Lokalforeningen for Ringkjøbing Amt - Landsforeningen Autisme

autismeforening.dk

Lokalforeningen for Ringkjøbing Amt - Landsforeningen Autisme

Landsforeningen Autisme

Kredsforening Herning

(Lokalforeningen for Ringkjøbing Amt)


Lykønskning fra amtsborgmester Knud Munk ielsen.

Hjertelig tillykke til Landsforeningen Autisme, lokalforeningen Herning (tidligere Ringkøbing

Amt) med jeres 25 års jubilæum.

I Ringkjøbing Amt har vi haft en mangeårig tradition for et tæt samarbejde med lokalafdelingen af

Landsforeningen Autisme - en forening af pårørende til autister, som er indgået i et samarbejde med

os, som især i de senere år er resulteret i mange gode tiltag både i forhold til etablering af nye bo-

og dagtilbud, men også i forhold til organisatoriske forhold, f.eks. Verdenskonferencen i 2004, som

lokalforeningen var vært for.

Vi har i Ringkjøbing Amt sat stor pris på samarbejdet, og foreningens udtalelser i forhold til vores

projekter og ideer har vægtet meget i beslutningsprocesserne.

Ringkjøbing Amt synger på sidste vers, men vi videregiver ansvaret for driften af vores dag- og

døgntilbud med en glæde over, at vi i de senere år har fået forbedret forholdene for autisterne i

Ringkøbing Amt med mange gode projekter. Og vi bliver ved til det sidste, idet vi lige inden årets

udgang sætter spaden i jorden på Langvadbjerg, hvor erstatningsbyggeriet for Mosaikken

påbegyndes.

Så vi giver dermed bolden videre til kommunerne og håber for jer, at jeres fremtidige

samarbejdspartnere forstår at bruge jeres viden og lyst til at præge fremtiden, så den gode udvikling

vi har sat i værk vil fortsætte og kommer jeres kære til glæde og gavn.

Held og lykke med de næste 25 år.

Med venlig hilsen

Knud Munk Nielsen

Amtsborgmester

Ringkjøbing Amt

Forord ved Lokalkreds-formand Søren Dalgaard.

Dette jubilæumsskrift er tænkt som en markering af 25 års arbejde med at forbedre levevilkårene

for mennesker med autisme spektrum forstyrrelser. Jubilæumsskriftet er også en historisk

gennemgang af foreningens liv og virke, hvor nye medlemmer kan få indblik i, hvorledes tilbudene

engang slet ikke var selvfølgelige. Hvor forældrene skulle kæmpe en kamp bare for at få

omgivelserne til at forstå, at ordet autisme i virkeligheden drejede sig om en gennemgribende

udviklingsforstyrrelse hos mennesker iblandt os. At barnet var psykisk handicappet, og at barnets

lidelse ikke var et resultat af omsorgssvigt eller dårlige forældre.

Jubilæumsskriftet er også en fortælling om det efterhånden unikke samarbejde i vores lokalkreds

mellem forældre, politikere, embedsmænd og fagfolk indenfor området. Som eksisterer i dag som

endnu et resultat af et kvart århundredes arbejde. Dette udtrykkes i skriftet i form af flere og bedre

tilbud gennem årene til vore børn.

Jubilæumsskriftet er også et udtryk for en forening af forældre, som, uanset hvad som måtte

komme, havde en stålsat vilje til at ville skabe et meget bedre liv for deres børn og familier.

Jubilæumsskriftet fortæller om sammenhold forældrene imellem. Vi har støttet hinanden gennem 25

år. Forældre i foreningen vil få brug for at støtte hinanden endnu mere de næste 25 år!


Foreningens spæde start 1981-83

– beskrevet af Lotte Winther og Kjeld Dall Petersen

I forsommeren 1981 var vi en gruppe forældre med børn i psykose-centerklasserne på

Holtbjergskolen i Herning, der startede ”Psykotiske Børns Vel, lokalforeningen for Ringkjøbing

amt”. Der var fra starten 20 medlemmer i foreningen, heriblandt også nogle, der ikke havde børn på

skolen - ”psykotiske børn”, som det misvisende hed dengang.

Den første formand for foreningen var Flemming Jensen.

Vi fik to tusinde kroner som startkapital fra landsforeningen, hvis formand James Gjøl på et første

møde – den 16. november 1981 - fortalte om landsforeningen, som vor lokalforening hørte under.

Når man nu kigger på mødeindkaldelser og –referater fra foreningens spæde start, er spørgsmålene,

som dengang blev rejst, de samme som kan rejses i dag: ”Hvad vil der ske for vore børn, når

skolegangen er slut?”, ”Hvad med boliger uden for hjemmet, --hvad med beskæftigelse?”

Som eksempel på, hvad der interesserede forældre og venner i Lokalforeningen kan nævnes, at vi i

maj 1982 forventede af overlæge Jytte Petersen fra Viborg, at hun skulle orientere os om:

”Efterskoleproblemer, pubertetsproblemer, medicingivning ( vi spurgte i mødeindkaldelsen: ”Hvad

kan den bruges til?”) - og kromosomforandringer” Jytte Petersen var et elskeligt menneske, som

havde stor forståelse for forældrenes problemer. I indbydelsen havde vi i øvrigt et håb om godt

fremmøde på Centralbiblioteket i Herning, hvor der kunne købes øl og vand.

Ved lokalforeningens mange arrangementer var det et tilbagevendende emne at få afdækket, hvad

der var galt med vore børn og unge mennesker. Overlæge Kaj Erland Pedersen fra børnepsykiatrisk

afdeling i Herning holdt foredrag om de forskellige former for børnepsykoser og deres behandling,

hvilket han siden ved mange lejligheder på vor opfordring er vendt tilbage til med de ændrede

diagnoser og nye resultater i forskningen.

Boligproblemet kom Kaj Erland Pedersen flere gange ind på, idet han pegede på mindre

institutioner som fremtidens boliger for vore børn.

På et tidspunkt pegede han på Erhvervsskolen i Ikast som en mulig løsning. Det skal her bemærkes,

at ”Erhvervsskolen” siden er blevet til ”Skovbjergparken”.

I foråret 1982 arbejdede bestyrelsen med en behovsanalyse på grundlag af spørgeskemaer, som var

sendt ud til forældrene, og som stort set alle kom tilbage med svar. Bestyrelsen havde i efteråret

samme år et møde med formanden for amtets socialudvalg Lise Jørgensen, hvor der ud fra

behovsanalysen blev talt om bo- og arbejdssituationen for vore børn og unge i fremtiden. Lise

Jørgensen var uhyre lydhør og efterlyste flere oplysninger om vore behov og var interesseret i at

have kontakt til hele forældrekredsen. Kontakten til amtets politikere og embedsmænd har vi i

foreningen siden haft megen glæde af.

Andre emner, der dukkede op ved lokalforeningens arrangementer, var søskendeproblematik,

sexualitet og en positiv fritid, pension, umyndiggørelse og testamenter, tale- og høreoptræning af

psykotiske børn.

Mange forældre efterlyste sammenkomster, hvor man kunne udveksle ideer. Det viste sig meget

nyttigt på den måde at lære af hinandens erfaringer, når det f.eks. gjaldt dækning af merudgifter,

værgemålsforhold og testamenter.


En meget vellykket arbejdsform var studiekredsen, hvor der veksledes mellem aftener med indlæg

fra eksperter - og aftener, hvor medlemmer af foreningen drøftede, hvad der var kommet frem i

foredraget, og hvad man kunne stille af spørgsmål til næste indkaldte ekspert.

Noget ganske enestående ved studiekredsen var det, at lærere og pædagoger fra skolen tog sig af de

unge mennesker, mens forældrene fik mulighed for at deltage i studiekredsen. Her havde vi god

hjælp fra Herning kommune.

Foreningen havde en nær kontakt til skolekonsulent Kirsten Petersen, som havde været med til at

starte centerklasserne for kontakthæmmede børn, der på daværende tidspunkt næsten udelukkende

var autister. I hende havde vi et menneske, der forstod vore bekymringer, og som havde en vældig

stor ekspertise på området.

I centerklasserne var såvel lærerne som pædagogerne "håndplukket". Med deres faglige dygtighed

og pædagogiske indsigt var det ingen sag at overlade sit barn i deres varetægt 6 timer om dagen.

Indmeldelsen på specialklasserækken (Centerklasserne) skete typisk ved, at barnet indmeldtes i sin

distriktsskole, som derefter bad amtet om at løse opgaven. Dermed blev han visiteret til

centerklasserne. Hvor var det heldigt, at man boede i kommuner og et amt, der havde et sådant

pædagogisk tiltag, specielt skræddersyet til denne gruppe børn.

Det store spørgsmål for alle os forældre, hvis børn havde påbegyndt et godt "skræddersyet"

skoleforløb, var, hvad der skulle ske for vore børn, når skoletiden var slut. Den dag kom jo - og det

hurtigere, end vi umiddelbart ville tro. Ligesom der i starten af 1980érne hverken var specielle

børnehaver eller fritidstilbud, var der heller ikke noget sat i værk til de unge mennesker, når de

forlod skolen. Vi måtte sikre os, at de var velplaceret, når vi ikke længere kunne sørge for dem.

Desuden skulle de ikke blive hjemme, når de var blevet 18 -19 år. De skulle ud ligesom andre unge.

Så længe vi er her, kan vi kæmpe, men der kommer jo en dag, hvor det ikke længere er muligt.

Problemet var: Hvad så med mit "barn"? Vi havde derfor brug for vor lille lokalforening, hvor vi

sammen med pædagoger, lærere og konsulenter samt andre fagfolk kunne fortælle de offentlige

myndigheder og politikere, hvad vore børn og unge mennesker havde brug for.

I 1982 tog bestyrelsen initiativ til en arbejdsgruppe, der i samarbejde med fagfolk og politikere

skulle arbejde for at etablere en bo- og værkstedsinstitution ud fra et notat fra amtet. Det var et

spændende arbejde. Vi tog udenamts og så på andre amters institutioner og værkstedstilbud for at

hente inspiration, og der blev diskuteret meget omkring indretning af værksteder, værelser,

badeværelser, - pædagogiske modeller blev vendt - og mål formuleret. Undervisning skulle i gang

for det kommende personale i den specielle pædagogik og struktur, der er så vigtig, for at vore børn

og unge kan trives og udvikles. Selvfølgelig var der begyndervanskeligheder, men rimelig hurtigt

kom man efter det, og 1984 blev Ikast Erhvervsskole institution for autister. Men det var ikke gjort

med én institution for middelgruppen. Der blev etableret en lidt mindre til de svagest fungerende

elever, og ca. 10 år senere stod endnu en institution af samme slags klar; den var for de noget bedre

fungerende, der kunne være selvtransporterende med bus og tog. Samtidig etableredes et

aktivitetshus med værkstedsfunktioner. Der skabtes en børnegruppe med autistiske børn i Røde

Kors Børnecenter. Der kom en børnepsykiatrisk afdeling og en observationsbørnehave. Så der

begyndte at ske noget på området. Lokalforeningen var med til at sætte sit præg på de nævnte tiltag.


