Rapporter fra 25-års-Jubilæumskonferencer nov ... - Dansk Røde Kors

drkvia.inforce.dk

Rapporter fra 25-års-Jubilæumskonferencer nov ... - Dansk Røde Kors

RAPPORT FRA

JUBILÆUMSKONFERENCER

I ANLEDNING AF DANSK RØDE KORS

ASYLAFDELINGENS 25 ÅRS JUBILÆUM

TRAUMATISEREDE FLYGTNINGE

OG

BØRN OG UNGE I ASYLSYSTEMET

TIRSDAG DEN 10. OG ONSDAG DEN 11. NOVEMBER 2009


INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDNING

1

ARBEJDET MED TRAUMATISEREDE FLYGTNINGE

1.1 TORTURKONVENTIONENS BESTEMMELSER OM REHABILITERING

AF TORTUROVERLEVERE

1.2 FOREKOMST AF TORTUR OG HELBREDSFØLGER EFTER

UDSÆTTELSE FOR TORTUR BLANDT NYANKOMNE ASYLANSØGERE

1.3 BEHANDLING AF ANSØGNINGER OM POLITISK ASYL FRA

PERSONER, DER HAR VÆRET UDSAT FOR TORTUR

1.4 TIDLIG INDSATS OVERFOR FLYGTNINGE TRAUMATISEREDE AF TORTUR

1.5 UMENNESKELIG BEHANDLING I BØRNEHØJDE

2

ARBEJDET MED BØRN OG UNGE I ASYLSYSTEMET

2.1 ARBEJDET MED SMÅ BØRN

2.1.1 STROF-­‐modellen

2.1.2 Psykoedukation

2.2 SÆRLIGE TILTAG FOR BØRN

2.2.1 Udflytningens betydning for børnefamilier

2.2.2 Psykologisk screening af nyankomne asylansøgende familier

2.2.3 Det tværfaglige psykosociale arbejde

2.3 ARBEJDET MED ULEDSAGEDE BØRN OG UNGE

2.3.1 Indsatsen overfor uledsagede mindreårige

2.3.2 ’Vi er mennesker’, om psykoedukation

2.4 SKOLEBØRN

2.4.1 Asylbørns tilpasnings-­‐ og tilblivelsesstrategier

2.4.2 Skolen på Bakken

2.4.3 Undersøgelse af Asylafdelingens skole for asylsøgende børn

2


INDLEDNING

Den 4. august 1985 klokken godt 20 om aftenen begyndte Dansk Røde Kors sit arbejde med at modtage

og indkvartere asylansøgere i Danmark.

I efteråret 2009 markerede Asylafdelingen i Dansk Røde Kors sit 25 års jubilæum blandt andet ved at

holde faglige konferencer om:

Arbejdet med traumatiserede flygtninge, og

Arbejdet med børn og unge i asylsystemet

De to områder viste sig tidligt i asylarbejdet at kræve særlige indsatser. Allerede i efteråret 1984 åbnede

Dansk Røde Kors det første omsorgscenter for at skabe rum for de asylansøgere, som havde traumer og

andre skader med sig.

Siden er både traumearbejdet og arbejdet med børn og unge udviklet og systematiseret, både i

Asylafdelingen og hos andre aktører på området.

Denne rapport falder i to dele, der reflekterer hver af de to konferencedage. De enkelte oplægsholderes

manuskripter kan fås i originalversion ved at sende en mail til ???@redcross.dk

3


1

ARBEJDET MED TRAUMATISEREDE FLYGTNINE

Konference afholdt tirsdag den 10. november 2009

Behandlingen af torturoverlevere er i Danmark som i andre lande organiseret på forskellige niveauer.

Det gælder fra det internationale niveau og Torturkonventionens bestemmelser over sagsbehandling

hos udlændingemyndigheder til den konkrete medicinske behandling. En særlig del af arbejdet retter sig

mod børn af torturoverlevere.

Konferencen om traumatiserede flygtninge beskriver, hvordan behandling af torturoverlevere er

tilrettelagt i Danmark. Ligesom den stiller skarpt på tendenser i organiseringen af arbejdet.

1.1

TORTURKONVENTIONENS BESTEMMELSER OM REHABILITERING AF TORTUROVERLEVERE

Forbuddet mod tortur har ikke haft nogen videre virkning.

Måske kan det gøre en forskel, hvis det kommer til at koste

torturstaten penge at udøve tortur.

Peter Vedel Kessing, cand.jur., ph.d.

Torturoverlevere har ifølge internationale konventioner ret til erstatning og oprejsning. Men

torturstater betaler ikke for deres ofres skader. Og ’andet land’, hvilket i praksis ofte vil sige asyllandet,

har ikke pligt til at sikre erstatning og oprejsning.

En måde at sikre erstatning og oprejsning er retssager mod torturstaten. Der tegner sig et omrids af et

muligt fremtidsscenarie, hvor torturoverleveren kan sagsøge torturstaten.

Oplægsholder Peter Vedel Kessing, cand.jur., ph.d., Institut for Menneskerettigheder, beskrev

situationen og den aktuelle udvikling på det retlige område.

4


Retten til erstatning

Geneve-­‐konventionerne fra 1849 giver ret til erstatning for krigsskader og krigsforbrydelser, ”hvis sagen

kræver det”. Andre konventioner omtaler emnet således:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 og FNs

Menneskerettighedskonvention fra 1966: ”Enhver [hvis rettigheder krænkes] skal have adgang

til effektiv oprejsning for en national myndighed”

FNs Torturkonvention fra 1984: ”Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer for

en torturhandling opnår oprejsning og har [..] ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og

herunder midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig.” FNs Torturkomité klarlægger, at

retten også gælder ”umenneskelig og nedværdigende behandling”

Pligten til at sikre erstatning og rehabilitering

FNs Torturkonvention fra 1984 skriver, at ”Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer

for en torturhandling opnår oprejsning og har [..] ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder

midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig”

Opholdsstaten har dog ikke denne pligt, hvis torturen er begået i et andet land. I praksis: Danmark er

ikke forpligtet til at sikre erstatning og rehabilitering til personer tortureret af andre stater.

Erstatningssager mod torturstater og torturudøvere

Den Internationale Straffedomstol, ICC, kan bestemme, at den dømte skal betale erstatning til offer,

”including restitution, compensation and rehabilitation”

At nå frem til den situation er dog kompliceret, da stater generelt er retligt immune. Nogle lande

diskuterer dog, om tortur er så alvorlig en forbrydelse, at den ophæver immunitet.

Spørgsmålet er samtidig, hvem der i givet fald skal lægge sag an mod en torturstat: Skal det være

torturoverleveren selv eller modtage-­‐staten?

Som det blev slået fast ovenfor, har modtage-­‐staten ingen pligt til at sikre erstatning og rehabilitering af

torturoverlevere.

Cand.jur. og ph.d. Peter Vedel Kessing siger:

Samtidig er det traditionelt og diplomatisk sjældent, at stater fører sager mod hinanden i

personsager. Den slags har det med at udløse diplomatiske kriser.

FNs daværende generalsektretær, Kofi Annan, slog i 1998 til lyd for, at torturudøvere skal holdes

personligt ansvarlige for erstatning: “In order to make warring parties more accountable for their

actions, I recommend that combatants be held financially liable to their victims under international law

where civilians are made the deliberate target of aggression”

5


Verserende og forholdsvis nylige sager i blandt andet England, Italien og USA giver et uklart billede af,

om en torturoverlever kan eller i fremtiden skal kunne sagsøge en stat for erstatning og rehabilitering

efter tortur. For eksempel anbefalede Englands Joint Committee on Human Rights i 2009, at

torturoverlevere i fremtiden skal kunne “pursue torturing states for damages.”

Muligheden for at rejse civile – altså personlige – søgsmål mod torturstater åbner nyt terræn i forhold til

at sikre erstatning og behandling af torturoverlevere.

1.2

FOREKOMST AF TORTUR OG HELBREDSFØLGER EFTER UDSÆTTELSE FOR TORTUR BLANDT

NYANKOMNE ASYLANSØGERE

Det er virkelig folk, der har været udsat for svære, svære ting.

Der er ikke meget ’bekvemmelighedsflygtning’ over det.

Der er en virkelig god grund til, at de er flygtet

Morten Ekstrøm, overlæge,

Amnesty Internationals danske lægegruppe

Amnesty International har undersøgt nyankomne asylansøgere for at beskrive omfanget og virkningerne

af tortur.

Første del af undersøgelsen fandt sted i 2007 for at klarlægge:

Hvor mange af de flygtninge, som kommer til Danmark, har været udsat for tortur, svære

krigstraumer eller tilsvarende?

Hvad er sammenhængen mellem udsagn om tortur og de helbredsmæssige følger heraf?

Hvordan er flygtningenes generelle helbredstilstand på ankomsttidspunktet?

Amnesty International undersøgte 142 nye asylansøgere i undersøgelsens første del. Af dem fortalte 45

procent, at de har været udsat for tortur.

En anden fase af undersøgelsen fandt sted i 2009 for at klarlægge:

Helbredsstatus blandt torturerede flygtninge 1½ år efter ankomst

Denne anden fase var ikke færdigbehandlet, da konferencen fandt sted i november 2009, og indgår

derfor ikke i denne rapport.

Oplægsholder Morten Ekstrøm, overlæge og medlem af Amnesty Internationals danske lægegruppe,

gennemgik undersøgelsens resultater for fase et og beskrev torturoverleverne som en ”ekstremt sårbar

gruppe” blandt asylansøgere i Danmark.

6


Omfang af tortur

Undersøgelsens første del omfattede 142 asylansøgere, som kom til Danmark mellem den 1. september

og den 31. december 2007. Størstedelen kom fra Afghanistan, Iran, Irak, Syrien og Tjetjenien. I alt var 33

lande repræsenteret blandt de 142 nyankomne.

Af de 45 procent, som havde været udsat for tortur, var det for cirka en tredjedels vedkommende sket i

ankomståret 2007.

Asylansøgernes baggrund og oplevelser beskrives i øvrigt således:

Traumer Antal i %

Krig / borgerkrig 59

Forfølgelse 68

Fængsling / tilbageholdelse 44

Tortur 45

Torturmetoderne blev kategoriseret således:

Torturmetode

7

Antal i %

(n = 64)

Usystematiske slag og spark 91

Trusler mod selv eller familie 88

Nedværdigende / ydmygende behandling 88

Isolation 65

Vidne til tortur mod andre 63

Falanga 40

Overbelastning af kroppen 40

Ophængning 30

Skinhenreggelse 29

Elektrisk tortur 25

Seksuel tortur 10

Følger af tortur

Undersøgelsen peger på en tydelig sammenhæng mellem fysiske symptomer og tortur. Gennemgående

har torturoverlevende asylansøgere dobbelt så ofte fysiske symptomer som de asylansøgere, der ikke

har været udsat for tortur.

