Ubevidst informations betydning i det udviklingsstøttende samspil.

Ubevidst informations betydning i det
udviklingsstøttende samspil.
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv
i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at
visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være
forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller
ej".
Løgstrup 1995, p 259
Abstract
Artiklen sætter fokus på relationens betydning for menneskelig udvikling og giver et bud
på hvordan viden fra udviklings-/ neuropsykologien, sociologiske vinkler,samt
pædagogiske teorier kan beskrive betydningen af det ubevidste samspil. Hvad er det der
foregår, hvordan vi får indsigt i, hvad relationen optimalt skal rumme, når vi stiller os til
rådighed for et andet menneskes udvikling – og kan den kybernetiske psykologi rumme
disse begreber?
© Ubevidst informationers betydning af Annette Groot aut. psykolog
Indledning.
Jeg er optaget af, hvordan voksne som arbejder med andre menneskers udvikling indgår i
relation med andre mennesker på en udviklingsstøttende måde. Megen forskning støtter,
at formidling af viden ikke alene eller måske i lille grad handler om underviserens faglige
kompetencer, men i højere grad om en kombination af den voksens relationskompetence
og en faglig viden. Dette fænomen er også kendt indenfor terapi, hvor det er
veldokumenteret, at virkemidlerne i terapien i højere grad omhandler relationen mellem
terapeuten og klienten, end den terapeutiske retning. Jeg er optaget af at undersøge, om
større bevidsthed hos den professionelle voksne på, hvad der ubevidst foregår i relationen,
både hos sig selv og i den anden, kan skabe et større udviklingsrum for den anden.
Jeg er med andre ord optaget af, hvad der sker i mellemrummene mellem os, fordi jeg er
af den overbevisning, at relationen er grundstammen i selvdannelse samt i den sociale - og
faglige udvikling.
Jeg har gennem mange år været optaget af Daniel Sterns forskning, idet han sætter spot på
betydningen af, hvordan menneskets udvikling er afhængig af, at det indgår i samspil med
andre mennesker. Daniel Stern er den udviklings-psykolog, der har haft størst indflydelse
på udviklingspsykologien gennem de seneste 20 år. Stern bygger sine hypoteser på det
observerede barn frem for det kliniske barn, teorien er således mere prospektiv end
retrospektiv. Sterns teoretiske fundament er integrativ af flere psykologiske retninger,
hvor barnets selvoplevelse ses som det organiserende princip.
Selvoplevelsens udviklingsforløb, som udvikles i samspil omgivelserne, udvikles i takt
med at nye adfærdsmønstre og evner dukker frem, selvet reorganiseres og danner nye
organiserede subjektive perspektiver på selvet og andre. Udvikling foregår i spring og
hop, men følger en tidsmæssig rækkefølge. Stern beskriver, hvordan udviklingen sker
gennem relateringsdomæner. Dannelsen af mange psykologiske og neurologiske processer
i udviklingens første periode er relativ følsom i den forstand, at en begivenhed, der
indtræffer tidligt, vil få større betydning og dens påvirkning vil være vanskeligere at
vende end en begivenhed, der indtræffer senere. (Stern, 1995, p. 42). Relationsdomæner er
aktive livet igennem, individet omdefinerer, omfortolker og reflekterer i en livslang
proces over sig selv og andre.
Stern beskriver, hvordan måder at være sammen med andre på synker ind som en tavs
viden, en viden som mennesket ubevidst benytter sig af i fremtidige relationer.
Så det interessante er, hvordan mønstre for samspil ubevidst kan ’ leve sit helt eget liv’,
foregå som ureflekterede samspilsprocesser. Jeg mener, der er særlig grund til at være
opmærksom på relationen, når et magtforhold gør sig gældende i relationen, det kan
eksempelvis være i en voksen – barn relation, en terapeut – klient relation.
Den ubevidste sansning og - viden belyses gennem kybernetiske psykologi, som Ole
Vedfelt har udviklet. Ole Vedfelt er uddannet jungiansk psykoanalytiker og har udviklet
den kybernetiske psykologi, hvis grundide er en netværksteori, hvor de mere komplekse
systemer potentielt kan regulere de mindre komplekse systemer. Vedfelt fokuserer på,
©
1

hvordan det ubevidste har en langt større informationskapacitet og kompleksitet end jeget
og bevidstheden, det ubevidste skal derfor tænkes ind, når der arbejdes med reguleringer
af personligheden. Vedfelt beskriver, det ubevidste som en intelligens, der former vore
handlinger, samspillet med andre og vores grundlæggende oplevelse af virkeligheden.
Den ubevidste intelligens ses som selve forudsætningen for rationel tænkning, hvorfor det
ubevidste får indflydelse på menneskelig erkendelse, for læreprocesser og forståelsen af
den menneskelige personlighed i sin helhed.
Der er altså ’guld at hente’, når vi retter fokus på begge parter i en relation. Den
kybernetiske teori spænder over både relationen, hvad der foregår bevidst og ubevidst,
samt giver den os adgang til denne viden.
Jeg ønsker med nærværende artikel at rette spotlight mod de ubevidste processer, der
foregår i og mellem os, med henblik på at skabe mulighed for øget bevidsthed, flytte
viden fra et ubevidst til et bevidst plan, så professionelle voksne, der holder andre
menneskers liv i deres hænder, i højere grad får mulighed for med deres egen måde at
være på at støtte den andens udviklingsmuligheder.
Jeg håber gennem den teoretiske gennemgang og sammenligning at kunne give et
kvalificeret bud på, hvor vidt relationen i sig selv kan være ”redskab” for den andens
udviklingsmulighed? Er det muligt alene med den voksnes ’væren’ enten at ’åbne op’
eller ’lukke i’ for et andet menneskes udvikling?
Det ubevidste.
Det er interessante bliver, hvordan det ubevidste får sin viden, og hvordan vi får adgang til
den lagrede viden, som tilsyneladende er eller kommer i spil, når vi er sammen med andre.
Vedfelt har blandt andet i sin bog Ubevidst Intelligens, 2000 foretaget en gennemgang af
en den meget omfattende forskning vedrørende subliminal perception, som har fundet sted
særligt gennem de seneste 20 år. Vedfelt konkluderer på baggrund af dette materiale, at
”subliminal perception” er perception under bevidsthedstærskelen. Informationer som
tages ind udenfor bevidstheden, som lagres i hukommelsen som ubevidst information og
som påvirker vores væren og handlen også overfor andre mennesker.
Den subliminale informationsmængde er mere omfattende end den
bevidste, og den kan påvirker personligheden, ikke bare til isolerede reaktioner, men til
holdninger og handlinger, som strukturerer mennesket i dets helhed på ganske dybsindige
måder. (Vedfelt, 2000, p. 29)
Vedfelt redegør for, at der blandt forskerne er enighed om, at vi hvert øjeblik modtager
kolossalt meget mere information, end vi er bevidste om og opfattelsen er langt hurtigere
end med det, der ’fanges’ af den almindelige bevidsthed. Det ubevidste sansnings lager er
langt større end det bevidsthedens lager. (Vedfelt, 2000, p. 22). Eksempler på, at vi
perciperer subliminalt, og at vi handler ud fra denne information udnyttes bevidst af
reklameverdenen, denne form for målrettet ubevidst påvirkning af andre mennesker
kaldes priming. (Gade,1999,p.136ff.).
