Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2004 - Ankestyrelsen

ast.dk

Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2004 - Ankestyrelsen

Arbejdsmarkedets Ankenævn

Årsberetning 2004


Indhold

TForordT............................................................................................................................................................ 5

TPræsentation af Arbejdsmarkedets AnkenævnT........................................................................................ 6

TArtikler:T ........................................................................................................................................................ 7

TArbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter ansættelsesbevisloven med særlig fokus på

sager, hvor klager har været aktiveret i jobtræningT................................................................................. 7

TDagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til løst og fast ansatte a-kasse-medlemmer –

nævnspraksis i 2004T................................................................................................................................... 15

T’Grænsearbejder’ eller ’anden arbejdstager end grænsearbejdere’ i medfør af EF-Domstolens MiethedomT..............................................................................................................................................................

20

TPrøvelse af ankenævnets afgørelserT................................................................................................... 27

TRetssagerT ..................................................................................................................................................... 27

TOmbudsmandssagerT.................................................................................................................................. 32

TFakta om Arbejdsmarkedets AnkenævnT .......................................................................................... 41

T1. Formål og kompetenceT......................................................................................................................... 41

T2. Sagsbehandling og afgørelseT ................................................................................................................ 43

T3. KlagefristerT............................................................................................................................................. 44

T4. GebyrerT ................................................................................................................................................... 44

T5. Medlemmer per 31. december 2004:T .................................................................................................. 45

TPersonale pr. 31. december 2004T............................................................................................................. 46

TStatistikT........................................................................................................................................................ 48

TOversigt over indhold i ankenævnets nyhedsbrev nr. 1/februar 2005 vedrørende sager som nævnet i

perioden december 2003 til og med august 2004 har truffet afgørelse iT ........................................... 52

TVejledning til at finde ankenævnets afgørelser i RetsinformationT...................................................... 59

TBekendtgørelse af forretningsorden for Arbejdsmarkedets AnkenævnT ............................................ 59

TCirkulære om Forretningsorden for Arbejdsmarkedets AnkenævnT................................................... 60

TBekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens

pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en

godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligtenT ........................................................... 62

TBekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens

pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en

godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligtenT ........................................................... 63

TBekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter ferielovenT............... 64

TStikordsregisterT........................................................................................................................................ 66

4


Forord

Ankenævnets fokus er fortsat på kvalitet og retssikkerhed! Ankenævnets målsætning i 2004 er således

fortsat den samme som hidtil.

2004 var året, hvor sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn blev overført fra Beskæftigelsesministeriet

til Ankestyrelsen under Socialministeriet. Overflytningen skete pr. 1. april 2004. Sammenlægningen

var et led i regeringens initiativer for at opnå en effektivisering og bedre ressourceanvendelse.

Ankenævnet er fortsat et selvstændigt forvaltningsorgan og et uafhængigt ankenævn med selvstændig

kompetence til at træffe afgørelse.

Overgang til nyt journalsystem og ny IT i forbindelse med sekretariatets overførsel var ressourcekrævende

og fik desværre konsekvenser for sagsbehandlingen. Sagsbehandlingstiden steg, og de statistiske

oplysninger i årsberetningen er forbundet med nogen usikkerhed, ligesom udsendelsen af årsberetningen

er blevet væsentligt forsinket.

Sekretariatet vil nu fokusere på en nedbringelse af sagsbehandlingstiden.

Årsberetningen indeholder 3 artikler skrevet af to af sekretariatets medarbejdere. Artiklerne omhandler

bl.a. principielle problemstillinger, som i forbindelse med konkrete sager har været forelagt nævnet til

afgørelse. Herudover indeholder årsberetningen et udvalg af enkeltafgørelser fra perioden december

2003 til august 2004.

De udvalgte afgørelser, som nævnet har truffet i perioden december 2003 til august 2004, er offentliggjort

i et elektronisk udsendt Nyhedsbrev nr. 1/februar 2005, som findes på nævnets hjemmeside,

www.ama.dk. Da ankenævnets efterfølgende Nyhedsbrev nr. 2/2005 også indeholder afgørelser truffet

af nævnet i 2005, er der valgt alene at henvise til sager nævnt i Nyhedsbrev nr. 1/2005.

København, november 2005

Lisbet Jensen

Formand

5


Præsentation af Arbejdsmarkedets Ankenævn

Arbejdsmarkedets Ankenævn er oprettet med hjemmel i § 100 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.

Ankenævnet er et uafhængigt organ, som er den øverste klageinstans for klager over afgørelser truffet

efter en række love, som hører under Beskæftigelsesministeriets og Undervisningsministeriets områder.

Lovområderne er beskrevet nærmere i det følgende.

Sekretariatet betjener selve nævnet, som består af en formand, der samtidig er leder af sekretariatet,

samt 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i

Danmark, 1 medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med justitsministeren, 2

medlemmer udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren og 1

medlem udpeget af Beskæftigelsesministeriet efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.

Ankenævnets sammensætning er forskellig, afhængig af hvilke sagstyper, der behandles. Reglerne herom

fremgår af de forskellige love eller er fastsat i bekendtgørelse.

Regler om, hvornår ankenævnet er beslutningsdygtigt, fremgår af nævnets forretningsorden, som er

fastsat i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 203 af 24. marts 2004 om forretningsorden for

Arbejdsmarkedets Ankenævn og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16. september

2004 om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens pligt til at

underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse for

manglende overholdelse af oplysningspligten (Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni

1994 var gældende frem til 29. september 2004). I Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 5. september

2000 er fastsat regler om ankenævnets behandling af sager efter ferieloven. Reglerne om nævnets

arbejde er optrykt på siderne 59ff.

Formålet med et nævn af Arbejdsmarkedets Ankenævns karakter er primært at tilgodese borgernes retssikkerhed.

I takt med samfundsudviklingen undergår ankenævnets sagsområder en udvikling i retning af

større kompleksitet.

Det forhold, at ankenævnet er et uafhængigt organ, bevirker, at nævnet ikke er bundet af instrukser fra

beskæftigelsesministeren, undervisningsministeren eller andre myndigheder om den enkelte sags behandling

og afgørelse. Ankenævnet er dog undergivet de almindelige forvaltningsretlige regler. Endvidere

er ankenævnets afgørelser undergivet kontrol fra Folketingets Ombudsmand og de almindelige

domstole.

6


Artikler:

Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter ansættelsesbevisloven

med særlig fokus på sager, hvor klager har været aktiveret i

jobtræning

Af fuldmægtig Gitte Evy Frigioni

Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt efter ansættelsesbevisloven,

afgøres af Arbejdsmarkedets Ankenævn efter lovens § 5. Arbejdsmarkedets Ankenævn

er eneste administrative instans, for så vidt angår sager, som vedrører arbejdsgiverens oplysningspligt

efter ansættelsesbevisloven. Afgørelsen henhører i sidste instans under domstolene.

Ansættelsesbevislovens § 5 hindrer imidlertid ikke, at en sag behandles direkte af domstolene

eller sideløbende med, at en sag behandles i Arbejdsmarkedets Ankenævn.

I forbindelse med lovens tilblivelse blev det af lovgiver besluttet, at sager om overtrædelse af ansættelsesbevisloven

skulle kunne indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Lovgiver vurderede, at sager

om arbejdsgiverens oplysningspligt normalt ikke ville kunne bære et sagsanlæg, og fandt det derfor hensigtsmæssigt

at etablere muligheden for en administrativ afgørelse, som skulle være et nemmere, hurtigere

og billigere alternativ til domstolene.

I det følgende belyses ansættelsesbevisloven i hovedtræk med fokus på særlige problemstillinger, som

har kendetegnet Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager efter ansættelsesbevisloven i 2004.

I 2004 blev der afsluttet 105 sager, som vedrørte arbejdsgiverens pligt til at oplyse lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet.

Ankenævnet har på ansættelsesbevisområdet truffet en række afgørelser, som relaterer sig til personer,

som har været aktiveret i jobtræning. I flere af sagerne har spørgsmålet bl.a. været, om ansættelsesforholdet

var overenskomstdækket. Denne problemstilling er afgørende for, om nævnet er kompetent til

at behandle den indbragte sag.

Et andet spørgsmål, som har været behandlet i forbindelse med de sager, hvor klager var aktiveret i

jobtræning, har været, om den aktiverede kunne anses som lønmodtager i ansættelsesbevislovens forstand

således kan påberåbe sig de rettigheder, som følger af ansættelsesbevisloven.

Den EU-retlige baggrund

Ansættelsesbevisloven blev på baggrund af rådets direktiv nr. 91/533 af 14. oktober 1991 (ansættelsesbevisdirektivet)

implementeret i dansk ret ved lov nr. 392 af 22. juni 1993.

Ansættelsesbevisloven fremgår senere af Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 385 af 11. maj 1994

og Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002. Af den seneste lovbekendtgørelse

fremgår de ændringer i loven, som er en direkte følge af EF-domstolens dom af 8. februar 2001

i sag C-350 /99.

7


EF-domstolen fik af den tyske Arbeitsgericht Bremen forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende

fortolkningen af ansættelsesbevisdirektivet. En tysk lønmodtager var blevet afskediget med den begrundelse,

at han afslog at yde overarbejde. Spørgsmålet var herefter, om dette var i overensstemmelse

med ansættelsesbevisdirektivet. Det fremgik ikke af den tyske lønmodtagers ansættelsesbevis, at han

havde pligt til at yde overarbejde på arbejdsgiverens begæring. EF-domstolen fastslog, at overarbejde

ikke er omfattet af opregningen af oplysninger i artikel 2, stk. 2, men at overarbejde imidlertid måtte

betragtes som et væsentligt vilkår for ansættelsesforholdet, hvis arbejdsgiveren kunne pålægge arbejdstageren

at yde overarbejde, blot ved at arbejdsgiveren anmodede herom, hvorfor vilkåret skulle fremgå

af ansættelsesbeviset.

Forinden EF-domstolens dom af 8. februar 2001 blev ansættelsesbevisdirektivets artikel 2, stk. 2 af

dansk ret fortolket således, at den angivne opregning af oplysninger som arbejdsgiveren skriftligt skal

underrette lønmodtageren om, var udtømmende. Dette fremgår af § 2, stk. 1 i

Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 385 af 11. maj 1994, som lyder:

8

”Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om de forhold, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10, senest en

måned efter at ansættelsesforholdet er påbegyndt” og i stk. 2 lyder det: ”Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter

følgende oplysninger: …”

Herefter er udtømmende angivet, hvilke vilkår der skal oplyses om.

I Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002 er indføjet de ændringer, som

er en direkte følge af EF-domstolens fortolkning af det bagvedliggende direktiv. Ansættelsesbevislovens

§ 2, stk. 1 lyder nu:

”Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder

mindst de oplysninger, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10. ….”,

og i stk. 2 lyder det:

” Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst følgende oplysninger: …”

Efter EF-domstolens dom af 8. februar 2001, C-350/99, skal arbejdsgiveren således oplyse om alle

væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet. Hvorvidt et vilkår må anses for væsentligt, er en konkret

vurdering og afhænger således af det enkelte ansættelsesforholds beskaffenhed.

Rådets direktiv af 14. oktober 1991 giver endvidere mulighed for, at implementere direktivets bestemmelser

gennem kollektiv overenskomst. Denne mulighed fremgår i ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3.

Nævnets kompetence

Efter ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3 finder loven ikke anvendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiveren

til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet følger af en kollektiv overenskomst

og denne indeholder regler, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533

om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for ansættelsesaftalen eller ansættelsesforholdet.

Bestemmelsen indeholder således 2 led, som skal være opfyldt. 1) Der skal foreligge en

pligt efter en overenskomst, og 2) overenskomsten skal opfylde direktivets minimumsbestemmelser.


Hvis ansættelsesforholdet er omfattet af en kollektiv overenskomst, finder loven således ikke anvendelse

og Arbejdsmarkedets Ankenævn er dermed ikke kompetent til at behandle sagen. I tilfælde hvor ansættelsesforholdet

er omfattet af en kollektiv overenskomst, skal spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren

har overholdt sin pligt til at oplyse lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, i stedet

afgøres i det fagretlige system.

Ankenævnet er imidlertid kompetent til at behandle en indbragt sag, selvom ansættelsesforholdet er

overenskomstdækket, hvis der i overenskomsten ikke er fastsat regler, der som minimum svarer til direktivets

krav. Dette følger af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3, 2. led. Dette skyldes, at der således ikke

følger en pligt efter en overenskomst for arbejdsgiveren til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet,

som er en forudsat betingelse i bestemmelsens 1. led.

Overenskomsten skal derfor have implementeret ansættelsesdirektivets minimumskrav, førend der foreligger

en pligt for arbejdsgiveren efter overenskomsten til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet.

Hvis overenskomsten ikke har implementeret ansættelsesbevisdirektivets minimumskrav,

vil arbejdsgiverens oplysningspligt derfor skulle afgøres efter ansættelsesbevislovens bestemmelser

herom.

Arbejdsgiverens pligt til at udstede et ansættelsesbevis kan således enten følge af loven eller af en kollektiv

overenskomst.

Ansættelsesbevislovens formål

Ansættelsesbevisloven har til formål at skabe klarhed for, hvilke vilkår der gælder i ansættelsesforholdet.

Ansættelsesbevisloven angiver derfor, at de vigtigste ansættelsesvilkår skal oplyses skriftligt.

Ansættelsesbevisloven er en formel lov

De oplysninger som følger af loven, skal være indeholdt i ansættelsesbeviset. Hvorvidt det materielle

indhold af oplysningerne er korrekt, er ikke et krav, som følger af ansættelsesbevisloven. Oplysningerne,

der fremgår af ansættelsesbeviset, må imidlertid ikke være modstridende. Dette skyldes, at loven har

til formål at skabe klarhed for, hvilke vilkår der gælder i ansættelsesforholdet. Indeholder ansættelsesbeviset

modstridende oplysninger, eksempelvis at lønmodtageren ifølge jobbeskrivelsen må antages at

være omfattet af funktionærlovens § 1, stk. 1, litra c, men der i ansættelsesbeviset er angivet et opsigelsesvarsel,

som ikke svarer til funktionærlovens opsigelsesvarsel, vil der være tale om modstridende oplysninger.

Arbejdsgiveren vil således ikke have overholdt sin oplysningspligt efter loven, uanset et opsigelsesvarsel

er angivet i ansættelsesbeviset.

Ansættelsesbevislovens § 1

Efter ansættelsesbevisloven stk. 1, 1. pkt. gælder loven for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold

har en varighed på mere end en måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer.

Det er således en overordnet forudsætning for lovens anvendelse, at den person, som påberåber sig

rettighederne efter ansættelsesbevisloven, er lønmodtager i ansættelsesbevislovens forstand.

Det er endvidere en forudsætning, at ansættelsesforholdet har en varighed på mere end en måned og at

lønmodtageren har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer.

9


Ansættelsesbevislovens betingelse om, at ansættelsesforholdet skal have en varighed på mere end 1

måned, har ankenævnet indtil maj 2004 fortolket restriktivt.

Højesteret fastslår i dom af 11. november 2003, at lønmodtagere hvis ansættelsesforhold ved etableringen

ikke er begrænset til en måned eller derunder, er omfattet af ansættelsesbevisloven.

Højesteret fremhæver sidst i sin begrundelse, at eftersom det var ubestridt, at sagsøger ifølge ansættelsesaftalen

var ansat på ubestemt tid, var arbejdsgiveren forpligtet til at opfylde oplysningspligten i ansættelsesbevislovens

§ 2, uanset at ansættelsesforholdet blev bragt til ophør inden for en måned. Højesterets

udtalelse fastslår således, at i ansættelsesforhold, hvor ingen af parterne har bestridt, at ansættelsesforholdet

ikke skulle have en varighed på mere end en måned, har arbejdsgiveren en pligt til at udstede

et ansættelsesbevis. Spørgsmålet er dog herefter, om Højesteret ville være kommet til samme resultat,

såfremt den ene af parterne havde bestridt, at ansættelsesforholdet skulle have varet ud over en

måned.

Ankenævnet genoptog på baggrund af Højesteretsdommen en sag, hvor nævnet i 2002 havde truffet

afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke havde været forpligtet til at underrette klager om vilkårene for ansættelsen,

fordi klager ikke opfyldte betingelsen i lovens § 1, stk. 1 om, at ansættelsen skal have varet

mindst en måned. Ankenævnet traf den 5. maj 2004 herefter afgørelse om, at arbejdsgiveren havde haft

en pligt til at oplyse klager om ansættelsesforholdet. Ankenævnet fandt, at lovens betingelse om, at ansættelsesforholdet

skulle have en varighed på mere end en måned, var opfyldt, og lagde i den forbindelse

vægt på, at ansættelsesforholdet ikke var tidsbegrænset til mindre end en måned.

Godtgørelse

Ansættelsesbevislovens § 6 har følgende ordlyd:

10

”Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsmarkedets parter regler om godtgørelsens

størrelse.”

Det fremgår således af ansættelsesbevislovens § 6, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke har beføjelse til

at fastsætte en godtgørelse for arbejdsgiverens manglende overholdelse af sin oplysningspligt, idet godtgørelsens

fastsættelse alene er henlagt til domstolene. Selvom Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser

således ikke indeholder en fastsættelse af godtgørelsen for den manglende overholdelse af arbejdsgiverens

oplysningspligt, danner nævnets afgørelser ofte grundlag for et efterfølgende forlig mellem de involverede

parter.

Bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993 fastsatte, at godtgørelsen ikke kunne overstige 26 uger, og at

godtgørelsen i øvrigt blev fastsat under hensyntagen til sagens omstændigheder. Bekendtgørelsen er

ophævet ved Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16. september 2004.

Det fremgår af den nye bekendtgørelse, at godtgørelsen ikke kan overstige 13 ugers løn. Godtgørelsen

fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft konkret betydning

for lønmodtageren. Hvis manglen er undskyldelig kan godtgørelsen endvidere højst udgøre 1.000

kr.


Sager hvor klager har været aktiveret i individuel jobtræning

I efteråret 2003 modtog Arbejdsmarkedets Ankenævn 68 sager fra en kommune, hvor samtlige klagere

var aktiveret i individuel jobtræning i kommunen. Klagerne lød på, at der i de aktiveredes ansættelsesbreve

(aktiveringsaftaler) ikke var henvist til SID - overenskomsten. Det fremgik af klagerne, at kommunen

i efterfølgende ansættelsesbreve henviste til SID - overenskomsten, og at det derfor var klagernes

opfattelse, at en tilsvarende henvisning tillige skulle fremgå af klagernes ansættelsesbreve, og at oplysningspligten

efter loven således ikke var overholdt.

Sagerne viste sig at give anledning til en principiel drøftelse i nævnet af, hvorvidt de aktiverede var omfattet

af overenskomsten eller ej. Det fremgik af overenskomstens § 1, stk. 2, nr. 2, at ansatte der får

understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som en offentlig arbejdsgiver har betalt bidrag

til, ikke er omfattet af overenskomsten. Overenskomsten indskrænkede således overenskomstens dækningsområde

i § 1, stk. 2 ved bl.a. at undtage ansatte, der modtager understøttelse.

Nævnet skulle herefter tage stilling til, om overenskomsten trods dens ordlyd alligevel måtte antages at

omfatte kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning. Det blev i denne forbindelse undersøgt om

andre aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter indeholdt den fornødne hjemmel til at fastslå, at

de pågældende ansættelsesforhold var omfattet af en kollektiv overenskomst med den følge, at Arbejdsmarkedets

Ankenævn ikke havde kompetence til at behandle de indbragte klager i medfør af ansættelsesbevislovens

§ 1, stk. 3.

