Karen Hækkerup 'overfaldet' - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 11 november 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

Køb Kun 

avisen 

af sælgere 

med 

synligt id 

Hus forbi må iKKe sælges i togene 

heftig ministerdebut 

Karen Hækkerup 

’overfaldet’ 

køb årskalenderen 

Hjemløses drømmejob 

hjemløsedagen 

Holger fik prisen

h u s fo r bi 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Ole Skou 

ole@husforbi.dk 

REDAKTØR-VIKAR 

Thomas Hye-Knudsen 

thomas@husforbi.dk 

FORSIDEFOTO 

Holger E. Henriksen 

KORREKTUR 

Bro Kommunikation A/S 

LAYOUT 

salomet grafik 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf. 5240 9069, redaktion@husforbi.dk 

SALGSAFDELING 

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, jimmy@husforbi.dk 

Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689 

René Køhn, tlf. 5240 9079 

SÆLGERKONTAKT 

tlf. 5133 8128 

ADMINISTRATION 

Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, 

5240 9049, rasmus@husforbi.dk 

Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk 

Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089, 

ruth@husforbi.dk 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

STANDARDABONNEMENT: 465 kroner 

(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). 

STØTTEABONNEMENT: 665 kroner 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller dorte@notat.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK Dansk Avistryk 

OPLAG 75.000 

LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) 

ifølge Index Danmark/Gallup 

ANTAL REGISTREDE SÆLGERE 844 

ISSN 1397-3282 

Næste nummer udkommer den 1. december 20111. 

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både 

via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere 

er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af 

Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel 

kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale 

netværk af gadeaviser, INSP. 

vi støtter Hus forbi 

vil du også støtte Hus forbi? 

2 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang 

| leder | 

Klædt på eller klædt af… 

’De mest udsatte grupper fortjener en særlig opmærksomhed. Regeringen ønsker at 

gøre op med både marginalisering, udstødelse og uværdige livsbetingelser. Regeringen 

vil derfor tage konkrete initiativer til blandt andet at nedbringe den store 

dødelighed blandt misbrugere på gaden i blandt andet København samt sikre en 

bedre indsats over for kvinder i prostitution og mennesker, der lever som hjemløse. 

Det enkelte menneske skal være omgivet af både respekt, krav og omsorg. 

Socialt udsatte borgere skal være omgivet af den nødvendige retssikkerhed, 

hvorfor samarbejdet mellem den enkelte borger og den kommunale og sociale indsats 

skal forenkles og forbedres. Regeringen er endvidere optaget af at sikre øget 

brugerindflydelse for udsatte grupper og vil derfor tage initiativ til at oprette flere 

udsatteråd i kommunerne.’ 

Ovenstående 120 ord og ni linjer var ordene, der i regeringsgrundlagets var 

afsat til udsatte grupper. De udgør 0,04 procent af det 80 sider lange manifest ’Et 

Danmark, der står sammen’. Begrebet ’hjemløse’ blev nævnt én gang, mens ordet 

’vækst’ forekom i 59 udgaver, og begrebet ’krise’ blev nævnt 20 gange. 

Hvad fortæller den historie – om noget overhovedet? 

Den siger i hvert fald noget om, hvad der reelt fylder noget inde i hovederne på 

regeringspartierne – og hvad der skal tales op for at tegne et billede af initiativrigdom 

og regeringsduelighed. Det handler om vækst og initiativer, der kan fremme 

væksten og sætte fut i Danmark. Fordi der er ’krise’. Hvis man måtte være i tvivl 

om det, så kan man google ’krise’ – og få knap 40 millioner hits, mens begrebet 

’vækst’ kun returnerer godt fire millioner hits. Det interessante ved den øvelser er 

imidlertid, at ’hjemløse’ boner ud med 738.000. 

Danskerne er altså ti gange mere optaget af krise end af vækst. Og hjemløse 

fylder også en del mere i folks bevidsthed, end regeringens taleskrivere har fundet 

nødvendigt. 

Regeringens konklusion må være, at forudsætningen for at gøre noget for at 

afhjælpe hjemløshed er, at der skal gang i væksten. Har vi hørt den før? Eller har 

vi ikke på et tidspunkt haft så meget gang i væksten, uden at det reelt har ført til 

reelle og markante forbedringer for de udsatte? 

Den nye social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) valgte at lade sit 

første officielle besøg udspille sig hos Hus Forbi. Til en håndholdt, åben debat med 

avisens sælgere. Hun var kommet for at lytte og blive klædt på til jobbet som også 

de hjemløses minister. Og selv om debatten til tider var heftig, så ville en del af 

både de mandlige og kvindelige debattører både kysse, knuse og holde i hånd. 

Karen Hækkerup blev dog ikke klædt af, men om hun efterfølgende følte sig bedre 

klædt på til jobbet skal være usagt. 

Ministeren afgav ingen bindende løfter, bortset fra en hurtig indsats for at skaffe 

midler til julehjælp og et løfte om, at ingen hjemløs skal få lov til at dø af kulde i 

løbet af vinteren. Altså penge til oprettelse af ekstra nødherbergspladser. 

Måske man kunne have forventet en smule mere, hvis man altså undlader at 

skele til, at de hjemløse blot blev nævnt med ét ord ud af de 26.654 i regeringsgrundlaget, 

der måske skulle have heddet: Et Danmark, der står sammen – når vi 

synes, vi har overskud og råd. 

Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar 

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

v/Annemette Lyngh

| indhold | 

4 + bagsiden 

12 

18 

20 

21 

22 

24 

hus forbi har 

vokseværk i aarhus 

noter 

mindeord 

2012-årskalender 

fra hus forbi 

x-ord og dusaduku 

Holger, Holger, 

Holger 

Han er ’hjemløs’ inde bag 

brillerne og under alpehuen, 

selv om han har en lille 

lejlighed i Gentofte. Han 

er en ildsjæl, der 24 timer 

i døgnet er til rådighed 

for hjemløse, der har brug 

for en snak – og måske 

et billede til scrapbogen. 

Han er hjemløsefotograf 

og blev på Hjemløsedagen 

årets modtager af Hjemløseprisen. 

Krise i England gør 

ondt på de hjemløse 

Den borgerlige regering 

skal finde for 56 milliarder 

kroner besparelser 

på socialområdet. Folk 

må forlade deres egne 

boliger og klumpe sig 

sammen i ufrivillige bo- 

’fællesskaber’ eller søge 

ophold på overfyldte 

herberg. 

Velkommen til London. 

8 

26 

En minister 

kom forbi 

Den nye socialminister, 

Karen Hækkerup (S), aflagde 

sit første officielle 

ministerbesøg hos Hus 

Forbi, hvor hun både fik 

knus og kram – og et 

par ’borgerlige ord med 

på vejen’. Debattørerne 

var Hus Forbi-sælgere, 

der ønskede svar på tiltale. 

Andre var tilfredse 

med hendes hjertelighed 

og imødekommenhed. 

Udsatte, 

der kan tåle mosten 

Misbrug og psykiske 

vanskeligheder kan stå 

i vejen for en plads på 

arbejdsmarkedet. Langt 

væk fra storbyens virak 

og fristelser – på det 

skønne Bornholm – har 

en virksomhed gjort en 

dyd ud af at ansætte 

mennesker, der ellers 

ikke står først i køen. De 

bliver høje af æblemost 

og cider. 

| et billede fra gaden | foto Lise Thøstesen, Aarhus 

Jeg sender jer hermed et foto af min datter, Manuella, og sælgeren Peter. Jeg holder meget af at tale 

med Hus Forbi-sælgere, og Peter var ingen undtagelse. 

HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 3

En dag 

for de 

hjemløse 


foto Lars Erntsen 


17. oktober er hjemløsedag, 

og alle inviteres med til festen, 

så de kan møde socialt udsatte 

og få indblik i livet på gaden. 

I år stod arrangementet i frivillighedens 

tegn, og en overrasket 

prisvinder blev hædret for sin 

frivillige indsats. 

foto Holger E. Henriksen 

foto Lars Erntsen

af Trine Kit Jensen 

Holger. Holger. Holger. Sådan gjalder det 

højlydt og taktfast fra flokken af hjemløse, der 

har samlet sig foran scenen på Nytorv i hjertet 

af København. 

Formanden for Folketingets socialudvalg, 

SF'eren Özlem Cekic, har netop løftet sløret 

for, hvem der løber med årets hjemløsepris. 

Men den 72-årige hovedperson, der får prisen 

for ’en helt særlig frivillig indsats’, står stadig 

nede på pladsen. Helt uforberedt på pludselig 

selv at være i fokus klamrer han sig til det 

kamera, der er den faste følgesvend. 

- Han er et beskedent og uegennyttigt menneske 

og ville næppe være mødt op i dag, hvis 

han havde fået at vide, at han er modtager af 

Hjemløseprisen. Modstræbende kommer Holger 

E. Henriksen på scenen for at få prisen – en 

pyramideskulptur af gamle 25-ører, fremstillet 

med kærlig hånd af Hus Forbi-sælger Søren 

Lambæk. 

På FN's internationale fattigdomsdag er det 

hjemløsedag i Danmark, og Nytorv er omdannet 

til en festlig markedsplads, hvor udsatte 

mennesker kan mødes med såkaldt ’almindelige’ 

borgere. 2011 er europæisk frivillighedsår, 

så omdrejningspunktet for arrangementet er 

den frivillige sociale indsats. 

- Frivillige kan ikke erstatte professionelle 

aktører, men de kan indgå i et samarbejde. 

Frivillige kan noget særligt, fordi de ikke er 

myndighedspersoner. De opererer i et magtfrit 

rum, møder de socialt udsatte som medmennesker 

og kan give nærvær og omsorg, siger Gitte 

Frydensberg, koordinator af Hjemløsedagen. 

Gitte Frydensberg er udviklingskonsulent hos 

Missionen blandt Hjemløse, der sammen med 

Projekt Udenfor, Kirkens Korshær, Hjemløsehuset, 

Kofoeds Skole og en stribe andre foreninger 

og organisationer har indtaget pladsen, blandt 

andet i håb om at rekruttere nye frivillige. 

Rum for indsigt 

- Et arrangement som det her revolutionerer 

ikke verden. Men måske kan vi flytte nogle 

mennesker ved at give dem indsigt og viden 

om hjemløses forhold, siger hun til tonerne fra 

et af de bands, der spiller på skift. 

I et telt midt på torvet har Hus Forbi dækket 

op med duge af rød velour og fine lysestager. 

Der serveres en fornem tre-retters menu, og 

hver anden stol er reserveret til hjemløse. De 

resterende pladser er til 'almindelige' gæster, 

så de to grupper kan falde i snak. 

Ved et af bordene sidder Nicoline Christensen, 

der læser socialvidenskab på RUC. Hun er 

sammen med en anden studerende i gang med 

et kandidatprojekt, og restaurant-besøget er et 

feltstudie. 



Nicolines bordherre hedder Juulut, og han 

siger lige nu ikke så meget. For grillet oksemørbrad, 

ovnbagte rodfrugter og pommes Anna 

med sauce bordelaise er ikke hverdagskost. 

- Initiativet er super, og maden smager 

rigtig godt. Men jeg blev bare så mæt, får han 

sagt med undskyldende blik ned på tallerkenen, 

der stadig er halvt fuld. 

Et andet sted på pladsen har Mændenes 

Hjem kørt en gullaschkanon med varm suppe 

i stilling. Der er kager i overflod, men også 

sunde sager i de mange boder. Det gælder for 

eksempel hos FødevareBanken, der deler frugt 

ud. Her møder vi Jørgen Pedersen. Han er 

frivillig chauffør på en kølebil, der hver måned 

kører 20 tons overskuds-fødevarer ud til værdigt 

trængende. Og den tjans er han glad for. 

- Hver gang jeg kommer med en kasse æbler 

eller bananer, kan jeg se, hvordan de stråler af 

glæde. Det er min løn, siger han. 




Næsten samme melding lyder, hver gang 

vi støder på frivillige, der har valgt at gøre en 

forskel for socialt udsatte. Hos Giv Din Hånd, 

projekt Gjaestebud eller et af de andre foretagender, 

der er troppet op for at informere om 

det arbejde, de udfører. 

Cathrine Larsen finder vi ved en massagebriks, 

hvor ømme rygge kan få det bedre. Hun 

er professionel massør med klinik i Karise. 

Men hver anden fredag tager hun turen til 

Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby, så 

hårdt plagede hjemløse kan få glæde af hendes 

færdigheder. 

- Rent fagligt kan jeg se, at de fysisk får det 

langt bedre. Og den positive respons, de giver tilbage, 

er en stor motivationsfaktor, fortæller hun. 

Som dagen skrider frem, kommer der flere 

og flere mennesker – og hunde – på Nytorv. 

Såvel ældre damer som forældre med små børn 

er en del af mylderet, og tidligere hjemløse, 

der nu har tag over hovedet, møder venner fra 

gaden. 

Også rum for alvor 

Foran scenen bliver der danset. Men der 

er også rum for alvor og stille eftertanke, da 

gadepræst Mia Rahr Jacobsen holder andagt 

for de hjemløse, der i årets løb er døde. Livet 

på gaden er hårdt, og fra en Hus Forbi-trailer 

er der uddeling af vinteruniformer til avisens 

sælgere: Skiundertøj, termosokker, fleece-trøjer, 

forede smækbukser og jakke plus støvler. 

Andre hjemløse kan rundt omkring på 

torvet forsyne sig med varmt tøj og soveposer, 

så også de er beredte, når kulden sætter 

ind, mens Holger får varmen ved at signere 

eksemplarer af Gadens Konger. Han er ombejlet 

som en popstjerne og har det lidt svært med 

postyret. Men prisen betyder noget. 

- Den betyder alt, siger han. | 

foto Helga C. Theilgaard foto Lars Erntsen foto Holger E. Henriksen

ny socialminister: 

Der skal være 

en GRÆNSE for FATTIGDOM 

Starthjælpen skal væk. Kontanthjælpsloftet skal fjernes. Og der skal indføres en officiel 

dansk fattigdomsgrænse. Det er tre af den nye S-R-SF-regerings vægtigste ambitioner i 

det varslede opgør med de seneste års stigende ulighed og fattigdom. 

af Morten Bruun 

Mens man allerede på næste års 

finanslov er villig til at bruge de 

650 millioner kroner, det vil koste 

at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft, 

kommer der til at gå 

længere tid, før Danmark ligesom 

de fleste andre lande i EU får sin 

egen fattigdomsgrænse. Regeringen 

vil i første omgang nedsætte 

et ekspertudvalg, som skal belyse, 

hvordan man opgør fattigdom, og 

derefter komme med forslag til en 

fattigdomsgrænse. 

Partierne fremhæver, at der 

især er behov for at følge udviklingen 

i antal børn, der lever i fattigdom, 

og mennesker, der lever i 

langvarig fattigdom. 

En grænse forpligter 

Den nye socialminister, Karen 

Hækkerup (S), understreger, at 

ambitionen om at få en officiel 

dansk fattigdomsgrænse skal 

tages meget bogstaveligt. Og hun 

afviser, at ekspertudvalget ’blot 

er endnu et udvalg med karakter 

af syltekrukke’. 

