Kontekst Landskab - Ralf Mabillon

ralfmabillon.dk

Kontekst Landskab - Ralf Mabillon

1

KONTEKST • INA OLSEN • MARIANNE THINGHOLM • RALF MABILLON • OLE LINDQVIST • BJØRN KROMANN-ANDERSEN

www.kontekst-nu.dk


2 Grafisk tilrettelæggelse & layout: KONTEKST og Signe Thur • Fotos: Jesper Uglsøe, Sofus Emil Kromann-Andersen, Barbara Katzin og KONTEKST • Tryk: Huset, Aarhus, juni 2011 • Tak for udlån til


Forord

Af Jacob Wamberg, dr. phil. , professor i kunsthistorie

ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet

Kunstgenrer, der har vundet succes uden for kunstens domæne, kan

være noget af en udfordring at videreføre som kunst – med mindre

de udsættes for et modificerende greb: en ironisk afstand, en formmæssig

sprængning, en stoflig injektion. Det gælder portrættet, der slap

fra guldrammen og ud i alverdens familiealbum. Og det gælder landskabet,

der i eftermiddelalderlig tid udsatte naturen for en ny sensibilitet, men

siden er blevet ufølsom kliché i alt fra rejsekataloger og naturfilm over

Monets skamredne åkander til det blik, vi bare har med os, når vi går en

tur derude i den såkaldt uspolerede natur og forvandler den til panorama,

landskab.

Landskabet havde ellers arbejdet hårdt for overhovedet at blive anerkendt

som værdigt kunstmotiv. For da det var den aristokratiske smag, der

satte dagsordenen – i kunstakademiernes storhedstid i 1500-1800-tallet

– blev det henvist til den laveste plads i hierarkiet af kunstgenrer, kun undergået

af det endnu mere uanselige stilleben. Kunstens mest værdifulde

motiver udgjordes dengang af idealiserede figurlige hændelser, der kunne

lede intellektet mod storladne ideer, og landskabet forledte jo blot blikket

til de omgivelser, der alene kunne opfattes med sanserne. Men det blev så

også landskabets chance sidenhen, hvor kunst kom til at omhandle kunstnerens

særlige måde at sanse sin omverden på – jævnfør Zolas diktum om

kunsten som et hjørne af verden oplevet gennem et temperament.

I vores overstimulerede tider må kunsten imidlertid gribe til mere end

den blotte sansning af omverdenen – par excellence landskabet – for

stadig at kunne mærkes som kunst, og det mærker man i dette katalog.

Indgangene til det landskabstema, som har samlet kunstnergruppen

Kontekst, er netop ikke det rene landskab – den panoramiske indfatning af

naturen – men tvistninger af det. Den Verlusst der Mitte, som den østrigske

kunsthistoriker Hans Sedlmayer forbandt med moderne kunst som sådan,

ligger nok i hjertet af landskabsbegrebet, men hos Marianne Thingholm

er dette centrumstab ført ud i sin absurde centrifugale konsekvens – helt

3


4

derud, hvor midten henstår som tom hvidhed og ’landskabet’ klumper

sig sammen i periferien som en montage af boligannoncers udsigter. Ved

synet af denne sprængte natur forstår man, hvorfor Ralf Mabillon føler sig

tilskyndet til at folde landskabet tilbage i det skab, der ligger i begrebets

rod og hos ham yderligere genopvækkes i et skrivebord med mindelser om

barndommens trygge tilflugtssted. Eller hvorfor Bjørn Kromann-Andersen

presser landskabet ned i urtepotter, hvor harer sejler, ryger pibe, graver sig

ned og gror frem – og også griber til våben, som i beskyttelse af et truet

habitat. I disse udlægninger får landskabet gentilført en kropslig og også

humoristisk tilgængelighed, der byder figurer velkommen tilbage, hvad

enten det er urtepotternes fabelvæsner, dukker og modeltog anbragt i

skabets kunstige græsmåtter eller et bankende kartoffelhjerte indkastet

som fluktuerende lysbilledprojektion under skrivebordet.