Mere specifikt:


Symptom

Alle

(n = 142)

8

+ tortur

(n = 64)

-­‐ tortur

(n = 78)

Hovedpine 54 75 37

Smerter / følelses-­‐forstyrrelse u. fødder 19 33 7

Smerter i ryg-­‐nakke 48 69 30

Smerter i ben 36 48 25

Smerter i arme 30 41 20

Tinnitus, svimmelhed, nedsat hørelse 30 41 21

Mave-­‐tarmproblemer 29 38 21

Urinvejsproblemer 13 17 9

Seksuelle problemer 13 17 9

Forskellen er endnu tydeligere i undersøgelsen af psykiske symptomer: Torturerede asylansøgere har to-­‐

tre gange så hyppigt psykiske symptomer som ikke-­‐torturerede asylansøgere:

Symptom

Alle

(n = 142)

+ tortur

(n = 64)

-­‐ tortur

(n = 78)

Genoplevelser 61 86 33

Stærkt ubehag ved ting, der

minder om traumerne

57 84 27

Undgåelse 45 71 18

Manglende hukommelse

om dele af traumer

19 35 2

Gennemsovningsbevær 63 80 45

Øget irritabilitet el. vredesudbrud 50 67 32

Koncentrationsbesvær 53 70 34

Øget vagtsomhed / årvågenhed 51 76 23

Tilbøgelighed til sammefaren 45 63 24

Undersøgelsen omfattede interview såvel som lægelige undersøgelser. Der var høj overensstemmelse

mellem det, asylansøgeren fortalte og det, lægen kunne konstatere ved fysisk undersøgelse.

Overlæge Morten Ekstrøm siger:

Der er generelt meget høj overensstemmelse mellem det, folk fortæller, og det vi finder objektivt.

Det er meget sjældent, at folk lyver om det her. Der kan selvfølgelig være karakterafvigere, som

lyver om, hvad de har oplevet. Men jeg vurderer, at det nærmere er modsat: Det er noget, man

ikke taler om, eller som man ikke tør tale om. Masser af flygtninge har fået af vide af smuglere,

at de skal lade være med at fortælle om tortur. Jeg tror, der nærmere vil være tale om

underrapportering.


Den generelle helbredstilstand

Deltagerne i undersøgelsen blev vurderet ved brug af et General Health Questionnaire. Det gav følgende

resultater:

Gennemsnitsscore er 17 svarende til ’distress’

Ikke-­‐tortureredes score er 14 svarende til mild ’distress’

Tortureredes score er 20 svarende til alvorlige problemer ’distress’

De psykiske tilstande, som asylansøgerne i undersøgelsen lever med, kategoriseres blandt andet som

angst, depression, at have let til gråd og psykose.

Igen har torturoverlevernes betydeligt oftere psykiske tilstande end de asylansøgere i undersøgelsen,

som ikke har været udsat for tortur. Det gælder hos 30-­‐40 procent af torturoverleverne mod fem-­‐ti

procent af de, som ikke er torturerede:

Psykisk tilstand

Alle

(n = 142)

+ tortur

(n = 64)

9

-­‐ tortur

(n = 78)

Angst 14 27 4

Depressiv 25 42 11

Grådlabil 17 25 11

Usamlet 4 8 0

Forpint 20 39 4

Psykotisk 4 6 1

Overlæge Morten Ekstrøm siger:

Jeg har gennem årene siddet med folk, der har brandsår op og ned af armene, som fortæller at

de her nederst på armene, de er fra torturen, og de her på det øverste af armene, ”det er nogle,

jeg selv har lavet”. De er generelt forpinte og glædesløse mennesker.


1.3

BEHANDLING AF ANSØGNINGER OM POLITISK ASYL FRA PERSONER,

DER HAR VÆRET UDSAT FOR TORTUR

Hvis torturen er det springende punkt i en asylansøgning, og hvis

vi er i tvivl om, om ansøger har været udsat for det, han siger,

og hvis han har, så får han en anerkendelse – så vil vi straks

sende ham af sted til en torturundersøgelse

Teresa McNair, sepcialkonsulent, Asylkontoret,

Udlændingeservice

Asylkontoret i Udlændingeservice under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

behandler asylansøgninger, hvad enten ansøgeren har eller ikke har oplevet tortur.

Udlændingeloven beskriver to slags måder, at blive anerkendt som flygtning på:

• Konventionsflygtninge: Asylansøgeren opfylder de betingelser, der er opstillet i FNs

Flygtningekonvention for, hvornår en person er flygtning (Udlændingeloven § 7, stk. 1.)

• Flygtninge, der får beskyttelsesstatus (B-­‐status): Asylansøgeren, der ikke opfylder betingelserne

i FNs Flygtningekonvention, kan meddeles beskyttelsesstatus, hvis han eller hun ved en

tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (Udlændingeloven § 7, stk. 2)

Oplægsholder Teresa McNair, specialkonsulent i Asylkontoret, Udlændingeservice, uddybede lovens

bestemmelser og beskrev, hvordan torturoplysninger og torturundersøgelser bruges i forbindelse med

ansøgning om asyl.

Lovgrundlag

Som nævnt er der to måder, at blive anerkendt som flygtning på i Danmark: Som konventionsflygtning

eller som flygtning med beskyttelsesbehov, den såkaldte B-­‐status.

Konventionsflygtninge er de personer, som opflyder betingelserne i FNs Flygtningekonvention. Det vil

sige, at de er udsat for forfølgelse på grund af deres race, religion, nationalitet, politiske holdning eller

fordi de tilhører en bestemt social gruppe.

Tortur klassificeres som ’forfølgelse’. Men tortur giver kun flygtningestatus, hvis torturen relaterer sig til

de fem grunde til forfølgelse, som FNs Flygtningekonvention nævner.

Specialkonsulent Teresa McNair siger:

Men det forhold, at man har været udsat for tortur, er ikke det samme, som at man automatisk

kan få ophold i Danmark.

10


Hun uddyber:

Religiøse og politiske aktiviteter er ofte det, som viser sig at være grund til, at der er opstået

konflikter. Men det kan også være privatretligt. Jordstridigheder i Afghanistan er et eksempel.

Romeo og Julie-­‐konflikter ser vi også i Afghanistan. Så er vi altså i en helt anden boldgade end

tortur som beskrevet i Flygtningekonventionen.

Sagsbehandling

Asylansøgninger fra torturoverlevere får i udgangspunktet samme sagsbehandling af

udlændingemyndighederne, som ansøgninger fra asylansøgere, der ikke har været udsat for tortur:

Spørgeskema: Alle asylansøgere udfylder et spørgeskema til udlændingemyndighederne. Her

kan asylansøgeren oplyse, om han eller hun har været udsat for tortur

Samtale: Alle asylansøgere bliver kaldt til samtale med en sagsbehandler i Udlændingeservice.

Samtalen uddyber spørgeskemaet. Den varer fra to timer til hele dage. Et gennemsnit er fem

timer

Spørgeskema og samtale er de vigtigste informationskilder for sagsbehandlingen. Asylansøgeren kan

vælge at vedlægge

Lægelige oplysninger: Oplysningerne er fortrolige mellem ansøger og Røde Kors, som står for

lægeundersøgelsen. Derfor kan kun ansøgeren selv – og ikke udlændingemyndighederne –

beslutte, om oplysningerne skal være en del af asylsagen

Definition af tortur

Udlændingemyndighederne tager udgangspunkt i FNs Torturkonvention i sin definition af tortur,

grundlæggende:

Tortur er en bevidst handling

Tortur påfører en person stærk smerte eller lidelse, uanset om den er fysisk eller psykisk

Tortur har et bestemt formål, fx at skaffe oplysninger, intimidere eller at straffe

Tortur gennemføres af en offentlig myndighed

Disse holdes sammen med afgørelser fra FNs Committee Against Torture (CAT) og notater skrevet af

udlændingemyndighederne sammen med Flygtningenævnet.

Der bliver blandt andet taget højde for, at nogle lande ikke har fungerende statsinstitutioner, og at

begreber som ’offentlig myndighed’ og ’myndighedsbeskyttelse’ derfor er meningsløse.

Specialkonsulent Teresa McNair:

Den subjektive frygt spiller også ind i nogle af vores afgørelser. At ansøger er så bange for, hvad

han har været udsat for – og han har god grund til at være det. Så går vi ikke ind og graver mere

i det.

11


Spørgsmål om tortur

Hvis ansøgeren fortæller, at han eller hun har været udsat for tortur, stiller sagsbehandleren i

Udlændingeservice spørgsmål til torturen.

Specialkonsulent Teresa McNair siger:

Fuldmægtige er uddannet til at spørge ind til det, men nogle gange møder vi nogen, som virkelig

ikke har lyst til at tale om det, til at dele de oplevelser med os.

Vi graver ikke meget i det. Vores spørgsmål går typisk på, hvad er karakteren af torturen? Hvad

skete der, hvad har du været udsat for. Tit og ofte kan de i givet fald beskrive ganske kort, hvad

det er, de har været udsat for: ”Jeg blev slået med en kølle tre gange, jeg fik en lussing, jeg blev

hængt op i fødderne.

Spørgsmålene skal afklare:

om der er tale om tortur eller anden nedværdigende behandling

om der i givet fald er relation til asylansøgerens race, religion, nationalitet, politiske holdning

eller tilhørsforhold til bestemt social gruppe

Torturundersøgelse

Hvis der er tvivl, om ansøgeren har været udsat for tortur, og hvis tortur vil være afgørende for, om

ansøgeren får opholdstilladelse i Danmark, sætter Udlændingeservice en torturundersøgelse i værk.

Specialkonsulent Teresa McNair:

Hvis ansøger alligevel skal have ophold i Danmark – af andre grunde end tortur – så går vi ikke

ind og laver en torturundersøgelse, selvom han har oplyst, at han har været udsat for tortur.

Torturundersøgelser foretages på et af de retsmedicinske institutter på universitetet i Århus, Odense

eller København. Undersøgelsen har en fysisk og en psykisk del. Asylansøgeren skal give sit samtykke før

undersøgelsen, og han eller hun skal høres om resultaterne efter undersøgelsen.

Udlændingeservice satte 25 torturundersøgelser i værk i 2009.

12


1.4

TIDLIG INDSATS OVERFOR FLYGTNINGE TRAUMATISEREDE AF TORTUR

Nogle gange siger vi, nu må de her personer have fred, det må

slutte med forsøget på at få dem integreret og i arbejde. Der er

ingen tvivl om, at arbejde er godt for langt de fleste. Men kun til

en vis kant, og ikke hvis folk er hundesyge

Annemarie Gottlieb, cand.psyk., centerchef, Klinik for

traumatiserede flygtninge, Region Midtjylland

Nogle flygtninge er så ilde tilredt på grund af traumer, at de fungerer dårligt eller slet ikke fungerer i

hverdag og arbejdsliv. Nogle bliver hjulpet af behandling, men ikke alle.

En tidlig indsats overfor traumer menes at have positiv effekt, fordi traumet ellers kan udvikle sig til at

blive kronisk. Samtidig kan tidlig indsats være et værn mod, at traumet så at sige smitter personens

familie, for eksempel børn, sådan som det ellers kan ske ved såkaldt sekundær traumatisering.

Den brede håndtering af traumatiserede flygtninge i kommunerne sigter ofte på at bringe personen i

arbejde. Som citatet ovenfor antyder, er det ikke altid ønskeligt ifølge eksperter. ”Lad de mennesker få

fred,” lyder det i nogle situationer.

