RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

JUNI 2010 / Nr. 40

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e J s t e s K l U b

Tema:

Rablende

røverhistoRieR

Mars

Rumdragter,

overvågning

og fremtiden

Tanzania

Simpelt

trylleri kan

være farligt

Chile

Frygtelige

naturkræfter

på spil


Udstyr til alle der

deler facinationen af,

hvad der ligger rundt

om det næste hjørne!

Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat 15%. Gps Gps Gps og og

kano/kajak er er er er er undtaget fra fra fra fra fra

rabatordningen. Medlemskort

med med billede skal fremvises.

www.friluftsland.dk

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30

AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50

2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24

teMa

11

40

6 TeMa: 10 års røverhistorier

af Jimmi Kim Persson

Ti af de bedste røverhistorier fra Globens

tiårige historie.

8 uTaH, uSa: Turist på Mars

af Line Drube

Tag med Line til NASAs anlæg i Utahs ørken

og se hvordan rumturisme kan blive.

11 LiByeN: Libyen – er det ikk´ farligt?

af Kenneth Hvolbøl

Danske charterturister i Saharas mest

lukkede, men alligevel velfungerende, land.

16 aMazoNaS: Fodboldkamp i junglen

af Bjarne Lund-Jensen

En historie, som får selv den værste

engelske hooligan til at ligne mors dreng.

18 TaNzaNia: Udnævnt til medicinmand

hos masai-krigerne i afrika

af Jesper Grønkjær

Hvis Jesper bliver træt af livet som

omrejsende tryllekunstner, har han en

sikker fremtid som medicinmand i Afrika.

28 TiBeT: Poker i Tibets Chang Tang

af Martin Adserballe

Man skulle tro der var grænser for, hvor

man kan cykle, men efter at have læst

denne artikel ændrer man mening.

40 uSa: USA - Tværs over håbets og

drømmenes land

af Jakob Øster

Følg med når Jakob udfolder sin indre

drengerøv på en tur, der indfanger det

bedste og det værste af USA.

46 ToNGa: Tonga - et sydhavsparadis i flammer!

af Anette Lillevang Kristiansen

Læs den rystende historie om, hvordan

drømmerejsen med en forhåbning om at

møde en konge endte med en revolution.

55

52 GuiNea: i Conakry og Fouta Djalon

af Matthias Gamrath

Checkpoints, fætre og dødsensfarlige

bilture er ingredienserne i den cocktail, der

møder Mathias på hans rejse i Guinea.

55 iraK: Nødhjælpsarbejder i irak

af Christer Lænkholm

I et af de farligste lande i verden må

Christer lande og lette flere gange end han

selv har lyst til.

artIKler

21 DuBai: a day at the races

af Claus Qvist Jessen

I Dubai er alt stort. Og således har de skabt

et væddeløbsmekka uden lige.

26 NiCaraGua, HoNDuraS oG eL

SaLVaDor: På MC i Mellemamerika

af Martin Smedebøl

Hent inspiration fra det ”grå guld” til,

hvordan Mellemamerika også kan opleves.

32 MeLBourNe: 5 ting du ifølge Jane

Jacoby skal vide om Melbourne

og staten Victoria

af Jane Jacoby Veland

34 iNDieN: En hyldest til de indiske jernbaner!

Erik Pontoppidan

Erik elsker de indiske jernbaner, og løfter her

lidt af sløret for deres farvestrålende charme.

36 CHiLe: Chile i knæ

af Henrik Frier Hansen

Henrik giver en øjenvidneskildring af det

forfærdelige jordskælv i Chile.

58 CaMBoDia: Hullet vej til templernes tempel

af Jesper Kiby Denborg

Angkor Wat, et fantastisk syn ved solopgang.

KlUbbeN

4 Leder

Dette nummer af Globen modtog utrolig

mange røverhistorier.

5 Næste Tema

Til næste nummer vil Globen gerne have

alle dine historier fra det sydlige Afrika. Om

alt fra stammedans til VM i fodbold.

25 Forsidekandidater

Se de flotte fotos, der var med i

opløbet om at komme på forsiden.

27 Bedste postkort: Læs Kirstens postkort

fra Bhutan

35 Cafe Vest

Det er ikke kun Øst, der har en berejst cafe.

50 Berejst bar Øst

58

60 Caféens fødselsdag fortsat

Resten af historien om caféen.

62 Søren Padkjær runder 100 lande

Læs portrættet af klubbens seneste

100-lande-jubilar.

62 Globen 10 år

Med blad nummer 40 har Globen 10 års

jubilæum.

64 Formandens beretning

Hvor skal vi hen du?

65 Nye medlemmer

Se de nye ansigter i klubben

66 Klubbens kontaktpersoner

GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 3


Medlemsblad for De Berejstes Klub

Redaktion:

Redaktion: Jimmi Kim Persson (ansv.),

Anja Povlsen Olsen, Jacob Gowland

Jørgensen, Gerner Thomsen, Per Allan

Jensen og Søren Fodgaard.

Adresser s. 66

Indsendelse:

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til:

globen@berejst.dk

Tekst / fotos:

Medlemmer af De Berejstes Klub

Forsidefoto:

Turist på Mars

Af Line Drube

Scan af billeder: Per Danielsen

Tryk:

Scanprint

Jens Juuls Vej 2

DK-8260 Viby J

Oplag: 600

ISSN: 1603-1458

Deadline til næste nummer:

5. august 2010

Tema: Sydlige Afrika

Annoncer:

annoncer@berejst.dk

Medlemskab:

www.berejst.dk

Formand:

Lars Munk, adresse s. 66

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i

bladet, er derfor skribentens synspunkter og

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller

klubbens øvrige medlemmer.

Alle rettigheder til de enkelte artikler og

fotografier forbeholdes de respektive forfattere

og fotografer og indholdet må ikke

videreformidles eller sælges uden ophavsmandens

godkendelse deraf.

intro redaktørens forord næste tema sydlige afrika

Rablende Røverhistorier

- for dem som bare har

oplevet mere ...

Først skal det nævnes, at dette er Globens fyrretyvende nummer og dermed også

dette blads tiårs jubilæum. Meget er sket på de sidste ti år. et utal af fantastiske,

fabelagtige og finurlige historier er blevet fortalt. Men det er slet ikke slut endnu.

Jeg er sikker på, at der er mange flere historier, der har brug for at blive fortalt, og

vi vil gøre vores bedste for, at du får mulighed for at læse dem alle. Vi vil derfor gøre

vort bedste for at følge med udviklingen og udkomme ti år mere.

I sidste nummer spurgte vi, om I havde nogen historier, der kunne betegnes som

”Rablende Røverhistorier”. og det må man sige I havde. Det har ganske simpelt

været en fornøjelse at modtage den ene historie efter den anden, som man selv

kunne drømme om at have været en del af.

Helt op til deadline var redaktionen nervøse. Ville der overhovedet komme nok

artikler til at fylde et blad? Var de berejste slet ikke så fulde af skøre historier som

vi troede? Det viste sig, at det var de. I løbet af fem dage kom der artikler svarende

til halvandet blad. Vi siger selvfølgelig mange tak for de mange spændende historier

og beklager overfor dem, hvis artikler ikke har fundet plads i dette nummer, men

som vi vil forsøge at finde plads til senere.

Denne gang skal vi høre om noget så eksotisk som line Drubes tur til Mars og

Jesper Grønkjær, som skræmmer livet af stakkels Masaikrigere med sine tricks.

Derudover kommer Henrik Frier Hansen med en øjenvidneskildring fra det rystende

jordskælv i Chile tidligere i år.

Desuden fortsætter formanden diskussionen, som blev startet med medlemsundersøgelsen

og handler om, hvor vi vil hen med klubben. Skal klubben fortsætte med

at vokse eller skal der lægges mere vægt på eksklusivitet?

næste nummer af Globen vil have vores formand lars Munk som gæsteredaktør. Så

selv når du er færdig med dette nummer,

har du allerede noget at glæde dig til.

Til slut en stor tak til alle de, der i årenes

løb med en stor frivillig indsats har muliggjort

Globen.

Rablende hilsner

Jimmi Kim Persson

Sydlige Afrika

VM i fodbold, apartheid, kolonitid, safari, overfald og borgerkrig. Meget kan siges om det sydlige Afrika, men det er sjældent

kedelige historier, folk kommer hjem med derfra. Derfor vil næste nummer af Globen handle om dette område. Så hvis du har

rejst i det sydlige Afrika og har en god historie, så skribl den ned og send den ind til os. Vi venter i spænding.

Det sydlige Afrika er i sagens natur et uklart begreb, men vil i næste nummer af Globen omfatte de afrikanske lande syd for

Tanzania og D.R. Congo, altså Angola, botswana, lesotho, Madagaskar, Malawi, Mozambique, namibia, Sydafrika, Swaziland,

Zambia og Zimbabwe.

Vi opfordrer både etablerede og nye skribenter/fotografer til at komme på banen og formidle deres oplevelser. Redaktionen

hjælper med både sparring, korrektur og opsætning, så tøv ikke, men send en mail til redaktorgloben@gmail.com hurtigst

muligt.

Husk, at deadline for de færdige artikler er d. 5. august 2010.

Kommende temaer

december 2010:

Nordamerika

(deadline 5. november)

Marts 2011:

Verdens kulturarv

(deadline 5. februar)

Juni 2011:

Rundt om Middelhavet

(deadline 5. maj)

4 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 5

Fotos: Wikipidia


tema rablende røverhistorier

10 åRs røverhistoRieR

Igennem de sidste 10 har der været masser af rablende røverhistorier i

vores alle sammens Globen. Her følger en lille appetitvækker fra nogle

af dem. Klubmedlemmernes mange historier kan findes på berejst.dk, så

hvis du har lyst til at læse eller genlæse en af nedenstående historier er

det her du kan finde dem - og mange flere.

”Kortkunstnerne i barcelona” bragt i

Medlemsblad september 2000

af arne runge

nå, vi var jo nået til Spanien, og det skulle fejres i billig sprut, oppe

i de små sidegader til Ramblaen. Utrolig så fuld man kan blive på

en formiddag i barcelona for en tier. Det var en af grundene til, at

jeg nu var en af hovedpersonerne i et kortspil på gaden. Men en

gang skal jo være første gang, man stifter bekendtskab med denne

kunst. Husk alle tricktyverier er kunst. ofte stor kunst. Så må man

bare håbe, at man slipper nogenlunde billigt fra mødet.

”sightseeing i liverpool land” bragt i

Medlemsblad juli 2001

af kaJ Heydorn

Sammen med 4 andre danskere var jeg den sidste uge i april

på rundtur i liverpool land lige nord for byen Scoresbysund,

hvor der kun kan være tale om eet transportmiddel:

hundeslæde. Det er koldt at sidde på slæden i 10-15 graders

frost, og de fleste af os havde set sig nødsaget til at leje

et par varme støvler og for mit vedkommende tillige et par

gedigne sælskindsbukser.

”Filippinerne - de glade menneskers land”

bragt i Medlemsblad juni 2002

af Per allan Jensen

Det er kun to år siden jeg sidst besøgte Filippinerne, dengang på

en pragtfuld tre ugers rundrejse, og jeg havde det helt fint med, at

dette skønne ørige skulle være det første oversøiske rejsemål for min

elleveårige datter Anita. Hun blev da bestemt heller ikke skuffet, og

allerede på tredjedagen erklærede hun med stor overbevisning, at

'dette er endnu bedre end Grækenland'.

”bryllup blandt beduiner” bragt i

Medlemsblad september 2003

tekst: Pia baltzer, fotos: Poul saabye

"What you name?". Med et blev den pinlige tavshed, der

hang i det store beduintelt som en tung dyne, brudt. en af

kvinderne havde taget mod til sig og ville nu på vegne af alle

gerne kende mit navn. nysgerrige afventende øjne kiggede

på mig fra alle sider. "Where you husband?" kom det på

gebrokken engelsk fra den samme kvinde. Tja, det var et godt

spørgsmål.

”En nødhjælpschaufførs beretning”

bragt i Medlemsblad september 2004

af lars kierulff Munk

efter vel overstået værnepligtstid ved beredskabskorpset

(Civilforsvaret) på bornholm drog jeg som frivillig med

beredskabskorpset til det borgerkrigsramte Jugoslavien for at

køre med nødhjælp til krigens ofre.

”Kannibalen inviterer på middag (Irian

Jaya)” bragt i Medlemsblad juni 2005

af JoHn lau Jensen

Igennem røgen tegner der sig langsomt et par ansigter i den

modsatte side af hytten. Mørket gør det svært at skelne de

enkelte træk, og røgen, der svier i øjnene, gør det næsten umuligt

at trække vejret. Følelsen af, at 15 par øjne stirrer på mig,

observerer hver en bevægelse, får det et kort øjeblik til at løbe

koldt ned ad ryggen på mig.

”I øjenhøjde med havskildpadder

og mantarokker (Thailand)” bragt i

Medlemsblad september 2006

af lone og MicHael andersen

Havskildpaddens sorte øjne plirrer nysgerrigt, og den er næsten

helt henne og presse snuden mod undervandskameraet. Selvom

dykkermasken forstørrer synsindtrykkket, er denne green turtle uden

overdrivelse godt en meter lang. Det flotte mønster på rygskjoldet

fremstår helt skarpt i det ultraklare havvand, der omgiver Similan-øerne.

”Med 15 km i timen gennem

teplantagerne på Sri Lanka” bragt i

Medlemsblad marts 2007

af sØren PadkJær

Det viste sig, at lokomotivet befandt sig midt på en lille bro over

en flodkløft, og at det åbenbart var gledet af skinnerne – eller

rettere sagt var en skinnesammenføjning på broen vist gået løs.

Tilsyneladende ikke for første gang, for der lå en del godt brugte

planker på broen, og med dem som opklodsning lykkedes det efter

en times tid at få toget tilbage på skinnerne.

”Fjollede dyr i Tanzania” bragt i

Medlemsblad marts 2008

tekst: Jacob gowland JØrgensen, foto: Jakob Øster

Guiden fortæller, at det eneste dyr, der rigtig angriber safaribilerne,

er en lille skarptandet satan kaldet en honninggrævling, der frygtløst

tager kampen op med offroad-dæk, og som ellers muntrer sig med at

indtage bistader. Vi ser den ikke, men får at vide, at selvom der er lidt

forvokset hamster over den, skal man bare smutte hurtigt.

”elefanten i mørket” bragt i

Medlemsblad marts 2009

af Jakob Øster

»Devil Street« står der på vejskiltet. Djævlegaden. Sådan

hedder vejen sgu. For en gang skyld et vejnavn, der er

ramt lige i røven. Ikke noget falsk markedsføring her. Hvis

djævlebakken hjemme i Dyrehaven er det perfekte navn til en

stenet, hullet bakke, som mangt en frejdig kælkende har slået

måsen på, er djævlegaden her et mindst ligeså rammende

navn for den kaotiske hullede jordvej, vi bumler ud af med en

næsten ligeså øm bagdel til følge

6 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 7


tema rablende røverhistorier

Turist på Mars

3, 2, 1 and lift-off - og så starter et halvt års rumrejse til den røde planet

Jeg tog dog discountudgaven og ankom efter 14 timer i fly og 2,5 time i

bil sammen med mine fem med-astronauter til Marsbasen (officielle navn:

Mars desert research station), der ligger helt isoleret midt ude i Utahs røde

ørken. I denne lille to etagers bygning på størrelse med et rumskib skulle

vi i forskningsøjemed bo og arbejde to uger i marts 2010 under lignende

betingelser som på en base på Mars.

Denne artikel vil fortælle om mit ophold på Marsbasen og give et indblik i,

hvordan fremtidig rumturisme bliver anderledes end normale rejser.

tekst: line drube

foto: line drube og Marie MikolaJczak

tegning: Henrik Hargitai

astronauterne

Vi var en international besætning

bestående af tre geologer/geofysikere

med Mars som forskningsområde. en

fra Australien, en amerikaner fra nASA

og jeg fra Københavns Universitets

Marsgruppe. Vi tre skulle stå for

geologiske undersøgelser af området og

test af to prototyper af instrumenter, som

muligvis skal bruges under fremtidige

Mars missioner (en jordpenetrerende

radar og et astronautbåret bor til at bore

jordkerner med). Der udover var der tre

pilotkadetter fra det franske luftvåben,

som skulle stå for meget af det tekniske i

at få denne isolerede base til at fungere.

Desuden havde de deres egne tekniske

forsøg, som skulle udføres. Under en

virkelig mission til Mars ville de også

have stået for at flyve rumskibet.

Denne Marsbase er den anden af sin

art. Den første blev bygget på en af

de nordlige arktiske øer i Canada, og

både Australien og Frankrig overvejer

at bygge en. De bliver alle placeret i

ørkenområder, som minder om Mars på

forskellig vis. De er bygget for at skabe

et sted, hvor man kan få rutine i at leve

og arbejde under vilkår, der minder om

dem på en anden planet.

Ud fra udsagn fra forskellige landes

rumfartsorganisationer forventes det,

at man etablerer den første permanente

base på et fremmed himmelobjekt

(Månen eller Mars) i 2020’erne eller

2030’erne. Men for at dette skal blive

til virkelighed, kræver det ikke blot

store raketter, men også megen øvelse

i at få en så kompliceret bygning og

arbejdssted til at fungere, hvilket

præcis er, hvad man prøver at opnå her.

Desuden undersøges de psykologiske

faktorer i de ofte internationale grupper,

som skal bo meget tæt sammen isoleret

fra omverden. Det er håbet, at man

kan bruge denne viden til at undgå

mange problemer for/med fremtidige

astronauter.

Hvordan synes du selv det

går?

Under mit ophold betød det, at vi brugte

en halv time dagligt på at udfylde

spørgeskemaer, og at vi visse aftener

blev filmet fra flere vinkler for at en

psykolog senere kunne se på vores

samspil og hvordan det ændrede sig

undervejs i opholdet. Fra et socialt

synspunkt er blandingen af forskere

og militærpersoner interessant, da

militæret er meget autoritært, mens

forskere lever af at stille spørgsmål

til alt. Det gav os dog ikke nogen

problemer, men nu prøvede de franske

kadetter heller ikke at tage lederskabet,

da de både havde til opgave at hjælpe

os forskere med vores forsøg og også

var en del yngre. Men hvis lederskabet

havde været omvendt, kunne jeg forudse

en del problemer. Kadetterne fik dog

fuld råderet over alt det, de forventedes

at have ekspertise i, hvilket vil sige

det tekniske, som ikke inkluderede de

videnskabelige eksperimenter. I vores

seksmands gruppe havde vi det alt i alt

utrolig hyggeligt og sjovt med hinanden.

Skandale på Mars

Det var dog ikke alle de 91 grupper,

der havde boet i Marsbasen før os, som

havde haft det lige let, og vi hørte ofte

henvisninger til en belgisk gruppe, blot

to missioner før os, hvis samarbejde

var gået helt i hårdknude. Dagligt skal

gruppen i Marsbasen sende rapporter til

”Mission Control”, hvilket er en gruppe

personer på ”Jorden”, som kan hjælpe,

hvis der opstår tekniske problemer, og

også blot følge med i, hvad der sker

set fra et forskningssynspunkt. Da

disse rapporter hver aften blev lagt på

nettet, varede det ikke længe, før den

belgiske gruppes stridigheder endte i

belgiske aviser, til læsernes morskab. I

rapporterne udlagde de ting som:

Den voksende frustration over at

Pe, nora og Margaux efter ni dage

stadigvæk ikke er i stand til at klare

Hab [Marsbasen] systemerne (og at

de end ikke ser det som et problem!),

eksploderede under frokosten. Manglen

på dedikation til mission fra nogle

personer blev uoverkommelig for andre,

og det var nødt til at blive diskuteret…

nicky eksploderede næsten. Arjan

reagerede dobbelt: Ved at han på den

ene side ikke kunne holde op med at

kritisere de andres inkompetence, og på

den anden side agerede som om han var

fra barcelona.”

Denne praksis med at lægge rapporterne

direkte på nettet har været indstillet

siden da.

Marsbasens opbygning

bygningen er i to etager og kun ti

meter i diameter, så pladsen var trang,

specielt de dage vi var nødt til at blive

i bygningen alle sammen pga. dårlig

vejr. nederste etage har laboratorium,

badeværelse, to luftsluser og et rum til

alt astronautudstyret. Øverste etage er

opdelt således, at den ene halvdel er

et ”stort” rum, der bruges til køkken,

spisestue, opholdsrum og arbejdsplads.

Den anden halvdel er delt op i seks

værelser. For at spare plads sover man

i køjeseng med en anden person, men

væggen danner S-form, hvilket betyder,

at man bor i hver sit værelse. Udover

en seng har hver person et skrivebord

og en gang hen til bordet med kun lige

plads nok til, at en stol kan stå der. Tøjet

forblev i kufferten, som kunne skubbes

ind under sengen eller under det hævede

gulv. Alle skulle gå i seng samtidig (kl.

23 for vores gruppe), da væggene var så

tynde, at hvis man bevægede sig rundt

i sengen, ville det holde køjepartneren

vågen. I mit tilfælde betød det, at jeg

rent faktisk fik otte timers søvn hver

nat, hvilket jeg normalt kun drømmer

om at tage mig tid til.

At leve og dø på Mars

Mars har en masse svarende til 1/10 af

Jorden og er en halv gang længere væk

fra solen end Jorden, og derfor er det

koldere dér. Afhængig af, hvor man er på

planeten, så ligger temperaturen et sted

imellem ca. -130 og +20 grader celsius.

Mars’ lille størrelse og masse betyder,

at planeten har en for lille tyngdekraft

til at holde på sine lettere gasser, og

de er derfor langsomt forsvundet ud

i universet. Dette har resulteret i en

atmosfære, der er så tynd, at lufttrykket

blot er en hundrededel af Jordens. Hvis

man derfor ikke tager en trykdragt på,

når man går rundt på Mars, vil man

ikke overleve mange sekunder. Jeg er

ikke sikker på, hvad man egentlig vil

nå at dø af først, men det kan være,

når luften bliver hevet ud af ens lunger

og de kollapser, når blodet i kroppen

omdannes til gasform eller måske, når

alt luften i kroppen ekspanderer til

mange gange sit oprindelige rumfang.

Jeg gætter på, at for at blive turist på

Mars, skal man nok underskrive så

mange ansvarsfrigørelsespapirer, at

dem man underskriver som dykker,

faldskærms¬udspringer m.m. vil ligne

fodnoter i sammenligning.

For at simulere de vigtige rumdragter

på Marsbasen og få erfaring i at

arbejde under sådanne restriktioner,

skulle man - under al færden uden for

bygningen i Utah - have turen planlagt

på forhånd, have en radiokontaktperson

på Marsbasen og have rumdragt med

lufttilførselsrygsækken på. Udgang fra

bygningen forgik igennem en luftsluse,

hvor alle ”astronauterne” stod klemt

sammen og ventede i fem minutter på

”udligning af lufttrykket”. Hvis noget

blev glemt inde i Marsbasen, var det

en større operation at få fat i det. At

arbejde ude i mange timer i rumdragt

8 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 9


var temmelig besværligt, specielt det at

alt skulle udføres med store klodsede

handsker på. Man forstår pludselig

godt, hvorfor Velcro® blev så populært

hos nASA. Prøv at forestille dig at binde

sko med skihandsker eller at bruge

en computer. Alt almindelig udstyr

skal til en rigtig mission ombygges til

specialudgaver.

Astronautmad får ikke

Michelin stjerner

Maden var noget af det mest diskuterede

blandt os ”astronauter”, og der gik ikke

mange dage, før vi begyndte at drømme

om rigtig mad. Vi måtte nemlig kun

spise meget langtidsholdbare fødevarer,

da en mission til Mars og hjem vil tage

cirka to år. Det gjorde, at grøntsager,

frugt, ost, mælk og kød var tørret eller

på anden vis havde fået vandet fjernet,

så det skulle blandes med vand eller

lægges i blød, før vi kunne spise det.

Vores gruppe var også lidt uheldig,

idet der var sket en fejl, så den forrige

gruppe også havde taget vores mad.

Det, der var tilbage i bygningen, var alt

det, de andre ikke havde gidet spise!

Ud over til formål som madlavning og

drikkevarer, så var vand noget, vi skulle

spare meget på, da det ellers ville fylde

et helt rumskib, hvis man skulle have

nok til to år på Mars for flere personer.

Vi måtte derfor kun få et to minutters

bad hver tredje dag, og til alt andet

skulle vi begrænse os til det yderste.

opvask blev f.eks. en kunst i sig selv,

hvor man afprøvede nye tricks for hele

tiden at gøre det mere effektivt. Alt

vandet fra afløbene blev renset gennem

forskellige filtre og vandplantebassiner,

hvorefter det blev brugt til at skylle

toiletter med. Under virkelige missioner

er vægten af vand så kritisk, at al

væske (inklusiv urin) vil blive renset og

derefter indgå i drikkevandet igen (som

10 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

nogen formulerede det: ”Today’s urine -

tomorrow’s coffee”).

big brother is watching you

Jeg følte lidt, at jeg havde meldt mig

til et reality show i stedet for et seriøst

forskningsprojekt, da seks webcams

tog billeder af os hvert tredje minut

og lagde dem på hjemmesiden www.

freemars.org/mdrscam som del af

PR for Marsbasen. Da vi aldrig vidste,

hvem der lige nu sad og kiggede på os,

eller hvornår et billede ville blive taget,

var vi opmærksomme på, at vi kunne

blive fanget i en hvilken som helst

bevægelse vi foretog! Det var dog ikke

helt så invasivt som et reality show,

da der hverken var lyd eller egentlig

video, og der var heller ikke kamera i

soveværelserne eller badeværelserne.

Men for mig var det mere end nok,

og noget jeg kan leve lykkeligt uden

at gentage. Det var underligt at få

e-mails fra familie og venner, som

kommenterede på noget, som lige var

sket i vores stue. og det duede ikke at

bruge små hvide løgne, såsom at sige at

man skulle noget, for på en let måde at

afslutte en chat, eftersom personen så

efterfølgende kunne se, om man faktisk

gjorde det.

Virkelige turister på Mars

eller Månen

et samarbejde imellem Kina og Rusland

satser på at lave en base på Månen i

slutningen af 2020’erne. De har allerede

sendt den første ubemandede satellit

i bane om månen (Chang’e 1), og den

næste er planlagt til at blive sendt af

sted i slutningen af 2010 (Chang’e 2).

Der er også lande, som gerne ville være

med som blot en del af en international

base på Månen, såsom europa, Indien

og Japan. Præsident obama har i

april 2010 opgivet planerne om at,

amerikanerne skal oprette en base

på månen i begyndelsen af 2020’erne

og en på Mars i 2030’erne, som bush

Jr. grandiost havde lovet, dog uden at

bevillige de nødvendige penge! Så nu

er planerne i nASA, at i 2025 (hvis ikke

en ny præsident ombestemmer sig), vil

USA for første gang sende mennesker

længere væk end Månen. Målet er

en asteroide, hvorefter man i midt

2030’erne vil sende astronauter i bane

om Mars og flyve hjem, og år senere

vil en base blive oprettet på Mars.

Som noget nyt er der en del private

firmaer (f.eks. SpaceX, Virgin Galactic

og XCOR), som forsøger at bygge egne

raketter. Så det kan ende med, at et

privat firma opretter den første base på

et andet himmellegeme.

Hvornår himmelrummet virkelig åbner

sig for turister er svært at forudsige,

da udviklingen af nye teknologier kan

muliggøre ting, vi end ikke kan forestille

os nu. Men ni rumturister har allerede

været af sted og boet i cirka to uger

Den Internationale Rumstation

(ISS), som kredser i bane om jorden

og til tider kan ses på nattehimlen.

De har rejst med det private selskab

Space Adventures. Dette selskabs

hovedaktører er de samme som prøvede

at leje den russiske rumstation MIR for

et årti siden, da Rusland var i en så stor

økonomisk krise, at valget stod mellem

udlejning eller destruktion af MIR.

Planen var, at selskabet ville omdanne

MIR til et rumhotel/filmstudie i bane om

jorden. efter at selskabet havde sendt

de to første kosmonauter derop for

at tilse stedet og begyndt at gøre det

parat til rige turister, så indtraf dotcomcrashet

uheldigvis. Dette medførte, at

hovedinvestorernes formuer forsvandt,

og projektet måtte aflyses. MIR blev

efterfølgende sendt i en lavere bane,

så det brændte op i atmosfæren over

Stillehavet. Hvis ikke det var sket, så

kunne rumturisme have været et stort

fænomen allerede.

tema rablende røverhistorier

Libyen, - er det ikk’ farligt?

tekst og foto: kennetH HvolbØl

Og så virker lortet ikke engang!!

Det tre etager høje romerske teater i Sabratha


”Ørkenens perle” Ghadames. Her mødtes fordums kamelkaravaner.

Vi bliver hele tiden mødt med det

spørgsmål fra knap så berejste venner

og familie, som forbinder Gadaffis

ørkenparadis med militærkup, diktatur

og terror. Som sande berejste afviser

vi alle fordomme om libyen, for vi ved

naturligvis at Den store Folkesocialistiske

libysk-Arabiske Jamahiriya er et af

verdens sikreste rejselande, om end det

at rejse i ørkenlandet er forbundet med

visse restriktioner.

På flyveturen fra mellemlandingen i

Istanbul bliver jeg placeret ved siden

af en libyer. Det vil sige, at han først

sidder ved siden af min kone Vibeke,

men han insisterer hårdnakket på,

at jeg skal bytte plads med ham,

således at han kommer til at sidde ved

siden af mig. Som det helt igennem

tolerante menneske jeg er, bytter vi

plads, tilsyneladende til libyerens store

tilfredshed. Kun lettere fornærmet

observerer jeg skeptisk, hvorledes han

fremdrager en lille kunstfærdig udgave

af koranen og begynder at messe en

sagte bøn.

