Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

bysamlingenguldborgsund.skoleblogs.dk

Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

Indledning

Hekseprocesser i Kolding

Står der i Drachmanns »Midsommervise-

Det med heksen passer fint i Koldings

tilfælde. Hun hed Johanne Hanskone,

kendt under øgenavnet »Krøbbel-

Johanne«. Faktisk kan byen fremvise hele

to hekseprocesser. Som en følge afsagen

mod Johanne blev der kort efter ført

en proces mod Maren Pedersdatter, kaldet

Buget«. Bogen her fortæller, hvad

du skete med dem og hvorfor.

Ud over disse to processer har der

yderligere været afgjort mindst to andre

heksesager i Kolding. Da kongen og

adelen mødtes med jævne mellemrum

foi at dømme i datidens højesteret, er

det helt tilfældigt blevet afgjort et par

heksesager i 1558 og 1590 i Kolding.

Da disse imidlertid ikke har nogen tilknytning

til byen, er de ikke omtalt nærmere

her.

Kildematerialet

Processen mod Johanne Hanskone er

tidligere beskrevet af lokalhistorikeren P.

Eliassen i artiklen »Hekseriet i Låsbygade-

fra 1928. Imidlertid har Eliassen

kun beskrevet forhistorien til processen

mod Johanne Hanskone. Hvordan den

videre forløber og ender, fortæller han

ikke noget om. Det skyldes dog ikke

sjusk, men udelukkende at den vigtigste

kilde, nemlig tingbogen fra bytinget for

året 1647, ikke længere findes. Processen

mod Maren Pedersdatter omtales

slet ikke af Eliassen.

Så for at beskrive sagerne har jeg

været nødt til at gå bagvejen. Ifølge loven

skulle heksesager nemlig for landstinget

i Viborg, og her findes de gamle

protokoller endnu. Det er således muligt

at genskabe hændelsesforløbet i Kolding,

da man i Viborg gennemgik, hvad

der var hændt, inden man afsagde dom.

En anden vigtig kilde har været den

såkaldte rådstueprotokol, som for Koldings

vedkommende stadig er bevaret.

Her findes de domme, som blev afsagt i

de retssager, byrådet behandlede.

Den sidste kilde, jeg har kunnet hente

oplysninger fra, er kirkebogen for Kolding

Købstad. Den er bevaret helt tilbage

til 1635. Her kan man finde enkelte

oplysninger om sagens personer, først

og fremmest om dødsfald og vielser.

Persongalleriet

Da det kun er domsakterne, der er

gemt, er der mange oplysninger og megen

viden, som er gået tabt. Om processen

mod Johanne findes der ca. 40

håndskrevne sider, om Maren sølle 8 sider.

Så selv om processerne er rimeligt

belyste, er der mange ting, der bagefter

må stå hen i det uvisse. Hvad tænkte

personerne under sagerne? Hvorfor

c


sagde og handlede de, som de nu gjorde?

Hvordan var de som mennesker?

Desværre er materialet for Johanne og

især Marens vedkommende meget

tyndt på netop disse områder. Så tyndt,

at hvis jeg skrev noget, ville det være det

rene gætværk. Om Maren oplyses det

ikke engang, om hun var gift, eller hvilket

erhverv, hun havde. Kun anklageren

i processen mod Johanne, skolemester

Gregers Nielsen, findes der så meget

materiale om, at jeg har kunnet beskrive

ham som person. Takket være hans hidsige

gemyt optræder han i hel del andre

retssager.

I bogen har jeg valgt at gøre en del ud

af historien omkring hekseprocesserne.

Sagerne mod Johanne og Maren var på

mange måder typiske for de processer,

der blev ført i Danmark. Og uden lidt

baggrundsviden er det svært at forstå, at

man kunne finde på at anklage dem.

For at gøre rammerne mere forståelige

er der i starten ofret et par linier om

byen, og hvordan den så ud på deres tid.

Hjarup, september 1996

Kim Mikkelsen

Købstaden Kolding

Slottets betydning

Kolding var i 1647 en by, der var i tilbagegang.

Når den tidligere havde været

en velhavende by i rig udvikling, skyldtes

det dels et rigt opland, dels kongeslottet

Koldinghus. Slottet blev brugt

flittigt gennem 1500-tallet af kongefamilien,

og mange vigtige møder blev

holdt her. Det betød en stor handel hos

byens borgere, og de handlende havde

gode tider. Kongefamilien var derfor

populære i byen, og de er tit blevet inviteret

til fest, barnedåb o.s.v. hos borgerne.

Samtidig var slottet en vigtig arbejdsplads

i byen. Enkedronning Dorothea

boede på slottet fra 1558 til

1570, og Christian 4. tilbragte en stor

del af sin barndom her.

Åen som grænse

Byen puttede sig mellem slottet og slotssøen

mod nord og Kolding Å mod syd.

Åen dannede samtidig grænse mellem

Kongeriget Danmark og hertugdømmet

Slesvig, hvor Christian 4. kun var

hertug. Slottet blev bygget i 1200-tallet

som en grænseborg med palisader og

voldgrave, men blev i 1500-tallet ombygget

til et civilt slot. Der blev brugt

mange penge på slottet og dets udsmykning

for at vise, hvor stor den danske

konges magt og rigdom var. Man skulle

blive imponeret, når man kom rejsende

sydfra.

Åen var samtidig en vigtig indtægts­

kilde for kongen. Der skulle selvfølgelig

betales told, når man passerede grænsen.

Det var især levende kvæg, der

skæppede godt i kassen. De blev opdrættet

i Nørrejylland og drevet sydpå

til Tyskland. Cowboys er altså ikke udelukkende

et amerikansk fænomen. I

Danmark nøjedes man dog med betegnelsen

studedrivere.

Byens retsvæsen

Kolding var som nævnt en købstad,

d.v.s. en by, der takket være kongelige

privilegier havde ret til at drive handel,

hvilket landsbyerne ikke måtte. Byens

centrale plads blev derfor torvet, i Kolding

Akseltorv, opkaldt efter akslerne på

bøndernes vogne. Her var der fra 1653

torvedag hver tirsdag, og et par gange

årligt blev der afholdt marked med

handlende og kunder fra nær og fjern. I

den vestlige ende af torvet lå rådhuset,

hvor byrådet holdt deres møder. Bystyret

havde dengang andre opgaver end et

byråd har i dag. Det skulle bl.a. også

dømme i retssager. Byrådets domstol

kaldtes for rådstueretten.

Foran rådhuset holdt bytinget til.

Købstæderne havde nemlig på denne

tid to lokale byretter, der var sideordnet.

Opgavefordelingen mellem dem har tilsyneladende

været ret tilfældig. Bytingets

møder, der foregik hver onsdag,

blev holdt i det fri. Så alle havde en

chance for at følge med, som loven


krævede det. Kun hvis det blev dårligt

vejr, krøb man inden døre i rådhuset.

Bytinget blev ledet af byfogeden, og

dommene afsagt af et nævningeting.

Handel og håndværk

Nogen stor by var Kolding bestemt ikke.

Der har højest været 2.000 indbyggere

Med omkring 25.000 indbyggere

var Københavns størrelse nu heller ikke

noget at prale af. I hele landet har der

været under en million indbyggere. De

fleste borgere i Kolding har været håndværkere,

så som snedkere, skomagere

og lign For at få det hele til at løbe rundt

hat man haft lidt landbrug ved siden af.

Brændevin har byens borgere kunne

sælge store mængder af. Tænk på alle

de rejsende, der er kommet igennem byen,

og som nok kunne have brug for en

dram undervejs. Og bønder, der havde

handlet i byen, og nu trængte til lidt

munterhed. De øverste i byen var

købmændene som samtidig sad på bystyret.

Demokratiske valg, som vi kender

til i dag, var der ingen, der tænkte

på. Der var forskel på folk, og det accepterede

man i det store og hele.

Kirkelivet i byen

Kirken, Skt. Nikolaj Kirke, og livet omkring

den, er også et par ord værd. Selv

om bogen handler om overtroen dengang,

skal man ikke tage fejl. I 1600-tallet

var mange dybt troende, og kirken

var llittigt besøgt under gudstjenesterne.

Og de, der ikke kom frivilligt, blev pålagt

det af myndighederne. Det var enhver

er borgers pligt at gå i kirke.

Selve gudstjenesten har sikkert været

dræbende kedelig. Lange prædikener

måtte man sidde og høre på. Det kan ikke

undre, at en del af de gode koldingborgere

simpelhen faldt i søvn. Så stort

var problemet åbenbart, at vægterne i

Kolding fik 8 skilling om ugen for at gå

under gudstjenesten og vække dem ved

at slå med lange stokke! Der var også

klager over unge kirkegængere, som forstyrrede

ved at sidde og spytte folk i

nakken oppe fra organistens plads. Andre

fik tiden til at gå med at tegne på stolene

med kridt. Og så taler man i vore

dage om, at børn er uopdragne!

Det var iøvrigt ikke helt ufarligt at gå i

kirke. I 1600-tallet blev kun de fattige

begravet på kirkegården, som lå uden

for kirken. De mere velhavende blev begravet

inde i selve kirken. I 1635 gik det

galt. Kirkegulvet var efterhånden så undermineret

af de mange begravelser, at

det brød sammen, og tre stole røg ned i

hullet.

En anden interessant ting ved kirken

dengang var de faste pladser. En plads

foran i kirken, som var finest, kostede en

daler for livstid. Den billigste kostede en

mark. Der var imidlertid så mange

skænderier om hvem, der måtte sidde

hvor, at lensmanden på Koldinghus

måtte gribe ind. Han lavede simpelthen

en rangorden for, hvem der måtte sidde

forrest. Det løste nu ikke problemerne

helt, for folk blev ved med at skændes

om de bedste pladser.

Nedgangstider

Men som sagt havde tiderne været bedre

for borgerne i Kolding. Slottet blev

ikke brugt så ofte som før, og det kunne

mærkes på handelen. Samtidig prøvede

byen og oplandet at komme på fode

igen. Området var blevet godt og grundigt

udplyndret og hærget af sygdomme

flere gange. Først under 30-års-krigen i

1627-29, hvor Christian 4.s deltagelse

betød sygdomme og udplyndring, ikke

bare af fjendens soldater, men såmænd

også af kongens egne soldater. Næste

gang, det gik galt, var under Torstensonkrigene,

hvor Danmark blev

overfaldet af svenskerne i 1644-45. At

det så skulle blive værre endnu i 1657-

60 under Karl Gustav-krigen med sven-


skerne er en anden historie. Den gav byen

el afgørende knæk.

Et blik over Kolding

Kortet er den ældste afbildning, vi har

af Kolding. Det stammer fra slutningen

af 1500-tallet, altså ca. 50 år før sagerne

mod Johanne og Maren. Selv om det er

tegnet forkert flere steder, og at man må

regne med, at byen har udviklet sig gennem

de 50 år, giver det alligevel et godt

indtryk af, hvordan byen så ud på deres

tid

Vejen, der forsvinder oppe i venstre

hjørne, er idag Nørregade/Gøhlmannsvej.

Havde korttegneren taget mere med

pa kortet, ville man kunne se byens galgebjerg

ligge heroppe. Det var her, man

hængte forbryderne. Og de fik lov til at

hænge der længe, til skræk og advarsel.

Rådhuset, hvor sagen førtes - sandsynligvis

udenfor det meste af tiden, for at

folk kunne følge med - er vist med et C.

Ved højre side af Sønderport (vist

med et Y på kortet) ligger en række huse.

Det er Bøddelstræde, i dag kaldet

Brostræde. Her boede byens bøddel,

som blev berømt/berygtet over hele

Danmark i 1605, da han smed sin egen

datter i fangehullet. Hun havde været

for næsvis, mente han!

Broen nederst i højre hjørne var kong

Christian 4.s egen private. Da kongefamilien

gjorde ophold både i Kolding og

Haderslev, blev der i 1500-tallet anlagt

en vej mellem de to byer. Og den måtte

selvfølgelig ingen andre benytte. Det

blev dog ikke overholdt, da kongens vej

var meget bedre end den almindelige

landevej.

Noget om hekse og

hekseprocesser

Et drama fra middelalderen...

Vi er et sted i den mørke middelalder.

En flok kutteklædte mænd kommer

langsomt gående. I midten holder de en

gammel, bagbundet kone. Forpint af

tortur og sult. Man er på vej til åen til

den endelige prøve. Konen skal smides i

åen. Flyder hun ovenpå, er hun en heks

og skal på bålet. Synker hun derimod til

bunds, er hun uskyldig, men drukner til

gengæld. Folk er kommet langvejs fra

for at overvære dramaet. Det er ikke

hver dag man er vidne til en heksesproces.

Den gamle kone bliver smidt ud i

åen. Hun kæmper desperat for at synke

til bunds for ikke at lide den pinefulde

død på bålet. Men intet hjælper. Der går

et sus gennem tilskuerne

Allerede her må vi desværre stoppe

fortællingen. For den har ikke ret meget

med virkeligheden at gøre. I modsætning

til hvad mange tror, hører hekseprocesser

ikke hjemme i middelalderen.

Der kendes ingen hekseprocesser fra

middelalderen i Danmark, og i den oprindelige

lovtekst i Jyske Lov fra 1241

nævnes trolddom overhovedet ikke.

Måske var middelalderen mørk på nogle

punkter, men så mørk var den altså

heller ikke.

Lidt facts om de

danske hekseprocesser

Den ældste hekseproces vi kender til,

foregik i 1533, hvor præsten Hans Pe­

dersen fra Horsens sværgede sig fri af

en trolddomsanklage. Den sidste egentlige

hekseproces fandt sted på Falster i

1693. Her blev Anne Palles brændt efter

først at være halshugget. Processerne

fandt altså sted over en periode på 160 år.