En anden strategi til at gentilføre landskabet substans er så at sige at

angribe det indefra: tage fat om det optiske og sindslige apparat, hvorigennem

naturen bliver til panorama. Det er, hvad Ole Lindqvist gør, når han på

psykedelisk vis hælder gule pletter, skarer af kors eller riflede hvide plama-

ger ud over en i forvejen moderniseret Winterreise, Schuberts sangcyklus

over Wilhelm Müllers melankolske digte, der her er muteret til flygtige fotografiske

indtryk fra en vinterlig biltur i Letland. I en mindre fremmedgørende

gestus går Ina Olsen i kødet på selve den oversættelse, der omdanner

natursansning til billeder. Hendes naturvision er nok som udgangspunkt

ret abstraheret – som fjerne erindringsindtryk – men erindringen genkonkretiseres

i bevægelsesspor, der fremmaner stoflige naturfænomener som

kviste, græs, ild, tåge og røg.

Så skal man tro disse fem ret forskelligartede bud, findes landskabet

skam stadig i kunsten. Blot ikke betingelsesløst.

Jacob Wamberg


Ina Olsen

5


6

Landskabet lever, og vi lever i det

Vi gør det igen og igen. Begiver os ud på skovstierne en bidende søndag

i februar for at mærke det løfte om forår, der gemmer sig bag frosten.

Hvad er det, der får os til det? Mennesket består selv udelukkende af natur,

så måske er det os selv, vi dybest set opsøger?

I naturen oplever jeg ubetinget at kunne være den, jeg er. Og at

netop det er den største og eneste værdi. Naturen taler til mig gennem

vindens susen i trætoppene, gennem landskabet i barken og gennem

skovbundens lugt af forgængelighed, der blander sig med friskheden fra

en nyudsprunget, livskraftig bøg.

Naturen taler til min egen natur, den jeg er født som, lever som og skal

dø som.

Den får mig til at huske, hvad jeg er og hvem jeg er.

Naturen har ikke de ambitioner om at blive større end, bedre end,

der bringer os mennesker så langt væk fra vores egentlige væsen, vores

egentlige væren, og væk fra det virkeligt interessante. Naturen ved, at det

egentlig bare handler om at gro.

Sådan er det også med kunsten. Når vi vover at droppe al vores stræben

efter at komme i stadig større mål, er det, at det egentlige opstår. Det

autentiske, det vi sanser og oplever bagved alle de krav vi stiller til os selv

og som samfundet stiller til os.


Ina Olsen:

Vinterlandskab

Acryl og blyant

på masonit

120 x 100 cm.

7


8

Ina Olsen: Papir. Tusch på papir


Ina Olsen:

Fra scenografiopgave, forestillingen

”Mens vi venter på Godot”,

Århus Teater 2011

Kridt på væg

300 x 400 cm.

Foto: Jesper Uglsøe

9


10

Ina Olsen:

Træ. skitse

Kul på papir

110 x 250 cm.


Bjørn Kromann-Andersen

11


12

Skyder haren er jeg død

Af Mary-Ann Kromann-Andersen, Cand. mag i religioshistorie og

køn, kommunikation og kultur

Miniature er noget småt; det siger sig selv, men en miniature er

ikke bare noget småt ligesom en æske tændstikker, som vel er

indbegrebet af en lille ting.

En miniature er en ting, et billede - eller et landskab, der er blevet

formindsket. Noget, der ikke nødvendigvis kun findes i virkeligheden

i større udgave, men også f.eks. i kunsten.

En tredimenssionel miniature kræver - for at tage sig ud fra sin bedste

side - at betragteren har forestillingsevne, dvs. at man skal kunne forestille

sig, at man er mindre end man egentlig er, meget mindre. Måske som en

nisse, der er lige så høj som tre æbler stablet ovenpå hinanden eller måske

endnu mindre. Måske så stor som en tændstikæske.