Betragtninger ved Jørgen Ahler - næstformand 1981-1983,

formand 1983-1997, næstformand 1997-?

Et tilbageblik på 25 år rækker over næsten halvdelen af mit voksne liv. Det er noget af en opgave, men jeg

prøver. Jeg forudser allerede nu, at et af de store problemer for mig vil blive at holde mig til devisen ”ingen

nævnt, ingen glemt” – det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er nødt til, efterhånden som jeg i mit tilbageblik

støder på navne, at nævne dem.

Jeg vil indledningsvis sige, at på min 25 år lange vej som aktivt medlem af lokalforeningen har jeg

udelukkende mødt mennesker, som ønskede at hjælpe til med at forbedre forholdene for mennesker med

autisme. Nogle har haft svært ved at forstå og dermed acceptere det særegne ved målgruppen.

Det har derfor været langsommeligt og slidsomt mange gange, men i alle de år har jeg til stadighed mødt

mennesker, ansatte inden for ”systemet”, som har villet, som har knoklet og gjort en forskel for vores børn,

unge og voksne, og det selv om det ofte ville have været nemmere for dem at beskæftige sig med noget

andet. Det har givet mig og vores forening kræfter og troen på, at der ved fælles hjælp kunne skabes et

værdigt liv, også for mennesker med autisme. En enkelt amtsskolepsykolog var dog i starten ved at få os til

at opgive.


1981 Forældrene samles første gang i starten af

året. En bestyrelse vælges, og den første opgave er

at få nogle vedtægter godkendt ved

landsforeningen og således blive en del af

Landsforeningen Psykotiske Børns Vel. Vi er for

øvrigt det eneste amt, som mangler, for at alle i

landet er samlet i en forening. Der kommer en

aftale i stand med vores landsformand James Gjøl

og hans kone Grethe Gjøl. De kommer til vores

lokalforening for at fortælle om landsforeningens

arbejde, men også om arbejdet i en lokalforening.

Bestyrelsen mødes forinden for at forberede nogle

spørgsmål. Et af dem lød: ”Hvordan undgår vi, at

amtet laver dag- og botilbud til

udviklingshæmmede for derefter at putte vore

børn derind?”.

1982 Der er brug for oplysning om autisme, ikke

mindst til forældre. Kaj Erland Pedersen, læge på

børnepsykiatrisk afdeling i Herning, fortæller om

sine erfaringer med autistiske og psykotiske børn i

januar. Forældre, lærere, pædagoger, behandlere

mv. er inviteret. Det er en rigtig god

sammensætning af tilhørere, som også

afstedkommer gode spørgsmål. Vi har siden brugt

denne form for sammensætning med den

tilføjelse, at politikere og embedsmænd også blev

inviteret.

1983 Lokalforeningen Ringkøbing Amt arrangerer

for første gang noget for landsforeningen,

midtvejsmødet 1983 – vi var blevet opdaget! Den

9. december skriver formanden Flemming Jensen

i et informationsbrev til medlemmer: ”Mød op d.

11. jan. Der er ved at ske noget. Lise Jørgensen er

uhyre lydhør overfor vore behov for at få

relevante bo- og dagtilbud til de børn, som

forlader skolen, hun efterlyser flere oplysninger

og vil gerne mødes med jer forældre”. En

arbejdsgruppe bliver nedsat, vi får ikke lov at

være med i den.

1984 Den 1. november skriver Lise Jørgensen i et

brev: ”Amtsrådet har d. 30. okt. , efter indstilling

fra skole- og socialudvalget, vedtaget, at

Erhvervsskolen i Ikast efterhånden skal omdannes

til en udviklingsinstitution for børnepsykotiske - at

der oprettes en omsorgsinstitution for de sværest

handicappede, evt. som et anneks”.

Lokalforeningen inviteres af lederen på

Erhvervsskolen, Henrik Brink Pedersen, til at

indgå i et gruppearbejde for at ”etablere og

udbygge samarbejdet mellem forældre til

personer, som er handicappet efter en tidlig

børnepsykose, og Erhvervsskolen, og at beskrive

forældres ønsker for det indhold, som skal fungere

på Erhvervsskolen”.

1985 Den 1. august bliver et omfattende

kursusprogram udarbejdet og sat i gang for de

medarbejdere, som 1. september skal starte børne-

og ungdomsafdelingen for to gange fem brugere.

Erhvervsskolen får navneforandring til

Skovbjergskolen. Nu kan vi næsten ikke følge

med! Den 15. november bliver vi inviteret ind i en

arbejdsgruppe, som har været i gang i to år (den,

som vi ikke kom med i fra starten), men nu for

sammen med amtets folk at ”diskutere

institutionens mål, midler og indhold”. Det er for

os rigtigt stort og anerkendende. Vi er meget

opmærksomme på, at det også er forpligtigende,

men vi har appetit og mod på opgaven.

1986 Endnu et kursusprogram bliver født – nu

med Kirsten Petersens hjælp. Det indeholder

oplægsholdere som Kaj Erland Pedersen, Inger

Hermannsen, Demetrious, A. Trillengsgaard, Bent

Vandborg, Anni Bjerg, Kirsten Drejer m.fl. Jeg

nævner det med kurser, fordi det jo var og er så

vigtigt – trods det bliver det ofte ikke iværksat.

Men her var én, som forstod vigtigheden af

kurser, og som fik andre til at forstå det – hvor var

det godt, Kirsten! Voksenbo på Skovbjergskolen

starter op med to gange fem brugere. Skolen er

fyldt og værksteder under opbygning.

1987 En ny omsorgsinstitution for otte unge tages

i brug, Bøgildhus i Ikast. Lokalforeningen starter i

januar en studiekreds for forældre med

oplægsholdere til emnerne:

- psykose/diagnose

- seksualitet – hvordan?

- Skovbjergskolen

- muligheder for en positiv fritid.

Ind imellem aftenerne med oplæg har vi en ren

forældreaften. Mens vi forældre holder

studiekreds, laver lærere og pædagoger fra skolen

– Gerda, Bjørk og Lilly – aktiviteter med vores

medbragte ”skæve” børn. Det slutter ofte med

samlet folkedans. De første rygter om

nedlæggelse af overbygningen (8.-10. klasse) på

Holtbjergskole når vores ører, og vi sidder i sene

nattetimer for at skrive til alle politikere. Vi fandt

ud af, at embedsverdenen ikke syntes om det

skriveri. Efter endt skolegang står fire unge

autister uden et brugbart dagtilbud. Amtets tilbud


er Lindegårdskolen sammen med

udviklingshæmmede – det kan vi som forældre og

forening ikke byde vores børn. I et halvt år, frem

til nytår 1988, har forældrene børnene hjemme.

Tiden bliver brugt til, sammen med FOF Herning,

at strikke et dagtilbud sammen. Forældres og

lokalforeningens krav er, at underviserne skal

kende til målgruppen og de indlæringsmetoder,

som skal anvendes. Det lykkes for FOF-leder

Elsebeth Vanggaard, som blev meget optaget af

vores specifikke behov, at finde lærere fra

Sønderagerskolen med fritimer i deres skemaer,

som så tager sig af undervisningen af vores unge

hos FOF.

1988 FOF starter voksenundervisning for fire

unge autister. I løbet af fire år bliver det til otte

elever. Lokalforeningen forsøger sammen med de

berørte familier vedholdende at få amtet til at tage

ansvar for undervisningen og dagtilbudet til de

otte – vi vidste jo, at flere ville komme til.

1989 Autisme blev føjet til ”Landsforening

Autisme Psykotiske Børns Vel Lokalforening

Ringkøbing Amt” – ja, det blev langt! Der

oprettes en forældreforening på Skovbjergskolen

og ved Sønderagerskolens centerklasse, som er

flyttet fysisk fra Holtbjergskolen til

Sønderagerskolen for fortsat at være på en skole

med overbygning.

1990 Lokalforeningen retter første henvendelse til

amtet om oprettelse af fritidsskoleordning

(heldagsskole). Lokalforeningens første

arrangement for søskende til autister bliver hilst

velkommen. Foreningen skaffer 30.000 kr. til

centerklassernes skitur/lejrskole – det gentager sig

i flere år. Ved generalforsamlingen er foreningens

formue 14.000 kr., medlemstallet har passeret 60.

I maj fremfører foreningen på et møde med amtet

for første gang ønsket om et ”mini-bo” i Herning,

som skulle åbne op for muligheden, at gruppen i

FOF’s dagtilbud på Fyrrevej kunne flytte

hjemmefra. Igen møder vi stor forståelse, og den

25. maj 1994 er der rejsegilde på "mini-bo"

Herning (Mosaikken).

1993 Lokalforeningen kommer på sporet af en

ejendom på Fyrrevej i Herning, som vi finder

velegnet til at huse FOF’s

voksenundervisning/dagtilbud. Som så ofte før

rettes henvendelse til Lise Jørgensen. Vi aftaler at

mødes ved ejendommen og får en mægler til at

komme, så Lise Jørgensen også kan se huset

indvendigt. Hun går ud af døren en halv time efter

med ordene ”den køber vi”. Vi var glade og

lettede! Tre måneder efter flytter dagtilbudet ind.

Forinden var forældre i gang med skruer, søm,

maling, pensler, spand og kost. Ved

lokalforeningens første temadag ”Autister i

Ringkøbing Amt frem mod år 2000” deltager

politikere og embedsmænd fra amt og kommuner,

lærere, pædagoger, institutioner og forældre.

1994 Lokalforeningen bliver inviteret til at deltage

i en arbejdsgruppe. Der bliver den gule rapport

født, en meget præcis rapport, hvor Kirsten

Petersens fingeraftryk er tydelige – en rapport,

som er blevet brugt til noget. Videncenter for

Autisme ser dagens lys. Den fysiske placering i

København forhindrer ikke, at det for forældre,

fagfolk og lokalforening er en kærkommen

mulighed for at holde sig opdateret. Der bliver

nedsat en faglig styregruppe med tre

forældrerepræsentanter, hvoraf en er fra vores

lokalforening.

1995 Vores medlemmer er bestyrtet over, at nogle

elever skal flyttes fra Sønderagerskolen til

Åmoseskolen. Begrundelsen er, at

Sønderagerskolen har rundet et elevantal på 80. Vi

fik ingen indflydelse på det. Lokalforeningen

afholder temadag nr. 2 med 120 deltagere.

Handelsskolen i Holstebro danner de perfekte

rammer. Temaet var ”autist fra vugge til grav”.