I dag optræder personer med ikke-­‐dansk baggrund uforholdsmæssigt ofte i de psykiatriske statistikker:

8-­‐10 procent af patienter i kontakt med psykiatrien er af ikke-­‐dansk baggrund

I nogle områder (fx Nørrebro) er 20-­‐30 procent af patienterne af ikke-­‐dansk baggrund

Inden for retspsykiatrien er 30-­‐50 procent af patienterne af anden etnisk herkomst

Oplægsholder Annemarie Gottlieb, cand.psych., centerchef på Klinik for traumatiserede flygtninge i

Århus, beskrev, hvad der sker med fx torturoverlevere, når de ikke får behandling, og pegede på, at

økonomi, tabuer og fordomme sætter forhindringer i vejen for den tidlige indsats.

Derfor tidlig indsats

Forskning peger på, at et traume kan udvikle sig til at blive kronisk, jo længere tid der går, før traumet

bliver behandlet. Kronificering er det fagtekniske begreb for den udvikling. Over tid mister mennesker de

redskaber, som de har brug for for at kunne behandle traumet.

Cand.psych. og centerchef Annemarie Gottlieb siger:

Jeg har lige fået en mand henvist, som kom til Danmark i 1986. Prøv at tænke på, hvor meget

der er sket med den mand i alle de år – og på hvor svært det er at hjælpe ham, fordi han er

blevet så kronificeret, som han er.

13


Nogle bliver henvist to-­‐tre år efter, at de er kommet til Danmark. Så bliver vi glade, for så kan vi

komme til at arbejde. Når det sker så tidligt, er der stadig erindringer at arbejde med, og der er

stadig mestringsteorier. De fleste har jo været ’dygtige’ tidligere, men de kompetencer går tabt

hen ad vejen gennem årene.

Traumer ødelægger arbejdslivet

Mange flygtninge lider af posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, og andre psykiske lidelser. De kan have

fået lidelserne som følge af tortur, anden nedværdigende behandling og andre oplevelser i deres

hjemlande. Nogle er samtidig under pres på grund den uvished om fremtiden, som deres midlertidige

opholdstilladelser medfører.

Deres tilstand har negativ betydning for deres:

Forældreevne

Integration og sprog

Den sociale funktionsevne

Risiko for sygdomsudvikling

Funktionsniveauet på arbejdsmarkedet

En velundersøgt gruppe af flygtninge er bosnierne, som kom til Danmark under krigene på Balkan i

1990’erne. De var forholdsvis godt klædt på til at komme i arbejde i Danmark:

80 % havde været i arbejde i hjemlandet

Personerne havde gennemsnitligt 11,5 års skolegang

57 % var i arbejde i Danmark, hvilket er mange sammenlignet med andre flygtningegrupper

Alligevel er flere bosniere end danskere udenfor arbejdsmarkedet:

Andel af bosniere, der får førtidspension er 4 ½ gange større end hos danskere

Cand.psych. og centerchef Annemarie Gottlieb siger:

Vi har set en del, der har været godt i gang, mens de har været i Danmark. Men som så knækker

senere, for eksempel hvis et familiemedlem bliver sygt eller dør. Så knækker de.

En konferencedeltager, som arbejder i en flygtningemodtagende kommune, siger:

Når man er så skadet, så er det måske egentlig livslangt. Måske handler det i virkeligheden om

lindring. Men vores arbejde i kommunerne handler om at komme i arbejde. Det er et enormt

dilemma i hverdagen.

14


Annemarie Gottlieb siger:

Man må have luppen frem for at se effekten af behandling. Det er i det små, at vi ser

fremskridtene. Børnene kan måske komme til at kunne gå ud af lejligheden i stedet for at blive

inde og gemme sig. Voksne kan måske komme så langt, at de mestrer at sove bedre, eller de får

mindre smerter. Det handler slet, slet ikke om at komme på arbejdsmarkedet.

Traumer koster dyrt for samfundet

Flygtningegruppen lider ikke alene af traumatiske følgetilstande. En stor gruppe har også angst og

depression, og de har omkring dobbelt så stor sandsynlighed for at blive indlagt med skizofrene lidelser

i forhold til danskfødte.

Ligesådan har flygtningene højre risiko for misbrug af alkohol og narkotika. Og de har fysiske problemer,

især smerter.

Mennesker med den slags lidelser og problemer har ikke alene lav arbejdsevne og dermed svært ved at

bidrage til samfundsøkonomien. De er også oftere end andre brugere af:

Skadestue

Indlæggelse

Psykiatrisk behandling

Medicin

Børn arver forældres traumer

Børn af traumatiserede forældre er i risiko for selv at blive traumatiserede på grund af forældrenes

dårlige tilstand. Det kaldes sekundær traumatisering. Forældre med en traumatisk historie mister evnen

til empatisk at reflektere over, hvad der sker i barnet og i dem selv, når de står overfor barnets ubehag,

smerte og ulykke.

Cand.psych. og centerchef Annemarke Gottlieb siger:

Rigtig mange forældre vil ikke tale til deres børn om oplevelserne, men når far vågner skrigende

om natten, eller når mor sidder stille i et hjørne hele dagen, så reagerer børnene. Selvfølgelig

bliver de påvirket af forældrenes tilstand.

Den svenske forsker og psykoanalytiker Suzanne Kaplan har undersøgt holocaust-­‐overlevere og skriver:

”Även om föräldrar som överlevd traumatiske händelser inte taler om sine upplevelser, överför

de historien om det förflutna på olika sätt till sina barn. Barn skaper sine egna idéer om det de

tror är föräldrarnas erfarenheter”.

15


En undersøgelse af effekterne af angrebet på Tvillingetårnene i New York den 9. september 2001 viser,

at børn på fire til 17 år med traumatiserede forældre, havde 11,1 gang så høj sandsynlighed for psykiske

og adfærdsmæssige problemer, som andre.

Den tendens kendes fra det daglige arbejde med beboere på asylcentre. En konferencedeltager fra

Dansk Røde Kors’ Center Kongelunden siger:

Alene det at børn og forældre lever sammen på meget lidt plads i meget lang tid kan give en

sekundær traumatisering. Børn vågner om natten ved at far står og slår hovedet ind i væggen

eller mor har taget en overdosis piller. Det oplever vi jævnligt på centrene. Derfor slår vi til lyd

for, at man arbejder mere med traumatiserede og med sekundært traumatiserede.

Sundhedsplejerske Sissi Buch har undersøgt børn i bydelen Vollsmose i Odense. Hun fandt blandt andet

frem til:

Flere end 600 børn i Vollsmose lider af traumer som følge af deres egne eller forældrenes

oplevelser

De psykiske lidelser bremser børnenes kognitive og sociale udvikling, og betyder at de kan have

svært ved at følge med i skolen

Nytilkomne unge var urolige og rastløse. Humørsvingninger, irritabilitet og vrede var almindelige

og kunne være følger af søvnforstyrrelser, angst, mareridt og flash backs

Forhindringer for tidlig indsats

Læger, kommuner og regioner er de tre parter i behandlingen af traumatiserede flygtninge. Altså

personer som har fået opholdstilladelse i Danmark efter behandling af deres asylsag.

Behandling af personer med traumer er langvarig og dyr. Den regionale økonomi sætter nogle grænser

for behandlingen. Samtidig tager det ofte lang tid at komme igennem den kommunale sagsbehandling,

som kan munde ud i en henvisning til behandling.

Behandlingsstederne i Danmark har ventetid på op til to år. Behandlingsgarantien kræver kortere

ventetid. En konsekvens kan være gruppebehandling i stedet for individuel behandling.

Cand.psych. og centerchef Annemarie Gottlieb siger:

Jeg vil grene undgå, at vi tilbyder disse svært traumatiserede mennesker behandling i en gruppe i

stedet for som nu individuelle forløb.

Hun peger på andre forhindringer for tidlig indsats:

Tabuer og fordomme går begge veje mellem behandlersystemet, den traumatiserede og den

traumatiseredes familie

Et ønske om at klare sig selv

Manglende viden om behandlingsmuligheder

16


Mangel på en koordinerende indsats, især tidlig screening for at opspore personer med risiko for

at udvikle en kronisk lidelse, og procedurer for overdragelse mellem de professionelle.

1.5

TORTUR OG UMENNESKELIG BEHANDLING I BØRNEHØJDE

Det er ikke så længe siden, jeg var i en af legestuerne

[på et asylcenter]og så en lille dreng gentagne gange lave

voldtægt på en dukke. Det gør børn altså ikke,

med mindre de har en grund til det

Anne Bovbjerg, psykolog, Dansk Røde Kors

Asylafdelingen, Psykotraumecentret

Børn udgør omkring 50 procent af verdens flygtninge, hvilket svarer til i alt 17 millioner internt og

eksternt fordrevne.

Børnene har oplevet forskellige grader af vold, grusomhed og ondskab, fx:

Krig

Fordrivelse

Flugt

Fattigdom

Vold / voldtægt / incest

Opløste familier

Børnesoldater

Slaveri / trafficking

En dreng på et dansk asylcenter har fortalt:

Min mor… Jeg bliver svimmel, når jeg tænker på hende, og det er som jeg skal besvime, når jeg

husker på hende før og nu (…) Hun er ikke sig selv mere (…) Hun er blevet en, man ikke kan regne

helt med, og jeg bliver så bange, at jeg ikke ved (…) og jeg elsker hende så højt (…) Manner!

Oplægsholder Anne Bovbjerg, psykolog i Dansk Røde Kors’ Psykotraumecenter, talte om, hvad der sker

med børn, når deres primære voksne – hvilket i de fleste tilfælde vil sige deres forældre – ikke længere

er til at regne med, og når børnene selv har traumatiserende oplevelser med sig.

Børnenes situation

Børn på flugt med en række omstændigheder, som kan være udslagsgivende i forhold til, om børnene

udvikler sig alderssvarende eller ikke. Det er såkaldte risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer.

17


Risikofaktorer:

Individrelaterede, fx traume

Forældrerelaterede: Hvis forældrene er psykisk syge, er det en risiko for barnet

Generelle stressbetonede faktorer: Uvished om fremtiden, mange flytninger mellem asylcentre

Miljørelaterede faktorer: I asylsystemet kan det være lang opholdstid på centre

Beskyttelsesfaktorer

Individuelle: At barnet er skadet så sent som muligt, hvis det er skadet

Forældrerelationer: Særligt i forhold til moren, hendes uddannelsesniveau og psykiske tilstand

har stor vægt

Kompetencer: En god skole kan hjælpe barnet

Miljømæssige: I asylsystemet kan det fx være få flytninger mellem centre

Resiliens, altså robusthed og modstandskraft

Børn er i udvikling, og hver udviklingsfase er afgørende for den samlede udvikling og for, hvordan barnet

oplever nye situationer. Det er disse omstændigheder, som tilsammen former barnets muligheder i

fremtiden.

Psykolog Anne Bovbjerg siger:

Børnene har set krig, døde mennesker på gaderne, de har set, hvordan deres voksne er blevet

overfaldet. De historier, jeg hører, fortæller, at flugten for mange børn er noget af det allermest

skræmmende. Det forgår ofte meget professionelt. Nogle gange må børn bedøves, for at de ikke

skal afsløre flygtningene under flugten.