Freud betragtede drømmene som ”kongevejen til det ubevidste”. Vedfelt gennemgår i
Drømmenes Dimensioner de vigtigste drømmeteorier, drømmes væsen, funktion og
fortolkning, hvormed han påviser at drømmene rummer store mængder subliminal
perception. Vedfelt fremhæver i Ubevidst Intelligens, hvordan drømmene kan bryde med
logiske og realistiske sammenhænge for at tilføje nyt, give ekstra mening, foretage
kreative spring, samtidig med at drømme i koncentreret form giver meget værdifulde
oplysninger om indre processer. Vores drømme er altså et eksempel på, hvordan vores
indre system ubevidst bearbejder subliminale sansninger og indtryk.
Vi tager altså hele tiden mere viden ind, end bevidstheden kan håndtere og denne viden
’lagres’ i et ubevidst lager. En anden form for ubevidst information er tilsyneladende den
viden, de erfaringer eller automatiserede processer som vi tilegner os om og i relationer,
der synker ned i dette ubevidste lager, som glider i baggrunden og ligger som ’tavs viden’,
man kunne også snakke om procedural hukommelse, ’ubevidst’ viden om relationer.
Udvikling er afhængig af relationer.
Den moderne spædbarnsforskning er et af de mest velunderbyggede og
gennemresearchede områder indenfor psykologien, hvor Daniel Stern er en af
hovedfigurerne, der har samlet viden om, hvordan barnet fra starten er rettet mod
relationen og søger at indgå i relationer med de nære omsorgspersoner, Stern, 2000.
Mennesket er født ind i et fælles dyadisk system, en selvdannende og dyadisk
organisation, som er gensidigt udfyldende. Spædbarnet skaber gennem samværet gradvist
et mere og mere differentieret selv og gennem samspil med den nære omsorgsperson lærer
barnet sig over tid at være part i en interaktion med andre, som har egne behov. Colwyn
Trevarten, forsker i spædbarnspsykologi fra universitetet i Edinburgh, har på baggrund
omfattende kendskab til den nyeste spædbarnsforskning netop beskrevet, hvordan
spædbarnet udviser en selektiv orientereting mod og koordineret respons på udspil fra
omsorgsgiveren, få dage gammelt er spædbarnet i stand til at imitere. (Trevarten,
1994,p.598-599).
Imitation af en metasproglige kommunikation, der fortsætter gennem livet, imitationen af
andre giver automatisk feedback til vore egne følelser, så vi til en vis grad overtager de
følelser, som den anden har. Vi kan med andre ord gennem imitation af andres
kropssprog, mærke den følelsesmæssige resonans, der eksempelvis er ved den andens
kropsholding. Det kan være ganske fine kropsbevægelser, som ubevidst imiteres, så vi
mærker den anden og som betyder, at vi ubevidst justerer vores adfærd til den anden.
Vedfelt påpeger, at der ikke opnås intersubjektivitet eller følelsesmæssig vekselvirkning
alene gennem imitation, som det fremgår af følgende. (Vedfelt, 2000, p. 31).
Vedfelt beskriver, hvordan den enorme informationsmængde spædbarnet erfarer og lære
om samspil, synker ned som tavs viden. De utallige indtryk vi opsamler simultant i
samspil med andre, integreres i helheder og mønstre, som samles i en ikke lineær
hukommelse. De samspilsindtryk vi tager ind integreres med vore tidligere erfaringer,
som hentes frem fra en formidabel fond af viden om samspil med andre.
Udtrykket ’tavs viden’ har Vedfelt hentet hos engelske læge, kemiker og filosof Michael
Polanyi, som indførte begrebet ”tacit knowledge” for den tavse viden, vi ikke kan
2

egrunde eller forklare i ord, og som vi måske aldrig har været bevidste om. Den tavse
viden er ifølge Polanyi en fundamental vidensform, som danner basis for al anden viden.
Den er ikke baseret på regler, og den er grundlæggende rodfæstet i kroppen. (Vedfelt
2000, p. 41ff.).
I interaktion med andre modtager vi utallige ydre sansninger, som vi registrer og
bearbejder. Disse kombineres med egne indre kropsfornemmelser, egne følelser og
forestillinger, som vi altså ikke er bevidste om, men som alligevel har stor betydning for
vort liv. En af de mest betydningsfulde måder, hvorpå vi suger ubevidst information til os,
er ved at aflæse andres kropssprog. Uden at vide det, er vi eksperter i at betragte andres
bevægelser, mimik og stemmeføring og selv om vi ikke tænker over det, drager vi
vidtrækkende slutninger på baggrund af denne ubevidste kropslæsning.
Den metasproglige kommunikation er undersøgt af den amerikanske psykolog, Albert
Mehrabian og hans medarbejdere, som i en omfattende forsøgsrække undersøgte, hvor
stor en rolle disse faktorer forholdsmæssigt spiller for vores sympati, interesse og respekt
for andre mennesker.
De fandt, at ansigtsudtrykket fortalte omtrent 8 gange så meget om vores følelsesmæssige
holdning til andre, som det verbale udtryk. Stemmens lydlige udtryk er ca. 5 gange så
vigtigt som de ord, der kommer ud af munden. Den ubevidste kommunikation fra ansigt
og stemme sammen blev vurderet til at være 12-13 gange så stor som ordenes mening.
Eller udtrykt i procenter: verbal betydning 7%, tonefald 35%, mimik 58%. (Mehrabian, A
.,1981, p. 2-3 & 17-18).
Allan N. Shore er neuropsykoanalytiker og professor ved Institut for Psykiatri og
Bioadfærdspsykologi ved ”University of California”. Shore beskriver, hvordan
socioemotionelle informationer inddrager specialiserede neurale systemer i højre
hjernehalvdel. Den biologiske baserede spontane emotionelle kommunikation, der
forekommer i nære interaktioner foregår altså i højre hjernehalvdel, så selv om venstre
hjernehalvdel medierer det meste af den lingvistiske adfærd, er højre hjernehalvdel
afgørende for bredere, kommunikative aspekter. (Shore, 2006 p. 182. ff.).
Metakommunikativ opfattelse af kropssprog prosodien optages således primært i højre
hjernehalvdel, ligesom der her bearbejdes emotionel information. Kvaliteten af samværet
har betydning for hjernens udvikling, idet modning af spædbarnets højre hjernehalvdel er
erfaringsbaseret, hvorfor særligt den helt tidlige relation har afgørende betydning for
barnets senere udvikling. Menneskets hjerne har sin vækstspurt de sidste måneder før
fødslen til barnet er ca. 2 år gammel og højre hjernehalvdel er dominerende de første tre
år. Man kan sige, at moren ’downloader programmer’ i spædbarnets hjerne gennem en
optimal ’bundtning’ af stumper af socialaffektiv stimulering, som barnets højre
hjernehalvdels socialaffektive informationsbearbejdningssystem i sin udviklingsfase er i
stand til effektiv at bearbejde og lagre i hukommelsen.
