Maj 2004 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

mormon.dk

Maj 2004 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

153. ÅRGANG • NUMMER 5 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • MAJ 2004

Liahona

Generalkonferencetaler


Helbredelsen af Jairus’ datter, af Jeffrey Hein

Frelseren sagde om Jairus’ datter, at hun »er ikke død, hun sover ... Så tog han barnets hånd

og sagde til hende: ›Talitha kum!‹ – det betyder: ›Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!‹ Og straks stod pigen

op og gik omkring ... Og de blev fuldstændig ude af sig selv« (Mark 5:39, 41-42).

KOPIERING IKKE TILLADT


153. ÅRGANG • NUMMER 5 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • MAJ 2004

Liahona

2 Sammenfatning af aprilkonferencen

2004

MØDET LØRDAG FORMIDDAG

4 Kirken bliver stærkere

Præsident Gordon B. Hinckley

6 Den store visdom, kærlighed

Ældste David B. Haight

7 Forberedelse til Kristi andet komme

Ældste Dallin H. Oaks

11 Når du engang omvender dig

Ældste D. Todd Christofferson

14 Den fuldendte historie

Gayle M. Clegg

16 I Herrens styrke

Ældste Henry B. Eyring

20 Jeres personlige indflydelse

Præsident Thomas S. Monson

MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG

24 Opretholdelse af Kirkens ledere

Præsident Thomas S. Monson

25 Rapport fra Kirkens

Revisionsafdeling, 2003

Wesley L. Jones

26 Statistisk rapport, 2003

F. Michael Watson

27 Rødder og grene

Ældste Russell M. Nelson

30 »Bliv i mig«

Ældste Jeffrey R. Holland

33 Ved tanken på min Frelser kær

Biskop Keith B. McMullin

36 Kristi ord – vores åndelige Liahona

Ældste W. Rolfe Kerr

38 Anvendelse af de enkle og

ligefremme evangeliske principper

i familien

Ældste Francisco J. Viñas

40 Jordisk gæld og himmelsk gæld

Ældste Joseph B. Wirthlin

PRÆSTEDØMMETS MØDE

44 At erindre, hvor barmhjertig Herren

har været

Ældste Neal A. Maxwell

46 Styrk dine brødre

Ældste Mervyn B. Arnold

49 Til styrke for de unge

Ældste Earl C. Tingey

51 Valg

Præsident James E. Faust

54 Fat mod

Præsident Thomas S. Monson

58 »For jeg var sulten, og I gav mig

noget at spise«

Præsident Gordon B. Hinckley

MØDET SØNDAG FORMIDDAG

61 Har du fanget det rigtige budskab?

Præsident James E. Faust

69 Faderrollen – et evigt kald

Ældste L. Tom Perry

73 Og selv om han ikke gør det ...

Dennis E. Simmons

75 »Et moderhjerte«

Julie B. Beck

77 Frygt ikke

Præsident Boyd K. Packer

81 Nu stråler lyset i sin pragt

Præsident Gordon B. Hinckley

MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG

84 Forsoningen og værdien af én sjæl

Ældste M. Russell Ballard

88 Med en øm faders hele kærlighed:

Et budskab om håb til familier

Ældste Robert D. Hales

92 Stå uplettet for Herren

Ældste Clate W. Mask jun.

94 Ægteskab og familie: Vores

hellige ansvar

Ældste W. Douglas Shumway

97 Forsoningen: Alt for alle

Ældste Bruce C. Hafen

100 Hvordan man lever et

godt liv blandt tiltagende

ondskab

Ældste Richard G. Scott

103 Afsluttende

bemærkninger

Præsident Gordon B.

Hinckley

UNGE PIGERS ÅRLIGE MØDE

104 Alting skal tjene jer til gode

Susan W. Tanner

107 Thi min sjæl fryder sig over

skrifterne

Julie B. Beck

110 Hav tro!

Elaine S. Dalton

112 Hold jer på den ærefulde vej

Præsident Gordon B. Hinckley

64 Generalautoriteter i Jesu Kristi Kirke

af Sidste Dages Hellige

116 De talte til os: Gør konferencen til

en del af vores tilværelse

118 Hjælpekilder til undervisning

122 Hovedpræsidentskaber for

hjælpeorganisationer

123 Kirkenyt


2

Sammenfatning af aprilkonferencen 2004

KONFERENCEMØDET, LØRDAG

FORMIDDAG, DEN 3. APRIL 2004

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident James E. Faust.

Indledningsbøn: Ældste Ronald A. Rasband.

Afslutningsbøn: Ældste Wayne S. Peterson.

Musik ved Mormontabernakelkoret; Craig

Jessop og Mack Wilberg dirigerer, og Clay

Christiansen er organist: »Press Forward,

Saints«, Hyms, nr. 81; »For det skønne her på

jord«, Salmer og sange, nr. 43; »Hvad enten

jeg hører fuglenes sang«, Børnenes sangbog,

s. 16-17; »Vi glædes og frydes«, Salmer og

sange, nr. 3; »Se, vi sår«, Salmer og sange,

nr. 157, ikke udgivet arrangement af Wilberg;

»Kom, kom, Guds folk«, Salmer og sange,

nr. 16, ikke udgivet arrangement af Wilberg.

KONFERENCEMØDET, LØRDAG

EFTERMIDDAG, DEN 3. APRIL 2004

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident James E. Faust.

Indledningsbøn: Ældste L. Whitney Clayton.

Afslutningsbøn: Ældste Steven E. Snow.

Musik ved et Hjælpeforeningskor fra stave

i Salt Lake City; Vanja Y. Watkins, dirigerer;

Bonnie Goodliffe er organist: »Kære barn,

din Gud er nær dig«, Salmer og sange, nr. 96,

ikke udgivet arrangement af Watkins; »Min

hyrde er Herren«, Salmer og sang, nr. 56,

ikke udgivet arrangement af Yorgason; »Lad

os stævne frem«, Salmer og sange, nr. 162;

»Kommer, I Guds børn«, Salmer og sange,

nr. 20; »Go Forth with Faith«, Hymns, nr. 263.

PRÆSTEDØMMEMØDET, LØRDAG AFTEN,

DEN 3. APRIL 2004

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident James E. Faust.

Indledningsbøn: Ældste Christoffel

Golden jun. Afslutningsbøn: Ældste Craig C.

Christensen. Musik ved et kor af præstedømmebærere

fra institutter i Orem og Salt

Lake City; Douglas Brenchley, Don Keaton

og Ryan Eggett dirigerer; John Longhurst og

Clay Christiansen er organister: »Syng Guds

pris hver sjæl«, Salmer og sange, nr. 31,

arrangement af Beebe, udgivet af Larice;

»Dejlig er jorden «, Salmer og sange, nr. 49;

»Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17;

»Nu Israels Genløser«, Salmer og sange,

nr. 5, ikke udgivet arrangement af Wilberg.

KONFERENCEMØDET, SØNDAG

FORMIDDAG, DEN 4. APRIL 2004

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident Thomas S. Monson.

Indledningsbøn: Ældste Walter F. González.

Afslutningsbøn: Ældste James M. Dunn.

Musik ved Mormontabernakelkoret; Craig

Jessop og Mack Wilberg dirigerer, og

Richard Elliott er organist: »Så sikker en

grundvold«, Salmer og sange, nr. 38;

»Der er solskin i min sjæl i dag«, Salmer og

sange, nr. 149, ikke udgivet arrangement af

Wilberg; »How Lovely Are the Messengers«,

Mendelssohn, udgivet af Jackman; »Led os,

o du vor Jehova«, Salmer og sange, nr. 36;

»Han lever! Vor Forløser stor«, Salmer og

sange, nr. 70, ikke udgivet arrangement af

Wilberg, (solo: Liriel Domiciano); »Tro i

hvert et fodtrin«, Dayley, udgivet af Jackman.

KONFERENCEMØDET, SØNDAG

EFTERMIDDAG, DEN 4. APRIL 2004

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident Thomas S. Monson.

Indledningsbøn: Ældste Robert F. Orton.

Afslutningsbøn: Ældste Daryl H. Garn. Musik

ved Mormontabernakelkoret, Craig Jessop

og Mack Wilberg dirigerer, og Linda Margetts

og Bonnie Goodliffe er organister: »Let Zion

in Her Beauty Rise«, Hymns, nr. 41, ikke

udgivet arrangement af Wilberg; »Oh, What

Songs of the Heart«, Hymns, nr. 286, arrangement

af Wilberg, udgivet af Deseret Book

(fløjtespillere: Jeannine Goeckeritz, Tiffany

McCleary, Jennifer Gremillion, og Lisa Smith;

harpenist: Tamara Oswald); »Hav tak for profeten,

du sendte«, Salmer og sange, nr. 13;

»Frelser, jeg vil følge dig«, Salmer og sange,

nr. 152; »Gud vær’ med dig til vi ses igen«,

Salmer og sange, nr. 92.

UNGE PIGERS ÅRLIGE MØDE, LØRDAG

AFTEN, DEN 27 MARTS 2004

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Susan W. Tanner. Indledningsbøn:

Selu Fotu. Afslutningsbøn: Carly Runia. Musik

ved Unge Pigers kor fra stave i Sandy i Utah;

Marie Monson dirigerer, Bonnie Goodliffe er

organist. »The Light Divine«, Hymns, nr. 305;

»A Child’s Prayer«, Children’s Songbook,

s. 12-13, arrangement af Perry, udgivet af

Jackman; »Joseph Smiths første bøn«, Salmer

og sange, nr. 26, ikke udgivet arrangement af.

Kasen; »Skal vi svigte vore pagter«, Salmer og

sange, nr. 167, ikke udgivet arrangement af

Bastian.

OPTAGELSE AF KONFERENCEN KAN KØBES

Optagelse af konferencens møder kan købes

på mange sprog på distributionscentre, som

regel inden for to måneder efter konferencen.

KONFERENCETALER PÅ INTERNETTET

Der er adgang til konferencetaler på internettet

på mange sprog, besøg www.lds.org.

Klik på verdenskortet i øverste højre hjørne

af hjemmesiden. Vælg så et sprog.

BUDSKABER TIL HJEMMEUNDERVISNING

OG BESØGSUNDERVISNING

Vælg en tale, som bedst imødekommer behov

hos dem, I besøger, som budskaber til hjemmeundervisning

og besøgsundervisning.

PÅ OMSLAGET

På forsiden: Den sidste nadver: af Simon

Dewey, bragt med tilladelse af Altus Fine Art,

American Fork, Utah, må ikke kopieres.

FOTOS VED KONFERENCEN

Billeder fra generalkonferencen i Salt Lake

City blev taget af Craig Dimond, Welden C.

Andersen, John Luke, Matthew Reier, Kelly

Larsen, Christina Smith, Tamra H. Ratieta,

Tamara Lamantia, Les Nilsson, Mark

Hedengren, Lawrence Porter og Royce Bair;

i Rusland af Vladimir Egorov; i Japan af

Takuji Okada og Osamu Sekiguchi; i Ghana

af Michael og Marged Kirkpatrick; samt i

Tyskland af Mark McKenzie.


Maj 2004 153. årgang. Nummer 5

LIAHONA 24985 110

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle tidsskrift

på dansk.

Det Første Præsidentskab: Gordon B. Hinckley, Thomas S.

Monson, James E. Faust

De Tolvs Kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry, David B.

Haight, Neal A. Maxwell, Russell M. Nelson, Dallin H.

Oaks, M. Russell Ballard, Joseph B. Wirthlin, Richard G.

Scott, Robert D. Hales, Jeffrey R. Holland, Henry B. Eyring

Redaktør: Dennis B. Neuenschwander

Vejledere: E. Ray Bateman, Monte J. Brough, Jay E.

Jensen, Stephen A. West

Adm. direktør: David Frischknecht

Planlægning og redaktionel leder: Victor D. Cave

Grafisk leder: Allan R. Loyborg

Redaktionel direktør for Kirkens tidsskrifter:

Richard M. Romney

Chefredaktør: Marvin K. Gardner

Redaktion: Collette Nebeker Aune, Susan Barrett, Shanna

Butler, Ryan Carr, Linda Stahle Cooper, LaRene Porter

Gaunt, Jenifer L. Greenwood, R. Val Johnson, Carrie

Kasten, Melvin Leavitt, Sally J. Odekirk, Adam C. Olson,

Judith M. Paller, Vivian Paulsen, Don L. Searle, Rebecca M.

Taylor, Roger Terry, Janet Thomas, Paul VanDenBerghe,

Julie Wardell, Kimberly Webb, Monica Weeks

Ledende Art direktør: M. M. Kawasaki

Art direktør: Scott Van Kampen

Produktionsleder: Jane Ann Peters

Design og produktion: Kelli Allen-Pratt, Howard G.

Brown, Thomas S. Child, Reginald J. Christensen, Kathleen

Howard, Denise Kirby, Tadd R. Peterson, Randall J. Pixton,

Kari A. Todd, Claudia E. Warner

Marketingsleder: Larry Hiller

Trykchef: Craig K. Sedgwick

Distributionschef: Kris T Christensen

Liahona:

Redaktør: Svend Aage Andersen

Redaktionens adresse: Translation Division, Borups Allé

128, 1. th, DK-2000 Frederiksberg. Tlf. 38 11 18 50;

fax 38 11 18 51

Kirkenyt: Lene Henriksen

Tegning af abonnement eller adresseændring kan foretages

enten ved henvendelse til din tidsskriftsrepræsentant eller

direkte til Servicekontoret i Göteborg, Utlandagatan 24,

S-412 80 Göteborg, Sverige. Tlf. 0046 31 77 88 976.

Fax 0046 31 16 55 29. Abonnementsprisen på DKK 130

pr. år (inkl. moms og porto) betales på girokontonummer

653-2136.

Indsend manuskripter og spørgsmål til Liahona, Room 2420,

50 East North Temple, Salt Lake City, UT 84150-3223, USA,

eller med e-mail til cur-liahona-imag@ldschurch.org

Liahona (et ord fra Mormons Bog, som betyder »kompas«

eller »vejviser«) udgives på albansk, armensk (øst), bulgarsk,

cambodjansk, cebuano, dansk, engelsk, estisk, fijiansk, finsk,

fransk, haitisk, hollandsk, indonesisk, islandsk, italiensk,

japansk, kiribati, kinesisk, koreansk, kroatisk, lettisk, litauisk,

malagassisk, marshallsproget, mongolsk, norsk, polsk,

portugisisk, rumænsk, russisk, samoansk, singalesisk,

slovensk, spansk, svensk, tagalog, tahitisk, tamil, telugu, thai,

tjekkisk, tongansk, tysk, ukrainsk, ungarsk og vietnamesisk.

(Antal numre pr. år varierer fra sprog til sprog).

© 2004 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes.

Printed in the United States of America

Tekst og billedmateriale i Liahona kan kopieres til

lejlighedsvis, ikke-kommercielt brug i kirke og hjem.

Billedmateriale må ikke kopieres, hvis der i kunstværkets

kildeangivelse står restriktioner. Spørgsmål skal rettes til

Church Copyrights and Permissions Office, 50 East North

Temple Street, Salt Lake City, UT 84150, USA; tlf. 1-801-

240-3959; e-mail: cor-copyright@ldschurch.org.

Liahona findes på internettet på mange sprog på

www.lds.org. Klik på »Gospel Library«.

For readers in the United States and Canada:

May 2004 vol. 153 no. 5. LIAHONA (USPS 311-480)

Danish (ISSN 1522-9165) is published monthly by The

Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 50 East North

Temple, Salt Lake City, UT 84150. USA subscription price

is $10.00 per year; Canada, $16.00 plus applicable taxes.

Periodicals Postage Paid at Salt Lake City, Utah, and at

additional mailing offices. Sixty days’ notice required for

change of address. Include address label “from a recent

issue; old and new address must be included. Send USA

and Canadian subscriptions to Salt Lake Distribution Center

at address below. Subscription help line: 1-800-537-5971.

Credit card orders (Visa, MasterCard, American Express)

may be taken by phone. (Canadian Poste Information:

Publication Agreement #40017431).

POSTMASTER: Send address changes to Salt Lake

Distribution Center, Church Magazines, PO Box 26368,

Salt Lake City, UT 84126-0368.

TALERE I ALFABETISK

ORDEN

Arnold, Mervyn B., 46

Ballard, M. Russell, 84

Beck, Julie B., 75, 107

Christofferson, D. Todd, 11

Clegg, Gayle M., 14

Dalton, Elaine S., 110

Eyring, Henry B., 16

Faust, James E., 51, 61

Hafen, Bruce C., 97

Haight, David B., 6

Hales, Robert D., 88

Hinckley, Gordon B., 4, 58,

81, 103, 112

Holland, Jeffrey R., 30

Kerr, W. Rolfe, 36

Mask, Clate W., jun., 92

Maxwell, Neal A., 44

McMullin, Keith B., 33

Monson, Thomas S., 20,

24, 54

Nelson, Russell M., 27

Oaks, Dallin H., 7

Packer, Boyd K., 77

Perry, L. Tom, 69

Scott, Richard G., 100

Shumway, W. Douglas, 94

Simmons, Dennis E., 73

Tanner, Susan W., 104

Tingey, Earl C., 49

Viñas, Francisco J., 38

Wirthlin, Joseph B., 40

EMNEINDEKS

Aktivering, 20, 46

Andet komme, 7

Ansvar, 20, 46, 51, 81

Arv, 27

Bøn, 6, 11, 16, 33, 38, 51,

103, 110, 112

Børn, 75, 77, 88

Faderrollen, 44, 69

Familie, 27, 38, 69, 77, 88,

94

Familieaften, 94

Fastholdelse af

nyomvendte, 30

Forberedelse, 7

Forsoning, 33, 38, 84, 92, 97

Forældrerollen, 88, 94

Fristelse, 100, 112

Genoprettelse, 81, 84

Gæld, 40

Handlefrihed, 51, 73, 100

Helligånden, 61, 77

Hjemmet, 20, 38, 103

Humanitærhjælp, 58

Håb, 81

Indflydelse, 20

Inspiration, 61

Jesus Kristus, 6, 20, 33, 36,

84, 92

Kirkens vækst, 4

Konvertering, 11, 27, 30

Kundskab, 107, 112

Kvinder, 75

Kærlighed, 46, 92, 94, 104

Ledelse, 69

Missionering, 30

Missionærægtepar, 30, 58

Mod, 54, 104

Moderskab, 75

Modgang, 16, 54, 97

Moral, 4, 112

Mormons Bog, 36

Nåde, 44

Offer 30, 97

Omvendelse, 7, 11, 38, 51,

92, 97, 100, 103, 112

Opstandelse, 84

Pagter, 7, 75

Personlig værdi, 84

Pligt, 54

Profeter 36, 61

Præstedømmet, 46

Selvsupplerende

uddannelsesfond, 58

Selvtillid, 73, 104, 110

Skriftstudium, 11, 16, 33, 36,

88, 107, 110

Standarder, 49

Templer, 61

Tiende, 40

Tilgivelse, 112

Tillid, 73

Tjeneste, 4, 16, 44, 46, 100,

104

Tro, 6, 33, 38, 73, 77, 88, 104

Trosartiklerne, 27

Tålmodighed, 44

Uddannelse, 4

Udholdenhed, 14, 16, 27,

30, 44, 49, 104, 110

Underkaste sig Herren, 44

Undervisning, 88

Ungdom, 4, 49

Velfærd, 58

Venlighed, 81

Vidnesbyrd, 6, 33, 75

Ægteskab, 69, 94

Ærlighed, 40, 61

Økonomi, 40

LIAHONA MAJ 2004 3


4

MØDET LØRDAG FORMIDDAG

3. april 2004

Kirken bliver

stærkere

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

Der er stadig meget, der skal gøres, men det, der er opnået,

er virkelig fænomenalt.

Mine elskede brødre og søstre,

vi byder jer hjerteligt velkommen

til endnu en verdenskonference

for Kirken. Vi er nu en

stor, international familie, som lever i

mange lande og taler mange sprog. For

mig er det utroligt og mirakuløst, at I

kan se og høre os over hele globen.

Mens jeg har været generalautoritet

har vi bevæget os fra en tid, hvor

vi mente, at det var forbløffende, at

vi kunne tale i Tabernaklet i Salt Lake

City, og det kunne høres i radioen i

hele staten Utah. I dag er vi samlet i

dette store og storslåede Konferencecenter,

og vores billede og ord kan

ses og høres af 95 procent af Kirkens

medlemmer.

Ny teknologi er fremkommet,

efterhånden som Kirken er blevet

større og stærkere. Vores medlemstal

når nu næsten 12 millioner, og der

bor flere medlemmer uden for end i

Nordamerika. Engang blev vi betragtet

som en Utah-kirke. Nu er vi blevet

en stor, international organisation.

Vi har foretaget en meget lang rejse

for at nå ud til verdens nationer. Der er

stadig meget, der skal gøres, men det,

der er opnået, er virkelig fænomenalt.

Det er korrekt, at vi mister nogle –

alt for mange. Hver eneste organisation,

jeg kender, gør det. Men jeg er

tilfreds med, at vi fastholder og bevarer

som aktive en større procentdel af

vore medlemmer end nogen anden

større kirke, jeg kender til.

Overalt er der stor aktivitet og stor

begejstring. Vi har stærke og dygtige

ledere over hele verden, som giver af

deres tid og midler til at føre dette

værk fremad.

Det er vidunderligt fornyende at se

vore unges tro og trofasthed. De lever

i en tid, hvor et stort tidevand af ondskab

bølger frem hen over jorden. Det

synes at være overalt. Gamle standarder

kasseres. Principper som ærbarhed

og retskaffenhed kastes til side.

Men der er bogstaveligt talt hundredtusinder

af vore unge, som holder

fast i evangeliets høje standarder. De

finder glæde og opløftende samvær

med personer som dem selv. De

udvikler deres forstand med uddannelse

og deres færdigheder med disciplin,

og deres bidrag i det godes sag

mærkes i stigende grad overalt.

Mine brødre og søstre, jeg er glad

for at kunne meddele, at Kirken er i

god forfatning. Vi fortsætter med at

bygge templer, opføre kirker, gennemføre

mange byggeprojekter og forbedringer,

som alt sammen er muligt på

grund af vore medlemmers tro.

Vi udfører en stor humanitær indsats,

som hjælper jordens mange


dårligt stedte og mange, der er ofre for

naturkatastrofer.

Det glæder os at notere, at den lovgivende

forsamling i Illinois den 1 april

i år enstemmigt vedtog en beslutning,

som beklager tvangsfordrivelsen af vore

medlemmer fra Nauvoo i 1846. Denne

storsindede gestus kan lægges sammen

med det, som guvernør Christopher S.

Bond fra Missouri gjorde i 1976, da han

tilbagekaldte den brutale og forfatningsstridige

udryddelsesordre, som blev

udstedt af guvernør Lilburn W. Boggs

mod medlemmerne i 1838.

Disse og andre udviklinger repræsenterer

et betydningsfuldt skift i holdningen

til de sidste dages hellige.

Jeg er dybt taknemmelig for hver

eneste af jer og for jeres trofaste og

hengivne indsats. Jeg takker for jeres

store venlighed over for mig, uanset

hvor jeg kommer. Jeg står som jeres

tjener rede og villig til at hjælpe jer på

enhver mulig måde, som jeg kan.

Gud velsigne jer, mine elskede

medtjenere. Jeg elsker jer. Jeg beder

for jer. Jeg takker jer.

Må Himlen tilsmile jer. Må der

herske kærlighed og harmoni, fred

og godhed i jeres hjem. Må I blive

beskyttet mod skade og ondskab. Må

vor Faders store »saliggørelsens plan«

(Alma 42:8) blive den standard, som

I lever efter. Jeg beder ydmygt og

taknemmeligt derom i Jesu Kristi hellige

navn. Amen.

Vi har nu den glæde at høre fra vores

elskede medtjener, ældste David B.

Haight fra De Tolv Apostles Kvorum.

Han er nu er 97 år gammel. Ældste

Haight, kom her op og tal til dine utallige

venner. ■

LIAHONA MAJ 2004 5


6

Den store visdom,

kærlighed

ÆLDSTE DAVID B. HAIGHT

De Tolv Apostles Kvorum

Evangeliet er sandt. Jeg ved det; jeg er et vidne derom.

Jeg står her med et ydmygt hjerte

– et hjerte, der er fuldt af kærlighed

til dette værk, til jer, som er

her, og som lytter. Ved vores sidste

konference for seks måneder siden,

stod jeg her sammen med præsident

Gordon B. Hinckley. Han opfordrede

mig til at vinke til jer, og jeg brugte

al den energi, jeg havde. Jeg har hørt

fra nogle, der troede, at jeg vinkede

farvel. Men jeg er kommet her i dag

for at vise jer og fortælle jer, at jeg er

vendt tilbage. Og jeg har ingen anden

til at skubbe til min arm for mig.

Jeg forstår styrken i bøn og tro og

hengivenhed, og jeg anerkender de

dyrebare vidnesbyrd fra Himlen. Og

nu står jeg så her i dag blot for at bære

mit vidnesbyrd og hilse på jer. Jeg

håber, at jeg til næste konference er

helt rask og i stand til at gøre det, som

jeg bliver bedt om.

Gud lever. Han er vor Fader – vor

Fader i Himlen.

Eliza R. Snow, som forfattede nogle

af vore kendte salmer, især nadversalmer,

skrev disse ord:

Den store visdom, kærlighed

i Himlens store råd

Tænk lige et sekund på det. For vi

var der.

Den store visdom, kærlighed

i Himlens store råd

blev vist, da Jesus sendtes ned

at lide, dø for os.

(»Den store visdom, kærlighed«,

Salmer og sange, nr. 116).

Vi valgte at komme her. Og derfor

er vi forsamlet i dette store auditorium,

hvor vi kan tale til hinanden,

vidne og bære vidnesbyrd. Jeg forsikrer

jer om, at i de søvnløse nætter,

som jeg af og til oplever, hvor man

forsøger at løse alle sine problemer

og lover sig selv alt det, der skal

gøres, har jeg haft de himmelske tanker,

som opløfter os. Gud, vor himmelske

Fader, elsker os, og vi bør

elske ham. Han udvalgte sin Søn til at

komme til jorden og bringe os Jesu

Kristi evangelium. Denne kirke er

opkaldt efter Jesus Kristus, og vi vidner

om ham. Det er for mig en ære at

stå her i dag og bære vidnesbyrd om

denne kirkes grundlag og om vores

kærlighed til præsident Hinckley, som

leder os i dag.

Evangeliet er sandt. Jeg ved det;

jeg er et vidne derom. I vor Herre og

Frelser, Jesu Kristi navn. Amen. ■


Forberedelse

til Kristi andet

komme

ÆLDSTE DALLIN H. OAKS

De Tolv Apostles Kvorum

Vi må forberede os … åndeligt til de begivenheder, som det

er blevet profeteret skal ske ved det andet komme.

Ien nutidig åbenbaring får vi løfte

om, at hvis vi er beredte, behøver

vi ikke at frygte (se L&P 38:30). Til

sommer er det 60 år siden, jeg blev

gjort bekendt med dette princip,

dengang jeg blev spejder og lærte

spejdermottoet: »Vær beredt.« I dag

har jeg følt mig tilskyndet til at tale

om vigtigheden af, at vi forbereder os

på en fremtidig begivenhed af allerstørste

vigtighed for hver enkelt af os:

Herrens andet komme.

Skrifterne er rige på henvisninger

til det andet komme – en begivenhed,

som de retfærdige ser frem til med

iver, og som de ugudelige gruer for

eller benægter. De trofaste fra alle

tidsaldre har grundet over rækkefølgen

og betydningen af de mange begivenheder,

som det er blevet profeteret

skal gå forud for og efterfølge dette

skelsættende tidspunkt i historien.

For de sidste dages hellige er der

fire forhold, som er uomtvistelige:

(1) Frelseren skal vende tilbage til

jorden med magt og megen herlighed

for personligt at regere i tusind

år med retfærdighed og fred. (2) Når

han kommer, bliver de ugudelige

udryddet, og de retfærdige opstår.

(3) Ingen kender timen for hans

komme, men (4) de trofaste har fået

pålæg om at studere tegnene på det

og være beredte på det. Jeg vil gerne

tale om den fjerde af disse store

kendsgerninger: Tegnene på det

andet komme, og hvad vi må gøre

for at berede os på det.

I.

Herren har sagt: »Den, der frygter

mig, skal forvente Herrens store dag

og tegnene på Menneskesønnens

tilkommelse,« – tegn, som skal komme

til syne »i himlen oventil og på jorden

nedentil« (L&P 45:39-40).

Frelseren forklarede dette i lignelsen

om figentræet, hvis spæde nye

grene er tegn på, at det er ved at blive

sommer. »Således skal« de udvalgte,

når de ser tegnene på hans komme,

»vide, at han er nær, ja, står for døren«

(JS–M 1:38-39; se også Matt 24:32-33;

L&P 45:37-38).

Både i de bibelske og i nutidige

profetier nævnes der mange tegn på

det andet komme. De omfatter:

1. Evangeliets fylde skal gengives

og prædikes for hele verden til et vidnesbyrd

for alle folkeslag.

2. Falske krister og falske profeter

skal bedrage mange.

3. Krige og krigsrygter, hvor nation

rejser sig mod nation.

4. Jordskælv på forskellige steder.

5. Hungersnød og pest.

6. En susende svøbe, en hærgende

sygdom, som dækker landet.

7. Synden tager overhånd.

8. Hele jorden er i bevægelse.

9. Hjertet synker i livet på

menneskene.

(Se Matt 24:5-15; JS–M 1:22, 28-32;

L&P 45:26-33).

I en anden åbenbaring kundgør

Herren, at nogle af disse tegn er hans

røst, som kalder hans folk til omvendelse.

»Giv agt, o, I jordens folk, og hør

den Guds ord, som skabte jer …

Hvor ofte har jeg ikke kaldt på jer

gennem mine tjeners mund og gennem

englebetjening og med min egen

røst, gennem tordenens røst og gennem

lynets røst, gennem stormes røst

og gennem jordskælvets røst og frygtelige

haglstorme, gennem hungersnøds

røst og alle slags pest … og jeg

ville have frelst jer med evig frelse,

men I ville ikke« (L&P 43:23, 25).

Disse tegn på det andet komme

viser sig overalt omkring os og synes

at tage til i hyppighed og styrke. For

LIAHONA MAJ 2004 7


8

eksempel rummer listen over større

jordskælv i The World Almanac and

Book of Facts fra 2004 dobbelt så

mange jordskælv i 1980’erne og

1990’erne som i de foregående to

årtier (s. 189-190). Den viser også en

yderlig stigning i de første år af dette

århundrede. Listen over betydelige

oversvømmelser og tidevandsbølger

samt listen over orkaner, tyfoner og

snestorme over hele verden viser en

tilsvarende stigning i de senere år (s.

188-189). De stigninger, der fremkommer

ved at sammenligne med tallene

fra halvtreds år siden, kan bortforklares

som ændringer i rapporteringskriterierne,

men den tiltagende tendens

til naturkatastrofer inden for de sidste

par årtier er ildevarslende.

II.

Et andet af tidernes tegn er indsamlingen

af de trofaste (se L&P

133:4). I denne sidste uddelings første

tid omfattede indsamlingen til Zion

forskellige steder i USA: Kirtland,

Missouri, Nauvoo og i bjergene. Medlemmerne

blev altid indsamlet, hvor

der skulle bygges et tempel. Med

oprettelsen af stave og opførelsen af

templer i de fleste lande med et stort

antal trofaste medlemmer lyder den

nuværende befaling ikke, at vi skal

samles på et sted, men at vi skal samles

i stavene i vore egne hjemlande.

Dér kan de trofaste nyde evighedens

fulde velsignelser i Herrens hus. Dér

kan de i deres egne hjemlande adlyde

Herrens befaling om at udvide hans

folks grænser og befæste dets stave

(se L&P 101:21; 133:9, 14). På denne

måde er Zions stave »til forsvar og

som en flugt fra stormen og fra vreden,

når den i fuldt mål skal udgydes

over hele jorden« (L&P 115:6).

III.

Skønt vi ikke magter at ændre

på det andet komme og er ude af

stand til at få vished om dets nøjagtige

tidspunkt, kan vi dog fremskynde

vores egen forberedelse og forsøge

at få vores omgangskreds til at

berede sig.

En lignelse, som rummer en vigtig

og udfordrende lære vedrørende

dette emne, er lignelsen om de ti

brudepiger. Om denne lignelse har

Herren sagt: »Og på den dag, da jeg

kommer i min herlighed, skal den lignelse,

som jeg fortalte om de ti jomfruer,

blive opfyldt« (L&P 45:56).

Denne lignelse, som står i det 25.

kapitel af Matthæusevangeliet, sætter

de fem tåbelige brudepigers situation

op imod de fem kloge brudepigers.

Alle ti blev budt med til bryllupsfesten,

men kun halvdelen af dem var

forberedt og havde olie på deres

lampe, da brudgommen kom. De

fem, som havde forberedt sig, gik ind

i bryllupssalen, og døren blev lukket.

De fem, som havde udsat deres forberedelse,

kom for sent. Døren var blevet

lukket, og Herren lod dem ikke

komme ind, men sagde: »Jeg kender

jer ikke« (v. 12). »Våg derfor,« konkluderede

Frelseren, »for I kender hverken

dagen eller timen« (v. 13).

Lignelsens budskab er skræmmende.

De ti brudepiger symboliserer

tydeligvis medlemmerne af Kristi kirke,

for alle blev budt med til bryllupsfesten,

og alle vidste, hvad der krævedes

for at kunne komme ind, da brudgommen

kom. Men kun halvdelen var

rede, da han kom.

En åbenbaring fra vore dage rummer

denne lære, sådan som Herren

forkyndte for Kirkens første ledere:

»Og efter jeres vidnesbyrd skal

vrede og harme komme over folket.

Thi efter jeres vidnesbyrd kommer

jordskælvenes vidnesbyrd …

Og ligeledes … vidnesbyrd ved tordenens

røst, lynets røst, stormens

røst og ved havets bølgers røst, når

havet går over sine bredder.

Alle ting skal være i bevægelse, og

menneskenes hjerter skal i sandhed

forsmægte; thi der skal komme frygt

over alle mennesker.

Og engle skal flyve midt igennem

himlen og råbe med høj røst og blæse i

Guds basun og sige: Bered jer, o, I jordens

indbyggere, thi vor Guds dom er

kommet. Se! Brudgommen kommer.

Gå ud og mød ham« (L&P 88:88-92).

IV.

Søskende, som der står i Mormons

Bog, så er dette liv »tiden, da menneskene

skulle berede sig til at møde Gud

… da menneskene skal udføre deres

arbejde« (Alma 34:32). Bereder vi os?

I sit forord til vores samling af nutidige

åbenbaringer siger Herren: »Bered

jer, bered jer for det, som skal komme;

thi Herren er nær« (L&P 1:12).

Herren har også givet denne advarsel:

»Ja, lad det råb gå ud til alle folk:

Vågn og stå op; gå ud for at møde

Brudgommen. Se, Brudgommen

kommer, gå ham i møde. Bered jer

på Herrens store dag« (L&P 133:10;

se også L&P 34:6).

Vi bliver hele tiden advaret om, at

vi ikke kan kende hverken dagen eller

timen for hans komme. I det 24. kapitel

af Matthæusevangeliet siger Jesus:

»Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag

jeres Herre kommer.


Men det ved I, at vidste husets

herre, i hvilken nattevagt tyven kommer,

ville han våge og forhindre, at

nogen brød ind i hans hus« (Matt

24:42-43), ›men ville have været rede‹«

(JS–M 1:47).

»Derfor skal I også være rede, for

Menneskesønnen kommer i den time,

I ikke venter det« (Matt 24:44; se også

L&P 51:20).

Hvad hvis dagen for hans komme

var i morgen? Hvis vi vidste, at vi

skulle møde Herren i morgen – fordi

vi kunne se, at vi skulle dø en tidlig

død, eller fordi han kom uventet –

hvad ville vi da gøre i dag? Hvilke

bekendelser ville vi aflægge? Hvilke

vaner ville vi lægge fra os? Hvilke

regnskaber ville vi gøre op? Hvilken

tilgivelse ville vi vise? Hvilke vidnesbyrd

ville vi aflægge?

Hvis vi ville gøre dette til den tid,

hvorfor så ikke nu? Hvorfor ikke stræbe

efter freden, mens der er fred at finde?

Hvis vore forberedelseslamper er ved

at brænde ud, så lad os straks begynde

at fylde dem op med olie.

Vi må forberede os både timeligt og

åndeligt til de begivenheder, som det

er blevet profeteret skal ske ved det

andet komme. Og den forberedelse,

som vi med størst sandsynlighed

forsømmer, er den, som ikke er så synlig,

men som er noget vanskeligere –

den åndelige. Til jordiske udfordringer

kan nødrationer til tre dage vise sig at

være nyttige, men, som de tåbelige

brudepiger med sorg måtte sande, er

det af større og varig værdi at have en

døgnration af åndelig forberedelse.

V.

Vi lever i den tid, der er blevet

profeteret om, »da fred skal borttages

fra jorden« (L&P 1:35), da »alle

ting skal være i bevægelse,« og »der

skal komme frygt over alle mennesker«

(L&P 88:91). Der er mange timelige

årsager til en sådan bevægelse,

heriblandt krige og naturkatastrofer,

men en endnu vigtigere årsag til den

aktuelle »bevægelse« er åndelig.

Hvis vi betragter vore omgivelser

gennem troens linse og i et evigt perspektiv,

ser vi overalt omkring os en

opfyldelse af profetien om, at »djævelen

skal have magt over sit eget rige«

(L&P 1:35). I salmen står der, at »syndens

tropper talrigt samles for at

knuse sandheds sag« (»Zions ungdom«,

Salmer og sange, nr. 172, v. 2),

og sådan er det.

Den ondskab, som før i tiden blev

indkredset og skjult som en byld,

bliver nu lovliggjort og holdt frem som

en fane. Civilisationens mest grundlæggende

rødder og bolværk bliver

draget i tvivl eller angrebet. Hele

folkeslag fornægter deres religiøse

arv. Ægteskabelige og familiemæssige

ansvar forkastes som hindringer for

personlig nydelse. De film, blade og

tv-programmer, som former vore

holdninger, er fyldt med historier eller

billeder, som skildrer Guds børn som

rovgriske dyr eller i bedste fald som

laverestående skabninger, der stort set

kun stræber efter deres personlige fornøjelse.

Og alt for mange af os accepterer

dette som underholdning.

De mænd og kvinder, som i fortiden

ydede heltemodige ofre for at

bekæmpe onde regimer, var formet

af værdier, som nu er ved at forsvinde

fra den offentlige undervisning. Det

gode, det sande og det smukke bliver

erstattet af det intetsigende, det ligegyldige

og det værdiløse. Det er ikke

overraskende, at så mange af vore

unge og vokse er opslugt af pornografi,

den hedenske skik med at pierce

sig i kroppen, en selvisk stræben efter

fornøjelser, uærlig adfærd, afslørende

påklædning, snavset sprog og nedværdigende

seksuel nydelse.

Et stigende antal opinionsdannere

LIAHONA MAJ 2004 9


10

og deres disciple fornægter, at

Abrahams, Isaks og Jakobs Gud eksisterer

og tilbeder kun verdslighedens

guder. Mange magtfulde og indflydelsesrige

mennesker forkaster det, som

er rigtigt og forkert, sådan som Gud

har defineret det. Selv blandt dem,

som hævder at tro på ret og uret, er

der dem, »der kalder det onde godt

og det gode ondt« (Es 5:20; 2 Nephi

15:20). Mange benægter også det

individuelle ansvar og lader sig være

afhængig af andre, idet de ligesom de

tåbelige brudepiger tragter efter at

leve på lånte midler og lånt lys.

Alt dette er alvorligt i vor himmelske

Faders øjne, han som elsker alle

sine børn og forbyder enhver handling,

som afholder os fra at vende tilbage

til hans nærhed.

Hvordan står det til med vores personlige

forberedelse til evigt liv? Guds

folk har altid været et pagtsfolk. I hvilket

omfang efterlever vi vore pagter,

herunder de hellige løfter, vi afgav i

dåbens vande, da vi modtog det hellige

præstedømme, og i Guds templer?

Afgiver vi løfter uden at holde dem, og

tror vi uden at leve derefter?

Følger vi Herrens befaling: »Derfor

skal I stå på hellige steder og ikke lade

jer rokke, til Herrens dag kommer; thi

se, den kommer snart«? (L&P 87:8).

Hvad er det for »hellige steder«? De

omfatter helt sikker templet og den

trofaste overholdelse af pagterne. De

omfatter helt sikkert et hjem, hvor

børnene er værdsat, og forældrene

bliver respekteret. De hellige steder

omfatter helt sikkert de ansvarsopgaver,

som vi tildeles af vore præstedømmeledere,

herunder missionskald og

andre kald, som vi trofast varetager i

vore grene, ward og stave.

Som Frelseren sagde i sin profeti

om det andet komme: Salig er den

»tro og klog[e] tjener,« som passer

sin pligt, når Herren kommer (se

Matt 24:45-46). Som profeten Nephi

sagde om hin dag: »De retfærdige

[behøver] ikke at frygte« (1 Nephi

22:17; se også 1 Nephi 14:14; L&P

133:44). Og en nutidig åbenbaring

giver det løfte, at »Herren vil … have

magt over sine hellige« (L&P 1:36).

Vi er omgivet af udfordringer på

alle sider (se 2 Kor 4:8-9). Men med

tro på Gud sætter vi vor lid til de velsignelser,

han har lovet dem, som holder

hans bud. Vi tror på fremtiden, og

vi bereder os på denne fremtid. Med

en metafor fra sportsverdenen kan vi

sige, at vi ved ikke, hvornår kampen

slutter, og vi kender ikke det endelige

resultat, men vi ved, at når kampen

fløjtes af, så har vores hold vundet. Vi

vil fortsætte med at gå fremad, »indtil

Guds hensigter er udført, og den

store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt«

(History of the Church, 4:540).

»Vær derfor trofaste,« siger Frelseren,

»bed altid, hav jeres lamper rede og

tændt og tag olie med jer, så I er rede,

når Brudgommen kommer. Thi sandelig,

sandelig siger jeg jer: Jeg kommer

snart« (L&P 33:17-18).

Jeg vidner om Jesus Kristus. Jeg

vidner om, at han skal komme, sådan

som han har lovet. Og jeg beder til,

at vi da er beredte til at møde ham.

I Jesu Kristi navn. Amen. ■


Når du engang

omvender dig

ÆLDSTE D. TODD CHRISTOFFERSON

De Halvfjerds’ Præsidium

Bønfald Gud i Jesu Kristi navn om at skrive evangeliet i

jeres sind, så I kan opnå forståelse, og i jeres hjerte, så I

må elske at gøre hans vilje.

Mine bemærkninger retter sig

hovedsagelig til unge mennesker,

selv om jeg håber, at

de kan være til hjælp for alle.

Da jeg for mange år siden tjente

som stavspræsident, kom en mand for

at bekende en overtrædelse. Hans tilståelse

overraskede mig. Han havde

været et aktivt medlem af Kirken i årevis.

Jeg spekulerede på, hvordan en

person med hans erfaring kunne have

begået den synd, som han havde

gjort. Efter en del overvejelser kom

det til mig, at denne bror aldrig rigtigt

var blevet omvendt. På trods af hans

aktivitet i Kirken var evangeliet aldrig

trængt ind i hans hjerte. Det var kun

en ydre indflydelse i hans liv. Når han

var i sunde miljøer, holdt han befalingerne,

men i et andet miljø kunne

andre påvirkninger kontrollere hans

handlinger.

Hvordan kan I blive omvendt?

Hvordan kan I sikre jer, at Jesu Kristi

evangelium ikke blot er en indflydelse

i jeres liv, men den kontrollerende indflydelse

og selve indbegrebet af, hvad I

er? Den fordums profet Jeremias talte

om Guds lov, evangeliet, som værende

indskrevet i vores hjerte. Han citerede

Herren, som talte om os, sit folk i de

sidste dage: »Jeg lægger min lov i

deres indre og skriver den i deres

hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de

skal være mit folk.« 1

Ønsker I det for jer selv? Jeg kan fortælle

jer, hvordan det kan ske, men det

er noget, som I må ønske. Evangeliet

kan ikke skrives i jeres hjerte, medmindre

jeres hjerte er åbent. I kan uden

dette ønske i hjertet deltage i nadvermøder,

klasser og aktiviteter i Kirken

og gøre det, som jeg nu fortæller jer,

men det ændrer ikke meget. Hvis jeres

hjerte er åbent og villigt som et barns, 2

så lad mig fortælle jer, hvad I kan gøre

for at blive omvendt.

For det første må I aflægge enhver

følelse af stolthed som er så almindelig

i verden i dag. Med det mener jeg den

holdning, som afviser Guds myndighed

til at bestemme i vores liv. Denne

holdning blev af Herren beskrevet

for Joseph Smith, da han sagde: »De

søger ikke Herren for at indføre hans

retfærdighed, men enhver vandrer på

sin egen vej og efter sin egen guds

billede.« 3 Man hører det i dag udtrykt

på følgende måde: »Gør som I vil«

eller »Rigtigt eller forkert afhænger af,

hvad jeg mener er rigtigt for mig.«

Denne holdning er et oprør mod Gud,

ligesom Lucifer gjorde oprør mod

Gud i den førjordiske verden. Han

forkastede Guds ret til at forkynde

sandheden og fastsætte loven. 4 Satan

ønskede og ønsker stadig magt til selv

at fastsætte, hvad er rigtigt og forkert.

Vores elskede Skaber tvinger os ikke

til at acceptere hans myndighed,

men villigt at underkaste sig denne

myndighed er det første skridt i

omvendelsen.

Endvidere må evangeliet skrives i

jeres hjerte, I må vide, hvad det er, og

udvikle jer for at forstå det fuldt ud.

Det betyder, at I studerer det. 5 Når

jeg siger »studere«, mener jeg noget

mere end at læse. Man kan med fordel

af og til læse et af standardværkerne

inden for en fastsat tidsperiode

for at få en generel fornemmelse af

dets budskab, men hvis det handler

om omvendelse, bør I tænke mere

på, hvor lang tid I bruger med skrifterne,

end hvor meget I læser på en

bestemt tid. Af og til ser jeg, at I læser

nogle få vers, standser op for at overveje

dem, og derpå omhyggeligt læser

disse vers igen, og mens I tænker på,

hvad de betyder, beder om forståelse,

stiller spørgsmål i jeres sind, venter på

åndelige indtryk og skriver disse indtryk

og denne indsigt ned, som gør at

I kan huske det og lære mere. Når I

studerer på denne måde, så læser I

ikke mange kapitler eller vers i løbet af

en halv time, men I giver plads i jeres

hjerte for Guds ord, og han vil da

LIAHONA MAJ 2004 11


12

tale til jer. Husk Almas beskrivelse af,

hvordan det føles: »… Det begynder

at oplyse min forstand, ja, det begynder

at blive mig behageligt.« 6 I vil da

vide, at evangeliet bliver skrevet i

jeres hjerte, at jeres omvendelse indtræffer,

efterhånden som Herrens ord

fra hans profeter både fordum og nu,

føles mere og mere behageligt for jer.

Jeg omtalte bøn, mens I studerer

for at forstå skrifterne, men jeres

bønner må ikke begrænses til det.

I Mormons Bog fortæller Amulek os,

at vi skal bede om alt i vores liv. Han

siger: »I må udøse jeres sjæl i lønkammeret

og på lønlige steder og i ørkenen.«

7 Jeres himmelske Fader ønsker,

at I skal bede om jeres håb og frygt,

jeres venner og familie, jeres skole og

jeres arbejde samt om de behov, som

er hos dem, der omgiver jer. Mest af

alt, I bør bede om at blive fyldt med

Kristi kærlighed. Denne kærlighed

gives til dem, som er Jesu Kristi sande

disciple, og som beder om den af hele

deres hjerte. 8 Denne kærlighed er

frugten fra livets træ, 9 og at smage den

er en stor del af jeres omvendelse, for

når I først har følt jeres Frelsers kærlighed

til jer, ja, selv i den ringeste grad,

vil I føle jer sikre, og en kærlighed til

ham og til jeres himmelske Fader vil

begynde at vokse i jer. I jeres hjerte vil

I ønske at gøre det, som disse hellige

væsener beder jer om. Gå ofte ind i

jeres kammer, jeres lønlige sted, jeres

ørken. Tak Gud for jeres velsignelser,

bed om hans hjælp og bed ham om at

udgyde Kristi rene kærlighed over jer.

Af og til hjælper det at faste.

Efter at Amulek havde talt om bøn,

talte han om noget andet, som er et

vigtigt element i jeres omvendelse –

at tjene andre. Ellers, sagde han, »da

er jeres bøn forgæves og gavner jer

intet.« 10 I må med andre ord for at

blive omvendt ikke blot åbne jeres

hjerte for en viden om evangeliet og

for Guds kærlighed, men I må også

praktisere evangeliets lov. I kan ikke

fuldt ud forstå eller værdsætte det,

medmindre I personligt anvender

det i jeres eget liv. Jesus sagde, at han

kom for at tjene, og ikke for at lade sig

tjene. 11 Således må det også være med

jer. I skal se jer omkring og udvise

omsorg for andre. I kan være barmhjertige,

I kan være venlige, I kan give,

og I kan hjælpe andre på hundredvis

af måder. Når I gør det, vil Jesu Kristi

evangelium blive en del af jer.

Lad mig nævne endnu en ting. I fordums

tid, da mennesker ønskede at tilbede

Herren og søge hans velsignelser,

bragte de ofte en gave. De bragte fx et

offer på alteret, når de kom i templet.

Frelseren sagde efter sin forsoning og

opstandelse, at han ikke længere ville

acceptere dyreofre. Den gave eller det

offer, som han nu ville acceptere er »et

sønderknust hjerte og en angergiven

ånd.« 12 Når I søger omvendelsens velsignelse,

kan I ofre jeres sønderknuste

hjerte og angergivne ånd og jeres angerfulde

eller lydige ånd til Herren

som en gave. Det er i virkeligheden jer

selv, som er en gave – det som I er, og

som I er ved at blive.

Er der noget i jer eller i jeres liv,

som er urent eller uværdigt? Når I fjerner

det, er det en gave til Frelseren.

