhed. Økonomiministeriet og Finansministeriet har løbende
foretaget belysning af indkomstfordelingen og en belysning af personer
med lave indkomster uden den store offentlige bevågenhed. I de seneste år
er der imidlertid dukket en række problemstillinger op omkring særlige
gruppers indkomster og vurderingen af disse indkomster. Det gælder de ældre
– pensionisterne, det gælder kontanthjælpsmodtagere, og det gælder
personer på starthjælpsniveau og herunder indvandrere og flygtninge på introduktionsydelse
og starthjælp.
Svaret fra Finansministeriet m.fl. har været en belysning af personer med
lave indkomster. Selv om der foretages en afgrænsning ud fra fx 50%-grænsen,
bliver der gjort meget ud af, at der ikke er tale om et lavindkomstproblem
endsige et fattigdomsproblem, enten fordi de mange unge – specielt
de studerende – kun vil have sådanne lave indkomster et stykke tid, eller
fordi folk selv har valgt at have lave indkomster fx på grund af
deltidsbeskæftigelse.
Dette synspunkt går igen i de seneste rapporter fra Finansministeriet m.fl. fx
om “De ældres økonomiske vilkår”. Her bliver der også argumenteret for, at
de få folkepensionister, der ligger under den lave grænse, har en bedre indkomstsituation
på grund af tillæg og gratis ydelser.
34

Man kan sige, at med rapporten om “De ældres økonomiske vilkår” og rapporten
“Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” har afgrænsningen
af lavindkomstgruppen fået en politisk dimension. I forbindelse med
rapporten om de ældres økonomiske vilkår var problemstillingen, om de ældre
skulle have en ældrecheck. I forbindelsen med rapporten “Lavindkomstgruppen
– sammensætning og mobilitet” er problemstillingen, at der er
grupper af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og børnefamilier,
som har så dårlig økonomi, at de ikke kan deltage i socialt samvær og fritidsinteresser,
og på den baggrund blev der peget på behovet for fastlæggelse
af en grænse for et acceptabel leveniveau.
Svaret på disse problemstillinger er ikke en opgørelse af personer med lave
indkomster. At en stor del unge og uddannelsessøgende (og selvstændige og
deltidsbeskæftigede) hvert år har lave indkomster (og det er langt fra de
samme unge) er ikke ensbetydende med, at personer på kontanthjælp, førtidspension,
starthjælp, introduktionsydelse eller for den sags skyld folkepension
kan opretholde en acceptabel levevis.
Opgørelsen af lavindkomstgruppen siger alene noget om ulighed. Der er
tale om en relativ øvelse, som i forhold til at kunne give svar på om folk
kan klare sig, er for vilkårlig og for upræcis. Der må foretages mere pålidelige
opgørelser, som samtidig siger noget mere direkte og kvalitativt om,
hvad det vil sige ikke at kunne klare sig økonomisk og socialt i det danske
samfund.
35

4 Afsavn og økonomi
4.1 Afsavn i den danske befolkning
I et tidligere kapitel blev der sat spørgsmålstegn ved at bruge lave indkomster
som et mål for fattigdom. Det store problem er, at indkomsterne udtrykker
ens muligheder, men ikke hvordan man faktisk lever. Indkomsterne
giver fx således ikke udtryk for folks behov. En måde at indfange behov på
er at inddrage begrebet “afsavn”. Afsavn er et begreb, som dækker over
manglende behovstilfredsstillelse. Når man lider afsavn, så er der noget,
man må undlade, som man har brug for.
Afsavnsbegrebet er ikke uden problemer. Det skyldes især, at det kan være
svært at skelne mellem behov og ønsker. Hvis afsavn skal give mening i en
fattigdomssammenhæng, skal man kunne skelne mellem basale behov og
“luksusbehov”. Denne skelnen kan være svær at foretage, fordi behovene
“objektivt set” er forskellige for forskellige personer, eksempelvis har ældre
mennesker mere behov for medicin end unge. Der er også en subjektiv dimension,
fordi man kan have forskellige opfattelser af, hvad der er basale
behov og luksus, eksempelvis synes nogle mennesker, at det er luksus at
tage på ferie i udlandet, mens andre mener, at det nærmest er “livsnødvendigt”.
I en fattigdomssammenhæng kan man bruge afsavn til at få et billede af befolkningens
adfærd og behovstilfredsstillelse. Dette er gjort i flere empiriske
undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet 1 . Spørgsmålet i disse undersøgelser
lød:
Har De/familien inden for den sidste måned/det sidste år, af økonomiske
grunde, måttet undlade at …….. (en række eksempler på afsavn).
Spørgsmålsformuleringen er søgt holdt på et objektivt niveau, dvs. at svarpersonerne
skal tage stilling til, om de rent faktisk har undladt at gøre forskellige
ting i en given periode. Altså ikke noget med deres oplevelse af situationen,
som er af mere subjektiv karakter. Det subjektive element i
spørgsmålet drejer sig om at vurdere, om det er af økonomiske grunde, man
har undladt at gøre de forskellige ting.
Et andet kritisk spørgsmål er, om svarpersonerne overhovedet har behov for
at gøre tingene. Eksempelvis er en indikator for afsavn, om man har undladt,
at “foretage reparationer ved boligen” inden for det sidste år. Men det
kan godt tænkes, at der ikke har været behov for at reparere noget ved boli-
1
Hansen, Finn Kenneth: Materielle og sociale afsavn i befolkningen. 1990. Socialforskningsinstituttet.
Rapport 90:4.
Undersøgelse af befolkningens levekår år 2000. Socialforskningsinstituttet og Sociologisk
Institut Københavns Universitet.
36

gen, hvis alt fungerer fint. En anden indikator er, om man har undladt at
“købe medicin De/familien havde brug for”. Men hvad svarer man, hvis
man ikke har haft brug for medicin?
I undersøgelsen af danskernes levekår 2000 indgår 14 forskellige typer af
afsavn, som er opdelt i forskellige hovedtyper:
1. Daglige fornødenheder.
2. Boligaktiviteter.
3. Reproduktionsaktiviteter.
4. Sociale aktiviteter.
De fleste af disse afsavn indgår i en tidligere dansk undersøgelse (F.K. Hansen:
“Materielle og sociale afsavn i befolkningen”. SFI-rapport 90:4. 1990).
Denne tidligere undersøgelse omfattede 21 afsavn. Følgende tabel viser,
hvilke afsavn der er/var tale om.
37

Daglige fornødenheder:
2000-us. 1990-us.
1. Indkøbe dagligvarer ....................................................... X X
2. Købe fodtøj .................................................................... X X
3. Købe nødvendig medicin ............................................... X X
4. Betale husleje til tiden* .................................................. X X
5. Betale regninger m.v. til tiden ........................................ X
Boligaktiviteter:
6. Varme boligen op........................................................... X
7. Foretage reparationer .................................................... X
8. Foretage reparationer af udstyr i hjemmet**.................. X X
9. Erstatte udstyr i hjemmet ............................................... X X
Reproduktionsaktiviteter:
10. Gå til frisør ................................................................... X X
11. Gå til tandlæge............................................................. X X
12. Gå på kursus................................................................ X
13. Dyrke fritidsinteresser .................................................. X X
14. Tage på udflugt............................................................ X
15. Holde ferie uden for hjemmet ...................................... X X
Sociale aktiviteter:
16. Invitere gæster hjem .................................................... X X
17. Gå ud en aften ............................................................. X X
18. Gå i biografen .............................................................. X
19. Besøge familie/venner ................................................. X X
20. Deltage i sammenkomster ........................................... X
21. Give gaver til fødselsdage o.l. .................................... X X
* I 2000-undersøgelsen var husleje og regninger slået sammen således: “betale regninger,
herunder husleje og a-kassekontingent til tiden”.
** I 2000-undersøgelsen var formuleringen således: “Foretage reparationer ved boligen.
I enkelte tilfælde er der uoverensstemmelser i formuleringerne, som gør, at
man ikke umiddelbart kan sammenligne resultaterne fra de to undersøgelser.
I de fleste tilfælde går det dog an at sammenligne de to undersøgelser.
I den følgende tabel er vist, hvor mange (procentdel) familier, der lider af
forskellige afsavn i henholdsvis 1990 og 2000.
38

Procentdel af familier, der har haft forskellige typer afsavn. 2000 og 1990
Daglige fornødenheder:
2000-us. 1990-us.
1. Indkøbe dagligvarer ....................................................... 7% 10%
2. Købe fodtøj .................................................................... 7% 12%
3. Købe nødvendig medicin ............................................... 2% 1%
4. Betale husleje til tiden.................................................... 4%
5. Betale regninger m.v. til tiden*....................................... 5% 7%
Boligaktiviteter:
6. Varme boligen op........................................................... 2%
7. Foretage reparationer .................................................... 12%
8. Foretage reparationer af udstyr i hjemmet**.................. 9% 10%
9. Erstatte udstyr i hjemmet ............................................... 9% 12%
Reproduktionsaktiviteter:
10. Gå til frisør ................................................................... 7% 11%
11. Gå til tandlæge............................................................. 4% 5%
12. Gå på kursus................................................................ 6%
13. Dyrke fritidsinteresser .................................................. 5% 7%
14. Tage på udflugt............................................................ 11%
15. Holde ferie uden for hjemmet ...................................... 16% 15%
Sociale aktiviteter:
16. Invitere gæster hjem .................................................... 5% 11%
17. Gå ud en aften ............................................................. 11% 16%
18. Gå i biografen .............................................................. 10%
19. Besøge familie/venner ................................................. 7% 12%
20. Deltage i sammenkomster ........................................... 5%
21. Give gaver til fødselsdage o.l. .................................... 3% 8%
* I 2000-undersøgelsen var husleje og regninger slået sammen således: “betale regninger,
herunder husleje og a-kassekontingent til tiden”.
** I 2000-undersøgelsen var formuleringen således: “Foretage reparationer ved boligen.
Af tabellen fremgår to ting. For det første er det en meget lille andel, som
har afsavn. Ser man på de enkelte indikatorer, svinger andelen fra 2% til
16% af befolkningen. Fx er det 2%, som angiver, at de har måttet undlade at
“købe nødvendig medicin”, og 3% som har undladt at “give gaver til fødselsdag”.
7% har undladt at “købe fodtøj” og 16% at “holde ferie uden for
hjemmet.”
For det andet er der færre og færre, som lider afsavn på de forskellige områder
i 2000 i sammenligning med 1990. Der er kun to områder, hvor det er
39