- Den gamle regering ville in- 

Om blot en måned står tusindvis af danskere igen 

i kø for at søge julehjælp hos organisationer som 

Frelsens Hær. Og igen i år vil en del modtage afslag, 

fordi der ikke er penge nok til at hjælpe alle. 

Men ligesom sin forgænger – den konservative 

Benedikte Kiær – er den nye socialminister, Karen 

Hækkerup (S), klar med en økonomisk håndsrækning, 

der skal begrænse antallet af afslag. 

- Min intention er, at ingen skal opleve juleaften, 

uden at de har fået den hjælp, de kan have 

behov for. Så allerede nu arbejder jeg på at finde 

en ekstrabevilling, siger Karen Hækkerup. 

Den melding bliver modtaget med glæde i Frel- 

genting på dette område. Venstre 

og Konservative ville slet ikke 

snakke om, at fattigdom handlede 

om penge. For dem handlede det 

om andre værdier og alt muligt 

pis – og du må gerne citere mig 

for at sige ’pis’. Og selv om EU og 

OECD allerede har defineret deres 

- Fattigdomsgrænsen 

skal være det redskab, 

der definerer, hvornår 

man er så fattig, at 

det ikke længere er 

acceptabelt i Danmark. 

Socialminister Karen Hækkerup (S) 

bud på en fattigdomsgrænse, er vi 

nødt til at gå grundigt til værks 

og nedsætte dette udvalg, siger 

Karen Hækkerup og tilføjer: 

- Det er nemlig ret svært at 

finde ud af, hvordan man skal 

lave en fattigdomsgrænse. For 

når vi først fastsætter sådan en 

grænse, er vi også forpligtet til at 

handle, hvis folk ryger under den. 

Udsigt til Julepakke 

Derfor skal man tænke rigtig godt 

og grundigt over kriterierne, og at 

den bliver lavet retfærdigt, så det 

er de rette mennesker, der bliver 

omfattet. 

Hvad skal fattigdomsgrænsen 

bruges til? 

- Den skal være det redskab, 

der definerer, hvornår man er 

så fattig, at det ikke længere er 

acceptabelt i Danmark. Og hvis 

det ikke længere er acceptabelt, 

så har vi en forpligtelse til enten 

at acceptere, at vi har fattigdom 

i Danmark, eller handle og gøre 

noget ved det. 

Er det hjælp til nye fodboldstøvler, 

en tandlægeregning eller…? 

- Det er det rigtigt gode spørgsmål. 

Det er sådan noget, udvalget 

skal hjælpe med, og det vil være 

forkert af mig at drage konklusioner, 

før udvalget har talt. Jeg ved 

ikke, hvornår det sker – jeg kan 

bare love, at vi gør det så hurtigt 

som muligt, siger Karen Hækkerup. 

Ulighed gør ondt i hjertet 

Socialministerens egen grænse 

går dér, hvor folk ikke længere 

sens Hær, som er den største af de organisationer, 

der uddeler julehjælp. Her håber informationschef 

Lars Lydholm, at bevillingen kommer på plads tids 

nok til, at man undgår sidste års kaotiske forløb. 

Dengang kom ekstrabevillingen på i alt tre 

millioner kroner først på bordet 8. december – og 

altså efter at organisationerne havde modtaget og 

behandlet ansøgningerne om julehjælp. I Frelsens 

Hær, der blev tildelt 1,2 millioner af ekstrabevillingen, 

måtte man rent fysisk stoppe breve med 

afslag. 

- Hvis pengene var kommet en dag senere, 

havde vi ikke nået det, siger Lars Lydholm. 

har råd til som minimum at betale 

husleje, mad, tøj og julegaver til 

børnene. Tilsvarende skal børnene 

også have mulighed for at 

deltage i eksempelvis fødselsdage. 

- Det gør mig rigtig ondt i 

hjertet at opleve den ekstreme 

ulighed, der er kommet. Der er 

børn, der skjuler deres behov – 

eksempelvis for et par nye sko 

– fordi de ved, at deres mor bliver 

ked af det, fordi hun ikke har råd 

til at hjælpe dem. Modsat er der 

børn, der både har været i Sydamerika 

og Sydafrika og holder 

jul på Mauritius. Forskellene er 

nu blevet så store, at dem, der lever 

på bunden af samfundet, føler 

sig som det skidt, vi andre træder 

på. Det kan vi ikke være bekendt, 

siger Karen Hækkerup. 

De nyeste tal fra Arbejderbevægelsens 

Erhvervsråd – opgjort 

på baggrund af data fra Finansministeriet 

– viser, at antallet af 

fattige personer i årene 2002- 

2009 blev øget med 55 procent, 

så der i dag er 234.000 personer, 

der lever i fattigdom. Heriblandt 

knap 18.000 børn, der har levet i 

fattigdom i mindst tre år. | 

Samtidig er det Karen Hækkerups ønske, at 

staten skal undgå det ’hovsa’-prægede forløb i 

forbindelse med disse tilskud til organisationerne: 

- Når vi skal til at forhandle satspulje-penge, 

vil jeg arbejde for, at vi indarbejder støtte til både 

jule- og sommerferiehjælp, siger hun. 

I 2010 var der 11.000 familier, der søgte Frelsens 

Hær om julehjælp. 2.700 af dem fik afslag. 

Lars Lydholm forventer, at man i år modtager op 

mod 12.000 ansøgninger. 

- Der vil være en lidt mindre stigning, end vi 

har været vant til de seneste år. Men der er stadig 

tale om en stigning, siger Lars Lydholm. 


Talelysten var 

stor, og mødedisciplinen 

lettere anarkistisk, 

da den nye 

socialminister, 

Karen Hækkerup, 

mødte Hus 

Forbis sælgere. 

Det var hendes 

første møde med 

virkeligheden 

– og hun drog 

hjem med 

adskillige gode 

ideer til sit 

politiske arbejde. 

af Morten Bruun 


Hun bruger ikke cykelhjelm. Til gengæld har 

hun hår på brystet. 

Det afslørede socialdemokraten Karen Hækkerup, 

da hun på sin 10. dag som ny socialminister 

besøgte Hus Forbi og mødte knap 40 af 

bladets sælgere i avisens café i Bragesgade på 

Nørrebro. Den første detalje var nem at iagttage, 

da hun lod ministerbil være ministerbil 

og i blændende efterårssol ankom på en pistaciegrøn 

Van de Falk-cykel, som hun havde lånt 

af en pressemedarbejder i ministeriet. 

Den anden detalje var sværere at få øje på. 

Men den røbede Karen Hækkerup selv, da TV2 

Lorry efter seancen ville vide, hvordan hun 

– som journalisten formulerede spørgsmålet – 

’havde oplevet det rimeligt heftige møde’: 

- Folk var vildt engagerede. Og når folk er 

engagerede, kan de næsten ikke vente med 

at få ordet, og nogen bliver kede af det eller 

vrede eller irriterede og kan ikke holde deres 

udbrud tilbage, når der kommer et svar. Det 

her var mennesker, som de er, når de er rå og 

upolerede. Og når man får sandheden fra dem, 

må man have hår nok på brystet til at tage det 

hele med, svarede ministeren. 

Det var Karen Hækkerups første møde med 


Det var ikke mange forståelige ord, Jari fik sagt til ministeren. Men han fik sin drøm om at blive fotograferet med hende 

opfyldt. Billedet skal sendes til hans mor i Finland. 

Jeg er her mest for at lytte 

virkeligheden, siden hun 3. oktober skålede 

med dronningen og forlod Amalienborg som 

nyudnævnt minister. Og ligesom der er en 

kongelig etikette, er der også en særlig Hus 

Forbi-etikette. 

Mødt med kys af Kisser og Pølse 

Således havde Karen Hækkerup dårligt nok 

parkeret cyklen, før landevejsridderen Pølse 

og Hus Forbi-sælgeren Kisser indstillede deres 

fællessang og overfaldt gæsten med kindkys. 

Og mens ministeren forcerede både Bjørnebryg, 

barnevogne med tøj og tæpper og andet 

hjemløse-habengut, så Den Flyvende Hollænder 

sit snit til at fotografere hende med sin 

mobiltelefon, før hun fandt sin plads i cafeen 

og fik ordet. 

- Det er en fantastisk ære, at mit første 

besøg som minister er hos jer på Hus Forbi. Det 

kan godt være, nogle af jer ikke giver meget 

for politikere, men I må æde jeres fordomme. 

Den nye regering vil gøre det bedre for jer. Jeg 

er som minister optaget af, at alle har det godt 

og mødes med omsorg, støtte og værdighed, og 

jeg glæder mig meget til at høre, hvordan jeres 

hverdag er, sagde Karen Hækkerup og kiggede 

ud over den skov af hjemløse fingre, der fra 

starten signalerede stor spørgelyst. 

En af de første, der fik lov til at udfordre 

Karen Hækkerup, var Pølse. 

- Fru minister – eller frøken, det ved jeg 

ikke, om du er… Hvordan kan det være, 

at herberget i Nykøbing Falster skal lukke, 

blot fordi der mangler en million kroner. Nu 

må folk ligge på bænkene, fortalte Pølse og 

tilføjede, at han i løbet af de seneste tre år har 

mistet 15 venner, og det er for mange. 

Hvorfor ikke containerbyer? 

Lars spurgte, om den nye regering agter at 

overholde alle sine løfter. Per ville vide, om regeringen 

virkelig agter at fjerne starthjælpen 

og droppe loftet over kontanthjælpen. Michael 

interesserede sig for den nye retssikkerhedskommission, 

regeringen har varslet. Og Martin 

fortalte om de problemer, de hjemløse i København 

oplevede i forbindelse med sommerens 

skybrud. 

- Herbergerne blev ramt af vandskader, og 

så kunne vi ikke være der. Hvorfor er der ikke 

nogen containerbyer, vi kan bruge i sådan en 

situation? Det har de i Holland og Belgien, 

forklarede Martin og henviste til Hus Forbis 

oktobernummer. 

- Der har vi en historie om containerne, 

og du må gerne købe bladet af mig, når vi er 

færdige, lokkede han.

Også Kisser kom på banen – denne gang dog 

uden at kysse ministeren. 

- Her på Nørrebro er der lige brugt en masse 

penge på nye cykelstier og alt muligt andet. 

Men der er altså mange hjemløse, der oplever 

helt andre problemer, og hvorfor kan man ikke 

bruge nogen af pengene på at bygge et overdækket 

sted til os på Skodagrunden (hjørnet 

af Lygten og Nørrebrogade, red.), spurgte Kisser, 

mens Per foreslog gratis offentlig transport 

til hjemløse. 

- Det koster 750 kroner, når man bliver 

knaldet, og det bliver rimeligt meget i løbet af 

en måned, forklarede han, og den bemærkning 

besvarede ministeren med et hurtigt skud fra 

hoften: 

- Jeg kan ikke love noget. Men jeg har tit 

set folk som jer få bøder og tænkt, hvorfor gør 

man det... 

Det mest utaknemmelige job 

Lige så hurtig var hun, da Henrik gratulerede 

Karen Hækkerup med 'det mest utaknemmelige 

job, du nogen sinde kunne få'. 

- Sådan har jeg det ikke, kom det prompte 

fra Karen Hækkerup, før Henrik fortsatte med 

et tema, der gik igen og igen: 

- Der er så mange nedskæringer, der rammer 

de hjemløse. Når man kommer til Kalundborg, 

er der ikke længere et sted at sove, fordi 

herberget er lukket, og i Holbæk er der kun to 

akutpladser. Jeg ved godt, det har noget med 

Der var knus og 

kram fra Kisser 

og Pølse til 

Karen Hækkerup, 

da hun 

havde parkeret 

cyklen. 

Spørgelysten var stor – og det samme var tålmodigheden. Ministeren var 

god til at stikke en finger i jorden, når hun blev afbrudt, mens mange sælgere 

tålmodigt stak en finger i vejret og ventede, til det var deres tur. 

penge at gøre, men vil du være med til at rette 

op på det? lød Henriks direkte spørgsmål. 

Alle skal have en varm seng 

Og selv om sælgernes talelyst var enorm og 

mødedisciplinen tangerede det lettere anarkistiske 

– sådan er det bare på Hus Forbi – fik 

den nye socialminister undervejs mulighed for 

at kommentere de mange indlæg. 

- Jeg er her mest for at lytte, og det overrasker 

mig blandt andet at høre jeres historier 

om de lukkede herberger. Vi nærmer os den 

kolde tid, og ingen af jer skal tvinges til at 

sove på gaden. Alle skal have en varm seng 

at sove i, understregede Karen Hækkerup og 

henviste til den hjemløsestrategi, som den 

forrige regering vedtog med støtte fra blandt 

andre de tre nye regeringspartier. 

- Her bruger vi 500 millioner kroner på 

området, og når perioden udløber i 2012, skal 

vi evaluere forløbet og se på, om pengene 

er brugt på den rigtige måde. Derfor kan 

jeg endnu ikke sige, hvordan vi følger op på 

strategiplanen – jeg kan kun garantere, at det 

skal blive bedre. Og jeg er glad for mange af 

de gode ideer, I har givet mig i dag, om blandt 

andet flere skæve boliger og minibyer, forsikrede 

Karen Hækkerup. 

Brevet fra provinsen 

I dagene op til ministermødet havde Hus Forbis 

sælgere uden for København haft mulighed 

Martin fik ikke helt sagt det han ville under debatten. Men 

det fik han rådet bod på bagefter, hvor Karen Hækkerup gav 

sig tid til at lytte. 

for at sende deres spørgsmål til ministeren. 

Den chance havde en kvindelig sælger benyttet 

sig af, og der blev undtagelsesvist helt stille 

i cafeen, da sekretariatsleder Rasmus Wexøe 

Kristensen læste højt fra hendes beretning om 

en hverdag med angst, depressioner og psykiatriske 

indlæggelser. 

- Jeg er bange for at bo alene, og derfor er 

det ikke godt, at jeg sendes alene hjem i en 

lejlighed, når jeg udskrives fra hospitalet. Jeg 

er også bange for herbergerne, og jeg savner, 

at der bygges nogle små beskyttede bofællesskaber, 

der kan bruges til udslusning, lød 

nødråbet fra den kvindelige sælger. 

Det nødråb gjorde indtryk på ministeren. I 

det øjeblik, Karen Hækkerup foldede brevet 

sammen og gav det til sin ministersekretær, 

lignede hun i hvert fald en politiker, der havde 

fået endnu en god ide med hjem – og endnu et 

vidnesbyrd om, hvorfor den nye regering har 

lanceret sit program under overskriften ’Det 

handler om mennesker’. 

Og hvis hun ikke havde forstået budskabet, 

gjorde landevejsridderen Pølse sit til at skære 

det ud i pap: - Det handler bare om, at vi gerne 

vil have en værdig tilværelse, sagde han. 

- Det lover jeg, Pølse. I skal kunne mærke 

den nye regering, svarede fru Hækkerup. 

- Jamen skal vi så ikke sige tak og rejse 

os og klappe af Karen, foreslog Kisser og lod 

ministeren drage af sted. 