Er der en god vane eller kvalitet, som

mangler i jeres liv? Når I gør det til en

del af jeres karakter, giver I Herren en

gave. 13 Af og til er det svært at gøre,

men ville jeres gaver af omvendelse

eller lydighed være værdige gaver, hvis

de ikke kostede jer noget? 14 Vær ikke

bange for den nødvendige indsats. Og

husk, at I ikke behøver at gøre det

alene. Jesus Kristus vil hjælpe jer med

at gøre jer selv til en værdig gave. Hans

nåde vil gøre jer ren og endda hellig.

I vil til sidst blive ligesom ham »fuldkomne

i Kristus.« 15

Med omvendelse vil I bære et

beskyttende panser, »Guds fulde rustning«,

16 og Kristi ord, som kommer

ved Helligånden, vil fortælle jer alt

det, som I bør gøre. 17

I 1992 tog to søstermissionærer

i Zagreb i Kroatien tilbage til deres lejlighed

en aften. Deres sidste undervisningsaftale

havde ligget et godt stykke

væk, og det var ved at blive mørkt.

Adskillige mænd på sporvognen kom

med rå kommentarer og blev mere og

mere truende. Da søstrene følte sig

truede, stod de af ved det næste stoppested,

netop som dørene lukkede,

så ingen kunne følge efter dem. De

havde nu klaret dette problem, men

blev de klar over, at de befandt sig et

sted, som ingen af dem kendte. Da de


så sig omkring for at finde hjælp, så de

en kvinde. Missionærerne forklarede,

at de var faret vild, og spurgte kvinden,

om hun kunne vise dem vej. Hun vidste,

hvor de kunne tage en anden sporvogn

for at komme hjem og bad dem

om at følge hende. På vejen måtte de

passere en bar med gæster siddende

ude på fortovet i det begyndende

mørke. Disse mænd virkede også truende.

Ikke desto mindre havde de to

unge kvinder det tydelige indtryk, at

mændene ikke kunne se dem. De gik

forbi, tilsyneladende usynlige for dem,

som måske havde til hensigt at skade

dem. Netop da søstrene og deres

guide nåede hen til stoppestedet, kom

den sporvogn, som de skulle med. De

vendte sig om for at takke kvinden,

men hun var ikke at se nogen steder. 18

Disse missionærer fik en guide og

andre velsignelser, der beskyttede

dem fysisk. Når I omvender jer, vil I

opleve en lignende beskyttelse, der vil

bevare jer mod fristelse og fri jer fra

det onde. 19 Af og til vil det onde ikke

finde jer. Af og til vil I blive beskyttet,

når det onde bliver usynligt for jer. Selv

når I må konfrontere det direkte, vil I

gøre det med tro og ikke med frygt.

Vi har talt om ønsker, at underkaste

sig Gud, studere, bede, tjene,

omvende sig og være lydig. Af disse

kommer der i forbindelse med jeres

tilbedelse og aktivitet i Kirken vidnesbyrd

og omvendelse. Evangeliet vil

ikke blot være en indflydelse i jeres liv

– det bliver det, som I er. Bønfald Gud

i Jesu Kristi navn om at skrive evangeliet

i jeres sind, så I kan opnå forståelse,

og i jeres hjerte elske at gøre

hans vilje. 20 Søg denne velsignelse

med flid og tålmodighed, og I modtager

den, for Gud »er nådig og barmhjertig

… rig på troskab.« 21 Det vidner

jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Jer 31:33. Ezekiel sagde, at omvendelse er

som Herren, der borttager »stenhjertet« og

giver os et hjerte, som elsker ham og hans

evangelium (se Ez 11:19-20). Det er afgjort

det, som skete med kong Benjamins folk,

da de sagde, at deres hjerte var blevet forandret

og at de slet ikke ønskede at handle

ondt igen, »men bestandig gøre godt«

(Mosiah 5:2).

2. Se Matt 18:3-4.

3. L&P 1:16; se også Helaman 12:6.

4. Se L&P 76:25-29.

5. Vi er udsædvanligt heldige ved at have så

meget af Guds nedskrevne ord lige ved

hånden. Tidligere i verdenshistorien var

det meget få mennesker, som ejede et

eksemplar af skrifterne. De måtte forsøge

at huske, hvad de kunne, når de hørte skriften

læst højt i prædikener. Det er en ubeskrivelig

velsignelse, at I kan have jeres eget

eksemplar og læse, når I ønsker det. I kan

se, hvordan evangeliet fungerede for mennesker,

der blev omvendt, lige fra Adams

dage og ned til vor egen tid.

6. Alma 32:28.

7. Alma 34:26.

8. Se Moroni 7:47-48.

9. Se 1 Nephi 11:21-23.

10. Alma 34:28.

11. Se Mark 10:45. Kristus fortalte Peter, at når

han engang omvendte sig, at han da skulle

styrke sine brødre (se Luk 22:32).

12. 3 Nephi 9:20.

13. Pjecen Til styrke for de unge (2001) kan

sammen med skrifterne vejlede jer.

14. Engang da kong David forberedte et offer

til Herren, sagde en loyal undersåt, at han

ville give kongen både stedet, dyrene og

brændet til at bringe offeret med. Men

David afslog det og sagde: »Nej, jeg vil

betale dig, hvad den koster. Til Herren min

Gud vil jeg ikke bringe brændofre, som jeg

ikke har betalt« (2 Sam 24:24).

15. Se Moroni 10:32-33.

16. Se Ef 6:13-17.

17. 2 Nephi 32:3.

18. Som fortalt af søster Nicole Christofferson

Miller.

19. Se Matt 6:13.

20. Se Hebr 8:10; 10:16.

21. Joel 2:13. »Hold jer nær til mig, og jeg

vil holde mig nær til jer. Søg mig flittigt,

så skal I finde mig, bed, og I skal få, bank

på, så skal der lukkes op for jer« (L&P

88:63).

LIAHONA MAJ 2004 13


14

Den fuldendte

historie

GAYLE M. CLEGG

Andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab

Vi må blive ved med at skrive, blive ved med at gå og blive

ved med at yde tjeneste og tage imod nye udfordringer,

indtil vores egen historie er færdig.

For nogen tid siden fandt jeg

en stor hvid kuvert i min postkasse.

Indeni lå der en historie,

skrevet af en dreng, jeg havde været

skolelærer for adskillige år tidligere,

da han gik i sjette klasse. Jeg huskede

eleven og det projekt, som hans

klasse havde arbejdet på i månedsvis.

Jeg huskede også, at han holdt af at

skrive og kunne sidde og tænke, så

det knagede. Nogle gange fik han kun

nedfældet nogle få ord på sit papir.

Nogle gange arbejdede han også i frikvarteret,

men da opgaven skulle afleveres,

manglede der stadig det sidste

kapitel. Jeg sagde, at han bare skulle

aflevere historien, som den var, men

Jimmy havde noget andet i tankerne

og ville gerne aflevere en færdig historie.

Da skoleåret var forbi, spurgte

han, om han måtte skrive historien

færdig i sommerferien. Jeg bad ham

igen om blot at aflevere den. Han bønfaldt

mig om at få mere tid, og til sidst

sendte jeg ham af sted med en stak

krøllede og nussede papirer, idet jeg

roste ham for hans beslutsomhed og

forsikrede ham om min tiltro til hans

evne til at skrive en pragtfuld historie.

Jeg tænke på ham den sommer,

men jeg glemte til sidst alt om stilen,

indtil flere år senere, da jeg fandt hans

færdige projekt i postkassen. Jeg var

forbløffet og spekulerede på, hvad der

mon havde fået Jimmy til at skrive sin

historie færdig. Hvilken vision, beslutsomhed

og anstrengelse havde det

krævet af ham? Hvorfor er der overhovedet

nogen af os, der løser en vanskelig

opgave, især hvis der ikke er nogen,

som forlanger, at den bliver færdig?

Min mands oldefar Henry Clegg var

en, som gjorde det færdigt, han var

begyndt på. Han tilsluttede sig Kirken

sammen med sin familie, da Kirkens

første missionærer kom til Preston i

England. Henry havde sit rejsemål i

sigte, dengang han og hans hustru,

Hannah, og deres to små drenge

udrejste til Utah. Henry rejste fra sine

aldrende forældre, som var for skrøbelige

til at foretage en så lang og

anstrengende rejse, vel vidende at

han aldrig fik dem at se igen.

På vejen over prærien fik Hannah

kolera og døde. Hun blev stedt til

hvile i en ukendt grav. Kompagniet rejste

videre, og klokken 18 samme aften

døde også Henrys yngste søn. Henry

fandt vejen tilbage til Hannas grav,

lagde sin lille søn i sin hustrus arme og

begravede dem sammen. Henry måtte

derpå vandre tilbage til vogntoget,

som nu var 8 kilometer borte. Henry

led selv af kolera og beskrev, at han var

så syg, at han stod med det ene ben i

graven. Men samtidig indså han, at

han stadig havde 1600 kilometer tilbage

at gå. Forbløffende nok fortsatte

han fremad, idet han satte den ene

fod foran den anden. I adskillige uger

efter at have mistet sin kære Hannah

og deres lille søn holdt han op med at

skrive i sin dagbog. Jeg blev slået over

de ord, han brugte, da han begyndte

at skrive igen: »Stadig på vej.«

Da han endelig nåede de helliges

samlingssted, stiftede han en ny familie.

Han bevarede troen. Han fortsatte

sin historie. Men det mest forbavsende

er, at hans sorg over at måtte begrave

sin kære hustru og søn affødte vores

families arv – at vi må gå fremad og

fuldende vor gerning.

Jeg har ofte, når jeg har hørt pionerhistorier

ligesom den om Henry

Clegg, tænkt: »Kunne jeg nogen sinde

gøre det?« Til tider frygter jeg dette

spørgsmål, for jeg ved, at vores pionerarv

lever videre i dag. For nylig var

jeg i Vestafrika og var vidne til hverdagspionerer,

som gik fremad, tilsluttede

sig en ny kirke, efterlod mange

århundredes traditioner, ja, som

endog efterlod familie og venner,

sådan som Henry gjorde. Min beundring

og kærlighed til dem er lige så

stor som til mine egne forfædre.

Virker andres udfordringer større


end vore egne? Vi ser ofte på mennesker,

som bærer et kolossalt ansvar, og

tænker: »Det kunne jeg aldrig gøre.«

Men måske er der andre, som ser på

os og føler på nøjagtig samme måde.

Det drejer sig ikke om ansvarets størrelse,

men snarere om hvordan man

har det med at være den, der står midt

i det ufærdige stykke arbejde. For en

ung mor med mange børn hjemme

kan arbejdet med at tage sig af dem

døgnet rundt føles, som om der er

endnu 1600 kilometer at gå. Det kan

være svært i Hjælpeforeningen at give

en lektion til søstre, som er ældre eller

yngre, eller som er mere erfarne eller

veluddannede, især hvis det pågældende

emne er et, man selv kæmper

med at forstå og efterleve. Det kan

være skræmmende at undervise en

klasse med ti aktive seksårige børn,

især hvis ens egen seksårige dreng er

i klassen, og man ikke helt har fundet

ud af, hvordan man underviser ham

på tomandshånd.

Hvad kan vi lære af den unge Jimmy,

af de første pionerer og af vore dages

pionerer rundt omkring i verden,

som kan hjælpe os i vore egne udfordringer?

Jimmy tilbragte flere år med

at skrive uden at have nogen tidsfrist,

Henry Clegg vandrede videre alene

uden så meget som at magte at skrive

i sin dagbog, og de afrikanske hellige

levede værdigt til at få et tempel, de

ikke kunne have forestillet sig en dag

ville blive opført i deres eget land. At

fortsætte, at forblive trofast og at fuldende

måtte bære lønnen i sig selv.

For nogle år siden bad en af vore

døtre mig om at komme udenfor og

spille stangtennis med hende. Hun

bad mig sætte mig ned og se på, mens

hun den ene gang efter den anden

slog til en bold på en snor, som viklede

sig rundt om en stang. Efter at have set

hende slå bolden rundt om stangen

adskillige gange, spurgte jeg, hvad min

rolle i legen var, og hun sagde: »Ih,

mor, du skal bare sige: ›Godt gået,

godt gået,‹ hver gang bolden går

rundt om stangen.«

»Godt gået!« gør rejsen mere overkommelig.

Det kan måske være en

telefonopringning fra en mor til en

seksårig dreng i Primary, som ringer til

læreren for at fortælle hende, at hendes

søn forsigtigt hjalp sin lillesøster

op på barnesædet, uden at være blevet

bedt om det, og som gerne vil

give primarylærerens lektion æren for

at have tilskyndet ham til hans nye

adfærd. Det kan være ægtemanden,

som følger sine børn i børnehaven og

Primary, mens hans hustru gør sig klar

til sin lektion i Unge Piger. Det kan

være noget så enkelt som et smil, et

knus eller en lang gåtur, hvor man kan

tale tingene igennem med en ven, sin

mand eller et barn.

Vi må hver især finde og gøre vores

egen historie færdig, men hvor dejligere

er den ikke at fortælle, hvis der

er nogen, der hepper på en, og hvis

der er nogen, der værdsætter og fejrer,

at vi når frem til vores rejsemål,

uanset hvor længe siden det er, vi er

påbegyndt rejsen.

Den største vejleder og talsmand,

vi har, har sagt: »Jeg vil gå foran jer.

Jeg vil være på jeres højre og venstre

side; min Ånd skal være i jeres hjerter

og mine engle rundt omkring jer til at

styrke jer« (L&P 84:88). Er der nogen

af os, som har råd til at udelade dette

på vores personlige rejse?

Henry Clegg stræbte fremad i sit

ønske om at bo blandt de trofaste hellige,

om at indtage sin plads, om at

stifte familie og om at tjene sin næste.

Det var den vision, han havde, selv

da hans hjerte var ved at knuses. Jeg

hørte et primarybarn fra Ghana besvare

spørgsmålet: »Hvad vil det sige at

vælge det rette hver dag?« med »Det vil

sige, at man følger Herren og Frelseren

hver dag og gør sit bedste, selv når det

er svært.« Denne pionerdreng kendte

præsident Hinckleys formaning. Han

vidste, at han måtte holde budene hver

dag. Han forstod, at hans egen historie

ville afsløre sig ved ganske enkelt at

sætte den ene fod foran den anden, en

dag ad gangen.

Sidste efterår havde jeg den vidunderlige,

men også krævende mulighed

at udarbejde og undervise i primaryoplæring

ved hjælp af et videobånd,

produceret udelukkende på spansk.

På et tidspunkt havde jeg lært spansk,

men for nylig havde jeg talt portugisisk,

og jeg vidste, hvor svært det ville

være at lære spansk igen. Jeg gjorde

alt det, som vi alle gør, når vi ønsker at

fuldføre en opgave, der virker utrolig

vanskelig. Jeg fik hjælp fra dygtige og

hengivne latinamerikanske søstre.

Sammen studerede, bad og fastede

LIAHONA MAJ 2004 15


16

vi og arbejdede i mange timer ad

gangen. Endelig oprandt dagen, da

det var tid til at gå og gøre det, som

Herren havde bedt os om, og vi var

ikke alene frygtsomme, men følte

også, at vores arbejde var utilstrækkeligt.

Vi havde arbejdet lige op til afleveringsfristen

og kunne ikke gøre mere.

Jeg ville allerhelst begynde forfra igen.

Vi fik hver især en præstedømmevelsignelse

af vores mand og begyndte

at føle fred og ro. Som fra engle kom

hjælpen blandt andet fra min kære

mand, som satte alarmen på sit armbåndsur,

så han kunne bede for mig

hver halve time under optagelsen,

fra en kameramand, hvis blik sagde:

»Godt gået,« og fra primaryledere,

som satte deres lid til Ånden og var i

stand til at formidle dette med kraft.

Til sidst havde vi en færdig film, som

var nyttig for vore spansktalende

ledere. Alle, som deltog i den, var

noget overraskede og yderst taknemlige

for, at den blev en succes. Vi gik

så langt, som vi kunne, og da vi følte,

at vi var på nippet til at slippe kærren

og falde langs vejen, var det som om,

englene skubbede på bagfra.

Hvad lærte vi af denne opgave?

Det samme som Henry Clegg jun. og

Jimmy lærte, og det samme som alle

vore dages trofaste pionerer lærer.

Med Herrens hjælp er intet umuligt (se

Luk 1:37), men vi må selv skrive vores

historie færdig. Han sender sin Ånd,

og vi råber opmuntrende ord til hinanden,

men vi må blive ved med at

skrive, blive ved med at gå og blive ved

med at yde tjeneste og tage imod nye

udfordringer, indtil vores egen historie

er færdig. »Stadig på vej« er det grundlæggende

vilkår på livets rejse. Han

ønsker, at vi kommer godt i mål. Han

ønsker, at vi kommer tilbage til ham.

Jeg beder om, at vore historier må

slutte i vor himmelske Faders og hans

Søns, vor Frelsers, Jesu Kristi, nærhed,

de som er vor tros banebrydere og

fuldendere. I Jesu Kristi navn. Amen. ■

I Herrens styrke

ÆLDSTE HENRY B. EYRING

De Tolv Apostles Kvorum

Vi har brug for styrke udover vores egen til at holde

befalingerne, uanset hvilken omstændighed livet end

bringer os i.

Da jeg var ung mand, tjente jeg

som rådgiver for en klog distriktspræsident

i Kirken. Han

prøvede at belære mig. En af de ting,

som jeg kan huske, at jeg undrede

mig over, var dette råd, som han gav:

»Når du møder nogen, så behandl

dem, som om de var i store problemer

… og du vil få ret mere end halvdelen

af gangene.«

Jeg troede dengang, at han var

pessimistisk. Nu, mere end 40 år

senere kan jeg se, hvor godt han forstod

verden og livet. Som tiden går,

bliver verden mere udfordrende. Og

vores fysiske kapacitet svinder langsomt

med alderen. Det er tydeligt,

at vi vil få brug for mere end menneskelig

styrke. Salmisten havde ret:

»Retfærdiges frelse kommer fra

Herren, han er deres værn, når

nøden kommer.« 1

Jesu Kristi genoprettede evangelium

hjælper os ved kundskaben om,

hvordan vi kvalificerer os til Herrens

styrke, når vi står over for modgang.

Det fortæller os, hvorfor vi møder

prøvelser i livet. Og endnu vigtigere,

så fortæller det os, hvordan vi får

beskyttelse og hjælp fra Herren.

Vi møder prøvelser, fordi vor himmelske

Fader elsker os. Hans formål

er at hjælpe os med at kvalificere os til

velsignelsen ved at leve sammen med

ham og hans søn, Jesus Kristus, i herlighed

og med vores familie i al evighed.

For at kvalificere os til den gave,

var vi nødt til at modtage et jordisk

legeme. Med dette jordiske legeme

forstod vi, at vi ville blive prøvet ved

fristelser og vanskeligheder.

Det genoprettede evangelium lærer

os ikke kun, hvorfor vi skal prøves,

men det tydeliggør for os, hvad prøven

er. Profeten Joseph Smith gav os

en forklaring. Ved åbenbaring var han i

stand til at nedskrive ord, der blev talt

ved verdens skabelse. De omhandler

os, de af vor himmelske Faders åndelige

børn, som ville komme ned på jorden.

Her er ordene:

»Og vi vil prøve dem hermed for at

se, om de vil gøre alt, hvad Herren,

deres Gud, vil befale dem.« 2

Den forklaring hjælper os med at


forstå, hvorfor vi møder prøvelser i

livet. De giver os muligheden for at

bevise vores trofasthed over for Gud.

Vi møder så mange prøvelser i livet, at

bare det at holde ud kan synes næsten

umuligt. Det er, hvad ordene i skriften:

»Derfor må I … holde ud indtil

enden« 3 syntes at betyde for mig, da

jeg første gang læste dem. Det lyder

frygteligt, ligesom at sidde stille og

holde fast i armlænene, mens nogen

hev min tand ud.

Det kan helt sikkert synes sådan

for en familie, der er afhængig af

afgrøder, når der ikke er noget regn.

De kan undre sig over: »Hvor længe

kan vi holde ud?« Det kan synes sådan

for et ungt menneske, der står over

for at skulle modstå smudsets og fristelsens

stigende flod. Det kan synes

sådan for en ung mand, der kæmper

for at få den uddannelse, som han har

brug for til et arbejde, så han kan forsørge

en hustru og en familie. Det

kan synes sådan for en person, der

ikke kan finde et arbejde eller som

har mistet arbejde efter arbejde, når

firmaer går nedenom og hjem. Det

kan synes sådan for den person, der

står overfor at helbred og den fysiske

styrke svigter, hvilket kan ske tidligt

eller sent i livet for dem selv eller for

dem, de elsker.

Men prøven, som en kærlig Gud

har sat for os, er ikke at se, om vi kan

udholde vanskeligheder. Det er for at

se, om vi kan på rette vis. Vi består

prøven ved at vise, at vi huskede ham

og de befalinger, som han gav os. Og

at udholde er at holde disse befalinger,

uanset modstanden, uanset fristelsen

og uanset tumulten omkring

os. Vi har den klare forståelse, fordi

det genoprettede evangelium gør planen

for lykke så enkel.

Denne klarhed lader os se, hvilken

hjælp vi har brug for. Vi har brug for

styrke udover vores egen til at holde

befalingerne i hvilke omstændigheder

livet end bringer os i. For nogle er det

måske fattigdom, men for andre er

det måske fremgang. Det kan være

alderdommens problemer eller

ungdommens overdrevne energi.

Kombinationen af prøvelser og deres

varighed er lige så forskellige som vor

himmelske Faders børn. Der er ikke

to, der er ens. Men det, der bliver prøvet,

er det samme til alle tider i vores

liv og for alle mennesker. Vil vi gøre,

hvad som helst Herren, vor Gud,

befaler os?

Det at vide, hvorfor vi bliver prøvet,

og hvad prøven er, fortæller os, hvordan

vi kan få hjælp. Vi skal henvende

os til Gud. Han giver os befalingerne.

Og vi vil få brug for mere end vores

egen styrke for at holde dem.

Atter tydeliggør det genoprettede

evangelium de enkle ting, vi skal gøre.

Og det giver os tillid til, at den hjælp,

som vi har brug for, vil komme, hvis

vi på forhånd og trofast gør disse ting,

længe inden krisen indtræffer.

Det første, det midterste og det sidste,

vi skal gøre, er at bede. Frelseren

fortalte os hvordan. En af de tydeligste

instruktioner er i Tredje Nephi:

LIAHONA MAJ 2004 17


18

Familien Nepomnjatshij, medlemmer i Skt. Petersborg i Rusland.

»Se, sandelig siger jeg jer, I må altid

våge og bede, så I ikke falder i fristelse;

thi Satan begærer jer, så han kan sigte

jer som hvede.

Derfor skal I altid bede til Faderen

i mit navn,

og hvad I beder Faderen om i mit

navn, som er ret, og tror, I skal få det,

se, det skal gives jer.

Bed altid til Faderen i mit navn i

jeres familie, så jeres hustruer og

børn må blive velsignet.« 4 Sådan skal

vi altid bede.

En anden enkel ting, vi kan gøre,

som tillader Gud at give os styrke, er

at mætte os med Guds ord: Læs og

overvej Kirkens standardværker og de

levende profeters ord. Der er et løfte

om hjælp fra Gud, som kommer ved

denne daglige vane. Trofast studium

af skriften bringer Helligånden til os.

Løfter er givet i Mormons Bog, men

det kan også anvendes på alle Guds

ord, som han har givet og vil give gennem

sine profeter.

»Se, når I læser disse ting, om det

er Guds visdom, at I skal læse dem,

ønsker jeg at råde jer til at erindre, hvor

barmhjertig Herren har været mod

menneskenes børn fra Adams skabelse

helt ned til den tid, da I modtager disse

ting, og at I overvejer det i hjertet.

Og når I modtager disse ting, formaner

jeg jer til at adspørge Gud, den

evige Fader, i Kristi navn, om disse

ting ikke er sande; og dersom I beder

af oprigtigt hjerte og med fast forsæt

samt med tro på Kristus, da vil han

åbenbare sandheden deraf for jer gennem

den Helligånds kraft.

Og gennem den Helligånds kraft

kan I kende sandheden i alle ting.« 5

Vi bør ikke blot gøre krav på

det løfte en gang, ej heller kun for

Mormons Bog. Løftet vil blive opfyldt.

Helligåndens kraft er virkelig. Den vil

komme igen og igen. Og en altoverskyggende

sandhed, som den altid vil

vidne om, er, at Jesus er Kristus.

Dette vidnesbyrd vil drage os nær

til Frelseren og til at acceptere den

hjælp, som han tilbyder alle, der bliver

prøvet i jordelivets svære prøver. Mere

end en gang har han sagt, at han vil

samle os hos ham, som en høne samler

sine kyllinger under sine vinger.

Han siger, at vi må vælge at komme til

ham i ydmyghed og med nok tro på

ham til at omvende os »med hjertets

fulde forsæt.« 6

En måde at gøre det på, er at samles

med de hellige i hans kirke. Gå til

jeres møder, selv når det synes svært.

Hvis I er beslutsomme, vil han hjælpe

jer med at finde styrken til at gøre det.

Et medlem skrev til mig fra England.

Da biskoppen spurgte, om hun ville

acceptere en kaldelse om at undervise

i morgenseminar, fortalte han hende,

at hun hellere måtte bede om det,

inden hun accepterede. Det gjorde

hun. Hun accepterede. Da hun mødte

forældrene første gang, stod biskoppen

ved hendes side. Hun bekendtgjorde,

at hun følte, at programmet skulle

være fem dage om ugen. Nogle forældre

så tvivlende ud. En person sagde:

»De kommer ikke. De bliver væk.«

De, der tvivlede, havde delvis ret.

Eleverne blev væk. Men deres tilstedeværelse

i disse kolde og mørke morgentimer

er nu over 90 procent.

Denne lærer og hendes biskop troede

på, at hvis eleverne ville begynde at

komme, så ville de blive styrket af

en kraft større end deres egen. Den

kom. Den kraft vil beskytte dem, når

de tager til steder, hvor de vil være de

eneste sidste dages hellige. De vil ikke

være alene ej heller uden styrke, fordi

de tog imod invitationen til at samles

med de hellige, da det ikke var nemt.

Denne styrke bliver givet til ældre

og unge. Jeg kender en enke, der er

over 90 år gammel. Hun sidder i kørestol.

Hun beder, ligesom I gør, bønfalder

om hjælp til at løse problemer, der

ligger ud over hendes menneskelige

kraft til at løse. Svaret er en følelse i

hjertet. Det overbeviser hende om at

holde en befaling: »Og se, I skal ofte

møde sammen.« 7 Så hun finder en

måde at komme til sine møder på.

Folk, der kommer der, har fortalt mig:

»Vi er så glade for at se hende. Hun

bringer sådan en god ånd med sig.«

Hun deltager i nadveren, og hun

fornyr en pagt. Hun husker Frelseren,

og hun prøver at holde hans befalinger.

Og derfor tager hun hans ånd

med sig, altid. Hendes problemer er

måske ikke løst. Mange af dem kommer

af andres valg og selv hendes

himmelske Fader, der hører hendes


ønner og elsker hende, kan ikke

tvinge andre til at vælge det rette.

Men han kan sende hende i sikkerhed

hos Frelseren og løftet om, at hans

ånd vil være med hende. Og derfor

er jeg sikker på, at hun med Herrens

styrke vil bestå den prøve, hun står

overfor, fordi hun holder befalingen

om at mødes ofte med de hellige. Det

er både beviset på, at hun holder ud,

og kilden til hendes styrke i forhold til

det, der ligger forude.

Der er en anden enkel ting at gøre.

Herrens kirke er blevet genoprettet

og derfor er ethvert kald om at tjene

der, et kald om at tjene ham. Den

biskop i England var meget klog. Han

bad kvinden om at bede om hendes

kald til at tjene. Han vidste, hvilket

svar hun ville få. Det ville være en indbydelse

fra Faderen og hans elskede

Søn. Han vidste, hvad hun havde lært

ved at svare på kaldet fra Mesteren. I

Herrens tjeneste kommer Helligånden

som en følgesvend til dem, der prøver

at gøre det bedste, de kan. Hun må

have følt det, da hun stod foran forældrene,

og da hun så, at eleverne blev

væk. Det, der så svært ud, ja, næsten

umuligt for hende ved hendes egen

indsats, blev en fryd i Herrens styrke.

Når hun læser og overvejer skrifterne

og beder som led i sin forberedelse

til disse klasser, så ved hun, at

Frelseren har bedt Faderen om at

sende hende Helligånden, ligesom

han lovede sine disciple, at han ville

ved det sidste måltid, da han vidste,

hvilke prøvelser de ville møde, og at

han måtte forlade dem. Han efterlod

dem ikke uden trøst. Han lovede dem

Helligånden, og han lover os den i

hans tjeneste. Så når indbydelsen til at

tjene kommer, så tag imod den. Den

hjælper med at bestå prøver udover

dem, der hører til kaldet.

Ikke alle har formelle kaldelser.

Men enhver discipel tjener Mesteren

ved at bære vidnesbyrd og være rare

mod mennesker omkring dem. Alle

Familien Pilipenka fra Skt. Petersborg i Rusland ser konferencen i deres hjem

sammen med deres ven Michel Kotov.

har i dåbens vande lovet at gøre det.

Og alle får Åndens følgeskab, når de

vedbliver at holde deres forpligtelser

over for Gud.

I Mesterens tjeneste vil I komme

til at kende og elske ham. I vil, hvis

I bliver ved at bede og tjene trofast,

begynde at føle, at Helligånden er blevet

jeres følgesvend. Mange af os har i

en periode ydet denne tjeneste og følt

dette følgeskab. Hvis I tænker tilbage

til det tidspunkt, vil I huske, at der var

forandringer i jer. Fristelsen til at gøre

ondt syntes at mindskes. Ønsket om at

gøre godt øgedes. De, der kendte jer

bedst og elskede jer, har måske sagt: »I

er blevet venligere, mere tålmodige. I

virker ikke som den samme person.«

I var ikke den samme person, for

Jesu Kristi forsoning er virkelig. Og løftet

om, at vi kan blive fornyet, ændret

og bedre, er virkelig. Og vi kan blive

stærkere til livets prøver. Vi går så i

Herrens styrke, en styrke, udviklet i

hans tjeneste. Han går sammen med

os. Og med tiden bliver vi hans prøvede

og styrkede disciple.

I vil da opdage en ændring i jeres

bønner. De vil blive mere inderlige og

hyppigere. De ord, I taler, vil have en

anden mening for jer. Vi har fået befaling

om altid at bede til Faderen i Jesu

Kristi navn. Men I vil føle en større

tillid, når I beder til Faderen vel

vidende om, at I går til ham som Jesu

Kristi betroede og prøvede disciple.

Faderen vil give jer større fred og

styrke i dette liv og med dette en glad

forventning om at høre disse ord, når

livets prøve er ovre: »Godt, du gode

og tro tjener.« 8

Jeg ved, at Gud Faderen lever. Jeg

ved, at han hører og besvarer alle

vore bønner. Jeg ved, at hans søn

Jesus Kristus betalte prisen for alle

vore synder, og at han ønsker, at

vi skal komme til ham. Jeg ved, at

Faderen og Sønnen ønsker, at vi skal

bestå livets prøve. Jeg vidner om, at

de har beredt vejen for os. Gennem

evangeliets genoprettelse i de sidste

dage er vejen blevet tydelig for os. Vi

kan kende befalingerne. Vi har ret til

at kræve løftet om Helligåndens følgeskab

i Jesus Kristi sande kirke. Og

vi kan holde ud. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. Sl 37:39.

2. Abraham 3:25.

3. 2 Nephi 31:20.

4. 3 Nephi 18:18-21.

5. Moroni 10:3-5.

6. 3 Nephi 10:6.

7. 3 Nephi 18:22.

8. Matt 25:21.

LIAHONA MAJ 2004 19


20

Jeres personlige

indflydelse

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Når vi følger denne mand fra Galilæa – Herren Jesus

Kristus – vil vores personlige indflydelse virke for det gode,

uanset hvor vi er, og uanset hvad vores kaldelse er.

Mine kære brødre og søstre,

både jer, som jeg kan se, og

jer, som er forsamlet over

hele verden, jeg beder om jeres bønner

og tro i den opgave og det privilegium,

det er at tale til jer.

For mere end 40 år siden, da præsident

David O. McKay kaldte mig til

De Tolv Apostles Kvorum, bød han mig

velkommen med et smil fra hjertet og

en øm omfavnelse. Blandt de hellige

råd, som han gav mig var denne erklæring:

»Der er et ansvar, som ingen kan

slippe for. Det er virkningen af ens personlige

indflydelse.«

Kaldelsen af de første apostle

afspejlede Herrens indflydelse. Når

han søgte efter en troens mand,

udvalgte han ham ikke fra mængden

af de selvretfærdige, som regelmæssigt

kom i synagogen. Han kaldte ham

i stedet blandt fiskerne i Kapernaum.

Peter, Andreas, Jakob og Johannes

hørte kaldet: »Kom og følg mig, så vil

jeg gøre jer til menneskefiskere.« 1 De

fulgte ham. Simon, som var en tvivlens

mand, blev til Peter, den troende

apostle.

Da Frelseren valgte en missionær

med iver og kraft, fandt han ham ikke

blandt sine fortalere, men blandt sine

modstandere. Saulus fra Tarsus – forfølgeren

– blev missionæren Paulus.

Forløseren valgte ufuldkomne mænd

til at undervise i vejen til fuldkommenhed.

Det gjorde han dengang, og

det gør han nu.

Han kalder jer og mig til at tjene

ham her på jorden og giver os den

opgave, som han ønsker vi skal løse.

Forpligtelsen er total. Der er ingen

samvittighedskonflikt.

Når vi følger denne mand fra

Galilæa – ja, Herren Jesus Kristus – vil

vores personlige indflydelse virke for

det gode, uanset hvor vi er, og uanset

hvad vores kaldelse er.

Den opgave, vi får udpeget, kan

virke ubetydelig, unødvendig og

ubemærket. Vi kan fristes til at stille

dette spørgsmål:

»Fader, hvor skal jeg arbejde i dag?«

Må min kærlighed flyde varmt og frit.

Derpå pegede han på en lille plet.

Og sagde: »Pas det for mig.«

Jeg svarede hurtigt: ȁh nej, ikke det!

Det er der aldrig nogen, der ser.

Uanset, hvor godt jeg gør mit arbejde.

Ikke dette lille sted til mig.«

Og de ord, han talte, var ikke

vrede: …

»Arbejder du for dem eller for mig?

Nazaret var et lille sted,

det var Galilæa også.« 2

Familien er et ideelt sted for undervisning.

Det er et indlæringslaboratorium.

Familieaftenen kan bringe

åndelig vækst til hver eneste i familien.

»Hjemmet er grundlaget for et retskaffent

liv, og intet andet kan erstatte

det eller varetage dets afgørende funktioner.«

3 Mange af Kirkens præsidenter

har undervist i sådanne sandheder.

Det er i hjemmet, at fædre og

mødre kan undervise deres børn

i sund levevis. At dele opgaver og

hjælpe hinanden udgør et mønster

for fremtidige familier efterhånden

som børnene vokser op, gifter sig og

forlader hjemmet. De lektier, som

læres i hjemmet er dem, som varer

længst. Præsident Gordon B. Hinckley

fortsætter med at fremhæve, at man

skal undgå unødvendig gæld, den

vildfarelse at leve over evne og fristelsen

til at lade vore ønsker blive

vores nødvendighed.

Apostlen Paulus’ formaning til sin

elskede Timotheus indeholder de råd,

som vil gøre det muligt at lade vores

personlige indflydelse finde plads i

hjertet hos dem, som vi omgås: »…

Vær et forbillede for de troende i

tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab,

i renhed.« 4

Da jeg var dreng boede vores familie

i 6./7. Ward i Pioneer Stav. Wardets


medlemmer flyttede ofte, hvilket

resulterede i en øget udskiftningsrate

hos lærerne i Søndagsskolen. Som

drenge og piger havde vi lige netop

vænnet os til en bestemt lærer og lært

at værdsætte ham, når søndagsskoleforstanderen

kom til vores klasse og

introducerede en ny lærer. Skuffelse

fyldte alle i hjertet, og manglende disciplin

blev resultatet.

Kommende lærere, som hørte det

ubehagelige rygte, som vores særlige

klasse havde, afslog høfligt at tjene

eller bad om at måtte tjene i en

anden klasse, hvor eleverne var lettere

at styre. Vi glædede os over vores

nyfundne status og besluttede at leve

op til lærernes frygt.

En søndag morgen trådte en smuk

ung kvinde ledsaget af søndagsskoleforstanderen

ind i klassen og blev

præsenteret for os som en lærer, der

havde bedt om lov til at undervise os.

Vi fandt ud af, at hun havde været missionær

og elskede de unge. Hun hed

Lucy Gertsch. Hun var smuk, havde

en mild røst og interesserede sig for

os. Hun bad alle eleverne om at præsentere

sig selv, og derpå stillede hun

spørgsmål, som gav hende forståelse

og indsigt i hver af drengenes og

pigernes baggrund. Hun fortalte os

om sin barndom i Midway i Utah, og

da hun beskrev den smukke dal, blev

dens skønhed levende for os, og vi fik

lyst til at besøge de grønne marker,

hun elskede så højt.

Når Lucy underviste, gjorde hun

skrifterne levende for os. Vi lærte

Samuel, David, Jakob, Nephi og

Herren, Jesus Kristus at kende personligt.

Vores kendskab til evangeliet

voksede. Vores opførsel blev bedre.

Vores kærlighed til Lucy Gertsch

kendte ingen grænser.

Vi gik ind i et projekt, hvor vi skulle

samle fem- og tiører til det, der skulle

blive en gigantisk julefest. Søster

Gertsch holdt nøje regnskab med

vores fremgang. Som drenge og piger

med typisk appetit, forestillede vi os

pengene forvandlet til kager, småkager

og is. Det skulle være helt fantastisk

– den største fest nogensinde.

Aldrig før havde nogle af vores lærere

så meget som foreslået en aktivitet,

som denne skulle blive.

Sommer blev til efterår. Efteråret

blev til vinter. Vores festmål var nået.

Klassen var vokset. Der var en god

ånd til stede.

Ingen af os vil glemme den grå

morgen, da vores elskede lærerinde

bekendtgjorde, at en af vore klassekammeraters

mor var død. Vi tænkte

på vore egne mødre, og hvor meget

de betød for os. Vi sørgede med Billy

Devenport over hans store tab.

Lektionen den søndag var fra

Apostlenes Gerninger, kapitel 20,

vers 35: »Ihukom … Herren Jesu ord,

at han selv har sagt: ›Saligere er det

at give end at modtage.‹« Ved afslutningen

af præsentationen af en velforberedt

lektion, fortalte Lucy Gertsch

LIAHONA MAJ 2004 21


22

om Billys families økonomiske situation.

Det var midt under depressionen,

der var langt mellem pengene.

Med et glimt i øjet spurgte hun:

»Kunne I tænke jer at følge Herrens

lærdom? Hvad ville I synes om, at vi

som klasse giver vores festpenge til

familien Devenport som et udtryk for

vores kærlighed?« Beslutningen var

enstemmig. Vi talte omhyggeligt hver

en øre og lagde dem alle sammen i

en stor konvolut. Et smukt kort blev

købt, som vi skrev vore navne i.

Denne enkle venlige gerning smedede

os sammen som et. Vi lærte af

egen erfaring, at det i sandhed er saligere

at give end at modtage.

Årene er fløjet væk. Den gamle

kirke er borte, faldet som offer for

industrialiseringen. Drengene og

pigerne, som lærte, som lo og som

udviklede sig under ledelse af denne

inspirerede lærerinde for sandheden,

har aldrig glemt hendes kærlighed

eller hendes undervisning. Hendes

personlige indflydelse til gavn for det

gode var smitsom.

En generalautoritet, hvis personlige

indflydelse blev følt langt og vidt

omkring var den nu afdøde præsident

Spencer W. Kimball. Hans indsats

betød virkelig noget i mange menneskers

liv.

Da jeg var biskop, ringede telefonen

en dag, og den, der ringede, sagde, at

han var ældste Spencer W. Kimball.

Han sagde: »Biskop Monson, i dit ward

er der en campingvognsbeboelse, og i

en lille campingvogn – ja, i den mindste

af dem alle – er der en sød Navajoenke,

Margaret Bird. Vil du bede din

hjælpeforeningspræsidentinde om at

besøge hende og indbyde hende til at

komme til Hjælpeforeningen og være

sammen med søstrene.« Det gjorde vi.

Margaret Bird kom, og blev budt varmt

velkommen.

Ældste Kimball ringede ved en

anden lejlighed. »Biskop Monson«,

sagde han: »Jeg har erfaret, at to

samoanske drenge bor på et hotel

nede i byen. De er ved at få problemer.

Vil du gøre dem til medlemmer

af dit ward?«

Jeg fandt disse to drenge ved midnat

siddende på trapperne uden for

hotellet spillende på ukulele og syngende.

De blev medlemmer af vores

ward. De blev til sidst begge gift i

templet og tjente trofast. Deres indflydelse

til gavn for det gode spredte sig

vidt omkring.

Da jeg lige var blevet kaldet som

biskop, opdagede jeg, at antallet af

abonnenter til Hjælpeforeningens

blad var lavt i 6./7. Ward i Salt Lake

City. Vi analyserede bønsomt navnene

på personer, som vi kunne kalde til

repræsentant for bladet. Inspirationen

dikterede, at Elizabeth Keachie skulle

have opgaven. Som hendes biskop gik

jeg til hende med opgaven. Hun svarede:

»Biskop Monson, jeg vil gøre

det.«

Elizabeth Keachie var af skotsk

afstamning, og når hun svarede: »Jeg

vil gøre det«, så vidste man, at hun virkelig

ville gøre det. Hun og hendes

svigerinde, Helen Ivory – begge var

omkring 150 cm høje – begyndte at

gennemgå wardet, hus efter hus, gade

efter gade, boligblok efter boligblok.

Resultatet var imponerende. Vi havde

flere abonnementer på Relief Society

Magazine end alle de andre enheder

i vores stav tilsammen.

Jeg ønskede Elizabeth Keachie tillykke

en søndag aften og sagde til

hende: »Du har udført din opgave.«

Hun svarede: »Ikke endnu, biskop.

Der er endnu to gader, vi ikke har

været igennem.«

Da hun fortalte mig, hvilke gader

det var, sagde jeg: »Søster Keachie, der

ingen, der bor på de gader. Det er et

industriområde.«

»Det er lige meget,« sagde hun: »Jeg

ville havde det bedre, hvis jeg og Nell

kunne tage derhen og selv se efter.«

En regnfuld dag gennemgik søster

Keachie og søster Ivory de sidste to

gader. På den første gade fandt hun

ingen, og heller ikke på den anden.

Hun og søster Ivory standsede imidlertid

ved en indkørsel, der var mudret på

grund af et nyligt uvejr. Søster Keachie

stirrede omkring 30 m ned ad indkørslen,

der lå ved siden af et maskinværksted,

og der så hun en garage. Det var

ikke en normal garage, for der var et

gardin i vinduet.

Hun vendte sig mod sin kammerat

og sagde: »Nell, skal vi gå ned og

undersøge det?«

De to dejlige søstre gik 10 meter

ned ad den mudrede indkørsel til et

punkt, hvor hele garagen kunne ses.

Nu fik de øje på en dør i siden af garagen,

der ikke kunne ses fra gaden. De

lagde også mærke til en skorsten, hvor

der kom røg op af.

Elizabeth Keachie bankede på

døren. En mand på 68 år, William

Ringwood, åbnede: De præsenterede

derpå deres budskab om behovet for,

at hvert hjem havde Relief Society

Magazine. William Ringwood svarede:

»I må hellere spørge min far.«

Den 94-årige Charles W. Ringwood

kom til døren og lyttede også til budskabet.

Han tegnede et abonnement.

Elizabeth Keachie rapporterede til


mig, at disse to mænd boede i vores

ward. Da jeg anmodede om deres

medlemskort fra Kirkens hovedsæde,

modtog jeg en opringning fra Medlemsafdelingen

i Det Præsiderende

Biskopråds kontor. Sekretæren sagde:

»Er du sikker på, at du har Charles W.

Ringwood bosiddende i dit ward?«

Jeg svarede, at det var jeg, hvorpå

hun fortalte mig, at hans medlemskort

havde befundet sig i arkivet for

»forsvundne og ukendte« på Det

Præsiderende Biskopråds kontor de

sidste 16 år.

Søndag morgen kom Elizabeth

Keachie og Nell Ivory med Charles og

William Ringwood til præstedømmemødet.

Det var første gang i mange år,

de havde været inde i en kirke. Charles

Ringwood var den ældste diakon, jeg

nogen sinde havde mødt. Hans søn var

det ældste mandlige medlem, der ikke

havde noget præstedømme, som jeg

nogen sinde havde mødt.

Jeg fik lov til at ordinere bror

Charles Ringwood til lærer og derpå

til præst og til sidst til ældste. Jeg

glemmer aldrig interviewet, da han

bad om at få en tempelanbefaling.

Han gav mig en sølvdollar, som han

tog op af en gammel, slidt læderpung

og sagde: »Dette er mit fasteoffer.«

Jeg sagde: »Bror Ringwood, du

skylder ikke noget fasteoffer. Du har

selv brug for det.«

»Jeg vil gerne have velsignelser, jeg

ønsker ikke at beholde pengene,« svarede

han.

Jeg fik også lov til at ledsage

Charles Ringwood til templet i Salt

Lake City og deltage i begavelsessessionen

med ham.

Få måneder efter døde Charles W.

Ringwood. Ved hans begravelse

bemærkede jeg hans familie, der sad

på første række i kirken, men jeg

bemærkede også to kære damer,

der sad næsten bagest i kapellet –

Elizabeth Keachie og Helen Ivory.

Mens jeg kiggede på de to trofaste

og hengivne kvinder, og overvejede

deres personlige indflydelse til gavn

for det gode, fyldte Herrens løfte hele

min sjæl: »Thi så siger Herren: Jeg,

Herren, er barmhjertig og nådig mod

dem, der frygter mig, og jeg finder

behag i at ære dem, som tjener mig i

retfærdighed og i sandhed til enden.

Stor skal deres løn være og evig deres

herlighed.« 5

Der findes en, som frem for alle

andre med sin personlige indflydelse

dækker kontinenterne, strækker sig

over havene og trænger ind i hjertet

hos de sande troende. Han sonede

for menneskehedens synder.

Jeg vidner, at han er sandhedens

lærer – men han er mere end blot en

lærer. Han er eksemplet på det fuldkomne

liv – men han er mere end

blot et eksempel. Han er den store

helbreder – men han er mere end en

helbreder. Han er bogstaveligt talt verdens

Frelser, Guds Søn, Fredsfyrsten,

Israels Hellige, ja, den opstandne

Herre, som erklærede:

»Jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne

vidnede, at han skulle komme

til verden … Jeg er verdens liv og lys.« 6

»Jeg er den første og den sidste. Jeg

er den, som lever. Jeg er den, der blev

slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand

hos Faderen.« 7

Som hans vidne bærer jeg vidnesbyrd

om, at han lever! I hans hellige

navn – ja, i Frelseren Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. Matt 4:19.

2. Meade MacGuire, »Father, Where Shall I

Work Today?« i Best-Loved Poems of the

LDS People, red. Jack M. Lyon m.fl., 1996,

s. 152.

3. Brev fra Det Første Præsidentskab, 11. feb.

1999; citeret i Liahona, dec. 1999, s. 1.

4. 1 Tim 4:12.

5. L&P 76:5-6.

6. 3 Nephi 11:10-11.

7. L&P 110:4.

LIAHONA MAJ 2004 23


24

MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG

3. april 2004

Opretholdelse

af Kirkens ledere

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Mine brødre og søstre, præsident

Hinckley har bedt om, at

jeg nu præsenterer Kirkens

generalautoriteter, halvfjerdser-områdeautoriteter

og ledere for hjælpeorganisationerne

for jer til opretholdelse.

Det foreslås, at vi opretholder

Gordon Bitner Hinckley som profet,

seer og åbenbarer og præsident for

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Hellige; Thomas Spencer Monson

som førsterådgiver i Det Første

Præsidentskab og James Esdras Faust

som andenrådgiver i Det Første

Præsidentskab.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder

Thomas Spencer Monson som præsident

for De Tolv Apostles Kvorum;

Boyd Kenneth Packer som fungerende

præsident for De Tolv Apostles Kvorum

og følgende som medlemmer af dette

kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry,

David B. Haight, Neal A. Maxwell,

Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks,

M. Russell Ballard, Joseph B. Wirthlin,

Richard G. Scott, Robert D. Hales,

Jeffrey R. Holland og Henry B. Eyring.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder rådgiverne

i Det Første Præsidentskab og

De Tolv Apostle som profeter, seere

og åbenbarere.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi med tak afløser

ældste Dennis B. Neuenschwander

som medlem af De Halvfjerds’

Præsidium.

Alle, der sammen med os ønsker

at gøre det, bedes vise det.

Det foreslås, at vi afløser følgende

som halvfjerdser-områdeautoriteter:

Adolfo Ávalos, Lowell C. Barber,

David J. Barnett, R. Michael

Duffin, Rowland E. Elvidge, Silvio

Geschwandtner, Brent H. Koyle,

A. Roger Merrill, J. Michael Moeller,

Adrian Ochoa og Lindon J. Robison.

Alle, der sammen med os ønsker

at udtrykke deres tak, bedes vise det.

Det foreslås, at vi med tak afløser

Søndagsskolens hovedpræsidentskab,

ældsterne Merrill J. Bateman, John H.

Groberg og Val R. Christensen; og

Unge Mænds hovedpræsidentskab,

ældsterne F. Melvin Hammond, Lynn

G. Robbins, and Donald L. Hallstrom.

Alle, der sammen med os ønsker at

udtrykke deres tak, bedes vise det.

Det foreslås, at vi opretholder ældste

John H. Groberg som medlem af

De Halvfjerds’ Præsidium.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder følgende

som halvfjerdser-områdeautoriteter:

Jorge M. Alvarado, Homero S.

Amato, John S. Anderson, Jorge D.

Arrevillaga, A. Venâncio Caleira,

Gabriel A. Campos, Mario L. Carlos,

John J. Chipman, LeGrand R. Curtis

jun., César A. Dávila, Mosiah S.