gået den anden vej: “holde ferie” og “købe medicin”. Forskellen er imidlertid
meget lille, og den er ikke signifikant.
Man kan bemærke, at de største forbedringer er sket inden for de sociale
aktiviteter, fx “invitere gæster” eller “gå ud en aften”. Der er også sket forbedringer,
når det gælder om at købe ting, fx “gaver til fødselsdage” og indkøb
af “fodtøj” og “dagligvarer”.
Alt i alt kan man altså konstatere, at over en 10 års periode er der gennemgående
blevet færre personer og familier, som oplever afsavn af økonomiske
grunde.
Den positive udvikling kan naturligvis skyldes, at familierne har fået bedre
økonomi, men det kan også skyldes, at behovene har ændret sig. Hvis man
tager kommunikationsområdet, vil det at have mobiltelefon 2000 (i modsætning
til 1990) være almindeligt og udbredt og kunne være en indikator
på afsavn. Hvis man af økonomiske grunde ikke kan føre mobiltelefonsamtaler
eller ikke har råd til overhovedet at erhverve sig en mobiltelefon, ville
der være tale om afsavn. Aktivitetsmønstrene og behovene spiller en væsentlig
rolle for udpegningen af indikatorer for afsavn.
I de følgende analyser vil vi gruppere de 14 forskellige afsavn i 4 hovedtyper.
Hvis mindst ét afsavn er registreret i hver hovedgruppe, betragtes det
som et afsavn. Men det tæller ikke mere, hvis der er flere afsavn. Dette forenkler
analyserne og bidrager muligvis også til at korrigere lidt for ændringer
i behov.
Procentdel af familier, der har afsavn i de 4 hovedgrupper. 1990 og 2000
2000-us. 1990-us.
Daglige fornødenheder ................................. 11% 20%
Boligaktiviteter............................................... 13% 20%
Reproduktionsaktiviteter ............................... 18% 28%
Sociale aktiviteter.......................................... 13% 25%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Selv om vi ikke fuldt ud kan sammenligne tallene fra undersøgelsen i 2000
med undersøgelsen i 1990, så tyder tabellen alligevel på en klar forbedring i
afsavnssituationen på alle 4 områder i perioden 1990-2000.
Vi kan også se, at reproduktionsaktiviteterne er den gruppe, hvor flest lider
afsavn – 18% af familierne i 2000. De øvrige tre afsavnsområder er nogenlunde
ens – 11-13% af familierne i 2000.
Vi kan konstatere, at 77% af familierne i 2000 slet ikke har rapporteret nogen
af de nævnte afsavn, mens 6% af familierne har nævnt afsavn på alle 4
afsavnsområder.
40

Familier fordelt efter antal afsavnsområder. 2000.
Ingen afsavnsområder ...................................................................... 77%
1 afsavnsområde .............................................................................. 8%
2 afsavnsområder ............................................................................. 6%
3 afsavnsområder ............................................................................. 3%
4 afsavnsområder ............................................................................. 6%
I alt .................................................................................................... 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
4.2 Afsavn og lave indkomster
Som nævnt er afsavn ikke nødvendigvis det samme som lave indkomster.
På baggrund af den måde, der er spurgt, må man imidlertid forvente en vis
sammenhæng mellem afsavn og indkomster, fordi afsavnene er defineret i
forhold til økonomi: … “af økonomiske grunde, måttet undlade at …”.
Levekårsundersøgelsen 2000 har stillet spørgsmål dels om familiens samlede
indkomst (bruttoindkomsten), dels om deres rådighedsbeløb (beløb der
er tilbage til det daglige forbrug, når skat og faste udgifter er betalt). I det
følgende vil vi analysere sammenhængen mellem afsavn på den ene side og
samlet indkomst og rådighedsbeløb på den anden side. Da behov og økonomisk
situation på mange måder er forskellige for par og enlige, har vi opdelt
analyserne særskilt for par og enlige.
Enlige
Den første tabel blandt de enlige vedrører sammenhængen mellem den samlede
årsindkomst og antallet af afsavnsområder – hvor der højst kan være 4.
Enlige med forskellige samlede årsindkomster fordelt efter antal afsavnsområder. 2000
Antal afsavnsområder
0 1 2 3 4
Under 100.000 kr. ....... 50% 14% 11% 13% 12% 100%
100-199.000 kr. ........... 54% 12% 12% 12% 10% 100%
200-299.000 kr. ........... 70% 9% 8% 7% 6% 100%
300-399.000 kr. ........... 84% 11% 2% 1% 3% 100%
400.000 kr. +................ 88% 6% 5% - 1% 100%
Ved ikke ....................... 78% 10% 5% 5% 3% 100%
Alle ............................... 63% 11% 9% 9% 8% 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Det er ganske tydeligt, at der er en sammenhæng mellem den samlede indkomst
og antal afsavnsområder blandt de enlige, og forskellen er statistisk
signifikant. Jo lavere indkomst, des flere enlige har nævnt et eller flere af-
I alt
41

savnsområder. Men samtidig bør man bemærke, at 12% af de rigeste personer
(med mere end 400.000 kr. i samlet indkomst) har nævnt et eller flere
afsavnsområder. Ligesom halvdelen af dem, der tjener mindre end 100.000
kr., ikke har nævnt nogen af de listede afsavn. Altså en statistisk sammenhæng,
men med masser af undtagelser.
Vi har netop benyttet samlet indkomst som mål for familiernes “økonomiske
evne”, men samlet indkomst tager ikke hensyn til de store forskelle, der
kan være på folks skattefradrag og faste udgifter. Man kan i stedet benytte
et rådighedsbeløb som udtryk for, hvor mange penge folk har til det daglige
forbrug.
Enlige med forskellige månedlige rådighedsbeløb fordelt efter antal afsavnsområder.
2000
Antal afsavnsområder
0 1 2 3 4
Under 2.000 kr. ........... 30% 15% 14% 18% 23% 100%
2-2.999 kr. ................... 37% 16% 15% 17% 15% 100%
3-3.999 kr. ................... 49% 14% 15% 13% 9% 100%
4-4.999 kr. ................... 69% 9% 8% 7% 7% 100%
5-5.999 kr. ................... 71% 7% 7% 8% 7% 100%
6.000 kr. +.................... 87% 7% 5% 1% 0% 100%
Ved ikke ....................... 79% 10% 4% 4% 3% 100%
Alle ............................... 63% 11% 9% 9% 8% 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Tabellen med månedlig rådighedsbeløb viser, at der er en god og statistisk
signifikant sammenhæng mellem størrelsen af det månedlige rådighedsbeløb
og antallet af afsavnsområder. Jo større rådighedsbeløb, des færre afsavnsområder.
Sammenhængen er endda stærkere med rådighedsbeløbet
end den samlede årlige indkomst.
Parfamilier
Den første tabel for parfamilierne viser sammenhængen mellem årlig samlet
indkomst og antallet af afsavnsområder.
I alt
42

Par med forskellige samlede årsindkomster fordelt efter antal afsavnsområder. 2000
Antal afsavnsområder
0 1 2 3 4
Under 200.000 kr. ....... 63% 14% 10% 6% 7% 100%
200-299.000 kr. ........... 73% 9% 7% 6% 5% 100%
300-399.000 kr. ........... 74% 12% 6% 5% 3% 100%
400-499.000 kr. ........... 80% 10% 6% 3% 1% 100%
500-599.000 kr. ........... 82% 10% 5% 2% 1% 100%
600.000 kr. +................ 91% 6% 2% 1% 0% 100%
Ved ikke ....................... 81% 9% 5% 3% 2% 100%
Alle ............................... 79% 10% 6% 3% 2% 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Tabellen viser en klar og statistisk signifikant sammenhæng, men sammenhængen
er ikke så vældig stærk. Desuden ser man, at næsten to tredjedele af
parfamilierne med mindre end 200.000 kr. i samlet årlig indkomst slet ikke
har nævnt nogen afsavn.
Vi har også foretaget analyserne af afsavnene i forhold til parfamiliernes
månedlige rådighedsbeløb.
Par med forskellige samlede årsindkomster fordelt efter antal afsavnsområder. 2000
Antal afsavnsområder
0 1 2 3 4
Under 4.000 kr. ........... 47% 17% 14% 11% 11% 100%
4-5.999 kr. ................... 64% 14% 11% 5% 6% 100%
6-7.999 kr. ................... 71% 13% 10% 4% 2% 100%
8-9.999 kr. ................... 79% 12% 4% 4% 1% 100%
10-11.999 kr. ............... 87% 9% 3% 1% 0% 100%
12-13.999 kr. ............... 91% 6% 2% 2% - 100%
14.000 kr. +.................. 95% 4% 1% 0% -
Ved ikke ....................... 87% 8% 2% 2% 1% 100%
Alle ............................... 79% 10% 6% 3% 2% 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Tabellen viser en klar og stærk sammenhæng mellem rådighedsbeløb og
antal afsavnsområder.
Efter at have gennemført en række analyser af sammenhængen mellem afsavn
og samlet indkomst og rådighedsbeløb kan vi for det første konstatere,
at der er en klar og signifikant sammenhæng. Det gælder både, når vi betragter
de enkelte afsavn, og når vi ser på det samlede afsavnsbillede.
I alt
I alt
43

