RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

tema rablende røverhistorier
Udnævnt som medicinmand
hos masai-krigerne i Afrika
En af de bedste røverhistorier fra mit rejsende liv, var da jeg hos masaikrigerne
i Tanzania blev udnævnt til høvdingens nye medicinmand, og fik en
hel stamme på 1500 masaier til at løbe skrigende væk af frygt.
tekst og foto: JesPer grØnkJær
Som professionel tryllekunstner har jeg
gjort det til min mission at drage ud til
nogle af klodens mest særprægede
folkeslag for at optræde gratis for
mennesker der mindst venter det. Det har
været hos indianere langs Amazonfloden,
hos tibetanske munke i Himalaya i nepal,
blandt narkomaner og drag queens i
new Yorks undergrundsmiljø, beduiner i
omans ørken, kannibaler på ny Guinea
osv. osv.
På rejsen rundt i Østafrika rejste min
makker og jeg på et par dages safari ud
over savannen og dernæst på en afstikker
til bounty-øen Zanzibar. efterfølgende gik
vores rejse ud til masai-krigerne, som
er det stolte folkeslag, der lever som
nomader i Tanzania.
I godt et par dage kørte vi offroad med en
dødsforagtende chauffør i en robust jeep
for at komme væk fra civilisationen. Med
firehjulstrækket slået til fløj vi nærmest
op og ned af hullerne, når vi drønede
ud over det barske landskab. Fjedrene i
bilen kom på alvorligt overarbejde, mens
min makker og jeg konstant gokkede
hovederne sammen.
Afskårede bildæk og løvestav
efterhånden som dagene gik og vi
kom længere og længere væk fra de
almindelige byer, blev både landsbyerne
og befolkningen mere primitive.
Mændene var imponerende høje, mørke
og ranke – og svøbt i røde kangaer om livet.
18 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010
Deres fodtøj var afskårne gummistykker
fra bildæk, som med en lædersnor eller
et bambusstykke var bundet rundt om
anklen. I hånden bar de en løvestav som
våben, og så dermed ikke ud til at frygte
savannens farer. De havde huller i ørerne,
som var så store, at man næsten kunne
stikke en hel knytnæve igennem.
Kvinderne var tilsvarende smukke. De bar
også farverige stoffer, men var derudover
dekoreret af et hav af smykker.
Toiletterne var erstattet af huller i
jorden, rindende vand var der intet af,
og befolkningen kiggede uhæmmet på os
hvide mennesker, som havde de sjældent
set noget lignende.
Masaierne tog godt imod vores besøg,
hvad enten vi optrådte på hospitaler,
skoler, på markeder eller blot i gamle
lader, hvor mændene sad samlet til en
hyggestund. ofte startede seancen med,
at vi blev budt officielt velkommen af
den øverste på stedet: skoleinspektøren,
høvdingen, borgmesteren eller tilsvarende.
Som de gode værter de var, blev vi hvert
sted budt på udsøgte kulinariske retter
som majsgrød, fladbrød, ris og komave.
Med en lurende eksplosiv diarre, var det
dog ikke just det jeg bifaldt mest, men
takkede alligevel høfligt ja.
den Hvide troldmand
I en kultur hvor man er fattig på
økonomiske og materielle goder må
man ofte finde gratis glæder at berige
sig ved. Derfor er sang, musik og dans
af stor værdi for de lokale. De stillede op
på rækker på den nøgne jord og sang
hyldestsange til såvel naturen, deres
Gud, os fra den danske delegation, samt
deres forfædre.
Snart efter stod vi to blege jyder midt
i et virvar af geder, høns, æsler, kvæg,
masaibørn, krigere og kvinder. For hver
sang blev det højere, og mændene
udførte deres klassiske masai-hop, hvor
de lettede fra jorden.
Kvinderne bar de mindste børn på
skulderen, mens de større børn nærmest
løb rundt om os som små hundehvalpe.
Men hver gang vi rakte ud for at hilse på
dem, så sprang de tilbage med et lille
skrig. For vi var efterhånden så langt ude
på landet, at flere aldrig havde set en hvid
mand før. Derfor skulle fysisk kontakt
nøje overvejes inden de gjorde noget
forhastet. et par modige kvinder strøg
os dog let på armen, for at se om vores
hvide farve smittede af.