Delgado, Keith R. Edwards, J. Roger

Fluhman, Luiz C. França, Manuel


Gonzalez, Tohru Hotta, Bin Kikuchi,

Yong Hwan Lee, Alfredo Heliton

de Lemos, Domingos S. Linhares,

Alexander A. Nuñez, Melvin R. Perkins,

James C. Perry, Errol S. Phippen,

John C. Pingree, Neil E. Pitts, Dinar M.

Reyes, Jorge A. Rojas, Eric B. Shumway,

Joseph W. Sitati, Terrence C. Smith,

Lowell M. Snow, Michael J. Teh, Stanley

Wan og Allen P. Young.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det er for nylig besluttet, at medlemmer

af De Halvfjerds’ Kvorummer

ikke skal tjene i hovedpræsidentskaberne

for Søndagsskolen og Unge

Mænd. Det foreslås, at vi opretholder

A. Roger Merrill som hovedpræsident

for Søndagsskolen med Daniel K. Judd

som førsterådgiver og William D.

Oswald som andenrådgiver.

Det foreslås også, at vi opretholder

Charles W. Dahlquist som hovedpræsident

for Unge Mænd med Dean Reid

Burgess som førsterådgiver og Michael

Antone Neider som andenrådgiver.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder alle

øvrige generalautoriteter, halvfjerdserområdeautoriteter

og præsidentskaber

for Kirkens hjælpeorganisationer,

som de nu fungerer.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det ser ud til, at opretholdelsen har

været enstemmig og godkendende.

Tak, brødre og søstre, for jeres fortsatte

tro og bønner.

Vi beder nu de nykaldede medlemmer

af hovedpræsidentskaberne for

Søndagsskolen og Unge Mænd om at

indtage deres plads på forhøjningen.

Vi bemærker, at William D. Oswald for

tiden tjener som præsident for missionen

i Vladivostok i Rusland, og derfor

ikke er til stede. ■

Rapport fra Kirkens

Revisionsafdeling,

2003

FREMLAGT AF WESLEY L. JONES

Direktør for Kirkens Revisionsafdeling

Til Det Første Præsidentskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste

Dages Hellige

Kære brødre

Jesu Kristi Kirke af Sidste

Dages Hellige har en revisionsafdeling,

der udfører sit arbejde

uafhængig af alle Kirkens øvrige afdelinger

og aktiviteter. Direktøren for

Kirkens Revisionsafdeling rapporterer

direkte og regelmæssigt til Det Første

Præsidentskab. Medarbejderne i

Kirkens Revisionsafdeling består af

statsautoriserede revisorer, autoriserede

interne revisorer, autoriserede

IT-systemrevisorer samt andre uddannede

medarbejdere.

Under ledelse af Det Første Præsidentskab

har Kirkens Revisionsafdeling

fuldmagt til at revidere alle

Kirkens afdelinger og aktiviteter verden

over. Kirkens Revisionsafdeling

har adgang til alle systemer, optegnelser,

medarbejdere og ejendomme,

der er nødvendige for at kunne revidere

indtægter, udgifter og Kirkens

ressourcer. Revision udføres efter

LIAHONA MAJ 2004 25


26

professionelle standarder for finansiel

revision og driftsrevision. Risiko er

den primære faktor, der afgør udvælgelsen

af revisioner.

Rådet for forvaltning af tiende har

ansvaret for og godkendte i året 2003

anvendelsen af Kirkens midler. Dette

råd består af Det Første Præsidentskab,

De Tolv Apostles Kvorum og Det

Præsiderende Biskopråd, som foreskrevet

ved åbenbaring. Under dette råds

ledelse er ansvaret for indtægter, udgifter

og Kirkens ressourcer blevet kontrolleret

gennem hver afdelings ledelse

og af Kirkens Budgetafdeling og

Økonomiafdeling. Disse ledelses-, budget-

og finansgruppers administration

af midler er revideret og rapporteret.

Baseret på vore revisioner er

Kirkens Revisionsafdeling af den opfattelse,

at modtagne indtægter, midler

anvendt og anvendelse af Kirkens

ressourcer i året, der endte den 31.

december 2003, i alle væsentlige

henseender er blevet administreret

i overensstemmelse med godkendte

budgetretningslinjer og Kirkens fastlagte

retningslinjer og procedurer.

Finansielle aktiviteter i kirketilknyttede

organisationer, som drives uafhængigt

af Kirken, blev ikke revideret

af Kirkens Revisionsafdeling i 2003.

Uafhængige, kommercielle revisionsfirmaer

har revideret de økonomiske

rapporter og tilknyttede kontrolprocedurer

i disse organisationer. Disse

organisationer omfatter bl.a. Deseret

Management Corporation og dets

datterselskaber samt Kirkens højere

uddannelsesinstitutioner, herunder

Brigham Young University. Men

Kirkens Revisionsafdeling har sikret

sig, at passende rapportering af resultaterne

af disse revisionsfirmaers

revision er sket til hver enkelt organisations

revisionskomite.

Ærbødigst

Kirkens Revisionskomite

Wesley L. Jones

Direktør ■

Statistisk rapport

for 2003

FREMLAGT AF F. MICHAEL WATSON

Sekretær for Det Første Præsidentskab

Til oplysning for Kirkens medlemmer

har Det Første Præsidentskab

udsendt følgende

rapport om Kirkens vækst og status

pr. 31. december 2003:

Kirkeenheder

Stave ..............................................2.624

Missioner..........................................337

Distrikter..........................................644

Ward og grene ............................26.237

Kirkens medlemstal

Samlede medlemstal...........11.985,254

Vækst i antal indskrevne børn.....99.457

Omvendte døbt........................242.923

Missionærer

Antal fuldtidsmissionærer..........56.237

Templer

Templer indviet i

2003 ................................................2

(Brisbane i Australien, Redlands i

Californien)

Fungerende templer .......................116

Fremtrædende medlemmer,

som er gået bort siden april

sidste år

Ældste Jacob de Jager, emeritusgeneralautoritet;

ældste Andrew

Wayne Peterson, emeritus-generalautoritet;

ældste Robert L. Simpson,

emeritus-generalautoritet; søster

Elaine Cannon, tidligere hovedpræsidentinde

for Unge Piger;

bror Roy Maughan Darley, tidligere

organist i Tabernaklet. ■


Rødder og grene

ÆLDSTE RUSSELL M. NELSON

De Tolv Apostles Kvorum

Kort sagt så modtager vi livets største velsignelser, hvis vores

kærlighed til Jesus Kristus er rodfæstet dybt i vores hjerte.

Hver gang vi skal gennem et sikkerhedscheck

i en lufthavn, bliver

vi bedt om at vise billed-ID.

Vi forstår grunden og fremviser det,

fordi vi ved, at det er nødvendigt og

effektivt. Men jeg viser billedet af mig

lidt undskyldende, når jeg skal bruge

det som bevis på min sande identitet.

Hvis nogen ser mit pasfoto og siger,

at det ligner mig, så vil jeg vide, at det

er på tide at tage hjem. Men jeg viser

det undskyldende af en anden grund.

Billedet viser intet om mine rødder og

grene. De er en vigtig del af min identitet.

Kan man sige særlig meget om et

træ ved at se et billede, der kun viser

dens stamme? Nej! Træets rødder og

grene giver meget mere information.

Sådan er det med os både personligt

og med vores religion.

Personlige rødder

Personlige rødder er meget vigtige.

Søster Nelson og jeg kender en familie,

der med stolthed viser deres families

rødder på store malerier malet på

ydersiden af deres hus. Den smukke

kunst viser tydeligt begge familiers

slægtslinjer.

Når slægtninge står rundt om en

nyfødt baby, hører man uundgåeligt

kommentarer såsom »hun har rødt

hår ligesom sin mor« eller »han har

et smilehul i kinden ligesom sin far«.

Hver af os har slægtsrødder. Hver

mand har nogle genetiske markører,

der er magen til hans fars. Hver kvinde

har nogle genetiske markører, der er

magen til hendes mors. 1 Derudover

har hver af os andre genetiske gaver,

der gør os unikke.

Fordi vi har en ånd såvel som et

fysisk legeme, 2 har vi også åndelige

rødder, som går langt tilbage. De

påvirker vore værdier, vores overbevisning

og vores tro. Vore åndelige

rødder styrer vores forpligtelse over

for Herrens idealer og lærdomme. 3

Børn har et naturligt ønske om at

efterligne deres forældres eksempel.

Normalt hælder drenge mod deres

faders holdninger og arbejde, piger

søger efter at leve som deres mødre

gør. Og I forældre, bliv ikke for overraskede,

hvis jeres børn på et eller

andet tidspunkt bliver bedre end jer.

Vi bør være taknemmelige for vores

fysiske og åndelige rødder. Jeg er min

Skaber såvel som mine kære forældre

og forfædre takskyldig for mit liv. Jeg

prøver at ære dem ved at lære om dem

og tjene dem i templet. 4 Forældre har

et ansvar for at dele deres viden om

deres personlige rødder med deres

børn og børnebørn. Når man sammen

lærer om sin families historie, bliver

familiens enhed styrket.

Religiøse rødder

Vi er også nødt til at kende vore

religions rødder. Jesu Kristi Kirke af

Sidste Dages Hellige er, selv om den

officielt blev organiseret i 1830, blevet

genoprettet fra rødder, der også går

langt tilbage. Sandheder fra tidligere

uddelinger er nu blevet samlet, uddybet

og tydeliggjort. 5 For os som forældre

og lærere er trosartiklerne et

fantastisk undervisningsredskab. Dette

dokument, der blev skrevet af Joseph

Smith, 6 henviser til mange lærdomme,

der er grundlæggende for vores religion.

Det omtaler Guddommen,

handlefrihed, Adams fald og Jesu Kristi

forsoning. Det forklarer de grundlæggende

principper og ordinancer ved

tro, omvendelse, dåb og håndspålæggelse

for Helligåndens gave. Det taler

om præstedømmets myndighed og

organisation. Det nævner de hellige

skrifter, Bibelen, Mormons Bog og en

stadig strøm af åbenbaring fra Gud.

Og det omhandler virkeligheden af

Israels indsamling. 7 Når vi belærer om

vores religiøse rødder, er disse artikler

en vidunderlig skat af sandheder.

Andre åbenbarede lærdomme om

vores religions rødder omhandler skabelsen,

opstandelsen, tiendeloven,

bøn og templets vidunderlige velsignelser.

Når vi belærer om disse lærdomme,

indser vi, hvor sikker vores

grundvold er. Når vi anvender disse

lærdomme i vores liv, bliver vores religions

rødder en del af vores egen

åndelige styrke.

Nyomvendte har brug for at styrke

deres religiøse rødder. Præsident

LIAHONA MAJ 2004 27


28

Medlemmer ser et konferencemøde i stavscentret i Machida i Japan.

Gordon B. Hinckley har forklaret, at

enhver nyomvendt har brug for en

ven, et ansvar og næring ved Guds

gode ord. Med sådanne rødder til at

støtte dem og deres børn, bliver dyrebare

nyomvendte til pionerer, som

deres egen familie vil følge.

Uheldigvis er der nogle medlemmer

af trofaste familier, der falder fra,

fordi deres egne rødder er svage. Det

gør ondt i hjertet, når jeg hører om

sådanne, der vender sig bort fra

deres pionerforfædres tro. En faglig

anerkendt ven og talentfuld søn af

trofaste forfædre har ladet tvivl om

en lærdom overskygge sit syn på

evangeliets fylde og drevet en kile

mellem ham og templet. En anden

bekendt, en sød søster med meget

berømte pionerforfædre, siger nu

høfligt, at hun ikke er et »udøvende

medlem« af Kirken.

Har disse kære mennesker accepteret

den moderne verden i en sådan

grad, at de har glemt deres rødder?

Har de glemt, hvad genoprettelsen

virkelig betyder, og hvad den krævede?

Har de glemt deres pionerarv

og deres slægtslinje, som er omtalt i

patriarkalske velsignelser? Vil de blot

for nogle flygtige fordele nu glemme

og gå glip af evigt liv? Fordi de ikke

ænser de rødder, der har velsignet

dem, nyder de ikke længere de åndelige

velsignelser, som hellige, der er

engagerede i den almægtige Guds

værk, modtager.

Deres ædle forfædre »kom til

kundskab om sandheden … i overensstemmelse

med åbenbaringens og

profetiens ånd og Guds kraft.« Deres

forfædre »blev omvendt til Herren

[og faldt] aldrig fra troen.« 8 Hvordan

vil disse forfædre føle ved deres efterkommeres

frafald? Deres skuffelse vil

sikkert ende i sorg, for frugt, der ikke

mere er i forbindelse med rødderne,

kan ikke overleve længe.

Herren kom med denne alvorlige

advarsel:

»Efter I er blevet vederkvæget ved

Guds gode ord … vil I forkaste profeternes

ord? Og vil I forkaste alle de

ord, der er talt om Kristus … og Guds

kraft og den Helligånds gave … og

drive spot med forløsningens store

plan, som er blevet lagt frem for jer?

… [Opstandelsen vil] få jer til at

stå med skam og forfærdelig skyld for

Guds domstol.« 9

Jeg beder indtrængende hver af os

om at lytte til denne hellige advarsel.

Personlige grene

Ligesom vore rødder til en vis grad

bestemmer, hvem vi er, er vore grene

også en vigtig del af vores identitet.

Personlige grene er vore lænders

frugt. 10 Skrifterne belærer os: »I kan

altså kende dem på deres frugter.« 11

Tidligere har søster Nelson og jeg

ofte mødt unge mennesker, som

sagde, at de følte, at de kendte os,

fordi de kendte vore børn. Nu hilser

de varmt på os, fordi de kender vore

børnebørn.

Religiøse grene

På nogenlunde lignende måde er

vores religion kendt ved grenenes

frugt. For nyligt mødtes jeg med

embedsmænd fra et fjerntliggende

land. De var dybt imponeret over

Kirken og dens indsats i hele verden.

De syntes om vores lærdomme om

familien og ville gerne have eksemplarer

af vores Proklamation til verden

samt lektionshæftet til familieaften.

De ønskede at vide mere om vores

velfærdsprogram og humanitære

hjælp. Vi gjorde så meget, som vi

kunne, og så skiftede opmærksomheden

fra, hvad vi gjorde til, hvorfor vi

gjorde det. Jeg forklarede det med

en analogi af et træ. »Man bliver tiltrukket

af forskellige frugter af vores

tro«, sagde jeg. »De er i overflod og

kraftfulde. Men man kan ikke nyde

frugten, medmindre man kender det

træ, der producerer det. Og man kan

ikke forstå træet, medmindre man

kan forstå dets rødder. Med vores religion

kan man ikke have frugterne

uden rødderne.« Dette forstod de.

Frugterne fra evangeliets træs

grene omfatter »kærlighed, glæde,

fred, tålmodighed, venlighed, godhed«

og tro. 12 Præsident Harold B.

Lee har engang sagt: »Smuk, sød og

saftig frugt kan ikke udvikles, hvis


ikke [træets] rødder er plantet i fed,

frugtbar muld, og medmindre der bliver

sørget for tilpas beskæring, kultivering

og vanding. Det samme er

tilfældet med de frodige frugter af

dyd og kyskhed, ærlighed, mådehold,

retskaffenhed og troskab mod principperne:

Man vil ikke kunne finde

dem udviklet i det menneske, hvis liv

ikke grunder sig på et fast vidnesbyrd

om evangeliets sandheder, om den

Herre Jesu Kristi liv og mission.« 13

Evangeliets frugter er vidunderlige

for dem, der adlyder Herren. Vi stræber

efter uddannelse, fordi vi ved, at

»Guds herlighed er intelligens.« 14 Tiendelovens

velsignelser kommer, når vi

betaler tiende. 15 Vi høster velsignelserne

ved visdomsordet ved at efterleve

det. 16 Vi lærer ved at efterleve evangeliet,

at bøn, overholdelse af sabbatsdagen

og deltagelse i nadveren beskytter

os fra syndens trældom. Vi holder os

fra pornografi og umoral, fordi vi ved,

at vi kun kan have freden ved personlig

renhed, hvis vi lever i overensstemmelse

med evangeliets love.

Herren gav dette løfte og befaling:

»I er allerede rene på grund af det

ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig,

og jeg bliver i jer … Jeg er vintræet, I

er grenene.« 17 Kort sagt så modtager

vi livets største velsignelser, hvis vores

kærlighed til Jesus Kristus er rodfæstet

dybt i vores hjerte. 18

Vidnesbyrd

Personlig identitet er meget mere

end et pasfoto. Vi har også rødder og

grene. Guddommelighed er rodfæstet

i hver af os. »Vi er alle sammen [vores

Skabers] værk.« 19 Vi er evige væsener.

I det førjordiske rige blev vi brødre

forudordineret til vores præstedømmeansvar.

20 Før jorden blev grundlagt,

blev kvinder forberedt, så de kunne få

børn og ære Gud. 21

Vi kom her til jorden for at få et

legeme, for at blive prøvet og testet. 22

Vi skal danne familier og blive beseglet

På grund af tidsforskellen ser medlemmer i Japan generalkonferencen forskudt

via satellit.

i hellige templer med glæde og kærlige

relationer, der vil vare for evigt. Vi

er personligt rodfæstet i disse evige

sandheder.

Vores families og evangeliets grene

bærer frugt, der beriger vores liv.

Guds ære og herlighed – at tilvejebringe

udødelighed og evigt liv for

mennesket – kan blive vores. 23 Vi kan

bo hos ham og med vores familie, for

evigt. Disse velsignelser vil blive givet

til de trofaste på hans egen måde og

på hans egen tid. 24

Gud lever. Jesus er Kristus. Joseph

Smith er denne sidste uddelings åbenbarer

og profet. Mormons Bog er

sand. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Hellige er Herrens kirke oprettet

endnu engang på jorden. Præsident

Gordon B. Hinckley er hans levende

profet. Hvis vi er rodfæstet til disse

sandheder, vil vores grenes frugter

vare ved. 25 Dette vidner jeg om i Jesu

Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Ud over den genetiske kode, hvert barn

arver fra sin mor og far, kommer der et lille

sæt mitokondrie-DNA fra moderen til både

hendes sønner og hendes døtre.

2. Se L&P 88:15.

3. Se Ef 3:14-19, Kol 2:6-7.

4. Se L&P 128:15.

5. Se L&P 128:18.

6. Trosartiklerne var en del af et brev til Mr.

John Wentworth, redaktør og ejer af en

avis i Chicago. De blev første gang udgivet

i Times and Seasons, 1. marts 1842; se

Ensign, juli 2002, s. 26-32.

7. Dette dokument omtaler også Åndens

gaver, der oplyser Kirkens medlemmers liv.

Den fortæller om de store begivenheder i

de sidste dage, så som genoprettelsen af de

ti stammer, etableringen af Zion og Jesu

Kristi tusindårige herredømme på en fornyet

jord. Den omhandler principper om

fri gudsdyrkelse, tolerance og lydighed

mod loven. Og den afslutter med en udtalelse,

der omhandler vores opfattelse af

livet og om høje personlige idealer.

8. Alma 23:6.

9. Jakobs Bog 6:7-9.

10. Se for eksempel 2 Nephi 3:6-7.

11. Matt 7:20, 3 Nephi 14:20.

12. Gal 5:22.

13. Stand Ye in Holy Places, 1974, s. 218-219.

14. L&P 93:36.

15. Se Mal 3:10, 3 Nephi 24:10.

16. Se L&P 89:18-21.

17. Joh 15:3-5

18. Se Ef 3:17.

19. Es 64:8.

20. Se Alma 13:1-5.

21. Se L&P 132:63.

22. »Ligesom Abraham« (L&P 101:4). Se også

Hebr 11:17.

23. Moses 1:39.

24. Se L&P 88:68. Når vi opnår en velsignelse

fra Gud, »er det ved lydighed mod denne

lov, ifølge hvilket den er forjættet« (L&P

130:21).

25. Se Joh 15:16.

LIAHONA MAJ 2004 29


30

»Bliv i mig«

ÆLDSTE JEFFREY R. HOLLAND

De Tolv Apostles Kvorum

For at evangeliets frugt kan blomstre og velsigne os, må vi

være fast forankrede i ham, alles Frelser, samt til hans kirke,

som bærer hans hellige navn.

Tidligere fortalte Brødrene ofte

om deres missioner ved generalkonferencen.

Jeg erkender, at

dette er 2004, og ikke 1904, men jeg

ønsker at nedkalde ånden ved denne

tidligere skik og reflektere over nogle

af de vidunderlige ting, som søster

Holland og jeg oplever i Latinamerika.

Ved at gøre dette håber jeg at gøre

det anvendeligt for jer alle, uanset

hvor I bor eller tjener.

For det første ønsker jeg at takke

enhver missionær, som nogen sinde

har tjent i dette storslåede sidste dages

værk, som vi har del i. Fremgangen for

det gengivne evangelium er et mirakel

i ordets egentligste betydning, og ikke

mindst i det mirakel, at en betydelig

del af det ruller frem på 19-åriges

skuldre! Når vi har set vore sønner og

døtre og børnebørn (og i nogle tilfælde

jeres forældre og bedsteforældre!)

trofast arbejde i Chile, har jeg

forestillet mig titusindvis af andre som

dem, som vi har mødt overalt i verden.

Rene, gode, klarøjede missionærer,

som arbejder to og to, er overalt blevet

et levende symbol på denne kirke. De

udgør personligt det første evangeliske

budskab, som deres undersøgere

møder – og sikke et budskab. Alle ved,

hvem de er, og de af os, som kender

dem bedst, elsker dem mest.

Jeg ville ønske, at I kunne møde

den søster, som blev kaldet til at tjene

sammen med os fra sit fædreland

Argentina. Eftersom hun ønskede at

gøre alt for at finansiere sin egen mission,

solgte hun sin violin, der var hendes

dyrebareste og næsten eneste

jordiske eje. Hun sagde ganske enkelt:

»Gud vil velsigne mig med en anden

violin, efter at jeg har velsignet hans

børn med Jesu Kristi evangelium.«

Jeg ville ønske, at I kunne møde

den chilenske ældste, som boede

alene uden sin familie på en kostskole,

og som tilfældigt fandt et eksemplar

af Mormons Bog og begyndte at læse

den samme aften. I lighed med det,

som Parley P. Pratt oplevede, læste han

umætteligt – uden pause hele natten.

Ved daggry var han overvældet af en

dyb følelse af fred og et nyt håb. Han

besluttede sig til at finde ud af, hvor

denne bog kom fra, og hvem der

havde skrevet dens fantastiske sider.

Tretten måneder senere var han på

mission.

Jeg ville ønske, at I kunne møde

den fantastiske unge mand, som kom

til os fra Bolivia – han kom uden tøj,

der passede sammen, og med sko,

der var tre numre for store. Han var

lidt ældre, fordi han var den eneste

forsørger i sit hjem, og det havde

taget tid at tjene penge til sin mission.

Han avlede høns og solgte æggene

ved at gå fra dør til dør. Netop da

hans kaldelse kom, måtte hans mor,

der var enke, gennemgå en akut

blindtarmsoperation. Vores unge ven

betalte hver en øre af de penge, han

havde tjent, til sin mors operation og

efterfølgende pleje, indsamlede det

brugte tøj han kunne fra venner og

ankom på MTC i Santiago ifølge planen.

Jeg kan forsikre jer om, at hans

tøj nu passer sammen, hans sko passer,

og både han og hans mor har det

godt både timeligt og åndeligt.

Og således kommer de fra jeres

hjem over hele verden. På denne

lange liste over Herrens hengivne tjenere

findes et stadigt stigende antal

ældre ægtepar, som yder et uundværligt

bidrag til værket. Vi elsker og

behøver ægtepar i bogstavelig talt alle

Kirkens missioner! I, som kan, gem

jeres golfkøller væk, lad være med at

bekymre jer om børskurserne, indse,

at jeres børnebørn stadig vil være

jeres børnebørn, når I kommer tilbage

– og tag så af sted! Vi lover jer

en oplevelse for livet.

Lad mig sige noget om Kirkens

vidunderlige medlemmer. Ved omorganiseringen

af en temmelig vidstrakt

stav for nylig, følte jeg Herrens tilskyndelse

til at kalde en mand til stavspræsident,

som jeg havde hørt ejede en

cykel, men ingen bil. Mange ledere

over hele verden har ikke bil, men

alligevel var jeg bekymret over, hvad

det kunne betyde for denne mand i


denne særlige stav. På mit elendige

spansk gik jeg videre med interviewet

og sagde: »Hermano, ¿no tiene un

auto?« Med et smil og ikke et sekunds

tøven, svarede han: »No tengo un

auto; pero, yo tengo pies, yo tengo

fe.« »Jeg har ikke en bil, men jeg har

fødder, og jeg har tro.« Han sagde

derpå, at han kunne tage bussen, køre

på cykel eller gå, »como los misionero,«,

smilede han – »ligesom missionærerne.«

Og det gør han.

For blot otte uger siden afholdt jeg

en missions- og distriktskonference

på øen Chiloe, som ligger i det sydlige

Chile, og som kun har få besøgende.

Forestil jer det ansvar, jeg følte, da jeg,

mens jeg talte til disse smukke mennesker,

blev gjort opmærksom på en

meget gammel mand, der sad forrest i

kirkesalen, og som siden klokken fem

i morges havde gået fem timer fods

for at kunne sidde på sit sæde klokken

ni og vente på et møde, der ikke

skulle begynde før klokken 11. Han

sagde, at han ville have en god siddeplads.

Jeg så ind i hans øjne, tænkte

på tidspunkter i mit liv, hvor jeg enten

havde været for skødesløs eller for

sent på den, og jeg tænkte på Jesu

udtalelse: »Så stor en tro har jeg ikke

fundet hos nogen i Israel.« 1

Den chilenske stav Punta Arenas er

Kirkens sydligste stav på jorden, og

den strækker sig sydpå mod Antarktis.

Enhver stav længere mod syd vil være

ledet af pingviner. For de hellige i

Punta Arenas er det tur-retur en rejse

på 6750 km med bus for at komme til

templet i Santiago. For en mand og

hans hustru kan det kræve helt op til

20% af en lokal årsindkomst alene for

transporten. Der kan kun være 50 personer

i bussen, men for hver tur kommer

der 250 andre for at afholde en

kort gudstjeneste sammen med dem

om morgenen, hvor de skal af sted.

Vær stille et øjeblik og spørg jer selv

om, hvornår I sidste gang stod på en

kold, vindomsust parkeringsplads, tæt

på Magellanstrædet, blot for at synge

sammen med og vinke til dem, som

skulle til templet, idet I håbede, at

jeres sparepenge ville give jer mulighed

for at tage af sted næste gang. 110

timer, hvoraf 70 er på støvede, ujævne

og ufærdige veje, der snor sig gennem

Argentinas vilde Patagonien. Hvordan

føles 110 timer i en bus? Jeg ved det

ærlig talt ikke, men jeg ved, at nogle af

os bliver nervøse, hvis vi bor mere end

110 km fra et tempel, eller hvis sessionerne

dér tager mere end 110 minutter.

Mens vi underviser sådanne fjerne

sidste dages hellige i tiende, beder

med dem og bygger stadig flere templer,

kunne resten af os måske gøre

noget mere for oftere at nyde de velsignelser

og undere ved templet, når

de nu i større grad er inden for vores

rækkevidde.

Og det fører mig hen til mit sidste

punkt. For Kirken som helhed er der

så meget, der i vores sind forbindes

med præsident Gordon B. Hinckleys

fremsynede tjenestegerning, deriblandt

(og måske især) den store

udstrækning af templer og tempelbyggeri.

Men jeg vover at sige for de

af os, der sidder her på forhøjningen,

at vi nok vil huske ham mindst lige så

meget for hans ihærdige indsats for at

fastholde de nyomvendte, som slutter

sig til denne kirke, i permanent aktivitet.

Ingen nutidig profet har talt mere

direkte om dette emne eller forventet

mere af os med hensyn til at sørge

for, at det sker. Med et glimt i øjet

og en hånd, der slog i bordet foran

ham, sagde han for nogen tid siden

til De Tolv: »Brødre, når mit liv er

ovre og bisættelsen er afsluttet, rejser

jeg mig, når jeg passerer jer, og

ser hver af jer ind i øjnene og siger:

›Hvordan klarer vi os med hensyn til

fastholdelse?‹«

LIAHONA MAJ 2004 31


32

Dette emne slutter cirklen, forbinder

den form for sande, dybe omvendelse,

som missionærerne stræber

efter at nå med den større forpligtelse

og hengivenhed, der ses i vidunderlige

medlemmer over hele Kirken.

Kristus sagde: »Jeg er det sande

vintræ … I er grenene.« 2 »Bliv i mig,

og jeg i ham. Ligesom en gren ikke

kan bære frugt af sig selv, men kun

når den bliver på vintræet, sådan kan

I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.« 3

»Abide in me«, som der står på engelsk,

er et forståeligt og smukt begreb

fra det elegante engelske i King Jamesbibelen,

men ordet »abide« bliver ikke

brugt så hyppigt mere. Jeg fik en

endnu større påskønnelse for denne

formaning fra Herren, da jeg så oversættelsen

af dette skriftsted på et andet

sprog. På spansk hedder dette velkendte

udtryk: »Permaneced en mi.«

Som det engelske udsagnsord »abide«

betyder permanecer »at forblive, at

blive«, men selv amerikanere som jeg

kan fornemme, at roden til dette ord

er »permanent«. Betydningen af dette

er derfor »bliv – men bliv for evigt«.

Dette er evangeliets kald til chilenerne

og til alle andre i verden. Kom,

men kom for at blive. Kom med

overbevisning og udholdenhed. Kom

for altid, for jeres skyld og for alle de

generationers skyld, som følger efter

jer, og vi vil hjælpe hinanden med at

forblive stærke helt til enden.

»Den som løfter den ene ende af en

stang, løfter også den anden,« belærte

min fantastiske missionspræsident om

i sit allerførste budskab til os, 4 og det

er sådan, det skal være, når vi slutter os

til denne, den sande og levende Guds

sande og levende kirke. Når vi slutter

os til denne Jesu Kristi Kirke af Sidste

Dages Hellige, går vi om bord i det

gode skib Zion og sejler med hende

derhen, hvor hun tager os, indtil hun

når tusindårsrigets havn. Vi bliver på

skibet i uro og ro, storm og bagende

sol, fordi det er den eneste måde at nå

det forjættede land. Denne kirke er

ligesom Herrens køretøj for afgørende

lærdomme, ordinancer, pagter og nøgler,

som er nødvendige for ophøjelse,

og man kan ikke være fuldstændig trofast

mod Jesu Kristi evangelium uden

at stræbe efter at være trofast i Kirken,

som er evangeliets jordiske institutionelle

tilkendegivelse. Til både

nyomvendte og dem, der har været

medlemmer i mange år, erklærer

vi med samme ånd som i Nephis

magtfulde afskedsformaning: »I [er]

gået ind gennem porten … Og nu …

efter at I er kommet ind på den lige

og snævre sti, vil jeg spørge, om I har

gjort alt? Se, jeg siger jer, nej … Derfor

må I stræbe fremad med standhaftighed

i Kristus … samt holde ud indtil

enden, se … så skal I få det evige liv.« 5

Jesus sagde: »Skilt fra mig kan I slet

intet gøre.« 6 Jeg vidner om, at det er

Guds sandhed. Kristus er alt for os, og

vi skal »blive« i ham for altid, urokkeligt,

trofast, for evigt. For at evangeliets

frugt kan blomstre og velsigne os,

må vi være fast forankrede i ham, alles

Frelser, samt til hans kirke, som bærer

hans hellige navn. Han er den vinstok,

der er vores sande kilde til styrke og

den eneste kilde til evigt liv. I ham vil

vi ikke alene holde ud, men vi vil sejre

og triumfere i hans hellige sag, som

aldrig vil svigte os. Må vi aldrig svigte

det eller svigte ham, beder jeg om i

Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■

NOTER

1. Matt 8:10.

2. Joh 15:1, 5.

3. Joh 15:4.

4. Ældste Marion D. Hanks citerer Harry

Emerson Fosdick, Living under Tension,

1941, s. 111.

5. 2 Nephi 31:18-20.

6. Joh 15:5.


Ved tanken på

min Frelser kær

BISKOP KEITH B. MCMULLIN

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

Ved tanken på min Frelser kær, fyldes min sjæl med fryd.

Den kontrollerer hver eneste del af min eksistens.

For nylig hørte man præsident

Hinckley sige til et ungt par,

som lige var blevet gift i templet:

»Hvor er det vidunderligt at være i live

og at være forelsket.« Hans positive

udsyn og natur virker bekræftende.

Det skaber håb i en ellers trist verden.

Det er imidlertid mere end blot udtryk

for en positiv personlighed. Et glimt fra

fortiden illustrerer, hvad jeg mener.

I begyndelsen af det 12. århundrede

skrev præsten Bernard af Clairvaux,

der var »en mand med en intens …

tro« 1 følgende ord:

Ved tanken på min Frelser kær,

fyldes min sjæl med fryd.

Dog vil jeg helst ham være nær,

skue hans trones pryd. 2

Disse linjer taler om håb, glæde og

fred, selv om de blev skrevet på en tid,

hvor en stor del af verden henlå i uvidenhed,

fattigdom og fortvivlelse.

Disse ord giver den beroligende forsikring,

som altid ledsager vidnesbyrdet

om Jesus. Denne samme forsikring

giver livsglæde og optimisme til vores

elskede profet og til alle Kristi trofaste

disciple.

Hvad er vidnesbyrdet om Jesus, og

hvordan kan vi opnå det, og hvad vil

det gøre for dem, som modtager det?

Vidnesbyrdet om Jesus er den sikre og

visse viden, åbenbaret til menneskets

ånd gennem Helligånden, at Jesus er

den levende Guds Søn. 3

Eftersom vidnesbyrdet om Jesus er

givet os af Gud, er det afgørende og

nødvendigt for et lykkeligt liv. Det er

det grundlæggende princip for vor religion,

og alt andet i forbindelse med

vores tro er tillæg dertil. 4 Præsident

Hinckley påminder os:

»Det er privilegiet, det er muligheden

for, og det er enhver sidste

dages helliges forpligtelse selv at

opnå en sikker viden … om at Jesus

er Kristus, Guds Søn og hele menneskehedens

Forløser … Dette vidnesbyrd

… er den mest dyrebare

ejendel, som nogen af os kan

besidde …

… Jeg er overbevist om … at når

et menneske har et sandt vidnesbyrd

i sit hjerte om den levende virkelighed

af Herren Jesus Kristus, så vil alt

andet falde på plads, som det bør.« 5

Hvis dette vidnesbyrd om Jesus

næres ved retskaffen levevis bliver det

den styrende kraft i alt, hvad personen

gør. Det er desuden til rådighed

for alle, for »Gud [gør ikke] ikke forskel

på nogen.« 6

At opnå et sådant vidnesbyrd kommer

imidlertid ikke uden personlig

indsats. Man må ønske at vide, studere

for at lære, leve for at gøre sig

fortjent til og bede for at modtage.

Når man søger efter det i ydmyghed

og tro, modtager man viden, og med

denne viden kommer både den rare

forsikring om, at alt er vel samt den

indre styrke til at realisere det.

Få et ønske om at vide

Ønsket om at vide er det første

skridt i menneskets søgen efter et vidnesbyrd

om Jesus. Som skriften råder:

»Men hvis I vil vågne op og bruge jeres

evner … og udøve blot den mindste

smule tro, ja, om I ikke kunne gøre

andet end blot ønske at tro, lad da det

ønske virke i jer, til I tror så meget, at I

kan modtage en del af mine ord.« 7

Studér for at lære

Et vidnesbyrd om Jesus kræver,

at den, der ærligt søger, studerer for

at lære. Herren sagde: »I gransker

Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt

liv i dem; og netop de vidner om

mig.« 8

Fra omslag til omslag i den hellige

Bibel undervises der og vidnes om

Kristus. Han er Jahve i Det Gamle

Testamente og Messias i Det Nye

Testamente. 9 Mormons Bog, endnu et

vidne om ham, blev indsamlet, bevaret

og frembragt med det specifikke formål

at »overbevise jøder og ikke-jøder

LIAHONA MAJ 2004 33


34

om, at JESUS er KRISTUS, den EVIGE GUD,

som åbenbarer sig for alle folk.« 10

Leve for at gøre sig fortjent

Samtidig med, at man ønsker og

studerer må man leve for at gøre sig

fortjent til et sådant vidnesbyrd. Den,

som gør det, som Jesus siger, vil vide,

hvem Jesus er. Han sagde:

»Min lære er ikke min egen, men

hans, som har sendt mig.

Den, der vil gøre hans vilje, skal

erkende, om min lære er fra Gud,

eller om jeg taler af mig selv.« 11

Bed for at modtage

Og til sidst kommer vidnesbyrdet

om Jesus til dem, som beder om at

modtage det. »Bed, så skal der gives

jer« 12 er den invitation, som leder den

ydmyge og angrende til denne viden.

Med denne viden opnår den søgende

også en forståelse af livets oprindelse

og formål og modtager en forståelse,

som ellers ville være forblevet skjult.

Herrens liv begyndte fx ikke i

Betlehem, 13 og vores begyndte heller

ikke ved fødslen. Han stod i forudtilværelsen

som en stålsat og urokkelig

talsmand for Guds evige plan for sine

børn, 14 og vi var der. I den store krig i

himlen var det ved den Førstefødtes

kraft, at Lucifer blev kastet ud, 15 og vi

forsvarede ham i sagen. Det er ved

Guds Enbårne Søn, at verdenerne

»eksisterer og skabtes,« 16 og derigennem

kan vi opnå vores guddommelige

potentiale. Præsident J. Reuben

Clark har sagt:

»Det var ikke en novice, ikke en

amatør, og ikke et væsen, der gjorde

et første forsøg, som kom ned i

begyndelsen … og … skabte denne

verden …

Og hvis I tror, at vores galakse, som

måske fra begyndelsen har haft … en

million verdner, og multiplicér det derefter

med det antal millioner af galakser

… som omgiver os, og derpå vil I få

et glimt af hvem, [Jesus Kristus] er.« 17

Vi glæder os i ærbødighed sammen

med den fordums præst: Ved tanken

på min Frelser kær, fyldes min sjæl

med fryd.

Som Guds bogstavelige afkom og

som født af en jordisk moder blev

Kristus fra forudtilværelsen Faderens

Enbårne i kødet. Fylden af hans majestæt,

hans rolle som Messias og hans

guddommelighed kom ikke med det

samme, »men han gik fra nåde til

nåde, indtil han fik fylden«, og det kan

vi også. 18

Engle betjente ham, Helligånden

faldt på ham, han bar hele menneskehedens

ve, og vore synder blev tilgivet

gennem ham. 19

Denne Jesus, som kaldes Kristus,

udvirkede en fuldkommen forsoning

for hele menneskeheden ved sit uforlignelige

liv, sin lidelse i Getsemane,

udgydelsen af sit blod, sin død på korset

og sin strålende opstandelse. Han

besejrede graven, og det vil vi også på

grund af ham. 20 »Han er den største


person, som er blevet født på denne

jord … Han er herrernes Herre, kongernes

Konge, … Frelseren, … den

strålende Morgenstjerne … Hans

navn … er det eneste navn under

himlen, hvorved vi kan frelses.« 21 Han

er den Salvede. Vi siger atter: Ved tanken

på min Frelser kær, fyldes min

sjæl med fryd.

Ligesom verden ikke kunne

besejre ham i tidernes midte, så kan

verden ikke klare sig uden ham i vor

tid, og det kan vi heller ikke. Hans formål

er at »tilvejebringe udødelighed

og evigt liv for mennesket.« 22 Derfor

kom han til profeten Joseph Smith,

gengav præstedømmet og genoprettede

sin Kirke og forkyndte atter forløsningens

plan. Joseph så ham, talte

med ham, og han har efterladt os

denne lysende og poetiske beretning

om ham:

»Jeg så tronen, de hellige engle og

hærskarerne,

og helliggjorte fra verdner, som har

været,

der i hellighed tilbedte Gud og

Lammet,

for evigt og for evigt. Amen og amen!

Og nu efter alle de beviser, der givet

om ham,

ved sande vidnesbyrd, som han var

kendt ved,

er dette mit seneste af dem alle, at

han lever; ja; han lever!

og han sidder på sin trone på Guds

højre side.

Og jeg hørte en storslået røst, som

bar vidnesbyrd fra himlen,

at han er Frelseren og Guds

Enbårne –

af ham, ved ham og gennem han

blev alle verdnerne skabt,

og alt i himlene så vidt.

Disse indbyggere er også, fra den

første til den sidste,

frelst ved den selv samme Frelser,

som er vores;

og vi er selvfølgelige Guds enbårne

døtre og sønner,

ved de samme sandheder og den

selv samme kraft.« 23

Vi har i dag Herrens retmæssigt

ordinerede apostle hos os. De er trofaste

over for deres hellige mission

som »særlige vidner om Kristi navn i

hele verden«, 24 og de erklærer:

»Jesus er Kristus, den levende Guds

Søn. Han er den store kong Immanuel,

som i dag står ved Faderens højre

hånd. Han er verdens lys og liv og håb.

Hans vej er den sti, der fører til glæde

i dette liv og evigt liv i den kommende

verden. Vi takker Gud for den enestående

gave, som han gav os i form af sin

guddommelige Søn.« 25

Ved tanken på min Frelser kær, fyldes

min sjæl med fryd. Den kontrollerer

hver eneste del af min eksistens.

Mit liv, mine kære, mine ambitioner er

formet, er livet op og har fået et formål,

fordi jeg ved, at du er Kristus,

den hellige.

Jeg takker Gud for mit vidnesbyrd

og beder, at alle må blive velsignet

på samme måde. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. Karen Lynn Davidson, Our Latter-day

Hymns: The Stories and the Messages

(1988), 167.

2. »Ved tanken på min Frelser kær« (Salmer og

sange, nr. 73).

3. Se Job 32:8; 1 Kor 2:11.

4. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme,

s. 143.

5. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997,

s. 647-148.

6. ApG 10:34; se også L&P 1:35; 38:16.

7. Alma 32:27; fremhævelse tilføjet.

8. Joh 5:39.

9. Se »Den levende Kristus: Apostlenes

vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2.

10. Mormons Bogs titelblad.

11. Joh 7:16-17.

12. Se Matt 7:7-8; L&P 4:7.

13. Se »Den levende Kristus: Apostlenes

vidnesbyrd«; se også Moses 2:26.

14. Se Abraham 3:22-27.

15. Se Moses 4:1-3; se også L&P 76:25-27.

16. Se L&P 76:22-24.

17. »Who Is Our Savior?« Improvement Era,

nov. 1962, s. 798-799.

18. Se L&P 93:12-20.

19. Se Alma 7:11-13.

20. Se Luk 24:36-39; 1 Kor 15:55; Alma 11:41-45;

3 Nephi 11:7-14.

21. Bible Dictionary, »Christ«, s. 633.

22. Moses 1:39.

23. »A Vision«, Millennial Star, aug. 1843,

s. 51; se Bruce R. McConkie, Mormon

Doctrine, 2. udg., 1966, s. 65-66; se også

L&P 76:21-24.

24. L&P 107:23.

25. »Den levende Kristus: Apostlenes

vidnesbyrd«.

LIAHONA MAJ 2004 35


36

Kristi ord – vores

åndelige Liahona

ÆLDSTE W. ROLFE KERR

De Halvfjerds

Lad os med tro gøre Kristi ord til en del af vores sind og

hjerte.

Jeg føler, at det er en hellig ære

og et privilegium sammen med

medlemmerne af Kirken over

hele verden at opretholde Det Første

Præsidentskab og De Tolv Apostles

Kvorum som profeter, seere og åbenbarere.

Vi erklærer ydmygt, at de er

»særlige vidner om Kristi navn i hele

verden …« (L&P 107:23). Vi vidner, at

de taler, »… som de bliver drevet dertil

af den Helligånd. Og hvad de taler,

drevet af den Helligånd, skal anses

som hellig skrift, skal være Herrens

vilje, skal være Herrens sind, skal være

Herrens ord, Herrens røst og Guds

kraft til saliggørelse« (L&P 68:3-4).

Han sagde også: »Enten ved min egen

røst eller mine tjeneres, thi det er det

samme« (L&P 1:38). Vi erklærer over

for verden, at disse sidste dages hellige

tjenere taler Kristi ord.

Frelseren sagde: »I gransker

Skrifterne … og netop de vidner

om mig« (Joh 5:39). Apostlen Paulus

skrev til sin betroede missionærkammerat,

Timotheus, og sagde: »Ethvert

skrift er indblæst af Gud og nyttigt til

undervisning, til bevis, til vejledning

og til opdragelse i retfærdighed«

(2 Tim 3:16). Vi erklærer for verden,

at Mormons Bog er hellig skrift, givet

ved Guds inspiration. Den er er også

nyttigt til undervisning, til vejledning

og til opdragelse i retfærdighed.

Vi erklærer brændende, at Mormons

Bog er Guds ord, oversat fra fordums

optegnelser ved Guds gave og kraft.

Denne fordums optegnelse blev skrevet

og bevaret til at komme frem som

opfyldelse af profeti som et helligt sidestykke

til den hellige Bibel – så de to

kan bruges som ét i Herrens hænder

(se Ez 37:16-20). I Mormons Bog bliver

vi rådet: »… Mæt jer med Kristi ord, thi

se, hans ord vil fortælle jer alt, hvad I

skal gøre« (2 Nephi 32:3). Vi bevidner

om, at Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd

om Frelserens liv og mission.

Den er i sandhed »endnu et vidne om

Jesus Kristus.« Vi erklærer, at Mormons

Bog indeholder Kristi ord.

600 år før Kristi fødsel ledte Herren

den fordums profet, Lehi, til at forlade

Jerusalem med sin familie og indlede

en fantastisk rejse, som til sidst førte

dem over de mange vande til det,

som blev et »forjættet land« for dem.

Mormons Bog er en hellig optegnelse

over disse menneskers rejse på det

amerikanske fastland. Den indeholder

profetiske skrivelser og åbenbaringer,

som er givet til disse mennesker.

Medtaget i disse guddommelige kommunikationer

er mange profetier om

Frelserens fødsel, hans tjenestegerning

og hans storslåede sonoffer. De

beskriver hans endelige korsfæstelse

og opstandelse og forudsiger hans

komme til civilisationen i det fordums

Amerika. Vi læser i Mormons Bog, at

Jesus Kristus, efter sin opstandelse og

umiddelbart efter sin opstigning til

himlen, virkelig viste sig for dem. Hør

og føl sammen med mig beskrivelsen

af denne vidunderlige begivenhed i

historien:

»Og nu begav det sig, at en stor

mængde af Nephis folk var forsamlet …

… Og de talte også med hinanden

om denne Jesus Kristus, om hvem

tegnet var blevet givet for at forkynde

hans død.

Og medens de således talte sammen,

hørte de en røst, som om den

kom fra himlen; og de … forstod ikke

røsten, som de hørte, og det var ikke

en barsk stemme og heller ikke en

høj stemme; men selv om det var en

stille, sagte røst, så gennemtrængte

den dem, som hørte den, til det

inderste, så at der ikke fandtes nogen

del af deres legeme, som den ikke fik

til at skælve; ja, den gennemtrængte

dem i selve sjælens inderste og gjorde,

at deres hjerter brændte.

Og de hørte atter røsten, men forstod

den ikke.

Og for tredie gang hørte de røsten

og åbnede ørerne for at høre,

og deres øjne var rettet mod det

sted, hvorfra lyden kom, og de så


estandig op mod himlen, hvorfra

lyden kom.

Og se, tredie gang forstod de røsten,

som de hørte, og den sagde til

dem:

Se, min Søn, den elskede, i hvem

jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort

mit navn, hør ham.

Og da de forstod, rettede de igen

blikket op mod himlen, og se, de så

et menneske stige ned fra himlen, og

han var klædt i en hvid kjortel; og han

kom ned og stod iblandt dem;

Og det skete, at han strakte hånden

ud og talte til folket og sagde:

Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem

profeterne vidnede, at han skulle

komme til verden.

Se, jeg er verdens lys og liv, og jeg

har drukket af den bitre kalk, som

Faderen har givet mig, og jeg har

herliggjort Faderen ved at påtage

mig verdens synder, hvori jeg har

underkastet mig Faderens vilje i alt

fra begyndelsen.

Og da Jesus havde talt disse ord,

faldt hele mængden ned på jorden;

thi de kom i hu, at det var blevet forudsagt

iblandt dem, at Kristus skulle

vise sig for dem efter sin himmelfart«

(3 Nephi 11:1-12).

Frelseren velsignede disse mennesker

og underviste dem i sit

vidunderlige evangelium, ligesom

han havde gjort i Jerusalem. Vi er

velsignet ved i disse sider i Mormons

Bog at have hans ord, ja Kristi egne

ord, som de blev talt til en fordums

civilisation.

Da Lehi og hans familie fik befaling

om at forlade Jerusalem fik de et helligt

redskab, der virkede som et kompas

for dem, og som viste dem den

kurs, de skulle følge.

Vi læser, at den kun virkede for

dem i henhold til deres tro på Gud.

Alma, en profet i Mormons Bog, fortalte

sin søn, Helaman, at kompasset

blev kaldt »Liahona« (se Alma 37:38).

Han sagde:

»Min søn, nu ønsker jeg, at du skal

forstå, at disse ting er billedlige; thi

når vore fædre var efterladne i at give

agt på dette kompas, som tilhører

timelige ting, gjorde de ingen fremgang;

og således er det også med

åndelige ting.

Thi det er lige så let at give agt på

Kristi ord, som vil vise den rette vej

til evig salighed, som det var for vore

fædre at give agt på dette kompas,

som ville vise dem den rette vej til det

forjættede land.

Og nu spørger jeg jer: Er der ikke i

dette et forbillede? Thi lige så vist som

denne vejviser bragte vore fædre til

det forjættede land ved at følge dens

anvisning, skal Kristi ord, om vi følger

dets anvisning, føre os hinsides denne

sorgens dal til et langt mere forjættet

land.

O, min søn, lad os ikke være ligegyldige,

fordi vejen er let …« (Alma

37:43-46).