Scenen med vandprøven var heller ikke

almindelig. Den har kun været brugt

nogle få gange i Danmark., En del af

dem skyldtes den heksegale herremand

Jørgen Arenfeldt (1644-1717) på Djursland.

Da han overtrådte stort set alle love

i sin jagt på mulige hekse, fik han en

kæmpebøde, bl.a. for at bruge vandprøven.

Det er derfor på sin plads her at sætte

spørgsmålstegn ved historien omkring

Divels Hul. Det er det lille vejstykke i

Kolding, der ligger mellem åen og Rendebanen.

Utallige har her fået fortalt, at

det var Divels Hul, »Djævelens Hul«,

heksene blev ført ned tik når de skulle

udføre vandprøven. Det er der især to

ting, der taler imod:

For det første stammer navnet helt tilbage

fra middelalderen. Den middelalder,

hvor man ikke førte hekseprocesser,

og derfor heller ikke kunne give

navnet af denne grund. For det andet

bliver tanken om Divels Hul som svømmested

for hekse yderligere svækket

ved, at der ikke er nævnt nogen vandprøve,

hverken i processen mod Johanne

eller mod Maren. Og når den ikke

bliver nævnt, kan man være sikker på, at


den heller ikke har fundet sted. Vandprøven

ville da være et så vigtigt bevis, at

det næsten automatisk ville stå i retsprotokollen.

Hvad navnet »Divels Hul« så

kommer al", er en helt anden historie.

Men i øvrigt er hekseprocesser nok et

af de historiske emner, der er mest udsat

for eftertidens fantasier og gendigtning.

Vandprøver, tortur og lignende er jo noget,

der taler til alles fantasi. At så kun en

lille del har noget med virkeligheden at

gøre. betyder ikke noget. En god historie

er en god historie.

Hvorfor gjorde de det?

Det er en meget nærliggende tanke, at

heksejagten var skuespil, der blev iværksat

af myndighederne. For så længe befolkningen

var optaget af jage hekse,

fandt man ikke på at lave oprør og lignende.

Nar processerne så stoppede

omkring ar 1700, var det fordi, den enevældige

konge nu var så sikker på sin

magt, at hekse ikke længere behøvedes.

Ideen er god, men den passer bare ikke.

Ganske vist gjorde man det i Danmark

lovligt at forfølge og straffe hekse,

men samtidig forsøgte man at beskytte

de anklagede mod urimelige anklager og

dårlig behandling. Det blev således allerede

i heksejagtens barndom gennemført

to meget vigtige love. I reces* af 6.

december 1547 blev det således forbudt

at bruge tortur for at få hekse til at tilstå.

Hvis heksene angav andre, måtte angivelsen

ikke bruges som et bevis imod

dem. I 1576 blev betingelserne skærpet

yderligere. I reces af 21. november blev

del således bestemt, at alle sager automatisk

skulle prøves ved landstinget

(landsretten idag). Her var dommerne

bedre til at dømme, og sagerne var lidt

mere på afstand. Derfor var chancen for

frifindelse meget større ved landstinget,

helt oppe på ca. 50 %.

Landstinget ændrer sin retspraksis

Fra midten af 1650'erne og nogle år

frem frikendte landstinget i Viborg oven

i købet alle hekseanklagede. En af landsdommerne

Villum Lange (1624-1684)

var nemlig meget kritisk overfor, om der

overhovedet var hekse til. Kunne man få

sin sag for Rettertinget (Højesteret), var

chancen for frifindelse endnu større.

Endelig blev det bestemt i reskript af

november 1686, at alle heksesager skulle

for Højesteret. Dette markerede samtidig

enden på hekseprocesserne.

Lidt statistik

Disse paragraffer, sammen med en række

andre, har sikkert reddet mange fra

bålet. De helt store hekseprocesser, som

kendes fra udlandet, slap vi heldigvis for

i Danmark. Hvor mange, der rent faktisk

blev brændt, ved man ikke. Et rimeligt

bud er ca. 1000, fordelt over 160 år.

Tanken om tusindvis af flammende bål

landet over holder altså ikke. Og de millioner

af uskyldige, man tidligere har

troet, der er blevet brændt, er også meget

overdrevet. I England dømtes under

1.000, i Skotland ca. 4.500 og i Schweiz

ca. 5.500. I Irland kender man overhovedet

ingen! Den spanske inkvisition*,

som eftertiden har anset for at være særlig

modbydelig, stoppede faktisk med at

føre hekseprocesser allerede i 1610. Skal

man endelig sætte tal på, hvor mange

der rent faktisk blev dømt, kommer det

nok ikke over 50.000.

Den forsigtige kurs

Vore forfædre var altså ikke nær så vilde

med at jagte hekse, som man hidtil har

troet. Faktisk var man forsigtige i de fleste

lande. På den ene side var man nødt

til at kunne forfølge og straffe heksene,

da alle, også lovgiverne, troede, at de

fandtes og var til fare. På den anden side

søgte man i et land som Danmark at

beskytte den enkelte mod vilkårligheder

og urimelige anklager. Man har tydeligvis

været klar over, hvor farligt det var,

hvis man bare gav los og gjorde det muligt

at dømme hvem som helst. Det er

først og fremmest lovgiverne, der i Danmark

sørgede for, at heksevanviddet aldrig

tog overhånd. Der var retsregler,

der skulle overholdes. Og det blev de i

det store og hele.

Noget kunne også tyde på, at det i

Danmark indirekte var lovgivningen,

der fik sat en stopper for heksejagterne.

Efter man i 1686 bestemte, at alle hekseprocesserne

skulle afprøves ved Højesteret,

ebbede de hurtigt ud. Det blev

simpelhen for dyrt og besværligt at indlede

en heksejagt. Troen på hekse fortsatte

dog i befolkningen. Der findes flere

eksempler på, at man tog loven i egen

hånd og dræbte de formodede hekse.

Det sidste heksemord fandt således sted

i nærheden af Horsens i år 1800. Andre

steder »nøjedes« man med af mobbe/

fryse de uønskede ud. En praksis, der

har holdt sig langt op mod vort århundrede.

Så sent som år 1897 blev en formodet

heks i Vendsyssel mishandlet!

Kirkens rolle.

Kirken har selvfølgelig været med i heksejagterne.

Men i modsætning til, hvad

man skulle tro, var det ikke den, der førte

an i heksejagten. Kirken var tilsyneladende

mest interesseret i at ramme

udøverne af den hvide magi, trolddomskunst

til gavn for mennesker. Heksene,

som lavede sort magi til at skade andre,

havde loven jo allerede taget sig af. I en

tid med stor uvidenhed hos befolkningen

var der stor efterspørgsel efter kloge

koner og mænd. Med deres magiske ritualer,

amuletter og lignende var de

stort set de eneste, der, kunne og ville

hjælpe folk. Og kirken følte sig stærkt

modarbejdet af disse kloge folk. Det var

nemlig kirkens opfattelse, at sygdom og

elendighed var Guds straf over menneskene.

De kloge folk derimod forklarede

og behandlede folk ud fra den betragtning,

at sygdom og lignende ikke skyldtes

Guds vrede, men simpel forgørelse*

af onde magter. De ofte besynderlige ritualer,

de udførte, havde så til formål at

ophæve disse forgørelser.

Arbejdet lykkedes for kirken. I forordning

af 12. oktober 1617 blev det

ulovligt at udøve hvid magi, straffen var

bøder og landsforvisning. Det har dog

ikke hindret folk i hverken at udøve den

eller at opsøge den. Der blev i øvrigt heller

ikke rettet særlig mange retssager

imod dem. De kloge folk var som oftest

de eneste, man kunne hente hjælp hos,

og derfor holdt man sig klogeligt fra at

anklage dem.


NOGET OM HEKSE OG HEKSEPROCESSER

Et typisk forløb

Når det blev det almindelige retsvæsen,

der tog sig af hekseprocesserne, blev det

ikke vandprøver og lignende, der blev

afgørende i retssagerne. Det blev almindelig

bevisførelse, næsten som vi kender

det i dag. Hvilke vidner kunne bekræfte,

hvad der var sket. Hvilken skade var der

lidt, og hvem var den skyldige. Hvilke

beviser for det modsatte kunne den anklagede

komme med. Hvilke personer

ville stå frem og sige god for en. Hvem

ville sværge på, at man var en from kristen,

og derfor ikke kunne være udøver

af heksekunster?

Det kan i vore dage virke barbarisk, at

man dengang troede på hekse, og ovenikøbet

gik så langt som at slæbe adskillige

på bålet. Men for folk, der levede

dengang, har tingene set helt anderledes

ud. Man havde ikke videnskaben og teknologien

til at forklare og forstå. Dagligdags

ting som ølbrygning og fremstilling

af ost var mystiske og uforklarlige processer,

da bakterierne ikke var opdaget

endnu. En stor del af anklagerne mod

hekse gik da også på, at de netop skulle

have ødelagt folks ølbrygning og lignende.

Og overfor sygdomme kunne lægevidenskaben

ikke stille meget op. Det

var derfor nærliggende at forklare folks

ulykke som et resultat af onde magters

indgriben.

Livet dengang har været en stadig

kamp for at overleve. Og selv velhavende

folk har ikke kunnet vide sig for sikre.

Krig, sygdomme og brand kunne hurtigt

vende bøtten. Et sikkerhedsnet udover

familie, venner og naboer fandtes ikke.

Døde ens ko, kunne det få alvorlige

følger. Det er klart, at når man i den

grad var udsat for naturens og andres

luner, måtte man finde forklaring og

hjælp i overtro.

Var danskerne overhovedet kristne?

Faktisk var der så megen overtro, at man

kan sige, at der levede en religion ved siden

af den officielle kristendom. En religion,

hvor troen på overnaturlige kræfter,

ånder og lign. spillede en stor rolle.

Biskoppen i Ribe, Jens Dinesen Jensen,

skrev direkte i 1631, at de fleste danske

bønder kun var kristne af navn, ikke af

gavn. Overtroen var dog ikke noget, der

kun trivedes blandt fattige uvidende

bønder. Den fandtes i hele befolkningen,

også hos veluddannede, adelen og

selv kongefamilien.

Men kristendommen var der. Og dermed

også troen på djævelen og troldfolk,

som omtales flere steder i Bibelen.

Der står også, hvad man skal gøre ved

dem: En troldkarl må du ikke lade leve

(2.Mosebog). Når kampen mod djævelen

og hans medhjælpere så først i 1500tallet

(i nogle lande noget før) betød

hekseforfølgelser og bål, skyldes det sikkert

den ændrede måde, man så på forholdet

mellem Gud og djævelen. En

ændring, der slog igennem for alvor i

slutningen af middelalderen.

Det nye syn på djævelen

Tidligere mente man, at djævelen var

Guds tro tjener. Det onde, som djævelen

stod for, var altså i sidste ende Guds

vilje. Alt kom således fra Gud, også det

onde. Men langsomt op gennem middelalderen

skiftede man mening. Man

NOGET OM HEKSE OG HEKSEPROCESSER

så mere og mere på djævelen som Guds

værste fjende. Det blev i sidste ende en

kamp på liv og død mellem det gode og

det onde. Mennesket blev også nu givet

et valg i forholdet til Gud. Man kunne

vælge ham, men også hans fjende

djævelen. Han havde således tusindvis,

enkelte mente milliarder af hjælpere,

som levede i det skjulte blandt mennesker,

hvor de begik den ene forbrydelse

efter den anden. Myrdede løs, spredte

sygdom, ødelagde kornet på marken.

Der var ingen ende på deres ondskab.

En historie fra Odense

I 1634 blev skrædderen Christian Pedersen

således arresteret i Odense. På

en mark havde man nemlig fundet et

dokument, en såkaldt djævlepagt, som

han havde skrevet med sit eget blod. I

pagten havde han lovet sin sjæl væk til

djævelen i al evig tid, hvis han blot blev

garanteret et rigt og godt liv på jorden.

Myndighederne var forfærdede over

indholdet. Christian Pedersen prøvede

at slå det hele hen med, at han i den seneste

tid ikke rigtigt havde været sig selv.

Den forklaring hoppede man dog ikke

på. Christian Pedersen havde helt klart

forsøgt at sælge sin sjæl til Djævelen.

Man bad derfor teologerne på Københavns

Universitet om forslag til en passende

straf. Det blev døden. Men inden

straffen nåede at blive udført, lykkedes

det ham at stikke af fra fængslet.

Reformationen.

Som en yderligere brik til at forklare og

forstå de danske hekseprocesser kan

man inddrage reformationen, som blev

gennemført i 1536. Fra at være katolikker,

fik danskerne nu besked om, at de

var blevet evangelisk-lutherske. Dermed

fik kirken en helt anden rolle i samfundet.

Tidligere havde den fyldt hele livet.

Den var med over alt. Folk tog på pilgrimsrejser

til hellige steder. Man gjorde

gode gerninger. Præsterne velsignede

bondens marker. Kirken tog sig af syge

og fattige, for penge der var skænket af

folk. Altsammen ud fra den tanke, at jo

flere gode gerninger, man gjorde, jo

bedre var chancen for at komme i Himlen.

Nok lurede nød og elendighed overalt.

Men religionen gav folk en følelse af

selv at kunne påvirke deres overlevelseschancer.

Det var slut nu. Befolkningen fik at vide,

at ingen gode gerninger kunne sikre

en plads i Himlen. Det kunne kun Guds

nåde alene. Kristendommen forsvandt

ind i kirkerne. Og her har den i øvrigt lige

siden kæmpet for at komme ud. Den

menige befolkning må have følt sig svigtet

og forladt. Og bange for alt det onde,

der omgav dem fra alle sider, og som

præsterne tordnede om ustandseligt.

