Indledning 1 Praktiske bemærkninger 2 Bondekrigerens værnepligt ...

Vikingetidens Bondekriger. Tema 1-opgave, Forhistorisk 

Arkæologi. Ole Thirup Kastholm Hansen, 2001 

Indledning 1 

Praktiske bemærkninger 2 

Bondekrigerens værnepligt 3 

Den tidligste værnepligt i norden 3 

De arkæologiske kilder og værnepligten 4 

Den tidlige centralmagts monumentale anlæg 4 

De skriftlige kilder og værnepligten 5 

Runeinskriptioner 6 

De frankiske og angelsaksiske værnepligtslove 6 

De nordiske kilder 7 

Bondekrigerens bevæbning 10 

Problemer ved at undersøge bevæbning ud fra grave 10 

Gravmaterialet 12 

Hingelbjerg 12 

Højstrup 13 

Sønder Onsild 14 

Kjølvejen 14 

Fyrkat 15 

De danske våbengrave 16 

Ikonografisk materiale 17 

De gotlandske billedsten 17 

Bayeuxtapetet 18 

Middelalderlovenes bevæbning 19 

Våbnene 20 

Øksen 20 

Skjoldet 22 

Spydet 24 

Sværdet 25 

Udblik i tid og sted 26 

De norske våbengrave 26 

Yngre germansk jernalders våbengrave 27 

Vi har ingen herre - for vi er alle lige i magt ( ? ) 28 

Sammenfatning 28 

Afslutning 30 

Litteratur 32



I N D L E D N I N G 

Forhistoriens militære organisation i Danmark er et overset område inden for den arkæo- 

logiske verden. I hvert fald forekommer der enorme huller i vores viden om dette emne; 

fra stenalder til tidlig middelalder. Kun glimtvis - og kun på grundlag af ganske få 

forskeres arbejde - har vi fået en relativt sammenhængende viden om den militære 

struktur i en given periode. 

Denne opgaves mål er at beskrive vikingetidens almindelige krigere. 

Motiveringen for at skrive om disse krigere er at kaste lys over en brøkdel af den fortidige 

militære struktur i Danmark. Men der er også gode grunde til at interessere sig netop for 

vikingetiden, og netop for bondekrigerne som jeg har valgt at kalde dem. Vikingerne som 

krigere, eller pirater om man vil, eksisterer jo i dag som stærke karakterer i den folkelige 

bevidsthed. Man føler man kender dem godt. Dette nære slægtskab med vikingerne har i 

tidens løb medført en del mere eller mindre romantiserede, og sommetider falske, 

forestillinger om disse mennesker og deres samfund (se fx. Djupdræt 1998). Forestillinger 

som nogle gange er til stor morskab for arkæologer, andre gange til stor frustration. Hvis 

man vil udskifte disse forestillinger med en viden der, i arkæologisk forstand, er nærmere 

sandheden så opstår der et problem: der er ikke så meget at sætte i stedet. I betragtning af 

hvor godt vi føler vi kender vikingerne så ved vi temmelig lidt om dem. Og 

mærkværdigvis virker det som om at den generelle folkelige viden om vikingerne - 

forkert eller ej - er større end den arkæologiske. Populært sagt: man kan ikke påstå at 

vikingerne ikke havde hornede hjelme hvis man ikke kan fortælle hvad de så havde i 

stedet. 

Det er altså ikke opgavens formål at undersøge vikingetidens hær som 

helhed. Ud over at dette emne ville være for omfattende, så har der været en tendens til at 

arkæologien først og fremmest har beskæftiget sig med krigereliten - som for eksempel 

Lars Jørgensen har gjort med hovedvægt på yngre germansk jernalder (Jørgensen et. al. 

1997:107ff), og Mikael Jakobsson for hvad angår vikingetiden (Jakobsson 1992). Derimod 

har interessen for langt den største del af hæren – de menige soldater - været såre 

moderat.



Min undersøgelse lægger hovedvægten på to forhold der vedrører denne del af 

vikingetidens hær: 

Bondekrigerens værnepligt 

Bondekrigerens bevæbning 

Kapitlet om værnepligt bygger på følgende kilder: de store forhistoriske bygningsværker 

der vidner om pligtarbejde; frankiske og angelsaksiske lovtekster og annaler; nordiske 

middelalderlige lovtekster; samt de nordiske skjaldekvad. Som det fremgår er det skrift- 

lige kilder der udgør hovedparten af kapitlet. På trods af at dette er en arkæologisk 

opgave, er det en umulighed at skaffe sig et reelt billede af vikingetidens værnepligt, hvis 

ikke skriftlige kilder inddrages. I kapitlet om bondekrigerens bevæbning anvendes først 

og fremmest arkæologisk materiale. Det danske våbengravsmateriale spiller en 

hovedrolle. Da det, indenfor opgavens rammer, er umuligt at gennemføre en dybtgående 

analyse af det samlede materiale, har jeg udvalgt en række gravpladser der kan formodes 

at have særlig betydning for opgavens emne. Som supplement inddrages ikonografisk 

materiale og vores kendskab til middelalderens folkevåben. Kapitlet udmunder i nogle 

kvalificerede overvejelser angående den menige vikingetidskrigers konkrete bevæbning. 

Desværre har det, af pladshensyn, ikke været muligt at drage en 

dyberegående analyse af bondekrigerens sociale stilling ind i undersøgelsen. Det 

arkæologiske kildemateriale der kan berette om vikingetidens sociale forhold, er 

simpelthen for stort til at kunne inddrages ud over materialet til undersøgelsens to 

hovedkapitler. 

PRAKTISKE BEMÆRKNINGER 

Årstal angives med f.v.t. (før vores tidsregning) og e.v.t. (efter vores tidsregning). I sam- 

menhænge hvor det fremstår klart at der er tale om årstal e.v.t., udelades forkortelsen. I 

opgaven benyttes “nyt komma” i overensstemmelse med retskrivningsordbogen fra 1996. 

Derfor er der så få kommaer. Øksehovedet, der er afbildet på forsiden, er fra grav 24 på 

Fyrkatgravpladsen (efter Roesdahl 1977, fig. 209) som omtales i opgaven. Billedet er i 

målestok 1:1.



B O N D E K R I G E R E N S V Æ R N E P L I G T 

Indledningsvis må man definere hvad der skal forstås ved værnepligt. I dag opfatter 

mange nok begrebet værnepligt noget snævrere end det vil blive anvendt i det følgende. 

Der er her ikke blot tale om pligten til at deltage i en nationalstats defensive og offensive 

militære handlinger. Men der er snarere tale om en bred forpligtelse til at medvirke ved 

militære handlinger såvel som etablering af infrastruktur; broer, veje, fæstninger, 

spærringer med mere. 

DEN TIDLIGSTE VÆRNEPLIGT I NORDEN 

Værnepligt, i en eller anden form, må have eksisteret lige så længe som den hierarkiske 

hær. Og den hierarkiske hær træder for Danmarks vedkommende først tydeligt frem midt 

i førromersk jernalder; som det ses i Hjortspringfundet. Hér fremgår i våbenmaterialet en 

klar klassedeling inden for en militær enhed, med få officerer og mange menige (fx. 

Randsborg 1995:38ff). Det er Klavs Randsborgs teori at Hjortspring-fundets militære 

enheds struktur har en parallel i græsk falanks-krigsførelse (ibid. s198). Falanksen er en 

tæt, sluttet kampformation af fodfolk, opdelt i et vist antal geledder, der opererer 

strategisk i forhold til hinanden. Det vil sige at de forreste geledder nedlægger fjendens 

spydlinje hvorefter de næste geledder støtter deres spyd på de forrestes skuldre, for at 

gennembryde fjendens linje. Lotte Hedeager har brugt Tacitus’ Germania til belysning af 

hærens struktur i ældre romersk jernalder (Hedeager 1992:184ff). Tacitus beretter om 

germanernes folkeforsamling der var stammens centrale organ, og havde besluttende 

myndighed i fælles anliggender. Herunder kåringen af høvdinger. Høvdingen skulle lede 

følget der udgjorde den militære kampenhed. Følget var ligeledes udpeget af 

folkeforsamlingen (Tacitus, kap. 11). Hedeager pointerer at det netop er fra denne periode 

vi kender nogle af de første søspærringer og voldanlæg - som for eksempel Olgerdiget 

(Hedeager 1992:186). Så hvis vi stoler på Tacitus, forekommer der i det germanske område 

en eller anden form for værnepligt fra årene efter tidsregningens begyndelse. 

Hjortspringfundet taget i betragtning er det sikkert endnu tidligere. Et konkret billede af 

den militære struktur udviskes hvis man går tilbage til bronzealderen, men



sammensætningen i en række våbendepoter tyder på at der trods alt har været en militær 

struktur i denne periode (Randsborg 1995:45). 

DE ARKÆOLOGISKE KILDER OG VÆRNEPLIGTEN 

Som udgangspunkt er der to grupper af arkæologisk materiale der kan fortælle noget om 

værnepligt: 1) gravmaterialet der, i sammensætning og mængde, kan fortælle om sociale 

lag og mulig uniformitet i visse grupper; 2) arkæologiske anlæg der, i omfang og art, 

kræver en centralt organiseret arbejdsstyrke - pligtarbejde - til opførelse og drift. Grav- 

materialet og kilderne til vikingetidens bevæbning bliver behandlet indgående nedenfor i 

kapitlet bondekrigerens bevæbning. Løsfund af våben, hvilke er ret sjældne fra vikingetiden, 

er generelt uinteressante med mindre de kan sættes i sammenhæng med konkrete 

krigshandlinger. Som for eksempel i form af efterladenskaber efter et slag. 

DEN TIDLIGE CENTRALMAGTS MONUMENTALE ANLÆG 

Den anden arkæologiske kildegruppe - de monumentale arkæologiske anlæg - skal der 

kun kortfattet redegøres for her, da langt det meste af materialet er alment kendt. I løbet af 

de sidste tyve år har arkæologien, gennem dendrokronologiske dateringer, fået rykket 

tidspunktet for grundlæggelserne af en række vikingetidige bygningsværker længere 

tilbage i forhistorien. Blandt disse er de væsentligste den tidligste fase af Danevirke 

hvorfra fyldtømmer dateres til 725-735 e.v.t. (Andersen 1976:90); og Kanhavekanalen på 

Samsø dateret til o. 726 e.v.t. (Jørgensen 1995). Her er tale om bygningsarbejder af temme- 

ligt stort omfang, formodentlig organiseret af en centralmagt. Ved centralmagt må man 

forstå en form for konge over et større landområde der, på den ene eller anden måde, har 

haft magt og myndighed til at udskrive arbejdskraft til disse store opgaver. At denne 

centralmagt er en realitet allerede fra 700-tallets start, underbygges af den parcelopbyg- 

gede markedsplads ved Ribe der grundlægges i 704-710 e.v.t. (Jensen 1993:202f). I 

vikingetidens sidste århundreder dukker der igen en række monumentale bygnings- 

værker op. Her er først og fremmest tale om Ravning Enge-broen dateret til o. 979 e.v.t. 

