Over grænsen - Boghallen

boghallen.dk

Over grænsen - Boghallen

Alexandra Adornetto

HADES

På dansk ved Nete Harsberg

PolitikEnS ForlAg


4

Over grænsen

o VEnPÅ lugtede der støvet og jordslået. På trappeafsatsen

havde det elfenbensfarvede tapet løsnet sig fra den fugtige væg. til

trods for den brølende fest nedenunder var der usandsynligt stille

her på førstesalen, næsten som om noget overnaturligt var til stede.

Pigerne labbede stemningen i sig.

“Det her er helt perfekt,” sagde Hallie.

“Jeg vil vædde med, at det allerede spøger i forvejen,” tilføjede

Savannah, helt rødspættet i ansigtet af ophidselse.

Pludselig virkede mine bekymringer lidt ude af proportion.

Måske overreagerede jeg simpelthen? Hvorfor skulle jeg også altid

male fanden på væggen? og hvorfor skulle min bagstræberiske natur

altid ødelægge det for alle andre? Jeg bebrejdede mig selv for

at være så sortseende – hvad var sandsynligheden i virkeligheden

for, at pigerne ville komme i kontakt med den anden side? Det var

sket før, men krævede som regel tilstedeværelsen af et erfarent medium.

Fortabte sjæle brød sig ikke rigtig om at blive hidkaldt for at

underholde teenagepiger. nå, pigerne ville sikkert begynde at kede

sig, når de opdagede, at der ikke skete noget.

Jeg fulgte Molly og de andre ind i værelset, der engang måtte

have været beregnet til gæster. De høje vinduer var helt matte af

de mange års støv og skidt. Værelset var tomt, bortset fra en smedejernsseng,

som var skubbet helt hen til et af de beskidte vin-

· 39 ·


duer. Den vakkelvorne ramme, der engang havde været hvid, var

skrammet og gullig. Der lå også et falmet tæppe med lyserøde roser

på. Familien knox kom åbenbart ikke så tit på det gamle landsted

og havde da slet ikke sommergæster. Vindueskarmene så ud til at

være blegede af solen, og der var ingen gardiner til at skærme for

månelyset. Værelset vendte mod vest og havde udsigt over skoven

i udkanten af grunden. Jeg kunne se fugleskræmslet på sin post i

marken med stråhatten blafrende i brisen.

Uden at konferere med hinanden først satte pigerne sig i skrædderstilling

i en rundkreds på det tyndslidte gulvtæppe. Abby stak

hånden forsigtigt ned i papirposen, som om den gemte på en kostbar

skat. Det kunne sådan set også godt gå for en antikvitet, det

skrammede ouija-bræt, hun trak ud af et grønt filtetui.

“Hvor har du det fra?”

“Min bedstemor,” sagde Abby. “Jeg besøgte hende i Montgomery

i sidste måned.”

Med overdreven højtidelighed placerede hun brættet i midten af

kredsen. Jeg havde kun set dem i bøger, og det her var finere, end

jeg havde forventet. Hele vejen rundt i kanten stod alfabetet i to

lige rækker. Der var også tal og nogle symboler, jeg ikke kendte. i

hvert sit hjørne stod der JA og nEJ med blokbogstaver omkranset

af krummelurer. Selvom det var første gang, jeg så et ouija-bræt,

kunne jeg ikke undgå at bemærke henvisningerne til sort magi.

Så viklede Abby et spinkelt, langstilket sherryglas ud af en papirserviet.

Hun smed papiret fra sig med en utålmodig bevægelse og

placerede glasset på brættet med bunden i vejret.

“Hvordan fungerer det her?” ville Madison vide. Hun var den

eneste af de tilstedeværende – bortset fra mig selv – der ikke var fyr

og flamme. Jeg havde dog mistanke om, at det mere handlede om

manglen på alkohol og fyre heroppe, end at hun var bekymret for

vores sikkerhed.