Arrangementet var et samarbejde med

forældreforeningerne på Skovbjergskolen og

Sønderagerskolen. Formiddagen startede med

velkomst ved lokalforeningsformanden.

Viceborgmester og formand for skole- og

socialudvalget Lise Jørgensen fortalte om ”Amtets

tænkning og planlægning for borgere med autisme

eller tilgrænsende udviklingsforstyrrelse”,

Overlæge Kai Erland Pedersen, Børnepsykiatrisk

afdeling i Herning, om ”hvordan kan vi beskrive

og forstå autisme”, Psykolog Demetrious

Haracopus, Videncenter for Autisme, om

”hvordan kan vi som mennesker og professionelle

behandlere fremme livskvalitet og udvikling for

mennesker med autisme”. Efter frokost var der

workshops og afslutning ved James Gjøl, formand

for Landsforening Autisme Psykotiske Børns Vel.

Ved et konstituerende møde d. 20. april fik

lokalforeningen ny formand. Hvervet gik videre

til Levin Kielsgaard, og Lotte slap sekretærposten

efter 14 år til Birte Hemmet. Den 26. oktober

inviterer lokalforeningen til aftenmøde, hvor Kaj


Erland fortæller om ”autistisk pædagogik og

hvorvidt andre kan drage nytte af den”.

1996 Foreningen nedsætter et udvalg for at sætte

turbo på etablering af tilbudet ”heldagsskole”.

Der afholdes temaaften om emnet med Kaj

Kristiansen Krabbershus, Skive, og forstander

Inge Hermannsen, Hinnerup: ”Hvem hjælper

autister, når de kommer til at mangle briller,

høreapparat og/eller andre hjælpemidler, hvem

hjælper dem til at forstå, hvad det er at miste, og

hvordan man kommer videre?”.

1997 Foreningen oplever ”stor” udskiftning i

bestyrelsen. Levin stopper efter to år på

formandsposten og Birthe efter to år som

sekretær. Karin Lørup og Ole Vels bliver valgt

ind. Den 3. maj er der konstituerende

bestyrelsesmøde. Søren bliver formand, jeg

forbliver næstformand, Lotte bliver igen sekretær

og Ole kasserer. Der er nu mere end godt

begyndt!

Her slutter så næsten mit bidrag til

lokalforeningens 25-års jubilæumsskrift. Det

sidste blæk skal bruges til at fremføre min store

tak til medlemskredsen for støtte og opbakning i

de mange år og ikke mindst til de medlemmer,

som havde overskud til at tage en tørn i

bestyrelsen. Nu falder jeg igen for fristelsen til at

nævne navne, men specielt på skole-, dag- og

døgnområdet er det næsten umulig at få linjerne til

at slå til – men kære lærere og pædagoger; hvor

har I slidt og slæbt for vores børn! For nogen

lykkes det bedre end for andre – sådan er det jo

inden for alle brancher – men mange tak! Også

stor tak til de mange fagpersoner, mange flere end

her omtalt, som gang på gang stillede op for at

forklare og hjælpe forældre. Det var en stor støtte

for vores arbejde i lokalforeningen – løn var

dengang som i dag: TAK!

To personer blev afgørende for det gennembrud

for forståelse og tilbud, som kom i Ringkøbing

Amt: Kirsten Pedersen, amtsskolekonsulent på

autismeområdet, og amtets skole- og

socialudvalgsformand igennem mange år, Lise

Jørgensen. Siden Lise Jørgensen er stoppet og

afløst af Gitte Hansen, er det gode samarbejde

fortsat, ikke kun med Gitte, men med hele skole-

og socialudvalget – det har haft enorm betydning

for arbejdet.

Et stort tillykke med jubilæet til Landsforening

Autisme Kredsforening Herning, som det hedder i

dag! Jeg er overbevist om, at forældre tålmodigt,

men vedvarende og konstruktivt, vil arbejde

videre for god og endnu bedre forståelse og

forhold for mennesker med ”autisme spektrum

forstyrrelse”.

Held og lykke med det!


Indlæg af Søren Dalgaard – Kasserer 1995 – 1997; Formand 1997 –

I midten af 90´erne var der oprettet en række tilbud til mennesker med autisme. Ved centerklasserne

på Sønderagerskolen var der ca. 50 børn. Åmoseskolen var begyndt med de første autister som en

del af et nyt tilbud. På Skovbjergskolen boede voksne autister på ca. 7 m 2 , og flere beboere delte

badeværelse. Nyeste tilbud var Mosaikken, som var tænkt som et botræningstilbud som forløber for

et mere varigt botilbud. På samme tid var man blevet bedre til at ”finde” mennesker med autisme

spektrum forstyrrelser, så presset for tilbud voksede i takt med, at brugergruppen blev større og

større. Samtidigt opstod der huller i tilbudene fra skole til botilbud til beskæftigelse.

Lokalforeningen pressede på og blev en del af en arbejdsgruppe med fagfolk og ansatte fra området

fra Ringkøbing Amt. Dette resulterede i den ”gule” rapport, som beskrev hele autistområdet og

fremkom med en række anbefalinger, som - skulle det vise sig - ville blive implementeret i de

følgende år. Rapporten behandlede alle aspekter af et liv med autisme fra vugge til grav:

etableringen af børnehavetilbud, skoletilbud, fritidstilbud og et botilbud med et indholdsrigt

voksenliv med bl.a. beskæftigelse. Det resulterede i et helhedstilbud til børnene i centerklasserne på

Sønderagerskolen: Agerbo med aflastning/botilbud i Svalereden og Smørblomsten, tilbud til unge i

Lindehuset i Hauge, hvor også udflytningen af Guldsmeden nu har fundet sted. Desuden oprettedes

en administrationsbygning til hele Agerbo. Birkelund blev et beskæftigelsestilbud til unge

aspergere, startende med 6 unge mennesker, og i dag er der flere end 30 unge mennesker tilknyttet i

jobtræning og beskæftigelse. Skovbjergskolens beboere fik alle nye boliger, og det nye sted bliver

kaldt Skovbjergparken. Der arbejdes nu på at gøre Skovbjergskolens gamle værksteder til et

Aktivitetscenter under Skovbjergparken med beskæftigelse til mennesker med autisme.

Det lykkedes for Lokalforeningen at få Ringkøbing Amt til at oprette et rådgivningsteam under

navnet Udviklingsprojekt Autisme med støtte fra Center for Autisme. Dette team skulle rådgive

forældre og mennesker med autisme gennem kurser og personlig rådgivning. Dette er blevet gjort

med stor succes, således at Herning Kommune overtager teamet ved overgangen til den nye

kommunale struktur pr. 1.januar 2007.

Lokalforeningen ønskede gennem arrangementer at informere politikere, embedsmænd, lærere,

pædagoger og medlemmer om området, samt også at informere om nye tiltag indenfor behandling,

ret og pligt, muligheder for skole, fritid osv., hvilket resulterede i mange arrangementer:

Autismeweekender, temadage, oprettelse af netværksgrupper gennem nu mere end 10 år, og endelig

i 2004 bragtes hele verden til Herning Kongres Center til ”World Autism Herning 2004”. Denne

begivenhed bragte mere end 600 deltagere fra 18 forskellige lande. Her lykkedes det også at få

Schaufuss-Balletten fra Holstebro til at opføre en verdenspremiere på et dansestykke om autisme til

musik og sang af sanggruppen Vox-eleven. Denne begivenhed kunne ikke være gennemført uden

økonomisk støtte fra Ringkøbing Amt og Herning Kommune.

Lokalkreds Herning, som nu er navnet på vores forening, står overfor store udfordringer i

fremtiden med de nye storkommuner i det nuværende Ringkøbing Amt. Vi repræsenterer stadig

det samme område som i det nuværende Ringkøbing Amt med tilføjelse af Thyholm i nord

og Nr. Snede i syd. For Lokalkredsen er det vigtigt at fastholde ekspertisen, hvor den allerede

er oparbejdet. Det er vigtigt at sende vore børn hen, hvor de ”pædagogiske kørestole” allerede er

udviklet gennem mange år. I modsat fald vil vore børn blive prøveklude i de nye storkommuner,

hvilket vil sætte området årtier tilbage.

Vi vil arbejde for en videreudvikling af forskning og uddannelse i Herning-området med

Langvadbjerg som omdrejningspunkt for aktiviteter og rådgivning. I samarbejde med

Landsforeningen Autisme og internationale organisationer er målet at gøre Herning - Ikast til et

centrum for autisme - til gavn for vore børn og deres udvikling.


Vi vil og vi skal, fordi det er vores børns liv og fremtid,

vort arbejde handler om!

Tillykke til forældrenes forening for 25 succesrige år i

samarbejde med politikere, embedsmænd, pædagoger,

lærere og ikke mindst alle medlemmerne i foreningen!


Til lykke

Jeff 2006

Karin 2006


En jubilæumshilsen fra

Observationsbørnehaven

v. Anni Bjerg, pædagog

(- med fodnoter ved Kai Erland Pedersen Pedersen, børnepsykiater)

Lidt historie:

Børnepsykiatrisk Afd. i Ringkøbing Amt startede i efteråret 1977 i et meget lille hus, en portnerbygning,

som lå tæt op ad den gamle indgang til Herning Sygehus på Pontoppidansvej. Indtil da havde forældre

til psykisk syge børn været henvist til at søge hjælp først fra Risskov Børnehospital ved Århus, siden

ved børnepsykiatrien i Viborg.

I juni 1978 blev vi tre pædagoger ansat, og personalet kom op på hele otte personer (overlæge,

psykolog, socialrådgiver, to sekretærer og så os tre pædagoger). Overlægen, Niels Jørgen Nedergaard,

kom fra Risskov Børnehospital, og han havde en idé om at oprette een

n ”børnestue” – et sted, hvor børn

med psykiske vanskeligheder - og deres forældre - kunne få hjælp og vejledning. Dette førte til

oprettelsen af observationsbørnehaven, som først startede i en villa i Overgade 20 og fra 1984 har holdt

til i den nuværende børnehavebygning.

Niels Jørgen Nedergaard kunne fortælle, hvordan man i de tidlige 60 60-ere ere havde haft autistiske børn

(eller psykotiske børn, som det hed dengang) indlagt på Børnehospitalet i årevis, og at holdningen

dengang var at acceptere, at børnene af praktiske grunde ikke kunne se deres forældre ret ofte (biler var

få, og banerne kørte endnu værre end i dag).

Men fra slutningen af 60-erne erne mente man i Risskov (ligesom hos Schopler i USA), at små børn

tværtimod skulle blive i hjemmet, og at børnenes fo forældre rældre var en meget vigtig behandlingsmæssig

ressource. Målet måtte være at give forældrene den indsigt, der var nødvendig for at prøve at afhjælpe

børnenes problemer og støtte deres udvikling derhjemme. Det var i en afdeling med denne indstilling, vi

blev ansat, og så fik vi i øvrigt frie hænder til at tilrettelægge det pædagogiske arbejde i

observationsbørnehaven.