(Roesdahl 1977:173); visse faser af Danevirke dateret til 951-968 e.v.t. (Andersen 1976:91); 

og ikke mindst trelleborgene - hvoraf Fyrkat og Trælleborg er sammenfaldende dateret til 

980-81 e.v.t. (Roesdahl 1993:214). På trods af trelleborgenes uafklarede funktion så vidner i



det mindste deres uniformitet, omfang og snævre datering om store arbejdstyrkers kon- 

centrerede indsats under en fælles leder. 

Det virker mest sandsynligt at alle disse bygningsværker, både fra den tidlig- 

ste del af vikingetiden og fra dens sidste århundreder, i stort omfang er resultatet af en 

eller anden form for pligtarbejde. Formentlig en slags værnepligt i bred forstand. 

DE SKRIFTLIGE KILDER OG VÆRNEPLIGTEN 

Begrebet skriftlige kilder favner i denne sammenhæng temmeligt vidt. De vikingetidige 

kilder fra Norden er stort set ikke-eksisterende - kun en håndfuld kortfattede 

runeinskriptioner kan muligvis fortælle lidt om værnepligten. Men fra kontinentet og de 

britiske øer eksisterer der skriftlige kilder - både tidligere og samtidige. Overordnet set er 

der tale om to genrer af kilder: lovtekster og historieskrivning (herunder annaler). Først 

fra 1200-tallet har vi et sikkert nordisk tekstmateriale der beretter direkte om værnepligt - 

nemlig i form af ledingslovgivningen i de forskellige nordiske lands- og landskabslove. Et 

mere uklart, men muligvis ældre, nordisk tekstmateriale er skjaldekvadene der behandles 

under samme afsnit som de nordiske love. 

Der knytter sig nogle problemer til lovmaterialet forstået på den måde at 

informationer fra frankiske og angelsaksiske lovtekster ikke uden videre kan overføres til 

det nordiske område. Dette er især fordi disse områder bliver langt tidligere kristnet end 

Norden, og ligger delvist under for den katolske kirkes retssystem (jf. Fenger 1991:159f). 

Ved sammenligning med vestgotisk og langobardisk lov, der i langt mindre grad er 

påvirket af kirken, kan man dog se hvilke lovelementer der står i strid mod den kirkelige 

ret. Disse elementer må regnes for ældre, og tilhører hvad man kan kalde den germanske 

stammeret. Det er temmeligt sandsynligt at denne stammeret i store træk har været 

identisk med nordisk ret. En del af dette ikke-kristne retsbillede kan ses afspejlet helt op i 

middelalderens landskabslove (ibid., s162f).

RUNEINSKRIPTIONER 



Vikingetidens runeinskriptioner 1 rummer ikke direkte oplysninger der fortæller om dati- 

dens værnepligt (Moltke et. al., 1942, spalte 819). På en række inskriptioner forekommer 

dog forskellige titler der antyder en hierarkisk opdeling af samfundet såvel som 

krigerverdenen. Det drejer sig først og fremmest om titlerne þegn og drengr. Der har i 

tidens løb foregået - og foregår løbende - en sproghistorisk diskussion om disse titlers 

konkrete betydning. Men indtil videre er det ikke blevet mere konkret end at der er tale 

om personer med en særlig relation til kongeinstitutionen (jf. Lund 1996:124f). Stort set 

alle inskriptioner hvor disse titler findes, forekommer formaliserede. De fleste er stort set 

enslydende; som for eksempel Hjermindsstenen nr. 1: Tholv rejste denne sten efter sin broder 

Rade, en meget velbyrdig ‘dreng’ (Moltke et. al., 1942, spalte 112f). Jeg har ved gennemgang 

af de danske runeinskriptioner kun fundet én der, efter min mening, muligvis kan sættes i 

forbindelse med værnepligt. Der er tale om Århusstenen nr. 4 som fortæller: Gunulv og 

Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten over deres fælle Ful. Han fandt døden […] da konger 

kæmpede. (ibid., spalte 102f). Den sidste sætning kan tvetydigt udtrykke noget storslået og 

noget ærefuldt ved at dø i kongernes krig. Men den kan også udtrykke en magtesløshed 

og måske ligefrem en bitterhed over at en ven skal miste livet i et strategisk spil, der er 

større end han selv. Især den sidste løsning kunne antyde at denne krigstjans havde været 

påtvunget. Men vi kan naturligvis ikke vide om Ful var en værnepligtig eller frivillig 

kriger. 

DE FRANKISKE OG ANGELSAKSISKE VÆRNEPLIGTSLOVE 

Ved en kundgørelse af 25. Juni 864 bestemmer den vestfrankiske konge Karl den Skaldede 

at der skal holdes mandtal over de frie mænd, der er i stand til at gøre tjeneste i hæren. De 

som ikke er i stand til det, skal i stedet udføre befæstnings- og broarbejder samt 

vagttjeneste i byerne og ved grænserne (Lund 1996:27). De nærmere bestemmelser i 

kundgørelsen stemmer på visse punkter overens med ledingslovgivningen i Magnus 

1 Dette omfatter de inskriptioner der er dateret af Erik Moltke og Lis Jacobsen til periode 2.1 og 2.2 (750-1050 e.v.t.) 

(Moltke et. al., 1942, spalte 1020ff).



Lagabøters Landslov (se afsnittet om middelalderens bevæbning nedenfor) 400 år senere. 

Især på det punkt at enhvers militære ydelse skulle afstemmes i forhold til hans formue. 

I de frankiske annaler står der at den danske konge Godfred i 808 gik ind i 

abodriternes land (de var allierede med Godfreds modstander Karl den Store), og blandt 

andet flyttede købmændene fra Rerik til det af ham grundlagte Hedeby. I denne forbin- 

delse lader han også en fase af Danevirke bygge (Andersen et. alii. 1976:8). Arbejdet 

hermed fordelte han til sine hærførere. Dette er en spinkel hentydning til pligt til at udføre 

offentlige arbejder. Det fremgår dog ikke hvorfra arbejdskraften kom (Lund 1996:89f). Det 

skal nævnes at der blandt de dendrokronologisk og C14-daterede faser af Danevirke ikke 

er noget tidsmæssigt sammenfald med Godfreds byggeri i 808. Men da ikke alle faser af 

Danevirke er daterede, taler denne uoverensstemmelse dog ikke imod sandhedsværdien i 

de frankiske annalers efterretning om Godfred (Andersen et. alii. 1976:77ff). 

Den engelske ledingspligt - fyrd - kan spores i de skriftlige kilder fra 600-tallet (Härke 

1997:94). I et engelsk memorandum fra 900-tallet fortælles der om de pligter thegnen skal 

opfylde, for at have ret til sine ejendomme. Thegn bruges hér i betydningen godsejer eller 

storbonde. Han skal grundlæggende yde tre ting: 1) militær tjeneste; 2) reparation af 

fæstninger; 3) arbejde på broer. Derudover kunne han pålægges yderligere pligter i form 

af blandt andet udrustning af vagtskibe samt vagttjeneste langs kysten (jf. Lund 1996:49f). 

Vidnesbyrd om realiteten af sådanne ydelser findes blandt andet i form af et omkring 200 

kilometer langt voldanlæg - Offa’s Dyke og Wat’s Dyke - på grænsen mellem Mercia og 

Wales. Volden er syv-otte meter høj, og følges af en to meter dyb grav. Anlægget er 

dateret til 700-tallet (ibid., s50). 

DE NORDISKE KILDER 

I Knud den Helliges gavebrev til Lund i 1085 nævnes begrebet leding første gang. Det er 

dog først i 1200-tallets lovtekster at man får et klart billede af ledingens reelle forpligtelser 

i Danmark, som de beskrives i Skånske Lov, Eriks Sjællandske Lov og Jyske Lov. I Norge 

gælder det provinslovene Frostatingsloven og Gulatingsloven samt den landsdækkende 

Magnus Lagabøters Landslov fra 1274. Middelalderledingens begrebsverden med skipæner 

og havner m.m. vil jeg ikke bruge plads på her. I stedet henvises til: Lund 1996, 1. kapitel.



I Skånske Lov er ledingsretten et tillæg til den egentlige lovtekst (Kroman et. 

al. 1945:97f, bd. 1). Her nævnes to former for leding: ret leding og udgærdsleding. Tilsynela- 

dende er ret leding en form for skat hvor man årligt skulle betale 3 mark til kongen. 

Udgærdsleding skal formentlig opfattes som den reelle krigstjeneste (Lund 1996:248). Det 

nævnes at: “udgærdsleding skal efter ret dansk lov ikke rettelig udkræves mere end hvert fjerde år, 

medmindre en fjendtlig hær ligger for landet” (Kroman et. al. 1945:97, bd. 1). 

Jyske Lovs ledingsbestemmelser er mere detaljerede. “Når leding udbydes, da 

skal enhver - lige så mange som de er i en havne - drage ud sit år uden at blive udtaget dertil, med- 

mindre de er så gamle eller så unge, at de ikke er i stand til at drage ud, eller det er kvinder eller 

lærde mænd. […]. Styrismanden må ikke tvinge nogen til at drage i leding, sålænge der i samme 

havnelag findes en mand som ikke har være ude, siden den anden (sidst) drog ud. Men vil en duelig 

mand drage ud i stedet for en anden, som er hans havnebroder, da kan styrismanden ikke forhindre 

det.” (Kroman et. al. 1945:199f, bd. 2). Ud over selve mødet til ledingen skal man også 

bygge og udruste skipænets ledingsskib samt sørge for sine egne våben. Det nævnes end- 

videre at en bonde ikke må sende en tjenestekarl eller træl i sit eget sted uden 

styrismandens tilladelse (ibid., s200f). Samme bestemmelser forekommer i Eriks 

Sjællandske Lov (ibid., s90) og Skånske Lov (Kroman et. al. 1945:98, bd. 1). 

I Magnus Lagabøters Landslov skal folk udrede deres andel af ledingen i 

forhold til jordskyld og formue. Hvis man unddrager sig ledingspligt, straffes man med 

fuld leding senere samt med en pengebøde til kongen (Magnus Lagabøters Landslov: 

Landevernsbolken, kap. 6). Som i Jyske Lov påhviler det bønderne at bygge og udruste 

ledingsskibene (ibid., kap. 1-2). Netop bygning, vedligeholdelse og udrustning af ledings- 

flåden er nøje beskrevet i Frostatingsloven hvor hver enkelt nagle der eventuelt måtte 

mangle i et skib omregnes til pengebøder (Frostatingslova: Leidangsbolk, kap. 1). 

Niels Lund mener at ledingen, i den form der kendes fra middelalderlovene, 

først opstår o. 1170 som et led i forsvaret mod venderne (Lund 1996:244). Dette betyder 

ikke at ledingen ikke eksisterede før. Det vil altid komme an på definitionen af hvad 

ledingen er. Efter Lunds opfattelse er det sikkert at for eksempel Harald Blåtand havde 

god kontrol med sine undersåtter og kunne beordre dem i krig og til arbejde. Det er



mindre sandsynligt at ledingspligten indebar at hver enkelt bonde og hver enkelt høvding 

skulle yde ledingspligt i forhold til sine materielle ressourcer (ibid., s112f). 