· 40 ·


“Man skal bruge et stykke træ eller et omvendt glas som mellemled

for at komme i kontakt med åndeverdenen,” forklarede Abby

og nød tydeligvis sin ekspertrolle. “Flere i min familie har synske

evner, så jeg ved, hvad jeg taler om. Vi har brug for al vores forenede

energi, hvis det skal virke. Alle skal koncentrere sig og sætte en

pegefinger på glassets fod. i må ikke trykke for hårdt – så spærrer i

for energien, og så virker det ikke. når vi får kontakt med en ånd,

vil den skrive sit budskab til os. okay, lad os komme i gang. læg

jeres finger på glasset. Forsigtigt.” Det måtte man give Abby – hun

var virkelig overbevisende, også selvom jeg var ret sikker på, at det

hele var noget, hun sad og digtede på stedet. Pigerne fulgte ivrigt

hendes anvisninger.

“Hvad så nu?” spurgte Madison.

“Så venter vi, til det begynder at bevæge sig.”

“Seriøst?” Madison rullede med øjnene. “Er dét det hele? Hvordan

ved vi, at det ikke bare er en af os, der skriver et eller andet?”

Abby skulede til hende. “Det er ikke særlig svært at kende forskel

på en joke og et ægte åndeligt budskab, Mad. Desuden ved ånden

ting, som ingen andre kan vide.” Hun kastede med håret. “Jeg forventer

ikke, at du forstår det. Jeg ved det kun, fordi jeg har prøvet det

mange gange før. nå, er vi klar?” spurgte hun meget alvorligt.

Jeg borede neglene ned i det ru tæppe og ønskede, at der havde

været en måde at slippe ubemærket ud af rummet på. Jeg fór sammen,

da Molly strøg en tændstik for at tænde de lys, en eller anden

havde stillet på gulvet. Hun satte flammen mod vægerne, og lysene

blussede op med en sydende lyd.

“lad gerne være med at lave nogen pludselige bevægelser under

seancen,” sagde Abby og sendte mig et sigende blik. “Vi vil ikke

gøre ånden nervøs. Den skal føle sig tryg i vores selskab.”

“Er det også noget, du ved af erfaring, eller har du set det i Åndernes

magt?” røg det sarkastisk ud af Madison.

· 41 ·


“kvinderne i min familie har altid været i tæt forbindelse med

den anden side,” sagde Abby. Jeg brød mig ikke om måden, hun

udtalte den anden side på – som om det var en spøgelseshistorie på

en spejderlejr.

“Har du nogensinde set et spøgelse?” hviskede Hallie.

“Ja, jeg har,” erklærede Abby med dødsens alvor. “og det er også

derfor, jeg vil optræde som medium her i aften.”

Jeg kunne ikke greje, om det, Abby fortalte, var sandt. nogle

fangede af og til glimt af de døde, når de krydsede mellem to

verdner. Men langt de fleste åndesyn udsprang af folks livlige

fantasi. En flakkende skygge eller et spil i lyset blev hurtigt forvekslet

med et overnaturligt fænomen. Det var selvfølgelig noget

andet med mig. Jeg fornemmede ånderne hele tiden – overalt.

Hvis jeg koncentrerede mig, kunne jeg mærke, hvem der lige var

draget af sted, og hvem der ledte efter deres kære. gabriel havde

sagt, at jeg skulle holde dem ude af min bevidsthed – de var ikke

vores ansvar. Jeg tænkte på, dengang min ældre veninde Alice var

kommet for at sige farvel lige efter sin død sidste år. Jeg havde set

hende lige så tydeligt uden for mit vindue, og så forsvandt hun

igen. Men ikke alle ånder var lige så nænsomme som Alice – de,

der ikke kunne slippe taget i den jordiske verden, kunne blive

hængende i årevis og blive mere og mere lunefulde og afsindige af

at være omgivet af liv, som de aldrig kunne tage del i igen. De mistede

følingen med menneskene og begyndte at hade dem, ofte

med voldelige udfald til følge. gad vide, om Abby ville være lige

så meget på, hvis hun vidste, hvad der i virkeligheden var derude.