Salah eldin badi hedder min sidemand,

som viser sig at være yderst

snakkesalig. Han afslører også, at

han som rettroende muslim ikke tør

risikere at komme til at berøre Vibeke,

derfor ville han bytte plads med mig.

efter bønnen prøver Salah ivrigt at

overbevise mig om islams lyksaligheder

uden at det dog helt lykkes. Specielt da

han forbander alt der har med øl, vin og

spiritus at gøre, er jeg langt uden for

pædagogisk rækkevidde.

Han fatter simpelthen ikke, at jeg

kan få mig selv til at drikke det skidt.

Småbittert føler jeg mig, i respekt for

min sidekammerat nødsaget til at ændre

min forventning om en dugfrisk tyrkisk

Efes flankeret af en flyversjus eller to,

til bestilling af en knap så interessant

appelsinjuice.

oven i købet skal jeg stå model til Salah’s

påstand om, at Islam er den sande

fuldt udviklede religion!! Hans logik er,

at først kom Det Gamle Testamente,

så kom Det nye Testamente, og til

sidst kom Koranen!! Før eller siden vil

også jeg forstå det, siger han. Hmmm!

tænker jeg og overvejer et øjeblik om

dette skal udvikle sig til en luftbåren

religionskrig.

Vi kommer også ind på Vestens og den

arabiske verdens kulturelle forskelle.

Salah kan overhovedet ikke forstå, at vi

placerer vores gamle på plejehjem og

erstatter dem med en hund!! Jeg kunne

nu aldrig drømme at erstatte min gamle

mor med en hund, og jeg undlader at

fortælle Salah, at den overvejende del

af de arabere der bor i Danmark også

placerer deres ældre på plejehjem,

ganske enkelt fordi muligheden er der.

Salah er dog en venlig mand, og han

giver mig sit telefonnummer, ”hvis vi har

brug for hjælp”, som han siger. Vi lander

trygt i Tripolis lufthavn, hvor det er

dejligt varmt, omkring de 20 grader. Det

er T-shirt og sandalvejr i modsætning

til det vinterkolde Danmark. Vi møder

Dør i Ghadames. De særlige dekorationer viser, at indehaveren

har været i Mekka, og har dermed ret til at kalde sig ”Hajj”.

vores guide Ibrahim, der taler et godt

og forståeligt engelsk.

berberne i Jebel Nafusa

Vi er sammen med 7 andre håbefulde

turister med på Penguins pionertur

til det nordlige Afrika. Alene det var

forbundet med en del overvejelser, da

det var 25 år siden nogen af os havde

deltaget i noget der bare minder om en

charterrejse.

I libyen er der dog ingen vej udenom,

hvis økonomien skal hænge nogenlunde

sammen. Den libyske stat har dikteret,

at alle rejsende skal ledsages af en

guide og en chauffør, hvis man da ikke

vil være afhængig af offentlig transport,

som er stort set ikke eksisterende.

Hvis man rejser flere end 8 personer

sammen skal man ydermere ledsages af

en politimand, som officielt er med blot

for at få os lempeligt gennem de mange

politi checkpoints.

På vej i minibussen ud af Tripoli var

vi således mandsopdækket af hele 3

libyske repræsentanter. På en glimrende

plan asfaltvej suser vi ud af Tripoli

mod Sahara. Overalt flyder det med

plasticposer der er blæst op i træer,

buske, hegn, lygtepæle og elmaster. Vi

er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt poserne

vokser vildt på træerne. I takt med at

vi bevæger os væk fra beboelse, tynder

det ud i plasticposerne, og det pynter

gevaldigt på naturen.

Højde plateauet Jebel nafusa

adskiller den tæt bebyggede del af

Det enestående Leptis Magna hvor romerrigets eneste

afrikanske kejser, Septimus Severus blev født.

middelhavskysten fra det nordlige

Sahara. Det er også i det kølige højland

i 5-600 meters højde, at berberne

i sin tid anlagde en del beboelser.

berberne byggede deres huse af ler

som størknede i den evige sol, men de

fleste spor efter berbernes huse er i dag

blot ruiner efter talrige jordskælv. nogle

få undtagelser har dog udstået tidens

rystelser og står efter 800 år stadigvæk

som helt specielle monumenter over

berberkulturen. Som små fortlignende

bebyggelser eller qasr som det hedder

på arabisk.

beboelser som Qasr al-Haj eller fortet i

nalut tæt op ad den tunesiske grænse

byder på interessante oplevelser.

Specielt de store fødevarelagre skulle

kunne beskyttes, og derfor vender

alle døre i de enkelte rum indad. Kun

en enkelt dør er ud- og indgang til

bebyggelsen for at holde de talrige

fjender ude.

Små snørklede gange lader lyset lege

eventyrligt i de sandfarvede rødlige

kamre. Vi bliver budt på en velsmagende

oregano-te, fladbrød og de lækreste

og saftigste dadler vi nogensinde har

smagt.

om aftenen spiser vi dejlig mad på

lokale restauranter, men, men…. øl, vin

og spiritus er absolut forbudt i libyen,

så der serveres en flad og kedelig

alkofri bock øl. De lokale libyere er dog

ligeglade, de nøjes med te. Selv under

fodbold i tv drikkes der spandevis af te.

Ældre libyer i traditionel klædedragt

Algeriet spiller i aften finale mod

egypten i African Cup. Alle libyere med

respekt for sig selv holder med Algeriet,

men ved halvlegen fører egypten 1-0, og

Algeriet har fået en spiller vist ud. Det

hele ender med en 4-0 sejr til egypten

til stor ærgrelse for libyerne.

Kamelmarked

Det er fredag og markedsdag i dag. Vi

besøgte et af de større markeder, langt

uden for nærmeste by. Her er høns,

ænder, mange slags grønt og frugt og

mænd i alle mulige ørkengevandter,

men sjovt nok ingen kvinder!! For i

libyen er det mændene der handler.

Kvinderne holder sig traditionelt inden

døre.

Vi kører ind på hver eneste tankstation

vi møder, for her i Saharas nordlige del

ved man aldrig om der er brændstof

på den næste tank. benzinen koster

omkring en krone literen.

Vi spejder ivrigt efter kameler og spotter

da også en del. Jeg spørger om de er

vilde, men dem er der ingen af i libyen.

Kamelen er et værdifuldt og brugbart

dyr, der koster omkring 7500 kr.

Helt tæt på vejen ser vi en kamelmor

med unge, der skal fragtes hjem

til sin ejer. Ungen er kun 4-5 dage

gammel, men mor vil ikke frivilligt lade

kamelejeren indfange sin unge. Til sidst

får ejeren dog indfanget ungen og sat

den op på ladet af sin pickup, og da

ungen bliver fragtet væk i langsomt

Det gamle Berber foderkammer, Qasr al-Haj

tempo, følger moderen efter lige i halen

på pickuppen.

Ghadames, ӯrkenens

perle”

Før solnedgang efter næsten 11 timer

på landevejen når vi Ghadames.

Ørkenens perle bliver byen kaldt, og

den er beskyttet af UneSCo som en del

af verdens kulturarv.

Mullahens sagte kalden på Allah vækker

os ved solopgang. Vi har et par dage

her i Ghadames, så vi har tid til at

opleve byens absolutte højdepunkt,

den enestående 2-3 tusinde år gamle

berberlandsby, som er bygget delvist

under jorden.

oprindelig var byen hjem for omkring

7000 sjæle. Men da Gadaffi opdagede

hvor unik byen var, jagede han hele

befolkningen på porten, byggede nye

huse til de hjemløse og indrettede byen

til et open-air museum. Den gamle

by er en sand labyrint af gamle hvide

berber-huse, og uden en guide har

man ingen chance for at finde rundt. Vi

blev vist rundt i den mennesketomme

by i nogle timer og sluttede af med

kushkush, kamelkød og oregano the, i

et traditionelt indrettet hus.

50 km fra Ghadames ligger Mojazemsøen,

der kun kan nås med kamel eller

4X4 Toyota Landcruisere. Vi valgte det

sidste og fræsede ud gennem ørkenen.

Mojazem-søen er salt, og derfor er

der ingen beboelse i nærheden, men

12 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 13


den er et yndet udflugtsmål for byens

folk og turister. Desværre er der også

her plasticposer og tomme plastic

vandflasker som flyder i søen. Det

forhindrer mig dog ikke i at snuppe en

dukkert i det ret så kolde vand – man

kan da ikke komme hjem uden at sige,

at man har badet i Sahara, vel!

På vej tilbage er der mulighed for ægte

ørkenklitræs. op og ned ad sandklitterne

går det, og trods de mange hestekræfter

skulle vi selvfølgelig lige sidde fast et

par gange. Vi stopper et par steder

og ser på forstenede muslingeskaller

samt noget flot krystalliseret sand, der

mest af alt ligner stakke af små skiver

vinduesglas.

Tilbage på hotellet binder døren til vores

toilet så voldsomt at det kræver hele

tre libyere at få døren op. en efter en

entrerer de vores værelse, og til sidst

afgør vold med en stor skruetrækker

sagen.

Muhamed-tegningerne

en tidlig morgenstund forlader vi

Ghadames og kører nordpå. De

allesteds værende plasticposer lyser

kønt i solens modlys. Undervejs ser vi

store kamelflokke med deres hyrder. Vi

finder nogle flotte sandklitter, som skal

bestiges og fotograferes.

Vi overnatter i et af berbernes

stemningsfyldte huse under jorden. Der

er som sædvanligt ikke indlagt nogen

form for varme, men her er hygge og

masser af tæpper, og de serverer en

helt vidunderlig traditionel aftensmad.

I bussen på vej nordpå udbryder

der pludselig en mindre diskussion

om tegneren Kurt Vestergaard. Der

foreligger tilsyneladende en libysk

version af sandheden der går ud på, at

tegneren er død under en brand!!!!

Sagen om Muhamed tegningerne er for

øvrigt et af de emner, som Ibrahim ikke

har lyst til at komme så meget ind på.

Demokrati og muslimer vs. kristne er

andre tabu emner, så vi holder høfligt

kæft om de ømtålelige emner og nyder

landskabet.

sabratha – en af romernes

afrikanske bastioner

Med udsigt til Middelhavets kyst ligger

Sabratha. Romerne byggede byen ca.

200 år efter Kristi fødsel, og Moder natur

14 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

jævnede det meste af byen med jorden i

år 365 ved et voldsomt jordskælv.

bl.a. italienerne forsøgte, da de havde

magten i libyen, at restaurere byen.

Størst held har de haft med det romerske

teater, som er yderst imponerende,

og det er ikke uden ærefrygt at man

bevæger sig rundt i teateret. lige så

imponerende er det at tænke på, at

kun ca. 20 % af byen skønnes at være

udgravet. Hvilke skatte ligger mon

endnu begravet under jordoverfladen?

Rundt omkring i byen er der stadig

fantastiske mosaikgulve, som alle vader

ubekymret hen over. Fantastisk at

tænke sig, at de har overlevet 2000 år i

den fri natur.

Sådan helt tilfældigt fandt guiden et

par ”gamle” arabiske mønter i sandet.

Jeg havde ham dog mistænkt ham for

at være fuld af fup. Ikke desto mindre

fik det vores lille gruppe til at gå med

snuden mod jorden resten af rundturen.

leptis Magna

en anden af den romerske verdens

helt store attraktioner, måske den

allerstørste, er leptis Magna. Vi kører de

130 km derud gennem et sandt svineri af

affald langs vejen, som nøje overvåges

af de jævnlige megaportrætter af

landsfaderen Gadaffi. Ofte optræder

libyens leder med en ny og anderledes

hovedbeklædning, lige fra bøllehat til

militær kasket over i traditionelt arabisk

hovedklæde.

leptis Magna er oprindeligt grundlagt

af fønikerne omkring 600 år før Kristi

fødsel, men det var romerne der

udbyggede byen og navngav den. I

storhedstiden rummede byen mellem

80 og 100 tusinde indbyggere.

Det voldsomme jordskælv i år 365 som

nedlagde Sabratha, jævnede ligeledes

det meste af leptis Magna med jorden.

Sidenhen dækkede sandet byen, men

italienerne gjorde senere deres for

at restaurere byen, så den i dag står

yderst imponerende og uden sidestykke

i den romerske verden.

At gå ind i byens Forum er ganske enkelt

fantastisk, og fik hele vores gruppe til at

tabe underkæben i næsegrus beundring

for romernes kunnen. Hundredvis af

marmorsøjler ligger som om giganter

har forladt Forum efter et spil Mikado.

Gigantiske statuer, udskæringer,

portaler og mure udgør en fuldstændig

ufattelig illusion til forestillingen om

byens fordums storhed. en af grundene

til at byen var så prangende er, at

romerrigets eneste afrikansk fødte

kejser, Septimus Severus, blev født

her, så han ofrede naturligvis en del

ressourcer på byen.

Ret vanvittigt er det at se romernes

gulvvarme, som bestod af lerrør der

via et damptryk førte varme ind under

gulvet og derved opvarmede det. Sjovt

var de mange lokummer der stod på

rad og række, så man kunne få sig en

god sludder mens man forrettede sin

nødtørft.

endnu et højdepunkt var dog besøget

i det store amfiteater, som blev bygget

under kejser nero ca. 50-60 efter

Kristi død. Amfiteateret kunne huse

ca. 16.000 tilskuere, der som regel

var vidne til drabelige skuer såsom

gladiatorkampe, der jo altid endte med

en eller anden form for blodsudgydelse.

Jeg gik ned ad de mange trapper til

arenaen, hvor så meget blod var udgydt

og ind ad gladiator porten. Det var ikke

svært at forestille sig gladiatorerne

komme ud gennem porten, hvor de blev

mødt med publikums brøl af forventelig

begejstring.

ofte var afrikanske rovdyr også en

del af forestillingen. Dyrene kæmpede

mod gladiatorerne til døden. I pauserne

mellem kampene løb dværge og klovner

rundt og lavede spas for ligesom

at dæmpe publikum lidt ned. efter

underholdningen kunne man jo så

smutte en tur på en af byens bordeller

eller forlyste sig med rigelig vin. Joo! De

ku’ sgu’ noget de romere.

den store leder

Jeg slår øjnene op til lyden af Allahu

Akbar, jeg kommer sgu’ til at savne det

vækkeur. I loftet lige over mig sidder et

diskret klistermærke med et billede af

muslimernes hellige sten Ka’baen, samt

en pil der angiver retningen mod Mekka.

Det er en service til dem som måtte

have lyst til at bede og måske ikke lige

har en opdateret retningssans.

På vej mod lufthavnen og passerer vi

Gadaffis bopæl, som er et højsikret fort

med en meterhøj mur omkring. Inden

for murene skulle der angiveligt være

opslået et arabisk ørkentelt, som skulle

være Gadaffis foretrukne opholdssted.

Adskillige portrætter af den libyske

leder fulgte os til lufthavnen. For den

uvidende kan styret ligne et brutalt

diktatur, men efter at have besøgt

landet, virker det oprigtigt som om

libyerne, trods enevældet, faktisk

holder af deres leder.

Gadaffi har da også gjort et stort

arbejde for at bygge landet op efter

socialistisk model, forstås! Således har

befolkningen både understøttelse og

pensionsordning (pensionen er op imod

80 % af lønnen). Har man behov for en

bil betales udgiften i forhold til hvor stor

ens indtægt er, og således har de fleste

råd til 4 hjul.

Der bygges mange steder sociale

boligbyggerier, for alle har krav på en

bolig. Det stort anlagte vandprojekt

”Man-made river” er næsten afsluttet.

Drikkevand hentes 60-80 m op fra

underjordiske søer i det sydlige

libyen og bringes via et knap 3000

km ledningsnet til den store libyske

befolkning i landets nordlige del.

Oberst Muamar Abu Minyuar al-Gadaffi

kom til magten i 1969 og har for

nylig holdt 40 års jubilæum. Gadaffis

revolutionære stat fører ikke længere

revolutionær udenrigspolitik. landet

er langsomt, efter at have droppet sit

kemiske våbenprogram og udleveret

terroristerne fra lockerbie bombningen,

gået fra at være en slyngelstat til at

komme ind i den internationale varme.

noget tyder på, at han også runder 50

års jubilæet. Styreformen ligger godt

nok et stykke fra hvad vi i Vesten regner

for et demokrati, men så længe Gadaffi

sidder på lederposten fungerer landet

tilsyneladende fint. Det er samtidig

systemets svaghed, at den dag en

magtsyg psykopat kommer til magten

kan vedkommende lægge hele landet i

ruiner.

Vi forlader libyen med en god

fornemmelse af, at vi en dag kommer

tilbage. Vi tager opfordringen fra vores

guide Ibrahim med os, og udbreder vores

gode oplevelser til venner, bekendte og

berejste, så turismen i fremtiden bliver

en velfortjent indtægtskilde for det

socialistiske ørkenland.

Billede til venstre: Et af Saharas fascinerende sandbjerge

Billede øverst: I mindst 2000 år har dette mosaikgulv ligget med udsigt til Middelhavet

Billede nederst: Det gamle Berber fort i Nalut, med de smukke kringelkrogede gange.


tema rablende røverhistorier

Fodboldkamp i junglen

Jeg har aldrig overværet en kamp mellem fCK og brøndby. Jeg har dog

oplevet disse klubbers fans, når de har invaderede mit lokale stamværtshus

i Odense efter en kamp mod OB. Slemt nok, men jeg er dog sikker på, at selv

den mest ophidsede atmosfære i forbindelse med en dansk fodboldkamp

ikke tilnærmelsesvis kan nå de samme højder, som det jeg oplevede under

en kamp mellem to små landsbyer i Amazonjunglen.

tekst og fotos: bJarne lund-Jensen

Ad veje til Amazonas

Jeg var rejst over landjorden fra Caracas

i Venezuela og ned mod Amazonfloden.

Men fra byen boa Vista i det nordlige

brasilien og ned til Manau var vejen så

oversvømmet, at ingen køretøjer kunne

komme igennem. nu var der kun én

mulighed tilbage: Jeg måtte sejle.

Jeg tog herefter ned til en mindre

by ved Rio Branco-floden (en biflod

til Rio Negro, der igen er en biflod til

Amazonas). Caracarai hedder byen,

og herfra lykkedes det et komme med

en fragtbåd ned til Manaus. Det var en

todages sejltur, og jeg måtte ud og købe

mig en hængekøje, så jeg ikke skulle

sove direkte på dækket.

Billeder denne side:

Billede til venstre: Og så gås der tur med krokodillen. En sidste

”fornøjelse” inden det stakkels dyr bliver slagtet.

Billede til højre: Den høje vandstand gjorde at vi kunne padle rundt,

ikke blot på floden, men også et godt stykke ind mellem træerne.

Jeg var ikke den eneste passager.

næsten overalt på skibet, hvor der

kunne bindes noget fast, var der klynget

en hængekøje op. Prisen for turen var

yderst rimelig og var inklusiv fortæring,

og maden ombord var ok. Vi spiste stegt

myresluger og andre sjove ting.

Vi nåede Manaus planmæssigt. Denne

ret store by - med bl. a. et berømt

operahus - ligger lige der hvor Rio

negros mørke vand løber sammen med

det gullige vand fra Amazonfloden.

opholdet i landsbyen

I Manaus mødte jeg fem unge

englændere (to knægte og tre piger).

De var faldet i snak med en af de lokale

- mere eller mindre selvbestaltede

- guider. Den pågældende tilbød en

tredages tur ud til et sted, som lå ved

en af de mindre bifloder til Amazonas.

Han snakkede godt engelsk, og det lød

alt sammen meget fornuftigt, så jeg

sluttede mig til selskabet.

Vi krydsede Amazonfloden, kørte videre

med en lastbil et lille stykke vej ovre

på den anden bred og sejlede så igen,

nu gennem små vandveje, som syntes

næsten tilgroede af vandplanter. Ind

imellem hoppede lyserøde floddelfiner

pludselig op lige ved siden af båden.

Med os havde vi en lille sød gris. Det var

aftensmaden, fik vi at vide.

Billeder modsatte side:

Billede til venstre: Den lokale guide har fået en pirana på krogen. Heldigvis fik jeg ikke

truffet yderligere bekendtskab med denne berygtede fiskeart.

Billede i midten: Man kan vel altid svinge sig lidt i lianerne. Pigerne klarede det i flot stil.

Billede til højre: ”Øh, hvad sker der lige ...” Et dovendyr fiskes op af vandet. Meget våd

og ikke helt tilfreds.

Vi havde nogle spændende dage i

landsbyen, hvor vi fordrev tiden med

at padle lidt rundt, fiske piranaer, fange

en krokodille (som senere blev flået og

spist), fiske et dovendyr op af vandet

(som vi vist nok selv havde rystet ned

fra et træ), svinge os i lianerne, og ja

- vi badede skam også i floden, på et

sted hvor der efter sigende hverken var

piranaer eller krokodiller.

At fange krokodiller om natten er i

øvrigt ikke særlig svært. Man sejler

stille rundt, lyser ud i vandet med

en lygte, der hvor man ved at de skal

være, ser to lysende prikker - dens øjne

- sejler derhen, og… krokodillen er nu

helt paralyseret og gør nærmest ingen

modstand, når man herefter hiver den i

land og binder den. Såre simpelt.

Den ene af de engelske piger imponerede

mig. I stedet for at fotografere tegnede

hun meget omhyggeligt de steder hun

kom til, samtidig med at hun førte en

udførlig dagbog. Det var der blevet en

meget smuk bog ud af.

optakt til fodboldkamp

om søndagen skulle landsbyens unge

mænd ud og spille fodbold mod en

anden lille landsby, og vi blev spurgt, om

vi ville med ud og kigge på. Selvfølgelig

ville vi det, og humøret var højt, da

båden banede sig vej gennem åkander

og vandhyacinter.

Alt åndede idyl da vi lagde til ved den

anden lille landsby. et stykke jord var

ryddet, så der var plads til en fodboldbane.

Træstammer var bundet sammen og

fungerede som mål, og så vidt jeg kunne

skønne var det alt sammen lavet i næsten

det rigtige størrelsesforhold. Der var også

trukket de nødvendige streger i jorden.

Alt var gjort for at det skulle tage sig ud

som en rigtig fodboldbane.

Hjemmeholdet manglede en spiller,

så de spurgte om der var en af os der

kunne spille fodbold. en af englænderne

indvilliger da også i at være med.

Kampen udvikler sig

Det bliver en hård og lige kamp. Min

engelske ven får endda scoret et mål.

Stillingen er 1-1, da der pludselig opstår

alvorlig uro på banen. Der har været

flere temmelig grove frispark synes jeg

nok, og jeg er afsindigt glad for, at jeg

ikke selv havde tilbudt at deltage. nu er

det blevet en af spillerne for meget. Jeg

er ikke helt klar over, hvad der er sket,

men han er meget vred.

- Jeg vil ikke være med mere, råber han.

Den idiot render rundt med en kniv!

Dommeren er nu gået ud til sidelinjen

og har hentet en stor machete, så han

ligesom kan kæmpe sig vej gennem de

stridende parter.

Total panik. Tilskuerne begynder at

blande sig, og så begynder "vores" hold,

der trods alt er på udebane, ligesom at

få kolde fødder. Lige med ét flygter hele

holdet ned mod båden, og vi andre følger

efter i susende fart. Jeg når selv lige at

kæmpe mig ombord inden båden sejler.

”Hjemmeholdet” og dets tilhængere står

inde på bredden og råber og skriger. Tre

af dem sætter en lille båd i vandet og

ror efter os. Den ene ror, den anden

svinger en økse, den tredje en machete!

Men indhente os, det kunne de dog ikke.

efter at vi havde sejlet lidt og var faldet

til ro igen, begyndte englænderen, som

havde været med i spillet, at mumle

noget i retning af: Vi burde nu have

vundet den kamp. De andre kigger på

ham med et mærkeligt blik. og lige

pludselig husker han, at han havde

spillet med på modpartens hold. og så

sagde han ikke så meget mere under

resten af sejladsen.

en af de engelske piger (hun havde

boet i brasilien et års tid og kunne tale

sproget sådan nogenlunde) henvendte

sig til en af de indfødte og spurgte:

- Dem vil I da aldrig til at spille mod

igen, vel?

- Jo da, svarede manden forbløffet. - Vi

skal da spille igen på næste søndag!

efterskrift

Tilbage i Manaus skiltes jeg fra

englænderne, men dagen efter stødte

jeg på en af pigerne igen. Hun virkede

temmelig forvirret. Så fortalte hun mig,

at en af de andre piger, hende der så

omhyggeligt havde tegnet og skrevet

om alt hvad hun så, havde mistet sin

bog.

De havde været med en taxa rundt i

byen. Da de står ud og betaler taxaen

lægger pigen i ren distraktion bogen

på bilens tag. Så kører bilen - og

væk er bogen. Hun havde navn og

adresse i den, men chancen for at hun

nogensinde har fået bogen igen er nok

yderst begrænset. Jeg havde virkelig

ondt af hende.

Men heldigvis er der ingen der kan køre

bort med de minder man har.


tema rablende røverhistorier

Udnævnt som medicinmand

hos masai-krigerne i Afrika

En af de bedste røverhistorier fra mit rejsende liv, var da jeg hos masaikrigerne

i Tanzania blev udnævnt til høvdingens nye medicinmand, og fik en

hel stamme på 1500 masaier til at løbe skrigende væk af frygt.

tekst og foto: JesPer grØnkJær

Som professionel tryllekunstner har jeg

gjort det til min mission at drage ud til

nogle af klodens mest særprægede

folkeslag for at optræde gratis for

mennesker der mindst venter det. Det har

været hos indianere langs Amazonfloden,

hos tibetanske munke i Himalaya i nepal,

blandt narkomaner og drag queens i

new Yorks undergrundsmiljø, beduiner i

omans ørken, kannibaler på ny Guinea

osv. osv.

På rejsen rundt i Østafrika rejste min

makker og jeg på et par dages safari ud

over savannen og dernæst på en afstikker

til bounty-øen Zanzibar. efterfølgende gik

vores rejse ud til masai-krigerne, som

er det stolte folkeslag, der lever som

nomader i Tanzania.

I godt et par dage kørte vi offroad med en

dødsforagtende chauffør i en robust jeep

for at komme væk fra civilisationen. Med

firehjulstrækket slået til fløj vi nærmest

op og ned af hullerne, når vi drønede

ud over det barske landskab. Fjedrene i

bilen kom på alvorligt overarbejde, mens

min makker og jeg konstant gokkede

hovederne sammen.

Afskårede bildæk og løvestav

efterhånden som dagene gik og vi

kom længere og længere væk fra de

almindelige byer, blev både landsbyerne

og befolkningen mere primitive.

Mændene var imponerende høje, mørke

og ranke – og svøbt i røde kangaer om livet.

18 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

Deres fodtøj var afskårne gummistykker

fra bildæk, som med en lædersnor eller

et bambusstykke var bundet rundt om

anklen. I hånden bar de en løvestav som

våben, og så dermed ikke ud til at frygte

savannens farer. De havde huller i ørerne,

som var så store, at man næsten kunne

stikke en hel knytnæve igennem.

Kvinderne var tilsvarende smukke. De bar

også farverige stoffer, men var derudover

dekoreret af et hav af smykker.

Toiletterne var erstattet af huller i

jorden, rindende vand var der intet af,

og befolkningen kiggede uhæmmet på os

hvide mennesker, som havde de sjældent

set noget lignende.

Masaierne tog godt imod vores besøg,

hvad enten vi optrådte på hospitaler,

skoler, på markeder eller blot i gamle

lader, hvor mændene sad samlet til en

hyggestund. ofte startede seancen med,

at vi blev budt officielt velkommen af

den øverste på stedet: skoleinspektøren,

høvdingen, borgmesteren eller tilsvarende.

Som de gode værter de var, blev vi hvert

sted budt på udsøgte kulinariske retter

som majsgrød, fladbrød, ris og komave.

Med en lurende eksplosiv diarre, var det

dog ikke just det jeg bifaldt mest, men

takkede alligevel høfligt ja.

den Hvide troldmand

I en kultur hvor man er fattig på

økonomiske og materielle goder må

man ofte finde gratis glæder at berige

sig ved. Derfor er sang, musik og dans

af stor værdi for de lokale. De stillede op

på rækker på den nøgne jord og sang

hyldestsange til såvel naturen, deres

Gud, os fra den danske delegation, samt

deres forfædre.

Snart efter stod vi to blege jyder midt

i et virvar af geder, høns, æsler, kvæg,

masaibørn, krigere og kvinder. For hver

sang blev det højere, og mændene

udførte deres klassiske masai-hop, hvor

de lettede fra jorden.

Kvinderne bar de mindste børn på

skulderen, mens de større børn nærmest

løb rundt om os som små hundehvalpe.

Men hver gang vi rakte ud for at hilse på

dem, så sprang de tilbage med et lille

skrig. For vi var efterhånden så langt ude

på landet, at flere aldrig havde set en hvid

mand før. Derfor skulle fysisk kontakt

nøje overvejes inden de gjorde noget

forhastet. et par modige kvinder strøg

os dog let på armen, for at se om vores

hvide farve smittede af.

På en markedsplads havde jeg den ene

dag vist lidt af løjerne fra min medbragte

tryllekuffert. Jeg fortalte at jeg næste dag

ville lave et helt show i en stammelandsby,

og at folk var velkomme til at dukke op.

Jeg havde håbet på der ville komme et

par nysgerrige masaier, men blev noget

overrasket, da der næste dag på det

aftalte sted var næsten 1500 mennesker.

Rygtet om den ”Hvide troldmand” som

de kaldte mig, var løbet langt i løbet af

natten, så nu var folk gået både 20 og

25 kilometer ud over savannen for ved

selvsyn at se hvad jeg kunne vise. et par

af mændene var endda kørt på gamle

rustne cykler ud over bushen, for de

var så privilegerede at have en sådan

”jern-ged”.

Med andre ord var der mørke og

forventningsfulde mennesker oVeRAlT.

Som entertainer er jeg vant til at publikum

sidder foran mig. Men her var de overalt,

for alle ville have et glimt af den mystiske

hvide mand, de havde hørt om. Så folk

stod tæt samlet foran mig, bagved mig,

ved siden af mig. nogle publikummer sad

på tagene af lerhytterne, mens andre

igen hang i træerne.