Visse andre skriftlige kilder fra Norden har været draget ind i debatten om ledingens 

oprindelse. Rikke Malmros har undersøgt skjaldekvadene i de nordiske sagaer med 

henblik på at finde udsagn om leding og ledingsflåde (Malmros 1985). Skjaldekvadene 

optræder spredt i sagalitteraturen som fyrstedigtning, det vil sige som kvad der lovpriser 

en given konge eller høvding. Skjaldekvadene er sandsynligvis opstået i 1000-tallet, og har 

været overleveret mundtligt indtil de er blevet skrevet ind i de 2-300 år yngre sagaer. At 

kvadene er væsentligt ældre, fremgår af deres kontrastforhold til sagaernes prosatekst. 

Kontrasten kan vises ved sammenligning med det arkæologiske materiale. Ofte beskrives 

flåder i både skjaldekvadene og prosateksterne. Kvadene udviser på mange punkter et 

sagkyndigt kendskab til 900 og 1000-tallets skibsbyggeri - skibene beskrives som lange, 

slanke, lette og fleksible. I prosateksterne beskrives skibene som langt større og tungtbyg- 

gede end de skibe der findes i 900 og 1000-tallets arkæologiske materiale. Ofte minder 

disse skibe mere om middelalderlige fartøjer. Det vil sige at sagaernes prosatekster først 

og fremmest beskriver deres egen samtids skibe når de beretter om fortidens gerninger 

(ibid., passim). Så i modsætning til disse lader det til at skjaldekvadene i et vist omfang er 

uforfalsket overleveret fra den samtid de beskriver. 

Flåderne der beskrives i kvadene er store og ensartede, og bærer præg af at 

være organiserede og uniformerede. Dette kan betyde at der er tale om en form for 

ledingsflåde. Malmros bruger 1200-tallets lovteksters udførlige regler for ledingsskibes 

udstyr og størrelser som argumentation for dette (ibid., s107). Hærens menige omtales ofte 

som bønder (búendr), eller med forskellige andre synonymer for det frie, jævne samfunds- 

medlem. Flere steder er antydet at bondesamfundet i 1000-tallet gør modstand mod 

kongens krav. Dette må komme til konflikter mange gange da kongernes skjalde ofte 

berømmer deres herrers straffeekspeditioner mod oprørske bønder (ibid., s113ff). 

Med udgangspunkt i det ovenstående argumenterer Rikke Malmros for at 

ledingen opstår under Harald Blåtand. Hun bruger de monumentale bygningsværker fra 

Haralds regeringstid som baggrund for teorien (Malmros 1985:118).



B O N D E K R I G E R E N S B E V Æ B N I N G 

Som nævnt i indledningen findes det primære materiale til bondekrigerens bevæbning i 

de danske våbengrave. Derfor er det vigtigt at overveje hvilke problemer der knytter sig 

til dette materiale. 

PROBLEMER VED AT UNDERSØGE BEVÆBNING UD FRA GRAVE 

Den mest indlysende arkæologiske kilde til belysning af bevæbningen i vikingetid er 

gravmaterialet. Her findes det største våbenmateriale, og her ses sociale differentieringer. 

Men er dette materiale ærligt? Giver det en relativ sikker afspejling af sin tids reelle 

bevæbning? Et eksempel: en grav fra Johannesminde på Lolland indeholdt blandt andet 

en økse af Jan Petersens type M, såvel som en fragmentarisk skjoldbule (Brøndsted 1936, 

kat. nr. 94). M-økser er som bekendt temmelig store, og regnes for at have været skæftet til 

tohåndsbrug - som de økser der ses på Bayeuxtapetet. Et tohåndsvåben gør umiddelbart 

skjoldet overflødigt. Enten burde skjoldet ikke være til stede, eller også burde der befinde 

sig et offensivt enhåndsvåben i graven sammen med tohåndsøksen. Et våben der kunne 

anvendes sekundært. Der kan være flere forklaringer på denne fundsammensætning: 

enten er der forsvundet et våben fra graven, eller også afspejler denne grav ikke en reel 

bevæbning, men en persons tilfældige våbensamling. Men hvis vi vil have graven til at 

repræsentere en reel bevæbning kunne svaret være at den gravlagtes våben har været en 

tohåndsøkse; derudover har vedkommende haft et skjold der i kamp kunne bæres på 

ryggen som beskyttelse. En sådan form for skjoldanvendelse i kombination med tohånds- 

øksen ses faktisk på Bayeuxtapetet (Rud 1996:86). Således kan tingene vendes og drejes til 

de passer i vores kram. 

Heinrich Härke har undersøgt tidlig angelsaksisk militærorganisation (Härke 

1997). Efter Härkes opfattelse afspejler våbenudstyret i 400 og 500-tallets engelske grave 

ikke nødvendigvis samtidens reelle bevæbning. Dette skyldes muligvis at våben var en 

symbolsk gravgave der skulle vise den gravlagtes etniske afstamning - i dette tilfælde med 

baggrund i de germanske indvandringer i England. Derimod blev de indfødte britere 

gravlagt uden våben. Härke argumenterer blandt andet for dette ved at stille spørgsmåls-



tegn ved det fornuftige i våbenkombinationerne. En stor del af våbengravene indeholder 

et enkelt kastespyd, en enkelt francisca eller blot et skjold. Våbenudstyr uden nogen prak- 

tisk sammenhæng (ibid., s93). Om Härke har ret i at våbennedlæggelser i grave bare skulle 

symbolisere den gravlagtes etniske afstamning, skal ikke afgøres her. Men at våbensam- 

mensætningen i grave ofte ikke giver et helt reelt billede af bevæbningen - hvis altså ikke 

man tilsætter en vis mængde hypotetiske antagelser - skal vi se nedenfor. 

En mere kuriøs problemstilling der knytter sig til fortolkning af grave ud fra 

indholdet, bør nævnes her. En stor andel af gravene fra vikingetiden er kønsbestemt ud 

fra gravgodset da der ofte ikke er bevaret skeletmateriale til antropologisk analyse. Våben 

hører til den del af gravgodset der opfattes som klart tilhørende den mandlige sfære. 

Derfor bliver jeg nødt til at nævne de mærkværdige undtagelser der hører til denne regel. 

Der eksisterer nemlig en håndfuld kvindegrave der indeholder våben. Blandt andet en 

række kvindegrave i Norge - kønsbestemt ud fra tilstedeværelsen af ovale skålspænder - 

hvori der også fandtes våben; fortrinsvis økse og spyd (Petersen 1919:52f og 1928:32ff). I 

Danmark kendes Gerdrupgraven (antropologisk kønsbestemt) hvor en kvinde var blevet 

begravet sammen med sin mandlige træl; han var blevet hængt og bagbundet. En af 

kvindens gravgaver var et spyd (Christensen et. al. 1983:9ff). At kvinder i visse situationer 

kunne udstyres med våben, understreges af de spydbærende kvinder på Osebergtapetet 

(ibid., s11). Og omvendt kendes også en håndfuld vikingetidige grave, blandt andet fra 

Holland og England, hvor mænd tilsyneladende har været gravlagt i kvindetøj. Nogle af 

disse grave er antropologisk kønsbestemt mens andre er kønsbestemt via DNA 2 . Dette 

problem kan der desværre ikke tages højde for i denne opgave. Men det skulle nævnes da 

det er et væsentligt kildekritisk problem, som arkæologien først nu er begyndt at tage 

seriøst (jf. Sørensen 2000). 

Diskussionen ovenfor skal absolut ikke opfattes som et demagogisk angreb på de faste 

holdepunkter arkæologien forsøger at skabe gennem sin forskning. Men da arkæologi 

aldrig kan opnå et endeligt resultat, bliver man nødt til at betragte arkæologiske teorier 

2 Egge Knol (Groninger Museum, Holland): Frisia in Carolingian Times. Foredrag ved symposiet: “The Vikings on the 

West European Continent”, 4. Nov. 1999, Inst. f. Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet.



som led i en kreativ tankeproces der gerne skulle kaste mange fortolkninger af sig, fremfor 

at låse sig fast på én løsning. 

GRAVMATERIALET 

Denne opgaves omfang taget i betragtning ville det føre for vidt at gennemgå det samlede 

danske gravmateriale fra vikingetiden. Derfor har jeg udvalgt en række gravpladser der i 

det følgende bliver gennemgået og analyseret. Kriterierne for de valgte lokaliteter er flere: 

1) af indlysende grunde skal der forekomme våbengrave; 2) gravene skal repræsentere de 

jævne lag i samfundet, altså de mennesker man må formode har udgjort størstedelen af en 

eventuel hær - det vil sige at rige våbengrave, ryttergrave og lignende ikke medtages. 3) 

gravpladsen skal så vidt muligt repræsentere et samlet samfund. Det vil sige at der som 

hovedregel ikke kun skal være våbengrave, men også kvinde- og mandsgrave uden 

våben, barnegrave o.s.v. I det følgende refererer forkortelsen JP til Jan Petersens 

våbentypologi (Petersen 1919). Beskrivelserne af gravindholdet er ikke komplette. Kun det 

der er relevant i denne sammenhæng er nævnt. 

HINGELBJERG 

Denne gravplads ligger ved Thisted, og rummer i alt 10 jordfæstegrave i høje. C. 

Neergaard fra Nationalmuseet forestod udgravningen i 1897. 

† Grav 1: spydhoved (som JP-G) 32 cm. langt. Et bæltespænde af jern. Graven målte 

230x130 cm. 

† Grav 2: øksehoved (JP-K). En enægget kniv. Graven målte 235x130 cm. 

† Grav 3 - jernsegl. Graven målte 200x105 cm. 

† Grav 4: lille, primitivt øksehoved (JP-K) på 9 cm. længde. Jernhåndtag til spand. Graven 

målte 185x110 cm. 

† Grav 5: lille, primitivt øksehoved (JP-K) uden skaftflige, næsten øksen fra grav 4. 

Enægget kniv. Graven målte 165x100 cm. 

† Grav 6: spydhoved (JP-G). Et bæltespænde af jern. En enægget kniv i bevaret læder- 

skede. Graven målte 210x80 cm. 

† Grav 7: en enægget kniv. Jernhåndtag til spand. Graven målte 210x130 cm. 

† Grav 8: øksehoved (JP-K) på 11 cm. længde. Enægget kniv. Graven målte 325x130.



† Grav 9: øksehoved (JP-K) på 13 cm. længde. Enægget kniv. Hvæssesten af skifer. Jern- 

håndtag til spand. Graven målte 225x170 cm. 

† Grav 10: lille øksehoved (JP-K) nøjagtig som dem i gravene 4-5. Spydhoved med ret 

lang dølle - samlet længde 25 cm. En enægget kniv. Jernhåndtag til spand. Graven 

målte 210x120 cm. 

Gravpladsen er publiceret af Johannes Brøndsted (1936, kat. nr. 2). 

Denne gravplads falder med sin næsten uhyggelige uniformitet uden for kravet om at de 

valgte grave skal repræsentere et samlet samfund med andet end våbengrave. Her har vi 8 

våbengrave: 5 med økse som det eneste våben, vel at mærke alle sammen økser der svarer 

nogenlunde til Jan Petersens type K; 2 grave med spyd som eneste våben, nogenlunde som 

Jan Petersens type G; og 1 grav med både økse og spyd. At flere af økserne benævnes som 

små og primitive er Brøndsteds ord. 