Det fremgår imidlertid også klart af analyserne, at sammenhængen er stærkest,
når vi benytter det månedlige rådighedsbeløb, mens sammenhængene
er svagere, når vi benytter den samlede årsindkomst.
Man skulle også forvente, at rådighedsbeløbet rammer nærmest afsavnene,
eftersom det er det daglige rådighedsbeløb, som er udgangspunkt for folks
indkøb og forbrug. Den samlede indkomst indeholder ganske vist alle indkomster,
men folk ser ikke disse penge, fordi der i de fleste tilfælde automatisk
bliver fratrukket indkomstskat og en række faste udgifter (fx husleje,
fagforeningskontingent, a-kasse) via PBS o.l.
Men selv om vi kan konstatere, at der er en klar og stærk sammenhæng
mellem afsavn og indkomster, er der en række tilfælde, hvor det ikke er tilfældet.
Der er dels nogle familier, som har meget lave indkomster/rådighedsbeløb,
men som ikke har angivet nogen afsavn, dels er der den omvendte
situation, hvor nogle familier med høje indkomster/rådighedsbeløb
alligevel har nævnt nogle afsavn. Der er altså tale om en statistisk sammenhæng,
men ikke om en “automatik”. Det skyldes især, at oplysningerne om
afsavn er af subjektiv karakter, hvor respondenterne selv skal vurdere, om
de synes, de har lidt afsavn (dvs. undladt at gøre noget af økonomiske grunde).
4.3 Egen bedømmelse af familiens økonomi
Det subjektive element i vurderingen af en families økonomiske situation er
medtaget i levekårsundersøgelsen 2000 gennem et særligt spørgsmål om
egen bedømmelse af deres økonomiske situation:
Hvordan vil De alt i alt bedømme Deres/familiens økonomiske situation
– er den: “Særdeles god”, “God”, “Nogenlunde” eller “Dårlig”?
Med dette spørgsmål skal respondenten selv vurdere deres egen eller deres
families økonomiske situation uden at have nogen retningslinier for vurderingen.
Det indebærer muligvis en vis tilfældighed i besvarelserne, men
spørgsmålet er, om der alligevel er en sammenhæng med afsavn.
Eftersom familiesituationen tilsyneladende spiller en vis rolle, når vi analyserer
familieøkonomi, vil vi fortsat adskille enlige og par i analyserne.
Den første tabel blandt de enlige vedrører sammenhængen mellem vurderingen
af den økonomiske situation og antallet af afsavnsområder.
44

Enlige med forskellige vurderinger af deres økonomiske situation fordelt efter antal afsavnsområder.
2000
Antal afsavnsområder
Den økonomiske situation
er: 0 1 2 3 4
Særdeles god............... 95% 4% 1% - - 100%
God .............................. 80% 10% 4% 4% 2% 100%
Nogenlunde.................. 44% 16% 17% 14% 9% 100%
Dårlig............................ 9% 12% 17% 26% 36% 100%
Alle ............................... 63% 11% 9% 9% 8% 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Tabellen viser en meget klar og stærk sammenhæng mellem den subjektive
vurdering og antallet af afsavnsområder. Der er enkelte svarpersoner, som
har nævnt et eller to afsavn, selv om de vurderer deres økonomiske situation
som “særdeles god”, ligesom 9% af dem, der vurderer deres økonomiske
situation som “dårlig”, ikke har lidt afsavn.
Parfamilier med forskellige vurderinger af deres økonomiske situation fordelt efter antal
afsavnsområder. 2000
Antal afsavnsområder
Den økonomiske situation
er: 0 1 2 3 4
Særdeles god............... 95% 4% 1% 0% 0% 100%
God .............................. 86% 9% 4% 1% 0% 100%
Nogenlunde.................. 52% 19% 15% 9% 5% 100%
Dårlig............................ 14% 12% 17% 25% 32% 100%
Alle ............................... 79% 10% 6% 3% 2% 100%
Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år 2000.
Tabellen med parfamilier viser præcis det samme klare mønster, som vi så
blandt enlige. Der er tilsyneladende meget god overensstemmelse mellem
den subjektive vurdering af den økonomiske situation og afsavn. Fælles for
begge de viste tabeller er, at opfattelsen af at lide afsavn og vurderingen af
den økonomiske situation i vidt omfang er knyttet til den samme grundopfattelse
hos svarpersonerne. Den subjektive opfattelse er vigtigere for oplevelse
af afsavn end de mere objektive oplysninger om samlet indkomst og
rådighedsbeløb.
4.4 Sammenfatning om afsavn
Fattige i EU bliver defineret som personer, hvis “ressourcer er så utilstrækkelige,
at de bliver udelukket fra almindelig levevis, der bliver betragtet
som acceptabelt af det samfund, de lever i”.
I alt
I alt
45

Det er denne definition, der ligger bag opgørelse af afsavn. Rækken af indikatorer
afspejler en almindelig levevis – normer, sædvaner og aktiviteter –
som flertallet i det danske samfund helt afgjort vil betragte som almindeligheder
og aktiviteter og adfærd, som stort set alle vil sige er en menneskeret i
det danske samfund. Enhver bør have økonomiske ressourcer til at “kunne
invitere gæster hjem”, “give gaver til fødselsdag”, “købe nødvendig medicin”,
“gå til frisør” og “gå til tandlæge”.
Opgørelsen af afsavn viser, at det er en meget lille del af de danske personer
og familier, som lider afsavn, og en meget lille del lider flere afsavn. Den
helt overvejende del af de danske personer og familier – 77% – har ingen
afsavn. Derimod er der 6% af alle personer og familier, som har rapporteret,
at de har mindst 4 afsavn begrundet i deres dårlige økonomi.
Der er en klar sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes
økonomiske formåen. Men der er ikke tale om en entydig sammenhæng.
Der er personer og familier med relativt høje indkomster, som rapporterer,
at de har afsavn, ligesom der er personer og familier med lave indkomster,
som ikke lider afsavn. På den måde er afsavnene ikke alene udtryk for en situation,
hvor folk af økonomiske grunde må undlade at foretage aktiviteter
eller føler sig økonomisk presset til at undvære disse aktiviteter, men også
udtryk for forskelle i levevis.
Den klare sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes økonomiske
formåen viser sig heller ikke på den måde, at man kan aflæse et
bestemt indkomstniveau, hvor afsavnene hober sig op. Der er tale om en aftagende
sammenhæng. Der er således ikke noget grundlag for at kunne udpege
en bestemt indkomstgrænse, hvor afsavnene hober sig op, når vi ser
generelt på familiernes økonomiske situation.
Fortløbende opgørelser af befolkningsafsavn vil sammenkædet med opgørelser
af personernes og familiernes økonomiske situation kunne give et billede
af udviklingen i den relative fattigdom i Danmark. Det vil klart være et
mere nuanceret mål og give et klarere billede af, hvem der har vanskeligheder
ved at klare sig i samfundet end opgørelser af, hvem i befolkningen der
har lave indkomster.
Opgørelsen af afsavn og personers og familiers økonomi er imidlertid for
upræcist for angivelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Skal man
angive en grænse for et acceptabelt leveniveau, er der behov for mere direkte
opgørelser af, hvad det koster at leve. Det kræver anvendelse af mere
direkte budgetmetoder. Dette er fokus for næste kapitel, hvor vi vil redegøre
for det danske standardbudget, og hvor vi vil forsøge at opstille elementer
for opgørelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau i Danmark.
46

5 Hvad koster det at leve? -
budgetmetoden
5.1 Hvad koster det at leve?
I de foregående kapitler har vi behandlet indkomster og afsavn som mål for
fattigdom og økonomiske problemer. I dette kapitel vil vi se nærmere på
husholdningsbudgetter som et middel til at belyse omfanget af fattigdom.
Som omtalt er det en metode, som ligger til grund for udarbejdelse af fattigdomsgrænsen
i USA. Der opstilles en “kurv af varer” alene omfattende fødevarer,
som bliver prissat og dermed angiver forbrugsudgifterne til fødevarer.
Der er tale om en såkaldt normativ metode, idet “kurven af varer” er
udvalgt af en gruppe eksperter med baggrund i en række fastlagte kriterier
fx ernæringsindhold, fedtindhold m.v.
I de skandinaviske lande anvendes budgetmetoden ved udarbejdelse af det,
man har kaldt standardbudgetter. Budgetter, som ikke kun indeholder udgifterne
til fødevarer, men også til tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser
og dagligvarer til husholdningen. Forbruget er ikke opgjort med
henblik på en fattigdomsgrænse. Det omfatter i stedet et rimeligt og almindeligt
forbrug, idet det hverken er et “luksusforbrug” eller et “minimumsforbrug”.
I Danmark har Forbrugerstyrelsen fået udarbejdet et sådant standardbudget
for danske husholdninger efter budgetmetoden. Første gang i 1993 2 og senest
revideret i 2001 3 . Budgettet er meget konkret i sin form, og man kan gå
ind og se nøjagtig, hvilket forbrug eksperterne mener er rimeligt og almindeligt
for en husholdning på de enkelte forbrugsområder. Ud over standardbudgettet
er der udviklet særlige budgetter, bl.a. et discountbudget, et
“grønt” budget og et pensionistbudget.
I det følgende omtales først opbygningen af det danske standardbudget.
Derefter omtales kort forskellige særlige budgetter.
2 Forbrugerstyrelsen: Forbrugerstyrelsens familiebudget – et standardbudget for danske
husstande (udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA). Hovedrapport.
Rapport 1993.2.
3 Finn Kenneth Hansen: Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier. CASA.
Marts 2002.
47