Fattigdom er sjældent den umiddelbare årsag til flugt, fordi det er så dyrt at komme hertil. Her

var flygtningene fra Kosovo en undtagelse. Gennemgående er det noget nyt at opleve den

relative fattigdom som asylansøger i Danmark.

Hvor alvorligt, barnet bliver påvirket, afhænger af en række faktorer:

Belastningens varighed

Belastningens styrke: Det er værre, hvis faren er blevet fængslet og moren er blevet voldtaget,

end hvis kun én af tingene havde fundet sted

Belastningens forudsigelighed: Uforudsigelighed og uvished er risikovilkår

Muligheden for håndtering: Det hjælper barnet, hvis det har personer, det kan søge til og regne

med

Muligheden for afreaktion: Hvis barnet bliver set som et, der ’går amok’, så hjælper afreaktion

ikke

Fællesskabets varetagelse

Meningsløshed

18


Børnenes reaktioner

Børn reagerer forskelligt på deres omstændigheder. De fleste oplever en krise i forbindelse med at flygte

og med at ankomme til et nyt land.

Psykolog Anne Bovbjerg:

Alle børn har problemer eller symptomer i starten. Problemet er, hvis symptomerne ikke går væk.

Vi lavede supervision af personale i Center Sandholm. Der var et barn, som personalet mente, at

de ikke havde set smile i et år.

Der er tale om regression. Det er meget alvorligt. Virkningen er dobbelt stærk, fordi barnet skulle

udvikle sig fremad. Vi ser også adfærdsændringer, børn som bliver ’umulige’. De fortvivlede

forældre fortæller, at ”sådan var mit barn ikke før, det må være nogle andre børn, som får det til

at gøre sådan.”

Børnene kan blive ’vilde’ og mangle forståelse for gruppens sociale spilleregler. Deres evne til empati

svinder, ligesom de kan trække sig tilbage fra omgivelserne, og blive unaturligt alvorlige og sky overfor

andre børn og for voksne.

I skolen får børnene problemer med indlæring og adfærd, de bliver let forstyrret, har

koncentrationsbesvær og dårlig korttidshukommelse.

Symptomer kan være:

Desorganiseret og urolig adfærd

Impulsivitet

Motorisk hyperaktivitet

Tvangsprægede, gentagede handlinger eller monoton leg med afsæt i de traumerelaterede

oplevelser

Stærke kropsspændinger

Søvnproblemer og utydelige mareridt

Nedsat motivation for at deltage i tidligere aktiviteter af interesse

Traumespecifik frygt

Mindsket tillid til sig selv og andre

Begrænset fremtidssyn

Eventuelt udviklingsmæssig stagnation eller regression

Dissociative tilstande

Børnenes reaktioner og symptomer forstærkes som regel over tid. Efter flere års liv i asylsystemet – med

den usikkerhed om fremtiden, som det fører med sig for børn og forældre – ses en egentlig svækkelse af

den person, barnet er.

19


Psykolog Anne Bovbjerg:

Hvis de har været i Danmark i mange år, så sker der faktisk det modsatte af, hvad vi håber på. I

stedet for empowerment ser vi depowerment. Den juridiske status påvirker den eksistentielle

status, og det mærker børnene hver dag. Forældrenes identitet forandrer sig voldsomt. Den

irakiske far, som måske var leder af en fabrik og havde mange ansatte, han kan nu ikke magte

andet end måske at drikke 12 øl hver dag. Det påvirker børn.

Dilemma i arbejdet med børnene

Familien forandrer sig, når den flygter, og den forandrer sig, når den lever på asylcenter i måske mange

år. Forældrerollen og især faderrollen kan blive truet eller bryde sammen.

En del børn oplever at blive deres forældres ambassadører. De oversætter og forklarer for forældrene i

bussen eller supermarkedet, for eksempel. Mange børn er stolte over at kunne hjælpe – og samtidig er

det ydmygende for dem, at forældrene ikke selv kan klare situationen.

Det dilemma gentager sig i arbejdet med asylbørn i krise eller med traume eller stress.

Anne Bovbjerg:

De professionelle hjælpere skal støtte børnene, men selve den hjælp kan underminere

forældrerollen. Vi forsøger at finde den bedste måde at varetage vores rolle på i forhold til både

børnene og forældrene. Vi skal finde balancen mellem berøringsangst og overgribende indsatser.

20


2

ARBEJDE MED BØRN OG UNGE I ASYLSYSTEMET

Konference afholdt onsdag den 11. november 2009

Børn og unge i asylsystemet har fra begyndelsen af arbejdet været en gruppe med særlige

omstændigheder og behov. På Dansk Røde Kors’ asylcentre begyndte arbejdet med at opfylde behovene

i de tidlige år.

Konferencen om børn og unge beskriver, hvordan indsatserne overfor børn og unge er organiseret og

fungerer.

2.1

ARBEJDET MED SMÅ BØRN

Børn i asylsystemet har brug for trygge rammer i hverdagen. Dansk Røde Kors’ asylcentre har hver sin

legestue, der i store træk fungerer som danske børnehaver. I legestuerne arbejdes der efter den

såkaldte STROF-­‐model, som stræber mod at sikre børnene Struktur, Tid, Tale, Tegne og Tillid, Ritualer,

Organiserede aktiviteter og lege og endelig at styrke Forældresamarbejde og støtte.

Og nogle børn har brug for særlige indsatser, der kan hjælpe dem med at leve med de oplevelser, de har

med sig. En af metoderne er psykoedukation, som hjælper børnene til at forstå deres reaktioner som

’normale’.

21


2.1.1 STROF-­‐modellen

22

Asylansøgende forældre er som alle andre forældre

meget optaget af, hvordan det går deres børn

Ditte Bartholdy, leder af børne-­‐ og ungearbejdet,

Dansk Røde Kors Asylafdelingen

STROF modellen er udviklet af den svenske børnelæge Lars H. Gustafsson i samarbejde med

Psykologerne Agneta Lindkvist og Birgitta Böhm.

Børnelægen Gustafsson udlægger ideen således:

Børnene har behov for en stabil ydre ramme, så barnet ikke domineres af sit indre kaos.

Børnenes indre kaos varierer. Fællesnævneren er, at de har mistet forudsigeligheden i deres liv. Det kan

i sig selv gøre tilværelsen kaospræget.

Oplægsholder Ditte Bartholdy, leder af Asylafdelingens børne-­‐ og ungearbejde, fortalte om STROF-­‐

modellen og dens daglige brug og effekt i legestuerne på Dansk Røde Kors’ asylcentre.

Struktur

Den strukturerede hverdag i legestuerne kommer til udtryk på forskellige måder:

Hver dag har en bestemt ansat den såkaldte garderobevagt. Den ansatte har ansvaret for, at der

bliver sagt goddag og velkommen til alle børn og deres forældre

Børnene vasker hænder, når de er kommet i legestue. Det sikrer høj hygiejne og er samtidig

signal til børnene om, at nu begynder legestuetiden

Legestuen er ryddet op, når en ny dag begynder. Møbler og indretning antyder, hvad legetøjet

kan bruges til. Efter hver leg bliver der ryddet op igen for på den måde dels at vise, at legen er

forbi og dels at skabe ydre orden. Begge dele for at mindske barnets mulige indre kaos

Genkendelige aktiviteter er gennemgående. Fx bliver der holdt samling med samtale og lidt mad

og drikke hver dag

De ansatte er kernen i arbejdet i legestuen. De har viden om børn, der er præget af opbrud og

indre kaos

Tid, tale, tegne og tillid

Børnene har brug for at kunne udtrykke sig om deres oplevelser. Mange af dem har svært ved eller kan

slet ikke udtrykke sig i ord. Legestuen sørger for, at børnene kan udtrykke sig på andre måder.

Der arbejdes med tegninger og med at lade blot et par børn gå i et rum for sig eller i en rolig krog

sammen med en voksen for at fordybe sig i arbejdet med farver og papir.


Leder af børne-­‐ og ungearbejdet Ditte Bartholdy fortæller om tegnearbejdet:

Denne tegning [nedenfor]er tegnet og derefter farvelagt af en nyankommen pige på cirka fire år.

Hun kendte ikke meget til en tuschpen, før hun kom, men hun fik et flot produkt ud af det, som

hun selv var godt tilfreds med. Det kan have givet hende lyst til at prøve en gang til og måske vil

hun en dag tegne en tegning, der fortæller om en oplevelse hun har haft.

Den dreng, der har tegnet denne tegning [nedenfor], har været i fordybelsesrummet mange

gange. Han har tegnet motivet om og om igen.

Ritualer

Ritualer er vigtige fordi tilbagevendende aktiviteter skaber genkendelighed. Forudsigelighed, tillid og

forventning er centrale elementer.

Legestuen arbejder fx med:

Samling to gange om dagen. Klokken 9.45 og igen klokken 15.30 for at markere dagens slutning

23


Der bliver klippet og klistret næsten hver dag

Ture i de nære områder bliver brugt til inspiration og læring. Ikke mindst i Center Sandholm er

denne del af arbejdet central, fordi børnene som regel er nyankomne, og der derfor ofte ikke er

noget fælles sprog mellem barnet og de ansatte og andre børn

Traditioner bliver holdt i hævd. Som at fejre hvert barns fødselsdag

Organiserede lege og aktiviteter

Organiserede lege er et eksempel på, hvordan en voksenstyret aktivitet kan tilrettelægges. Eksempelvis

bliver dele af legestuen dækket af, når der leges ’vigtige’ lege. På den måde mindskes risikoen for at

børnene bliver forstyrret eller distraheret.

De organiserede lege skal

være sjove

have et element af læring

være inkluderende, så alle børn er med i legen, hele tiden

Legen er central, fordi barnets personlighed og identitet udvikles gennem leg, og det er igennem leg

med andre, at barnet socialiseres og finder forståelse for hvordan andre oplever omverdenen. Samtidig

kan barnet bearbejde sine oplevelser gennem leg.

For de ansatte i legestuerne er legen til stor hjælp. Observation af lege giver dem vigtige informationer

om barnets trivsel.

Forældresamarbejde og støtte

Legestuerne holder samtale med forældrene, når børnene bliver skrevet ind i legestuen, og siden bliver

der løbende holdt forældresamtaler. De foregår med tolk, hvis ansatte og forældre ikke kan tale samme

sprog. Forældrene får også en folder på deres eget sprog, som kort beskriver legestuen og vores

forventninger til forældrenes indsats.

Leder af børne-­‐ og ungearbejdet Ditte Bartholdy siger:

Vi inviterer forældrene til at blive i legestuen, så de selv kan se og opleve, hvad det er

pædagogerne laver med deres børn. Det handler om at skabe tillid, også hos forældrene.

Der holdes mindst to forældremøder om året, hvor der er tolke til stede. Og der inviteres til

forældrekaffe og arrangementer i legestuen cirka otte gange i løbet af et år.

24


2.1.2 Psykoedukation

25

Nogle af disse børn oplever ikke rigtig,

at de er til i deres egen krop

Anne Bovbjerg, psykolog, Dansk Røde Kors

Asylafdelingen, Psykotraumecentret

Arbejdet med psykoedukation sigter på at styrke børnenes recilience, det vil sige deres indre

modstandskraft.