I 1980 fik vi en reservelæge; det var Kai Erland Pedersen, som senere skulle

blive den overlæge, som havde lægeansvaret for småbørnsområdet og

dermed børnehaven. Kai Erland var ligesom Niels Jørgen oplært af den

internationalt anerkendte danske børnepsykiater Birte Høeg Brask, og hun er

naturligvis gennem årene meget ofte blevet citeret i vores børnehave.

Interesse for og viden om autisme, re respekt spekt for hvert barns unikke

personlighed og for hvert forældrepars erfaringer, holdninger og ønsker har

således fra første færd og siden gennem årene præget arbejdet i vores

børnehave. Vi lærte at observere meget omhyggeligt, så den psykiatriske diagnose kunne blive så præcis

som muligt. Ikke fordi en formel diagnose alene er så vigtig, men fordi en grundig og mangesidet

diagnose bibringer indsigt: børnene skal forstås rigtigt, så de kan få præcis den hjælp, de har brug for.

Vi lærte især at være opmærksomme me på de områder, hvor autistiske børn har vanskeligheder: sprog,

kontakt og vaner.

Der var i 1970 oprettet en ”psykoseklasse” ved skolevæsnet i Herning kommune. Vi har gennem årene

haft et meget konstruktivt samarbejde omkring skoleplacering og undervisn undervisningstilbud ingstilbud til ”psykotiske

børn”. Her husker vi især autismekonsulent Kirsten Petersens utrættelige kamp for at give alle ”vores”

børn, uanset det intellektuelle niveau og uanset diverse følgesygdomme, et kvalificeret folkeskoletilbud.

Kirsten Petersen bidrog rog med sine store menneskelige kvaliteter og en beundringsværdig faglig

kompetence til, at både forældre og børn blev hørt, set og forstået. Det var betryggende for


forældrene at aflevere deres børn i et skolesystem, hvor kompetente og engagerede lærere s ssørgede

for, at indskolingen foregik planmæssigt, og at hvert enkelt barn fik sit ”skræddersyede” tilbud.

Skovbjergskolen (dengang “Ikast Erhvervsskole”) oprettede et børneafsnit i 1979 for de meget syge

skolebørn, som ikke kunne blive i hjemmet.

På daginstitutionsområdet nstitutionsområdet var der udover amtets specialbørnehaver ingen specifikke tilbud, og der

var heller ikke mange fagfolk, som vidste nok om børnepsykiatriske sygdomme til at kunne støtte

og vejlede forældrene.

Vi startede derfor med vores psykolog Kirsten Dreyer en gruppe for forældre til børn med autisme.

Forældrene mødtes på børnepsykiatrisk afdeling gennem flere år. Her var det meget tydeligt, hvor

vigtigt det var at få talt med andre forældre i samme situation. Der blev snakket ivrigt; der blev delt

sorger rger og glæder og udvekslet gode råd. Forældrene gav udtryk for, at der var godt at komme, og vi,

de professionelle, lærte utrolig meget på disse lørdagsmøder. Det er rart at vide, at det er noget

forældreforeningen satser meget på, det at oprette grupper for forældre, hvis barn lige har fået en

børnepsykiatrisk diagnose.

På et tidspunkt kom en ranglet københavnsk psykolog fra socialministeriet på besøg for at se, hvad

vi lavede både i børnehaven og ambulatoriet. Det var Oskar Plougmand, som puslede med en idé

om at lave nationale konferencer for autistforældre og fagpersoner. Jeg er helt stolt over at tænke

på, hvordan vores psykolog, Kirsten Dreyer, og jeg selv, sammen med fagfolk fra Fyn og Sjælland,

var med til at starte de nu så velkendte kurser, som i dag kendes som SIKON-konferencerne.

konferencerne.

Oplevelser med autistiske børn:

Jeg tror ikke, der er nogen, som kan glemme deres første møde med et autistisk barn: Et lille

menneske, som er så meget anderledes end de børn, man tidligere har mødt, og som kan være så

vanskeligt at forstå og hjælpe. Det forpligter at have medansvar for at hjælpe børn med ondt i

sjælen.

I 1980 starter en fireårig pige i vores børnehave, lad os kalde hende Pia.

Pia maler en sort plamage med mange små streger ud fra. Jeg spørger, hv hvad

det er, og Pia svarer ”edderkop – det er ik’ edderkop – du maler, male, male

– hvad siger pensel, ingenting.”

Jeg siger, at Pia maler med en pensel. ”Pensel sammen Anni – ikke pensel –

ikke Anni”, lyder Pias kommentar.

(- En børnepsykiater, der har stå stået et i lære hos Birte Høeg Brask, vil tolke situationen ud fra

dennes begreb om jeg jeg-styrke og jeg-svaghed. svaghed. Den lille pige oplever penslen og den malede

edderkop som noget, der ikke er tilstrækkeligt forskelligt fra hende selv eller andre menne-

sker. Edderkop Edderkoppen pen og penslen får deres eget liv, på en helt konkret måde, som hendes

pædagog er levende, eller som hendes egen hånd er levende. Pia kaldes jeg jeg-svag, for hun

hverken har ikke en klar opfattelse af, hvordan hun selv og tingene forholder sig til

hinanden, eller ller en sikker overbevisning om, at hendes jeg og pædagogens jeg er noget helt forskelligt fra tingsverdenen.

Den pædagogiske behandling består i tydelig tydelig-gørelse af

at dette er et billede,

af en malet edderkop,

og at det er Pia, der har malet den.


Pædagogen skal forsikre pigen om denne sammenhæng (det vi senere har kaldt central kohærens kohærens, d.v.s. sammenhæng i

situationerne). Pia skal opnå vished for, hvordan de tilstedeværende personer, del dele, e, redskaber og objekter i situationen

hænger sammen: at barnet er en person, der maler, og at billedet er det, hun har malet, og at penslen bare er et redskab.)

Pia er fra første færd utrolig opmærksom på lys og flag. Når jeg tegner til Pia (for at illu illustrere, hvad

vi skal i gang med, f.eks.: Pia i bad, Pia og Anni på tur, Pia spiser frokost),

tager Pia hver gang en blyant og laver en krusedulle/ skæv firkant ved alle

personer. Efterhånden som Pia får talesprog, fortæller hun også, hvad det er,

hun tegner r - det er flag. Når Pia svinger med sin lange hestehale, taler hun

også om flag, som hun selv kunne være flagstangen.

Jeg fortæller Pia, at vi skal ud at gå en tur, og hun siger imødekommende:

”så hue på, vanter på, øjne øjne-næse-mund på”.

På turen passerer vi en flagstang, Pia nikker venligt hen imod den: ”du har

ingen flag på, vel”.

(- Jegsvaghed ved autistisk forstyrrelse viser sig blandt andet i manglende sikkerhed på,

hvad der er levende, og hvad der bare er ting.

Pia har brug for vished om eller tro ppå,

å, at personer hænger sammen. At øjne, næse og mund

hører til personer på en anden måde end hue og vanter, der er ting. Pia har brug for at kunne stole på, at hun er en pige,

også når hun svinger med sin lange hestehale, og at flaget kun svinger fra sin fl flagstang, agstang, når det blæser.

Autistiske børn plages undertiden af denne usikkerhed, som reelt hænger sammen med kontaktsvaghed

kontaktsvaghed.

I børnenes omgang med tingene udviser de svært indlevelige vaner eller ritualer, , som for børnene - og deres forældre -

kan blive meget eget tidsrøvende og ret besværlige.

I sprogbrugen hører vi måske sammenblandinger af personer med ting, altså egentlig autismespecifik sprogforstyrrelse.

Denne autistiske trehed eller triade, der også kaldes Kanner Kanner-triaden, triaden, nemlig efter Leo Kanner, der først beskrev den,

består af autisme, ritualisme og sprogforstyrrelse.

At forstå sammenhængen mellem de tre symptomer har man kaldt “en gådes afklaring ”, oog

g dette har været en opgave,

som har fristet mange. Siden Birte Høeg Brask udviklede sit begreb om jegsvaghed, har vi blandt andet interesseret os

for barnets forståelse af hensigter (“theory of mind”), barnets evne til selv at have og udføre hensigter (“s (“sekventiel

executivitet”), barnets konstruktion af handle handle- og tilstandsverber (“semantisk kasusgrammatik”), og senest barnets evne

til at få sammenhæng i situationerne (“central kohærens”, - der jo begrebsmæssigt ikke er så forskellig fra teorien om

jegstyrke/jegsvaghed). ke/jegsvaghed). Ingen af de nævnte forklaringsmodeller har været fuldt ud dækkende for symptomerne i Kanner-

triaden, og i dag er vi ikke nærmere en løsning end vi var for 40 år siden.)

John sidder ved bordet med sin madpakke. Mælken står foran John, og je jeg g tror, han er tørstig, men han

kan tilsyneladende hverken bede om noget at drikke eller tage det selv. Han siger kun lidt trist frem for

sig: “Hvorfor kommer mælken ikke”.

(- Her ses den for barnet nok mest plagsomme form for jegsvaghed.

Det handler om en for os ganske simpel og dagligdags handling, at bede om mælk eller bare at skænke mælk op. Ikke

blot forstår John ikke, at andre mennesker kan have hensigter ( nemlig om at hjælpe ham, “theory of mind”), han har

heller ikke selv en klar ide om sin hensi hensigt gt (åbne kartonen og hælde mælk i glasset er en meget basal “executiv

sekvens”).

John har behov for at opleve tryghed og efterhånden tillid til at kunne handle i tingsverdenen.)

Da vi skal have frugt, skærer jeg Pias pære i både og sætter tallerkenen foran hende. Pia skriger højt ”i

døkker” og slår til kop og tallerken, så det hele falder på gulvet. Hun ser ulykkelig ud og vender ryggen

til mig.


Søren sidder meget yderligt på stolen, som han altid gør, pludselig skrider den, og Søren falder på

gulvet. Det ser ud til at han slår sig, men han græder ikke, ser kun meget forskrækket på gulvet ”ned

kælder mig”. Han peger på mit ben ”hva’ det ? ” Jeg siger at det er mit ben, ”købt henne? ” spørger

Søren.

(- Pia skal lære at tro på, at pæren ikke er kommet slemt til skade, og at den i øvrigt bare er en ting. Søren skal lære at

stole på, at han er stor og hænger sammen i en person, og at han derfor ikke falder længere ned end til gulvet.)