Man kan med andre ord sige, at vi mennesker først kan ’skabe os selv’, når vi bliver skabt
i samspillet med en anden.
Shore påpeger endvidere, at funktionerne af det ”selvkorrigerende” system, som foregår i
højre hjernehalvdel er af central betydning for selvregulering, evnen til fleksibelt at
regulere emotionelle tilstande gennem interaktioner med andre mennesker.
Den kybernetiske psykologi integrerer således viden fra udviklingspsykologien,
sociologien og neurologien i beskrivelsen af ubevidste sansning og dens betydning for
barnets udvikling. Det fremhæves i den kybernetiske psykologi, hvordan samvær med
andre synker ned som ’tavs viden’, der har vidtrækkende konsekvenser for vores følelser
og handlinger sammen med andre mennesker.
Det intersubjektive rum.
Vedfelt og Stern er enige om, at imitation ikke alene kan medvirke til intersubjektiv
udveksling eller følelsesmæssig vekselvirkning. For at kunne opnå nonverbal
følelsesmæssig intersubjektivitet kræver det, at den voksne er i stand til at aflæse
følelsestilstande ud fra ydre adfærd.
For at opnå nonverbal følelsesmæssig intersubjektivitet, må den voksne udvise en
adfærd, som ikke er en direkte efterligning, men som ikke desto mindre på en eller anden
måde korresponderer med barnets ydre adfærd, samtidig må barnet være i stand til at
aflæse den voksnes korresponderende reaktion, som havende at gøre med dets egen
oprindelige følelsesoplevelse og ikke blot alene efterligning af dets adfærd, det er kun når
disse tre betingelser er til stede, at:
…følelsestilstande i ét menneske kan erkendes af et andet, og at de begge uden sprogets
brug kan mærke at denne transaktion har fundet sted.
(Stern, 1995 p.148).
Stein Bråten er norsk professor i sociologi og beskæftiger sig med kommunikation.
Bråten fastslår, at samspillet mellem et nyfødt barn og dets forældre er andet og mere end
instinktstyret eller symbiotisk tilknytning, der er kommunikativ udveksling, som udfoldes
på baggrund af begge parters medfødte dispositioner.
Bråten fremhæver, at barn og forældre indgår i en gensidig følt subjekt-subjekt kontakt fra
begyndelsen, og at denne gensidige oplevelse af kontakt – denne gensidigt følte viden om
hinanden – danner afsæt både for barnets interesse for genstande i omverdenen (subjektobjekt-relationen)
og for udviklingen af mere og mere udbyggede kommunikative
systemer (subjekt-subjekt relationen).
Bråten dokumenteret gennem videoanalyser, ligesom Stern, barnets sociale natur og dets
intersubjektive kompetence. Også Bråten beskriver, hvordan barnets kompetence udfoldes
gennem barnets imitation af eksempelvis mundbevægelser, protokonversation
(dialoglignende samspil) og gensidigheden i indtoningen.
Et menneskes "intersubjektive inntoning fortsetter som kompetanse
gjennom livet også når høyere ordens kompetanser kommer til".
(Bråten,1996,p. 176).
3

Den ubevidste ’mærken hinanden’, beskriver Bråten som delagtighed, en medfødt evne til
ubevidst og ureflekteret at tage del i en anden bevægelser, som om vi var med til at udføre
dem. (Bråten, 1999, p. 273). En tilbøjelighed til at være med på udøverens bestræbelser,
som gerne viser sig i medbevægelser eller imitationer. Disse fund understøttes af et
neuralt spejlsystem, som nyligt er påvist i menneskehjernen. (Bråten & Gallese, 2004).
Fænomenet kaldes spejlneuroner og kan siges at være spontane og ureflekterede
medbevægelser – en ubevidst andencentreret delagtighed.
Spejlneuronernes funktion er en medfødt evne til ubevist at opleve, hvad den anden
oplever. Det er en involuntær oplevelsesakt, som om ens orienteringscentrum og
perspektiv var centreret i den anden. Det er ikke en form for viden om den anden, men
svarer til en deltagelse i den andens oplevelse, det er den basale intersubjektive evne, der
muliggør imitation, empati, sympati, emotionel afsmitning og identifikation. (Stern, 2004,
p. 250).
Spørgsmålet er dog, hvor vidtrækkende betydning vi kan tillægge spejlneuronerne. Der er
næppe tvivl om, at deres funktion har betydning for imitation, så vi mærker hinanden. Vi
deltager i andres oplevelser, vi imiterer andres udtryk og bevægelser og når vi bruger
vores kropssprog virker det også indadtil, vi påvirkes konstant af vore kropslige attituder
og holdninger, men disse følelser tilhører os selv, ikke den anden. Der må derfor være
andre ting i spil for at opnå følelsesmæssig intersubjektivitet.
Stern påpeger, hvordan der i den intersubjektive relation også foregår affektiv afstemning
og delagtighed af vitalitetsfølelser. (Stern, 1995,p.148 ff.).
Affektiv afstemning beskrives af Stern, som udførelsen af adfærd, der udtrykker
følelseskvaliteten i en fælles meddelt affektiv tilstand uden af den indre tilstands nøjagtige
adfærdsmæssige udtryk efterlignes. Imitation gengiver form - afstemning gengiver følelse.
Stern adskiller affektiv afstemning fra empatibegrebet, hvor empati består af mindst fire
forskellige og formentlig sekventielle processer:
1. at give følelsestilstande genklang (resonans),
2. at udlede eller abstrahere empatisk viden ud fra den emotionelle
resonansoplevelse,
3. at integrere den abstraherede empatiske viden og herudfra reagere
empatisk,
4. en forbigående eller momentan rolleidentifikation.
Afstemning og empati begynder begge med en emotionel resonans, men afstemning
omarbejder automatisk denne oplevelse til en anden udtryksform. Afstemning behøver
altså ikke at gå i retning af empatisk viden eller reaktion – afstemning er en særlig og
selvstændig form for affektiv transaktion. Der er her tale om amodal sansning af primære
sansekvaliteter som form, intensitet og tid, hvilke er de færdigheder, der spiller ind i
affektiv intersubjektivitet. Afstemningsprocessen foregår i det store hele udenfor
bevidstheden og næsten automatisk.
Der foregår afstemning i forhold kategoriale følelser som tristhed, at være ked af det,
smerte, overraskelse og glæde, de følelser der ofte afspejler sig i ansigtsmimikken. Men i
virkeligheden synes det som om, afstemning primært foregår i forhold vitalitetsaffekter.
Disse kan mærkes såvel indefra som i forbindelse med andre menneskers adfærd.
Eksempler på vitalitetsaffekter kan være: ”brusende”, ”skarp”, ”flydende”, ”blegnende”,
”blød”, ”eksploderende”. (Stern,1995,p.63-70).
Både kategoriale - og vitalitetsfølelser og afstemning til disse, beskrives i kybernetisk
psykologi, hos Vedfelt, som globale informationer eller tilstande, der foregår i et
supramodalt rum. De forskellige oplevelsesorienterede processer, der foregår i den
interpsykiske relation forenes i den kybernetiske psykologi i det supramodale rum.