Uden cykelhjelm, men med hår på brystet. | 


Gratis kanyler giver adgang 

til sundhed på Vesterbro 

af Anna Klitgaard 


Urolige kroppe står på hjørnet af 

Lille Istedgade og Istedgade bag 

Københavns Hovedbanegård. 

Klokken er otte om morgenen, og 

bag den store trædør er personalet 

på Mændenes Hjem ved 

at gøre klar til dagens arbejde. 

Morgenmaden er under tilberedning 

i køkkenet, og et bord bliver 

stillet op ved indgangen. På det 

bliver der sat kurve frem, og en 

stor skraldespand køres op for 

enden. Dog er kurvene ikke ment 

for rundstykker, men for kanyler, 

sprøjter og andet fixeudstyr, 

som brugerne har brug for for at 

begrænse sundhedsskaderne ved 

deres stofindtag. 

Selv om bordet med kurve først 

bliver sat frem nu, så kan man på 

Mændenes hjem hente fixeredskaber 

24 timer i døgnet. Ved 

siden af står nemlig et stort skuffedarium, 

hvor indholdet er det 

samme som på bordet. Og skufferne 

bliver brugt ofte. Mellem 


400 og 600 forskellige brugere 

kommer hver dag igennem den 

store trædør, men i alt åbnes den 

over 2.000 gange i døgnet, siger 

lederen, Robert Olsen, og sådan 

har det været, siden Mændenes 

Hjem overtog kanyleordningen i 

2003. 

Anonym ordning 

- Selv om misbrugsmønsteret 

har ændret sig lidt med tiden, så 

udleverer vi omkring en million 

sprøjter om året. Man kan efter 

behov tage en kanyle, en sprøjte 

eller et ryge- eller fixesæt, som 

består af steril syre til rensning 

af huden, lidt vat, rent vand og så 

selvfølgelig nåle og sprøjter. 

I kurvene er der flere forskellige 

former for sprøjter og kanyler, 

alt efter hvilke brugerne 

foretrækker. Alt kan afhentes ved 

at træde et skridt ind ad døren fra 

gaden, åbne skufferne i reolen og 

så hurtigt komme ud og videre 

igen. 

Netop anonymiteten har været 

med til at give ordningen succes, 

mener Robert Olsen. For nogle 

brugere ønsker måske ikke at ses 

eller at snakke med personalet. 

De fleste denne morgen træder 

da også bare ind ad døren, fylder 

hurtigt jakkelommerne med det, 

de skal bruge, og forsvinder så 

ud i solen igen. Men nogle få 

bliver, spiser måske morgenmad 

eller snakker med Morten, som 

arbejder på stedet til daglig og 

her til morgen står ved døren. 

Samtalerne med ham eller andre 

af medarbejderne har vist sig 

at være effektive. For igennem 

dem kan brugerne få adgang til 

stedets andre sundhedstilbud 

eller socialhjælp, og det er der et 

stort behov for, siger teamleder og 

klinisk udviklingssygeplejerske 

Lone Hviid fra Sundhedsrummet 

på den anden side af Halmtorvet. 

- Det er et hårdt liv på gaden 

og som stofbruger. De fleste har 

komplekse sygdomshistorier, 

hvor både somatiske og psykiske 

lidelser samt sociale problemer 

spiller ind. I Sundhedsrummet har 

vi en socialrådgiver, fem sygeple- 

jersker, en læge og en fodterapeut 

ansat, som har tid og kan hjælpe 

her og nu, og vi arbejder både her 

og ude på gaden. 

Rensemiddel som våben 

Det var også igennem snakke med 

brugerne her og ude, at tanken 

om udviklingen af endnu et tilbud 

blev til. For i dag ryger flere crack, 

kokain eller heroin end tidligere, 

og sundhedspersonalet så til deres 

overraskelse, at leverbetændelse 

også spredtes blandt rygerne. Ved 

at spørge ind til, hvordan rygningen 

foregik, fandt medarbejderne 

ud af, at brændte læber og deling 

af piber overførte smitten, og 

derfor fik folkene bag Mændenes 

Hjem produceret et rygesæt med 

en pibe, flere mundstykker, filtre 

og en lille pose natriumbikarbonat, 

i stedet for salmiakspiritus. 

- Mundstykkerne vil afhjælpe 

spredningen af leverbetændelse, 

og udleveringen af natriumbikarbonatet 

har allerede hjulpet på 

forholdene på gaden. Ofte bruger 

rygerne salmiakspiritus til at

En million gratis kanyler bliver hvert år udleveret fra Mændenes hjem 

i København. Fixesæt er en lille hjælp i en kaotisk hverdag, men redder liv, 

fordi de ikke blot forebygger hiv, leverbetændelse, bylder og infektioner, 

men også giver brugerne en chance for at få adgang til andre sundhedstilbud. 

blande i stoffet, men vi har set 

mange skader med det, og ikke 

blot på lungerne. Det er blevet 

brugt som våben i handler, hvor 

det er smidt i øjnene på andre og 

har gjort dem blinde. Derfor vil 

vi gerne have det væk fra gaden, 

siger Lone Hviid og tilføjer, at 

10.000 sæt allerede er udleveret. 

Rent vand og syre 

Siden sprøjteordningens lancering 

er der også sket en udvikling i 

poserne med fixeredskaber. Førhen 

brugte mange stofafhængige 

nemlig urent vand fra for eksempel 

vandpytter i sprøjterne, som 

gav dem bylder og infektioner. 

I dag er der en lille ampul rent 

vand med i sættet, ligesom der er 

lidt sterilt syre og vat til at rense 

huden, hvor der skal stikkes. De 

ekstra ingredienser i poserne er 

kommet til, efter at Gadejuristen 

(frivillig forening, der hjælper 

hjemløse og udsatte i forhold 

til retssikkerheds-spørgsmål, 

red.) for nogle år siden blev klar 

over problemets omfang, og lige 

- I Sundhedsrummet har 

vi en socialrådgiver, 

fem sygeplejersker, 

en læge og en fodterapeut 

ansat, som har tid 

og kan hjælpe her og nu, 

og vi arbejder både her 

og ude på gaden. 

Lone Hviid teamleder og 

klinisk udviklingssygeplejerske 

siden har det hjulpet mange i 

området, siger Robert Olsen. Det 

samme har de gratis nåle gennem 

årene, for selv om hiv stadig er et 

problem i gruppen af injicerende 

brugere, så har adgangen til gratis 

’værktøj’ kraftigt nedsat risikoen. 

At tilbuddet er populært på 

hjørnet af Istedgade, er der da 

heller ikke nogen tvivl om. Døren 

går op mellem 2.000 og 2.500 gange 

i døgnet, og mens nogle runder 

morgenmadsbuffeten, så stopper 

rigtig mange også blot op ved bordet 

og skuffedariet ved indgangen. 

Og det er vigtigt, mener Lone 

Hviid. For så længe stofbrugerne 

kommer for at hente nye ryge- 

eller fixesæt, så kan personalet 

igennem samtaler nå dem og med 

tiden måske få dem til at kigge 

forbi Sundhedsrummet. Derved 

kan mange af de alvorlige infektioner 

og sygdomme afhjælpes eller 

forebygges, og et ofte kaotisk liv 

gøres en lille smule lettere. | 

Yura står i parken, der omgiver den ene af Odessas to metadonbehandlingsklinikker. Han er hiv-positiv og har multiresistent TB, og derfor betyder det meget for 

ham at kunne modtage gratis metadon, så han ikke længere skal jage rundt dagen lang efter penge og stoffer. 

Aids-hovedstad 

uden medicin 

40.000 stiknarkomaner, hvoraf mellem 60 og 70 procent er hiv-positive. 

Velkommen til turistmagneten Odessa på Ukraines Sortehavskyst, 

hvor kun et fåtal har mulighed for at få optimal behandling og medicin. 

tekst og foto Anna Klitgaard 

Sortehavskystens havne i Ukraine 

har længe tiltrukket søgende 

sjæle, skibe og stoffer. Med Sovjetunionens 

sammenbrud for 20 

år siden gik økonomien dog i stå, 

sundhedssystemet kollapsede, og 

byen som landet oplevede store 

sociale omvæltninger. Dengang 

fandt mange unge mod til at se 

mod en utryg fremtid i stofferne, 

og hiv spredtes hurtigt. I dag er 

der intet, der tyder på, at epidemien 

er ved at komme under 

kontrol, for der bliver stadig 

smittet 60 nye personer hver dag 

i Ukraine, og med svær adgang til 

metadon- og ARV-behandling er 

der ingen tegn på, at antallet af 

6 | HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang 

nye tilfælde vil falde i den nærmeste 

fremtid. 

Billige stoffer spreder aids 

Stofferne findes over hele Ukraine, 

men værst er situationen i 

Odessa på den ukrainske Sortehavskyst. 

Her kæmper 40.000 

stiknarkomaner hver dag for at 

skaffe penge til narkotika, men 

kampen er hård. Et sted, de kan 

spare, er ved at skifte de dyre 

morfinstoffer ud med billige kemiske 

samt at dele nåle, men det 

går hårdt ud over helbredet, siger 

Dr. Angela Yuryeva, der er leder 

af det ene af blot to metadonbehandlingssteder 

i byen. 

- Vi kan se de psykiske og 

fysiske skadevirkninger af de 

hjemmelavede narkococktails, 

som bliver brugt nu. Brugerne bliver 

markant mere skadede – både 

mentalt og kropsligt. Og de bliver 

også mere opgivende og ligeglade 

med dem selv, siger hun. 

Ingen hjælp at hente 

Et af resultaterne er, at der bliver 

delt kanyler. Med en forekomst 

på hiv og aids på mellem 60 og 

70 procent blandt narkomanerne, 

spredes sygdommen stærkt, men 

det samme gælder ikke for behandlingstilbud, 

siger narkotikaspecialisten 

og lægen Dr. Tomila 

Ayvardgi. 

- Det er staten, der skal købe 

ARV-medicin (antiretroviral og 

livsforlængende aids-medicin, 

red.). På grund af korruption 

er der i længere tid ikke blevet 

bestilt nye varer, og det kan vi 

begynde at mærke nu. Ingen nye 

patienter kommer i behandling, 

og de, der allerede er i gang, må 

ofte skifte medicin, hvilket kan 

være smertefyldt og farligt. 

Selvom lægen kun kan ryste 

på hovedet og smile skævt af korruptionen 

i regeringen, så er det 

ikke nogen spøg for misbrugerne 

på gaden. Mange af dem vil på 

et tidspunkt blive konfronteret 

personligt med den aids-epidemi, 

der holder Odessa i skak, og uden 

mulighed for behandling betyder 

diagnosen døden for mange. | 

En dråbe i havet har også ret 

Kampen mod hiv og aids i Odessa er svær uden myndighedernes opbakning. 

Alligevel kæmper NGO’er og aktivister mod virussen, som på 20. år spreder sig 

med lynets hast og gør Ukraine til det land i Europa med flest smittede. 


Solen bager ned fra en skyfri himmel. Rundt 

omkring i den bagerste del af parkens skygger 

sidder unge som ældre og kigger sløvt ud 

i luften eller tripper nervøst omkring. De er 

kommet fra morgenstunden for at modtage 

medicin for hiv, aids, tuberkulose (TB) eller 

bare modtage deres daglige ration metadon. 

Det ene af Odessas blot to metadonbehandlingssteder 

ligger bagerst på grunden, hvor 

TB-hospitalet holder til. Det har fået huset 

og pladsen, fordi de 17 tidligere narkomaner, 

som stedets fire læger og socialarbejdere 

dagligt tilser, alle lider af TB, og 13 desuden 

er hiv-positive. Behandlingen af dem er ofte 

svær, men med tålmodighed, et åbent sind 

og imødekommenhed er personalet kommet 

langt, siger Dr. Angela Yuryeva, der er daglig 

leder af centeret. 

Store udfordringer 

Hun har været med, siden centeret startede i 

2009. Dengang var der flere metadonbehandlingssteder 

i byen, men i dag er der blot to. 

Det i TB-hospitalet, som hun arbejder på, og et 

andet ved aids-centeret, som dagligt ser 156 

patienter. At hjælpen, de to steder kan tilbyde, 

blot er en dråbe i havet, er hun ikke i tvivl om, 

for med 40.000 stiknarkomaner i en by med en 

million indbyggere, er behovet enormt. Men 

det er ikke muligt at hjælpe flere lige nu, siger 

hun, for staten, politiet og andre læger står i 

vejen. 

- Der er mange, der gerne vil væk fra 

stofferne og kriminaliteten på gaden og på 

metadon. Men kommunen vil ikke betale 

gildet, politiet er imod, fordi betjentene mister 

indtægter i form af penge under bordet fra 

pushere og misbrugere, flere læger er modstandere 

af behandlingsformen, og regionen 

har ikke pengene. 

Tidligere havde centeret 45 patienter, men i 

dag kommer der kun 17 hver dag, fordi det er 

så svært at skaffe metadonen. 

Svært at råbe politikerne op 

Lægerne bagerst på TB-hospitalets grønne 

grund er ikke de eneste, der kæmper. Lidt derfra 

sidder aktivisten Tetiania Afamasiadi i en 

kælder omgivet af kamæleoner, edderkopper, 

katte og fisk. Dyrene er med til at gøre kælderen 

mere indbydende for de stofmisbrugere, 

som hver dag kommer her for hjælp og samtaler, 

og er Tetianias idé. Hun sagde i 2005 ja til 

Tetiania Afamasiadi er aktivist og tidligere stofmisbruger. 

Hun modtager dagligt metadon og er på 

livsforlængende ARV-medicin, men alligevel bliver 

hun aldrig træt af at kæmpe for, at hjælpen, som 

hun selv modtager, skal nå ud til flere af Odessas 

40.000 stiknarkomaner. 

at blive regional koordinator Alliance Ukraine 

for Odessa-regionen, og lige siden har hun 

kastet sig ud i en både personlig og ideologisk 

kamp for denne socialt udstødte gruppe. 

- Jeg har selv været stofmisbruger, er hivpositiv 

og får stadig metadon hver dag. Jeg er 

et levende eksempel på, at hvis man får hjælp, 

så kan man få et godt og normalt liv, men det 

har politikerne svært ved at forstå. Lige nu 

kæmper vi for at få bedre behandlingsmuligheder 

for de, der gerne vil væk fra stofferne, 

men også at få flere i livsforlængende ARVbehandling. 

(antiretroviral og livsforlængende 

medicin, red.) 

Hver uge mødes Tetiania med byrådspolitikerne 

samt andre sundhedsorganisationer fra 

byen, og selvom hun håber på et bedre samarbejde 

med den nye borgmester end den gamle, 

så er hun langt fra optimist. 

- Lige meget hvem man taler med, så er der 

meget få penge. Vi forsøger at hjælpe, så godt 

vi kan, men det er svært. Vi har gode folk, der 

arbejder for os, har skabt kontakt til stofmisbrugerne 

på gaden og har fået dem til at teste 

sig. Det har taget lang tid, men lige nu kan vi 

ikke love dem nogen hjælp bagefter, så hvorfor 

skulle de blive ved med at teste sig? Den her 

situation vil skabe endnu flere hiv- og aidssyge, 

det kan ikke andet, mener hun. 