Det blev først undersøgt om der var hjemmel i Rammeaftale om Socialt kapitel indgået mellem KL og

KTO. Det viste sig, at Rammeaftalen undtog aktiverede i individuel jobtræning.

Det blev herefter drøftet om KTO-aftalen fra 1993, som er parternes implementering af det bagvedliggende

direktiv, indeholdt den fornødne hjemmel til at fastslå, at de pågældende ansættelsesforhold var

omfattet af SID/KL overenskomsten.

Aftalens § 1, stk. 1 lyder:

”Aftalen omfatter (amts)kommunalt ansatte, samt ansatte ved selvejende institutioner mv., hvor de

(amts)kommunale overenskomster/aftaler mv. gælder. Ansatte, hvis ansættelsesforhold har en varighed på en måned

og derover, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 8 timer og derover, er omfattet af aftalen.”

Herunder lyder det:

”Bemærkning:

Aftalen omfatter tjenestemænd, reglementsansatte, funktionærer, overenskomstansatte samt andet personale, der opfylder

de nævnte forudsætninger.

Vikarer med en ansættelsestid på (én måned = 30 dage) eller derudover er omfattet af aftalen, når det ugentlige

timetal er mindst 8 timer.”

Aftalen indskrænker aftalens dækningsområde i aftalens § 1, stk.1 samt i den underliggende bemærkning.

Det er således en betingelse for at være omfattet af aftalen, at den ansatte er omfattet af overenskomst

eller aftale, idet KTO aftalen alene omfatter kommunalt ansatte, hvor de kommunale overenskomster/aftaler

mv. er gældende.

11


Overenskomsten var forhandlet samtidig med vedtagelsen af lov om aktiv socialpolitik. Kommunernes

Landsforening, som var part i overenskomsten oplyste, at det var en fejl, at der ikke var sket en konsekvensændring

i overenskomsten efter lovens vedtagelse. Det blev derfor drøftet om overenskomstens

bestemmelse om, at ansatte, der modtager understøttelse, ikke er omfattet af overenskomsten, tilsidesættes af lov

om aktiv socialpolitik § 18.

I Lov om aktiv socialpolitik § 18, stk. 1, lyder det:

12

”Arbejdsvilkårene for personer i jobtræning og individuel jobtræning skal svare til de overenskomstmæssige eller til

de vilkår, der sædvanligt gælder for tilsvarende arbejde. Dog fastsætter kommunen arbejdstiden efter aftale med arbejdsgiveren.”

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der var forskel på at være omfattet af en overenskomst, og

det at arbejde under overenskomstmæssige vilkår. Bestemmelsen i § 18, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik

bevirkede derfor ikke, at de pågældende ansættelsesforhold var omfattet af overenskomsten uagtet

overenskomstens ordlyd.

Det var endelig spørgsmålet, om der eksisterede en fast etableret praksis for, at ansatte, der modtager

understøttelse, var omfattet af overenskomsten og i givet fald om der kunne fremskaffes dokumentation

for en sådan praksis. Der kunne imidlertid ikke fremskaffes dokumentation for en sådan praksis,

hvorfor de pågældende ansættelsesforhold ikke kunne anses for at være overenskomstdækket på baggrund

af en fast etableret praksis i det fagretlige system.

Nævnets praksis før kommunesagerne

Udvalgte afgørelser:

Nævnet har i j. nr. 2001-5-0015 og efterfølgende i j.nr. 2003-5-0005 truffet afgørelse om, at nævnet

ikke var kompetent til at behandle klagerne i de pågældende sager, idet ansættelsesforholdene var omfattet

af KL/SID overenskomsten. Der var i disse sager tilsvarende tale om aktiverede i individuel jobtræning.

Nævnet lagde i begge sager til grund, at ansættelsesforholdene var overenskomstdækket. Sagen,

j. nr. 2001-5-0015 havde været udsat på en dom fra Østre Landsret (Østre Landsrets dom af 14.

januar 2002). Nævnet skulle tage stilling til om nævnets hidtidige praksis med hensyn til afvisning af

disse sager skulle fastholdes, eller om praksis skulle ændres med henvisning til en tidligere dom fra Vestre

Landsret (Vestre Landsrets dom af 30. november 1999). Det blev på mødet besluttet, at nævnet

skulle afvise sagen på manglende kompetence med henvisning til ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3. I

forbindelse med sagens behandling drøftede nævnet ikke, om overenskomstens ordlyd indebar, at de

aktiverede ikke var omfattet af overenskomsten.


Nævnets praksis efter kommunesagerne – Nævnets møde maj 2004

Udvalgte afgørelser:

I j. nr. 2003-5-0016 traf nævnet afgørelse om, at klager ikke var lønmodtager i ansættelsesbevislovens

forstand. Nævnet lagde vægt på, at klager var aktiveret i henhold til lov om aktiv socialpolitik § 16, stk.

2, nr. 5, og at der ikke henvises til denne bestemmelse i lov om aktiv socialpolitik § 18. Det fremgår af §

18 i lov om aktiv socialpolitik, at personer i jobtræning (§ 16, stk. 2, nr. 2) og i individuel jobtræning (§

16, stk. 2, nr. 3), er omfattet af lovgivningen for lønmodtagere. Ankenævnet lagde endvidere til grund,

at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst, idet det fremgik af SID overenskomsten,

at ansatte, der modtager understøttelse, ikke er omfattet af overenskomsten.

I j.nr. 2003-5-0021 var klager aktiveret i individuel jobtræning i en kommune.

Ankenævnet lagde til grund, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst uden henvisning

til ordlyden i overenskomsten.

I j.nr. 2003-5-0096 var klager først aktiveret i kommunen efter lov om aktiv social politik § 16, stk. 2,

nr. 6, som vedrører frivillige og ulønnede aktiviteter efter personens eget ønske, som kommunen anser

for at have samfundsmæssig betydning eller betydning for den pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige

situation. Herefter blev klager aktiveret i individuel jobtræning efter lov om aktiv social politik

§ 16, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde haft en pligt til at oplyse om vilkårene

for ansættelsesforholdet i relation til aktiveringen i henhold til § 16, stk. 2, nr. 6, idet klager i dette

aktiveringsforhold ikke havde været omfattet af lovgivningen for lønmodtagere. Nævnet lagde endvidere

til grund, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af overenskomsten indgået mellem Kommunernes

Landsforening og Specialarbejderforbundet i Danmark med henvisning til overenskomstens § 1,

stk. 2.

I j.nr. 2003-5-0098 var klager aktiveret i jobtræning på en skole som pædagogmedhjælper fra den 20.

februar 2002 til den 30. april 2002. Pr. den 1. maj 2002 fortsatte den aktiverede i et nyt ansættelsesforhold

på samme skole med tilskud fra Arbejdsformidlingen efter lov om servicejob. Nævnet lagde til

grund, at ansættelsesforholdet i jobtræning ikke var omfattet af en overenskomst. Nævnet lagde endvidere

til grund, at ansættelsen i servicejob først blev omfattet af en overenskomst sidst i september måned

2003.

I j.nr. 2003-5-0099 var klager aktiveret i kommunen. Klager startede i aktivering i henhold til integrationsloven

og overgik herefter i aktivering i henhold til lov om aktiv social politik. Ankenævnet lagde i

sagen vægt på, at der var tale om et kontinuerligt ansættelsesforhold, og at klager derfor i hele sin ansættelsesperiode

skulle betragtes som lønmodtager i ansættelsesbevislovens forstand. Nævnet lagde endvidere

til grund, at ansættelsesforholdet ikke var overenskomstdækket, idet det fremgik af SIDoverenskomsten,

at ansatte, der modtager understøttelse, ikke er omfattet af overenskomsten.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang af nævnets praksis i sager vedrørende aktiverede i jobtræning,

har nævnet således ændret sin praksis i relation til nævnets kompetence. Det skal hertil bemærkes,

at nævnet i sin tidlige praksis ikke har været inde i drøftelser omkring overenskomstens ordlyd, og

dermed ikke taget stilling til om SID - overenskomsten reelt også omfattede kontanthjælpsmodtagere i

individuel jobtræning.

13


Afsluttende bemærkninger

Ansættelsesbevisloven gælder for alle lønmodtagere, som opfylder betingelserne om varighed og omfang,

jf. lovens § 1, stk. 1. Ansættelsesbevisloven kategoriseres som en såkaldt generel lov, og har således

betydning for et meget stort antal lønmodtagere og arbejdsgivere. Siden lovens vedtagelse i 1991

har anvendelsen af lovens bestemmelser været i konstant udvikling. Dette kan bl.a. udledes af domspraksis

på ansættelsesbevisområdet, ændringen af loven i 2002 foranlediget af EF-domstolens praksis,

ændringen af bekendtgørelsen om godtgørelsens fastsættelse, samt ankenævnets praksis.

Efter ændringen af loven i 2002, hvor listen over punkter som arbejdsgiveren skal oplyse om, ikke længere

er udtømmende, er antallet af sager gradvist steget, i hvilke nævnet har skullet tage stilling til, om

andre punkter end de opregnede i lovens § 2, stk. 1 måtte anses som væsentlige vilkår.

I takt med samfundets udvikling dukker nye typer af ansættelsesforhold op på arbejdsmarkedet. Det må

således forventes, at ankenævnets behandling af sager efter ansættelsesbevisloven i stigende grad bliver

retsskabende og dermed får indflydelse på et meget stort antal lønmodtageres og arbejdsgiveres retsstilling.

Efter udarbejdelse af ovennævnte artikel er det nu endeligt afklaret og dokumenteret ved breve af september 2005 fra

henholdsvis Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) og Fagligt Fælles Forbund, at en ansat i jobtræning

i kommunalt regi er omfattet af faglige overenskomster mellem henholdsvis KL og FOA og KL og SiD.

14


Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til løst og fast ansatte

a-kasse-medlemmer – nævnspraksis i 2004

Af fuldmægtig Jakob Koue

I årsberetningen for 2003 bragtes en artikel om det samme emne. For så vidt angår gennemgangen af

reglerne om dagpengegodtgørelse og formålet bag reglerne henvises til artiklen i årsberetningen for

2003.TPF

1

FPT

Mere om hvornår et medlem er løst ansat

I 2004 har Ankenævnet truffet afgørelse i en hel del sager om sondringen mellem løs og fast ansættelse

og relaterede problemstillinger. Sagerne er nedenfor grupperet alt efter, om der var tale om ansættelse

hos én (i et enkelt tilfælde to) arbejdsgiver(e), eller om der var tale om ansættelse i et vikarbureau, der

formidlede vikariater til medlemmet.

Ansættelse hos én arbejdsgiver

Sagerne 2003-4-0162 og 2003-4-0163

Medlemmet var løst ansat taxichauffør med varierende timetal hos to vognmænd. A-kassen havde krævet

i alt 23 G-dage. Arbejdsgiverne anførte, at medlemmet selv valgte de dage, han ville arbejde og arbejdstiden

herfor, og at arbejdsgiverne havde plads til, at medlemmet kunne køre mere, hvis han ville

det.

Ankenævnet fandt, at vognmændene ikke var forpligtede til at betale for G-dage til medlemmet. Nævnet

lagde vægt på, at medlemmet kørte taxi som afløser og ingen ansættelseskontrakt havde, og at medlemmet

selv bestemte, hvornår og hvor meget han ville arbejde. På denne baggrund fandt nævnet, at

medlemmet var løst ansat. Nævnet lagde vægt på, at medlemmet selv bestemte, hvor meget han ville

arbejde, og at a-kassen ikke havde bestridt dette. Nævnet lagde endvidere vægt på, at arbejdsgiverne

gerne ville have beskæftiget medlemmet yderligere. Nævnet fandt derfor, at der forelå en bortfalds-

2

grund efter § 6, stk. 1, nr. 3 i G-dags-bekendtgørelsenTPF FPT, idet medlemmet selv var årsag til sin ledighed,

da han ikke ønskede at køre yderligere de dage, hvor kassen havde krævet G-dage.

Sag 2003-4-0169

Medlemmet var ansat som servicemedarbejder/afløser. Hun arbejdede ikke efter nogen vagt- eller turnusplan,

men kontaktedes, når der var brug for hende og blev tilbudt beskæftigelse svarende til den

planlagte arbejdstid pr. dag. Medlemmet blev på et tidspunkt fastansat til 25 timer pr. uge og der blev

udstedt frigørelsesattest. Kassen anførte, at medlemmet var løst ansat med variabel arbejdstid og krævede

løbende G-dage.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.

1

TP PT Artiklen kan findes på HTwww.ama.dkTH, under linket publikationer/ Arbejdsmarkedets Ankenævns årsberetning for 2003,

side 10-13.

2

TP PT Direktoratets bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, ændret ved

bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003 om ændring af bekendtgørelse om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

15


Nævnet fandt, at medlemmet var ansat på nedsat tid, og lagde vægt på, at medlemmet ifølge ansættelsesbeviset

havde en arbejdstid på 25 timer ugentligt, hvilket efterfølgende var understøttet af lønsedlerne.

Det forhold, at medlemmets arbejdstid som afløser var variabel, og at hun ikke altid vidste, hvornår

hun skulle arbejde igen, kunne ikke ændre ansættelsesforholdets karakter, da hun var sikret løn for 25

ugentlige timer, og da hun i henhold til den gældende overenskomst havde et opsigelsesvarsel.

Sag 2003-4-0171

Medlemmet blev ultimo maj 2003 ansat som timelønnet badevikar i en svømmehal. Ved ansættelsens

begyndelse var der ikke ledige faste vagttimer for den kommende sommerferieperiode. Medlemmet

kunne skrive sig på ledige vagttimer for hele sommerferieperioden, indtil han kunne tildeles faste ugentlige

vagttimer efter sommerperioden. A-kassen havde krævet, at arbejdsgiveren skulle betale løbende

dagpengegodtgørelser til medlemmet.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om løs ansættelse, da medlemmet for hele den berørte periode

vidste, hvornår han skulle arbejde.

Sag 2004-4-0026

Medlemmet var fra september 2002 ansat som rengøringsassistent hos arbejdsgiveren. Det var mundtligt

aftalt, at der blev udført rengøring i cirka 3-4 timer dagligt i tidsrummet fra kl. 16.00 til 8.00 fem

dage om ugen, dog således at medlemmet selv kunne styre timeforbruget, som kunne svinge efter behovet

for rengøring. Medlemmet havde en hovednøgle til arbejdsgiverens lokaler. Under ansættelsesforholdet

udstedte arbejdsgiveren en frigørelsesattest. Medlemmet opsagde sit arbejde i januar 2004. Akassen

krævede, at arbejdsgiveren skulle betale for 16 G-dage. Forud for de krævede G-dage havde den

ugentlige arbejdstid svinget mellem 18,5 og 24 timer. Kassen anførte, at medlemmet var ansat på variabel

tid, og at der ikke på forhånd var aftalt en daglig arbejdstid.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.

Nævnet lagde til grund, at medlemmet måtte betragtes som fast ansat på nedsat tid, da han selv havde

kunnet tilrettelægge sit arbejde indenfor visse rammer og således ikke havde kunnet betragtes som ledig

hver dag ved arbejdstids ophør. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at arbejdsgiveren havde udstedt

en frigørelsesattest, og at medlemmet selv opsagde sit arbejde i januar 2004.

Sag 2004-4-0098

Medlemmet var ansat som reservebuschauffør på timelønsbasis uden fast arbejdstid og uden opsigelsesvarsel.

A-kassen krævede, at arbejdsgiveren udbetalte for 10 G-dage i 2003 og 11 G-dage i 2004. Akassen

oplyste, at buschauffører uden fast timetal fik at vide, hvad de skulle lave dagen efter, undtagen i

weekenderne, hvor de fredag fik vagter for lørdag, søndag og mandag (samme princip fulgtes ved helligdage).

Kassen anførte, at løst ansatte var ledige på de dage, hvor de havde arbejdet mindre end 7,4

timer uanset dagens placering i ugen. Kassen anførte videre, at medlemmet var opsagt, når medlemmet

gik hjem, hvis der ikke, inden arbejdsdagen ophørte, forelå et skriftligt tilbud om arbejde dagen efter.

Arbejdsgiveren oplyste, at reservechauffører normalt, inden de forlod arbejdspladsen, fik besked om,

hvorvidt de skulle køre den efterfølgende dag, hvilket skete ved, at en arbejdsplan blev udleveret til

dem. Arbejdsgiveren anførte, at der ikke skulle betales for G-dage, når chaufføren i en uge opnåede

fuld overenskomstmæssig beskæftigelse.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren var forpligtet til at betale 9 hele og 3 halve dagpengegodtgørelser.

Nævnet lagde vægt på, at der mellem a-kassen og arbejdsgiveren var enighed om, at medlemmet var

løst ansat uden fast arbejdstid, hvorfor hun var at betragte som fratrådt hver dag ved arbejdstids ophør.

16


Forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelser var derfor indtrådt ved fratrædelsen på de dage, hvor

medlemmet havde arbejdet mindre end 7,4 timer. Den omstændighed, at medlemmet som løst ansat i

en uge opnåede fuld overenskomstmæssig arbejdstid, medførte ikke, at kravet på G-dage bortfaldt, idet

en løst ansat i princippet afskediges efter hver arbejdsdag. En sådan begrænsning i retten til dagpengegodtgørelse

fremgår hverken af § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven eller af § 6 i G-dagsbekendtgørelsen,

der opregner de grunde, der medfører, at arbejdsgiverens pligt til at betale for G-dage bortfalder.

Nævnet fandt, at de af arbejdsgiveren udarbejdede arbejdsplaner for kommende kørsel, der ifølge det

oplyste var blevet givet til medlemmet, indebar, at hun ikke kunne betragtes som fratrådt på de dage,

hvor hun, inden hun havde forladt arbejdspladsen, havde fået at vide, hvornår hun skulle køre igen.

Hun kunne heller ikke betragtes som fratrådt på de dage, som var omfattet af en arbejdsplan. Dette

medførte, at 9 af de krævede G-dage bortfaldt.

Sag 2004-4-0111

Medlemmet, der var fast ansat som kok på en kro, blev opsagt til fratræden den 26. september 2003.

Ved brev af den 1. oktober ansattes medlemmet det samme sted på deltid med timeløn og uden opsigelsesvarsel.

Af dagpengekortet fremgik, at hun arbejdede hver weekend i uge 39 til 42. A-kassen krævede,

at arbejdsgiveren betalte for 4 hele og 12 halve G-dage i perioden 27. september til den 19. oktober

2003, idet kassen fandt, at medlemmet var løst ansat med varierende timetal. Arbejdsgiveren anførte,

at medlemmet efter sæsonens slutning gerne ville arbejde på kroen i weekender, hvis hun kunne få

supplerende dagpenge. Nævnssekretariatet forhørte sig hos arbejdsgiveren om, hvordan det nærmere

aftaltes med medlemmet, hvornår hun skulle arbejde. Arbejdsgiveren oplyste, at det var aftalt, at hun

skulle arbejde i weekenderne, og at man om søndagen aftalte, hvornår hun skulle starte den kommende

weekend. Medlemmet bekræftede arbejdsgiverens oplysninger, og tilføjede, at det også skete, at arbejdsgiveren

kontaktede hende telefonisk om arbejde.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet fra den 1. oktober 2003 blev ansat på deltid med timeløn uden

opsigelsesvarsel samt, at der ikke var angivet nogen fast arbejdstid. Nævnet fandt på denne baggrund, at

medlemmet var løst ansat, og at hun som udgangspunkt var at betragte som fratrådt hver dag ved arbejdstids

ophør. Nævnet lagde derudover vægt på, at der mellem arbejdsgiveren og medlemmet var

enighed om, at det var aftalt, at medlemmet skulle arbejde i weekenderne, hvorfor hun således havde

vidst, at hun skulle arbejde hver kommende weekend. Derved kunne hun ikke betragtes som fratrådt

imellem weekenderne. Nævnet bemærkede, at det forhold, at hun måtte være blevet tilkaldt til yderligere

arbejde udover weekender, ikke kunne føre til en anden konklusion, da hun stadig havde vidst, at

hun skulle arbejde i den kommende weekend.