Vedfelt beskriver det supramodale rum som et mange dimensionalt psykisk rum, som den
rationelle, kognitive bevidsthed ikke kan få adgang til at bearbejde, fordi den kun rummer
og bearbejde en meget begrænset informationsmængde ad gangen, enten tænker vi, føler,
ser eller mærker vi. (Vedfelt, 2000, p. 59,84,101 ff.).
Stern beskriver, hvordan vi i relationen kan igangsætte vitatalitetsaffekter. Dette kan
eksempelvis gøres af personer, som har et særligt bevægelsesmønster – så en påtrængende
person, kan igangsætte vitalitetsfølelsen ”påtrængende” hos den anden. Hvis det er et
tilbagevendende mønster i interaktionen, kan det blive karakteristisk for relationen,
ligesom bestemte adfærdsmønstre kan fremkalde bestemte vitalitetsaffekter i den anden.
Vedfelt giver eksempel på, hvordan berøring kan give ubevidste associationer med
symbolsk betydning som tillid, ro, velvære, angst, invaderen, som igangsætter livlige
følelsesladede erindringer. (Vedfelt, p. 101)
Vi synes automatisk at have tendens til at omsætte (transponere) perceptuelle kvaliteter til
følelseskvaliteter, især når disse kvaliteter hænger sammen med et andet menneskes
adfærd. (Stern, 1995 p. 164. ff.).
At følge med i og at afstemme sig i forhold til vitalitetsfølelser gør det muligt for et
menneske at ”være med” et andet menneske – en oplevelse af følelsesmæssig
forbundenhed. Denne forbundenhed kan måske i daglig tale kaldes nærhed eller autentisk
tilstedeværelse, hvor vi kan mærke det andet menneske mærker os, uden at vi ved hvordan
dette foregå, altså igen ubevidste sansninger og processer, som foregår på et nonverbalt
niveau og som har afgørende betydning for i relationen.
Vedfelt gør opmærksom på at perception af det supramodale rum foregår på et subliminalt
plan men har også et bud på, hvordan vi som voksne kan opnår større bevidst om disse
processer og inddrage dem i samværet med andre, mere herom senere.
Vi kan altså mærke, når den anden er i stand til at mærke os. Denne form for
intersubjektivitet foregår på et ubevidst plan, det er måske det, nogle benævner som ’ der
er kemi mellem os’. Det er netop denne følelsesmæssige berøring, der skaber mulighed
for at turde udvikling. Vi griber med andre ord livet igennem tilbage til den gensidigt
oplevede intuitive forståelse af hinanden, som forudsætning for at turde vove os frem,
4

komme på banen, lære noget nyt, indgår aktivt i forandringsprocesser, turde noget ukendt
eller bare turde bevæge os videre i livet.
Nærvær i relationen giver mulighed for udvikling hos den anden.
I den intersubjektive relation foregår der forskellige processer, en del af processen
beskriver Sten som afstemthed, her foregår en form for fællesskab, hvor der tages del i
den andens oplevelse, uden at der gøres noget forsøg på at ændre noget i, hvad dette
menneske fortager sig eller tror på. Afstemthed gør det muligt at dele følelser, oplevelser
og erfaring. Kirkebæk 2005 beskriver netop afstemthed som forudsætningen i formidlet
læring.
Stern har observeret at under fælles leg med barnet, afstemte moren sig en gang for hver
65. sekund. Mødrene angav, som den mest betydningsfulde enkelte årsag til, at de udførte
afstemning med børnene, at de ville ’være med’, ’dele’, ’deltage i’ som adskiller sig fra at
forsøg på at udveksle eller formidle i forsøg på at ændre på en andens overbevisnings-
eller handlesystem. Afstemmingsprocesserne foregår udenfor bevidstheden.
Når mødrene misafstemte sig førte det til en ændring eller en afbrydelse af barnets
igangværende adfærd. Når mødrene afstemte sig fortsatte barnet sin adfærd uden nogle
ydre tegn på at afstemningen var ’modtaget’. (Stern, 1995).
Denne form for møde, hvor der sker en afstemning, forbundethed eller anden-centreret
deltagelse, en gensidig sam-oplevelse kalder Stern 2004 for ’det nuværende øjeblik’. Det
er en beskrivelse af nuet - mens livet faktisk opleves. Stern er inspireret af begrebet
Kairos:
• det forbigående øjeblik, hvori noget sker, mens livet udfoldes. Det er
tilblivelsen af en ny tingenes tilstand, og det sker i et opmærksomt
øjeblik.
• Et tidsrum hvor du kan handle og ændre ting, det vil sige næsten hele
tiden, men det er især det øjeblik, hvor noget nyt bliver skabt.
Det er nuværende øjeblikke, der kan ændre forløbet af livet i almindelighed. ’De
nuværende øjeblikke’ er forskellige fra almindelige øjeblikke ved, at de er mest
emotionelt ladede – der er mere spot på dem.
Livet er små sekvenser, ”et nuværende øjeblik” er et tids- og indholdsmæssigt spring i en
relation eller en forståelse. Der er gennemlevet noget sammen og heri opstår et
intersubjektivt fællesskab. Stern forudsætter, at dannelse af de nuværende øjeblik er en
implicit proces, men kræver at for at de kan opfylde betingelserne for at være et
nuværende øjeblik, må bemærkes eller indtræde i en eller anden form for bevidsthed.
Stern, 2004.
Shore påpeger ud fra den neuropsykologiske vinkel at overførsel af emotionel information
forstærkes i ’resonante’ sammenhænge og at et system synkroniseres, i det øjeblik der
indstilles på den resonante frekvens. Sådanne energiladede øjeblikke muliggør en følelse
af vitalisering og medfører øget kompleksitet og sammenhæng i barnets interne
organisering. (Shore, 2006 p. 172.)
I Kybernetisk psykologi svarer det ’nuværende’ øjeblik til emergens, der opstår en ny
forståelse på et højere niveau, eller man kan sige, at der sker et udviklingsmæssigt spring.
Jeg har gennem mikroanalyse af voksen/barn eller voksen/voksen samspil optaget på
videobånd, set masser af disse ubevidste ’Gyldne øjeblikke’, nuværende øjeblikke af
ressourcer, som umiddelbart ikke registreres af den voksne i samspil med andre. Det er
Westmark 2002, der introducerer begrebet ’Gyldne øjeblikke’, som særlige
betydningsbærende øjeblikke af samspil, hvor den voksne får mulighed for at uddrage
positive erkendelser om sig selv og sin egen kompetence. Når den voksne på video får
lejlighed til at se sig selv som betydningsfuld, uløser erfaringen yderligere sympati og
sensitivitet overfor den anden og et grundlag for udviklingsstøttende kommunikation er
lagt. Westmark introducerede undertegnede til tænkningen og ICDP metoden i Danmark,
som den norske professor, H. Rye, i psykologi tidligere ved Oslo Universistet og K.