Vi ser således, brødre og søstre,

at Kristi ord kan være en personlig

Liahona for hver eneste af os. Lad os

ikke være ligegyldige, fordi vejen er

let. Lad os med tro gøre Kristi ord til

en del af vores sind og hjerte, således

som de er nedskrevet i hellig skrift,

og som de udtales af levende profeter,

seere og åbenbarere. Lad os med tro

og iver mætte os med Kristi ord, for

Kristi ord vil være vores åndelige

Liahona, der fortæller os, hvad vi skal

gøre. Om dette bærer jeg højtideligt

vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen. ■

LIAHONA MAJ 2004 37


38

Anvendelse af de

enkle og ligefremme

evangeliske

principper i familien

ÆLDSTE FRANCISCO J. VIÑAS

De Halvfjerds

De ligefremme og enkle principper i Jesu Kristi evangelium

… bør være en fast del af vores hjem, for at vi kan sikre

lykken i familielivet.

Ved Hjælpeforeningens årlige

møde i september 1998 forkyndte

præsident Gordon B.

Hinckley følgende: »Jeg tror, at vore

problemer næsten alle sammen opstår

i vores hjem. Hvis der skal ske en forbedring,

hvis en forandring skal finde

sted, hvis man skal vende tilbage til

de gamle og hellige værdier, skal det

begynde i hjemmet. Det er der, man

lærer sandheden at kende, hvor der

dyrkes hæderlighed, hvor der fremkaldes

selvdisciplin, og hvor kærligheden

næres« (»Lad os vandre i Herrens lys«,

Liahona, jan. 1999, s. 117).

Blandt de gamle og hellige værdier,

som vi bør vende tilbage til, er de ligefremme

og enkle principper i Jesu

Kristi evangelium. De bør være en fast

del af vores hjem, for at vi kan sikre

lykken i familiens liv.

Præsident Wilford Woodruff sagde:

»Herren har mange store principper i

vente til os, og de største principper,

som han har til os, er de mest ligefremme

og enkle. Evangeliets første

principper, som leder os til evigt liv,

er de mest enkle, og dog findes der

ingen, som er mere strålende eller

vigtige for os« (»Remarks«, Deseret

News, 1. apr. 1857, s. 27).

Det er netop fordi disse principper

er ligefremme og enkle, at de

mange gange ikke bliver overvejet,

når der er udfordringer, der påvirker

hjemmelivet. Der er tidspunkter, hvor

vi har en tendens til tro, at jo mere

alvorligt problemet er, desto større og

mere kompleks bør løsningen være.

Denne tanke kan fx lede os til at søge

hjælp hos mennesker eller institutioner

uden for hjemmet, når den mest

effektive løsning i virkeligheden vil

komme ved at anvende de strålende

principper i evangeliet i vores hjem i

de små gerninger og pligter i dagliglivet.

Skrifterne minder os om, »at ved

små og ringe ting bliver der udrettet

store ting« (Alma 37:6).

I »Familien: En proklamation til

verden« erklærer Det Første Præsidentskab

og De Tolvs Kvorum:

»Vellykkede ægteskaber og familier

bygges på og fastholdes ved tro, bøn,

omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed,

barmhjertighed, arbejde og

sunde fritidsbeskæftigelser«

(Liahona, okt. 1998, s. 24).

Når vi analyserer disse principper,

kan vi se, at hovedparten af dem er

knyttet til hinanden og supplerer hinanden,

og at den kraft, som gør det

muligt, at vi kan gøre dem til en del af

vores liv, kommer ved det sonoffer,

som vor Forløser og Frelser, Jesus

Kristus har ydet.

Disse principper vil, når de bliver

anvendt, fungere som et lys, der oplyser

hvert eneste medlem af familien

og som på en fremadskridende måde

vil lede os til at gøre andre relaterede

værdier og principper til en del af os,

hvilket vil styrke familiens forhold. Vi

ved, at »den, der modtager lyset og

forbliver i Gud, får mere lys, og det

lys bliver klarere og klarere indtil den

fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Hvis det lykkes os at etablere og

fastholde vores familie ved at anvende

disse principper, vil vi være i stand til

at observere den magtfulde virkning,

som de vil have i situationer, som

påvirker vores hjem fra dag til dag.

Sårede følelser forårsaget af gnidningerne

ved at leve sammen vil


heles. Fornærmelser vil blive tilgivet.

Stolthed og selviskhed vil blive erstattet

med ydmyghed, barmhjertighed

og kærlighed.

De principper, som vi vælger at

have i vores liv, afgør den ånd, som vi

bidrager med i vores forhold til andre.

Når vi adopterer et princip, vil dets

virkning stråle ud fra os og kan mærkes

af andre.

Nu mere end før, hvor vi ser, at

familien er i centrum for angrebene

fra det ondes kræfter – som i profeten

Mormons dage, hvor den ondes

magt virkede over hele landet

(Mormon 1:19) – er det nødvendigt

for os som forældre at gøre disse

principper til en del af vores liv for

at kunne udstråle deres påvirkning,

og så denne indflydelse kan mærkes

af vore børn.

Jeg vil nu gerne vise, hvordan disse

principper kan anvendes i praksis, og

derved danne en del af den proces,

som vil bringe forsoningen inden for

rækkevidde for den enkelte og familien.

Denne proces begynder med

evangeliets første princip, tro.

I en verden med skiftende værdier,

hvor »ondt kaldes godt, og godt ondt«

(se Es 5:20), fylder Mormons ord os

med håb og tillid ved at belære os om,

at Jesus Kristus »gør krav på alle dem,

som tror på ham; og de, som tror

på ham, vil holde fast ved alt godt«

(Moroni 7:28).

Den tro, som får os til at holde fast

ved alt, hvad der er godt, kommer ved

at høre Guds ord (Rom 10:17), og

dette ord høres med større kraft ved

familieaften og ved familiens studium

af skriften. Der er ikke nogen bedre

måde at opbygge tro i hjemmet, hvor

både undervisning og praktisk anvendelse

virkeliggøres og efterleves fra

dag til dag.

Det er i hjemmet, at man lærer,

at troen er stærkt knyttet til forsoningen,

»hensigten med dette sidste

offer er at tilvejebringe den inderlige

barmhjertighed, som overvinder retfærdigheden

og tilvejebringer det

middel, hvorved mennesker kan få

tro til omvendelse« (Alma 34:15).

Uden forsoningens virkninger i

vores liv er det umuligt at udvikle den

form for tro, som er nødvendig for

omvendelse, og vi vil derfor forblive

uden for barmhjertighedens strålende

plan, »derfor er den store og evige

forløsningsplan kun for den, som har

tro til omvendelse« (Alma 34:16).

Omvendelsen, den forandring, som

finder sted i hjertet, og som fødes af en

kærlighed til Herren, og som leder os

bort fra synden og til at underkaste os

hans vilje kan »kun i kraft af Jesu Kristi

forsoning … få virkning og blive anerkendt

af Gud« (Guide til Skrifterne,

»Omvendelse«, s. 206).

Når Gud har accepteret omvendelsen,

så leder den proces, som vi

beskriver, os til at deltage i de ordinancer

og pagter, som er knyttet til

dem, som fx dåb og bekræftelse.

Fornyelsen af disse pagter sker, når

vi regelmæssigt og værdigt deltager

i nadveren, og derpå opnår tilgivelse

for vore synder.

Når vi har modtaget tilgivelse for

vore synder og stræber efter at bevare

den ved lydighed over for de befalinger,

som vi modtager, som beskrevet

i Moronis Bog, sagtmodighed og

ydmyghed i hjertet; og som følge af

ydmyghed og sagtmodighed kommer

den Helligånds besøg, og denne

Trøster fylder [os] med håb og fuldkommen

kærlighed – en kærlighed,

som vil blive bevaret ved den iver,

som vi viser over for bønnens princip

(se Moroni 8:26).

Den person, som opnår ydmyghed

og sagtmodighed, og som nyder

Helligåndens fællesskab, nærer ikke

noget ønske om at såre eller skade

andre og føler sig heller ikke påvirket

af andres fornærmelser. Han vil

behandle sin ægtefælle og sine børn

LIAHONA MAJ 2004 39


40

med kærlighed og respekt og vil have

et godt forhold til alle, som han omgås.

Når han indtager lederstillinger i

Kirken, vil han anvende de samme

principper som hjemme, og viser

dermed, at der ikke er nogen forskel

mellem det menneske, som han er, når

han er inden for sit hjems egne vægge,

og den person, som han er i sit forhold

til andre medlemmer af Kirken.

Principper som tro, omvendelse,

kærlighed, tilgivelse og bøn, som

efterleves i den proces, som jeg netop

har beskrevet, bliver den bedste vaccine

til at bekæmpe syndens sygdom,

som kan manifestere sig i familien på

forskellig måde som fx ved umoral,

stolthed, misundelse, strid, misbrug

og andre vaner, som påvirker familiens

forhold, og som resulterer i smerte,

bedrag og opbrud af familiens bånd.

Beslutningen om at gøre dem til en

del af vores liv og muligheden for at

begynde processen når som helst det

er nødvendigt, er alene afhængig af

vores egen handlefrihed. Det er en

enkel proces, som er inden for alles

rækkevidde. Den baseres på de

grundlæggende principper i evangeliet,

som er blevet og fortsat bliver

anvendt med succes af alle dem, som

sætter deres lid til Herren.

Det er vores pligt at fortsætte med

at undervise den verden, som har

mere og mere brug for dem, fordi:

»Har han skrevet, at nogen ikke

skulle få del i hans frelse? Se, jeg

siger jer, nej, men han har givet den

frit til alle mennesker, og han har

befalet sit folk, at de skulle søge at

bevæge alle mennesker til omvendelse«

(2 Nephi 26:27).

Jeg deler mit vidnesbyrd med jer

om, at disse principper er sande. Jeg

vidner om, at Jesu Kristi forsoning gør

det muligt at gøre dem til en del af

vores liv. Jeg ved det, fordi jeg sammen

med min familie stræber efter at

leve i overensstemmelse med dem. I

Jesu Kristi navn. Amen. ■

Jordisk gæld og

himmelsk gæld

ÆLDSTE JOSEPH B. WIRTHLIN

De Tolv Apostles Kvorum

Vi har jordisk gæld og himmelsk gæld. Lad os være vise med

hensyn til begge dele.

Mine kære søskende, hvor er

det herligt at være til konference.

Vi har hørt inspirerende

ord, og det er dejligt at være her.

Jeg vil gerne tale om vores himmelske

gæld og jordiske gæld. I evangelierne

står der, at næsten overalt, hvor

Frelseren kom, blev han omringet af

menneskeskarer. Nogle håbede på, at

han ville gøre dem raske, andre kom

for at høre ham tale. Atter andre kom

for at få et godt råd. Hen imod slutningen

af hans jordiske virke kom

nogle hen for at spotte og latterliggøre

ham og for at kræve ham korsfæstet.

En dag henvendte en mand sig til

Frelseren og bad ham om at mægle i

en familiestrid. »Mester, sig til min

bror, at han skal skifte arven med

mig,« bønfaldt han.

Frelseren afviste at tage parti, men

han havde et vigtigt budskab. »Vær på

vagt over for al griskhed,« sagde han,

»for et menneskes liv afhænger ikke

af, hvad det ejer, selv om det har

overflod.« 1

Søskende, vær på vagt over for griskhed.

Det er en af disse sidste dages

store svøber. Griskhed afføder begærlighed

og nag. Det fører ofte til trældom,

hjertesorg og knusende gæld.

Antallet af ægteskaber, som er gået

i opløsning på grund af pengesager,

er kolossalt. Sorgens omfang er stort.

Det pres, der udspringer af pengesorger,

har tynget familier, været årsag til

sygdom og nedtrykthed og sågar for

tidlig død.

Jordisk gæld

På trods af det, som Kirken har

undervist i fra dens første tid indtil i

dag, bliver nogle medlemmer undertiden

ofre for mange ukloge og tåbelige

økonomiske dispositioner. Nogle bliver

ved med at forbruge, idet de tænker,

at pengene på en eller anden

måde nok skal blive disponible – at

de nok skal overleve.

Alt for ofte kommer de forventede

penge ikke.


Skriv jer dette bag øret: Gæld er en

form for trældom. Det er som en økonomisk

husbuk. Når vi køber noget på

kredit, giver det os kun en illusion af

velstand. Vi tror, at vi ejer tingene,

men i virkeligheden er det tingene,

der ejer os.

Det kan være nødvendigt at stifte

nogle former for gæld – som for

eksempel til et beskedent hjem, rimelige

udgifter til uddannelse og måske

til den første bil og andet. Men vi bør

aldrig komme i økonomisk trældom

på grund af forbrugsgæld uden grundigt

at have afvejet omkostningerne.

Vi har ofte hørt, at renter er en god

tjener, men en forfærdelig herre. Præsident

J. Reuben Clark jun. har beskrevet

det på følgende måde: »Renter

sover aldrig, bliver aldrig syge eller

dør. De kommer aldrig på hospital, de

arbejder også på søn- og helligdage,

de tager aldrig på ferie … Har man

først stiftet gæld, er renterne ens ledsager

hvert minut af dagen og natten,

man kan ikke undgå dem eller slippe

for dem, man kan ikke afvise dem, de

giver ikke efter for hverken bønner,

krav eller ordrer, og når som helst

man kommer i vejen for dem, krydser

deres vej eller undlader at efterkomme

deres krav, knuser de en.« 2

Rådene fra andre inspirerede profeter

i vor tid om dette emne er klare,

og det, som gjaldt for 50 eller 150 år

siden, gælder også i dag.

Præsident Heber J. Grant har sagt:

»Lige så langt tilbage jeg kan huske,

helt fra Brigham Youngs tid og til nu,

har jeg lyttet til dem, der har stået på

denne talerstol … og har opfordret

folk til ikke at sætte sig i gæld, og jeg

er af den opfattelse, at mange af vore

problemer i dag skyldes, at vi ikke

giver agt på dette råd.« 3

Præsident Ezra Taft Benson sagde:

»I må ikke lade jer selv eller jeres familie

stå uden et værn mod økonomisk

modvind … Spar op.« 4

Præsident Harold B. Lee sagde:

»Vi bør ikke alene lære mennesker at

komme af med gæld, men vi bør også

lære dem ikke at stifte gæld.« 5

Præsident Gordon B. Hinckley

erklærede: »Der er så mange af vore

medlemmer, hvis økonomi er spændt

til det yderste. Faktisk lever nogen på

lånte penge …

Jeg anmoder jer indtrængende om

at sætte jer i beskedne udgifter, at

beherske jer, når I foretager køb, at

undgå gæld, hvor det er muligt. Betal

jeres gæld ud, så hurtigt I kan, og

befri jer fra trældom.« 6

Mine brødre og søstre, de fleste har

givet agt på dette profetiske råd. De

sætter tæring efter næring, de betaler

den gæld tilbage, de har pådraget sig,

og de bestræber sig på at mindske den

gæld, de skylder andre. Vi roser dem,

som gør det, for den dag kommer, da

de skal høste velsignelserne af deres

bestræbelser og forstå værdien af dette

inspirerede råd.

Men der er andre, som kæmper,

når det drejer sig om økonomien.

Nogle er blevet ofre for ugunstige og

ofte uforudsete begivenheder, som

har ruineret dem. Andre er i økonomisk

trældom, fordi de ikke har lært

at beherske sig og styre deres trang til

at forbruge. Som følge deraf har de

truffet ukloge økonomiske valg.

Jeg vil gerne give jer fem forslag til

økonomisk uafhængighed, som I kan

tænke over.

For det første: Betal jeres tiende.

Ønsker I, at himlens vinduer skal

åbne sig for jer? Ønsker I at få udøst

velsignelser uden mål? 7 Betal altid

jeres tiende, og overlad udfaldet til

Herren.

Lydighed mod Guds bud er grundlaget

for et lykkeligt liv. Vi vil i sandhed

blive velsignet med himlens gaver

for vores lydighed. De, som undlader

LIAHONA MAJ 2004 41


42

Medlemmer af Accra Christiansborg Stav i Ghana samles i deres kirkebygning.

at betale tiende, skønt de kender

princippet, kan rammes af kvaler i

dette liv og måske sorg i det næste.

For det andet: Brug mindre, end I

tjener. Dette er et ukompliceret råd,

men en vigtig nøgle til økonomisk

lykke. Alt for ofte styres en families forbrug

i højere grad af deres tæring end

af deres næring. De tror på en eller

anden måde, at deres liv bliver bedre,

hvis de omgiver sig med en masse ting.

Alt for ofte er det eneste, de har tilbage,

unødvendig angst og lidelse.

De, som lever sikkert inden for

rammerne af deres økonomiske formåen,

ved, hvor mange penge der

kommer ind hver måned, og skønt

det er vanskeligt, behersker de sig og

bruger mindre end det.

Det er så let at få kredit. Faktisk bliver

det næsten kastet i hovedet på os.

De, som benytter sig af kreditkort og

har et uklogt overforbrug, bør overveje

at skaffe sig af med dem. Det er

meget bedre, at et plastikkort forgår,

end at en familie synker ned og forgår

på grund af gæld.

For det tredje: Lær at spare op.

Husk, hvad vi kan lære af Josef i

Egypten. I gode tider må vi spare op

til dårlige tider. 8

Alt for ofte går folk ud fra, at de

sandsynligvis aldrig kommer til skade,

bliver syge, mister deres arbejde eller

ser deres investeringer forsvinde ud

i den blå luft. Og hvad værre er, så

foretager nogle mennesker køb i dag,

som er baseret på optimistiske formodninger

om, hvad de håber sker

i morgen.

De vise forstår vigtigheden af at

spare op i dag til morgendagens vanskelige

tider. De har tegnet en tilstrækkelig

forsikring, som dækker

dem i tilfælde af sygdom eller død.

Hvor det er muligt oplagrer de et års

forråd af mad, vand og andre basale

livsfornødenheder. De sætter penge

til side på opsparings- og investeringskonti.

De arbejder flittigt på at nedbringe

den gæld, de har til andre, og

bestræber sig på at blive gældfri.

Søskende, de forberedelser, I træffer

i dag, kan en dag blive, hvad forrådskamrene

var for egypterne og for

Josefs fars slægt.

For det fjerde: Opfyld jeres økonomiske

forpligtelser. Fra tid til anden

hører vi historier om begærlighed og

selviskhed, som volder os stor sorg.

Vi hører om svig, misligholdelse af

lån, økonomisk bedrageri og konkurs.

Vi hører om fædre, som økonomisk

forsømmer deres egen familie. Vi siger

til mænd og kvinder overalt: Hvis I sætter

børn i verden, er det jeres højtidelige

pligt at gøre alt, hvad der står i

jeres magt, for at sørge for dem. Ingen

mand er værdig til at blive kaldt mand,

hvis han omgiver sig med biler, møbler

og andet gods og samtidig forsømmer

de økonomiske forpligtelser, han har

over for sin egen hustru og sine børn.

Vi er et ærligt folk. Vi tror, at vi

afvikle vores gæld og være ærlig

i vores omgang med vores næste.

Lad mig fortælle jer en beretning

om en mand, som ydede store ofre

for at bevare sin egen økonomiske

hæderlighed og ære.

I 1930’erne slog Fred Snowberger

dørene op for et nyt apotek i det nordøstlige

Oregon. Det var hans drøm at

eje sin egen forretning, men det økonomiske

opsving, som han håbede på,

kom aldrig. Otte måneder senere lukkede

Fred dørene til sit apotek for sidste

gang.

Men skønt hans forretning var

gået nedenom og hjem, var Fred fast

besluttet på at tilbagebetale det lån,

han havde optaget. Nogle undrede

sig over, hvorfor han insisterede på

at betale lånet tilbage. Hvorfor indgav

han ikke bare konkursbegæring og fik

gælden eftergivet rent juridisk?

Men Fred lyttede ikke. Han havde

sagt, at han ville betale lånet tilbage,

og han var fast besluttet på at holde

sit ord. Familien syede meget af deres

eget tøj, dyrkede mange af deres egne

grøntsager i haven og brugte alt, hvad

de havde, indtil det var helt slidt eller

brugt op. Uanset vejret gik Fred frem

og tilbage til arbejde hver dag. Og

hver eneste måned betalte Fred det

af på lånet, som han formåede.

Årene gik og endelig oprandt den

vidunderlige dag, da Fred betalte det

sidste afdrag. Han afleverede det personligt.

Manden, som havde lånt dem

pengene, græd og med tårerne trillende

ned af kinderne sagde han: »Du

har ikke alene betalt hver eneste øre

tilbage, men du har også lært mig,

hvad en karakterfast og ærlig mand er.«

Selv i dag, næsten 70 år efter at

Fred skrev under på gældsbrevet, fortæller

Fred og Erma Snowbergers

efterkommere stadig stolt denne historie.

Denne ærlige og ædle gerning

har overlevet gennem årtierne som

et værdsat eksempel på familiens

karakter.


For det femte: Lær jeres børn at

følge jeres eksempel. Alt for mange

af vore unge kommer i økonomisk

uføre, fordi de hjemmefra aldrig har

lært de rette principper for, hvordan

man disponerer fornuftigt. Undervis

jeres børn, mens de er små. Lær dem,

at de ikke kan få noget, blot fordi de

ønsker sig det. Undervis dem i principperne

om hårdt arbejde, sparsommelighed

og opsparing.

Hvis I ikke føler jer tilstrækkeligt

velinformerede til at undervise dem,

så meget desto større grund er der til

at begynde at lære. Der er masser kilder

til rådighed – fra klasser til bøger

og andre materialer.

Blandt os er der nogle, der er blevet

rigt velsignet og endda har overskud.

Vor himmelske Fader forventer, at vi

gør mere med vores rigdom end at

bygge større lader til at rumme den. Vil

I overveje, hvad mere I kan gøre for at

opbygge Guds rige? Vil I overveje, hvad

mere I kan gøre for at velsigne andres

tilværelse og bringe dem lys og håb?

Himmelsk gæld

Vi har talt om jordisk gæld og om

vores pligt til at betale den tilbage.

Men der er andre former gæld, som

er af mere evig beskaffenhed, og

som ikke er så lette at betale tilbage.

Faktisk er der en del af vores gæld,

vi aldrig kommer til at betale tilbage.

Det er den himmelske gæld.

Vore mødre og fædre har skænket

os livet og sat os i verden. De har

givet os mulighed for at få et jordisk

legeme og opleve denne rige jords

glæder og sorger. I mange tilfælde har

de tilsidesat deres egne drømme og

ønsker for deres børns skyld. Hvor

passende er det ikke, at vi ærer dem

og i ord og gerning viser dem vores

kærlighed og taknemlighed.

Vi er også i stor gæld til vore forfædre,

som er gået forud for os, og som

venter hinsides sløret på de ordinancer,

som giver dem mulighed for at

De hellige i Accra i Ghana forbereder sig til at se konferencen i deres kirkebygning.

fortsætte deres evige udvikling. Det

er en gæld, som vi kan betale dem tilbage

i vore templer.

Hvilken gæld skylder vi ikke

Herren for at have genoprettet sin

guddommelige kirke og gengivet sit

sande evangelium i disse sidste dage

gennem profeten Joseph Smith. Fra

sin ungdom indtil sit martyrium viede

han sit liv til at bringe menneskeheden

Jesu Kristi evangelium, som var

gået tabt. Vi skylder ham og alle andre

mænd i dette hellige kald, som har

fået overdraget kappen til at kunne

præsidere over Herrens kirke, vores

dybeste tak.

Hvordan kan vi nogen sinde

tilbagebetale den gæld, vi har til

Frelseren? Han betalte en gæld, han

ikke havde, for at befri os fra en gæld,

vi aldrig kan betale. Takket være ham

skal vi leve evigt. Takket være hans altomfattende

forsoning kan vore synder

blive borttaget, hvorved vi kan

opleve den største af alle Guds gaver:

Evigt liv. 9

Kan en sådan gave have en pris?

Kan vi nogen sinde godtgøre en sådan

gave? Kong Benjamin, en af profeterne

fra Mormons Bog, sagde, »at

dersom I ville yde al den tak og pris,

som I formår med hele jeres sjæl …

[og] tjene ham af hele jeres sjæl, ville

I dog være unyttige tjenere.« 10

Vi har jordisk gæld og himmelsk

gæld. Lad os være vise med hensyn til

begge dele og altid huske på Frelserens

ord. I skrifterne står der: »Saml jer ikke

skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer,

og hvor tyve bryder ind og stjæler.

Men saml jer skatte i himlen.« 11

Denne verdens rigdom er som støv

sammenlignet med den rigdom, som

venter de trofaste i vor himmelske

Faders boliger. Hvor tåbeligt er ikke

det menneske, som tilbringer sit liv i

higen efter det, som ruster og forgår.

Hvor klogt er ikke det menneske, som

tilbringer sit liv i stræben efter evigt liv.

I må vide i hjertet, at Jesus Kristus

lever. Vær kun rolige, for hvis I holder

jer til ham, holder han sig til jer. Tab

ikke modet, men glæd jer. Gennem

profeten Joseph Smith er evangeliet

endnu engang blevet gengivet.

Himlene er ikke forseglede. Som i fordums

tid har vi en mand, som kommunikerer

med den Uendelige. En

profet, præsident Gordon B. Hinckley,

vandrer i vor tid på jorden. Om dette

bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi

navn. Amen. ■

NOTER

1. Luk 12:13, 15.

2. Conference Report, apr. 1938, s. 103.

3. Conference Report, okt. 1921, s. 3.

4. Pay Thy Debt, and Live … , Brigham Young

University Speeches of the Year, 28 feb.

1962, s. 10.

5. The Teachings of Harold B. Lee, red. Clyde J.

Williams, 1996, s. 315.

6. »Til drengene og til mændene«, Liahona,

jan. 1999, s. 65-66.

7. Se Mal 3:10.

8. Se 1 Mos 41:47-57.

9. Se L&P 14:7.

10. Mosiah 2:20-21.

11. Matt 6:19-20.

LIAHONA MAJ 2004 43


44

PRÆSTEDØMMETS MØDE

3. april 2004

At erindre, hvor

barmhjertig

Herren har været

ÆLDSTE NEAL A. MAXWELL

De Tolv Apostles Kvorum

Klynger af minder ligger hos os alle. Og de kan hjælpe os

med at »erindre, hvor barmhjertig Herren har været.«

Brødre, tillad mig at mindes lidt

ganske uformelt og i taknemmelighed.

Det vil forhåbentlig

ske i en afslappet samtaleform ved at

citere nogle få minder – intet spektakulært.

Der vil også være flere sentenser,

hvis holdbarhed afspejler deres

længde. Disse minders fokus handler

om at blive udfordret af en barmhjertig

Herre til at vokse (se Moroni 10:3).

Hvis et af disse minder kan »anvendes«

på jer (se 1 Nephi 19:23), kan

der måske være en kort far og sønsamtale

senere.

1. Lad os gå 60 år tilbage. Referatet

fra Wandamere Ward i Grant Stav for 4.

juni 1944 viser, at nadveren blev velsignet

af mine venner, Ward Jackson

og Arthur Hicks, og af mig til en forsamling

på 141. Så var det af sted til

krigen. I maj 1945 velsignede jeg atter

nadveren – men i et skyttehul på

Okinawa og til en forsamling på kun

en – nemlig mig selv!

Min ungdoms vaner ledte mig uden

fanfarer – noget jeg dengang kun delvist

værdsatte – herunder at afstå fra

kaffe under disse forhold, hvor vandet

var knapt og fyldt med klor.

Jeg ved ikke, hvad der ligger foran

jer unge mænd, men mit råd er at

spænde sikkerhedsselen og holde

godt fast på jeres principper.

2. Da jeg gik i Primary, sang vi »Giv,

sa’e den lille bæk« (Børnenes sangbog,

s. 116) – der bestemt er sød og motiverede,

men som ikke ligefrem er

fyldt med doktriner. I dag synger børnene

den mere åndeligt fokuserede

sang: »Jeg prøver at bli’ som Jesu

(Børnenes sangbog, s. 40-41).

3. Dengang var vi alle i familien,

nabolaget, wardet og skolen fattige

sammen, men vi vidste det ikke. Vi gav

hinanden plads til at vokse, til at begå

dumme fejl, til at omvende sig og til

at begynde at udvikle i det mindste

nogle åndelige reflekser. I dag virker

det som nogle ivrige forældre insisterer

på konstant at kontrollere deres

børn, så de hindrer deres vækst.

4. Uanset om I er unge eller ældre,

mine brødre i præstedømmet, så vær

taknemlig for dem i jeres tilværelse,

som elsker jer nok til at rette på jer

og minde jer om jeres standarder og

muligheder, selv når I ikke ønsker at

blive mindet derom.

En kær og nu afdød ven sagde til

mig for mange år siden, da jeg havde

sagt noget sarkastisk: »Det havde du

ikke behøvet at sige.« Hans irettesættelse

i form af en kort sætning blev

sagt med kærlighed og viste, hvordan

en irettesættelse kan være en kærlig

gerning.

5. Når vore kære er et godt eksempel,

er det især mindeværdigt. Min

søster, Lois, der var blind fra fødslen,

nøjedes ikke blot med at klare sig,

men hun var en god skolelærer i 33

år. Hun havde denne samme refleks

som de pionerer, der stille hankede

op i deres håndkærrer og drog vestpå,

en refleks, som vi alle har behov for.

Så hvis I oplever forskellige prøvelser,

så accepter livets bitre kalk, uden selv

at blive bitter.

6. Kort efter at jeg kom hjem fra

anden verdenskrig, »havde jeg løfter,

som jeg skulle holde« (Robert Frost,

»Stopping by Woods on a Snowy

Evening«, i The Poetry of Robert Frost,

red. Edward Connery Lathem, 1969, s.

225) – hvilket betød at tage på mission

nu. Jeg blev træt af at vente på biskoppen.

I et tidligt forsøg på at »støtte

arken« gik jeg hjem til biskoppen og

sagde, at jeg havde sparet pengene

sammen og ønskede komme af sted,

så lad os »få gang i maskineriet.« Den

gode biskop tøvede og sagde derpå, at

han havde haft til hensigt at bede mig

om at tage af sted.

Mange år senere lærte jeg fra denne


iskops hengivne wardssekretær, at biskoppen

havde følt, at jeg havde behov

for lidt mere tid med min familie efter

at have været så langt væk og i en tiendedel

af mit liv. Da jeg hørte dette,

bebrejdede jeg mig selv for at have

været for dømmesyg. (Se Bruce C.

Hafen, A Disciple’s Life: The Biography

of Neal A. Maxwell, 2002, s. 129-130).

Det er ikke noget under, at ældste

Henry Eyrings kloge far engang bemærkede,

at Herren havde en fuldkommen

kirke, indtil han slap os alle ind!

7. To relevante minder for unge

fædre. Da jeg var ung far, havde jeg

netop modtaget et telefonopkald om

en vens død i en ulykke. Jeg sad i dagligstuen

med tårerne løbende ned ad

mine kinder. Vores lille søn, Cory, så

mine tårer, da han passerede ude i

gangen. Jeg fandt ud af, at han nervøst

gik ud fra, at tårerne skyldtes, at han

havde skuffet mig på en eller anden

måde. Han vidste ikke noget om telefonsamtalen.

Brødre, vi undervurderer,

hvor oprigtigt og ofte vore børn

ønsker at behage os.

8. Da jeg næsten ingen kvantitative

færdigheder besidder, var jeg sjældent

i stand til at hjælpe vore børn med

matematik og videnskabelige fag. En

dag bad vores datter, Nancy, som gik

i gymnasiet, mig om »lidt hjælp«

angående højesteretssagen »Fletcher

kontra Peck«. Jeg var så ivrig efter at

hjælpe, eftersom jeg så ofte ikke

havde været i stand hertil. Endelig en

chance for at hjælpe! Jeg fortalte det,

som jeg vidste om »Fletcher kontra

Peck«. Til sidst sagde min frustrerede

datter: »Far, jeg havde kun brug for

lidt hjælp!« Jeg imødekom snarere

mine egne behov i stedet for at give

hende »lidt hjælp.«

Eftersom vi tilbeder en Herre, som

underviser os ved forskrift efter forskrift,

så lad os, selv når vi underviser

vore børn i evangeliet, ikke give dem

hele hølæsset på en gang.

9. I de senere år har jeg set nogle få

forlade Kirken, som aldrig siden har

kunnet lade den være i fred. De bruger

ofte deres intellektuelle forbehold til

at dække over deres adfærdsmæssige

mangler (se Neal A. Maxwell, All These

Things Shall Give Thee Experience,

1979, s. 110). I vil se mere af det. Men

forvent ikke, at verdens løsninger på

verdens problemer er særlig effektive.

Sådanne løsninger minder ofte om

det, som C.S. Lewis skrev om dem,

der løber frem og tilbage med ildslukkere

under en oversvømmelse (se The

Screwtape Letters, 1959, s. 117-118).

Kun evangeliet er altid relevant, og

erstatningerne dur ikke.

10. Vi rejste engang med ældste

og søster Russell M. Nelson. Vi forlod

vores hotel i Bombay i Indien for at nå

et fly til Karachi i Pakistan og derfra

videre til Islamabad. Da vi ankom til

den kaotiske lufthavn, var vores fly

blevet aflyst. Utålmodigt sagde jeg til

manden ved lufthavnskranken: »Hvad

forventer I, at vi skal gøre, bare give

op og tage tilbage til hotellet?« Han

sagde med stor værdighed: »Hr., tag

aldrig tilbage til hotellet.« Vi gik

rundt i lufthavnen, fandt en afgang,

nåede frem til aftalen i Islamabad og

fik endda en nats søvn. Af og til er livet

sådan: Vi efterlades for at trænge os

frem og udholde frustrerede forventninger

– idet vi nægter at »tage tilbage

til hotellet«! Ellers vil »opgivenhed«

påvirke os hele livet. Desuden ved

Herren, hvor langt vi skal gå, »før vi

kan sove«! (»Stopping by Woods on a

Snowy Evening«).

11. I 1956 modtog jeg, efter at være

kommet hjem efter adskillige år i

Washington D.C. og efter at have afvist

flere attraktive tilbud der, et tilbud om

at arbejde på University of Utah. Min

hustru sagde, at jeg skulle tage imod

det. Hun sagde forudseende: »Jeg har

på fornemmelsen, at hvis du tager det

job, kan du måske få en vis indflydelse

på de studerende.« Jeg svarede

utålmodigt: »Jeg skal bare skrive pressemeddelelser,

ikke arbejde med studerende.«

De efterfølgende opgaver

endte med at omfatte at være biskop

for et ward af studerende, dekan for

de studerende samt at undervise

hundredvis af dygtige studerende i

politologi. Det var selvfølgelig ikke

status, som betød noget, men det at

LIAHONA MAJ 2004 45


46

udvikle sig og muligheden for at tjene.

Vore hustruer er ofte inspirerede,

men sommetider på tilsyneladende

ulogiske måder – en kendsgerning,

unge mænd, som jeres fædre måske

engang har mod nok til at forklare jer.

12. Det er også interessant, hvordan

vi med tiden skaber forventninger

hos vore børnebørn, selv når vi ikke er

opmærksomme på det. For nogle år

siden, da vores barnebarn Robbie var

ca. fem år, kiggede vi indenfor for at

besøge hans familie i Orem. Han sov

ovenpå, og hans mor kaldte: »Robbie,

bedstefar Neal er her!« En lille, træt

stemme lød svagt oppefra: »Skal jeg

tage mine skrifter med?«

Selvfølgelig var han for lille til at

læse i dem, men han bar rundt på

dem, som så mange i Kirken gør i

dette glimrende nye mønster!

Brødre, klynger af minder ligger

hos os alle. Og de kan hjælpe os med

at »erindre, hvor barmhjertig Herren

har været« (Moroni 10:3). Det har han

bestemt været over for mig!

Brødre, når I lader Gud bestemme

frem for at følge jeres egen vilje, så

giver I ham blot det eneste, som I i virkeligheden

kan give ham, det eneste

som I magter at give. Vent ikke for

længe med at finde alteret eller med

at begynde at lægge jeres gave i form

af jeres vilje på det! Ingen behøver at

vente på en kvittering, for Herren har

sin helt egen særlige måde at anerkende

det på.

Jeg vidner om, at Gud har kendt

jer enkeltvis, brødre, meget, meget

længe (L&P 93:23). Han har elsket jer

meget, meget længe. Han kender ikke

blot navnene på alle stjernerne (se Sl

147:4; Es 40:26), han kender jeres

navne og alle jeres sorger og glæder!

For resten har man aldrig set en udødelig

stjerne, de dør til sidst. Men siddende

hos jer i aften er udødelige

personer – ufuldkomne, men alligevel

prøver de »at bli’ som Jesus«! I hans

navn, ja, Jesus Kristus. Amen. ■

Styrk dine brødre

ÆLDSTE MERVYN B. ARNOLD

De Halvfjerds

Må hvert eneste kvorum og hver eneste af os individuelt …

følge vor Herre og Frelsers eksempel og tage »den med, der

er svag, så denne kan blive opbygget.«

Bror José de Souza Marques

var den type leder, som i

sandhed forstod det princip,

som Frelseren underviste i: »Og dersom

nogen iblandt jer er stærk i

Ånden, da lad ham tage den med,

der er svag, så denne kan blive opbygget

i al ydmyghed og også blive stærk«

(L&P 84:106).

Som medlem af grenspræsidentskabet

i Fortaleza i Brasilien lagde

bror Marques sammen med de andre

præstedømmeledere en plan for,

hvordan de skulle genaktivere de

mindre aktive i deres gren. En af disse

mindre aktive var en ung mand, der

hed Fernando Araujo. Jeg talte for

nylig med Fernando, og han fortalte

mig om sin oplevelse:

»Jeg begyndte at deltage i surfingkonkurrencer

søndag morgen og

holdt op med at komme til mine kirkemøder.

En søndag morgen bankede

bror Marques på min dør og spurgte

min mor, som ikke er medlem, om

han måtte tale med mig. Da hun fortalte

ham, at jeg sov, bad han om lov

til at vække mig. Han sagde til mig:

›Fernando, du kommer for sent i

kirke!‹ Han lyttede ikke til mine undskyldninger,

men tog mig med til

kirke.

Den næste søndag skete det

samme igen, så den tredje søndag

besluttede jeg at tage tidligt af sted

for at undgå ham. Da jeg åbnede havelågen,

så jeg, at han sad på sin bil

og læste i skrifterne. Da han så mig,

sagde han: ›Godt! Du er tidligt oppe.

I dag vil vi køre ud og finde en anden

ung mand!‹ Jeg påberåbte mig min

handlefrihed, men han sagde: ›Vi kan

tale om det senere.‹

Efter otte søndage kunne jeg ikke

slippe af med ham, så jeg besluttede

at sove hos en ven. Jeg var ude på

stranden den næste morgen, da jeg så

en mand i jakkesæt og slips komme

gående ud mod mig. Da jeg så, at det

var bror Marques, løb jeg ud i vandet.

Pludselig følte jeg en hånd på min

skulder. Det var bror Marques, der

stod i vand til brystet! Han tog mig

ved hånden og sagde: ›Du er sen på

den! Kom så.‹ Da jeg sagde, at jeg ikke


havde noget tøj at tage på, svarede

han: ›Det ligger i bilen.‹

Den dag, hvor vi sammen gik

op af vandet, blev jeg rørt over bror

Marques’ oprigtige kærlighed og

bekymring for mig. Han forstod i sandhed

Frelserens ord: ›De vildfarne vil jeg

lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage,

de kvæstede vil jeg forbinde, de

syge vil jeg styrke‹ (Ez 34:16). Bror

Marques gav mig ikke blot et lift til kirken

– kvorummet sørgede også for, at

jeg forblev aktiv. De planlagde aktiviteter,

som fik mig til at føle, at der var

brug for mig, og at jeg var ønsket. Jeg

modtog en kaldelse, og kvorumsmedlemmerne

blev mine venner.«

Efter at bror Araujo var blevet aktiv,

tog han på fuldtidsmission og har

tjent som biskop, stavspræsident, missionspræsident

og regionalrepræsentant.

Hans mor, der var enke, hans tre

søstre og adskillige fætre og kusiner

er også gået i dåbens vande.

Da bror Araujo, der atter tjener

som biskop, talte om det arbejde,

som kvorummerne i Det Aronske

Præstedømme i hans ward udfører,

sagde han:

»Vores redningsarbejde er i fokus

i alle tre kvorummer i Det Aronske

Præstedømme. Vi har en liste over

hvert eneste af vore tabte får. Kvorumspræsidentskaberne,

vejlederne og biskoprådet

deler sig og besøger dem på

regelmæssig basis. Vi besøger ikke blot

de mindre aktive medlemmer, men vi

besøger også ikke-medlemmerne i de

mindre aktive familier eller familier,

hvor ikke alle er medlem af Kirken.

Aktiviteterne organiseres således,

at de når ud til hver eneste ung mand.

Vi drøfter hver eneste ung mand ved

vore kvorumspræsidentskabsmøder

og ved vores månedlige møde i biskoprådets

ungdomskomité. I 2003

lykkedes det os at redde fem præster,

en lærer og to diakoner, som nu er

aktive i deres kvorummer. Vi har også

genaktiveret nogle familier og har

Ældste Mervyn B. Arnold fortalte en historie, som blev filmet for at illustrere

betydningen af at nå ud til de unge. Den nu voksne Fernando Araujo spiller præstedømmelederen

på dette foto. Bruno Augusto spiller den unge Fernando Araujo.

nydt velsignelserne ved at se nogle

ikke-medlemmer træde ned i dåbens

vande.«

Mens jeg overvejede ønsket hos

disse præstedømmebrødre om at

opfylde deres hellige pligter ved at tilbringe

hovedparten af deres tid med

at betjene i stedet for at administrere,

kom Frelserens ord til mig:

»For jeg var sulten, og I gav mig

noget at spise, jeg var tørstig, og I gav

mig noget at drikke, jeg var fremmed,

og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg

var syg, og I tog jer af mig, jeg var i

fængsel, og I besøgte mig« (Matt

25:35-36).

Frelserens eksempel med at gå den

ekstra mil for at finde sine tabte får er

klar i alle de hellige skrifter. »Hvis en

af jer har hundrede får og mister et af

dem, forlader han så ikke de nioghalvfems

og går ud i ødemarken efter det,

han har mistet, indtil han finder det?«

(JSO, Luk 15:4). Den Gode Hyrde vidste

det, når et af hans får manglede:

»… og han tæller sine får, og de kender

ham« (1 Nephi 22:25), »og han

kalder sine egne får ved navn« (Joh

10:3). Han gik »ud i ødemarken«,

som af og til defineres som »en forvirrende

mængde« (Merriam-Webster’s

Collegiate Dictionary, 11. udg., 2003,

»Wilderness«, s. 1432), og han søgte

efter det, som var gået tabt.

Vi får ikke at vide, hvor længe det

tog Den Gode Hyrde at finde det tabte

får, eller om andre hjalp til med at

lede, men vi ved, at »de [kendte] hans

røst« (Joh 10:4), og at han elskede

dem. Vi ved også, at han ikke gav op,

at han gik »ud efter det, han [havde]

mistet, indtil han [fundet] det«, og da

han vendte tilbage, lå det tabte får

trygt over hans skulder. Derpå udbryder

han: »Glæd jer med mig, for jeg

har fundet det får, jeg havde mistet.

Jeg siger jer: Sådan bliver der større

glæde i himlen over én synder, der

omvender sig« (Luk 15:6-7).

I Ezekiels Bog, kapitel 34, læser vi

profetens advarselsrøst:

»Herrens ord kom til mig:

… Ve Israels hyrder, som vogter sig

selv! Skal hyrder ikke vogte får? …

De … flakker om i alle bjergene og

på alle de høje bakker; over hele landet

er mine får blevet spredt, og ingen

søger eller leder efter dem …

Så sandt jeg lever, siger Gud

Herren: Mine får er blevet til bytte og

til føde for alle de vilde dyr, fordi de

er uden hyrde. Mine hyrder har ikke

søgt efter dem …

LIAHONA MAJ 2004 47


48

… Jeg river mine får ud af gabet

på dem« (v. 1-2, 6, 8, 10; fremhævelse

tilføjet).

Herren har altid krævet, at de, som

han betror sit hellige præstedømme,

herunder fædre, kvorumsledere og

kvorumsmedlemmer, skal holdes

ansvarlige for hans får. Brødre, vi må

søge efter og finde vore får, og vi må

ikke tillade vore får til at blive »til føde

for alle de vilde dyr.«

I afsnit 20 i Lære og Pagter underviser

Frelseren os i mange af vore pligter

som præstedømmebærere og

kvorumsmedlemmer. Følgende handlingsord

og -udtryk understreger hans

følelse af, at det er presserende: »våge

over«, »lede«, »forklare«, »besøge medlemmerne

i hjemmene«, »bede«,

»styrke«, »advare«, »sende«, »lære«,

»formane«, »døbe« og »indbyde alle

til at komme til Kristus« (v. 42, 44,

46-47, 53, 59, 81-82; fremhævelse

tilføjet).

Jeg følte også denne bydende nødvendighed

i præsident Hinckley røst,

da han sagde: »Lad os, hver og en, for

os selv beslutte os til at leve op til de

nye muligheder, til en ny erkendelse

af ansvar og en fornyet accept af ansvaret

for at hjælpe vor himmelske Fader i

hans vidunderlige værk med at bringe

udødelighed og evigt liv til sine sønner

og døtre overalt på jorden« (»Find

lammene, vogt fårene«, Liahona, juli

1999, s. 124).

Jeg er taknemlig for det eksempel,

som Den Gode Hyrde viste, da han

ikke gav op, førend han havde bragt

det tabte får sikkert hjem; for det

eksempel, som præsident Thomas S.

Monson viste, da han som biskop

efterlod sine får i sin rådgivers varetægt

og kørte ud til West Temple Garage for

at redde Richard fra smøregraven (se

»Det aronske præstedømmes sti«,

Stjernen, oktoberkonferencen 1984,

s. 35); for bror Marques, som reddede

Fernando fra havet; for en kvorumsvejleder

og forskellige kvorumsmedlemmer,

som jeg kendte, og som bankede

på Scotts soveværelsesvindue hver

søndag morgen i seks måneder, som

indførte ham i fællesskabet og elskede

ham, indtil Scott vendte tilbage til folden;

og for de eksempler, som mange

af jer har vist, I som er gået den ekstra

mil, indtil I har fundet dem, som er

gået tabt. Jeres indsats vil have en

evig virkning på jeres kvorumsmedlemmers

liv og på deres efterkommere

i de kommende generationer.

De vil være levende vidnesbyrd om

det løfte, som blev givet af Frelseren,

da han sagde: »Vær hyrder for Guds

hjord hos jer … og når hyrden

over alle hyrder åbenbares, skal I

få herlighedens uvisnelige sejrskrans«

(1 Pet 5:2, 4), »så du kan

bringe sjæle til mig, og at du sammen

med dem kan nyde hvilen i min

Faders rige« (L&P 15:6), og »hvor

meget … glæde ville I da ikke have«

(L&P 18:16).

Må hvert eneste kvorum og hver

eneste af os individuelt i samarbejde

med Kirkens råd følge vor Herre og

Frelsers eksempel og »tage den med,

der er svag, så denne kan blive opbygget«

(L&P 84:106). Jeg bærer ydmygt

vidnesbyrd om, at Joseph Smith var

Guds profet, at Mormons Bog er hellig

skrift, at præsident Gordon B.

Hinckley i sandhed er Guds profet, at

Jesus Kristus er Forløseren og Den

Gode Hyrde, og at han lever. I Jesu

Kristi navn. Amen. ■


Til styrke

for de unge

ÆLDSTE EARL C. TINGEY

De Halvfjerds’ Præsidium

Kirkens standarder er urokkelige og sande. De garanterer

jeres tryghed og evige sikkerhed.

Mine kære brødre i præstedømmet.

Jeg er beæret over

at være sammen med jer i

aften. Fire af mine børnebørn sidder

i Konferencecentret i aften – Craig,

Brent, Kendall og Michael. Jeg vil

gerne tale til dem og til alle bærere af

Det Aronske Præstedømme og opfordre

andre til at lytte med.

I Det Første Præsidentskabs budskab

i hæftet Til styrke for de unge

står der:

»Vore elskede unge mænd … vi har

stor tillid til jer. I er udvalgte ånder,

som er kommet frem i denne tid, hvor

ansvar og muligheder så vel som fristelser

er størst. I er ved begyndelsen af

jeres rejse gennem dette jordiske liv.

Jeres himmelske Fader ønsker, at jeres

liv skal være fyldt med glæde og føre

jer tilbage til hans nærhed. De beslutninger,

I træffer nu, vil afgøre meget af

det, der vil ske jer gennem livet og i

hele evigheden.« 1

I lever i en verden, som er præget

af stor usikkerhed. Der er mange røster.

Der er mange veje. De fører ikke

alle til vor himmelske Fader. Hvordan

finder I ud af, hvem I skal lytte til,

eller hvor I skal gå hen?

Profeten Jakob besvarede disse

spørgsmål i dette skriftsted: »Ånden

taler sandhed og lyver ikke. Derfor

taler den om tingene, som de virkelig

er, og om tingene, som de virkelig vil

blive.« 2

Men hvad er »tingene, som de virkelig

er,« som Jakob siger? Om dette

emne har ældste Neal A. Maxwell sagt:

»Hvis vi ikke lydigt tager imod

›tingene, som de virkelig er‹, må vi

tage de endeløse omkørsler og den

tomme søgen efter en anden livsførelse

… En livsførelse, som er forkert

nu, hverken kan eller vil vise sig at

være rigtig på et senere tidspunkt …

Jesu Kristi evangelium rummer

mange sandheder … at der virkelig

er en levende Gud, at der virkelig er

en levende kirke, at der virkelig er

levende profeter, at der virkelig er

levende skrifter, og at der virkelig er

en opstandelse efterfulgt af en dom.« 3

Der er visse sandheder, visse »ting,

som de virkelig er,« der understøttes

af standarder – hvoraf mange kan

måles. Lad os se på et par eksempler

fra atletikken.

På side 8-9 i Liahona fra marts

2004 er der et billede af Moroni Rubio

fra Mexico. For to år siden vandt han

som 16-årig førstepladsen ved de centralamerikanske

mesterskaber i 100

meter løb for juniorer. Hans foreløbige

rekord er på 10,46 sekunder. 4

Tidtagning foregår med et stopur,

som måler hans præstation.

Verdensrekorden i højdespring for

mænd indhaves af en cubansk sportsmand,

som sprang 2,45 m. Kan I forestille

jer at kunne springe så højt? En

højdespringer springer over en vandret

stang, som hviler på to lodrette

standere. Stangen repræsenterer en

standard – et mål, som vi kan nå eller

overgå.