Men det kunne jeg umuligt fortælle hende uden at afsløre mig

selv.

Pigerne nikkede samtykkende og overlod med glæde initiativet

til aftnens medium. Jeg kunne mærke Molly gyse ved siden af mig.

“tag hinanden i hænderne,” sagde Abby. “og uanset hvad der

· 42 ·


sker, må i ikke give slip. Vi skal sidde i en beskyttelsescirkel – hvis

den bliver brudt, kan ånden slippe ud.”

“Hvor ved du det fra?” hviskede Savannah. “Vil det ikke bare

afbryde seancen, hvis vi slipper hinanden?”

“Jo, og hvis det ellers er en venlig ånd, bliver den bare sendt

tilbage til sit hvilested. Men hvis den er ondsindet, skal vi være

forsigtige. Vi ved ikke, hvad vi får fat i.”

“nå, men skal vi så ikke bare sørge for at få fat i et dejligt venligt

spøgelse?” spurgte Madison og indkasserede et hånligt blik fra

Abby.

“ligesom Casper, mener du?”

Madison kunne ikke lide at blive drillet, men vi vidste alle sammen,

at Abby havde ret. “nej, okay så,” sagde hun overgivende.

“Så er det tilfældighedernes spil.”

Jeg måtte bide mig selv i tungen for ikke at argumentere mod Abbys

vandtætte plan. At gå i gang med en åndeseance den ene aften

om året, hvor der rent faktisk var sandsynlighed for at få kontakt,

var direkte idiotisk. Jeg rystede på hovedet og forsøgte at fortrænge

mine bange anelser. Jeg mindede mig selv om, at det bare var en

barnlig leg, som næsten alle teenagere eksperimenterede med for

sjov. Jo hurtigere vi kunne få det overstået, des hurtigere kunne vi

komme ned og tage hul på resten af aftnen.

Molly og Savannah, som sad på hver sin side af mig, tog mig

hårdt i hænderne. Deres hænder føltes klamme, og jeg gættede

på, at de både var spændte og nervøse. Abby bøjede hovedet og

lukkede øjnene. Hendes lyse hår faldt ned foran ansigtet, og hun

afbrød sin påberåbelse for at sætte det op i en løs hestehale med

den elastik, hun havde rundt om håndleddet. Så rømmede hun

sig teatralsk, så sigende rundt på os og begyndte at tale med lav,

messende stemme.

“Du sjæl, som vandrer på Jorden, vi hidkalder dig – kom og hvil

· 43 ·


hos os! Vi vil dig intet ondt, vi vil bare i kontakt. Vær ikke bange.

Hvis du har noget at fortælle, vil vi gerne høre det. Jeg gentager – vi

vil dig intet ondt. og vi beder dig om ikke at gøre os ondt.”

Der var dødstille i værelset. Pigerne udvekslede urolige blikke.

Det var tydeligt, at nogle af dem nu var knap så entusiastiske omkring

Abbys projekt og hellere ville have siddet nedenunder og

drukket med deres venner og flirtet med drengene. Jeg bed tænderne

sammen og tvang mig selv til at tænke på noget andet end

den usmagelige ceremoni, der udspillede sig for øjnene af mig. Jeg

vidste, at det ikke bare var uklogt at forstyrre de døde, men også

virkelig ufølsomt. Det stred mod alt, jeg havde lært om livet og

døden. Havde de aldrig hørt vendingen hvil i fred? Jeg havde lyst

til at trække hænderne til mig og løbe ud af rummet, men vidste

samtidig, at Abby ville blive stiktosset og udråbe mig til årets partykiller.

Jeg sukkede tungt og håbede, at de ville begynde at kede

sig over at sidde og vente på svar og snart ville opgive legen. Molly

og jeg udvekslede skeptiske blikke.

