Sakse Runemester« er det navn, som Grundtvig fordan ... - Siden Saxo

Runerne som kilder
At Saxo ikke selv så runerne som hedenske eller magiske,
ser man dels ved, at det sjældent fremgår direkte af
originalteksten, at det er runeskrift, der er tale om. Det
er i fl ere tilfælde blot den danske oversætters antagelse.
Desuden fremgår det klart af fortalen. Med Saxos kristne
baggrund ville han have vendt sig kraftigt imod runerne,
hvis han havde betragtet dem som udtryk for en hedensk
religion. Men det gør han langt fra. Tværtimod nævner
han med stolthed runeindskrifter på sten blandt de kilder,
som han bygger sin historie på:
»Hvor meget historieskrivning kunne mennesker med
disse evner ikke have fremstillet, hvis de havde slukket
deres skrivetørst med latinkundskaber – i betragtning af
at de, selv uden kendskab til det romerske sprog, havde en
sådan trang til at videregive mindet om deres bedrifter, at
de greb til kæmpemæssige stenblokke i stedet for bøger
og brugte klippesider som bogsider?« (Saxo, fortalen)
Han undsiger altså billedet af runerne som en hedensk
og magisk skrift. I stedet ser han dem som en nødtørftig
erstatning for de ‘rigtige’ bogstaver, romerskriften, som
kom til Danmark med kristendommen, og som er blevet
brugt her lige siden. Runerne fungerede for Saxo som
et bevis på danernes duelighed, og at de danske konger
havde en fortid, der ikke stod tilbage for den antikke
verdens mere veldokumenterede historie.
Runer og romerskrift
Runerne nævnes ikke en eneste gang af Saxo
efter bog ni. Også i deres ikke-magiske anvendelser
betragtes de altså som en del af den
førkristne verden. Men heller ikke denne
tegning af runernes historie er sandfærdig,
for deres rolle var langt fra udspillet, da
romerbogstaverne kom til Danmark.
De første romerbogstaver kom nord for
Dannevirke senest i år 826, da Ansgar
Den store Jellingesten, som kong
Harald rejste over sine forældre.
Bemærk, at linieføringen fra venstre
mod højre er den samme, som
vi bruger i dag.
SIDEN SAXO NR. 1, 2003
medbragte bibler og andre bøger på sine missionsrejser
i Skandinavien. Og da Kong Harald mere end hundrede
år senere lader den store Jellingesten rejse over sin fader
Gorm og sin Moder Thorvi, er romerskriften velkendt
ved hoffet. Det kan man se på stenen, der ganske vist er
skrevet med runer, men runerne står på lige, vandrette
linjer, der læses fra venstre mod højre som linjerne i en
bog. Det er den sædvanlige læseretning i den romerske
skriftkultur, men på en runesten er det ikke normalt.
Der står linierne ofte lodret, hvis de da ikke bugter sig i
lange snoede bånd, den såkaldte bustrofedon-linjeføring,
hvor linjerne slynger sig først fra venstre mod højre, og
så tilbage igen fra højre mod venstre.
Romerskriftens indførelse fi k ikke runerne til at gå
under. I de ca. 250 år, der gik fra den store Jellingesten
blev rejst, til Saxo omkring år 1200 skrev sin fortælling,
levede runerne og romerskriften side om side i
Danmark. Runerne blev brugt til at skrive på dansk, og
romerbogstaverne blev brugt til at skrive på latin. De var
et fremmedsprogs skrift.
13