Ubevidst informations betydning i det udviklingsstøttende samspil.

I samvær med andre sendes massevis af signaler, hvoraf den anden kun reagerer bevidst
på en lille del af disse signaler, samtidig kan der forgå masser af ubevidst kommunikation
i relationen, som kan være både fremmende og hæmmende i udviklingen. Jørgensen 2006
skelner mellem interaktion og relation, hvor interaktion er udveksling af ord, mens
relationen er den indre forståelse, et bånd af følelser, håb tillid, tiltro, noget
uhåndgribeligt, usikkert og skrøbeligt. Selv om der foregår en interaktion foregår der
samtidig en ordløs kommunikation om relationens karakter, der udsendes signaler og
skjulte spørgsmål for at få vished eller sikkerhed for at båndet mellem to. En relation er et
bånd mellem mennesker, der hele tiden skal bekræftes eller udbygges mellem dem.
Konsekvenser af måder at blive mødt på.
Som de sociale væsner vi kommer til verden som, retter vi vores opmærksomhed mod de
nære voksne, der tager sig af vores omsorg. De bliver vores første ’læremestre’ i livet,
senere kommer der flere til. I kontakt med de nære voksne, opbygger vi viden om det at
være menneske. Den indlærte viden synker tilbage i det ubevidste, men fortsætter med at
virke subliminalt, mens nye færdigheder opbygges.
Mesterlære begrebet bruges her har inspiration fra det håndværksmæssige mesterlære
begreb. Lærlingen, der står i lære hos sin mester, lærer gennem at se, høre og sanse sin
mester for derigennem at tilegne sig samme viden som sin mester. Når lærlingen har lært
hvad mesteren kan lærer fra sig får lærlingen nye ’læremestre’ og på den måde ’skaber’
lærlingen sin egen viden og kunnen, lærlingen ’skaber sig selv’.
Alle voksne har gået i ’mesterlærer’ hos deres forældre eller de voksne, de er vokset op
sammen med. Vi reagerer på sansninger, som enten kommer udefra eller indefra,
sansninger som har link tilbage til det subliminale lager og som vi ubevidst reagerer på. I
mødet med andre mennesker danner vi overvejende ubevidst en fantasi og derud fra
lynhurtigt vi danner et ubevidst handlingsprogram for kommunikation. (Vedfelt, 2000,p.
240).
Oplevelser med andre lagres i selvet. Stern 95, beskriver hvordan disse indre billeder,
opfattelser, synsmåder bliver til repræsentationer ”Schemes of being with”, ’skemaer for
at være sammen med’. Det er barnets subjektive oplevelser af samvær, der generaliseres
som en slags gennemsnitsoplevelse af sammenlignelige interaktioner. Disse mønstre
synker ned og bliver tavs – ikke bevidst viden – eller vores briller gennem hvilke, vi ’ser’
verden. Disse ’mønstre’ bliver til ubevidste samspilsmåder, som barnet såvel som den
voksne ubevidst vil benytte sig af, når det møder bestemte stimuli – det kan eksempelvis
være vrede, glade følelser, hvor personen så benytte de måder, det har lært sig at håndtere
samspil, hvor disse følelser er på spil.
Vedfelt gør netop opmærksom på, hvordan den tavse viden om egne samspilsmønstre
aflaster vores bevidsthed, hvordan de ubevidst og automatisk tager sig af følelsesmæssige
og kropssproglige aspekter, så vi ubevidst regulerer os til hinanden. Det betyder, at for at
holde en ’god stemning’ kan vi give kollegaen ret i en måde at opleve barnet på, hvor vi
ikke får afgrænset os, lyttet til egne erfaringer og holdt fast i vores måde at ’se’ og opleve
en person på, eller bare bliver nysgerrig på hvorfor en kollega omtaler en anden på en
bestemt måde.
Samværsmønstre reaktiveres ubevidst af signaler i omgivelserne. Vi skal derfor være
bevidste om, at den anden ofte forsøger at få de voksne og andre børn til at passe ind i de
eksisterende mønstre. Det giver tryghed at være i relationer, hvor vi genkender
samspilsmønstre - også selv om det er uhensigtsmæssige samspilsmønstre. Når vi er
sammen med børn/voksne som har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, kan det udefra se
ud som om den anden skal prøves af. For at skabe mulighed for udvikling er det
grundlæggende vigtigt ikke at reagere på den måde, barnet kun kender alt for godt, og
som det ubevidst forsøger at presse den voksne til – automatiserede processer, idet vi på
den måde fastholder barnets indre model – barnet har brug for voksne, som tør vise det
andre måder at være sammen på, hvordan situationen alternativt kan håndteres.
Børn bliver sat i en basal konflikt mellem at tage vare på sin egen integritet eller tilpasse
sig morens behov og ønsker. Vi er født med evnen til differentiering – alligevel er det
problematisk at adskille egne følelser, oplevelser, synspunkter og ideer fra andres. Barnet
samarbejder på trods af egen integritet, det sender andre signaler som let overses af de
kendte voksne, da de har ’skabt billedet af barnet’ og ser derfor efter signaler fra barnet,
som støtter de voksne i deres ’billede’ af barnet. ( Stern, 1996, p. 203 ff.).
De voksne er på denne måde med til at skabe barnet og barnets selvbillede. Hvis børn er i
uhensigtsmæssige samspil kan, kan ses en selvregulerende adfærd. Barnet vil tidligt skabe
dele af sig selv, som de voksne ikke formår at gøre intersubjektive, så disse
delpersonligheder af barnet på en måde bliver forvist fra bevidstheden til et ubevidst
måske noget ukendt personligt univers. (Vedfelt, 2000. p. 250 ff.).
Barnet samarbejder, enten opgiver barnet egne grænser og føjer sig eller også kæmper
barnet mere og mere indædt for sin integritet. I begge tilfælde mister barnet kontakten til
sig selv, fordi moren ikke er i stand til at afgrænse sig selv. (Juul 2002, p. 55ff.).
Vi bliver alle påvirket af de forventninger andre har til os, Rosenthal effekten in mente,
som netop påviser at effekten af den voksnes forventninger til barnet har signifikante
virkninger, er risikoen, er at vi ubevidst forsøger at leve op til de forventninger andre har
til os. Det er et stort ansvar, kræver selviagttagelse og selvrefleksion at gøre sig klart,
hvilke forventninger vi har til andre, men det har enormt betydning, når vi også kender
konsekvensen af vore forventninger. Når vi har forventninger til andre, sættes en form for
selvbekræftelse i gang, vi ser efter signaler, som bekræfter os i vores billede, i stedet for at
gå på jagt efter de øvrige signaler, der også sendes, og vi reagerer/kvitterer for de signaler
vi ser. Med vores forventninger er det altså vores valg at fastholde eller skabe mulighed
for udvikling hos den anden.
Den voksnes handlinger samt holdninger fra omgivelserne uløser handlinger hos den
anden, så han virkeliggør og dramatiserer de forventninger som rettes mod det. På længere
sigt påvirker det igen personens selvforståelse. Det betyder, at når personen møder andre
mennesker vil det ubevidst ’afspille ’ de automatiserede mønstre af måder at være
sammen på, som det kender så godt og på den måde også er tryg ved at være i.
Så når vi skal arbejde med andre mennesker, når vi stiller os til rådighed for at disse kan
udvikle sig, kræver det selvindsigt i vore egne ubeviste samspilsmønstre og et
kontinuerligt arbejde med at skille ad, hvad der er mit og hvad der er andens. Det kræver
6