Folk råbte og skreg, og når børnene

forsøgte at mase sig foran de voksne

mænd ved at kravle imellem deres ben,

så fik de pisk og prygl af en gren, så de

med høje hyl skyndsomt forsvandt tilbage

i rækkerne igen.

Farlig slange-magi

I midten af dette virvar stod jeg som

den lidt betuttede tryllekunstner i min

sølvjakke, og vidste hverken hvor jeg

skulle starte eller slutte. en mikrofon

havde jeg jo ikke, og råbene fra de

mange fremmødte var næsten umulig at

overdøve.

Men jeg fik åbnet min hemmelighedsfulde

kuffert, og snart efter var der vild

opstandelse. Stemningen var jo i forvejen

skruet så meget op, at jeg burde have sagt

mig selv, at det hele ville løbe løbsk. Det

hele var så grotesk, at jeg i min vildeste

fantasi ikke havde troet det kunne blive

vildere. Dér tog jeg grusomt fejl.

I starten var der dog stilhed, som gik

over i sagte mumlen. Ingen forstod

hvad det var der skete, så ingen vidste

tilsvarende hvordan de skulle reagere på

en tryllekunstner.

efterhånden opstod der en blanding af

undren, vantro, skræk og høje latterbrøl.

Folk råbte indbyrdes på swahili, når

mine tomme kasser blev fyldte med slik,

balloner, cigaretter og andre gode sager,

eller når mine trylleblomster voksede op

af kufferten.

Dét der dog gik over i tryllehistorien,

var en oplevelse, der kom bag på både

Tv-klip

Skulle læserne have lyst at

konstatere, om det nu er en sand

beretning eller blot en rablende

røverhistorie fra de varme lande,

så kan nogle af oplevelserne ses på

tv-klip på www.smiling.dk og på

www.tryllestav.dk

På hjemmesiderne kan man også

læse mere om Jespers bog ”Den

Magiske Rejsende”, hvor der er

fortællinger fra hans trylleshows

kloden rundt.

Billede øverste række til venstre: Efter

deres vilde flugt ud over savannen, kom

folk hurtigt tilbage, og alle ville være

med til trylleshow.

Billede øverste række til højre: Blandt

kvinderne, da først forskrækkelsen over

den magiske malebog har lagt sig.

Billede anden række til højre: Kvinderne

sidder i bushen og venter på den

magiske og mystiske hvide troldmand.

Billede tredje række til venstre: Show

på en skole. Tryllekunstneren står iført

sin sølvjakke i palmernes skygge, mens

børnene nysgerrigt kigger med.

Billede nederst til venstre: Blandt to

masaikrigere i Tanzania.

Billede nederst til højre: Jesper

med afrikansk skildpadde (det er

skildpadden til højre…)


publikum og tryllekunstneren selv! På

et tidspunkt fandt jeg i min kuffert det

klassiske gag med en lang stofslange,

der springer op af en lille dåse. Da jeg

skruede låget af og lod slangen springe

ud over den vilde menneskemængde, var

jeg så tåbelig, at jeg selv gav et skrig, for

lige som at skyde løjerne i gang.

Hvad der dernæst skete, er næsten

umuligt at forklare på sådan en måde, at

folk tror på det: Hundredvis af masaier blev

så forskrækkede, at de forreste vendte

sig for at løbe skrigende bort. De væltede

dermed de bagved stående omkuld, som

igen væltede næste række osv. Det blev et

kaos uden lige, hvor alt var skrig og skrål,

foruden den kæmpe støvsky der blev

hvirvlet op, da flokkene forsøgte at redde

deres liv fra en stofslange!

Flere hundrede børn og voksne spurtede

ud over savannen og turde ikke vende sig

om. De fleste af dem havde slet ikke set,

hvad der var sket, men var jo sikre på, at

når de andre tilskuere løb, så måtte de

også heller selv se at komme i sikkerhed.

Hvor de skulle løbe hen, var de ligeglade

med. De ville bare VÆK. Det hele mindede

mest af alt om en vild elefantflok, der på

én gang har bestemt sig for at stikke af i

vildskab. Panikken ville ingen ende tage.

Jeg selv stod blot tilbage i midten af

forsamlingen og blev næsten lige så

forskrækket over deres reaktion. Jeg

anede ikke mine levende råd og blev helt

bange for hvad jeg havde sat i gang.

Da støvskyen begyndte at lægge sig,

kunne jeg dog se, at de som ikke havde

nået at stikke af, var ved at omkomme af

grin. De hostede og hakkede og grinede

så højt, at flere af de flygtende stoppede

op og vendte sig. Flere var nået mere end

100 meter væk, men med bange anelser,

kom nogle af dem forsigtigt tilbage. og

som snakken bredte sig, og det gik op

for folk hvad der var sket, så lo alle så

tårerne trillede.

den nye Gud

Slangetricket blev selvfølgelig hurtigt mit

favoritnummer. Og hvert sted flygtede

folk på næsten samme måde. lige indtil

et show, hvor en kriger trak sit spyd, og

gentagne gange jog det i slangen, mens

han skreg. På spidsen af spydet holdt han

efterfølgende slangen triumferende op i

luften, mens folk kom tilbage og hyldede

ham. Den modige kriger havde nu dræbt

min stofslange….

20 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

Jeg ville fortsætte med at vise et mere

simpelt trick for kvinderne. Jeg fremviser

i Danmark en malebog med sort/hvide

tegninger. Jeg lærer derefter publikum

at sige ”Hokus-pokus-filiokus”. Det er

ikke let på breddegrader, hvor man

taler swahili – det blev i stedet til ”okåspåååååååkås-pålåååkås”.

Uanset udtalen bladrede jeg malebogen

igennem for at vise, at samtlige sider og

tegninger nu er farvelagte. Kvinderne

var i forvejen meget på vagt for mig,

efter min slange-magi, så de blev atter

forfærdede. Jeg ville sætte trumf på

nummeret ved atter at lade dem sige

”okås-påååååååkås-pålåååkås”, hvorefter

malebogen nu var tom. Samtlige sider

var blanke, og selv de sorte streger var

forsvundet. Kvinderne skreg indbyrdes,

for dette var det vildeste de nogensinde

havde oplevet.

Jeg bad hurtigt min tolk fortælle

kvinderne, at det blot var et simpelt

trick og intet overnaturligt. Til det

svarede kvinderne: ”Gud kunne skabe og

forvandle hele jorden, men denne mand

kan både skabe, forvandle og få det hele

til at forsvinde igen. Er han den nye Gud?”

Jeg takkede for de høje tanker, men havde

end ikke tænkt mig at søge stillingen,

såfremt jeg havde set en jobannonce

som Reserve-Gud. Men hvor er det

tankevækkende, at man på grund af et

børnetrick, købt for 100 kr i en dansk spøg

og skæmt-butik, nu kunne blive ophøjet i

dette land. Det viser lidt om, hvor stærkt

magien blev opfattet, og hvor nemt det i

gamle dage var at udnytte folk.

Høvdingen og hans hat

lige så skræmmende var det en dag,

da jeg langt ude i bushen ville slutte

forestillingen. Den gamle høvding VIlle

dog se mere, og befalede at jeg viste ham

et trick til.

Jeg valgte et trick, hvor jeg i Danmark

putter en brændende cigaret ned i et

lånt tørklæde. normalt griner publikum,

da de tror at jeg derved brænder hul

i tilskuerens tørklæde. Forbløffelsen

er stor, når jeg folder tørklædet ud,

og der ikke er sket noget med det, og

den brændende cigaret samtidig er

forsvundet.

I stedet for at bruge et tørklæde, tog jeg

i et snuptag høvdingens strikkede hue af

ham. Det var dumt af mig, men gjort i

ungdommens naivitet. Folk udstødte et

gisp, for dette var ikke hvad man normalt

ville tillade sig overfor høvdingen. Deres

gisp blev om muligt endnu større, da

jeg proppede den brændende cigaret

ned i huen. en kriger trak varsomt sit

spyd, da jeg demonstrativt ville trække

spændingen et par sekunder, mens der

nærmest var larmende stilhed fra de

1500 masier.

Til sidst forløste jeg spændingen ved

at folde hatten ud, og viste at den var

uskadt. Folk jublede, og snakken bredte

sig som en steppebrand. Men da jeg

gav høvdingen hatten igen, stak han

lynhurtigt sin arm ud, og holdt fast i mig.

Han kiggede mig stift i øjnene, og jeg blev

temmelig bange. Jeg forsøgte at trække

min arm til mig, men han holdt fast.

Atter blev der stille på savannen, og alle

kiggede skræmt med.

Så begyndte han sagte at mumle, og jeg

frygtede jeg havde fornærmet ham groft.

Det var trods alt en handling jeg ikke

kunne drømme om at gøre nu, hvor jeg er

blevet ældre og langt mere berejst. Han

talte sagte og pludselig lyste han op i et

smil, trykkede mine hænder ind mod sin

krop og menneskemængden begyndte at

juble.

Han havde forklaret, at han vidste at

jeg som en anden medicinmand havde

overnaturlige evner, og at han blev

bestyrket i dette, da jeg forsøgte at

trække min arm til mig. Det var, efter

hans opfattelse, et tegn på, at jeg var

nervøs for at mine evner skulle smitte af

på ham, men nu havde jeg tryllet med

hans hovedbeklædning, hvorfor den

havde overtaget en del af min magi. Han

ville derfor altid gå med den, ligesom jeg

måtte blive hans nye medicinmand.

Således går der nu en høvding rundt i

bushen i Afrika i 45 graders varme med

en strikket tophue! Man kan roligt sige,

at tryllekunstneren havde sat sine spor

på de lokale – og omvendt. Heldigvis kun

psykisk, om end det også var tæt på at

blive fysisk.

For høvdingen syntes at min makker og

jeg var så prægtige mænd, at han tilbød

at omskære os. Det var muligvis kun ment

som en spøg, men vi takkede begge nej

til det generøse tilbud, og satte hurtigt

kurs hjem mod Danmark. Jeg drog hjem

med minderne om de største og gladeste,

kridhvide smil jeg nogensinde havde set.

Fætter, fætter, fætter og fætter. Møde på højt plan nedenfor tribunen.

A Day

At The

Races

Glem alt om Marx

brothers, dr. Hackenbush

og Grouchos evigt

uheldige offer, Margaret

dumont. Næh, skal man

se hesteræs, gøres det

bedst langt sydpå, nede i

den arabiske Ørken, hvor

oliemilliarderne har skabt

et væddeløbsmekka, det

kan få gamle Englands

ascot til at ligne

Klampenborg Galopbane.

tekst og foto: claus Qvist Jessen

Arabernes stolthed: Den relativt lille, men

meget hårdføre araberhest. Næsten alle

sammen er gråskimlede, inkl. denne fra

paraden før løbene.

Finalen på 1600 meter sprint for hysteriske fuldblodskrikker.

Stemningen er intens, fartbøder er et ukendt fænomen, og vinderen

tjener let en årsløn på et par minutters sadelhopperi.


Præmien i lodtrækningen på billetnummeret: En flunkende ny Bentley. Vi vandt

ikke, men tænk, hvis man skulle have haft den med til DK som håndbagage?

Man kan diskutere i evigheder, hvad

der egentlig er verdens største

sportsarrangement. Hovedparten af

Vesten vil nok stemme på enten De

olympiske lege eller VM i fodbold, mens

enhver inder eller pakistaner sikkert vil

mene, at VM i cricket er det ultimative

show. Atter andre vil stemme på VM i

rugby, men er man arabisk oliesheik, er

der ingen tvivl: Rigtig mandighed måles

ved væddeløb.

Mens man i ”gamle dage” indtil for kun

20-30 år siden næsten udelukkende havde

fokus på kamelvæddeløb, har Dubais

enevældige og snart 60-årige emir, Sheik

Mohammed bin Rashid al-Maktoum,

en nærmest uudslukkelig kærlighed til

heste. Dyre heste. Meget, meget dyre

heste. Godt hjulpet af alle sine olie- og

byggemilliarder er Sheik Muhammed ejer

eller medejer af en syndflod af stutterier

over det meste af planeten, og kronen

på værket har været bygningen af det

imponerende Meydan Arena, lidt syd for

Dubais skov af højtravende skyskrabere.

Prisen siges at have været en bagatel af

2½ mia. gode amerikanske dollars, men

så har folket også fået et palads, der er

en enhver fuldblods araberhest værdig.

At bruge så meget krudt på en galopbane

er egentlig galimatias, for gambling er

ulovligt i emiraterne, så er man ikke en af

hesteejerne, er spændingen begrænset

til at se en masse dyr galopere rundt i

jagten på hæder og ære. Men selv det

kan være rigelig grund til at lægge vejen

forbi Meydan Arena. Alene sceneriet er

en visit værd, og stedet er blevet lidt af

et tilløbsstykke for folk, der vil se og blive

set. Lidt som på Klampenborg – bare

med mange flere nuller.

Meydan arena

Allerbedst er det naturligvis, når man

kan få en lille rundtur på Den Arabiske

Halvø til at kollidere med sæsonens

største og afsluttende løb: Dubai World

Cup. DWC er intet mindre end verdens

dyreste hesteræs, og selvom ingen af os

har noget specielt crush for galopheste,

kunne vi ikke lade være. Som sagt, så

gjort, og fra en lusket internetshop i luxor

klikkede vi ind på showets hjemmeside,

tog en dyb indånding og smed 3000

kreditkortkroner ud i cyberspace. Miraklet

skete, reservationen blev bekræftet, og

søreme om ikke også vi endte med at få

bekræftet vor reservation til ”Premier

Seating 3”.

Selve Meydan ligger et par håndfulde

kilometer sydvest for centrum, sådan

ud til det 880 meter høje Burj Khalifa

og så fem km stik sydpå. Trods Dubais

mange milliarder har det dog knebet med

skiltningen på stedet, og vi starter med

at blive gelejdet ind af den gale indgang

og havne midt i et meget posh mylder

i lobbyen på stadions mangestjernede

Hotel. Annette mangler en potte, men

vi ser alligevel så ualmindelige ud, at to

sikkerhedssheiker høfligt anmoder om,

at jeg i hvert fald ikke tager billeder lige

dér.

Vi finder vor rigtige indgang, bliver scannet

for irakiske masseødelæggelsesvåben

og får adgang til det allerhelligste. Som

ventet er der ikke sparet på noget,

og også udendørs emmer Meydan af

luksus, både på Premier Seating, hvor

hovedparten af publikum er hvide, og på

ståpladserne i ”Apron View”, som synes

at være proppet med indere, bengalere

og andre joviale gæstearbejdere. I de

Pludselig stod han der, forrest i et meget hvidt sheikfølge: Sheik Mohammed bin

Rashid al-Maktoum, Emir af Dubai, Premierminister i UAE og i særklasse den

mest udadvendte af alle Mellemøstens oliekonger.

lukkede ”vitrineskabe” længere oppe er

det de karakteristiske hvide sheikfarver,

der dominerer.

Floder af fjer og derbyhatte vifter i alle

retninger, og bag de to ovale baner troner

verdens efter sigende største fladskærm

med varierende udgaver af dagens

program, sidste års finaleræs, afdøde

sheiker og diverse præmieuddelinger.

Hele arenaen summer af forventning, og

sørme om ikke man i det ellers rimeligt

tørlagte emirat kan fugte ganen med

både rødvin og kølige Heineken.

araberheste en masse

omkring kl.16 sker der pludselig noget.

Fra højre kommer en lang række heste

og ryttere marcherende, alle hestene

fuldblods araberheste og alle ryttere

klædt i traditionelle beduin-outfits, hver

udstyret med et flag fra et af de mange

lande, der gennem årene har været

involveret i Dubai World Cup. Masser af

emiratflag, en del engelske, franske og

irske, enkelte norske, men ingen danske.

Ifølge brochuren koster det 100.000

USD blot at stille op i finaleræset, og den

slags kan nok sortere fårene fra bukkene

– også selvom førstepræmien til den

heldige er 6 mio. kolde og hårde US.

efter en halv omgang stopper hele

karavanen foran tribunen for ligesom at

hilse på sheikerne, og kort efter føres

de første væddeløbere ind på den lille,

cirkelrunde bane foran hovedtribunen.

Først går de en runde uden jockey og

bagefter vises de frem iført hver sin

bette 45 kg’s mandsling med knæene

krøllet sammen helt oppe under hagen.

Sir Elton kan endnu. En lille, bøsset prop på godt 160 cm med fingre som

cocktailpølser og en statur som Per Hækkerup. Samtidig er han en af vor tids

allerbedste pianister, en formidabel sangskriver og en entertainer af Guds nåde.

Ikke så ringe endda, og slet ikke på få meters afstand.

Så går starten. Hestene nærmest skydes

ud ad startboksene, jockeyerne står med

det samme op i sadlen, og med 70 km/t

forsvinder de 2000 meter som dug for

solen, inden vinderen krydser målstregen

en masse solide dollars rigere. Jublen er

stor, især hos vinderteamet, der lige har

scoret en god sjat dollars.

Ud af otte løb er de syv for fuldblodsheste,

men første løb er kun for araberheste.

Modsat de hysteriske fuldblodskrikker,

der nok kan løbe stærkt, men ikke ret

længe, er de små araberheste meget

mere udholdende, og af samme grund er

araberne de eneste, der løber over 2000

meter. en af emiraternes specialiteter

er faktisk udholdenhedsløb over flere

strabadserende dage gennem ørkenen.

fakta

Sheik Mohammed selv siges at være en

ivrig deltager.

Fotonørd på slap line

Jeg går naturligvis helt agurk med

kameraet og forsøger at fange både

heste og ryttere, men sjovest er det,

da jeg helt tilfældigt ramler ind i en

mindre hær af hvidklædte sheiker på

inspektion langs den halvbillige langside.

Jeg har i flere uger haft en urealistisk

ambition om at få et rimeligt billede af

showets ultimative hovedperson, Sheik

Mohammed bin Rashid al-Maktoum,

vicepræsident for UAe, emir i Dubai og

verdens suverænt rigeste hestenørd,

men sådan et er ikke noget, man bare

får uden en 2000 mm-linse og en stabel

højtidelige tilladelser.

Dubai World Cup er blevet afholdt siden 1996 og altid sidste

lørdag i marts, i år d. 27. marts 2010.

2010-udgaven var den 15. af slagsen og den første på det

nye milliardstore Meydan Arena. Trods globale kriser spares

der ikke på præmiekrudtet. Præmiesummen i sidse og

vigtigste ræs var 10 mio. USD, heraf 6 mio. til vinderhesten.

Startgebyret var en bagatel af 100.000 USD.

UAE er let og billig at flyve til fra det meste af Mellemøsten og

en del af Det Indiske Subkontinent. Check www.airarabia.com

for gode tilbud i alle retninger, eller også prøv emirates, Qatar

Air eller 117 andre selskaber.

billigste ståpladser er 300 dirhams (= 450 kr), mens

de billigste siddepladser koster omkring 600 Dhs. Den

efterfølgende musik koster ekstra – 350 Dhs = ca. 500 kr.,

hvilket er mindre end en dansk stadionkoncert med stjernerne

200 meter og en storskærm borte.

Program, datoer og (naturligvis) musikalske

overflødighedshorn kan checkes på www.dubaiworldcup.com.

Flere fotos er at finde på www.CQJ.dk under ”Foto” og

”Mellemøsten”.

Billede ovenfor: Aftenstemning ved Meydan Arena, som er verdens flotteste og

dyreste væddeløbsstadion og hjemsted for planetens dyreste væddeløb: Den

imponerende Dubai World Cup. Tilskuerne spænder fra indiske gæstearbejdere på

ståpladserne, over europæere på siddepladserne til de vildt rige sheiker i deres

airconditionerede og alkoholfri loger.

”Ham kommer du aldrig på skudhold af”,

mener Annette, men man skal aldrig sige

aldrig, for hvem går i spidsen af paraden?

og hvem står helt tilfældigt få meter fra

det hele og klikker på sin nikon i rette

øjeblik?

”Thank you” svarer sheiken høfligt, inden

han højtideligt skridter videre i spidsen

for den hvidklædte procession. For første

(og sidste) gang i meget lang tid har jeg

vist imponeret Annette.

dubai World Cup

De næste seks løb er alle for fuldblod.

Præmiesummen stiger op gennem løbene

og det samme gør vindernes eufori, indtil

vi kommer til aftenens hovedattraktion:

Dubai World Cup. Fjorten krikker i

millionklassen stiller op, underligt nok på

22 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 23


Lobbyen i det 117-stjernede Meydan Hotel. Sheiker og jakkesæt over det hele og naturligvis en

prof pianist til at betjene Steinway’et. Der må man ikke fotografere, fik jeg bagefter at vide.

den inderste jordbane i stedet for den lidt

mere publikumsvenlige ydre græsbane,

og den gigantiske fladskærm bekendtgør,

at det er det nationale luftfartsselskab,

emirates, der har sponseret de 10 mio.

USD i præmiepenge. når man kan eje

Arsenal Football Club, kan man vel også

sponsere et væddeløb.

Som ved de fleste af de andre løb starter

løbet fra modsatte side af den ovale

bane, og det tager de første 5-600 meter,

inden vi i svinget kan se flokken af hidsigt

galoperende heste og deres hoppende

jockeys, der med pisken forsøger at pine

de sidste rester af kræfter ud af krikkerne.

Stærk går det, og der skal målfoto til for

at afsløre, at vinderen er den brasilianske

Gloria de Campeao, samme hest der året

før kom ind på den irriterende andenplads

i selv samme Dubai World Cup. Denne

gang går marginalerne i retning af

latinamerika, og især jockeyen Pereira

står og hopper som en pingpongbold,

da Sheik Mohammed overrækker den

meterhøje, forgyldte vandrepokal til de

lykkelige ejere.

Umiddelbart efter sidste løb får vi en

ualmindeligt farvestrålende dessert i

form af et orgie af fyrværkeri. batteri

efter batteri fyrer lysende kugler opad,

og fra kanten af ovalerne skyder små

morterer på størrelse med big bertha

kuglelyn op i den mere og mere tilrøgede

stjernehimmel.

efter sigende er fyrværkeriet lavet af

de samme folk, der lavede slutshowet i

Beijing 2008, og der mangler ikke noget.

I en halv times tid står vi med blikket

rettet stift opad og måber. Farveorgiet er

intet mindre end imponerende, og Tivoli

kan godt gå hjem og lægge sig.

our song

Den semifinale var svær at overgå, men

det lykkedes. naturligvis kan man ikke

lukke og slukke verdens største væddeløb

uden musik af passende kvalitet, og

endnu en gang får vi fornemmelsen af

at være et sted, hvor der ikke er sparet

på noget. Alle andre arrangører havde

sikkert smidt et par dollars og hyret

bent brian båtnaks blues band til lidt

late-night underholdning, men ikke

Sheik Mohammed. næh, folket skal jo

underholdes, så sheiken havde tilføjet

et par nuller på checken og hyret et par

spillemænd af verdensklasse.

Det kostede os en bagatel af 500 kr. ekstra

at få adgang til det allerhelligste lige

foran scenen, men hvad f.... gør det, når

første navn på plakaten er ingen ringere

end Sir elton John! Han leverede tilbage

i Brøndbyhallen i 81 en af de flotteste

og mest spontane rockkoncerter, jeg

nogensinde har oplevet, og nu, næsten

30 år efter, demonstrerer han, at han

stadig er en fremragende entertainer.

lige fra bandets første pompøse akkorder

i ”bennie and the Jets” går det slag i slag

over en perlerække af klassiske hits, fra

de stille ”Your Song” og ”Sorry Seems to

be the Hardest Word” til de mere rockede

”Crocodile Rock” og ”Saturday night’s

All-right for Fighting”.

Så mens Familien Danmark sidder i

endeløs spænding foran tossekassen og

glor på X-Faktor-showet i Parken, får vi

Burj Khalifa, med 880 meter verdens i særklasse

højeste bygning og Dubais nyeste vartegn. Det påstås,

at man i klart vejr kan se tårnet fra 94 kms afstand.

en rockoplevelse af de meget, meget

sjældne. Den slags er jo herligt på et

proppet stadion, men oplevet på et par

meters afstand under en mikroskopisk

intimkoncert uden antydning af security

er det ren ekstase.

og det fortsatte. Sidste akt er af

samme kaliber som Sir elton: Carlos

Santana iført et 10-mands band og den

sprøde Gibsonlyd, der har tryllebundet

musikfreaks fra Woodstock i 69 til langt

ind det næste årtusinde. ”black Magic

Woman”, ”Maria, Maria”, ”europa”,

”Smooth” og mange flere latinonumre

blev tryllet ud af gribebrættet på en

måde, som kun gamle Santana kan gøre

det. Ufatteligt, at man kan have været

så mange år i gamet og stadig have så

karakteristisk en sound. Ikke så ringe

endda.

Klokken sneg sig pænt over 2, de

sidste toner af Santanas sprøde spade

klingede ud, og Meydans lyshav lukkede

og slukkede. Først i taxaen tilbage mod

Deira falder alle dagens oplevelser

på plads i hovedet: Verdens største

hestevæddeløb: Check! Verdens flotteste

fyrværkeri: Check, men at opleve to af

verdenshistoriens største rocknavne

krænge hele sjælen ud på et par meters

afstand var aldeles unikt. Det var ganske

enkelt musik af en kvalitet og power,

der fik de danske stadionkoncerter til at

fremstå latterligt dyre og uinteressante.

brug hellere pengene på en galoptur til

Emiraterne, nyd væddeløbene, og flip

helt ud til den efterfølgende musik.

Yearh, man!!

FORSIDEKANDIDATER

”Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt de indsendte billeder fra Rablende

Røverhistorier. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden

kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.”

JUNI 2010 / Nr. 40

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e J s t e s K l U b

oPrØr På tonga

foto: anette lillevang kristiansen

JUNI 2010 / Nr. 40

Globen

JUNI 2010 / Nr. 40

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e J s t e s K l U b

JUNI 2010 / Nr. 40

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e J s t e s K l U b

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e J s t e s K l U b

HestevæddelØb i dubai

foto: claus Qvist Jessen

På cykeltur genneM tibets cHang tang

foto: Martin adserballe

en svingtur i lianerne i aMazonJunglen

foto: bJarne lund-Jensen

24 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 25


På MC i Mellemamerika

Drømmer man om at drøne rundt på motorcykel

i Mellemamerika, så kan man få inspiration til at

virkeliggøre drømmen ved at læse denne artikel.

En gruppe friske danskere fra ”Det Grå Guld”

har som hobby at samle på oplevelser - gerne

oplevelser fra motorcykelture i fjerne lande. Her

fortæller en af dem om den seneste rejse.

tekst: Martin sMedebØl

foto: karin cHristiansen

”Husk sololie og Fernet branca - så går

resten af sig selv!”

Vi var 14, som i marts 2010 for en

stund rejste væk fra den danske

vinter - vi skulle til Mellemamerika på

motorcykeltur. Vor 15’ende mand -

Flemming - måtte blive hjemme, da han

lige inden indcheckningen i Kastrup fik

stjålet sin håndbagage med pas, penge,

flybillet og fotoapparat.

Alle i gruppen er meget rejsevante, og

de fleste kendte hinanden i forvejen. De

havde erfaringer fra motorcykelrejser på

flere kontinenter, og de havde også gode

kundskaber i at rejse i U-lande. Derfor

mente Michael ikke, at der var brug for

flere gode råd, end at huske sololien

og Fernet Branca flasken. De fleste af

deltagerne var i bedstefar-alderen, og

der var såmænd også to friske damer

i bedstemor-alderen, der gennemførte

turen i fin stil.

Via new York og Houston kom vi til

nicaragua’s hovedstad Managua efter

næsten et døgns rejse. Vi boede først i

”Caribbean Flavour”, et guesthouse, som

ejes af en dansker, og det kan varmt

anbefales (www.caribbeanflavour.com).

Palle Pedersen har arbejdet mange år

som international bistandsarbejder og

har købt sit guesthouse som en slags

pensionistbolig, hvor han kan opholder

sig i de kolde vintermåneder. Han har

plads til 15 - 16 gæster, og han serverer

god kaffe (!), hvilket vi ikke fik mange

andre steder i denne kaffedyrkende

region.

Kinesiske motorcykler uden

nummerplader

Vi blev præsenteret for en samling af

næsten nye kinesiske motorcykler af

mærket Trueno. Det var 200 eller 250 cc

maskiner. De havde ingen nummerplader,

men det var heller ikke nødvendigt

ifølge ervin Jensen, som var vor lokale

turarrangør. ervin har været medlem

af Folketinget og forretningsmand i

Danmark, men har nu i en årrække boet

i nicaragua.

Vi startede så på en 2800 km lang

rejse, der blev gennemført på 12 dage.

Vi havde undervejs ingen ulykker, men

motorcyklerne blev godt slidt. Vi besøgte

nicaragua, Honduras og el Salvador, og

det lykkedes at passere grænserne uden

nummerplader, selvom det første forsøg

på at komme ind i Honduras mislykkedes,

og vi måtte vende tilbage og skaffe flere

stempler og tilladelser.

Vulkaner, varme og gode veje

Det er en fornøjelse at være motorcyklist

i Mellemamerika - landskaberne er flotte

og varierer fra nærmest ørkenagtige

områder til grønt og bakket højland med

palmer og tropiske blomster. Man kan

bade i det caribiske hav den ene dag,

og i Stillehavet den næste dag. Vejene

var generelt gode, men vi oplevede

dog også strækninger med vejskred og

mange farlige huller i asfalten. Man kan

køre på veje, der er bygget for danske

bistandspenge. I esteli kan man opleve

danske Falck-biler, der kommer dertil

som led i et bistandsprojekt.