Ansættelse i et vikarbureau

Sag 2003-4-0135

Medlemmet var ansat som vikar. Der forelå en ansættelseskontrakt, hvoraf fremgik, at arbejdstiden var

7,5 timer pr. uge. Arbejdstiden aftaltes oftest direkte mellem vikaren og kundevirksomheden, og arbejdsgiveren

(vikarvirksomheden) kunne opsige kontrakten uden forudgående varsel. Kassen krævede 9

hele og 7 halve G-dage og anførte, at den i ansættelseskontrakten fastsatte arbejdstid på 7,5 timer pr.

uge ikke reelt afspejlede omfanget af medlemmets arbejde, idet han alle uger bortset fra en havde været

beskæftiget væsentligt mere. Arbejdsgiveren anførte, at medlemmet på forhånd havde bedt sig fri for

arbejde på tirsdage for at kunne udnytte sin samkvemsret med sit barn.

17


Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren kun var forpligtet til at betale 6 hele og 4 halve af de krævede dagpengegodtgørelser.

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke hver dag ved beskæftigelsens ophør havde

haft sikkerhed for – eller et retskrav på – yderligere arbejde for arbejdsgiveren, hvorfor han var at

betragte som ansat fra dag til dag. Han var derfor at betragte som afskediget hver dag ved arbejdstid

ophør (løst ansat). Det forhold, at ansættelseskontrakten indeholdt en bestemmelse om, at arbejdstiden

var 7,5 timer pr. uge, ændrede ikke ansættelsesforholdets karakter af løs ansættelse, idet medlemmet i

næsten alle uger havde arbejdet væsentligt mere. Ankenævnet fandt, at medlemmet havde givet et forhåndsafkald

på beskæftigelse på tirsdage, og der forelå derfor en bortfaldsgrund efter G-dagsbekendtgørelsens

§ 6, stk. 1, nr. 1. Tre af de krævede G-dage, der var placeret på tirsdage, afvistes derfor. To

andre af de krævede G-dage afvistes, idet medlemmet havde fortsat sit arbejde henover midnat.

Sag 2003-1-0183

Medlemmet var tilknyttet et vikarbureau (arbejdsgiveren). Medlemmet fik tilbudt konkrete vikariater af

en bestemt varighed. I sine vikariater fulgte medlemmet den arbejdstid, der gjaldt for de øvrige fastansatte

medarbejdere hos kundevirksomheden, og han oppebar samme løn som disse. Kassen havde krævet,

at arbejdsgiveren skulle udbetale for 9 halve G-dage – dvs. løbende G-dage også under tre vikariater,

hvis varighed medlemmet kendte på forhånd.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelser for dagene

inde i de tre vikariater. Dermed bortfaldt 6 af de krævede halve G-dage. Nævnet lagde vægt på, at medlemmets

vikariater forud var aftalt til mere end en dags varighed, hvorfor han ikke kunne betragtes som

afskediget hver dag ved arbejdstids ophør inde i sådanne vikariater. Ved afslutningen af sit første vikariat

af en uges varighed havde medlemmet arbejdet fuld tid, idet han havde haft den samme arbejdstid og

oppebåret den samme løn, som var gældende for de hos kunden øvrige fastansatte medarbejdere. Kassens

krav på betaling for en halv G-dag den sidste dag i det første vikariat bortfaldt derfor (medlemmet

skulle arbejde mandagen i den følgende uge). Nævnet noterede sig, at kassens krav på betaling af halve

dagpengegodtgørelser den sidste dag i de to andre vikariater (ikke hele arbejdsuger) var blevet betalt af

arbejdsgiveren.

Sagerne 2004-4-0009 + 2004-4-0060

Medlemmet indgik aftale med et vikarbureau om midlertidig ansættelse som vikar. Lønnen aftaltes for

hvert enkelt formidlede vikariat og skulle altid mindst svare til den overenskomstmæssigt fastsatte løn

for det pågældende ansættelsesområde. Medlemmet havde ret til at afslå et tilbudt vikariat, og ansættelsesaftalen

kunne af begge parter opsiges uden forudgående varsel. Medlemmet påbegyndte vikariater

den 30. september 2003 og 19. januar 2004. Af vikaraftalerne fremgik, at vikariaternes varighed var aftalt

til henholdsvis 2-3 måneder og 3 uger eller efter aftale. Arbejdstiden var angivet til tidsrummet fra

kl. 9.00 til 13.00 eller efter aftale. A-kassen krævede, at arbejdsgiveren udbetalte 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser

for vikariatet i 2003 og 1 hel og 11 halve dagpengegodtgørelser for vikariatet i 2004.

Kassen fandt, at medlemmet var ansat som tilkaldevikar på deltid med variabel arbejdstid. Arbejdsgiverens

advokat anførte, at medlemmet under vikariaterne havde været deltidsbeskæftiget med en arbejdstid

på 4 timer dagligt svarende til 20 timer ugentligt. Advokaten afviste, kravet og henviste til en afgø-

3

relse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr. 2000-4-0002TPF FPT, hvoraf fremgik, at et medlem ikke har

ret til betaling for 1. og 2. ledighedsdag for de dage, hvor arbejdstiden måtte variere en smule, så længe

arbejdstiden gennemsnitligt lå ud over den aftalte arbejdstid. Advokaten anførte endeligt, at formålet

med arbejdsløshedsforsikringslovens § 84 ikke havde været at supplere deltidsbeskæftigede med dagpenge

op til fuld beskæftigelse, hvilket ville være realiteten, såfremt arbejdsgiveren blev pålagt at betale

de af kassen krævede dagpengegodtgørelser.

3

TP PT Sagen med j.nr. 2000-4-0002 er gengivet i Årsberetningen for 2000, side 84-85. Afgørelsen kan findes på

HTwww.ama.dkTH, under linket publikationer/ Arbejdsmarkedets Ankenævns årsberetning for 2000.

18


Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser

under vikariaterne. Nævnet lagde vægt på,

• at den daglige arbejdstid var aftalt til 4 timer

• at medlemmet fra han startede i vikariatet og frem til vikariatets afslutning, hver dag ved arbejdstids

ophør vidste, hvornår han igen skulle arbejde

• at medlemmet reelt arbejdede hver dag i vikariatets løbetid

• at arbejdstiden ifølge dagpengekortene på to arbejdsdage var kortere end 4 timer og 7 arbejdsdage

var på fuld tid

• at længden af den faktiske daglige arbejdstid de øvrige arbejdsdage i vikariaterne ikke varierede væsentligt

fra den i vikaraftalen angivne daglige arbejdstid på 4 timer.

Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at medlemmet i vikariatets løbetid kunne betragtes som afskediget

hver dag ved arbejdstids ophør. I vikariatets løbetid var arbejdstiden derimod kendt på forhånd,

hvorfor medlemmet i denne periode var at betragte som fastansat på nedsat tid.

Bemærkninger til de refererede afgørelser

Af afgørelserne kan endvidere udledes, at et principielt løst ansat medlem ikke anses for fratrådt, såfremt

han/hun inden arbejdstids ophør den pågældende dag ved, hvornår han/hun skal på arbejde

igen. Dette gælder, hvad enten beskæftigelsen er hos den samme arbejdsgiver eller er formidlet via et

vikarbureau for en kortere periode, men hvor medlemmet kender varigheden af det formidlede vikariat.

Arbejdsgiveren er i sådanne situationer ikke forpligtet til at betale for G-dage ved arbejdstids ophør.

Når det af ansættelseskontrakten fremgår, at der er en fast ugentlig arbejdstid, skal der ved vurderingen

af, om medlemmet er løst eller fast ansat, blandt andet ses på, hvor mange timer medlemmet reelt har

arbejdet, og om der er store udsving i arbejdstiden over tid.

Såfremt medlemmet på forhånd har tilkendegivet ikke at kunne arbejde på bestemte tidspunkter, kan

dette formentlig henføres under bortfaldsgrunden i G-dags-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1 (afslag på

tilbud om beskæftigelse). Såfremt medlemmet selv kan bestemme, hvornår og hvor meget han vil arbejde,

kan dette formentlig henføres under bortfaldsgrunden i bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3.

Er medlemmet at anse for løst ansat, kan der godt være krav på betaling for G-dage, selvom medlemmet

i den pågældende uge opnår beskæftigelse, der svarer til eller overstiger fuld overenskomstmæssig

beskæftigelse for det pågældende område.

Er medlemmet at anse for fast ansat, men har medlemmet arbejdet mindre end 37 timer den pågældende

uge, anses medlemmet for ansat på fuld tid, hvis han/hun har haft den samme arbejdstid og oppebåret

samme løn, som er gældende for de øvrige fastansatte medarbejdere hos den pågældende arbejdsgiver.

19


’Grænsearbejder’ eller ’anden arbejdstager end grænsearbejdere’ i medfør

af EF-Domstolens Miethe-dom

Af fuldmægtig Jakob Koue

I 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn afgørelse i to sager, hvor Ankenævnet anså to helt arbejdsløse

personer for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71, stk. 1, litra b i

forordning (EØF) 1408/71 som defineret i EF-Domstolens dom af den 12. juni 1986 i sag 1/85, Horst

Miethe mod Bundesanstalt für Arbeit, Samlingen 1986, side 1837-1852 (Miethe-dommen).

Uanset at personerne ikke havde bopæl i Danmark i deres ledighedsperiode, havde de ret til at stille sig

til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske

dagpenge efter de i Danmark gældende regler.

Reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71

Forordningens titel er: ”Rådets forordning af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger

på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor

Fællesskabet” (herefter benævnt ”forordningen”).

I forordningen defineres en grænsearbejder som enhver arbejdstager (eller selvstændig erhvervsdrivende),

som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på én medlemsstats område, men er bosat på en anden

medlemsstats område, hvortil han/hun som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst én

gang om ugen, jf. forordningens artikel 1, litra b, 1. led.

Forordningens generelle hovedregel er, at en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats

område, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om han/hun er bosat på en anden medlemsstats

område, jf. forordningens artikel 13, stk. 2, litra a. Lovvalgsreglen medfører altså, at det som udgangspunktet

er de danske regler om arbejdsløshedsforsikring, der gælder for en person beskæftiget i Danmark,

uanset om personen har bopæl i Sverige eller Tyskland (typisk de lande hvor grænsearbejderne

har bopæl).

Forordningens afsnit III, kapitel 6 (artikel 67 til 71 A) vedrører retten til ydelser ved arbejdsløshed.

Forordningens artikel 71 vedrører arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en

anden medlemsstat end den stat, hvori de var beskæftiget. I artikel 71 sondres der mellem, om personen

bliver delvis, periodisk eller helt arbejdsløs. I de to sager, der var for nævnet i 2004 var personerne blevet

helt arbejdsløse, hvorfor der i det følgende fokuseres på reglerne i forbindelse med, at en person

bliver helt arbejdsløs.

Grænsearbejdere, der bliver helt arbejdsløse skal modtage ydelser i den stat, hvor de har bopæl (bopælsstaten),

jf. artikel 71, stk. 1, litra a, ii.

’Andre arbejdstagere end grænsearbejdere’, der er helt arbejdsløse kan imidlertid vælge at stille sig til

rådighed for arbejdsformidlingen i det land, hvor de senest var beskæftiget (beskæftigelsesstaten) og

modtage arbejdsløshedsdagpenge herfra, jf. artikel 71, stk. 1, litra b, i.

Omfattet af begrebet ’andre arbejdstagere end grænsearbejdere’ er man typisk, når man ikke som ho-

20


vedregel vender tilbage til sit bopælsland mindst én gang om ugen.

Sondringen i artikel 71 mellem grænsearbejdere og ’andre arbejdstagere end grænsearbejdere’ er begrundet

i et par formodningsregler. For grænsearbejdere formodes det, at de ved fuld arbejdsløshed

formodes at have størst mulighed for at finde beskæftigelse i bopælsstaten, som de formodes at have en

forholdsvis stærk tilknytning til. For ’andre arbejdstagere end grænsearbejdere’ formodes det derimod

ikke, at de har en så stærk tilknytning til bopælsstaten, at det kun er i dette land, at de generelt må formodes

at have størst mulighed for at finde beskæftigelse. Disse personer gives derfor valget mellem at

stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen og modtage ydelser ved arbejdsløshed i enten bopælsstaten

eller beskæftigelsesstaten.

De specielle lovvalgsregler i artikel 71 er som udgangspunkt forholdsvis enkle at forstå og anvende.

Reglen om grænsearbejdere og formodningen bag harmonerer f.eks. godt med følgende situation: En

svensk statsborger, der altid har haft bopæl i Malmö, har i en årrække arbejdet i Sverige, og arbejder

herefter i en årrække i København. Han bliver derefter helt arbejdsløs. Ifølge artikel 71, stk. 1, litra a, ii,

formodes en sådan person at have størst mulighed for at finde beskæftigelse i bopælslandet Sverige, idet

han fortsat må formodes at have en forholdsvis stærk tilknytning hertil. Reglen må i en sådan situation

siges at regulere situationen på en rimeligt fornuftig måde.

Miethe-dommen

Henset til, at formålet med reglerne i forordning 1408/71 er at bidrage til at gennemføre målsætningen i

EF-traktatens artikel 42 om gennemførsel af arbejdskraftens fri bevægelighed, så kan reglen i artikel 71,

stk. 1, litra a, ii imidlertid forekomme at være ret så ufleksibel. Man kan nemlig godt forestille sig en helt

arbejdsløs grænsearbejder, der konkret har en så stærk tilknytning til beskæftigelsesstaten, at han må

antages at have større mulighed for at finde beskæftigelse her end i sit bopælsland. Sådan som artikel

71, stk. 1, litra a, ii, er formuleret kan grænsearbejderen imidlertid ikke vælge at stille sig til rådighed for

arbejdsformidlingen i den seneste beskæftigelsesstat og modtage dagpenge herfra, selvom han i beskæftigelsesperioden

har betalt til dette lands forsikringssystem.

Problemstillingen blev forelagt EF-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål i en retssag mellem Horst

Miethe og Bundesanstalt für Arbeit. Miethe var tysk statsborger, uddannet i Tyskland og havde udelukkende

arbejdet og boet i Tyskland. Miethe var fra november 1975 ansat som handelsagent for et tysk

firma. Under ansættelsen flyttede han i november 1976 fra Tyskland til Belgien. Han vendte tilbage til

Belgien hver dag. Flytningen skyldtes alene, at hans børn, der gik på en belgisk kostskole, herefter dagligt

kunne nå til kostskolen fra forældrenes bolig. Miethe havde et kontor hos sin svigermor i Tyskland,

hvor han også kunne overnatte. Det benyttede han sig af regelmæssigt en til to gange om ugen - også

efter at han var blevet arbejdsløs i slutningen af september 1979. Miethe meldte sig ledig på arbejdsformidlingen

i Tyskland og søgte der om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket blev afslået af de tyske

myndigheder.

EF-Domstolen fastslog, at artikel 71, stk. 1, litra a), ii) i forordning (EØF) nr. 1408/71, skal fortolkes

således, at en grænsearbejder, der er helt arbejdsløs, og som er omfattet af denne bestemmelse, kun har

krav på ydelser fra bopælsstaten, selv om pågældende opfylder betingelserne for ret til ydelser i den

tidligere beskæftigelsesstat.

Domstolen fastslog endvidere, at en grænsearbejder, der er helt arbejdsløs, men som har opretholdt en

personlig og faglig tilknytning til den tidligere beskæftigelsesstat af en sådan art, der gør, at den pågældende

må antages at have størst mulighed for på ny at få beskæftigelse dér, skal anses for omfattet af begrebet

“andre arbejdstagere end grænsearbejdere” (atypisk grænsearbejder). Ifølge dommen tilkommer

21


det den nationale retsinstans at afgøre, om en grænsearbejder er en atypisk grænsearbejder (dommens

præmis 19). Dommens vigtigste præmisser gengives nedenfor:

Ifølge præmis 16 i Miethe-dommen er formålet med bestemmelserne i artikel 71 i forordning (EØF) nr.

1408/71 at sikre, ”at vandrende arbejdstagere kan opnå arbejdsløshedsydelser på sådanne betingelser, at de bedst muligt

sættes i stand til at søge nyt arbejde. Begrebet ydelser i denne forbindelse omfatter ikke alene pengeydelser, men også den

bistand i forbindelse med faglig genindslusning, som arbejdsformidlingen yder de tilmeldte arbejdstagere.”

Præmis 17: ”Det må herefter antages, at reglen i artikel 71, stk. 1, litra a, ii, hvorefter en grænsearbejder, der er omfattet

af definitionen heraf i artikel 1, litra b, og som er helt arbejdsløs, kun har krav på ydelser fra bopælsstaten, hviler på

en uudtalt formodning om, at en sådan arbejdstager i denne medlemsstat har størst mulighed for på ny at finde beskæftigelse.”

Præmis 18: ”Formålet med artikel 71, stk. 1, litra a, ii, i forordning nr. 1408/71 kan imidlertid ikke opfyldes, når

en arbejdstager, der er helt arbejdsløs, og som er omfattet af definitionen i forordningens artikel 1, litra b, undtagelsesvis i

den medlemsstat, hvori han senest har været beskæftiget, har opretholdt en personlig og faglig tilknytning af en sådan art,

at han i denne medlemsstat må antages at have størst mulighed for på ny at opnå beskæftigelse. En sådan arbejdstager må

under disse omstændigheder anses for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71 og er

derfor omfattet af denne bestemmelses stk. 1, litra b.”

Bemærkninger til Miethe-dommen

Med Miethe-dommen må der siges at være foretaget en ikke uvæsentlig modifikation til forordningens

artikel 71 vedrørende helt arbejdsløse grænsearbejdere.

Af Miethe-dommen fremgår det ikke direkte, at Miethe var at anse for at være en atypisk grænsearbejder,

idet denne vurdering netop tilkom den nationale tyske retsinstans (Bundessozialgericht), der forelagde

spørgsmålet som et præjudicielt spørgsmål. Det kan oplyses, at Bundessozialgericht ikke afsagde

nogen dom i den nationale sag, efter at EF-Domstolen havde afsagt dom vedrørende det præjudicielle

4

spørgsmål.TPF FPT Formodningen må være for, at den tyske myndighed tog bekræftende til genmæle og accepterede,

at Miethe kunne stille sig til rådighed for den tyske arbejdsformidling og modtage tyske dagpenge.

Det kan derfor være svært ud fra Miethe-dommen at fastlægge nogle retningslinier for, hvilke faktuelle

momenter, den nationale retsinstans skal, kan eller må lægge vægt på ved vurderingen af, om en person

”undtagelsesvis i den medlemsstat, hvori han senest har været beskæftiget, har opretholdt en personlig og

faglig tilknytning af en sådan art, at han i denne medlemsstat (Danmark) må antages at have størst mulighed

for på ny at finde beskæftigelse” (Miethe-dommens præmis 18). Skønnet må i vid udstrækning være frit

og individuelt for den nationale retsinstans.

4

TP

PT Bundessozialgericht har oplyst nævnssekretariatet, at sagen blev trukket i september 1986.