HØJSTRUP 

Denne gravplads ligger også ved Thisted. Her er udgravet seks jordfæstegrave under lave 

høje. Udgravningen blev foretaget af C. Engelhardt fra Nationalmuseet i 1881. Sekundært 

har man lavet brandgrave i højene; i alt seks af disse er fundet og udgravet. Jordfæste- 

gravene udgør en del af et gravkompleks bestående af i alt 37 høje hvoraf resten ikke er 

udgravet. To af jordfæstegravene indeholdt våben: 

† Grav 2: del af øksehoved hvoraf det meste af æggen var væk. En enægget kniv. Derud- 

over spor fra en klinkbygget trækiste. 

† Grav 4: øksehoved (JP-H) på 16 cm. længde og med 11 cm. bred æg. 

(Brøndsted 1936, kat. nr. 3) 

Grav 2 og 4 er mandsgrave mens 1 og 3 er kvindegrave - 5 og 6 er i følge Brøndsted sand- 

synligvis også kvindegrave. Kun øksen fra grav 4 er datérbar; til først i 900-tallet. I en af 

brandgravene blev der fundet keramik af vikingetidig karakter. Kønsbestemmelserne af 

gravene 1 og 3 baseres på grundlag af tilstedeværelsen af glasperler mens de 

“formodentlige” kvinder i gravene 5 og 6 hver har fået en enægget kniv, og en hvæssesten 

af skifer med i graven (ibid.). Hvad der specielt gør disse to grave til kvindegrave, fremfor 

mandsgrave fremgår således ikke helt klart. Alligevel har vi her en gravplads med et lidt 

bredere spektrum af jævne grave end Hingelbjerg. I alt to grave med hver én økse. Den



ene økse kan man ikke sige noget om, mens den anden (fra grav 4) tilsyneladende er lidt 

mere prangende i størrelse end de små, primitive økser fra Hingelbjerg. 

SØNDER ONSILD 

Denne gravplads syd for Hobro rummede i alt otte jordfæstegrave. Den blev udgravet af 

C. L. Vebæk i 1971-72 for Nationalmuseet. Materialet er publiceret af Else Roesdahl (1976). 

Tre af gravene rummede våben: 

† Grav IV: øksehoved, længde 16,8 cm., med jernsplit og rester af ahornskaft i skafthullet. 

En enægget kniv med delvist bevaret træskæfte, omviklet med sølvtråd, og skede. 

Hvæssesten af skifer. Nedgravningen målte i bunden 250x130 cm. Ud fra skelet- og 

tandrester kan man konstatere at der er tale om en person på 20-25 år. 

† Grav V: øksehoved, længde 14,5 cm., med rester af birkeskaft i skafthullet. Enægget 

kniv med rester af træskæfte og skede. Nedgravningen målte ved bunden 185x95 cm. 

Ud fra skelet- og tandrester kan det ses at der er tale om en ung person på 14-16 år. 

† Grav VI: øksehoved, længde 16 cm., med rester af ahornskaft og jernsplit i skafthullet 

jernkniv med rester af træskæfte og skede. Hvæssesten af skifer. Nedgravningen målte i 

bunden 305x175 cm. 

Kort om de andre grave: I og III er jævne grave, blot med en kniv i hver. Grav II er rigere; 

den indeholder dele fra en balancevægt samt vægtlodder. Grav VII er en relativt rig vogn- 

fadingsgrav; gravgodset peger på at der er tale om en kvindegrav (ibid. s24ff). Økserne, 

der stemmer overens med Jan Petersen typer H og K, medvirker til at datere gravpladsen 

til 900-tallet. Denne datering underbygges af en række af de andre oldsager (ibid., s44f). På 

gravpladsen har altså ligget mindst én kvinde og mindst 3 mænd. Personerne i grav II og 

VII må have været relativt rige. Sandsynligvis repræsenterer gravpladsen et lokalt bonde- 

samfund (ibid., 41ff). 

KJØLVEJEN 

Denne store gravplads ved Over Hornbæk blev udgravet i 1984-85 af Kulturhistorisk 

Museum, Randers. I alt blev der konstateret 112 grave - 107 jordfæstegrave og 5 brand- 

grave. Formentlig har gravpladsen været større endnu (Nielsen et. alii. 1986:5). Da



Kjølvejen-gravpladsen endnu ikke er udførligt publiceret, er oplysningerne her hentet fra 

en række kortere artikler. 

13 grave indeholdt våben - heraf 8 grave med blot en økse (Stidsing 1986:24). 

Tre grave indeholdt et spyd (Näsman 1991:165). De resterende våbengrave omfattede 

rigere grave - blandt andet med rytterudstyr og en grav med en ornamenteret 

langbladsøkse (Nielsen 1991, Näsman 1991:165, Nielsen et. alii. 1986:10f). Da der intet 

skeletmateriale er bevaret i gravene, beror kønsbestemmelse på gravgodset. Udfra dette 

kan der udskilles 24 mandsgrave og 8 kvindegrave på gravpladsen. Udfra genstands- 

materialet ser det ud til at gravpladsen har været i brug fra engang i 800-tallet til omkring 

år 1000, men med hovedvægten i 900-tallet. Pladsen repræsenterer sandsynligvis en 

landsbys gravplads. Men med grave der fortæller om krigernes betydning i lokalmiljøet 

(Nielsen et. alii. 1986:12ff). 

FYRKAT 

Gravpladsen der hører til vikingeborgen Fyrkat, blev udgravet af dels Svend Søndergård, 

dels Knud Thorvildsen i årene 1955-60. Der blev konstateret ca. 30 jordfæstegrave. 

Materialet er publiceret af Else Roesdahl (1977). To af gravene indeholdt våben: 

† Grav 2: øksehoved (JP-H). En enægget kniv med rester af træskæfte og skede. En hvæs- 

sesten. En række vægtlodder. Der var rester efter en ligkiste på 177x55 cm. Selve 

gravens nedgravning målte ved bunden 220x80 cm. 

† Grav 24: lille øksehoved, længde 8,5 cm., med del af et elle- eller hasselskaft. Del af en 

enægget kniv. Der var rester efter en ligkiste på 150x40 cm mens selve nedgravningen 

ved gravens bund målte 165x55 cm. 

Roesdahl opfatter grav 2 som en rig grav på grundlag af vægtlodderne (Roesdahl 

1977:149). Så hvis vi følger denne tolkning, har denne grav ingen umiddelbar relevans for 

denne opgave. Roesdahl tolker øksen i grav 24 som en miniatureøkse - anvendt som 

amulet eller legetøj (ibid., s141). Dette begrunder hun selvsagt i øksehovedets beskedne 

størrelse samt kistens længde på kun 1½ meter. Muligvis kan der være tale om en barne- 

grav. Det må det have været hvis den gravlagte har ligget i udstrakt rygleje, hvilket er 

almindeligste i vikingetiden. Det forekommer dog også at den gravlagte ligger sammen-



krummet (ibid., s149). At øksens ringe størrelse ikke nødvendigvis betyder at den ikke 

repræsenterer et brugbart våben, skal vi se på nedenfor. 

Gravpladsen som helhed bærer ikke noget videre militærisk præg hvilket 

man ellers kunne tro på grund af dens tilhørsforhold til borgen. Fordelingen af kvinder, 

mænd og børn i gravene er normal, og der er ingen usædvanlige gravlæggelser. Der er 

dog tale om en velstående gravplads med blandt andet vognfadingsgrave. Roesdahl 

skriver at: “Hvis borgen ikke var erkendt, ville Fyrkats gravplads blive opfattet som en storgårds 

begravelsesområde.” (ibid., s151). 

DE DANSKE VÅBENGRAVE 

Ovenfor har jeg gennemgået en stor del af det våbengravsmateriale der har direkte rele- 

vans for denne opgave. Men det er naturligvis stadig blot en mindre del af det samlede 

danske våbengravsmateriale. I alt kendes der 158 grave med våben hvilket udgør 57% af 

samtlige mandsgrave. Ud af disse 158 grave er 70 grave med kun ét våben (skjolde er hér 

medtaget som våben) (Näsman 1991:165ff) 3 . 

80% 

60% 

40% 

20% 

0% 

Våbenfordelingen i grave med ét våben 

Økser Sværd Spyd Skjolde 

Figur 1 (baseret på Näsman 1991) 

Af fig. 1 fremgår fordelingen af våben i de grave der kun indeholder et enkelt våben. 

Figuren taler sit tydelige sprog - øksen er klart et populært våben i de fattigere udstyrede 

grave. Til gengæld virker det besynderligt at skjoldene er så fraværende i materialet. Dette 

behandles nedenfor i afsnittet om skjolde. 

3 Med forbehold for det våbengravsmateriale der først er kommet for dagens lys efter Ulf Näsmans artikel fra 1991.



IKONOGRAFISK MATERIALE 

Det ikonografiske materiale kan supplere gravmaterialet. Det kan eventuelt give et finger- 

peg om hvorvidt den bevæbning der ses i gravene, også er den virkelige verdens. 

Derudover kan nogle af de ikonografiske kilder berette noget som gravene oftest ikke kan 

- nemlig hvordan visse våben blev anvendt, og hvordan de blev båret. I studiet af yngre 

germansk jernalders militære elite i Norden har man inddraget ikonografisk materiale. For 

eksempel kan man på et stykke hjelmblik, fra grav XIV på Vendelgravpladsen, se krigere 

med ringknopsværd, hjelm og ringbrynje (Jørgensen et. al. 1997, fig. 102). 

DE GOTLANDSKE BILLEDSTEN 

Den vikingetidige kilde hvor man ser flest våben afbildet, er de gotlandske billedsten. Men 

et af problemerne med disse billedsten er at de kun eksisterer på Gotland. Så hvor meget 

siger de om resten af Norden? Især taget i betragtning af at Gotland, i andet arkæologisk 

materiale, ofte skiller sig mærkbart ud fra Norden. I den følgende behandling af billed- 

stenene refererer numrene i parentes til J. P. Lamms katalog over billedstenene (1977). Jeg 

har begrænset mig til billedsten af den sene type S der dateres til perioden 700-1100 

(Lamm 1977:166). 

Det mest gennemgående motiv på billedstenene hvori der indgår våben, er 

sejlførende skibe bemandet med krigere (kat. nr. 4, 9, 16, 68, 90, 104, 138, 153, 184, 186, 189, 

203, 292 og 295). Motiverne har mange indholdsmæssige og stilistiske fællestræk der gør 

dem temmeligt stereotype, men skibe og besætninger veksler dog en del i størrelse. Ofte 

ser man krigere der står eller sidder med ansigtet mod sejlretningen. Næsten altid holder 

de i noget mærkværdig tovværk der er fastgjort i sejlets underlig. Tit er besætningen skjult 

bag en række runde skjolde der hviler på rælingen. På et enkelt motiv er skjoldbulerne 

taget med (104). Næsten altid ses et bundt spyd lænet op af agterstavnen ( fx. 295 og 138). 