Uforståelig attitude 

Heller ikke brugerne af metadonbehandlingsstedet 

bagerst på TB-hospitalets grund forstår 

politikernes attitude. Denne morgen venter 

Yura på 34 år udenfor i skyggen. Han har et 

langt livs misbrug bag sig, TB og hiv, men alligevel 

er han tilfreds, for metadonbehandling 

har forandret hans liv. 

- Min familie er begyndt at smile, når de ser 

mig, forklarer Yura, der har multiresistent TB 

og ved, at han kommer til at dø af det. 

- Det har de ikke gjort i mange år. Jeg startede 

med stoffer, da jeg var 16 år, og lige siden 

har jeg været ind og ud af fængsler, stjålet og 

snydt. I dag kan jeg leve et næsten normalt liv 

ved at komme her en gang om dagen, og det er 

det jeg har drømt om længe – et normalt liv. 

Selvom Yura erkender, at livet nok aldrig 

bliver helt normalt, så ved han, at mange 

andre ud over ham selv kan få det bedre af 

behandlingen, som centeret tilbyder. Hvis bare 

politikerne ville tillade det. 

Hiv sender unge i fare 

Der er dog intet, der tyder på, at et skift i den 

officielle holdning er på vej lige foreløbig. 

Imens kæmper 40.000 stiknarkomaner videre 

i byen for at mætte deres afhængighed, og 

sprøjterne går fortsat på omgang. Godt nok 

er der andre NGO’er, der gratis deler kanyler 

ud samt samler de brugte ind, men mange 

misbrugere har givet op og er ligeglade, siger 

gadearbejderen fra herberget Way Home, Inna 

Nikiforova. Hun har i otte år arbejdet blandt 

byens gadebørn, og hun ved af erfaring, at en 

diagnose på hiv kan være dødbringende på 

mere end en måde. 

- Vi ser igen og igen, at de unge giver op. 

De tager endnu flere risici, deler sprøjter, har 

usikker sex og går helt i hundene. De ved jo 

godt, som tingene står lige nu, at de ikke bliver 

gamle, hvis de er misbrugere og har hiv, siger 

hun. 

Alligevel forsøger hun som lægerne på TBhospitalet 

og Tetiania at hjælpe. For selvom en 

dråbe i havet ikke er meget, siger Tetiana, så 

kan den alligevel gøre en forskel. Og det vil 

de blive ved med på hver deres måde, indtil 

politikerne går aktivt ind i kampen mod hiv og 

aids. | 

 

HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 7 

I oktobernummeret af Hus Forbi blev der bragt en artikel om forholdene 

for de 40.000 stofafhængige i Odessa i Ukraine. 


Massive engelske besparelser 

sender flere på gaden 

Blot et år efter at den nye koalitionsregering satte sig til rette i parlamentet 

i Westminster, er antallet af hjemløse steget, og det samme er ventelisterne til 

billigere sociale boliger i Storlondons 33 kommuner. 


30 milliarder engelske pund eller 

godt 256 milliarder danske kroner. 

Så mange penge mener den 

engelske regering skal spares de 

næste fire år, hvis landets økonomi 

skal have en chance for at 

komme igennem den nuværende 

krise. Som Europas finansielle 

hovedstad blev landet ramt hårdt, 

da bankerne i 2008 på stribe 

begyndte at krakke, og som svar 

på regningen fra dengang beder 

koalitionsregeringen nu englænderne 

spænde livremmen ind. 

Flere på gaden 

Mens langt de fleste penge skal 

findes i sundhedssektoren, så 

rammes de sociale boligbyggerier, 

velfærdssystemet og de hjemløse 

også hårdt. Op mod 56 milliarder 

kroner skal der findes i budgetterne 

her, og det vil komme til at 

gøre rigtig ondt, siger direktøren, 


Mike McCall, fra hjemløseorganisationen 

St. Mungo’s i London. 

- Vi kan allerede nu se, at 

antallet af hjemløse på gaden 

vokser, og at køen for at få en billig 

bolig hos kommunen er blevet 

markant længere. 

Helt konkret er antallet af 

dem, der sover på gaden, steget 

med otte procent siden sidste 

år, mens 15 procent flere fattige 

enlige og familier efterspørger 

sociale boliger i Storlondons 33 

kommuner. Det reelle antal menes 

dog at være langt højere, for som 

pengene er blevet mindre i kommunekasserne, 

så er kravene for 

at få hjælp blevet skrappere. 

Færre herberger 

Hvor det stigende antal hjemløse 

skal søge hen, er dog endnu 

uvist. Men med færre penge i 

kommunernes kasser ved organisationer 

som St. Mungo’s, der er 

den største udbyder af herbergs- 

senge i hovedstaden, at flere af 

deres steder må lukke. Det samme 

billede tegner sig ifølge paraplyorganisationen 

Homeless Link for 

alle udbydere, for med slunkne 

offentlige kasser er tilskuddene 

til dem, der hjælper, også for 

nedadgående, siger lederen, Alice 

Evans, fra Homeless Link. 

- England har siden 2002 haft 

et program, ’Supporting People’ 

(understøtte mennesker, red.), 

der garanterede en vis mængde 

penge til hjemløsesektoren. Den 

garanti har den nuværende regering 

fjernet, så det er nu op til de 

individuelle kommuner, hvordan 

de vil støtte os. I nogle ser vi 

besparelser på op til 40 procent på 

den konto. 

For St. Mungo’s betyder det, 

at de må lukke et herberg i den 

sydlondonske kommune Lambeth, 

hvor der lige nu er 120 

beboere. Herberget er fyldt hver 

nat, men pengene til driften er 

der simpelthen ikke fra april 

næste år. Lukningen er blot en af 

flere, siger Mike McCall, for også 

i andre kommuner må projekter, 

der støtter mentalt syge hjemmeboende, 

ophøre, og det bliver dyrt 

i længden. 

- Der er måske nok besparelser 

i det lige nu, men på sigt bliver 

det dyrere. Disse mennesker 

er socialt udsatte, de har ofte 

komplekse problemer og er derfor 

svære at hjælpe. Vi prøver at 

forblive optimistiske på trods af 

udfordringerne, men lige nu ser 

det ikke godt ud for de nuværende 

hjemløse eller dem, der er 

i farezonen for at blive det, siger 

Mike McCall. | 

Læs mere om EU’s arbejde med en 

fælles indsats for at afhjælpe hjemløshed 

på www.husforbi.dk 

Sociale boligbyggerier i London har tidligere været og er stadig mange fattiges eneste mulighed for at finde tag over hovedet i storbyen. Ofte er der på grund af 

den udbredte fattigdom store sociale problemer og kriminalitet forbundet med dem. Her er det Stockwell Park Estate mellem Brixton og Stockwell i Sydlondon.

Charlie er 27 år og fra det nordlige England. Han har været hjemløs siden februar måned i år og sover bag et luksushotel blot et par hundrede meter fra Embankment 

Undergrundsstation, hvor han sælger Big Issue (Englands svar på Hus Forbi, red.). Charlie har oplevet et voldsomt brud med sin familie og har været en tur i fængsel 

for butikstyveri, men i dag drømmer han om en frisk start. Om drømmen går i opfyldelse kommer dog an på, om han finder et sted at bo, for med de nye besparelser 

bliver det svært for ham. 

En dyr vej ud af krisen 

En cocktail af velfærdsreformer, 

økonomisk krise og massive 

offentlige besparelser vil de 

næste år ramme unge arbejdsløse, 

hjemløse og udsatte 

familier hårdt i England. For 

regeringen drejer det sig om 

at få landets økonomi på ret 

kurs igen, men for mange 

fattige er ruten ikke den rigtige, 

advarer flere eksperter og 

organisationer. De risikerer 

nemlig at ende på gaden i 

mange år fremover, siger de. 


Charlie står i sin lyserøde t-shirt uden for Embankment 

Undergrundsstation i det centrale 

London. I sin røde vest er han let at få øje på 

og de, der kommer forbi, er da heller ikke i 

tvivl om, hvad han vil. ’Big Issue, Big Issue’, 

lyder det fra ham med korte mellemrum, men 

fra de fleste får han bare et forstående smil. 

Lørdag eftermiddag er det nemlig ikke Hus 

Forbi eller Big Issue, de fleste kommer her forbi 

for at købe. I stedet er det Covent Gardens butikker, 

Soho’s restauranter og barer og Charing 

Cross’ kulturelle tilbud, som trækker strømmen 

af mennesker, der bevæger sig op ad den 

brostensbelagte gade. 

En hård frihed 

Charlie har været hjemløs, siden han i februar i 

år kom ud af fængsel. Han sad inde for butikstyveri, 

men da han kom ud, var der ingen til at 

hjælpe ham videre. På grund af hans homoseksualitet 

slog familien hånden af ham, og hos 

de sociale myndigheder var der ingen hjælp at 

hente for en ung, arbejdsløs mand på 27 år. 

- Jeg kan få en herbergsseng, men jeg bryder 

mig ikke om at være der. Der er for mange 

stoffer, alkohol og usikkerhed, derfor valgte 

jeg gaden, siger han. 

Flere i klemme 

Han endte i en opgang bag det luksuriøse 

Savoy Hotel, der ligger lige ud til Trafalgar 

Square, blot et par hundrede meter fra stedet, 

hvor han siden maj har forsøgt at sælge hjemløsebladet. 

Indtægten fra salget er det eneste, 

han lever af, for det har ikke været muligt for 

ham at få noget fra det offentlige, siger han. 


velfærd i england 

Velfærdssystemet i England begyndte 

så småt at blive bygget op 

fra starten af det forrige århundrede. 

Siden er det udbygget igen og 

igen, men i dag kræver regeringen 

gennemgående reformer af det. 

Et af de områder, den ønsker at 

skære i, er tilskud til husleje. Siden 

april i år er der derfor indført et loft 

på omkring £220 (1.830 kroner) 

per uge for enlige over 35 år og et 

maksimum på £500 (4.150 kroner) 

per uge for storfamilier. For unge 

under 35 år kan der kun ydes beløb 

svarende til, hvad en delelejlighed 

eller et delehus koster. 

Ud over støtten til husleje får arbejdsløse 

i England omkring £70-80 

om ugen til at dække faste udgifter, 

mad, tøj og eventuelt differencen 

mellem boligstøtten og den faktiske 

husleje. 

fald i 

herbergssenge 

I alt er der 42.991 hostelsenge i 

England, hvoraf 13.173 findes i London. 

Ifølge paraplyorganisationen 

Homeless Link er antallet af senge 

i London siden sidste år faldet med 

over 1.000, og på samme tid er 

antallet af de, der ikke kunne finde 

plads i et herberg, steget fra 18 til 

26 procent. 

Charlie er langtfra den eneste, der er kommet 

i klemme i det system. I takt med at velfærdsreformer, 

den nuværende økonomiske krise og 

massive offentlige besparelser har ramt England 

på en gang, er kravene til dem, der kan 

få hjælp, blevet strammere, og køen længere. 

Siden sidste år har det betydet, at otte procent 

flere sover på gaden i London, mens yderligere 

15 procent har føjet deres navn til de i forvejen 

lange kommunale ventelister, fordi de har brug 

for en billig offentlig bolig. 

Hjemløseorganisationerne i landet advarede 

allerede sidste år regeringen om, at de store 

besparelser ville sende flere tusinder på gaden. 

Alligevel ser det ikke ud til, at politikerne er 

villige til at stoppe reformerne, og det giver 

ekstraarbejde ude omkring i Londons gader. 

En af dem, der har mærket dette, er Beverly 

O’Sullivan fra Brixton Advice Centre. Foreningen 

hjælper og rådgiver borgere gratis i sager 

om boligstøtte og gæld, og for nylig har de 

måttet ansætte flere folk, fortæller hun. 

- Sidste år talte vi måske med 30 mennesker 


Beverly O’Sullivan arbejder for Brixton Advice Centre i kommunen Lambeth i det sydlige London - en af dem, der skal 

spare meget. Centeret har ligget på samme adresse i 40 år og hjælper folk med husleje- og gældsrådgivning og retssager. 

For et år siden talte de otte medarbejdere med 30 mennesker om dagen, men i dag er det tal steget til 40, og der er ofte 

en lang kø udenfor, når de møder ind om morgenen. 

om dagen, i dag er det tal steget til 40 i gennemsnit. 

Når vi møder ind om morgenen, står folk i 

kø udenfor, og et af de helt store problemer for 

mange er gæld og huslejestigninger. Vi har set 

en stor stigning i antallet af retssager, som vi 

fører for folk, og i det sidste år har vi måttet ansætte 

ekstra medarbejdere for at hjælpe. Alligevel 

sender vi nogle herfra uden assistance, fordi 

deres sager ikke er alvorlige nok, siger hun. 

Som andre organisationer i London ved 

Beverly O’Sullivan dog, at der fra næste år vil 

være blot halvdelen af det budget, som de har i 

år. Tilskuddet fra kommunen svinder ind, fordi 

den også skal spare, så hvordan hun og hendes 

kollegaer i fremtiden skal hjælpe den stadig 

voksende kø udenfor, ved hun ikke. 

Dyr husleje 

En af de store udfordringer for hende som for 

de andre organisationer, der forsøger at støtte 

hovedstadens udsatte, er de velfærdsreformer, 

der er - og snart vil - træde i kraft. Tidligere 

fik arbejdsløse, fattige pensionister og syge 

betalt enten hele eller dele af deres husleje af 

det offentlige og fik lidt penge i understøttelse. 

Med de nye reformer forsvinder det 

sikkerhedsnet dog, og i London, hvor enorme 

huslejer er hverdagskost, vil det give mange 

problemer, siger hun. 

- Tidligere var det kun unge op til 24 år, 

der fik penge til et værelse i et dele-hus eller- 

lejlighed. Fremover vil alle op til 35 år skulle 

dele. Tidligere fik alle på lav indkomst fra 24 år 

og opefter dækket hele deres husleje, hvis den 

var rimelig, men i dag er der et loft på omkring 

1900 kroner per uge. Selv i Lambeth Kommune, 

som er en af de fattigere, giver det ikke 

adgang til mange boliger. 

Også direktøren for hjemløseorganisationen 

St. Mungo’s er bekymret for forandringen i 

boligstøtte. For mange unge ønsker ikke at bo 

permanent i delelejligheder, hvor alkohol og 

stoffer ofte florerer, og det efterlader dem i 

herbergets senge eller på gaden, siger han. 

- Allerede nu ser vi, at folk bor på vores 

herberg i gennemsnit mellem ni og 12 måne-

varslede besparelser 

I løbet af de næste fire til fem år ønsker regeringen 

at spare op mod 30 milliarder pund eller 

248 milliarder kroner på de offentlige budgetter. 