22


Grænsearbejdere

Sag nr. 2003-1-0610

Medlemmet blev opsagt den 1. august 2003 fra sin arbejdsgiver i Danmark. Han havde på opsigelsestidspunktet

i 14 måneder haft bopæl i Malmø i Sverige. Han tilmeldte sig den 7. august 2003 AF i

Danmark og oplyste om sin svenske bopælsadresse. Medlemmet anførte, at han opholdt sig meget hos

sine forældre bosat i København. I sin klage anførte han, at han den største del af tiden opholdt sig hos

familie og venner i Danmark og søgte arbejde i Danmark, da han ikke forstod svensk godt nok til at en

svensk arbejdsgiver ville ansætte ham. Han anførte endvidere at han ingen faglig uddannelse havde,

hvilket ikke forøgede hans muligheder for ansættelse i Sverige.

Ankenævnet anså medlemmet for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i

artikel 71, stk. 1, litra b i forordning (EØF) 1408/71 som defineret i EF-Domstolens dom i Sag 1/85

(Miethe-dommen). Uanset at han ikke havde bopæl i Danmark i sin ledighedsperiode, havde han ret til

at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt

danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, såfremt han opfyldte de almindelige betingelser

herfor.

Personlig tilknytning:

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet havde sin familie og vennekreds i Danmark som han ugentlig

besøgte og overnattede hos, og at disse overnatningsmuligheder også fortsat bestod, efter at han var

blevet ledig. På denne baggrund fandt Nævnet, at hans personlige tilknytning til familie og venner i

Danmark var større end hans personlige tilknytning til Sverige.

Faglig tilknytning:

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet frem til den 1. august 2003, hvor han blev arbejdsløs, udelukkende

havde haft beskæftigelse i Danmark. På denne baggrund fandt Nævnet ikke, at han ved ledighedens

indtræden havde større muligheder for at opnå beskæftigelse i Sverige end i Danmark.

Med henvisning til medlemmets personlige og faglige baggrund fandt Nævnet, at han ved ledighedens

indtræden - og også efterfølgende - havde opretholdt en personlig og faglig tilknytning af en sådan art

til Danmark, at han måtte antages at have størst mulighed for på ny at opnå beskæftigelse i Danmark.

Efter Nævnets opfattelse havde han således samlet set opretholdt en sådan personlig og faglig tilknytning

til Danmark, som var nødvendig for at han kunne anses for at være en ”anden arbejdstager end

grænsearbejder” i medfør af principperne i Miethe-dommen, og han var således omfattet af artikel 71,

stk. 1, litra b i forordning 1408/71.

Sag. nr. 2004-1-0037

Medlemmet blev opsagt til fratræden den 30. september 2003 fra sit job som stewardesse hos X flyselskab

i Danmark med arbejdssted (base) i Sønderborg. Medlemmet havde på opsigelsestidspunktet bopæl

i Flensborg i Tyskland. Medlemmet tilmeldte sig den 1. oktober 2003 AF i Danmark og oplyste om

sin tyske bopælsadresse. I sin klage anførte medlemmet blandt andet, at hun oftest var i Danmark på

sine fridage, og at der derved ofte gik mellem 1 uge og 14 dage mellem at hun var hjemme på sin bopæl

i Tyskland. Hun anførte endvidere, at hendes tyskkundskaber ikke rakte til at hun kunne opnå beskæftigelse

i Tyskland.

Ankenævnet anså medlemmet for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i

artikel 71, stk. 1, litra b i forordning (EØF) 1408/71 som defineret i EF-Domstolens dom i Sag 1/85

23


(Miethe-dommen).

Personlig tilknytning:

Nævnet lagde vægt på medlemmets oplysning om, at hun sjældent opholdt sig flere dage i træk på sin

tyske bopæl, at hun ikke havde nogen nære venskabs-relationer til personer i Tyskland samt, at hun

havde sin familie, kæreste og vennekreds i Danmark som hun besøgte så ofte hun kunne komme til det

(så vidt muligt hver uge). Nævnet lagde vægt på, at hun ofte overnattede i Danmark hos familie og kæreste,

og at disse overnatningsmuligheder også fortsat bestod, efter at hun var blevet ledig. På denne

baggrund fandt Nævnet, at hendes personlige tilknytning til Danmark var større end hendes personlige

tilknytning til Tyskland. Det forhold, at medlemmet under sine vagter på flyvninger i Tyskland overnattede

i Tyskland flere nætter ad gangen talte efter Nævnets opfattelse ikke afgørende imod Nævnets

holdning. Dette skyldtes, at hendes overnatninger i Tyskland skete som et naturligt led i hendes beskæftigelse

hos X flyselskab, og ikke som et led i det liv, hun levede uden for sin arbejdstid.

Faglig tilknytning:

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet, frem til den 1. oktober 2003, hvor hun blev arbejdsløs, udelukkende

havde haft beskæftigelse i Danmark. På denne baggrund fandt Nævnet ikke, at hun ved ledighedens

indtræden havde større muligheder for på ny at opnå beskæftigelse i Tyskland end i Danmark.

Bemærkninger til nævnssagerne

Sagerne har mange lighedspunkter med forholdene i Miethe-dommen. F.eks. havde de pågældende

grænsearbejdere ikke andet personligt forhold til bopælslandet, end at de boede der. Den personlige

interessesfære lå i øvrigt i Danmark. Deres personlige forhold til bopælslandet kan nok endda siges at

være mindre end Miethe’s, der jo boede i bopælslandet sammen med sin kone og børn og vendte tilbage

til bopælslandet omtrent 5 dage om ugen. De pågældende havde - som Miethe - udelukkende haft

beskæftigelse i beskæftigelsesstaten.

Da personernes berøringsflade med bopælslandet var særdeles begrænsede, fandtes det ikke muligt på

den baggrund at konkludere, at grænsearbejderne havde større mulighed for at finde arbejde i Sverige/Tyskland

end i Danmark. Det skal bemærkes, at sagerne blev afgjort ud fra meget konkrete skøn af

personernes tilhørsforhold. Der kan derfor nok ikke udledes generelle retningslinier af de to nævnsafgørelser.

Afgørelserne kan imidlertid inspirere til at stille følgende spørgsmål:

Hvornår er det relevant at vurdere, om en grænsearbejder er en atypisk grænsearbejder i medfør

af Miethe-dommen? Og hvilken rolle kan a-kasserne spille i denne sammenhæng?

5

Af punkt 225 i EØS-vejledningenTPF FPT fremgår, at a-kassen som 1. instans skal træffe afgørelse om, hvorvidt

den ledige grænsearbejder er dagpengeberettiget i Danmark. En grænsearbejder, der ikke har bopæl

6

i Danmark, opfylder ikke bopælskravet i § 4 i rådighedsbekendtgørelsenTPF FPT. Da det er Arbejdsdirektoratet,

der som 1. instans har kompetence til at afgøre, om en sådan grænsearbejder kan anses for at være en

atypisk grænsearbejder, er a-kassen derfor nødt til at træffe en afgørelse, hvori der gives grænsearbejderen

afslag på danske dagpenge med henvisning til, at grænsearbejderen ikke kan anses for at stå til rådighed

for det danske arbejdsmarked.

I relation til en grænsearbejder, der ikke har bopæl i Danmark, der melder sig ledig hos en dansk akasse,

har den danske a-kasse nogle vigtige roller. Grænsearbejderen, der ønsker at modtage danske

dagpenge, skal vejledes om, at han skal tilmelde sig såvel den danske Arbejdsformidling som bopæls-

5

TP PT Arbejdsdirektoratets

6

vejledning nr. 125 af 20. december 2004 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene.

TP PT Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed med tilhørende vejledning nr. 64 af 17. juni

2003.

24


landets arbejdsformidling, indtil det er afgjort, hvor grænsearbejderen er dagpengeberettiget. Derudover

skal grænsearbejderen gøres bekendt med principperne i Miethe-dommen, så grænsearbejderen kan

vurdere, om han vil påklage a-kassens afgørelse til Arbejdsdirektoratet. Kassen kan i den forbindelse

være grænsearbejderen behjælpelig med at fremdrage de faktuelle momenter, der kan være med til at

tegne et billede af grænsearbejderens tilknytning til henholdsvis Danmark og bopælslandet. Disse oplysninger

kan vedlægges klagen til Arbejdsdirektoratet, der således vil modtage en sag, der allerede fra

starten er godt oplyst.

Et bud på, hvornår man som hovedregel grundigt bør undersøge og overveje, om der er tale om en

atypisk grænsearbejder, er den situation, hvor en grænsearbejder, der udelukkende har været beskæftiget

på det danske arbejdsmarked, flytter til enten Sverige eller Tyskland og derefter bliver helt ledig, og hvis

grænsearbejderen har nære familiære og venskabsmæssige relationer til Danmark. I modsætning til de

grænsearbejdere, der har været i beskæftigelse i såvel Danmark som i bopælslandet, har disse personer

netop aldrig været i beskæftigelse i bopælslandet. Det kan derfor forekomme noget søgt at nå frem til,

at disse personer har større muligheder for at opnå beskæftigelse i bopælslandet end i Danmark!

Man kan i den forbindelse spørge sig selv, om ikke en helt arbejdsløs grænsearbejder med bopæl i Malmö,

der altid har arbejdet i københavnsområdet, kan stå til rådighed for en københavnsk Arbejdsformidling

med lige så stor nytte for det danske arbejdsmarked som en arbejdsløs person bosat i Roskilde

eller Holbæk. Og de samme forhold gør sig gældende i de danske områder ved grænsen til Tyskland.

Det skal endeligt bemærkes, at det forhold, at en grænsearbejder har arbejdet i både Sverige og Danmark

ikke udelukker, at personen kan blive betragtet som en atypisk grænsearbejder i medfør af Miethedommen.

Vurderingen, der udelukkende baserer sig på et skøn, skal altid foretages på baggrund af de

konkrete omstændigheder i sagen.

Følgende momenter kan være med til at tegne et billede af grænsearbejderens tilknytning til

henholdsvis Danmark og bopælslandet:

Personlig tilknytning:

Hvorfor flyttede personen i sin tid til Sverige/Tyskland? Hvor længe har grænsearbejderen haft bopæl i

bopælslandet, og hvor bor vedkommende? Hvor ofte var personen på sin bopæl under sin seneste beskæftigelse?

Hvor boede grænsearbejderen, før han/hun blev grænsearbejder? Har grænsearbejderen

jævnligt haft ophold i Danmark, herunder overnatninger, under sin seneste beskæftigelse? Forventes

antallet af (ugentlige) ophold i Danmark at ændre sig i en kommende ledighedsperiode? Hvor er den del

af familien, personen ser mest, bosat? Er personen gift, samlevende, er der en kæreste, og hvor er denne

person bosat? Har personen børn, og hvor bor de? Hvor er personens nærmeste venner bosat?

Hvor ofte har personen besøgt disse personer, mens han/hun var grænsearbejder?

Faglig tilknytning:

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har personen (folkeskole, gymnasial uddannelse, universitetsuddannelse,

håndværksmæssig (faglært) uddannelse, ufaglært)? Hvilke jobs har personen haft og hvor?

Hvilket indhold havde jobbene, og var jobbene meget ”Danmarks-specifikke”? I hvilken grad kan personen

begå sig på bopælslandets sprog? Hvorfor mener personen, at mulighederne for at finde job i

Danmark er større end i bopælslandet? Har personen ansøgt jobs (hvor mange) i begge lande eller kun i

Danmark, og er han/hun blevet kaldt til jobsamtaler?

Bopælslandets brancheorganisation for det område, grænsearbejderen var ansat i, kan eventuelt anmo-

25


des om at udtale sig om jobsituationen i bopælslandet herunder, om der er ”papirmæssige” hindringer

for, at personen kan få beskæftigelse i bopælslandet inden for sit uddannelses-/fagområde.

Ny forordning afløser forordning 1408/71

Afslutningsvis skal det nævnes, at forordning 1408/71 inden for nærmeste fremtid bliver afløst af ”Europa-Parlamentets

og Rådets forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale

7

sikringsordninger”TPF FPT. Forordning 883/2004 træder i kraft, når gennemførelsesforordningen er vedtaget.

Reglerne om ”ydelser til arbejdsløse, som var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat”

findes i forordningens artikel 65. Bestemmelsen syner lidt mere omfangsrig end den nuværende artikel

71. I artikel 65 sondres fortsat mellem grænsearbejdere og ikke-grænsearbejdere. Som noget nyt etableres

der en refusionsperiode, der går ud på, at beskæftigelsesstaten refunderer bopælsstaten de udgifter,

bopælsstaten udreder i de første 3 (i nogle situationer 5 måneder) til den arbejdsløse.

Hvorvidt Miethe-dommen vil have betydning for fortolkningen af artikel 65 i den nye forordning, er

endnu for tidligt at vurdere. I første omgang må det afventes, at gennemførelsesforordningen bliver

vedtaget.

7

TP PT EUT 2004 l 166/1 som berigtiget i EUT 2004 L 200/1. Forordningen kan findes via følgende internetlink:

HThttp://europa.eu.int/eur-lex/da/search/search_lif.htmlTH. Forordningen er optrykt i EU-Karnov, Supplement 2004, side

2703 til 2717.

26


Prøvelse af ankenævnets afgørelser

Retssager

Siden sidste årsberetning er der afsluttet 7 retssager. Her bringes et udvalg.

Østre Landsrets dom i en sag om, hvorvidt to tyske statsborgere, der i perioder havde arbejdet i

Danmark, havde ret til efterløn.

Ankenævnets j.nr. 2000-1-0206 og 2000-1-0207

Ankenævnet fik medhold i, at de to tyske statsborgere ikke var berettiget til at modtage efterløn.

Direktoratet traf i september 1997 afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til at modtage efterløn

fra den 1. november 1997, fordi medlemmet ikke havde bopæl i Danmark. Medlemmet ankede

afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, som tiltrådte direktoratets afgørelse om, at medlemmet ikke

var berettiget til at modtage efterløn.

Ved lov nr. 397 af 31. maj 2000 blev arbejdsløshedsforsikringsloven med virkning fra 1. juli 2000 ændret

således, at det er et krav, at et medlem har bopæl i et EØS-land, for at kunne overgå til efterløn. Der

var således ikke længere krav om bopæl i Danmark.

Som en følge af lovændringen besluttede Arbejdsmarkedets Ankenævn den 19. september 2000 at ophæve

sine tidligere afgørelser om de to tyske statsborgeres ret til efterløn og i denne forbindelse opfyldelse

af bopælskravet, angående bopælskravet og hjemviste sagerne til direktoratet til ny behandling.

Direktoratet anmodede herefter de respektive arbejdsløshedskasser om at træffe fornyet afgørelse.

For den ene tyske statsborger traf arbejdsløshedskassen den 6. november 2000 afgørelse om, at han

heller ikke, når der bortsås fra bopælskravet, var berettiget til efterløn, fordi han ikke den 1. november

1997, hvor han ansøgte om efterløn, var medlem af en dansk arbejdsløshedskasse, og fordi han ved

arbejdsophøret ikke var fyldt 60 år. Arbejdsdirektoratet tiltrådte afgørelsen den 7. februar 2001.

For den anden tyske statsborger traf arbejdsløshedskassen den 31. oktober 2000 en tilsvarende afgørelse.

Direktoratet traf den 7. februar 2001 afgørelse i begge sager om, at de tyske statsborgere ikke opfyldte

betingelserne for ret til efterløn.

Den 19. juni 2001 stadfæstede ankenævnet direktoratets afgørelse for den ene tyske statsborger og anførte

bl.a. i afgørelsen, at den omstændighed, at bopælskravet blev ændret ved lov nr. 397 af 31. maj

2000, således at dette krav var opfyldt for den tyske statsborgers vedkommende, ikke automatisk bevirkede,

at de øvrige betingelser for ret til efterløn kunne anses for opfyldt.

Ankenævnet tiltrådte endvidere, at direktoratet ikke havde kunnet dispensere for manglende medlemskab

af en dansk arbejdsløshedskasse efter den 31. august 1996.

27


Ankenævnet traf samme dato afgørelse vedrørende den anden tyske statsborger efter samme retlige

synspunkter, idet der dog ikke blev taget stilling til spørgsmålet om dispensation for manglende medlemskab

af en dansk arbejdsløshedskasse.

De to tyske statsborgere anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes

at anerkende, at de to tyske statsborgere var berettiget til at modtage efterløn med virkning henholdsvis

fra den 1. juni 1999 og fra den 1. oktober 1997. Der blev endvidere nedlagt påstand om, at

ankenævnet skulle anerkende, at de to tyske statsborgere henholdsvis den 1. november 1997 og den 1.

oktober 1997 ikke var afskåret fra at modtage efterløn på baggrund af manglende anciennitet i en dansk

arbejdsløshedskasse eller manglende medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse pr. de pågældende

datoer.

Østre Landsret frifandt ankenævnet.

Østre Landsret fandt ikke, at det kunne antages, at den danske efterlønsordning var omfattet af Rådets

forordning af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer (1408/71). Østre Landsret fandt dette resultat bestyrket

ved vedtagelsen af Rådets forordning nr. 883 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Østre Landsret bemærkede, at denne forordning omfatter – som en ændring af retstilstanden

efterløn – men undtager dansk efterløn fra reglen om sammenlægning af perioder for erhvervelsen

af retten til ydelser, ”da der kun findes lovbestemte efterlønsordninger i meget få medlemsstater”.

Østre Landsret fandt endvidere ikke, at det indebar diskrimination i strid med Traktatens artikel 39 og

forordningens artikel 7, når der ved vurderingen af, om anciennitetskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 75 b, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, er opfyldt, ikke tages hensyn til forsikringsperioder i en anden medlemsstat.

Østre Landsret lagde i den forbindelse vægt på efterlønsordningens karakter, bl.a. som beskrevet

i rettens kendelse af 27. juni 2003 sammenholdt med det anførte om baggrunden for, at dansk

efterløn i forordning nr. 883 af 29. april 2004 er undtaget fra reglen om sammenlægning af perioder for

erhvervelsen af retten til ydelser.

Vestre Landsrets tilkendegivelse i en sag om medlemmet drev selvstændig virksomhed og om

medlemmet havde handlet uagtsomt ved ikke at have oplyst arbejdsløshedskassen herom.

Ankenævnets j.nr. 2003-1-0292.

Sagen blev forligt, efter at Vestre Landsret var fremkommet med en tilkendegivelse om, at medlemmet havde drevet selvstændig

virksomhed, og at medlemmet dermed havde handlet uagtsomt ved ikke at have oplyst arbejdsløshedskassen herom.

Direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen traf afgørelse om, at medlemmet fra den 15. august 2000

drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og at medlemmet havde modtaget efterløn med urette,

som medlemmet skulle betale tilbage til a-kassen. Direktoratet fandt ligeledes, at medlemmet havde

handlet svigagtigt, og at medlemmet derfor skulle gennemgå en effektiv karantæne på 53 timer.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, dog fandt ankenævnet, at medlemmet havde handlet uagtsomt.

Ankenævnet fandt, at medlemmets virksomhed måtte anses for selvstændig virksomhed i relation til

28


arbejdsløshedsforsikringslovens regler, at medlemmets beskæftigelse som formidler/agent måtte anses

for udøvet for medlemmets egen regning og risiko.

Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om et egentligt ansættelsesforhold mellem medlemmet

og rejsebureauet, at det af flere avisartikler og annoncer fremgik, at medlemmet som alternativ til store

rejsebureauer arrangerede mini-ferier af 1-3 dages varighed, at medlemmets beskæftigelse skulle udføres

personligt af medlemmet, idet medlemmet også fungerede som guide fra start til slut. Direktoratet bemærkede

endvidere, at det var uden betydning for vurderingen af, om der er tale om selvstændig virksomhed,

om medlemmet havde haft nogen indtjening ved medlemmets beskæftigelse.