Der gik fem lange minutter, hvor man ikke hørte andet end

lyden af vores åndedræt og Abbys gentagende besværgelse. netop

som pigerne begyndte at røre uroligt på sig, og en af dem højlydt

beklagede sig over, at hun var ved at få krampe i sine ben, begyndte

glasset at rokke. Alle stivnede og var hundrede procent opmærksomme

igen. glasset stod et øjeblik og vaklede og begyndte så at

glide hen over brættet, mens det stavede en besked, bogstav for

bogstav. Abby, det selvudnævnte medium, gentog hvert bogstav,

indtil budskabet var færdigt.

Stop. Stop nu. Kom væk herfra. I er alle i fare.

“Uuh, hvor spændende!” sagde Madison sarkastisk. De andre så

usikkert på hinanden og forsøgte at afgøre, hvem i gruppen, der

· 44 ·


stod bag drilleriet. Men vi havde alle sammen en finger på glasset,

og det var umuligt at se, hvem der rykkede det. Molly strammede

grebet om min hånd, mens en ny besked tog form.

Stop. Hør efter. Det onde er her.

“Hvorfor skal vi tro på dig?” spurgte Abby udfordrende. “kender

vi dig?”

nu rykkede glasset sig i store ryk, udelukkende ved egen hjælp.

Det gled hen over brættet og standsede trodsigt ud for ordet JA.

“okay, jeg ved godt, at det er en joke,” sagde Madison. “kom

nu – hvem er det?”

Abby ignorerede hendes protester.

“Hold nu kæft, Mad. Der er ikke nogen, der gør det,” bed Hallie.

“Du ødelægger stemningen.”

“Du kan da ikke seriøst mene, at ...”

“Hvis vi kender dig, må du fortælle os, hvad du hedder,” vedblev

Abby.

glasset stod stille i nogle sekunder.

“Jeg sagde jo nok, at det er én stor omgang pis,” begyndte Madison,

men så genoptog glasset sin dans hen over brættet. til at

begynde med virkede det forvirret og standsede ud for et par bogstaver

for så pludselig at flytte sig igen, som om det ville drille os.

Det virkede usikkert på mig, som et barn, der ikke var helt vant

til processen. Det skred over pladen og stoppede ud for bogstaverne

T-A-Y. Så standsede det, som om det ikke helt vidste, hvad

det skulle stille op.

“Stol på os,” tilskyndte Abby.

glasset fortsatte tøvende ind på midten af brættet og fandt frem

til de sidste tre bogstaver – L-A-H.

Det var Molly, der brød den ubehagelige tavshed. “taylah?”

· 45 ·


hviskede hun halvkvalt. Hun blinkede vredt for at standse tårerne,

der havde fyldt hendes øjne, og stirrede rundt i gruppen.

“okay, det er så lidt sjovt,” hvislede hun. “Hvem er det? Hvad

fanden tænker i på?”

Hendes beskyldning blev mødt af protester og hektisk hovedrysten.

“Det var ikke mig,” sagde de raden rundt. “Det kunne jeg

ikke finde på.”

Jeg mærkede det løbe koldt ned ad ryggen. inderst inde vidste

jeg godt, at ingen af pigerne ville synke så dybt og bruge deres afdøde

veninde i legen. taylahs død var stadig frisk i hukommelsen,

og ingen turde lave sjov med den. og det kunne kun betyde én ting

– Abby havde fået kontakt. Brudt igennem barrieren. Vi var på vej

ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Hvad hvis det ikke er en joke?” sagde Savannah prøvende. “ingen

af os er så langt ude. Hvad hvis det virkelig er hende?”

“Det er der kun én måde at finde ud af på,” sagde Abby. “Vi

bliver nødt til at få kontakt med hende igen og bede om et tegn.”

“Men hun har jo lige bedt os om at stoppe,” protesterede Molly.