Derudover er besætningen bevæbnet med sværd, aldrig økser (4 og 16). Oftest ser man 

dog ikke deres offensive våben. Besætningerne er, i de fleste tilfælde, udstyret med hue- 

eller hjelmlignende hovedbeklædninger der enten er spidse eller afrundede. (fx. 295 og 

104). De har så godt som altid tydeligt markeret fipskæg.



I nogle tilfælde bruges også kampscener som motiv på billedstenene. Dette ses 

både som kamp mellem to grupper af krigere (fx. 184, 189 og 295) eller som tvekampe (fx. 

153 og 203). Den gennemgående bevæbning er sværd og runde skjolde, sjældent spyd. 

Oftest holdes sværdet lodret op i luften – i en slags paradestilling - eller offensivt over 

hovedet, parat til hug. 

Men hvad angår bevæbning, så er det altså ikke detaljerigdommen der tynger 

de gotlandske billedsten. Vi bliver ikke meget klogere - snarere tværtimod. Vikingernes 

runde skjolde bliver bekræftet. Men sværdene og hjelmene (hvis det altså er hjelme) 

dominerer voldsomt i forhold til våbenfordelingen i gravmaterialet. Sværdenes mængde 

kan måske forklares ved at det tveæggede sværd er mere udbredt i det gotlandske grav- 

materiale end i resten af Norden (Jørgensen 1999:149). 

BAYEUXTAPETET 

På Bayeuxtapetet ses også mange våben. Blandt andet i flere dynamiske, aktive kamp- 

scener end der ses på billedstenene. Tapetet blev sandsynligvis færdiggjort til indvielsen af 

katedralen i Bayeux i 1077; det vil sige godt ti år efter de begivenheder i årene 1064-66 som 

det beretter om (Rud 1996:9). Derfor er der sandsynligvis tale om en sanddru kilde til 

datidens bevæbning. Spørgsmålet er hvorvidt de to hære der afbildes på Bayeuxtapetet, 

kan sidestilles med de nordiske vikingetidshære. Vilhelm Erobrerens normanniske hær 

kendetegnes ved sit rytteri efter kontinentalt mønster (Liebgott 1976:11). På tapetet frem- 

står Vilhelms tropper som stærkt uniformerede. Alle bærer spids hjelm, med næseskinne, 

og brynje - oftest ringbrynje, men i visse tilfælde noget der muligvis er læderbrynjer (Rud 

1996, figg. s50 og s85). Våbnene er bue/pil, kølle, sværd og spyd. Hos normannerne ses 

tohåndsøksen ikke brugt direkte i kampen, men optræder få gange som et parade/ 

statusvåben (ibid., fig. s45). Harald Godwinsons angelsaksiske hær består af fodtropper 

der er udstyret dels med skjolde mage til de normanniske, dels med runde skjolde samt 

spidse hjelme med næseskinne. Alle bærer ringbrynje. Våbnene er både enhånds- og 

tohåndsøkser, sværd, bue/pil, stenslynger og spyd (ibid., s81). Ifølge skriftlige kilder 

bestod en del af Haralds hær af lejetropper fra blandt andet Danmark (ibid., s78). Brugen 

af økser - i kamp og til skibsbyggeri - afspejler normannernes nordiske oprindelse og den 

stærke nordiske indflydelse i England (Näsman 1991:173).



Nok især det øksekæmpende angelsaksiske infanteri med runde skjolde og iblandet 

danske lejetropper rummer elementer fra den nordiske vikingetidshær. Men der er ikke 

tale om en ren vikingetidshær, og det er ikke umuligt at slaget ved Hastings i tid og sted 

er for langt fra at være en reel kilde til eksempelvis 700 og 800-tallets bevæbning i Norden. 

Om sådanne danske lejetropper har været bondekrigere eller professionelle krigere, vides 

heller ikke. 

MIDDELALDERLOVENES BEVÆBNING 

I de fleste af 1200-tallets landskabslove findes der oplysninger om folkevåbnene. Det vil 

sige de våben ledingskrigerne var forpligtede til at eje. Der er oftest tale om økse/sværd, 

spyd, skjold, hjelm og eventuelt brynje og bue/pil. Nogle steder nævnes dog blot spyd og 

skjold som grundbevæbning (Hafström 1959). Magnus Lagabøters Landslov fra 1274 

rummer de mest specifikke bestemmelser om hvilken grad af bevæbning en ledingskriger 

skulle have i forhold til vedkommendes formue. Bestemmelserne refereres her i deres 

helhed. 

§ 1 - Den mand som eier 6 veiede mark foruten sine klær, han skal eie rødt skjold med 

jernbeslåt rand på begge sider og spyd og sværd eller halvtyndet øks. Men den mand 

som eier 12 mark foruten sine klær han skal eie skjold og stålhue tillikemed de foran 

nævnte våben. 

§ 2 - Og hver skjoldmaker skal på de skjold som han gør, ha et merke som er vedtat på 

bymøtet, for at man kan vite, hvem der har gjort det, om der findes fusk i det; men om 

nogen ikke har, da er skjoldene optøk til kongens hånd. 

§ 3 - Men den mand som eier 18 veiede mark foruten sine klær, han skal eie skjold og 

stålhue og panser eller brynje og alle folkevåben. Men om nogen mangler disse våben, 

da skal han bøte en øre sølv til kongen for hvert som mangler. 

§ 4 - Men hver ungkar og de mænd, som eier mindre end nu er sagt, hver av disse skal 

eie skjold og spyd og sverd eller øks. Men bredøkser er gilde og halvtynde økser, som er 

godt skjæftet og spyd, som er pålidelig skjæftet og forsynt med to spydnagler, eller 

ialfald en som går tværs igjennem og er klinket i begge ender. Gild skal for disse mænd 

træskjold være, når tre jernspænger ligger tversover det og der er tre håndtak på 

indsiden, som er vel naglet. 

§ 5 - Men når en arbeidskar tar sin første tjeneste for fuld løn, da skal han den første 

sommer købe sig øks, den anden skjold og den tredje spyd. Men om han mangler noget 

av disse tre våben, da skal han bøte en øre sølv til kongen for hvert han mangler. Men



om han mangler alle, da skal han bøte en øre til kongen og være halvretsmand indtil 

han får sig våben. (Magnus Lagabøters Landslov, kap. 11) 

Som påpeget ovenfor (i kapitlet om værnepligt) kan man ikke uden videre overføre 

middelalderens love til vikingetiden. Det der er interessant i denne sammenhæng er heller 

ikke lovene som helhed, men den lovpligtige bevæbning - folkevåbnene. 

VÅBNENE 

I det følgende bliver hver enkel af våbentyperne der optræder i det vikingetidige våben- 

gravsmateriale gennemgået og vurderet. Sekundært inddrages de middelalderlige love 

samt det arkæologiske kendskab til bevæbningen i yngre germansk jernalder. 

ØKSEN 

Udfra gravmaterialet alene viser øksen sig tydeligt som det mest udbredte offensive våben 

i vikingetiden. Derudover forekommer den primært i grave hvori der kun er ét våben; jf. 

fig. 2. 

80% 

60% 

40% 

20% 

0% 

Fordelingen af økser i samtlige våbengrave 

Ryttergrave Grave med mere 

end ét våben (ikke 

ryttergrave) 

Grave med kun ét 

våben 


Langt de fleste af disse grave er, som det fremgår af det ovenfor beskrevne gravmateriale, 

jævne grave uden meget andet udstyr. Få af disse grave med økse som det eneste våben 

skiller sig dog ud ved at rumme pragtøkser - som for eksempel Mammenøksen (jf. 

Näsman 1991) og langbladsøkserne fra Kjølvejen, Trelleborg og Lindholm Høje (Nielsen 

1991:10). 

Ulf Näsman ser det som et paradoks at øksen optræder som det eneste våben i 

både fattige og rige grave (Näsman 1991:165). Det er store ord om ganske lidt. I



virkeligheden er der vel bare tale om to helt forskellige typer grave. At de har øksen 

tilfælles, behøver ikke være paradoksalt. Øksen må være et af de mest udbredte redskaber 

både geografisk og tidsmæssigt. Derudover findes den i utallige afskygninger, med 

utallige anvendelsesmuligheder. At den så forekommer i både fattige og rige grave, og i 

både fattige eksemplarer og sølvornamenterede eksemplarer, burde ikke vække 

overraskelse. 

I det fremlagte våbengravsmateriale tilhører langt størstedelen af økserne Jan 

Petersens typer K og H. Det er da også disse to øksetyper der er mest udbredt i det danske 

område (Iversen et. al. 1991:45). Selv om de hér optræder i jævne grave, så er disse typer 

ikke de rene fattigmandsøkser. I det norske gravmateriale findes de blandt andet også i 

grave med pragtsværd af type S (Petersen 1919:41ff og s142f). Aslak Liestøl regner type K 

for at være en udpræget våbenøkse mens type H er en universaløkse. Den rene våbenøkse 

kan kendes på at bladets sideflader er konkave så tykkelsen øger ujævnt fra æg mod 

skafthul. Arbejds- eller universaløksen kendetegnes ved lige sideflader (Liestøl 1976, 

spalte 651f). Våbenøksen bliver således let i vægt, men ville med sine konkave sideflader 

nemt kile sig fast ved træarbejder. 

Det er især økserne af type K Johannes Brøndsted omtaler som små og primi- 

tive. Ligeledes mærker man hos Else Roesdahl en vis modvilje mod at regne den lille økse 

fra grav 24 på Fyrkatgravpladsen for en reel våbenøkse. Her er dog ikke tale om type K, 

men snarere en lille udgave af den sene type M med de stærkt udsvungne over- og under- 

kanter og meget tynde økseblade. Også de mindste af økserne fra Hingelbjerg regner 

Roesdahl for alt for små til at være våben (Roesdahl 1977:142). Men at øksehovederne er 

små, er ikke ensbetydende med at der er tale om amulet- eller legetøjsøkser. Jan Petersen 

sætter en vejledende grænseværdi på 10 cm. længde mellem miniature- og anvendelige 

økser, men fastslår samtidig at der altid er tale om en skønssag (Petersen 1951:38ff). Det er 

en misforståelse at økser skal være store, for at man kan slå ihjel med dem. Også fra 

middelalderen kendes flere meget små øksehoveder (jf. Liebgott 1976:18ff). Der kan være 

to grunde til at man har valgt at anvende små øksehoveder som våben: 1) af våben- 

tekniske årsager; en enhåndsøkse bør være relativt let så den kan anvendes smidigt - at 

vikingerne i den folkelige bevidsthed muligvis dyrkes som store muskelbundter der



kunne løfte hvad som helst, skal arkæologerne ikke lade sig narre af; 2) af økonomiske 

årsager; der skal mindre jern til en mindre økse. Sidstnævnte kan underbygges af 

øksehovedernes kvalitet. At Brøndsted kalder økserne fra Hingelbjerg for primitive, må 

vel betyde at de udstråler ringe kvalitet og mangel på finish. En af økserne fra Sdr. Onsild 

(fra grav IV) er blevet metallografisk undersøgt. Konklusionen er at der er tale om et 

øksehoved af jævn kvalitet. Den kunne anvendes både som værktøj og/eller som våben. 