Forestil jer et stævne, hvor løberne

ikke måles med et stopur, og hvor

højdespringerne ikke skal måle deres

spring ved hjælp af en vandret stang.

I livet er der såvel som i atletik

visse standarder eller adfærd, der kan

måles. Der er noget, der er rigtigt, og

noget, som er forkert. Som præstedømmebærere

springer vi ikke højdespring

uden en vandret stang.

Desværre er vi vidne til, at de traditionelle

standarder for moral og

adfærd i vore dage er ved at blive fjernet.

I folkesproget i vore dage hedder

det: »Alt er tilladt.« Verden betragter

hævdvundne standarder som gammeldags

eller forældede.

Vi tilhører en kirke, hvor det forventes

af os, at vi overholder standarder.

Det, som altid har været forkert før i

tiden, er stadig forkert i dag. Kirken

ændrer ikke sine standarder for god

moral ved at tilpasse sig samfundets

omskiftelige sæder og skikke.

Præsident Gordon B. Hinckley har

LIAHONA MAJ 2004 49


50

fortalt om en oplevelse, han havde,

dengang han om natten lå på et leje i

bunden af en gammel vogn sammen

med sin bror Sherman. De »så på myriaderne

af stjerner på himlen og skiftedes

til at udpege vedkendte stjerner og

ved hjælp af Karlsvognen – stangen og

kassen – finde Nordstjernen.« Præsident

Hinckley har sagt, at han var betaget

af Nordstjernen. Upåvirket af

jordens omdrejninger bevarede Nordstjernen

sin plads på himlen og flyttede

sig aldrig. Han sagde: »Jeg betragtede

den som en konstant faktor midt i en

foranderlig verden. Den er noget, man

altid kan regne med, noget som er pålideligt,

et anker i det, som ellers virkede

som en bevægelig og ustabil himmel.« 5

En forfatter har fremhævet Nordstjernens

urokkelige og absolutte placering

og fortalt en historie om det

modsatte, nemlig om en dreng, som

for vild på en lejrtur. Da hans far

endelig fandt ham, spurgte hans far

ham, om han havde husket at udpege

et eller andet i landskabet, som han

altid kunne få øje på. Hvis han havde

gjort det, sagde faderen, ville han

have haft et fast holdepunkt. »Ja,«

sagde drengen.

»Hvad var det?« spurgte faderen.

»Den kanin derovre,« svarede

drengen. 6

Unge mænd i Det Aronske Præstedømme,

I må fæstne jeres blik på

evangeliets uforanderlige standarder

og ikke på en løbende kanin.

I hæftet Til styrke for de unge fungerer

blandt andet følgende standarder

som Nordstjernen for jer: Vælg

venner med høje standarder, lad være

med at skamfere jeres krop med tatoveringer

eller piercinger, undgå pornografi,

lad være med at lytte til musik

med et frastødende sprog, lad være

med at bande, gå kun ud med dem,

som har høje standarder, hold jer seksuelt

rene, omvend jer om nødvendigt,

vær ærlige, hold sabbatsdagen hellig,

betal tiende, hold visdomsordet. 7

For en snes år siden var der i et af

de afrikanske lande en gruppe trofaste

medlemmer af Kirken, som

havde mødtes i deres hjem i adskillige

år. Jeg rejste til landet for at finde

ud af, om vi kunne få tilladelse fra

regeringen til at lade missionærerne

komme ind og etablere Kirken. Jeg

mødtes med en af de højtstående

ministre i regeringen. Han gav mig

20 minutter til at forklare vores

standpunkt.

Da jeg var færdig, sagde han: »Jeg

kan ikke se, at der er noget af det, De

har fortalt mig, som er anderledes

end det, der allerede findes i vores

land. Jeg ser ingen grund til at godkende

Deres anmodning om at lade

missionærerne komme ind i vores

land.«

Han rejste sig for at følge mig ud

af sit kontor. Jeg var panikslagen. Jeg

var en fiasko. Om et øjeblik var vores

møde forbi. Hvad kunne jeg stille op?

Jeg bad en stille bøn.

Pludselig fik jeg en inspireret tanke.

Jeg sagde til ministeren: »Sir, hvis De

vil give mig fem minutter til, vil jeg

gerne udveksle endnu en ide med

Dem. Bagefter skal jeg nok gå.« Han

indvilligede venligt.

Jeg tog min tegnebog frem og viste

ham det lille kort Til styrke for de

unge, som jeg altid har på mig.

Jeg sagde: »Dette er et lille kort

med standarder, som vi giver alle de

unge i vores kirke.«

Jeg læste derpå nogle af de standarder,

som jeg har nævnt i aften, op

for ham. Da jeg var færdig, sagde han:

»Prøver De at fortælle mig, at I forventer,

at de unge fra jeres kirke efterlever

disse standarder?«

»Ja,« svarede jeg, »og det gør de.«

»Det er imponerende,« sagde han.

»Kunne De ikke sende mig nogle af

disse hæfter, så jeg kan dele dem ud

blandt de unge i min kirke?«

»Jo,« svarede jeg. Og det gjorde

jeg så.

Nogle måneder senere fik vi officiel

godkendelse fra dette lands regering

til at komme og etablere Kirken.

Unge mænd, disse standarder, som

I er så heldige at kunne holde, er virkelig

en kostbar perle. Verden forstår

dem ikke. Mange gode mennesker

søger dem. I har dem.

Profeten Joseph Smith modtog en

åbenbaring, som forklarer, hvordan vi

i vore dage kan vide, hvilke røster vi

skal lytte til – hvilke standarder vi skal


følge. I denne åbenbaring bliver vor

tid, eller generation, omtalt som en

tid, hvor menneskene skal se »en

susende svøbe« og »en hærgende sygdom«

dække landet. 8

Herren gav derpå den sikre standard,

som skal beskytte de trofaste

disciple. Han sagde: »Men mine disciple

skal stå på hellige steder og skal

ikke røres.« 9

Brødrene i Det Første Præsidentskab

og De Tolv Apostles Kvorum er

disciple, som står på hellige steder.

De hverken bevæges eller rokkes af

skiftende tider fra det, som er blevet

grundfæstet som sandt i alle tidligere

slægter. Kirkens standarder er urokkelige

og sande. De garanterer jeres

tryghed og evige sikkerhed. Når I forpligter

jer til at efterleve dem, bliver

I målt i forhold hævdvundne standarder,

som Gud har godkendt.

Mine børnebørn og kære brødre i

Det Aronske Præstedømme, I befinder

jer i livets løb. Det er ikke et kort

sprint. Det er snarere som et maraton.

I vil blive prøvet og målt i forhold

til Guds fastsatte standarder. Ånden

vil vejlede og hjælpe jer til at finde ud

af, hvad I skal gøre.

Vi er næsten den eneste organisation

tilbage, som stadig har fastsatte,

hævdvundne standarder. De fleste

andre har givet efter for vores verdens

kultur. Hvilken velsignelse det er for

os at have levende profeter.

Må I blive velsignet, når I holder

Kirkens standarder. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. Til styrke for de unge, 2001, s. 2.

2. Jakobs Bog 4:13.

3. Things as They Really Are, 1978, s. xi-xii.

4. Se Adam C. Olson, »Moronis fødder«,

Liahona, marts 2004, s. 8-11.

5. Se Sheri L. Dew, Go Forward with Faith:

The Biography of Gordon B. Hinckley,

1996, s. 5-6.

6. Se Jerry Johnston, »Following True North

Is Lifelong Challenge«, Deseret Morning

News, 14. feb. 2004, sektion E, s. 1.

7. Se Til styrke for de unge, s. 12-37.

8. L&P 45:31.

9. L&P 45:32.

Valg

PRÆSIDENT JAMES E. FAUST

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Morgendagens velsignelser og muligheder afhænger af de

valg, vi træffer i dag.

Mine kære brødre i Guds hellige

præstedømme over hele

verden. Jeg hilser jer med

kærlighed og venskab.

I dette liv må vi træffe mange valg.

Nogle af dem er meget vigtige. Andre

er det ikke. Mange af vore valg står

mellem godt og ondt. Men de valg,

vi træffer, er i høj grad afgørende for

vores lykke eller vores ulykke, for vi

må leve med konsekvenserne af vore

valg. Det er ikke muligt hele tiden at

træffe fuldkomne valg. Det lader sig

simpelthen ikke gøre. Men det er

muligt at træffe gode valg, som vi kan

leve med og udvikle os gennem. Når

Guds børn lever værdigt til at få guddommelig

vejledning, kan de, da de

kender godt fra ondt, blive »fri for

evigt, til at handle for sig selv og ikke

lade sig påvirke af noget.« 1

Til tider træffer vi dårlige valg, hvis

vi giver efter for gruppepres. Kieth

Merrill havde en sådan oplevelse, da

han har ung mand. Han og hans venner

sprang ud fra de stejle klippevægge

ved East Canyon Reservoir, nordøst for

Salt Lake City. Det udviklede sig uundgåeligt

til en teenagekonkurrence, da

en ung mand kravlede op på toppen af

dæmningen og sprang 15 meter ned i

reservoirets dybe vand. De andre unge

mænd klatrede også op på toppen af

dæmningen og foretog det samme

høje udspring. En af drengene var ikke

tilfreds med det, så han sagde: »Jeg kan

gøre det endnu bedre!« Han klatrede

18 meter op ad klippesiden. Der var

ingen, der skulle overgå Kieth, så han

klatrede op på siden af ham. Da den

anden dreng var sprunget i vandet og

tilsyneladende ikke var kommet noget

til, tog Kieth mod til sig og sprang ud.

Nu var det kun disse to drenge, der var

tilbage i konkurrencen. Kieths ven klatrede

21 meter op og sprang ud. Han

dukkede grinende op af vandet, mens

han gned sine skuldre og øjne. Derpå

udfordrede han Kieth: »Nå, tager du

springet?«

»Selvfølgelig springer jeg!« Og alle,

der stod på bredden, sagde: »Selvfølgelig

tager han springet!«

Så Kieth svømmede tilbage til

bredden og klatrede op ad klipperne.

Han vidste, at hvis han sprang ud fra

samme højde, fra 21 meter, ville hans

ven klatre endnu højere op, så han

kravlede 24 meter op, helt op til den

LIAHONA MAJ 2004 51


52

øverste top. Ingen kunne komme højere

op end til toppen. Da Kieth kiggede

ned, blev han slået af skræk, da

han så vandet dybt under sig. Han

havde truffet en forhastet beslutning.

Det var ikke det, han havde lyst til, ej

heller hvad han følte, var det rette. I

stedet havde han baseret sin beslutning

på en halv snes unge mænds

opmuntrende tilråb, hvis navne han

end ikke husker længere.

Han trådte et par skridt tilbage og

løb så hurtigt han kunne hen mod kanten.

Han fandt det mærke, han omhyggeligt

havde lagt på kanten af klippen,

og sprang ud i luften. På vej ned kom

han i tanke om, at hans forældre havde

lært ham, at han skulle være forsigtig,

når han traf et valg, for et forkert valg

kunne slå ham ihjel. Og nu tænke han:

»Det er lige det, jeg har gjort, for når

jeg rammer vandet, har jeg så meget

fart på, at det lige så godt kunne have

været beton.« Da han ramte vandet,

føltes det oven i købet som beton.

Hvor var han taknemlig, da han endelig

fik hovedet over vandet igen.

Hvorfor sprang han i? Hvad var det,

han ville bevise? De unge mænd, som

udfordrede ham, var i virkeligheden

ligeglade og husker sandsynligvis ikke

engang deres tåbelige leg. Men Kieth

indså bagefter, at han havde truffet en

beslutning, som meget vel kunne have

været skæbnesvanger. Han havde givet

efter for et pres fra sine venner, som

forventede, at han ville gøre noget,

han ikke havde lyst til. Han vidste

bedre. Han sagde: »Jeg levede i verden,

og i det øjeblik var jeg af verden,

for jeg var ikke herre over mig selv. Jeg

traf ikke en beslutning til bedste for

mig selv. Verden traf beslutningerne

for mig … og [jeg] var med nød og

næppe sluppet for at være i verden

omkring to meter under jorden.« 2

Der skal et særligt mod til at kunne

træde tilbage i stedet for at springe

frem og tåbeligt lade andre træffe vore

valg for os. Vi kan bedre stå fast, hvis vi

har en klar opfattelse af vores identitet

som Guds sønner og bærere af det hellige

præstedømme og af vores mulighed

for at opnå en lovende fremtid.

Desværre kan nogle af vore dårlige

valg ikke gøres om, men mange kan.

Ofte kan vi ændre kurs og komme tilbage

på det rette spor. At finde tilbage

på det rette spor kan omfatte principperne

for omvendelse, nemlig for det

første, at vi erkender vore fejlagtige

handlinger, for det andet, at vi forsager

den forkerte adfærd, for det

tredje, at vi aldrig gentager den og

for det fjerde, at vi bekender 3 og yder

erstatning, hvor det er muligt. At lære

af sine fejl er godt, men det er ikke

uden grund, at man taler om at lære

ved bitter erfaring. Vi udvikler os hurtigt

og mere smertefrit ved at tage ved

lære af vore forældre, vore kære og

vore lærere. Vi kan også lære af andres

fejltagelser ved at lægge mærke til

konsekvenserne af deres forkerte valg.

Nogle valg afføder gode muligheder,

uanset hvilken vej vi vælger – for

eksempel når vi skal vælge, inden for

hvilket erhverv vi ønsker at gøre karriere,

eller hvilken skole vi ønsker at gå

på. Jeg kender en kvik og dygtig ung

mand, som gerne ville være læge,

men han fik ikke muligheden, så han

valgte i stedet at blive jurist. Han er

blevet en meget dygtig advokat, men

jeg er overbevist om, at han ville have

været lige så dygtig som læge.

Nogle af vore vigtige valg har en

tidslinje. Hvis vi udskyder en beslutning,

går muligheden tabt for altid.

Nogle gange afholder vores tvivl os fra

at træffe et valg, som indebærer forandringer.

På denne måde kan vi gå glip

af en mulighed. En eller anden har

sagt: »Når man skal træffe et valg, men


undlader at træffe det, er det i sig selv

også et valg.« 4

Nogle mennesker har svært ved at

træffe en beslutning. En psykiater

sagde engang til en patient: »Har De

nogen sinde svært ved at bestemme

Dem?« Patienten svarede: »Både ja og

nej.« Mit håb og min bøn er, at vi kan

være lige så beslutsomme som Josva

var, da han sagde: »Vælg i dag … Jeg

og mit hus vil tjene Herren.« 5

Nogle valg har større konsekvenser

end andre. Vi kan ikke træffe noget

vigtigere frivilligt valg i dette liv end

valget af ægtefælle. Denne beslutning

kan medføre evig lykke og glæde. For

at kunne finde ophøjet tilfredshed i et

ægteskab må begge parter være fuldstændig

engagerede i ægteskabet.

Visse vigtige valg vedrørende tilfredshed

og lykke bør kun træffes én

gang og bør aldrig træffes igen, når

først de er blevet truffet. For eksempel

behøver vi kun én gang at træffe

en fast og urokkelig beslutning om

ikke at ryge tobak, drikke alkoholiske

drikke eller tage bevidsthedsforandrende

stoffer.

I 1976 var ældste Robert C. Oaks,

som dengang var oberst i det amerikanske

flyvevåben, medlem af en forhandlingsdelegation.

De var blevet

indbudt til middag af Leningrads flådedistrikt.

Omkring 50 højtstående

officerer fra Sovjetunionen og USA var

til stede, mens værten udbragte forskellige

skåler før middagen. De rejste

sig til den første skål og hævede glasset,

som for de flestes vedkommende

var fyldt med russisk vodka. Bror

Oaks havde lyserød limonade i sit

glas, hvilket straks blev bemærket af

den admiral, som udbragte skålerne.

Han standsede og forlangte, at bror

Oaks fyldte sit glas med vodka, og

nægtede at fortsætte, før bror Oaks

havde gjort det. Bror Oaks afslog og

forklarede, at han var ganske tilfreds

med det, han havde i sit glas.

Der begyndte at brede sig en meget

trykket stemning, og selv hans egne

delegationsmedlemmer, hvoraf de

fleste var hans overordnede, blev mere

og mere utrygge ved dette dødvande.

Bror Oaks’ sovjetiske eskorte hvæsede

i hans øre: »Fyld Deres glas med

vodka!« Bror Oaks opsendte den korteste

bøn i sit liv: »Hjælp mig Gud!«

Et par sekunder efter hviskede den

sovjetiske tolk – en kaptajn i hæren,

som han tidligere havde talt religion

med – til admiralen: »Det er på grund

af hans religion.« Admiralen nikkede,

den spændte atmosfære forsvandt, og

man fortsatte programmet. 6

Ældste Oaks havde mange år tidligere

truffet den beslutning, at han

aldrig ville drikke alkohol, så derfor

behøvede han i prøvelsens stund ikke

at træffe den beslutningen på ny.

Ældste Oaks var overbevist om, at

han ville lide større skade ved at gå

på kompromis med en af sine trossætninger

end ved at drikke vodka. For

resten var det ikke til skade for hans

karriere, at han stod ved sine religiøse

principper. Han blev senere forfremmet

til firestjernet general.

Underligt nok virker det ofte fornuftigt

at gøre det forkerte, muligvis fordi

det synes at være den letteste udvej. Vi

hører ofte følgende ord som retfærdiggørelse

af forkert adfærd: »Alle gør det

jo.« Dette onde forvansker sandheden,

og dets ophav er Satan. Som Nephi

siger: »Således bedrager djævelen

deres sjæle og leder dem omhyggeligt

ned til helvede.« 7

Uanset hvor mange mennesker

i vores samfund, som gør det, kan

ingen retfærdiggøre, at de er uærlige,

løgnagtige, bedrageriske, bander, især

at de bruger Herrens navn til løgn,

indlader sig på umoralske seksuelle

forhold eller udlader at respektere

Herrens dag.

Andre menneskers handlinger afgør

ikke, hvad der er rigtigt eller forkert.

Et enkelt menneske, som har mod til

at træffe det rette valg, kan påvirke

mange andre til også at træffe kloge

valg. Jeg vil gerne tilslutte mig det, der

står i hæftet Til styrke for de unge:

»Du er ansvarlig for de valg, du træffer.

Du skal ikke give dine omstændigheder,

din familie eller dine venner

skylden, hvis du vælger ikke at adlyde

Guds befalinger. Du er et Guds barn

med stor styrke. Du har evnen til at

vælge det rette og lykke, uanset hvad

dine omstændigheder er.« 8

Hvordan træffer man et korrekt

valg? Et valg indebærer, at man tager

en bevidst beslutning. For at kunne

tage en bevidst beslutning må vi vurdere

alle tilgængelige oplysninger fra

begge sider af en sag. Men det er ikke

nok. At tage en korrekt beslutning

LIAHONA MAJ 2004 53


54

omfatter bøn og inspiration. I det

niende afsnit af Lære og Pagter får vi

den afgørende nøgle. Herren siger til

Oliver Cowdery:

»Se, du har ikke forstået det ret. Du

har troet, at jeg ville give dig, uden at

du selv gjorde dig nogen anstrengelse,

blot du bad.

Men se, jeg siger dig: Du må

udtænke det i dit eget sind, og da må

du adspørge mig, om det er rigtigt; og

dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke,

at dit hjerte brænder i dig, og derved

skal du fornemme, at det er rigtigt.

Men er det ikke rigtigt, skal du ikke

have sådan følelse, men dine tanker

skal være så uklare, at du glemmer

det, der var urigtigt.« 9

Hvis vi ser ud i fremtiden, bliver

vi nødt til at være stærkere og mere

ansvarlige for vore valg i en verden,

hvor mennesker »kalder ondt godt, og

godt ondt.« 10 Vi træffer ikke kloge valg,

hvis vi anvender vores handlefrihed i

modstrid med Guds vilje eller råd fra

præstedømmet. Morgendagens velsignelser

og muligheder afhænger af de

valg, vi træffer i dag.

Brødre, det er min tro og mit vidnesbyrd,

at vi som en samlet gruppe

har ansvaret for at være et retskaffent

eksempel for hele verden. Under præsident

Gordon B. Hinckleys storslåede

ledelse må vi vise vejen ved de inspirerede

valg, vi træffer. Evnen til at vælge

er jeres. Må vi alle klogt anvende vores

handlefrihed skænket os af Gud, når vi

træffer disse evige valg. I Jesu Kristi

navn. Amen. ■

NOTER

1. 2 Nephi 2:26.

2. Kieth Merrill, »Deciding about Decisions«,

New Era, juni 1976, s. 12-13.

3. Se L&P 58:43.

4. William James, citeret i 20,000 Quips and

Quotes, red. Evan Esar, 1968, s. 132.

5. Jos 24:15.

6. Tilpasset fra Believe! Helping Youth Trust

in the Lord, 2003, s. 27-28.

7. 2 Nephi 28:21.

8. Til styrke for de unge, 2001, s. 5.

9. L&P 9:7-9.

10. 2 Nephi 15:20.

Fat mod

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Lad os have mod til at gå imod den gængse opfattelse og

mod til at forsvare vore principper. Det er mod og ikke

kompromis, der har Guds billigelse.

Brødre, I er et inspirerende syn

at se. Det er ærefrygtindgydende

at tænke på, at i tusindvis

af kirkebygninger rundt omkring i

verden overværer jeres brødre i Guds

præstedømme dette møde via satellit.

I har forskellige nationaliteter, og I

taler mange forskellige sprog, men et

fælles bånd knytter os sammen. Vi er

blevet betroet at bære præstedømmet

og handle i Guds navn. Vi har fået

overdraget et helligt hverv. Der forventes

meget af os.

For længe siden skrev den kendte

forfatter Charles Dickens om de muligheder,

som venter os. I sit klassiske

værk Store forventninger beskriver

Diskens en dreng ved navn Philip

Pirrip, bedre kendt som »Pip«. Pip var

blevet født under usædvanlige omstændigheder.

Han var forældreløs. Han

ønskede af hele sit hjerte, at han var

lærd, og at han var en gentleman.

Men alle hans ambitioner og alle

hans drømme syntes dømt til at briste.

Føler I unge mænd til tider på samme

måde? Har nogen af os, der er ældre,

de samme tanker?

Men så en dag henvender Jaggers,

en sagfører fra London, sig til lille Pip

og fortæller ham, at en ukendt velgører

har testamenteret ham en formue.

Sagføreren lægger sin arm om Pips

skulder og siger til ham: »Min dreng,

du har store forventninger.«

I aften, idet jeg ser på jer unge

mænd, og det går op for mig, hvem I

er, og hvad I kan blive, siger jeg: »I har

store forventninger.« Ikke som følge

af en ukendt velgører, men som følge

af en kendt velgører, nemlig vor himmelske

Fader, og der forventes meget

af jer.

Vores rejse gennem livet foregår

ikke ad en motorvej uden forhindringer,

faldgruber eller fælder. Den

foregår snarere ad en sti, som er kendetegnet

ved forgreninger og sving.

Vi står konstant for at skulle træffe

beslutninger. For at kunne træffe

dem vist, kræves der mod – mod til

at sige nej og mod til at sige ja. Vore

beslutninger er afgørende for vores

skæbne.

Det kræves hele tiden af os, at vi


udviser mod. Sådan har det altid været,

og sådan vil det altid være.

Under den amerikanske borgerkrig

blev en officers mod nedskrevet

af en ung infanterist, der bar sydstatshærens

grå uniform. Han beskriver

general J.E.B. Stuarts indflydelse med

disse ord:

På et kritisk tidspunkt under slaget

»pegende han hen mod fjenden og

råbte: ›Fremad folkens. Fremad! Bare

følg mig!‹ …

… Modige og beslutsomme [fulgte

de] ham som en brusende flod«, og

målet blev erobret og fastholdt. 1

Mange år tidligere og i et fjernt

land kom en anden leder med samme

opfordring: »Kom og følg mig.« 2 Han

var ikke hærfører. Tværtimod. Han var

Fredsfyrsten, Gud Søn. De, der fulgte

ham dengang, og de, der følger ham

nu, vinder en meget større sejr, hvis

konsekvenser er evigtvarende. Behovet

for mod er konstant.

De hellige skrifter beviser denne

sandhed. Josef, Jakobs søn, der blev

solgt til Egypten, viste sit mod, da han

over for Potifars hustru, som forsøgte

at forføre ham, erklærede: »Hvordan

skulle jeg så kunne gøre noget så

ondt og synde mod Gud? Han [ville]

ikke opfylde hendes ønske … og flygtede

ud.« 3

I vore dage har en far anvendt

dette eksempel på mod over for sine

børn ved at sige: »Hvis I nogen sinde

opdager, at I er et sted, hvor I ikke

burde være – så flygt!«

Hvem kan undgå at føle sig inspireret

af Helamans 2.000 unge sønner, der

viste behovet for at have tilstrækkeligt

mod til at følge deres forældres formaninger

– mod til at være kyske og rene? 4

Måske er den smukkeste af disse

beretninger eksemplet med Moroni,

der havde mod til at holde ud til

enden i retfærdighed. 5

Alle blev styrket af Moses’ ord: »Vær

modige og stærke! Vær ikke bange, og

nær ikke rædsel … for Herren din Gud

går selv med dig, han lader dig ikke i

stikken og svigter dig ikke.« 6 Han lod

dem ikke i stikken. Han lader ikke os i

stikken. Han svigtede dem ikke. Han

svigter ikke os.

Det er denne sikre overbevisning,

der kan lede jer og mig – i vor tid, i

vore dage og i vores liv. Selvfølgelig

støder vi på frygt, udsættes for latterliggørelse

og møder modstand. Lad os

have mod til at gå imod den gængse

opfattelse – mod til at forsvare vore

principper. Det er mod og ikke kompromis,

der har Guds billigelse. Mod

bliver en levende og indbydende dyd,

når den ikke alene tolkes som villigheden

til tappert at gå i døden, men også

som viljen til at leve anstændigt. En

moralsk kujon er en, der er bange for

at gøre det, han mener er rigtigt, af

frygt for at andre vil være uenige eller

le. Husk, at alle mennesker til tider er

bange, men de, der møder frygten på

værdig måde, har dog mod.

Må jeg ud fra mine personlige

LIAHONA MAJ 2004 55


56

oplevelser med mod fortælle jer et

eksempel fra min militærtid.

Det var en stor udfordring for mig,

da jeg i de sidste måneder af anden

verdenskrig blev indrulleret i den

amerikanske flåde. Her oplevede jeg

mange heltegerninger og mange

eksempler på mod. Et af dem, jeg

husker bedst, var det stilfærdige mod,

som udvistes af en 18-årig matros – fra

et andet trossamfund – der ikke var

for stolt til at bede. Af de 250 mænd i

kompagniet var han den eneste, der

hver aften knælede ned ved siden af

sin køje, trods de andres spottende

tilråb og ondskabsfulde spøgefuldheder,

og med bøjet hoved bad han til

Gud. Han var urokkelig. Han vaklede

aldrig. Han havde mod.

Jeg holder så meget af disse ord af

digteren Ella Wheeler Wilcox:

Det er let nok at være venlig,

når livet går som en leg,

men dén har vist sin styrke,

som smiler, når prøven er sej. 7

Dette var Paul Tingey et eksempel

på. Det er netop en måned siden, jeg

var med til hans bisættelse her i Salt

Lake City. Paul var vokset op i et godt

sidste dages helligt hjem og havde

udført en ærefuld mission for Herren

i Tyskland. En af hans kammerater i

missionsmarken var ældste Bruce D.

Porter fra De Halvfjerds’ Første Kvorum.

Ældste Porter beskrev ældste Tingey

som en af de mest engagerede og succesfulde

missionærer, han kendte.

Da deres mission var tilendebragt,

vendte ældste Tingey hjem, tog eksamen

fra universitetet, blev gift med

sin kæreste og stiftede familie. Han

tjente som biskop og var dygtig i sit

erhverv.

Uden megen varsel fik han i sit nervesystem

symptomer på en frygtet

sygdom – sklerose. I sin sygdom kæmpede

Paul Tingey tappert, men kom til

sidst på plejehjem, hvor han boede

resten af livet. Der opmuntrede han

de nedtrykte og gjorde alle glade. 8 Når

jeg gik i kirke der, gjorde Paul både

mig og alle andre mere glade.

Da de olympiske lege kom til Salt

Lake City i 2002, blev Paul udvalgt til at

bære den olympiske fakkel en bestemt

etape. Da dette blev meddelt på plejehjemmet,

brød jublen ud blandt de

forsamlede beboere, og et hjerteligt

bifald rungede gennem gangene. Da

jeg ønskede Paul tillykke, sagde han

med sin svage røst: »Jeg håber ikke, at

jeg taber faklen!«

Brødre, Paul Tingey tabte ikke den

olympiske fakkel. Derudover bar han

tappert den fakkel, han fik overdraget i

livet, og det gjorde han til sin dødsdag.

Åndelighed, tro, beslutsomhed og

mod – Paul havde det hele.

En eller anden har sagt, at mod

ikke er manglende frygt, men evnen

til at beherske den. 9 Til tider kræver

det mod at rejse sig fra en fiasko og

kæmpe videre.

Som ung teenager spillede jeg i

en basketballkamp i Kirken. Da

resultatet var usikkert, sendte træneren

mig på banen lige efter at anden

halvleg var begyndt. Jeg greb bolden

efter et indkast, driblede den hen

mod kurven og lod bolden flyve.

Netop som bolden forlod mine fingerspidser,

gik det op for mig, hvorfor

modstandernes forsvarsspillere ikke

forsøgte at standse mig: Jeg forsøge at

score i den forkerte kurv! Jeg bad en

stille bøn: »Kære Gud, lad ikke bolden

gå i.« Bolden trillede en gang rundt

langs kurven og faldt udenfor.

Fra bænkene lød råbet: »Vi vil have

Monson, vi vil have Monson, vi vil have

Monson – ud af spillet!« Træneren var

enig.

Mange år senere besøgte jeg som

medlem af De Tolvs Råd sammen med

nogle andre generalautoriteter en

nyopført kirkebygning, hvor vi som

eksperiment forsøgte med et tætvævet

tæppe på sportssalens gulv.

Mens flere af os undersøgte gulvet,

kastede biskop J. Richard Clarke, som

dengang sad i Det Præsiderende

Biskopråd, pludselig basketbolden

hen til mig med en udfordring: »Jeg

tror ikke, du kan ramme kurven, derfra

hvor du står!«

Jeg stod uden for det, som kaldes

trepointslinjen. Jeg havde aldrig før

scoret på så lang afstand. Ældste

Mark E. Petersen råbte til de andre:

»Jeg tror godt, han kan!«


Minderne fra den flove oplevelse

mange år tidligere, hvor jeg kastede

bolden hen mod den forkerte kurv,

vældede frem. Ikke desto mindre

sigtede jeg og kastede bolden af sted.

Den gik lige ned gennem kurven!

Biskop Clarke kastede bolden hen

til mig og udfordrede mig endnu

engang: »Jeg ved, du ikke kan gøre

det igen!«

Ældste Petersen forsvarede mig:

»Selvfølgelig kan han det!«

Digterens ord genlød i mit hjerte:

»Led os, o led os, du som former alle

mænd, ud af mørket, så vi kan prøve

igen.« 10 Jeg kastede bolden. Den fløj

hen mod kurven og gik lige ned gennem

nettet.

Det var afslutningen på vores

inspektionsbesøg.

Under frokosten sagde ældste

Petersen til mig: »Du kunne have

spillet professionelt.«

Det at vinde eller tabe en basketboldkamp

får mindre betydning i

vore tanker, når vi tænker over vore

pligter som bærere af Guds præstedømme

– både Det Aronske og Det

Melkisedekske. Vi har en højtidelig

pligt til at berede os ved at adlyde

Herrens bud og tage imod de kald,

vi får, til at tjene ham.

Vi, som er blevet ordineret til Guds

præstedømme, kan have afgørende

betydning. Når vi gør os fortjent til

Herrens hjælp, kan vi opbygge

drenge, bringe mennesker på ret køl,

og udføre mirakler i hans hellige tjeneste.

Vore muligheder er uendelige.

Skønt opgaverne virker store, giver

denne sandhed os styrke: »Den største

styrke i vore dages verden er Guds

kraft, sådan som den virker gennem

menneskene.« Hvis vi går Herrens

ærinde, har vi ret til Herrens hjælp.

Denne guddommelige hjælp afhænger

dog af vores værdighed. For at kunne

sejle trygt over jordelivets hav, for at

kunne udføre en menneskelig redningsmission,

har vi brug for den evige

søfarendes vejledning – nemlig den

store Jahve. Vi ser op, og vi rækker

hånden ud for at få himmelsk hjælp.

Er jeres udstrakte hænder rene? Er

jeres længselsfulde hjerte rent? Hvis

vi ser tilbage i tiden gennem historiens

sider, finder vi et budskab om

værdighed hentet i den døende kong

Dareios’ ord. Ved de rette ritualer

var Dareios blevet anerkendt som

Egyptens retmæssige konge. Hans

rival, Alexander den Store, var blevet

udråbt som Ammons legitime søn.

Han var også farao. Alexander finder

den slagne Dareios på dødslejet, lægger

sine hænder på hans hoved for at

helbrede ham og befaler ham at rejse

sig og påtage sig sin kongelige styrke:

»Jeg sværger over for dig, Dareios,

ved alle guderne, at jeg gør dette

i oprigtighed og uden bedrag.«

Dareios svarede med en mild irettesættelse:

»Alexander, min dreng …

tror du, du kan røre himlen med dine

hænder?« 11

Brødre, når vi lærer vores pligt at

kende og højner de kald, som vi får,

vejleder Herren os i vore bestræbelser

og lader os nå ind til hjertet af dem, vi

tjener.

For mange år siden besøgte jeg

en ældre enke, som hed Mattie. Jeg

havde kendt hende i mange år og

været hendes biskop. Jeg var bedrøvet

over hendes store ensomhed. Hendes

yndlingssøn boede langt væk, og i årevis

havde han ikke besøgt sin mor.

Mattie tilbragte lange ensomme timer

med at våge ved vinduet ud til gaden.

Bag det frynsede gardin, som ofte

blev trukket til side, sagde den skuffede

mor til sig selv: »Dick kommer,

Dick skal nok komme.«

Men Dick kom ikke. Det ene år gik

efter det andet. Men som et glimt af en

solstråle blev Dick, en af mine gamle

drenge i Det Aronske Præstedømme,

som nu boede i Houston i Texas, langt

fra sin mor, aktiv i Kirken. Han kom

til Salt Lake for at besøge mig. Han

ringede, da han ankom, og fortalte

ivrigt om forandringen i sit liv. Han

spurgte, om jeg havde tid til at se ham,

hvis han kom direkte hen på mit kontor.

Jeg kunne kun glæde mig. Men jeg

sagde: »Dick, besøg først din mor, og

kom så hen til mig.« Han gik med

glæde ind på mit krav.

Inden han kom hen til mig på kontoret,

blev jeg ringet op af Mattie –

hans mor. Fra et glad hjerte kom

ordene, afbrudt af tårer: »Biskop, jeg

vidste, at Dick ville komme. Jeg sagde

jo til dig, at han ville. Jeg så ham

komme gennem vinduet.«

Ved Matties begravelse flere år

senere, talte Dick og jeg hjerteligt om

denne oplevelse. Vi havde set et glimt

af Guds helbredende kraft gennem

vinduet ind til en mor, som troede på

sin søn.

Tiden marcherer videre. Pligten

holder trit med denne march. Pligten

bliver ikke mindre. Katastrofale konflikter

kommer og går, men krigen om

menneskenes sjæle fortsætter uden

stilstand. Herrens ord lyder som en

fanfare for jer, for mig og for præstedømmebærere

overalt: »Lad nu derfor

hver mand lære sin pligt og med al

flid passe det embede, hvortil han er

blevet kaldet.« 12

At vi hver især må have mod til at

gøre det er min bøn i Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. Citeret i Emory M. Thomas, Bold Dragoon:

The Life of J. E. B. Stuart, 1986, s. 211-212.

2. Matt 4:19.

3. 1 Mos 39:9-10, 12.

4. Se Alma 56.

5. Se Moroni 1-10.

6. 5 Mos 31:6.

7. »Worth While«, i The Best-Loved Poems of

the American People, red. Hazel Felleman,

1936, s. 144.

8. Se »Har jeg gjort noget godt«, Salmer og

sange, nr. 143.

9. Se Mark Twain, i Gorton Carruth og Eugene

Ehrlich, red., The Harper Book of American

Quotations, 1988, s. 111.

10. Fra »Alma Mater« fra Yonkers High School.

11. Tilpasset fra Hugh Nibley, Abraham in

Egypt, 1981, s. 192.

12. L&P 107:99.

LIAHONA MAJ 2004 57


58

»For jeg var sulten,

og I gav mig noget

at spise«

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

Overalt, hvor et eller andet har skabt nød, dér har Kirkens

repræsentanter været … Jeg har på første hånd været vidne

til, hvor effektiv vores humanitære bistand er.

I1936, for 68 år siden, fortalte

en sekretær for én fra De Tolvs

Kvorum mig, hvad et medlem af

De Tolv havde fortalt hende. Hun

sagde, at man til den kommende

generalkonference ville bekendtgøre

et program, som ville blive betragtet

som endnu mere betydningsfuld end

det, at vore medlemmer kom til disse

dale som pionerer.

I parentes bemærket bør man

ikke fortælle sin sekretær noget, som

man burde holde fortrolig, og hun

burde ikke viderebringe fortrolige

oplysninger.

Men det var, hvad der skete dengang.

Det sker aldrig i dag. Nej, nej!

Jeg bør tilføje, at mine dygtige sekretærer

aldrig røber noget fortroligt.

Som I, der er bekendt med historien,

ved, bekendtgjorde man dengang

Kirkens sikkerhedsplan, et navn

som efterfølgende blev ændret til

Kirkens velfærdsprogram.

Dengang tænkte jeg på, hvordan

noget som helst, som Kirken gjorde,

efter nogens opfattelse kunne overskygge

medlemmernes historiske indsamling

i disse vestlige dale i USA. Det

var en bevægelse, der var af en så

kolossal størrelsesorden, at jeg mente,

at der aldrig kunne være noget, der

kunne være så betydningsfuldt. Men

jeg har opdaget noget interessant på

det seneste.

Vi tager imod mange fremtrædende

gæster på Det Første Præsidentskabs

kontor. Blandt andet statsoverhoveder

og ambassadører. For et par uger siden

tog vi imod en borgmester fra en af

verdens storbyer. På samme måde

tog vi for nylig imod Ecuadors vicepræsident

og ambassadør, Litauens

ambassadør, Hvideruslands ambassadør

og andre. I vore samtaler er der

ikke en eneste af disse gæster, som har

nævnt vore forfædres storslåede pionerrejse.

Men de har hver især uafhængigt

af hinanden talt rosende om

vores velfærdsprogram og om vores

humanitære indsats.

Så da jeg nu skal tale ved dette

storslåede præstedømmemøde, vil jeg

gerne sige et par ord om vores indsats

til fordel for de nødlidende, hvad

enten de er medlemmer af Kirken

eller ej, i forskellige dele af verden.

Da vore dages velfærdsprogram

blev sat i værk, blev det udarbejdet

med henblik på at kunne opfylde vore

egne medlemmers behov. I årene som

er gået, har tusinder og atter tusinder

fået hjælp. Biskopper og hjælpeforeningspræsidentinder

har kunnet disponere

over fødevarer og tøj og andre

forsyninger til de nødlidende. Utallige

medlemmer af Kirken har arbejdet

som frivillige for at fremstille det nødvendige.

Vi driver nu 113 forrådshuse,

63 farme, 105 konservesfabrikker og

hjemmeforrådscentre, 18 levnedsmiddelfabrikker

og distributionscentre

såvel som mange andre faciliteter.

Ikke alene har Kirkens medlemmer

fået tilgodeset deres behov, men andre

har også fået tilbudt hjælp. Lige her i

Salt Lake City bliver mange af de sulte

dagligt bespist af uafhængige organisationer,

som benytter sig af Kirkens velfærdsforsyninger.

Her i denne by og en række andre

steder driver vi skønne butikker, hvor

der ikke er noget kasseapparat, hvor

penge ikke skifter ejer, men hvor fødevarer,

tøj og andre fornødenheder

uddeles til de nødlidende. Jeg tror ikke,

at nogen købmandsforretning kan tilbyde

nogen bedre mælk, noget bedre

kød og noget bedre mel end det, som

udgår fra biskoppens forrådshus.

De principper, som disse foretagender

drives ud fra, er grundlæggende

de samme som i begyndelsen.


Det forventes af de nødlidende, at

de gør alt, hvad de kan, for at forsørge

sig selv. Dernæst forventes det af familien,

at den er med til at tage sig af

deres mindre heldigt stillede medlemmer.

Først derefter stiller Kirken sine

ressourcer til rådighed.

Vi tror på Herrens ord og tager det

meget alvorligt:

»Kom, I som er min faders velsignede,

og tag det rige i arv, som er

bestemt for jer, siden verden blev

grundlagt.

For jeg var sulten, og I gav mig

noget at spise, jeg var tørstig, og I gav

mig noget at drikke, jeg var fremmed,

og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg

var syg, og I tog jer af mig, jeg var i

fængsel, og I besøgte mig« (Matt

25:34-36).

Dette er Herrens måde at drage

omsorg for de nødlidende på. Om

dem har han sagt: »De fattige har I jo

altid hos jer« (Matt 26:11).

De, som er i stand til det, arbejder

frivilligt for at sørge for dem, som ikke

kan arbejde. Sidste år blev der doneret

563.000 arbejdsdage i velfærdsfaciliteterne.

Det svarer til, at et menneske

skulle arbejde otte timer om dagen i

1.542 år.

I et af de seneste numre af Church

News blev der bragt en historie om

en gruppe farmere i en lille landsby

i Idaho. Jeg vil gerne læse lidt op fra

denne beretning.

»Klokken er 6 om morgenen sidst

i oktober, og frosten hænger allerede

i luften over sukkerroemarkerne i

Rupert i Idaho.

De lange arme på maskinerne, som

kapper toppene af sukkerroerne, favner

tolv rækker. Bag dem kører roeoptagermaskinerne,

som slynger deres

stålfingre i jorden, skovler roerne op

og fører dem op til et transportbånd

og ned i en ventende lastbil …

Vi befinder os på velfærdsfarmen i

Rupert i Idaho, og de, som arbejder

her i dag, er frivillige … Til tider er

der over 60 maskiner, som arbejder

harmonisk sammen … alle ejes de af

lokale farmere.«

Arbejdet fortsætter resten af dagen.

»Klokken 19 … er solen gået ned,

og landskabet er atter mørkt og koldt.

Farmerne tager hjem, udmattede og

glade.

Endnu en dag har de gjort det godt.

De har høstet Herrens sukkerroer«

(Neil K. Newell, »A Harvest in Idaho«,

Church News, 20. mar. 2004, s. 16).

En sådan enestående frivillig indsats

ydes konstant for at sikre forsyningerne

til Herrens forrådshuse.

Siden den spæde begyndelse er

programmet blevet udvidet, således at

man ikke alene tager sig af de nødlidende,

men også opmuntrer Kirkens

familier til at være beredte. Ingen ved,

hvornår katastrofen rammer – eller

sygdom, eller arbejdsløshed eller en

ulykke, som medfører invaliditet.

Sidste år kunne familier takket

være programmet oplagre over 8000

ton basale levnedsmidler til en eventuel

nødsituation. Forhåbentlig opstår

en sådan situation aldrig. Men de

gode, sunde, grundlæggende fødevarer,

som således oplagres, bringer fred

LIAHONA MAJ 2004 59


60

i sindet og en tilfredshed ved at være

lydig mod Herrens råd.

Nu er der blevet føjet endnu et element

til. Det begyndte for nogle år

siden, da en tørke i Afrika var årsag til,

at et utal af mennesker blev ramt af

hungersnød og død. Kirkens medlemmer

blev opfordret til at bidrage til en

storstilet humanitær indsats med det

formål at opfylde disse frygteligt forarmede

menneskers behov. Jeres bidrag

var talrige og gavmilde. Indsatsen er

fortsat, fordi der mange steder er

andre presserende behov. Denne

hjælp har ført til et mirakel. Mange

millioner ton fødevarer, lægemidler,

tæpper, telte, tøj og andre materialer

har forebygget hungersnød og elendighed

i forskellige dele af verden.

Der er blevet gravet brønde, sået

afgrøder, og menneskeliv er blevet

reddet. Lad mig give jer et eksempel.

Neil Darlington er kemiingeniør og

arbejdede for en stor industrikoncern i

Ghana. Med tiden trak han sig tilbage.

Han og hans hustru blev derpå

kaldet til at tage på mission. De blev

sendt til Ghana. Bror Darlington siger:

»I områder, hvor der var sult, sygdom

og social uro, var vi der som Kirkens

repræsentanter og rakte de fattige,

de sultne og de nødlidende en hjælpende

hånd.«

I små landsbyer borede de nye

brønde og reparerede de gamle. De af

os, som har masser af frisk, rent vand,

kan næppe sætte os ind i, hvordan det

er af leve uden.

Kan I forestille jer dette ægtepar –

disse hengivne sidste dages hellige

missionærer? De borer i den tørre

jord. Deres bor når ned til grundvandet,

og den mirakuløse væske pibler

op til overfladen og strømmer ud

over den tørre og tørstige jord. Man

jubler. Man kniber en tåre. Nu kan

man få vand at drikke, vand at vaske

sig i og vand til afgrøderne. I et tørt

land er der intet, man sætter større

pris på, end vand. Hvor fuldstændig

vidunderligt er ikke det vand, som

strømmer op af en ny boring.

Engang, da stammehøvdingene og

landsbyens ældste var samlet for at

takke dem, spurgte bror Darlington

høvdingen, om han og søster

Darlington måtte synge en sang for

dem. De så de mørkhudede mænd

og kvinder, som sad foran dem, ind

i øjnene og sang »Jeg er Guds kære

barn«, som udtryk for deres fælles

broderskab.

Dette ægtepar har ved deres store

arbejde skaffet vand til skønsmæssigt

190.000 mennesker i fjerntliggende

landsbyer og flygtningelejre. Tænk

over, hvor mirakuløs denne bedrift er.

Og nu har bogstavelig talt tusindvis

af deres slags – ægtepar, som måske

ellers havde levet resten af deres liv

med stort set ligegyldige sysler – ydet

tjeneste og yder fortsat tjeneste på

snesevis af måder og i snesevis forskellige

lande. De har arbejdet og fortsætter

med at arbejde i USA’s fattige

områder. De har arbejdet og arbejder

stadig i Indien og Indonesien, i

Thailand og Cambodja, i Rusland og

i de baltiske lande. Og således griber

arbejdet om sig.

Sammen med andre organisationer

har Kirken for nylig foræret kørestole

til omkring 42.000 handicappede.

Tænk på, hvad det betyder for mennesker,

som bogstavelig talt har måttet

kravle for at komme omkring. Ved

hjælp fra uselviske læger og sygeplejersker

har man i 2003 alene tilbudt

næsten 19.000 i sundhedssektoren

undervisning i genoplivning af

nyfødte. Tusindvis af spædbørns liv

bliver reddet som følge deraf.

Sidste år blev 2700 personer

behandlet for øjensygdomme, og

300 lokale læger blev undervist i,

hvordan man kan redde et menneskes

syn. De blinde er bogstavelig talt

blevet i stand til at se.

Overalt, hvor der har været oversvømmelser,

hvor jordskælv har skabt

katastrofe, hvor hungersnød har plaget

et land, overalt, hvor et eller andet

har skabt nød, dér har Kirkens repræsentanter

været. Omtrent 98 millioner

dollar kontant og i naturalier er blevet

fordelt i det forgangne år, hvilket betyder,

at der på bare 18 år er blevet

brugt sammenlagt 643 millioner dollar

på denne form for hjælp.

Jeg har på første hånd været vidne

til, hvor effektiv vores humanitære

bistand er. På mine jordomrejser har

jeg set dem, som har været modtagere

af jeres gavmildhed. I 1998 var jeg i

Centralamerika, som havde været

hærget af orkanen Mitch. Her fik man

hurtigt organiseret fordelingen af

levnedsmidler og tøj, og det var et

mirakel for os at se, hvordan man rengjorde

samt genopbyggede de ødelagte

hjem og de knuste tilværelser.

Tiden tillader os ikke at fortsætte


med at opremse omfanget af disse

storslåede og betydningsfulde programmer.

Når vi tilbyder vores hjælp

spørger vi ikke, om de nødlidende tilhører

Kirken. For vi ved, at alle jordens

børn er Guds børn, som er værdige til

at få hjælp i nødens stund. Det vi har

gjort, har vi i vid udstrækning gjort

uden af lade den venstre hånd vide,

hvad den højre hånd gør. Vi søger

hverken ros eller tak. Det er tilstrækkelig

belønning, når vi hjælper en af disse

mindste af vor Faders børn, at vi gør

det mod ham og hans elskede Søn

(se Matt 25:40).

Vi vil fortsætte. Der er altid et behov.

Sult og nød og katastrofer har vi altid

hos os. Og der er altid mennesker, som

er blevet grebet af evangeliets lys, og

som er villige til at tjene og arbejde og

opløfte jordens nødlidende.

I en tilsvarende hensigt har vi stiftet

Den Selvsupplerende Uddannelsesfond.

Den er blevet til noget takket

være jeres gavmilde bidrag. Den fungerer

nu i 23 lande. Der ydes lån til

værdige unge mænd og kvinder til

uddannelse. Hvis ikke, ville de være

fanget i den stagnerende fattigdom,

som deres forældre og forfædre har

kendt i generationer. Omkring 10.000

får nu hjælp, og det er indtil videre

vores erfaring, at de ved en sådan

uddannelse nu tjener tre til fire gange

så meget, som det tidligere var muligt.

Herrens Ånd vejleder dette værk.

Denne velfærdsindsats er timelig og

kommer til udtryk i form af ris og bønner,

tæpper og telte, tøj og medicin,

beskæftigelse og uddannelse rettet

mod bedre beskæftigelse. Men dette

såkaldt verdslige arbejde er blot et ydre

udtryk for en indre ånd – Herrens Ånd,

ham om hvem det siges, at han »færdedes

overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).

Måtte himlen give dette storslåede

program fremgang, og måtte himlens

velsignelser hvile på alle dem, som

tjener i det. Det beder jeg ydmygt om

i Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■

MØDET SØNDAG FORMIDDAG

4. april 2004

Har du fanget det

rigtige budskab?