Da medlemmet havde givet fejlagtige oplysninger om sine arbejdstimer, fandt direktoratet, at medlemmet

skulle betale beløbet tilbage til a-kassen. Ankenævnet vurderede, at medlemmet kunne have troet,

at det ikke var nødvendigt at orientere arbejdsløshedskassen om virksomheden, da medlemmet kunne

have opfattet det sådan, at den endnu ikke rigtigt var kommet i gang. Medlemmet blev pålagt en effektiv

karantæne på 20 timer.

Ankenævnet lagde vægt på, at det af efterlønskortene fremgår, at medlemmet har pligt til at oplyse om

ethvert forhold, der har betydning for bedømmelsen af dagpengeretten, herunder om alt arbejde – lønnet

som ulønnet, at medlemmet ved sin underskrift på tro og love havde erklæret, at oplysningerne på

efterlønskortene er rigtige, at medlemmet burde vide, at man ikke kunne arbejde og modtage efterløn

for samme periode, og at medlemmet ikke henvendte sig til a-kassen, da medlemmet blev bekendt med

fejludbetalingen.

Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,

at der ikke kunne pålægges medlemmet effektiv karantæne på 20 timer, at der ikke kunne tilbageholdes

dagpenge i perioden 15. august 2000 til 5. december 2000 og subsidiært, at sagen blev hjemvist

til fornyet administrativ behandling.

Vestre Landsret tilkendegav efter, at sagen var procederet, at der ikke kunne gives sagsøgeren/medlemmet

medhold i de nedlagte påstande, og at ankenævnet derfor ville blive frifundet. Herefter

hævede medlemmets advokat den anlagte retssag.

Østre Landsrets tilkendegivelse i en sag om, hvorvidt medlemmets udlejningsvirksomhed måtte

betragtes som selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og om hvorvidt medlemmet

havde modtaget dagpenge med urette.

Ankenævnets j.nr. 2001-1-0226.

Sagen blev forligt, efter at Østre Landsret var fremkommet med en tilkendegivelse om, at medlemmet med urette havde

modtaget dagpenge i perioden 22. november 1993 til 9. november 1995, fordi han drev selvstændig virksomhed i et vist

omfang i denne periode uden at oplyse det til sin a-kasse. Han skulle derfor tilbagebetale det af Arbejdsmarkedets Ankenævn

fastsatte beløb samt pålægges en karantæne på 37 timer.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale brutto kr. 237.691,- til arbejdsløshedskassen,

og at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig.

Direktoratet gav som begrundelse for, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpengene modtaget af arbejdsløshedskassen,

og for at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen, at når der

var henset til de udgifter til transport, annoncer, kontorophold mv., som skattemæssigt var fratrukket

29


egnskabet, fandt direktoratet det ikke sandsynliggjort, at virksomheden til enhver tid havde kunnet

udføres uden for normal arbejdstid. Direktoratet var af den opfattelse, at udgifterne reelt skulle henføres

til den selvstændige virksomhed, idet det ikke var sandsynliggjort, at udgifterne vedrørte privat jobsøgning.

Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet på tro og love havde skrevet under på dagpengekortene, at

han overholdt sin oplysningspligt over for arbejdsløshedskassen, og at medlemmet ikke havde oplyst

om, at han drev selvstændig virksomhed.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse delvist. Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet

havde modtaget dagpenge med urette i perioden 22. november 1993 til 9. november 1995, fordi medlemmet

drev selvstændig virksomhed i et vist omfang i denne periode uden at oplyse det til sin arbejdsløshedskasse.

Medlemmet skulle ikke tilbagebetale samtlige dagpenge udbetalt i dette tidsrum, men et

mindre beløb. Medlemmet skulle ikke slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig, men pålægges

en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt forhold over for arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmets beskæftigelse med afvikling af virksomheden

i tiden fra 22. november 1993 til 31. december 1993, som medlemmet efterfølgende havde angivet til i

alt 55 minutters arbejde, ikke kunne anses for egentlig drift af selvstændig virksomhed, hvorfor der ikke

var udbetalt dagpenge med urette af denne grund.

Ankenævnet anså medlemmets beskæftigelse med udlejningsejendomme for selvstændig virksomhed

drevet som bibeskæftigelse. Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmet havde ejet og administreret

ejendommene i en række år, hvor han samtidig havde fuldtidsansættelse som lønmodtager. Alle

dagpenge i forbindelse med ejendommene, herunder også administration og transport, skulle medføre

fradrag i dagpengene.

Medlemmets beskæftigelse som agent for det engelske hårtransplantationsfirma anså ankenævnet endvidere

for drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, hvorfor alt arbejde med dette skulle

have været oplyst på dagpengekortene. Medlemmet skulle derfor tilbagebetale dagpenge svarende til de

timer, som måtte anses for anvendt på denne beskæftigelse.

Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,

at ankenævnets afgørelse af 4. november 1999 i sagen vedrørende medlemmet var ugyldig.

Østre Landsret tilkendegav, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge svarende til de timer, som måtte

anses for anvendt på den nævnte beskæftigelse, og at den pålagte karantæne på 37 timer fandtes berettiget.

Østre Landsret lagde til grund, at medlemmet forud for og i perioden fra 22. november 1993 til 9. november

1995, hvor medlemmet modtog dagpenge, ejede 2 udlejningsejendomme med 2 lejemål i hver,

at medlemmets tidligere hustru endvidere ejede en lejlighed, der blev lejet ud. Medlemmets regnskaber

for 1994 indeholdt tillige regnskabsoplysninger vedrørende hans tidligere hustrus udlejningslejlighed og

oplysning om, at han stod for driften også af denne lejlighed. På baggrund af regnskabsoplysningerne

om udgifterne ved udlejningen fandt landsretten, at medlemmet havde forestået administrationen af

udlejningen, og at han måtte have ydet en større personlig arbejdsindsats end det, han havde angivet.

Landsretten fandt det således ikke godtgjort, at udlejningsvirksomheden alene havde haft karakter af

formueforvaltning, hvorfor udlejningsvirksomheden måtte betragtes som selvstændig virksomhed som

bibeskæftigelse. Landsretten fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at arbejdet til enhver tid kunne

30


føres uden for normal arbejdstid.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at medlemmets arbejde for Nobel Clinic var ophørt forud for

ledighedsperioden eller var af uvæsentligt omfang. Arbejdet måtte derfor betragtes som selvstændig

virksomhed som bibeskæftigelse. Landsretten fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at arbejdet til

enhver tid kunne udføres uden for normal arbejdstid. Henset til at medlemmet i perioden 22. november

1993 til 9. november 1995 havde drevet selvstændig virksomhed i et vist omfang uden at oplyse det til

sin arbejdsløshedskasse og til at medlemmet til a-kassen afgav oplysningerne under tro og love, og herunder

månedligt anførte, at han havde 0 timers arbejde med selvstændig virksomhed, fandt landsretten,

at medlemmet derved havde handlet groft uagtsomt over for arbejdsløshedskassen.

Landsretten tilkendegav på denne baggrund et forslag om, at sagen blev forliget ved, at medlemmet

hævede sagen i forhold til Arbejdsmarkedets Ankenævn, og at medlemmet tog bekræftende til genmæle

over for arbejdsløshedskassens påstand om betaling af 104.993 kr. med procesrente fra den 29. marts

2001. Medlemmet tiltrådte herefter landsrettens tilkendegivelse.

Sag om hvorvidt medlemmet opfyldte betingelserne for at være dagpengeberettiget.

Ankenævnets j.nr. 2001-1-0398

Østre Landsret hævede sagen inden domsforhandlingen efter sagsøgers anmodning. Sagsøger blev tilkendt at betale 12.000

kr. i sagsomkostninger til ankenævnet.

Medlemmet meldte sig ledig den 9. marts 1999 og ansøgte om dagpenge. Medlemmet oplyste, at hun

havde arbejdet i virksomheden xxx fra den 1. april 1989 til den 27. februar 1999, at beskæftigelsen havde

været hendes hovedbeskæftigelse, og at hun havde arbejdet 37 timer i gennemsnit pr. uge. Virksomheden

var ejet af medlemmets ægtefælle.

Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at blive anset som udtrådt

af sin ægtefælles selvstændige virksomhed ved tilmelding som ledig.

Ankenævnet lagt vægt på, at virksomheden i forbindelse med, at der indførtes lovmæssige krav til forarbejdelsen

af hakket kød, besluttede at nedlægge hakkefunktionen.

Virksomheden mistede samtidig i 1998 fire større kunder, som medlemmet betjente. Medlemmets arbejdsfunktion

vedrørende betjening af disse kunder, herunder produktion af hakkebøffer, udskæring af

kød og udbringning af varer til disse kunder, bortfaldt således.

Ankenævnet fandt, at det alene var arbejdsfunktionen med hensyn til produktion af hakkekødet, der

kunne anses for bortfaldet efter ophørsbekendtgørelsens § 6, stk. 1. De resterende arbejdsfunktioner,

herunder udskæring af kød, indkøb og udbringning, fandtes stadig i relation til virksomhedens øvrige

kunder og kunne således ikke anses for bortfaldet, ligesom funktionerne ikke kunne karakteriseres som

underordnede funktioner af ringe omfang set i forhold til medlemmets samlede hidtidige arbejdsfunktioner.

Ankenævnet fandt således, at medlemmets væsentligste arbejdsfunktioner fortsat blev udført i virksomheden,

hvilket betød, at arbejdsfunktionerne på tidspunktet, hvor medlemmet søgte om dagpenge, ikke

var bortfaldet mere end midlertidigt. Ankenævnet bemærkede, at spørgsmålet om at være udtrådt af en

virksomhed, der videreføres af ægtefællen, således ikke alene blev afgjort på grundlag af, om vedkom-

31


mende rent faktisk ikke længere beskæftigede sig med virksomhedens drift, men også på grundlag af,

om de formelle betingelser i lovens § 57, stk. 3 og § 6 i bekendtgørelse om ophør med drift af selvstændig

virksomhed som hovedbeskæftigelse var opfyldt.

Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med påstand om, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,

at hun var dagpengeberettiget, da hun meldte sig ledig. Medlemmets advokat hævede sagen inden

domsforhandlingen og overlod det til retten at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Ombudsmandssager

Ombudsmanden har i 2004 behandlet 33 sager, hvori Arbejdsmarkedets Ankenævn optrådte som hovedmyndighed.

8 af disse sager blev afvist, mens 25 sager blev realitetsbehandlet. Ingen af de realitetsbehandlede

sager vedrørende ankenævnet gav anledning til kritik eller henstilling.

Anmodning til ankenævnet om en udtalelse i anledning af medlemmets klage til ombudsmanden.

Ombudsmanden fandt ikke anledning til kritik.

Ankenævnets j.nr. 2003-1-0568

Medlemmet betalte ikke medlemsbidraget for oktober kvartal 2002 til tiden. A-kassen sendte et rykkerbrev den 7. november

2002 med betalingsfrist til den 29. november 2002, hvoraf det fremgik, at medlemmet ville blive slettet som medlem

af a-kassen, hvis betalingen ikke skete inden den nævnte frist. A-kassen modtog først det skyldige beløb den 9. december

2002. A-kassen meddelte medlemmet i brev af 20. december 2002, at medlemskabet var blevet genoprettet, men

at medlemmet var blevet pålagt en karantæne på 7,4 timer, da betalingsfristen ikke var blevet overholdt. Medlemmet

anførte i sit klagebrev, at han ikke var blevet gjort opmærksom på, at han ville få 7,4 timers karantæne. Medlemmet

anførte videre, at han ikke havde modtaget rykkerbrevet.

Ankenævnet tiltrådte den 3. oktober 2003 direktoratets afgørelse om, at medlemmet havde betalt sit

medlemsbidrag for sent og at han som følge af genoprettelsen af sit medlemskab skulle have en karantæne

på 7,4 timer.

Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at a-kassen havde fremlagt dokumentation for afsendelse

af rykkerbrevet i form af en kopi af brevet og en mailing-liste, hvoraf medlemmets navn fremgik, samt

at der ikke på daværende tidspunkt var konstateret uregelmæssigheder i postgangen. Ankenævnet fandt

det derfor ikke godtgjort, at medlemmet ikke havde modtaget a-kassens rykkerbrev. Ankenævnet var

endvidere af den opfattelse, at medlemmet burde have vidst, at medlemmet var i kontingentrestance,

idet medlemmet allerede havde modtaget giroindbetalingskortet for oktober kvartal.

Medlemmet henvendte sig herefter til Folketingets Ombudsmand.

Folketingets Ombudsmand bad den 15. oktober 2003 om myndighedernes udtalelse, herunder udtalelse

om dokumentationskravet fra a-kassens side vedrørende rykkerbrevets afsendelse, herunder nærmere

oplysninger om a-kassens ”mailing-liste”.

Direktoratet udtalte bl.a., at der i forbindelse med revisionen af 78 i lov om arbejdsløshedsforsikring i

1993 skete en yderligere varsling vedrørende rykker- og sletteproceduren for medlemsbidraget. Ændringen

betød, at slettelse af medlemskab fortsat finder sted, hvis restancen ikke betales inden 3- ugers

fristen, men der gives mulighed for at ophæve slettelsen, hvis restancen betales inden for en frist af 4

32


uger.

Direktoratet anførte videre, at der også ved revisionen blev indført en regel om, at medlemmet fik en

20 timers effektiv karantæne, hvis medlemmet betalte efter udløbet af betalingsfristen på 3 uger i rykkerbrevet

og fik sit medlemskab genoprettet. Bestemmelsen blev indført med henblik på at skabe en

præventiv effekt, således at færre ville komme i restance med betaling af medlemsbidrag. Karantænen er

pr. 1. juli 2001 blevet ændret til 7,4 timer. Reglen står i § 9, stk. 4 og 10, stk. 1 i bekendtgørelsen.

Videre anførte direktoratet, at efter § 9, stk. 5, i vejledningen er det et krav, når a-kassen sender et slettebrev,

at der skal foreligge en kvittering fra postvæsenet for indlevering af brevet til afsendelse. Hvis

brevet sendes som anbefalet post, vil kvittering være dokumentation for afsendelsen, men der er ikke et

krav om, at brevet skal sendes anbefalet.

Direktoratet mente ikke, at det var de samme hensyn, som gjorde sig gældende vedrørende kravet til

dokumentation for rykkerbrevet som for slettebrevet, idet slettebrevet er den sidste varsling, som medlemmet

modtager, og hvor medlemmet har en ‘sidste chance’ for at få sit medlemskab af a-kassen genoprettet.

I betragtning af den lange reaktionstid der var til at betale, og at medlemmet ved modtagelsen af kontingentopkrævningen

blev gjort opmærksom på sin pligt til at betale sammenholdt med, at medlemmet

modtog en sidste varsling ved modtagelsen af slettebrevet, mente direktoratet, at en kopi af rykkerbrevet

er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet er rykket skriftligt.

I henvendelsen til Folketingets Ombudsmand havde medlemmet gjort gældende, at så længe der kunne

rejses tvivl om, hvorvidt han havde modtaget rykkerbrevet, så burde tvivlen komme ham til gode.

Til medlemmets udtalelse bemærkede ankenævnet i sin udtalelse, at der ikke forelå væsentlige nye oplysninger,

der kunne begrunde en genoptagelse af sagen til fornyet vurdering og afgørelse. Det var endvidere

fortsat ankenævnets vurdering, at a-kassen havde fulgt den rykker- og sletteprocedure, som

fremgik af lovens § 78 samt bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag

til en a-kasse.

Ankenævnet anførte videre, at det fremgik af bekendtgørelsens § 8, stk. 5, at a-kassen skal dokumentere,

at rykkerbrevet er sendt.

Ankenævnet bemærkede videre, at efter vejledningen, jf. ‘Til § 8, stk. 5—Dokumentation for afsendelse

af rykkerbrevet’ fremgår, at det er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet er blevet rykket

skriftligt, at a-kassen kan fremvise en brevkopi af det afsendte rykkerbrev eller en edb-udskrift, der viser,

hvilken dato rykkerbrevet er sendt.

Ankenævnet bemærkede hertil, at a-kassen den 5. december 2002 havde fremsendt et slettebrev til medlemmet.

Ankenævnet henviste til, at ifølge bekendtgørelsens § 9, stk. 5, skal a-kassen dokumentere, at

slettebrevet er sendt, og at det fremgår af vejledningen, at såfremt postvæsenet har kvitteret for, at slettebrevet

enten er indleveret til afsendelse, eller det er sendt som anbefalet post, vil kvitteringen være

dokumentation for afsendelsen.

Ankenævnet fandt på denne baggrund, at a-kassen havde fulgt den beskrevne procedure vedrørende

rykkerskrivelser.

33


Ankenævnet fandt således ikke, at der kunne udledes et skærpet krav om dokumentation som f.eks. en

kvittering fra postvæsenet ved afsendelsen af rykkerbreve.

Ankenævnet lagde vægt på, at der ud over rykkerbrevet blev afsendt et slettebrev, hvorved medlemmet

fik en sidste mulighed for at betale restancen. Da rykkerbrevet således ikke var medlemmets sidste mulighed

for at opretholde sit medlemskab, fandt ankenævnet, at dokumentation fra a-kassen i form af en

kopi af rykkerbrevet, som var sendt til medlemmet og en edb-udskrift af en postliste, hvoraf medlemmets

navn fremgik, måtte anses for at være tilstrækkelig dokumentation for afsendelse af rykkerbrevet.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmet allerede ved modtagelsen af den almindelige kontingentopkrævning

var blevet gjort opmærksom på, at der skulle ske betaling inden for en nærmere

angivet frist. Medlemmet måtte således være bevidst om, at en fortsat manglende betaling kunne få

konsekvenser for medlemskabet, og måtte således have haft en vis forventning om, at han i den nærmeste

fremtid burde have modtaget et rykkerbrev.

Endelig lagde ankenævnet vægt på, at det i denne og lignende sager søges oplyst, om der har været uregelmæssigheder

i postgangen i tidsrummet for afsendelse af rykkerbrevet. Ankenævnet bemærkede i

den forbindelse, at postvæsenet i nærværende sag havde afvist dette.

Ankenævnet fandt således, at den foreliggende rykker- og sletteprocedure var tilstrækkelig, og at akassen

i den nærværende sag havde opfyldt lovens krav herom.

Til den vedlagte udtalelse FOB 1990.45 f bemærkede ankenævnet, at denne var fra før revisionen af

lovens § 78. Lovens § 78 blev ændret ved lov nr. 433 af 30. juni 1993, blandt andet på grund af den

kritik, som Ombudsmanden havde over for regelsættet. Forinden dette tidspunkt blev der udelukkende

sendt et rykkerbrev til medlemmet. Lovændringen medførte således en yderligere varsling i form af et

slettebrev samt et krav om dokumentation i form af kvittering fra postvæsenet for afsendelse af slettebrevet.

Ankenævnet fastholdt på denne baggrund sin afgørelse af 3. oktober 2003.

Ombudsmanden fandt i sin udtalelse af 30. marts 2003 ikke, at der var grundlag for at kritisere Arbejdsmarkedets

Ankenævns og Arbejdsdirektoratets afgørelser.

Ombudsmanden henviste i sin udtalelse til § 78, hvoraf det fremgår, at et medlem, der undlader at betale

medlemsbidrag rettidigt, slettes som medlem af a-kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket

medlemmet har betalt bidrag og at slettelse kun kan finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det

skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen.