Lidt af hvert

Man havde med andre ord et roderi af

kristendom og overtro, angsten for det

onde, der åbenbart trivedes overalt. Ens

lykke var konstant i fare for at blive stjålet.

Den lykke som ens overlevelse var

afhængig af. Det kan ikke undre, at heksejagten

måtte sætte ind overfor det onde,

før den rettede alvorlig skade.

Hermed begynder der at tegne sig et

billede af, hvordan en heksesproces normalt

foregik i Danmark.

15


En hekseproces

Begyndelsen

En hekseproces startede ofte mange år,

før selve retssagen begyndte. Man kan

næsten se det for sig: To mennesker er

oppe at skændes. Ophidselsen er stor.

Beskyldningerne fyger gennem luften.

Den ene part føler sig trængt. Pludselig

kommer de uoverlagte ord: Gid du må

få ondt. Bare det at true andre var en alvorlig

sag. Det var en udbredt tanke i

datiden, at ord ikke bare var ord. De levede

deres eget liv og rummede en vis

magt. En magt man kunne bruge mod

andre.

Umiddelbart behøvede truslen dog ikke

at betyde alverden. Men hvad nu hvis

modparten faktisk senere blev udsat for

en skade, f.eks. en brand eller sygdom.

Om det så skete et eller fem år senere,

var ligemeget. Truslen blev fremsagt, og

skaden var sket. Noget sådant rygtedes

hurtigt i et tæt samfund, hvor alle vidste

alt om alle. Meget let blev der klistret et

troldomsrygte til ens person. Man behøvede

faktisk ikke engang at have truet

nogen. I en del tilfælde opstod rygtet

mere eller mindre af sig selv, uden nogen

kunne angive en egentlig årsag.

Nettet strammes

Men herefter blev der lagt mærke til ens

gøren og laden. Rygterne svirrede. Skete

der lignende eller uforklarlige hændelser,

der på en eller anden måde kunne

knyttes til ens person, begyndte det

at blive kritisk. Rygtet kunne udmærket

hænge ved ens person i mange år, uden

at der skete noget. Men en dag kunne

man pludselig blive beskyldt for trolddomskunster.

Og så gik retten sin gang.

Der er meget, som tyder på, at det

netop var disse private konflikter, der

var den egentlige drivkraft i hekseprocesserne.

Da det hverken var kongemagten,

adelen eller kirken, som førte

an, må det have været befolkningen.

Det har været lang tids opsparet vrede,

irritation eller frygt, som pludselig eksploderede.

Irriterende tiggere, ulidelige

naboer eller bare folk i lokalsamfundet,

som en eller flere har set skævt til. Pludselig

var målet fuldt. Gammelt had og

uvenskab gik over i egentlige hekseanklager.

Heksen slæbes for retten

Der var tilsyneladende ingen faste regler

for, hvordan en proces skulle foregå.

Men det mest almindelige var, at den

skadelidte slæbte heksen for, hvad der

idag svarer til byretten. Sagen startede

så med, at den skadelidte optrådte som

anklager og lagde sin hånd på heksens

hoved og sagde: Jeg anklager dig for

trolddom. Herefter blev beviserne fremlagt

for retten. Udtalelser, erklæringer,

vidneudsagn, med det formål at bevise,

at tiltalte var heks. At der var forvoldt

skade, og den anklagede var den skyldige.

Noget retten lagde afgørende vægt

17


på. Egentlige, håndfaste beviser fandtes

der selvfølgelig ikke.

Hvem blev anklaget

Det var ikke kun kvinder, der risikerede

en proces på halsen, faktisk var ca. 10 %

af sagerne i Danmark rettet mod mænd.

Det var heller ikke kun de fattigste, der

var i farezonen. Maren Spliids fra Ribe

(brændt 1641) var således en velhavende

borgerkone. Rækken af dømte tæller

foruden en række præster også en enkelt

adelig, Christenze Kruckow. Hun blev

dog halshugget i stedet for brændt. Når

mange af de tiltalte var ældre, hænger

det sikkert sammen med, at sagerne tog

så lang tid. Fra man fik et trolddomsrygte

til man blev slæbt i retten, kunne

der godt gå op til 20 år.

Men i øvrigt er der ikke tvivl om, at

sagerne var hårdest mod fattige ofte enlige

kvinder, som mere eller mindre var

afhængige af tiggeri og lign. Deres eneste

magtmiddel i kampen for at klare dagen

og vejen var netop trusler. Trusler,

der meget let af samtiden blev opfattet

som et forsøg på trolddomskunster.

Forsvaret

Heksen skulle nu prøve at forsvare sig

overfor anklagerne. Var man kvinde,

måtte man lade sin mand eller søn føre

sagen for sig, da kvinder på denne tid ikke

selv måtte føre en retssag. Det gjaldt

om at få andres ord for, at man var et

hæderligt og fromt menneske, der ikke

kunne finde på at drive trolddomskunster.

En god udtalelse fra præsten kunne

i sidste ende være det, der adskilte en fra

bålet.

18

EN HEKSEPROCES

Blev man frikendt, kunne man efter

Koldingske Reces fra 1558 anklage modparten

for at være en løgner. At blive

dømt som løgner var en grum skæbne.

Man fik rettens ord for, at man var en

løgnhals og kunne feks. ikke længere

vidne i retssager. Samfundet havde slået

hånden af en. Denne paragraf har sikkert

fået en del til at tænke sig om en ekstra

gang, inden man beskyldte nogen

for trolddomskunster. Især hvis den anklagede

var af det bedre borgerskab eller

ligefrem adelig.

Bødlen og hans tænger

Efter 1576 skulle dommen prøves ved

landstinget, hvor chancen for frifindelse

som tidligere nævnt var meget større.

Kravene til en domfældelse har her

været strengere. Men lød dommen

»skyldig«, ventede torturen. Nok beskyttede

loven fra 1547 en mod tortur før

retssagen, men ikke efter. Man var

kendt skyldig i at have fornægtet kristendommen

og at have kastet sig i armene

på djævelen. Torturen havde det formål

at afsløre de andre hekse, der var med.

Man troede nemlig dengang, at hekse

altid arbejdede sammen med andre i de

såkaldte »heksekompagnier«, ledet af en

rodemester. De nye hekse fik så en sag

på halsen, selv om en dømt heks ord ikke

i sig selv var nok til, at man blev

dømt.

Efter man havde presset alle oplysninger

ud af det arme offer, kunne heksen

angre og omvende sig. Oplysningerne

blev ofte lavet på pinebænken for at få

fred for den grusomme tortur. Man var

villig til at tilstå hvad som helst, bare for

at slippe. Så der blev fortalt de mest fantastiske

historier, alt efter hvad man troede,

forhørslederne gerne ville høre.

Der blev berettet om flyveture til Bloksbjerg,

vilde fester med Djævelen o.s.v.

Heksebålet

Men uanset hvor meget man fortalte, så

var døden på bålet sikker. Når det blev

bålet og ikke galgen som i England, var

det måske, fordi man mente, at ild var

EN HEKSEPROCES

rensende. Loven forlangte bålet med

den begrundelse, at det var »sædvane«. I

Danmark brugte man stigemetoden.

Her blev ofret, ofte først bedøvet af alkohol,

bundet til en stige. Den blev

væltet ind i bålet. Denne metode var

mindre smertefuld end pælemetoden,

da ofret døde noget hurtigere. Men stigemetode

eller ej: Det må have været en

forfærdelig død.

19


Dramaets hovedpersoner

Gregers dukker op på scenen

Anklageren i processen mod Johanne

Hanskone, skoleholder Gregers Nielsen,

er der ikke meget pænt at skrive

om. Ved at nærlæse retsreferaterne tegner

der sig et portræt af en mand, der

var en drukkenbolt, voldelig, løgnagtig

og yderst stridbar. Gregers blev således

den 15. januar 1647, altså bare tre måneder

før hekseprocessen, slæbt i retten

af Mads Gejsing. Gregers havde længe

forfulgt Mads Gejsing og råbt ukvemsord

efter ham og hans kone. Da Gregers

indrømmede det hele, blev han

idømt en bøde på en sletdaler. Det vil i

dag svare til det meste af en ugeløn. Bøden

blev efterfulgt af en formaning om,

at han for eftertiden skulle opføre sig ordentligt

overfor Mads Gejsing og dennes

kone.

En lærer og hans arbejde

Gregers Nielsen blev født i 1615 og fik

omkring 1640 lov af byrådet til at holde

skole på sin bopæl i Låsbygade. Det var

nu ikke nogen fornem stilling, han der

havde fået. Enhver kunne faktisk få lov

af byrådet til blive skoleholder og holde

skole i sin bolig. I modsætning til byens

line latinskole, som mest var for byens

velhavende, var eleverne hos Gregers af

det mere jævne. Ligeledes betalingen,

som afhang af, hvor meget man skulle

lære. Det kostede 2 skilling om ugen,

hvis man kun skulle lære at læse. Skulle

20

man også lære at skrive og regne, kom

prisen op på 4 skilling om ugen. Pengene

blev ofte udbetalt i madvarer og lignende,

hvilket var meget almindeligt på

den tid. Så nogen rig mand har Gregers

ikke just været.

Undervisningen har sikkert ikke været

særlig spændende. Det meste har været

kedelig udenadslære. Og fulgte man ikke

med, sov eller snakkede i timerne,

vankede der et par flade lussinger. Dermed

være ikke sagt, at lærerne på Johannes

og Gregers tid var helt uduelige. En

af Gregers forgængere, skolemester

Hans Mikkelsen var faktisk anerkendt

som en meget dygtig lærer. Han udgav i

øvrigt en matematikbog i 1615, som

blev brugt over hele landet i en menneskealder.

Hvor dygtig en lærer, Gregers har

været, ved vi ikke. Men særlig god har

han nok ikke været, for noget tyder på,

at den gode Gregers i 1647 går amok

overfor en elev og er meget tæt på at slå

ham ihjel. Til slut har byrådet tabt tålmodigheden

med ham. Der har sikkert

været for mange klager over ham, og

han får senere forbud mod at drive skole.

En vej ud af elendigheden

Der tegner sig et sørgeligt billede af en

mand, der har lutter fiasko i sit liv. Man

skimter bag al balladen et i bund og

grund stakkels menneske. Fattig og ilde-

DRAMAETS HOVEDPERSONER


set af de fleste. For at beskytte sig selv

har han nok givet omgivelserne al skyl-

Jen. Gregers har misundelig set, hvilken

velstand og anseelse andre havde fået

her i livet. Det har sikkert pint og plaget

ham. Hvorfor skulle han ikke også have

andel i lykken. Fast besluttet på at ville

frem i samfundet, har Gregers villet

skyde genvej gennem den hvide magi.

jeg har så længe troet på Gud, men nu

vil jeg tro på Djævelen«, påstår Anders

Siim, et af vidnerne i sagen, at Gregers

har sagt til ham. Vejen til lykken gik gennem

signekonen, d.v.s. den kloge kone,

Johanne Hanskone fra Grønninghoved,

Kaldet »Krøbbel-Johanne«.

Hvad Johanne fejlede, siden hun blev

kaldt en krøbling, vides ikke. Men det

nævnes senere i sagen, at hun døjede

med en skade i låret, så formodentligt

har hun haltet. Eller også har hun haft

en eller anden skavank, som åbenbart

berettede hende til øgenavnet.

Men krøbling eller ej. Det var Johanne,

der skulle fly Gregers den lykke, han

så voldsomt begærede.

Johanne og Lisbet

Johanne var sammen med sin læremester

Lisbet Knudsdatter fra Hjarup

kendt viden om som. signekone. Hun

var, via sine magiske evner, i stand til at

kurere sygdomme, finde skjulte ting og

meget andet. Det fremgår af sagens akter,

at der har været stor efterspørgsel

efter deres evner. Der optræder således

vidner lige fra Tiufkær i nord til Haderslev

i syd.

Der er sikkert nogen, der her får lyst

til at smile af Johannes og Lisbets aktivi­

DRAMAETS HOVEDPERSONER

teter. At tro man kunne helbrede syge

folk ved hjælp af trylleformularer og lignende.

Det er bare for meget. Ren overtro.

Men en overtro eller tro, der er

mindst er lige så stærk i dag som for 350

år siden. Nu som før opsøger vi den alternative

medicin. Vi får lagt horoskoper

for at kende fremtiden, lægger helbredende

sten på natbordet (hvilket en

bonde i 1600-tallet aldrig ville finde

på!). Stort set alle ugeblade har faste artikelserier

med horoskoper, auralæsning,

clairvoyance o.s.v.

Et liv på kanten af loven

Ved at praktisere den hvide magi levede

Johanne hele tiden i farezonen. På den

ene side gav det hende til dagen og vejen,

på den anden side havde hun risikoen

for at blive anklaget som heks. Ikke

på grund af sine aktiviteter som signekone,

men faren kunne opstå ved, at en

af kunderne følte, at hendes behandling

direkte havde skadet dem. Og med hendes

kontakter til de underjordiske har

man sikkert ikke været helt tryg ved

hende. Noget hun givetvis har udnyttet

til egen fordel. Ca. 8% af alle hekseprocesser

blev faktisk ført mod kloge folk

som Johanne.

Gregers henvendte sig flere gange til

Johanne og bad hende om at hjælpe sig.

Han har sikkert tryglet og bedt, lokket

og navnlig truet. Johanne forsøgte dog

at krybe udenom. Formodentligt anede

hun, at en sådan opgave senere kunne

give bagslag på en eller anden måde. Eller

også var hun simpelthen bare klar

over, at personer som Gregers Nielsen

skulle man gå i en stor bue udenom.