Mens sundhedsvæsenet står over for den største 

besparelse på 20 milliarder pund (166 milliarder 

kroner), så rammes den sociale boligsektor med 

krav om at finde 5.8 milliarder pund (48 milliarder 

kroner) og hjemløsesektoren 211 millioner pund 

(1,75 milliarder kroner). Oven i dette er penge, 

der tidligere var øremærket til de hjemløse nu 

frigivet til andre formål, og det betyder i nogle 

kommuner, at hjemløsebudgettet er barberet 

med op mod 40 procent.r. 

sociale uroligheder 

England og specielt London har i de sidste 

måneder oplevet store demonstrationer imod de 

besparelser, som koalitionsregeringen bestående 

af De Konservative og De Liberale sidste år efter 

valget varslede. Dog synes regeringen stålsat på 

at presse reformerne og besparelserne igennem, 

og det får flere sociale organisationer i bydele 

som Brixton til at frygte uroligheder. Brixton 

– som andre fattige London-bydele – har flere 

gange gennem de sidste 30 år været centrum for 

voldsomme gadekampe på grund af store etniske 

og sociale skel. Med mange unge med uddannelse 

men ingen udsigt til job, boliger eller fremtid 

synes scenen sat til en gentagelse, siger de. 

der. Derefter forsøger vi at sluse dem ud til 

egen bolig. I fremtiden bliver det sværere, 

fordi alle de under 35 år skal dele. Derfor frygter 

vi, at opholdet bliver meget længere for 

mange i fremtiden, eller at flere vender tilbage 

til gaden. 

Social udrensning 

I et radioprogram for nylig kaldte Londons 

overborgmester, Boris Johnson ,det, der 

demografisk kommer til at ske i hovedstaden, 

en ’Kosovo-agtig social udrensning’. For de 

fattigere samfundslag vil fremover ikke have 

råd til at blive boende i millionbyens centrum, 

hvis reformerne træder i kraft, og dermed er 

de tvunget til at flytte til yderkommunerne 

og langt væk fra mulige arbejdspladser. Mike 

McCall fra St. Mungo’s er enig i overborg- 

mesterens beskrivelse, og han håber, at hans 

ord vil få regeringen til at tænke sig om igen. 

- Allerhelst ser vi, at reformerne bliver sat 

i bero. Ingen siger, at der ikke er behov for 

nogle af dem, men måden, det bliver gjort på, 

De kommende besparelser er noget, der vedrører alle på gaden og den store gruppe, der lige nu lever på 

kanten af fattigdommen i England. Mellem de hjemløse i London er det noget, der bliver talt meget om, da 

det for mange betyder, at der bliver endnu længere fra fortov til egen bolig. Her er det den nuværende og 

den tidligere hjemløse Wayne og Tom, der diskuterer i Covent Garden. 

rammer skævt. London er i dag en by med en 

blanding af mange forskellige mennesker og 

kulturer. Hvis det forsvinder, vil vi se store 

ghettoer vokse op ude omkring som i Paris. 

Hverken han eller Beverly O'Sullivan fra 

Brixton Advice Centre ønsker at se dette, og 

derfor vil de også med de midler, de har til 

rådighed, forsøge at hjælpe de mange, som 

kommer i klemme. 

Ingen nem løsning 

Charlie er en af dem. Hans alder gør nemlig, at 

han kun kan modtage støtte til ét værelse i en 

delelejlighed eller –hus, men det vil han ikke. 

Han ved fra herbergerne, at hvor der er mange 

mennesker samlet, er der også stoffer og alkohol, 

og lige nu er det ikke, hvad han har brug 

for at leve med. Efter bruddet med sin familie, 

tiden på gaden og i fængslet har han brug for 

fred og ro – ikke fristelser og ballade. 

- Min drøm er mit eget sted. Bare et værelse, 

men mit eget sted med mit eget køkken 

og bad. Jeg har kontakt til en hjemløseorga- 

nisation – Connexions, som prøver at hjælpe 

mig, men jeg ved, det bliver svært med de nye 

regler. Alligevel vil jeg ikke dele, for det vil 

ikke hjælpe mig i længden – så hellere blive på 

gaden. 

Mens Charlie taler, myldrer mennesker 

forbi. Ud fra de fyldte poser i deres hænder er 

det svært at få øje på den økonomiske krise i 

England, men det er bare at forlade Trafalgar 

Square og tage undergrunden nogle få stop. 

For eksempel til bydelen Brixton i syd, hvor 

køen foran døren til boliganvisningen bliver 

stadig længere, og diskussionerne i receptionen 

stadig mere ophedede. Her som i andre 

bydele er der kamp til stregen for at få fingre 

i billige sociale boliger, men efterhånden som 

nedskæringerne træder i kraft, bliver der 

færre af dem, og det gør kravene til de heldige 

større. Charlie har i denne som andre lignende 

køer ikke en chance, for som enlig, ung mand 

må han kæmpe for sig selv eller søge hjælp hos 

Londons stadig mere overbebyrdede hjemløseorganisationer. 

| 


alt, hvad jeg har 

Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs? 

Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne, 

som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner, 

i en kirke eller på et herberg? 

af Birgitte Ellemann Höegh 

foto Ulrik Jantzen, das büro 

Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor på 

gaden eller herberg, og bedt dem om at tage 

alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf i 

Kødbyen i København. Det blev bredt ud på 

jorden foran dem. Nogle ville gerne helt selv 

pakke ud for at få overblik, andre fik hjælp. 

Nogle fandt ting i deres gemmer, som de 

ikke havde set længe. For eksempel dukkede 

der i en oppakning en sten op formet 

som Grønland, som sælgeren holder meget 


af. En anden oppakning gemte på et brugt 

kondom med knude på – det blev dog smidt i 

skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de 

medvirkende havde ugen forinden en barnevogn, 

som han gik omkring med. Men den var 

i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han 

bare en rygsæk til sine ejendele. 

Fire ud af syv medvirkende havde ikke 

nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare 

fra første møde, til de dukkede op til 

fotografering. De fleste ejendele har ejerne 

klunset sig til. Soveposer og tøj kan man for 

eksempel ofte få udleveret på herberger og i 

varmestuer. Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, 

mens de sover, mens andre tager nyt 

tøj på og efterlader det beskidte. 

Dyk ned i billederne, og tænk lidt over, 

hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme, 

hvad du bruger hver dag, hvad der har størst 

betydning for dig, og hvilke af dine ejendele 

du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle 

overleve på gaden. 

Se de andre billeder i de næste numre af Hus 

Forbi eller på www.husforbi.dk

Ud over det, Linda har med her, har hun to sække med tøj, dvd’er, hundemad og fiskegrej i herberget i Hillerødgades kælder. Det kunne hun ikke hente, da hun var 

bange for, at de så ikke længere ville lade hende opmagasinere det for hende. 

LINDA CHrISTINA HANSEN, 34 år (31. 

august). Hus Forbi-sælger. Har boet på gaden 

de sidste otte måneder. Før da havde hun 

værelse på herberget i Hillerødgade i København. 

Sover ofte i natcaféen i Hillerødgade 

eller i telt sammen med en kammerat. Hendes 

hus i Holbæk brændte ned for to år siden. 

Har med sin ekskæreste seks børn i alderen 

fra tre til 15 år. De er alle i plejefamilier. Hun 

har kontakt til de to ældste. Har altid levet på 

kontanthjælp. 

Hvorfor bor du på gaden? 

Fordi vores hus brændte ned på grund af en skorstensbrand. 

Vi blev ikke genhuset, fordi vi ikke 

havde nogen forsikring. 

Hvad har du mistet undervejs? 

Alt indbo i huset, der blev ødelagt under branden. 

Hvad er du mest ked af at have mistet? 

Alle de ting, børnene har lavet. Tegninger og 

malerier – de kommer aldrig igen. Og så alle billederne 

af børnene. 

Hvad er det vigtigste, du har med dig nu? 

Min hund, Malou, som jeg har fået tilbage fra min 

ekskæreste for halvanden måned siden. Og så mit 

sælgerkort til Hus Forbi, men det har jeg forresten 

lige mistet. 

Hvad ville du købe, hvis du havde 

ubegrænsede midler? 

Et hus, så jeg kunne få alle mine børn hjem, og vi 

kunne være der alle sammen. Det må gerne ligge 

i Haslev, hvor de er i plejefamilie. 


Hus Forbi har 

vokseværk i Aarhus 

18 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang

Værestedet i Jægergårdsgade distribuerer næsten 10.000 aviser om måneden 

og er konstant på jagt efter nye sælgere. Sælgernes motivation og udsigt til et bedre liv 

er drivkraften bag succesen. 

af Helle Horskjær Hansen 

foto Claus Sjødin 

Tre mænd med gule Hus Forbitasker 

over skulderen trasker væk 

fra Værestedet i Jægergårdsgade. 

Det er den 1. september. Dagen 

før landede 10.000 nye aviser til 

stedet. 

Uret siger 8.30, og i det ene 

hjørne på kontoret er avissalget 

allerede i gang. 

Et par tusinde aviser står i 

bundter op ad væggen – resten er 

i kælderen. 

Ved skrivebordet er en 500-krone-seddel 

ved at skifte ejer. 

’500 bucks delt med 12’. 

Lommeregneren bliver hevet 

frem fra skuffen. Hurtigt og bestemt 

bliver tallene tastet. 

- Du får 42 aviser, så har jeg 

givet dig fire kroner i rabat, Alex, 

siger Ove Abildgaard. Han er leder 

af det aarhusianske værested, 

- De fleste sælgere 

får håb og tro 

på et bedre liv. 

som har distribueret Hus Forbi 

siden 1998. 

’… 40, 41 og 42. Værsgo, og god 

arbejdslyst’. 

Sælgeren takker, tager aviserne 

og putter dem forsigtigt 

i tasken uden at lave æselører. 

Han sælger sine aviser på Aarhus 

Hovedbanegård. 

- Vi er tre, der skiftes til at 

sælge på banegården. Jeg sælger 

hver dag efter 13.30, men jeg 

gider ikke sælge efter den 15. i 

måneden, for der synes jeg, at 

avisen er for gammel, fortæller 

Alex Garjo. 

10.000 aviser om måneden 

Ove Abildgaard åbner det hvide 

ringbind. Det er her, medarbejderne 

noterer sælgerens nummer 

og løbende holder regnskab med 

salget. 

Det er gået stærkt med at fylde 

ringbindene ud. Siden stedet begyndte 

at distribuere Hus Forbi, 

er salget af aviser og antallet af 

sælgere steget voldsomt. 

- Hvis vi bare kigger fem år tilbage, 

var der ti sælgere af avisen, 

og der blev solgt 1.500 til 4.000 

aviser om måneden, fortæller 

lederen. 

I dag har Værestedet omkring 

40 aktive sælgere og et månedligt 

salg på næsten 10.000 aviser. Et 

tal, som gør stedet til en af landets 

største distributører af Hus 

Forbi. 

En af årsagerne til, at Værestedet 

klækker så mange sælgere ud, 

er, at alle medarbejdere har stort 

fokus på hjemløseavisen og ikke 

mindst på, hvad den betyder for 

den enkelte sælger. 

- Vi er gode til at motivere vores 

brugere. Motivere dem til at rykke 

sig og komme et skridt videre, 

siger socialpædagog Lars Peter 

Levin Olsen om Værestedet, der 

huser omkring 150 brugere. Hjemløse, 

misbrugere og psykisk syge. 

Lars Peter Levin Olsen har 

det daglige ansvar for salget af 

hjemløseavisen, en avis, han ser 

som en af Værestedet vigtigste 

aktiviteter. 

- For sælgerne er avisen ikke 

blot en kærkommen mulighed for 

at supplere pension eller kontanthjælp, 

men også en mulighed for 

at få lidt stolthed ved at tjene sine 

egne penge. De fleste sælgere får 

håb og tro på et bedre liv, fortæller 

han. 

På røven 

Det giver altså sælgeren et andet 

indhold i dagligdagen, men det 

giver også medarbejderne en 

mulighed for at få en anderledes 

relation til den enkelte. 

- Der foregår mange samtaler 

i løbet af dagen i forhold til Hus 

Forbi. Sælgerens selvbillede er 

pludseligt blevet ændret. Fra 

bruger til sælger. Fra at være arbejdsløs 

til at have et arbejde, og 

det vokser de fleste af, siger Lars 

Peter Levin Olsen. 

Tilbage på kontoret er der stadig 

gang i salget. De gule tasker 

strømmer ind ad døren. Nogle 

funkler mere end andre. Værestedet 

forsøger hele tiden at rekruttere 

nye sælgere. 

- 99,9 procent af vores brugere 

er på røven og har det ad helve- 

des til. De er lasede, snavsede og 

forhutlede. Og når vi kan se, at 

sælgerne af Hus Forbi får mere 

stabilitet i deres kaotiske hverdag, 

forsøger vi selvfølgelig at hverve 

så mange sælgere som muligt, 

siger Lars Peter Levin Olsen og 

fortsætter: 

- Vi tager en snak med vores 

brugere, hvor vi fortæller, at vi 

kan tilbyde dem at blive Hus 

Forbi-sælgere. Virker de interesserede, 

følger vi op på det og 

hjælper dem i gang. 

For halvandet år siden blev 

Alex Garjo også hjulpet i gang. 

- Jeg blev spurgt om jeg ikke 

ville sælge Hus Forbi. Der var 

også nogle af mine venner, der 

solgte avisen. Jeg ville gerne 

prøve. Jeg elsker Hus Forbi, fordi 

jeg har fået mulighed for at spare 

penge sammen. Min drøm er at 

komme ned til min familie, der 

bor i Gambia, fortæller han. | 

værestedet 

jægergårdsgade 

i aarhus 

Værestedet henvender sig 

primært til særligt socialt udsatte 

voksne. Målgruppen er hjemløse, 

misbrugere og psykisk syge. Mange 

har haft en svær start på livet med 

adskillige svigt og har ofte vanskeligt 

ved at benytte de tilbud, der 

ellers er. Værestedet henvender 

sig til hele Aarhus Kommune, dog 

kommer en stor del af brugerne fra 

Aarhus midtby. 

Stedet lægger vægt på, at 

brugerne deltager i alle daglige 

praktiske gøremål. I værkstedet er 

der aktiviteter som kunstmaling, 

mosaikker, fluebinding, læderarbejde 

etc. En gang om ugen bliver 

der holdt brugermøde. 

Unge under 18 år har ikke adgang. 

Kilde: Værestedet Jægergårdsgade. 

Ove Abildgaard er daglig leder af Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus 

midtby. På få år er antal aktive sælgere vokset fra fem til i dag cirka 40, 

som har fået nyt indhold i tilværelsen. 


vagtskifte ved 

dæmonernes port 

To markante skikkelser inden for 

det socialpolitiske feltarbejde i 

Danmark trykker hånd 1. november. 

De har mødt hinanden mange 

gange. Men denne dag er noget 

særligt. Den ene er en yngre ’håndværker’, 

som er kommet for at sige 

’goddag’, mens den anden måske 

kan kaldes ’åndværker’ – og tager 

imod for at sige farvel. Der er godt 

en generation mellem dem, og de 

er begge insisterende, trofaste og 

stædige. Det har de bevist igennem 

tre årtier. Men 1. november er det 

slut for Jens Aage Bjørkøe, der i 

1979 overtog ledelsen af Kofoeds 

Skole. Han nåede næsten at sidde 

på posten i lige så mange år, som 

han var, da han tiltrådte, nemlig 

32. Han er i dag 65 år og har valgt 

at gå på pension. Hans afløser er 

knap 15 år yngre, men næsten lige 

så uopslidelig. Navnet er Robert 

Olsen, som i 17 år har ledet Mændenes 

Hjem i Istedgade. | 

Hus Forbi bringer i december et 

dobbeltportræt af de to markante 

personligheder, som hver især har 

sat deres præg på udviklingen af 

dansk udsatte-politik. 