På en markedsplads havde jeg den ene
dag vist lidt af løjerne fra min medbragte
tryllekuffert. Jeg fortalte at jeg næste dag
ville lave et helt show i en stammelandsby,
og at folk var velkomme til at dukke op.
Jeg havde håbet på der ville komme et
par nysgerrige masaier, men blev noget
overrasket, da der næste dag på det
aftalte sted var næsten 1500 mennesker.
Rygtet om den ”Hvide troldmand” som
de kaldte mig, var løbet langt i løbet af
natten, så nu var folk gået både 20 og
25 kilometer ud over savannen for ved
selvsyn at se hvad jeg kunne vise. et par
af mændene var endda kørt på gamle
rustne cykler ud over bushen, for de
var så privilegerede at have en sådan
”jern-ged”.
Med andre ord var der mørke og
forventningsfulde mennesker oVeRAlT.
Som entertainer er jeg vant til at publikum
sidder foran mig. Men her var de overalt,
for alle ville have et glimt af den mystiske
hvide mand, de havde hørt om. Så folk
stod tæt samlet foran mig, bagved mig,
ved siden af mig. nogle publikummer sad
på tagene af lerhytterne, mens andre
igen hang i træerne.
Folk råbte og skreg, og når børnene
forsøgte at mase sig foran de voksne
mænd ved at kravle imellem deres ben,
så fik de pisk og prygl af en gren, så de
med høje hyl skyndsomt forsvandt tilbage
i rækkerne igen.
Farlig slange-magi
I midten af dette virvar stod jeg som
den lidt betuttede tryllekunstner i min
sølvjakke, og vidste hverken hvor jeg
skulle starte eller slutte. en mikrofon
havde jeg jo ikke, og råbene fra de
mange fremmødte var næsten umulig at
overdøve.
Men jeg fik åbnet min hemmelighedsfulde
kuffert, og snart efter var der vild
opstandelse. Stemningen var jo i forvejen
skruet så meget op, at jeg burde have sagt
mig selv, at det hele ville løbe løbsk. Det
hele var så grotesk, at jeg i min vildeste
fantasi ikke havde troet det kunne blive
vildere. Dér tog jeg grusomt fejl.
I starten var der dog stilhed, som gik
over i sagte mumlen. Ingen forstod
hvad det var der skete, så ingen vidste
tilsvarende hvordan de skulle reagere på
en tryllekunstner.
efterhånden opstod der en blanding af
undren, vantro, skræk og høje latterbrøl.
Folk råbte indbyrdes på swahili, når
mine tomme kasser blev fyldte med slik,
balloner, cigaretter og andre gode sager,
eller når mine trylleblomster voksede op
af kufferten.
Dét der dog gik over i tryllehistorien,
var en oplevelse, der kom bag på både
Tv-klip
Skulle læserne have lyst at
konstatere, om det nu er en sand
beretning eller blot en rablende
røverhistorie fra de varme lande,
så kan nogle af oplevelserne ses på
tv-klip på www.smiling.dk og på
www.tryllestav.dk
På hjemmesiderne kan man også
læse mere om Jespers bog ”Den
Magiske Rejsende”, hvor der er
fortællinger fra hans trylleshows
kloden rundt.
Billede øverste række til venstre: Efter
deres vilde flugt ud over savannen, kom
folk hurtigt tilbage, og alle ville være
med til trylleshow.
Billede øverste række til højre: Blandt
kvinderne, da først forskrækkelsen over
den magiske malebog har lagt sig.
Billede anden række til højre: Kvinderne
sidder i bushen og venter på den
magiske og mystiske hvide troldmand.
Billede tredje række til venstre: Show
på en skole. Tryllekunstneren står iført
sin sølvjakke i palmernes skygge, mens
børnene nysgerrigt kigger med.
Billede nederst til venstre: Blandt to
masaikrigere i Tanzania.
Billede nederst til højre: Jesper
med afrikansk skildpadde (det er
skildpadden til højre…)