Fokus 2007 nr 3.

des ikke tilstrækkelig stimulering til at udvikle sig.
De vanskeligheder, som får de største konsekvenser
i hverdagen, er problemer med indlæring og hukommelse,
opmærksomhed og koncentration samt
nedsat intellektuel forarbejdningstid.
De børn, der i akutstadiet blev bedømt som sværest
skadede, forbedredes væsentligt over tid. De
kognitive forskelle mellem den sværest skadede
gruppe og de moderat skadede var således mindre
end forventet. lignende resultater foreligger allerede
fra andre forskere (Catroppa & Anderson, 2004).
Skadens sværhedsgrad blev bedømt ud fra Glasgow
Coma Scale (GCS) seks timer efter ankomsten
til sygehuset. flere studier peger på, at GCS anses
for at være en pålidelig metode til at forudsige hjerneskadens
konsekvenser på lang sigt, også hos børn
(jaffe et al., 1993).
Måske er skadens sværhedsgrad målt med GCS
ikke et så velegnet instrument til at forudsige den
kognitive remission, som man tidligere har troet.
Der synes ikke at være en enkelt faktor, som kan
forklare den store forskel, der hersker med hensyn
til, hvor hurtigt børnene kommer sig. Nogle af de betydningsfulde
faktorer er alder på skadestidspunktet
og omgivelsernes betydning samt forskellene i børns
udvikling. Og måske sker generhvervelsen af færdigheder
efter en hjerneskade over betydeligt længere
tid, end man hidtil har troet?
Konklusioner
Skader på den umodne hjerne hos børn, hvor mange
funktioner endnu ikke er udviklede, medfører vanskeligheder,
som først viser sig længe efter skadestidspunktet
– når hjernen skal til at arbejde på et
mere avanceret niveau. Derfor er det vigtigt med
langtidsopfølgninger af børn, der er skadet i barndommen,
eftersom der går lang tid, før skadens endelige
konsekvenser viser sig.
Det er nødvendigt at følge den udviking og restitution,
der foregår på forskellige tidspunkter. for eksempel
i overgangssituationer, når barnet begynder i
skolen eller i overgangen til puberteten. Det er også
foto: Sonja iskov
vigtigt at tænke opfølgning ind i planlægningen af
rehabilitering af unge med en hjerneskade tidligt i
barndommen.
Der bør desuden være adgang til en ressourceperson
for barnet, familien og omgivelserne i øvrigt.
Det er ønskværdigt, at viden om traumatiske
hjerneskader hos børn og mulighederne for bedring
spredes til de fagpersoner, som møder børnene. Der
er også brug for, at vi via forskningen får større viden
om, hvilke faktorer der påvirker den individuelle
bedrings- og tilpasningsproces. n
Litteratur
Anderson, V., Catroppa, C., Morse, S., Haritou, f., & rosenfeld, j. (2000).
recovery of intellectual ability following TBi in childhood: impact of injury
severity and age at injury. Pediatric Neurosurgery, 32, 282-290.
Catroppa, C., & Anderson, V. (2004). recovery and predictors of language
skills two years following pediatric traumatic brain injury. Brain language,
88(1), 68-78.
Ewing-Cobbs, l., fletcher, j. M., & levin, H. S. (1985). Neuropsychological
sequelae following paediatric head injury. in M. ylvisaker (Ed.), Head
injury rehabilitation: Children and Adolescents (pp. 71-89). San Diego,
CA: College-Hill.
Hawley, C. (2003). reported problems and their resolution following mild,
moderate and severe traumatic brain injury amongst children and adolescents
in the UK. Brain injury, 17(2), 105-129.
jaffe, K. M., fay, G. C., Polissar, N. l., Martin, K. M., Shurtlef, H. A., & rivara,
j. B. (1993). Severity of pediatric traumatic brain injury and neurobehavioral
recovery at one year – a cohort study. Archives of physical medicine
and rehabilitation, 74, 587-595.
Kennard, M. A. (1942). Cortical reorganisation of motor function. Archives
of Neurology and Psychiatry, 48, 227-240.
Kirkwood, M., janusz, j., yeates, K. O., Taylor, H. G., Wade, S., & Stancin,
T. (2000). Prevalence and correlates of depressive symptoms following
traumatic brain injuries in children. Neuropsychology Development and
Cognition (Section C, Child neuropsychology), 6, 195-208.
WHO. (1948). Constitution of WHO. Geneva: World Health Organisation.
TilBUD Til BØrN & UNGE 5