Skal man have fuld fornøjelse af sin græsplæne i miniature-øjemed, må

man altså ned på maven og forestille sig, at man ikke er større end netop

en tændstikæske eller en tændstik, måske endnu mindre. Når man er helt

dernede, er hvert græsstrå så højt som et af de højeste træer og det svimler

næsten for en, når man kigger op i trækronerne. Der mellem træerne kan

man også møde en helvedes stor, rød myre med et helvedes stort hoved,

mens man løber snublende baglæns væk fra uhyret. Hvis man er vokset op

på en strand, så at sige, kan man fylde lidt sand i et syltetøjsglas og kigge

derned og så er man tilbage foran havet med sand mellem tæerne og solen

højt over hovedet.

For at få fuldt udbytte af ”Skyder haren er jeg død” må man nok ned i

knæ, måske både i overført og konkret betydning.

Foto: Sofus Emil og Bjørn Kromann-Andersen / Barbara Katzin


Bjørn Kromann-Andersen:

Skyder haren er jeg død

Hårdtbrændt stentøjsler

Højde ca. 30 cm.

13


14

Bjørn Kromann-Andersen:

Skyder haren er jeg død

Hårdtbrændt stentøjsler

Højde ca. 30 cm.


16

Bjørn Kromann-Andersen:

Skyder haren er jeg død

Hårdtbrændt stentøjsler

Højde ca. 30 cm.


Marianne Thingholm

17


18

Verlust der Mitte - landskabet som miniaturecollager

Af Sidse Camilla Sørensen, Cand. mag. i kunsthistorie

1948 introducerede den østrigske kunstteoretiker, Hans Sedlmayer,

I begrebet ”Verlust der Mitte” i kritikken af samtidskunsten, som han mente

kunne anvendes som et barometer for udviklingen af både kunsten og

det moderne samfund. ”Verlust der Mitte” henviser til et tab af kerne eller

centrum, som i den moderne kunst bl.a. kommer til udtryk som mangel på

struktur og form, fx som hos Asger Jorn, der var fascineret af begrebet og

titulerede et af sine værker ”Verlust der Mitte”.

Marianne Thingholm arbejder med miniaturelandskaber med

inspiration i begrebet ”Verlust der Mitte”, hvor begrebet bliver

dobbelttydigt: manglen på struktur opleves samtidig som et åbent

rum, en tidløs tilstand, der giver mulighed for ny udvikling og nye

konstruktioner – man sætter sine egne forestillinger i centrum. Miniaturelandskaberne,

der er sat sammen af udklip fra havegrønt og træer fra

avisernes boligannoncer, er blevet til i en åben, associerende og næsten

meditativ proces. Husenes herlighedsværdier dekonstrueres og i stedet

skaber Marianne Thingholm små paradisiske landskaber, med hvide ”rum”

i midten, nonfigurative negativformer, opstået ud fra landskabernes

afgrænsninger. Som i paradiset er man ude over naturens logik, her vokser

forskellige træsorter og buske side om side – en natur der er tæmmet i

boligannoncen og som sættes fri gennem kunstnerens greb.

Formmæssigt er collage-landskaberne på en gang bløde og kantede

- som et møde mellem naturens former og kunstnerens udvælgelse med

saksen. Herved opstår de smukke og konstruerede landskaber, hvor den

oprindelige natur tæmmes og sættes i system i en miniatureverden.

Miniaturen har en evne til gøre foruroligende billeder og forestillinger

ufarlige; når ting skaleres ned i størrelse, reduceres tingens iboende styrke

eller magt og kan ligefrem få modsat fortegn og gøres ”hyggelig”.

Som åbne centrum inviterer de abstrakte hvide rum beskueren til at

dyrke intetheden, tomheden der runger eller blot den kontemplative

væren. Et sted for nye erkendelser – i kunstudtrykket og i livet.

Note: Hans Sedlmayer: Verlust der Mitte: Die bildende Kunst des 19. und 20. Jahrhunderts

als Symptom und Symbol der Zeit, 1948


Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage , 18 x 15 cm.