5.2 Et dansk standardbudget
Forbrugerstyrelsen tog i 1990 initiativ til udvikling og udarbejdelse af et
dansk standardbudget på baggrund af et ønske fra Statens Husholdningsråd.
Formålet med det danske standardbudget var for det første at give de private
husholdninger et grundlag for planlægning af deres økonomi og for det
andet at anvende det som redskab i økonomisk rådgivning over for private
husholdninger, der har ønske og behov for en sådan rådgivning.
Roskilde Universitet udarbejdede et forprojekt i 1991, hvor man gennemgik
den relevante litteratur. Forprojektet endte med en række principper og anbefalinger
til Forbrugerstyrelsen 4 , som derefter bad CASA om at udarbejde
et standardbudget efter disse principper. Standardbudgettet blev udarbejdet
af CASA i perioden september 1991-april 1993 og blev første gang præsenteret
i maj 1993 baseret på en prisindsamling i marts 1993. I 2001 blev standardbudgettet
justeret og opdateret. Nu foreligger standardbudgettet som en
pjece fra Forbrugerstyrelsen 5 og som et interaktivt budget på
Forbrugerstyrelsens hjemmeside.
Det helt centrale ved et standardbudget er, at det angiver, hvad det koster at
leve. Der er tale om et budget, der er konstrueret på den måde, at det netop
tildeler personer og familier et bestemt forbrug. Et forbrug, som forudsætter
en vis ernæring og sund levevis og dækker alle væsentlige forbrugsområder,
bortset fra boligudgiften. Forbruget er opgjort ud fra en betragtning om at
tildele familier, hvad man har kaldt et rimeligt almindeligt forbrug.
Et standardbudget angiver forbrugsudgifterne for at kunne opretholde
et rimeligt forbrug. Det vil sige et forbrug, som er almindeligt i forhold
til aktiv deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret i
samfundet.
Eksperter inden for forskellige forbrugsområder har efter nærmere definerede
kriterier og forudsætninger udvalgt, hvilke varer og tjenester der repræsenterer
et rimeligt og almindeligt forbrug.
Følgende forudsætninger er lagt til grund for standardbudgettet:
1. Alle voksne har erhvervsarbejde.
2. Familien skal kunne opretholde et rimeligt forbrug på længere sigt.
3. Alle personerne er raske og har ikke behov for særlig medicin eller udstyr.
4. Alle personer er i besiddelse af almene færdigheder og viden.
5. Familierne er etableret og i besiddelse af almindeligt bohave.
6. Man køber alle varer og tjenester.
4
Britta Christensen: Standardbudget for privatøkonomi – en foranalyse. Forbrugerstyrelsen.
Rapport 1991:3.
5
Husholdningsbudget – i serien Ren besked.
På internettet: www.forbrug.dk/familie/husholdning/husholdningsbudget/
48

7. Sundt og ernæringsmæssigt forbrug.
8. Følger officielle anbefalinger om kost og aktivitet.
9. Alle varer i budgettet er almindelige og af god kvalitet.
Definitionen og forudsætningerne blev et fælles arbejdsgrundlag for 7 ekspertgrupper,
som konkret skulle angive det rimelige og almindelige forbrug
på hver deres forbrugsområde og udpege de repræsentantvarer, som afspejlede
dette forbrug, og som skulle prismåles. I alt er der 2.500 forskellige varer
og tjenester i budgettet.
Det er udgifterne til disse varer og tjenester, der angiver det rimelige forbrug.
Forbrugsposterne omfatter:
• Mad- og drikkevarer.
• Beklædning (sko og tøj).
• Personlig hygiejne.
• Leg og fritid.
• Transport.
• Dagligvarer i husholdningen.
• Varige forbrugsgoder.
Budgettet indeholder således både de almindelige løbende forbrugsudgifter
til mad, tøj, personlig hygiejne og andre dagligvarer samt forbrugsudgifter
til sjældnere indkøb af varige forbrugsgoder som fx møbler, tv, køleskab,
vaskemaskine m.v.
I budgettet er der imidlertid set bort fra boligudgifter, det vil sige udgifter til
boligen (husleje/renteudgifter) samt udgifter til varme, el, gas, forsikringer
og vedligeholdelse af boligen. Derudover indeholder budgettet ikke udgifter
til: ejendomsskatter, lån, forsikringer, afdrag og renter, fagforening, a-kasse,
opsparing til pension o.l. samt tobak.
Forbrugerinformations Husholdningsbudget hviler på den forudsætning, at
det forbrug, den enkelte er blevet tildelt som rimeligt og almindeligt, skal
kunne vedligeholdes således, at den enkelte bevarer den samme velfærd eller
det samme leveniveau. På den måde skelnes der mellem et budget på
lang sigt og et kortsigtsbudget. I langsigtsbudgettet indgår opsparing til vedligeholdelse
af ens leveniveau. Kortsigtsbudgettet omfatter ikke opsparing
og vedligeholdelse af varige forbrugsgoder med en levetid ud over to år.
Endelig er der ved fastsættelsen af udgifterne anvendt “normale” priser i
“almindelige” butikker, dvs. der er ikke tale om lavpris eller discountpriser.
I forbindelse med husholdningsbudgettet har der været nogle særlige problemstillinger,
der skulle tages højde for, og som ekspertgrupperne skulle
udmønte i praksis.
49

For det første har de skullet skelne mellem:
• Husholdningsspecifikt forbrug – fx varige forbrugsgoder, TV, avis, møbler,
bil.
• Individspecifikt forbrug: forbrug knyttet til den enkelte fx mad, tøj, personlig
hygiejne.
Stordriftsfordele. I større familier er der en række fordele, som ikke findes i
små familier. En type fordel er, at man kan foretage store indkøb og derved
få kvantumsrabatter. En anden type fordel er, at der bliver mindre spild af
madvarer, og i nogle tilfælde vil mindre søskende arve legetøj eller tøj fra
større søskende. Den tredje type stordriftsfordel er, at flere personer kan
dele fx tv, møbler, avis og bil.
Strategiske valg. I nogle tilfælde er det ikke meningsfuldt at finde et rimeligt
forbrug, men derimod et “enten/eller”. Fx om den enkelte familier har
bil eller ej, vaskemaskine eller opvaskemaskine. Det har en række konsekvenser
for forbruget. Hvis man eksempelvis vælger opvask i hånden, skal
man bruge sulfo, børste og balje, men hvis man har opvaskemaskine, skal
man have afkalker og særlig sæbe osv.
Kort sigt – lang sigt. Standardbudgettet indeholder både dagligdagsforbrug
og forbrug, som har en længere levetid. En række “maskiner” i hjemmet har
en vis levetid og skal erstattes igen, hvis man vil opretholde den samme
standard. Derfor er der indlagt en opsparing i budgettet til erstatninger således,
at budgettet er “langtidsholdbart”.
Nedenfor er vist standardbudgetter for enlige og parfamilier, der viser det
månedlige forbrug opdelt på en række forbrugsposter.
Enlige husstande uden og med børn. Forbrug pr. måned. 2001
Mad- og drikkevarer...
Beklædning................
Sundhed og hygiejne .
Leg og fritid................
Transport ...................
Dagligvarer ................
Varige forbrugsgoder .
Daginstitution.............
I alt pr. måned............
Kvinde
18-29 år
2.205
554
656
2.385
590
298
720
0
7.408
Kvinde
30-49 år
2.019
541
632
2.272
590
298
720
0
7.072
Mand
30-49 år
2.655
584
427
2.274
590
298
720
0
7.548
Mand
50-64 år
2.622
623
387
2.195
590
298
720
0
7.435
Kvinde
med
1 barn
3-6 år
2.961
969
721
2.676
606
285
888
1.212
10.318
Kvinde
med 1
pige
11-14 år
2.889
1.039
877
3.082
757
285
888
0
9.817
50

Parhusstande uden og med børn. Forbrug pr. måned 2001
Mad- og drikkevarer ..
Beklædning ...............
Sundhed og hygiejne.
Spædbørnsudstyr......
Leg og fritid ...............
Transport...................
Dagligvarer................
Varige forbrugsgoder.
Daginstitution ............
I alt pr. måned ...........
Ingen børn
4.024
1.125
1.057
0
3.178
4.380
301
862
0
14.927
1 barn
3-6 år
4.697
1.552
1.146
0
3.444
4.397
396
1.091
1.212
17.935
1 barn:
pige
11-14 år
4.931
1.622
1.303
0
3.883
4.548
396
1.091
0
17.774
2 børn:
0-2 år
+ 3-6 år
5.025
1.566
1.562
576
3.615
4.397
477
1.206
1.212
19.636
2 børn:
3-6 år
+ pige:
11-14 år
5.955
1.966
1.393
0
4.196
4.564
497
1.295
1.212
21.078
Kilde: Finn Kenneth Hansen: Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier.
CASA. Marts 2002.
5.3 Særlige budgetter
3 børn:
0-2 år
+ 3-6 år
+ pige:
11-14 år
6.284
1.992
1.809
576
4.368
5.100
562
1.384
1.212
23.287
På grundlag af det opstillede standardhusholdningsbudget, er der udarbejdet
flere varianter af budgettet med forskellige forudsætninger, bl.a. et pensionistbudget,
et “grønt budget”, et discountbudget og et kortsigtsbudget.
Pensionistbudget
Standardbudgettet for pensionister tager udgangspunkt i standardbudgettet
for erhvervsaktive. En ekspertgruppe har overvejet særlige forhold for pensionister,
og på hvilke områder pensionisterne adskiller sig fra erhvervsaktive
i deres behov og forbrugsadfærd. Følgende særlige forudsætninger blev
opstillet:
• De har ikke erhvervsarbejde.
• De er raske og har ikke særlige udgifter til medicin o.l.
• Bor for sig selv.
• De er mere “konservative” omkring forbrugsvalg.
Konsekvenserne af disse forudsætninger og andre aldersovervejelser blev
for det første, at pensionister har mindre energiforbrug og dermed et lavere
niveau med hensyn til mad og drikkevarer. For det andet blev deres tøjbudget
mindre, fordi de skifter mindre ud og ikke følger moden så “tæt”.
For det tredje udskifter de møbler og andre varige forbrugsgoder sjældnere.
For det fjerde har de andre fritidsinteresser og holder mindre ferie.
51