PRÆSIDENT JAMES E. FAUST

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Vi må have styr på vores liv, således at vi, når vi får et

budskab … som fortæller os, hvad Herren ønsker af os,

kan tage imod det.

Mine kære brødre og søstre og

venner, jeg hilser jer i venskabets

og kærlighedens

ånd. Vi lever i informationsteknologiens

forunderlige tidsalder. Mængden

af information, som sendes ved hjælp

af e-mail, fax, mobiltelefoner og andre

kommunikationsmidler, er enorm.

Faktisk oversvømmes vi af budskaber.

Mængden er så stor, at det er let at gå

glip af et vigtigt budskab, og det kan

have alvorlige følger.

For eksempel har budskaber, som i

krigstid er gået tabt mellem hærførere

og soldater, ført til stor forvirring og

alvorlige tab af menneskeliv. Under

første verdenskrig blev 308. infanteri

beordret til fronten i et desperat forsøg

på for enhver pris at indtage og holde

Argonneskoven. Slaget var så heftigt, at

støttetropperne på højre og venstre

side af en af bataljonerne trak sig tilbage,

og bataljonen blev omringet og

isoleret. Som følge af at hovedkvarteret

mistede forbindelsen til dem, blev

de kendt som Den Tabte Bataljon.

Bataljonen kommunikerede med

hovedkvarteret ved hjælp af brevduer,

som fløj fra bataljonen til hovedkvarteret

med meddelelser. Men så snart

disse duer blev sendt af sted, blev de

skudt ned af fjendens styrker. Den

Tabte Bataljons eget artilleri, som ikke

vidste, hvor de befandt sig, åbnede ild

mod dem og påførte dem store tab.

Bataljonen løb tør for mad og vand,

men de holdt stand og overgav sig

ikke på trods af deres store tab. Til

sidst slap en enkelt due, som hed

Cher Ami, igennem til hovedkvarteret

– skønt den blev beskudt – med en

meddelelse om, hvor bataljonen

befandt sig. Bataljonens overlevende

blev reddet, fordi en enkelt afgørende

meddelelse slap igennem. 1

Når som helst vi går glip af vigtige

budskaber, får det alvorlige følger,

især hvis sådanne budskaber er fra

Gud. Gennem verdenshistorien har

LIAHONA MAJ 2004 61


62

Gud sendt budskaber på forskellige

måder. Moses gik og vogtede sin svigerfars

får i ørkenen, da han fik øje på

en »flammende ild fra en tornebusk.« 2

Han blev nysgerrig og ville gerne vide,

hvorfor busken ikke brændte op. 3 Da

Moses gik hen for at se på det, »råbte

Gud til ham inde fra busken: ›Moses!

Moses!‹ Han svarede ja.« 4 Gud sagde:

»Tag dine sandaler af, for det sted, du

står på, er hellig jord.« 5 Gud valgte at

tale med Moses fra en brændende

busk. Han fortalte Moses, at han havde

en opgave til ham – nemlig at føre

Israels børn ud af Egypten, til »et land

der flyder med mælk og honning.« 6

Herrens ord lød kun én gang fra en

busk, som flammede uden at brænde

op. Profeten Elias havde en anderledes

oplevelse. Han ventede, og »forud

for Herren kom en voldsom og kraftig

storm, der splintrede bjerge og knuste

klipper, men Herren var ikke i stormen.

Efter stormen kom et jordskælv,

men Herren var ikke i jordskælvet.

Efter jordskælvet kom en ild, men

Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød

der en sagte susen.« 7

Budskaber tilkendegives almindeligvis

gennem »en sagte susen,« som

hvisker til os alle gennem skrifterne,

vore dages profeter og personlig

åbenbaring.

Til tider ønsker vi ikke at høre

nogen budskaber fra Gud. For eksempel

kaldte Herren Jonas til at drage

til Nineve og råbe omvendelse. Men

Jonas ignorerede budskabet og stak

af til Jafo, hvor han for at flygte fra

Herren gik om bord på et skib, som

skulle til Tarshish. Men Herren sendte

en stærk storm over havet. Søfolkene

var bange og i et forsøg på at gøre

Herren venligt stemt, kastede de

Jonas i havet. En stor fisk slugte Jonas,

og han var i fiskens bug i tre dage og

tre nætter. Jonas bad om tilgivelse og

udfrielse, og fisken spyttede ham op

på land. Anden gang Herrens ord

kom til Jonas, lyttede han og drog

hen for at kalde indbyggerne i Nineve

til omvendelse. 8

Nogle af os har måske brug for, at

et eller andet overraskende, som for

eksempel en brændende busk, skal

bringe os til fornuft. Ved en sådan

oplevelse fatter man pludselig et

menneskes, en situations eller en genstands

egentlige beskaffenhed. Vi forstår

dette som værende inspiration.

Det er en særlig gave at kunne fatte

det trivielle og banale i livet ved inspiration.

Mange mennesker opfanger

ikke inspirationen, fordi Guds »store

magt … synes ringe for menneskers

forstand,« 9 eller fordi de bliver »mindre

og mindre forundret over et tegn

eller et under fra himlen.« 10

Som ung lærte jeg, at alle kan få

inspiration. Da jeg gik i realskolen,

havde jeg et vanskeligt fag, hvor det

meste af det, der blev sagt, gik hen

over hovedet på mig. En dag stillede

læreren mig et spørgsmål. Jeg forstod

ikke spørgsmålet, og da slet ikke svaret.

Ud af den blå luft lød der et svar i

mit sind, som jeg gentog for læreren.

Det var det rigtige svar, men jeg vidste,

at det ikke kom fra mig.

Hvordan kan vi erkende inspirationen,

når vi får den? Enos siger:

»Og medens jeg således kæmpede i

ånden, se, da lød Herrens røst igen i

mit sind.« 11 Røsten fra åbenbaringens

ånd kan ikke nødvendigvis høres,

men den giver os en guddommelig

bekræftelse gennem vore tanker og

følelser. I Lære og Pagter får vi følgende

at vide: »Jeg vil tale til dig i

din sjæl og i dit hjerte gennem den

Helligånd, der skal komme over dig,

og som skal bo i dit hjerte.« 12 Vi må

fremelske vores lydhørhed over for

denne guddommelige røst.

Min første radio var et krystalapparat.

Det var svært at stille ind på den

frekvens, som den ønskede radiostation

havde. Jeg måtte bogstavelig talt


LIAHONA MAJ 2004 63


GENERALAUTORITETER I JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE

M. Russell Ballard

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver

Joseph B. Wirthlin

DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

Richard G. Scott

Præsident Gordon B. Hinckley

DE TOLV APOSTLES KVORUM

Robert D. Hales

DE HALVFJERDS’ PRÆSIDIUM

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver

Boyd K. Packer L. Tom Perry David B. Haight Neal A. Maxwell Russell M. Nelson Dallin H. Oaks

Jeffrey R. Holland Henry B. Eyring

Earl C. Tingey D. Todd Christofferson David E. Sorensen

Charles Didier Dieter F. Uchtdorf Merrill J. Bateman John H. Groberg

April 2004


Carlos H. Amado Neil L. Andersen Monte J. Brough Sheldon F. Child L. Whitney Clayton Gary J. Coleman

Gene R. Cook Quentin L. Cook Claudio R. M. Costa Robert K. Dellenbach John B. Dickson Christoffel Golden Jr.

Bruce C. Hafen

Donald L. Hallstrom F. Melvin Hammond Harold G. Hillam F. Burton Howard Jay E. Jensen Marlin K. Jensen

Kenneth Johnson W. Rolfe Kerr Yoshihiko Kikuchi John M. Madsen Richard J. Maynes Lynn A. Mickelsen

Glenn L. Pace Bruce D. Porter Carl B. Pratt Ronald A. Rasband Lynn G. Robbins Cecil O. Samuelson jun.

Francisco J. Viñas Lance B. Wickman W. Craig Zwick

DE HALVFJERDS’ FØRSTE KVORUM DE HALVFJERDS’ ANDET KVORUM

Richard C. Edgley

Førsterådgiver

Spencer J. Condie

Walter F. González

Dennis B.

Neuenschwander

Steven E. Snow

DET PRÆSIDERENDE BISKOPRÅD

H. David Burton

Præsiderende biskop

Mervyn B. Arnold E. Ray Bateman Douglas L. Callister Craig C. Christensen Shirley D. Christensen Val R. Christensen

Keith Crockett Adhemar Damiani James M. Dunn Daryl H. Garn D. Rex Gerratt H. Aldridge Gillespie

Keith K. Hilbig

Keith B. McMullin

Andenrådgiver

Spencer V. Jones Gerald N. Lund Clate W. Mask jun. Dale E. Miller Merrill C. Oaks Robert C. Oaks

Robert F. Orton Stephen B. Oveson William W. Parmley Wayne S. Peterson H. Bryan Richards Ned B. Roueché

R. Conrad Schultz

W. Douglas Shumway

Gordon T. Watts

Dennis E. Simmons Donald L. Staheli Robert R. Steuer David R. Stone H. Bruce Stucki

Stephen A. West Robert J. Whetten Richard H. Winkel Robert S. Wood H. Ross Workman

Darwin B. Christenson

Ronald T. Halverson

William R. Walker


Liriel Domiciano, et medlem fra Brasilien, synger med Tabernakelkoret ved konferencemødet søndag formiddag.

kradse modtagertråden hen over den

ujævne krystal for at finde det rette

punkt – en lille hulning eller et lille

fremspring på krystallen – hvor man

kunne modtage signalet. Hvis jeg flyttede

metalspidsen blot en millimeter

til den ene eller til den anden side af

dette punkt mistede jeg signalet og

hørte i stedet en skrattende lyd. Med

tiden samt med tålmodighed, vedholdenhed,

et godt syn og en rolig hånd

lærte jeg at finde signalpunktet på

krystallen uden for meget besvær.

Sådan er det også med inspiration.

Vi må stille ind på Guds inspiration og

lukke af for de skrattende lyde. Vi må

arbejde på at komme på bølgelængde.

For de fleste af os tager det lang tid at

finde den rette frekvens. Da jeg lige

var blevet kaldet til generalautoritet,

sagde præsident Marion G. Romney,

som på daværende tidspunkt var i

halvfjerdserne: »Jeg ved, når jeg arbejder

under Ånden, og når jeg ikke gør

det.« At kunne erkende, hvornår man

blive vejledt af Ånden, er en vidunderlig

gave.

Med hensyn til vore dages kommunikation

var krystalapparatet med til

at hæve os over kommunikationens

mørke middelalder. Med den avancerede

teknologi foregår en stor del af

vor tids kommunikation med mobiltelefon.

Af og til opstår der dog døde

punkter, hvor signalet ikke når frem

til mobiltelefonen. Det kan ske, hvis

den, der bruger mobiltelefonen,

befinder sig i en tunnel eller i en kløft,

eller hvis der er anden støj på linjen.

Sådan er det også med guddommelig

kommunikation. Den stille,

sagte røst har, om end den er stille og

sagte, meget stor styrke. Den »hvisker

og trænger gennem alt.« 13 Men ligesom

med mit gamle krystalapparat er

der måske et budskab, som det ikke

lykkes os at fange. Måske er der noget

i vores liv, som hindrer os i at høre

budskabet, fordi vi »har mistet evnen

til at fornemme.« 14 Vi sætter os ofte i

situationer med døde punkter, hvor vi

lukker af for guddommelige budskaber.

Nogle af disse døde punkter er

blandt andet vrede, pornografi, overtrædelse,

selviskhed og andre situationer,

som støder Ånden.

Vi modtager personlige og direkte

budskaber fra en guddommelig kilde

og fra vore præsiderende ledere i

Kirken. De budskaber, vi får fra vore

forældre og bedsteforældre, er også af

meget vigtige. Budskaber fra vore forældre

er måske ikke kærkomne. Men

efterhånden som vi får erfaring, og

tiden går, lærer vi, at inspirerede budskaber

fra vores far og mor er budskaber,

som er udtryk for deres kærlighed.

At følge sine forældres råd er en af

måderne, hvorpå man kan adlyde

budet: »Ær din far og din mor.« 15

Et af de budskaber, som mange

ikke fanger i vor tid, er Herrens ord

om, at vi skal »holde [os] fuldstændig

uplettet af verden.« 16 Vi får at vide, at

mange er kaldet, »men få er udvalgt,«

og grunden er, at »deres hjerter er de

verdslige ting hengivne.« 17

Frelserens epokegørende budskab i

bjergprædikenen har lige så stor betydning

for os alle, som budskabet fra den

brændende busk havde: »Men stræb

først efter at opbygge Guds rige og at

grundfæste hans retfærdighed.« 18 Dette

budskab må trænge ind i vores hjerte

og sjæl. Ved at tage imod dette budskab

indtager vi vores personlige

standpunkt i livet. Regelmæssig tempeltjeneste

hjælper os til hele tiden at

stræbe efter at opbygge Guds rige.

Aldrig før har så mange haft adgang til

Herrens hellige hus end nu, hvor vi har

117 templer rundt omkring i verden.

Et andet meget vigtigt budskab er

behovet for at styrke og værne om

vores familie. Der er alt for mange

familier, som går i opløsning. Denne

LIAHONA MAJ 2004 67


68

ulykkelige tendens har en endeløs

række af konsekvenser. Et lykkeligt

ægteskab forudsætter, at mand og

hustru lever sammen i kærlighed,

venlighed og gensidig respekt, og at

de vandrer retfærdigt og ydmygt for

Herren. Det afhænger af, at man er

tro mod alle løfter og pagter. Når

en familie går i opløsning, hvad årsagen

end måtte være, må forældrene

anstrenge sig særligt for at støtte og

hjælpe uskyldige familiemedlemmer.

Et andet vigtigt budskab er, at vi må

være ærlige over for Herren, ærlige

over for os selv og ærlige over for alle

andre. Vi må betale en ærlig tiende,

sætte tæring efter næring og spare op

til dårlige tider. At være i gæld er at

være i trældom, for »låntageren er

långiverens træl.« 19 Det kan dog være

nødvendigt at stifte gæld, for eksempel

til finansiering af et hjem eller en

uddannelse. Herrens råd vedrørende

dette emne er: »Betal [din] gæld …

[og] frigør dig for trældom.« 20

Gud giver os belærende eller

opmuntrende budskaber, for at vi kan

gøre hans vilje. Ofte gør han det for at

forberede os til en særlig opgave. Dette

var tilfældet med Moses, da han fik et

budskab fra den brændende busk. Vi

må have styr på vores liv, således at vi,

når vi får et budskab fra en »brændende

busk«, som fortæller os, hvad

Herren ønsker af os, kan tage imod

det. Vi må sikre os, at vi er i stand til at

fatte det og omsætte det til praksis.

I vore dage bombarderes vi med

budskaber fra så mange forskellige kilder

– både gudsbespottende og åndelige.

Hvordan kan vi afgøre, hvilke der

er de vigtigste for os? Mit forslag er, at

vi ser hen til kilden til budskaberne og

bevæggrunden til dem. Herren har

gennem profeten Alma givet os en rettesnor:

»Det, der er godt, kommer fra

Gud, og det, der er ondt, kommer fra

djævelen.« 21 Vi må stræbe efter at være

værdige, så vi ikke går glip af de vigtige

budskaber, der kommer fra Gud. I den

sidste ende udgør disse budskaber den

samlede sum af Jesu Kristi evangelium.

Det har været mit store privilegium

at have mødt og stiftet bekendtskab

med flere end halvdelen af Kirkens

præsidenter siden profeten Joseph.

Jeg mødte præsident Heber J. Grant,

da jeg var præst i Det Aronske Præstedømme.

Jeg nærede en kærlighed til

ham, som jeg har næret for alle præsidenterne

siden da. Jeg har ønsket at

leve i harmoni med deres råd.

I de ni år, præsident Monson og jeg

har fungeret som rådgivere for præsident

Gordon B. Hinckley, har jeg fået

vished om og følt med fuldstændig og

urokkelig sikkerhed, at præsident

Hinckley er vor tids inspirerede præsident

og profet. Jeg vidner om, at han

har kendt og modtaget og fortsat vil

modtage Herrens hensigter og vilje

angående dette folk og hele verden.

Vi bør altid se hen til og give agt på de

profetiske budskaber, som kommer

fra Kirkens siddende præsident. At vi

gør det er min bøn i Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. Se Buck Private McCollum, History and

Rhymes of the Lost Battalion, 1939.

2. 2 Mos 3:2.

3. Se 2 Mos 3:3.

4. 2 Mos 3:4.

5. 2 Mos 3:5.

6. 2 Mos 3:8.

7. 1 Kong 19:11-12.

8. Se Jon 1-3.

9. Ether 3:5.

10. 3 Nephi 2:1.

11. Enos 1:10.

12. L&P 8:2.

13. L&P 85:6.

14. Se 1 Nephi 17:45.

15. 2 Mos 20:12.

16. L&P 59:9.

17. L&P 121:34-35.

18. JSO, Matt 6:38; se også Matt 6:33.

19. Ordsp 22:7.

20. L&P 19:35.

21. Alma 5:40.


Faderrollen –

et evigt kald

ÆLDSTE L. TOM PERRY

De Tolv Apostles Kvorum

Måtte vi give agt på profeternes røst, de som fra tidernes

morgen har formanet os om vigtigheden af faderen i

hjemmet.

Hvis vi betragter verden nøje i

dag, bliver det mere og mere

tydeligt, at Satan arbejder på

overtid for at trælbinde menneskenes

sjæle. Hans vigtigste mål er samfundets

grundlæggende enhed – familien.

I de sidste par årtier har Satan ført

en heftig kampagne for at forklejne

og nedværdige denne basale og allervigtigste

af alle organisationer. Hans

succes bliver stadig tydeligere – de

skræmmende kendsgerninger både

ses, rapporteres og høres daglig og

involverer mange familier, som er

brudt sammen. Med familiens opløsning

ser vi den frygtelige afsmitning

på vores samfund – forøget kriminalitet,

afvigende adfærd, fattigdom, narkotikamisbrug

og listen bliver stadig

længere.

For mig virker det som om, at

Satan har rettet sin kikkert mod ægtemænd

og fædre. Vore dages medier

har for eksempel været ubarmhjertige

i deres angreb, nemlig ved at latterliggøre

og fornedre ægtemænd og fædre

i de roller, som Gud har pålagt dem.

Eksempler fra skrifterne

Det kan måske være nyttigt at imødegå

skildringen af ægtemænd og

fædre i medierne med skrifterne. Der

finder mange fremragende forbilleder.

Faderen og Frelseren. I Det Nye

Testamente får vi et lille indblik i

Frelserens forhold til Faderen. Et af

de mest levende af disse indblik er fra

haven, lige før Frelseren forrådes.

»[Jesus] faldt på knæ og bad:

Fader, hvis du vil, så tag dette bæger

fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men

din.

Da viste en engel fra himlen sig for

ham og styrkede ham.« 1

Moses og Jetro. I Anden Mosebog

har vi eksemplet med Jetro, Moses’

svigerfar, der lagde mærke til, hvordan

Moses ledede Israels børn.

»Da Moses’ svigerfar så alt det

arbejde, han havde med folket, sagde

han: ›Hvad er det dog for et arbejde,

du har med folket! Hvorfor er du

alene om at sidde til doms, mens hele

folket står omkring dig fra morgen til

aften?‹

Moses svarede sin svigerfar: ›Folket

kommer jo til mig for at rådspørge

Gud.‹ …

Moses’ svigerfar sagde til ham: ›Du

bærer dig uklogt ad.

Både du og folket her hos dig bliver

fuldstændig udmattet! Det er for

stor en byrde for dig; du kan ikke

være alene om det.‹« 2

Derpå lærte Jetro Moses, hvordan

han skulle delegere sit ansvar ved at

kalde egnede mænd, som frygtede

Gud, og lade dem dømme som herskere

i Israel.

»Det er altid dem, der skal holde

rettergang for folket. Enhver større

sag skal de forelægge dig, men i alle

mindre sager skal de selv dømme.

Gør det lettere for dig selv, og lad

dem bære byrden sammen med dig!« 3

Alma. I Mormons Bog har vi beretningen

om Alma den Yngre, som blev

regnet blandt de oprørske, og som

begik alle slags misgerninger. Alma

den Ældre bad med stor tro om, at

hans søn måtte komme til kundskab

om sandheden – en bøn, som blevet

besvaret på en meget usædvanlig

måde.

»Og … mens de gik omkring og

søgte at ødelægge Guds kirke … da

viste en Herrens engel sig for dem,

og han kom ned som i en sky, og han

talte som med en tordenrøst;

Og så stor var deres forbavselse, at

de faldt til jorden og ikke forstod de

ord, han talte til dem.

Men han råbte igen og sagde:

Alma, rejs dig op og stå frem, hvorfor

forfølger du Guds kirke? Thi Herren

har sagt: Det er min kirke, og jeg vil

stadfæste den, og intet skal ødelægge

den, uden det skulle være mit folks

overtrædelser.

LIAHONA MAJ 2004 69


70

Og engelen sagde atter: Herren

har hørt sit folks bønner og ligeledes

sin tjener Almas bønner, som er din

fader; thi han har bedt for dig med

stor tro, at du måtte få kundskab om

sandheden; derfor er jeg kommet i

den hensigt at overbevise dig om

Guds magt og myndighed, for at hans

tjeneres bønner måtte blive besvaret i

forhold til deres tro.« 4

Da Alma den Yngre kom sig fra

denne oplevelse, var han et forandret

menneske.

Faderens vigende rolle

Satan stræber i sin omhyggeligt

udtænkte plan om at nedbryde familien

efter at mindske faderens rolle.

Den tiltagende ungdomsvold, ungdomskriminalitet,

fattigdom og økonomisk

utryghed og det stigende

antal børn i vore skoler, som falder

igennem, er et tydeligt bevis på den

manglende positive indflydelse fra en

far i hjemmet. 5 En familie må have en

far, der kan virke som anker.

Nu burde vi have lært af mange

hundrede års historie, at kernefamilien

udgør det mest stabile og trygge

fundament for samfundet, og at den

er grundlæggende for, at unge mennesker

rustes til deres fremtidige

ansvar. Nu burde vi havde lært, at

alternative familieformer ikke har

virket og aldrig kommer til at virke.

Dette gav Det Første Præsidentskab

og De Tolv Apostles Kvorum tydeligt

udtryk for i »Familien: En proklamation

til verden«:

»Vi, Det Første Præsidentskab og

De Tolv Apostles Råd i Jesu Kristi

Kirke af Sidste Dages Hellige, erklærer

højtideligt, at ægteskab mellem mand

og kvinde er indstiftet af Gud, og at

familien er af afgørende betydning i

Skaberens plan for hans børns evige

skæbne.

Alle mennesker – mænd og

kvinder – er skabt i Guds billede.

Hver enkelt er en højt elsket åndelig

søn eller datter af himmelske forældre,

og som sådan besidder hver

enkelt guddommelige egenskaber og

muligheder. En persons køn er et fundamentalt

særkende ved den enkeltes

førjordiske, jordiske og evige identitet

og hensigt …

Den første befaling, som Gud

gav til Adam og Eva, vedrørte deres

mulighed for, som ægtemand og hustru,

at blive forældre. Vi erklærer, at

Guds befaling til sine børn om at

mangfoldiggøre sig og opfylde jorden

stadig er gældende. Vi erklærer

endvidere, at Gud har befalet, at

formeringens hellige kraft kun skal

anvendes mellem en mand og en

kvinde, der er lovligt viet som ægtemand

og hustru.

… I henhold til den guddommelige

plan skal fædre lede deres familier

i kærlighed og retskaffenhed og har

ansvaret for at sørge for livets fornødenheder

samt beskytte deres familier.

Mødre har primært ansvaret for

at opdrage deres børn. I disse hellige

ansvar er fædre og mødre forpligtet til


at hjælpe hinanden som jævnbyrdige

partnere …

Vi advarer om, at personer, som

bryder deres løfte om troskab, som

misbruger deres ægtefælle eller deres

børn, eller som ikke opfylder ansvarene

i familien, en dag skal stå til

ansvar over for Gud. Vi advarer endvidere

om, at familiens opløsning vil

påføre enkeltpersoner, lokalsamfund

og nationer de ulykker, som er forudsagt

af fordums og nutidige profeter.« 6

Faderens roller

Med så alvorlige advarsler om fremtiden

for vor himmelske Faders børn

må fædre og mødre ransage deres sjæl

og sikre sig, at de følger Herrens anvisninger

på, hvordan de skal opbygge

en evig familie. Hvis vi nu fokuserer på

fædrene, hvad forventer Herren da, at

vi gør?

Når først en familie er blevet stiftet,

omfatter faderens roller følgende:

1. Faderen er familiens overhoved.

»Faderrollen indebærer ledelse,

den vigtigste form for ledelse. Det har

og vil altid være sådan. Med din evige

ægtefælles bistand og rådgivning og

opmuntring præsiderer du i hjemmet.

Det drejer sig ikke om, hvorvidt du er

mest værdig eller højst kvalificeret,

men det drejer sig om, at det er et

[guddommeligt] hverv.« 7

Jeres ledelse i hjemmet må omfatte

det at lede familien i gudsdyrkelsen.

»Du præsiderer ved bordet under

familiebønnen. Du præsiderer ved

familiens hjemmeaften, og vejledt af

Herrens Ånd må du sørge for, at dine

børn bliver belært om de rette principper.

Det er din opgave at vejlede

om alt inden for familielivet.

Du giver en fars velsignelser. Du

må tage aktivt del i at opstille regler

og i opdragelsen inden for familien.

Som leder i dit hjem lægger du planer

og yder ofre for at opnå den velsignelse

at have en forenet og lykkelig

familie. For at kunne gøre alt dette

kræves det af dig, at du lever et familiecentreret

liv.« 8

Som præsident Joseph F. Smith har

sagt: »Brødre, der er for lidt opofrelse

for troen, kærlighed og gudsfrygt i

hjemmet, for megen verdslighed, selviskhed,

ligegyldighed og mangel på

ærbødighed i familien, ellers ville disse

ting ikke findes i så rigelig mængde

uden for hjemmet. Derfor er det hjemmet,

der trænger til at blive reformeret.

Forsøg i dag og i morgen at forandre

jeres hjem.« 9

Husk, brødre, at i jeres rolle som

familiens leder er jeres hustru jeres

partner. Præsident Gordon B.

Hinckley har sagt: »I denne kirke går

manden hverken foran sin hustru

eller bag ved hende, men ved hendes

side. De er jævnbyrdige.« 10 Lige siden

begyndelsen har Gud pålagt menneskene,

at ægteskabet skulle forene

mand og hustru i harmoni. 11 Derfor

er der ingen præsident eller vicepræsident

i en familie. Ægteparret arbejder

evigt sammen til familiens bedste.

De er forenede i ord, i gerning og i

handling, idet de leder og vejleder

deres familie. De er ligestillede. De

planlægger og organiserer sammen

og enstemmigt familiens forhold.

2. Faderen er en lærer.

Præsident Joseph F. Smiths råd gælder

også i vore dage: »Overlad ikke

jeres børn til specialister … men

undervis dem ved jeres eget forbillede

og eksempel – ved jeres egen arne.

Vær selv specialist i sandheden.« 12

»Når du indser betydningen af at

belære dine børn, bliver du ydmyg,

fordi du straks bliver klar over, at

dette nås ved at opstille regler og ved

eksemplets magt. Du kan ikke være ét

og samtidig effektivt belære om noget

andet. Du må leve og studere og bede

for at have Helligåndens bestandige

LIAHONA MAJ 2004 71


72

Med templet i Frankfurt som baggrund ankommer en familie til deres

kirkebygning for at se et møde fra aprilkonferencen 2004.

ledsagelse. Du må lutre og tilrettelægge

dit liv, således at dit eksempel

og din ledelse afspejler Jesu Kristi

evangeliums lys.

Du må planlægge din dag, således

som du bliver vejledt af Herrens Ånd,

idet du oprigtigt søger din egen og

din families velfærd, før andre bekymringer

gør dig blind for disse ansvar,

der kommer i første række. Som vi er

blevet belært om af levende profeter:

›Ingen anden succes i livet kan opveje

fiasko i hjemmet‹ (David O. McKay,

Conference Report, apr. 1964, s. 5;

citeret fra J. E. McCulloch, Home: The

Savior of Civilization, 1924, s. 42).« 13

3. Faderen sørger for familiens

timelige underhold.

Præsident Ezra Taft Benson har

sagt det ganske tydelig: »Herren har

overdraget jer ansvaret for at forsørge

jeres familier på en sådan måde, at

jeres hustru kan opfylde sin rolle som

mor i hjemmet … Somme tider er

[der] mødre, som arbejder uden for

hjemmet på deres mænds opfordring,

eller fordi han simpelthen forlanger

det … [for de] bekvemmelighedsgoder,

som de kan købe for den ekstra

indtægt. Brødre, det er ikke alene

familien, der lider under dette, men

jeres egen åndelige udvikling og fremgang

lider også under det.« 14

Fædre, I må efter guddommelig

befaling stå i spidsen for jeres familie.

Det er et alvorligt ansvar, og det er det

vigtigste, som I nogen sinde kommer

til at påtage jer, for det er et evigt

ansvar. I må give familien dens rette

prioritet. Det er den del af jeres liv,

som varer ved hinsides graven. Jeg vidner

om, at følgende udtalelse er sand:

»Den plads, som manden – og især

de, som bærer Det Melkisedekske

Præstedømme – indtager, er den vigtigste

og bør anerkendes og hævdes i

den orden og med den myndighed,

som Gud overdrog manden, da han

satte ham som overhoved for sin

husstand.

… Der er ingen, som har større

myndighed i familieanliggender end

faderen, i særdeleshed ikke hvis den,

der præsiderer over familien, bærer

det højere præstedømme … Den

patriarkalske orden er af guddommelig

oprindelse og vil bestå i tid og evighed.

Der er derfor en særlig grund til

at mænd, kvinder og børn skal forstå

denne orden og denne myndighed i

Guds folks hjem og søge at gøre den

til det, som Gud har bestemt, den

skulle være: En forudsætning og en

forberedelse for hans børn til at nå den

højeste ophøjelse. I hjemmet er det

altid faderen, der er udstyret med den

præsiderende myndighed, og i alle

hjemmets og familiens forhold er der

ingen myndighed, som er større.« 15

Jeg har brugt flere citater, som jeg

ikke har angivet kilden til. Det er der

en grund til. De kommer til tydeligt at

fremgå af fodnoterne i det kommende

maj-nummer af Ensign og Liahona.

Jeg vil opfordre jer til at studere dem

og gennemgå disse konferencetaler.

Disse blade er vidunderlige og bør i

allerhøjeste grad findes i hvert eneste

hjem. Så vil ånden fra denne konference

leve videre hele året på siderne

i disse tidsskrifter.

Måtte vi give agt på profeternes

røst, de som fra tidernes morgen har

formanet os om vigtigheden af faderen

i hjemmet. Måtte vi beslutte os for

mere fuldstændig at opfylde de pligter

og ansvar, som Herren har givet os

som fædre i Zion. Det er min ydmyge

bøn. I Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Luk 22:41-43.

2. 2 Mos 18:14-15, 17-18.

3. 2 Mos 18:22.

4. Mosiah 27:10-14.

5. Se David Blankenhorn, Fatherless America:

Confronting Our Most Urgent Social

Problem, 1995, indledningen, s. 25-48;

David Popenoe, Life without Father, 1996,

s. 52-78.

6. Liahona, okt. 1998, s. 24; fremhævelse

tilføjet.

7. De Tolv Apostles Kvorum, Fædre, betragt

jer selv: Et budskab fra Jesu Kristi Kirke

af Sidste Dages Hellige, pjece, 1973.

8. Ensign, juni 2002, s. 16.

9. »Worship in the Home«, Improvement Era,

dec. 1903, s. 138.

10. Stjernen, jan. 1996, s. 49.

11. Se 1 Mos 2:24.

12. Improvement Era, dec. 1903, s. 138.

13. Ensign, juni 2002, s. 14.

14. Stjernen, jan. 1988, s. 49.

15. Joseph F. Smith, »The Rights of

Fatherhood«, Juvenile Instructor, 1. mar.

1902, s. 146.


Og selv om han

ikke gør det …

ÆLDSTE DENNIS E. SIMMONS

De Halvfjerds

Menneskene udfører store bedrifter ved at forlade sig på

Herren og holde hans bud – ja, ved at øve tro – også selv

om de ikke ved, hvordan Herren former dem.

Mens jeg gik i ottende klasse

kom jeg engang nedslået,

skuffet og forvirret hjem fra

en basketball-turnering. Jeg sagde til

min mor: »Jeg ved ikke, hvorfor vi

tabte – jeg troede på, at vi ville vinde!«

Nu indser jeg, at jeg på daværende

tidspunkt ikke vidste, hvad tro er.

Tro er ikke bravader, ikke blot et

ønske, ikke blot et håb. Sand tro er

tro på Herren Jesus Kristus – den tillid

til Jesus Kristus, som får et menneske

til at følge ham. 1

For mange hundrede år siden blev

Daniel og hans unge venner pludselig

kastet fra deres trygge rammer ud i

verden – en verden, som var fremmed

og skræmmende. Da Shadrak, Meshak

og Abed-Nego nægtede at kaste sig

ned og tilbede en guldstøtte, som kongen

lod opstille, sagde den rasende

Nebukadnesar til dem, at hvis de ikke

ville tilbede, sådan som de var blevet

befalet, så ville de straks blive kastet i

en ovn med flammende ild, og »hvem

er den gud, der så kan redde jer ud af

min magt?« 2

De tre unge mænd svarede hurtigt

og frimodigt: »Kommer det dertil

[hvis du kaster os i ovnen], så kan

vores Gud, som vi dyrker, redde os ud

af ovnen med flammende ild og ud af

din magt.« Det lyder som den tro, jeg

havde, da jeg gik i ottende klasse.

Men så viste de, at de fuldt ud forstod,

hvad tro er. De fortsatte: »Og selv om

han ikke gør det … så [vil vi ikke]

dyrke din gud, og [vi vil ikke] tilbede

den guldstøtte, du har opstillet.« 3 Det

er ord, som viser virkelig tro.

De vidste, at de kunne stole på Gud

– også selv om tingene ikke gik, sådan

som de havde håbet. 4 De vidste, at tro

er mere end et mentalt samtykke,

mere end en erkendelse af, at Gud

lever. Tro er fuldstændig tillid til Gud.

Tro er at have en overbevisning

om, at skønt vi ikke forstår alt, så gør

Gud det. Tro er at vide, at skønt vores

styrke er begrænset, så er hans det

ikke. Tro på Jesus Kristus består i at

have fuldstændig tillid til ham.

Shadrak, Meshak og Abed-Nego vidste,

at de altid kunne forlade sig på

ham, fordi de kendte hans plan, og de

vidste, at han ikke forandrer sig. 5 De

vidste, ligesom vi gør, at livet på jorden

ikke er en tilfældighed. Det er et kort

afsnit af den storslåede plan, 6 som vor

kærlige himmelske Fader har om at

gøre det muligt for os – hans sønner

og døtre – at opnå de samme velsignelser,

som han nyder, hvis vi er villige.

De vidste, ligesom vi gør, at han i

vores førjordiske liv forklarede os om

formålet med jordelivet: »Vi vil …

danne en jord, hvorpå disse kan bo.

Og vi vil prøve dem hermed for at se,

om de vil gøre alt, hvad Herren, deres

Gud, vil befale dem.« 7

Det er altså formålet: Livet er en

prøve. Verden er en prøvestand for

jordiske mænd og kvinder. Når vi forstår,

at det hele er en prøve, som er

givet os af vor himmelske Fader, som

ønsker, at vi skal sætte vores lid til

ham og lade ham hjælpe os, så kan vi

det hele mere klart.

Har han fortalt os, at det er hans

gerning og hans herlighed »at tilvejebringe

udødelighed og evigt liv for

mennesket.« 8 Han har allerede opnået

guddommelighed. Nu er hans eneste

mål at hjælpe os – at sætte os i stand

til at vende tilbage til ham og blive

ligesom ham og at leve det liv, han

lever, i al evighed.

Med denne viden var det ikke

svært for de tre unge hebræere at

træffe deres beslutning. De ville følge

Gud. De ville udøve tro på Herren.

Han skulle nok udfri dem, og selv om

han ikke gjorde det – og vi kender

resten af historien.

Herren har givet os handlefrihed –

retten til og ansvaret for at træffe

beslutninger. 9 Han prøver os ved at

tillade, at vi bliver udfordret. Han forsikrer

os om, at han ikke vil lade os

LIAHONA MAJ 2004 73


74

blive fristet over evne. 10 Men vi må

forstå, at det er de store udfordringer,

som skaber store mennesker. Vi opsøger

ikke prøvelser, men hvis vi reagerer

med tro, styrker Herren os. Men

selv når han ikke gør det, kan det

føre til vidunderlige velsignelser.

Apostlen Paulus drog også denne

vigtige erfaring og kundgjorde efter

mange års hengiven missionering

følgende: »Vi er også stolte af vore

trængsler, fordi vi ved, at trængslen

skaber udholdenhed, udholdenheden

fasthed, og fastheden håb. Og det håb

gør os ikke til skamme.« 11

Han blev forsikret af Frelseren:

»Min nåde er dig nok, for min magt

udøves i magtesløshed.« 12

Paulus svarede: »Jeg vil altså helst

være stolt af min magtesløshed, for

at Kristi magt kan være over mig …

Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed,

under mishandling, under

trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder

for Kristi skyld. For når

jeg er magtesløs, så er jeg stærk.« 13

Når Paulus mødte sine udfordringer

på Herrens måde, voksede hans tro.

»I tro bragte Abraham Isak som

offer, da han blev sat på prøve.« 14

Abraham fik – takket være sin store tro

– løfte om efterkommere, som skulle

være flere end stjernerne på himlen,

og disse efterkommere skulle komme

gennem Isak. Men Abraham adlød

straks Herrens befaling. Gud ville

holde sit løfte, og selv om han ikke

gjorde det på den måde, Abraham forventede

det, så stolede Abraham stadig

fuldt og fast på ham.

Menneskene udfører store bedrifter

ved at forlade sig på Herren og

holde hans bud – ja, ved at udøve tro

– også selv om de ikke ved, hvordan

Herren former dem.

»I tro nægtede Moses … at lade sig

kalde søn af Faraos datter.

Han ville langt hellere lide ondt

sammen med Guds folk end for en

kort tid opnå en syndig nydelse,

og han regnede Kristi forhånelse

for en større rigdom end Egyptens

skatte …

I tro forlod han Egypten uden at

frygte kongens vrede …

I tro gik de gennem Det Røde Hav

som på tørt land …

Ved tro faldt Jerikos mure.« 15

»Ved tro besejrede [andre] riger ...

fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,

slukkede voldsom ild, undgik truende

sværd, blev styrket, når de var

svage, blev stærke i krig.« 16

Men blandt alle de herlige resultater,

som de involverede håbede på og

forventede, var der altid de tidspunkter,

hvor han ikke gjorde det:

»Andre igen måtte udstå spot og

piskeslag, ja, lænker og fængsel.

De blev stenet, gennemsavet,

døde for sværdet eller gik omkring

… og led nød og trængsler og blev

mishandlet 17 …

for Gud havde for deres skyld og

ved deres lidelser noget bedre for øje,

for uden lidelser kunne de ikke nå

målet.« 18

Vore skrifter og vores historie er

fuld af beretninger om Guds store

mænd og kvinder, som troede på, at

han ville udfri dem, og selv om han

ikke gjorde det, viste de, at de ville

stole på ham og forblive trofaste.

Han har magten, men det er vores

prøve.

Hvad forventer Herren af os med

hensyn til vore udfordringer? Han


forventer, at vi gør vores yderste, så

gør han resten. Nephi sagde: »Thi vi

ved, at trods alt, hvad vi formår at gøre,

så er det dog af nåde, at vi er frelst.« 19

Vi må have den samme tro, som

Shadrak, Meshak og Abed-Nego havde.

Vores Gud udfrier os fra latterliggørelse

og forfølgelse, og selv om han

ikke gør det … Vores Gud udfrier os

fra latterliggørelse og forfølgelse, og

selv om han ikke gør det … Han

udfrier os fra ensomhed, nedtrykthed

og frygt, og selv om han ikke gør det

… Vores Gud udfrier os fra latterliggørelse

og forfølgelse, og selv om han

ikke gør det … Han udfrier os fra

vore kæres død eller afkræftethed, og

selv om han ikke gør det … så sætter

vi vores lid til Herren.

Vores Gud sørger for, at der vises os

retfærdighed og rimelighed, og selv om

han ikke gør det … Han sørger for, at

vi føler os elsket og værdsat, og selv om

han ikke gør det … Han sørger for, at

vi får en fuldkommen ægtefælle og retfærdige

og lydige børn, og selv om han

ikke gør det … så har vi stadig tro på

Herren Jesus Kristus og ved, at hvis vi

gør alt, hvad vi formår, skal vi, når

han mener, at tiden er inde, og på

hans måde, blive udfriet og modtage

alt, hvad han har. 20 Det vidner jeg om

i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Se Guide til Skrifterne, »Tro«; Hebr 11:1;

Alma 32:21; Ether 12:6.

2. Dan 3:15.

3. Dan 3:17-18; fremhævelse tilføjet.

4. Se Mosiah 7:33.

5. Se Alma 7:20; 3 Nephi 24:6; Mormon 9:19;

Moroni 8:18.

6. Se 2 Nephi 11:5; Alma 12:25; L&P 84:35-38.

7. Se Abraham 3:24-25.

8. Moses 1:39.

9. Se 2 Nephi 2:27; Helaman 14:30; L&P 101:78.

10. Se 1 Kor 10:13; Alma 13:28.

11. Rom 5:3-5.

12. 2 Kor 12:9.

13. 2 Kor 12:9-10.

14. Hebr 11:17; fremhævelse tilføjet.

15. Hebr 11:24-27, 29-30; fremhævelse tilføjet.

16. Hebr 11:33-34; fremhævelse tilføjet.

17. Hebr 11:36-37.

18. JSO, Hebr 11:40.

19. 2 Nephi 25:23.

20. Se L&P 84:35-38.

Et »moderhjerte«

JULIE B. BECK

Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Ved at udvikle et moderhjerte forbereder hver eneste pige

og kvinde sig til sin guddommelige og evige mission i

moderskabet.

Jeg har ofte hørt min far beskrive

min mor som en kvinde med et

»moderhjerte«, og det er sandt.

Hendes moderlige indflydelse er blevet

følt af mange hundreder, måske

af tusindvis af mennesker, og hun har

gjort sin rolle som mor til en kunstform.

Hendes vidnesbyrd om det Jesu

Kristi gengivne evangelium og en

stærk følelse af identitet og formål har

styret hendes liv.

Hun tog sig længere tid end de

fleste kvinder til at finde sin ægtemand,

men mens hun var ugift

brugte hun tiden på at udvikle sig.

Selv om det ikke var almindeligt på

den tid, fik hun en universitetsuddannelse

og gjorde karriere. Efter at hun

var blevet gift, kom børnene hurtigt

efter hinanden, og i løbet af nogle få

år blev hun mor til en stor børneflok.

Al den viden, som hun havde opnået,

alle hendes naturlige evner og gaver,

alle hendes færdigheder, blev ledt ind

i en organisation, som ikke har nogen

jordiske grænser. Som en Guds datter,

der holdt sine pagter, havde hun forberedt

sig hele sit liv til moderskabet.

Hvad er et moderhjerte, og hvordan

opnås det? Vi lærer om nogle af

disse egenskaber i skrifterne. Med en

omskrivning af Ordsprogenes Bog:

»En [kvinde med et moderhjerte],

hvor findes hun? Hun er langt mere

værd end perler … ivrigt arbejder

hendes hænder … for frugten af sit

arbejde planter hun en vingård …

hun rækker hænderne frem mod den

fattige … Hun er klædt i styrke og

anseelse … Hun tager til orde med

visdom, der er venlig belæring i hendes

tale. Hun overvåger, hvad der sker

i hendes hus, hun spiser ikke dovenskabens

brød« (Ordsp 31:10, 13, 16,

20, 25-27). En kvinde med et moderhjerte

har et vidnesbyrd om det gengivne

evangelium, og hun belærer om

evangeliets principper uden forbehold.

Hun holder hellige pagter, som

er indgået i hellige templer. Hun deler

uselvisk ud af sine talenter og færdigheder.

Hun opnår så megen uddannelse,

som hendes forhold tillader,

styrker sit sind og sin ånd med ønsket

om at undervise i det, som hun selv

LIAHONA MAJ 2004 75


76

har lært, til de generationer, som vil

følge efter hende.

Hvis hun har børn, er hun en retskaffen

forælder (se 1 Nephi 1:1), som

efterlever og underviser i de standarder,

som helt er i overensstemmelse

med de levende profeters lærdomme.

Hun belærer sine børn om »at bede og

at vandre retskaffent for Herren« (L&P

68:28). Snarere end at lytte til verdens

røster og delvise sandheder ved hun,

at de evangeliske standarder er baseret

på evige og uforanderlige sandheder.

Hun tror på, at »mødre … [primært]

har ansvaret for at opdrage deres

børn« og at det er et afgørende, agtværdigt

og helligt ansvar (»Familien:

En proklamation til verden«, Liahona,

okt. 1998, s. 24). At opdrage og give

dem mad fysisk er lige så værdigt som

at nære og bespise dem åndeligt.

Hun bliver »derfor ikke [træt] af at

gøre godt«, og fryder sig over at tjene

sin familie, fordi hun ved, at »af de

små ting komme det, som er stort«

(L&P 64:33).

Oh, må hver eneste pige og kvinde

få et vidnesbyrd om sit potentiale som

en evig mor, når hun holder sine jordiske

pagter. »Hver enkelt er en højt

elsket … datter af himmelske forældre,

og som sådan … guddommelige egenskaber

og muligheder« (»Familien: En

proklamation til verden«). Som Guds

åndelige døtre »modtog [kvinder] sammen

med mange andre deres første

belæringer i åndernes verden og forberedtes

til at komme frem« (L&P

138:56). »[D]e var blandt de ædle og

store« (L&P 138:55), som »råbte af

fryd« (Job 38:7) ved skabelsen af jorden,

fordi de blev givet et fysisk legeme

med mulighed for at blive prøvet (se

Abraham 3:25) på jorden. De ønskede

at arbejde sammen side om side med

retskafne mænd for at opnå de evige

mål, som ingen af dem kan opnå alene.

De kvindelige roller begyndte ikke

på jorden, og de ender ikke her. En

kvinde, som værdsætter moderskabet

på jorden, vil værdsætte moderskabet

i de kommende verdner, for »hvor

[hendes] skat er, dér vil også [hendes]

hjerte være« (Matt 6:21). Ved at

udvikle et moderhjerte forbereder

hver eneste pige og kvinde sig til sin

guddommelige og evige mission i

moderskabet. »Alt, hvad [hun] i dette

liv opnår på intelligensens område,

skal følge med [hende] i opstandelsen.

Og om et menneske i dette

liv ved flid og lydighed vinder mere

kundskab og intelligens end en anden,

så vil fordelen i samme forhold være

på [hendes] side i det tilkommende

liv« (L&P 130:18-19).

Jeg har ved erfaring oplevet nogle

af de mest ægte mødrehjerter banke

hos kvinder, som ikke vil komme til at

opdrage deres egne børn på denne

jord, men de ved, at »alt må ske til sin

tid«, og at de »lægger grundvolden til

et stort værk« (L&P 64:32-33). Når de

holder deres pagter, investerer de i

en storslået og prestigefyldt fremtid,

fordi de ved, at »de, der består deres

anden prøvestand skal tildeles herlighed

over deres hoveder i al evighed«

(Abraham 3:26).

Jeg var for nylig i en park, hvor

jeg mødte en gruppe kvinder med

mødrehjerter. Det var unge kvinder,

som holdt deres pagter. De var intelligente

og havde opnået universitetsgrader

fra anerkendte universiteter.

De brugte nu deres anseelige gaver

til at planlægge aftensmaden denne

aften og til at udveksle ideer omkring

hjem og børn. De underviste toårige

i at være venlige mod hinanden. De

trøstede småbørn, kyssede forslåede

knæ og tørrede tårer. Jeg spurgte en

af disse mødre, hvordan det kunne

være, at hun med så stor glæde ville

overføre sine talenter til moderrollen.

Hun svarede: »Jeg ved, hvem jeg er,


og jeg ved, hvad der forventes af mig.

Resten kommer af sig selv.« Denne

unge mor vil bygge tro og karakter

ind i den næste generation ved en

familiebøn ad gangen, ved studium af

skrifterne, ved højtlæsning af en bog,

ved en sang, som synges, eller ved

familiens måltid gang efter gang. Hun

er engageret i et stort værk. Hun ved,

at »[børn] er en gave fra Herren …

Lykkelig den [kvinde], der fylder sit

kogger med dem« (Sl 127:3, 5). Hun

ved, at den indflydelse, der kommer

ved retskaffent, samvittighedsfuldt,

vedvarende og dagligt moderskab har

langt større og langt mere magtfuld

indflydelse end nogen jordisk stilling

eller institution opfundet af mennesket.

Hun har visionen, at hun, hvis

hun er værdig, har potentialet til at

blive velsignet som Rebekka fra fordum

til at »blive til titusinders tusinders«

moder (1 Mos 24:60).

Kvinder, som holder deres pagter

med et moderhjerte, ved, at uanset

om moderskabet kommer tidligt eller

sent; uanset om de bliver velsignet

med et kogger fyldt med børn her på

jorden eller ej; uanset om de er enlige,

gifte eller har fået overladt ansvaret for

forældreskabet alene, så bliver de i det

hellige tempel »udrustet med kraft fra

det høje« (L&P 38:32) og med denne

begavelse modtager de de lovede velsignelser

og hilser »deres opfyldelse i

det fjerne« (Hebr 11:13).

Hver eneste pige og kvinde, som

indgår og holder hellige pagter, kan

opnå et moderhjerte. Der er ingen

grænser for det, som en kvinde med

et moderhjerte kan udrette. Retskafne

kvinder har ændret historiens gang og

vil fortsat gøre det, og deres indflydelse

vil sprede sig og vokse eksponentielt

igennem evighederne. Hvor

taknemlig er jeg ikke for, at Herren

har overdraget den guddommelige

moderrolle til kvinder. Ligesom moder

Eva er jeg »glad« (se Moses 5:11) for at

vide dette. I Jesu Kristi navn. Amen. ■

Frygt ikke

PRÆSIDENT BOYD K. PACKER

Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum

De moralske værdier, som selve civilisationen må bygge

på, bevæger sig i en spiral nedad i stadigt øget tempo.