Vi er på legepladsen. To drenge vil have fat i den samme fodbold; mens de tumler rundt, kommer

den største dreng til at ramme Karl under øjet. Der er ikke noget at se, men Karl jamrer højt og

afviser både mine forsøg på at trøste og mine forslag om en anden leg. Han går hen til et lille træ,

brækker en kvist af og siger ”Nu gør det ikke ondt mere, for det var drengene i øjet”.

Lidt senere er Karl ved at male en togvogn, som han har lavet af træ. Han får lidt rød maling på

fingrene, holder straks op med at male, løfter armen i vejret og siger forpint ”Er det sår – er det blod

– jeg har en sårnæse på min egen næse”. Karl kan ikke beroliges med ord, jeg tørrer malingen af,

Karl ser lettet ud og fortsætter med at male.

(- Den pædagogiske indsats for Karl består i at overbevise ham om, at han er en hel person, han har øjne, men ikke

kviste, der kan brækkes itu, sådan som træet har.

Men vi kan hverken hjælpe Pia, Søren eller Karl ved at fortælle dem, hvad de ikke er eller ikke kan.

Pædagogens arbejde består ikke i at undervise barnet i disse banale, indlysende kendsgerninger, men består i at give

barnet vished, tillid og dermed tryghed. Opgaven er meget vanskelig og kræver ikke blot en helstøbt personlighed, men

også indsigt og indføling, tid og tålmodighed.)

Lise sidder i vores badekar og spørger ”Kan man drukne i et badekar - hvad nu hvis

svømmevingerne springer – er der krokodiller i danske søer? ”

Hans leger med en snurretop, han kigger på den lille kugle på spidsen: ”og den er måske til

blodprøver ”. Vi går en tur op i byen. Hans samler en lille sten op: ”den er ikke farlig vel, der er

ikke tis på den vel – eller lus” Efter en lille pause siger han selv i et beroligende tonefald: ”der

findes jo slet ikke lus, vel?”.

(- Lise og Hans handler og oplever med mere jegstyrke end Pia, Søren og Karl. Men tvivlen nager dem. De er

eksempler på børn, hvis angst for virkelighedens manglende sammenhæng eller centrale kohærens ytrer sig i

ustandselige og ganske plagsomme overvejelser over temaet: “hvad nu hvis..”.

Hvad nu, hvis der er krokodiller i dit badekar? Hvad nu, hvis nåle og lus ikke bare findes, men hele tiden angår os?)

For nogle af børnene kan det bare ikke lade sig gøre at spise frugt fra en tallerken, når frugten plejer

at ligge på et smørebræt i deres store børnehave. Det er problematisk at benytte et toilet med sort

sæde, når sædet derhjemme er brunt. Cornflakes kan kun spises, hvis de kommer ud af den rigtige

æske, den med hanen på.

(- Hvorfor skal tingene dog være så nøjagtigt ens hver gang?

Senere års studier har vist, at visse børn i autismespektret har en overudviklet sans for detaillen, og vel at mærke at dette

ikke alene kan forklares ud fra deres manglende sans for helheden. Hverken begrebet jegsvaghed eller manglende

central kohærens forklarer den præcise, overudviklede og ofte ganske nyttige detail-optagethed ved autistisk syndrom.

Det for barnet plagsomme ved detaillen valgte vi imidlertid at forstå det ud fra begrebet jegsvaghed.

Barnet er nybegynder i vores verden. Det har måske først lige accepteret, at denne nye ting er en ting og ikke en

blanding af en ubegribelig tingsverden og barnet selv. Derfor er det utrygt, når den nye ting ser en smule anderledes ud.

Den pædagogiske opgave bliver at vise barnet, at det kan stole på disse nye eksempler på ting, det allerede er blevet

fortroligt med, også hvis de ser lidt anderledes ud.)


Jeg-svage børn kan være så usikre på deres egne hensigter - og dermed på deres egen identitet, at de

periodevis ”overtager” en anden rolle f. eks. som en ke kendt ndt tegneseriefigur eller superhelt.

Jan leger med sin gravko. Pædagogen ved siden af ham siger ”min traktor siger brrrum, hvad siger

din gravko ?”. Uden at se på hende svarer Jan: ”Ka’ vi genbrug’ det, ja vi kan – det er okay Winnie”

– med et citat fra en Byggemand Bob film.

Vi har i årenes løb haft børn som identificerede sig med Pippi, Peter Plys, Turtles, Hannibal og

Jerry, Lilo og Stitch, Supermand, Batman og toget Thomas i en sådan grad, at de blev meget vrede

eller kede af det, når vi insisterede på at bruge deres rigtige navne.

(- Ligesom vi store mennesker har vores helte, synes jeg jeg-svage svage småbørn at være dybt betaget af figurer, der overhovedet

hænger sammen, , og som på den måde bevarer deres helhed, deres sammenhæng eller kohærente integritet.

Den pædagogiske behandling kan bestå i at understøtte en god figur som Pippi eller Plys, fordi alternativet: bare at

være barnets udsatte selv, i mange situationer er for svært. Der er situationer, man lettest klarer som Pippi eller Plys. I

længden er disse se nødløsninger ikke brugbare. Det viser sig blandt andet i senere psykiske komplikationer til disse i

begyndelsen ganske uskyldige rollespil. Det lange seje træk bliver derfor at bibringe barnet så megen tryghed i sin egen

rolle, at det klarer de mere almindelige mindelige dagligdags situationer uden at søge tilflugt i en fantasifigur. Eller sagt med andre

ord: få større jeg-styrke.)

En autismepædagogik om genkendelighed og sammenhæng:

Målet for os har været at skabe ro og overskuelighed for børnene

for at give dem en mere tålelig barndom - og derefter at gøre dem

mere selvstændige, så de kunne udnytte alle de ressourcer, de også

havde med sig.

Midlet har været struktureret pædagogik med det formål dels at

spare barnet for usikkerhed og bekymringer, dels at gør gøre opgaver

og aktiviteter tydelige og forståelige.

Nærvær, indsigt og ansvarlighed har været i højsædet. Hvis noget

gik galt, måtte der være noget, noget,vi ikke havde tilrettelagt tydeligt

nok.

Vores forsøg på at skabe et overskueligt miljø og en genkendelig hv hverdag erdag har flere af børnene haft

det godt med.

Mange af børnene udtrykker det selv: ”hvad skal jeg nu ?”, ”så - arbejde”, ”hvad så bagefter ?”. Det

har været dejligt at se, hvordan børn er holdt op med at bide eller slå sig selv eller kaste med

tingene, efterhånden terhånden som vi lærte at tilrettelægge dagen med klare regler, tydelige overgange og

forståelige sekvenser.

Det er alle anstrengelserne værd, når et barn begynder at tage imod vores

tilbud - og dermed den kontakt, som følger med. Når barnet lærer, at d ddet

er

muligt – og ufarligt – at dele mening om et stykke legetøj eller et spil, det vi

kalder at triangulere. Når barnet tør noget selv, når et barn klarer at vælge

mellem to muligheder – så er det herligt at være pædagog.

For eksempel var Peter meget bet betænkelig ænkelig ved alt nyt. Jeg viser ham et nyt

spil, han afviser venligt, men bestemt. Jeg siger: Peter du skal se det, så kan

du sige nej”. Peter ser på spillet og derefter på mig: ”Jeg kan også sige ja” –

og det ender med, at vi prøver det nye spil.


Det har været en meget positiv oplevelse, når forældrenes forståelse og erfaringer, pædagogens

observationer, psykologens testning og børnepsykiaterens undersøgelse er gået op i en højere enhed

og har ført til en forståelse, som alle er enige om er dækkende, og som siden fører til de tilbud, som

er rimelige for barnet.

Fremtiden:

Der er sket meget gennem de sidste 25 år. Børnepsykiatrisk Afdeling er ikke bare vokset, der er

kommet både et indlæggelsesafsnit for skolebørn til - og et ungdomspsykiatrisk afsnit. I dag er der

ansat ca. 60 personer. Der kommer flere børn gennem afdelingen år for år, henvisningstallet stiger

støt, det samme gør desværre antallet af børn på ventelisterne.

Antallet af henviste børn og unge i det autistiske spektrum er også vokset, ikke mindst efter den

tiltagende opmærksomhed på det, der en gang blev kaldt grænsepsykose, nu Aspergers syndrom.

Det er rigtig mange børn, unge og voksne, det drejer sig om. Hver især har de deres personlige

kvaliteter, normale følelsesregister og specielle vanskeligheder. Og alle har de krav på så høj en

grad af livskvalitet, som det er muligt at opnå.

(- Dagligdagen på en børnepsykiatrisk afdeling er gennem de sidste 25 år blevet præget af, at kendskab til autistiske

tilstande efterhånden er udbredt i vide kredse.

Ofte er der, når barnet henvises, allerede erkendte symptomer på autisme.

Afdelingens indsats består ofte i at bekræfte diagnosen, men desuden i vurdering af, hvad der i øvrigt kan være på færde

udover autismen, for eksempel sygdomme der optræder sammen med autismen (det, der kaldes komorbide sygdomme).

Det kan dreje sig om decideret lægelige problemstillinger som hyperaktivitet eller anfaldsfænomener, eller hos lidt

ældre børn depressioner, tvangshandlinger eller angstforstyrrelser.

Det kan også dreje sig om testpsykologiske problemstillinger, så som sprogforstyrrelse eller NLD (Nonverbal Learning

Disorder).

Den pædagogiske opgave er i meget høj grad at rådgive om autisme i nærmiljøet, men også om, hvordan der kan tages

pædagogisk hånd om komorbide forstyrrelser, som naturligvis er en af de faktorer, der forstærker eller fastholder

barnets jegsvaghed.)

Der er kommet flere kurser, flere fagbøger, flere konsulenter, flere konferencer, flere møder og

meget, meget mere papir. Gad vide om der også er flere glade børn?

Der opstår for eksempel talrige strukturelle og reelle spørgsmål i forbindelse med nedlæggelse af

amterne og kommunernes overtagelse af mange institutioner. Der er heldigvis også mange flere

medlemmer i forældreorganisationen. Det er bl.a. nødvendigt, for der er rigeligt at sætte sig ind i, f.

eks. et begreb som “folkeskolens rummelighed”. Som vores Psykolog Berit Sauer udtrykker det:

Det er muligt at folkeskolen kan rumme alle børn, men der er stadig børn, som ikke kan rumme

folkeskolen.

Jeg har i år mødt en mor på forældreforeningens kursus i ”Laugesens Have”. Hun havde i 7 år

arbejdet på at få sin datter undersøgt og diagnosticeret. Barn og forældre havde gennem årene fået

mange forskellige tilbud, f. eks. kurser om hvordan man bliver bedre forældre. Pigen skulle - ifølge

den lokale sagsbehandler - helst integreres i den lokale skole, trods forældrenes ønske om en

specialklasse. Resultatet var, at barnet havde det dårligt og blev skiftevis trist og rasende, medens

forældrene i stigende grad oplevede, at de ikke selv slog til. Først i år havde denne mor fået

bekræftet sin mistanke om, at hendes datter er i autismespektret. Det er lang tid, for lang tid; det

handler om mange fejlslagne tilbud og mange nederlag, som kunne, og burde, have været undgået.