Men det er varmt at være motorcyklist,

oles medbragte termometer viste over

50 en dag. De fleste kørte i vanligt

MC-sikkerhedsudstyr, men nogle valgte

shorts og T-shirt. Vi besøgte vulkanen

Masayo, som er aktiv. Man kan komme

helt op til kraterkanten og stirre ned i

et enormt hul, hvorfra svovlduftende

røgskyer stiger op. biler skulle parkeres

med fronten nedad, så man hurtigt

kunne komme væk i tilfælde af udbrud.

til fest hos boligministeren i

Nicaragua

ervin Jensen, der er bosat i nicaragua,

havde arrangeret vor rejse. ervin er gift

med landets boligminister Judith Silva, og

vi blev inviteret til en fin afslutningsfest i

deres hjem. ervin sørgede også for, at vi

fik hilst på turistministeren, Mario Salinas

Pasos, der ønskede os held og lykke på

turen. Og så fik han lov at komme op

bag på esters motorcykel. I den smukke

koloniale by Granada har den danske

rigmand Peter Kolind slået sig ned, og

vi besøgte det fine museum, han har

oprettet for præcolumbiansk lertøj.

Han har også bespisningsprogrammer

for fattige børn, som der er mange af

i nicaragua, der er Mellemamerikas

næstfattigste land efter Haiti.

”Du er sej – bedstefar!”

Jeg spurgte Henning fra Aalborg, hvad

hans børnebørn sagde til, at han som

67-årig drøner rundt på motorcykel i

Mellemamerika. De synes, han er sej! en

dejlig måde at være rollemodel på.

I nicaragua besøgte vi en SoS-børneby

i Matagalpa, der udelukkende var bygget

for danske indsamlede midler. På hvert

hus så vi en plakette, der kundgjorde, at

huset var sponsoreret af danske byer som

Holstebro, Frederiksberg, etc. Det virkede

meget velorganiseret og velfungerende.

Guldminer og Maya-ruiner

I Nicaragua findes flere guldminer, og vi

besøgte en, hvor der udvindes 250 tons

guld om måneden. Det siges også, at der

er meget kriminalitet i Mellemamerika

- alle ejendomme er omgivet af pigtråd

og bevogtede af mænd bevæbnede med

pistoler eller pumpguns. om aftenen

stopper man ikke for rødt lys, og man

låser alle bildørene. Det frarådes også

at gå ud alene om aftenen. Vi oplevede

dog ingen kriminalitet på rejsen - bortset

fra tyveriet fra Flemming i Kastrup

lufthavn. Men der er generel fattigdom

og høj arbejdsløshed. Mange lever under

eksistensminimum på 1 - 2 $ om dagen.

I Honduras besøgte vi ruiner fra Mayaindianerne

nær den charmerende lille

by Copan Ruinas. Her fotograferede

vi en lille pige, der allerede er aktiv i

erhvervslivet.

Praktiske

oplysninger

Udover 12 danskere på

motorcykel havde vi en lokalkendt

guide på motorcykel og to

biler til bagage og reservedele.

ledsagepersonalet bestod af

en mekaniker og to chauffører,

og så var der også plads til to

deltagere, som ikke kørte MC.

Køretøjerne kørte i alt 2867

km på 12 dage, så sammenlagt

svarer det til en tur jorden rundt.

Ved punkteringer og andre fejl på

motorcyklerne kan man ofte få

hurtig hjælp, for små værksteder

ligger tæt langs landevejene.

Vor rejse til Mellemamerika

kostede ca. 23.000 kr, der

inkluderede det meste undtagen

frokoster og benzin - begge

dele var billige. Vi overnattede

på rimelige hoteller, hvor et

dobbeltværelse koster mellem 30

og 90 $. Der var ingen problemer

med at få kolde øl om aftenerne,

og de var også billige. og så

produceres der selvfølgelig rom,

cigarer og hængekøjer i regionen,

så der gode muligheder for et

behageligt liv.

Man kan læse mere om turen

på www.smedebol.dk og også få

informationer på ervin Jensens

hjemmeside www.tst-sa.com.ni.

Mellemamerika er relativt billigt

at opholde sig i og egner sig godt

for unge rygsæksrejsende. Der

er gode muligheder for kurser i

spansk.

bedste indsendte postkort

i sidste kvartal

Til De Berejstes Klub

Her er festival i Paro [Bhutan] - den største

af slagsen her i landet. Folk er kommet

fra fjern og nær og går rundt i deres

fineste puds. Mange spændende, flotte

og farverige klædedragter. Nyder den

utroligt rene luft her. Rhododrendonnerne

er sprunget ud - alt er bare så smukt. En

slags Schweiz, men med meget højere

bjerge! Landet har begrænsning på, hvor

mange turister der må komme ind om

året, for at det ikke bliver ødelagt. I dag er

sidste dag i festivalen - derefter går turen

mod Timphu.

Hilsen Kirsten Rask

Da der ikke var nogen indsendte konkurrenceartikler

til dette nummer af Globen modtager Kirsten Rask

DVD´en ”Mod Vesuv jeg øjet vender”, af vores egen

Henning Andersen (medlem nr. 204), som præmie for

dette herlige postkort.

Næste konkurrence

alkohol, Medicin og andre euforiserende stoffer

Konkurrence: Har du haft en spændende rejseoplevelse i forbindelse

med, at du eller andre var påvirket? Det kan være, at du har fået en

tår over tørsten og er vågnet op et lidt mere interessant sted end du

havde regnet med. eller malariamedicinen er steget dig til hovedet under

køreturen gennem Gabons regnskov. Det kan også være, at coffeshops’ene

i Amsterdam har givet nogle skægge episoder.

Hvad historien er og hvilke stoffer der er med i den

er underordnet. Det vigtigste er, at du har en god

historie at fortælle og at der indgår alkohol, medicin

eller andre euforiserende stoffer.

bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst,

men send meget gerne ét billede med, der kan

illustrere artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn.

Præmie: ”Hilsen fra Caribien” af Arne Runge (medlem

nr. 97) eller gavekort til Cafe Globen på 250 kr.

26 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 27


tema rablende røverhistorier

Hvis Tintins Yeti findes, så må det være

i Chang Tang, bæstet gemmer sig - et

område i nordtibet, omkring ti gange

så stort som Danmark og fuldstændig

ubeboet. Denne forblæste overetage

af Tibet, hvor lavområderne ligger

højere end toppen af Mt. blanc, byder

på så barske vilkår, at selv de hårdføre

tibetanske nomader holder sig væk. Ind

mellem de langstrakte alpine stepper

og enorme koboltblå saltsøer rejser

hvide ubestegne tinder sig lokkende.

Alt for lokkende - de er som forførende,

syngende sirener.

Kaldet derfra fanger i foråret 2008 tre

vildfarne cyklister, som - i et fælles

anfald af livskedsomhed og eventyrlyst

- på omkring 14 dage planlægger og

stabler en ekspedition til nordtibet på

benene.

en kringlet omvej over Hong Kong bringer

os midt i maj ud til en deprimerende

olieby kaldet Huatuguo, beliggende nær

Poker i Tibets

Chang Tang

Jeg bliver ført hen til

bygningskomplekset, hvor svenske

Janne Corax og Nadine saulnier

befinder sig, efter at de kort forinden

er blevet arresteret af det kinesiske

politi. Jeg har over telefon netop fået

at vide, at den danske ambassade er

ved at starte en eftersøgning. Vi er

rystede. det er ikke lige den afslutning

vi havde håbet på, efter at have

krydset tibets Chang tang uden at se

mennesker 39 dage i træk, sultet og

besteget to uberørte 6400 meter høje

bjerge i verdens måske sidste vildnis.

af Martin adserballe

foto: Martin adserballe og Janne corax

en skov af olieinstallationer, ved foden

af Altun Shan bjergkæden i Vestkina.

Cykelturen herfra fører os den første

dag forbi en enorm asbestmine på

grænsen mellem Xinjiang og Qinghaiprovinserne.

Hele området er farvet

gråhvid af asbesten. Midt i mineområdet

får vi et sidste måltid i en lille spartansk

restaurant, inden vi de næste 49 dage er

afhængige af vore egne madforsyninger.

Mens vi spiser, snakker vi om det

vanvittige i, at der bor mennesker og

børn her i dødens baggård.

Vi forlader asfaltvejen - forlader den

sidste flig af ”rigtig” civilisation - og

cykler den næste dag op til 3500

meters højde på en lille støvet minevej.

Min cykel vejer groteske 94 kg. inkl.

udstyr til bjergbestigning, fire liter

benzin, ti liter vand og 37 kg mad. Selv

det mindste bump sender en djævelsk

skælven gennem cyklen, og jeg tænker

konstant: ”Holder cyklen til det her?”.

Vi er paranoide. bange for at møde

myndigheder før Chang Tangs intethed

- bange for at ramme ind i store floder

her på kanten af sommeren.

Vi skubber og trækker vore cykler

off-road. Sne og slud rammer os og

skaber et inferno af mudder, når den

stærke sol efter endnu en snestorm

kaster sig frådende over landskabet.

Ramler ind i endnu et minespor vest

for den 55 kilometer lange Ayakkum

sø. bruger dage at kæmpe os over

det 5050 meter høje Fujan bjergpas,

som er et lærestykke i mudders

vederstyggeligheder og mental balance.

er ved at forlade de sidste minespor, da

min satellittelefon pludselig dør. Vi er

helt alene. På en måde føles turen mere

ægte nu, men desværre ved ingen, at vi

er i god behold.

Ulvene

Arka Tagh bjergkæden er den sidste

skanse mellem os og Tibet. Den ligner

en uovervindelig mur, men efter en

lang dag forlader vi Xinjiang via et

5143 meters pas. Kanter os med

sultne, begærlige blikke sydvest rundt

omkring det knap 7000 meter høje

Ulugh Muztagh, som kartografer i 1800tallet

mente kunne være højere end Mt.

everest. I den store åbne alpine ørken i

5200 meters højde syd for bjerget har

vi ned til minus 19 grader om natten.

Hvis det her er sommer, hvordan er

vinteren så? området her er sandkasse

i storformat, og bandende tager vi

føringer på en kilometer hver især, mens

vi pløjer en fure gennem landskabet.

en stor dominerende ulv lunter en aften

nysgerrigt rundt en snes meter fra vores

telte, før den forsvinder igen. Snart

efter medbringer den et par artsfæller

i forventning om et festmåltid, men

modet svigter ved synet af skrigende

teltfarver og stirrende cyklister. næste

morgen finder jeg pels og en stor blodpøl

tyve meter fra vores telte. Sandsynligvis

har ulvene eller en tibetansk brunbjørn

nedlagt en af de utallige tibetanske

antiloper dagen før vi ankom. Vi er ikke

helt alene, trods alt.

Yak angreb

Frustreret følger vi en ulidelig sandet

bred langs en 14 km lang sø, før en dyb

flod tvinger os til bruge en ekstra dag

på en omvej gennem et surrealistisk

vulkansk landskab midt i en frossen

sø. Uden varsel havner vi i et alpint

engområde. Her skubber jeg i tænkende

ensomhed cyklen hen mod endnu en

af de grønne, rullende bakker, da en

yakokse uden varsel tromler op over

bakkekammen foran mig.

Den standser brat op og stirrer

skulende på mig i omkring et minut,

så det løber mig koldt ned af ryggen.

Pludselig farer den videre, da Janne

til min store forbløffelse kommer

stormende bagefter yak’en med en

skarp isøkse og et vildt udtryk i øjnene,

mens han råber: ”Hvor er Nadine-–

den yak har lige angrebet mig”. Janne

havde fredsommeligt fotograferet

den ensomme Yak på afstand, før den

angreb og kun stoppede få meter fra

han, da han i desperation kylede en

drikkedunk i hovedet på uhyret, inden

han søgte dækning under cyklen. Han

er heldig og han ved det. Yak’en er

Tibets farligste dyr, og flere tibetanere

omkommer hvert år ved yakangreb.

Ikke alt er elendighed. landskabet

er storslået, og nætterne heroppe er

berusende. Vinden løjer ofte af, og så

hersker der en intens tilstand af ”sounds

of silence”, som Simon og Garfunkel

synger det. Himlen føles så nær i den

tørre bjergluft, at det er fristende at

række ud efter stjernerne. ensomme,

synlige satellitter slæber sig dovent

henover os i en uendelig cyklus. Imens

griber frosten endnu engang fat om den

tynde, optøede skorpe over det op til

150 meter tykke permafrostlag under

os. Det er en fantastisk hjælp tidligt

28 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 29


om morgenen, hvor vi cykler indtil

overfladen igen tør op og vi må skubbe

cyklerne resten af dagen.

endelig! 37 dage efter vi forlod Huatuguo

når vi vores primære mål, det 6388

meter høje Kukushili - et af verdens

mest utilgængelige bjerge og indflettet i

et isoleret bjergmassiv, som på afstand

ligner Sidney operaen. blodvabler på

størrelse med femkroner på mine fødder

forhindrede et bestigningsforsøg, da jeg

som den første krydsede Chang Tang

solo i unsupported stil for fire år siden.

Det er tid til revanche!

efterlader vores cykler og vandrer

ti km med fyldte rygsække, før vi

etablerer basislejr i 5500 meters

højde tæt på snegrænsen. De sidste

tre dage har været skyfri, men næste

morgen omklamrer en dunkel skymasse

Kukushili, som for at beskytte stedet

mod indtrængende. Vi er pisket til at

forsøge alligevel - vores forsyninger

svinder hastigt, og vi ved ikke hvornår

vejret klarer op igen. Klatrer i whiteoutforhold

efter et nøjagtigt GPS-punkt for

toppen. Sidst på formiddagen står vi

på højderyggen, som er forbundet med

toppen mod nord. Vi reber op, og efter

omkring 800 meter traversering i løs

sne med et brat 400 meter fald til højre

for os og en løs snekam til venstre, når

vi toppen. Vi er ellevilde af glæde.

Tandpine og højdegale

antiloper

Vi følger en flodseng og en glubsk slugt

i nogle dage mod syd, før Janne ude i

mere åbent terræn får en enerverende

tandpine, og i flere dage synker han

helt ind i sig selv pga. smerten. en tidlig

morgen løser en stor tang problemet.

Desværre er han ikke i pokerhumør de

næste dage efter den behandling. Vi

flygter ellers fra virkeligheden ved at

spille poker et par timer hver anden dag.

et 5405 meter højt bjergpas bringer

os som de første vesterlændinge ind til

et uvejsomt område, som et italiensk

forskningscenter kalder for verdens

mest fjerntliggende sted på landjorden

(Antarktis undtaget, formoder jeg).

Maden svinder alt for hurtigt, og turen

har taget så lang tid, at nadine frygter

for sit arbejde. oveni er der givetvis

ængstelige mennesker i Sverige og

Danmark, efter at satellittelefonen gik

død.

Vesterlændinge i Chang tang

De Rheins i 1893. Krydsede fra nord til syd ind i Tibet. Senere myrdet i Østtibet af

tibetanere.

M. S. Wellby i 1896. Krydsede fra vest til øst. To mænd opgav og blev efterladt til at

dø i ødemarken.

Sven Hedin. Svensker, som havde et næsten fanatisk forhold til Chang Tang og

krydsede området tre gange omkring år 1900 i en energisk jagt efter hvide pletter på

datidens kort. Medbragte bl.a. seng, skrivebord og hundehvalpe. efterlod en hale af

døde pakdyr efter sig og mødte under en af ekspeditionerne ikke mennesker 81 dage

i træk.

Douglas Machiernan i 1950. Den første amerikanske atomspion. blev sammen med to

hviderussere for knap 60 år siden skudt og halshugget af tibetanske grænsevagter,

efter de havde krydset Chang Tang for at undslippe Mao’s røde hær i Xinjiangprovinsen.

Stefan Simmerer og Frank Kauper i 1997. Første unsupported krydsning og med

specialbygget trailer. Turen på 51 dage blev panisk, da de opdagede, at der ikke

findes veje i Chang Tang.

Ti dage efter Mt. Kukushili står vi for

foden af det 6438 meter høje Purog

Kangri. Mad eller ej - vi er nødt til at

bestige det! overfor, mod øst, afspejler

burog søen krystalklart Zangser Kangri

bjergmassivet, som læner sig ud i det

kongeblå saltvand. Vejet er perfekt, og

opstigningen fra sydøst i alpin stil mod

toppen er ukompliceret. Undervejs ser

vi tibetanske antiloper, som daser den

af i sneen i omkring 6100 meters højde.

”Hvad i alverden laver de heroppe”,

tænker begge hold. På toppen planter vi

et antilopehorn som en hyldest til disse

elegante og forunderlige dyr.

I omkring en uge har vi hver levet af

få hundrede gram mad om dagen og er

mere end sultne. Jeg selv har tabt 13 kg

under turen og har 40 gram mad tilbage,

da vi uventet ramler ind i en tibetansk

nomadelejr, netop som nadines forhjul

er ved at give op. Der er maddiker i

den kogte ris vi får serveret, men vi er

forholdsvis ligeglade. Imens forsøger

vi at vænne os til tilstedeværelsen af

mennesker omkring os igen. Udadtil

er vi lykkelige, men indadtil hersker

en underlig skuffelse over at lægge

højlandet og udfordringen bag os.

eventyret er slut, og rulleteksterne

løber ned over skærmen. Tror vi da.

arresteret

54 Dage og knap 1100 km fra

Huatuguo ruller vi ind i en spartansk

udkantsbebyggelse kaldet Gomo

Xian. Her bliver vi arresteret straks

Blå bog

Martin Adserballe er 37 år og

har ofte brug for en kontrast

til dansk komfort gennem

udfordring, eventyr og det

simple liv i Tibets geografiske

ekstremiteter. Han har cyklet

ca. 19.000 km i Tibet og på det

tibetanske plateau gennem ni

ture, herunder en 3.000 km

solo vinterkrydsning af Tibet.

Han elsker at cykle 5500 meter

bjergpas og har en Guinness

rekord i højdecykling, sat i 7008

meters højde. Martin har netop

vundet GoreTex’s Shipton/

Tilman legat til endnu en tur i

Chang Tang.

næste mål: 1) bolivia/Chile,

primært for at cykle verdens

højeste vej - en minevej - op til

6000 meters højde. 2) en 2.000

km vintercykeltur på ”the bone

road” i Østsibirien.

www.adserballe.com

ved ankomsten. Der har reelt været

undtagelsestilstand i Tibet siden

opstanden i Lhasa i marts 2008, og alle

adgangsveje er lukket. Ude i ødemarken

håbede vi naivt, at situationen var

blevet bedre, men nej. Tre politimænd

bevogter os konstant. Mens de sover i

rummet ved siden af os, sniger jeg mig

ud i nattens mulm og mørke og begraver

et halvt kilo detaljerede sovjetiske

generalstabskort over nordtibet dybt

nede i et kinesisk toilet. Vi har problemer

nok i forvejen!

De næste dage går med forhør på

lokalt plan, gennemsøgning af vores

bagage og en køretur på omkring 600

km akkompagneret af en alkoholiseret

og evigt højtsyngende tibetansk

politiofficer til den nærmeste større by

kaldet Ali.

Vi får en løjerlig behandling på vej til

Ali. Jeg bliver f.eks. en nat klokken to

hevet ud af sengen af to politimænd

og til min store forbløffelse slæbt til en

karaokebar, hvor den lokale tibetanske

politichef fester igennem sammen med

en række politifolk, mens prostituerede

ihærdigt forsøger at hverve kunder i

den fåtallige skare. ”Ganbei” - ”skål” på

kinesisk - ruller det konstant gennem

lokalet. Til sidst bliver jeg transporteret

tilbage til Janne og nadine klokken fem

om morgenen i en temmelig beruset

tilstand og med en lidt flov smag i

munden. De troede, at jeg var blevet

slæbt til et tredjegradsforhør, og nadine

har ikke kunnet sove.

en mindre madforgiftning samt politiets

sletning af følsomme billeder krydrer den

kedsommelige ventetid ind mellem de

daglige forhør i Ali indtil domsafsigelsen.

Politiet tror på forklaringen om, at vi

har krydset Chang Tang ved et uheld,

og vi slipper hver med 400 kr. i bøde for

ophold i Tibet uden rejsetilladelse, men

med den hage, at vi skal forlade Kina.

Så følger en 1½ dag lang og besværlig

bustur ud af Tibet, som inkluderer

pauser ved et overflødighedshorn af

kontrolposter og inspektion af alle

passagerernes bagage.

Pludselig stod vi i udkanten af

Taklamakan ørkenen. Døren til Tibet var

smækket i, og et stærkt vemod over at

være fordrevet fra Tintin’s forjættede

sneland blev kun undertrykt gennem en

stille ed om at vende tilbage igen.

Janne og Nadine blev i 2008 kåret til

årets eventyrer i Sverige på baggrund

af turen.

læs mere på. www.aretsaventyrare.se

30 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 31


arer og cafeer Kulturer

Melbourne er

mødes

1 2 berømt for

Melbourne er 3

sine utallige ”hidden

alleyways / lanes”. I

disse små hyggelige

gader ynder Melbourianere

at åbne små

barer og caféer, som

kan være meget svære

at finde, hvis man ikke

lige ved de er der. og

selvfølgelig har Melbourne

en lane, som

hedder ”ACDC lane”.

MeLbourne

5ting du ifølge Jane Jacoby Veland

skal vide om Melbourne og staten

Victoria

Australiens næststørste

by og en stor

multikulturel smeltedigel,

så det kan være

svært at beskrive,

hvordan en australier

egentlig ser ud. over

en tredjedel af Melbournes

befolkning er

født uden for Australien,

og ligeledes taler

over en tredjedel ikke

engelsk derhjemme.

Hertil er Melbourne

f.eks den by i verden,

hvor der bor flest

grækere efter Athen

(flere end 600.000).

sport

er der noget der

kan få Melbourianerne

op på

mærkerne, så er det

sport. De går op i al

slags sport og elsker

at diskutere weekendens

resultater i footy

(australsk fodbold). Til

en typisk footy-kamp

er der 40-70.000 mennesker,

og der er en

meget familiær og hyggelig

stemning. Australien

open og Formel

1 bliver ligeledes

afholdt i Melbourne.

4

Mode, mad og

kultur

Melbourne

er hovedsæde for

mode, mad og kultur.

og det ser man

straks ved en gåtur

ned ad hovedgaden

– de unge er med

på beatet og supertrendy

klædt.

Madmæssigt er der

et uendeligt udvalg

af lækre caféer og

spisesteder. en taxachauffør

fortalte, at

der er over 10.000

restauranter og

barer i Melbourne.

5 Vejret

Melbournes vejr

er kendt for

dets uforusigelighed

og beskrives som ”fire

sæsoner på en dag”.

lige pludselig kan en

dejlig solskinsdag slå

om til en grå og kedelig

dag – og temperaturen

kan falde med over ti

grader på en time. et

godt råd: Medbring

altid en paraply og et

par solbriller, så er man

på den sikre side.

Grampians National Park

Grampians national Park er den

næststørste nationalpark ud af i

alt cirka 100 parker og reservater i

Victoria.

Great Ocean Road

Australiens smukkeste kystvej,

som er en lang perlerække af

naturscenerier.

Shopping

Specielt Melbourne byder på en

rig shoppingkultur – her kan både

købes mærkevarer og second hand.

Monaco Victoria

Vinområdet Yarra Valley

Den australske vinproduktion

hører til verdens største, og en

vintur til Yarra Valley er næsten

et must.

Dyreliv

Man støder på kænguruer overalt

i Victoria. Desværre også nogle

gange i vejsiderne.

Transport

De fleste har bil i Australien, da

afstandene er så store. Hvis man

ikke kører i bil, kan man benytte

sig af Melbournes sporvogne.

Philip Island

Philip Island er berømt for sine

daglige pingvinparader ved

tusmørke.

Great Otway National Park

en fantastisk nationalpark, hvor det

vrimler med eukalyptustyggende

koalaer.

Kinesisk befolkning

Med 1850ernes Gold Rush steg

den kinesiske immigration i Victoria

betydeligt. Der er i dag en stor asiatisk

befolkning i Victoria og hele Australien.

32 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 33


En hyldest til de

indiske jernbaner!

De indiske jernbaner er en enorm,

statsdrevet virksomhed – faktisk

verdens største arbejdsgiver - som

beskæftiger 1,5 million mennesker.

og for nu at blive ved rekorderne, så

transporteres der hver dag 14 millioner

passagerer på i alt 63.140 kilometer spor.

Det er englænderne, som siden 1836

har anlagt de fleste af linjerne, og efter

Indiens selvstændighed i slutningen af

1940-erne har landet selv drevet og

udbygget det enorme apparat, som i

dag fungerer overraskende effektivt.

Man kan få utrolig mange alternative

oplevelser i Indien, men næppe ret

meget kan måle sig med en indisk

jernbanestation. Her findes simpelt hen

alt, herunder et vanvittig eksotisk folkeliv

med alt, hvad dertil hører: bærere,

avissælgere, skopudsere, madboder,

restauranter, boghandlere, soverum,

de indiske

jernbaner er enhver

jernbaneenthusiasts

drøm. Har man først

én gang kørt med tog

i Indien, glemmer man

det aldrig. Herefter vil

togrejser i Danmark

være reduceret til

transport i syntetiske

metalhylstre, som

hverken kan føles eller

lugtes! Og hvis man vil

lære Indiens befolkning

og landskaber at kende

som rejsende turist, så

gøres det næppe på en

bedre måde end ved

at tage på en længere

togrejse i landet. Her vil

man få sit livs oplevelse

med indtryk, som med

garanti vil blive afspillet

igen og igen på ens

indre hukommelseskort

efter hjemkomsten:

tesælgernes

gennemtrængende

råb på perronerne

og i kupéerne, den

øredøvende larm, når

toget passerer en af

de gamle jernbroer,

mol-tonerne fra

diesellokomotivernes

togfløjter. Jo, der ER

noget poetisk over

jernbaner!

tekst og fotos: erik

PontoPPidan

ventesale, baderum, tesælgere, you

name it.

Jeg har oplevet de indiske jernbaner i

to tidsepoker. Første gang var i foråret

1969, hvor jeg rejste til Indien og nepal

ad ”The Hippie Trail”. en del af rejsen

(fra den pakistanske grænse til nepal)

foregik med tog gennem Indien, og

det gjorde et uudsletteligt indtryk på

mig. Menneskemylderet, det totale

kaos på stationerne, tesælgerne,

nysgerrigheden, stanken, støvet, de

næsten kilometerlange togstammer

- for slet ikke at tale om de enorme

damplokomotiver, som var enhver

jernbaneentusiasts drøm! I Danmark

forsvandt damplokomotiverne stille og

roligt i begyndelsen af 1960-erne, men

ikke i Indien. Det var togrejser, der ville

noget! Det var hårdt at rejse med tog

på tredje klasse i flere døgn, men set

i bakspejlet er det åbenbart lykkedes

mig at fortrænge alle de ubehagelige

oplevelser, for togrejserne i Indien

dengang står i dag for mig som noget

spændende og eventyrligt.

"Ja, nu står jeg altså her på perronen

på Baroda Station på vej sydpå. Jeg

står og venter på natekspressen, som

om lidt vil ankomme ganske langsomt

glidende med ét af de kæmpestore

damplokomotiver foran.

Det vil - for det gør det hver gang - først

imponere mig med sin størrelse - og

derefter med sin længde. De indiske tog

forekommer mig at være flere kilometer

lange - og lokomotiverne større og

vældigere, stoltere end noget, vi nogen

sinde oplever på film fra Det Vilde

Vesten.

Når toget standser, ved jeg, at det

sædvanlige mylder går i gang. En kamp

for at komme først op i vognen for os

derude på perronen og kamp fra dem

inde i toget, der forsøger at trænge sig

vej ud. Jeg er ganske alene og har ikke

slægt og venner med til at bane vej for

mig og til at fragte mine pakkenelliker

op i toget og kæmpe mig vej hen til min

plads."

Uddrag af Politikens kronik "Mit indiske jernbaneliv"

af Bodil Graae lørdag den 17. august 1985.

Anden gang jeg kørte med tog i Indien

var 40 år senere, i efteråret 2009.

Meget har ændret sig i Indien siden

dengang, men de oplevelser, man kan

få ved at rejse med tog i landet, er

stort set de samme. lige bortset fra,

at de gigantiske damplokomotiver nu er

næsten forsvundet, og at den massive

fattigdom i Indien heldigvis ikke er nær

så udbredt som for 40 år siden.

I november 2009 kørte vi med nattog

fra Varanasi til Agra i nordindien. Vi

havde tilbragt 3 utrolig spændende dage

i Varanasi, som er en af Indiens helligste

byer, og om aftenen kørte vi gennem

det kaotiske menneskemylder i byen for

at komme til jernbanestationen. og det

var der stadig næsten alt sammen: De

massive menneskemængder, tiggerne,

tesælgerne, lydene og lugtene! Denne

gang havde jeg medbragt nogle venner,

som aldrig tidligere havde været i Indien,

og jeg tror og håber, at de fangede det

eksotiske islæt ved oplevelsen. Min

kæreste sammenlignede ganske vist

vores anden klasses sleeper med en

kreaturvogn, men faktisk sov vi alle

sammen ganske udmærket den nat!

lige før vi rejste tilbage til Danmark

besøgte vi det seværdige Indian Railway

Museum i new Delhi, hvor et stort antal

lokomotiver og togvogne er udstillet

fra landets 170-årige jernbanehistorie.

Ganske vist er der ingen kørende

veterantog på museet, men alligevel

vil jeg varmt anbefale det til alle

tog-enthusiaster. Min store drøm som

7-årig var at blive lokomotivfører, og på

museet kan man komme op i de fleste

af de gamle lokomotiver. Det smager da

lidt af fugl!

Billede øverst: På vej med nattoget (Marudhar

Express) mellem Varanasi og Agra i november 2009.

Billede nederst: Jernbaneenthusiaster i Indien bør

besøge det seværdige "National Rail Museum" i New

Delhi.

Billede i baggrunden: Nej, det er IKKE en scene fra

filmen ”Slumdog Millionaire”. Det er en flok glade

skolebørn ved jernbanemuseet i Delhi i Indien, som

var meget mere interesserede i os end i de gamle

damplokomotiver!

Berejst Fredagsbar VEST

Trænger du til at slappe af efter en hektisk uge?

Trænger du til at snakke lidt rejser?

Så trænger du til Berejst Fredagsbar Vest.