En smuttur til Hjarup

Så i første omgang nøjedes hun med at

henvise til Lisbet i Hjarup. Johanne forklarede

ham, at hun faktisk selv havde

benyttet hende, da hun havde problemer

med en skade i låret. Udstyret med

denne anbefaling gik Gregers den lange

vej til Hjarup, hvor Lisbet i følge retsprotokollen

boede hos sognepræsen hr.

Pouell. Desværre var Lisbet ikke hjemme,

eller også holdt hun sig klogeligt

væk, så Gregers måtte gå hjem igen med

uforrettet sag. Han opsøgte så Johanne

på hendes bopæl i Grønninghoved for

at få hende til at hjælpe sig.

Gregers strammer grebet

Det endte med, at Johanne blev lokket

ind hos,Gregers og hans kone Inger Jacobsdatter.

I følge Johannes forklaring i

retten blev hun bevidst drukket fuld,

»gjort hende fuld og drukken«. Hun

skulle selvfølgelig have stungen lidt lettere

på gled.

Gregers viste hende en bog, som han

fablede om. At der stod noget i den,

som betød noget, sandsynligvis en

såkaldt Cyprianus*. Men han ville vide

mere, underforstået af Johanne, som via

sit signen og manen måtte have en eller

anden forbindelse med de underjordiske

kræfter.

Johanne fik også forevist en seddel

med navne, som Gregers havde skrevet

op. Navne på nogle af byens velhavere.

Alle folk som havde fået deres rigdom

og lykke ved hjælp af trolddom. Og nu

var det åbenbart Gregers' tur. Da Johanne

stadig ikke virkede samarbejdsvillig

nok, fik hun et par øretæver af Gregers.

DRAMAETS HOVEDPERSONER

Trylleposerne

- og hvad de skulle bruges til

Hele historien endte med, at Johanne via

Lisbet fremskaffede to »trylleposer«,

som Gregers og konen kunne gøre brug

af. Hvad poserne konkret skulle bruges

til, er der to forklaringer på i protokollerne.

Gregers og Johanne påstod senere

i retssagen, at han havde fået sin, fordi

han var »daall i sett hoffuet«, d.v.s.

svagelig i hovedet formodentlig af migræne

eller lign. Med dem i sin besiddelse

skulle Gregers kunne blive rask igen.

Gregers kone opfattede derimod poserne

som »lykkeposer«. De havde fået dem

for at ophæve en forbandelse, der lå

over hende og Gregers.

En tredie forklaring kunne være, at

Gregers havde fået dem under falsk

påskud. Eller også har de løjet begge to.

Poserne skulle i virkeligheden bruges til

at sikre sig jordisk lykke og rigdom. En

forklaring, der dog ikke direkte kom

frem under hekseprocessen, men som

der er flere ting, der peger på. Det kan i

alt fald forklare, hvorfor sagen blev ført

med en sådan voldsomhed fra Gregers'

side. Han havde noget at skjule!

Her kunne det hele egentlig godt være

endt. Gregers havde fået sine poser, og

Johanne blev fri for sin plageånd. Men i

stedet for at markere slutningen på historien,

blev poserne begyndelsen til det

store heksedrama, Kolding oplevede i

1647.

23


Hævnen

Et fjendskab begynder

Det vides ikke hvorfor, men af en eller

anden grund blev Johanne og Gregers

for alvor uvenner. Sandsynligvis var det

betalingen for udført arbejde, den var

gal med. Gregers har sikkert nægtet at

betale, hvad han skyldte, indtil trolddommen

havde virket. Senere kom det

til at spille en stor rolle i sagen.

Besøget hos Laurids

Johanne har sikkert henvendt sig flere

gange hos Gregers for at få sin løn. Og

hver gang fået et nej. Til sidst har hun

blot ventet på en chance til at hævne sig.

Ikke nok med at Gregers havde banket

hende ved flere lejligheder. Han havde

også nægtet at betale, hvad han skyldte.

Han skulle få igen, så han kunne mærke

det. Chancen kom, da hun besøgte Laurids

Jørgensen Fønbo.

Han lå alvorligt syg hjemme, da Johanne

kom på besøg fredagen efter

påske 1647. Han må åbenbart have

været en af Johannes faste kunder, eller

også har Johanne villet udnyttet situationen

til at tjene en skilling.

Hun undersøgte nu Laurids og forklarede

ham, at hans hoved var »skilt

ad«, d.v.s. han var forhekset, og hun ville

forbinde ham. Derpå tog hun brød og

lagde det på en riste og smurte salt og

smør på. Denne »blanding« blev derefter

lagt tre steder på Laurids' hoved. Et

ritual, der så skulle kunne ophæve den

forbandelse, der åbenbart lå over ham.

24

Johanne fortalte Laurids, at han var

hårdt spændt for, og endnu hårdere ville

han blive. Johannes »kur« har nu

iøvrigt ikke været særlig effektiv. Det

oplyses nemlig i kirkebogen, at Laurids

dør i maj/juni 1647, altså kort tid efter.

Det der med at være forgjort troede

Laurids nu ikke på. Han agtede hverken

hende eller nogen djævels lemmer, d.v.s.

hekse. Derimod stolede han på, at »Gud

skulle hjælpe ham til hans helbred«.

Men Johanne havde mere på hjerte.

Hun ville røbe en hemmelighed. Men

kun hvis de to var alene. Laurids' nysgerrighed

må åbenbart være blevet vakt,

for hans kone blev sendt udenfor døren.

I al fortrolighed kunne Johanne nu fortælle,

at »de« var ved at gøre en vokskalv

færdig, men manglede blot halsen. Men,

beroligede Johanne, fordi Laurids var så

stærk i sin kristen tro, kunne den ikke

blive færdig.

Vokskalve og deres anvendelse

Historien med vokskalven var en meget

alvorlig sag. Det var en del af overtroen

omkring hekse, at de sad og lavede små

voksdukker af dem, de ville skade, i bedste

voodoo-stil. Når man så beskadigede

voksdukken, f.eks. brændte fødderne af,

gik det ud over offeret, man ville ramme.

Vokskalven synes at være en »koldingspecialitet«,

da andre processer

med voksfigurer taler om »voksdrenge«.

Men da såvel protokollen fra rådstuen

som landstinget taler om en »Wox kalif«,

er der ingen tvivl mulig. En af forskerne

af hekseprocesserne, Merete Birkelund,

har også studset over det.

Anders Siim

Kort efter det mærkelige ritual dukkede

skomager Anders Siim op for at besøge

Laurids. Under besøget klagede Anders

over en skrækkelig brusen i sit hoved, så

han vidste hverken ud eller ind. Det

havde Johanne en forklaring på. Også

Anders var forgjort! Han blev nu også

forbundet.

Da Anders lidt senere gik hjem, røbede

Johanne en hemmelighed mere: Hun

vidste skam udmærket godt, hvem der

havde forgjort Anders. Det var såmænd

Anders' egne bysbørn og venner, hvis

dør han daglig gik forbi i Låsbygade.

Uden at nævne navne var der ingen tvivl

om, hvem det var, Johanne sigtede til.

Det var Gregers Nielsen! Og »de«, der

prøvede at forgøre den gode Laurids

Fønboe, kunne heller ikke være andre

end Gregers og hans kone. Der gik selvfølgelig

ikke lang tid, før Anders Siim

var informeret om, hvad der foregik bag

hans ryg. Det var egentlig en ret raffineret

hævn, Johanne nu havde fået over

Gregers. At udsprede det rygte, at Gregers

gik og lavede heksekunster med

folk i byen. Noget var ovenikøbet sandt.

I alt fald havde han to magiske poser i

sin besiddelse.

Forhøret hos præsten

Tingene udviklede sig nu hurtigt, og der

gik ikke lang tid, før Gregers og hans

hustru blev hentet. Sammen med Anders

Siim, Johanne og andre blev de

HÆVNEN

indkaldt til forhør i sognepræsten, Ancker

Sørensens, hus. Et forhør, som bliver

nævnt flittigt i retsprotokollerne.

Under forhøret prøvede præsten at

opklare, hvad der egentlig var sket.

Hvad forhøret endte med, røber kilderne

ikke. Men først måtte Gregers hustru

prøve at forklare historien med poserne.

Hvad skulle de bruges til, ville præsten

vide. Dybt forlegen forklarede hun, at

de havde fået dem for at ophæve den

forbandelse, der lå over hende og Gregers

efter affæren med Niels Joenssens

barn. Men, undskyldte hun sig, det var

faktisk et råd, hun havde fået af flere

»dannekvinder«* i byen.

Præsten fik et føl på tværs. Dannekvinder!

Næh efter præstens mening var

personer, der kunne komme med slige

råd ikke dannekvinder, men djævelen i

forklædning: »det må være Djævlen og

ikke dannekvinder.« Herefter var det

Gregers tur til at blive udspurgt. Men

han må have følt sig presset op i en krog,

for han gik meget hurtigt amok og skabte

sig som en afsindig. Så meget at

præsten skyldsomt sendte bud efter bysvendene

for at få ham ned på jorden

igen. I slutningen af forhøret, hvor roen

åbenbart må været faldet over ham igen,

tog han en seddel op af lommen og begyndte

at forhøre Johanne. Den seddel,

hvor de af byens borgere, der havde deres

rigdom fra sort magi, stod optegnet.

blev der for alvor ballade. I en så lille

by som Kolding kunne dette forhør

selvfølgelig ikke forbigå folks opmærksomhed.

Så der blev snakket og sladret

overalt. Også om Gregers seddel.

25


Gregers på anklagebænken

Sagen kommer for Rådstueretten

Var der noget, folk passede på i datiden,

var det deres gode navn og rygte. Man

værnede faktisk så meget om det, at

straffen for at bagtale en mand var langt

højere, end den var for at stikke en kniv

i maven på ham.

Så allerede den 31. maj, efter et behørigt

varsel på 8 dage, stod Gregers for

Rådsstueretten i Kolding. Anklagen lød

på bagvaskelse af de folk, der stod på

seddelen, bl.a. rådmand Peder Udsen.

Nu ville man have klar besked om den

der seddel, og hvad det var for noget

hekseri, der foregik.

Nu var Gregers for alvor i knibe. Blev

han kendt skyldig, risikerede han dels en

kæmpebøde, dels at blive dømt som løgner.

Og dermed ville det ikke længere

være muligt at leve og arbejde i byen. Så

der stod meget på spil for ham og hans

kone Inger Jacobsdatter. Han ville få

brug for alle sine talegaver, hvis han ville

klare frisag. Taktikken måtte være at

skyde al skylden over på Johanne Hanskone

og så håbe selv at kunne slippe fri

af kattepinen. Og det var lige nøjagtigt,

hvad han gjorde.

Laurids' forklaring

Men først ville man i retten starte ved

begyndelsen. Da Laurids Fønboe stadig

lå syg hjemme og ikke kunne møde op,

var der allerede den 6. maj sendt et par

folk ud til ham for at høre hans historie.

De kunne under edsansvar berette,

hvad der tidligere er fortalt. Nemlig at

Johanne havde signet for Laurids Fønboe

og påstået, at det var Gregers Nielsen,

der var skyld i hans sygdom. Han

havde også gentaget historien med Anders

Siim og hans forgørelse.

Byfogeden Niels Iversen og kæmneren

Henrik Raffn, der ledte retsmøderne,

spurgte nu sagsøgerne, om de var

interesseret i at høre Johannes forklaring.

Det ville de nu ikke. Men alle som

en var de stærkt interesseret i at høre en

forklaring fra Gregers mund.

Anders' forklaring

Det fik de nu ikke i første omgang. I stedet

blev Anders Siims skriftlige forklaring

oplæst i retten. Han kunne nu fortsætte

Laurids Fønboes forklaring. Dagen

efter, at han var blevet forbundet af

Johanne i Laurids hus, vår han kommet

på besøg igen. Og Laurids fortalte nu

Anders, at Johanne havde forklaret ham,

at Anders' sygdom skyldtes Gregers'

heksekunster. Det måtte han hellere få

en nærmere forklaring på. Så den 23.

april besøgte han Gregers og dennes

hustru under påskud af at ville aflevere

et flyveblad, han havde lånt.

Den gode Anders Siim må have set

lidt beklemt ud ved situationen, for Gregers

bemærkede det og spurgte: »Hvorfor

ser I så ilde ud, Anders?« Nu kunne

han endelig komme ud med, hvad der

27


GREGERS PÅ ANKLAGEBÆNKEN GREGERS PÅ ANKLAGEBÆNKEN

trykkede ham. Gregers fik hele historien

forelagt.

I første omgang prøvede Gregers

Nielsen at berolige Anders med, at det

hele var en løgnehistorie, brygget sammen

af Johanne Hanskone. For at bevise,

hvor led en kælling hun var, fortalte

Gregers, at Johanne for nylig havde

været inde i hans hus og »fastgjort ham«.

Hvorefter hun benyttede lejligheden til

at franarre ham en masse madvarer. Da

hun lidt efter var dukket op igen, formodentlig

for at lave flere kunster med

ham, slog han hendes næse og mund til

blods*.

Da Anders Siim stadig ikke så ud til at

være overbevist, begyndte han at sværge:

«Se her, Anders Siim, hvor mange

sands korn her ligger på jorden. Gud give

så mange onde ånder fare i mig har

jeg løjet for eder.«

Dagen efter mødte Anders Gregers'

hustru Inger Jacobsdatter, som lo af

ham. Anders ville vide, hvad det var,

som var så morsomt. Det var begivenheden

dagen før, hvor Anders åbenbart

må have gjort et komisk indtryk. Men

han var dog mand for at give hende

et hvast svar:« Den dag skal komme,

(hvor) I kan græde for det, I ler ved

mig.« Den sad. Bemærkningen har sikkert

ætset sig ind i Inger. Og gjort hende

bange. For hvad betød den?