Kortsigtsbudget
I tilfælde af en midlertidig økonomisk krise i en husholdning, fx ved kortere
sygdom eller arbejdsløshed, kan det være relevant at se på, hvor meget det
koster at leve i den situation. Det vil sige et budget, som angiver udgifterne
til det almindelige løbende forbrug, men hvor der ikke medtages udgifter til
sjældnere indkøb af varige forbrugsgoder.
Der er derfor konstrueret et budget, hvor den opsparing, som ligger i husholdningsbudgettet
til opretholdelse af varige forbrugsgoder, ikke medtages
i budgettet på kortere sigt. Helt konkret er budgettet på kortere sigt beregnet
på den måde, at alle varer, der har en levetid på over 2 år, ikke indgår i budgettet.
Det vil sige, at den enkelte familie kan opretholde det rimelige forbrug
på kortere sigt, men ikke på længere sigt, fordi der ikke foretages en
opsparing til genanskaffelse af forbrugsgoder med en levetid på over 2 år.
Discountbudget
Standardbudgettet er etableret med priser fra såkaldt almindelige butikker,
fx COOP, Hennes & Mouritz, Føtex osv. Efterhånden er der etableret discountbutikker
over hele landet, og i forbindelse med prisindsamlingen til
standardbudgettet i 1994 blev der foretaget en ekstra prisindsamling i lavprisvarehuse
og discountbutikker for udvalgte forbrugsområder: mad og
drikke, tøj, sko, toiletartikler, frisør m.v. samt posterne dagligvarer og varige
forbrugsgoder. Disse indsamlede discountpriser udgør et discountbudget.
Økologisk budget
Flere og flere husholdninger/familier viser interesse for at købe økologiske
varer. På nogle områder er udvalget stort, på andre områder er der stort set
ikke økologiske produkter. Madområdet er et af de områder, hvor der inden
for de seneste år er kommet mange økologiske produkter på baggrund af en
større efterspørgsel i familiernes større økologiske bevidsthed og interesse
for at spise sundt.
I forbindelse med familiebudgettet i 1997 blev der derfor udarbejdet et budget
for økologiske produkter på madvareområdet. Fremgangsmåden har været,
at de repræsentantvarer, som ligger til grund for madområdet, er de
samme. Familierne spiser således de samme retter og handler, som det er
forudsat i husholdningsbudgettet. Eneste forskel er, at hvis repræsentantvarerne
optræder som økologiske produkter, dvs. er Ø-mærket, køber de disse
økologiske produkter. Det økologiske budget for madvarer er således et udtryk
for, hvad det koster at købe de repræsentantvarer, der indgår på madområdet
som økologiske produkter, her defineret som Ø-mærkede varer.
Husholdningsbudgettet med køb af “Ø-mærket” mad- og drikkevarer omfatter
ikke alle repræsentantvarerne på mad- og drikkevareområdet. Det
dækker en stor del af mejeriprodukterne og brød, mel og grynprodukter
samt en stor del af grøntsagerne. Derudover gælder det en del kødvarer og
52

sukkervarer samt nogle krydderier, kaffe og te. De repræsentantvarer, der
ikke optræder som Ø-mærkede varer, indgår i budgettet og er prissat med
normalpriser.
Sammenligning af forskellige budgetter
Med henblik på et overblik over niveauet af de forskellige budgetter, har vi
opstillet budgettet for en enlig kvinde uden børn og par uden børn.
Sammenligning af forskellige budgetter. 2001
Enlig kvinde* uden børn Par uden børn*
Kroner
pr. måned
Indeks
Kroner
pr. måned
Indeks
Standardbudgettet ......... 7.072 100 14.927 100
Pensionistbudget ........... 5.214 74 11.248 75
Discountbudget .............. 6.195 88 13.319 89
Korttidsbudget................ 5.932 84 11.870 80
Økologisk budget ........... 7.824 111 16.623 111
* 30-49 årige.
Kilde: Finn Kenneth Hansen: Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier.
CASA. Marts 2002.
Tabellen viser, at det økologiske budget er det eneste, som ligger højere end
standardbudgettet – nemlig 11% højere end standardbudgettet.
Pensionistbudgettet ligger derimod ca. 25% lavere end standardbudgettet,
discountbudgettet ligger 11-12% lavere, og korttidsbudgettet ligger 15-20%
lavere end standardbudgettet.
5.4 Et acceptabelt leveniveau
I Danmark eksisterer der ikke en officiel fattigdomsgrænse. Der er heller ikke
udviklet en norm for, hvor meget den enkelte person eller familie som
minimum skal have til rådighed til hverdagsforbrug, for at man kan have et
acceptabelt leveniveau. Det betyder, at der til stadighed opstår tvivl om omfanget
af personer, der har svært ved at klare sig i samfundet og tvivl om,
om antallet af personer og familier i denne situation falder eller stiger.
Samtidig er der uklarhed om de økonomiske vilkår for personer og familier,
som er modtagere af offentlige indkomstoverførsler i længere tid. Ikke
mindst på baggrund af de ændringer som er foretaget på kontanthjælpsområdet,
og indførelse af starthjælp og en introduktionsydelse på samme niveau
har affødt en diskussion, om niveauet for disse ydelser sikrer en forsørgelse,
som giver mulighed for et acceptabelt leveniveau.
53

Det er ikke mindst på denne baggrund, at såvel Rådet for Socialt Udsatte og
Red Barnet på baggrund af deres rapporter om de økonomiske vilkår for
henholdsvis de socialt udsatte og for børnefamilierne pegede på behovet for
fastlæggelse af en fattigdomsgrænse eller en grænse for et acceptabelt leveniveau.
Erfaringer fra andre lande
USA er et eksempel på et land, hvor man opererer med en officiel fattigdomsgrænse
baseret på budgetmetoden, men der er også inspiration at hente
fra de andre skandinaviske lande.
I Sverige er kontanthjælpen baseret på summen af boligudgiften og et rådighedsbeløb,
som kaldes “riksnormen”, som den svenske socialstyrelse beregner
på baggrund af det svenske Konsumentverkets budgetter for forskellige
familietyper – det svenske standardbudget 6 . “Riksnormen” indeholder
ikke alle de poster, som indgår i Konsumentverkes budgetter, men indeholder
udgifter til dagligdagen fx mad, tøj, sko, hygiejne, fritid, børneforsikringer,
almindelige dagligvarer fx rengøringsartikler og husholningsudgifter
såsom tv-licens, telefon, avis, m.v.
Der er tale om et ret skrabet budget, men som noget meget afgørende er der
taget højde for de konkrete boligudgifter.
I Norge har Statens institut for förbrugsforskning (SIFO) iværksat et projekt
“Standardbudsjett og fastsetting av minstestandard for forbruk” 7 , Formålet
med projektet er at udvikle en mindstestandard for forbrug. Intentionen er,
at standarden skal bruges som grundlag som fastsættelse af den økonomiske
socialhjælp og anvendes som en indikator på levekår i Norge. Mindstestandarden
udvikles med udgangspunkt i SIFOs standardbudget og den metode,
som ligger til grund for dette.
Projektet er opdelt i to faser, hvor man i første fase koncentrerer sig om at
udvikle kriterier for og afgrænsning af mindstestandarder for forbrug med
udgangspunkt i de forudsætninger, som ligger til grund for standardbudgettet.
Projektet skal vurdere disse kriterier i forhold til de forudsætninger, som
ligger til grund for fastlæggelsen af den økonomiske socialhjælp.
Anden fase består af en konkret afprøvning af satserne. Proceduren vil bestå
i, at ansatte i forskellige socialkontorer og andre relevante miljøer vurderer
kriterierne og beløb og tester beløbene i forhold til socialmodtagerne i udvalgte
kommuner.
6 Socialstyrelsen: Socialstyrelsens meddelandeblad nr. 15/2002. December 2002.
7 Elling Borgeraas og Anne Marie Øybø: Minstestandard for forbruksutgifter. SIFO Op-
dragsrapport nr. 8 - 2003.
54

Udviklingen af mindstestandarder i Norge skal også ses i relation til fattigdomsdiskussionen.
Den norske regering har i 2002 tiltrådt en handlingsplan
mod fattigdom. Her er hovedindikatoren for fattigdom, at indkomsten ligger
under 50%-grænsen i mindst 3 år. Denne grænse suppleres med beregning
af EUs fattigdomsgrænse på 60% af medianindkomsten. Derudover er det
synspunktet, at disse “mål ikke kan stå alene, fordi dette ikke giver direkte
svar på, hvem som har udtilstrekelig inntekt i forhold til at få dekket grunnleggende
velferdsbehov”. I dette lys hælder man til SIFOs undersøgelse af
mindstestandarder.
Basisleveniveau
Hidtil har der ikke været udarbejdet et officielt minimumsbudget for danske
husholdninger, men CASA og Socialpolitisk Forening har i deres årlige Social
Årsrapport opstillet et budget, som de kalder “basisleveniveau”. Der er
ikke tale om et minimumsbudget, men et budget som omfatter såkaldte basale
goder. Basisleveniveau angiver, hvad det koster at leve, når der alene er
medtaget udgifter til madvarer, tøj, personlig hygiejne, transport og dagligvarer.
Derudover indeholder det udgifter til bolig.
Budgettet for basisleveniveau tager udgangspunkt i forudsætningerne for
det danske standardbudget og er et forsimplet budget, hvor man har anvendt
det danske kortsigtsbudget minus forbrugsudgifter til fritid (omfattende
kommunikation dvs. radio, tv, telefon m.v.) og fritidsinteresser (bøger, avis
og dyrkning af motion, gaver m.v.). Basisleveniveau omfatter således ikke
udgifter i forbindelse med fritid eller til fritidsinteresser (dvs. daglig avis,
bøger, kommunikation (telefon), forlystelser, legetøj til børn, ferie m.m.).
Derudover indeholder det ikke udgifter til cigaretter og til varige forbrugsgoder.
Det indeholder heller ikke udgifter til fagforening, forsikringer og
pensionsopsparing. Der er ikke nogen form for opsparing.
Man kan kritisere “basisleveniveau” på flere områder. For det første er det
ikke teoretisk funderet, og det hviler ikke på udviklede kriterier med hensyn
til et acceptabelt leveniveau. Der er alene taget stilling til indholdet af nogle
basale goder, fx mad, tøj, personlig hygiejne, transport, dagligvarer og bolig.
Ser man budgettet i forhold til Townsends fattigdomsforståelse, hvor
der bliver lagt vægt på sociale relationer, socialt samvær og social deltagelse,
så lever “basisleveniveau” ikke op til en sådan forståelse. Der er eksempelvis
ikke medtaget telefon og andre kommunikationsmidler, ligesom der
heller ikke indgår udgifter til socialt samvær, gaver og deltagelse i nogen
form for fritidsaktiviteter.
Det er netop nogle af disse mangler, som Rådet for Socialt Udsatte og Red
Barnet har peget på som elementer, der bør indgå i et acceptabelt leveniveau,
og som de i deres argumentation for udarbejdelsen af en fattigdomsgrænse
mener må være væsentlige kriterier.
55