Vi mødes den sidste fredag i hver måned

mellem kl. 16 og 18 på

Café Smagløs, Klostertorvet 7 i hjertet af Århus.

Hvordan finder du os?

Det er os med den næsten flotte globus og os i

godt humør. Der er intet program og intet foredrag,

vi skal blot hygge os, få en øl og lære nye

mennesker at kende – så kære alle berejste fra

øst som fra vest, fra nord og fra syd:

Kom endelig med til Berejst Fredagsbar Vest.

Vel mødt

Eventmaster Vest

Nikolaj Witte

I forbindelse med oplevelsen af de

indiske jernbaner føler jeg mig fristet

til at drage paralleller til det danske

mesterværk ”Havnen” fra 1937, sunget

af osvald Helmuth, med tekst af Arvid

Müller. Sangen handler om en helt

almindelig dansker, som cykler ud til

Københavns Havn og fantaserer om

skibenes eksotiske mål, og den er fyldt

med atmosfære, poesi og udlængsel. et

par linjer i sangen lyder sådan:

Jeg ka li bare at røre ved skibet, det er

sådan lissom at hilse på livet”.

Sådan har jeg det med de indiske

jernbaner!

34 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 35


Chile i knæ

Lørdag d. 27. februar kl. 03:34 rammer jordskælvet Chile, og landets til dato

største naturkatastrofe er en realitet. Berejst medlem 285 befinder sig i sin

hytte i Los Lagos-regionen lige syd for de ramte områder og sender her en

beretning om de første dages oplevelser ved at være tæt på begivenhederne

- og katastrofen.

tekst: Henrik frier Hansen

fotos: el Mercurio

Dag 1 - lørdag

Vi bliver vækket ved halv fire-tiden om

morgenen ved at huset ryster. Ikke

sådan som det sædvanligvis gør, når

det stormer kraftigt, i dag er det som

om huset gynger og svajer - som om

det bliver løftet op og svinget et par

gange frem og tilbage. Det varer i et par

minutter, men det føles som timer. Der

er ingen tvivl: Det her er jordskælv.

Vi står op, men der er ingen elektricitet.

Ingen lys i lamperne, ingen radio, intet

vand i hanen. Der er mørkt i huset. Jeg

går ud på terrassen og kigger ind mod

byen. Der er total mørke overalt, ikke

et gadelys og intet tegn på liv inde fra

byen. Der er helt klart noget galt.

Vi finder et stearinlys og får lys i huset.

Tænder for radioen, men der er jo ingen

strøm. Tænker ikke klart. Kommer i

tanke om min lille mp3-afspiller, der har

en FM-radio. Jeg tænder og finder den

eneste radiostation der fungerer, Radio

bio bio, der fortæller, at der er jordskælv,

det er kraftigt, broer er faldet sammen,

veje er ødelagt osv. nyhedsdækningen

er sporadisk og usammenhængende,

journalisterne taler med ophidsede og

nervøse stemmer. Vi lytter længe nok

til at vide, at epicentret er i nærheden af

byen Concepcion, men i øvrigt strækker

sig helt fra Santiago og 800 km sydpå.

Vi er 200 km væk.

Kontakten til familien

Vi modtager en sms fra min kones

søster, der spøger om vi er ok. Det er

ikke en besked vi plejer at få, så vi ved,

at der må være noget galt. Vi prøver at

svare, men kan ikke komme igennem.

Der er kaos på mobilnettet. Vi prøver

igen og igen, både til min kones familie

i Santiago og egen familie i Danmark.

Intet virker, heller ikke internettet.

Jeg er træt og i øvrigt også forkølet. Det

eneste jeg kan tænke på er at få varmet

vand til en kop kaffe. Jeg går ud og

henter vand fra en regnvandstønde (vi

har intet vand i hanerne) og får sat vand

over gasblusset til kaffe. Det hjælper

til at klare hovedet lidt og få lidt varmt

ned i halsen. Der er fuldstændigt stille

udenfor. Ingen biler på vejene, intet

36 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 37


lys i byen og intet liv i hverken strøm,

mobiltelefon eller noget som helst

andet. Stemningen er uhyggelig.

Det begynder at lysne, og det hjælper

lidt på det hele. Vi får endelig en kort

besked igennem til vore familier via

mobilnettet, og efter nogle timer

kommer der også strøm igen. nu

kan vi tænde for fjernsynet og få

information. Det chilenske statsfjernsyn

TVn fortæller, at det drejer sig om et

jordskælv med styrke 8,8 på Richterskalaen.

Det sjettestørste jordskælv i

historien. Mange gange kraftigere end

det der lige har været i Haiti.

dødstal og uhyggelige

billeder

Kl. er 10:30 og de siger, at dødstallet

er 72. Hernede i Chiles 10. region er

alt roligt. Det virker nu, som om at alt

er normalt, men alligevel er det lidt for

stille overalt. Det føles som en falsk ro.

I TVn fortæller de, at Santiagos

internationale lufthavn er lukket. Vi

skulle have været rejst nu på torsdag,

men besluttede for få dage siden

at udskyde hjemrejsen til sidst på

måneden. Det er rent

held, at vi ikke er rejst til

Santiago.

Kl. bliver 14:00 og

dødstallet er nu 114. billeder fra

de forskellige reportagehold på TV

begynder at komme ind fra forskellige

zoner i landet. og de er ikke kønne.

Det er billeder, der viser ødelagte veje,

nedstyrtede broer, smadrede huse og

folk indespærrede i sammenstyrtede

bygninger.

Kl. er 16:00 og dødstallet er 142. Dagen

går med mere information og billeder

fra TV-holdene, der langsomt kommer

ud til flere og flere områder. Billeder

der i øvrigt tyder på, at katastrofen

er værre end man overhovedet kunne

forestille sig.

Vi finder lidt mad frem fra skabet. Vi har

ris og lidt frossent kød, der er halvt tøet

op pga. strømstoppet. Vi laver mad og

falder lidt til ro. Ringer til familierne igen

og får bekræftet, at alle har det godt.

Det er det vigtigste. Det er utroligt,

som man i en situation som denne

føler behovet for at være i kontakt med

familien, vennerne, naboerne. Man føler

sig meget, meget alene.

De melder om efterskælv i nyhederne.

Det seneste på 6,2. Det her er næppe

overstået endnu, tænker vi. Vi beslutter

os for at pakke en taske med de mest

nødvendige effekter og dokumenter,

som vi stiller ved hoveddøren, så vi er

klar til at rykke ud med kort varsel.

Det føles meget underligt at pakke den

taske.

Det er tidlig aften, men vi er trætte.

Vi har ikke lavet noget som helst hele

dagen, men er udmattede af hele tiden

at være spændte og på vagt. nu taler de

om tsunami og flere efterskælv, men vi

kan ikke holde til at høre på mere. Vi går

i seng og falder i dyb søvn.

Dag 2 - søndag

Dagens store overskrift er tsunamien.

et tsunami-varsel blev afblæst i går,

men nu viser det sig, at den alligevel

har raseret kysten. Øjenvidner beretter

om 15 meter høje bølger, der skyllede

ind flere steder langs kysten. Flere små

landsbyer, badebyer og fiskersamfund

er simpelthen skyllet væk. Det er ganske

få billeder vi får fra reportageholdene,

men dem vi får er forfærdelige. Huse og

biler befinder sig i havet, mens skibe og

fiskerbåde ligger smadrede på land. Det

er en omvendt og grotesk virkelighed

det her.

Mangel på overblik

Hvorfor blev tsunamien ikke varslet?

Ingen på hele den ramte kyststrækning

fik besked. Man søger ansvarlige, men

man får ikke svar her midt i alt kaosset.

Regeringen mødes med søværnet,

alle statslige organisationer holder

nød-møder, og det virker som om ingen

kan finde ud af noget som helst.

Chile har jo netop haft valg og er

midt i et regeringsskifte. Den gamle

socialdemokratiske regering med

præsident Michelle bachilet i spidsen

træder af 11. marts - om blot få dage

- og den ny højreorienterede præsident

Sebastian Piñeira træder til. Midt i denne

overgangsperiode er de to præsidenter

tvunget til at arbejde sammen i nødens

navn, hvad enten de vil det eller ej -

og jeg tror nok det er lidt svært at få

kickstartet et godt samarbejde med

kort varsel.

elektriciteten går igen. Telefonerne

virker kun af og til. Det hele virker så

ustabilt. Vi overvejer at køre til byen

for at købe ind og tanke bilen, men får

at vide, at de fleste butikker er lukkede

og at der heller ikke er benzin. Vi bliver

hjemme og holder os i ro. Vejret er

roligt. Det er lidt tåget og meget stille.

lidt for stille efter min mening.

TVn melder om mange efterskælv,

110 i alt! ethundredeogti! Flere billeder

fra de oversvømmede kystsamfund.

Dødstallet oppe på 708, og noget tyder

på, at det kun er toppen af isbjerget.

Dag 3 - mandag

Her på tredjedagen i Chile er det nu

ikke længere selve jordskælvene, der er

problemet - men derimod alt det kaos,

der følger med i kølvandet.

Der er de fysiske ting: Ødelagte veje,

nedstyrtede broer, lukkede lufthavne,

smadrede supermarkeder og mangel

på vand og strøm. Der er hospitaler i

de værst ramte regioner, der er ude af

funktion, og i det hele taget virker det,

som om man endnu ikke har overskuet,

hvor alvorlig situationen egentlig er.

Chile er jo, geografisk set, et kæmpeland.

Der findes så mange små hjørner og

samfund i dette land, at det næsten

er umuligt at få et hurtigt overblik

over, hvor mange steder der er ramt af

jordskælvene. Man ved selvfølgelig hvor

epicentret ligger og at katastrofen har

ramt et område fra Santiago og ned til

Chiles 9. region, der er en strækning på

næsten 800 km. Men ud over de store

byer, som selvfølgelig er hårdt ramt, så

er flere af lokaliteterne i området små

samfund på landet og langs kysten. De

fleste af disse små samfund har siden

i lørdags været uden kommunikation.

Man ved simpelthen endnu ikke, hvad

der er sket i disse småbyer, det tager

tid for TV-hold og pressen at nå frem

til disse svært fremkommelige steder,

og det betyder, at man faktisk ikke aner

hvor stor katastrofen er.

Det sociale jordskælv

et andet stort problem er befolkningens

reaktion på hændelserne. Den

menneskelige måde at reagere på

i situationer som denne viser sig i

alle typer ansigter. Der er en tydelig

angst og desperation hos folk, der har

mistet deres huse - eller måske deres

familiemedlemmer. Desperationen

ses også hos folk, der ikke har vand,

fødevarer eller medicin. Men der er

også en tydelig panik, som er ved at

sprede sig overalt, også blandt folk,

der egentlig ikke er ramte, men som

hører om alle elendighederne på

TV og radio. en chilensk journalist

beskriver fænomenet som en ”kollektiv

psykose” eller et ”socialt jordskælv”.

Folk hamstrer fødevarer og benzin

i ren panik, hvilket gør, at både

supermarkeder og benzinstationer

tømmes og må lukke. Selv hernede i

Chiles 10. region, som næsten ikke har

været ramt af jordskælvene, er det i

øjeblikket umuligt at købe benzin, fordi

folk har hamstret.

anarki og militær

I de større byer i de berørte zoner

nærmer tilstanden sig rent anarki.

Folk i byen Concepcíon bryder ind i

supermarkeder (der ikke kan åbne pga.

strømsvigt) og plyndrer simpelthen

varer fra hylderne. Mest kvinder og

mødre, der skal bruge mælk og bleer til

deres småbørn, og andre der plyndrer

fødevarer, fordi de ganske simpelt ikke

har noget at spise og drikke.

og så er der bøllerne. De asociale

tyveknægte. Dem der ikke kan lade

være med at udnytte situationen.

Folk der benytter enhver lejlighed til

at plyndre butikker for fladskærme,

vaskemaskiner og alt muligt andet.

Der er familier, der har forladt deres

sammenstyrtede huse, hvorefter andre

kommer til og raserer husene for alt

hvad der findes af værdi. Befolkningen

kan se det hele på TV, og de er vrede.

Der hersker en lynch-stemning, og

de frustrerede husejere ønsker død

og ødelæggelse over de kriminelle.

Sågar i en sådan grad, at nogle ønsker

militærstyret tilbage. Det er frustration

og kaos i en forfærdelig blanding. Det

er menneskelig elendighed, når det er

allerværst at se på. Det er menneskelig

eksistens, der pludselig er tilbage i

stenalderen. Hvor får man varme?

Vand? Ild? Mad? Det menneskelige

koncept for det 21. århundrede er væk,

og vi er ”back to basics”.

På den anden side kan man også

opfatte, at der er folk, der ikke ønsker

militæret indblandet i hjælpearbejdet.

Selv om man tænker helt objektivt

og ved, at militæret er uddannet og

udstyret til at hjælpe til i præcis disse

situationer, så er der alligevel folk, der

hellere ser alle problemerne klaret uden

militærets indblanding. og det viser

nok noget af det traume landet stadig

har efter mange år med militærstyre.

Man har set tilstrækkeligt med billeder

i dette land af folk i militæruniformer,

mener mange.

Moder Natur raser

Umiddelbart virker det ikke som om der

kommer flere voldsomme efterskælv

her i vores område. Vi begynder at

falde til ro og kan ane en smule normale

tilstande. Men så får vi en skræmmende

oplevelse hen under aften. Det er ellers

en helt klar aften, men pludselig trækker

der sorte skyer op på himlen. Helt sorte.

Som om de kommer ud af ingenting.

De begynder at lyne. Voldsomme lyn,

kuglelyn, vandrette lyn - jeg har aldrig

set noget lignende. Som en elektrisk

storm på himlen, men uden tordenbrag

og uden nedbør. Det virker ret unormalt,

og vi kommer alle til at tænke på de

mange vulkaner vi har hernede. er de

ved at vågne? Kan jordskælv længere

nordpå provokere seismisk aktivitet her

i vores baghave?

naturen er så smuk hernede, og nu

er den pludselig så rå og brutal. Jeg

kan ikke tænke mere. Det er jo ren

spekulation, og sker der noget, så vil

det ske uanset hvad jeg gør. Jeg kan

ikke gøre andet end at håbe og ønske

at alting går godt og snart normaliserer

sig. Jeg tager en stiv whisky og går på

hovedet i seng. Vi er i live - og i morgen

er der atter en dag.

38 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 39


tema rablende røverhistorier

det store æble

”You guys are regular jerks!” Den

midaldrende dame, der lige har tromlet

sin bagagevogn ind i haserne på

mig, kigger nedladende på os med et

udtryk, der signalerer noget i retning

af, at vi er de værste rejsebumser, hun

nogensinde har mødt. Vi - Müls, Peder

og jeg - befinder os i ankomsthallen i

newark-lufthavnen i new York. Iført

vores rygsækrejsekluns og efter mange

timers flyrejse ligner vi formentligt

et par forhutlede knøse, og en sådan

fremtoning berettiger åbenbart ikke

til, at man udbryder et ”av for satan”,

når man bliver kørt ind i, hvorfor vi nu

bliver skældt huden fuld. Den vrede

dame forlader os hovedrystende, og

vi sætter kursen mod immigrationen,

hvor en ”Immigration Officer”, præcis

ligesom den sure dame, behandler os,

som om vi har pest. Velkommen til new

York. Velkommen til USA. Håbets og

drømmenes land.

en bus bringer os til Grand Central,

hvorfra en ordknap og heller ikke

overvældende imødekommende

taxachauffør transporterer os i sin

”Yellow Cab” til vores bestemmelsessted

- et af de få tilbageværende vandrerhjem

på Manhattan. Mcburney Hostel, som

stedet hedder, ligger på 23nde gade og

er både billigt og centralt beliggende.

Med i prisen følger gamle knirkende

mørkbejsede plankegulve, lurvede

gulvtæpper, 30 graders fugtig varme på

sovesalene og fællestoiletter, der lugter

af pis. Vi snupper et bad og går i dørken.

Vores US-eventyr er i gang.

De næste par dage trasker vi gennem

”det store æble”. Forbi bowery Streets

folkekøkkener befolket med tiggere,

der sender os melankolsk drømmende

blikke. Videre gennem Fifth Avenue

med diamantbutikker og fortravlede

forretningsfolk. nordpå gennem Central

Park med filmoptagelser og motionister

på inlinere. Vi ender helt nordpå i virvaret

hos Harlems gadehandlere. Derfra

vil Müls (der i virkeligheden hedder

Christian Müller) videre på ”Tunnel”,

for dér har han selv læst i ”American

Psycho”, at yuppier, som Patrick

batemen, tager hen. Men svaret er

”negative”. et par unge rygsækknægte

som os kommer selvfølgelig ikke sådan

bare uden videre ind på new Yorks

USA - Tværs over håbets

og drømmenes land

mest fancy natklub. Så vi overlades til

at flakke rundt i natten i byen, hvor alt

ligner noget, man har set på film. Vi

jagter neonskilte ned gennem broadway

og ender selvfølgelig på en bar nær

neonhjertet Times Square. Præcis som

alle de andre turister.

et møde med New Yorks

skæve eksistenser

næste morgen er det blevet tid til

at sige farvel til Mcburney, lower

Manhattan og hele det store, syrlige

æble. elevatoren ned mod receptionen

deler vi med en transvestit, der i

De fries land, de modiges hjem”, kalder amerikanerne

selv USA. Tag med, når tre unge danske drengerøve i

en gammel udtjent ottecylindret Pontiac kører tværs

over USA og forsøger at komme ind på livet af de frie

og modige amerikanere. På det lange road trip fra

atlanterhavet til stillehavet møder Peder, Müls og

Jakob et væld af amerikas skæve eksistenser og

havner talrige gange i problemer. Læs med, når

de lægger turen forbi truckerbaren i amarillo og

Phantom ranch i bunden af Grand Canyon.

tekst og foto: Jakob Øster

elevatorens spejl er i færd med fjerne

alle spor efter skægvækst med et

kraftigt lag pudder. Da vi kommer ned,

er døren ind til hotellets reception låst,

og bag den låste dør fornemmes intet

tegn på liv. Transvestitten trækker på

skuldrene og efterlader os bankende

på den tunge trædør. Uheldigvis er

vores pas placeret i receptionens

værdibox, og da vi har købt billetter til

en bus, der snart kører fra new Yorks

busstation til erie, Pennsylvania, har

vi ret meget brug for, at der kommer

en og låser op. Vandrerhjemmets sorte

dørvagt benytter sig af universalsvaret

”I wouldn’t know about that, sir” lige

meget om vi spørger ham, om han har

nummeret på én, der har en nøgle,

eller hvad han hedder til fornavn. en

hjælpende hånd må tydeligvis komme

andetsteds fra.

Frihedsgudinden og ”Manhattan Express”

rutsjebanen pryder New York New York Hotel and

Casino på the strip, mens bilerne foran brøler forbi.

nabobygningen viser sig at være et

YMCA fitnesscenter, som har samme

ejer som vores hostel. Her får vi

efter nogen parlamenteren støvet en

sikkerhedsansvarlig op, som råder over

en nøgle til receptionen på Mcburneys.

Da vi endelig får låst op, finder vi inde

i det forjættede receptionslokale en

døsig og ualmindelig gammel mand i en

rullestol. Han hører temmelig dårligt,

hvilket måske forklarer, hvorfor han

ikke har lukket døren op for os noget

før. Til gengæld er hans new Yorkaccent

så stærk, at han får Marlon

brando i The Godfather til at lyde som

en søndagsskoleelev fra universitetet i

oxford. Smølende får han forklaret, at

han ”bare er på besøg”. nøglen vi har

fremskaffet viser sig selvfølgelig kun

at passe til døren til receptionen, men

ikke til værdiboxen, så vi kan stadig

ikke få vores pas. Men, ”no panic boys”,

snøvler gammelfar, for han har da

telefonnummeret på den forsvundne

receptionist! Receptionisten, der viser

sig at have sovet over sig, bliver tilkaldt,

40 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 41


På vej op ad Grand Canyon. Stien er 15

kilometer lang med en gennemsnitlig stigning

på 10 procent, så opstigning frarådes midt på

dagen, hvor solen brænder ubønhørligt.

og snart efter får vi vores pas og får

tjekket ud.

”You want girl?”, spørger en laset og

ildelugtende mand, da vi kommer

halsende hen i mod indgangen til new

Yorks nordlige busstation. Kvarteret

omkring busstationen emmer af

fattigdom og forfald. Vi takker nej og

fortæller ham, at vi har en smule travlt,

da vores bus går om fem minutter. ”Ah”,

lyser manden op, ”You want little boy!”.

Vi ryster opgivende på hovedet og løber

videre.

Overbooket gråhund

Ganske få minutter før busafgang når vi

frem kun for at konstatere, at bussen

er fuld. I USA opererer man åbenbart

med overbookning også af busser, og

er man ikke ankommet et kvarter før

afgang er en betalt billet angiveligt

Monument Valley, Utah. Fra venstre sidder

Müls, Peder og artiklens forfatter på den på

det tidspunkt temmelig varme kølerhjelm på

vores fantastiske Pontiac Parisienne fra 1983.

ikke det papir værd, den er skrevet på.

Til gengæld får vi lov til at stå længe

i en dejlig kø for ”Complaints”, hvor vi

til sidst kommer frem til en elskværdig

dame, der både kan sige ”Sorry, sir” og

”This is company policy”. Først efter

at vi har fået hidkaldt hendes chef og

fortalt hele vores mærkværdige historie

lykkes det os at få booket billetterne om

til ”gråhundens” næste afgang.

Næste formiddag befinder vi os i en

ganske anden verden. Kagen på min

tallerken er angiveligt lavet med brug

af treyyen forskellige slags chokolade,

tjenere dribler rundt og hælder

champagne op og uddeler friske, store og

lidt for perfekt udseende jordbær dyppet

i chokolade. bag os bugner buffeten,

og gennem panoramavinduerne har vi

udsigt til en nyvandet golfbane foran

den smukke restaurationsbygning.

Udsigt fra Empire State building i New York. Turen

fandt sted i 94, da USA som bekendt stadig rådede

over de famøse tårne, der ses i baggrunden.

Vores road trip tog os igennem 16 amerikanske og 1

canadisk stat. Amerikanerne er verdensmestre i at

servicere og underholde, men de mest eventyrlige

oplevelser lå alligevel i mødet med de skæve

eksistenser og den fantastiske natur.

På parkeringspladsen holder vores nye

bedste ven. en Pontiac Parisienne fra

’83. En veludrustet sag med sin 5 liters

motor, sine 8 cylindre og en benzintank

på intet mindre end 95 liter. en solid

gammel flyder, der er 5,4 meter lang

og bred nok til, at man kan ligge fuldt

udstrakt på de magelige sofaplyssæder

bagi.

Vi er til søndagsbrunch på den lokale

”Country Club” i erie, Pennsylvania.

Vores vært hedder niels, og han er

Peders danske onkel, der for mange

år siden emigrerede til USA. Han er

pensioneret direktør og bor med sin

kone i et stort hus på en endnu større

grund nær lake erie. De sover med en

pistol under hovedpuden og spiser ude

hver aften. Ud over at lade os bo hos

ham har niels købt den brugte Pontiac

til os for de 1.200 dollars, vi har sendt

over. Han har sågar forsikret den for os

i sit eget navn, hvilket har sparet os en

ikke ubetragtelig sum penge. eneste

betingelse er, at hvis ikke vi får solgt

bilen, når vi skal hjem, så skal vi skrue

nummerpladerne af og sende dem til

niels, så han kan opsige sin forsikring.

Jomfruturen

Da bilen skal prøves af, kører vi efter

brunchen en jomfrutur i form af en

dagstur på godt 500 kilometer til

niagara Falls og tilbage igen. bilen

spinder som en kat. Den har både

automatgear og cruise control, så den

kører næsten sig selv. efter godt 100

kilometer taler den sågar til os. ”CHeCK

enGIne” siger den til os via et oplyst

gult felt midt på instrumentbrættet.

Vi standser og ringer hjem til niels.

Han er sikker på, at det bare er en

løs forbindelse, for hans mekaniker

har lige tjekket bilen, siger han. Så vi

kører videre og får planmæssigt set

”the honeymoon capital”, som området

ved det store niagara-vandfald kærligt

kaldes. Da vi næsten er tilbage i erie

lyser advarselslampen stadig. Pludselig

holder radioen op med at virke. lidt

efter står elruderne også af. Til sidst

løber bilen helt tør for strøm. Som det

allersidste holder ”CHeCK enGIne”

lampen op med at lyse. Vores bedste

ven er gået kold.

To dage og vist nok nogle hundrede

dollars (som Niels er så flink at betale)

senere er bilen heldigvis frisk igen. ”Tag

vestpå unge mand og voks op med dit

land” sagde en kendt mand engang, og

som så mange andre før os, er vores

plan at tage ham på ordet. Så vi sætter

kursen i retning mod Stillehavet og triller

fra den danske familie i Pennsylvania

gennem ohio, Indiana og Illinois. Vi er

to dage forsinket, så vi har aftalt bare

at blive ved med at køre og skiftes til

at sove. Den plan må vi dog opgive

efter en hård nat i selskab med tyk

tåge og klemt inde mellem tonstunge

”18-wheelers” på nattræk, der morer

sig med at lukke os inde. Til sidst farer

vi vild på motorvejssammenfletningerne

i St. louis, Missouri og ender klokken

halv fire om natten i et skummelt

villakvarter.

For at slippe væk fra den ”state trooper”politibil,

der forfølger os, da vi fortabte

cirkler rundt i det suspekte kvarter,

drejer vi ind på et snusket motel, hvor

en ung, koparret receptionist et kort

øjeblik kigger op fra sin igangværende

pornofilm og informerer os om, at her

kan man kun leje værelser på timebasis.

I stedet sover vi to timer i bilen på en

tilfældig, halvskummel villavej indtil

en lokal politimand vækker os og

spørger, hvad i alverden tre pæne unge

mennesker laver på dette gudsforladte

sted. Da vi ikke kan komme i tanke

om et begavet svar, eskorterer han

os tilbage til motorvejstilkørslen, hvor

vi køber mælk og cornflakes på en

døgntank, på hvilken Müls i øvrigt på

ikke udtalt årvågen vis præsterer at

efterlade sit eneste par sko. Vores road

trip er i gang.

Videre til Memphis, Tennesee, hvor den

står på Graceland og på bluesfestival.

Derfra gennem Hot Springs, Arkansas,

hvor vi, som de eneste, ser VM-finale

i fodbold (Italien-brasilien) på en

sportsbar, hvor højtsnakkende

bargæster ustandseligt æder

jordnødder og kyler skallerne på gulvet,

mens de venter på, at de igen kan få lov

at se baseball. Derfra drøner vi direkte

gennem oklahoma og ender i Amarillo,

Texas.

På truckerbar i Amarillo

”This looks like trouble”. Den tynde

redneck med det udpinte ansigt kigger

alvorligt på os. Vi er trådt indenfor i en

skummel truckerbar nær Interstate-40

et godt stykke ude på landet i Texas.

Alles øjne er rettede mod os. De

fremmede.

Vi burde måske have anet uråd, da vi

på vej ind passerede en bedaget kvinde

i et alt for lårkort skørt med heftig

make-up, langt afbleget hår og med et

næsten ligeså langt ar kravlende op ad

sit blottede lår. Fra det øjeblik vi træder

indenfor i den skumle bar, er det som

om at tiden står stille. nogen standser

musikken, og cowboydrengene ved

poolbordet træder med deres sporede

rodeostøvler et skridt tilbage, sætter

køerne i gulvet og lægger hovederne

mistænksomt på skrå. Vi sætter os i

baren på tre høje barstole ved siden

af endnu en afbleget, men denne gang

noget yngre og ganske køn truckertøs.

Vi ligner formentlig tre collegedrenge

på afveje, og ud over at befinde os

på den forkerte bar, er vi desuden

uforvarende kommet til at sætte os

ved siden af den lokale truckerkonges

dame. Heri består vores fejl, hvilket

vores tynde redneckven netop har

gjort os opmærksom på. Med alles

øjne stift hvilende på os, rømmer

Peder straks barstolen ved siden af

truckerdronningen og gør plads til

hendes korpulente truckerkæreste, der

i det samme kommer tilbage fra lokum.

”This looks like trouble”, siger han, da

han får øje på os, præcis som hans

håndlanger lige har sagt. Åbenbart er

det sådan, man tiltaler fremmede på

disse kanter. Spørgsmålet er nu blot,

hvordan vi undgår at få tæsk.

Det her er fandeme ren ’Thelma og

louise’”, når vi at sige til hinanden,

inden alt optræk til yderligere drama

lykkeligvis afværges, da vores

mærkelige skandinaviske gloser når

deres ører. Da det derefter går op

for den store trucker, at vi er på vej

tværs over USA i en gammel Pontiac,

er vi pludselig deres bedste venner.

Vi får gratis omgange og overdænges

med truckerhistorier fra de lange, øde

landeveje og cowboyhistorier fra det

vilde vesten. ”You have seen more of

America than many Americans”, siger

vores nye truckerven respektfuldt, da

vi til sidst trætte stavrer fra baren og

kører hjem til vores campingplads.

tun og tørt toastbrød

”Har I en dåseåbner”, spørger vi kækt

vores naboer på campingpladsen.

og det skal jeg da lige love for, at de

har. De har også satellit-tv, komfur,

badeværelse og en monster gasgrill i

deres autocamper, der er på størrelse

med en HT-bus. De har cykler spændt

fast på taget og har sågar en lille bil med

på slæb efter autocamperen, så de også

kan udforske områder, dér hvor deres

megacamper ikke tillader dem adgang.

Vi går tilbage med dåseåbneren og

åbner en dåse tun foran vores lille

telt, som er det eneste traditionelle

telt på hele campingpladsen. Vi spiser

tunen med tørt toastbrød og tomater

og deler en budweiser six-pack, mens

vi misundeligt indsnuser aromaen fra

de perfekt grillede cheeseburgere på

naboens grill. Sådan er der også i USA.