Hundeide har introduceret i Skandinavien. ICDP (Internationl Child Development
Program) sammenfatter, blandt andet igennem otte samspilstemaer, indsigt i og en metode
til hvordan omsorgsgivere bevidst kan stille sig til rådighed i en andens udvikling, idet
udvikling forstås som en menneskelig understøttet proces.
Min erfaring med analyse af videoklip er, at voksne ofte inden arbejdet med videoanalyse
af eget samspil, grundlæggende mener at der intet ualmindeligt/betydningsfuldt er på den
optagne sekvens på ca. 1-5 minutter. De voksne har endda en tendens til at nedgøre egen
andel i samværet og er altså således helt uden bevidsthed om deres måde at være sammen
med andre på og betydningen deraf. Det er fascinerende at se, hvordan både begge parter i
samspillet emotionelt ’fyldes op’ af det ’Gyldne øjeblik’, således kan man ofte se, at
parterne, efter kontakten er afbrudt, bevarer smilet et godt stykke tid efter. Dette samspil
beskrives netop hos Shore, som fremhæver, hvordan den voksne reguler sig selv, når
barnet efter det forhøjede affektive øjeblik, vender sig bort for at regulere den
desorganiserede virkning. Omsorgspersonen trækker sig for at reducerer sin stimulering
og afventer en nyt signal på genoptagelse af samspillet. På denne måde støtter den
psykobiologiske afstemte omsorgsperson barnets informationsbearbejdning ved at justere
karakter, mængde, variation og timing af aktivering og afbrydelse af stimulering på
måder, der svarer til barnets faktiske integrationskapacitet. (Shore, 2006 p. 172 ff.). Dette
foregår på ubevidste niveau, hvilket understøttes af Stern, 1995 som ligeledes påviser, at
mødre i samspil med børn ikke selv registrerede, det afstemte fællesskab.
Berit Bae er norsk børneforsker, førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo, og har en
omfattende forskning i relationer mellem børn og voksne bag sig. Berit Bae, 2003 har på
video analyseret samvær samspilsprocesser mellem børn og voksne i en børnehave. Hun
konkluderer at den gennemsnitlige varighed var ca. 20 sekunder de korteste ca. 4-5
sekunder og de længste 75-80 sekunder. I disse korte sekvenser opstår Emergens, ’Gyldne
Øjeblikke’ eller ’Nuværende Øjeblikke’. Det ikke et spørgsmål om at nærvær og
udviklings-skabende samvær kræver tid, men i højere grad et spørgsmål om integrere
viden om relationens kvalitet og opnå bevidsthed om egen måde at indgå i samspil på.
5

I samvær med andre sendes massevis af signaler, hvoraf den anden kun reagerer bevidst
på en lille del af disse signaler, samtidig kan der forgå masser af ubevidst kommunikation
i relationen, som kan være både fremmende og hæmmende i udviklingen. Jørgensen 2006
skelner mellem interaktion og relation, hvor interaktion er udveksling af ord, mens
relationen er den indre forståelse, et bånd af følelser, håb tillid, tiltro, noget
uhåndgribeligt, usikkert og skrøbeligt. Selv om der foregår en interaktion foregår der
samtidig en ordløs kommunikation om relationens karakter, der udsendes signaler og
skjulte spørgsmål for at få vished eller sikkerhed for at båndet mellem to. En relation er et
bånd mellem mennesker, der hele tiden skal bekræftes eller udbygges mellem dem.
Konsekvenser af måder at blive mødt på.
Som de sociale væsner vi kommer til verden som, retter vi vores opmærksomhed mod de
nære voksne, der tager sig af vores omsorg. De bliver vores første ’læremestre’ i livet,
senere kommer der flere til. I kontakt med de nære voksne, opbygger vi viden om det at
være menneske. Den indlærte viden synker tilbage i det ubevidste, men fortsætter med at
virke subliminalt, mens nye færdigheder opbygges.
Mesterlære begrebet bruges her har inspiration fra det håndværksmæssige mesterlære
begreb. Lærlingen, der står i lære hos sin mester, lærer gennem at se, høre og sanse sin
mester for derigennem at tilegne sig samme viden som sin mester. Når lærlingen har lært
hvad mesteren kan lærer fra sig får lærlingen nye ’læremestre’ og på den måde ’skaber’
lærlingen sin egen viden og kunnen, lærlingen ’skaber sig selv’.
Alle voksne har gået i ’mesterlærer’ hos deres forældre eller de voksne, de er vokset op
sammen med. Vi reagerer på sansninger, som enten kommer udefra eller indefra,
sansninger som har link tilbage til det subliminale lager og som vi ubevidst reagerer på. I
mødet med andre mennesker danner vi overvejende ubevidst en fantasi og derud fra
lynhurtigt vi danner et ubevidst handlingsprogram for kommunikation. (Vedfelt, 2000,p.
240).
Oplevelser med andre lagres i selvet. Stern 95, beskriver hvordan disse indre billeder,
opfattelser, synsmåder bliver til repræsentationer ”Schemes of being with”, ’skemaer for
at være sammen med’. Det er barnets subjektive oplevelser af samvær, der generaliseres
som en slags gennemsnitsoplevelse af sammenlignelige interaktioner. Disse mønstre
synker ned og bliver tavs – ikke bevidst viden – eller vores briller gennem hvilke, vi ’ser’
verden. Disse ’mønstre’ bliver til ubevidste samspilsmåder, som barnet såvel som den
voksne ubevidst vil benytte sig af, når det møder bestemte stimuli – det kan eksempelvis
være vrede, glade følelser, hvor personen så benytte de måder, det har lært sig at håndtere
samspil, hvor disse følelser er på spil.
Vedfelt gør netop opmærksom på, hvordan den tavse viden om egne samspilsmønstre
aflaster vores bevidsthed, hvordan de ubevidst og automatisk tager sig af følelsesmæssige
og kropssproglige aspekter, så vi ubevidst regulerer os til hinanden. Det betyder, at for at
holde en ’god stemning’ kan vi give kollegaen ret i en måde at opleve barnet på, hvor vi
ikke får afgrænset os, lyttet til egne erfaringer og holdt fast i vores måde at ’se’ og opleve
en person på, eller bare bliver nysgerrig på hvorfor en kollega omtaler en anden på en
bestemt måde.
Samværsmønstre reaktiveres ubevidst af signaler i omgivelserne. Vi skal derfor være
bevidste om, at den anden ofte forsøger at få de voksne og andre børn til at passe ind i de
eksisterende mønstre. Det giver tryghed at være i relationer, hvor vi genkender
samspilsmønstre - også selv om det er uhensigtsmæssige samspilsmønstre. Når vi er
sammen med børn/voksne som har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, kan det udefra se
ud som om den anden skal prøves af. For at skabe mulighed for udvikling er det
grundlæggende vigtigt ikke at reagere på den måde, barnet kun kender alt for godt, og
som det ubevidst forsøger at presse den voksne til – automatiserede processer, idet vi på
den måde fastholder barnets indre model – barnet har brug for voksne, som tør vise det
andre måder at være sammen på, hvordan situationen alternativt kan håndteres.