19


20

Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 25,5 x 9 cm.


Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 13 x 12 cm.

21


22

Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 10 ,5 x 15cm.


Ole Lindqvist

23


24

WINTERREISE – revisited. En billedrejse med udgangspunkt i Schuberts sangcyklus.

Rejsen som kunstnerisk koncept er velkendt. Fra vores tid kender vi

roadmovien: En ydre rejse og et indre udviklingsforløb udspiller sig

samtidigt.

Det gælder også for Schuberts Winterreise, hvis hovedperson ved tabet

af sin elskede påbegynder en hvileløs rejse gennem et vinterfrossent

landskab og her gennemlever en kaskade af følelser i kølvandet på tabet.

Digtenes billeder: landskaberne, snestormen, de gøende hunde, den

barske opvågnen fra en drøm etc. bliver metaforer for den rejsendes indre

tilstande.

Winterreise revisited tager sit udgangspunkt i en digtcyklus skrevet i

1827 af Wilhelm Muller og sat i musik af F. Schubert nogle få år senere.

Schubert har fastholdt de 24 digte i et værk med stor og koncentreret

sammenhæng. Værket betragtes idag som et højdepunkt i den vestlige

musikhistorie.

I Ole Lindqvists billedserie er værket blevet til en nutidig rejse, fotografisk

fastholdt og malerisk bearbejdet. En rejse gennem gaderne i byen

og på vejene mellem byerne (de fleste i øvrigt fra en rejse til Letland dec.

2010 – jan. 2011) Industrialisering og stordrift har for længst elimineret det

landskab hvori den oprindelige Winterreise foregår og idag findes landet

praktisk talt ikke mere som andet end en slags fravær. Der færdes ingen

ulykkelig vandrer på vejene mere og menneskers følelse af isolation har i

dag andre årsager. Digtenes patos er væk, årsagerne til denne barske rejse

er ikke mere konkrete som i den oprindelige tekst.

Følelserne af udstødthed og savn, af vrede og trods og de indimellem

hallucinatoriske billeder som den rejsende gennemlever blander sig

med den fotografiske nøgternhed, overlejrer den eller filtres ind i den og

bekræfter hvad den romantiske tekst implicit stadig udtrykker: At der ikke

findes et landskab uden som oplevet landskab. At al menneskelig sansning

er subjektiv.


Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 29,7 x 21 cm.

Bin gewohnt das Irregehen, /’s führt ja jeder Weg zum Ziel; / Uns’re Freuden, uns’re Wehen, / Alles eines Irrlichts Spiel!

25


26

Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 42 x 29,7 cm.

42 x 29,7 cm.

29,7 x 21 cm.

Lustig in die Welt hinein / Gegen Wind und Wetter!


29,7 x 21 cm.

/ Will kein Gott auf Erden sein, / Sind wir selber Götter!

42 x 29,7 cm.

42 x 29,7 cm.

27


28

Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 42 x 29,7 cm.

Ich träumte von bunten Blumen,

So wie sie wohl blühen im Mai;

Ich träumte von grünen Wiesen,

Von lustigem Vogelgeschrei.

Und als die Hähne krähten,

Da ward mein Auge wach;

Da war es kalt und finster,

Es schrien die Raben vom Dach


Ralf Mabillon

29


30

Barndommens LandSkab eller Ich habe noch einen Koffer in Berlin

Hvorfor hedder et landskab, land-skab? Orddelingen forener både det

fjerne og det lokale. Det topologiske og det topografiske, som det

hedder i fagsprog. Tilmed taler vi også om ”indre landskaber”! Og selvom

landskabet nu til dags blandes med katastrofebilleder fra medierne, er

begrebet stadig præget af romantikken.