Håbets og drømmenes land.

turen til Phantom ranch

”Did you guys ever run a marathon?”,

spørger rangeren på turistkontoret, da

vi har sagt til ham, at vi har tænkt os at

gå ned til Colorado-floden i bunden af

Grand Canyon og op igen samme dag.

Der er 1.500 højdemeter ned i bunden,

42 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 43


som vi har tænkt os at tilbagelægge via

den 10 kilometer lange South Kaibab

trail. For ikke at få så stejl en optur

og for ikke at gå samme vej tilbage,

planlægger vi opstigningen ad en anden

rute nemlig bright Angel trail, der er

15 kilometer lang, men så til gengæld

kun har en gennemsnitlig stigningsgrad

på 10 procent. Det mener vi snildt, vi

kan klare på en enkelt dag, men den

selvhøjtidelige ranger er altså af en

ganske anden overbevisning.

Dagen efter er vi alligevel på vej

ned ad South Kaibab trail. Dog med

en campingtilladelse i hånden til at

overnatte på Phantom Ranch ved

Colorado-floden i bunden af Grand

Canyons indre kløft. Peder har været

tidligt oppe og har fra klokken 5 i morges

stået i en lang kø og til sidst sikret os en

afbudsreservation til USA's formentlig

mest eftertragtede campingplads, som

man normalt skal reservere plads til

mindst et år i forvejen. nedturen er,

selv med oppakning, næsten lige så let

som en spadseretur i en park. Coloradofloden

er, da vi når ned til den, kold og

strømmen er stærk. Phantom Ranch

er en herlig campingplads med glade,

eventyrlystne trekkere, der nyder deres

nat på den forjættede campingplads

midt i noget af klodens mest storslåede

natur. Talrige flagermus flakser

fornøjede rundt om hovederne på os,

kun oplyst af lyset fra de få stjerner, hvis

stråler kan finde vej helt ned i bunden af

den snævre kløft.

Op mod overfladen

natten er klistrende lummer. Der er

omkring halvtreds grader inde i vores

telt, så Peder lægger sig til at sove

under åben himmel ovenpå en bænk.

Vores proviant har vi, som foreskrevet,

hængt op i poser højt oppe i et træ, så

hverken rådyr eller gnavere kan få fat

i den. Så højt oppe ligger Peder slet

ikke, så ham kan dyrene sagtens få fat i.

Midt om natten vågner han, da et rådyr

slikker ham i ansigtet. efter en kort,

varm nat står vi tidligt op og begiver os

allerede klokken 6.40 af sted, tilbage op

mod ”overfladen” af Amerikas Forende

Stater.

opturen ad den lyse engels sti starter i

et friskt tempo, men efter et par timer

må tempoet revideres, og snart holder

vi op med at sanse den storslåede natur

omkring os. op ad formiddagen når

temperaturen 40 grader, og luften føles,

44 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

som om man lige havde taget låget af en

gryde med kogende vand. Til gengæld

er der ingen skygge. Kort før toppen

bliver vi overhalet af en sej gammel

dame på omkring 55 år. Ydmygelsen

er total. efter godt fem timers kamp

med den evige ti-procent stigning når

vi endelig op. Vi spiser pizza og drikker

ubegribelige mængder sodavand fra

vores refill-bægre, der selv uden

genopfyldning rummer det samme som

spanden i en brønd. Måske der alligevel

var en lille smule om det med den dér

maraton, bliver vi enige om, mens vi

bæller sodavand og gnasker pizza.

Endelig når vi Stillehavet

Med Springsteens hæse stemme

buldrende fra den gamle bils båndoptager

går turens sidste etape gennem det

vestlige USA. Forbi Monument Valley.

Forbi Cadillac Ranch. Forbi Vegas,

verdens underholdningshovedstad, der

med sine neonskilte, prostituerede og

kasinoer midt i nevada ørkenen sætter

en ære i at hylde synden, dekadencen

og overforbruget. efter 6.000 kilometer

når vi endelig ud til Stillehavet. Fra

Malibu beach drøner vi sydpå til San

Diego og dagen efter fra beverly

Hills nordpå på Pacific Coast Highway

gennem Monterey og Santa barbara.

Til sidst ender vi en sen aften ved vores

endelige destination. Menlo Park i San

Francisco. Her skal vi bo hos danske

nana, der arbejder som au-pair pige,

og hendes indisk-amerikanske kæreste

Anjan, der arbejder i Sillicon Valley.

nanas danske veninde lotte, som Müls

kender hjemmefra, bor der også, så

pludselig er vi til danskerkomsammen i

San Francisco.

drama i Menlo Park

Hurtigt kommer vi ind i en rytme, hvor

vi fester hele natten på San Franciscos

hippe retrobarer og på natklubber med

yndige stangdanserinder og sover det

meste af dagen. en aften er vi med

en flok rare mennesker på en hyggelig

sushirestaurant, hvor små skibe med

frisk fisk lystigt sejler rundt på et

transportbånd, hvorfra man kan gafle

dybstegte soft shell crabs og andre

delikatesser til sig. Efter rå fisk og lidt

for meget saké dribler vi videre til en

herlig, privat au-pair fest et sted i Menlo

Park. Festen er fremragende, men

uheldigvis opsnapper nana et rygte

om, at hendes kæreste Anjan har været

hende utro, og så er den fest slut. Vi

bliver kørt hjem, og nana og lotte kører

over til nanas iranske ven, Merdad, for

at sove.

Vi andre sover lige som vi plejer i nana

og Anjans lejlighed. næste formiddag

kigger nana og lotte forbi, og så bryder

helvede løs. nana går ind i soveværelset

til Anjan, og det skulle hun nok aldrig

have gjort. I hvert fald råber og skriger

de kort efter af hinanden. Hun er sur

over, at han har kysset med en anden,

og han er vred over, at hun ikke har

sovet hjemme. Pludselig lyder det som

om de slås, og med et brag smadrer

nogen noget. Vi har tømmermænd, er

kun iført boxershorts og aner ikke, hvad

vi skal gøre. To minutter efter ringer det

på døren. Udenfor står to politibetjente.

nana stortuder. Hun har fået tæsk. ”Do

you want to press charges”, spørger

betjentene. Det føles som en dårlig

film. ”Nej”, siger Nana. Den ene betjent

ryster opgivende på hovedet. ”Ring,

hvis han gør det igen”, siger han med

opmuntrende stemme. Så går de.

efter der er faldet ro på, forklarer

nana, at hun havde ringet 911 fra

soveværelsets telefon. opkaldet nåede

at blive koblet igennem lige inden Anjan

smadrede telefonen, og i Menlo Park

fungerer politiet åbenbart så effektivt,

at det er nok til at en patruljevogn fra

nærområdet får besked og kigger forbi.

nana ryster over hele kroppen og vil

væk. Kort efter kommer Anjan ind i

vores danskerværelse og smider os alle

på porten. ”Get out! I want everybody

out”, råber han.

en folkevogn fra ’69

Kort tid efter er såvel vores Pontiac

som nanas gamle VW beetle fra ’69

fyldt til bristepunktet med alt nanas

habengut. Vi fem danskere flytter over

til Merdad, nanas iranske ven, som

heldigvis viser sig at være noget nær

verdens flinkeste fyr. Et par dage ved

Merdads swimminpool gør underværker,

og hurtigt fortrænger vi alle tanker

om husspektakler og jalousidramaer.

Efter de sidste obligatoriske udflugter

til Yellowstone, Alcatraz, Golden Gate

og napa Valley er vores amerikanske

drømmetur ved at være slut.

”bakgearet er lidt tricky!”, siger nana

ind gennem den åbne bilrude. Müls

og jeg er på vej i lufthavnen. Tiden er

knap, for vi er både kommet lidt for

sent ud af døren og har ikke kunnet

finde vores gode bilnøgle, og vores

Pontiac ville selvfølgelig for en gang

skyld ikke starte med den dårlige nøgle.

Så nu har vi lånt nanas ældgamle VW

beetle, som har et utal af skavanker.

en af dem er bakgearet, som synes

umuligt at få i position. Til sidst stikker

nana selv armen ind gennem vinduet

og rykker gearstangen i bakposition,

hvilket resulterer i, at bilen nærmest

momentant kickstarter og flyver

adskillige meter baglæns med nana, der

stadig har fat i gearstangen, hængende

efter sig. Ganske få centimeter før vi

kolliderer mod en husmur lykkes det mig,

efter hård kamp med bremsepedalen,

at få bragt bilen til standsning. ”nå ja,

jeg glemte lige at sige, at den springer,

når den går i gear”, siger nana, efter

hun igen har fået fodfæste. ”og husk,

at bremsen kun virker, hvis man træder

helt vildt hårdt på den”. ”og for resten

kør forsigtigt, den er ikke forsikret”, når

hun lige at råbe, inden vi med hvinende

dæk forlader parkeringspladsen og

drøner af sted.

Selvfølgelig har vi også glemt at

indkalkulere, at vi - efter at være flyttet

- bor 20 kilometer længere væk fra

lufthavnen, så det er i sidste øjeblik, at

vi når frem. Peder er taget hjem et par

dage forinden, mens Müls skal blive i

San Francisco en uge længere. og hvis

Müls skal kunne bruge - og sælge - bilen

kræver det, at jeg får fremskaffet den

gode bilnøgle, som jeg har smidt væk.

efter at have tømt min rygsæk for alt

indhold midt i den selvfølgelig grotesk

lange check-in kø finder jeg til sidst den

forsvundne nøgle. Den viser sig af alle

steder at befinde sig i forlommen på de

bukser, jeg har på! Den har forputtet sig

i den lille indvendige og ikke synderligt

anvendelige lomme, som ingen ved

hvorfor cowboybukser har. et kvarter

før flyafgang er mit check-in endelig

afsluttet. Jeg vinker farvel til ”the land

of the Free, Home of the brave” og

spurter gennem lufthavnen. Som den

allersidste passager når jeg lige akkurat

at hoppe om bord på mit fly.

efterskrift

nana og Anjan fandt kort efter sammen

igen. De boede sammen i yderligere tre

år og gik så fra hinanden. Müls fik ikke

solgt bilen. Vi havde ellers fået tilbudt

900$ af en brugtvognsforhandler i Palo

Alto, men da registreringsattesten

ikke var nået frem fra Pennsylvania

(angiveligt fordi motorkontoret i

erie, hvor den skulle udfærdiges i

mellemtiden, var brændt ned!?) var

den umulig at sælge. I stedet lod Müls

bilen stå hos Merdad. Merdad hjalp os,

da han havde fået tilsendt de fornødne

bilpapirer med at sælge bilen. Pengene

gav han til nana, men hun beholdt af

ukendte årsager de fleste selv.

Peders onkel niels var nødsaget til at

melde bilen stjålet for at ophæve sin

forsikring. Müls havde nemlig ikke som

aftalt skruet nummerpladerne af, for så

ville Merdad ikke kunne køre bilen hen

til en forhandler, og Merdad glemte at

skrue pladerne af, da han havde solgt

bilen. Personen, der købte vores bil

”glemte” at omregistrere bilen og kørte

rundt på niels’ forsikring indtil denne til

sidst blev ophævet, da bilen blev meldt

stjålet.

Billede til højre: En kirke konkurrerer om pladsen

med en skyskraber i en af New Yorks travle gader.

Billede nedenfor: På vej ned i Grand Canyon ad

South Kaibab trail skuer vi udover Kaibab platauet.

Længere nede findes den indre kløft, der huser

Phantom Ranch og Colorado floden.

Faktaboks - Camping i USA

RV-parks og campingpladser: næsten alle campingpladser i USA er delt

mellem ”RVs” og almindelige telte. ”RV” står for Recreational Vehicle og

svarer til en Autocamper. RVs er ofte på størrelse med en bus og medbringer

undertiden både bil, båd og cykler. bemærk, at nogle campingpladser er ”RVonly”.

Traditionelle telte udgør en forsvindende lille del af campingen i USA. På

campingpladser er der ofte swimmingpools, fællesrum og andre fine faciliteter.

Hiker-Camping: Hiker-Camping er en naturcampingplads ofte beliggende i

nærheden af en traditionel campingplads. Adgang til hiker-camping er som

regel kun tilladt på cykel eller til fods og med eget telt. Hvis en traditionel

campingplads er fyldt, kan man parkere bilen et par hundrede meter væk, tage

rygsække og telt på nakken og spørge, om man kan få plads på hiker-camping.

national Park Camping: I mange national parks er det muligt at campere.

enten på organiserede campingpladser eller på naturcamping. naturcamping

er ofte gratis eller ekstremt billigt (1-5 dollars). Her er kun teltcamping tilladt,

og forholdene er ofte særdeles basale (ofte uden toilet).


tema rablende røverhistorier

Tonga - et sydhavsparadis i flammer!

I mange år havde jeg haft en romantisk drøm om

sydhavet og især det lille ørige tonga, som med

sin eksotiske kongefamilie virkelig appellerede til

mig som det autentiske Polynesien. Vi søger om at

komme i audiens hos Kongen af Tonga, men da jeg

efter over ti års dagdrømmeri endelig kan sætte

fødderne i den tonganske koralsand bliver det en

noget anderledes oplevelse end jeg overhovedet

havde forventet. det er november 2006, min

veninde og jeg er på jordomrejse og stik imod

vores vildeste forestillinger ender ”opholdet i

paradis” med en heftig revolution, optøjer og

et sandt flammehav. Øgruppen er pludselig

forsidestof i hele oceanien med overskrifter som

"forkullede lig i Nuku’alofas gader" og "80% af

Tongas hovedstad nedbrændt!"

tekst og foto: anette lillevang kristiansen

Stort billede: Fredfyldt og romantisk ser det ud,

men selv afdæmpede polynesiere kan gå amok og

så er det som en gigantisk vulkan der eksploderer.

Billede til venstre: De rasende oprørere trækker

i retning af vores hostel, samtidig med at de

konsekvent sætter ild til samtlige huse langs vejen.

Billede midten: De indsatte australske og new

zealandske militærtropper har forholdsvist hurtigt

fået situationen under kontrol.

Billede til højre: To soldater kommer hen og spørger

mig om jeg er ok – det var spændende, men lidt

chokeret kan jeg nu ikke helt sige mig fri for at

være.

Denne historie starter egentlig ret

uskyldigt med en lommekalender fra

Ugebladet Søndag, som min mor gav

mig for mange år siden. Det skulle hun

aldrig have gjort! Da jeg sad og kiggede

på fødselsdagsdatoer for medlemmerne

af de europæiske kongehuse, sneg

der sig pludselig et særdeles eksotisk

indslag ind blandt de royale. Mellem

dronninger og prinsesser fandt jeg

pludselig selveste Kong Taufa’ahou

Tupou af Tongas fødselsdag, og denne

opdagelse skulle få vide konsekvenser!

I 1996 var jeg kommet hjem fra min

første rygsæktur i Australien. oppe i det

tropiske Queensland var jeg stødt på

en dansk backpacker, der havde været

på ø-hopperi i Stillehavet. Han havde

stolt vist mig et håndtatoveret bånd

om overarmen, som han under næsten

manddomsprøvelignende forhold havde

fået lavet på Samoa. Med tænderne

bidt sammen havde han ligget på en

sivmåtte, mens de med sort farve og

et træhåndtag med skarpe hajtænder

havde banket mønstret ind i den tynde

hud. Jeg betragtede den imponeret, og

en drøm begyndte at tage form i mig.

GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 47


Billede øverst: Tongas Kong Taufa’ahou Tupou døde kort før

vores ankomst til øen og blev begravet ved en stor ceremoni

på dette overdådige gravsted i rigtig tongansk stil.

Billede nederst: I lufthavnen er der massiv pressedækning

på, efter at australske og new zealandske militærtropper er

blevet indsat for at dæmpe gemytterne.

Jeg længtes efter Polynesien. Sømanden

kom op i mig - de fjerne horisonter og

trangen til de syv verdenshave. Hvorfor

valget faldt på Tonga ved jeg egentlig

ikke. Ø-gruppen på den anden side af

kloden lød enormt eksotisk i mine ører,

og et isoleret kongerige i Sydhavet kan

vel få eventyreren frem i de fleste.

Fordi Tonga var selvstændig og med en

romantisk kongefamilie havde jeg en idé

om, at det måtte være det autentiske

Polynesien. Der skulle dog komme til

at gå over ti år, inden jeg kunne sætte

fødderne i det tonganske koralsand.

Men jeg som havde forestillet mig et

fredfyldt ø-paradis, måtte snart sande,

at ting ikke altid er som man drømmer

om, og at illusioner hurtigt kan blive

banket til jorden.

Ti år senere skal min veninde Jytte og jeg

på jordomrejse, og med et obligatorisk

stop i Stillehavet falder valget oplagt på

Tonga. Drømmen om Sydhavet får igen

næring, og en dag slår det ned i mig,

at vi skal prøve at opsøge Kongen. når

Troels Kløvedal kan komme i audiens,

så kan vi vel også, resonerer jeg kækt.

Der er et halvt år til vi skal af sted, og

jeg går i gang med at forfatte et brev

Billede øverst: Kongens smukke sommerresidens der

undgik flammerne, da stedet ligger udenfor byen.

Billede nederst: Lykkeligt uvidende om de følgende dages

uroligheder slapper vi af på en smuk og fredfyldt lille

naboø.

til Tongas majestæt. Vel nok et af de

mere specielle breve jeg har skrevet

- Your Highness osv., men resultatet

bliver nu helt hæderligt. Adressen er

unægtelig noget mangelfuld, men jeg

regner med, at alle kender kongen af

Tonga. Jeg smider brevet i postkassen

med rigeligt porto på, da jeg ikke helt

tør gå på posthuset. De ville sikkert

sætte spørgsmålstegn ved, om jeg

var helt normal, men brevet kommer

aldrig retur, så vi konkluderer, at det

må være nået frem. næste projekt er

nu at overveje, hvad vi overhovedet

skal sige til kongen, hvis vi virkelig blev

inviteret i audiens. Fnisende forestiller

jeg mig scener med unge Prins Akhim

i "Comming to America" selvom jeg

med min fornuft godt ved bedre. Men

at historien i den grad skal komme til at

udspille sig en hel del anderledes end vi

drømmer om, ved vi heldigvis ikke på

det tidspunkt.

Vi ankommer til øerne en søndag nat.

Allerede dagen efter fornemmer vi en

underlig stemning, som om noget lurer

under overfladen. Vi lægger mærke

til, at byens fodboldbane huser en stor

menneskeflok. Handlen kører ligesom

på halvt kraft, og en stille summen

præger hovedstaden. Det er min første

rejse i Polynesien, og jeg spekulerer

på, om disse mennesker bare er sådan

lidt afdæmpede. Senere går det op for

os, at gamle konge Taufa’ahau Tupou

er død kort forinden og at kronprinsen

nu er indsat på tronen. Denne nyhed

er næppe kommet os for ører inden

vi rejste, så vi bliver lidt skuffede. nu

har jeg ventet i ti år på at komme til

Tonga og forfattet brev til kongehuset,

og når vi så endelig kommer frem,

så er hovedpersonen død. nede ved

slottet taler vi med portvagten, og

sekretæren lover at behandle vores

audiensansøgning. Planen er nu væltet

lidt pga. dødsfaldet, men vi beslutter

os for at forsøge at gennemføre planen

med den nye konge. Vi har købt et

eksemplar af H. C Andersens eventyr

til ham - fra vores danske kongerige.

Fuld af fortrøstning tager vi over til en

naboø, lykkeligt uvidende om, hvad der

venter os et par dage senere.

Paradis i flammer

Da vi kommer tilbage til nuku’alofa, slår

vi os ned på et kinesisk ejet hostel; der

hersker stadig en besynderlig stemning,

Vi er knapt færdige med at pakke rygsæk, da

jeg gennem vinduet ser meterhøje flammer

der slikker sig op af husmuren på den

modsatte side af gaden.

og torsdag sprænger bomben. Det er

som om en kæmpe vulkan af indestængt

vrede eksploderer i et gigantisk brag. Vi

har lige købt biografbilletter til sidst på

eftermiddagen, men vi får aldrig filmen

at se. Da vi trasker ud fra en lille butik,

går en flok unge fyre fuldkommen amok

og smadre ruder og ripper en butik på et

gadehjørne. Vi står målløse og iagttager

vanviddet og spørger en lokal om, hvad

der foregår. Det eneste vi får ud af

vedkommende er, at butikken tilhører

kongefamilien. I næste sekund kommer

en af fyrene spænende forbi os med en

håndfuld dyre solbriller. Han griner med

et næsten dyrisk had i øjnene. Disse

rolige polynesiere er pludselig intet

mindre end gået amok. Vi har kun set

dem sidde passive under palmerne, og

nu er byen forvandlet til en slagmark.

Senere finder vi ud af, at fodboldbanen

fungerede som forhandlingsplads, og

nu er disse forhandlinger tydeligvis

gået i helt hårknude. Hele byen er i

vildt oprør, uden at vi faktisk helt ved

hvorfor. Først venter jeg, at uroen

stilner af i løbet af nogle minutter,

men gruppens medlemmer er helt fra

sans og samling og fortsætter med at

smadre butiksruder, så glasskårene

fyger. Jeg får øje på en blond pige i

menneskehorderne og får mig mast

hen til hende. Hun viser sig at være

fastboende australier. Jeg spørg hende,

om vi har noget at frygte som turister.

”nej” svarer hun - ”de vil afsætte

kongen!” og pludselig giver det hele

mening!

”Men pas på, hvis I bor på et kinesisk

eller indisk hostel!” advarer hun. I det

øjeblik står alvoren mejslet i sten for

mig. oprørerne er ligeledes imod den

handel, som asiaterne står for på øen,

og vil gøre alt for at smadre den. og vi

bor jo netop på et kinesisk hostel!

”nu skal vi herfra” råber jeg til Jytte

og hiver hende med gennem vrimlen.

Urolighederne er optrappet yderligere,

og hele den indre by er et inferno af

rasende menneskemasser. efter et par

timer på vores hostel vil vi igen bevæge

os ud og håbe på at balladen er stilnet

af - vi skal jo i biografen!

Men synet der møder os er endnu

mere foruroligende. Gaden ved siden

af biografen ligner en skyttegravskrig.

nu afbrændes der bildæk, og luften

er sort af røg og gnister. Vi får senere

at vide, at biografen er brændt ned til

grunden. Jeg gemmer biografbilletten til

minde, men situationen skal forværres

yderligere. De rasende oprørere trækker

i retning af vores hostel, samtidig med

at de konsekvent sætter ild på alle

huse langs vejen. Jeg hamrer gennem

menneskehavet tilbage mod vores logi

med en lettere chokeret Jytte i hælene.

Da vi kommer til indgangsporten, står

ejeren ude på gaden. Hun er nærmest

paralyseret af skræk, da ilden rykker

tættere og tættere på, og det er helt

tydeligt, at hun simpelthen ikke aner

sine levende råd. Disse oprørere mener

det alvorligt, men hvor langt vil de gå?

Jeg snakker med en fastboende

canadisk dame, der bor bag vores

hostel. Hun fortæller, at opgøret har

ulmet under overfladen i noget tid.

Det er altså ikke bare drengestreger -

sådan virkede det nemlig lidt i starten.

Det eneste jeg spekulerer på nu er,

hvordan vi kan komme derfra, hvis det

bliver nødvendigt. Kan de f.eks. finde på

at smide et eller andet bombelignende

ind ad vinduerne? Jeg tjekker flugtveje

i baghaven, der er en brandtappe og

et højt hegn vi skal over. Vi går lidt

ubeslutsomme rundt på vores hostel,

mens oprørerne og flammerne rykker

faretruende nærmere. På et af de andre

værelser er et ungt europæisk par flyttet

ind. De er lige ankommet til Tonga og

er temmelig rystede. Vi diskuterer lidt

alle fire, hvad vi skal gøre og hvornår vi

i givet fald skal gøre noget. Hvad skal

der til for at vi skal flygte? Jytte og jeg

går ind for at pakke vores rygsække, og

vi er knapt færdige, da jeg ud gennem

vinduet ser meterhøje flammer, der

slikker sig op ad en husmur på den

anden side af gaden.

nu skal der skæres igennem! Jeg råber

til det det unge par, at nU skal vi bare

af sted, inden situationen går helt ud af

kontrol. Vi hyrer i en taxi og stormer ud

af bygningen med vores halvtpakkede

rygsække, våde vasketøj revet ned

fra tøjsnoren og en halv vandmelon i

hånden.

Livet i en ”flygtningelejr”

Vi aner ikke, hvor vi skal tage hen, kun

at vi for enhver pris skal ud af byen.

Taxichaufføren kører os ud til et hostel,

der er ejet af en englænder. Det er

bælgmørkt da vi ankommer, og der er

hverken strøm eller telefonforbindelse.

Der hersker sådan lidt katastrofeog

"vi-holder-sammen-stemning".

Vores vært er en smule chokeret over

dette pudselige og enorme rykind af

mennesker, men vi får alle overnatning

og prøver på at finde ro i larmen fra

hvinende brandbiler.

næste morgen får vi at vide, at samtlige

bygninger fra byen og til lufthavnen er

nedbrændt i løbet af natten, og vi har

da også hørt politisirener konstant ude i

mørket. Rygterne verserer, at lufthavnen

er lukket og at al udenrigstrafik er

indstillet. Uvisheden er det værste! Vi

ved ikke om - og i givet fald hvornår -

vi kan komme fra øen. Informationen er

meget mangelfuld, og på vores hostel

forsøger vi at holde os orienteret via

radio. Min veninde er virkelig utryg ved

situationen, og vi føler lidt at vi selv står

med ansvaret for at komme fra øen.

Da vi endelig får strøm, får vi lov til

at låne værtens computer, så vi kan

maile til vore familier. Vi sender et

kontakttelefonnummer til dem, og

efter yderligere en rum tid genoprettes

telefonforbindelsen. nu kimer telefonen

på livet løs med opkald fra desperate

fædre, der er bekymrede for deres unge

48 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 49


tema rablende røverhistorier

I Conakry og Fouta Djalon

På rejse gennem et af Vestafrikas mindst

besøgte lande - seks uger efter militærkup

“Dix mille!” snerrer grænsebetjenten

i forecariah. Min shared taxi gør holdt

ved checkpointet en halv snes kilometer

inde i Guinea efter at have passeret

grænseovergangen fra sierra leone. Manden

er en kedelig karl, og han og hans 5-6 kolleger,

der alle er uniformerede og bevæbnede, har

ikke tænkt sig at lade en “porto” (hvid mand)

passere deres checkpoint uden at han betaler

for det. Jeg har imidlertid mit visum, udstedt af

republikken Guineas ambassade i nabolandet

Sierra Leones hovedstad Freetown, så efter et

kort stand-off lader de mig slippe; det er kun

middagstid, og der kommer andre ofre senere

på dagen. De skal nok få ’tjent’ 10.000 Guinea

Franc (ca. 15 kr) og mere til, inden dagen er

omme.

tekst og foto: MattHias gaMratH

De råber efter mig og fægter med

armene, da vi kører videre mod Conakry.

Der er mindst ti andre checkpoints

inden vi når hovedstaden, det største

checkpoint er det berygtede Kilometer

36 ved indkørslen til selve Conakry. Her

i begyndelsen af februar 2009 er det

kun knap seks uger siden, at diktatoren

igennem 30 år - lansana Conteh - døde

og en ny junta overtog magten efter

et militærkup. Jeg fornemmer en vis

nervøsitet og uro hos de mange betjente

og soldater.

Det er et gennemgående mønster, at

chaufføren skal betale ved hver eneste

vejbom og checkpoint i Guinea. ellers

får han ikke lov at køre videre. Det er

indregnet i prisen. og alle passagerer

bliver gang på gang kommanderet til at

vise ID kort, og hvis der er noget som

helst at sætte en finger på, så skal de

betale. og nogle gange skal de også

betale, selvom alt er i orden. Flere

gange bliver jeg bedt om at vise mit

gule vaccinationskort, og det er altså

ikke fordi soldaterne eller betjentene er

bekymrede for mit helbred. en pige fra

Sierra leone er nærmest grædefærdig,

da vi ruller ind i Conakry, for hun er

blevet blokket for næsten alle sine

penge ved de forskellige checkpoints

undervejs.

brugtvognsimportøren i

Conakry

Conakry er skod. byen soder og larmer

og lugter som ind i helvede. Den er

snavset og forurenet. og der er et

infernalsk trafikkaos over det meste

af byen. Gamle franske Peugeot’er,

Renault’er og Citröen’er pløjer sig

gennem gaderne i et hektisk tempo.

Conakry ligger som en landtange ud i

Atlanterhavet, og tangen bliver smallere

jo længere ud man kommer. Heldigvis

bliver jeg hentet af Ibrahim, der er

fætter til en af mine arbejdskolleger. Det

er tit en god ide at kende folks fætre og

brødre i Vestafrika, det gør tingene lidt

nemmere. Hans engelsk er sparsomt,

og jeg er ikke ret god til fransk, men

vi kan da kommunikere nogenlunde, og

jeg er glad for at have en guide her i

Guineas hovedstad.

Vi tager rundt i Conakry og ordner

praktiske ting så som at veksle

penge til Guinea Franc, få fat i et

simkort etc. Jeg overnatter i Ibrahims

compound i bydelen Kipé, som er et

af de bedre steder i byen, ikke langt

fra den amerikanske ambassade og

den nationale TV station. Der bor 4-5

forskellige familier. Kvinderne vasker tøj

og laver mad, børnene henter vand og

mændene drikker te!

næste dag tager Ibrahim mig med for at

møde hans fætter Sheik, der importerer

brugte biler fra europa og USA og

videresælger dem i Guinea. Sheik skal

ned til industrihavnen for at modtage

en container med fire biler fra USA, og

vi slår følge. Havnen I Conakry er ikke

ligefrem en arbejdsplads det danske

arbejdstilsyn ville rose til skyerne.

Store containere bliver hejst rundt med

rustne kraner, havnearbejderne har

hverken hjelme eller kedeldragter eller

noget. Det larmer og svirrer og stedet

er i den grad en farlig arbejdsplads.