Ombudsmanden henviste til forarbejderne til ændring af § 78 i 1993, hvor der gives mulighed for genoprettelse

af medlemskabet efter slettelse samt hjemmel til administrativt at fastsætte nærmere regler,

herunder regler om udelukkelse fra ret til dagpenge for medlemmer, der har undladt at betale medlemsbidrag.

Ombudsmanden henviste videre til §§ 8, 9 og 10 i bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af

medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse, hvori reglerne om rykkerproceduren i forbindelse med

manglende betaling af kontingentbidrag er fastsat.

Videre henviste Ombudsmanden til Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 111 af 7. juni 2001 om betaling

34


af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse som var gældende på tidspunktet for a-kassens afgørelse i

medlemmets sag. I vejledningen er det bestemt, at det er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet

er ”blevet rykket skriftligt” at a-kassen har enten en brevkopi af rykkerbrevet eller en edb-udskrift

eller lignende, der viser, hvilken dato rykkerbrevet er afsendt. Det fremgår også, at hvis postvæsenet har

kvitteret for, at brevet er indleveret il afsendelse hos postvæsenet, er denne kvittering dokumentation

for ”afsendelsen”.

Endelig henviste Ombudsmanden til udtalelsen, der er optrykt i Ombudsmandens beretning (FOB) for

1990, s. 45f, som også handlede om dokumentationskravet for afsendelse af rykkerskrivelser til akassemedlemmer

i restance med betaling af kontingent. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse,

at man i dag har indført de dokumentationskrav som omtalt i udtalelsen og at man i dag til forskel fra

dengang har mulighed for at få genoprettet sit medlemskab samt at den eneste sanktion er 7,4 timers

karantæne. På denne baggrund fandt Ombudsmanden ikke at han havde grundlag for at kritisere at

myndighederne ikke stillede krav om indleveringsattest fra postvæsenet (også) i relation til rykkerbrevet.

Ombudsmanden mente heller ikke, at han havde grundlag for at kritisere, at medlemmet fik pålagt en

karantæne på 7,4 timer.

Sag om overskridelse af klagefristen.

Ankenævnets j.nr. 2004-1-0115

Sagen vedrørte spørgsmålet om klagefristen på 4 uger måtte anses for overskredet og om der forelå særlige grunde til, at

sagen, trods fristoverskridelsen, skulle behandles i ankenævnet.

Medlemmet havde modtaget efterløn fra den 17. februar 1992 til den 1. oktober 1996, hvor han udrejste

til Frankrig.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet havde ret til at få udbetalt efterløn i perioden fra den 1.

oktober 1996 til udgangen af januar 1997, som følge af ændrede regler for efterløn. Direktoratet skrev i

afgørelsen, at der ikke var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at forrente beløbet, idet der først

blev indført regler om forrentning pr. 1. juli 2000.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke ville kunne få udbetalt renter for perioden forud for

den 1. juli 2000. Medlemmet klagede til direktoratet over a-kassens afgørelse, hvorefter direktoratet

oversendte sagen til a-kassen til fornyet overvejelse. Den 1. juni 2001 oversendte a-kassen sagen til direktoratet,

idet a-kassen mente, at der reelt var tale om, at medlemmet klagede over direktoratets afgørelse,

hvor direktoratet traf afgørelse om, at renter alene kunne udbetales efter den 1. juli 2000. Direktoratet

traf herefter afgørelse om, at der ikke kunne udbetales renter for beløb, hvis ordinære, rettidige

udbetalingstidspunkt lå forud for den 1. juli 2000, hvorfor efterbetalingsbeløbet ikke skulle forrentes.

Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet kunne få udbetalt renter af det af direktoratet fastsatte

efterlønsbeløb for perioden 1. oktober 1996 til udgangen af januar 1997, og ændrede således direktoratets

afgørelse. Medlemmet og dennes hustru skrev til a-kassen, at de ikke var enige i renteberegningerne,

idet der ikke var beregnet renters rente. A-kassen traf afgørelse om, at der ikke skulle beregnes renters

rente. Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse. Medlemmet og dennes hustru klagede til ankenævnet

over direktoratets afgørelse.

Ankenævnet afviste at behandle klagen på grund af overskridelse af klagefristen på 4 uger.

35


Medlemmet gjorde indsigelse mod afgørelsen, idet han anførte, at han først modtog direktoratets afgørelse

den 1. maj 2003, hvorfor klagefristen først skulle regnes fra denne dag.

Ankenævnet traf den 21. oktober 2003 afgørelse om, at klagefristen var overskredet. Ankenævnet lagde

ved afgørelsen bl.a. vægt på oplysninger fra Post Danmark om, at et brev fra København til Cannes i

Frankrig, hvor medlemmet havde bopæl, er 2-3 dage om at nå frem. Ankenævnet anså på denne baggrund

direktoratets afgørelse for at være nået frem til medlemmets postadresse 2-3 dage efter den 27.

marts 2003, som var datoen for direktoratets afgørelse. Ankenævnet udtalte i afgørelsen, at det ikke

ændrede ved klagefristens beregning, at posten på baggrund af medlemmets aftale med det franske

postvæsen om midlertidig eftersendelse, måtte blive forsinket.

Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet havde dokumenteret, at der forelå særlige grunde til at se bort

fra klagefristen. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at medlemmet havde dokumenteret, at der forelå

undskyldelige omstændigheder, der havde medført, at medlemmet først den 1. maj 2003 havde modtaget

direktoratets afgørelse af 27. marts 2003. Ankenævnet fandt således ikke grundlag for at behandle

medlemmets klage, da klagefristen på 4 uger var overskredet.

Medlemmet rettede herefter henvendelse til Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden meddelte, at han ikke mente, at der var udsigt til at kritisere ankenævnets afgørelse

om, at klagefristen var overskredet, og henviste til den begrundelse, som ankenævnet havde givet for

afgørelsen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke var udsigt til, at han kunne kritisere ankenævnet

for ikke at se bort fra overskridelsen af klagefristen.

Sag om fradrag for pension i efterløn.

Ankenævnets j.nr. 2003-1-0348.

Sagen omhandlede spørgsmålet, om på hvilket tidspunkt værdiopgørelsen af medlemmets kapital- og ratepension skulle

opgøres og dermed hvor stort et beløb, der skulle ske fradrag for pension i medlemmets efterløn.

Medlemmet fyldte 60 år den 22. juni 2002 og søgte om efterlønsbevis med virkning fra den 22. juni

2002. Medlemmet gik på efterløn den 1. juli 2002. A-kassen fandt, at der skulle ske fradrag i efterlønnen

med 290,68 kr. pr. uge.

Direktoratet traf den 21. januar 2003 afgørelse om, at værdien af medlemmets kapital- og ratepension

skulle opgøres ved det fyldte 59 ½ år, og at denne værdi skulle bruges ved opgørelsen af fradrag i efterløn.

Værdiopgørelsen af medlemmets kapital- og ratepension blev foretaget ved medlemmets 59 ½ år, og

udgjorde på dette tidspunkt 638.761,- kr. Værdiopgørelsen på medlemmets 60 års dag, som følge af

kurstab, udgjorde 584.294,88 kr.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Ankenævnet fandt, at medlemmets pensionsordning ikke

kunne fremskrives med forrentning og aftalte bidrag til det fyldte 60 år, fordi pensionen var investeret i

værdipapirer. Derfor skulle indberetningen ske med den aktuelle værdi ved medlemmets 59 ½ år. Ankenævnet

lagde vægt på, at det fremgik af loven, at skatteministeren efter aftale med beskæftigelsesministeren,

fastsætter de nærmere bestemmelser for tidspunktet for indberetningen, at medlemmet, såfremt

der i perioden fra medlemmets 59 ½ år til medlemmets 60 år, havde været kursstigning, havde

36


nydt godt heraf, uden at der af den grund ville være foretaget en ny værdiopgørelse, og at medlemmet

selv måtte bære risikoen for, at kursen på værdipapirerne var faldet efter indberetningen.

Ankenævnet fandt endvidere, at lovens § 74 i, stk. 3, hvorefter værdien skulle opgøres på tidspunktet

umiddelbart før det fyldte 60 år, skulle læses i sammenhæng med bestemmelsens henvisning til, at opgørelsen

skulle foretages på baggrund af indberetningen efter skatteministerens fastsatte regler med

hjemmel i § 74 i, stk. 4.

Medlemmet havde i sin klage til ankenævnet anført, at der var tale om vildledning i stedet for vejledning,

når diverse pjecer, websider m.v. vedrørende pensionsordningerne, ikke nævnte opgørelsestidspunktet

som værende ved det 59 ½ år. Ankenævnet bemærkede hertil, at skatteministerens regel herom

var en administrativ særregel af teknisk karakter, der ikke efter ankenævnets opfattelse var omfattet af

en a-kasses generelle vejledningspligt.

Medlemmet klagede herefter til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden bad Arbejdsdirektoratet

og Arbejdsmarkedets Ankenævn om en udtalelse i sagen.

Direktoratet oplyste i sin udtalelse, at reglerne om indberetning af pensionsværdier og fradrag i efterlønnen

for pension, ved efterlønsreformens gennemførelse i 1999 blev udarbejdet i et tæt samarbejde

mellem Arbejdsministeriet, Skatteministeriet og pensions- og pengeinstitutternes brancheforeninger

(Forsikring & Pension, Finansrådet). Direktoratet henviste endvidere til regelrundlaget for indberetning

af pensionsværdier, hvoraf det fremgår, at en pensionsordning som udgangspunkt skal opgøres med

værdien ved det fyldte 60 år. Direktoratet oplyste, at dette rent praktisk gøres ved, at pensionsinstitutterne

mv. indberetter en pensionsværdi, som ud fra kendte forudsætninger er fremskrevet til en 60-års

værdi. Direktoratet bemærkede, at i de tilfælde, hvor 60 års-værdien ikke er kendt på indberetningstidspunktet,

er der i indberetningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, 2. pkt. fastsat hjemmel til, at indberetningen

i stedet skal ske med værdien ved den 59 ½ år, hvilket f.eks. gjaldt, hvis et medlem havde oprettet en

depot-ordning baseret på værdipapirer i et pengeinstitut.

Ankenævnet fastholdt i sin udtalelse den trufne afgørelse. Ankenævnet henviste til lovbemærkningerne

til § 74 i, hvoraf det fremgår af stk. 4, at pensionsinstitutter har pligt til at indberette værdien umiddelbart

(senere ændret til ’kort før og kort efter’) efter det fyldte 60 år, og at skatteministeren får hjemmel

til at fastsætte tidspunktet for indberetningen m.m.

Ankenævnet bemærkede, at der i betænkningen står om ændringen i stk. 4 til ’kort før og kort efter det

fyldte 60 år’, at ændringen er sket, for at medlemmet og a-kassen kan have de nødvendige oplysninger

inden medlemmets fyldte 60 år, dvs. af administrative grunde. Ankenævnet fandt ikke, at man ud fra

disse forarbejder kunne slutte, at såfremt der havde været et væsentligt kursfald mellem det 59 ½ år og

det 63 år, at medlemmet havde ret til en værdiopgørelse ved hendes fyldte 63 år. Efter Ankenævnets

opfattelse var der således ikke hjemmel til at foretage en fornyet pensionsopgørelse, fordi der var sket et

væsentligt kursfald mellem indberetningen og det 63 år. Ankenævnet bemærkede, at efter reglerne måtte

medlemmet tage risikoen for, at aktiekurserne faldt efter indberetningen, og at et fradrag i pensionen

derfor blev større, end den ville have været ved det fyldte 60 år. Ankenævnet bemærkede videre, at det

kursfald, der var sket i den konkrete sag, ligeså godt kunne have været sket ½ år senere, og i så fald ville

det ikke have været aktuelt med en fornyet vurdering af depotværdien, og på samme måde ville den

omvendte situation – at kurserne var steget i perioden efter indberetningstidspunktet – have været en

fordel for medlemmet.

For så vidt angik a-kassernes vejledningsforpligtelse, var ankenævnet af den opfattelse, at Skatteministe-

37


iets regel er en administrativ regel af teknisk karakter, som ikke er omfattet af en a-kasses generelle

vejledningsforpligtelse. Det var ankenævnets opfattelse, at a-kassen havde opfyldt den generelle vejledningspligt

vedrørende opgørelsesmetoden, således som denne fremgår af loven. Ankenævnet bemærkede

endvidere, at det ville være god service over for medlemmerne at oplyse nærmere om indberetningstidspunktet

ved 59 ½ år.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for, at han kunne kritisere, at myndighederne havde fundet det

korrekt, at a-kassen ved beregningen af medlemmets efterløn havde anvendt de indberettede værdier af

medlemmets pensionsordninger, herunder værdien af medlemmets rate- og kapitalpensioner ved medlemmets

59½ år. Folketingets Ombudsmand henviste i den forbindelse nærmere til begrundelsen for

ankenævnets afgørelse. Folketingets Ombudsmand bemærkede, at medlemmet havde sendt kopi af

vejledninger fra flere a-kasser, og at medlemmet i den forbindelse havde gjort opmærksom på, at ingen

af disse vejledninger oplyste værdien af pensionsordninger i visse tilfælde opgøres på tidspunktet for

efterlønsansøgerens 59 ½ år og ikke som anført i vejledningen ved fyldte 60 år. Folketingets Ombudsmand

var enig med ankenævnet i, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis efterlønsansøgerne blev vejledt

nærmere om indberetningstidspunktet ved det 59½ år, og om at det i visse tilfælde er værdien på dette

tidspunkt, der vil indgå i beregningen af efterlønnen. Eftersom a-kasser falder uden for området for

ombudsmandens virksomhed, havde Ombudsmanden derfor bedt direktoratet om at oplyse om direktoratet

ville sikre, at efterlønsansøgere modtog en mere præcis vejledning.

Sag om feriegodtgørelse

Ankenævnets j.nr. 2004-11-0005

Sagen vedrørte en lønmodtager, som ikke havde fået afholdt sin ferie i ferieåret den 1. maj 2002 til den 30. april 2003,

og derfor ikke kunne få udbetalt sin feriegodtgørelse fra optjeningsåret 2001.

Klager havde oplyst, at han havde været forhindret i at holde ferie af flere forskellige grunde. Klager

anførte, at han for det første havde været ansat som projektkoordinator på et projekt, som forudsatte

hans tilstedeværelse, hvorfor det havde været udelukket, at han kunne holde ferie. Dernæst oplyste klager,

at han fra september 2002 og frem til ferieårets udløb den 30. april 2003 havde været forhindret i at

holde ferie grundet møder i henholdsvis Huslejenævnet og beboerklagenævnet som lejerrepræsentant.

Møderne havde ud over deltagelse tillige krævet forberedelse, hvilket i resten af ferieåret havde været

medvirkende til, at han ikke havde kunnet holde ferie.

Direktoratet traf afgørelse om, at klager ikke kunne få udbetalt sin feriegodtgørelse fra optjeningsåret

2001. Direktoratet fandt ikke, at klagers oplysninger om feriehindringen kunne anses for en ekstraordinær

situation, der kunne begrunde en anvendelse af ferielovens § 38, hvoraf det fremgår, at der skal

være tale om særlige forhold, der har været årsag til feriehindringen, førend der kan udbetales feriegodtgørelse,

løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse og lagde ved afgørelsen vægt på, at klager ikke på grund af

særlige forhold havde været forhindret i at holde ferie inden ferieårets udløb, og at lønmodtagerens

hverv som medlem af de pågældende nævn ikke havde medført, at han havde mistet sin status som

lønmodtager.

Lønmodtageren henvendte sig herefter til Folketingets Ombudsmand.

I klagen til Ombudsmanden havde klager gjort gældende, at det måtte være i strid med grundlovens §

38


73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, at feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtagerne inden

udløbet af et ferieår, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Klager mente, at optjent feriegodtgørelse

var lønmodtagerens personlige ejendom og henviste i den forbindelse til, at der var betalt

indkomstskat inden arbejdsgiverens indbetaling til FerieKonto. Klager anfægtede, at § 36, stk. 2, i ferieloven

gjaldt for beløb, som arbejdsgiveren havde indbetalt til FerieKonto. Klager mente, at FerieKonto

kunne karakteriseres som et pengeinstitut, der administrerer lønmodtagernes feriepenge, og mente, at

det beroede på en retsvildfarelse, at Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn i afgørelserne

anvendte ordet “feriegodtgørelse” frem for “feriepenge”.

Ombudsmanden henviste til § 36, stk. 2, i ferieloven, hvoraf det fremgår, at feriegodtgørelse, der ikke er

hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt

til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond.

Ombudsmanden bemærkede, at reglen kan fraviges ved kollektiv overenskomst om overførsel af ferie

til det følgende ferieår, men at klager havde oplyst, at han ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst.

Ombudsmanden bemærkede videre, at Folketinget ikke hører under området for ombudsmandens

virksomhed (§ 7, stk. 1, i ombudsmandsloven). Ombudsmanden kunne derfor ikke behandle klager

over indholdet af de love, som Folketinget havde vedtaget.

Ombudsmanden udtalte herefter: ” Det har efter ombudsmandens hidtidige praksis været fast antaget,

at ombudsmandslovens § 12 ikke kan danne grundlag for politisk prægede vurderinger af vedtagne love

og administrative bestemmelser. Ombudsmanden antages alene, at kunne påpege forhold af retssikkerhedsmæssig,

lovteknisk eller administrativ karakter f.eks. uklare, modstridende, inkonsekvente eller på

anden måde mangelfulde bestemmelser. Det er en konsekvens af ombudsmandens stilling over for Folketinget,

at ombudsmanden ikke kan tage stilling til om en lov eller lovbestemmelse er i strid med

grundloven. Dog vil det efter omstændighederne kunne falde inden for ombudsmandens opgaver at

henlede en ministers eller Folketingets opmærksomhed på eventuelle tvivlsspørgsmål i så henseende, jf.

Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer (1999), s. 54ff”.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til, at ankenævnet og Arbejdsdirektoratet anvendte ordet

“feriegodtgørelse” sammenholdt med, at FerieKonto anvendte ordet “feriepenge”. Ombudsmanden

henviste i den forbindelse til, at ferielovens § 1 indeholder følgende begreber: “feriegodtgørelse”, “løn

under ferie” og “ferietillæg”, og at disse tre begreber også anvendes i loven i øvrigt.

Der var endvidere efter ombudsmandens opfattelse ikke udsigt til, at han ville kunne nå frem til, at der

var tvivl om, hvorvidt ferieloven var i overensstemmelse med grundloven. Ombudsmanden lagde vægt

på, at bestemmelsen i grundlovens § 73 ikke er til hinder for, at lovgivningen indeholder en nærmere

regulering af borgernes udøvelse af deres ejendomsret. Det forhold, at der i lovgivningen fastsættes

bestemmelser, som foreskriver, at en borger for at undgå at fortabe sin ret skal gøre denne gældende

inden et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, var således ikke tilstrækkeligt til, at der kunne antages

at være tvivl om, hvorvidt de pågældende bestemmelser stred mod grundlovens § 73.

Ombudsmanden mente heller ikke, at der var udsigt til, at han ville kunne kritisere, at Arbejdsmarkedets

Ankenævn mente, at § 36, stk. 2, i ferieloven kunne anvendes i sagen. Ombudsmanden lagde i den

forbindelse vægt på, at FerieKonto ikke kunne sidestilles med et pengeinstitut, som administrerer lønmodtagernes

penge, idet der i ferieloven er fastsat nærmere betingelser om udbetaling af feriegodtgørelse.

39


Ombudsmanden bemærkede, at hovedreglen er, at feriegodtgørelse udbetales i forbindelse med ferieafholdelse.