Men alligevel frygter jeg ikke fremtiden.

For nogle få uger siden besøgte

vores yngste søn og hans familie

os. Den første, som kom ud

af bilen, var vores toårige barnebarn.

Han kom løbende hen til mig med

sine arme udstrakte, råbende: »Besfar!

Bes-far! Bes-far!«

Han omfavnede mine ben, og jeg så

ned på det smilende ansigt og de store

uskyldige øjne og tænkte: »Hvilken verden

venter ham?«

I et øjeblik oplevede jeg en bekymring,

frygten for fremtiden, som så

mange forældre udtrykker til os. Overalt,

hvor vi kommer, bekymrer fædre

og mødre sig om fremtiden for deres

børn i denne meget urolige verden.

Men en følelse af vished kom til

mig. Min frygt for fremtiden forsvandt.

Denne vejledende og trøstende

Ånd, som vi kender så godt i Kirken,

bragte det til mit sind, som jeg allerede

vidste. Frygten for fremtiden var

væk. Denne strålende, lille toårige kan

få et godt liv – et meget godt liv – og

det kan hans børn og børnebørn også,

selv om de kommer til at leve i en verden,

hvor der er stor gudløshed.

De vil se mange begivenheder

finde sted i løbet af deres liv. Nogle

af disse begivenheder vil tappe deres

mod og øge deres tro. Men hvis de

søger bønsomt om hjælp og vejledning,

vil de blive givet magt over modstanden.

Sådanne prøvelser vil ikke få

lov til at stå i vejen for deres udvikling,

men vil i stedet fungere som trædesten

til større viden.

Som bedstefar og som en af De

Tolv, vil jeg give jer nogle råd, nogle

advarsler og en hel del opmuntring.

Jeg kunne gøre det meget bedre, hvis

bedstemoderen i vores familie, min

hustru gennem 57 år, stod ved siden

af mig. Mødre ved meget mere om

livet end fædre gør, men jeg vil gøre

det bedste jeg kan.

Vi frygter ikke fremtiden for os selv

eller for vore børn. Vi lever i farlige

og urolige tider. De værdier, som har

været en støtte for menneskeheden i

tidligere tider, er ved at blive smidt

væk.

Vi må ikke ignorere Moronis ord,

da han så vor tid og sagde: »I skal

LIAHONA MAJ 2004 77


78

vågne til erkendelse af jeres forfærdelige

tilstand« (Ether 8:24).

Vi kan ikke tage denne advarsel fra

Mormons Bog for let:

»Herren i sin store, uendelige godhed

velsigner og begunstiger dem,

som sætter deres lid til ham … (og)

gør alt for folkets velfærd og lykke, se,

da på samme tid forhærder de deres

hjerter og glemmer Herren, deres

Gud, og træder den Hellige under

fode – og dette på grund af deres

medgang og store held.

Og således ser vi, at medmindre

Herren revser sit folk med mange

lidelser, ja, medmindre han hjemsøger

dem med død og rædsel, med hungersnød

og alle slags plager, vil de

ikke erindre ham« (Helaman 12:1-3;

fremhævelse tilføjet).

Har I lagt mærke til ordet rædsel i

denne profetiske advarsel i Mormons

Bog?

De moralske værdier, som selve

civilisationen må bygge på, bevæger

sig i en spiral nedad i stadigt øget

tempo. Men alligevel frygter jeg ikke

fremtiden.

Første verdenskrig ophørte kun 6

år, før jeg blev født. Mens vi var børn,

sås virkningen af denne krig overalt.

Anden verdenskrig kom kun 15 år

senere. Og mørke skyer var allerede

ved at samle sig.

Vi havde de samme urolige følelser,

som mange af jer har nu. Vi spekulerede

på, hvad fremtiden havde til os i

en urolig verden.

Da jeg var dreng, florerede der

jævnligt børnesygdomme i hver

eneste by. Når nogen havde skoldkopper

eller mæslinger eller fåresyge,

kom amtslægen og satte et karantæneskilt

på verandaen eller i vinduet

for at advare alle om at holde sig væk.

I en stor familie som vores fik vi disse

børnesygdomme på skift, for vi børn

smittede hinanden, så skiltet kunne

stå fremme i ugevis.

Vi kunne ikke mure os inde i vores

hjem eller skjule os for at undgå

denne frygtelige smitte. Vi måtte gå i

skole, på arbejde, i kirke – ud i livet!

To af mine søstre blev ramt af et

meget alvorligt udbrud af mæslinger. I

begyndelsen så de ud til at blive raske.

Nogle få uger senere så mor ud af vinduet

og så Adele, den yngste af dem,

der lænede sig op ad en gynge. Hun

var svimmel og svag og havde feber.

Det var gigtfeber! Det kom som en

komplikation i forbindelse med mæslingerne.

De andre søstre havde også

denne feber.

Det var meget lidt, der kunne

gøres. På trods alle bønnerne fra mine

forældre døde Adele. Hun blev 8 år

gammel.

Selv om Nona, der var to år ældre,

klarede sig, havde hun et skrøbeligt

helbred det meste af sit liv.

Da jeg i 12-13-årsalderen havde et

fag om sundhed, læste læreren en

artikel. En mor havde hørt, at naboens

børn havde skoldkopper. Hun

indså, at hendes børn sandsynligvis

også ville få det på skift. Hun besluttede,

at hun ville have det overstået

en gang for alle.

Så hun sendte børnene ind at lege

hos naboens børn, så de kunne blive

smittet, så de kunne få det overstået.

I kan nok forestille jer, hvor skrækslagen

hun blev, da lægen endelig kom

og fortalte, at det ikke var skoldkopper,

børnene havde. Det var kopper.

Det bedste at gøre dengang og nu

er at undgå steder, hvor der er fare for

fysisk eller åndelig smitte.

Vi bekymrer os ikke ret meget, om

vores børnebørn får mæslinger eller

ej. De er blevet vaccineret og kan

bevæge sig frit omkring uden frygt

herfor.

Selv om mæslinger er udryddet

i det meste af verden, er det stadig

hovedårsagen til børnedød, der kunne

forhindres med vaccine.

Fra penge, som gavmildt er givet af

de sidste dages hellige, har Kirken for

nyligt givet 1 million dollars til en kooperativ

indsats for at vaccinere

Afrikas børn mod mæslinger. For en

dollar kan et barn blive beskyttet.

Forældre bekymrer sig nu om de

moralske og åndelige sygdomme. De

kan have frygtelige komplikationer,

når standarder og værdier opgives. Vi

må alle beskytte os.

Det fysiske legeme beskyttes med

den rigtige vaccine mod sygdomme.

Vi kan også beskytte vore børn mod

moralske og åndelige sygdomme.

Ordet inoculate (det engelske ord

for vaccinere afledt af det latinske

»inoculare« O.A) har to dele: In – »at

være sammen« og oculate, som betyder

»at indpode et øje«.

Når børn døbes og bekræftes (se

L&P 20:41, 43; 33:15), lægger vi et øje

i dem – Helligåndens ubeskrivelige

gave (se L&P 121:26). Med genoprettelsen

af evangeliet kom myndigheden

til at overdrage denne gave.

Mormons Bog giver os nøglen:

»Engle taler gennem den Helligånds

kraft og derfor taler de Kristi ord. Mæt

jer med Kristi ord, thi se, hans ord vil

fortælle jer [og også jeres børn] alt,

hvad I skal gøre« (2 Nephi 32:3).

Hvis I vil acceptere det i jeres sind

og bevare det i jeres følelser, kan en


viden om det genoprettede evangelium

og et vidnesbyrd om Jesus

Kristus, åndeligt vaccinere jeres børn.

En ting er meget klart: Det sikreste

sted og den bedste beskyttelse mod

de moralske og åndelige sygdomme

er et stabilt hjem og familie. Det har

altid været sandt; det vil for evigt være

sandt. Vi må holde det forrest i vores

sind.

Skriften taler om »troens skjold,

med hvilket,« siger Herren, »I vil

kunne slukke alle den ondes gloende

pile« (L&P 27:17).

Troens skjold laves bedst som

hjemmeindustri. Selv om skjoldet kan

poleres i klasser i Kirken og med aktiviteter,

skal det håndlaves i hjemmet

og tilpasses til den enkle.

Herren sagde: »tag min fulde rustning

på, for at I må kunne stå imod på

den onde dag og bestå efter at have

fuldbyrdet alt« (L&P 27:15).

Vore unge mennesker er på mange

måder meget stærkere og bedre end

vi var. De og vi bør ikke være bange

for det, som ligger forude.

Indgyd jeres unge mennesker mod.

De har ikke grund til at leve i frygt (se

L&P 6:36). Frygt er det modsatte af tro.

Selv om vi ikke kan fjerne gudløsheden,

kan vi skabe unge sidste dages

hellige, som er åndeligt næret og vaccineret

mod onde indflydelser.

Som en bedstefar, der har levet

længe, råder jeg jer til at nære tro.

Tingene har det med at ordne sig.

Hold jer nær til Kirken. Hold jeres

børn nær til Kirken.

På Almas tid fik »ordets forkyndelse

… folket til at gøre det, der var retfærdigt;

ja, det havde øvet større indflydelse

på folkets sind end sværdet eller

noget andet, der var hændt dem –

derfor mente Alma, at det var nødvendigt

at forsøge Guds ords kraft« (Alma

31:5).

Når den sande lære forstås, ændrer

menneskes indstilling og adfærd.

Studiet af evangeliets lærdomme vil

forbedre adfærd hurtigere end studiet

af adfærd vil forbedre adfærd.

Find lykke i de almindelige ting, og

bevar jeres humoristiske sans.

Nona blev rask fra mæslingerne og

gigtfeberen. Hun levede længe nok at

få gennemgå en hjerteoperation og

nød mange år med et stærkt forbedret

helbred. Andre talte om hendes

nyerhvervede energi. Hun sagde: »Jeg

har en Cadillac-motor i et Ford T

karosseri.«

Bevar den humoristiske sans!

Vær ikke bange for at sætte børn i

verden. Vi har indgået pagt om at tilvejebringe

fysiske legemer, så ånderne

kan opnå liv på jorden (se 1 Mos 1:28;

Moses 2:28). Børn er den genoprettede

Kirkes fremtid.

Sæt jeres hus i orden. Hvis mor

arbejder uden for hjemmet, så prøv

at finde måder at ændre det på, selv

om det kun er lidt. Det kan være

meget vanskeligt at ændre det lige nu.

Analyser omhyggeligt og bønsomt (se

L&P 9:8-9). Forvent derpå at få inspiration,

som er åbenbaring (se L&P

8:2-3). Forvent intervention fra en

kraft fra den anden side af sløret, der

vil hjælpe jer på det rigtige tidspunkt

at gøre det, som er bedst for jeres

familie.

LIAHONA MAJ 2004 79


80

Alma kaldte frelsesplanen »saliggørelsens

store plan« (Alma 42:8; se

også 2 Nephi 11:5; Alma 12:25; 17:16;

34:9; 41:2; 42:5, 11-13, 15, 31; Moses

6:62).

Hver eneste af os kom her på jorden

for at modtage et fysisk legeme

og for at blive prøvet (se Abraham

3:24-26).

Livet vil ikke være fri for udfordringer,

nogle af dem bitre og hårde

at bære. Vi ønsker måske at blive skånet

for alle livets prøvelser, men det

ville være i modstrid med saliggørelsens

store plan »Thi det er nødvendigt,

at der er en modsætning i alle

ting« (2 Nephi 2:11). Denne afprøvning

er vores kilde til styrke.

Min søster Adele fik som et uskyldigt

barn sit liv brutalt afbrudt af sygdom

og lidelse. Hun og alle de andre,

der er blevet taget på denne måde,

fortsætter Herrens værk på den anden

side af sløret. Hun vil ikke blive nægtet

noget afgørende for hendes evige

udvikling.

Vi mistede også et lille oldebarn.

Hun var blevet navngivet Emma

efter min mor. Vi modtager trøst fra

skrifterne.

»Små børn behøver ingen omvendelse,

ej heller dåb …

… små børn er levendegjort i

Kristus« (Moroni 8:11-12).

Husk Kristi forsoning. Fortvivl ikke

over eller anse ikke dem for tabt for

evigt, som er faldet for Satans fristelser.

De vil, når gælden er betalt til

»den sidste øre« (Matt 5:26) og efter

helbredelsen, som ledsager fuldkommen

omvendelse, modtage en frelse.

Følg de ledere, som er kaldet til

at præsidere over jer, for dette løfte

er givet: »Og dersom mit folk vil lytte

til min og mine tjeneres røst, til dem

jeg har udvalgt til at lede mit folk,

se, sandelig siger jeg jer, da skal de

ikke flyttes fra deres sted« (L&P

124:45).

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Hellige vil gå fremad »til den opfylder

hele jorden« (L&P 65:2), og den store

Jahve bekendtgør, at hans værk er

gjort (se History of the Church,

4:540). Kirken er en sikker havn.

Retfærdighed vil beskyttes os og

barmhjertighed trøste os (se Alma

34:15-16). Ingen uhellig hånd kan

holde hans værk tilbage (se L&P 76:3).

Vi er ikke blinde over for verdens

forhold.

Apostlen Paulus profeterede om

»hårde tider« i de sidste dage (2 Tim

3:1) og advarede: »Thi for os står

kampen ikke mod kød og blod, men

mod myndigheder og magter, mod

verdensherskerne i dette mørke, mod

ondskabens åndemagter i himmelrummet«

(Ef 6:12).

Esajas lovede: »du skal grundfæstes

på retfærdighed. Undertrykkelsen er

langt borte, du skal ikke frygte, rædslen

skal ikke nå dig« (Es 54:14).

Herren selv har opmuntret os:

»Vær derfor ved godt mod og frygt

ikke, thi jeg, Herren, er med jer og

vil stå jer bi, og I skal vidne om mig,

Jesus Kristus, at jeg er den levende

Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at

jeg kommer« (L&P 68:6). I Jesu Kristi

navn. Amen. ■


Nu stråler lyset

i sin pragt

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

Hvilken herlig tid det har været og nu er. En ny dag er

oprunden i den Almægtiges værk.

Var det ikke bare helt fantastisk?

Tak til Liriel Domiciano og til

koret. Hvilken storslået troserklæring

– »Han lever! Vor Forløser

stor.« Endnu engang tak for den gribende

og vidunderlige sang.

Først vil jeg gerne sige til hele

Kirken og til andre: Tak for jeres store

venlighed over for søster Hinckley og

mig. I har været og er så elskværdige

og storsindede. Vi er rørt over alt

det, I gør for os. Hvor ville verden se

anderledes ud, hvis hele verden blev

behandlet, som vi bliver behandlet.

Vi ville vise omsorg for hinanden i

Mesterens ånd, han som viste medfølelse

ved at trøste og helbrede andre.

Brødre og søstre, præsident Packer

har talt til jer som bedstefar. Jeg kunne

tænke mig at tage fat i en af trådene i

det billedtæppe, han har vævet. Jeg er

også en gammel mand nu, ja ældre

end han er, hvis I kan forestille jer det.

Jeg har levet længe, jeg har rejst langt,

og jeg har set meget i denne verden.

Når jeg sidder og stille reflekterer over

livet, spekulerer jeg på, hvorfor der

mon er så megen uro og lidelse næsten

overalt. Vor tid er fyldt med farer.

Vi hører ofte Paulus’ ord til Timotheus

citeret: »Men det skal du vide, at i de

sidste dage skal der komme hårde

tider« (2 Tim 3:1). Dernæst fortsætter

han med at beskrive de tilstande, der

skal herske. Jeg synes, det er helt tydeligt,

at disse sidste dage virkelig er farefulde

tider, som passer til de tilstande,

som Paulus beskrev (se 2 Tim 3:2-7).

Men farefulde tider er ikke noget

nyt for menneskeheden. I Johannes’

Åbenbaring står der, at »der blev krig

i himlen. Mikael og hans engle gik i

krig med dragen, og dragen og dens

engle tog kampen op,

men kunne ikke stå sig, og de

havde ikke længere deres plads i

himlen.

Den blev styrtet, den store drage,

den gamle slange, som hedder

Djævelen og Satan, og som forfører

hele verden – styrtet til jorden, og

dens engle blev styrtet ned sammen

med den« (Åb 12:7-9).

Hvilke farefulde tider det må have

været. Selveste den Almægtige kæmpede

mod Morgenrødens søn. Vi var

der, mens det stod på. Det må have

været et utroligt vanskeligt slag, der

dog endte med en storslået sejr.

Om disse desperate tider talte

Herren til Job fra stormen og sagde:

»Hvor var du, da jeg grundlagde

jorden? …

mens alle morgenstjerner jublede,

og alle gudssønner råbte af fryd?« (Job

38:4, 7).

Hvorfor var vi så lykkelige dengang?

Jeg tror, det var fordi, det gode

havde sejret over det onde, og hele

menneskeslægten var på Herrens

side. Vi vendte Satan ryggen og sluttede

os til Guds styrker, og disse styrker

vandt sejr.

Men når vi nu havde truffet den

beslutning, hvorfor skulle vi træffe

den igen og igen efter vores fødsel?

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er

så mange, som i dette liv har svigtet

den beslutning, de traf, dengang den

store krig fandt sted i himlen.

Men det er tydeligt, at den strid

mellem godt og ondt, som begyndte

med denne krig, aldrig er hørt op.

Den er fortsat i det uendelige op til

vor tid.

Jeg tror, vor Fader græder over, at så

mange af hans børn gennem tiderne

har udøvet den handlefrihed, han gav

dem, og har valgt at vandre på det

ondes vej snarere end på det godes.

Det onde gjorde sig bemærket tidligt

i denne verden, da Kain slog Abel

ihjel. Det onde tog til, indtil Gud på

Noas tid »så, at menneskenes ondskab

var stor på jorden, og at alt, hvad de

ville og planlagde dagen lang, kun var

ondt.

Da fortrød Herren, at han havde

skabt menneskene på jorden. Han var

bedrøvet« (1 Mos 6:5-6).

Han gav Noa befaling om at bygge

en ark, hvori »nogle få, nemlig otte

sjæle« skulle frelses (1 Pet 3:20).

LIAHONA MAJ 2004 81


82

Jorden blev renset. Vandet trak sig

tilbage. Retfærdigheden herskede

atter. Men det varede ikke længe, før

menneskeslægten – alt for mange af

dem – igen blev ulydige. Indbyggerne

i dalbyerne Sodoma og Gomorra er

eksempler på, hvor dybt fordærvede

nogle mennesker var blevet. Og Gud

tilintetgjorde byerne fuldstændig i

en sidste og endelig ødelæggelse (se

1 Mos 19:29).

Esajas råbte:

»Det er jeres synder, der skiller jer

fra jeres Gud; jeres overtrædelser

skjuler hans ansigt, så han ikke kan

høre jer.

For jeres hænder er sølet til af blod

og jeres fingre af synd; jeres læber

taler løgn, jeres tunge forkynder ondskab«

(Es 59:2-3).

Sådan var det også med de andre

af Det Gamle Testamentes profeter.

Kernen i deres budskab var fordømmelsen

af ugudelighed. Og den tids

farer var ikke særegne for den gamle

verden. I Mormons Bog står der, at på

den vestlige halvkugle kæmpede jarediternes

hære til døden. Nephiternes

og lamaniterne kæmpede også, indtil

tusindvis af mennesker var omkommet,

og Moroni blev tvunget til at

vandre om alene for sit eget livs sikkerheds

skyld (se Moroni 1:3). Hans

store og endelig bøn, som er rettet til

os i vore dage, var en opfordring til at

leve retfærdigt:

»Og atter vil jeg formane jer til at

komme til Kristus og holde fast ved

hver god gave, men ikke røre ved den

onde gave eller noget urent« (Moroni

10:30).

Da Frelseren vandrede på jorden,

»færdedes [han] overalt og gjorde vel«

(se ApG 10:38), men han fordømte

også de skriftkloges og farisæernes

hykleri og omtalte dem som »kalkede

grave« (se Matt 23:27). Han langede

ud efter vekselererne i templet og

sagde: »›Mit hus skal være et bedehus.‹

Men I har gjort det til en røverkule«

(Luk 19:46). Dette var også en yderst

farefuld tid. Palæstina var en del af

romerriget, som i dets ledelse var benhårdt,

undertrykkende og formørket

af ondskab.

I sine breve bønfaldt Paulus Kristi

disciple om at have styrke, for at ikke

skulle blive forledt af den Onde. Men

til sidst fik en stemning af frafald

overhånd.

Uvidenhed og ondskab indhyllede

verden og førte til det, vi kalder den

mørke middelalder. Esajas var kommet

med følgende forudsigelse: »Mørket

dækker jorden, mulmet dækker folkene«

(Es 60:2). I århundreder bredte

sygdomme sig overalt, og fattigdom var

almindeligt. Den sorte død var årsag til,

at omkring 50 millioner mennesker

døde i løbet af det 14. århundrede. Var

dette ikke en tid med forfærdelige

farer? Jeg undrer mig over, at menneskeheden

overhovedet overlevede.

Men på en eller anden måde tændtes

der i denne lange mørke nat et


lille lys. Renæssancen medførte en

opblomstring af lærdom, kunst og

videnskab. Der opstod en bevægelse af

frygtløse og modige mænd og kvinder,

som så mod himlen i erkendelse af

Gud og hans guddommelige Søn. Vi

omtaler den som reformationen.

Og efter at mange slægtled havde

vandret på jorden – mange af dem i

krig, had, mørke og ugudelighed – gryede

genoprettelsens strålende nye dag.

Dette herlige evangelium blev indledt

ved, at Faderen og Sønnen viste sig for

drengen Joseph. Dagen for tidernes

fyldes uddeling gryede over hele verden.

Alt det gode, det smukke, det

guddommelige fra alle tidligere uddelinger

blev gengivet i denne, den mest

vidunderlige tidsalder.

Men der fandtes også ugudelighed.

Og en af de måder, denne ugudelighed

kom til udtryk på, var forfølgelse. Der

var had. Folk blev fordrevet og i vinterkulden

tvunget ud på lange vandringer.

Det var, sådan som Charles Dickens

beskrev i de første linjer af sin fortælling

om To Byer: »Det var den bedste

af alle tider, det var den værste af alle

tider … det var lysets æra, det var

mørkets æra, det var håbets forår, det

var selvopgivelsens vinter.«

Hvilken herlig tid det har været og

nu er på trods af den store ugudelighed

i disse tider. En ny dag er oprunden

i den Almægtiges værk. Dette

værk er vokset og blevet stærkere og

har spredt sig over hele jorden. Det

var haft en positiv indflydelse på millioner

af mennesker, og dette er kun

begyndelsen.

Genoprettelsens storslåede morgen

har også ført til, at verden er blevet

overstrømmet af verdslig viden.

Tænk blot på den forlængede levealder.

Tænk den moderne lægevidenskabs

undere. Jeg er forbløffet. Tænk

på opblomstringen af uddannelse.

Tænk på de mirakuløse fremskridt inden

for transport og kommunikation.

Menneskets opfindsomhed kender

ingen grænser, når himlens Gud inspirerer

og udøser lys og kundskab.

Der er stadig konflikter så mange

steder i verden. Der er megen fattigdom,

sygdom og had. Mennesket er

stadig lige barbarisk i sin umenneskelighed

over for sin medmennesker.

Og dog er vi vidne til denne herlige

morgen. »Retfærdighedens sol« er

kommet, »under [hans] vinger er der

helbredelse« (se Mal 3:20). Gud og

hans elskede Søn har åbenbaret sig. Vi

kender dem. Vi tilbeder dem »i ånd og

sandhed« (Joh 4:24). Vi elsker dem. Vi

ærer dem og bestræber os på at efterkomme

deres vilje.

Med det evige præstedømmes nøgler

har vi låst op til fortidens fængsler.

Nu dagen gryr, og mørkets magt

må vige fra den ganske jord.

Nu stråler lyset i sin pragt …

med herlighed fra Herren stor.

(»Nu dagen gryr«, Salmer og sange,

nr. 1).

Er dette en farefuld tid? Ja. Det er

en farefuld tid. Men menneskene har

levet i fare fra før jorden blev skabt. På

en eller anden måde har der gennem

mørket skinnet et svagt, men smukt

lys. Og nu skinner det med endnu

større glans ud over hele verden. Med

sig bringer det Guds plan for lykke for

sine børn. Med sig bringer det de

store og ubegribelige undere ved

Forløserens forsoning.

Hvor er vi himlens Gud taknemlige

for hans velsignende omsorg for sine

børn ved at åbne for dem – gennem

alle evighedens farer – muligheden

for frelse og den velsignelse, det er at

opnå ophøjelse i hans rige, hvis blot

de vil leve i retfærdighed.

Og, mine brødre og søstre, det

pålægger os hver især et stort og altopslugende

ansvar. I 1894 sagde præsident

Wilford Woodruff:

»Den Almægtig er med sit folk. Vi

skal nok få alle de åbenbaringer, vi har

brug for, hvis blot vi gør vores pligt og

adlyder Guds befalinger … Jeg ønsker

at gøre min pligt, mens jeg lever. Jeg

ønsker, at de sidste dages hellige gør

deres pligt. Her er bærerne af det hellige

præstedømme … Deres ansvar er

stort og vældigt. Guds og alle de hellige

profeters blik hviler på os. Dette

er den storslåede uddeling, som er

blevet omtalt siden verden begyndte.

Vi er samlet … ved Guds kraft og på

hans befaling. Vi udfører Guds gerning

… Lad os opfylde vores mission«

(James R. Clark, saml., Messages of

the First Presidency of The Church

of Jesus Christ of Latter-day Saints,

6 bd., 1965-1975, 3:258).

Dette er vores store og krævende

udfordring, mine brødre og søstre.

Dette er det valg, vi hele tiden må

træffe, nøjagtig ligesom generationerne

forud for os har måttet vælge.

Vi må spørge os selv:

Hvem er for Herrens sag?

Nu vil det vise sig;

vi spørger uden frygt:

Hvem er for Herrens sag?

(»Hvem er for Herrens sag?« Salmer

og sange, nr. 173).

Fatter vi og forstår vi virkelig den

kolossale betydning af det, vi har.

Dette er hele summen af menneskenes

generationer, det afsluttende kapitel

LIAHONA MAJ 2004 83


84

i hele menneskehedens panorama.

Men dette giver os ikke ret til at

være overlegne. Det burde snarere

gør os ydmyge. Det pålægger os et

ufravigeligt ansvar for i Mesterens Ånd

at drage omsorg for alle andre. Det

var Mesteren selv, der sagde: »Du skal

elske din næste som dig selv« (Matt

19:19). Vi må fralægge os al selvretfærdighed

og hæve os over smålige

egeninteresser.

Vi må gøre alt, hvad der kræves for

at fremme Herrens værk og opbygge

hans rige på jorden. Vi må aldrig gå på

kompromis med den lære, som er

blevet givet ved åbenbaring, men vi

må leve og arbejde sammen med

andre, respektere deres tro og beundre

deres dyder, gøre fælles sag mod

de sofismer, de skænderier, det had

og de farer, som har fulgt menneskene

fra begyndelsen.

Vi kan være elskværdige, vi kan være

hjælpsomme og vi kan være venlige

og imødekommende uden at måtte

opgive den mindste flig af vores lære.

Vi, som tilhører denne generation,

er frugten af alt, hvad der er gået forud.

Det er ikke nok blot at være kendt som

medlem af denne kirke. Der påhviler

os et højtideligt ansvar. Lad os se det i

øjnene og arbejde på det.

Vi må leve som Kristi sande disciple

ved at vise næstekærlighed over for

alle, ved at gengælde ondt med godt,

ved at undervise i Herrens veje ved

vores eksempel og ved at yde den

vældige tjeneste, som han har opridset

for os.

Måtte vi leve værdigt til at få den

herlige gave af lys og forståelse og evig

sandhed, som er blevet givet os gennem

alle fortidens farer. Af en eller

anden årsag er vi – blandt alle dem,

som var vandret på jorden – blevet ført

frem i denne enestående og vidunderlige

tid. Vær taknemlige og frem for alt

trofaste. Det er min ydmyge bøn, idet

jeg vidner om sandheden af dette værk,

i Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■

MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG

4. april 2004

Forsoningen og

værdien af én sjæl

ÆLDSTE M. RUSSELL BALLARD

De Tolv Apostles Kvorum

Dersom vi fuldt ud forstod Herren Jesus Kristi forsoning, ville

vi indse, hvor værdifuld en af Guds sønner eller døtre er.

Vores familie led i januar et tragisk

tab, da vores barnebarn

Nathan døde i en flyulykke.

Nathan tjente i den russisktalende

Baltiske mission. Han elskede folket

og vidste, at det var et privilegium at

tjene Herren. Tre måneder efter, at

jeg forrettede hans evige ægteskab

med hans kære Jennifer, tog denne

ulykke hans liv. At Nathan så pludseligt

blev taget fra vores jordiske nærhed,

har vendt vores hjerte og sind

mod Herren Jesu Kristi forsoning.

Selvom det er mig umuligt fuldt ud at

forklare den fulde betydning af Kristi

forsoning, beder jeg om, at jeg kan

forklare, hvad hans forsoning betyder

for mig og vores familie, og hvad den

måske også betyder for jer og jeres.

Frelserens dyrebare fødsel, liv, forsoningen

i Getsemane have, lidelsen

på korset, begravelsen i Josefs grav og

hans herlige opstandelse er alt sammen

blevet en fornyet realitet for os.

Frelserens opstandelse forsikrer os

alle om, at vi også en dag vil følge ham

og opleve vores egen opstandelse.

Hvilken fred, hvilken glæde denne

store gave er, som kommer ved Jesu

Kristi kærlige nåde, hele menneskehedens

Frelser og Forløser. På grund af

ham, ved vi, at vi kan være sammen

med Nathan igen.

Der er intet større udtryk for kærlighed

end Guds Søns heroiske forsoning.

Var det ikke for vor himmelske

Faders plan, grundlagt før denne verden

blev til, ville alle hidtidige, nutidige

og fremtidige medlemmer af

menneskeheden være efterladt uden

noget håb om evig fremgang. Som

resultat af Adams overtrædelse blev

menneskeheden dødeligt adskilt fra

Gud (se Rom 6:23) og ville være det

for evigt medmindre, at der blev fundet

en måde at bryde dødens bånd

på. Dette ville ikke være let, for den

fordrede det stedfortrædende offer

af en, der var uden synd og derfor

kunne påtage sig hele menneskehedens

synder.


Heldigvis fuldførte Jesus Kristus

dette offer på modigste vis i det

gamle Jerusalem. I stille ensomhed

knælede han ned i Getsemane have,

og mellem krogede oliventræer påtog

Frelseren sig verdens synder på en

for os ufattelig måde. Selvom han

levede rent og uden synd, betalte han

den højeste pris for synd – din og

min og for alle, som nogensinde har

levet. Hans mentale, følelsesmæssige

og åndelige smerter var så store, at

de fik ham til at bløde fra hver pore

(se Luk 22:44; L&P 19:18). Og dog led

Jesus villigt, for at vi alle kan have

muligheden for at blive renset – ved

vores tro på ham; ved at omvende os

fra vore synder; ved at blive døbt med

den rette præstedømmemyndighed;

ved at modtage Helligåndens rensende

gave ved bekræftelsen og ved

at acceptere alle andre nødvendige

ordinancer. Uden Herrens forsoning

ville ingen af disse velsignelser være

tilgængelige for os, og vi ville ikke

kunne blive værdige eller beredte til

at dvæle i Guds nærhed.

Senere gennemgik Frelseren pinslen

ved forhør, brutale prygl og død

ved korsfæstelse på Golgata. Der har

for nyligt været en del debat om

dette, uden at nogen dog har klargjort

den ene pointe, at ingen havde

magt til at tage Frelserens liv fra ham.

Han gav det som løsesum for os alle

sammen. Som Guds søn havde han

magten til at ændre situationen.

Alligevel siger skriften tydeligt, at

han overgav sig til plage, ydmygelse,

lidelse og endeligt korsfæstelse på

grund af sin store kærlighed til menneskenes

børn (se 1 Nephi 19:9-10).

Jesu Kristi forsoning var en uerstattelig

del af vor himmelske Faders

plan for sin søns jordiske mission og

for vores frelse. Hvor taknemmelige

bør vi ikke være, for at vor himmelske

Fader ikke greb ind, men snarere

modstod sit faderlige instinkt om at

redde sin elskede Søn. Takket være

hans evige kærlighed til os, tillod han

Jesus at fuldføre sin forudordinerede

mission – at blive vores Forløser. På

grund af Jesu Kristi kærlige nåde blev

opstandelsens og udødelighedens

gave givet frit til alle mennesker i alle

aldre uanset deres gode eller onde

gerninger. Til dem, som vælger at

elske Herren, og som viser deres kærlighed

og tro på ham ved at holde

hans bud og kvalificere sig til alle forsoningens

velsignelser, tilbyder han

yderligere løftet om ophøjelse og

evigt liv, som er velsignelsen ved at

leve i Guds og hans elskedes Søns

nærhed for evigt.

Vi synger ofte en salme som udtrykker,

hvad jeg føler, når jeg overvejer

Frelserens velvillige sonoffer:

LIAHONA MAJ 2004 85


86

O, se hvilken kærlighed, Jesus har

vist mod mig,

at han for min frelse og salighed

ofred’ sig,

at lide og dø for en synder så arm

som jeg,

At give mig bolig og tage mig hjem

til sig.

(»O, se hvilken kærlighed«, Salmer og

sange, nr. 114)

Jesus Kristus – menneskehedens

frelser og forløser – er ikke død. Han

lever – Guds opstandne søn lever –

det er mit vidnesbyrd, og han leder

sin kirke i dag.

I foråret 1820 oplyste en søjle af lys

en lund i den nordlige del af staten

New York. Vor himmelske Fader og

hans elskede Søn viste sig for profeten

Joseph Smith. Denne oplevelse

indledte genoprettelsen af vigtige

doktrinære sandheder, som havde

været tabt i århundreder. Blandt de

sandheder, som havde været skjult

af frafaldets mørke, var den gribende

realitet, at vi alle er åndelige sønner

og døtre af en kærlig Gud, der er

vores Fader. Vi er en del af hans familie.

Han er ikke far i en eller anden

overført eller poetisk forstand. Han

er bogstavelig talt Fader til vore ånder.

Han holder af hver enkelt af os. Selv

om denne verden har en måde at

nedgøre og nedværdige mænd og

kvinder på, er virkeligheden den, at

vi alle er af kongelig, guddommelige

herkomst. Da Faderen og Sønnen på

enestående måde viste sig i den hellige

lund, var det første ord, som

Faderen til os alle sagde, navnet

Joseph. Sådant er vor Faders personlige

forhold til os hver især. Han kalder

os ved navn og længes efter, at vi

må blive værdige til at komme tilbage

og bo hos ham.

Gennem profeten Joseph Smith

kom genoprettelsen af evangeliet.

Herren Jesus Kristus har atter engang,

gennem sin udvalgte profet, åbenbaret

ordinancer og præstedømmemyndighed

til at administrere dem til frelse

for alle dem, som vil tro.

En anden profet i en anden uddeling

blev vist »alle jordens nationer«

(Moses 7:23). »Og Herren viste Enok

alle ting, ja, lige til verdens ende«

(Moses 7:67). Enok så også at Satan

»havde en stor lænke i hånden, og

den indhyllede hele jordens overflade

i mørke. Og Satan så op og lo«

(Moses 7:26).

I alt det Enok så, var der en ting,

som syntes at fange hans opmærksomhed

mere end noget andet. Enok

så, at Gud »beskuede resten af folket,

og han græd« (Moses 7:28) De hellige

optegnelser viser, at Enok igen og

igen spørger Herren: »Hvorledes er

det, at du kan græde, … hvorledes

kan du da græde?« (Moses 7:29, 31).

Herren svarede Enok: »Se disse

dine brødre, de er mine egne hænders

værk … Og til dine brødre har

jeg … givet … befaling om, at de

skulle elske hverandre, og at de skulle

vælge mig, deres fader; men se, de er

uden hengivenhed, og de hader deres

eget blod« (Moses 7:32-33).

Enok så forholdene i de sidste

dage. Han og andre tidlige profeter

vidste, at kun når vi accepterer forsoningen

i vores liv og stræber efter at

efterleve evangeliet, kan vi møde

livets udfordringer og finde fred,

glæde og lykke. At komme til forståelse

af denne storslåede gave, er en

individuel stræben for hvert af Guds

børn.

Søskende, jeg tror, at dersom vi

fuldt ud forstod Herren Jesus Kristi

forsoning, ville vi indse, hvor værdifuld

en af Guds sønner eller døtre

er. Jeg tror, at vor himmelske Faders

evige hensigt med sine børn generelt

opnås ved de små og enkle ting, vi

gør for hinanden. Midt i det engelske

ord for opstandelse atonement er

bogstaverne one eller »en«. Dersom

hele menneskeheden forstod dette,

ville der aldrig være nogen for hvem,

vi ikke interesserede os for uanset

alder, race, køn, religion eller sociale

eller økonomiske ståsted. Vi ville

stræbe efter at ligne Frelseren og ville

aldrig være uvenlige, ligegyldige,

respektløse eller ufølsomme over for

andre.

Dersom vi fuldt ud forstod forsoningen

og den evige værdi af hver

eneste sjæl, ville vi få fat i den vildfarne

dreng eller pige og enhver

anden af Guds vildfarne børn. Vi ville

hjælpe dem med at fatte Kristi kærlighed

til dem. Vi ville gøre alt, hvad vi

kunne for at hjælpe dem med at forberede

sig til at modtage evangeliets

frelsende ordinancer.

Hvis Kristi forsoning overskyggede

alt i sindet hos wards- og grensledere,

ville intet nyt eller genaktiveret medlem

nogensinde blive forsømt. Fordi

hver eneste sjæl er så dyrebar, vil

lederne tale sammen og sørge for, at

hver eneste undervises i lærdommene

i Jesu Kristi evangelium.

Når jeg tænker på Nathan og på

hvor meget, han betyder for os, kan

jeg tydeligere se og mærke, hvordan

vor himmelske Fader føler for alle

sine børn. Vi ønsker ikke, at Gud skal

græde, fordi vi ikke gjorde alt det, vi

kunne for at dele evangeliets åbenbarede

sandheder med hans børn. Jeg

beder til, at enhver af vore unge vil

søge at kende forsoningens velsignelser,

og at de vil stræbe efter at

være værdige til at tjene Herren på

missionsmarken. Der er sikkert også

mange flere ældre par og andre, hvis

helbred tillader det, som med begejstring

ville ønske at tjene Herren som

missionærer, dersom de ville granske

betydningen af Herren Jesu Kristi forsonende

offer. Det var Jesus, som

sagde: »Og om … I måtte arbejde

hele jeres liv med at råbe omvendelse

til dette folk og kun førte én sjæl til

mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde

være med ham i min Faders rige!«


(L&P 18:15; fremhævelse tilføjet).

Ikke kun det – men hvor stor skal

ikke også Herrens glæde være over

den sjæl, som omvender sig! For den

ene er af stor værdi for ham.

Søskende, vor himmelske Fader

har rakt ud imod os gennem vor

Frelsers forsoning. Han indbyder alle

til at »komme til Kristus, som er den

Hellige i Israel, og få del i hans salighed

og i hans forløsnings kraft« (Omni

1:26). Han belærte os om, at det er

gennem vor trofaste overholdelse af

evangeliets principper, ved at modtage

de frelsende ordinancer, som er

blevet gengivet, gennem stadig tjeneste

og ved at holde ud til enden, at

vi kan vende tilbage til hans hellige

nærhed. Hvilke mulige ting i hele verden

er tilnærmelsesvis så vigtige som

at vide dette?

Sørgeligt nok er det ofte sådan i

verden i dag, at en persons vigtighed

afgøres af størrelsen på det publikum,

han eller hun optræder foran. Det er

sådan medier og sportsprogrammer

måles, sådan betydning i erhvervslivet

nogle gange afgøres, og ofte sådan

offentlige embeder besættes. Det er,

måske derfor roller som far, mor og

missionær sjældent modtager stående

applaus. Fædre, mødre og missionærer

»optræder« foran et meget lille

publikum. Og dog er der måske i

Herrens øjne kun en størrelse på

publikum, som virkelig betyder noget

– og det er bare en, enhver, dig og

mig, og enhver af Guds børn. Det er

ironisk, at forsoningen som er uendelig

og evig – dog er det individuelt én

person ad gangen, at vi anvender den

på os selv.

Børnesalmen »Jeg er Guds kære

barn« (Salmer og sange, nr. 195) harmonerer

med evighedens musik. Vi

er Guds børn. Hver enkelt af os er

dyrebar i den forstand, at vi kan

bringe Gud den Almægtige en fylde

af glæde, hvis vi er trofaste, eller til

tårer, hvis vi ikke er.

Som den opstandne Frelser sagde

til nephiterne, sådan kan han også

sige til os i dag:

»Salige er I for jeres tros skyld. Og

se, min glæde er nu fuldkommen.

Og da han havde sagt disse ord,

græd han, og mængden bar vidnesbyrd

derom, og han tog deres små

børn, det ene efter det andet, og velsignede

dem og bad til Faderen for

dem« ( 3 Nephi 17:20-21; fremhævelse

tilføjet).

Søskende, undervurder aldrig

nogensinde værdien af den ene. Husk

altid på Herrens enkle formaning:

»Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh

14:15). Stræb efter altid at leve værdigt

til Herren Jesu Kristi forsonings fulde,

hellige velsignelser. I vores sorg over

adskillelsen fra vores kære Nathan,

er den fred, som kun Frelseren og

Forsoneren kan give, kommet. Vores

familie har vendt sig mod ham én for

én, og vi synger nu med større påskønnelse

og forståelse:

O, hvilken kærlighed, at han til jord

kom ned

og døden for mig led,

o hvilken kærlighed, himmelsk

kærlighed.

(»O, se hvilken kærlighed«, Salmer og

sange, nr. 114)

Mine kære brødre og søstre, jeg

beder ydmygt om, at I må give andre,

og selv modtage enhver velsignelse

som Herren Jesu Kristi forsonende

offer tilbyder. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■

LIAHONA MAJ 2004 87


88

Med en øm faders

hele kærlighed:

Et budskab om

håb til familier

ÆLDSTE ROBERT D. HALES

De Tolv Apostles Kvorum

Uanset hvor ond verden bliver, så kan vores familie opleve

fred. Hvis vi gør det, som er rigtigt, vil vi blive vejledt og

beskyttet.

Som Paulus profeterede, så lever

vi i »hårde tider.« 1 »Satan [er

gået] omkring og [har] forført

folket« 2 og hans indflydelse øges. Men

uanset hvor ond verden bliver, så kan

vores familie opleve fred. Hvis vi gør

det, som er rigtigt, vil vi blive vejledt

og beskyttet.

Den salme, som vore pionerforfædre

så ofte sang, fortæller os, hvad vi skal

gøre: »Omgjord din lænd, og tab ej

mod. / Gud fører os på sikker fod.« 3

Dette mod og denne tro er det, som

vi har behov for som forældre og

familier i disse sidste dage.

Fader Lehi havde et sådant mod.

Han elskede sin familie og glædede

sig over, at nogle af hans børn holdt

Herrens befalinger. Men hans hjerte

må have været sønderknust, da hans

sønner »Laman og Lemuel [ikke]

spiste af frugten«, som repræsenterede

Guds kærlighed. »… han …

nærede stor bekymring for Laman og

Lemuel, ja han frygtede for, at de ville

blive udstødt af Herrens nærværelse.« 4

Enhver forælder står over for øjeblikke

med en sådan frygt. Men når

vi udøver vores tro ved at undervise

vore børn og gør det, som vi kan, for

at hjælpe dem, så vil vores frygt forsvinde.

Lehi omgjorde sin lænd og

med tro »formanede [han] dem da

med en øm faders hele kærlighed til

at give agt på hans ord, så at Herren

måske ville forbarme sig over dem.«

og han »bad …dem om at holde

Herrens befalinger.« 5

Vi må også nære tro til at undervise

vore børn og byde dem at holde befalingerne.

Vi bør ikke lade deres valg

svække vores tro. Vores værdighed vil

ikke blive målt i overensstemmelse

med deres retskaffenhed. Lehi mistede

ikke velsignelsen ved at mætte

sig med frugten fra livets træ, bare

fordi Laman og Lemuel ikke ønskede

at spise af frugten. Vi oplever af og til

som forældre, at vi har svigtet, når

vore børn laver fejl eller farer vild.

Forældre har aldrig svigtet, når de

gør det bedste, de kan, for at elske,

undervise og sørge for deres børn.

Deres tro, bønner og indsats vil blive

helliget til gavn for deres børn.

Herrens ønske for os som forældre

er, at vi holder hans befalinger. Han

har sagt: Lær »dine børn lys og sandhed

efter befalingerne … [sæt] dit

eget hus i orden … og se til, at [I] er

flittigere og omhyggeligere hjemme.« 6

Jeg ønsker i dag at minde os alle

om, at ingen familie har nået fuldkommenhed.

Alle familier er underkastet

livets forhold. Vi har alle fået handlefrihedens

gave – at vælge for os selv

og at lære af vore valgs konsekvenser.

Vi kan alle komme til at opleve, at

en ægtefælle, et barn, en forælder

eller en slægtning lider på en eller

anden måde – mentalt, fysisk, følelsesmæssigt

eller åndeligt – og vi kan

til tider selv opleve disse prøvelser.

Livet på jorden er kort sagt ikke let.

Hver familie har sine egne specielle

forhold. Men Jesu Kristi evangelium

imødekommer enhver udfordring –

hvilket er årsagen til, at vi må undervise

vore børn i det.

»Familien: En proklamation til verden«

siger:

»Forældre har en hellig pligt til at

opdrage deres børn i kærlighed og

retskaffenhed, til at sørge for deres

fysiske og åndelige behov, til at lære


dem at elske og tjene hinanden, til at

overholde Guds befalinger samt til at

være lovlydige samfundsborgere, uanset

hvor de bor. Ægtemænd og hustruer

– mødre og fædre – vil over for

Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen

af disse pligter.« 7

At opfylde disse forpligtelser er

nøglen til beskyttelsen af vores familie

i disse sidste dage.

Moses rådede: »Disse ord, som

jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på

sinde, og du skal gentage dem for

dine sønner; du skal fremsige dem,

både når du er hjemme, og når du er

ude, når du går i seng, og når du står

op.« 8 Vore familier bør hele tiden være

i vore tanker.

Moses forstod behovet for konstant

at undervise, for han voksede op i en

vanskelig tid. På det tidspunkt, hvor

Moses blev født, havde Farao befalet,

at hvert eneste hebraisk drengebarn i

Egypten skulle kastes i floden. Men

Moses’ forældre tog deres pligter som

forældre alvorligt.

Skriften fortæller: »I tro blev den

nyfødte Moses holdt skjult af sine forældre

i tre måneder … og [hans forældre]

lod sig ikke skræmme af kongens

befaling« 9 Da Moses blev gammel nok

til at blive skjult, lavede hans mor,

Jokebed en sindrig sivkurv, som hun

gjorde vandtæt med beg og tjære, og

anbragte sin søn i den. Hun ledte

denne lille kurv ned ad floden og til et

sikkert sted – der, hvor Faraos datter

badede.

Jokebed overlod intet til tilfældigheder,

men sendte en inspireret hjælper

med, sin datter Miriam, der skulle

holde vagt. Da Faraos datter, prinsessen,

fandt barnet, tilbød Miriam modigt

at kalde på en hebræisk amme. Denne

amme var Jokebed, Moses’ moder. 10

På grund af hendes trofasthed blev

Moses’ liv skånet. Med tiden lærte han,

hvem han virkelig var, og han »forlod

… Egypten uden at frygte kongens

vrede.« 11

Jeg slutter mig til trofaste forældre

overalt og erklærer, at vi ved, hvem vi

er, vi forstår vores ansvar som forældre,

og vi frygter ikke mørkets prins’

vrede. Vi stoler på Herrens lys.

Ligesom Jokebed opdrager vi vore

familier i en gudløs og fjendtlig verden

– en verden, som er ligeså farlig

som Egyptens hof, der blev styret af

Farao. Men lad os ligesom Jokebed

danne en beskyttende sivkurv om

vore børn – en kurv, som vi kalder

»familien« – og lede dem til et sikkert

sted, hvor vore lærdomme kan styrkes

i hjemmet og i kirken.

Vi leder dem i sidste instans til det

mest storslåede lærdommens hus –

det hellige tempel, hvor de en dag

kan knæle, omgivet af deres trofaste

familiemedlemmer for at blive beseglet

for tid og al evighed til en værdig

ægtefælle. Hvad de har lært fra os, vil

de undervise deres børn i, og de evige

familiers værk vil fortsætte.

Langs vejen, når vore børn er borte

fra os, sørger Herren for inspirerede

»Miriam’er« til at våge over dem – de

særlige tredjehåndshjælpere, såsom

LIAHONA MAJ 2004 89


90

præstedømmeledere og ledere i hjælpeorganisationerne,

lærere, slægtninge

og værdige venner. Sommetider

tilskynder Ånden os til som forældre

at søge særlig hjælp udover os selv

hos læger og kvalificerede rådgivere.

Ånden vil lede os, når og hvordan

sådan hjælp skal søges.

Men den største hjælp til vores

familie kommer ved hjælp af evangeliet

– fra vor himmelske Fader, ved

Helligåndens vejledning og ved lærdommene

og principperne samt ved

præstedømmet. Må jeg fortælle jer

om fem vigtige elementer i det at

være forælder, som vil hjælpe os med

at styrke vores familie.

Hold familieråd. Af og til er vi

bange for vore børn – bange for at

rådgive dem af frygt for at fornærme

dem. Der er uvurderlige velsignelser,

der kan opnås ved at rådføre sig med

hinanden i vore familier og ved at

udvise en ægte interesse i vore familiemedlemmers

liv. Af og til kan familieråd

omfatte alle familiens medlemmer

som del af familieaftenen eller ved

andre særlige lejligheder. Men vi bør

regelmæssigt rådføre os med hvert

enkelt barn.