Vi har den største respekt for det kæmpearbejde I forældre har udført. Skridt for skridt har I fået

forbedret eksisterende tilbud, derefter har I formuleret, præciseret og argumenteret for nye tiltag,


efterhånden som Jeres børn blev teenagere og voksne. Tilbud og fornyelser er aldrig blevet serveret

for Jer på et sølvfad, det har været hårdt arbejde hele vejen.

Så I får nok ikke lov til at hvile på laurbærrene: Der er stadig nogle slag, som skal slås, nogle børn

og familier som skal have den hjælp og de tilbud, som er en nødvendig forudsætning for børnenes

udvikling og trivsel.

Hjertelig tillykke med de første 25 år – og god arbejdslyst i de næste 25 år.


Samtale med Kirsten Petersen, forhenværende konsulent i

Ringkjøbing amt.

Psykoseklassen i Herning blev startet i 1970 som en af centerafdelingerne i byens kommunale

skolevæsen. Man talte dengang om, at et barn kunne lide af en ”tidlig børnepsykose”, hvor man nu

for eksempel ville bruge betegnelsen ”tidlig infantil autisme”. Klassen med dengang seks elever fik

til huse på Sønderagerskolen, og det var Kirsten Petersen i samarbejde med skolepsykolog P.Th.

Poulsen, der stod bag projektet.

På det tidspunkt var Sofieskolen i Bagsværd, hvor Else Hansen var leder, en mulig model, der mest

ligner de specialskoler, der andre steder er dukket op. Men psykoseklassen i Herning blev udviklet

inden for Folkeskolens rammer. Folkeskolens formålsformulering gav ikke blot muligheder for

såkaldt normale elever, men også for elever med forskellige handicaps i særligt tilrettelagte

undervisningsspor. Samtidig var der en tro på, at eleverne havde gavn af almindelige

folkeskoleelevmodeller og med mulighed for mere eller mindre faglig undervisningstid med

folkeskoleklassen. Endelig spillede det ind, at antallet af psykoseklassens elever var så lille, at det

også gav økonomiske fordele at lade dem udgøre en centerafdeling. Centerklasseideen i Herning,

hvor elever med forskellige handicaps blev delt ud på centerklasser i kommunens normalskoler,

blev landskendt og beundret.

Udgangspunktet var, at børnene ikke skulle betragtes som syge. De skulle væk fra

hospitalsmiljøerne og behandles pædagogisk. De skulle modtage undervisning, som den var mulig

inden for folkeskolen og med undervisere, der havde almen kendskab til folkeskolen og med ildhu

engagerede sig i undervisningen af elever med autisme.

Efter nogle år på Sønderagerskolen blev centerafdelingen flyttet til Holtbjergskolen – og igen efter

nogle år tilbage til Sønderagerskolen. Årsagen til flytningerne var især spørgsmålet om plads. Man

kunne desuden argumentere med, at ”ikke mursten, men pædagogikken er væsentlig”, når det

gælder disse børn.

Ved opstilling af mål og indhold for undervisningen af elever inden for autismespektret skal man

som følge af det allerede nævnte tage udgangspunkt i elevens handicap samt i formålsformulering

og øvrige bestemmelser for Folkeskolen.

Principper og metoder for undervisningen får imidlertid en særlig drejning, når det drejer sig om

disse børn.

Forudsigelighed skal præge undervisningen – gennem ro og regler.

Man må skabe orden på barnets kaos – idet man sørger for struktur, regler og gode rutiner

Den voksne må være igangsætter og sørge for- når barnet er kommet i gang – at det får den

nødvendige støtte.

Allerede erhvervede færdigheder og kundskaber skal vedligeholdes – idet barnet skal være bekendt

med den strategi, der er anvendt i læringen. Der skal være genkendelighed.

Den voksne må sørge for, at barnet hjælpes til ”selvstændig” opgaveløsning. Underviseren må

indføre eleven i denne løsning – give barnet gode modeller.

Man må ikke diskutere eller moralisere.

Den voksne må holde undervisningens mål for øje. Hun må vedgå sig sin autoritet – være

konsekvent samt være kreativ og fleksibel i sin tænkning.


Som det fremgår af de nævnte principper, har underviseren rollen som den der leder, så der sikres

forudsigelighed, struktur og genkendelighed. ”Ansvar for egen læring” kan man ikke forvente af

denne gruppe elever. Metoden må være opgavecentreret.

Underviseren må være meget opmærksom på, at undervisningen skal formidles klart og forståeligt

og på elevens niveau. Hun skal være venlig og præcis, hjælpsom – men ikke overbeskyttende.

Sproget skal følge undervisningsforløbet med en visuel og klar anvisning.

Miljøet skal være overskueligt –vise, hvor eleven skal være, og hvad han kan klare, hvor der skal

arbejdes med andre, hvad han skal lave bagefter.

Hvis der sker brud – skal der være aftaler på plads i god tid: ”Hvad gør vi så i stedet for?”

De børnepsykiatriske diagnoser under autismespektret er gennem årene blevet mere og mere

nuancerede, og det kan betyde nye og bedre muligheder for det pædagogiske tilbud til hver enkelt

elev.

Med en stor tak til forældre, forældreforeningen og alle mine øvrige samarbejdspartnere for den

store tillid, jeg blev mødt med, vil jeg hermed ønske forældreforeningen hjerteligt til lykke med

25årsjubilæet og ønske jer fortsat god arbejdslyst og stor udholdenhed i at medvirke til at få

udviklet de bedste tilbud til vore handicappede børn med diagnoser inden for autismespektret.

Lotte og Kjeld.

”En glad mand, 1980”


En jubilæumshilsen fra

Sønderagerskolen, Herning.

Undervisning af elever med autisme tog sin spæde begyndelse på Sønderagerskolen i Herning i

1970. Der var tale om ganske få elever fra starten, men allerede i årene derefter kom der flere elever

til. Sønderagerskolen havde på det tidspunkt omkring 1100 elever, hvilket efterhånden gav

pladsproblemer på skolen. Det blev derfor besluttet, at ”psykoseklasserne”, som man på daværende

tidspunkt benævnte centerklasserne, skulle flyttes til Holtbjergskolen, en anden skole i Herning. I

perioden 1974 til 1988 havde undervisningen af elever med autisme og dermed beslægtede

udviklingsforstyrrelser til huse på Holtbjerg. Elevtallet lå det meste af tiden på 30-35. I 1988

besluttede Herning Kommune at lave om på skolestrukturen bl.a. ved at fjerne

overbygningsklasserne fra Holtbjergskolen. Det resulterede i, at der ikke kunne laves integration af

centereleverne i de store klasser, så som en følgevirkning af strukturændringen blev centerklasserne

for kontakthæmmede elever flyttet til Sønderagerskolen, hvor der i mellemtiden var blevet bedre

pladsforhold p.g.a. nedgang i elevtallet. Ved overflytningen til Sønderagerskolen - ved skoleårets

start i 1988 - var der 24 elever i centerklasserne. I de efterfølgende år steg elevtallet markant. I

skoleåret 1993-94 var tallet nået op på 42. Som en følge af dette nedsatte Ringkjøbing Amt og

Herning Kommune et udvalg, der skulle kulegrave hele området. Et af målene var at holde

elevtallet på ca. 40. Det blev derfor bestemt, at en gruppe af eleverne i fremtiden skulle modtage

undervisning på en af amtets specialskoler Åmoseskolen. Man regnede så med, at der ville være

hold på værksten i elevtallet. Men det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet. Allerede i 1996

passerede tallet 60. Behovet for flere lokaler fulgte naturligvis med væksten i elevtallet, så i

begyndelsen af det nye århundrede fik Sønderagerskolen bevilget en tilbygning, så der i hvert fald

var plads til 80 elever. Men allerede da tilbygningen kunne tages i brug, var tallet nået op på 90.

Heldigvis - set ud fra centrets synsvinkel - faldt elevtallet i samme periode i distriktsskolen, så der

alligevel var lokaler nok. I skoleåret 2006-07 er vi nået op på 125 elever, et tal som vi bare for 10 år

siden ville have troet helt utopisk og umulig at håndtere. Det har så heldigvis vist sig, at det kan det

altså godt. Sønderagerskolen og undertegnede håber, at undervisningen af kontakthæmmede elever

fortsat vil kunne fungere til glæde og gavn for elever, forældre og skole.

Preben Nielsen

Viceskoleinspektør.


En Lykønskning fra Åmoseskolen.

Hjertelig til lykke til Lokalkreds Herning med 25 års jubilæet. Tak for jeres hjælp og bistand til

Åmoseskolen og vores SFO ”Åkanden”.

Skolens afdeling for elever med vanskeligheder inden for autismespectret blev oprettet i 1993 efter en

vedtagelse i Ringkøbing Amtsråd. I løbet af de forløbne 13 år er afdelingen vokset, så vi nu har 45

elever med disse vanskeligheder ud af et samlet elevtal på 92. Vi er jer en stor tak skyldig for de kurser

og temadage, lokalforeningen har holdt for os, ikke mindst i opstartsperioden.

Af de 46 elever, er de 18 elever med klassisk eller atypisk autisme. De er alle på et ikke alderssvarende

udviklingstrin. De 28 elever er elever med ADHD og lignende vanskeligheder (elever med

vanskeligheder inden for adfærd, kontakt og trivsel også kaldet AKT). På grund af stor tilgang af elever

til Åmoseskolen har det været nødvendigt aat

t flytte nogle af eleverne til andre lokaler. Fra 01.08.06 vil

gruppen på 28 elever med ADHD således være at finde på den nedlagte Simmelkær skole. Den vil

fungere som en satellitafdeling til Åmoseskolen og have fælles ledelse med denne.

Den daglige undervisning isning af eleverne med klassisk eller atypisk autisme forestås af lærere og

pædagoger, der arbejder tæt sammen. Eleverne sættes sammen i grupper under hensyntagen til den

enkeltes kompetencer og potentialer. Undervisningen foregår i et miljø, der er oversk overskueligt, tydelig

struktureret og visualiseret. For at fremme elevernes kommunikative kompetencer trænes de i Pecs og

Tegn til Tale.

På Åmoseskolen gøres der meget ud af at få personalet bedst muligt uddannet til at varetage

undervisning og specialpædagogisk bistand. Det kræver en specifik viden og indsigt i, hvordan eleverne

tænker, opfatter og indlærer. En lærergruppe har udarbejdet ”Velkommen til autismeteamet”, en samling

nyttige oplysninger for at få en god start til at aarbejde

rbejde med eleverne. Den udleveres til nyansatte og

vikarer. Videreuddannelse i form af kurser af kortere og længere varighed har høj prioritet.