Børn bliver sat i en basal konflikt mellem at tage vare på sin egen integritet eller tilpasse
sig morens behov og ønsker. Vi er født med evnen til differentiering – alligevel er det
problematisk at adskille egne følelser, oplevelser, synspunkter og ideer fra andres. Barnet
samarbejder på trods af egen integritet, det sender andre signaler som let overses af de
kendte voksne, da de har ’skabt billedet af barnet’ og ser derfor efter signaler fra barnet,
som støtter de voksne i deres ’billede’ af barnet. ( Stern, 1996, p. 203 ff.).
De voksne er på denne måde med til at skabe barnet og barnets selvbillede. Hvis børn er i
uhensigtsmæssige samspil kan, kan ses en selvregulerende adfærd. Barnet vil tidligt skabe
dele af sig selv, som de voksne ikke formår at gøre intersubjektive, så disse
delpersonligheder af barnet på en måde bliver forvist fra bevidstheden til et ubevidst
måske noget ukendt personligt univers. (Vedfelt, 2000. p. 250 ff.).
Barnet samarbejder, enten opgiver barnet egne grænser og føjer sig eller også kæmper
barnet mere og mere indædt for sin integritet. I begge tilfælde mister barnet kontakten til
sig selv, fordi moren ikke er i stand til at afgrænse sig selv. (Juul 2002, p. 55ff.).
Vi bliver alle påvirket af de forventninger andre har til os, Rosenthal effekten in mente,
som netop påviser at effekten af den voksnes forventninger til barnet har signifikante
virkninger, er risikoen, er at vi ubevidst forsøger at leve op til de forventninger andre har
til os. Det er et stort ansvar, kræver selviagttagelse og selvrefleksion at gøre sig klart,
hvilke forventninger vi har til andre, men det har enormt betydning, når vi også kender
konsekvensen af vore forventninger. Når vi har forventninger til andre, sættes en form for
selvbekræftelse i gang, vi ser efter signaler, som bekræfter os i vores billede, i stedet for at
gå på jagt efter de øvrige signaler, der også sendes, og vi reagerer/kvitterer for de signaler
vi ser. Med vores forventninger er det altså vores valg at fastholde eller skabe mulighed
for udvikling hos den anden.
Den voksnes handlinger samt holdninger fra omgivelserne uløser handlinger hos den
anden, så han virkeliggør og dramatiserer de forventninger som rettes mod det. På længere
sigt påvirker det igen personens selvforståelse. Det betyder, at når personen møder andre
mennesker vil det ubevidst ’afspille ’ de automatiserede mønstre af måder at være
sammen på, som det kender så godt og på den måde også er tryg ved at være i.
Så når vi skal arbejde med andre mennesker, når vi stiller os til rådighed for at disse kan
udvikle sig, kræver det selvindsigt i vore egne ubeviste samspilsmønstre og et
kontinuerligt arbejde med at skille ad, hvad der er mit og hvad der er andens. Det kræver
6

mod til blive klog på sig selv, men det er nødvendigt at blive klog på sig selv, før man gør
sig klog på andre! Grundtonen i Kirerkegaards livsværk er, at vi skal kende os selv.
Paradoksalt nok er det da, vi virkelig kan forstå verden og især dér vi får mulighed for at
forstå den anden.
Shore 2006 påpeger, hvordan den voksnes evne til at indgå i samspil har afgørende
betydningen for barnet udvikling, fordi barnets udvikling af psykisk robusthed udspringer
af barnets og forældrenes overgang fra positiv til negativ og tilbage til positiv affekt.
Nøglen er omsorgspersonens evne til at overvåge og regulere sit eget aktiveringsniveau.
Affektregulering handler ikke kun om dæmpning af negative følelse, men handler også
om forstærkelse og intensivering af positiv følelse, som er betingelse for mere kompleks
selvorganisering. Regulerende følelsesmæssige interaktioner med en velkendt,
forudsigelig primær omsorgsperson skaber ikke kun en følelse af tryghed, men også en
positivt ladet nysgerrighed, der er drivkraften i det fremspirende selvs udforskning af nye
og ukendte socioemotionelle og fysiske miljøer.
Hvis det ubevidste samspil får lov til at leve sit eget liv, hvis de voksne ikke er
selvrefleksive og selvafgrænsende er der fare for, at vi får givet andre, tillagt andre
mennesker bestemte roller i samspillet, vi ’lukker med andre ord af’ for den andens
mulighed for og ret til at ’skabe sig selv’.
Måder at være på, som skaber mulighed for udvikling hos den anden?
Bae 2003 definerer to forskellige rum som ubevidst skabes mellem den voksne og barnet i
henholdsvis rummelige og trange mønstre. De rummelige mønstre er karakteriseret ved
den voksnes måde at være på i relationen, som indlevende, fokuseret opmærksom,
lyttende, velvillig fortolkende, tolerant, lader sig afbryde, tjekker forståelse, og henter sig
ind igen, hvis hun går ud af kontakten. Man kunne også så sige en bevidst, nysgerrig
voksen, som ikke tager ”definationsmagten” i relationen.
De trange mønstre derimod karakteriserer den voksnes måde at være på, som
oplevelsesmæssig fjern, usynkroniseret, vurderende, nølende modtagende, rosende og
ensidig i rollefordelingen. For at turde bevæge sig frem må der skabes rummelige mønstre
eller tryghed i relationen. Løgstrup betegner det etiske livs udfordring som; ”…det
fundamentale i al kommunikation er at vove sig frem og blive imødekommet”
Disse rummelige og trange mønstre svarer hos Vedfelt til flydende og rigide mønstre.
Vedfelt p. 168 ff. De flydende mønstre kan beskrives som indfølende og kreative, hvor
personen kan tage nye vinkler og input ind, mens de rigide mønstre er svære at aktivere
uden at aktivere hele systemet, hvilket betyder at personen ’lukker af’ for den anden og
mere kører sit eget løb - sit sæt af mønstre uden at sætte sig i den andens sted, mærke
hvor han er og regulere sig derefter, uden at kunne tage nyt ind etc.
En forudsætning for vove sig frem, komme på banen, lære noget nyt, indgå aktivt i
forandringsprocesser, turde det ukendte, bevæge sig videre i livet, kan det kun ske i et rum
præget af imødekommenhed, forståelse for ”den anden” og anerkendelse for det, vi
formår. Tryghed i relationen er en forudsætning for at anerkendelse kan komme i spil,
ligeledes må ligeværd eller respekt for den andens ret til at opleve verden på sin måde
være en forudsætning. Det er i det anerkendende møde med et andet menneske ’Gyldne
øjeblikke’ kan opstå. Schibbye definerer anerkendelse som ”Tanken om individets
selvfølgelig ret til sin oplevelse er central”. (Schibbye 1998 p. 166). Vi er afhængige af
hinanden i skabelsen af os selv og vore læremestre har afgørende betydning for, hvilke
udviklingsmuligheder vi gives.
Schibbye, 2005 har et dialektisk anerkendelsesbegreb, hvor anerkendelse er noget, man er
–ikke noget instrumentelt. Anerkendelse indebærer glæden ved at ”erkende” mere end det
allerede kendte. Anerkendelse bidrager på den måde til kontakt med og styrkelse af
individets forhold til sig selv; at udvikle tillid til at egne oplevelser og tanker er gyldige.