Uden denne individuelle rådføring

sammen med vore børn, er det meget

sandsynligt, at de tror, at far og mor

eller bedstefar og bedstemor ikke forstår

eller bekymrer sig om de udfordringer,

som de står overfor. Når vi

lytter med kærlighed og afstår fra at

afbryde, vil Ånden hjælpe os med at

lære, hvordan vi kan hjælpe vore børn

og undervise dem.

Vi kan fx opleve, at vi kan undervise

dem i, at de kan vælge deres handlinger,

men ikke konsekvenserne af

disse handlinger. Vi kan også forsigtigt

hjælpe dem med at forstå, hvilke konsekvenser

af deres handlinger, der kan

komme i deres eget liv.

Af og til, når vore lærdomme ikke

følges, og når vore forventninger ikke

bliver imødekommet, må vi minde

os selv om at lade døren til vores

hjerte stå åben.

I lignelsen om den fortabte søn,

finder vi en stærk lektion for familier

og især for forældre. Da den yngre

søn »gik … i sig selv,« 12 besluttede han

at drage hjem.

Hvordan vidste han, at hans far ikke

ville afvise ham? Fordi han kendte sin

far. I de uundgåelige misforståelser,

konflikter og sønnens dårskab, kan jeg

forestille mig hans far altid nærværende

med et forstående og barmhjertigt

hjerte, det blide svar, det lyttende

øre og den tilgivende omfavnelse. Jeg

kan også forstille mig, at hans søn vidste,

at han kunne komme hjem, fordi

han vidste, hvilket slags hjem der ventede

på ham. For skrifterne siger:

»Mens han endnu var langt borte, så

hans far ham, og han fik medynk med

ham og løb hen og faldt ham om halsen

og kyssede ham.« 13

Jeg vidner om, at vor himmelske

Fader lader døren stå åben. Jeg vidner

ligeledes om, at det aldrig er for sent

at åbne døren mellem os og vore

børn med enkle ord som: »Jeg elsker

dig«, »Jeg er ked af det« og »Vil du tilgive

mig.« Vi kan lige nu begynde at

skabe et hjem, som de vil ønske at

vende tilbage til – ikke kun nu, men i

evighederne.

Vi kan også hjælpe vore lydige

børn til at lade tilgivelsens dør stå

åben ved at udtrykke vores kærlighed

og taknemlighed over for dem, og

ved at hjælpe dem med at glæde sig

over deres søskendes omvendelse.

Med en åben dør til vores hjerte

bør vi lære, hvordan vi anvender

skrifterne på os selv.

Vi taler ofte om at undervise vore

børn ud fra skriften, men hvordan gør

vi det?

For adskillige år siden belærte jeg

vores unge søn om Jareds brors liv og

oplevelser. Selv om beretningen var

meget interessant, var han ikke engageret.

Jeg spurgte ham derpå, hvad

beretningen betød for ham personligt.

Det har stor betydning, når vi

spørger vore børn: »Hvad betyder det

for dig?« Han sagde: »Ved du hvad,

det er ikke anderledes end det, som

Joseph Smith gjorde i lunden, da han

bad og fik et svar.«

Jeg sagde: »Du er omkring Josephs

alder. Tror du, at en bøn som hans vil

være til hjælp for dig?« Pludselig talte

vi ikke om en fordums beretning i et

land langt væk. Vi talte om vores søn –

om hans liv, hans behov og den måde,

hvorpå bøn kan hjælpe ham.

Som forældre er det vores ansvar at

hjælpe vore børn med at »anvend[e]

al hellig skrift [ja, enhver del af Jesu

Kristi evangelium] på os selv [og vore

børn], så at den kunne blive [vores

familie] til gavn og lærdom.« 14

Anvender vi alle vore børns evangeliske

erfaringer på deres virkelige

behov? Belærer vi dem om Helligåndens

gave, om omvendelse, forsoningen,

nadveren og nadvermødets

velsignelse i imødekommelsen af

udfordringerne i deres eget liv? Der er

ikke tilstrækkelig tid i formelle møder

til at undervise vore børn i alt det,

som de har behov for at vide. Derfor

må vi gøre brug af dagligdagens

undervisningsøjeblikke.

Disse øjeblikke er uvurderlige. De

kommer, når vi arbejder, leger og

kæmper sammen. Når de opstår, kan

Herrens Ånd hjælpe os med at vide,

hvad vi skal sige og hjælpe vore børn

med at tage imod vores undervisning.

Hvor er det dog en glæde og velsignelse

at have Ånden i vores hjem!

Og hvor er det dog en velsignelse at

indbyde den ved bøn, studium af

skriften, og ved at tale venligt til hinanden

og vise hinanden påskønnelse.

Lad os forberede vore undervisningsøjeblikke

ved at bede, som Alma bad

for sin søn »med stor tro« 15 og ved at

anvende hele vores sjæls energi ved

at faste, ransage skrifterne, omvende

os og tillade Helligånden at fylde


vores hjerte med kærlighed, tilgivelse

og barmhjertighed. Og så vil det

opfylde vores hjem. Lad os da stole

på den gode hyrde.

Moses’ mor, Jokebed, ledte sin søn

ned ad floden med tro på »[vore] sjæles

hyrde.« 16 Som forældre kan vi også

stole på, at den gode hyrde vil lede og

vejlede os. Esajas lovede: »Han leder

moderfårene«, 17 ja, alle dem, som har

et ansvar for de unge.

Han vil hjælpe os med at stole på

og at ære handlefrihedens, modsætningens

og forsoningens principper,

selv når vore børn træffer ukloge

beslutninger. Han vil ved sin Ånd

hjælpe os med at undervise vore børn

i at møde enhver udfordring, prøvelse

og modstand i livet ved at huske

hvem de er – Guds børn. Vi vil blive

inspireret til, hvordan vi kan hjælpe

dem med at iføre sig »Guds fulde rustning«,

18 så de kan modstå »modstanderens

gloende pile« 19 med »troens

skjold« 20 og »Åndens sværd.« 21 Når

vore børn er åndeligt beskyttet og

styrket, vil han velsigne dem til at

holde trofast ud til enden og til at

vende hjem, værdige til at stå og leve

i deres himmelske Faders nærvær for

evigt.

Og gennem alt dette vil vi med

sorg se vore familiemedlemmer lide

under livets slynger og pile. Men vi vil

i ærefrygt se den kærlighed, som vor

Frelser tilbyder dem. På grund af ham

vil plagerne ikke besejre dem og ødelægge

dem, men vil blødgøre, styrke

og helliggøre dem.

Jeg vidner over for forældre og

familier i hele verden, at Herren Jesus

Kristus har magt til at frelse. Han er

helbrederen, Forløseren og den frelsende

hyrde, som vil forlade de 99 for

at finde den enkelte. Hvis vi søger at

frelse de »særlige« i vores egen familie,

bærer jeg vidnesbyrd om, at de er

inden for hans rækkevidde. Vi hjælper

ham ved at række ud til dem og trofast

efterleve evangeliet, blive beseglet

i templet og leve trofast over for de

pagter, som vi indgår der.

Forældre kan finde stor trøst i ældste

Orson F. Whitneys ord om Joseph

Smiths lærdomme:

»Profeten Joseph Smith har sagt –

og han har aldrig undervist i en mere

fortrøstningsfuld lære – at forældrenes

evige besegling og de guddommelige

løfter, der gives dem for

tapper tjeneste i sandhedens sag, ikke

alene frelser sig selv, men også deres

efterkommere. Skønt nogle af fårene

måske farer vild, så holder Hyrden

øje med dem, og før eller siden føler

de det guddommelige forsyns arme

række ud efter dem og trække dem

tilbage i folden. De vender tilbage,

enten i dette liv eller i det tilkommende

liv. De må betale deres gæld til

retfærdigheden, de må lide for deres

synder og bliver måske nødt til at vandre

ad en tornestrøet sti, men hvis

denne sti, ligesom tilfældet var med

den fortabte søn, leder dem til en tilgivende

fars hjerte og hjem, har den

smertefulde oplevelse ikke været forgæves.

Bed for jeres letsindige og ulydige

børn; hold fast ved dem med

jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv

ved med at tro, indtil I ser Guds

frelse.« 22

Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd,

at Jesus Kristus gav sit liv og muliggjorde

frelse og ophøjelse for alle

familier på jorden. Med en øm faders

hele kærlighed udtrykker jeg min

kærlighed og vor himmelske Faders

kærlighed til jer og jeres familie.

Må vi samle vore kære omkring os,

omgør jeres »lænd og tab ej mod.

Gud føre os på sikker fod.« Med tro,

mod og kærlighed vil familier i sandhed

være sammen for evigt. Om dette

bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi

navn. Amen. ■

NOTER

1. 2 Tim 3:1.

2. 3 Nephi 2:3.

3. »Kom, kom, Guds folk«, Salmer og sange,

nr. 16.

4. 1 Nephi 8:35-36.

5. 1 Nephi 8:37-38.

6. L&P 93:42-43, 50.

7. Liahona, okt. 1998, s. 24.

8. 5 Mos 6:7.

9. Hebr 11:23.

10. Se 2 Mos 2:3-10; se også Jerrie W. Hurd,

Our Sisters in the Bible, 1983, s. 36-37.

11. Se Hebr 11:24-27.

12. Luk 15:17.

13. Luk 15:20.

14. 1 Nephi 19:23.

15. Mosiah 27:14.

16. 1 Pet 2:25.

17. Es 40:11.

18. Se Ef 6:11, 13; se også L&P 27:15.

19. 1 Nephi 15:24; L&P 3:8; se også Ef 6:16.

20. Ef 6:16; L&P 27:17.

21. Ef 6:17; se også L&P 27:18.

22. I Conference Report, apr. 1929, s. 110.

LIAHONA MAJ 2004 91


92

Stå uplettet

for Herren

ÆLDSTE CLATE W. MASK JUN.

De Halvfjerds

Takket være Jesu Kristi forsoning kan vi alle stå pletfri,

rene og hvide foran Herren.

FFor nogle år siden sad min eventyrlystne

søn Jeff og jeg klokken

1 om natten i en gammel bus,

som bumlede ud ad en jordvej i

Centralamerika. Vi tog den allertidligste

afgang, for det var den eneste bus,

der kørte den dag. En halv time

senere standsede chaufføren for to

missionærer. Da de steg på, spurgte

vi dem, hvor i alverden de skulle hen

så tidligt. Til zonekonference! Og de

havde sat sig for, at de ville gøre alt

for at nå frem. Klokken 2 steg endnu

to ældster på bussen og omfavnede

begejstret de andre missionærer. Skuet

gentog sig hver halve time, mens bussen

kørte op ad den afsidesliggende

bjergvej. Klokken 5 havde vi 16 af

Herrens bedste mænd som vore medpassagerer,

og vi nød den Ånd, de

havde bragt med sig om bord.

Pludselig standsede bussen med et

hvin. Et kolossalt mudderskred havde

begravet vejen. Jeff sagde: »Hvad gør vi

nu, far?« Det samme tænkte vore venner,

Stan, Eric og Allan. Men så råbte

zonelederen: »Kom så, ældster. Intet

skal standse os!« Og så hoppede de af

bussen! Vi så på hinanden og sagde:

»Følg ældsterne.« Og så sjoskede vi

gennem mudderet og forsøgte at

holde trit med missionærerne. Der

holdt tilfældigvis en lastbil på den

anden side, så vi hoppede alle om

bord. En kilometer længere fremme

blev vi standset af endnu et mudderskred.

Endnu engang pløjede ældsterne

sig gennem mudderet med

resten af os i hælene. Men denne gang

holdt der ingen lastbil. Zonelederen

sagde uforknyt: »Vi skal nok nå frem til

vores mål, selv om vi skal gå resten af

vejen.« Flere år senere fortalte Jeff mig,

hvordan missionærerne og dette billede

inspirerede og motiverede ham

kolossalt, mens han tjente Herren i

Argentina.

Selv om vi overvandt mudderskredene,

var vi alle sølet til med mudder.

Missionærerne var noget beklemte

ved at skulle stå foran deres præsident

til zonekonferencen, mens han og

hans hustru tog deres udseende i

nærmere øjesyn.

På vores sjosken gennem livets

mudderskred kan I og jeg heller ikke

undgå at få nogle få mudderklatter på

os. Og vi har ikke lyst til at stå foran

Herren og se tilsølede ud.

Da Frelseren viste sig i det fordums

Amerika, sagde han: »Omvend

jer, alle jordens ender, og kom til

mig og bliv døbt i mit navn, så I må

blive herliggjort ved at modtage den

Helligånd, så at I må stå uplettede

for mig på den yderste dag« (3 Nephi

27:20).

Alma advarer os om nogle af de

måder, vi kan blive tilsølet på: »Thi

vore ord vil fordømme os, ja, alle

vore gerninger vil fordømme os; vi

vil ikke blive fundet uplettede, og

vore tanker vil ligeledes fordømme

os« (Alma 12:14).

Alma sagde også:

»I ikke kan blive salige; thi intet

menneske kan blive saligt, uden at

dets klæder bliver vasket hvide, ja

dets klæder må renses, indtil al

besmittelse er fjernet …

… hvordan vil nogen af jer føle jer

til mode, dersom I skal stå for Guds


domstol med klæder, besmittede af

blod og al slags urenhed?« (Alma

5:21-22).

Han fortæller os også om »alle de

hellige profeter, hvis klæder er rensede

og pletfri, rene og hvide« (Alma

5:24).

Derpå spørger han os om, hvordan

vi klarer os på vores vej gennem

livets mudderskred: »Har I vandret og

holdt jer ulastelige for Gud? Dersom

I i denne stund blev kaldt på til at gå

på den anden side, kunne I da sige til

jer selv … at jeres klæder er blevet

renset og gjort hvide ved Kristi blod?«

(Alma 5:27).

Takket være omvendelsen og Jesu

Kristi forsoning kan vore klæder blive

pletfri, ren, skøn og hvid. Moroni bønfalder:

»O, I lidettroende, vend jer derfor

til Herren; råb af al magt til Faderen

i Jesu navn, så at I måske kan blive fundet

pletfri, rene, skønne og hvide, renset

ved Lammets blod, på den store og

yderste dag« (Mormon 9:6).

I Første Samuelsbog læser vi: »Se

ikke på hans udseende og højde …

mennesker ser på det, de har for

deres øjne, men Herren ser på hjertet«

(16:7).

Nephiterne så på lamaniternes

ydre, for Jakob sagde: »Jeg giver jer

derfor en befaling, som er Guds ord,

at I ikke mere håner dem på grund af

deres mørke hud« (Jakob 3:9).

Vor Fader kender og elsker sine

børn over hele verden, fra Boston til

Okinawa, fra San Antonio til Spanien

og fra Italien til Costa Rica. I Ghana takkede

præsident Gordon B. Hinckley

for nylig Herren »for det broderskab,

som findes blandt os, at hverken hudfarve

eller land eller fødsel kan adskille

os som dine sønner og døtre« (bønnen

fra indvielsen af templet i Accra i

Ghana, i »Brotherhood Exists«, Church

News, 17. jan. 2004, s. 17).

Vi indbyder alle mennesker overalt

uanset sprog eller kultur til at komme

til Kristus »og få del i hans godhed, og

Missionærer går langs en vej i Centralamerika, en del af en sandfærdig beretning

fortalt af ældste Clate W. Mask jun. fra De Halvfjerds.

han nægter ikke nogen at komme til

sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand

eller kvinde … thi alle er lige for Gud«

(2 Nephi 26:33).

Vi kommer til verden i mange forskellige

farver, former, størrelser og

omstændigheder. Vi behøver ikke at

være hverken rige, høje, tynde, særlig

intelligente eller smukke for at blive

frelst i Gud rige – kun rene. Vi må

være lydige mod Herren Jesus Kristus

og holde hans bud. Og det kan vi alle

vælge at gøre, uanset hvor vi bor, eller

hvordan vi ser ud.

Da Mosiahs fire sønner underviste

de grumme og blodtørstige lamaniter,

fandt der en stor forandring sted i

deres hjerte:

»… så mange af lamaniterne, som

troede på deres forkyndelse og blev

omvendt til Herren, [faldt] aldrig fra

troen.

Thi de blev et retfærdigt folk; de

nedlagde oprørsvåbnene, så de ikke

mere stred mod Gud og heller ikke

mod nogen af deres brødre« (Alma

23:6-7).

I dag læser mange af deres efterkommere

om dette i deres egne

eksemplarer af Mormons Bog, og

mange vælger at følge Kristus. Jeg

elsker at hilse på Lehis børn i pletfri

hvide klæder i de talrige templer i Det

Sydmexicanske Område, hvor jeg for

øjeblikket tjener. Jeg føler på samme

måde, som præsident Gordon B.

Hinckley følte ved indvielsen af templet

i Guatemala City:

»Milde og nådige Fader, vore hjerter

svulmer af taknemlighed over, at

du erindrer Lehis sønner og døtre,

de mange slægtled af vore fædre og

mødre, som måtte lide så meget, og

som måtte vandre så længe i mørke.

Du har hørt deres råb og set deres

tårer. Nu åbnes porten til frelse og

evigt liv for dem« (bønnen fra indvielsen

af templet i Guatemala City i

Guatemala, i »Their Cries Heard, Their

Tears Seen«, Church News, 23. dec.

1984, s. 4).

Jeg har set Lehis ydmyge efterkommere

komme ned fra bjergene til dette

tempel og åbenlyst græde, overvældet

af ærefrygt. Et medlem gav mig en

abrazo og bad mig om at tage denne

kærlighedens, påskønnelsens og broderskabets

omfavnelse med tilbage

til alle de elskede missionærer, som

havde bragt dem evangeliet, og til alle

de hellige, hvis trofaste tiendebetaling

har gjort, at tempelvelsignelserne nu

er inden for rækkevidde. Takket være

Jesu Kristi forsoning kan vi alle stå pletfri,

rene og hvide foran Herren.

I taknemlighed opløfter jeg min

røst sammen med Nephi: »Og vi taler

om Kristus, vi glæder os i Kristus, vi

prædiker om Kristus, vi profeterer om

Kristus, og vi skriver i overensstemmelse

med vore profetier, for at vore

børn [og vore børnebørn] kan vide,

LIAHONA MAJ 2004 93


94

til hvilken kilde de kan se hen for at få

forladelse for deres synder« (2 Nephi

25:26).

Min hustru og jeg elsker dette skriftsted

så meget, at hun har malet det på

væggen af vores opholdsstue under en

smuk hvid porcelænsfigur af Kristus.

Det tjener som en konstant påmindelse

til os om at leve et kristent liv.

En dag læste vores søn i skrifterne

sammen med sin familie. Vores syvårige

barnebarn Clatie læste: »›Og vi

taler om Kristus, vi glæder os i Kristus‹

– jamen, det er jo det, der står på farmors

og farfars væg!« Nu er det et af

hans yndlingsskriftsteder.

Ved en anden lejlighed var vi i

besøgscentret på Tempelpladsen

sammen med de samme børnebørn.

Toårige Ashley var træt og ville gerne

gå igen. Søster Mask spurgte hende,

om hun kunne tænke sig at se en stor

statue af Jesus, ligesom den på vores

væg. Hun spurgte: »Er han lige så stor

som mig?« »Endnu større,« svarede

søster Mask. Da den lille pige så op på

den majestætiske statue af Kristus, løb

hun hen og stillede sig for fødderne af

den og stirrede ærbødig op på den i

flere minutter. Da hendes far gav tegn

til, at det var tid til at gå, sagde hun:

»Nej, far. Han elsker mig og vil gerne

give mig et kram!«

Livets vej er fyldt med åndelige

mudderskred. Men uanset hvad vore

synder og ufuldkommenheder måtte

være, kan vi forcere dem med den

samme missionærbegejstring, hvormed

ældsterne forcerede deres mudderskred.

Og måtte vi dagligt takke

vor Fader for at have sendt os sin Søn,

Jesus Kristus, som tilgiver os vore mudderklatter,

så vi kan stå uplettede foran

ham. Ashley havde ret. Han elsker

os og vil på hin pragtfulde dag sige:

»Godt, du gode og tro tjener … Gå ind

til din herres glæde!« (Matt 25:21).

Jeg vidner om, at han lever og

elsker os. Han er vor Frelser og vor

Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen. ■

Ægteskab og

familie: Vores

hellige ansvar

ÆLDSTE W. DOUGLAS SHUMWAY

De Halvfjerds

I et samfund, hvor ægteskabet ofte undgås, forældreskab

undgås og familien nedvurderes, har vi ansvar for at ære

vores ægteskab, vise omsorg for vore børn og styrke vores

familie.

Kort efter jeg var blevet gift, sad

mine tre brødre og jeg i min

fars kontor til et forretningsmøde.

Ved afslutningen på vores

møde rejste vi os for at gå, da far

standsede op, vendte sig mod os og

sagde: »I drenge behandler ikke jeres

hustruer, som I bør. I skal vise dem

større venlighed og respekt.« Min fars

ord gennemtrængte min sjæl.

I dag oplever vi et aldrig-ophørende

angreb på ægteskabet og familien. De

synes at være modstanderens hovedmål

for nedgørelse og tilintetgørelse. I

et samfund, hvor ægteskabet ofte undgås,

forældreskab undgås og familien

nedvurderes, har vi ansvar for at ære

vores ægteskab, vise omsorg for vore

børn og styrke vores familie.

At ære sit ægteskab betyder, at

ægtefællerne viser hinanden kærlighed,

respekt og hengivenhed. Vi har

fået en hellig instruktion om at »elske

din hustru af hele dit hjerte og holde

dig til hende og ingen anden« (L&P

42:22).

Profeten Malakias belærte: »Herren

var vidne mellem dig og din ungdoms

hustru, som du er troløs imod, skønt

hun er bundet til dig som ægtehustru

… Men I skal vogte jer … og ingen

skal være troløs imod sin ungdoms

hustru« (Mal 2:14-15). At leve vores liv

med vores ungdomshustru og holde

pagterne, opnå visdom og vise kærlighed

nu og i evigheden er i sandhed et

privilegium.

Jeg mindes denne udtalelse: »Når

en anden persons tilfredsstillelse eller


sikkerhed bliver lige så vigtig for et

menneske som ens egen tilfredsstillelse

eller sikkerhed, eksisterer der en

kærlig tilstand« (Harry Stack Sullivan,

Conceptions of Modern Psychiatry,

1940, s. 42-43).

Ægteskabet er ment som og må

nødvendigvis være et kærligt, bindende

og harmonisk forhold mellem

en mand og en kvinde. Når en ægtemand

og en hustru forstår, at familien

er indstiftet af Gud, og ægteskabet

kan fyldes med løfter og velsignelser,

der strækker sig ind i evighederne,

bliver separation og skilsmisse sjældent

noget, der overvejes i et sidste

dages helligt hjem. Ægtefællerne vil

forstå, at de hellige ordinancer og

pagter, som indgås i Herrens hus,

udgør de midler, hvorved de kan

vende tilbage til Guds nærhed.

Forældre har fået en hellig pligt:

»Opdrag [børnene] med Herrens

tugt« (Ef 6:4). »Den første befaling,

som Gud gav til Adam og Eva, vedrørte

deres mulighed for, som ægtemand

og hustru, at blive forældre«

(»Familien: En proklamation til verden«,

Liahona, okt. 1998, s. 24).

Vores ansvar angår ikke blot vores

ægtefælles velfærd, men omfatter også

opmærksom omsorg for vore børn,

for »[børn] er en gave fra Herren« (Sl

127:3). Vi kan vælge at drage omsorg

for vore børn i henhold hertil og »lære

[dem] at bede og at vandre retskaffent

for Herren« (L&P 68:28). Vi må som

forældre se vore børn som en gave fra

Gud og forpligte os til at gøre vore

hjem til et sted, hvor vi elsker, oplærer

og viser omsorg vore sønner og døtre.

Præsident Monson har mindet os

om, »at lederskabskappen ikke er en

behagelig slåbrok, men rollen som

ansvarshavende … ›Vore unge har

brug for færre kritikere og flere forbilleder.‹

Om et hundrede år fra nu betyder

det ikke noget hvilken slags bil vi

kørte i, hvilken type hus vi boede i,

hvor meget vi havde på bankbogen,

eller hvordan vores tøj så ud, men

at verden måske er blevet lidt bedre,

fordi vi betød noget for en dreng eller

pige« (Thomas S. Monson, Pathways

to Perfection,, 1973, s.131).

Selv om livet af og til gør os trætte,

utålmodige eller gør, at vi har for travlt

til vore børn, må vi aldrig glemme den

uendelige værdi af det, som vi har i

vore hjem – vore sønner og døtre. Den

opgave, vi står foran, det være sig et

forretningsanliggende eller en ny bil,

gavner os alt sammen, men blegner i

værdi, når det sammenlignes med værdien

af en ung sjæl.

John Gunther, en far som har mistet

sin unge søn på grund af hjernesvulst,

har indtrængende bedt dem,

som stadig har sønner og døtre, om at

»at omfavne dem med begejstring og

med en stærk bevidsthed om glæde«

(John Gunther, Death Be Not Proud:

A Memoir, 1949, s. 259).

Præsident Harold B. Lee har fortalt

om en stor lærer, Horace Mann, som

»skulle tale ved indvielsen af en …

drengeskole. Han sagde i sin tale:

›Denne skole har kostet flere millioner

dollar, men hvis denne skole er i stand

til at redde bare en enkelt dreng, så er

den alle omkostningerne værd.‹ En af

hans venner gik op til [hr. Mann] ved

afslutningen af mødet og sagde: ›Du

lod din iver løbe af med dig, gjorde du

ikke? Du sagde, at hvis denne skole,

der har kostet flere millioner dollar,

kunne redde blot en enkelt dreng, så

var den alle omkostningerne værd?

Det kan du da ikke mene?‹

»Horace Mann så på ham og sagde:

›Jo, min ven. Det ville den være værd,

hvis denne ene dreng var min søn,

det ville den være værd‹« (Harold B.

Lee, Ensign, juni 1971, s. 61).

At elske, beskytte og vise omsorg

for vore børn er blandt de mest

LIAHONA MAJ 2004 95


96

betydningsfulde og evigvarende

ting, som vi kommer til at gøre. De

verdslige besiddelser vil forsvinde, og

dagens populære film eller sang vil

ikke have relevans i morgen, men en

søn eller datter er evig.

»Familien er af afgørende betydning

i Skaberens plan for sine børns

evige skæbne« (»Familien: En proklamation

til verden«). Forældre og børn

må derfor arbejde sammen i enighed

for at styrke familiens bånd og styrke

dem fra dag til dag.

Jeg har en bror, som underviste på

et stort universitet. Han fortalte om

en af de studerende, som var en enestående

hækkeløber. Den unge mand

var blind. Rex spurgte ham: »Falder

du aldrig?« »Jeg må være meget præcis,«

svarede løberen. »Jeg måler hver

gang, før jeg springer. En gang lod jeg

være, og slog mig næsten ihjel.« Den

unge mand fortalte derefter om de

utallige timer, som hans far havde

brugt i årenes løb med at undervise,

hjælpe og vise ham, hvordan han

skulle løbe hækkeløb, indtil han blev

en af de bedste.

Hvordan kunne det gå galt for

denne unge mand med et hold som

dette – far og søn?

Unge mænd og kvinder, I kan øve

stor indflydelse til gavn for det gode

i jeres hjem, når I hjælper med til at

opnå værdige familiemål. Jeg vil aldrig

glemme en familieaften for år siden,

hvor alle familiemedlemmernes navne

blev lagt i en hat. Det navn, som vi tog

op af hatten, skulle være vores »hemmelige

ven« i den kommende uge. I

kan forestille jer den kærlighed, som

fyldte mit hjerte, da jeg tirsdag aften

efter arbejde kom ud for at feje garagen,

sådan som jeg tidligere havde

lovet, og jeg så, at den var fejet ren.

Der sad et lille kort på garagedøren,

hvor der stod: »Jeg håber, at du har

haft en god dag – din hemmelige

ven.« Og fredag aften, da jeg skulle i

seng, fandt jeg en Almond Joy, som

var mit favoritslik, omhyggeligt indpakket

med tape og almindelig hvidt

papir med et kort: »Far, jeg elsker dig

rigtigt meget! Tak, din hemmelige

ven.« Og for at gøre det endnu bedre,

da jeg kom sent hjem efter et møde

søndag aften, fandt jeg spisebordet

fint dækket med disse ord skrevet på

en serviet, der lå ved min plads med

ordene »SUPERFAR« skrevet med

store bogstaver og i parentes, »din

hemmelige ven.« Hold jeres familieaftener,

for det er der, hvor evangeliet

bliver undervist, et vidnesbyrd opnået

og familien styrket.

Selv om modstanderen søger at

ødelægge de nøgleelementer, som er

nødvendige for en lykkelig og retskaffen

familie, så lad mig forsikre jer om,

at Jesu Kristi evangelium rummer de

redskaber og lærdomme, som er nødvendige

for at bekæmpe og overvinde

angriberen i denne krig. Hvis vi blot

vil ære vores ægteskab ved at vise

større kærlighed og uselviskhed over

for vores ægtefælle, vise omsorg for

vore børn gennem blid overtalelse og

den ekspertunderviser, som vi kalder

eksemplet, og styrker åndeligheden i

vores familie ved vedvarende at holde

familieaften, bøn og studium af

skriften, så vidner jeg for jer, at den

levende Frelser, Jesus Kristus, vil

vejlede os og give os sejr i vores

anstrengelser for at opnå en evig familieenhed.

Det bærer jeg vidnesbyrd

om i Jesu Kristi navn. Amen. ■


Forsoningen:

Alt for alle

ÆLDSTE BRUCE C. HAFEN

De Halvfjerds

Når alt fra Frelseren og alt fra os bliver et, vil vi ikke blot

finde tilgivelse for synd … »vi [skal] blive ligesom ham.«

Ide senere år har vi sidste dages

hellige undervist, sunget og vidnet

meget mere om Frelseren Jesus

Kristus. Jeg glæder mig over, at vi glæder

os mere.

Jo mere vi »taler om Kristus« 1 vil fylden

af evangeliets lærdomme komme

ud af »mørket«. Nogle af vore venner

kan fx ikke se, hvordan vores tro på

forsoningen knytter sig til vores tro på

at kunne blive mere lig vor himmelske

Fader. Andre tror fejlagtigt, at vores

kirke bevæger os hen mod en forståelse

af forholdet mellem nåde og

gerninger, som kommer fra de protestantiske

lærdomme. Sådanne fejlopfattelser

får mig til i dag at overveje

genoprettelsens enestående lære om

forsoning.

Herren genoprettede sit evangelium

gennem Joseph Smith, fordi

der havde været et frafald. Siden det

femte århundrede har kristendommen

undervist i, at Adams og Evas

fald var en tragisk fejltagelse, som

senere ledte til den tro, at menneskeheden

har nedarvet en ond natur.

Dette synspunkt er forkert, ikke alene

omkring faldet og menneskets natur,

men også omkring selve livets formål.

Faldet var ikke en tragedie. Det var

ikke en fejltagelse eller en ulykke. Det

var en fastlagt del af frelsesplanen. Vi

er Guds åndelige »slægt,« 2 sendt til

jord »uskyldige« 3 i Adams overtrædelse.

Alligevel er vi efter vor Faders

plan underkastet fristelse og sorg i

denne faldne verden som pris for at

kunne fatte den ægte glæde. Uden at

smage det bitre, kan vi i virkeligheden

ikke forstå det søde. 4 Af os kræves der

jordelivets disciplin og forædling som

»det næste skridt i [vores] udvikling«

hen mod at blive som vor Fader. 5 Men

vækst indebærer vokseværk. Det betyder

også at lære af vore fejltagelser i

en vedvarende proces, som er muliggjort

ved Frelserens nåde, som han

udstrækker både under og »trods alt,

hvad vi formår at gøre.« 6

Adam og Eva lærte konstant af

deres ofte barske oplevelser. De vidste,

hvordan en bekymret familie har

det. Tænk på Kain og Abel. Alligevel

kunne de på grund af forsoningen

lære af deres erfaring uden at blive

fordømt ved den. Kristi offer fjernede

ikke bare konsekvensen af deres valg

og returnerede dem til Edens have i

uskyldighed. Det ville have været en

historie uden noget plot og nogen

vækst hos personerne. Hans plan er

udviklende – linje på linje, trin for

trin, nåde efter nåde.

Så hvis I oplever problemer i tilværelsen,

gå så ikke ud fra, at der er noget

galt med jer. At kæmpe med disse problemer

er kernen i livets formål. Når vi

søger at nærme os Gud, vil han vise os

vore svagheder, og gennem dem gøre

os klogere og stærkere. 7 Hvis I ser flere

af jeres svagheder, kan det betyde, at

I er kommet nærmere Gud, og ikke

længere væk.

En af de første australske omvendte

sagde: »Mit tidligere liv [var en] ødemark

af ukrudt, hvor der næppe voksede

en blomst. [Men] nu er ukrudtet

væk og blomster vokser i stedet for.« 8

Vi vokser på to måder – ved at

fjerne det negative ukrudt og dyrke de

positive blomster. Frelserens nåde velsigner

begge dele – hvis vi gør vores

del. Vi må først og hele tiden rykke

det ukrudt op, som består af synd og

dårlige valg. Det er ikke nok blot at slå

ukrudtet, som man slår græs. Riv det

op med rode, og omvend jer fuldt ud

for at imødekomme nådens betingelser.

Men at blive tilgivet er kun en

del af vores vækst. Vi betaler ikke blot

en gæld af. Hensigten med os er at

blive celestiale personer. Når vi har

renset vores jord, må vi hele tiden

plante, luge og nære de guddommelige

kvaliteters sædekorn. Når vores

sved og disciplin hjælper os med at

vokse, så kan vi modtage hans gaver

»og nådens blomster der« 9 i form af

håb og ydmyghed. Selv et livets træ

kan slå rod i os, og bære så sød frugt,

LIAHONA MAJ 2004 97


98

at den letter alle vore byrder »ved glæden

over hans Søn.« 10 Og når barmhjertighedens

blomst blomstrer her,

vil vi elske andre med kraft fra Kristi

egen kærlighed. 11

Vi har behov for nåde til både at

overvinde syndigt ukrudt og dyrke

guddommelige blomster. Vi kan ikke

gøre nogen af delene alene. Men

nåden er ikke billig. Den er meget

dyr, endog meget »dyrebar«. Hvor

meget koster denne nåde? Er det nok

blot at »tro på Kristus«? Manden, som

fandt én særlig kostbar perle, »solgte

alt, hvad han ejede,« 12 for den. Hvis vi

ønsker »alt det, som Fader[en] har,« 13

beder Gud os om al det, vi har. Hvis

vi på nogen måde skal kvalificere os

til så udsøgt en skat, må vi give på

samme måde, som Kristus gav – alt:

»… hvor svære ved du ikke, hvor

gruelige ved du ikke.« 14 Paulus sagde:

»Så sandt som vi lider med ham« »er

vi også … Kristi medarvinger.« 15 Hans

ganske hjerte, vores ganske hjerte.

Hvilken mulig perle kan være en

sådan pris værd – for ham og for os?

Denne jord er ikke vores hjem. Vi er

sendt i skole og forsøger at lære lektien

i »saliggørelsens store plan,« 16 så

vi kan vende hjem og vide, hvad det

vil sige at være der. Herren fortæller

os igen og igen, hvorfor planen er

vores offer værd – og hans. Eva kaldte

det: »Glæden over vor forløsning.« 17

Jakob kaldte det: »Den salighed, der

er beredt for de hellige.« 18 Af nødvendighed

er planen fuld af torne og

tårer, hans og vore. Men fordi han og

vi er så fuldstændig sammen om det,

er vores væsen »et« med ham for at

overvinde al modstand, som vil bringe

os en »ubeskrivelig … glæde.« 19

Kristi forsoning er selve kernen i

denne plan. Uden hans uvurderlige,

dyrebare offer ville der ikke have

været nogen vej hjem, ingen måde at

være sammen på og ingen måde at

være ham lig på. Han gav os alt, hvad

han havde. Derfor »hvor stor er ikke

hans glæde,« 20 når en af os »fanger

det« – når vi ser op fra ukrudtsbedet

og vender vores ansigt mod Sønnen.

Kun det genoprettede evangelium

har fylden af disse sandheder! Alligevel

er modstanderen engageret i et af historiens

største bedrag, idet han forsøger

at overbevise folk om, at denne

Kirke ved mindst – når den i virkeligheden

ved mest – om hvordan vores

forhold til Kristus gør os til sande

kristne.

Hvis vi må give alt, hvad vi har, så er

det at give »næsten alting« ikke nok.

Hvis vi næsten holder befalingerne,

modtager vi næsten velsignelserne.

For eksempel mener nogle unge, at de

kan rode rundt i det syndige mudder,

indtil de tager et omvendelsens brusebad

lige før de interviewes til en mission

eller til templet. Nogle planlægger

endda at omvende sig samtidig med,

at de overtræder. De bespotter nådens

gave, som sand omvendelse muliggør.

Nogle mennesker ønsker at holde

den ene hånd på templets mur, mens

de rører ved verdens »urene ting« 21

med den anden hånd. Vi må lægge

begge hænder på templet og holde

fast for at redde livet. En hånd er ikke

engang nær nok.

Den rige unge mand havde givet

næsten alt. Da Frelseren fortalte ham,

at han måtte sælge alle sine ejendele,

var det ikke kun en beretning om rigdom.

22 Vi kan opnå evigt liv, hvis vi

ønsker det, men kun, hvis der ikke er

noget andet, som vi ønsker mere.

Så vi må villigt give alt, for selv Gud

kan ikke få os til at vokse mod vores

egen vilje og uden vores fulde deltagelse.

Men selv når vi bruger os selv

fuldt ud, mangler vi kraften til at skabe


den fuldkommenhed, som kun Gud

kan fuldføre. Vores alt er alligevel kun

næsten nok – indtil det er færdiggjort

af hans hele, som er »troens … fuldender«

23 På dette punkt, er vores ufuldkomne,

men helligede næsten nok.

Min veninde Donna voksede op

med et ønske om at blive gift og få en

stor familie. Men denne velsignelse

kom aldrig. I stedet brugte hun sit voksenliv

til at tjene mennesker i sit ward

med uafmålt barmhjertighed og rådgav

børn med sociale eller psykologiske

problemer i et stort skoledistrikt. Hun

havde forkrøblende gigt og mange,

lange dage, hvor hun ikke fungerede.

Alligevel opløftede hun altid sine venner

og blev altid opløftet af sine venner

og familie. Da hun engang forklarede

om Lehis drøm, sagde hun humoristisk:

»Jeg ser mig selv i dette billede på

den lige og snævre sti, idet jeg stadig

holder fast ved jernstangen, men hvor

jeg er faldet om af træthed lige der på

stien.« I en inspireret velsignelse lige

før Donnas død, sagde hendes hjemmelærer,

at Herren »accepterede«

hende. Donna græd. Hun havde aldrig

følt, at hendes liv som enlig var acceptabelt.

Men Herren sagde, at dem, som

»vil holde deres pagter ved opofrelse

… vil jeg anerkende.« 24 Jeg kan forestille

ham vandrende ned ad stien til

livets træ for at løfte Donna op med

glæde og bære hende hjem.

Overvej andre mennesker, der som

Donna har indviet sig selv så fuldt ud,

at deres næsten er nok:

Mange missionærer i Europa og lignende

steder holder aldrig op med at

give af deres blødende hjerte, på

trods af stadig afvisning.

Håndkærrepionererne, som sagde,

at de lærte Gud at kende i deres ekstreme

vanskeligheder, og at den pris,

som de betalte for at kende ham, var

et privilegium at betale.

En far, som gjorde alt hvad han

kunne, men som stadig ikke kunne

påvirke sin datters valg, kunne kun

kravle hen til Herren, og bønfaldt ligesom

Alma for sit barn.

En hustru, som opmuntrede sin

mand trods års svaghed, indtil omvendelsens

sædekorn endelig begyndte

at vokse i hans hjerte. Hun sagde:

»Jeg forsøgte at se på ham, som

Kristus ville have set på mig.«

En ægtemand, hvis hustru led i årevis

af et ødelæggende følelsesmæssig

problem, men for ham var det altid

»vores lille udfordring« – aldrig bare

»hendes sygdom.« I deres ægteskabs

rige tog han del i hendes lidelser, 25

ligesom Kristus i sit uendelige rige: »I

al deres trængsel var han bedrøvet.« 26

Folket i 3 Nephi 17 havde overlevet

tilintetgørelse, tvivl og mørke, bare

for at komme til templet med Jesus.

Efter i timevis at have lyttet til ham i

undren, blev de for trætte til at fatte

ham. Da han gjorde sig klar til at forlade

dem, så de på ham med tårer og

med et så stærkt ønske, at han blev og

velsignede deres syge og deres børn.

Selv om de ikke forstod ham, ønskede

de at være sammen med ham mere

end de ønskede noget andet. Så derfor

blev han. Deres næsten var nok.

»Næsten« er især nok, når vores

egne ofre på en eller anden måde er

et ekko af Frelserens offer, uanset hvor

ufuldkomne vi er. Vi kan i virkeligheden

ikke føle barmhjertighed – Kristi

kærlighed til andre – uden i det mindste

at smage på hans lidelse for andre,

for kærligheden og lidelsen er to sider

af samme virkelighed. Når vi virkelig

lider med andre mennesker, kan vi

indtræde i »lidelsesfællesskabet med

ham« 27 nok til blive hans medarvinger.

Vi vil vige tilbage, når vi paradoksalt

nok indser, hvor stor en pris vi må

betale for at modtage det, som i sidste

ende er en gave fra ham. Når alt fra

Frelseren og alt fra os bliver et, vil vi

ikke blot finde tilgivelse for synd – »vi

skal se ham, som han er«, og »vi [skal]

blive ligesom ham.« 28 Jeg elsker ham.

Jeg vil gerne være hos ham. I Jesu

Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. 2 Nephi 25:26.

2. Se ApG 17:28.

3. Se L&P 93:38.

4. Se L&P 29:39.

5. Jeffrey R. Holland, Christ and the New

Covenant: The Messianic Message of the

Book of Mormon, 1997, s. 207.

6. 2 Nephi 25:23; fremhævelse tilføjet.

7. Se Ether 12:27.

8. Martha Maria Humphreys, citeret i Marjorie

Newton, Southern Cross Saints: The

Mormons in Australia, 1991, s. 158.

9. »Der er solskin i min sjæl i dag«, Sange og

salmer, nr. 149.

10. Alma 33:23.

11. Se Moroni 7:48.

12. Matt 13:46; se også Alma 22:15.

13. L&P 84:38.

14. L&P 19:15.

15. Rom 8:17.

16. Alma 42:8.

17. Moses 5:11.

18. 2 Nephi 9:43.

19. Se Alma 28:8.

20. L&P 18:13; fremhævelse tilføjet.

21. Se Alma 5:57.

22. Se Matt 19:16-22.

23. Hebr 12:2; se også Moroni 6:4.

24. L&P 97:8; fremhævelse tilføjet.

25. Se L&P 30:6.

26. Se L&P 133:53.

27. Fil 3:10.

28. Moroni 7:48; 1 Joh 3:2; fremhævelse tilføjet.

LIAHONA MAJ 2004 99


100

Hvordan man

lever et godt liv

blandt tiltagende

ondskab

ÆLDSTE RICHARD G. SCOTT

De Tolv Apostles Kvorum

Når I forsætter med at centrere jeres tanker og hjerte om

[Herren], så vil han hjælpe jer med at have et rigt liv, lige

meget hvad der sker rundt omkring jer i verden.

Ved denne konference er der

blevet givet fremragende forslag

til, hvordan man bekæmper det

stadig mere fordærvende miljø i verden.

Som Guds profet har præsident

Gordon B. Hinckley sat verdens forhold

og vore muligheder i et krystalklart

perspektiv. To af hans seneste

udtalelser til ledere i præstedømmet

og hjælpeorganisationer viser dette

profetiske syn. Den første omhandler

de udfordringer, vi står overfor:

»Den traditionelle familie er under

angreb. Jeg tror ikke, at tingene var

værre på Sodomas og Gomorras tid

… Vi ser lignende tilstande i dag. De

hersker over hele verden. Jeg tror, at

vor Fader må græde, når han ser ned

på sine vildfarne sønner og døtre.« 1

Angående vore ekstraordinære

muligheder:

»Hvem havde førhen kunnet forestille

sig denne mulighedernes tid,

som vi lever i? … Kirken befinder sig

i en vidunderlig tilstand … Den vil

vokse og styrkes … Vi har mulighed

for, og det er vores udfordring, at fortsætte

denne store indsats, hvis fremtid

vi knap kan forestille os.« 2

I har et valg. I kan vride jeres hænder

og blive opslugt af bekymring for

fremtiden eller vælge at bruge det råd,

som Herren har givet, om at leve med

fred og lykke i en verden fyldt med

ondskab. Hvis I vælger at koncentrere

jer om den mørke side, så er det det,

som I vil se. En stor del af verden bliver

opslugt i en stigende flod af moralsk

forfald med en mangel på dyd, retfærdighed,

personlig retskaffenhed, traditionelt

ægteskab og familieliv. Sodoma

og Gomorra var indbegrebet af ugudelig

levevis i Det Gamle Testamente.

Dengang var det isoleret, nu er det en

tilstand, der er fremherskende over

hele jorden. Satan manipulerer talentfuldt

med magten ved alle typer af

medier og kommunikation. Hans succes

har virkelig øget graden og tilgængeligheden

af sådanne nedbrydende

og ødelæggende påvirkninger over

hele jorden. Før i tiden var det nødvendigt

at gøre sig nogle anstrengelser for

at finde sådan ondskab. Nu gennemtrænger

det næsten hvert hjørne i verden.

Vi kan ikke stoppe den voksende

flod af onde påvirkninger, for de stammer

fra udøvelsen af den handlefrihed,

som guddommeligt er givet af vor

Fader. Men vi kan og må tydeligt

advare om konsekvenserne ved at

komme tæt på den lokkende og ødelæggende

malmstrøm.

Se nu på den lyse side. Trods steder

med ondskab, så er verden som helhed

majestætisk smuk og fyldt med

mange gode og oprigtige mennesker.

Gud har sørget for en måde, hvorpå

vi kan leve i denne verden og ikke

blive besmittet med den nedbrydende

påvirkning, som ondskaben har spredt

overalt. I kan leve et dydigt, produktivt

og retfærdigt liv ved at følge den

beskyttelsesplan, som jeres Fader i

Himlen har skabt. Hans plan for lykke.

Den er omtalt i skrifterne og i hans

profeters inspirerede udtalelser. Han

iklædte jeres intelligens med ånd

og gjorde det muligt for jer at nyde

miraklet ved en fysisk krop. Når I bruger

den krop på den måde, som Han

har foreskrevet, så vil I vokse i styrke

og i evne, undgå overtrædelse og blive

velsignet i overflod.

Da Gud, vor evige Fader, og hans


elskede Søn viste sig for Joseph Smith

i det mageløse syn i den hellige lund,

genoprettede de atter planen for lykke

på jorden og alt, der er nødvendigt

for at følge den. En del af denne genoprettelse

omfattede yderligere hellige

skrifter, der skulle komplimentere

de skattede optegnelser fra Bibelen.

Disse værdifulde skrifter findes i

Mormons Bog, Lære og Pagter og Den

Kostelige Perle. Vor Fader kendte vor

tid. Han forberedte skrifterne og sørgede

for fortsat guddommelig vejledning

for at hjælpe os. Denne hjælp vil

sørge for, at I kan leve med sikkerhed

og lykke blandt tiltagende ondskab.

Overvej disse vers:

»Men alt må ske til sin tid. [Gud

vidste, hvilke udfordringer vi ville

have, da han gav dette råd].

Bliv derfor ikke trætte af at gøre

godt, thi I lægger grundvolden til et

stort værk, og af de små ting kommer

det, som er stort.

Se, Herren fordrer hjertet og et villigt

sindelag; og den, der er villig og

lydig, skal i disse sidste dage nyde det

gode i Zions land.« 3

Dette er et uvurderligt løfte. Når I

forsætter med at centrere jeres tanker

og hjerte om ham, så vil han hjælpe jer

med at have et rigt liv, lige meget hvad

der sker rundt omkring jer i verden.

Paulus sagde klogt: »Lad dig ikke

overvinde af det onde, men overvind

det onde med det gode.« 4

Vi bør efterligne Josva: »Vælg i dag,

hvem I vil tjene … Men mig og mit

hus, vi vil tjene Herren.« 5

Jesus belærte: »Vær tålmodig i

trængsler; thi du skal få mange. Men

udhold dem, thi se, jeg er med dig

lige til dine dages ende.« 6 »Og den,

som er trofast, skal overvinde alt og

ophøjes på den yderste dag.« 7

Endelig dette mønster til succes:

»Ja, kom til Kristus og bliv fuldkommen

i ham og fornægt dig selv alt,

hvad der er ugudeligt; og … [elsk]

Gud at hele jeres magt, sind og styrke

… at I gennem hans nåde kan blive

fuldkomne i Kristus.« 8

Jeg ved, at planen for lykke kan

opløfte og velsigne dem, der efterlever

den, lige meget hvor.

En juleaften for 37 år siden klatrede

jeg i lyset af fuldmånen op på

en lille høj i den isolerede by Quiriza,

der ligger i Bolivia. Fire unge ældster

og jeg havde brugt dagen på at

krydse et bjergpas på en forræderisk

vej. Derpå kæmpede vi os op ad et

flodleje for at se, om Frelserens belæringer

kunne hjælpe et fattigt folk.

Det, vi så den dag, var nedtrykkende

– underernærede børn, voksne, der

levede af dårlige afgrøder, mennesker

med glasklare øjne efter at have

søgt tilflugt i alkohol og stoffer. Jeg så

på den lille, golde landsby under mig

– en gruppe stråtækte lerhytter, der

var hærget af det barske klima. Det

eneste tegn på liv, var nogle gøende

hunde, der søgte efter mad. Der var

ingen elektricitet, telefon, rindende

vand, veje, sanitære forhold eller

læger her. Det virkede så håbløst.

Alligevel bekræftede en højtidelig

bøn, at vi skulle være der. Vi fandt et

ydmygt folk, der modtog det genoprettede

evangelium med en beslutsomhed

til at efterleve det. De gjorde

dette i hårde omgivelser, hvor alvorlig

fattigdom, alkohol, stoffer, heksekunster

og umoral var i overflod.

Under nogle exceptionelle missionærers

vejledning, lærte folket at

arbejde hårdt for at dyrke markerne.

De dyrkede nærende grøntsager og