“Hvad nu, hvis ikke hun vil have kontakt?”

“Ja, eller hun prøvede at advare os?” gyste Hallie.

“Hvor er i naive, alle sammen.” Madison vendte øjne. “kom nu

bare, kald på hende, Abby. Der kommer ikke til at ske en skid.”

Abby lænede sig helt ind over ouija-brættet. “Vi befaler dig,”

sagde hun med dyb røst. “kom frem og vis, hvem du er.”

gennem vinduet kunne jeg se en mørk sky glide hen over himlen.

Den skyggede for månen, og det sølvagtige skær, der havde

fyldt rummet, forsvandt. Et øjeblik fornemmede jeg varmen fra

taylahs tilstedeværelse lige så tydeligt som den hånd, jeg holdt i

min. Men lige så pludseligt forsvandt hun igen og efterlod sig et

koldt tomrum i den bare luft.

“Vi befaler dig,” gentog Abby med større intensitet. “kom frem!”

· 46 ·


Udenfor begyndte vinden at tude, og det klirrede i ruderne. Værelset

føltes med ét iskoldt, og Molly klemte så fast om mine fingre,

at hun næsten stoppede blodomløbet.

“kom frem!” befalede Abby. “Vis, hvem du er!”

i samme øjeblik fløj et af vinduerne op og en strid vind føg ind i

rummet, så lysene blæste ud. Et par af pigerne udstødte et hvin og

klyngede sig tættere til hinanden. Jeg kunne mærke vindens greb

om min nakke som kolde, døde fingre. Jeg skælvede og krummede

mig forover for at skærme mig mod den. Savannah klynkede, og

jeg vidste, at hun også kunne mærke den. Pigerne her kunne være

rimelig blanke omkring mange ting, men alle fornemmede, at der

var et eller andet i rummet nu, som var alt andet end venligsindet.

Jeg blev nødt til at sige noget, inden det var for sent.

“Vi bliver nødt til at stoppe det her,” råbte jeg. “Det er ikke

nogen leg længere.”

“Du kan ikke gå nu, Beth. Du ødelægger det hele.” Abbys øjne

fløj rundt i værelset. “Er der nogen?” spurgte hun. “giv os et tegn,

hvis du kan høre mig.”

Jeg hørte Hallie udstøde et gisp og så ned på brættet, hvor glasset

bevægede sig lydløst under deres fingre. Det standsede over ordet

JA. Savannahs hånd var nu klistret og klam i min.

“Hvem er det, der gør det der?” hviskede Molly.

“Hvorfor er du kommet?” spurgte Abby. “Har du en besked til

nogen her?”

glasset slog en cirkel ind over brættet og landede samme sted

igen. JA.

“Hvem er den til?” spurgte Abby. “Sig, hvem du er kommet for

at møde?”

glasset gled hen på bogstavet A. Så cirkulerede det elegant fra

bogstav til bogstav, mens det stavede et navn. Abby forbandt bogstaverne

i sit hoved og så forvirret ud.

· 47 ·


“Annabel lee?” sagde hun desorienteret. “Det er der ingen her,

der hedder.”

Jeg mærkede en isnende klo gribe fat om mit hjerte. navnet sagde

måske ikke dem noget, men det sagde mig alt. Jeg kunne stadig

tydeligt se ham for mig stå der i klassen og recitere digtet med sin

fløjlsstemme: “I en fjern og henfaren Tid ved en Kyst / Havene vandrer

forbi / Der leved’ en Pige, hvis Navn vi tyst / Nævnede Annabel Lee.”

Jeg kunne huske, hvordan hans mørke blik havde boret sig ind i

mit og havde udløst en frygtelig, brændende uro dybt inden i mig.