Så bange blev hun, at hun dukkede op

på Anders Siims bopæl bare to timer senere

med de to »lykkeposer«. Hun gav

ham poserne med den bemærkning, at

Anders nu for Guds skyld måtte stille

sig tilfreds, nu skulle han nok genvinde

sit helbred. Hvad var det for poser, og

hvad skulle de bruges til, ville Anders vide.

Jo, forklarede Inger,'poserne havde

de fået af Johanne Hanskone. Af ren

nysgerrighed havde hun skåret lærredsposen

op. Den indeholdt rugkorn,

hvidløg og salt. Den ånden, som var af

læder, var Gregers' - og indeholdt en

vokskalv!

Resolut tog Anders begge poser i sin

varetægt, selv om Inger tiggede og bad

om at få lov til at beholde læderposen og

kalven. Men nej. Anders var urokkelig.

Denne uhyrlige historie skulle bringes

videre. Både til præsten og byfogeden.

Herefter forklarede Anders, hvordan

Gregers havde skabt sig 4 præstens hus

o.s.v.

29


Gregers får ordet

En søforklaring tager form

Efter Anders Siims lange forklaring var

det nu endelig tid til at høre historien set

Fra Gregers' side. Eller rettere den historie,

han nu forsøgte at brygge sammen.

Mærkværdigvis var det ikke ord fra hans

enen mund, man fik at høre, men derimod

en skriftelig redegørelse, dateret

den 29. april 1647, der blev læst op i retlen.

Ulykken

Det var selvfølgelig Johanne, der var

skyld i det hele. For kort efter Gregers'

>Ulykke« med Niels Joensens barn, var

hun troppet op i deres hjem under det

påskud, at hun ville købe fisk af dem. På

vej ud af døren fortalte hun, at det ikke

var for fiskens skyld, hun var kommet.

Næh, hun havde hørt ude i byen, at der

var stor sorg i deres hjem efter affæren.

Var barnet dræbt af ulykken, ville Greners

have fået lagt al skylden på sig, og

ville være nødt til at flygte ud af landet.

Lisbet i Hjarup

Nu spurgte Gregers' kone, om Johanne

da havde mistanke til nogen, som kunne

være skyld i ulykken. Næh, havde hun

svaret, men det var sikkert nogen, de ikke

ville regne med, ville kunne finde på

noget sådant. Herefter spurgte konen,

om der ikke var nogen, der kunne hjæl­

pe dem i deres nød. Johanne havde peget

på Lisbet Knudsdatter fra Hjarup,

som ovenikøbet skulle være født i Sverige

og være af adelig familie. Det borgede

åbenbart for kvaliteten af hendes arbejde.

Hun besøgte ofte byen og var

ovenikøbet billig. Det eneste, hun forlangte

af sit arbejde, var lidt god mad.

Johanne bad nu, og fik, en lille erkendtlighed

for det gode råd.

Forbandelsen

Da Gregers kom hjem, og fik sagens

rette sammenhæng forelagt, straffede

han konen for at have lyttet til Johanne.

Hun var efter Gregers' mening en løgnagtig

kælling, og fulgte man hendes ord,

fik man det aldrig godt med folk i byen.

Gregers bad Johanne gentage historien.

Da hun stod ved den, slog han hende i

hovedet. Da vendte hun sig om og forbandede

ham: »Kunne jeg leve den dag,

at Gregers skolemester kunne få en

ulykke, da var jeg tilfreds, hvad jeg skulle

lide«.

Og forbandelsen var efter Gregers'

mening tilfulde gået i opfyldelse. Hun

havde via sine skammelige løgnehistorier

startet det hele. Sået splid mellem

ham og Anders Siim. Og ingen i byen

ville have noget med dem at gøre efter

denne affære!

Anden halvleg

Sedlen

Næste retsmøde fandt sted på rådhuset

den 11. juni 1647. Nu var det sedlen,

der var i centrum. Sedlen med navne på

borgere i Kolding.

Her måtte Gregers gå til bekendelse.

Han indrømmede, at han selv havde

skrevet den, men det var »efter den onde

ånds angivelse som nu sidder i Rådhuskælderen

ved navn Johanne Krøbelkvinde«.

Men Gregers kunne berolige retten.

Såvidt han vidste, var ingen af de

personer, der var på sedlen, involveret i

nogen form for trolddom.

Johanne arresteres

Så var det Johannes tur til at møde for

retten. Det fremgår af sagens akter, at

hun stak af fra Kolding, »rømte byen«

som der står i protokollen. Da sagen udviklede

sig, fik hun kolde fødder og tog

hjem til Grønninghoved. Men selv dengang

var lovens arm åbenbart lang nok.

I alt fald blev hun arresteret og senere

sat i rådhuskælderen, som fungerede

som Koldings fængsel. Så vidste man,

hvor hun var.

Først ville man vide, hvorfor hun var

stukket af. Jo, svarede hun, hun ville ikke

være med til at bagvaske godtfolk.

Derfor forlod hun byen. Det var iøvrigt

et råd, hun havde fået af Maren Degnekone

i Vonsild. Så var der historien om

de to poser. Hvor havde Gregers dem

fra? Johanne indrømmede, at dem hav­

de han faktisk fået af hende. Til gengæld

havde hun fået dem af Lisbet i Hjarup.

Herefter fortalte Johanne sin version

af sagen. Om hvordan Gregers havde

lokket hende hjem til sig, drukket hende

fuld o.s.v.

Gregers lægger pres på

Tilbage til sedlen. Havde Gregers fået

navnene af hende? Det benægtede Johanne.

Det var Gregers, der selv havde

skrevet og oplæst dem for hende. Og af

bar angst for ham havde hun snakket

ham efter munden. Faktisk havde hun

hele tiden prøvet at tale Gregers fra det

hele. Han skulle hellere tro på Gud end

på hende. Men hendes indvending blev

bare fejet af bordet: »Jeg har så længe

troet på Gud, men nu vil jeg tro på

Djævelen,« sagde Gregers.

Her brød Anders Siim ind i afhøringen.

Han havde faktisk hørt Gregers sige

nøjagtigt det samme, engang hvor

han havde været beruset. Det benægtede

Gregers selvfølgelig i retten og svor

»ved højeste helligånds ed«. Ikke særligt

overbevisende. Og det var Gregers sikkert

selv klar over.

Så for at få det hele på det rene,

spurgte han nu Johanne direkte, om hun

nogensinde havde lært ham eller hans

hustru nogen form for trolddomskunster,

eller bedt om at få det lært? Til

hans formodentlig store lettelse svarede

Johanne kort: Nej, ikke andet end det

31


med de to poser, som de havde fået af

hende.

Forhøret hos præsten

Sedlen var man stadig ikke blevet færdige

med. Anders Siim og et andet vidne

ved navn Jens Bølling stod nu frem for

retten, behørigt edssvorne, og berettede

om, hvad der var blevet sagt under forhøret

i præstens hus den 27. april. Her

havde Gregers, efter at være faldet ned

på jorden igen, taget sedlen op af lommen

og begyndt at udspørge Johanne

om indholdet. Det gjaldt for alt i verden

om at få opmærksomheden væk fra sin

person.

Johannes ulovligheder

Havde Johanne måske ikke fortalt Gregers,

at borgmester Morten Panck havde

fået en skæppe* penge (formodentlig

via trolddom). En oplysning hun havde

fra Lisbet Knudsdatter. Det benægtede

Johanne på det bestemteste »ved hendes

højeste ed, sjæl og salighed.« Hun anede

overhovedet ikke, hvor Gregers havde

det fra. Hun havde aldrig nogensinde

haft noget med Morten Panck at gøre.

Nåh, men havde hun så ikke fortalt

ham, at Peder Udsen var hendes rodemester

og Bertell Knudsen havde 7

mands lykke. Og havde alle Ude Pedersens

børn måske ikke lykke. Det benægtede

Johanne igen at have sagt. Hun

kendte dem kun som ærlige og kristne

mennesker.

Mere af samme skuffe

Gregers havde haft mere på hjertet. Flere

navne blev nævnt, som Johanne skul­

32

ANDEN HALVLEG

le have fortalt Gregers om. Folk, der

havde brugt hendes evner som signekone

til at finde glemte ting, kurere syge

m.v. For Johanne var der ikke andet at

gøre end at benægte eller i det mindste

nedtone sine ulovlige aktiviteter som

signekone og gøre dem til harmløs hjælp

til sine medmennesker.

Egentlig ret smart gjort af Gregers. Ikke

alene fik han afløb for al sin vrede

mod byens bedre borgerskab, men han

fik det også til at se ud som om det hele

var kommet af Johannes mund.

De to retsledere, Niels Iversen og

Henrik Raffn brød nu ind i retsforløbet.

Det hele var nu ved at udvikle sig til en

sag mellem Gregers og Johanne i stedet

for en bagvaskelsessag mod Gregers.

Taktikken var åbenbart ved at lykkes.

Der blev talt mere og mere om Johanne

og mindre og mindre om ham selv.

Hvis I, Gregers eller Anders Siim, vil

lægge sag an mod Johanne, så bedes I

give det til kende nu, lød beskeden.

Gregers i stødet

Men Gregers lod sig ikke sådan afbryde.

Nu var han ved at have Johanne i

saksen. Så i stedet for at svare på spørgsmålet,

fortsatte han med at berette om

Johannes ugerninger.

For et stykke tid siden var Johanne

kommet ind i hans hus. Dette besøg

skulle han dog ikke nyde noget af, så

hun blev smidt ud igen. Og af ren og

skær frygt for hende, slog han hendes

mund og næse til blods*. Men inden

hun var kommet helt udenfor, havde

hun lovet ham en ulykke.

Siden da var hun flere gange gået for-


ANDEN HALVLEG

bi hans dør, rystet på hovedet, lagt fing- stueretten afgjorde sagen, kan man kun

rene over kors og sagt: Det gør ikke no- gætte sig til, men med tingbogen* fra

get, om jeg skal pines og plages ihjel. Viborg landsting er det alligevel muligt

Bare jeg kan få betalt, hvad Gregers har at give et kvalificeret gæt.

gjort imod mig. For at give historien et Umiddelbart havde Gregers ikke gode

skær af tilforladelighed, sværgede han kort på hånden. Beviserne mod ham var

ved »største h e l l i g å n d « , at den var sand ret overvældende. Han havde haft hekfra

ende til anden. seredskaber i sin besiddelse, og der var

Som om det ikke var nok, læste Gre- flere vidner, der kunne bekræfte, at han

gers sin beskrivelse dateret den 29. april syslede med heksekunster. Egentlig nok

op en gang til. Retten fik så endnu en- til en hekseproces imod ham. Sagt med

gang serveret historien med Niels moderne ord: Han var blevet fanget,

Joensen barn, Johanne, der maste sig på mens han havde fingrene dybt begravet

0. s.v. Men denne gang blev erklæringen i klejnekassen!

sluttet af med en trumf. Under forhøret Men det er tilsyneladende lykkedes

i præstens hus havde mester Ancker di- Gregers - forstå det hvem der kan - at

rekte spurgt Johanne, om hun ikke styk- overbevise retten om sin uskyld. Man

ke for stykke kunne have sagt sådant. Til har åbenbart troet på, at han blot var et

det havde hun sagt ja! uskyldigt offer i en ond heks hænder. Så

hvis Gregers ville beholde sin trovær-

Gregers klarer frisag dighed overfor folk i byen, var der kun

Desværre er dette det sidste, der står at en ting at gøre: Tage skridtet fuldt ud og

læse i rådstueprotokollen om sagen. Det anklage Johanne for trolddom,

næste retsmøde fandt sted den 29. juni

og omhandler en tvist med en vis Jørgen

Beyer i en af rollerne. Så hvordan råd-

Bytinget tager over

Retssystemet på Johannes tid erstatning. Så folk undslog sig gang på

Kolding havde, som tidligere nævnt, li- gang for at dømme i sager, hvor der var

gesom andre købstæder på dette tids- den mindste fare for at komme i fedtefapunkt

to byretter. Dels en rådstueret, det. Kongen måtte ustandseligt minde

hvor borgmesteren dømte sammen med borgerne om deres pligt til at dømme,

byrådet. Den havde allerede behandlet For Koldings vedkommende fik man en

injuriesagen mod Gregers. Dels et by- påmindelse i 1547 i et brev fra Christian

ting, hvor byfogeden dømte sammen 3. Det blev efterhånden en almindelig

med nævninge. Da de to retsinstanser retspraksis, at man overlod domsafsigelvar

lige vigtige, var det tilsyneladende sen til nævningene. Så kunne de sidde

ret tilfældigt, hvem der tog sig af hvad. tilbage med Sorteper.

Da sagen mod Johanne imidlertid havde

liv på spil, krævede loven, at de begge Kirkenævnet

tog sig af sagen. Der blev derfor udpe- Niels Iversen og Henrik Raffn var dog

get to dommere til at føre retsforhand- ikke de eneste, der skulle dømme i salingerne.