Men der er teknologisk set slet ikke tale om det bedste man kunne præstere i vikingetiden, 

da den blandt andet hverken er hærdet eller anløbet (Buchwald 1976:121). Jeg vil vove den 

påstand at alle økserne fra det fremlagte gravmateriale har været reelle brugsøkser; som 

våben og/eller til fredsommeligt arbejde. Også selv om nogle af eksemplarerne er kortere 

end 10 cm. 

Øksen er nok vikingetidens mest karakteristiske våben. Som våben dukker 

den først op i Norden i slutningen af yngre germansk jernalder. Der er tale om øksetyper 

af særegent nordisk design (Jørgensen 1999:149). Øksen erstattes efterhånden af sværdet i 

løbet af 1200-tallet (la Cour 1959:41ff)). 

SKJOLDET 

I arkæologisk sammenhæng lever det vikingetidige skjold en forsmået tilværelse. Dette 

defensive våben har vel været omtrent lige så udbredt som øksen. Som det fremgår af fig. 

3 kendes de fleste skjolde - det vil sige skjoldbuler - fra de mere veludstyrede grave. 

60% 

40% 

20% 

0% 

Fordelingen af skjolde i samtlige våbengrave 


end et våben (ikke 

ryttergrave) 


våben 


At skjoldene ikke optræder nævneværdigt i de jævne våbengrave, men kun i de rigere, 

kan basalt set have to forklaringer: 1) at kun de rigere gravlæggelser indeholder et



komplet våbenudstyr; 2) at langt størstedelen af skjoldene slet ikke har været udstyret 

med skjoldbuler. Den ene forklaring udelukker naturligvis ikke den anden. Forklaring 1: 

de efterladte kan have valgt kun at lægge en del af våbnene i graven - måske af 

økonomiske årsager. Måske fordi et skjold ikke var et rigtigt våben; at det ikke blev regnet 

for noget. Forklaring 2: dette er i virkeligheden en ganske naturlig forklaring på hvorfor 

skjoldene er underrepræsenteret. På grund af omkostningerne ved at fremstille skjold- 

buler af bekosteligt jern, har den mindre bemidlede del af vikingetidens krigere, 

majoriteten, valgt at lave dicount-skjolde uden skjoldbule. Rent faktisk kendes fra Norge 

et enkelt fund af et skjoldbuleløst skjold. I en grav fra Nesna i Nordland fandtes et delvist 

bevaret træskjold med jernnitter, men uden skjoldbule. Der var tale om en mand gravlagt 

med et enkelt spyd (jf. Solberg 1985:72). Fra Tirsko-mosen i Letland kendes et rundt skjold 

med en halvkugleformet skjoldbule af træ. Skjoldbulen er lig skandinaviske vikingetids- 

typer. Dette skjold er endvidere konstrueret med en slagabsorberende overflade af læder - 

mellem læder og træ har man lagt græs (Urtan 1961:222). Også fra Groß Raden i 

Mecklenburg kendes en skjoldbule af træ (Schuldt 1985:171f samt abb. 158). 

Tilsyneladende har man i det middelalderlige Norge differentieret mellem skjolde med 

eller uden bule. Gulatingsloven fortæller: “Ein mann skal ha (…) skjold som det i verste fall 

skal liggja tri jarnspenger tvers yver, med handtak som er fastklinkna med jarnsaum.” 

(Gulatingsloven § 309). I Frostatingsloven bliver der krævet jernbånd på skjoldet, men der 

nævnes intet om skjoldbule: “Fullgodt skal kvart treskjold vera som det ligg tre spenger av jarn 

tvers over, og som har handtak på innsida.” (Frostatingsloven VII, § 15). Her nævnes det 

udstyr et skjold “i værste fald” skal have. På trods af at man går i detaljer med jernsøm og 

jernbånd, så nævnes der intet om skjoldbuler. Lignende krav fremgår af Magnus 

Lagabøters Landslov (se denne ovenfor § 4). Som nævnt i afsnittet om de gotlandske 

billedsten, så ses skjoldbuler på skjoldene kun i et enkelt tilfælde. Derimod er mange af de 

krigsskibe der afbildes på Hedebymønterne, forsynet med skjolde med skjoldbuler (fx. 

Crumlin-Pedersen 1997, fig. 7.7). Om dette blot drejer sig om stilmæssige forskelle på 

motiverne eller hvorvidt det afspejler virkeligheden, skal lades være usagt her. 

Derudover er vores viden om vikingernes skjolde ringe. Det ville være spæn- 

dende at kende noget mere til deres størrelse. De 60 skjolde vi kender er alle fra



Gokstadskibet og måler omkring 90 cm. ∅. Større har de næppe været, men de kan 

sagtens have været mindre. På flere detaljerede afbildninger fra yngre germansk jernalder 

ses krigere - formentlig elitekrigere - med skjolde der, i forhold til krigernes kroppe, ser ud 

til at være 40-60 cm. ∅ (Jørgensen et. al. 1997, fig. 103). Sandsynligvis har de uerfarne 

bondekrigere været udstyret med de største skjolde mens de professionelle krigere til tider 

kan have brugt mindre skjolde, for at opnå en større smidighed. 

I de nordiske skjaldekvad omtales skjoldene dog hyppigt. Oftest billedligt 

hvor en konge omgærder sit land med blandt andet skjolde, som værn mod fjender. For 

eksempel kvædes der i Knytlingesaga om Knud den Store: “kampmodig havde du, Knud, 

røde skjolde foran landet.” (Malmros 1985:115) 4. Sandsynligvis er der her tale om et billede 

på en form for ledingsflåde. De røde skjolde optræder flere forskellige steder i lignende 

sammenhænge (ibid., s 116f). I Magnus Lagabøters Landslov specificeres det i § 1 at de 

næstfattigste af ledingskrigerne skal bære netop røde skjolde. De andre ledingskrigeres 

skjoldfarver nævnes der intet om (jf. afsnittet om middelalderlovenes bevæbning ovenfor). 

SPYDET 

Dette våben forekommer (jf. fig. 1) i langt færre grave end øksen. Og som det fremgår af 

fig. 4, findes langt de fleste spyd i ryttergravene. Det er ikke mærkværdigt i sig selv at der 

er mange spyd i ryttergravene. For eksempel fremgår det tydeligt af Bayeuxtapetet at 

spydet også anvendes af rytteriet. Ligeledes var spydet betydningsfuldt for de frankiske 

rytterhære (la Cour 1959:23). Men at spydet også skulle være et våben for bondekrigeren 

virker logisk, da det er både teknologisk og økonomisk overskueligt at fremstille. Man 

kunne formode at spydet, ligesom øksen, har været et våben for både rige og fattige. Hvis 

dette er tilfældet; hvor er spydene - det vil sige spydspidserne - så henne i gravmaterialet 

fra de jævne grave? Der kan være tale om de to samme forklaringer som gjorde sig 

gældende for de manglende skjolde (skjoldbuler): 1) at kun de rigere gravlæggelser 

indeholder et komplet våbenudstyr; 2) at mange af spydene blot har været fremstillet af 

organisk materiale; udelukkende træ eller måske et træskaft med benspids. Det er 

4 Der er uenighed om den præcise oversættelse af dette stykke. I J. P. Ægidius oversættelse af Knytlingesaga står der: 

“Vred kom du til kysten, Knud! Med røde skjolde



selvfølgelig også en mulighed at spydene kun har spillet en lille rolle for bondekrigerne. 

Spydet har ikke samme afgørende rolle i bevæbningen som skjoldet. 

60% 

40% 

20% 

0% 

Fordelingen af spyd i samtlige våbengrave 


end ét våben (ikke 

ryttergrave) 


våben 


Spydet spiller en gennemgående rolle i yngre germansk jernalders grundbevæbning (jf. 

Jørgensen 1999:164ff). Samtidig er spydet også grundbevæbning i middelalder - selv de 

fattigste ledingskrigere skal supplere deres bevæbning med et spyd. Blandt andet derfor 

er det svært at forestille sig at spydet pludselig skulle forsvinde fra grundbevæbningen i 

vikingetiden. Ikke mindst fordi at spydet stadig optræder i de rige grave og som en form 

for statussymbol - som for eksempel de spydbærende kvinder på Osebergtapetet. 

SVÆRDET 

Der skal ikke skrives langt om sværdet i denne opgave. Fordelingen af sværdet i samtlige 

våbengrave ser nogenlunde ud som spydets. Men i sværdets tilfælde er denne fordeling 

mere begribelig. Sværdet har nok ikke været den menige krigers almindelige våben. Dog 

er der i det norske sværdmaterialer visse typer - type H og M - der forekommer i så stort 

antal, at der må være tale om vikingetidens hovedsværdtyper (Petersen 1919:202). Blandt 

andet kunne det enæggede type H-sværd være et udmærket eksempel på en menig 

krigers våben. Både type H og type M forekommer i relativt stort antal med enæggede 

klinger. For type H’s vedkommende med 52 enæggede i.f.t. 142 tveæggede; for type M’s 

vedkommende med 30 enæggede i.f.t. 166 tveæggede (jf. Petersen 1919:94 og 117) 5. De 

enæggede vikingetidssværd er dog indtil videre kun fundet i Norge og i mindre omfang 

5 Disse tal er kun vejledende i henhold til den mængde sværdmateriale der er dukket op i Norge siden Jan Petersens 

undersøgelse i 1919.



Irland - sikkert indført af norske bosættere. Men, som Anne Nørgård Jørgensen også har 

påpeget (1999:151), burde dette sværdmateriale nybearbejdes. 

UDBLIK I TID OG STED 

I dette afsnit skal materialet der er undersøgt ovenfor sættes i perspektiv. Geografisk med 

vikingetidens bevæbning i Norge, hvor antallet af kendte våbengrave er langt større end i 

Danmark; tidsmæssigt med bevæbningen fra yngre germansk jernalder i Norden. 

DE NORSKE VÅBENGRAVE 

Vikingetidens norske gravmateriale er meget større end det danske. Blot for at opridse 

princippet i forskellen: i Norge kendes der 3796 våbengrave 6 (Solberg 1985:63) imod 

Danmarks, som ovenfor nævnt, 158 våbengrave 7. Det kan derfor være relevant at bruge 

det norske materiale som en form for sladrehank om de mulige fejl og mangler der kan 

dukke op i analysen af det danske materiale. Hér har jeg valgt at bruge Bergljot Solbergs 

undersøgelse Social Status in the Merovingian and Viking Periods in Norway from 

Archaeological and Historical Sources (1985). Solberg har inddelt det norske våbengravs- 

materiale i tre grupper: 1) grave med ét våben; 2) grave med to våben; 3) grave med tre 

våben. I Solbergs undersøgelse skelnes der mellem offensive våben og skjolde. Så en grav 

med ét våben kan derudover også indeholde et skjold. Våbengrave med kun ét våben 

udgør langt den største del af våbengravsmaterialet - i alt 68%. Både i gravene med ét 

våben og i det samlede våbengravsmateriale dominerer øksen, efterfulgt af spydet og 

sjældnest sværdet. I grave med to våben dominerer kombinationen økse + sværd. Men 

denne gruppe udgør blot 20% af det samlede våbengravsmateriale (ibid., s66). Gravene 

med tre våben bliver ikke berørt hér. Der er på flere punkter overensstemmelse med det 

danske våbengravsmateriale: 1) de jævnt udstyrede våbengrave udgør - ikke 

overraskende - langt den største del af våbengravene; 2) øksen er det foretrukne våben, 3) 

spydet er ikke så godt repræsenteret i gravene som man umiddelbart skulle tro, men er 

6 I Solbergs undersøgelse er gravmaterialet fra merovingertid taget med, så dette høje antal af grave er altså noget 

misvisende. Det har i denne opgave ikke kunnet lade sig gøre at adskille vikingetidsmaterialet fra det samlede 

materiale. 