Forskningsresultaterne inden for området følges med stor interesse. På Akt området har vi været med i

et projekt, kt, som Ringkøbing Amt har gennemført i samarbejde med Holstebro Kommune. Nogle af

nøglebegreberne i den pædagogiske praksis inden for Akt området vil fremover være ”anerkendelse” og

bevidst arbejde med elevernes sociale kompetencer samt inddragelse af fo forældrene i et udvidet

skole/hjem samarbejde.

01.01.07 overtager Herning Kommune Åmoseskolen. De overtager en skole, hvor ledelse og personale

til stadighed arbejder på at give eleverne de flest mulige kompetencer med i bagagen, til de skal forlade

skolen.

Til lykke med jubilæet og god vind fremover.

Else Haaning Christensen

lærer

Tove Vinther Kristensen

skoleinspektør


En jubilæumshilsen fra

Skovbjergparken, Ikast.

Historien om Skovbjergparken, Ikast.

Der var en gang, sådan begynder de fleste eventyr, og sådan kan historien om Skovbjergparken

også begynde.

Der var en gang et amtsråd i Ringkøbing, der skulle træffe en vigtig beslutning.

Bistandslovens bestemmelse om nærhedsprincippet krævede, at Amtet selv skulle stille en

behandlingsafdeling til rådighed for børn med ”en tidlig børnepsykose”.

Om det nu var en politisk genistreg eller en ren hovsa-løsning, der lå til grund for Amtets beslutning

vides i dag ikke med bestemthed. Sandheden er dog, at det blev starten på et eventyr, helt på højde

med den grimme ælling, der blev til en smuk svane. Og selvfølgelig skulle både ællingen og

Skovbjergparken gå gruelig meget igennem først.

Lad os for en stund forlade H.C.Andersen, han har lidt nok under sit eget jubilæumsår.

Fakta er:

1978 blev der oprettet en behandlingsafdeling for 6 børn med diagnosen ”tidlig børnepsykose”. Det

skete i en tom aflastningsafdeling på Ikast Erhvervsskole. Der blev ansat personale: en

afdelingsleder, en førsteassistent og tre assistenter. Umiddelbar efter flyttede de første tre børn i

alderen fra ni til elleve år ind på ”Børnebo”. Børnene kom fra børnepsykiatrisk afdeling i Viborg.

Vi trådte i sandhed vores pædagogiske børnesko på afdelingen. Der var ingen erfaring i

personalegruppen, og den manglende viden og erfaring måtte der kompenseres for via engagement,

vilje, nysgerrighed og kærlighed til beboerne. Det er ikke dårlige egenskaber at starte ud med, og vi

føler da også selv, at disse dyder er bevaret i organisationen i dag. Set i bakspejlet er der dog rigtig

mange situationer, hvor viden, som vi har den i dag, havde været guld værd.

Vi er også helt klar over, at vi i dag endnu ikke er frelst ved vejs ende, og heldigvis for det. Både

nationalt og internationalt kommer der til stadighed bidrag, der er med til at gøre livet lettere og

bedre for vores beboere. Samtidig giver det os en mere kompleks forståelse for det autistiske

menneskes univers.

1985-88. I denne periode bliver hele Ikast Erhvervsskole til behandlingstilbud for Autister.

Institutionen skifter navn til Skovbjergskolen. Der er nu 4 afdelinger med i alt 20 døgnpladser og 3

aflastningspladser. Dertil kommer et dagcenter med 15 pladser.

1991 opretter Skovbjergskolen et boprojekt for tre beboere på institutionen, dels for at undersøge

balancen mellem brugernes behov og personaleforbrug og for at udvikle fremtidige boformer.

1994 oprettes endnu et boprojekt for tre beboere på Skovbjergskolen.

Der er mange datoer, der burde have været nævnt og fremhævet, og der ligger megen energi og

arbejde bag udviklingen. Intet er kommet af sig selv, og intet er skabt på trods.

Der har været et frugtbart samarbejde mellem alle berørte instanser. Forældre, personale og Amtets

administration og politikere. Vi har alle villet det gode. Det har vi følt, også selv om der har været

forskellige synspunkter og holdninger til konkrete sager. Ja, der har altid været holdninger og

stærke meninger til hver et lille og stort tema i diskussionen.


Det er en imponerende indsats, der er lavet af forældregruppe

forældregruppen. Det er dejligt, at vi ikke er i

opposition ition og i krig med hinanden. Tværtimod har vi følt en stor støtte fra forældregruppen, når det

en gang i mellem gik meget stejlt op ad bakke.

Den forholdsvis lille gruppe af autister kunne sagtens være blevet glemt, hvis det ikke var for

forældregruppens arbejde. Nu er det konstant fokus på vores område, ikke mindst politisk, og det

kommer os alle til gode.

2004. Endelig efter flere års forarbejde står 24 nye torums boliger klar til indflytning 1. august.

I forbindelse med Landsforeningen Autismes afholdte World Autism konference i Herning den 17

september 2004 blev de nye boliger officielt indviet. Det blev en international begivenhed med

gæster fra hele verden, og det var et stort øjeblik, da præsidenten for WAU Pat Matthews klippede

snoren. Samtidig benyttede vi lejligheden til at skifte navn til Skovbjergparken.

2006. Den gamle bygning bliver renoveret og bygget om til Aktivitetscentret. Ombygningen foregår

i to etaper.

Første del, , der omfatter teamslokaler og individuelle arbejdsrum, blev taget t i brug 1. juli.

Anden del, , der omfatter faglokaler, mødelokaler og administrationen forventes færdig til december.

Nutid. . Skovbjergparken har i dag 24 døgnpladser og ca. 30 dagpladser. Der er tilknyttet ca. 60

fuldtidsstillinger inkl. forstander og teknisk og administrativ personale.

Fremtid. . Serviceloven er nu implementeret i Skovbjergparkens kultur, og nu gælder det

kommunalreformen. Mange års samarbejde med Ringkjøbing Amt slutter med udgang udgangen af dette år.

Skovbjergparken hører fra 2007 under Ik Ikast-Brande Brande Kommune. Samarbejde bliver et nøgleord. Det

gælder samarbejdet internt i kommunen, men også i høj grad samarbejdet ud over de nye

kommunegrænser. Lad os bevare vores gamle motto ”Vi vil det gode”. Så er vi sikre på, at

eventyret om Skovbjergparken fortsætter. ortsætter.

På vegne af Skovbjergparken

Ditte Sørensen og Thorstein Gyldenløve

Forstander afdelingsleder


Skind- og læderværksted 1987

Anni vasker op 2005

Tim maler ved søen 06


En jubilæumshilsen fra

Skovbjergparkens Aktivitetscenter.

Fortællingen om Skovbjergparkens Aktivitetscenter hænger uløseligt sammen med historien om det

samfund, som institutionen til enhver tid er en del af samt vores fortsatte udvikling og forståelse af

handicappet autisme.

I årene 1985 til 1987 oprettede Ringkøbing Amt 15 dagcenterpladser på Skovbjergskolens

Værksted.

Værkstedet blev oprettet i eksisterende bygninger og med en personalegruppe, hvis opgave indtil

da, havde været at give unge piger indhold i dagligdagen, mulighed for afgangseksamen samt give

dem beskæftigelse med syning, så de på sigt kunne få arbejde på byens tekstilfabrikker. På

institutionen var der derfor ansat folkeskolelærere, en faglærer og enkelte pædagoger.

En del af denne produktionskultur levede videre, hvilket navnet ”Værksted” signalerede. Der var

fortsat for eksempel syværksted, træværksted og køkkenværksted, og man forsatte i et vist omfang

med at fremstille produkter til salg ved julemarkedet og lignende.

I takt med, at personalet, pårørende og samfundet i øvrigt fik større viden og erfaring i at arbejde og

leve sammen med mennesker med autisme, ændrede kulturen på Skovbjergskolens Værksted sig.

Forventningen til produktion forsvandt og der kom mere fokus på hvert menneskes

udviklingsmuligheder, ønsker og evner for at deltage i et fællesskab med andre.

De to første punkter følger den styrkede individualisering i samfundet generelt på denne tid: Hvad

får jeg ud af det, hvad kan jeg, hvilke udviklingsmuligheder har jeg. Det sidste punkt - med hensyn

til at være en del af et fællesskab - har vi vedholdt, dels fordi vi mener, at det er sundt og godt for et

menneske i et vist omfang at kunne fungere sammen med andre, og dels fordi betingelserne på en

institution ikke gør det muligt at leve uafhængigt af andre.

Indholdet i beskæftigelsen var i nogen grad den samme blot uden krav om en given produktion og

nye tiltag var blandt andet motion, massage og hobbyprægede ting.

Det er på skuldrene af denne seneste udvikling, at Skovbjergparkens Aktivitetscenter virker i dag.

Vi vil gerne balancere mellem på den ene side hver brugers individuelle ønsker og evner, og på den

anden side ønsket om og hensynet til andre mennesker og dermed fællesskabet.

Det er Aktivitetscentrets mål, at brugere og personaler føler, at de har en indholdsrig, udviklende og

god dag. Dagene er meget forskellige og kan blandt andet indeholde: Drama, spil, foto,

sansestimuli, friluftsliv, afslapning til musik, udflugter og praktisk arbejde.

Hvad så med fremtiden?

Jeg mener, at vi skal skærpe vore ønsker, krav og anerkendelse af beskæftigelsen af de unge og

voksne med autisme, som af forskellige årsager er færdige med at uddanne sig eller ikke kan have

arbejde med produktion.

Vi skal fortsat sikre dem et udviklende og godt indhold i deres hverdag, hvor de er glade og oplever

andres anerkendelse.

Dorthe Iversen

Leder af Aktivitetscenteret.


En lykønskning fra Mosaikken.

Vi vil gerne fra Mosaikken ønske Lokalforeningen Autisme et stort Tillykke med 25-års jubilæet!

Mosaikken er lige nu i færd med at tænke tanker i forhold til det at skulle overgå til en ny

driftsherrre ”Ny Herning Kommune” fra det Ringkøbing Amt, vi kender så godt. Vi ser frem til

udfordringen med det sigte, at nye tiltag kan give nye muligheder for udvikling. Dog altid med det i

fokus, vi her på Mosaikken arbejder udfra ; det enkelte menneske med en kontaktforstyrrelse

indenfor det autistiske spekter.

Mosaikken var klar til indflytning i 1994. Siden er der sket mange ting både her i huset, men også

indenfor området med autisme og kontaktforstyrrelser.

Der er indført en ny lov, Serviceloven som afløser for Bistandsloven. Det har givet det pædagogiske

fagområde nye optiker og ny udfordring i at løse pædagogiske opgaver. Ikke mindst er hensynet til

den enkelte borger og individualitet kommet i højsædet.