En fra hver ret. Det blev de gen. Da processen mod Johanne var en

samme to, som havde deltaget i sagen trolddomssag, krævede loven at den

mod Gregers, nemlig, byfogeden Niels blev dømt af et særligt nævningeting,

Iversen og kæmner Henrik Raffn, som kaldet kirkenævn »kierkenaffuen« på 15

repræsenterede byrådet »på borgme- uvildige mænd. Som en yderligere gasters

råd og byens vegne«. rant for, at sagen blev behandlet så retfærdigt

som overhovedet muligt, blev

En varm kartoffel der nedsat et 24 mands nævn ved siden

Den tjans har de sikkert ikke været glade af. Det var dets opgave at give Johanne

for. Og det ikke uden grund. For at sik- et skudsmål, d.v.s, om man i nævnet

re, at de lokale dommere tog deres op- anså det for muligt, at Johanne var en

gave alvorligt og ydede deres bedste, var heks. Dette skudsmål var yderst vigtigt,

det lovbestemt, at de kunne gøres per- Kunne man få 24-mands nævnet til at

sonligt ansvarlige for dommene. Dom- sige god for sig, var man næsten sikker

merne havde nemlig yderst sjældent no- på at blive frikendt,

gen som helst juridisk uddannelse, men

var almindelige, velanskrevne borgere. Vindingsmændene

Med andre ord: Hvis deres domme se- Ud over kirkenævnet og 24-mandsnævnere

blev kendt ugyldige ved landstin- net blev der også udpeget 8 såkaldte

get, kunne de risikere at skulle betale en »vindingsmænd«. Det var deres opgave

35


at overvære alle retsmøderne. En art garant

for, at alt gik lovligt for sig. Nu kunne

man gå igang!

Retten tager fat

På det første retsmøde, der fandt sted

ved Kolding Byting den 23. juni 1647

lagde Gregers højtideligt hånden på Johannes

hoved og »sigtet hende fuldkommelig

for en troldkvind« (at være). Da

BYTINGET TAGER OVER

Johanne var kvinde, og derved umyndig

i retssager, havde hun sin mand, Hans

Lassen, som en såkaldt »domsværge«.

Det var ham, der skulle føre sagen for

hende og være hendes forsvarer. Johannes

datter, Johanne Hansdatter, var ligeledes

med på anklagebænken. Hende

blev der dog ikke blev rejst nogen anklage

imod.

Sigtelserne

Fine gæster

Sommeren gik nu med en række retsmøder.

Ifølge protokollen fra landstinget

i Viborg, har der foruden den 23. juni

også været retsmøder den 13. og 28.

juli, den 4., 18. og 25. august, hvor

dommen blev afsagt. Det er muligt, at

der har været afholdt flere retsmøder eller

forhør. Disse er der bare ikke længere

referater fra.

Overalt var Gregers der, og han havde

ikke ligget på den lade side. På retsmødet

den 13. juli kunne han fremlægge

det ene eksempel efter det andet på Johannes

aktiviteter som signekone. Processen

skabte stor virak i byen, og alle

må have talt om den. Så stor var interessen,

at selveste lensmanden* på Koldinghus,

byens fornemste mand, Mogens

Bilde troppede op for at overvære

sagen. Så imponeret var man over hans

tilstedeværelse, at det blev nævnt flere

gange i retsprotokollen, og det blev understreget,

at vidneudsagn var fremkommet

»ud i deres gunstige hr. lensmand

velværdige Mogens Bilde hans

nærværelse«.

Gregers tager for alvor fat

Med så fine tilskuerere har Gregers rigtig

været i stødet. Hele byens, ja selv

lensmandens opmærksomhed havde

han. Gregers had mod andre og hans

mindreværdsfølelser blev nu til ekstra

energi. Johanne skulle få betalt. Hun

skulle få kærligheden at føle. Hun skulle

komme til at fortryde det onde, hun

havde gjort imod ham.

Johannes alsidige virke

Det ene spørgsmål efter det andet haglede

ned over Johanne. Det var hendes

aktiviteter som signekone, der havde

fanget Gregers' interesse. Og Johanne

kunne ikke gøre andet end at indrømme

det hele. Blandt andet måtte hun vedgå

at have signet såvel Peder Ankersens

som Poul Vonsilds barn, signet Jep Lykkes

kone og lovet at hjælpe byfogeden i

Haderslev med at finde forsvundne sager.

Forbindelsen til Lisbeth i Hjarup

var også et anklagepunkt: »hende at have

bekendt at have signet Peder Ankersens

barn, bekendte hun at have omgået

med Elisabeth og lovet byfogeden i Haderslev

et flydende kar (betydning

ukendt) til stede igen og have signet Jep

Lykkes kone men det hjalp intet. Item*

at have signet Poul Vonsilds barn efter

hans hustrus begæring«.

Gregers havde en hel stribe af disse

anklager. I sidste ende var det til skade

for Johanne. Hun blev gjort til en mistænkelig

person, som omgikkes underjordiske

magter, og derfra og til egentlig

trolddom var der ikke langt.

Bomben

Havde det kun været Gregers, der havde

været ude efter hende, var det måske

37


gået. Alle i byen, også folkene i kirkenævnet

og dommerne, må have vidst,

hvor urimelig, ja nærmest uudholdelig

en person, Gregers var. Og det eneste,

Gregers indtil nu havde kunnet fremvise,

var en række eksempler på, at Johanne

havde signet og manet for folk. Det

var ganske vist også strafbart, men straffen

var »kun« bøde og landsforvisning,

ikke døden på bålet. Men det gik ved

processen, som det ofte går i naturen:

Nar den første grib har fået øje på byttet,

følger de andre snart efter. Gregers

var ikke alene.

Forbandelsen over

Mikkel Andersen...

På retsmødet den 28. juli, blev der fremlagt

en beediget erklæring fra Brusk

I Icrredsting* fra en Jørgen Jensen fra

Tiufkær dateret 17. juli. En erklæring,

som vel reelt afgjorde sagen. Denne Jørgen

Jensen kunne fortælle, at kort efter

pinse sidste år var han tilsagt til at møde

på Koldinghus for at arbejde i urtehaven.

Undervejs havde han haft følgeskab

med Johannes datter, Johanne Hansdatter.

»Hvordan kan det være, vi aldrig

ser dig hos Mikkel Andersen mere?«,

havde Jørgen spurgt hende. Johanne og

datteren havde åbenbart haft ham i de-

ICS kundekreds. Han ville ikke bruge

dem mere, lød svaret, »men giver han

mig ikke min løn, da skal han få skam og

dersom jeg kan få øje på ham, da skal

han ikke give folk løn ud mere.« Af en eller

anden grund, sandsynligvis betalingen,

må de være raget uklar med ham.

()g når det gjaldt om at få folk til at hoste

op med, hvad de skyldte, var verbale

SIGTELSERNE

trusler åbenbart den eneste metode, de

to kendte.

Da Jørgen kom hjem, gik han straks

hen til Mikkel Andersen og fortalte

ham, hvad der var hændt. Han fik også

det råd, snarest at få betalt, hvad han

skyldte Johanne, inden det gik galt. Et

vidne, Henning Jensen, bekræftede Jørgen

Jensens ord med »svoren ed og oprakt

finger«. Han, Henning Jensen, fulgtes

nemlig den dag med Jørgen til Kolding,

og det hele foregik præcis som beskrevet.

- og dens konsekvenser

Mikkel Andersens broder, Jørgen Andersen,

havde mere at tilføje. Mikkel

Andersen lå nu på sit yderste hjemme i

Tiufkær. Overfor ham havde Mikkel på

sit dødsleje fortalt, at da han besøgte en

»danne mands* hus« (sikkert en beværtning

eller lign.) var Johanne og datteren

kommet hen til ham og »lovet ham ondt

at han ved en hastelig død uden nogen

skrifte eller sakramente med stor pine og

smerte en brat død*«. Da den gode

Mikkel Andersen nu faktisk lå for døden,

gjorde han Johanne og datteren ansvarlige

for sit ynkelige endeligt: »de

havde gjort ham det med deres trolddomskunster.«

Forelagt denne forklaring i bytinget,

blev Johanne nu udspurgt, om hun kunne

bekræftige det hændte. Jo, historien

havde skam noget på sig. Det var rigtigt,

at hun havde drukket 3 stobe* øl med

Mikkel Andersen ved pinsetid i Niels

Pedersen Skomagers hus. Hun indrømmede

også, at hun havde kastet en forbandelse

i hovedet på ham!

Når alt håb er ude

Der må være gået et sus gennem tilhørerne.

Med sin indrømmelse havde

Johanne ødelagt sagen for sig selv. Havde

hun benægtet, havde hun måske

endnu haft en lille chance. I stedet havde

hun givet Gregers og hans kampfæller

gode kort på hånden. Hun havde

indrømmet sin skyld i Mikkel Andersens

død, og dermed også, at hun dyrkede

trolddom. Man kunne sige, at hun

med sin indrømmelse selv samlede

brændet til sit eget bål. Men om ikke andet

så fik hun da hævn over Mikkel Andersen.

For da sagen behandledes i

landstinget i Viborg blev det nævnt, at

han nu var afgået ved døden.

Skyerne havde for alvor samlet sig

over Johannes hoved...

Mere endnu...

Ved næste retsmøde, den 4. august

1647, blev den næste anklage rejst mod

Johanne. Som om affæren med Mikkel

Andersen ikke var nok. Anklagen kom

fra Mette Madsdatter. Hun fortalte retten,

at 14 dage før fastelavn 1646 var Johanne

kommet hen til hende for at tigge,

mens hun tjente i Jens Hjertings hus.

Signeriet var åbenbart ikke nok til at

holde nøden fra døren. Af ren og skær

godhed gav hun da Johanne et stykke

brød og seks røgede sild at spise. Johanne

bad også om noget at drikke og fik da

en stob øl. Men det var åbenbart ikke

nok. Johanne syntes, at Mette var en

tand for fedtet, så hun gav sig til at udgyde

trusler over Mette, og hun blev lovet

ondt: »og da hun udgik igen var jeg

karsk og sund da truede hun og loved

SIGTELSERNE

mig ondt...« Og minsandten om Mette

ikke fik en skade på sin hals kort derefter.

En skade, som hun nu et år efter stadig

døjede med. To tænder havde hun

også mistet. Johanne havde lovet hende

ondt, og det onde var sket. Forelagt denne

forklaring måtte Johanne endnu en

gang krybe til korset. Den var god nok.

Johanne indrømmede, at hun faktisk

havde lovet Mette mundsot. Måske for

at virke ekstra samarbejdsvillig og derved

slippe lidt billigere fortalte hun også

i retten, hvilken trylleformular, hun havde

brugt til forbandelsen.

Retsmødet den 18. august.

Langt om længe var der en, der for en

gangs skyld ikke direkte havde noget

dårligt at sige om Johanne. På retsmødet

den 18. august fik retten forelagt Knud

Pedersen Vognmands vidneudsagn.

Han var den mand, der havde hentet Johanne

i Grønninghoved for at føre hende

til Kolding. Da han ligesom Laurids

Fønbo lå syg hjemme, var Oluf Andersen

og Mikkel Pedersen udsendt af bytinget

for at høre hans beretning. Det

var nu ikke meget, de havde at videregive.

Knud Pedersen kunne blot fortælle,

at da han var kommet ind til hende, hvor

hun holdtes midlertidig fængslet »da

spurgte hun ham ad, hvordan det var

med Laurids Fønboe skomager, som lå

syg og om han levede endnu. Hvorpå de

ham at have bedet Gud til hjælp«.

Hvis det skulle kunne stille Johanne i

et bedre lys, hjalp det som en skrædder

et vist sted.

39


Forbindelsen til Haderslev

For at man endelig ikke skulle tro, at der

overhovedet var noget pænt at sige om

Johanne, fortsatte Gregers med at udspørge

Johanne om hendes aktiviteter

som signekone. Især var han interesseret

i hendes behandling af byfogeden i Haderslev.

Havde Johanne ikke fortalt byfogeden

i Haderslev, at hans dårlige helbred

skyldtes en forgørelse? Og det

kvindfolk, der var skyldig deri, boede ikke

ret langt fra ham? »...om hun da ikke

sagde til ham, da han åbenbarede sin

skrøbelighed for hende: I er forgjort...og

det kvindefolk som havde gjort det ved

ham, boede ikke langt fra ham i Haderslev«.

Hertil kunne Johanne ikke gøre

andet end at bekræfte det hændte, og at

det var sagt på samme måde, som Gregers

havde refereret.

Derefter fulgte flere eksempler på Johannes

aktiviteter. Altsammen ud fra

den betragtning, at jo flere eksempler

Gregers kunne skrabe sammen, jo mere

mistænkeligt fremstod Johanne. Hvor

havde hun sine evner fra? Og kunne

man være sikker på, at hun ikke brugte

dem til at skade andre? Historien med

Mikkel Andersen fra Tiufkær og Mette

SIGTELSERNE

Madsdatter havde vist noget andet. Så

betød det i denne forbindelse en hatfuld,

at hele Kolding by og omegn flittigt

havde benyttet hende, når der var

udbrudt sygdom og lignende.

Tommelfingeren vender nedad

Med alt det forgående i mente, kan det

ikke undre, at da 24 mands nævnet blev

bedt om deres skudsmål den 18. august,

var man enige. Nævnets medlemmer

vidnede samstemmende »med oprakt

finger efter Recessen, at al den stund de

havde kendt Johanne Krøbelkvinde da

havde hun efter rygte og tidende være

gået med spøgeri og på landet et ondt

røgte«.

Johannes situation var nu helt umulig.

Hvor alvorlig den var, viser en undersøgelse

af hekseprocesser, hvor man kender

24-mandsnævnets skudsmål. I de 8

sager, hvor skudsmålet var godt, endte

de alle 8 med frifindelse. I de øvrige 20

sager, hvor der var et dårligt skudsmål,

endte 12 med at blive kendt skyldig, 5

blev frikendt og 3 er uoplyste:

Havde der før været et lille håb for Johanne,

skulle man nu bruge lup for at

finde det.