Barnet skal hjælpes til at forstå sig selv og sine egne reaktioner, og det skal forstå sig selv i forhold til

andre mennesker. Ikke mindst at der findes gode mennesker, som barnet kan stole på og bruge til

noget. I det bredere perspektiv støttes barnet også i at forstå sig selv i forhold til samfundet omkring

det.

Dansk Røde Kors Asylafdelingen har arbejdet med psykoedukation af både børn og voksne siden midten

af 1990’erne.

Oplægsholder Anne Bovbjerg, psykolog i Dansk Røde Kors Asylafdelingens Psykotraumecenter fortalte

om metoder og mål for arbejdet med psykoedukation med de små børn.

Lærer at høre til

Psykoedukation støtter mennesker i at forstå, at deres reaktioner er normale. For eksempel hvis de har

søvnbesvær, hovedpine eller bliver opfarende. Det ’normale’ er inkluderende: Hvis andre også har det

sådan, så er jeg ligesom dem, så hører jeg altså til i en gruppe. Og ligesådan med oplevelser og

erfaringer. Børnene bliver støttet i, at det er normalt at blive ked af det, hvis ens mor eller far skriger om

natten.

Psykolog Anne Bovbjerg siger:

Børn føler sig ofte udenfor – de er udenfor – og arbejdet er en slags genskabelse af tilhør, en

genskabelse af ’gruppe’. Vi er flokdyr, og det er meget ubehageligt at stå udenfor flokken. Det er

det, børn oplever, indtil de kan sproget og ved, hvor de skal være fremover. Indtil de kan se, hvor

deres fremtid er. Det med at dele og være fælles om de her erfaringer, det er helt centralt.

I arbejdet med børn bruges alternative metoder til samtale.

Psykolog Anne Bovbjerg siger:

Ordene i sig selv giver ingen mening. ”Din far er sindssyg, det er derfor, han råber så meget,”

kunne være en besked. Men det giver ingen mening for et barn. Derfor har vi med god succes

taget indirekte metoder i brug.


Forløbene foregår i samarbejde med legestuerne på asylcentrene strækker sig over 10-­‐12 sessioner i

løbet af foråret eller efteråret. Hver session varer to timer og stiller betragtelige krav til børnene om

koncentration og fokusering.

Tegning og vild leg

En af de indirekte metoder lader børnene tegne sig selv. De gør det to og to, hvor det ene barn ligger på

et stort stykke papir på gulvet, og det andet barn tegner et kropsomrids. Børn på ned til to år er med i

den aktivitet.

Det giver børnene visuelt og fysisk bevis for, at de eksisterer i verden og i deres egen krop. Tegningen

bliver langsomt mere detaljeret med fx tøj og hår, og den bliver hængt op på væggen, hvor den bliver i

uger eller måneder.

Psykolog Anne Bovbjerg siger:

De bliver rigtig glade. Noget af det første, de gør, er at løbe over til tegningen af sig selv. ”Se, en

lille pige der hedder Sarah, hun ligner mig,” siger de for eksempel. Det er måske chokerende, at

disse børn ikke er sikre på, at de faktisk eksisterer, men det er sådan, det er.

Vilde og voldsomme lege er en anden indirekte metode. En session begynder typisk med høj musik, som

kan inspirere børnene til at blive helt agiterede. En meget brugt leg er, at psykologen klæder sig ud som

en trold og jager børnene. Trolden fanger aldrig nogen børn, men det ved de ikke, så de flyver og farer

rundt.

Den vilde leg kan kombineres med fx historiefortælling og dukketeater, som giver børnene anledning til

at spejle deres egne historier og oplevelser i andres.

Hver session slutter med afspænding.

Psykolog Anne Bovbjerg siger:

Vi vil gerne have, at børnene bliver totalt engagerede i legen. Det kan vi gøre ved at lege en leg,

der gør børnene totalt eksalterede. Bagefter laver vi afspænding. Det har en selvregulerende

funktion: Børnene går fra fuldstændig ophidselse til at være rolige og afslappede igen. Nu

spørger de som det første, når jeg kommer i børnehaven, ”Hvornår skal vi sove?”

2.2

SÆRLIGE TILTAG FOR BØRN

Nogle børn på asylcentrene udvikler sig ikke, som de skal. Det kan have mange årsager, fx at de selv har

traumatiserende oplevelser med sig, eller at deres forældre er traumatiserede eller psykisk nedslidte og

ikke magter at tage vare på børnene.

26


Dansk Røde Kors Asylafdelingen har udviklet en række tiltag for asylansøgere med særlige behov. De

senere år har der været ekstra opmærksomhed omkring børnene og deres behov.

I 2008 fik en gruppe beboere tilbud om at flytte i egen bolig i et forsøg på at give børnene en bedre

hverdag. Og i 2009 begyndte Asylafdelingen at screene alle nyankomne børn for tidligt at finde frem til

de børn og deres familier, som har brug for særlig støtte.

2.2.1 Udflytningens betydning for børnefamilier

Jeg vurderer, at en del forældre er i risiko for at blive isoleret,

fordi de ikke må tage arbejde. Derimod har børnene adgang

til et almindeligt liv gennem sport, skole,

fritidsklub og andre aktiviteter

Dea Seidenfaden, psykolog, Dansk Røde Kors

Asylafdelingen, Psykotraumecentret

I foråret 2008 fik 32 familier tilbud om at flytte fra asylcenter til egen bolig. Regeringen og Dansk

Folkeparti skabte tilbuddet, som gjaldt familier med børn under 18 år fra Iran, Irak, Kosovo og Somalia,

der er udvist men ikke kan eller vil rejse hjem.

Tilbuddet blev skabt for at gøre børnenes hverdag og tilværelse bedre. Af de 32 familier tog 16 – altså

halvdelen – imod tilbuddet.

Asylafdelingen har undersøgt, hvilken betydning egen bolig har for børnenes trivsel. Undersøgelsen

hedder Herre i eget hus – en undersøgelse af asylansøgende familiers trivsel efter udflytning til særlige

boliger. De udflyttede familier er blevet interviewet to gange om, hvilken betydning det har, hvor man

bor og hvordan man bor.

Oplægsholder Dea Seidenfaden, psykolog i Asylafdelingens Psykotraumecenter, gennemførte

undersøgelsen og fortalte om dens resultater, som viser, at forbedringer i familiernes fysiske vilkår

beskytter børnene.

”Det føles som at være en fugl i et guldbur”

En asylansøger bruger ovenstående for at beskrive sin og familiens situation, efter at de er flyttet i egen

bolig. For den voksne asylansøger er selve asylsagen stadig dominerende, derfor bur-­‐metaforen.

Det til trods er de udflyttede familiers udsagn overvejende positive.

Psykolog Dea Seidenfaden siger:

27


En siger:

Forældrene har stadig ikke selv kontrol over deres egen fremtid, de er ikke herre i deres egne liv.

Men når det er sagt, så siger de allerfleste, at de efter udflytningen føler sig mere frie og mindre

overvågede. De sætter virkelig pris på at kunne vælge, hvornår de vil være sammen med nogen,

og hvornår de bare vil være sig selv. Og det betyder meget for dem, at de kan vælge ikke at blive

konfronteret med politiet – også blot at se politifolk – eller at være vidner til de ting, som sker på

et asylcenter. Især enlige kvinder siger, at de troede, de nok ikke ville have energi til at flytte,

men fordi de kan se, at børnenes trivsel bliver bedre, så gør de det, og de bliver boende ude.

Jeg kan tydeligt se forskellen på de to børn. Jeg er taknemmelig for at den yngste ikke skal

igennem de samme ting.

Undersøgelsen viser tre tydelige effekter af udflytningen:

Forældrerollen bliver styrket. Det gør en forskel, at forældrene selv skal tage alle de små

beslutninger, få internettet til at fungere, sørge for at børnene kommer med bussen.

Forældrene beskriver, at når teenagebørn skaber sig og laver ballade, så er der på centrene

mange mennesker med store øren. Forældrene vil hellere klare situationerne indenfor familien.

Alle interviewede siger, at udflytningen har haft positiv betydning for forældrenes psykiske

helbred.

Beskytter børnene. Børnene slipper for fx at se folk blive hentet af politiet og optræk til

slåskamp eller vold. Familierne bor ikke længere tæt med mennesker, de ikke selv har valgt at

bo tæt med, og de slipper for fremmedes somme tider voldsomme reaktioner på

myndighedernes afgørelse i asylsagen.

En forælder understreger barnets sproglige udvikling og udflytningens positive effekt:

Efter udflytningen hører vores barn kun modersmål og dansk, på centret hører de måske ti eller

20 forskellige sprog hver dag.

Børnene får mulighed for at leve et ’normalt dansk hverdagsliv’. Blandt de fremhævede faktorer

er, at børnene får hver sit værelse, der er plads nok til at børnene ikke behøver være til stede

når forældrene taler om alvorlige ting, børnene kan tage kammerater med hjem, og de behøver

ikke fortælle jævnaldrende, at de ikke har opholdstilladelse, for det er der ingen, der kan se.

Fattigdom og isolation

Undersøgelsen peger dog også på nogle risikoområder ved udflytningen.

28


Psykolog Dea Seidenfaden fra Asylafdelingens Psykotraumecenter siger:

Alle asylansøgere er fattige i forhold til alle de parametre, man kan sætte op. Den relative

fattigdom bliver tydeligere, når man flytter ud. Det kan give yderligere risiko for, at børnene

isolerer sig, fordi de ikke kan følge med, ikke kan følge mærkevaretrenden, ikke kan lide at

fortælle, at mor og far ikke arbejder eller hvorfor.

Risikoen for isolation gælder også forældrene. Tilbuddet om udflytning ændrer familiens boligforhold,

men deres økonomi, rettigheder og pligter forbliver i øvrigt de samme. For eksempel må forældrene

fortsat ikke tage arbejde. Det kan gøre det svært for dem at blive integreret i lokalsamfundet.

Resultater

Undersøgelsens forfatter, psykolog Dea Seidenfaden opsummerer resultaterne således:

Boligsituationen er markant forbedret efter udflytning

De økonomiske forhold er uændrede

Børnene er stadig i risikozonen for at blive belastet af velkendte fattigdomsproblematikker

Kontakt til og deltagelse i lokalsamfund er svær

Anbefalinger

Undersøgelsen peger på mange positive effekter af udflytning. Dem kan alle asylansøgende familier

formodentlig have gavn af – også selvom de har boet i betydeligt kortere tid i Danmark end de

interviewede.

På baggrund af undersøgelsen anbefaler Asylafdelingen:

Tilbuddene om udflytning skal tilpasses familiernes behov. Det er ikke nødvendigvis en god idé

at indkvartere familier i eget hus umiddelbart efter ankomst til Danmark. Mange af de

interviewede siger, at de først var ’parate’ til at flytte, da de faktisk flyttede. Da havde de

opholdt sig i Danmark i mindst fire år

Der skal følge praktisk og psykosocial støtte med fra Asylafdelingen. Familierne skal ikke

overlades til sig selv i den kommune, de er flyttet til

Den lokale tilknytning skal styrkes, fx med hjælp fra Asylafdelingen i forbindelse med børnehave,

skole og forældres mulighed for at deltage i uddannelsestilbud.