7 Med forbehold for det våbengravsmateriale der først er kommet for dagens lys efter Bergljot Solbergs artikel fra 1985.



trods alt mere almindeligt end sværdet. Da skjoldet ikke er særskilt behandlet i Solbergs 

undersøgelse, kan der ikke foretages sammenligninger med de ovenstående overvejelser 

om grundene til skjoldets fravær i de jævne danske våbengrave. 

YNGRE GERMANSK JERNALDERS VÅBENGRAVE 

Anne Nørgård Jørgensen har i Waffen und Gräber (1999) undersøgt en stor del af 

våbengravene fra yngre germansk jernalder. Den klassiske fuldbevæbning i denne periode 

er tveægget sværd, sax, spyd og skjold, og dominerer i perioden 560/70 til 610/20 e.v.t. 

Stadig er Norden meget påvirket af kontinentet. Først i slutningen af 600-tallet får 

bevæbningen gradvist et mere nordisk præg. De første økser dukker op i gravene, 

samtidig med at saxen begynder at udvikle sig mod den særegne langsaxtype, der 

kendetegner Norden i sen yngre germansk jernalder og en del af vikingetiden. Hermed 

begynder de grave hvor der er nedlagt fuld bevæbning også at blive færre (ibid., s142ff). 

Allerede i yngre germansk jernalder findes der indikatorer på en stramt organiseret hær 

der må have været baseret på værnepligt. For eksempel kan den meget uniformerede 

bevæbning, der optræder i gravene fra 500 til 700-tallet, vidne om dette. Måske kan den 

uniformerede bevæbning være holdepunkt i en påstand om en form for folkevåben allerede 

i yngre germansk jernalder. I yngre germansk jernalder udgør våbengrave 45% af det 

samlede antal grave. I vikingetiden er dette tal 25% i Danmark (ibid., s172). Men der er 

nok snarere tale om en ændring i våbnenes rolle som gravgods end en ændring i den 

reelle bevæbning og det reelle antal af våbenføre mænd. Dette misforhold gør det dog 

alligevel svært at sammenligne de to perioder. Et andet væsentligt misforhold er det 

nordiske særpræg bevæbningen får i slutningen af yngre germansk jernalder. Den 

kontinentale tilknytning der ses i jernalderen får langt mindre betydning i vikingetiden. 

Af disse grunde er det ikke så ligetil at sammenligne disse to perioder. Men når det gælder 

så overordnede ting som værnepligt, er det svært at forestille sig at den eksisterer i 

jernalderen, men ikke eksisterer i vikingetiden, blot fordi gravskik og våbnenes udseende 

skifter. At værnepligten stadig eksisterer i vikingetid underbygges af de monumentale 

bygningsværker (jf. afsnittet herom under Bondekrigerens værnepligt ovenfor).



V I H A R I N G E N H E R R E - F O R V I E R A L L E L I G E I M A G T ( ? ) 

Under denne overskrift skal opgaven sammenfattes og afsluttes. Der er tale om 

vikingernes kække svar da de er på vej til at underlægge sig Karl den Tykkes (876-887) 

rige, og frankerne spørger om deres herres navn (Dudo, 2. bog, afsnit 13; med kommen- 

tarer). Som det allerede nævntes i indledningen, er det ikke denne opgaves målsætning at 

belyse social struktur i vikingetiden. Men det skal dog understreges at dette kapitels 

overskrift næppe udtrykker de fremherskende sociale forhold i Danmark anno 700-1100 

e.v.t. Men snarere en flok piraters - der sandsynligvis kom fra Norden - halvanarkistiske 

og flade gruppestruktur. Bonden der byggede Trælleborg var næppe lige i magt med 

Harald Blåtand. 

SAMMENFATNING 

I opgavens første kapitel blev kilderne til vores viden om værnepligten fremlagt. Begrebet 

værnepligt skal opfattes bredt - det omfatter både militær tjeneste og pligtarbejde i form af 

bygning af befæstninger, broer med mere. I hvert fald tilbage til førromersk jernalder kan 

der i våbenfund spores en hierarkisk hær. Den hierarkiske hær må have medført værne- 

pligt i en eller anden afskygning. I det vikingetidige Danmark findes kun indirekte 

arkæologiske kilder der fortæller om værnepligt. Der er tale om de monumentale 

bygningsværker fra 700-tallet: Kanhavekanalen, Danevirkes første fase og grundlæggelsen 

af Ribe; samt fra 900-tallet: Ravning Enge-broen, Danevirkes tredje fase og trelleborgene. 

Disse må være vidnesbyrd om en kongemagt der havde magt og myndighed til at beordre 

pligtarbejde; og dermed også militær tjeneste. At militærtjenesten og pligtarbejdet rent 

faktisk eksisterede lige udenfor Danmark, og var to sider af samme sag, ved vi fra 

samtidige frankiske og angelsaksiske lovtekster. Der er grund til at antage at mange 

elementer i disse lovtekster har været lig de ukendte nordiske love fra denne periode. De 

vikingetidige runeinskriptioner rummer desværre ingen direkte oplysninger om 

værnepligt. Først fra 1200-tallet findes der i Norden lovtekster der fortæller uddybende 

om værnepligten - i form af ledingen. Sandsynligvis kan ledingen - i den fra 1200-tallet 

beskrevne form - ikke føres længere tilbage end sidste halvdel af 1100-tallet. Men enkelte



elementer, som eksempelvis bevæbningens sammensætning og udformning, har muligvis 

sine rødder tilbage i yngre germansk jernalder. Et andet kildemateriale er skjaldekvadene. 

Disse er nedskrevet i de islandske sagaer, men kan formodes at beskrive 900 og 1000-tallet 

i relativt uforvansket tilstand. Her omtales vikingehærens menige soldater ofte som 

bønder. Og det antydes flere steder at bondesamfundet gør oprør på grund af kongens 

ledingskrav. 

Den primære kilde til bondekrigerens bevæbning er det danske våbengravsmateriale. I 

denne opgave er der lagt vægt på udvalgte gravpladser hvor der findes jævne våbengrave 

med kun et enkelt eller blot få våben. De ikonografiske kilder - som de gotlandske 

billedsten og Bayeuxtapetet - er dels for upræcise, dels geografisk for langt fra Danmark til 

at kunne bruges i denne sammenhæng. Bayeuxtapetet kan dog anvendes til opklaring af 

enkelte, meget konkrete, problemer vedrørende bevæbningen. Gravmaterialet giver - 

hvad angår de jævne våbengrave - heller ikke et ærligt billede af bevæbningen. Øksen er 

klart det populæreste gravvåben. Men man savner skjolde og spyd. Der er flere mulige 

forklaringer på denne mangel. Hovedforklaringen er nok at fuldt våbenudstyr oftest kun 

findes i de rige våbengrave. Bondekrigeren blev altså ikke gravlagt med alle sine våben. 

Først når vores viden om bevæbningen i yngre germansk jernalder og middelalderen 

drages ind, kan det lade sig gøre at rekonstruere et rimeligt billede af bondekrigeren med 

sine våben. Det ser således ud som følger. Øksen er hovedvåbenet. Der er tale om en 

enhåndsøkse der minder om Jan Petersens type K (suppleret med type H). Øksehovederne 

er nogle gange så korte - omkring 10 cm. længde - at arkæologer ikke regner dem for 

brugbare våbenøkser. Grunden til deres lidenhed er dog mere praktisk: enten er der tale 

om våbentekniske overvejelser - en let økse er bedre i krigsbrug; eller også drejer det sig 

om økonomi - at bruge så lidt jern som muligt. Mange af økserne virker ligeledes billige. 

Øksen anvendes altid sammen med det runde skjold. En vigtig årsag til skjoldets fravær i 

gravmaterialet må være taphonomi - der er nemlig grund til at tro at skjoldene ikke altid 

har været udstyret med skjoldbule - eller til tider skjoldbuler af træ. I et vist omfang 

skyldes fraværet nok også at skjoldene slet ikke har været brugt som gravgods. At spydet 

ikke findes i de jævne vikingetidige krigergrave i nævneværdigt omfang, må primært



skyldes at det ikke har været anvendt som gravgods. Igen kan taphonomiske årsager dog 

spille ind da spyd ret beset kan have været fremstillet med træ- eller benspidser. At spydet 

ikke har indgået i bondekrigerens bevæbning er naturligvis en hypotetisk mulighed, men 

må regnes for temmelig utænkelig. Især når man ser på yngre germansk og middelalderlig 

bevæbning, hvor spydet spiller en stor rolle for den jævne kriger. 

Hvis det store norske vikingetidige våbengravsmateriale drages ind til sammenligning, så 

stemmer det i store træk overens med det danske. Grave med blot ét våben er langt det 

almindeligste. Øksen er det mest udbredte våben. Spydet forekommer sjældnere end man 

umiddelbart ville antage. Dette er ikke ensbetydende med at analysen af det danske 

våbengravsmateriale i denne opgave hermed er blåstemplet, men blot at det anvendte 

materiale kan regnes for nogenlunde repræsentativt. 

Der er ikke fuldstændig kontinuitet fra yngre germansk jernalder og op i vikingetid. Hvis 

man vil sammenligne bevæbningen fra de to perioder, er der især to ting man skal være 

opmærksom på: 1) i jernalderens slutfase mister bevæbningen gradvist sin kontinentale 

tilknytning, og bliver mere nordisk orienteret; 2) andelen af våbengrave, ud af det samlede 

gravmateriale, er næsten dobbelt så stor i yngre germansk jernalder som i vikingetid. 

Samtidig er der stor uniformitet i våbengravsmaterialet. Dette skyldes nok ikke at 

bevæbningen - og antallet af våbenføre mænd - har været fundamentalt anderledes i yngre 

germansk jernalder, men snarere at man i jernalderen har været mere fokuseret på at 

gravlægge folk med fuld bevæbning, end man har været i vikingetiden. Yngre germansk 

jernalders udprægede uniformitet i våbengravene taler for at der allerede i denne periode 

eksisterer værnepligt med krav om ensartet bevæbning - ligesom det kendes i 

middelalderlovenes bestemmelser om folkevåben. 

AFSLUTNING 

Det var denne opgaves mål at beskrive vikingetidens almindelige krigere - bondekrigerne. 

Dette mål er ikke nået hvis man havde ventet at opnå sikker viden om hvad hver enkel 

krigers udstyr bestod af; hvordan han var klædt; hvor omfangsrig værnepligten var;



hvorledes vikingetidshærens hierarki var opbygget; hvorledes hær og værnepligt 

ændrede sig i løbet af vikingetiden o.s.v. Opgavens mål er kun nået i det omfang man vil 

nøjes med at få belyst nogle hovedlinjer og tendenser i vikingetidens militære struktur. 