41


Bytingets dom

Den forsvundne Lisbet

Når man gennemgår sagen, er der især

to spørgsmål, som man kunne ønske at

få svar på. Det ene handler om Lisbet

Knudsdatter fra Hjarup. Selv om hun

står omtalt adskillige steder i tingbogen,

og Johanne flittigt refererer til hende,

bliver hun ikke på noget tidspunkt indkaldt

som vidne. Den 23. juni forsøgte

retten dog at få lidt flere oplysninger om

denne Lisbet. Hvor opholdt hun sig?

Det var nu ikke meget, Johanne kunne

fortælle. Det var lang tid siden, hun havde

set hende sidst, og hun havde ikke

været på nogen af de steder i Kolding,

hvor man plejede at kunne finde hende.

Lisbet var som sunket i jorden. Det har

retten sikkert ærgret sig over. Hende

kunne man nok have tænkt sig at snakke

med.

Noget kunne tyde på, at Lisbet må

have følt det brænde under fødderne og

derfor stille og roligt har forladt egnen.

Hun skulle ikke risikere noget. Kirkebogen

for Hjarup sogn er ikke til meget

hjælp. Den er kun bevaret tilbage til

1664. Og her er hun ikke omtalt.

Afmagten

Det andet spørgsmål er sværere. Hvorfor

forsøgte Johanne og hendes mand

ikke at forsvare sig bedre under sagen,

end de faktisk gjorde? Der er ingen eksempler

på, at Johanne er gået i offensiven

mod Gregers. Der skulle ellers være

42

nok at tage fat på. Hele byen kendte

ham som en hidsigprop og løgnhals.

Han havde uvenner overalt. Uvenner,

som Johanne måske kunne have brugt til

at så tvivl om hans troværdighed. Gregers

havde været dybt involveret i heksekunster.

I stedet valgte Johanne åbenbart at

sidde tavs og lade angrebene hagle ned

over sig. Kun få gange mandede hun sig

op og benægtede anklagerne. Hendes

mand, Hans Lassen, har tilsyneladende

ikke sagt et eneste ord under hele processen,

selv om han fungerede som hendes

forsvarer. Måske er de blevet lammet

af hele retsmaskineriet i al dets vælde

og sagens alvor. Retsprotokollen er

tavs på dette område.

»Thi kendes for ret....«

Så den 25. august manglede bytinget

bare at afsige dommen. Udfaldet kunne

der ikke længere være tvivl om. Selvom

Johanne »benægted sig ved at kunne

trolddom« var man ikke i tvivl. Ikke alene

havde 24 mands nævnet vendt tommelfingeren

nedad. Hun havde selv

vedgået alle sine aktiviteter som signekone

og truslerne mod Mikkel Andersen

og Mette Madsdatter. Som et eksempel

på Johannes alsidige evner kan

det nævnes, at hun den 25. august vedgik

at have »flyet Bodild Tamisdaters

fæstemand hjem hvilket også skete at

han kom hjem en pinsenat derefter«.


Hvad angik de to poser til Gregers,

ændrede Johanne forklaring: «item bekendte

også at have bekommet tvende

poser af hendes husbond som skulle

bruges til Gregers Nielsen skolemester«,

hun havde altså mere eller mindre lavet

dem selv.

Så bytinget kendte hende skyldig i

trolddom og spøgeri*.

Truslen om pinebænken

Nu manglede man bare angiveriet. Som

enhver dengang vidste, arbejdede hekse

aldrig alene. Men hvem havde hun været

sammen med? Johanne røbede godvilligt

en række navne. Det kan umiddelbart

virke uforståeligt, at Johanne røbede

navne på medskyldige, der ikke eksisterede.

Men for hende så tingene anderledes

ud. Domstolene ville have navne

på bordet. Kom de ikke frivilligt frem

i retten, ja så kom de det nok på pinebænken.

Det er ikke usandsynligt, at

man har lovet Johanne fritagelse for den

efterfølgende tortur, hvis hun frivilligt

angav sine medhjælpere. At man så bagefter

så stort på løftet, var en anden sag.

Løfter givet overfor troldfolk gjaldt ikke.

De medskyldige

Maren Pedersdatter, kaldet »Buget«, var

den ene. Johannes svigerinde, kaldet

•Sorte Mai«, Stenderup, den anden.

Den tredie var Maren Ruuweffuers (efurnavnet

er lidt usikkert). Om hende

oplyste Johanne, at hun »er også en

troldkvinde« Den fjerde var Christen

kleinsmed i Kolding. Om ham oplyste

Johanne, at han »kunne slå øjne ud med

sine kunster, og han havde bekendt for

44

BYTINGETS DOM

hende, at han slog Hans Notler hestekøber

hans øje ud, og han ville også for

hende slå øjne ud på dem som stjal

noget...fra hende. Dog hun dette ikke

ville«.

Påstanden om, at Christen Kleinsmed

kunne »slå øjne ud« var meget tæt på en

direkte anklage for trolddom. Det var en

del af overtroen omkring kloge folk, at

de kunne slå øjne ud på tyve, d.v.s. gøre

dem blinde.

Hvorfor lige netop Maren Ruweffuers

og Christen Kleinsmed blev udlagt som

troldfolk må stå hen i det uvisse. Men at

det lige netop blev de to førstnævnte er

ikke helt uforståeligt. Johanne påstod

selv den 25. august, at »Sorte Mai« »er

også en troldkone som ville forgøre hende

og havde dertil lavet en vokskalv«.

Det er ikke usandsynligt, at Johanne vitterligt

har anset hende for at være en

troldkvinde.

Et let offer

Forbindelsen til Maren Pedersdatter er

mere uklar. Men, som det senere viste

sig i sagen mod Maren, havde hun i forvejen

et trolddomsrygte i byen. Så hun

er sikkert en af de første navne, Johanne

kunne komme i tanke om, og som ville

virke troværdigt.

Retten var dog ikke helt overbevist.

Hvorfra havde Johanne navnene, ville

man vide. Hvordan kunne hun være sikker

på, at de var troldfolk? »Hun blev

tilspurgt, hvorledes hun vidste, at de

føromtalte var troldfolk, svarede hun, at

hun vidste det vel fra Lisbet«.

Den endelige afgørelse

Turen til Viborg

Efter bytingets dom ventede nu den endelige

sag ved landstinget i Viborg. Det

var Johannes sidste chance. Da der ligesom

i dag er lang vej dertil fra Kolding,

var det kun Johanne, en Jacob Nielsen

som stedfortræder for Gregers og formodentligt

de to dommere, der mødte

op. Vidneudsagn blev medbragt i skrevet

form, behørigt edsvoren og attesteret.

Nu skulle sagen så rulles op for fjerde

gang.

Dømt på forhånd

At tale om en sidste chance for Johanne

var måske for meget sagt. Da hun stort

set havde bekendt alt under retsmødet

den 25. august, var sagsbehandlingen i

Viborg den 1. september 1647 kun en

formssag. Efter at have fået sagen fuldt

oplyst, var der kun tilbage for dommeren

at afsige dommen. På de to sidste sider

i referatet begrunder han sin dom.

Ikke alene havde Johanne selv indrømmet,

at hun havde lavet trolddomskunster.

Hun havde ikke på nogen som helst

måde givet retten beviser på, at hun levede

et kristent og ærligt liv. Tværti­

mod. Så da både nævningene i bytinget

og 24 mands nævnet havde kendt hende

skyldig i såvel signen som egentlig trolddom,

blev dommen stadfæstet. Landsretten

gav altså bytinget ret. Johanne var

en troldkone.

Det sidste forhør

Dermed var Johanne ikke helt færdig

med at møde op i renden. Den sidste

gang, man støder på hende, er den 17.

september 1647. Her er hun til et sidste

forhør på rådhuset, hvor man ville vide

mere om hendes anklager mod Maren

Buget. Formodentligt bliver Johanne

brændt kort tid efter, tæt ved Koldings

galgebakke. I hekseprocesser var det

sædvane at brænde heksene tæt ved byens/herredets

rettersted. Et sted omkring

det nuværende Islandsvej/Gøhlmannsvej

er derfor et godt bud. Flere

spor er der ikke efter Johanne.

Det er der til gengæld efter Maren. Johannes

angivelse betød, at hun blev

slæbt for retten, mistænkt for hekseri.

En mistanke, der endte tragiskt for Maren.

45


Maren Buget

Frisag

Hvad angår »Sorte Mai«, Christen

Kleinsmed og Maren Ruweffuers røber

kilderne ikke meget om deres skæbne.

Kun Christen Kleinsmed findes der lidt

om. Han står optegnet i kirkebogen for

Kolding Købstad i 1658, hvor han dør.

Men da ingen af dem er omtalt i tingbøgerne

fra Viborg, kan man gå ud fra,

at der ikke blev ført sag imod dem. Formodentlig

havde de i forvejen et så godt

rygte i byen, at beskyldingerne mod

dem blev anset for grundløse. Men det

var de ikke for Maren Buget.

Hvem var hun egentlig?

Som nævnt i indledningen ved vi ikke

meget om, hvem hun var. Tingbogen

fortæller hverken, om hun var gift, hvor

hun boede eller om hendes erhverv.

Men når der ikke blev nævnt nogen

ægtemand, må man gå ud fra, at hun

var ugift. Og når hendes erhverv ikke

omtales, må det være fordi hun ikke

havde noget fast. Sandsynligvis har hun

levet af tilfældige småjobs og tiggeri.

Meget taler for, at hun befandt sig nederst

på den sociale rangstige. Man har

sikkert set skævt til hende og været irriteret

over hendes tiggeri. Man har hellere

set hendes hæl end hendes tå. Og når

tiggeriet ikke gav nok til at klare til dagen

og vejen, er der sikkert røget et par trusler

eller to. Der gik således ikke lang tid

efter, at Johanne havde udlagt hende,

før Maren sad indespærret i rådhuskælderen.

Mistænkt for hekseri. Herefter

gik tingene skævt.

Døden i kælderen

Ganske vist gik retsmaskineriet igang.

Der blev fundet vidner, 24 mands nævn

nedsat o.s.v. Men den 5. september får

Maren besøg i kælderen af en række

navngivne Koldingborgere. Her klager

hun over at have det dårligt, men om det

var reelt nok eller rent skuespil kunne de

besøgende dog ikke afgøre. Men syg må

hun have været, for kort efter findes hun

nemlig død i fængslet. Der blev holdt et

slags ligsyn, hvor en række borgere undersøgte

liget og samstemmende konkluderede,

at »hun var naturlig død og

hun da var smal ligesom en anden piges

person«. Tilnavnet »Buget« havde åbenbart

ikke noget med hendes figur at gøre,

medmindre hun havde fået den for at

drille hende med, hvor mager hun var!

Retten fortsætter uanfægtet

Trods Marens pludselige død ser det

dog ud til, at retten forsøgte at gøre sagen

færdig. Altså at finde ud af, om hun

var heks eller ej. I alt fald bliver der holdt

mindst et retsmøde i løbet af efteråret,

nemlig den 17. september, og den 8. december

erklærer 24 mands nævnet, »at

al den stund de havde kendt Buget Maren

da havde hun altid haft et ondt rygte

for spøgeri og trolddom«.

47


Familien kommer op af stolene

Det fik familien, d.v.s. Marens fire

brødre, Pouel, Hans, Anders og Jacob

Pedersen til at reagere. Ikke alene var

deres søster død i byfogedens varetægt

under mystiske omstændigheder, men

hele Kolding by havde åbenbart erklæret

hende for at være en heks. Protokollen

fra Viborg er på dette punkt lidt

uklar, men noget tyder på, at brødrene

allerede den 27. september 1647 forgæves

forsøgte at stoppe sagen ved at

stævne byfoged Niels Iversen, som førte

domsforhandlingerne. Da man tilsyneladende

ikke kunne få udredet trådene

pa tilfredsstilende vis i Kolding, blev sagen

indbragt for landstinget i Viborg.

Det er herfra, man kender sagen, da

tingbøgerne fra Kolding jo ikke findes

længere. Brødrene ville have renset deres

søster og de ansvarlige dømt for deres

gerninger. Koste hvad det ville.

Et krav om retfærdighed

Navnlig ville man have ram på byfogeden

Niels Iversen. Han var efter brødrenes

mening hovedmanden. Så på landstinget

stod han anklaget for at »have

hende ved livet ombragt eller ladet ombringe«,

foruden at han ved løgnagtigheder

havde sværtet deres søster til.

En anden vigtig ting var, at alle vidneudsagn

og 24 mands nævnets kendelse

skulle »magtløs at blive«, d.v.s. kendes

ugyldige. For at præcisere hvem man

var efter, blev alle 24 mand i nævnet

omtalt ved navns nævnelse. Det samme

gjaldt alle vidner.

4S

MAREN BUGET MAREN BUGET

Forsvaret

Da det var Niels Iversen, der var den

hovedanklagede i sagen, mødte han op i

retten i Viborg for at forklare sagsforløbet

og forsvare byens dom. Og han

kom ikke tomhændet. Med sig havde

han den ene edsvorne attest, (»tingsvidne«)

efter den anden fra bytinget. Med

dem i hånden stod han stærkt.

Hvad angik hans påståede ansvar i

forbindelse med Marens død, viste to

tingsvidner klart hans uskyld. Den 8.

december, hvor sagen åbenbart blev

færdigbehandlet, var Niels Hansen

snedker og Jacob Nielsen skrædder begge

fremstået for retten og med »oprakt

finger og ed« bevidnet, at da Niels Iversen

lod dem undersøge Marens lig, havde

hun, så vidt de kunne skønne og se,

lidt en naturlig død.