Sheik og kranføreren får styr på hans

container, og 4-5 havnearbejdere går i

gang med det praktiske. Snart efter står

fire amerikanerbiler på kajen, Dodges

og Chryslers, fra senhalvfemserne

men stadig i fin stand. Sheik har

allerede videresolgt to af bilerne,

som bliver hentet af ejerne direkte i

containerhavnen. Han får i omegnen af

3000 USD per bil, så det er en god dag

for ham; han får en 3-4 containere hjem

om måneden i snit, enten fra USA eller

fra Antwerpen.

Med postvogn til højlandet

Dagen efter forlader jeg Guineas

hovedstad og hopper i en shared taxi,

der skal bringe mig til Fouta Djalon

højlandet. Det bliver en tur med

forhindringer. bilen er en gammel

postvogn, og som altid er den proppet

med passagerer, tasker, poser, høns

og kyllinger. Vejen er asfalteret det

meste af tiden, men chauføren kører ret

uansvarligt; det gælder om at komme

frem så hurtigt som muligt, og det

selvom tid ellers normalt ikke spiller

nogen rolle i Vestafrika. Undervejs ind

i landet og op i højlandet ser vi da også

en 2-3 forulykkede køretøjer, og det ser

rigtigt grimt ud i et af tilfældene. Jeg

funderer over, om det er en normal dag

på vejene i Guinea, eller om det er en

tand værre idag. De fleste folk er ret

temperamantsfulde i Guinea, det være

sig soldater, toldere, chauffører, sælgere

etc., og det er ofte som om følelserne

sidder uden på tøjet. Desperationen

lurer lige under overfladen.

bilen bryder sammen en enkelt gang,

men chaufføren får styr på den igen

i løbet af en halv times tid, og hen på

eftermiddagen, en 8-9 timer efter jeg

forlod Conakry, triller vi ind i bjergbyen

Pita; her står jeg af, og forhandler

mig til en motorcykeltur de sidste 45

kilometer til flækken Doucki langt inde

i det smukke Fouta Djalon Højland. Den

bumpede tur hen ad grus- og jordveje

tager en times tid, så er jeg i Doucki,

hvor jeg har booket et ophold og nogle

vandreture hos bjergguiden Alhasane.

Hos alhasane i doucki

Jeg får min egen tukul i den lukkede

compound, hvor Alhasane bor med

sin familie. Han er en lille, senet

52 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 53


mand i begyndelsen af fyrrerne, der

tidligere har arbejdet i Sierra leone,

Mauretanien og på de Canariske øer,

men for nogle år siden vendte han

tilbage til sit fædreland, giftede sig og

stiftede en familie i Doucki. Han har en

lille vandrebiks, de få backpackers der

kommer til Fouta Djalon har gerne hørt

om Doucki på forhånd og tager derud

for at tilbringe nogle dage. På en uge

i Guinea møder jeg ikke mange andre

rejsende, og dem jeg møder er næsten

alle sammen amerikanske volunteers

fra the Peace Corps. Guinea ligger bare

sådan geografisk, at landet ikke er på

ret mange overlanderes rute.

Der er et hav af børn i compounden,

men to af Alhasanes brødre bor der

også, og på disse kanter har folk gerne

mange børn. Maden er ikke noget

at råbe hurra for, mest kogt ris med

græskar, men der er da nok kalorier

til nogle fine vandredage. Det kommer

alt sammen fra compoundens lille

subsistenslandbrug.

Fouta Djalon højlandet bebos primært

af Fulani folket. Fulani findes spredt

i mange vestafrikanske lande og

sågar helt til Sudan i Østafrika. De er

traditionelt nomader og handelsfolk og

meget mobile.

Jeg er på et par heldagsture og en

enkelt halvdagstur i løbet af mit ophold

hos Alhasane. Hele pakken koster 20

USD om dagen, så det skal jeg ikke

klage over. Hvis han ikke selv er guide,

så er det hans bror Ibrahim. landskabet

er utrolig smukt og frugtbart, med store

klippeblokke fritstående i dalene. Det

minder lidt om Meteora i Grækenland.

Vi vandrer rundt i et klippeområde

med grotter og huler. nede i dalen

har Fulanierne køer græssende, og på

54 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

klippedragene ser jeg store bavianer

fare rundt. Dalen virker lidt som en

canyon med meget stejle klippesider.

Det meste af området ligger i godt

1000 meters højde over havet, så

temperaturen er ret behagelig.

Da jeg skal forlade Fouta Djalon for

at rejse tilbage til Conakry, må jeg

sidde på taget af taxien de første tre

faktaboks

Transport: Ikke mange flyselskaber flyver til Conakry, men Brussels Airlines

gør. På en god dag kan man få en retur fra Kbh til Conakry via bruxelles

for 8-9.000 kr. Flytransport til de mere outrerede lande i Vestafrika er

ikke billig. For mange rejsende vil et besøg til Guinea være en del af en

større rundrejse i Vestafrika, og så kan man jo flyve til Dakar og hjem fra

Freetown etc. eller finde på en anden rute. Brussels Airlines flyver også til

Dakar og Freetown, og man kan lave en kombineret retur, hvor man flyver

ud til et sted og hjem fra et andet. Igen, regn med 8-9.000 retur på en god

dag.

Shared taxi fra Freetown til Conakry koster ca 110 kr, og turen tager fra

9-12 timer, afhængig af om bilen bryder sammen (50 % sandsynlighed) og

afhængig af, hvor lang tid man bliver tvunget til at vente ved grænsen og

de mange checkpoints.

Visum: Påkrævet, og skal ordnes på forhånd. Man kan ikke få visum ved

indrejse. På Guineas ambassade i Freetown, Sierra leone, koster det 50

USD og bliver udstedt med det samme. I Danmark koster det 600 kr.

Prisniveau: Meget lavt for backpackere og individuelle rejsende. eksempler:

øl 4-6 kr, streetfood 5-10 kr (ris med kylling, ris med fisk), homestay

i Fouta Djalon inkl. tre måltider og en bjergguide 110 kr per dag. Hvis

hotellet i Conakry er for billigt, er det et dårlig tegn, for så er det typisk

fordi de udlejer værelserne på timebasis. Regn med 100-150 kr minimum

for hotel/guesthouse i hovedstaden (tallene er baseret på dollarkurs 5,50)

Vaccinationer: Masser! Hvis man ikke har de fleste i forvejen bliver det

dyrt. Du skal fremvise vaccinationskort for gul feber ved checkpoints i

Guinea. ellers skal du betale.

Sikkerhed: Fra September 2009 er vesterlændinge blevet frårådet at

besøge Guinea, efter at militæret mejede over 100 demonstranter ned på

det nationale stadion i Conakry. De demonstrerede mod præsidenten, den

tidligere benzindepotbestyrer og kaptajn i hæren, Musa Dadis Kamara.

Check de seneste rejsevejledninger på www.um.dk eller på www.fco.gov.uk

; før eller siden bliver landet forhåbentlig mere sikkert at besøge.

Guinea blev besøgt i februar 2009.

kilometer, for alle pladser inde i vognen

er optagete. Det ændrer sig, da vi

stopper ved det ugentlige marked i den

næste landsby, hvorefter jeg får en

bagsædeplads sammen med fire andre

passagerer. Det bliver en af de dage…

fjorten timer og tre bilskift senere når

jeg Conakry.

tema rablende røverhistorier

Nødhjælpsarbejder i Irak

I slutningen af 2003 tager jeg som nødhjælpsarbejder

igen til Irak. I løbet af tre uger forværres

sikkerhedssituationen drastisk, alt imens varmen er

uudholdelig. Jeg møder en kollega, som er personligt

dekoreret af Saddam, og jeg er med til at uskadeliggøre

farlig ammunition. Hjemturen viser sig at blive den

mest specielle og farlige flyvetur jeg nogensinde har

oplevet.

tekst: cHrister lænkHolM

foto: Per danielsen og anders kofoed Pedersen


Udrejsen

George W. bush have et par måneder

forinden erklæret krigen mod Saddam

Hussein for vundet. Men freden er

stadig langt væk tænker jeg, da jeg står

i en lille militærlufthavn i udkanten af

Amman i Jordan og venter - sammen

med de andre nødhjælpsarbejdere

fra forskellige organisationer - på at

komme ombord på det lille Air Serv

fly med plads til ti personer og uden

toilet ombord. Jeg havde allerede været

der engang for tre måneder siden,

lige da vores kontor skulle sættes

op og nødhjælpsoperationen sættes

i gang, og nu skal jeg altså derned

igen. Kontoret ligger i basra, dengang

et forholdsvis fredeligt sted, og vi har

en række projekter i gang: Mine- og

ammunitions-rydning, genetablering

af vandforsyningen, hjælp til skoler,

hospitaler osv.

Man kan ikke på forhånd være sikker

på, at flyet flyver og hvad dets præcise

rute i givet fald er, men da jeg først har

sat mig i flyet bliver jeg glad over, at

kaptajnen fortæller, at i dag flyver han

direkte til basra og derefter til bagdad

og ikke omvendt. Efter at have fløjet

et par timer med den jordanske og

irakiske ørken som baggrundsbillede

er vi endelig ved at nå frem til basra

lufthavn. Pga. sikkerhedssituationen

kan man ikke lande på normal

vis med en lang indflyvning, hvor

højden langsom bliver mindre. Det er

simpelthen for farligt, oprørere kan

ligge på lur udenfor lufthavnsområdet,

og et fly i lav højde er et let mål. Vi laver

derfor en såkaldt spirallanding, hvor

vi først flyver henover det sted, hvor

vi skal lande, og derpå dykker meget

stejlt, samtidig med at vi cirkler rundt.

Kun 20 sekunder før flyet lander, har vi

stadig en vinkel på minimum 45 grader.

Men de sydafrikanske piloter ved hvad

de gør og får os sikkert ned på jorden.

Jeg træder ud af flyet og mærker en

massiv varme, som jeg aldrig har følt

før, vender mig om og kigger, ah det må

luften fra flyets motorer, tænker jeg.

Men efterhånden som jeg kommer væk

fra flyet er varmen den samme, og jeg

må revurdere min første indskydelse.

Det er ekstremt varmt, over 50 grader

celsius.

Den ”danske” kaptajns

møde med saddam

Kort efter at være ankommet til

kontoret bliver jeg hilst på gebrokkent

dansk med arabisk accent: ”Goddag,

hvordan går det?" Jeg vender mig

undrende om og ser en iraker foran mig,

som står og taler dansk. Det viser sig,

at manden i firserne blev uddannet som

kaptajn på Kolding Søfartsskole og har

boet i Danmark med sin familie i over

tre år. Jeg får senere mandens historie.

Han har indtil for nylig været personlig

kaptajn for Saddam på en af hans

luksusyachter, som lå i Kuwait. Saddam

har nu ikke været så meget ude at sejle,

men båden skulle jo vedligeholdes og

have en kaptajn. For sin indsats som

kaptajn fortæller han, at han engang

er blevet personligt hædret med en

medalje og en sum penge. Det foregik

ved, at han havde fået at vide, at han

skulle møde op på et bestemt sted i

bagdad. Herefter blev han så hentet at

Saddams livvagter, fik bind for øjnene

og blev sat ind i en bil med blindede

ruder, og derpå blev han kørt hen til

Saddam på et meget hemmeligt sted.

Saddam var kendt for sin notoriske

uberegnelighed og raserianfald, så det

var med stor nervøsitet, at kaptajnen

så frem til mødet. efter at have ventet

i et stort rum uden bind for øjnene,

sandsynligvis i et af paladserne, blev

han kaldt ind til Saddam og fik anvist

en plads overfor ham. Saddam sad og

stirrede på ham i 2-3 minutter uden at

sige et ord, stilheden er som langsomt at

kvæles. Den tager heldigvis sin ende, da

Saddam overrækker ham en medalje og

en kuvert med 10.000 USD i kontanter.

en oplevelse for livet - og med livet i

behold - for min lokale kollega.

Ung mand hamrer på

livsfarlig granat

Saddams hær blev trukket så hurtigt

tilbage, da amerikanerne invaderede

Irak, at de efterlod massive mængder

af ubrugt ammunition i åbne containere

midt i ørknen, til stor fare for

civilbefolkningen og specielt nysgerrige

børn. I den ekstreme varme bliver selve

sprængstoffet i ammunitionen meget

ustabilt og kan gå af uden at blive

affyret. Samtidig har amerikanerne

smidt store mængder bomber fra luften

for at bane troppernes vej, men det er

langt fra alt, der er eksploderet som

planlagt. et at vores projekter går ud

på at uskadeliggøre de farlige bomber,

som regel ved kontrolleret sprængning

et sted i ørkenen. Selvom jeg normalt

holder mig inden døre på et kontor, må

jeg lige have en dag ude i felten. Pga.

varmen varer arbejdsdagen ude fra 6 til

12. Vi ankommer tidligt til stedet, hvor

vi skal samle ammunitionen op og læsse

den på en lastbil for at køre den væk fra

beboelseskvarteret, hvor den nu ligger.

Det er så varmt, at man slet ikke når at

opdage at man sveder, det er simpelthen

tørt før man føler fugten. om aftenen,

da jeg skal i seng og tager tøjet af, ser

jeg at mine sorte underbukser er blevet

helt hvide af salt fra min krop, uden at

jeg har opdaget det.

Det er en skøn blanding at alt muligt

ammunition, der ligger spredt rundt

omkring, og vi begynder at samle

det op, som er relativt ufarligt. Rundt

om hjørnet hører jeg lige pludselig

høje lyde, som slag med en hammer

mod metal. Jeg går sammen med en

kollega hen og kigger på, hvad der

sker. Inden i en container, halv fyldt op

med ammunition, sidder en ung mand

og hamrer på en af granaterne med en

hammer og skruetrækker for at få det

værdifulde kobberbånd af, der sidder

på granaten, så han kan sælge det. Min

kollega råber hurtigt til ham på irakisk,

at det er livsfarligt og at han skal straks

holde op. Vi skynder os hurtigt væk

for ikke selv at blive sprængt i luften.

larmen holder dog ikke op, nøden for

den unge mand er simpelthen for stor

til, at han kan efterlade det værdifulde

metal. Heldigvis sker der ikke noget den

dag, men der er jævnligt rapporter om

ulykker med folk, som bliver sprængt i

luften pga. uhensigtsmæssig omgang

med ammunition.

sikkerhedssituationen

Dagligdagen på kontoret kører sin

gang, alt imens sikkerheds situationen

generelt bliver værre og værre. Fn's

hovedkvarter i bagdad bliver sprængt

i luften, Røde Kors bliver angrebet,

kolleger fra en anden dansk organisation

bliver kortvarigt kidnappet og jeg kan

jævnligt høre bomberne inde i selve

basra by, efterfulgt af maskingeværs

ild. Specielt når mørket falder på kan

man fra husets tagterrasse se de

farvede sporingspatroner oplyse himlen

og høre skudsalverne.

Hjemturen

efter tre uger er det heldigvis tid til at

komme hjem til trygge København igen.

Forventningsfuld står jeg i lufthavnen

og ser det lille fly ankomme og lave den

påkrævede spirallanding. Desværre

skal vi på vej tilbage til Amman lige over

bagdad først. Imens vi letter tænker jeg

på, hvor højt mon et jord-til-luft-missil

kan nå, men heldigvis får jeg aldrig brug

for den viden. efter tre timer i et lille

fly uden toilet er det ikke krigen uden

for vinduerne, der bekymrer mig mest,

men snarere det at komme af og tisse,

hvilket heldigvis ikke er noget problem

da vi lander i baghdad lufthavn. efter

at have samlet de sidste passager op i

bagdad, letter vi hurtigt igen. Da vi har

fløjet et par timer og solen er ved at gå

ned, kan jeg regne ud, at vi nu er inde

i jordansk luftrum, og jeg ånder letter

op. For tidligt, skal det dog vise sig. Kort

efter vender piloten sig om og fortæller,

at den ekstremt hårde modvind gør, at

vi ikke har brændstof nok at nå frem til

Amman, og vi bliver derfor nødt til at

vende om og flyve tilbage til Bagdad for

at få tanket op. Der er knugende stilhed

i flyet på tilbageturen, mens mørket

hurtigt sænker sig. en lille time lander

vi dog sikkert i bagdad. landingsbanen

er kun meget sparsomt oplyst, og

efter vi er landet farer piloten vild på

landingsbanen, men han finder til sidst

endelig vores holdeplads.

Piloten får kontaktet de amerikanske

styrker, som indvilliger i at hjælpe

med at få vores fly fyldt op igen, men

det tager dog et godt stykke over to

timer at få det hele ordnet. Alt imens

står vi helt alene i en meget mørk og

meget lukket lufthavn, hvor vi kan

høre lyden af bomber inde fra bagdads

centrum. lige pludselig dukker en af

de nepalesiske Ghurka-soldater op

med den karakteristiske buede kniv i

bæltet, han har til opgave at passe på

sikkerheden i lufthavnsområdet. Han

kigger på os, men går hurtigt sin vej

ud i mørket igen. Kort efter kommer

to apache-helikoptere flyvende tæt

forbi os. Det er kun lyden der afslører

dem, de er helt mørkelagt, og intet lys

undslipper de store krigsmaskiner.

Som det første civile fly siden krigen får

vi endelig tilladelse til at lette i mørket

og kan begynde tilbageturen, denne

gang med nok brændstof i tanken.

56 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 57


Hullet vej til templernes tempel

Hovedvejen fra Thailand til Siem Reap i Cambodja er hullet, bulet og støvet,

og der er landminer langs vejkanten. Men når man først er rystet godt

igennem, belønnes man af gudesmukke syn – ikke mindst når blikket rettes

mod Angkor Wat - verdens største religiøse monument - ved solopgang.

tekst og fotos: JesPer kiby denborg

Grise, køer og to-årige børn krydser

vejen i ét væk. nøgne småbørn leger i

vejkanten. Pickups med ti stående og

siddende passagerer på ladet og én

liggende på bilens køler bliver overhalet.

en motorcykelknallert med to hylende

og sprællende grise fastspændt på

bagagebæreren passeres.

I tørvejr er vejen omslynget af én stor

rød støvsky af det jernholdige sand, som

udgør vejbelægningen, og i regnvejr er

det én 150 km lang mudderpøl. Mens

turen tager tre-fire timer i tørvejr,

kan den let tage mere end 24 timer i

regntiden, der strækker sig fra maj til

oktober.

De få steder, hvor der er asfaltbelægning,

er den så ringe, at der overalt i vejens

bredde skiftevis er 40 cm dybe huller

og 30 cm høje bræmmer af asfalt.

Alligevel er det ikke ualmindeligt at se

tre skoleelever i fine skoleuniformer på

et vrag af en cykel, som slingrer sig vej

mellem mudderpølene i et desperat og

håbløst forsøg på at undgå at vælte og

få alt for mange mudderstænk fra de

tæt passerende biler.

Velkommen til Cambodja!

Motorvej?!?!

Vejen, vi kører på, er hovedlandevejen

mellem Poipet, grænsebyen til Thailand,

58 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

og Siem Reap, der direkte oversat

betyder ”thaierne overvundet” – næppe

det mest taktiske navn til en by så tæt

på grænsen til Thailand, men sandt er

det, at området var thai/siametisk indtil

1907. et vejskilt med motorvejssymbol

viser vej, og vi kører da også rask

væk op til 110 km i timen på vejene

med den evigt dyttende chauffør, der

styrer bilen forholdsvist sikkert uden

om de førnævnte køer, griser, småbørn,

cykler, motorcykler, pickups og lastbiler

i en evig kamp om, hvorvidt det er

os eller dem, der skal tværs gennem

mudderpølen.

Med vores hyperaktive horn er der ikke

megen tvivl. Det er os, der har førsteret

til vejen! Vores bil har – som de fleste

biler i Cambodja – rattet i højre side,

som det er kotume i Asien, men her

kører man faktisk i venstre side af

vejen, så føreren har dårligt udsyn til

modkørende. og sker der en bilulykke,

gælder det om at kunne huske bilmærke

og farve og få fat i føreren. bilerne har

ingen nummerplader...

en blodrød fortid

Trods den særdeles overhængende fare

for at blive kørt over, er vejen såmænd

slet ikke det værste sted at opholde sig.

Landminer findes i massevis overalt i

landet, og i modsætning til Vietnam og

andre nabolande er de af nyere dato og

derfor mere sprængfarlige. og normalt

findes de ved, at en uskyldig kommer

gående hen ad en mark. Så der er mange

advarsler om kun at opholde sig på de

store veje – det med at gå afsides, når

man ”skal”, kan koste én livet! Under

Pol Pots Khmer Rouge-styre 1975-79

blev en-to millioner ud af Cambodjas

samlede befolkning på syv millioner

dræbt – fx fordi de talte et fremmed

sprog eller bar briller. et styre, der i sin

tid i øvrigt indirekte blev støttet af både

USA – i kampen mod kommunisterne i

Vietnam – og FN.

et af de smukkeste syn

Hvad får så en til at drage tværs gennem

fattigdom og krigsefterladenskaber?

Jo, vi er på vej til de verdensberømte

Angkor-templer bygget mellem det 9. og

13. århundrede, da Khmer-civilisationen

var på sit højeste. Der er i alt mere

end 100 templer; det ene større og

mere imponerende og overvældende

end det andet, og efter hundrede års

restaureringsarbejde primært med

franskmændene i førertrøjen fra

dengang Cambodja var fransk koloni, er

de virkelig imponerende velvedligeholdt.

At se solen stå op over Angkor Wat er et

af de smukkeste syn, jeg har oplevet i

mit liv. Tårnet rager 43 meter op i vejret

og er blot en lillebitte del af det største

eksisterende monument fra oldtiden.

Angkor Wat betyder by-tempel, er

bygget 1112-50 og er formentlig verdens

største religiøse monument.

Mere end 1000 templer

Hele Angkor-området består af mere end

1000 templer – nogle mere velbevarede

end andre. I sin storhedstid har Angkor

været verdens største præindustrielle

by, og den har strukket sig over 3000

km2 og haft op til 1 million indbyggere.

Med så mange templer og monumenter

er der nok at se på. The bayon er en del

af Angkor Thom og består af mere end

200 kæmpeansigter stirrende ned fra 54

tårne. Ta Prohm er et tempel, som man

har valgt kun at restaurere sparsomt

for at vise naturens overvindelse af

de gamle sten. Træer vokser således

på templet med rødder over, under og

mellem de kæmpe stenblokke. og så er

der det lidt afsidesbeliggende bantaey

Srei, som har et væld af særdeles

smukke og fine detaljer. For blot at

nævne nogle få af de mange templer.

Med det kæmpe område Angkor

dækker in mente bliver der allerede alt

for overrendt med op mod en million

turister hvert år. og turister betyder

tiggere. Der er tiggere overalt, heraf

mange børn, og de taler et imponerende

godt engelsk. En dreng på fire spørger

på fejlfrit engelsk, om jeg vil købe

hans fløjte for to dollars, hvis han kan

fortælle, hvad Danmarks hovedstad

hedder, og sådan er det hele vejen

igennem.

tvivlsom møntfod

Vi bor i Siem Reap få kilometer fra

Angkor-templerne, og det er svært at få

lonely Planets ord om billige madpriser

til at stemme overens med virkeligheden.

Mens det mange steder blot sker i det

skjulte, er det helt åbenlyst her: der

er forskellige priser for udlændinge og

for cambodjer. Alle de menukort jeg

så, havde priser i US-dollars, og på

intet tidspunkt behøvede vi at betale

med cambodjanske riel. Da der heller

ikke findes ATM-automater i Cambodja,

betalte vi derfor med Thai-baht og fik en

blanding af Thai-baht, riel og US-dollars

retur i byttepenge. Riel er ellers en

slags matadorpenge. en 1000 riel-baht

seddel har en værdi af 16 danske øre.

To døgn og mange smukke syn på

nethinden senere går turen atter tilbage

ad grusvejen til nordøstthailand. et nyt

eventyr kan begynde…

Billede forrige side: Angkor Wat ved solopgang – ét af de smukkeste syn, jeg har oplevet.

Billede øverst: I modsætning til de fleste andre templer er Ta Prohm efterladt næsten, som det er fundet:

I særdeles tæt forbindelse med naturen. Træerne og deres rødder har de seneste 700 år forvandlet Ta

Prohm til en kombination af monument og jungle - og ét af Angkors mest populære templer.

Billede nederst til venstre: 216 gigantiske ansigter kan man tælle sig frem til på The Bayons mange tårne,

og de udgør en mere barok stil sammenlignet med Angkor Wats klassiske khmer-stil.

Billede nederst til højre: Første syn efter grænsen til Thailand er denne mand, der er Cambodjas svar på

miljøvenlig kollektiv trafik. Glem benzin og diesel, her gælder det rå rugbrødsmotor.


klub info

Kursskifte

Dette er fortsættelsen på historien,

fra sidste nummer, om Cafe Globen

i anledning af Caféens fødselsdag

tekst: lars Munk

I december 2006 stod Café Globen til

at lukke pga. røde tal på bundlinjen. De

faste omkostninger var for høje i forhold

til den indtægt, der var på daværende

tidspunkt. Det lignede slutningen på en

god historie.

D. 18. december 2006 var der DBK møde

hos Søren bonde på Frederiksberg. en

lille gruppe Café Globen entusiaster

deltog tilfældigvis i mødet, og indbyrdes

drøftede de cafeens potentiale og det

ærgerlige i, at den tilsyneladende skulle

lukke. Man blev enige om, at man ville

forsøge at give cafeen en ny start.

Tiden var knap, idet der var indkaldt

til generalforsamling d. 28. dec., hvor

cafeen egentlig skulle indstilles til

lukning. Herudover skulle et par af

kernepersonerne på rejse fra d. 21/12,

men der var lige tid til at klemme et

formøde til generalforsamlingen ind d.

20/12.

Formødet blev et afgørende møde i Café

Globens historie. Deltagerne var: Claus

Andersen, Gerner Thomsen, Anders

Andersen, Peter Højmose, Søren

bonde og lars Munk. Formålet med

mødet var: ”Hvordan kan vi få gjort

Café Globen rentabel”? outputtet blev:

”omstrukturering, min. 10 landefester

pr. år, fredagsevents (koncerter, quizzer

osv.), udlejning af lokalerne til private

fester, indretningskoncept, PR koncept og

salg af anparter til passive medlemmer”.

Disse punkter blev formuleret i et

oplæg til generalforsamlingen. På

generalforsamlingen d. 28/12 blev

oplægget præsenteret, og der blev

valgt en ny bestyrelse, som kort tid

efter konstituerede sig med lars

som formand og Claus Andersen som

forretningsfører.

På arrangementskalenderen var

der allerede planlagt Russisk Jul,

som løb af staben d. 6/1. nye fester

blev hurtigt planlagt: Australiens

uafhængighedsdag (26/1), brasilienfest

(10/2) og Portugalfest (24/3), mens

andre landefester fulgte som perler på

en snor. Samtidig kørte de private fester

på tilfredsstillende vis, hvilket ligeledes

skæppede godt i pengekassen – men de

tærede en del på bartendernes kræfter.

bartenderne: lokalernes maskinrum…

barens hjerte… Cafeens puls... Det

vigtigste i og omkring cafeen. Det var på

høje tid at supplere med flere bartenders

– der var blevet trukket store veksler på

de eksisterende. bestyrelsen førte en

strategi, der dels gik ud på at rekruttere

flere bartenders, dels at motivere

bartenderne. Det skulle være sjovt at

være bartender på Café Globen, og som

bartender skulle man have følelsen af,

at man var en vigtig del af cafeen og

derved have en ansvarsfølelse over for

den daglige drift.

Heldigvis lykkedes strategien. I løbet af

en måneds tid gik man fra at være ca.

15 tenders til at være det dobbelte. Der

blev jævnligt afholdt bartendermøder

med oplæring i forskellige produkter,

der blev brainstormet om indretningen

og om PR, dagligdags problemer blev

vendt og drejet osv., osv. Der blev

nedsat indretnings- og facadeudvalg,

PR udvalg, udstillingsansvarlig, byggeudvalg

osv. Ikke alle udvalg kørte lige

automatisk, og ikke alle udvalg kom

frem til afgørende aktiviteter – men

der var tanker, vilje og engagement.

Herudover var bartenderne ofte at finde

på den anden side af baren som gæster.

I takt med at der kom flere bartendere

til, var det også nødvendigt at nedfælde

procedurer på papir og at strukturere

driften. Dette betød et farvel til

pionerånd og personlige beslutninger

og goddag til et bureaukrati med

procedurer og en mere centraliseret

beslutningstagen.

Indretningskonceptet kom til at bære

mottoet: ”Fra Klub til Café”, hvor

hovedformålet egentlig var at få

lokalerne til at ligne en café, frem for

den skolestue – eller hemmelige klub

– som nogle mente den lignede, dog

uden at gå på kompromis med cafeen

unikke rejsetema. I løbet af sommeren

07 fik cafeen en ansigtsløftning via en

fuldstændig maling af foredragslokalet,

herunder opsætning af nye

bardiske i vinduerne, reklamesøjler

i vinduespartierne, spotlys og –

naturligvis – opbygning af: ”Zanzibar”

- det eksotiske hjørne med en lille bar,

stråloft og kæmpebillede af en strand

fra Cookøerne. Herudover blev lageret

effektiviseret med flere hylder og

fleksibel anretning af ølkasser mv., og

barområdet fik ligeledes en overhaling.

ni måneder efter Generalforsamlingen

var der endelig sorte tal på bundlinjen.

Den kortsigtet plan lykkedes – cafeen

var gjort rentabel og strukturen var

nogenlunde stabil. Samtidig var der

blevet lagt strategier for fremtiden,

som var formuleret i et decideret

styringsdokument.

Ved generalforsamlingen december

2007 skete der nogle småjusteringer

i bestyrelsen. Claus rejste jorden

rundt mere end nogen sinde før, og

han overlod derfor erhvervet som

forretningsfører til Morten Frederiksen,

som var ny i bestyrelsen.