Endelig havde klager gjort gældende, at han havde været afskåret fra at holde ferie i ferieåret 1. maj

2002 til 30. april 2003 (efter optjeningsåret 2001), og at han efter reglerne om feriehindring havde krav

på af få udbetalt feriegodtgørelse.

Ombudsmanden bemærkede, at det følger af § 38 i ferieloven, at hvis en lønmodtager på grund af særlige

forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under

ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.

Ombudsmanden henviste til, at det af ordlyden af 38 i ferieloven fremgår, at feriehindringen skal bestå

ferieåret ud, og at § 41 i ferieloven indeholder en bred bemyndigelsesbestemmelse, efter hvilken Direktøren

for Arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte regler om, hvornår en lønmodtager på grund af særlige

forhold er afskåret fra at holde ferie.

Ombudsmanden havde ikke taget stilling til, om klager som projektkoordinator kunne anses som lønmodtager,

og om han dermed i forhold til foreningen var omfattet af ferielovens regel om, at en lønmodtager

ikke kan give afkald på sin ret til ferie mv. (lovens § 4).

Klager havde oplyst, at projektet forudsatte hans tilstedeværelse i perioden juni 2002 til og med august

2002. Dette forhold indebar dog efter Ombudsmandens opfattelse ikke, at klager var afskåret fra at

holde ferie inden ferieårets udløb den 30. april 2003, og allerede af den grund mente Ombudsmanden

ikke, at det var nødvendigt, at han tog stilling til, om klager i forhold til foreningen kunne anses som

lønmodtager.

Ombudsmanden fandt ikke, at klager i forhold til Huslejenævnet og beboerklagenævnet kunne anses

som lønmodtager, og klager kunne derfor ikke over for nævnene påberåbe sig ferielovens regel om

lønmodtageres ret til afholdelse af ferie (lovens § 4). Klager havde oplyst datoerne for de 14 nævnsmøder,

der blev afholdt i perioden juni 2002 til og med april 2003, og klager havde oplyst nærmere om den

tid, han normalt anvendte til forberedelse af møderne. Klagers hverv som nævnsmedlem medførte efter

Ombudsmandens opfattelse ikke, at klager var afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb den 30.

april 2003, idet det ville have været muligt for klager, at holde ferie i perioderne mellem nævnsmøderne.

Det forhold, at det på grund af de andre nævnsmedlemmers fuldtidsarbejde havde været vanskeligt at

finde mødedatoer, havde derfor ikke haft afgørende betydning for Ombudsmandens vurdering af sagen.

Ombudsmanden bemærkede videre, at der efter § 36, stk. 5, i boligreguleringsloven (lovbek. nr. 348 af

14. maj 2001) vælges en suppleant for hvert af et huslejenævns medlemmer, og at tilsvarende gælder for

et beboerklagenævns medlemmer, jf. § 97, stk. 6, i almenlejeloven (lovbek. nr. 562 af 19. juni 2001).

Endvidere bemærkede Ombudsmanden, at selvom et nævnsmedlem efter de nævnte love som udgangspunkt

har mødepligt, er der således mulighed for, at medlemmet kan melde afbud til et nævnsmøde,

hvis medlemmet har lovligt forfald, uden at mødet af den grund må aflyses, og at fravær på grund af

ferie måtte betragtes som en lovlig forfaldsgrund.

På denne baggrund fandt Ombudsmanden ikke, at der var udsigt til, at han kunne kritisere ankenævnets

afgørelse. På baggrund af de anførte betragtninger besluttede Ombudsmanden ikke at iværksætte en

egentlig ombudsmandsundersøgelse.

40


Fakta om Arbejdsmarkedets Ankenævn

1. Formål og kompetence

Arbejdsmarkedets Ankenævn er klageinstans i en lang række konkrete klagesager. Uden for ankenævnets

virksomhed falder responderende og vejledende virksomhed. Ankenævnets kompetence er fastlagt

i forskellige lovbestemmelser.

Nævnet er øverste administrative klageinstans, og nævnets afgørelser kan derfor ikke indbringes for

anden administrativ myndighed (§ 99, stk. 2, 3. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. Beskæftigelsesministeriets

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 5. september

2000 om ankenævnets behandling af sager efter ferielovens § 4, Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16.

september 2004 om ankenævnets behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten § 4,

Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 193 af 23. marts 2004, § 19, stk. 4, om børnepasningsorlov, Undervisningsministeriets

lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og

efteruddannelse, § 21, stk. 2, og Undervisningsministeriets lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser,

§ 32, stk. 2). Afgørelserne kan dog indbringes for Folketingets Ombudsmand eller ved civilt søgsmål for

domstolene.

TArbejdsløshedsforsikringT

Ankenævnets største kompetenceområde er klager over afgørelser inden for arbejdsløshedsforsikring.

Her drejer det sig blandt andet om spørgsmål om:

1. ret til dagpenge, efterløn og overgangsydelse

2. sager om selvstændig virksomhed

3. medlemskab af en a-kasse

4. kontingent til a-kassen

5. deltids- og fuldtidsforsikring

6. tilbagebetaling af ydelser

7. sanktioner over for medlemmerne

8. a-kassernes ret til refusion fra statskassen for de beløb, de med rette har udbetalt

Ankenævnets kompetence på dette område er fastsat i §§ 99-100, i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003. Ankenævnets forretningsorden er fastsat af arbejdsministeren

ved cirkulære nr. 183 af 25. oktober 1991. I medfør af § 100, stk. 12, i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. I forbindelse med overførslen af sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn

og Arbejdsmiljøklagenævnet fra Beskæftigelsesministeriet til Ankestyrelsen under Socialministeriet blev

der fastsat en ny forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Bekendtgørelsen trådte i kraft den

1. april 2004. Samtidig blev cirkulære nr. 183 af 25. oktober 1991 om forretningsorden for Arbejdsmarkedets

Ankenævn ophævet.

41


TGodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdagT

Ankenævnet træffer afgørelse i sager, hvor en a-kasse har lagt godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ud,

fordi arbejdsgiveren ikke har betalt rettidigt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, stk. 7.

Ankenævnet behandler desuden tvivlsspørgsmål om udbetaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag (arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, stk. 8).

TLov om børnepasningsorlovT

Endvidere behandler ankenævnet klager over Arbejdsdirektoratets afgørelser vedrørende ydelser efter §

19, stk. 1, 3 og 5, i lov nr. 402 af 31. maj 2000 om børnepasningsorlov (lovbekendtgørelse er nr. 193 af

23. marts 2004).

Reglen indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. til ikkeforsikrede

lønmodtagere og ikke-forsikrede selvstændige erhvervsdrivende kan indbringes for ankenævnet.

Reglen indebærer endvidere, at Arbejdsdirektoratets afgørelser af klager over a-kassernes afgørelser

om udbetaling af orlovsydelse m.v. til forsikrede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og

ledige kan indbringes for ankenævnet. Endelig kan Arbejdsformidlingens afgørelser om tilbagekaldelse

af en bevilling af orlov indbringes for ankenævnet.

TArbejdsmarkedsuddannelserT

Klage over afgørelser om befordringstilskud og tilskud til kost og logi samt afgørelser om tilbagebetaling,

som er truffet af arbejdsløshedskasser og arbejdsformidlingskontorer eller uddannelsesinstitutioner

kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn (lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser,

jf. § 31).

TGodtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Afgørelser om godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed, om godtgørelse til arbejdsgiveren,

godtgørelse under konflikt og afgørelser om tilbagebetaling behandles af ankenævnet, jf. § 20 i lov om

godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af

26. juni 2002 og lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004.

TKompensation til handicappede i erhverv

Efter lov om kompensation til handicappede i erhverv § 17 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 29. januar

2001 kan klage over arbejdsformidlingens afgørelser efter loven indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Arbejdsformidlingen træffer afgørelse om støtte til personlig assistance til handicappede i erhverv,

personlig assistance under efter- og videreuddannelse, om løntilskud og om støtte til anskaffelse

af hjælpemidler.

Endvidere kan ankenævnet give en udtalelse om, hvorvidt en offentlig myndighed har overholdt de

regler om fortrinsadgang, herunder regler om samtale- og forhandlingspligt, som er fastsat i loven.

42


TAnsættelsesbevissagerT

Ifølge lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet

§ 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, behandler ankenævnet spørgsmålet, om en

arbejdsgiver har overholdt sin oplysningspligt i de tilfælde, hvor arbejdsgiverens pligt til at give lønmodtageren

oplysninger om ansættelsesforholdet ikke følger af en kollektiv overenskomst, der som minimum

svarer til bestemmelserne i De Europæiske Fællesskabers direktiv af 14. oktober 1991. Det drejer

sig blandt andet om,

• hvorvidt arbejdsgiveren har udleveret et ansættelsesbevis inden for den i loven fastsatte frist

• hvorvidt et ansættelsesbevis indeholder de oplysninger, som er opregnet som minimumskrav i

lovens § 2, stk. 1, og om

• hvorvidt der i ansættelsesforholdet er væsentlige vilkår, som arbejdsgiveren skriftligt skal oplyse

lønmodtageren om.

TFerielovssagerT

Ifølge § 45, i lov nr. 396 af 31. maj 2000 om ferie kan klage over Arbejdsdirektoratets afgørelser efter

loven indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det drejer sig blandt andet om

• ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, medmindre der er tale om forhold,

der er reguleret ved kollektiv overenskomst – en lønmodtager, der er afskåret fra at holde

ferie inden ferieårets udløb, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt

• om indbetaling af beløb, der tilfalder statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet

ferieformål og om udbetaling af disse beløb.

TAktiv beskæftigelsesindsatsT

Afgørelser om befordringsgodtgørelse, som Arbejdsdirektoratet har truffet i henhold til lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats § 132, og kapitel 15, jf. lovbekendtgørelse nr. 419 af 10. juni 2003, kan indbringes

for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Statstilskud til virksomheder med arbejdsmiljøcertifikat

Efter § 24 i lov nr. 442 af 7. juni 2001 kan klage over Arbejdstilsynets afgørelser vedrørende ydelse eller

tilbagebetaling af tilskud samt klage vedrørende fritagelse af virksomheder eller produktionsenheder fra

det gebyrbelagte tilsyn indbringes for ankenævnet.

2. Sagsbehandling og afgørelse

Ankenævnet anvender de regler, som gælder for det pågældende sagsområde, men ankenævnet inddrager

også andre regler i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til præjudicielle spørgsmål. Som

eksempler på andre regler kan nævnes funktionærloven, offentlighedsloven, lov om personoplysninger,

lov om ligebehandling m.h.t. beskæftigelse og barselsorlov m.m., lov om tidsbegrænset ansættelse, års-

43


egnskabsloven, overenskomster, lov om forældelse af visse fordringer samt almindelige retsgrundsætninger

om bevisbyrde og lignende.

Ankenævnets virksomhed er omfattet af forvaltningsloven. I forbindelse med behandlingen og oplysningen

af en sag anvendes således både skrevne og uskrevne forvaltningsretlige regler og principper.

Med hensyn til sagens oplysning gælder officialprincippet, og parterne inddrages i sagsforberedelsen

gennem partshøring.

Alle afgørelser træffes på ankenævnets møder med deltagelse af nævnets medlemmer. Formanden har

ikke bemyndigelse til at træffe afgørelser på nævnets vegne, bortset fra enkelte spørgsmål som afvisning

på grund af henvisning til anden myndighed, overskridelse af klagefristen (jf. nedenfor) o.lign.

Der foretages en fuldstændig efterprøvelse af såvel rets- som skønsspørgsmål, herunder hjemmelsspørgsmål.

Ankenævnet orienterer ca. hver 3. måned på sin hjemmeside i et nyhedsbrev om afgørelser af almen

eller principiel interesse. Alle afgørelser, der er omtalt i nyhedsbrevet, offentliggøres tillige i Retsinformation.

3. Klagefrister

Arbejdsdirektoratets afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter lov om arbejdsløshedsforsikring,

kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for ankenævnet (§ 99, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring).

En klage over en afgørelse skal sendes til ankenævnet senest 4 uger fra det tidspunkt, hvor klageren fik

meddelelse om afgørelsen. Det fremgår af § 99, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse

nr. 708 af 13. august 2003.

Tilsvarende fristregler gælder for de øvrige kompetenceområder, hvor ankenævnet er klageinstans.

Ankenævnet kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Dette kan ske i

særlige tilfælde, hvor overskridelsen er undskyldelig, og ikke kan tilregnes medlemmet.

Ankenævnets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises fra realitetsbehandling

i nævnet på grund af overskridelse af klagefristen eller af andre formelle grunde. Det

fremgår af forretningsordenens § 7, stk. 2.

4. Gebyrer

Ankenævnet opkræver for behandlingen af spørgsmål om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

et gebyr, som er på 200 kr. pr. sag. Gebyret skal betales af den part, som ikke får medhold, inden 4

uger efter, at afgørelsen er sendt til parterne, jf. § 12 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpenge for 1. og 2. ledighedsdag.

I andre sager opkræver ankenævnet ikke gebyrer.

44


Indtil den 29. november 2002 opkrævede ankenævnet et gebyr på 100 kr. pr. sag for behandlingen af

klager over en arbejdsgivers manglende overholdelse af sin pligt til at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet. Gebyret blev betalt af den part, der ikke fik medhold, jf. Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993 om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet

og om størrelsen af en godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten.

Da det i efteråret 2002 blev konstateret, at der ikke i ansættelsesbevislovens § 5, stk. 2 og § 6 var den

fornødne hjemmel til at fastsætte regler om opkrævning af gebyrer for den part, der ikke får medhold i

Arbejdsmarkedets Ankenævn, blev opkrævning af gebyr suspenderet med virkning fra den 29. november

2002.

De seneste 5 års uretmæssigt opkrævede gebyrer er tilbagebetalt.

5. Medlemmer per 31. december 2004:

TFormandskab:T

Ankenævnsformand Lisbet Jensen.

Stedfortræder for formanden, kontorchef Lone Adler.

TBeskikkede medlemmer og stedfortrædere: T

T1 medlem er udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening: T

Chefkonsulent Henning Gade, Dansk Arbejdsgiverforening.

TSuppleanter: TUnderdirektør Niels Overgaard, Dansk Industri.

Konsulent Morten Schønning Madsen, Dansk Arbejdsgiverforening.

Uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm, Dansk Arbejdsgiverforening.

T1 medlem er udpeget af Landsorganisationen i Danmark: T

Viceforretningsfører Gitte Hess, Faglig Fælles A-kasse – 3FA.

TSuppleanter: TJuridisk konsulent Ingmar Jørgensen, Arbejdsløshedskassernes Samvirke.

Konsulent Otto Nielsen, Træ-Industri-Byg’s A-kasse.

Konsulent Pernille Leidersdorff-Ernst, LO.

T1 medlem er udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med justitsministeren:T

Underdirektør Marianne Samuelsson, Civilstyrelsen.

45


TSuppleanter: TFuldmægtig Per Fiig, Justitsministeriet.

Fuldmægtig Helle Hübertz Krogsøe, Justitsministeriet.

Fuldmægtig Ib Hounsgaard Trabjerg, Justitsministeriet.

T1 medlem med særlig sagkundskab inden for arbejdsmarkedsuddannelserne er udpeget af beskæftigelsesministeren efter

behandling med undervisningsministeren: T

Kontorchef Lone Folmer Berthelsen, Uddannelsesstyrelsen.

T1 medlem med særlig sagkundskab inden for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er udpeget af beskæftigelsesministeren

efter forhandling med undervisningsministeren:

T TKontorchef

Jørgen T. Møller, Undervisningsministeriet.

Suppleanter for Lone Folmer Berthelsen og Jørgen T. Møller: Undervisningskonsulent Philip Pedersen,

Uddannelsesstyrelsen.

Fuldmægtig Lone Stahlfest Møller, Institutionsstyrelsen.

Fuldmægtig Ib Henriksen, Uddannelsesstyrelsen.

1 medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren:

Fuldmægtig Eva Lehgaard Madsen, Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Suppleant: Fuldmægtig Dennis Schnell-Lauritzen, Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Personale pr. 31. december 2004

Formand cand.jur. Lisbet Jensen

Stedfortræder cand.jur. Lone Adler

Chefkonsulent cand.jur. Alice Bagger

Specialkonsulent cand.jur. Linda Chas Madsen

Fuldmægtig cand.jur. Alex W. Brandt

Fuldmægtig cand.jur. Birthe Bruhn

Fuldmægtig cand.jur. Trine Brøbecker (orlov)

Fuldmægtig cand.jur. Eva Danielsen

Fuldmægtig cand.jur. Gitte Evy Frigioni

46


Fuldmægtig cand.jur. Ulla Gormsen

Fuldmægtig cand.jur. Cecilie Holt Nielsen (orlov)

Fuldmægtig cand.jur. Camilla Hovmand Prehn (orlov)

Fuldmægtig cand.jur. Jakob Høyrup

Fuldmægtig cand.jur. Hans Jessen

Fuldmægtig cand.jur. Jakob Koue

Fuldmægtig cand.jur. Lene Mathiesen

Fuldmægtig cand.jur. Helle Mortensen

Fuldmægtig cand.jur. Jan Timmermann Pedersen

Fuldmægtig cand.jur. Lotte Rasmussen

Fuldmægtig cand.jur. Siri Leth Stolzenbach

Fuldmægtig cand.jur. Vibeke Søltoft

Fuldmægtig cand.jur. Preben Sørensen

Fuldmægtig cand.jur. Kenn Erik Tranemose

Fuldmægtig cand.jur. Kirsten Worm

Kt. fuldmægtig Nina Steenberg

47


Statistik

De statistiske oplysninger i årsberetningen for 2004 er forbundet med nogen usikkerhed.