29


2.2.2 Psykologisk screening af nyankomne asylsøgende familier

30

Krig, vold og flugt har gjort det svært for børn i

asylansøgende familier at udvikle sig, som de skal

Ditte Schapiro, psykolog, Dansk Røde Kors

Asylafdelingen, udredningsenheden

Asylafdelingen i Dansk Røde Kors er i gang med at afprøve en ny metode til tidlig psykologisk screening

af nyankomne familier. Metoden er allerede efterspurgt i andre lande, fordi den er ny, og der er behov

for særlige indsatser overfor børn, også udenfor Danmarks grænser.

En undersøgelse fra 2006 viser, at 35 procent af børnene på Røde Kors’ asylcentre mellem fire og 16 år

har symptomer på psykiske vanskeligheder. Det samme tal findes i internationale studier af børn med

erfaring for krig og vold.

Oplægsholder Ditte Shapiro, psykolog i Asylafdelingens udredningsenhed fortalte om metoden og målet

for tidlig psykologisk screening.

Metode

Screeningen bruger flere værktøjer, ligesom flere fagligheder er i spil. Et af værktøjerne er det

internationalt brugte SDQ-­‐skema (Strengths and Difficulties Questionnaire), som afsøger barnets styrker

og besværligheder.

En screening omfatter:

Psykologsamtale med forældre

Pædagoger og lærere svarer SDQ-­‐spørgsskema

Forældre svarer på SDQ-­‐spørgeskema

Børn fra 11 til 16 år svarer på SDQ-­‐spørgeskema

Psykolog Ditte Schapiro siger:

Ved at spørge mange – forældre, lærere, pædagoger og børnene selv – øges sandsynligheden

for, at det er de rigtige børn vi finder, altså de, der har behov.

Om inddragelsen af forældrene siger hun:

Forældrene skal have tillid til, at vi gør det godt. At vi anerkender deres bekymringer og kan

reagere på dem. Efter en vellykket samtale har vi et billede af, hvordan forældrene var forældre i

hjemlandet, og hvilke muligheder børnene havde for at være børn. Viden om børnenes udvikling

før flugten er vigtige input til os, for at vi kan vurdere børnenes modstandskraft.


Det er vigtigt, at forældrene efter samtalen har en fornemmelse af, hvilke reaktioner, der kan

vise sig hos deres børn og dem selv – selv om de nu er i sikkerhed.

Krig og vold

Asylafdelingens Udredningsenhed har screenet siden 1. januar 2009:

69 procent af alle nyankomne børn er screenet

Det svarer til 151 børn

De fleste af børnene kommer fra Afghanistan, Tjetjenien, det tidligere Jugoslavien, Syrien, Iran

og Irak

De foreløbige tal viser:

59 procent af børnene er vokset op med krig

31 procent af børnene har været vidne til vold: De har fx set deres far blive slået og anholdt,

deres mor blive voldtaget, eller deres nabo blive skudt

9 procent af børnene har været udsat for vold: Voldens karakter varierer. En treårig pige har

adskillige gange været udsat for vold af soldater, der har ransaget hjemmet

45 procent af børnene har boet i mindst ét tredje land før ankomsten til Danmark

19 procent af børnene har været udsat for livstruende hændelser under flugten

Psykolog Ditte Shapiro siger:

Der er en sammenhæng mellem gentagende belastninger eller overgreb og risikoen for at

udvikle psykiske vanskeligheder.

Forældrenes oplevelser og tilstand spiller en vigtig rolle for barnets udviklingsmuligheder. Mange af

forældrene på asylcentrene er ressourcestærke personer, der er opmærksomme på deres børns behov.

Men mange er samtidig tynget af, at mindst en forælder er traumatiseret.

Screeningerne giver følgende input:

62 procent af forældrene fortæller, at de har været udsat for vold

37 procent af forældrene oplyser, at de har været udsat for tortur

Farligt at være asylansøger

Analyse af de foreløbige tal og screeninger viser betragtelige behov for støtte blandt børnene:

32 procent af børnene mellem fire og 16 år har høj risiko for at have psykiske vanskeligheder

56 procent af børnene indstilles til det tværfaglige Psykosociale Team

Asylafdelingens Psykosociale Team sammensættes af fx lærer, psykolog, sygeplejerske afhængig af den

enkelte sag og situation. Teamene kan sætte behandling og andre støtteaktiviteter i værk.

Psykolog i Asylafdelingen Ditte Shapiro siger:

31


Jeg vil ikke påstå, at det er en sygdom, at være asylansøger, men jeg må påpege, at tallene viser,

at det er forbundet med høj sundhedsmæssig risiko at være det. Hvordan børnene har det,

hænger direkte sammen med forældrenes tilstand.

2.2.3 Det tværfaglige psykosociale arbejde

Vi arbejder altid med at inddrage familiernes egne ressourcer

i vores løsningsfokuserede samtaler. Vi gør det,

for at familierne kan vokse i stedet for at falde

Cecilie Kondrup, socialrådgiver og socialkoordinator,

Dansk Røde Kors’ Center Sandholm

Det psykosociale arbejde i Dansk Røde Kors Asylafdelingen læner sig op ad loven om forebyggende

sundhedsindsatser fra 1996.

Særlige børneteams og psykosociale teams blev introduceret i 1998. I dag varetager det psykosociale

team arbejdet med både børn og voksne. Alle asylcentre under Dansk Røde Kors har ansat en

socialkoordinator, som er ansvarlig for det psykosociale teams arbejde.

Fagpersonerne har udvidet indberetningspligt efter Servicelovens § 153, og kommuner, der huser

asylcentre, har tilsynspligt efter Servicelovens § 146.

Oplægsholder Cecilie Kondrup, socialrådgiver og socialkoordinator i Center Sandholm, fortalte om det

tværfaglige arbejde og de udfordringer og personer, som teamene møder.

Bekymring udløser handling

Psykosocialt team består af forskellige fagpersoner afhængig af den konkrete sag. Det kan være

psykolog, lærer, medarbejdere i legestue eller klub, sundhedspersonale, socialrådgiver eller lærer ved

voksenundervisningen.

Socialkoordinator Cecilie Kondrup siger:

Det er ret unikt at have et forum, hvor så mange forskellige faggrupper mødes. Vi kan se på en

familie fra de forskellige faglige vinkler. Og vi kan koordinere indsatserne indenfor de forskellige

områder. Det gør det muligt at lave en mere helhedsorienteret indsats. Det er meget forskelligt

fra, hvad man ser i det omgivende samfund, hvor en familie kan have 15 forskellige

sagsbehandlere, som ikke nødvendigvis samarbejder eller koordinerer.

32


Teamet sættes sammen, når en eller flere personer i kontakt med familien er bekymrede for en beboer

eller en familie. Bekymringer om børn kommer oftest fra Udredningsenheden, som står for screening af

børnene.

Det psykosociale team har kompetence til at sætte behandling og andre støtte-­‐aktiviteter i værk. Det

kan være

henvisning til psykolog eller psykiater

støttepædagog i børnehaven eller klub

støtte i hjemmet

udvidet opfølgning hos sundhedsplejerske

støttende samtaler

familierådgivning

Særlige omstændigheder

Den usikre fremtid og mulige traumer i forbindelse med flugten sætter spor i mange asylansøgere. Men

flertallet kommer fra ’gode’ baggrunde, for eksempel har de fleste voksne haft en god barndom, og det

har mange børn også – indtil et vist tidspunkt. Derfor er familiearbejdet i asylsystemet ofte anderledes

end i kommunerne.

Socialkoordinator Cecilie Kondrup siger:

I kommunen ser man oftest sager med forældre, der ofte selv har været udsat for en form for

omsorgssvigt. Den kan ikke se eller sætte sig ind i deres børn behov, de formår ikke at drage

tilstrækkeligt omsorg for deres børn. Tit forholder de sig slet ikke til børnenes mistrivsel.

De forældre, vi ser, er oftest opmærksomme på deres børns behov, og de forholder sig til

børnenes mistrivsel. Men de magter ikke at opfylde børnenes behov, fordi de er traumatiserede

eller psykisk nedkørte. Eller de har ikke mulighed for det indenfor dansk og international lov.

Begge forhindringer er forældrene bevidste om.

Hun giver to eksempler på forældre, som har truffet valg, der muligvis ikke hjælper deres børn optimalt,

men som viser, at de bekymrer sig for deres børn.

Case 1

En mand fra et ikke EU-­‐land i Europa er her med sine to børn. Han skal på grund af Dublin-­‐

konventionen udsendes til Ungarn. Ved udsendelse til Ungarn frygter han diskrimination og

social armod samt umiddelbar udsendelse til hans hjemland. Han frygter for sit liv, såfremt han

returnerer til sit hjemland. Han og børnene er nyligt blevet forladt af hans kone / børnenes mor,

som tog deres fælles datter med sig.

Dagen inden, manden og børnene skal udrejse, tager manden en stor dosis piller. Han bliver

indlagt. Jeg har en samtale med manden tre dage efter hans selvmordsforsøg, hvor han forklarer

33


mig, at den eneste mulighed, han ser for at sikre sine børns fremtid, er, at han enten forsvinder

eller dør.

Jeg oplever, at han har overvejet og opvejet sine muligheder. Han er opmærksom på det tab,

børnene vil lide ved at miste ham, og han har opvejet det mod det liv, han kan tilbyde dem i

Ungarn eller i sit hjemland.

Jeg har flere gange set manden sammen med sine børn og vurderer ham som en kærlig og

omsorgsfuld far. Ved at forsøge at tage sit eget liv, træffer manden et rationelt valg med tanke

for sine børns ve og vel på baggrund af de informationer, han har.

Han tog dog ikke med i sine overvejelser, at uledsagede mindreårige også hører under Dublin-­‐

konventionen og derfor også vil blive udsendt fra Danmark.

Case 2

En kvinde fra et afrikansk land er i Danmark med sin søn på fire år. Hun blev første gang

registreret som asylansøger i 2004, siden har hun været ude af systemet i længere perioder. Hun

er gift med en mand med afrikansk baggrund, som har opholdstilladelse i Danmark. De blev gift i

Danmark, og sønnen er deres fælles barn.

Kvinden er afvist, men vil ikke medvirke til udrejse og kan ikke tilbagesendes tvangsmæssigt, da

Danmark ikke har en udsendelsesaftale med hendes hjemland.

Kvinden har søgt om privat indkvartering hos sin mand hos Udlændingeservice, hvilket hun har

fået afslag på. Hun har søgt om at bo på et asylcenter nærmere sin mand, hvilket hun også har

fået afslag på, fordi hun som afvist asylansøger, der ikke ønsker at medvirke til udrejse, skal bo i

Center Sandholm.

Kvinden pendler sammen med sin søn mellem Sandholm og mandens bopæl. Sønnen går derfor

ikke regelmæssigt i legestue og har ikke en fast bopæl. Han viser tegn på understimulering og

har svært ved at indgå i sociale relationer, når han er i legestuen.