Ligeledes fremgik det af et tingsvidne,

dateret 8. december 1647, at Oluf Tønnesen,

Hans Timsen, Jacob Nielsen,

Oluf Nielsen og Niels Pedersen besøgte

Maren i rådhuskælderen den 5. september,

men »om hun var syg eller gjorde

sig syg, vidste de ikke«.

Så var der påstanden om, at Maren

uretmæssigt var blevet udlagt som heks.

Også her havde Niels Iversen tingsvidner

at støtte sig til. Ja oven i købet en

landstingsdom kunne han fremvise.

Den blev selvfølgelig forelagt først. I

den stod der sort på hvidt, at Johanne

Hanskone selv overfor landstingsdommeren

havde udlagt Maren Buget som

sin medsammensvorne. Johanne kunne

fortælle, at Maren gik trygt med djævelen

og fik de fat i hende, kunne de få et

og andet at vide: »Johanne Krøbelkvinde

da her for Retten og iblandt bekendte at

dersom Buget Maren måtte påtages fik

de vel andet at vide thi hun gik op trygt

med Djævelen og hun vidste det«.

Hvad Johanne kunne berette

Der var også Johannes bekendelser fra

retsmødet på Kolding Rådhus den 17.

september. Her var Johanne blevet hevet

op af rådhuskælderen og bedt om at

fortælle om Marens rolle i sagen. Der

var mange ting, som Johanne havde afsløret

for retten.

Johanne havde forklaret, »at den vokskalv

som var tillavet Laurids Fønbo havde

Buget Maren (lavet)«, en forklaring,

der tydeligvis var fremstillet på bestilling.

Men enten har Johanne været så

ødelagt af mishandling på dette tidspunkt,

at man kunne få hende til at sige

hvad som helst, eller også valgte hun bevidst

at være så samarbejdsvillig som

muligt for at undgå det, der kunne være

værre. Hun røbede også, at Maren sammen

med en række navngivne kvinder

havde været med til at lave kunster med

Hans Dues. Niels Ammitsbøl var også

et offer. De »havde gjort ham skade på

hans næring og lykke«. Johanne kunne

endvidere meddele bytinget, at Marens

dreng, d.v.s. medhjælper til kunsterne,

hed Peder!

Rygter og halve sandheder

Den 8. december var flere vidner stået

frem for retten og fortalt om deres forhold

til Maren. Således svor Hans

Jensen Buec med oprakt finger, som loven

krævede, »at al den stund han havde

kendt Buget Maren Pedersdatter her i

Kolding da havde hun altid haft et ondt

rygte for spøgeri og trolddom.«

Mads Gregersen og Maren Nielsdatter

kom i deres forklaring lidt tættere på

en anklage, dog uden at sige det åbenlyst.

De forklarede retten, at Maren Buget

Pedersdatter forleden sommer, nærmere

bestemt den 20. juli, var kommet

ind til dem og havde bedt om en potte

sødmælk. Det fik hun så og hældte noget

vand i. Tre dage efter begyndte deres

ko at bløde ud af yveret. Kort efter

dukkede Maren op igen og bad om mere

mælk. De forklarede hende, at de

havde malket koen så meget, at den kun

gav blod. Det mente Maren nu ikke de

burde tage så tungt. Deri skulle nok blive

rask igen. Men for jeres skyld vil jeg

tage en slurk af mælken, sagde hun.

Herpå tog hun en bøtte med mælk ud af

skabet og drak af det. Næste dag var koen

rask igen. Men, sluttede de, »om Buget

Maren havde skyld vidste de ikke.«

Søren Iversen og hans kone havde

haft en lignende oplevelse med Maren.

De fremstod begge ligeledes den 8. december

og fortalte retten, at Maren Buget

var kommet ind til dem otte dage efter

Valborgdag*, d.v.s. 1. maj og bad om

noget sødmælk. Desværre havde de ikke

noget, så hun måtte tage til takke med

surmælk. Siden den dag havde al deres

mælk været fordærvet og ingen havde

drukket af den i lang tid. Men som ved

Mads Gregersen og Maren Nielsdatter

»om Bugett Maren havde nogen skyld

deri vidste de ikke hvortil de dem at have

bedet sig Gud til hjælp.«

49


Skudsmålet

Det kunne således ikke undre, at 24

mands nævnet rundede sagen af med at

erklære »at al den stund de havde kendt

føromtalte Bugett Maren da havde hun

altid haft et ondt rygte for spøgeri og

trolddom«. Nogen egentlig dom nåede

nævninge aldrig at få afsagt.

Landtingsdommen

Efter at dommeren nu havde påhørt

såvel brødrenes anklager og Niels Iversens

forsvar, kunne han afsige sin dom.

Den var nu hurtigt klaret. En pure frifindelse

til Niels Iversen. Det var tydeligt

for landstinget, at Niels Iversen havde

været uden skyld i hendes død. Vidnerne

og 24 mands nævnet slap også for

videre tiltale. Man må åbenbart have

MAREN BUGET

ment, at der var noget om snakken, at

Maren var en heks, selv om det p.g.a.

hendes pludselige død aldrig nåede at

blive bevist. I tingbogen står der, med

næsten uforståelige sproglige knuder:

»Så og eftersom befindende føromtalte

Buget Maren at være udlagt og beskyldt

af misdæderen Johanne Krøbelkvinde

for troldom så hun fordi er

pågrebet og til sagens udregning i fængsel

at skulle forvares hvor hun imidlertid

førend sagens nævninge efter loven er

gjort anhængende er bortdød og ikke

bevises Niels Iversen at have været skyldig

i hendes død da vide ud i efter slig

tiltale og den omstændighed ikke ud i

denne sag at dømme, eller Niels Iversen

der ud i den noget at lide men for deres

tiltale fri at være«.

Og så var der Gregers

Flere retssager

Efter Gregers Nielsen i sommeren 1647

havde nydt rollen som heksejæger og

havde hele byens opmærksomhed, blev

det hverdag igen. Desværre havde processen

ikke tilfredsstillet hans behov for

ballade. Gregers optræder nemlig flere

gange i retsprotokollerne i tiden, der

fulgte.

I 1648 står han anklaget for vold mod

en Jens Nissen. Gregers havde nær slået

ham fordærvet med en kæp, hvis ikke

han i sidste øjeblik var blevet reddet ind

i et hus. Det var Gregers opfattelse, at

Jens Nissen lokkede elever fra ham.

Et par år senere mister han sin hustru,

Inger Jacobsdatter, som bliver begravet i

1651 om efteråret i en alder af kun 34

51


ar. Efter at have været enkemand finder

han sig en ny hustru, Karen Jørgensdatter,

som han bliver gift med 1652. Hun

må have haft en dæmpende effekt på

ham, for Gregers optræder sidste gang i

retsprotokollerne i 1653. Her er det

Søren Haahr, han i drukkenskab er ude

efter. Gregers troppede op foran Sørens

hus og begyndte at råbe, skrige og skabe

sig. Søren var en troldmand, der havde

fået sin rigdom og lykke ved hjælp af

sort magi. Til sidst gik han amok og løb

hen til huset og bed i en stolpe!

Gregers' død

Den sidste optegnelse, man har omkring

Gregers, findes i kirkebogen. Her

OG SÅ VAR DER GREGERS

har præsten kort og godt skrevet, at han

den 28. januar 1659 begravede ham i en

alder af 44 år. Kolding var på dette tidspunkt

i krigszonen. Næsten hele landet

var besat af svenskerne, og nu prøvede

en polsk hjælpehær at drive svenskerne

ud. Den svenske hær var for en stor dels

vedkommende stationeret ved Kolding

mens man forsøgte at komme til Fyn, og

da det lykkedes for dem, var det polakkerne,

der huserede. De medbragte en

pestlignende sygdom, som også meget

vel kan have ramt Gregers og flere af de

andre implicerede, der døde i dette år.

Og dermed var der sat endeligt punktum

i et af de mest dramatiske kapitler i

byens historie.

Ordliste

Brat død:

Pludseligt dødsfald. Når Johanne truede

Mikkel Andersen med en brat død, var

det efter datidens målestok en meget

grov trussel. At true med døden var i sig

selv slemt nok, men at true med en brat

død var at gå langt over stregen. Var der

noget, man frygtede dengang, så var det

at dø en pludselig død uden mulighed

for at bekende sine synder og få syndsforladelse.

Byfoged:

Kongeligt udnævnt embedsmand. Svarer

nogenlunde til politimester idag

Byting:

Svarer til byretten idag. Her dømte byfogeden

sammen med et nævningeting.

Købstæderne havde på* dette tidpunkt

to byretter, bytinget og rådstueretten,

hvor borgmesteren og byrådet dømte.

Der var ikke faste regler for, hvem der

tog sig af hvad. I sager, der havde liv på

spil, krævede loven at begge tog sig af

sagen.

Cyprianus:

En slags lægebog, der anvendtes af kloge

folk. I disse Cyprianusser var der diverse

trylleformularer og lignende mod

alle mulige former for sygdomme og

problemer. Her kunne man finde råd

mod trolddom, tandpine, dårlig hukommelse

og mange andre ting. At få en pige

til blive forelsket i en kunne enkelte

Cyprianusser også klare. Disse håndskrevne

hæfter er blevet brugt helt op til

omkring år 1900 i Vestjylland! Det

mærkelige navn stammer fra den katolske

helgen Cyprianus, som man mente

havde en vis forbindelse til de underjordiske

magter.

Dannekvinde/dannemand:

Betyder hæderskvinde eller -mand, altså

ærlige personer, man kan stole på.

Den spanske inkvisition:

I en del katolske lande, herunder Spanien,

fandtes der en særlig domstol under

kirken, kaldet inkvisitionen. Det var inkvisitionens

opgave at opspore og uskadeliggøre

kættere, d.v.s. mennesker, der

havde en anden opfattelse end den katolske

kirkes. Den spanske inkvisition

var særlig ivrig og brutal i sit arbejde.

Forgørelse:

At være forgjort er det samme som at

være forhekset. At forgøre betyder så at

forhekse andre.

Herredsting:

På Johannes tid var landet inddelt i en

række retskredse, kaldet herreder. Hvert

herred havde så sin egen ret, kaldet herredsting.

Brusk Herred er området mellem

Kolding og Vejle, hvor også Tiufkær

ligger. Navnet Brusk er en sammentrækning

af »broskov«.

53


Item:

Latin, betyder ligeledes.

Kirkenævn:

Trolddomssager skulle efter loven behandles

af et særligt nævningeting, som

kaldtes kirkenævn. Der var ingen faste

legler for, hvor man der skulle være i

det. I Kolding var der 15, andre byer

havde lidt flere, andre færre.

Koldingske Reces:

se Reces

Kæmner:

Kommunal embedsmand, der fører en

bys eller kommunes regnskab.

Lensmand:

Danmark var indtil midten af 1600-talet

inddelt i len. Den øverste embedsmand

indenfor lenet var lensmanden, som var

udnævnt af kongen. Det var en meget

eftertragtet stilling, hvor man havde

mange opgaver og stor magt. Koldinghus

Len var et af de største len i Danmark.

Lenene blev i 1662 erstattet af

amter.

Reces:

I 1 500-1600 tallet mødtes kongen og

rigsrådet med jævne mellemrum for at

skrive nye love. Disse samlinger af love

kaldtes recesser. Der blev udgivet recesser

feks. i 1558 og 1576. For at kende

dem fra hinanden, har man givet dem

navn efter stedet, de blev forhandlet. Da

recessen fra 1558 blev udgivet i Kolding,

kaldes den ofte for »Koldingske

Reces«.

54

ORDLISTE

Reinkarnation:

Troen på, at når man dør, tager ens sjæl

bolig i en andens krop. I følge denne tro,

har vi alle levet før. Troen kaldes også

for troen om sjælevandring.

Rodemester:

Som en del af overtroen omkring hekse

mente man, at de altid arbejde sammen

i grupper »heksekompagnier«, lederen

kaldtes for rodemester.

Rådstueret:

Se byting

Rådmand:

Medlem af købstadens råd (ledelse).

Signekone:

I vore dage kalder vi dem for kloge koner

eller healere. Det er folk, som uden

at have en lægelig uddannelse, er i stand

til/mener de er i stand til at helbrede

folk/finde forsvundne ting og meget

mere.

Signe og mane:

Udtryk for de ritualer, som signekoner

udførte, når de helbredte folk/fandt

gemte ting m.v.

Skæppe:

Gammelt rummål, svarer idag til lidt

over 171.

Slå til blods:

Når Gregers flere gange fortæller, at

han har slået Johannes næse og mund til

blods, er det ikke kun et udtryk for, at

han var en voldsmand. Når befolknin-

gen troede, at det vrimlede med hekse,

måtte man også finde midler til at stoppe

dem. Man mente således, at et af

modvåbnene var at slå de formodede

hekse til blods. Kom de til at bløde, mistede

de nemlig deres magiske kraft.

Spøgeri:

Nedsættende udtryk for signekonernes

ritualer.

Stob:

En drikkekande med låg, som var meget

almindelig på Johannes tid. Drikkekanden

var ret stor, og rummede ofte en 3-

4 liter.

ORDLISTE

Tingbog:

Referater og beslutninger fra domstolene

blev skrevet ned i tingbogen

Udlæggelse:

Udtryk, som bruges om de personer,

heksene angav som deres medskyldige.

De medskyldige var blevet udlagt, d.v.s.

angivet. Maren Pedersdatter var således

blevet udlagt af Johanne Hanskone.

Valborgdag:

Den 1. maj, dagen er opkaldt efter den

katolske helgen Valborg.'Dagen spiller

en stor rolle i overtroen omkring hekse.

Valborgdag var således/en af de dage,

hvor de var særligt aktive.

55


Anvendte kilder

More magazines by this user
Similar magazines