Christianias Folkeaktie kom flyvende 

fra start d. 26/9 2011 ved et brag af en 

fødselsdagsfest, hvor hele København 

fejrede, at Christiania 

i fyrre år har givet plads til det 

kreative, krøllede og utilpassede, midt 

i centrum af Danmarks hovedstad. 

Efter 40 års kærlig kamp og 10 års 

udmattende forhandlinger har 

Christiania fundet en forhandlings- 

løsning med Staten hvor en ny 

Christiania-fond skal frikøbe fristaden. 

Selvom der er et lån, som skal 

betales, skal Christiania fortsat kunne 

rumme millioner af gæster og være 

en åben, vildtvoksende bypark med 

plads til dem, der ikke er plads til andre 

steder, med kreativ kultur og med 

smukke huse, som fattigrøve har råd 

til at bo i. 


Hjem til Mad 

Den globale non-profit-organisation Junior Chamber International (JCI) afholder hvert år i oktober 

en national kongres. Der laves forskellige workshopper og holdes foredrag – alt sammen med 

organisationens mål for øje – nemlig at give unge mellem 18 og 40 udviklingsmuligheder, 

der styrker dem i at skabe positive forandringer. 

Det førte til projekt Hjem til Mad – Mad med hjemløse for at bygge bro mellem lokalbefolkningen 

og hjemløse og give både hjemløse og lokale beboere en god oplevelse, de selv var med til at skabe. 

Med råvarer sponsoreret af lokale 

butikker og grønthandlere skulle 

kokken Gorm Wisweh, kendt fra 

Go’Morgen Danmark på TV2 binde 

en lækker menu sammen og 'styre 

slagets gang' i Beboerhuset søndag 

den 4. september 2011. En udfordring, 

der kræver en ildsjæl som 

han – på dagen havde man ingen 

anelse om, hvilke råvarer man ville 

have til rådighed, eller hvor mange 

der havde lyst til at kigge forbi og 

deltage. Det lykkedes at engagere 

15 sponsorer og samarbejdspartnere. 

Der blev uddelt næsten 1.000 

foldere på væresteder og på gader, 

torve og stræder i København. 

Heraf en stor del af én af Hus 

Forbi’s trofaste sælgere, Karsten, og 

der blev ophængt cirka 150 plakater 

i opgange, forretninger, caféer og 

beværtninger på Christianshavn. 

På selve dagen kiggede, ud over 

cirka 15 medlemmer fra lokale JCIafdelinger 

i Københavnsområdet, 

cirka 15 lokale beboere, børn og 

voksne og cirka 30-35 hjemløse, 

unge og ældre, forbi. 

Tallene kan ikke beskrive taknemmeligheden, 

folk udtrykker med 

smil og krammere, eller glæden ved 

at se en 12-årig pige lytte intenst 

til røverhistorier fortalt af en Hus 

Forbi-sælger, eller grin i køkkenet, 

når 'gadedrengene' viste, at de falder 

ganske udmærket ind i ’kokkejargonen’. 

En deltager havde lyst til at blive 

hængende og havde ikke lyst til 

at gå. Hun strålede af glæde, og 

da hun gik med sin doggy bag, var 

det tydeligt, at det havde været en 

rigtig dejlig dag. 

Følelsen af at have været med 

ANNONCE 

Christiania udsteder folkeaktier 

til at gøre en forskel blot ved stor 

frivillig arbejdsindsats og ellers 

ganske få midler er noget, de syv 

i projektgruppen vil glædes over 

meget længe, og det er en glæde, 

der aldrig kan opgøres i tal. 

Derfor er JCI Ørestad også parat 

til at gentage succesen – flere 

erfaringer rigere end sidst. I marts 

2012 er der planer om at lave endnu 

en omgang ’JCI Hjem til Mad’, og 

de håber, at endnu flere vil deltage, 

og bidrage til at gøre en positiv 

forskel.| 

Vil du vide mere om projektet, 

så kontakt jcihjemtilmad@gmail.com 

Christiania har brug for 

hjælp til at løfte den 

store opgave. 

Derfor udsteder 

Christiania folkeaktier 

med det mål at rejse 

76 mio. kr. til støtte af 

frikøbet. 

Christianias Folkeaktier 

sælges via hjemmesidenwww.christianiafolkeaktie.dk 

for 100 kr. 

og opefter, men tager 

man selv ud på Staden, 

kan man købe sig en 

Folkeaktie for helt ned 

til 20 kr.

| mindeord | 

Terkel blev 47 år og var i mange år fast inventar på Christianshavns 

Torv, hvor han i den seneste tid før sin død sad i kørestol efter at 

være blevet påkørt af en bil. Han fik ikke passet sin genoptræning. 

Familien har fortalt mig, at Terkel altid var meget humoristisk og 

hjælpsom. Og når han trådte ind af døren, var der liv og glade dage. 

Han holdt sig ikke altid til sandheden, men folk kunne godt lide ham 

alligevel. 

I januar sidste år var der et tre-siders portræt i Ekstrabladet, hvor 

man kunne få en fornemmelse af Terkels liv og livssyn. 

’Kulden har skubbet Danmark ud i noget, der minder om en undtagelsestilstand. 

København er farvet gråhvid af sne og sjap. Overalt 

taler folk om vejret og kulden og spørger sig selv, hvornår det hele 

mon vender. 

Men ikke Terkel... 

Han sidder i busskuret på Christianshavns Torv og ser på travle 

forbipasserende, der småløber til bageren med armene slynget om 

sig selv eller tripper ved metroen i et forsøg på at holde varmen. 

- Bevares, jeg kan da også godt mærke, at det er koldt, men når 

jeg ser de der mennesker, tænker jeg: ’Så klæd jer da ordentligt på’, 

siger Terkel. I næsten ti år har han overnattet på en bænk på Christianshavns 

Vold. Sommer og vinter har han lagt sig til at sove under 

åben himmel. 

- Det er ikke så vanskeligt at leve på gaden. Det er sådan set 

bare at hoppe i posen og lyne til. Mit liv er faktisk ikke så svært, som 

andre gerne vil gøre det til. Det er det samme liv som andres – bare 

koldere. Jeg står ikke op om morgenen og går på arbejde, jeg står 

op og fryser. Morgenerne er de værste. Jeg skal lige op og i gang, 

drikke en øl og gå lidt rundt, før jeg har fået varmen, og kroppen virker 

igen. Jeg kunne da godt tænke mig at springe det første kvarter 

over hver morgen. Terkel bruger ellers ikke megen tid på at drømme 

om ting, han godt kunne tænke sig, og han kigger helst heller ikke 

bagud. 

Han hænger ikke fast i barndommens kostskoleophold i Jylland, 

tiden som messedreng på et skib i de europæiske farvande, uddannelsen 

til brolægger eller bruddet med sin ringforlovede, som han 

har to voksne børn med. 

Da Terkel forlod sin forlovede og deres to børn, havde han lidt 

sparepenge på lommen og strejfede omkring. Nætterne tilbragte han 

på forskellige kammeraters sofaer i København og omegn. Men med 

tiden følte han, at han var til ulejlighed hjemme hos sine venner og 

bekendte. Og pludselig var der ikke langt fra at være sofa-surfer til 

at være vaskeægte hjemløs med egen bænk i et af byens parkanlæg. 

Terkel havde ingen adresse og fik ingen penge fra kommunen. 

Han tjente til dagens forbrug af øl, sprut, mad og cigaretter – cirka 

200 kroner – ved en gang imellem at sælge de hjemløses blad, Hus 

Forbi, og ved at stille sig op på Strøget og ’platte penge’, som han 

selv kaldte det. Når han huskede at spise, var det på Kirkens Korshær, 

hvor en gang gullasch med kartoffelmos kostede 10 kroner. Her 

får han også et varmt bad, når han trængte. Ellers etagevasker han 

ved en offentlig vandpost med iskoldt vand på voldene. 

Terkel søgte lejlighed, men fik at vide et sted, at der kunne gå 

op til syv år. Hans kommentar til det var: ’Det er sgu i orden – jeg 

venter bare her!’ Nu venter Terkel ikke på noget længere. 

Æret være hans minde. 

Asser Skude, sognepræst 

Adam Thomsen var en værre charmetrold, 

han var vellidt, gik gerne til hånde. Han gik 

særligt op i sine klæder og var stort set altid 

velklædt og proper. Han startede dagen med 

at sige ’Godmorgen Danmark’. Han var glad, 

humoristisk og positiv af sind. 

Det, der fyldte mest i Adams liv, var hans 

datter, Isabella, som han så frem til at møde. 

Selv om de ikke havde kontakt, så håbede 

han, de snart fik det. Adam talte meget om 

Isabella. Da han endelig efter flere år fik lejlighed 

i Bellahøjhusene, var målet at få så meget 

styr på sig selv i almindelighed og på livet i 

særdeleshed, at han kunne få kontakt til hende igen. 

Adam knyttede sig hurtigt til Helle fra Hjemløseenheden, og det var 

rigtig vigtigt for Adam, at de sås, hver gang han var i huset. Han kom ned 

på kontoret for at få sin daglige medicin og vitaminer, som var nødvendige 

for at styre alkoholforbruget, som var Adams største fjende. Han blev 

engang spurgt, hvad der skulle til for, at han fik et godt liv. Hans svar var 

klart og tydeligt: Alkohol skulle forbydes! 

Adam har nu fået fred, efter at han i ekstase og beruselse styrtede ned, 

mens han forsøgte at lege klatrer mellem to altaner i sin nye lejlighed. En 

tragisk ulykke, som forårsagede Adams alt for tidlige død. Han blev 44 år. 

Adam ligger nu på Bispebjerg Kirkegård og har fået en urnegravsten, der 

har nummer 2644. Man kan finde stedet på oversigtskortet på kirkegården. 

Hvil i fred. 

Asser Skude/Thomas Hye-Knudsen 

Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden 

FRIVILLIG 

ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! 

Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven 

hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske 

problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og 

udfordrende forhold. 

Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, 

interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært 

ved at holde personlig kontakt. 

Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante 

kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende 

samvær med andre frivillige. 

Lad os få en snak, hvis du er interesseret. 

Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup, 

Albertslund og Lyngby Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller 

mail: c.lous@get2net.dk 


I halvanden måned var Hus Forbi 

sammen med 12 hjemløse rundt 

omkring på 12 af landets arbejdspladser 

for at skabe Hus Forbis 

årskalender for 2012. Det blev til en 

hel masse pragtfulde, gakkede og 

meget rørende oplevelser. 

En hjemløse- 

kalender 

bliver til 

af Birgitte Ellemann Höegh. 


’Det her, det er altså stort’, siger Kisser og 

puster røg ud fra en cigaret. Hun sidder i en 

atriumgård mellem Cirkusrevyens bygninger 

på Bakken, og hun skal i de næste par timer 

iklædes kostumer fra Cirkusrevyen og fotograferes. 

Kisser har altid drømt om at blive 

skuespiller i den humoristiske genre, og det er 

jo lige præcis det, skuespillerne i Cirkusrevyen 

er gode til at levere. Sæsonen er slut, og Lisbet 

Dahl og Ditte Hansens påklæder, Susanne 

Lassen, går og rydder op i årets kostumer. På 

væggene hænger billeder af revystjernerne og 

deres kolleger sammen med små hyldestbreve 

og sjove rekvisitter. 

Jeg har hentet Kisser hos hendes søster, som 

hun har overnattet hos, for at være ordentlig 

klar til fotosessionen. Susanne og Kisser bliver 

enige om, at Kisser skal klædes pompøst på – 

det er sjovest – så vi finder fjer, hat, netstrømper, 

paillettrikot og tårnhøje hæle frem. I den 

næste time tager vi billeder af Kisser på scenen 

og foran Cirkusrevyens indgang. Det er overvældende 

– og flere gange løber mascaraen. For 

dels har Kisser altid været vild med Cirkusrevyen, 

dels er hun vokset op i samme kvarter 

som Lisbet Dahl – så hende føler hun en særlig 

tilknytning til. 

Vi ender fotoseancen i Lisbet Dahls garderobe. 

Og det er de billeder, vi ender med at 

synes bedst om til kalenderen. Bagefter sætter 

vi os ud på en bænk i Dyrehaven og taler sammen. 

Kisser har svært ved at samle tankerne 

og få sat ord på, hvorfor det har været hende så 

stærk en drøm i livet at blive skuespiller – for 

som hun forklarer mig på mailen et par dage 

efter, var det her en af de bedste dage i hendes 

liv - og dén skulle lige sætte sig. 

Drømmene på plads 

Vi har portrætteret 12 Hus Forbi-sælgere i 12 

forskellige jobdrømme-scenarier til årskalen- 


hvad 

drømmer drømmer 

du du om? om? 

deren for 2012. Og det skulle vise sig, at vi 

fik kam til håret. Først skulle vi finde 12 Hus 

Forbi-sælgere, der repræsenterede sælgerstaben 

rundt omkring i landet. Jeg havde fat i 42 

varmestuer, herberger og forsorgshjem for at få 

dem til at høre, om der var nogle af deres sælgere, 

der havde lyst til at dele ud af deres jobdrømme. 

Det var der heldigvis flere, der havde, 

og sådan dumpede de langsomt ind til os på redaktionen. 

Andre mødte vi på gaden og spurgte 

ind til. Da drømmene var på plads, skulle vi 

lave aftaler med blandt andre en brandstation, 

en landmand og Tycho Brahe Planetarium, og 

så var det vigtigt at være på rette sted på rette 

tid. For det ene sted kunne man risikere, at hele 

brandmandsstaben blev kaldt ud til en brand, 

det andet sted skulle køerne ud på marken, 

inden de blev for utidige, og på Tycho Brahe 

Planetarium havde vi 15 minutter at fotografere 

i mellem to filmvisninger – og i øvrigt en 

sød tekniker, der lagde sig ned under stolerækkerne 

og holdt fast i Jens Erik Olau Hansens 

ben, da han skulle fotograferes som astronaut. 

Ellers var han drattet ned af de stejle stolerækker. 

Udenfor skulle Jens Erik bagefter have 

sig en cigaret at komme ned på igen, og en hel 

skoleklasse fra Vesterbro var henne og spørge 

nysgerrigt ind til manden og hans udstyr. ’Århh 

mand, er du en rigtig astronaut?’ og ’Kommer 

du lige ude fra rummet?’, lød spørgsmålene fra 

børnene. ’Joee’ og ’Jaee’, mumlede Jens Erik og 

grinede i skægget over ungernes fascination 

af det hvide NASA-kostume, vi havde lånt af 

Danmarks Radio. Og så tog de ellers billeder af 

hinanden sammen med astronauten på deres 

mobiltelefoner. 

Selvindsigt belønnet 

En af sælgerne fra Århus, som jeg ringede op 

for at minde om vores aftale, var så besoffen, at 

det lød, som om han reciterede digte på spansk, 

da jeg talte med ham. Men han dukkede op 

næste dag og sang så rørende i Stengade 30. En 

anden sørgede for at sove inde omkring Israels 

844 Hus Forbi-sælgere er stolte af deres arbejde. 

Men nogle har alligevel drømt om noget helt andet. 