Anerkendelsen delelementer er lytning, forståelse, accept, tolerance og bekræftelse, altså
meget lig Bae’s rummelige mønstre. (Schibbye, 2005, p.288).
Anerkendelse forudsætter med andre ord selvafgrænsning. For at forstå et selv, må vi hele
tiden skifte fokus mellem at observere både den ene og den anden i samspillet, og ikke
mindst, holde øje med os selv. Og vi kan bruge samspillet til at forstå mere om indre
processer, som bliver afspejlet udadtil. I dialektikken, må vi altid tage hensyn til, at den
anden har sin forståelse af samspilsprocesser, denne forståelse behøver ikke at svare til
min, eller være ligesom jeg vil have den til at være for at opretholde eget selv. Der er her
tale om samvær på et bevidst, refleksivt niveau.
For at relationen skaber udvikling hos den anden, kan vi altså stille os til rådighed som
dem vi er, vi kan med bevidsthed om vores egen måde at være på skabe tryghed i
relationen og anerkendelse ved at acceptere og at lade den anden være, der hvor han er.
Det stiller krav til den måde jeg er på i relationen. Dette bekræftes af Vedfelt, som gør
opmærksom på, at terapeutens personlighed og evne til at involvere sig følelsesmæssigt i
klienten er den vigtigste af de fælles virkende faktorer i terapi. Vedfelt, 2000, p. 271. Den
voksnes evne til at være i samspil med andre er et fornemt værktøj.
Hvordan får jeg øje på mig selv i et udviklingsstøttende samspil.
Udvikling indebærer en stadig større afgrænsning af eget selv. At få adgang til den viden
om sig selv, hvad vi reagerer og ikke reagerer på kræver at ville vende blikket fra den
anden og i første omgang blive bevidst, se på sig selv. Schibbye, 2005 beskriver
selvafgrænsning, selvrefleksivitet og selviagttagelse som redskaber i dette arbejde.
Selvrefleksivitet vedrøre en specifik menneskelig egenskab; at kunne forholde sig til sig
selv, at kunne være sit eget objekt, at kunne ”observere” sig selv; stille sig uden for sig
selv, afgrænse og betragte sig selv. (Schibbye,2005, p. 86ff.)
Selvafgrænsning henviser altså til individets evne til at sortere og skelne mellem egne og
andres oplevelser, synspunkter, opfattelser eller repræsentationer.
I selvrefleksiviteten ligger evnen til at se, hvordan man selv opfattes af den anden. Vedfelt
stiller sig kritisk overfor evnen til at sætte sig selv udenfor sig for at iagttage, idet han
anfægter at sindet ikke er et objekt, sindet vil forandre sig undervejs.
Selvrefleksivitet indebærer selvafgrænsning – at se sig selv og at se den anden, herunder
at se sig selv fra den andens perspektiv – at kunne udskille sit eget selv er at give den
7

anden mulighed for at udskille sig selv. Vi bliver socialiseret i en relation, hvor to
subjekter, to oplevelsesverdener mødes. Den anden mødes som et subjekt, hvor den
voksne forsøger at forstå den andens indre verden. I denne forståelse vil den anden kunne
forandre sin selv-forståelse og forståelse af den andre. Med andre ord har vi et subjekt –
subjekt forhold, hvor den voksne må tage hensyn til de forudsætninger, hun skaber for den
andens oplevelser og handlinger i samspillet. Den anden indgår i relationelle processer og
”forhandlinger”, hvori barnets eget bidrag indgår.
Vedfelt peger på udvikling af relationskompetence gennem introspektion. Det er en
introspektion, som ikke alene er baseret på en rationalistisk og intellektuel forståelse, men
som også inddrager sensitivitet overfor følelser, kropsfornemmelser, fantasier og evne til
at orientere sig i supramodale tilstande. Vedfelt introducerer tre forskellige former for
introspektion: vejledt, vikarierende eller selvstændig introspektion. (Vedfelt, 2000 p. 94
ff.). Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at introspektionen er en proces, der foregår over
tid. At orientere sig i det indre univers kræver viden og udvidet sensitivitet, som kun
langsomt bygges op. Bevidsthedsudvidelse og holdningsændringer går hånd i hånd og er
et jordnært projekt.
Vejledt introspektion foregår under direkte vejledning, idet en person hjælper en anden
med at iagttage sine indre processer. Mange er i dagligdagen meget lidt vant til at rette
blikket indad og iagttage de indre processer, hvilket i realiteten betyder, at mange mangler
sprog for at kunne udtrykke de indre processer. Der foregår ikke vejledning men tages
udgangspunkt i,hvad der foregår i personen.
Den vikarierende introspektion kræver en vejleder som evner at sætte sig i den andens
sted. Evnen til at ud fra selvindsigt og livserfaring at føle sig ind i andre uden at blive
følelsesmæssigt smittet. Det er en høj bevidsthedsform, idet vejlederen uundgåeligt bliver
smittet på grund af den subliminale perception, den ubevidste forståelse af kropssproget
og i det hele taget virkningen af den andens persons tilstedeværelse. Endelig peger Vedfelt
på selvstændig introspektion, hvor man gennem meditation kan afkoble den normale
bevidsthed for herigennem at skabe indre stilhed, som muliggør indsigt i sindets dybere
lag.
Hundeide 2004 peger også på et stykke praktisk reflekterende arbejde, for at opnår større
relationskompetence – indsigt i sig selv og i relationen med andre. Der arbejdes mod at
sikre at kommunikationen er befriet for metakommunikative beskeder om inkompetence.
Der arbejdes med de voksnes sensitivering, meget konkret gennem observationsøvelser,
de voksne skal have skabt et sprog, for det der foregår i relationen og endelig skal de
voksne handle for herigennem at opnå en personlig praktisk forståelse.
De voksne skal arbejde med:
• Etablering af tillidsfuld kontakt.
• Positiv redefinition af barnet – empatisk identifikation
• Aktivering af omsorgsgiver i forhold til de 8 temaer fra ICDP
programmet gennem aktiv deltagelse, eksemplificering,
selvobservation og afprøvning af temaerne.
• Påpege positive træk ved omsorgsgivers aktuelle praksis.
• Verbalisering og bevidstgørelse omkring godt samspil.
• Dele erfaringer i gruppe for at understøtte og konsoliderer
forståelsen.
Der arbejdes på tre niveauer, selviagttagelse, feedback på en iagttaget situation og
videofeedback på at få større indsigt i egen relationskompetence, hvilke virkemidler man
besidder og kan videreudvikle for at indgå i en udviklingsskabende relation med andre
mennesker.
Konklusion.
Udviklingspsykologien, sociologien, neurologien og den kybernetiske psykologi byder
alle ind på, hvordan relationen har afgørende betydning for udvikling. Mennesker lærer
sammen med andre, vi lærer autonomi af og sammen med de mennesker, vi er nære med.