Den nye bestyrelse lagde vægt på at

konsolidere driften, som var blevet kørt

i position i løbet af 2007, samt supplere

med PR- tiltag og enkelte justeringer af

indretningen. Det gik dog knap så stærkt

som i 2007, men da året var omme, var

der et solidt driftsoverskud. Gammel

gæld var blevet indløst og der var blevet

investeret i bl.a. elektrisk låsesystem

og IT udstyr, og der var blevet opført et

flot skur i baggården, hvilket forøgede

lagerkapaciteten betragteligt.

en del arrangementer blev det også

til, bl.a. Påskeøfest, tre års fødselsdagsfest,

brasilienfest, Portugalfest,

grillfest, Grønlandsfest, oktoberfest,

USA-valgaften og julefrokost, udover at

der også blev arrangeret et par bartenderture.

Ved generalforsamlingen 2008 takkede

lars af som formand. Der var nu så

meget struktur på cafeen og så mange

dagligdags rutiner, som fungerede

upåklageligt, at han med sindsro kunne

overgive depechen til en ny. Der blev

valgt en ny bestyrelse, som senere

konsoliderede sig med Per Danielsen

som formand og Pia Andersen som

forretningsfører.

Den nye bestyrelse kastede sig over

hovedtemaerne: orden, logistik og

optimering af avancen. Desværre

var bestyrelsen lidt hårdt ramt af, at

medlemmerne pludselig flyttede til

Sverige og Australien, samt en enkelt,

som af andre årsager blev nødt til

at trække sig. Man fik altså en hård

medfart fra start. De langsigtede

strategier blev af disse årsager lagt lidt i

bero, og bestyrelsen koncentrerede sig

om den daglige drift, som fortsat blev

kørt upåklageligt.

Foruden de mange torsdagsforedrag,

som normalt holdes af DbK medlemmer,

så har mange rejsebureauer valgt at

holde deres rejseforedrag i Globen.

nogle gange er det nødvendigt at sige

nej til bureauerne, da der ikke er flere

ledige dage. Siden starten har der været

holdt mere end 500 rejseforedrag, så en

stor tak til de mange foredragsholdere.

Der er også holdt mange 30-års

fødselsdage og kandidatfester, hvilket

styrker økonomien betydeligt.

Hverdagen i dag

Tallene på bundlinjen er sorte og der

er stadig masser af aktiviteter på

cafeen, bl.a. nye tiltag som berejst bar

en gang ommåneden. Søren bonde

arrangerer flittigt torsdagsforedragene,

øllet strømmer fortsat ud af hanerne,

rejsebekendtskaber bliver dannet,

røverhistorier fra hele verden bliver

fortalt, sprogvariationer høres dagligt

i lokalerne – og i det hele taget kører

cafeen stille, roligt og stabilt der ud

ad. Formålet med Café Globen er: …

en café opbygget omkring et tema

om rejser. Dette bør være udtrykt i

udsmykning, regelmæssige foredrag og

varesortiment. og det er lige præcis,

hvad Café Globen gør den dag i dag.

Uden de mange frivillige bartendere, der

de sidste 5 år har stået bag baren, ville

caféen ikke eksistere i dag. Derfor en

stor tak til bartenderne, hvoraf en del er

forhenværende. nogle har stiftet familie

– enkelte har endda mødt deres partner

på Globen – og andre er nået til et punkt

i deres liv, hvor de på grund af rejser

eller andre aktiviteter ikke mere kan stå

bag baren ca. en gang om måneden.

Der er derfor ligesom tidligere altid brug

for nye tendere, som vil bruge nogle

aftener på at gøre caféen endnu bedre.

Café Globen et fantastisk klubsted for

DbK'ere, både til de formelle møder,

men også til berejst bar en gang om

måneden, samt når vi i dagligdagen

kigger forbi til en øl og en røverhistorie.

For DbK er Café Globen noget helt unikt.

Kun få andre rejseklubber i verden har

så gode faciliteter, som vi har i Café

Globen. Det er et herligt mødested,

det er et fantastisk sted at rekruttere

medlemmer og det er et unikt sted

at få rejseinspiration via foredrag og

tilfældige røverhistorier på bardisken.

DbK vil herved ønske et stort tillykke

med de fem år. Vi glæder os rigtig meget

til de næste fem også – og mange flere

i tiden derefter.

60 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 61


klub info

100-landesjubilæum:

Søren Padkjær

af Per allan Jensen

Denne gang rundes det rejsemæssigt

skarpe hjørne af noget så prominent

som en tidligere formand for De

berejstes Klub.

Søren overtog roret efter mig i 2003

og formåede dét, som jeg ikke havde

det store held med, nemlig at få

uddelegeret størstedelen af de mange

arbejdsopgaver, som det efterhånden

var blevet nødvendigt at løse i den

stadigt voksende klub. I Sørens

formandstid, fra 2003 til 2007, blev

medlemstallet mere end fordoblet (fra

cirka 130 til cirka 270), og varetagelsen

af vigtige områder som passive

medlemmer, sponsorer og - ikke

mindst - medlemsbladet Globen blev

for alvor sat i system. Før overtagelsen

af formandsposten havde Søren været

redaktør af adskillige numre af Globen

og beriget denne med nyskabende og

professionelt layout.

Sørens rejselyst blev for alvor næret

gennem tre års arbejdsmæssig

udstationering i beirut og Hong Kong.

Senere blev det - igen arbejdsrelateret

- til en mængde rejser og ophold i

Østeuropa op gennem 80’erne, hvor

Søren fik et grundigt indblik i nogle

af koldkrigstidens kommunistiske

østbloklande. Det næste rejsemæssige

kvantespring kom i 1997, hvor Søren

besluttede at sælge sit hus og købe

en autocamper, i hvilken han - med

konen og de to børn - det næste års

tid rejste rundt og besøgte store dele

af USA, Canada og Mexico.

Måske er det oplevelserne i de

kommunistiske østlande eller det frie

liv på de nordamerikanske vidder, der

har været med til at præge Sørens

politiske indstilling, der har resulteret

i en del arbejde med konservativ

lokalpolitik.

I det hele taget er Søren et meget aktivt

menneske, der nødigt sidder stille for

længe ad gangen (om end en god bog i

ny og næ dog godt kan få ham til det).

Søren er aktiv i Røde Kors og får også i

den forbindelse næring til sin interesse for

mennesker af forskellig etnisk oprindelse.

og at det er vigtigt at holde sig fysisk i

form ved han også, så det bliver til hyppige

løbeture i de smukke midtjyske landskaber

(man kan endda studere de mest populære

løberuter på hans hjemmeside).

en del af os husker med glæde tilbage

på nogle af de mange medlemsmøder,

som Søren har afholdt i sit dejlige hus

ude i skoven nær bjerringbro. lidt

afsides måske, men det er jo bare en

undskyldning for at dukke op lidt før og

tage en overnatning med i købet.

Søren rejser helst alene, iført en (ikke

for stor) rygsæk (hvor der dog helst skal

være plads til en pose havregryn) og med

mindst muligt planlagt på forhånd. Det

er menneskene og deres livsbetingelser,

der trækker langt mere end de klassiske

seværdigheder, og Søren er nok et af de

få mennesker, der har været i nordindien

uden at have set Taj Mahal. For et par år

siden havde jeg fornøjelsen af at slå følge

med Søren på noget af hans rejse ’rundt

om laos’, idet vi rejste sammen først i

Myanmar og senere i Vietnam (hvor han

hjalp mig med at jage en skræk i livet på

en bedragerisk taxachauffør).

Sørens nyeste rejse, der samtidig var

det første besøg på det sydamerikanske

kontinent, gik til Argentina, Uruguay,

brasilien og Paraguay, hvor der blev god

lejlighed til at træne det spanske.

Til lykke med jubilæet - og god fornøjelse

med de kommende rejser.

klub info

Ti års jubilæum for

medlemsbladet Globen

af Per allan Jensen

På det blad du sidder med mellem

hænderne står der ’nR. 40’ på forsiden,

og da disse 40 numre med stor præcision

er udkommet kvartalsvis, så skal der

ikke meget hovedregning til for at

konstatere, at vort kære medlemsblad

i år har ti års jubilæum. Da dette gik op

for mig, fik jeg lyst til at skrive en lille

artikel om bladets historie, ikke mindst

fordi jeg selv har lagt meget arbejde i

bladet gennem de ti år - og i øvrigt var

redaktør på det første nummer.

I sommeren 2000 - var det meget

begrænset, hvad der hidtil var udkommet

på skrift til klubbens medlemmer. Poul

Folkersen, der var medstifter af klubben

og i øvrigt et fantastisk menneske,

havde hidtil udsendt nogle sporadiske

’nyhedsbreve’, men da Poul desværre

døde august 2000, måtte der nye kræfter

til. Jeg var selv formand for klubben på

det tidspunkt og så muligheden for at

slå to fluer med et smæk, nemlig dels

få samlet nogle mindeord om Poul

og dels at få lagt grunden for et fast

kvartalsmæssigt medlemsblad.

Det første nummer blev på 22 sider,

hvoraf knap halvdelen var mindeord

for Poul og resten stort set var en

blanding af de elementer, der lige

siden har været hovedindholdet af alle

blade: Rejseberetninger, omtale af

nye medlemmer, lidt klubstatistik og

annoncering af diverse klubrelaterede

begivenheder. Dette første blad var

- som den næste halve snes stykker -

sat op vha. Word, og på forsiden var

det prydet med klubbens logo, den

grønne globus med Dannebrogsflaget,

som Claus Qvist var ’opfinder’ af. Alt

omkring mangfoldiggørelse var yderst

enkelt, idet det foregik ved almindelig

fotokopiering, og forvandlingen fra

en samling løse sider til et blad skete

vha. et par clips i venstre side. oplaget

var heller ikke så stort (omkring 75

eksemplarer så vidt jeg husker).

Det første blad var helt uden farver

(nå ja, bortset fra det nævnte logo på

forsiden), og sådan holdt det sig et stykke

tid. Fra og med udgave nummer 3 blev

der dog ofret et farvebillede på forsiden,

og fra og med nummer 6 begyndte vi at

have et tema i hvert nummer (det første

tema var ’Afghanistan’). Ret hurtigt fik

jeg involveret Claus Qvist i arbejdet

med bladet, og vi stod (enkeltvis /

sammen) for de første fire blade,

hvorefter bjarne lund-Jensen overtog

jobbet som redaktør på de næste fire

numre. bladene voksede i øvrigt hurtigt

i omfang, idet sideantallene for de

næste seks numre var 41, 67, 97, 38,

53 og 41.

et af de store spring fremad kom med

’8. Udgave’ i sommeren 2002, der

havde en flot designet forside med stort

farvebillede, og så var bladet hæftet i

ryggen, yderst professionelt i forhold

til de foregående numre. Det var også

det første nummer, der bar navnet

’Globen’, som var blevet foreslået af

John nousiainen i forbindelse med en

medlemskonkurrence. endelig skrev vi

en pris på forsiden, nemlig 46,50 kr. Ikke

fordi bladet var til salg, men vi mente

det havde en psykologisk effekt, at

medlemmerne således kunne se, at de

virkelig fik noget for deres kontingent.

et års tid efter blev den påtrykte pris

i øvrigt sat op til 75 kroner, svarende

til det kvartalsmæssige kontingent

for de passive medlemmer, der på det

tidspunkt begyndte at spille en vis rolle

i klubben (ikke mindst i forbindelse med

økonomiske muligheder for et større

oplag og dermed et mere professionelt

udseende blad).

Fra næste nummer var der også farver

på bagsiden, og et halvt år senere

begyndte vi at have råd til en farvelagt

midtersektion. Helt vildt var det med

nummer 12 (sommer 2003), der udkom

100% i farver, hvilket dog skyldtes et

’uheld’ hos trykkeriet, og der skulle gå

lang tid inden dette skete igen. nummer

12 var i øvrigt også det første nummer,

der indeholdt annoncer for vore

sponsorer. blandt de første var Wasteels,

Gouda og Jysk Rejsebureau, og senere

kom flere til (f.eks. Friluftsland, Café

Globen, Penguin Travel, Kipling, Viktors

Farmor og Topas). Vi har dog altid sat en

ære i, at bladet først og fremmest skulle

indeholde rejsestof, så annoncerne har

- med få undtagelser - været henvist til

side 2 samt de to næstsidste sider.

På redaktørsiden stod Claus Qvist for

adskillige af de første numre. Jakob

nielsen lavede et enkelt, og fra marts

2003 kom Søren Padkjær på banen

som redaktør. en af Sørens fortjenester

var at introducere mere avancerede

layoutværktøjer end Word. Øvrige

redaktører i denne periode var Søren

bonde, Simon Staun, nikolaj Witte,

Jakob linaa Jensen og Pernille Föh.

Sommeren 2006 havde klubben 10

års jubilæum, hvilket vi fejrede med

et pragtnummer i 100% farver, der

- med støtte fra klubbens sponsorer -

blev trykt i 3.000 eksemplarer. nogle

af de mange ekstra numre blev brugt

til uddeling på diverse rejsemesser,

udleveret til kommende nye medlemmer

samt udsendt til alle landets biblioteker.

Allerede med næste nummer måtte vi

desværre atter nøjes med en farvelagt

midtersektion (og 350 eksemplarer),

men nr. 28 (juni 2007, 350 eksemplarer)

var igen i 100% farver, og sådan har det

heldigvis været siden.

Fra og med nummer 26 (december 2006)

havde vi, foruden en redaktør, også en

professionel layouter knyttet til bladet.

I starten var det Jon berghof, men snart

blev jobbet overtaget af Anja Povlsen

olsen, der har varetaget det lige siden.

Fra og med marts 2007 hed redaktøren

Jakob Øster, og Jakob stod for hele ni

udgaver af Globen, inden han blev afløst

af Jimmi Kim Persson, der foreløbig har

haft ansvaret for fem numre.

Det har været en fornøjelse at se,

hvordan bladet har udviklet sig de sidste

ti år, såvel hvad angår den tekniske som

den indholdsmæssige side af sagen. Det

har også været meget tilfredsstillende

at konstatere, at der efterhånden er tale

om en meget bred kreds af bidragydere,

i modsætning til de første år, hvor det

meste stof blev skrevet af en lille ’hård

kerne’.

Til sidst vil jeg lige nævne, at man på

klubbens udmærkede hjemmeside

(www.berejst.dk) kan se en oversigt

over alle numrene og deres indhold.

Man kan herunder klikke sig frem til de

fleste artikler samt - i hvert fald for de

senere numres vedkommende - se en

PDF-fil med hele bladet.

en stor tak til de mange skribenter og

redaktionsmedarbejdere. og et stort

tillykke til Danmarks flotteste klubblad!

62 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 63


klub info

Formandens leder

- Hvor skal vi hen du?

bestyrelsen var samlet en weekend i

maj i et sommerhus i nordsjælland, hvor

der blev afholdt strategiseminar over

klubbens fremtidige kurs. De to kernespørgsmål,

som stod for skud, var:

• Hvad er formålet med klubben - en

uddybning af gældende formål.

• Hvor stor skal klubben være?

- herunder:

Hvad er klubbens styrker? Hvad er

klubbens muligheder fremadrettet? i

hvilken retning ønsker medlemmerne

- jfr. medlemsundersøgelsen 2009 - at

klubben skal bevæge sig? osv.

Formål

Klubbens formål er formuleret i

vedtægterne:

§ 1: Foreningens formål er at udbrede

rejselysten og sprede information om

rejselivet, fremmede lande og kulturer.

Foreningen er upolitisk og samler

medlemmerne for udveksling af rejseoplevelser.

Med udgangspunkt i formål og inddragelse

af medlemsundersøgelsen samt

via brainstorm og diskussioner blev

formålet udkrystalliseret (ikke prioriteret

rækkefølge og ikke udtømmende)

i følgende underpunkter:

1. Klubben er en klub, hvor

medlemmerne mødes socialt med

ligesindede (samt evt. mødes

i undergrupper med særlige

interesser).

2. Henset til den geografiske

spredning, samt risiko for faldende

intimitet i klubben, skal klubben

endvidere samle medlemmerne via

Internettet.

3. Ved brug af klubbens vidensbank

skal information om rejselivet mv.

spredes på optimal vis (herunder

via Globen) - både internt og

eksternt.

4. Der skal være prestige/

eksklusivitet forbundet med at

være medlem.

Klubbens størrelse

For nærværende er der en årlig nettotilgang

af medlemmer på ca. 10 %.

Resultatet af diskussionerne blev, at

klubbens nuværende medlemsantal

+ nettotilgang af medlemmer er

passende, hvilket stemmer fint overens

med medlemsundersøgelsen, der kan

ses i nedenstående tabel.

Ved at beholde de nuværende

adgangskriterier er der mulighed for

at bibeholde (og evt. videreudvikle)

eksklusivitet, samt at bibeholde og

udvide klubbens unikke kvalitetsvidensbank.

Det stigende medlemstal

giver dog risiko for faldende intimitet

i klubben, simpelthen fordi medlemmerne

ikke længere kender alle øvrige

medlemmer.

Det kan tilføjes, at klubbens økonomi er

fornuftig med det nuværende medlemstal

og det nuværende kontingent.

Udfordringer

Groft sagt kan udfordringerne koges ned til:

• Hvordan bevares intimiteten, når

antallet af medlemmer vokser?

• Hvordan styrkes det internetbaserede

fællesskab?

• Hvordan optimeres brugen af

klubbens vidensbank?

• Hvordan styrkes klubbens brand/

image eksternt?

Vi har nu så småt taget hul på

ovenstående punkter og er gået i gang

med at lægge strategier og mål for hvert

af punkterne. Dette vil I høre meget

mere om undervejs i processen.

På bestyrelsens vegne

lars Munk

Formand

Medlemstilgangen bør ikke begrænses – jo flere jo bedre 42,9 %

Der er en grænse for antallet af aktive medlemmer, men

denne grænse er ikke nået endnu

Smertegrænsen for antal aktive medlemmer er allerede nået

eller nås meget snart, og vi bør overveje muligheden for at

begrænse tilgangen

41,6 %

11,0 %

Ved ikke 4,5 %

klub info

Nye medlemmer

515 anders bæk

De sidste 25 år har jeg rejst i det meste af Verden. Jeg har backpacket i fjerne egne, besøgt alle

kontinenter, de mørke jungler, og redet 7.500 km på hesteryg fra Mongoliet til Finland. De fleste af mine

rejser foregår nu på min båd Stormdis, som jeg i 2004 sejlede fra Danmark over Atlanten. Herefter har jeg

sejlet rundt i Caribien, gennem Panama kanalen til Galapagos, langs Peru og videre til Sydchile. Sidste år

rejste jeg rundt i Grønland, hvor jeg fik mulighed for at udforske den enestående natur. Næste store tur

er til Antarktis i 2011. Jeg foretrækker at rejse i områder og ad veje som de færreste benytter, da det er

vigtigt for mig at få den mest lokale rejseoplevelse, langt væk fra turistområderne.

516 astrid andreassen

Jeg lever for at rejse og opleve. Jeg er netop vendt hjem fra en rejse på 2 måneder til Thailand, nepal,

Cambodja, Myanmar, Australien og Papua ny Guinea. Jeg har tidligere været i brasilien, Mexico, og i

Tanzania, hvor jeg bl.a. besteg Kilimanjaro, i Kina, Rusland, Maldiverne og hele Europa. De fleste rejser

har været af længere varighed og individuelt planlagt. Fysisk aktivitet indgår ofte, fx trek til everest base

Camp, vandreferie i The Wicklow Mountains i Irland og Berlin Maraton i 2008. Jeg har studeret og arbejdet

i london i 6 år, men vendte hjem til Danmark for 3 år siden. I dag er jeg ansat ved Adventure.dk, et

rejsebureau med speciale i grupperejser for unge. Personligt er jeg udstyret med masser af gå-på-mod og

en stor portion humoristisk sans.

517 Gudik Holm

Qua min mors arbejde i alverdens lande og senere etablering af rejsebureauet Viktors Farmor har jeg

siden jeg var lille været mange steder rundt om i verden. Det fangede mig at færdes under fremmede

himmelstrøg, og jeg søgte allerede som 11-årig ud på eventyr uden mine forældre. Siden har jeg rejst

i store dele af verden, især i Indien som jeg har besøgt otte gange. I 2005 boede jeg tre måneder i

en landsby nær Darjeeling og underviste en 8. klasse i engelsk. Jeg er rejseleder for Viktors Farmor,

primært i ladakh (nordindien), men også assisterende rejseleder i mange andre lande. Jeg holder meget

af at trekke og ynder at tage til norges bjerge hver sommer for at nyde den storslåede natur så tæt på

Danmark.

518 Henrik damm Krogh

Jeg er uddannet cand.merc.aud. men har gennem årene arbejdet som revisor, med selvstændig IT

virksomhed og som coach for indvandrere, der ønskede at blive selvstændige. I dag er jeg tilbage

i finansverdenen. Gennem mit medlemsskab af Junior Chamber International, som er en global

netværksorgnisation for unge erhvervsledere, har jeg også fået set en del af verdens afkroge. I 2003 var

jeg Nationalpræsident for organisationen, hvilket betød en række udlandsbesøg af mere officiel karakter i

bl.a. Japan, Philippinerne, Canada og Den Dominikanske Republik samt samarbejde med Un i new York.

Jeg elsker mine skiferier, de femstjernede hoteller og de store naturoplevelser.

519 lasse tranberg andersen

Jeg er født i 1982 og har igennem min opvækst fået smag for at rejse igennem utallige ferier med mine

forældre i europa. I 2001 deltog jeg i et forsøg med udlandsophold for handelsskoleelever, hvor en klasse

fra tre byer skulle tilbringe 6 måneder i Australien. På trods af det givende forløb fortsatte ordningen

desværre ikke i samme omfang for kommende elever. efter en tid som kontorelev har jeg været på rejser

i Sydøstasien i 2006 og i Mellemamerika i 2007 under min uddannelse inden for sprog og økonomi på

Syddansk Universitet. Fra september 2010 fortsætter studierne på CbS i København.

520 louise dvinge

Jeg er født og opvokset i København af engelske forældre (tilflyttere i 60’erne). Jeg har beholdt mit

engelske statsborgerskab og boet i london i 10 år i mine 20’ere for at ”get back to my roots”. Som barn

blev jeg hevet rundt i europa af mine forældre på en gal vingourmet mission, mens mine bedsteforældre

boede fast på Malta. Jeg har senere været i Thailand med mine forældre og blev derefter bidt af en gal

rejsefeber, med stor kærlighed for Asien og asiatiske storbyer, fra Delhi til Phnom Penh, Hong Kong til

Singapore. Mine rejser betegnes nok ikke som ”afslappende” med fokus på en strand – de er et overflod af

kultur og natur, og min destinations to-do liste bliver længere med de mange timers research jeg bruger i

min fritid.

521 anette Holst Christensen

I mit 45 årige liv har jeg besøgt 46 lande og tilbragt mindst to måneder på hvert af de seks kontinenter.

De længste rejser er bl.a.: Ni måneder i kibbutz i Israel, fire måneders jordomrejse til bl.a. USA, Australien

og new Zealand, studier ved universitetet i barcelona om de økonomiske forudsætninger for Spaniens

overgang til demokrati, ophold på universitet i Kathmandu med undersøgelse af kvindelige politikeres

indflydelse på Nepals politik, samt studierejser til Holland, Canada og USA om politik. Jeg drømmer om at

tage på eksotiske rejser f.eks. gennem Vestafrika og leder efter rejsekammerater, der vil med på lange og

mere krævende ture. Dernæst savner jeg også nogle at dele min interesse for rejser med.

64 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 65


klub info

Kontaktpersoner

66 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

Lars K. Munk

Formand for De Berejstes Klub

Ansvarlig for klubben og

bestyrelsesarbejdet

Tlf. 40 89 46 67

munkens@gmail.com

Gerner Thomsen

Næstformand, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for sponsorer, PR og

berejstblog

Tlf. 32 59 60 95

annoncer@berejst.dk

Per Danielsen

Toastmaster, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for klubarrangementer

øst for Storebælt

Tlf. 33 13 56 18

toastmaster-east@berejst.dk

Jakob Linaa

Toastmaster, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for klubarrangementer

vest for Storebælt

Tlf. 20 86 77 77

toastmaster-west@berejst.dk

Erik Futtrup

Kasserer, medlemskoordinator,

bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for regnskab og nye medlemmer

Tlf. 76 42 05 26

kasserer@berejst.dk / nytmedlem@berejst.dk

Jakob Øster

Sekretær, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for bestyrelsesreferater

Tlf. 32 11 31 11

mail@jakoboester.dk

Nikolai Witte

Bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for fotokonkurrencen

nikolaj@rejseprogrammet.dk

Iben Lindemark

Bestyrelsesmedlem

Tlf. 32 96 34 43

Niels Iversen

Webmaster

Ansvarlig for adresseændringer,

landeregistrering og berejst.dk

Tlf. 86 28 18 56

webmaster@berejst.dk

Jimmi Kim Persson

Globen redaktør

Ansvarlig for udgivelsen af bladet.

Tlf. 22 50 60 48

redaktorgloben@gmail.com

Anja Povlsen Olsen

Grafiker

Ansvarlig for layout af Globen

Tlf. 24 65 55 22

apovlsen@yahoo.dk

Jacob Gowland Jørgensen

Medredaktør Globen, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for dele af bladet

Tlf. 42 79 68 62

jacob.gowland.jorgensen@gmail.com

Søren Fodgaard

Medredaktør Globen,

bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for dele af bladet

Tlf. 35 39 27 33

sf@skovforeningen.dk

Per Allan Jensen

Medredaktør Globen

Ansvarlig for statistik og korrektur

Tlf. 38 10 10 78

Per.Allan.Jensen@sdk.sas.com

29 lande

58 destinationer

348 vandreture

56 turledere ...og dig!

Bhutan, Sikkim og Indien

Gennem Darjeeling og Sikkim

til Bhutan - verdens sidste Shangri La

14 dage med dansk rejseleder.

Afrejse 21/10, kun 22.980,-

Galapagos og Ecuador

Klassisk Ecuador med Quito, Otavalo, Amazonas

junglen og ikke mindst fantastiske Galapagos

med de bedste øer og unikt dyreliv.

Se hele vores store program på Sydamerika med

grupperejser og rejser for individuelle.

16 dage med dansk rejseleder 28.980,-

Bestil din rejse med Fluksrabat - på www.topas.dk

Kina-Tibet-Nepal & Himmeltoget

Den store Transtibetanske rejse - Beijing, den

store mur og Himmeltoget til Tibet og Lhasa.

Videre tværs gennem Tibet til Mt. Everest med

afslutning i Kathmandu. Et brag af en kulturrejse!

Afrejse 2/7, 16/7, 14/9, 9/10

21 dage med dansk rejseleder, KUN 23.980,-

Tlf: 47 16 12 20 - www.kiplingtravel.dk

Lake Louise, Canada

www.kiplingtravel.dk

Se også vores individuelle Bhutan-rejser

Ex Klassisk Bhutan, 8 dage - fra 14.780,-

Tanzania og Zanzibar

Safari i verdensklasse - til Tanzanias flotteste

nationalparker, Serengeti, Lake Manyara og

Ngorongoro - afsluttende med badeferie på

vidunderlige Zanzibar.

Daglig afrejse året rundt.

SUPERTILBUD: 14 dage fra KUN 19.980,-


Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

ANDERLEDES AFRIKA

Mali og Burkina Faso

På kanten af Sahara-ørkenen

På rundrejsen møder vi stammefolk samt ørkenbyer, hvor huse

og moskéer er bygget i ler.

Et højdepunkt er besøget hos Dogon-folket: Ra neret lerhyttearkitektur,

træskærerarbejder formet som masker, statuetter og

kunstfærdigt udførte døre til kornmagasinerne. Dogonfolket

dyrker forfædrene og er animister. Vi besøger Djenné, et af

verdens bedst bevarede islamiske kulturcentre. På en to-dages

tur ad Niger- oden besøges nomade- og stammelandsbyer, og

vi ser odheste og mange fuglearter.

16 dage • 26.200 kr • 15. til 30. november

Malawi og Zambia

Safari i Livingstones fodspor

Safarirejsen har fokus på Livingstones liv og oplevelser samt

natur, dyreliv og det traditionelle afrikas kultur. Vi besøger tre

nationalparker og to naturområder med en helt fantastisk ora

og fauna. Højdepunktet er vores safari i South Luangwa nationalparken.

Vi oplever løver, zebraer, bø er, gira er, elefanter,

odheste, næsehorn, antiloper, og hvis vi er heldige leoparder

samt et væld af fuglearter. Vi sejler to dage i båd op ad Malawi

søen og overnatter ombord.

17 dage • 23.900 kr • 14. til 30. september

Botswana

Safari i kattedyrenes paradis

Botswana er et kontrastfyldt land med den berømte Kalahari

ørken og det grønne Okavango delta. Her overværer vi det tidløse

ikoniske Afrika med åbne græsarealer med oldgamle skove.

På denne mobilsafari, heraf ni dage i ”bushen”, oplever vi dyrelivet

på nært hold. Vi bor i telt-lejre med dyrene som nærmeste

naboer. Vores lokale guider er blandt de bedste i det sydlige

Afrika. De er født og opvokset i Okavango deltaområdet samt

i landsbyer omkring Chobe nationalparken.

15 dage • 25.900 kr • Afrejse 30. juli – 29. september – 13. oktober

Etiopien rundrejse

Blandt bibelske landskaber

En rejse i Etiopien er en rejse tilbage i tiden. Kristendommen,

der kom til landet i det 3. årh., har bl.a. manifesteret sig i de helt

unikke klippekirker i Lalibela, der stadig er i brug og tiltrækker

pilgrimme fra hele Etiopien. At betragte hverdagslivet i landskabet

er som at iagttage bibelske motiver: Der pløjes med ard og

høstes med segl. Afgrøderne bæres hjem på ryggen. Naturen er

enestående. Vi nyder bjerglandskaberne i Simien bjergene og

sandstensklipperne ved Tigray, og vi sejler på den smukke Tana sø.

16 dage • 19.800 kr. • Afrejse 30. oktober og 14. november

Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk

More magazines by this user
Similar magazines