Aktuelt er det området med 2-rums boliger under Almennyttig boligloven der udvikles i følge

Amtets bolighandlingsplan, og som Mosaikkens beboere får glæde af.

Der en dejlig grund bag ved ”Langvadbjerg” mellem Herning og Snejbjerg. Her opfører Ringkøbing

Amt 18 nye 2-rums boliger, hvor Mosaikkens nuværende 12 beboere får ny bolig og 6 nye bofæller.

Her bliver der mere plads til frirum og individuel råderum. Selvom vi her på Mosaikken synes, vi

har passet rigtig godt på de eksisterende bygninger, og vi har et dejligt levemiljø, hilser vi de nye

boliger velkommen!

Der er allerede mange ønsker for indretning og drømme for eget liv, som skal føres ud i livet! Det

bliver et stort skridt for beboerne, og en stor opgave for personalet og beboerne at løse med

hensyntagen til både den enkeltes ønsker og fællesskabet. Vi er dog sikre på, den enkelte beboer på

Mosaikken, får meget glæde af og kan udvikle sig i processen.

Vi har haft en god dialog igang i forbindelse med Langvadbjergprojektet, og vi ser frem til at

udbygge den dialog i vores fremtidige samarbejde i de nye rammer, hvor Mosaikken ser ud til at

blive nærmeste nabo med Center for Autisme.

Endnu engang stort tillykke med jubilæet.

Brian Nygaard

Stedfortræder / afdelingsleder

Mosaikken


Til lykke

Camilla 2006

Marc 2006


Hvad kan man bruge Lokalforeningen for Autisme til?

Det spørgsmål er jeg en del gange blevet mødt med fra forældre og brugere/kursister med

tilknytning til Birkelund.

Spørgsmålet er ofte kommet i forbindelse med manglende optagelsesmuligheder til jobtræning eller

beskæftigelse. Andre gange har det også handlet om manglende bo- muligheder, eller når der er

opstået bureaukratiske problemer affødt af fejltolkninger af diverse cirkulærer, hvor man har sat

lighedstegn mellem unge med Aspergers Syndrom og Autismehandicap samt unge på kontanthjælp.

I sådanne situationer har jeg med stor sikkerhed kunnet anbefale folk at henvende sig til

Autismeforeningen. Jeg har gennem årene oplevet, at der altid i foreningen bliver gjort et stort og

seriøst arbejde for at der findes løsninger på de problemer, som vi ikke umiddelbart kan løse. Man

har altid på en meget seriøs måde formået at påpege over for forvaltninger og politikere, når der var

noget, der skulle ændres.

Den første kontakt jeg havde med forældrekredsen, der står bag Autismeforeningen var i 1978, hvor

jeg var ansat på Holtbjergskolen i Herning og tilknyttet specialklasserne for undervisning af børn og

unge med autisme. Allerede på det tidspunkt var der nogle aktive forældre, der havde fingeren på

pulsen, som kunne se, at det var nødvendigt med et talerør, der kunne tale brugernes sag.

Når jeg i 2006 ser mig omkring i Ringkøbing Amt, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at den lokale

Autismeforening har haft meget stor indflydelse på den positive udvikling, der er sket i dette amt.

Det er i høj grad foreningen, der har påpeget, hvor behovene var, og man har på fornem vis formået

at få politikere og embedsmænd til at få øjnene op for vigtigheden af udbygning og udvikling på

området.

Det indebærer for mig at se, at foreningen har en stor del af æren for, at vi i dag har nogle meget

velfungerende institutioner, som dækker alle aspekter omkring tilbud til børn og unge/voksne med

autisme spektrum forstyrrelser.

For mig er der ingen tvivl om, at lokalforeningen har en meget stor del af æren for, at vi i dag har

jobtræning, aktivitets/samværstilbud, botræning, bofællesskaber samt boinstitutioner specielt

målrettet mod gruppen af personer med problemer inden for det autistiske spektrum. At vi har

denne struktur, har været meget medvirkende til, at vi i Ringkøbing Amt har et område, som er

særdeles velfungerende og som i høj grad medvirker til at skabe livskvalitet på alle niveauer.

Som alle nok ved, kan det være svært, at spå om fremtiden, men der er ingen tvivl om, at der også i

fremtiden er mange opgaver for den lokale Autismeforening, og det bliver spændende at opleve,om

det lykkes at skabe et kraftcenter for Autisme i det midt/vestjyske område.

Jørn Zaulich

forstander

Birkelund


Jubilæumshilsen fra Lise Jørgensen

Når jeg i dag ser tilbage på min start af samarbejdet med lokalforeningen for autisme, var denne

start ikke uden problemer. Det er svært for udenforstående til bunds at forstå, hvad autisme egentlig

er, og hvilke behov der er for initiativer til at gøre tilværelsen tålelig for både børn og forældre.

Da jeg de første gange mødtes med forældrerepræsentanter, syntes jeg indimellem, at de var

besværlige og stillede urimelige krav til den fremtidige planlægning indenfor området. Jeg havde

nærmest på fornemmelsen, at vi talte totalt forbi hinanden, hvilket vi nok også til en vis grad gjorde.

Efterhånden blev forståelsen for hinanden større og samarbejdet blev konstruktivt og – håber jeg –

til gavn for de mennesker, det hele jo i bund og grund handlede om.

Politikere er ikke altid begejstrede for interesseorganisationer, og det var jeg heller ikke til at

begynde med, men efterhånden fik jeg stor respekt for det arbejde lokalforeningen gjorde og gør, og

den respekt er blevet større og større med årene.

Når jeg ser tilbage på den udvikling, der har været igennem årene indenfor området, er det i dag min

bedste overbevisning, at den i høj grad er sket, fordi der var en meget aktiv kreds af især forældre,

der hele tiden har holdt politikerne til ilden.

Med andre ord kan foreningen se tilbage på 25 år, der har givet meget arbejde, men også et arbejde,

man i dag kan være stolte af, og hvis jeg kender foreningen ret, stopper arbejdet ikke, og derfor vil

jeg ønske tillykke med jubilæet og god arbejdslyst i fremtiden.

Lise Jørgensen

Tidligere formand for socialudvalget i Ringkjøbing Amt.

Tillykke og tak for godt samarbejde.


Lykønskning fra Gitte Hansen, Ringkjøbing Amt

Hjertelig til lykke til Landsforeningen Autisme, Lokalkreds Herning (tidligere Lokalforening

Ringkøbing Amt ) med jeres 25 års jubilæum.

Mit kendskab til jer og autismeområdet startede for 9 år siden i det tidligere Skole- og socialudvalg

og udviklede sig til et tættere samarbejde, da jeg blev formand for snart 5 år siden. Jeg husker

tydeligt, hvor svært det var at forstå og forholde sig til autisme, det virkede nærmest som et abstrakt

begreb. Jeg spurgte vore fagfolk, jeg læste diverse foldere og hæfter og var på institutionsbesøg. Det

gav en forståelse for behovet for en struktureret tilværelse, og selv om jeg vidste, at der var

forskellige former for autisme, var området stadig som en stor "grå" masse.

Nu kommer I som forening stærkt ind i billedet ved at invitere til jeres arrangementer. Det hjalp,

det gav en større forståelse at høre Kai Erland Pedersen og Demetrius Haraccopos. Det hjalp, at

høre jer og andre forældre fortælle om egne oplevelser, og det har været en stor oplevelse at møde

Pat Matthews og Paul Shattock.

Når den politiske beslutningsproces kan føles lang, skyldes det et grundigt forarbejde. For det første

har jeg brug for en god faglig og økonomisk vejledning fra administrationen, for det andet har jeg

brug for dialogen med jer, inden jeg kan danne mig min egen mening. Først derefter kan de

politiske beslutninger træffes, men vær ikke i tvivl om, at I har været med til at skabe politisk

forståelse for udbygningen af de tilbud, vi har i Ringkjøbing Amt.

Når jeg ser 9 år tilbage har vi været eller er i gang med forbedringer og ombygninger alle vegne.

Det gamle Bøgildhus er blevet til Bøgehusene og skal udvides. Skovbjergparkens nye boliger blev

indviet i forbindelse med Verdenskonferencen, og ombygningen af aktivitetsdelen er netop afsluttet.

Børnene og de unge på Agerbo har fået nye fysiske rammer i Herning og i Hauge, samtidig med at

antallet af aflastningspladser er udvidet. Birkelund har fået mere plads. Et helt nyt tilbud til unge,

Mariebjerg, så dagens lys efter mange betænkeligheder og er blevet en stor succes. Og lige inden

årets udgang sættes spaden i jorden til Mosaikkens nye boliger på Langvadbjerg. Det bliver

spændende at se, hvad Langvadbjerg vil udvikle sig til i fremtiden.

Forandringens vinde blæser over Danmark. Fra årets udgang eksisterer Ringkjøbing Amt ikke

mere, og de nye kommuner overtager driften af amtetstilbud. Mange har deltaget i debatten, og der

har både været bekymringer og delte meninger. Men når beslutningen er truffet, er der kun en vej,

og det er at arbejde for det bedste resultat. Jeg tror ikke, at de nuværende brugerne vil mærke nogen

forandring; den store udfordring ligger i de fremtidige tilbud. Kommunerne har påtaget sig et stort

ansvar. Vil kommunerne, som de har givet udtryk for, bevare specialiseringen og tilbyde deres

borgere pladser på amtets nuværende institutioner, eller vil man fristes til at lave noget selv? Det

kan blive et spørgsmål om faglighed contra nærhed og økonomi. Knaphed på penge må imidlertid

aldrig betyde, at man går på kompromis med fagligheden. Jeg er sikker på, at I vil være meget

opmærksomme på den side af sagen. Jeg er overbevist om, at kommunerne vil tage godt imod

brugerne, men jeg vil samtidig opfordre mine politiske kolleger i kommunerne om at sætte sig

grundigt ind i fremtidens udfordringer og forstå brugernes behov.

Jeg kan se tilbage på et godt samarbejde og mange berigende oplevelser sammen med jer. Jeg er

kommet til at kende mange, derfor er det ikke let at nævne navne og fremhæve enkelte fremfor


andre. Alligevel vil jeg takke Søren Dalgaard og Jørgen Ahler for mange gode samtaler, for

medspil og modspil. Vi har haft hver vores rolle, men målet har altid været et godt resultat til glæde

og gavn for brugerne. - Held og lykke med fremtiden.

Gitte Hansen

Formand for Skole-og og Socialudvalget i Ringkjøbing amt

© Landsforeningen Autisme, Kredsforening Herning 2006

Redaktion: Lotte Winther og Kjeld Dall Petersen

Trykkested: Amtscentret for Undervisning, Herning

Maleriet på forsiden er udført af Tim 2006.