Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

gået. Alle i byen, også folkene i kirkenævnet
og dommerne, må have vidst,
hvor urimelig, ja nærmest uudholdelig
en person, Gregers var. Og det eneste,
Gregers indtil nu havde kunnet fremvise,
var en række eksempler på, at Johanne
havde signet og manet for folk. Det
var ganske vist også strafbart, men straffen
var »kun« bøde og landsforvisning,
ikke døden på bålet. Men det gik ved
processen, som det ofte går i naturen:
Nar den første grib har fået øje på byttet,
følger de andre snart efter. Gregers
var ikke alene.
Forbandelsen over
Mikkel Andersen...
På retsmødet den 28. juli, blev der fremlagt
en beediget erklæring fra Brusk
I Icrredsting* fra en Jørgen Jensen fra
Tiufkær dateret 17. juli. En erklæring,
som vel reelt afgjorde sagen. Denne Jørgen
Jensen kunne fortælle, at kort efter
pinse sidste år var han tilsagt til at møde
på Koldinghus for at arbejde i urtehaven.
Undervejs havde han haft følgeskab
med Johannes datter, Johanne Hansdatter.
»Hvordan kan det være, vi aldrig
ser dig hos Mikkel Andersen mere?«,
havde Jørgen spurgt hende. Johanne og
datteren havde åbenbart haft ham i de-
ICS kundekreds. Han ville ikke bruge
dem mere, lød svaret, »men giver han
mig ikke min løn, da skal han få skam og
dersom jeg kan få øje på ham, da skal
han ikke give folk løn ud mere.« Af en eller
anden grund, sandsynligvis betalingen,
må de være raget uklar med ham.
()g når det gjaldt om at få folk til at hoste
op med, hvad de skyldte, var verbale
SIGTELSERNE
trusler åbenbart den eneste metode, de
to kendte.
Da Jørgen kom hjem, gik han straks
hen til Mikkel Andersen og fortalte
ham, hvad der var hændt. Han fik også
det råd, snarest at få betalt, hvad han
skyldte Johanne, inden det gik galt. Et
vidne, Henning Jensen, bekræftede Jørgen
Jensens ord med »svoren ed og oprakt
finger«. Han, Henning Jensen, fulgtes
nemlig den dag med Jørgen til Kolding,
og det hele foregik præcis som beskrevet.
- og dens konsekvenser
Mikkel Andersens broder, Jørgen Andersen,
havde mere at tilføje. Mikkel
Andersen lå nu på sit yderste hjemme i
Tiufkær. Overfor ham havde Mikkel på
sit dødsleje fortalt, at da han besøgte en
»danne mands* hus« (sikkert en beværtning
eller lign.) var Johanne og datteren
kommet hen til ham og »lovet ham ondt
at han ved en hastelig død uden nogen
skrifte eller sakramente med stor pine og
smerte en brat død*«. Da den gode
Mikkel Andersen nu faktisk lå for døden,
gjorde han Johanne og datteren ansvarlige
for sit ynkelige endeligt: »de
havde gjort ham det med deres trolddomskunster.«
Forelagt denne forklaring i bytinget,
blev Johanne nu udspurgt, om hun kunne
bekræftige det hændte. Jo, historien
havde skam noget på sig. Det var rigtigt,
at hun havde drukket 3 stobe* øl med
Mikkel Andersen ved pinsetid i Niels
Pedersen Skomagers hus. Hun indrømmede
også, at hun havde kastet en forbandelse
i hovedet på ham!
Når alt håb er ude
Der må være gået et sus gennem tilhørerne.
Med sin indrømmelse havde
Johanne ødelagt sagen for sig selv. Havde
hun benægtet, havde hun måske
endnu haft en lille chance. I stedet havde
hun givet Gregers og hans kampfæller
gode kort på hånden. Hun havde
indrømmet sin skyld i Mikkel Andersens
død, og dermed også, at hun dyrkede
trolddom. Man kunne sige, at hun
med sin indrømmelse selv samlede
brændet til sit eget bål. Men om ikke andet
så fik hun da hævn over Mikkel Andersen.
For da sagen behandledes i
landstinget i Viborg blev det nævnt, at
han nu var afgået ved døden.
Skyerne havde for alvor samlet sig
over Johannes hoved...
Mere endnu...
Ved næste retsmøde, den 4. august
1647, blev den næste anklage rejst mod
Johanne. Som om affæren med Mikkel
Andersen ikke var nok. Anklagen kom
fra Mette Madsdatter. Hun fortalte retten,
at 14 dage før fastelavn 1646 var Johanne
kommet hen til hende for at tigge,
mens hun tjente i Jens Hjertings hus.
Signeriet var åbenbart ikke nok til at
holde nøden fra døren. Af ren og skær
godhed gav hun da Johanne et stykke
brød og seks røgede sild at spise. Johanne
bad også om noget at drikke og fik da
en stob øl. Men det var åbenbart ikke
nok. Johanne syntes, at Mette var en
tand for fedtet, så hun gav sig til at udgyde
trusler over Mette, og hun blev lovet
ondt: »og da hun udgik igen var jeg
karsk og sund da truede hun og loved
SIGTELSERNE
mig ondt...« Og minsandten om Mette
ikke fik en skade på sin hals kort derefter.
En skade, som hun nu et år efter stadig
døjede med. To tænder havde hun
også mistet. Johanne havde lovet hende
ondt, og det onde var sket. Forelagt denne
forklaring måtte Johanne endnu en
gang krybe til korset. Den var god nok.
Johanne indrømmede, at hun faktisk
havde lovet Mette mundsot. Måske for
at virke ekstra samarbejdsvillig og derved
slippe lidt billigere fortalte hun også
i retten, hvilken trylleformular, hun havde
brugt til forbandelsen.
Retsmødet den 18. august.
Langt om længe var der en, der for en
gangs skyld ikke direkte havde noget
dårligt at sige om Johanne. På retsmødet
den 18. august fik retten forelagt Knud
Pedersen Vognmands vidneudsagn.
Han var den mand, der havde hentet Johanne
i Grønninghoved for at føre hende
til Kolding. Da han ligesom Laurids
Fønbo lå syg hjemme, var Oluf Andersen
og Mikkel Pedersen udsendt af bytinget
for at høre hans beretning. Det
var nu ikke meget, de havde at videregive.
Knud Pedersen kunne blot fortælle,
at da han var kommet ind til hende, hvor
hun holdtes midlertidig fængslet »da
spurgte hun ham ad, hvordan det var
med Laurids Fønboe skomager, som lå
syg og om han levede endnu. Hvorpå de
ham at have bedet Gud til hjælp«.
Hvis det skulle kunne stille Johanne i
et bedre lys, hjalp det som en skrædder
et vist sted.
39