Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

bysamlingenguldborgsund.skoleblogs.dk

Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

krævede det. Kun hvis det blev dårligt

vejr, krøb man inden døre i rådhuset.

Bytinget blev ledet af byfogeden, og

dommene afsagt af et nævningeting.

Handel og håndværk

Nogen stor by var Kolding bestemt ikke.

Der har højest været 2.000 indbyggere

Med omkring 25.000 indbyggere

var Københavns størrelse nu heller ikke

noget at prale af. I hele landet har der

været under en million indbyggere. De

fleste borgere i Kolding har været håndværkere,

så som snedkere, skomagere

og lign For at få det hele til at løbe rundt

hat man haft lidt landbrug ved siden af.

Brændevin har byens borgere kunne

sælge store mængder af. Tænk på alle

de rejsende, der er kommet igennem byen,

og som nok kunne have brug for en

dram undervejs. Og bønder, der havde

handlet i byen, og nu trængte til lidt

munterhed. De øverste i byen var

købmændene som samtidig sad på bystyret.

Demokratiske valg, som vi kender

til i dag, var der ingen, der tænkte

på. Der var forskel på folk, og det accepterede

man i det store og hele.

Kirkelivet i byen

Kirken, Skt. Nikolaj Kirke, og livet omkring

den, er også et par ord værd. Selv

om bogen handler om overtroen dengang,

skal man ikke tage fejl. I 1600-tallet

var mange dybt troende, og kirken

var llittigt besøgt under gudstjenesterne.

Og de, der ikke kom frivilligt, blev pålagt

det af myndighederne. Det var enhver

er borgers pligt at gå i kirke.

Selve gudstjenesten har sikkert været

dræbende kedelig. Lange prædikener

måtte man sidde og høre på. Det kan ikke

undre, at en del af de gode koldingborgere

simpelhen faldt i søvn. Så stort

var problemet åbenbart, at vægterne i

Kolding fik 8 skilling om ugen for at gå

under gudstjenesten og vække dem ved

at slå med lange stokke! Der var også

klager over unge kirkegængere, som forstyrrede

ved at sidde og spytte folk i

nakken oppe fra organistens plads. Andre

fik tiden til at gå med at tegne på stolene

med kridt. Og så taler man i vore

dage om, at børn er uopdragne!

Det var iøvrigt ikke helt ufarligt at gå i

kirke. I 1600-tallet blev kun de fattige

begravet på kirkegården, som lå uden

for kirken. De mere velhavende blev begravet

inde i selve kirken. I 1635 gik det

galt. Kirkegulvet var efterhånden så undermineret

af de mange begravelser, at

det brød sammen, og tre stole røg ned i

hullet.

En anden interessant ting ved kirken

dengang var de faste pladser. En plads

foran i kirken, som var finest, kostede en

daler for livstid. Den billigste kostede en

mark. Der var imidlertid så mange

skænderier om hvem, der måtte sidde

hvor, at lensmanden på Koldinghus

måtte gribe ind. Han lavede simpelthen

en rangorden for, hvem der måtte sidde

forrest. Det løste nu ikke problemerne

helt, for folk blev ved med at skændes

om de bedste pladser.

Nedgangstider

Men som sagt havde tiderne været bedre

for borgerne i Kolding. Slottet blev

ikke brugt så ofte som før, og det kunne

mærkes på handelen. Samtidig prøvede

byen og oplandet at komme på fode

igen. Området var blevet godt og grundigt

udplyndret og hærget af sygdomme

flere gange. Først under 30-års-krigen i

1627-29, hvor Christian 4.s deltagelse

betød sygdomme og udplyndring, ikke

bare af fjendens soldater, men såmænd

også af kongens egne soldater. Næste

gang, det gik galt, var under Torstensonkrigene,

hvor Danmark blev

overfaldet af svenskerne i 1644-45. At

det så skulle blive værre endnu i 1657-

60 under Karl Gustav-krigen med sven-

More magazines by this user
Similar magazines