Mød 12 af dem her i årskalenderen. 

Der er 365 dage i året til at forfølge sine drømme! 

Håber, du forfølger din! 

hus forbi 2012 

Plads natten op til, hun skulle fotograferes. 

Hun har altid drømt om at blive falkoner, og 

selvom hun i denne periode af sit liv var ret 

svær at fastholde i aftaler, var hun på pletten 

den morgen, vi kørte op mod Falkonergården i 

Fredensborg. Hun fik lov til at holde to rovfugle. 

Falkoneren, Edith Wenzel, var imponeret 

over Sabinas ro og fortalte, at det langt fra er 

alle mennesker, som fuglene reager så tillidsfuldt 

over for. På vejen hjem i bilen talte vi om 

en masse ting, men flere gange brød Sabina ind 

midt i en sætning og sagde: ’Prøv lige at hør her 

– dét her var altså en vild oplevelse’. 

Tak til politiet 

Jeg tror, det for alle de medvirkende har været 

store oplevelser, selv om vi kraftigt blev udfordret 

af, at vi gerne ville have sælgerdrømme fra 

hele landet, men at deltagerne var nødt til at 

komme til København, hvis de ville være med. 

Flere sælgere fra provinsen dukkede aldrig op, 

hvorfor vi overtalte nogle af distributørerne til 

at hjælpe os med at få de jyske drømme-sælgere 

i hus. Vi fik en kontaktperson på et herberg 

i Jylland til at købe en billet sammen med en 

sælger og sætte ham på toget om morgenen. En 

præst fra Kirkens Korshær valgte at køre en 

repræsentant hele vejen fra Horsens til København 

og sammen fik de en dag i København, 

en tur på Christiania og var også nede forbi 

Mariatjenesten i Istedgade og aflægge visit. 

En af sælgerne skulle pludselig i fængsel, så 

vi måtte lave en aftale med fængslet om udsættelse 

i seks timer. En anden sælger røg på hospitalet, 

men fik lov til at smutte til København 

midt i det hele. Jeg kunne blive ved. Hvert et 

kalenderbillede har sin egen historie, og det var 

alle sammen ualmindeligt fine og sjove oplevelser 

at være med til. Jeg håber, at I får fornøjelse 

af kalenderen og tilstrækkeligt med nærvær og 

humor i Holger E. Henriksens skønne billeder, 

når I begynder at bladre i år 2012. | 

Pris 50 kr. – sælgeren får 30 kr.

HUS FORBI-kalender 2012 

er på gaden nu!!! 

Se, hvad de drømmer om 

Årskalenderen er ikke en del af avisen og må kun 

sælges efter særlig tilladelse i november, december og 

januar. Den er trykt i 26.000 eksemplarer. Sælgerne 

investerer selv 20 kroner i hver kalender og tjener 30 

kroner, hvis de får kalenderen solgt. Vi har søgt forskellige 

organisationer om økonomisk støtte til udgivelsen, 

men har foreløbig kun fået positiv respons fra: 

Denne kalender-annonce bringes også i december og januar. 

Hvis du vil støtte de hjemløses job-drømme og gøre reklame for 

dit eget fag eller uddannelse, så kontakt os – så dit logo også kan få 

plads i december- og januar-udgaven. Pris 5.000 kroner. 

Her er et smugkig af nogle af de medvirkende. 

og læs om hvorfor. 

Køb kalenderen 

sammen med 

Hus Forbi. 

Pris 50 kroner 

– sælgeren tjener 30 kroner 


løsning på X-ord: 

gæt udtrykket i midten. 

dusaduKu 

Her bestemmer du selv 

sværhedsgraden... 

X-ord er kreeret af anne Jensen. 

Karsten 24 fatum | HUS FORBI og søren | nr. franck 11 november har lavet 2011 | dusaduKu. 

15. årgang 

off 

line 

om du løser alle eller 

én opgave, gør ingen 

forskel. alle rigtige 

besvarelser deltager 

i lodtrækningen om 

2x2 boggaver – fra 

vores helt egen verden. 

Vil du vinde 

SEND LØSNINGER TIL: 

Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N 

senest 5. december 2011 

Mærk kuverten 'OFFLINE' 

Navn _________________________________________ 

Adresse ______________________________________ 

Postnr ____ By ________________________________ 

vinderne får direkte besked og 

offentliggøres på www.husforbi.dk 

Du kan også sende X-ordsløsningen på mail til 

redaktion@husforbi.dk

hus forbis sociale mediebarometer 

har talt 

Man er økonomisk fattig, hvis man ikke kan forsørge sig selv eller sin 

familie. Det mener 73 procent af Hus Forbis sympatisører på Facebook. 

Den nye socialminister har sat sig for at nedsætte et ekspertudvalg, der skal 

komme med et bud på en fattigdomsgrænse. Hun har andetsteds i bladet 

gjort klart, at fattigdom OGSÅ handler om kroner og øre – og hvad det 

koster og kræver at leve et nogenlunde værdigt liv her. 

Hus Forbi har i de seneste par måneder indsamlet viden blandt vore venner 

på Facebook. De er altså ikke eksperter, men har formentlig svaret med 

maven, følelserne eller hjertet, som vist nok gør sig bedre i lidenskab end i 

videnskab. Selv om eksperter næppe var blevet netop dét uden lidenskab. 

I den meget håndholdte og ikke-videnskabelige undersøgelse har vi spurgt: 

Hvornår er man økonomisk fattig i Danmark? Og for ikke at ende i en meget 

ideologisk diskussion, som ville være umulige at kvantificere, gav vi 10 svarmuligheder. 

(Næppe helt i overensstemmelse med Danmarks Statistik og 

Videnskabsetiks Velfærdskommission, men trods alt gav det nogle bud!) 723 

personer har deltaget og har kun fået mulighed for at vælge ét svar. 

| Når man ikke kan forsørge sig selv eller sin familie: 536 stemmer 

| Når man ikke kan spise sig mæt hver dag: 118 stemmer 

| Når man ikke har råd til tandlæge, fritidsinteresser, telefon, internet og 

gaver: 21 stemmer 

| Når man ikke har råd til at købe Hus Forbi eller støtte en indsamling: 13 

stemmer 

| Når man kun har sin folkepension/kontanthjælp: 12 stemmer 

| Når man skylder mere, end man ejer: Ni stemmer 

| Når man ikke er kreditværdig og kan låne penge: Syv stemmer 

| Når man ikke har penge til at forkæle sine børn/partner: Fire stemmer 

| Når man ikke har råd til at rejse på sommerferie/vinterferie/efterårsferie: 

To stemmer 

| Når man ikke har råd til invitere gæster: Èn stemme 

hye 

’Gadens Konger’ er en enestående mulighed 

for få et indblik i et miljø, som ellers er helt lukket 

land for udenforstående. Fire hundrede fotos 

er der blevet plads til i bogen, og krydret med 

fotograf Holger E. Henriksens historier og 

anekdoter giver de et helt unikt billede af 

hjemløshed i Danmark. 

Holger har fotograferet på gaden i en årrække – 

og I kender bl.a. hans billeder fra Hus Forbi. 

Gadens Konger koster 159,- 

Alt overskud går til at hjælpe hjemløse. 

Beløbet (159,00) + porto (38,50) i alt 197,50 kan indsættes på 

følgende konto: 

Reg. 4180, konto: 0040001697, mærket Gadens Konger. 

Husk at skrive din adresse – så sender vi bogen til dig. 

Se også www.sandudvalg.dk for salgssteder, eller ring til 

SAND på 89 93 70 60. 

Frivillige søges til 

Kirkens Korshær 

Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets 

skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær brug for dig til: 

Mariatjenesten 

i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. 

Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang om ugen. 

Herberget i Valdemarsgade 

Overnatning kun for kvinder. Vi søger frivillige (kvinder, 25+) til 

to månedlige vagter fra kl. 21-09. Det er muligt at sove på vagten. 

Herberget drives i samarbejde med Diakonissestiftelsen, og bruges 

primært af østeuropæere, der ikke har mulighed for overnatning andre 

steder. Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og 

prostitution. 

Ring for flere oplysninger 

Korshærspræst Birgitte Jeppesen - Mariatjenesten, tlf. 3324 5050 

hverdage kl. 10-12 

Mariann Ditlevsen, tlf. 8181 5600 - Herberget i Valdemarsgade 

Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt 

samfundets marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte 

og ca. 6.000 frivillige medarbejdere. 


Udsatte mennesker 

kan godt tåle mosten 

af Mikkel Ais Andersen 

foto Thomas Evaldsen 

Solen står højt på himlen, og 

der vejrer en mild brise ind over 

Svaneke fra Østersøen. Et par 

kilometer uden for byen hviler 

en sommerlig idyl over en lille 

æbleplantage med tilhørende 

gård, og man føler sig straks 

velkommen i den afslappede 

stemning. En varm og rummelig 

atmosfære hersker blandt folkene, 

som arbejder omkring drivhuse og 

jordbærbede. 

Det sidste, man forestiller sig, 

er, at de, der ihærdigt passer æbletræerne, 

er tidligere stofmisbrugere, 

alkoholikere og sindslidende 

– folk, der har løbet hovedet mod 

tilværelsens til tider hårde mur og 

på den ene eller anden måde ikke 

har kunnet overskue at skabe en 

hverdag, der kunne hænge sam- 


men. De virker kort sagt oprigtigt 

glade. 

I sine hvide arbejdsoveralls 

vandrer Bertil Ekstrøm rundt og 

holder øje med, at alt går, som det 

skal. Det er ham, der holder overblikket, 

og han er en af mændene 

bag hele projektet, der giver de 

socialt udsatte en chance for at få 

livet på ret køl. 

Han og Morten Hansen, som er 

den anden drivkraft, har arbejdet 

en stor del af deres liv i socialpsykiatrien, 

og de har altid haft en 

ide om at kunne skabe en virksomhed 

drevet af mennesker, som 

ikke kunne få job andre steder. 

De havde bare aldrig rigtig fundet 

den helt rigtige ide, husker han. 

Indtil for seks år siden. 

- Vi gik rundt her på Bornholm 

og havde lagt mærke til alle de 

her æbletræer. Der var simpelthen 

alt for mange æbler af en super- 

kvalitet, som ikke blev brugt til 

noget, og så tænkte vi: Vi skal sgu 

da lave æblemost! 

Ud af værestederne 

Det er dog ikke ligetil at gå i gang 

med at brygge æblemost. Fødevarestyrelsen 

skal godkende alting, 

og desuden skal der udfyldes et 

hav af papirer, fortæller Morten 

Hansen. De to herrer var dog 

så opsatte på ideen, som i bund 

og grund gik ud på at få socialt 

udsatte i arbejde, at de fik kabalen 

til at gå op, og i 2006 begyndte de 

at brygge deres første æblemost 

af bornholmske æbler. 

For at komme i gang havde de 

brug for et økonomisk fundament, 

så de søgte diverse socialfondsmidler 

og fik en aftale i 

stand med Region Bornholm om 

at få økonomisk støtte for at sætte 

20 langtidsledige i job på projek- 

tet, som nu havde fået et navn: 

Ciderprojektet. 

- Der findes mange væresteder 

for arbejdsløse, og dem ville 

vi have folk ud af. De skulle ud 

at arbejde og føle, at de var med 

til at udfylde en funktion på 

arbejdsmarkedet sammen med 

andre. Det var vigtigt for os, at 

det ikke blev en form for beskyttet 

værksted, men at der skulle 

produceres noget, som kunne 

blive til en forretning. Derfor blev 

de kastet ud i det med det samme 

og fik et ansvar for forretningen, 

fortæller Morten Hansen. 

50 tons æbler 

Forretningen var nu skudt i gang. 

20 socialt udsatte fra jobcentre 

på Bornholm blev ansat, og ingen 

af dem vidste noget som helst om 

æblemost. 

- Men hvis man kæmper for

På Bornholm har æbler hjulpet socialt udsatte til at skabe en hverdag. I stedet for at 

tilbringe dagene på jobcentre eller derhjemme er de blevet ansat til at lave æblemost 

af øens lækre æbler. Projektet er det eneste af sin slags, og i dag leverer forretningen 

æblemost til gourmetrestauranter og specialbutikker i hele Danmark. 

det og virkelig tror på ideen, kan 

det lade sig gøre, som Morten 

Hansen siger. Og troen på projektet 

havde de. 

De havde økonomien til at starte 

op, og de kunne leje Svaneke 

Bryghus´ gamle bryggerlokaler, 

og så var det ellers bare derudaf 

med produktionen. De skulle dog 

også have købere til mosten, men 

det var ikke det store problem. 

- Vi fandt ret hurtigt ud af, at 

denne her bryg var ret populær. 

Både fordi den smager godt, men 

også fordi der er denne historie 

bag. Og det bliver ved med at gå 

fremad. De store supermarkedskæder 

har vist interesse i at få 

dem på hylderne, men vi holder 

os indtil videre til specialbutikker. 

Og så er der faktisk også flere 

gourmetrestauranter, der har dem 

på menukortet, fortæller Morten 

Hansen begejstret. 

Projektet har i dén grad haft 

succes, siden de etablerede forretningen 

for fem år siden. De har 

fået adskillige andre varianter af 

frugtsaft i produktion, blandt andet 

hyldebær, solbær og rabarber. 

Der er ikke længere nok æbler i 

plantagen til at opfylde behovet, 

så nu bliver de leveret udefra, og 

de får leveret hele 50 tons æbler 

hver 14. dag fra Fyn, Farø og Lolland. 

Endnu flere ansatte 

I dag er antallet af ansatte vokset 

fra 20 til 35, og Ciderprojektets 

økonomi er ikke længere 100 procent 

afhængig af sociale midler. 

Forretningen blomstrer så vidt, at 

halvdelen af pengene kommer fra 

salg af den populære bornholmermost, 

men det har aldrig været 

meningen, at der skulle tjenes på 

forretningen. Alle pengene, der 

kommer ind, går til at ansætte 

flere arbejdsløse. 

- Det er det, der er meningen 

med det hele og altid har været 

det, siger Morten Hansen. 

- At få så mange arbejdsløse 

som muligt ud og føle, at de er 

med det til at udrette noget – at 

de er vigtige for produktionen. 

For det er de. Det er dem, der står 

for at udvikle smagssammensætninger 

frem til selve tapningen. 

Æblemost erstatter medicin 

Når Bertil og Morten i dag ser tilbage 

på udviklingen af Ciderprojektet 

over de sidste fem år – et 

projekt, de selv er mændene bag 

– er de stolte. Ikke stolte af sig 

selv, men stolte af alle de involverede, 

som i fællesskab har givet 

projektet vinger. 

- Entusiasmen, som alle folk 

lægger i det her, er smittende. Vi 

kan mærke, at det virkelig betyder 

noget, at de kan komme ud 

og være med til at skabe noget, så 

de kan sætte alt fokus ind på for 

eksempel æblemosten. Så glemmer 

de alle de problemer, de ellers 

går og tumler med, siger Morten 

Hansen og forklarer, at de gør meget 

ud af ikke konstant at snakke 

med de ansatte om deres misbrug 

og sindslidelser, men om arbejdet 

med at lave æblemost. 