Landskabet er det fysiske rum, vi i kraft af teknologien er ved at

overvinde, mens skabet repræsenterer en tid, da vi havde nok af tiden og

var mere stedsbundne. Som Jørn Guldberg i sin artikel Landskabets Tid

skriver: “Stedssansen organiserer sansning, erindring og viden om steder

og giver dem betydning. Stedssansens medium er stemningen.” Således

peger landskabet både på det at rejse og det stedsspecifikke, unikke.

I mit projekt bruger jeg skabet som metafor for barndommens eller

erindringens landskab. Man kunne også kalde det for det magiske

landskab. Det er sådan jeg især husker søndage, hvor standurets pendul

var det eneste tegn på liv på denne jord! - Børn oplever uden filter. I lighed

med de oprindelige mennesker lever børn i et andet perspektiv og en

anden tid. Fra tidernes morgen har mennesket rejst som nomader i deres

territorium snarere end gennem det. Deres oplevelsesverden har været rum

og ikke tid. Modsat i dag, hvor afstande er ved at miste deres betydning, er

det vores kroniske mangel på tid, som styrer livet.

Fra mig selv husker jeg, hvordan min farfars mørke biblioteksskab

emmede af en anden tid! Skabet var flankeret af 2 mandshøje søjler, som

vogtere, der påbød mig at holde respektfuld afstand. Overfor min hule

under skrivebordet, ventede der mig med bankende hjerte, en verden, jeg

ikke havde nøglen til. Og med sine søjler mindede skabet om indgangen til

vores hus, med opgangen i flerfarvet marmor bag de tunge døre, som tyste

landskaber med luften fuld af formaninger: om ikke at gå for langsomt,

om ikke at løbe for hurtigt - op og ned ad trinnene med de røde løbere og

blankpudsede messingstænger - på vej op under loftet, hvor de døde duer

sov. Overfor husker jeg en 4-etagers udbombet ruintomt, der var forbudt

og derfor et spændende landskab at gå på opdagelse i.

Jeg tænker mig skabet som en slags container, der iscenesættes

som en opretstående kiste og formidler en stemning, der opleves fra et

barns perspektiv. Et skrivebord, som huser hulen med projektionen af et

bankende hjerte. En billedprojektion, der refererer til et andet landskab,

måske et fiktivt rum. - Sangeren Wolf Bierman udtrykte - lige før han blev

smidt ud af sin ”Wahlheimat” DDR - netop dette skisma mellem det nære

og det fjerne med disse ord: Ich møchte am liebsten weg sein und bleibe

am liebsten hier! Mens det i Hildegard Knefs version lød: Ich habe noch

einen Koffer in Berlin.


Øverst på skabet kører et modeltog, der kan ses, ved at man stiger op på en taburet.

Ralf Mabillon:

Barndommens LandSkab

31


32

Ralf Mabillon: Barndommens LandSkab


Ralf Mabillon Barndommen Land Skab kjvsivbkjsvb Ralf Mabillon: Valhallaekspressen på vej gennem ørkenen

33


34

Ralf Mabillon: Barndommens Land Skab


Bjørn Kromann-Andersen / Ole Lindqvist : Flodseng


36

Ralf Mabillon

Kildehøjen 100, 8240 Risskov

Tlf. 8621 5161 / 2272 9927

ralf@ralfmabillon.dk

www.ralfmabillon.dk

Ole Lindqvist

Karetmagertoften 130, 8270 Højbjerg

Tlf. 2927 5603 / 8627 4411

olelindqvist1@gmail.com

www.olecreates.com

Marianne Thingholm

”Den Blå Hest”

Oddervej 80 A, 8270 Højbjerg

Tlf. 2484 3487

ma_thing@hotmail.com

www.bkf.dk/marianne-thingholm

Bjørn Kromann-Andersen

Holme Byvej 28, 8270 Højbjerg

Tlf. 5049 4175

bjkaster@gmail.com

www.artvark.dk

Ina Olsen

”Den Blå Hest”

Oddervej 80 A, 8270 Højbjerg

Tlf. 2081 7836

inaolsen@hotmail.com

www.inaolsen.dk

Similar magazines