På denne baggrund og med inspiration fra det arbejde, som foregår i Norge
og Sverige, vil vi i det følgende forsøge at opstille kriterier for en dansk
norm for et acceptabelt leveniveau. Vi håber, det kan danne grundlag for en
faglig og politisk debat om det økonomiske niveau for den daglige tilværelse,
der bør være mindstenormen i det danske samfund.
5.5 Kriterier for et acceptabelt leveniveau
I et forsøg på at opstille en norm for et acceptabelt leveniveau eller et minimumsbudget
vil det være hensigtsmæssigt at opstille nogle kriterier og forudsætninger
for dette budget. Man kan sige, at der er gjort et stort forarbejde
ved udarbejdelsen af udviklingen af det danske standardbudget, og ligesom
i Norge vil det derfor være naturligt at tage udgangspunkt i dette budget
og dets forudsætninger. Det er også det der i dansk sammenhæng er
gjort ved fx udarbejdelsen af budgetter for pensionister.
Udgangspunktet for fastlæggelse af et forbrug er de mange menneskelige
og samfundsskabte behov. For at dække disse behov udfører det enkelte individ
eller den enkelte en række aktiviteter, der i vores velstandssamfund
giver anledning til forbrug. Sammensætningen kan meget forenklet illustreres
som følgende:
Behov Aktivitet Forbrug
Søvn Sove Seng, sengetøj
Da der er tale om udarbejdelse af et normativt forbrug og budget, er udgangspunktet,
at behovene gælder alle personer. Der er tale om såvel materielle
som sociale behov påvirket af velstandsniveauet og de normer og
sædvaner, der er gældende i det danske samfund. Normerne kan være mere
eller mindre eksplicit udtrykt. Et eksempel på eksplicitte udtrykte normer er
fx offentligt fastsatte normer, der ideelt set angiver, hvad der er en udbredt
enighed om.
Opfyldelsen af behovene kan imidlertid foregå på forskellig måde (dvs. via
forskellige aktiviteter) afhængig af køn, alder, social status, livsfase m.v.
Selv om behovene således må antages at være de samme for alle personer,
kan aktiviteterne knyttet til behovene være forskellige og dermed også det
konkrete forbrug
Det første trin i fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau vil være at fastlægge,
hvilke aktiviteter (som stiller krav om forbrug) man som mindstemål
skal kunne deltage i.
Det andet trin er at fastlægge forbruget i forhold til aktiviteterne. I nogle tilfælde
er fastlæggelsen af forbruget nærmest givet, fx aktiviteter som at so-
56

ve, hvor forbruget er en seng, sengelinned og pude m.v. eller aktiviteten at
vaske sig og børste tænder, hvor forbruget er sæbe, tandbørste, tandpasta
m.m.
Når først aktiviteterne i forhold til det konkrete behov er bestemt, så vil det
konkrete forbrug også være det. Det gælder fx også for transport. Har man
bestemt, at det opfyldes via offentlige transportmidler og cykel, vil det konkrete
forbrug være givet.
Opstilling af aktiviteter og sammenhængen mellem aktiviteter og forbrug er
foretaget af ekspertgrupper i forbindelse med standardbudgettet. Derfor vil
det være rimeligt at tage udgangspunkt i dette. Men hvor eksperterne i forbindelse
med standardbudgettet har set på det rimelige og almindelige i
fastlæggelsen af forbruget, vil det ved et acceptabelt leveniveau i højere
grad være det “nødvendige”, det “beskedne” eller det “acceptable”, der vil
være styrende for fastlæggelse af forbruget.
Et budget, der angiver et acceptabelt leveniveau, kan defineres som et forbrug,
der afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv
deltagelse i samfundet.
Der er ikke tale om et rimeligt og almindeligt forbrug, men et forbrug som
på den ene side giver grundlag for at kunne leve et sundt liv og kunne deltage
aktivt og socialt i familiemæssige og samfundsmæssige sammenhænge
og på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus, men er beskedent,
og alligevel nødvendigt for at kunne opretholde et godt hverdagsliv
med aktiv og social deltagelse.
Nødvendigheden kommer ind på den måde, at der ikke skal være tale om et
forbrug, som fører til et “dårligt” liv med hensyn til helbred eller fører til
isolation, men netop kan omfatte forbrugsudgifter til socialt samvær, sund
mad og aktiv deltagelse m.v. Der er tale om den nødvendige forsørgelse af
sig selv og sine på et beskedent niveau, hvor det er muligt at “mestre” livet
på godt og sundt.
Der tages udgangspunkt i standardbudgettet, og der skal tages stilling til de
forbrugsposter, som ikke indgår i opgørelsen af det rimelige almindelige
forbrug i standardbudgettet. Det gælder først og fremmest forbrugsposterne
omkring boligen. Det gælder både boligudgiften (huslejen/renteudgifter),
men det gælder også forhold, der knytter sig til boligen i form af varme, el,
gas og lys. Argumentet for ikke at tage det med er, at det er vanskeligt at
udstikke en norm for kvadratmeter og kvalitet af boligen, lige såvel som hele
prisfastsættelsen af boliger er meget forskellig, afhængig af type bolig og
geografisk beliggenhed. Ved udarbejdelsen af standardbudgettet, som først
og fremmest er tænkt til rådgivning, blev det skønnet, at boligudgiften til
57

gengæld var kendt af de fleste, og derfor var det ikke nødvendigt med en
norm.
Ved at undlade at lade boligen indgå i budgettet har man set bort fra en stor
og vigtig forbrugsudgift for de enkelte personer og de enkelte familier. Ud
fra synspunktet, at boligudgiften er meget individuel og forskellig, kan det
være fornuftigt at se bort fra denne ved fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau.
Derimod er det vigtigt ved fastlæggelsen af de økonomiske indkomstoverførsler
som fx kontanthjælp at lade boligudgiften indgå, da den
angår en så stor del af ens indkomst. Fx er det netop tilfældet ved fastlæggelsen
af loftet over kontanthjælp, at mange personer og familier ikke har
råd til deres bolig, fordi de bliver presset på deres øvrige forbrugsudgifter.
Eller man kan sige, at dette pres hviler meget forskelligt, fordi boligudgiften
er forskellig for forskellige familier afhængig af, hvor de bor i landet. På
grund af de store forskelle i boligudgift kan man sige, at med et ensartet niveau
for en kontanthjælp, er det meget forskelligt, hvilket rådighedsbeløb
de forskellige kontanthjælpspersoner og familier har. Her kunne det være
formålstjenligt at skele til det svenske system, hvor kontanthjælpen består
af en boligpost og et rådighedsbeløb.
I udarbejdelsen af et acceptabelt leveniveau vil det være vigtigt at tage stilling
til boligposten, og hvordan den skal indgå. I det følgende har vi valgt at
se bort fra boligposten.
Ud over boligposten indgår desuden ikke posterne: forsikringer, indbetaling
til pensionsordninger, medicin, fagforeningskontingent samt tobak. Det vil
også være forbrugsposter, der skal tages stilling til. I det følgende har vi
valgt at se bort fra disse poster.
For fastlæggelse af det danske standardbudget er der arbejdet med nogle generelle
forudsætninger for de enkelte personer og familier. Det gælder forudsætninger
som fx, at alle voksne personer antages at have erhvervsarbejde,
at alle personer forudsættes at være raske, at alle husstande forudsættes
at købe varer og tjenester m.v.
Ved fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau eller et minimumsbudget vil
der være tale om opstilling af andre forudsætninger. Fx vil det gælde, at
ikke alle voksne forudsættes at have erhvervsarbejde eller udtrykt på en anden
måde, det forudsættes, at der er tale om personer, som i kortere eller
længere tid er uden arbejde. Det vil sige personer, hvis indkomst i kortere
eller længere tid er baseret på offentlige indkomstoverførsler fx kontanthjælp.
Det giver en anden tilgang til en række aktiviteter og spiller fx en rolle,
hvad angår tidsanvendelse som ressource.
58

Det får også betydning for omfanget af forbrug, som skal indgå i budgettet.
Forudsættes det fx, at der er tale om en kortere periode uden arbejde, kan
det være formålstjenligt at tage udgangspunkt i et kortsigtbudget, hvor der
ikke indgår køb af forbrugsgoder, som har en levetid på mere end 2 år. Det
vil sige, at der ikke på kort sigt ikke vil blive foretaget opsparing til forbrugsgoder
således, at de kan genetableres, men at der i denne periode forudsættes
en udskydelse af opretholdelse af fx varige forbrugsgoder.
I det følgende vil vi tage udgangspunkt i et kortsigtsbudget.
Et sidste vigtigt forhold ved budgetter er: hvilke priser skal anvendes ved
opgørelsen af forbrugsudgifterne? Ved anvendelse af standardbudgettet er
anvendt normale priser ved indkøb i almindelige butikker, som er udbredte
og i videst muligt omgang er tilgængelige for alle.
Ud over angivelse af forbrug ved normal priser er standardbudgettet også
opgjort i discountpriser, hvor de forskellige forbrugsgoder alle er købt i lavpris-
eller discountbutikker. I det følgende vil vi forudsætte, at alle varer købes
til discountpriser.
Forudsætninger for et acceptabelt leveniveau
• Der er tale om et madbudget, som er sundt:
- Mad - og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne.
- Der er ingen udespisning.
- Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke.
• Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge:
- Aviser, blade og bøger læses på biblioteket.
- Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/gratis
fornøjelser.
- Der afsættes penge til gaver.
- Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden.
- Der holdes ikke ferie.
• Der er lagt vægt på kommunikation med andre familie, venner og det
omgivne samfund:
- Har telefon og mobiltelefon.
- Har radio.
- Har tv.
• Transport:
- Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport.
• Yderligere forudsætninger:
- Alt købes i discount- eller lavprisbutikker.
- Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder.
59

Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder
det ikke:
• Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og
lys og vand.
•
•
Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v.
Udgifter til medicin.
5.6 Familietypeeksempler
På baggrund af de opstillede forudsætninger er der nedenfor angivet eksempler
på budgetter for 4 forskellige familietyper. Budgettet for et acceptabelt
leveniveau er sammenlignet med standardbudgettet:
• En enlig uden børn (kvinde 30-49 år).
• En enlig kvinde med et barn (3-6 år).
• Et par uden børn (alder for voksne 30-49år).
• Et par med to børn (3-6 år og 11-14 år).
Enlig kvinde uden børn – 30-49 år. 2001
Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel
Madvarer........................ 1.378 1.057 321
Drikkevarer..................... 318 157* 161
Tøj.................................. 375 157** 218
Skotøj m.v. .................... 166 75** 91
Hygiejne ......................... 631 523 108
Kommunikation .............. 575 575 -
Medier ............................ 341 165 176
Motion m.v. ................... 137 137 -
Anden fritid..................... 841 57*** 784
Ferie............................... 379 0 379
Dagligvarer..................... 203 175 28
Varige forbrugsgoder ..... 803 0 803
Transport........................ 590 590 -
I alt ................................. 6.737 3.668 3.069
* Uden vin og øl.
** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler.
*** Omfatter kun gaver og kortspil.
60

Enlig kvinde med 1 barn – 3-6 år. 2001
Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel
Madvarer........................ 2.367 1.815 552
Drikkevarer..................... 357 190* 167
Tøj.................................. 634 371** 263
Skotøj............................. 335 166** 169
Hygiejne ......................... 720 596 124
Kommunikation .............. 584 584 -
Medier ............................ 354 165 708
Motion m.v. ................... 137 137 -
Anden fritid..................... 1.203 57 1.146
Ferie............................... 399 0 399
Dagligvarer..................... 284 251 33
Varige forbrugsgoder ..... 888 0 888
Transport........................ 606 606 -
I alt ................................. 8.868 4.938 3.930
* Uden vin og øl.
** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler.
*** Omfatter kun gaver og kortspil.
Par uden børn. 2001
Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel
Madvarer........................ 2.838 2.154 684
Drikkevarer..................... 542 238* 304
Tøj.................................. 829 309** 520
Skotøj............................. 296 150** 146
Hygiejne ......................... 1.057 861 196
Kommunikation .............. 918 918 -
Medier ............................ 369 165 204
Motion m.v. ................... 267 267 -
Anden fritid..................... 1.225 57*** 1.168
Ferie............................... 399 0 399
Dagligvarer..................... 301 461****
Varige forbrugsgoder ..... 862 0 862
Transport........................ 4.380 1.180***** 3.200
I alt ................................. 14.283 6.760 7.523
* Uden vin og øl.
** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler.
*** Omfatter kun gaver og kortspil.
**** Vask i møntvaskeri.
***** Kollektiv transport og cykel.
61

Par med 2 børn (3-6 år og 11-14 år). 2001
Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel
Madvarer........................ 4.810 3.651 1.159
Drikkevarer..................... 669 333 336
Tøj.................................. 1.297 721 576
Skotøj............................. 669 309 360
Hygiejne ......................... 1.393 1.102 291
Kommunikation .............. 1.050 1.050 -
Medier ............................ 434 165 269
Motion m.v. ................... 352 352 -
Anden fritid..................... 1.845 57*** 1.788
Ferie............................... 515 0 515
Dagligvarer..................... 497 423**** 74
Varige forbrugsgoder ..... 1.295 0 1.295
Transport........................ 4.564 1.363***** 3.201
I alt ................................. 19.390 9.526 9.864
* Uden vin og øl.
** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler.
*** Omfatter kun gaver og kortspil.
**** Vask i møntvaskeri.
***** Kollektiv transport og cykel.
De 4 budgetter udgør ca. halvdelen af standardbudgettet – mellem 47% og
56%. Man skal dog være opmærksom på, at minimumsbudgetterne er kortsigtsbudgetter,
og at der købes ind i discountbutikker. Minimumsbudgettet
er desuden et rådighedsbeløb, der ikke omfatter udgifter til bolig, forsikringer
og evt. daginstitutionsbetaling..
Ajourføring
Hvis vi skal benytte minimumsbudgettet fra 2001 til at vurdere rådighedsbeløb
i dag, er det nødvendigt at prisjustere budgettet. Ifølge Danmarks Statistiks
forbrugerprisindeks er priserne i perioden 2001-2004 steget med
5,4%. Vi korrigerer derfor budgetterne med samme procentsats.
Budget for acceptabelt leveniveau pr. måned. 2001 og 2004
2001 2004
Enlig kvinde uden børn (30-49 år) ............................... 3.688 kr. 3.886 kr.
Enlig kvinde med et barn (3-6 år) ................................ 4.938 kr. 5.203 kr.
Par uden børn (30-49 år) ............................................. 6.760 kr. 7.123 kr.
Par med 2 børn ( 3-6 år og 11-14 år)........................... 9.526 kr. 10.038 kr.
Vi kan altså konstatere, at en enlig kvinde har et budget for acceptabelt leveniveau
på 3.886 kr. om måneden i 2004, som skal dække udgifter til mad,
62

tøj, hygiejne, transport og fritid. Hertil kommer evt. faste udgifter til fagforening,
a-kasse, husstandsforsikring og andre forsikringer samt boligudgiften
inkl. varme og el. Disse udgiftsposter er meget individuelle. Tilsvarende har
en enlig kvinde med et barn 5.203 kr. pr. måned, et par uden børn har 7.123
kr. pr. måned, og et par med 2 børn har et budget på 10.038 kr. pr. måned.
Et vigtigt spørgsmål er nu, hvor mange familier der har mindre at leve for
end dette acceptable leveniveau. Et andet vigtigt spørgsmål er, hvordan de
sociale ydelsers niveau er i forhold til det acceptable leveniveau.
Sammenligning med forsørgelsesydelser
De mest relevante forsørgelsesydelser at sammenligne med er dagpenge,
kontanthjælp og starthjælp. Niveauet for dagpengene svarer til den nye førtidspension
og revalideringsydelse. Herved er langt de fleste forsørgelsesydelser
dækket ind.
I den følgende tabel har vi beregnet bruttoydelse og disponibel ydelse inkl.
børnefamilieydelse og børnetilskud. Desuden har vi benyttet det ovenfor
beregnede niveau for et acceptabelt leveniveau. Endelig er der et restbeløb
tilbage, der kan benyttes til at betale boligudgifter, daginstitutioner, forsikringer
og andre faste udgifter med.
Beregninger af “restbeløb” pr. måned for forskellige familietyper, der modtager henholdsvis
dagpenge, kontanthjælp og starthjælp. 2004
Dagpenge:
Enlig uden
børn
Enlig med 1
barn*
Par uden
børn
Par med 2
børn*
Bruttoydelse ............................. 13.677 16.295 27.354** 29.304**
Disponibelt beløb ..................... 8.545 11.165 17.090 19.040
Acceptabelt leveniveau............ 3.886 5.203 7.123 10.038
Restbeløb................................. 4.659 5.962 9.967 9.002
Kontanthjælp:
Bruttoydelse ............................. 8.409 13.480 16.818** 23.260**
Disponibelt beløb ..................... 6.780 10.470 12.842 17.290
Acceptabelt leveniveau............ 3.886 5.203 7.123 10.038
Restbeløb................................. 2.894 5.267 5.719 7.252
Starthjælp:
Bruttoydelse ............................. 5.419 9.205 8.986** 11.774**
Disponibelt beløb ..................... 4.537 7.861 7.908 10.322
Acceptabelt leveniveau............ 3.886 5.203 7.123 10.038
Restbeløb................................. 651 2.658 785 284
* Inkl. børnefamilieydelse og børnetilskud.
** Begge modtager dagpenge/kontanthjælp/starthjælp.
Kilde: Rådet for Socialt Udsatte: Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv. Småskrift
nr. 1/2003.
63

Tabellen viser tydeligt, at restbeløbet er størst blandt modtagerne af dagpenge,
mens det er lavest blandt modtagerne af starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne
ligger midt imellem.
Blandt enlige uden børn har en kontanthjælpsmodtager 2.894 kr. i restbeløb
pr. måned, hvis vedkommende skal have et acceptabelt leveniveau. Dette
beløb skal dække nettoboligudgifter og andre faste udgifter, som ikke er
medtaget i budgettet for et acceptabelt leveniveau.
Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle
familietyperne. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau
på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig.
Nogle kontanthjælpsmodtagere kan også få svært ved at have et acceptabelt
leveniveau, hvis de har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi
der er blevet fastsat en loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring.
Loftet over den samlede hjælp er 11.174 kr. for enlige uden børn,
13.939 kr. for enlige forsørgere og 22.348 kr. for et par uden børn.
Der er også indført et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp
uafbrudt i mere end 6 måneder. Dette loft er 4.506 kr. for udeboende
og betyder helt klart, at disse unge ikke både kan have egen bolig og
samtidig have et acceptabelt leveniveau.
Endelig skal det nævnes, at modtagere af dagpenge normalt vil have faste
udgifter til a-kasse og fagforening, som skal afholdes af restbeløbet. I mange
tilfælde vil det betyde 2.000 kr. mindre i restbeløb pr. måned.
Hvor mange er under acceptabelt leveniveau?
Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier der kan have et acceptabelt
leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke
rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible
beløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet.
Vi kan imidlertid sige, at modtagere af starthjælp og unge på længerevarende
kontanthjælp sandsynligvis ikke vil være i stand til at have et acceptabelt
leveniveau i forhold til det opstillede budget. Desuden vil et antal modtagere
af kontanthjælp med høje boligudgifter også falde under det acceptable
leveniveau, fordi der er loft over den samlede hjælp (kontanthjælp plus boligsikring).
Vi kan også sige, at hvis modtagere af dagpenge har faste udgifter til fagforening,
a-kasse og husstandsforsikringer, så vil mange af dem have svært
ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis ikke de har lave boligudgifter –
specielt hvis de er enlige.
64