Med al rimelig sandsynlighed kan man påstå at man havde værnepligt i vikingetidens 

Danmark. De monumentale bygningsværker er vidnesbyrd om dette. Samtidige 

udenlandske love fortæller detaljeret om værnepligt - i form af militær tjeneste og 

pligtarbejde på blandt andet befæstninger. Størstedelen af de danske våbengrave er fattigt 

udstyrede - de fleste blot med ét våben: øksen. Disse grave må repræsentere 

bondekrigerne - landets almindelige befolkning der af kongemagten kunne beordres til 

militær tjeneste og pligtarbejde. 

Gravmaterialet er den altoverskyggende kilde i denne opgave. Men der er 

ikke tale om et helt ærligt materiale. Oftest rummer det flere spørgsmål end svar: blev alle 

gravlagt med fuld bevæbning? Kan man lave sikre kønsbestemmelser ud fra gravgods? 

Gravmaterialet fortæller for eksempel at øksen er det mest udbredte våben. Men øksen i 

sig selv giver ingen mening som bevæbning. Der må helt sikkert have hørt mere til. Vores 

viden om bevæbningen kan først blive tilstrækkelig når vi tilføjer vores egne teorier og 

hypoteser. Det er egentligt banalt, men rummer forskrækkelig mange faldgruber. En del af 

disse faldgruber kunne nok tildækkes ved en kronologisk og typologisk (ny)bearbejdning 

af vikingetidens våbengravsmateriale. Et projekt der burde tage udgangspunkt i det store, 

jævne gravmateriale, fremfor de fornemme ryttergrave og elitekrigergrave med alle de 

flotte ting i. 

Ole Thirup Kastholm Hansen 

Institut for Arkæologi og Etnologi 

Københavns Universitet 2001 

* * *



L I T T E R A T U R 

Andersen, H. H., H. J. Madsen og O. Voss, 1976: Danevirke. (vol. 1) Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter, bind 

XIII. 

Brøndsted, J., 1936: Danish Inhumation Graves of the Viking Age. A Survey. Acta Archaeologica, vol. VII. 

Levin og Munksgaard, København. 

Buchwald, V. F., 1976: En metallografisk undersøgelse af en vikingetidsøkse fra Sønder Onsild. Aarbøger for 

Nordisk Oldkyndighed og Historie 1976, udg. af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab. København 

1978. 

Christensen, T. og P. Bennike, 1983: Kvinder for fred? Skalk nr. 3, 1983, Højbjerg. 

Crumlin-Pedersen, O., 1997: Viking Age Ships and Shipbuilding - in Hedeby/Haithabu and Schleswig. Ships and 

Boats of the North, vol. 2. Udg. af Vikingeskibsmuseet i Roskilde. 

Djupdræt, M., 1998: Billeder af vikingen. Skoletjenesten, København. 

Dudo: Normandiets historie under de første hertuger. Oversat og kommenteret af E. Albrechtsen. Odense 

Universitetsforlag, 1979. 

Engelhardt, C., 1881: Jernalderens gravskikke i Jylland. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1881, 

udg. af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab, København. 

Fenger, O., 1991: Germansk retsorden med særligt henblik på det 7. Århundrede. Fra Stamme til Stat 2 - 

Høvdingesamfund og Kongemagt. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXII:2. Aarhus 

Universitetsforlag. 

Frostatingslova. Oversat af J. R. Hagland og J. Sandnes. Norrøne Bokverk, Det Norske Samlaget, Oslo 1994. 

Griffith, P., 1995: The Viking Art of War. Greenhill Military Paperback, Greenhill Books, London. 

Gulatingslovi. Oversat af K. Robberstad. Norrøne Bokverk, Det Norske Samlaget, Oslo 1952. 

Hafström, G., 1959: Folkvapen. Artikel i Kulturhistorisk Lexikon för nordisk medeltid IV. Allhelms Förlag, 

Malmø 1959. 

Härke, H., 1997: Early Anglo-Saxon military organization: an achaeological perspective. (A.N. Jørgensen og 

B. L. Clausen, eds.) Military aspects of Scandinavian society - In a European Perspective AD. 1-1300. 

Publications from the National Museum, Studies in Archaeology and History, vol. 2. 

København. 

Hedeager, L., 1992: Danmarks Jernalder. Århus. 

Iversen, M. og U. Näsman: Mammengravens indhold. (M. Iversen, ed.) Mammen - grav, kunst og samfund i 

vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII, Århus Universitetsforlag. 

Jacobsen, L. og E. Moltke, 1942: Danmarks Runeindskrifter - Text og Atlas. (2 bd.). 

Jakobsson, M., 1992: Krigarideologi och vikingatida svärdstypologi. Stockholm Studies in Archaeology 11, 

Arkeologiska institutionen, Stockholms universitet.



Jensen, S., 1993: Bydannelser. (S. Hvass og B. Storgaard, eds.) Da klinger i Muld … 25 års arkæologi i Danmark. 

Udg. af Det Kgl. Nordiske Oldskrifselskab og Jysk Arkæologisk Selskab. 

Jørgensen, A. N., 1999: Waffen und Gräber. Nordiske Fortidsminder, Serie B, vol. 17, Det Kgl. Nordiske 

Oldskriftselskab, København. 

Jørgensen, L. og A. N. Jørgensen, 1997: Nørre Sandegård Vest. A Cemetery from the 6 th -8 th Centuries on Bornholm. 

Nordiske Fortidsminder, serie B, vol. 14, Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab, København. 

Jørgensen, A. N., 1995: Nye undersøgelser af Kanhavekanalen på Samsø. Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra 

Roskilde, nr. 5, Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter. 

Knytlinge Saga. Oversat af J. P. Ægidius, med indledning og noter ved H. Bekker-Nielsen og O. Widding. G. 

E. C. Gad. København 1977. 

Kroman, E. og S. Iuul, 1945: Danmarks gamle Love paa Nutidsdansk, bd. 1-3. G. E. C. Gads Forlag. København. 

la Cour, V., 1959: Havnebondens våben. Vaabenhistoriske Aarbøger Xa, udg. af Vaabenhistorisk Selskab, 

København. 

Lamm, J. P., 1977: Förteckning över Gotlands bildstenar. Katalog i E. Nylén: Bildstenar. Barry Press Förlag, 

Visby 1977. 

Liebgott, N.-K., 1976: Middelalderens våben. Nationalmuseet. 

Liestøl, A., 1976: Øks. Artikel i Kulturhistorisk Lexikon för nordisk medeltid XX. Allhelms Förlag, Malmø 1976. 

Lund, N., 1996: Lið, leding og landeværn. Vikingeskibshallen, Roskilde. 

Magnus Lagabøters Landslov. Oversat af A. Taranger. Forlaget av Cammermeyers Boghandel, Kristiania 1915. 

Malmros, R., 1985: Leding og skjaldekvad. Det elvte århundredes nordiske krigsflåder, deres teknologi og 

organisation og deres placering i samfundet belyst gennem den samtidige fyrstedigtning. 

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1985, udg. af Det Kgl. Nordiske 

Oldskriftselskab. København 1986. 

Moltke, E. og L. Jacobsen, 1942: Danmarks Runeindskrifter - Text. København. 

Näsman, U., 1991: Grav og økse. (M. Iversen, ed.) Mammen - grav, kunst og samfund i vikingetid. Jysk 

Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII, Århus Universitetsforlag. 

Nielsen, B. H., 1991: Langbladsøksen. Skalk 1991/2. 

Nielsen, B. H., I. K. Kristensen og E. Stidsing, 1986: Vikingetidsgravpladsen Kjølvejen. Historisk Aarbog fra 

Randers Amt LXXX, udg. af Randers Amts Historiske Samfund, 1986. 

Nielsen, B. H., I. K. Kristensen og E. Stidsing, 1985: Kjølvejen - en vikingtidsgravplads ved Over Hornbæk. 

Historisk Aarbog fra Randers Amt LXXIX, udg. af Randers Amts Historiske Samfund, 1985. 

Nylén, E., 1978: Bildstenar. Barry Press Förlag, Visby. 

Pedersen, A., 1997: Weapons and riding gear in burials. (A. N. Jørgensen og B. L. Clausen, eds.) Military 

Aspects of Scandinavian Society - In a European Perspective AD. 1-1300. Publications from the 

National Museum, Studies in Archaeology and History, vol. 2. København.

Petersen, J., 1919: De Norske Vikingesverd. Kristiania. 

Petersen, J., 1928: Vikingetidens smykker. Stavanger. 

Petersen, J., 1951: Vikingetidens redskaper. Oslo. 



Ramskou, T., 1976: Lindholm Høje. Gravpladsen. Nordiske Fortidsminder, serie B, vol. 2, Det Kgl. Nordiske 

Oldskriftselskab, København. 

Randsborg, K., 1995: Hjortspring - warfare and sacrifice in early Europe. Aarhus University Press. 

Roesdahl, E., 1993: Vikingetidens vold og borge. (S. Hvass og B. Storgaard, eds.) Da klinger i Muld …25 års 

arkæologi i Danmark. Udg. af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab og Jysk Arkæologisk Selskab. 

Roesdahl, E., 1977: Fyrkat II. Oldsagerne og gravpladsen. Nordiske Fortidsminder, serie B, vol. 4, Det Kgl. 

Nordiske Oldskriftselskab, København. 

Roesdahl, E., 1976: Otte vikingetidsgrave fra Sdr. Onsild. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1976, 

udg. af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab. København 1978. 

Rud, M., 1996: The Bayeux Tapestry - and the Battle of Hastings. Christian Eilers, København. 

Schuldt, E., 1985: Groß Raden: Ein slawischer Tempelort des 9./10. Jahrhunderts in Mecklenburg. Schriften 

zur Ur- und Frühgeschichte 39. Akademie der Wissenschaften der DDR Zentralinstitut für alte 

Geschichte und Archäologie, Berlin. 

Solberg, B., 1985: Social Status in the Merovingian and Viking Periods in Norway from Archaeological and 

Historical Sources. Norwegian Archaeological Review, vol. 18, 1985. Universitetsforlaget. 

Steuer, H., 1973: Axt. Artikel i Reallexikon der Germanischen Altertumskunde, vol. 1, Berlin 1973. 

Stidsing, E., 1986: Vikingetidsgravpladsen ved Kjølvejen. Arkæologiske fund 1986, udg. af Kulturhistorisk 

Museum, Randers, 1987. 

Sørensen, M. L. S., 2000: Gender Archaeology. Polity Press, Cambridge. 

Tacitus, P. C.: Germaniens historie, geografi og befolkning. Oversat og udg. af N. W. Bruun og A. A. Lund, 

Forlaget Wormianum. Århus 1974. 

Urtan, V. A., 1961: Drevnie sjtjity na territorij Latvijskoje SSR. Sovjetskaja Arkheologija 1961 - (1), Isdatelstvo 

Akademij Nauk CCCP, Moskva. [titlen lyder oversat: “Forhistoriske skjolde fra lettiske SSR”].

Indledning 1 Praktiske bemærkninger 2 Bondekrigerens værnepligt ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?