Jeg har flere gange talt med kvinden om problematikkerne i forhold til sønnens trivsel og

udvikling, og hans behov for stabilitet, forudsigelighed og kontinuitet. Og kvindens svar er:

”What to do?” Hun siger, ”Hvis jeg er i Sandholm, kan jeg ikke være sammen med min mand og

min søn med sin far, og min søn savner sin far. Hvis jeg er hos min mand, kan min søn ikke gå i

børnehave.” Hendes mand vil ikke flytte til området, fordi han ikke kan finde en permanent bolig

og et job, og fordi han er ansvarlig for sin mor, som bor hos ham.

Kvinden giver udtryk for, at hun er træt og udmattet og ikke orker mere. Vi forsøger fortsat via

løsningsfokuserede samtaler at finde frem til en måde, hvorved sønnen trivsel kan bedres under

de givne rammer. Mange af problematikker kunne løses med at snuptag, hvis blot rammerne var

en smule anderledes.

34


2.3

ARBEJDET MED ULEDSAGEDE BØRN OG UNGE

En helt særlig gruppe blandt asylansøgere er de børn og unge, som flygter alene. Det vil sige uden

forældre eller andre nære slægtninge over 18 år.

Børnecentrene har udvidet voldsomt i de seneste år. På konferencedagen husede børnecentrene 220

personer under 18 år. Et par år tidligere var tallet blot 30.

De fleste nyankomne mindreårige er afghanske drenge. Andre er fra Irak eller Somalia, hvorfra der også

kommer nogle piger til Danmark på flugt alene.

2.3.1 Indsatsen overfor uledsagede mindreårige

Børn og unge lever i et skæbnefællesskab på godt og ondt

med hinanden. Strukturerne og arbejdet på centrene

skal støtte dem, mens deres asylsager bliver behandlet

Gitte Nielsen, leder af børnecentrene, Dansk Røde Kors Asylafdelingen

De uledsagede børn bor på børnecentre. De går i skole som andre børn og unge og går til

fritidsaktiviteter. Men de deler den usædvanlige omstændighed, at de er på flugt, og de er alene.

Oplægsholder Gitte Nielsen, leder af børnecentrene under Dansk Røde Kors, fortalte om arbejdet og de

særlige problematikker omkring denne gruppe asylansøgerne.

Overlevere

De uledsagede mindreårige deler erfaringen med at have lidt alvorlige tab på deres vej til Danmark. De

har forladt familie og hverdag, nogle har været ude for voldsomme oplevelser.

På børnecentrene er de en del af et fællesskab, som deler oplevelser og erfaringer, men som er etnisk

sammensat. Arbejdet koncentrerer sig om at skabe en struktur, som kan støtte børnene og de unge,

mens deres asylsag bliver behandlet. Det gælder de sundhedsfaglige tilbud som psykologisk screening,

ligesom det gælder hverdagens aktiviteter og pligter.

Leder af børnecentrene Gitte Nielsen siger:

Det var tidligere vores opfattelse, at de uledsagede mindreårige var de mest sårbare blandt

asylansøgende børn. Den opfattelse er blevet ændret over de senere år, hvor andre centre har

oplevet, at forældre bryder sammen eller bliver psykologisk helt nedslidte – og hvor voldsomt det

påvirker disse forældres børn. De uledsagede børn er befriet for at være sammen med nogle

voksne, som i tiltagende grad får det værre og værre.

35


En konferencedeltager, forsker Katrine Sidenius fra SFI, spørger:

Kunne man tænke sig, at disse børn er positivt selekteret? Har I indtryk af, at de er stærkere end

andre, at de er sendt af sted fra en familie fordi de skal klare sig selv? Man ville vel ikke sende en

handicappet af sted igennem en halv verden?

Leder af børnecentrene Gitte Nielsen svarer:

Det er overlevere, som bor hos os. De har klaret sig gennem en flugt under meget, meget

vanskelige forhold. De er overlevere med alle de erfaringer, det giver.

Skjulte voksne

En betragtelig del af de nyankomne mindreårige er tæt på 18 år. For dem er der oprettet en særlig

afdeling på et almindeligt asylcenter, og de får særlige skoletilbud. Det sker for at tilbyde dem en anden

hverdag end den, der er designet til børn og måske endda små børn.

En konferencedeltager, skoleleder på Asylafdelingens skole i Jelling Henrik Dam Pedersen, spørger:

Hvordan ligger det med at få banket dørene ind til videregående uddannelser?

Sekretariatschef i Asylafdelingen, Maja Rettrup Andersen, svarer:

Der ligger et lovforslag til ændring af Udlændingeloven, så man kan få hjemmel til at unge kan

fortsætte deres uddannelse også efter, at de er blevet 18. Det vil slå fast, at de kan fortsætte

med at uddanne sig. Det har der været usikkerhed om.

En konferencedeltager kommenterer:

Unge asylansøgere, som har fået afslag på deres ansøgning, men som ikke rejser ud af landet

frivilligt, skal melde sig til politiet somme tider flere gange om ugen. Det kolliderer med deres

uddannelsesaktiviteter.

Sekretariatschef i Asylafdelingen, Maja Rettrup Andersen:

I vores høringssvar til ændringen i Udlændingeloven har vi netop understreget, at vi har set rigtig

kedelige eksempler på at unge bliver forhindret i at fortsætte deres uddannelse på grund af

meldepligten. Vi foretrækker, at meldepligten indretter sig efter uddannelsen og ikke omvendt –

og allerhelst at meldepligten helt bortfalder.

36


2.3.2 ’Vi er mennesker’, om psykoedukation

Alene det at gå til psykolog skubber dem en smule ud

af fællesskabet på centret, de bliver betragtet som

lidt unormale. Ideen med psykoedukation normalisering

Nike Brandt, psykolog, Dansk Røde Kors Asylafdelingen

Nogle af de uledsagede mindreårige har brug for behandling eller støtte i forbindelse med traumer eller

andre vanskeligheder.

Oplægsholder Nike Brandt, psykolog ved Asylafdelingens børnecenter, fortalte om et forløb, hvor

historiefortælling var det centrale værktøj i psykoedukation af en gruppe uledsagede mindreårige.

Normalisering gennem historier

10-­‐15 procent af de uledsagede mindreårige bliver henvist til individuel psykoterapi (tal fra 2007 og

2008). Psykologbehandlingen kan virke ekskluderende i forhold til de andre børn og unge på centret. I

denne situation søgte psykologen gennem psykoedukation at finde en metode, der virker

normaliserende og inkluderende.

Psykolog Nike Brandt siger:

Vi ville styrke den sociale interaktion mellem de unge og finde et ritual, der kunne holde. Vi

valgte at inddrage kunst, for selve det æstetiske giver livskraft. Samtidig ville vi arbejde med en

blandet gruppe, hvor både de aktive og de, der har tilbøjelighed til at isolere sig, var med.

Otte drenge blev indbudt til at deltage i gruppen i to dage i en uge og to dage i en anden uge. Der blev

arbejdet med drengenes historier fra dagligdagen. De blev fortalt og nogle af dem blev spillet som

såkaldt Play Back Theatre.

Invitationen lød:

Fortællinger fra et asylcenter. Har du oplevet noget her? Hvordan er det at bo her? Lad dine

beretninger blive levende for gruppen.

Drengene svarede forskelligt, for eksempel:

At være i sikkerhed her i centret men være urolig for ikke at få ophold

Hvordan det er at gå til thai-­‐boksning. Man er så forfærdelig glad for det, men sidst på ugen er

det de andres tur

at miste en tand er at miste sin identitet

At smile udenpå og være i 1.000 stykker indeni

Min kammerat har ikke fået opholdstilladelse

37


En dreng lagde ud med at fortælle om varmt og koldt vand som eksempel på forskellene mellem

Danmark og hans hjemland, Afghanistan.

Hvis man går i bad i Afghanistan, så er der ikke noget varmt vand, hvis der overhovedet er noget

vand. Man skal hente det langt væk fra, og det er beskidt, og det er en blandet fornøjelse at

bade i det. Der vil være så mange i Danmark, der overhovedet ikke forstår, at det er helt særligt,

at man bare drejer på hanen.

Næste gang, drengen fortalte sin historie, handlede den forsat om vand, men på en anden måde. Han

fortalte om sin flugt, hvor han sejlede i en utæt gummibåd fra Tyrkiet til Grækenland.

Tredje gang, drengen fortalte sin historie, var vandet i en svømmehal:

Da jeg var i svømmehallen, svømmede jeg på det to meter dybe vand. En kvindelig livredder

sagde, jeg svømmede for dårligt, jeg skulle gå op og over i bassinet med det lave vand på en

meter. Bagefter gik jeg over i det dybe bassin igen. Da hun opdagede det, smed hun mig ud af

svømmehallen. Næste gang jeg var i svømmehallen svømmede jeg på det dybe vand. En

livredder roste mig og sagde jeg var dygtig.

Psykolog Nike Brandt siger:

Denne dreng synes, den kvindelige livredder var venlig, at hun ville redde ham. Han kunne godt

tænke sig, at være blevet reddet fra havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Hvis den kvindelige

livredder endelig skulle give ham noget, så ville han helst have, at hun gav ham opholdstilladelse.

Fjerde gang fortalte den samme dreng en helt anden historie:

Jeg stod på bjerget. Min onkel havde sagt, jeg skulle lære at skyde. Han gav mig et stort gevær.

Jeg holdt det sådan her. Så skete der ingenting. Min onkel blev vred. Jeg vidste ikke, jeg skulle

trække i aftrækkeren. Der var en mand på et æsel nede i dalen. Så sagde min onkel, at jeg skulle

gøre det igen, for jeg havde ikke lært det. Han stillede sig bag mig, og så skød jeg. Manden faldt

af æslet. Tingene oppe på æslet trillede ud af kurvene og hen ad vejen. Nu kunne jeg godt.

Ved slutningen af gruppeforløbet med historiefortælling fortalte de otte drenge om, hvad de havde fået

ud af det.

En dreng sagde:

Jeg føler, at jeg ikke er alene nu. At der er nogen, der er ligesom mig, og nogle som vil lytte til

mig. Det vi lavede, kan ikke løse vores problemer. Men det vil fortsætte. Man er ikke alene.

38


2.4

SKOLEBØRN

De større børn på asylcentrene har mange erfaringer og omstændigheder til fælles med de små børn,

som er beskrevet ovenfor.

En forskel er, at de større børn går i skole og møder andre rammer og krav der, end de små børn møder i

legestuerne. Ligesom de større børn er kommet længere i udviklingen af deres identitet og subjekt.

2.4.1 Asylbørns tilpasnings-­‐ og tilblivelsesstrategier

En asylansøger er underlagt den samme lov,

som han eller hun er udelukket fra at nyde goderne fra

Katrine Vitus, forsker, SFI

Et toårigt forskningsprojekt fra SFI undersøger, hvordan det er at være barn på et asylcenter. Projektets

formål er at undersøge vilkårene for at blive til som subjekt, når man er barn på et asylcenter. Subjekt er

her et handlende væsen med et selv og en fornemmelse for andres selv.

Oplægsholder Katrine Vitus, forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, fortalte om

undersøgelsen, der hedder Tilblivelse, tilpasning og modstand blandt børn på asylcentre.