Interaktionen mellem mennesker kan ses som det øverste lag, ligesom kybernetikken
beskriver bevidstheden som et lille skib på oceanet af ubevidsthed, ligger relationen under
interaktionen, hvor relationen, som oftest foregår på et ubevidst niveau, har afgørende
betydning for hvordan det lykkes at stille os til rådighed i andre menneskers udvikling –
være udviklingsstøttende i vores måde at være på.
Ved at udforske relationen, hvad der er på spil mennesker imellem, bliver det tydeligt, at
der foregår meget ubevidst samspil. Det er enorme fint samspil, der foregår mellem mor
og barn. Det er forholdsvis ny viden, der dokumenterer, at relationen også har enorm
indflydelse på hjernens udvikling, de kemiske stoffer der udvikles og danner hjernens
funktioner. Det er tankevækkende, hvor stor indflydelse imitation har på
kommunikationen, og hvor tidligt barnet er i stand til at træde ind på den relationelle
læringssti. Få dage gammelt er barnet i stand til at imitere og efterhånden udvikles enorm
viden både om den anden og sig selv. Dette tidlige men store arbejde synker ned som tavs
viden og bliver dagligt taget i brug samtidig med at sansninger sætter gang i hele den store
vidensbase om at være sammen. Vi vil altså hurtigt i samvær med andre benytte os af tavs
viden, som kan være afgørende for vores måde at møde andre på. Det kan have betydning
for, på hvilket niveau vi er i stand til at møde andre i relationen. Om vi føler os trygge og
benytter os af flydende mønstre eller om vi er på vagt og derfor bliver mere rigide i vores
måde at være sammen med andre på.
Vi benytter os af metakommunikation, når vi aflæser den følelsesmæssige
kommunikation, læsning af kropssprog samt prosodi har størst betydning, når vi aflæser
den følelsesmæssig kommunikation, herud over kan vi bruge os selv som redskaber. Vi
kan lære at mærke indad, mærke hvad der foregår i os selv, reflektere og overveje om de
indre sansninger er noget, der høre os til, eller om det også handler om den anden.
Den enorme indsigt der kan opnås gennem arbejdet med sig selv, øger muligheden for en
højere bevidsthedsform, flytter viden fra det ubevidste lager til et bevidst redskab, som
gør det muligt at kunne skelne mellem jeget og den anden, og dermed i højere grad kunne
stille sig til rådighed i den andens udviklingsproces. Så den anden kan skabe sig selv
gennem nærværet og sammenværet to adskilte mennesker kan opnå. Det at kunne
afstemme sig uden at miste sig selv, møde andre med en anerkendende grundholdning
8

giver mulighed for, at den anden kan skabe sig selv. Særligt i øjeblikke af emergens, ’
nuværende øjeblikke eller Gyldne øjeblikke, der fanges ind og bevidstgøres skabes store
muligheder for spring i ens egen udvikling voksen eller barn.
I samværet med mennesker, der udfordre vores relationskompetence, hvor vi måske ellers
umiddelbart ville tager afstand, kan den relationelle viden have afgørende betydning så vi
ikke indgår i selvopfyldelsens profeti og undgår den udviklingsstøttende relation, gør som
den anden er vant til, lever op til den ubevidste forventning om eksempelvis afvisning af
kontakt, men står fast i os selv, tilbyder og tør afvente, at den anden indgår i kontakten.
Det kan være hårdt arbejde både på et terapeutisk og et pædagogisk niveau at stille sig til
rådighed, banke på og vente på, at den anden tør komme – men det er også her der ligger
store udviklingsmuligheder.
Det er vigtigt, at vi tager fat i at udvikle, få fat i vores ubevidste kompetencer, bliver
bevidste om os selv, før vi kan stiller os til rådighed for andres udvikling. Jo mere jeg tør
blive bevidst om og afgrænset i hvad der mit, jo større råderum får andre til det, der er
deres.
Ovenstående betragtninger overlader til den reflekterende læser at gøre sig overvejelser
over grænsen i forholdet mellem den terapeutiske relation og pædagogiske relation. Men
relationen er et faktum, alle voksne der holder andres liv i deres hænder, også i den
pædagogiske verden, må forholde sig til. Den professionelle voksne skal deltage i barnets
dannelsesproces og er samtidig involveret i sin egen selvrealisering, det kræver tid til at
tage vare på den proces det er, at arbejde reflekterende med sig selv og i forholdet til
andre.
Det har været en spændende proces løbende at opdage, hvordan kybernetisk psykologi
integrerer udviklingspsykologien, sociologien og neurologien samtidig med, at den yder
sit særlige bidrag med enorm viden om det ubevidstes lager samt tilgangen til at arbejde
med og inddrage dette i det bevidste relationsarbejde. Det er min opfattelse, at den
kybernetiske psykologi komplementere og supplere de øvrige teoretiske tilgange på en
unik måde, som ikke andre teorier tidligere har formået at gøre så tydelig og tilgængelig.
Litteraturliste:
Bae,B. (2003) På vej i anerkendende retning? Social Kritik 88/2003, s. 60-70.
Bråten, S. (1996)Videoanalyser av spedbarnet i samspill bidrar til å oppheve et
modellmonopol. I: Holter, Harriet og Ragnvald Kalleberg, (red.):
Kvalitative metoder i samfunnsforskning. Universitetsforlaget, Oslo,
Bråten, S. og V. Gallese (2004) On mirror neurons systems implications for social
cognition and intersubjectivity. (Intervju ved redaktørerne L. T. Westlye
og T. Weinholdt.) Impuls 58 (3) 2004: 97-107.
Gade, A. (1999) Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. Frydenlund.
3. oplag.
Hundeide, K. (2004) Relationsarbejde i institution og skole. Dafolo.
Juul,J & Jensen, H. (2002) Pædagogiske relationskompetence. Apostrof
Jørgensen, P. S. (2006)Den relationsorienterede lærer. Relationer i skolen. Perspektiver
på liv og læring. Red. T. Richie. Billesø & Baltzer.
Kirkebæk, B. (2005) Formidling handler om at dele følelser, erfaringer og oplevelser. Om
medieret læring og bøn med multiple funktionsnedsættelser. Foredrag på
Blågårds Seminarium. http://www.vikom.dk/litt/index.htm
Paludan,C. http://www.pc.hvidovre.dk/index.php?id=453
Schibbye, A.L. (2005) Relationer i et dialektisk perspektiv. Akademisk forlag.
2. udgave.
Stern, D. (1995). Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels Forlag. 2. udgave.
Stern, D. (2004). Det nuværende øjeblik. Hans Reitzels Forlag.
Shore, A. N. (2006) Kommunikation mellem forældre og spædbørn og de neurobiologiske
aspekter af den emotionelle udvikling. Hans Reitzels forlag.
Trevarten, C.(1994), Brain development, infant communication, and empaty disorders:,,,i
Development and Psychopathology. 6:597-633, Cambridge University
Press.
Vedfelt, O. (2000) Ubevidst Intelligens. Gyldendal.
Westmark,P. (2002) Relationskompetence – et didaktisk perspektiv. Relations- og
ressourceorienteret pædagogik. Forlaget skolepsykologi. Pædagogisk Psykologisk
Forening. 39. årgang/4.
9