5.7 Sammenfatning
I dette kapitel har vi redegjort for budgetmetoden i forbindelse med opgørelse
af fattigdom. Der er tale om en normativ metode, hvor en række eksperter
har fastlagt et detaljeret budget for forskellige familietyper. Eksperterne
har dog haft en række fælles principper og kriterier at arbejde efter.
Forbrugerstyrelsen har benyttet budgetmetoden til at udarbejde et standardbudget
til danske husstande, som især kan benyttes til rådgivning. Andre
lande, herunder Norge og Sverige, har også udarbejdet standardbudgetter
efter lignende principper. Det danske standardbudget er hverken et minimumsbudget
eller et luksusbudget, men derimod et budget for et rimeligt og
almindeligt forbrug i dagens Danmark.
Det første danske standardbudget var udarbejdet for Forbrugerstyrelsen af
CASA (sammen med en række forbrugseksperter) og blev præsenteret i
1993. I løbet af 1990erne blev budgettet løbende ajourført gennem prismålinger.
I 2001 blev hele standardbudgettet gennemgået af eksperterne og
revideret i forhold til den forbrugsmæssige udvikling, der var sket i perioden
1993-2001.
Det danske standardbudget har været udgangspunkt for andre særlige budgetter.
Der er bl.a. opstillet pensionistbudget, et discountbudget, et korttidsbudget
og et økologisk budget. Desuden har CASA og Socialpolitisk Forening
opstillet et budget for “basisleveniveau”. Fælles for alle sær-budgetterne
er, at de tager udgangspunkt i Forbrugerstyrelsens standardbudget.
I forbindelse med denne rapport har vi udarbejdet et nyt særbudget, som vi
har kaldt et budget for “acceptabelt leveniveau”, og det er defineret som et
budget, der afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en
aktiv deltagelse i samfundet. Dette budget er baseret på en række forudsætninger:
• Der er tale om et madbudget, som er sundt:
- Mad - og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne.
- Der er ingen udespisning.
- Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke.
• Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge:
- Aviser, blade og bøger læses på biblioteket.
- Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/gratis
fornøjelser
- Der afsættes penge til gaver.
- Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden.
- Der holdes ikke ferie.
65

•
•
•
Der er lagt vægt på kommunikation med andre, familie, venner og det
omgivne samfund:
- Har telefon og mobiltelefon.
- Har radio.
- Har tv.
Transport:
- Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport.
Yderligere forudsætninger:
- Alt købes i discount- eller lavprisbutikker.
- Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder.
Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder
det ikke:
• Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og
lys og vand.
• Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v.
• Udgifter til medicin.
Det månedlige budget for acceptabelt leveniveau i 2004 er beregnet for følgende
4 familietyper.
Enlig kvinde uden børn (30-49 år) ............................................. 3.886 kr.
Enlig kvinde med et barn (3-6 år) .............................................. 5.203 kr.
Par uden børn (30-49 år) ........................................................... 7.123 kr.
Par med 2 børn ( 3-6 år og 11-14 år)......................................... 10.038 kr.
Disse beløb er blevet sammenlignet med indkomstoverførsler i form af dagpenge,
kontanthjælp og starthjælp. Disse sammenligninger viser, at restbeløbet,
som skal bruges til at betale bolig og andre faste udgifter, er størst
blandt modtagerne af dagpenge, mens det er lavest blandt modtagerne af
starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne ligger midt imellem.
Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle
familietyperne. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau
på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig. Nogle kontanthjælpsmodtagere
kan også få svært ved at have et acceptabelt leveniveau,
hvis de har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi der er blevet
fastsat en loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring. Der er også
indført et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp
uafbrudt i mere end 6 måneder, og disse unge kan ikke både have egen bolig
og samtidig have et acceptabelt leveniveau. Endelig skal det nævnes, at
modtagere af dagpenge normalt vil have faste udgifter til a-kasse og fagfor-
66

ening, som skal afholdes af restbeløbet. I mange tilfælde vil det betyde
2.000 kr. mindre i restbeløb pr. måned.
Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier, der kan have et acceptabelt
leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke
rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible
beløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet af fattige eller dårligt
stillede ved hjælp af budgetmetoden.
Budgetmetoden med et acceptabelt leveniveau er velegnet til at give et indtryk
af den løbende situation. Det er baseret på et ekspertbaseret standardbudget
efter bestemte kriterier. Man kan være enig eller uenig i budgettet,
men der er tale om et dokumenteret og gennemskueligt budget.
67

6 Litteratur
Abrahamson, Peter og Hansen, Finn Kenneth, 1996: Poverty in the European
Union. Europa Parlamentet.
Andersen, J. og Larsen, J. E., 1989: Fattigdom i Velfærdsstaten. Kbh., Samfundslitteratur.
Borgeraas, Elling og Anne Marie Øybø, 2003: Minstestandard for forbrugsutgifter.
SIFO Opdragsrapport nr. 8 – 2003.
Brandt, Preben, 1992: Yngre hjemløse i København. Kbh., FADL's Forlag.
Brandt, Preben, 1999: Udelukkende Velfærd. Kbh., Gyldendal.
Bømler, Tina Ussing, 2000: Når samfundet udstøder.
Gyldendal Uddannelse.
Børner, Thomas, 1997: Hjemløshed, begreber, typer, tal og metoder, Arbejdsnotat,
SFI.
Christensen, Britta, 1991. Standardbudget for privatøkonomi – en foranalyse.
Forbrugerstyrelsen. Rapport 1991:3.
Finansministeriet, 2002. Fordeling og incitamenter. Finansministeriet.
Finansministeriet m.fl., 2003: Ældres økonomiske vilkår. Finansministeriet.
Finansministeriet, 2004: Fordeling og incitamenter. Finansministeriet.
Finansministeriet m.fl., 2004. Lavindkomstgruppen – mobilitet og sammensætning.
Finansministeriet.
Forbrugerstyrelsen, 1993. Forbrugerstyrelsens familiebudget – et standardbudget
for danske husstande. (udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse,
CASA). Hovedrapport. Rapport 1993:2.
Fridberg, Torben, 1992: De socialt udstødte. Kbh., SFI 90:12.
Friis, Henning, 1981: Nederst ved bordet. Kbh., SFI publ. 137.
Friis, Henning, 1986: Fattigdomsbegreber i: Erik Jørgen Hansen (red.): Vor
tids Fattigdom. Kbh., Hans Reitzels Forlag.
Gamst, Ann og Birthe, 1986: Fattigdommens Hverdage. Kbh., Gyldendal,
Nordisk forlag.
Hansen, Erik Jørgen, 1986: a. Vor tids fattigdom. Kbh., Hans Reitzels Forlag.
Hansen, Erik Jørgen, 1986: b. Danskernes Levekår - 1986 sammenholdt
med 1976. Kbh., Hans Reitzels Forlag.
Hansen, Erik Jørgen, 1989: Fattigdom. Begreber og metoder i forskning og
politik. Kbh., SFI 89:5.
Hansen, Finn Kenneth m.fl., 1987: De fattigste i Danmark. Kbh., SFI publ.
166.
Hansen, Finn Kenneth, 1990:. Materielle og sociale afsavn i befolkningen.
Kbh., SFI 90:4.
Hansen, Finn Kenneth, 1992: Synliggøres den faktiske fattigdom. Nordisk
Socialt Arbeid, nr. 2, 1992.
68

Hansen, Finn Kenneth, 2002. Hvad koster det at leve? Standardbudget for
familier. CASA.
Hansen, Finn Kenneth, 2004: Fattigdom og Social Udstødning i : Morten
Ejrnæs m. fl. Sociologi og Socialt Arbejde, Danmarks Forvaltningshøjskole.
Hussain, Muhammad Azhar, 2003: Børnefattigdom i danske kommuner
1984-2001. SFI og Red Barnet.
Järvinen, Margaretha, 1993: De nye hjemløse. Kvinder, fattigdom og vold.
Forlaget SOCPOL, 1993.
Järvinen, Margaretha, 1998: Socialt udstødte. I. Larsen, Jørgen Elm og
Møller, Ivar Hornendahl (red.): Socialpolitik, Munksgaard.
Jespersen, Karen, 1999: Opgør med den ny fattigdom. L & R Fakta.
Mack, J. og Lansley, S., 1985: Poor Britain. George Allen og Unvin, London.
Rambrakash, Deo, 1997: Ulighed og relativ fattigdom i Europa, Social
Forskning 2:97.
Reintoft, Hanne, 1982: Fattigdomslugten. Politikens kronik den 12. december
1982.
Ringen, Stein, 1988: Direct and Indirect Measures of Poverty. Journal of
Social Policy. Volume 17, part 3.
Rådet for Socialt Udsatte, 2003: Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv.
Rådet for Socialt Udsatte, 2004: Årsrapport 2004.
Social Årsrapport, 1999: CASA og Socialpolitisk Forening. Socialpolitisk
Forlag.
Social Årsrapport, 2002: CASA og Socialpolitisk Forening. Socialpolitisk
Forlag.
Social Årsrapport, 2003: CASA og Socialpolitisk Forening. Socialpolitisk
Forlag
Socialministeriet, 2001: Danmarks Nationale Handlingsplan til bekæmpelse
af Fattigdom og Social udstødelse (NAPincl) 2001/2003.
Socialministeriet, 2003: Danmarks Nationale Handlingsplan til bekæmpelse
af Fattigdom og Social Udstødelse(NAPincl) 2003/2005.
Socialstyrelse, 2002: Socialstyrelses meddelandeblad nr. 15/2002.
Townsend, Peter, 1979: Poverty in the United Kingdom. A survey of
Household resources and standards of Living, Penquin Books. Middlesex.
Townsend, Peter, 1987: Deprivation. Journal of Social Policy. Volume 16,
part 2.
Økonomiministeriet, 1993. Lovmodel. 1993. Økonomiministeriet.
Økonomiministeriet, 1999. Familier og indkomster. Økonomiministeriet.
69