Det var den samme følelse, der netop nu skyllede ind over mig, så

mit svælg føltes som sandpapir, og mit bryst snørede sig sammen.

kunne det virkelig være ham? Havde en fjollet leg virkelig hidkaldt

noget så forfærdeligt? Jeg ville ikke tro det, men synet af de rådvilde

ansigter rundt om mig fortalte mig, at jeg ikke tog fejl. Den besked

var møntet på mig og ingen anden. Jake thorn var kommet tilbage

og befandt sig lige her i værelset sammen med os.

instinktivt havde jeg lyst til at styrte væk, men det lykkedes mig

at stå imod. Jeg blev nødt til at beskytte de andre. Jeg bad til, at vi

stadig kunne nå at afslutte seancen ordentligt og sende den ondskab,

vi havde hidkaldt, tilbage, hvor den kom fra.

“Fortæl, hvad du vil,” sagde Abby og sank en klump. Hendes

stemme var steget flere oktaver.

Hvad havde hun gang i? kunne hun ikke se, hvor langt vi var

ude? Jeg skulle lige til at overtage styringen og beordre Abby til at

stoppe, da dørhåndtaget begyndte at bevæge sig med voldsomme

bevægelser. Det ruskede fra side til side, som om en usynlig kraft

forsøgte at komme ud. Enhver logik sagde, at det ikke skulle kunne

lade sig gøre. Døren var ikke låst.

Den overnaturlige hændelse blev simpelthen for meget for nogle

af pigerne.

“Prøv at forholde jer i ro,” sagde jeg så roligt, jeg overhovedet

· 48 ·


kunne, men det var for sent. Molly trak sine hænder til sig og

kravlede baglæns på alle fire. På vejen kom hun til at sparke til

ouija-brættet, så det gled hen ad gulvbrædderne. Sherryglasset fløj

op i luften og landede ved siden af mig og splintredes i tusind stykker.

i samme nu mærkede jeg et slag i brystet af iskold luft, som

næsten tog pusten fra mig. Døren fløj op og hang og dinglede på

hængslerne.

“Molly!” skreg Hallie, da hun var kommet sig oven på det første

chok. “Hvad laver du?”

“Jeg vil ikke være med længere,” peb Molly halvkvalt. Hun slog

armene om sig selv, som om hun ville give sig selv varmen igen.

“Beth havde ret – det her var en åndssvag ide. Vi skulle aldrig have

gjort det.”

Jeg rejste mig og fumlede efter lyskontakten, men så kom jeg i

tanke om, at der ikke var strøm i huset, hvilket forvandlede min

mave til en hård knude.

“Det er okay, Molly.” Jeg lagde en arm om hende og gav hende

et klem, mens jeg forsøgte ikke at lade det skinne igennem, hvor

panikslagen jeg var. En af os blev nødt til at bevare roen. Jeg kunne

mærke Mollys krop ryste helt ukontrolleret. Jeg ville gerne sige til

hende, at det bare var en tåbelig leg, og at vi ville grine ad det hele

senere. Men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var nogen

harmløs joke. Jeg gned Mollys arm og sagde det mest opmuntrende,

jeg kunne komme i tanke om.

“lad os gå nedenunder og glemme det hele.”

“Jeg tror ikke, det bliver så let.” Abbys stemme var dæmpet og

ildevarslende. Hun lå på knæ og samlede glasskår op med blikket

stift rettet mod rodet foran sig.

“Stop det der, Abby,” sagde jeg vredt. “kan du ikke se, at hun er

skræmt fra vid og sans?”

“nej, Beth, du fatter det ikke.” Abby så op på mig uden gnisten

· 49 ·


af sin tidligere skråsikkerhed. Hendes blå øjne stirrede på mig med

samme ængstelse som Molly. “Hun brød kredsen.”

“og hvad så?” spurgte jeg irriteret.

“Hvad end det var, vi hidkaldte, så var det fanget i kredsen,”

hviskede Abby. “Vi kunne have sendt det tilbage. Men ...” Hendes

stemme skælvede, mens hun så sig uroligt om i værelset. “nu har

Molly lige sluppet det løs.”

More magazines by this user
Similar magazines