- De her folk er vant til at skulle 

forholde sig til deres personlige 

problemer, når de har haft med det 

offentlige system at gøre. Her har 

de et frirum, og her er flere ansatte 

med forskellige sindslidelser, som 

har droppet deres medicin, efter at 

de er begyndt at arbejde på Ciderprojektet. 

Det er altså noget, der 

rykker. Vi kan mærke, at vi gør 

et eller andet rigtigt, konkluderer 

han med et smil.| 

 


Fra misbrug 

til æblemost 

28 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang

Henrik har gennem 

sit liv mødt mere modgang 

end de fleste. 

Han har levet på 

gaden og været 

afhængig af både 

stoffer og alkohol. 

Men i dag er det 

æblerne, der spiller 

hovedrollen i hans 

tilværelse. 

tekst Mikkel Ais Andersen 

foto: Thomas Evaldsen 

Henrik Sørensen farer hjemmevant rundt 

i drivhuset, mens han med en begejstret 

iver fortæller om de forskellige planter. 

Tidligere på dagen spurtede han rundt og 

ordnede ukrudt, og når han er færdig her, 

skal han ud at passe æbletræer. Han er som 

en livsglad hvirvelvind med en energi og 

et smil, der virker umuligt at tøjle. Og han 

bekræfter da også, at han aldrig har haft 

det bedre. 

Henrik er 31 år, og livet har ikke altid 

set så lyst ud, som det er tilfældet nu. 

Da han var seks, blev hans forældre 

skilt. Henrik flyttede med sin far væk fra 

moren og Bornholm, som han kendte, til 

den modsatte ende af landet i Aabenraa. 

Det var noget af en omvæltning, husker 

han. 

- Det var virkelig hårdt at flytte fra min 

mor til en helt ny by, hvor jeg slet ikke 

kendte nogen. Det var svært at finde nye 

venner, og jeg blev mobbet voldsomt. 

Henrik havde ikke nogen rigtige venner, 

og når nogen endelig viste interesse 

for ham, klyngede han sig til dem. Derfor 

var det heller ikke de smarteste folk, han 

begyndte at hænge ud med, som han selv 

udtrykker det, og allerede som 14-årig 

endte Henrik på hårde stoffer. 

Kriminalitet, krig og misbrug 

Henrik fortæller, hvordan det dag for dag 

gik hurtigere ned ad bakke for ham, og 

tilværelsen hele tiden blev mørkere. 

- Jeg havde svært ved at følge med i 

skolen, fordi jeg lider af ADHD, og samtidig 

havde jeg et stofmisbrug. Det endte med, at 

jeg droppede ud af skolen og søgte ind som 

blikkenslager som 17-årig. Men det gik heller 

ikke, fordi jeg tog for mange stoffer. Jeg 

vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle 

gøre med mit liv. 

Det endte med, at han søgte ind som 

soldat, og efter at have været udstationeret 

i Kosovo kom han i 2003 hjem igen. Han 

forsøgte at skabe sig en fornuftig hverdag, 

men de gamle vaner tog over, og hurtigt 

endte han i det samme sorte hul. Han havde 

ingen penge, og kriminalitet fyldte en 

stor del af han liv, fordi han skulle dække 

sit stofmisbrug. Det rakte dog ikke til både 

at købe stoffer, mad og husleje, så han blev 

smidt ud af sin lejlighed, og fogedretten tog 

alt, hvad han ejede. 

- Pludselig havde jeg ingenting. Alt af 

værdi blev taget, og alle mine møbler blev 

smidt ud. Det, jeg var mest ked af at miste, 

var de medaljer, jeg havde fået som soldat. 

De mindede mig om en tid, hvor jeg havde 

lidt succes med mit liv, men de røg også på 

lossepladsen. Dem ville jeg meget gerne have 

haft i dag, funderer han, mens en skygge for 

første gang løber over hans ansigt. 

Tilbage til Bornholm 

Nu boede Henrik på gaden i Aalborg. Stoffer 

og alkolhol fyldte efterhånden hele 

hans liv, og han husker, hvordan han levede 

en enkelt dag ad gangen uden tanker 

på fremtiden. 

- Man kan slet ikke begynde at forestille 

sig, hvordan det er at bo på gaden, hvis 

man ikke har prøvet det. Det handler bare 

om at overleve, og hver dag er en kamp, 

fortæller han. Og Henrik kæmpede. Han 

forsøgte at blive sit stofmisbrug kvit, og 

efter et år på gaden kunne han ikke klare 

det mere. Han flyttede tilbage i sit barndomshjem 

hos sin mor på Bornholm, hvor 

han kom på kontanthjælp og gik hjemme 

hele dagen. Han kan ikke besidde et normalt 

job på grund af sin ADHD-lidelse, så 

da jobcentret satte ham i forbindelse med 

Ciderprojektet, var det det bedste, der nogensinde 

er sket i hans liv, bedyrer han. 

- Jeg vil næsten gå så langt som at sige, 

at det her projekt har reddet mit liv. Det 

har givet mig en mening med tilværelsen, 

og det betyder utrolig meget at have noget 

at stå op til hver dag, og det holder mig 

væk fra alkohol og stoffer. 

Henrik siger, at det samtidig har givet 

ham et netværk og venskaber, som han ellers 

aldrig har haft i sit liv. 

Henrik lever stadig af offentlige ydelser, 

men i stedet for at gå rundt derhjemme 

eller bruge tiden på et værested er det 

æblerne, der spiller den store rolle i hans 

liv, og han har ansøgt om at få et fleksjob 

på æbleplantagen. Han er ikke længere 

afhængig af stoffer eller alkohol, men han 

har til gengæld pådraget sig et andet misbrug, 

siger han gennem et enormt smil. 

- Jeg er nok blevet lidt afhængig af 

æblemost, men det er vist ikke helt så 

usundt. | 


- Jeg kan slappe 

af i hovedet, og 

jeg kan mærke, 

at det hjælper på 

mine psykiske 

problemer at have 

en meningsfyldt 

hverdag. 

Jeg har heller ikke 

længere brug for 

den medicin, som 

jeg tog før i tiden. 


Ro i sindet med 

jordbær 

Bodil Steenberg var gift 

med en narkoman, der 

med sit misbrug gav 

hende den sindslidelse, 

hun stadig lider af. 

Hendes to børn bor i 

en plejefamilie, og hun 

ser dem ikke. 

I dag har hun det allerbedst, 

når hun arbejder 

på æbleplantagen, for 

her har hun fred i sindet. 

af Mikkel Ais Andersen 

foto Thomas Evaldsen 

Bodil Steenberg tørrer en lille tåre væk fra 

øjenkrogen, mens hun fortæller om sine to 

børn, som ikke bor hos hende længere. De er 

placeret i en plejefamilie, fordi hun ikke kunne 

overskue at passe dem, og deres far er narkoman. 

Hun bukker sig ned i jordbærbedet og frigør 

rutineret et par jordbær fra stænglen, som 

kommer oven i den anseelige bunke, hun allerede 

har fyldt i skålen. Jordbærene skal bruges 

til at lave en ny bornholmermost. 

Bodil er 52 år og uddannet sygeplejerske, 

men kan ikke udfylde en normal stilling 

på grund af sin sindslidelse, og i dag er hun 

førtidspensionist. De sidste fire år har hun 

arbejdet med at lave bornholmermost på Ciderprojektet. 

Gemte brugte kanyler 

Før Bodil blev ramt af sin sindslidelse, arbejdede 

hun som frivillig på et behandlingshjem 

for afvænnede narkomaner. Her mødte hun 

Tonny, der var indlagt, da han gennem mange 

år havde haft et omfattende stofmisbrug. De to 

mødtes hver dag og udviklede et tæt forhold, 

der endte med en forelskelse, så da Tonny blev 

udskrevet, flyttede de sammen, blev gift og fik 

hurtigt to børn. 

Det hele gik godt, for han var helt afvænnet 

og kunne aldrig finde på at tage stoffer 

igen. Det var i hvert fald, hvad han fortalte 

Bodil. Men han faldt gang på gang tilbage i sit 

misbrug, og Bodil begyndte at finde brugte 

kanyler, som han havde gemt rundt omkring i 

huset, husker hun. 

- Jeg frygtede for, at der kunne ske børnene 

noget, når han var på stoffer, eller hvis 

de fandt kanylerne og legede med dem. Men 

jeg elskede ham og ville ikke gå fra ham. Han 

lovede jo gang på gang, at han ville stoppe, og 

det troede jeg på. 

Razzia i hjemmet 

Ægteskabet tærede hårdt på Bodil, og hun 

blev langsomt, men sikkert mentalt nedslidt. 

Hun blev ramt af en depression, og sidenhen 

fik hun diagnosticeret endnu en sindslidelse. 

Da politiet en dag lavede razzia i deres hjem og 

anholdt Tonny for narkokriminalitet, besluttede 

hun endelig at gå fra ham. Hun var dog så 

mentalt belastet, at hun hverken kunne passe 

sine egne børn eller et job, så børnene havnede 

i en plejefamilie, mens Bodil blev førtidspensioneret. 

I dag har Bodil sin daglige gang på Ciderprojektets 

æbleplantage, og det er kun, når hun er 

her, eller hun arbejder på sine malerier derhjemme, 

at hun kan finde fred i sindet. 

- Jeg kan slappe af i hovedet, og jeg kan 

mærke, at det hjælper på mine psykiske problemer 

at have en meningsfyldt hverdag. Jeg 

har heller ikke længere brug for den medicin, 

som jeg tog før i tiden. Jeg har det godt her, 

men jeg savner mine børn, der i dag er 11 og 14 

år, fortæller hun og bukker sig efter endnu en 

håndfuld jordbær. |


3 

spørgsmål 

hvad går pengene til? 

Mit arbejde bærer lønnen i sig selv. Jeg mangler ikke 

noget. Men hvis penge kunne gøre det, så ville jeg 

gerne være 20 år yngre. 

hvad fik du at spise i går? 

Jeg starter altid med en portion A38 med jordbær. 

Det skulle efter sagkundskaben være så godt. Så det 

har jeg gjort i 10 år. Ud over det, så fik jeg tre stykker 

rugbrød med spegepølse, tre med leverpostej og en 

med ost. 

er der noget, du glæder dig til? 

Jeg har ikke holdt en fest, hvor folk ikke har haft det 

skægt. Og heller ikke været inviteret til én, uden at 

blive inviteret igen. Så jeg har ikke noget til gode. 


hjemløseprisen 

Holger – den utrættelige 

af Birgitte Ellemann Höegh 

foto Helga C. Theilgaard 

Rundt omkring i rygsække, barnevogne og på væggene på herberg og 

forsorgshjem finder man laminerede fotos af hjemløse – godt og vel 15.000 

styk er det efterhånden blevet til. Det er portrætfotos af ejerne af billederne, 

og de er taget af fotograf Holger E. Henriksen og har som udgangspunkt 

skullet bringes i Hus Forbi. Men hver gang Holger E. Henriksen 

fotograferer en hjemløs eller skæv eksistens, skriver han vedkommendes 

kontaktoplysninger ned, printer en fire til fem fotos ud, laminerer dem og 

afleverer dem til den portrætterede som tak for, at han fik lov til at komme 

tæt på. Fotograferingen til Hus Forbi foretager Holger E. Henriksen helt 

gratis, for som han altid forklarer et menneske, han fotograferer for første 

gang: ’Jeg er nok den fotograf i Danmark, der oppebærer den største hyre. 

Når jeg har været ude og skyde, er lønningsposen fyldt op med en indre 

sindsro og en stor glæde ved at kunne rende rundt og lege på gaden sammen 

med vennerne’. 

Og den leg har Holger E. Henriksen hygget sig med de sidste seks år så 

intensivt, at der ikke er en eneste hjemløs i København eller omegn, der 

ikke ved, hvem ’Holger’ er. Han bor selv i Gentofte i en toværelses lejlighed, 

men føler sig hjemløs langt ind i hjertet. For man kan være hjemløs 

på mange måder, mener Holger E. Henriksen og føler sig stærkt beslægtet 

med ’rødderne’ eller ’mine dejlige drenge og piger’, som han kalder de 

hjemløse. Og den kærlighed, Holger E. Henriksen nærer til de hjemløse 

og andre udsatte, er gengældt. Vi på Hus Forbi har endnu aldrig mødt en 

hjemløs eller skæv eksistens, der har andet end gode ord tilovers for Holger 

E. Henriksen. 'Jeg eeelsker Holger', lyder det endda fra rigtig mange. For 

ud over at fotografere de hjemløse lytter han til deres daglige udfordringer 

og tanker, hjælper dem i afrusning, besøger dem på hospitalet og kommer 

til deres begravelser uden kamera. Og så er han et festligt indslag i deres 

hverdag. Holger E. Henriksen kan nemlig få hvem som helst til at grine, 

uanset hvilken situation de står i. 

Alt det kommer også Hus Forbi til gode – Holger E. Henriksen er intet 

mindre end en guldgrube for avisen, da han er et af de allerbedste adgangskort 

til de hjemløse. Skal en journalist ud på en opgave og har Holger 

og hans kamera med sig, bliver man altid godt modtaget. Derudover er det 

i sig selv en oplevelse at være på job med Holger E. Henriksen, der i ren og 

skær kærlighed kalder én for ’kælling’ eller ’stodder’, råber højt og livligt 

op og stopper op på gader og stræder og gestikulerer med hele sin krop, 

når han skal fortælle om en hændelse fra miljøet. Altid med en bunke af 

tillægsord, der får de begivenheder, han beskriver, til at stå i et urkomisk 

eller rørende skær. Det er ALDRIG kedeligt at være sammen med Holger E. 

Henriksen. 

Igennem Holger E. Henriksens 72 år har han foretaget sig mange mærkværdigheder, 

som han i dag ser tilbage på med ophøjet sindsro. Han har 

blandt andet gået på katolsk skole, været på opdragelsesanstalt, taget en 

landbrugsuddannelse, påbegyndt en uddannelse som journalist og fotograf, 

taget jagttegn, været familiefar, hesteopdrætter, gårdejer, forretningsmand, 

ministerchauffør for Niels Matthiasen (minister for kulturelle anliggende 

og offentlige arbejder under Anker Jørgensen, red.) og kaperfører. I 

dag har han desværre ikke nogen kontakt til sin familie, han har brændt de 

nålestribede jakkesæt, hans heste og gård er solgt for længst, og i stedet 

bruger han al sin tid ude på gaden sammen med ’rødderne’, der ualmindeligt 

sjældent får et nej til noget som helst af Holger E. Henriksen. Derudover 

yder han også en stor og loyal arbejdsindsats i Hus Forbis bestyrelse, 

som han har siddet i det sidste år. 

Alt det tilsammen har været med til, at beslutningen om, at netop han 

i år skulle modtage Hjemløseprisen, stod ligefor. Tusinde tak, Holger, 

for dine dejlige billeder, der bulder og brager af livsglæde, oprejsning og 

respekt for de anderledes mennesker, som stikker lidt ud. Tusind tak for dit 

positivt smittende sindelag. Og tag nu det til dig, stodder! |

Karen Hækkerup 'overfaldet' - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?