Asylcentret som undtagelsestilstand

Ifølge forsker Katrine Vitus kan asylcentret beskrives som både inklusion og eksklusion: Livet er reguleret

ned i mindste detalje – hvor man bor, hvad man kan foretage sig, hvor mange penge man kan tjene – og

samtidig gælder ’almindelige’ rettigheder ikke.

Katrine Vitus siger:

Undtagelsestilstanden er ikke midlertidig, som den ellers ofte er, fx hvis man er i fængsel. Der vil

man være indsat i bestemt tidsperiode, og i Danmark sker det kun, hvis man har været igennem

en reel rettergang. Som asylansøger lever man i undtagelsestilstand på ubestemt tid.

Asylcentret kan fungere som et symbol på en hverken-­‐eller situation, hvor almindelige distinktioner

bliver ophævet. Det er blandt andet tydeligt i forståelsen af forskellen mellem at være syg og rask.

Katrine Vitus:

At være syg er noget, som objektivt sker. Men samtidig er det i asylsystemet en mulighed for at

manøvrere strategisk. Det kan være vejen til opholdstilladelse. Distinktionen mellem det

rationelle/irrationelle og intentionelle og det ikke-­‐intentionelle ophæves.

39


Også distinktionen mellem barn og voksen forsvinder. Forældre fastholder deres asylkrav for

børnenes skyld, og samtidig fastholder de børnene i en situation, som ikke er god for hverken

børn eller voksne.

Alt i alt så bryder nogle af de institutioner, der almindeligvis ordner livet, sammen.

Kun en krop

Undersøgelsen peger på, at når man som asylansøgere mister sin politiske subjektivitet.

Katrine Vitus, forsker ved SFI:

Så er man ikke borger, så er man’ kun’ menneske. Man bliver reduceret til krop, en krop der skal

identificeres for at kunne blive administreret. De humanitære rettigheder træder i kraft, men det

gør de kun, fordi de andre rettigheder er trådt ud af kraft.

Hun mener, at den situation viser sig i den måde, børnene bliver til som subjekter.

Katrine Vitus:

Nogle siger, at tilblivelse som handlende væsen forudsætter, at man er inkluderet. Den mulighed

er knægtet, når man er asylansøger.

I sit arbejde med undersøgelsen så hun børnene bruge to helt forskellige strategier:

De tilpasser sig asylcentrets rammer, bliver passive og venter, eller

De tilpasser sig men gør samtidig modstand

Som eksempel giver hun en 14-­‐årig dreng, der har fået et tekrus i julegave fra skolen. Han brokker sig:

”The giver man gamle koner. Gør de grin med os? Skulle det være en gave?”

Katrine Vitus:

Drengen træder ind i rollen som passiv modtager af almisser og som en, der ikke kan få nok. Og

samtidig protesterer han mod at være passiv modtager af hjælp uden indflydelse på, hvad han

kan få. Han er et barn og ikke en gammel kone.

Nogle børn er aktive på internet-­‐mødesteder som Arto. Her kommer deres søgen efter identitet klart til

udtryk. De opfinder sig selv som andre end dem, de er på centret. Det gør de til dels også i den fysiske

virkelighed: Bruger svævende beskrivelser eller lyver, når de møder børn udenfor asylcentrene.

Disse børn ved godt, at de vil blive opdaget, men alligevel nægter de at tage identiteten som

’asylansøger’ på sig.

40


Katrine Vitus:

Kroppen og den officielle identitet er i spil. Når børnene skal identificere sig og udtrykke hvem de

er, så sker det i modstand mod deres officielle identitet. Der er tale om hverdagslige former for

modstand, som man også kan kalde sabotage eller subtil unddragelse. Tilblivelse på denne måde

afspejler de muligheder, som et asylcenter giver.

En konferencedeltager kommenterer:

Katrine Vitus:

Man kan møde en enorm kyniske hos nogle af disse børn. Er forklaringen simpelthen, at de på

deres egen krop har oplevet en form for oppression eller straf? Altså som for eksempel ved at

blive nægtet almindelige rettigheder eller ved at skulle leve i midlertidighed.

At blive reduceret til krop, og at kroppen bliver gjort til politisk projekt kan måske forklare

asylansøgeres selvmordsforsøg og sultestrejker. På den måde gør de sig urørlige for staten. Det

sidste sted, hvor man kan øve modstand, det er på sin egen krop. Man ser noget lignende i

sammenhængen mellem fysisk og psykisk sygdom: Det kan være et udtryk for subjektivitet at

gøre sig selv syg.

2.4.2 Skolen på Bakken

Eleverne bærer præg af at leve under eksistentielt udfordrende forhold

Paul Karoff, skoleleder, Dansk Røde Kors Asylafdelingen

Dansk Røde Kors Asylafdelingens skoler er specialskoler for asylansøgende børn. De koncentrerer sig om

få fag og om at klæde eleverne på til at begynde at gå i den almindelige folkeskole.

Der er kommunal tilsynspligt med skolerne.

Oplægsholder Paul Karoff, skoleleder på skolen i Lynge, som ofte kaldes Skolen på Bakken, fortalte om

skolearbejdet og udviklingen af det.

Strukturen

Skolen på Bakken har på konferencedagen 187 elever, hvilket er voldsomt mange i sammenligning med

det generelle tal: 80 børn i skolen og dertil 30-­‐40 børn i almindelig folkeskole.

Skolen er bygget op således:

Der går 12 elever i klassen hen over et år

41


Der er 3 aldersgrupper på skolen i stedet for ’klassetrin’

Aldersgrupperne har henholdsvis 23, 26 og 28 lektioner om ugen fra de yngste til de ældste

Undervisningen fokuserer på dansk, engelsk og matematik

Skoleleder Paul Karoff siger:

Tidligere, da vi oplevede længere opholdstider på centrene og sendte færre elever i almindelig

folkeskole, satsede vi mere på hele fagrækken. Nu gælder det altså primært de helt basale ting.

Pædagogikken

Skolen har to store udfordringer. Dels at børnene har stort behov for omsorg og voksenkontakt. Og dels

at flowet af elever ind og ud af skolen når op på over 70 procent over et år. To dage før konferencen fik

skolen seks nye elever og dagen før 21.

Skolens grundlæggende syn er, at eleverne er ressourcestærke. Men de bærer præg af, at de lever i en

udfordrende situation, og de har ofte koncentrationsvanskeligheder og er lette at aflede.

Skoleleder Paul Karoff siger:

De har mange drømme og de lægger planer. De er meget handlekraftige. Familierne har handlet

på deres situation, de har bragt sig til et andet land. (…) Det har haft store omkostninger specielt

for forældrene at nå dertil, hvor de er nu. Så på trods af deres ressoucer ligger de for en tid noget

underdrejet. I den situation får børnene ikke den forældreopmærksomhed, som vi normalt giver

vores børn i Danmark.

Børnene relaterer sig virkelig stærkt til læreren. Forældrene har ofte mange andre vigtige

opgaver. I skolen oplever børnene, at medarbejderne ser og hører dem, så de relaterer sig

stærkt. Det har betydning langt ind i den daglige pædagogik.

2.4.3 Undersøgelse af Asylafdelingens skole for asylsøgende børn

Skolen er helt anderledes end en standardfolkeskole.

Lærerne er omkring eleverne hele tiden. Det ses ellers ofte,

at lærerne hurtigt går til deres eget opholdsrum

Niels Egelund, professor, Danmarks Pædagogiske Universitet

Asylbørn går i skole som andre børn. Asylafdelingen driver en skole i Lynge i Nordsjælland og en skole i

Jelling ved Vejle. De to skoler fungerer som en art modtageklasser, hvor eleverne går, før de begynder i

almindelig folkeskole.

42


Asylafdelingen har bedt professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund om at

undersøge skolen i Lynge. Han udlagde sin undersøgelse.

Undervisningen

Undersøgelsen beskriver tilrettelæggelsen af undervisningen således:

Den er meget visuel, der bruges tavleundervisning og billeder

Den er niveaudelt og der gives individuel undervisning

Der er fokus på faglighed, og der stilles faglige krav, ligesom den afsøger barnets faglige niveau

Der er samme struktur hver dag, altså en fast rytme. Undervisningen er således meget

struktureret

Der føres logbog

Personalet bruger megen forberedelse

Professor Niels Egelund siger:

Undervisningen er meget forskellig fra undervisningen i almindelig folkeskole. Den tager hensyn

til, at mange elever har et lille ordforråd på dansk. Samtidig har den fokus på faglighed frem for

på det sociale. På mange specialskoler sætter man fagligheden ned og fokuserer på det sociale.

Stimulering og motivering

Undersøgelsen vurderer, at eleverne har høj motivation.

Eleverne er motiverede for læring og for faglighed

Lærerne viser, at de gider eleverne og kan lide dem. Lærerne er indfølende og lyttende

Elever opmuntres individuelt, de samtaler individuelt med lærerne

Lærerne skaber et skolerum med faste rammer

Klasseledelsen og voksenstyringen er tydelig

Der bruges sang, musik, rim og remser, spil og lege

Eleverne arbejder selvstændigt

De ’skolevante’ elever er svære at motivere

Niels Egelund siger:

I modsætning til i standardfolkeskole er de alle sammen enormt motiveret. Det kan ligne en

specialklasse, også på grund af klassestørrelsen. Men motivationen er tårnhøj.

I forhold til omsorgen for det enkelte barn fremhæver han:

Elevernes krammes og ses, høres og røres hver dag. Læreren har øjenkontakt med hver enkelt

Læreren tilbyder 1:1 samtaler, lytter og rådgiver

Der er føling med hver enkelt, læreren ’ser’, fornemmer og observerer hver enkelt elev

Lærerens rolle

43


I sin undersøgelse fandt professor Niels Egelund fx:

Lærerne viser omsorg. De er omkring børnene, hvor det i folkeskolen ellers tit ses, at lærerne

hurtigt går til deres eget opholdsrum

Læreren viser glæde, empati og nærvær

Brugen af kropssprog er hjælpsom for børn med ringe danskkundskaber

Læreren er en rollemodel. Fx kommer lærerne til tiden. I folkeskolen kommer læreren i

gennemsnit 5,6 minutter for sent

Et godt klima

Undersøgelsen beskriver skolen som ”et godt sted for børn at være.” Det hænger blandt andet sammen

med:

Lærernes brug af ros, anerkendelse og accept af forskellighed

Lærerne skælder aldrig ud eller kritiserer

Den gode stemning med fælles normer for opførsel

Muligheden for og brugen af individuelle løsninger

Professor Niels Egelund peger dog på, at lærerne må bruge meget energi på at få dagen og

undervisningen til at fungere, ikke mindst når nogle elever pludselig er væk, uden at lærere og

kammerater har nået at sige farvel.

Han anbefaler blandt andet:

Mindre brug af ikke-­‐læreruddannede lærere. Mere efteruddannelse

At ’dårlig opførsel’ og pjæk får større konsekvens for eleverne

Bedre rammer for idræt

At lærerne kan forberede sig på skolen, sådan at samarbejdet kan blive endnu stærkere

At skolen indfører en kontaktlærerordning

At skolen arbejder med historiefortællende teorier

44

More magazines by this user
Similar magazines