Tabel 1: Sager efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fordelt efter art og afslutningsresultat*

Arbejdsløshedsforsikring Mødebehandlede ekskl.

genoptagne sager

Ændrede Omgørelsesprocent

Vedtægt § 34 0 0 6 %

Kombiforsikring § 45 0 0 0 %

Medlemskab §§ 41, 42, 68, 78 og 86.3 27 2 7 %

Beregning §§ 47, 51 18 1 6 %

Beskæftigelseskrav § 53 15 0 0 %

Dagpengeperiode § 55 6 0 0 %

Selvstændige § 57.1 og .3, § 58.1.2b 72 13 18 %

Ledighed § 63 1 0 0 %

AF-tilmelding § 57.4 9 1 11 %

Arbejde, indtægt, § 58.1.3 4 2 50 %

Nedsatte dagpenge §§ 59, 60, 73 5 0 0 %

Rådighed § 62 31 9 29 %

Undervisning § 62 a 2 0 0 %

Ophør/vægring § 63.1-4 38 5 13 %

Pension § 64 0 0 0 %

Vejledning § 65 1 0 0 %

Efterløn § 74 a-l, § 75 a-g 172 23 13 %

Feriedagpenge § 75 h 8 0 0 %

Overgangsydelse § 75 i og j 1 1 100 %

Delefterløn § 75 p (ophævet 1/7-1999) 0 0 0 %

Medlemsbidrag § 76 11 1 9 %

Refusion §§ 79, 86.4 13 3 23 %

Forseelser §§ 86 og 87 55 5 9 %

EØS Forordning 1408/71 mv. 13 6 46 %

Diverse 16 1 6 %

Total 518 73 14 %

* Der er medregnet 14 sager, som var på møde i 2004, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005. Tallene er

ekskl. Ombudsmandssager og retssager, som vises særskilt i tabel 10

Antal sager på møde i alt 518

Antal genoptagelsessager 25

Antal sager uden mødebehandling 54

Antal afsluttede sager i alt 597

48


Tabel 2: Sager efter lov om orlov og lov om børnepasningsorlov

Orlovssager Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

genoptagne sager

Børnepasning 4 0 0%

Sabbat 0 0 0%

Uddannelse 0 0 0%

Diverse 0 0 0%

Total 4 0 0%

Antal sager på møde i alt 4

Antal genoptagelsessager 1

Antal sager uden mødebehandling 1

Antal afsluttede sager i alt 6

Tabel 3: Sager efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser og lov om godtgørelse ved deltagelse

i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Arbejdsmarkedsuddannelser Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

genoptagne sager

Befordringsgodtgørelse 3 0 0%

VEU-godtgørelse 68 5 7%

Ansøgningsfrist 0 0 0%

Diverse 0 0 0%

Total 71 5 7%

* Der er medregnet 11 sager, som var på møde i 2004, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005

Antal sager på møde i alt 71

Antal genoptagelsessager 0

Antal sager uden mødebehandling 19

Antal afsluttede sager i alt 90

Tabel 4: Sager om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag fordelt efter resultat

G-dagssager Mødebehandlede ekskl. Medhold/Ikke Medholdsprocent

genoptagne sager medhold

§ 10 (tvivlsspørgsmål) 1 1 / 0 100%

§ 11 (A-kassen har lagt ud) 131 92 / 39 70%

Diverse 13 8 / 5 62%

Total 145 101 / 44 70%

* Der er medregnet 12 sager, som var på møde i 2004, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005

Antal sager på møde i alt 145

Antal genoptagelsessager 1

Antal sager uden mødebehandling 76

Antal afsluttede sager i alt 222

49


Tabel 5: Sager efter lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene

for ansættelsen

Ansættelsesforhold Mødebehandlede ekskl. Fristen ikke Oplysningspligten

genoptagne sager overholdt ikke opfyldt

Medhold klager 86 1 85

Medhold arbejdsgiver 5

Afviste sager 13

Total 104 1 85

* Der er medregnet 1 sag, som var på møde i 2004, men for hvilken afgørelsen først blev udsendt i 2005

Antal sager på møde i alt 104

Antal genoptagelsessager 1

Antal sager uden mødebehandling

Antal afsluttede sager i alt 105

Tabel 6: Sager efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik*

Aktiv beskæftigelsespolitik Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

genoptagne sager

Aktiv beskæftigelsespolitik 1 0 0%

Total 1 0 0%

* Sagen var på møde i 2004, men afgørelsen blev først udsendt i 2005.

Antal sager på møde i alt 1

Antal genoptagelsessager 0

Antal sager uden mødebehandling 0

Antal afsluttede sager i alt 1

Tabel 7: Sager om ferieloven

Ferieloven Mødebehandlede ekskl.

genoptagne sager

Ændrede Omgørelsesprocent

Ferielov 24 2 8%

Feriehindring 2 0 0%

Forældelse 1 0 0%

Indbetaling 1 0 0%

Diverse 2 0 0%

Total 30 2 7%

* Der er medregnet 9 sager, som var på møde i 2004, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005. Tallene er

ekskl. Ombudsmandssager og retssager, som vises særskilt i tabel 10

Antal sager på møde i alt 30

Antal genoptagelsessager 1

Antal sager uden mødebehandling 11

Antal afsluttede sager i alt 42

50


Tabel 8: Sager om kompensation til handicappede i erhverv

Handicappede Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

genoptagne sager

Handicap 17 13 76%

Total 17 13 76%

Antal sager på møde i alt 17

Antal genoptagelsessager 0

Antal sager uden mødebehandling 6

Antal afsluttede sager i alt 23

Tabel 9: Oprettede og afsluttede sager i alt

Område Oprettede Afsluttede Gennemsnitlig

sager sager* sagsbehandlingstid i

antal dage

Forsikring 685 597 151

Orlov 6 6 154

Arbejdsmarkedsuddannelser + VEU 115 90 103

Dagpengegodtgørelse 194 222 180 **

Ansættelsesforhold 42 105 201

Aktiv beskæftigelsespolitik 2 1 238

Ferieloven 63 42 123

Kompensation til handicappede 40 23 91

Total 1.147 1.086 156 **

* Der er medregnet 48 sager, som var på møde i 2004, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005

Ekskl. Ombudsmandssager og retssager, som vises særskilt i tabel 10

** Sagsbehandlingstiden i sager om dagpengegodtgørelse i 2004 er ikke sammenlignelig med tidligere år. Sekretariatet for

Arbejdsmarkedets Ankenævn blev fusioneret med Ankestyrelsen pr. 1. april 2004. I modsætning til før den 1. april

2004 blev sagerne om dagpengegodtgørelse ikke registreret som afsluttede, uanset at den egentlige sagsbehandling var

afsluttet, og ankenævnet havde truffet afgørelse. Sagerne blev først afsluttet, når Ankestyrelsen havde modtaget det

opkrævede sagsbehandlingsgebyr fra den part, der ikke fik medhold.

Tabel 10: Afsluttede ombudsmandssager og retssager

Afsluttede ombudsmandssager Afsluttede sager

og retssager Ombudsmandssager Retssager

Forsikring 32 7

Orlov 0 0

Arbejdsmarkedsuddannelser + VEU 0 0

Dagpengegodtgørelse 0 0

Ansættelsesforhold 0 0

Aktiv beskæftigelsespolitik 0 0

Ferieloven 1 0

Kompensation til handicappede 0 0

Total 33 7

51


Oversigt over indhold i ankenævnets nyhedsbrev nr. 1/februar 2005

vedrørende sager som nævnet i perioden december 2003 til og med august

2004 har truffet afgørelse i

Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden december 2003 til og med august 2004

truffet en række afgørelser af almen og principiel interesse.

Afgørelserne er omtalt og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/februar 2005.

I nyhedsbrevet er refereret de afgørelser, som ankenævnets sekretariat har skønnet ville være af generel

interesse for en bredere kreds af læsere. Dette indebærer, at såvel afgørelser, hvor ankenævnet har truffet

beslutning om en ændring af underinstansens afgørelse, som afgørelser, hvor nævnet har tiltrådt

underinstansens afgørelse er medtaget i nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevene udgives alene elektronisk og kan læses på nævnets hjemmeside HTwww.ama.dkTH.

Som en hjælp til at finde de afgørelser, der måtte have interesse for den enkelte læser, er nedenfor opstillet

en oversigt, hvor indholdet i nyhedsbrevet er grupperet under emneord, der er anført i alfabetisk

rækkefølge. Da nogle afgørelser omhandler flere problemstillinger, vil den samme afgørelse i nogle tilfælde

være anført under flere forskellige emneord.

Efter overskriften på hver afgørelse er anført ankenævnets j.nr. Alle de refererede afgørelser er omtalt i

nyhedsbrev nr. 1. februar 2005. Alle afgørelser, der er refereret i nyhedsbrevet, kan læses i deres helhed

i Retsinformation. Nedenfor følger en vejledning til søgning i Retsinformation.

AF-tilmelding:

• Manglende tilmelding til AF- afmelding til AF som følge af forkert indplacering i aktivperioden

kunne ikke medføre dispensation, ankenævnets j.nr. 2003-1-0139

Ansættelsesbeviser:

• Ansættelsesbevis manglede oplysning om, at bonusordning var tidsbegrænset, ankenævnets

j.nr. 2003-5-0002

• Aktiveret i jobtræning kunne ikke anses som lønmodtager – ikke krav på ansættelsesbevis,

ankenævnets j.nr. 2003-5-0016

• Mangelfuldt ansættelsesbevis, aktiveret i individuel jobtræning omfattet af ansættelsesbevis

loven, ankenævnets j.nr. 2003-5-0021

• Oplysninger, aktiveringsaftale, individuel jobtræning, henvisning til overenskomst, praktik

aftale, lov om aktiv socialpolitik, ankenævnets j.nr. 2003-5-0096

• For sent udleveret og mangelfuldt ansættelsesbevis, integrationsloven, individuel jobtræ-

ning, henvisning til overenskomst, ankenævnets j.nr. 2003-5-0099

• Ansættelseskontrakt på engelsk, ændring af arbejdssted fremsendt pr. e-mail, formkrav, rets-

sprog, ankenævnets j.nr. 2003-5-0104

52


• 1 månedsfristen, Højesterets dom af 11. november 2003, ankenævnets j.nr. 2004-5-0008

Dagpengegodtgørelse:

• Løst ansat uden opsigelsesvarsel men aftalt, at der skulle arbejdes hver weekend, hvorfor

medlemmet ikke var fratrådt hver dag, ankenævnets j.nr.2004-4-0111

Dagpengeperiode:

• Direktør – fratrædelsesgodtgørelse medførte fradrag i en periode svarende til et opsigelsesvarsel på

6 måneder, ankenævnets j.nr. 2003-1-0618

Dagpengesats:

Ny beregning af dagpengesats da medlemmet havde afsluttet arbejdet mindst 1 år efter slutningen af

den tidligere beregningsperiode, ankenævnets j.nr. 2003-1-0654

Efterløn:

• Ansøgning om efterløn dispensation – undskyldelige omstændigheder – mangelfuld vejledning,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0552

• Ansøgning om efterløn efter dagpengerettens ophør - dispensation undskyldelige omstændigheder

– utilstrækkelig vejledning, ankenævnets j.nr. 2001-1-0601

• Efterlønsbevis søgt ca. 2 ½ år efter at medlemmet fyldte 60 år – forespørgsel om yderligere information

kunne ikke sidestilles med mundtlig ansøgning, ankenævnets j.nr. 2003-1-0592

• Efterløn – udlejning af to lejligheder anset for at være formueforvaltning, ankenævnets j.nr. 2004-1-

0192

• Efterløn – 200 timers-regel – arbejde i ægtefælles virksomhed, ankenævnets j.nr. 2004-1-0056

• Efterløn – sang og stand-up for private anset for at være selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

– skattemæssig registrering ikke afgørende, ankenævnets j.nr. 2003-1-0489

• Efterløn – drift af selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tilbagebetalingskrav –

uagtsomhed – ikke dispensation for kasseansvar, ankenævnets j.nr. 2003-1-0561 og 2003-1-0636

• Efterløn – afslag på drift af vindmølle efter 400-timer-ordningen på grund af for høj indtjening,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0571

• Efterløn - videreførsel af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter 400 timers – ordningen

– formueforvaltning – landbrug – udlejningslejlighed, ankenævnets j.nr. 2004-1-0016

• Efterløn – 400-timers ordningen – forfattervirksomhed, ankenævnets j.nr. 2003-1-0509

• Efterløn – 400-timersordningen – kunstneriskvirksomhed – stenskulptør, ankenævnets j.nr. 2003-1-

0673

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn under

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. 2004-1-0146

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn efter

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. 2004-1-0032

• Efterløn – fortsættelse af selvstændig landbrugsvirksomhed efter 400-timers-ordningen – krav til

bortforpagtningsaftale ved bibeskæftigelse, ankenævnets j.nr. 2004-1-0122

• Efterløn – videreførsel af selvstændig virksomhed som tolk – afgrænsning af virksomheden, ankenævnets

j.nr.2004-1-0157

53


• Efterløn – tidligere medlemskab af islandsk a-kasse kunne ikke medregnes i anciennitetskravet – det

udstedte efterlønsbevis var ugyldigt, ankenævnets j.nr. 2003-1-0566

• Efterløn – tidligere medlemskab af islandsk a-kasse kunne ikke medregnes i anciennitetskravet det

udstedte efterlønsbevis var ugyldigt, ankenævnets j.nr. 2003-1-0566

• Efterløn – medlemskab af svensk a-kasse kunne ikke medregnes i anciennitetskravet – ikke uafbrudt

medlemskab, ankenævnets j.nr. 2004-1-0097

• Efterløn – 2-årskrav optjening af skattefri præmie, ankenævnets j.nr. 2003-1-0529

• Efterløn – tjenestemandspension – forkert beregningsgrundlag – medlemmet kunne ikke pålægges

ansvaret for den forkerte fejludbetaling, ankenævnets j.nr. 2003-1-0630

• Ikke grundlag for at udskyde efterlønnen på grund af fratrædelsesgodtgørelse – medlemmet havde

selv sagt op, ankenævnets j.nr. 2002-1-0659

• Fradrag i efterløn – fratrædelsesgodtgørelse var ikke løn, rådighedsløn eller en ydelse, der trådte i

stedet herfor, ankenævnets j.nr. 2003-1-0364

• Efterløn - § 28 aftale – rådighed, ankenævnets j.nr. 2004-1-0178

EØS:

• Attest E 303 - ikke konventionsflygtning - opretholdelse af Arbejdsdirektoratets ugyldige afgørelse,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0160

• Attest E 303 – Schweiz - EØS-aftalen – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets j.nr. 2003-1-

0549

• Attest E 303 – ikke ret til dagpenge, da medlemmet ikke havde fast adresse under arbejdssøgning i

Irland, ankenævnets j.nr.2003-1-0677

• Attest E 303 – ikke søgt før afrejse fra Danmark – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets

j.nr. 2003-1-0242

Feriedagpenge:

• Aktivperioden kunne ikke forlænges med dage, hvor medlemmet havde holdt ferie for egen regning,

da perioden opgøres i hele uger, ankenævnets j.nr. 2004-1-0090

• Feriedagpenge - dokumentation for i hvilket kalenderår dagpenge var udbetalt og indtægtsført, ankenævnets

j.nr. 2004-1-0149

Frigørelsesattest:

• Ikke omfattet af reglerne om frigørelsesattest, da medlemmet ifølge ansættelseskontrakten ikke

kunne anses for at have et opsigelsesvarsel, ankenævnets j.nr. 2003-1-0356

• Frigørelsesattest udstedt i forbindelse med midlertidig ansættelse gjaldt også ved medlemmets fastansættelse,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0471

• A-kassens manglende vejledning om frigørelsesattest bevirkede, at medlemmet skulle stilles som om

a-kassen havde vejledt medlemmet behørigt ved modtagelsen af dagpengekortet, og havde derfor

ret til supplerende dagpenge, ankenævnets j.nr. 2003-1-0690

• Supplerende dagpenge ansættelse efter funktionærloven - arbejdsgivers fraskrivelse af opsigelsesvarsel

– ikke krav om frigørelsesattest, ankenævnets j.nr. 2004-1-0262

54


Handicap:

• Handicappede i erhverv – personlig assistance, ankenævnets j.nr.2003-7-0014

• Lønmodtagerstatus, jurymedlem, Dansk Tipstjeneste, ankenævnets j.nr. 2004-11-0002

Medlemskab:

• Optagelse som dimittend – medlemmet opfyldte betingelserne for at blive optaget som dimittend

selvom hun fik udstedt et eksamensbevis for meritlæreruddannelse uden at have været indskrevet

på og fulgt uddannelsen, ankenævnets j.nr. 2003-1-0560

• Optagelse som dimittend – medlemmet, som havde fået overført en 1-årig handelseksamen og diverse

kurser, opfyldte betingelserne for at blive optaget som dimittend, selvom hun alene havde

gennemført fagprøven på GVU-uddannelse til kontorassistent, ankenævnets j.nr. 2003-1-0540

• Sletning på grund af kontingentrestance – manglede at betale ca. 7 kr. –genoprettelse af medlemskab

– proportionalitetsprincip, ankenævnets j.nr. 2003-1-0532

• Rådighed - ophold på campingplads - tilmeldt Folkeregisteret med ukendt adresse – refusion, ankenævnets

j.nr. 2004-1-0054

• Overflytning fra vv a-kasse til yy-a-kasse – udvidelse af yy a-kasses faglig område til at omfatte

funktionærkredsen i SAFU – LO/DA Hovedaftalen, ankenævnets j.nr. 2003-1-0350

Ophør – vægring:

• Ikke selvforskyldt ledig – medlemmet kunne ikke nå på arbejde til tiden med offentlige transportmidler,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0540

• Udeblivelse fra samtale hos AF kunne ikke sidestilles med afslag på at medvirke til at udarbejde

individuel handlingsplan – ikke grundlag for karantæne for selvforskyldt ledighed, ankenævnets j.nr.

2003-1-0649

• Rådighed – et medlem ringede for sent til arbejdsgiver om formidlet arbejde – stod ikke til rådighed

den pågældende dag – ikke grundlag for karantæne for selvforskyldt ledighed, ankenævnets j.nr.

2003-1-0692

Refusion:

• Klage over manglende refusion for overskydende timer, ankenævnets j.nr. 2003-1-0441

• Rådighed – ophold på campingplads – tilmeldt til Folkeregisteret med ukendt adresse – refusion,

ankenævnets j.nr. 2004-1-0054

Rådighed:

• Rådighed – der kunne ikke stilles krav om folkeregisteradresse – tilstrækkeligt, at medlemmet havde

bopæl og opholdt sig i Danmark samt kunne gøre sig bekendt med sin daglige post, ankenævnets

j.nr. 2004-1-0040

• Rådighed – ophold på campingplads – tilmeldt til Folkeregisteret med ukendt adresse – refusion,

ankenævnets j.nr. 2004-1-0054

• Rådighed – et medlem ringede for sent til arbejdsgiver om formidlet arbejde – stod ikke til rådighed

den pågældende dag – ikke grundlag for karantæne for selvforskyldt ledighed, ankenævnets j. nr.

2003-1-0692

55


• Efterløn - § 28 aftale – rådighed, ankenævnets j.nr. 2004-1-0178

• Manglende tilmelding til AF- afmelding til AF som følge af forkert indplacering i aktivperioden

kunne ikke medføre dispensation, ankenævnets j.nr. 2003-1-0139

Sanktion:

• Forkert beregnet karantæne for svig kunne ikke ændres til ugunst for medlemmet – reformatio in

pejus, ankenævnets j.nr. 2004-1-0188

Ankenævnet fastholdt at et medlem havde handlet svigagtigt, selv om politimesteren opgav påtale

for bedrageri under henvisning til, at der stilles større krav til at bevise forsæt efter straffeloven end

efter arbejdsløshedsforsikringsloven, ankenævnets j.nr. 2003-1-0429

Ankenævnet fastholdt afgørelse om svig, da påtaleopgivelse alene var begrundet i strafferetlig forældelse,

ankenævnets j.nr. 2004-1-0199

Selvstændig (ophør og beskæftigelse):

• Ikke oplyst om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed - svig både for så vidt angik manglende

timer før falddatoen og for alle dagpenge udbetalt efter falddatoen ifølge 78-ugers-reglen - ændring

af ankenævnets praksis, ankenævnets j.nr. 2004-1-0010

• Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed – tolk, ankenævnets j.nr. 2003-1-0257

• Selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - nyetableret virksomhed - ikke drevet fra bopælen

- væsentlighedskravet var opfyldt uanset beskeden omsætning, og at en del af arbejdstiden bestod

i at stå til rådighed for potentielle kunder, ankenævnets j.nr. 2003-1-0709

• Selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ikke drevet fra bopælen - væsentlighedskravet

var opfyldt, uanset beskeden omsætning og at der i arbejdstiden indgik tid, hvor medlemmet i butikken

stod til rådighed for potentielle kunder, ankenævnets j.nr. 2003-1-0691

• Anset for ophørt med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse fra det tidspunkt, hvor køber

overtog kautionsforpligtelse over for bank, ankenævnets j.nr. 2003-1-0593

• Ikke ophørt med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, da virksomhedens væsentligste

driftsmiddel ikke var afhændet - fiskeskib og fiskekvote sat i enekommission, ankenævnets j.nr.

2004-1-0147

• Ikke ophørt med drift af selvstændig virksomhed - holdingselskab ejede al kapital i to aktieselskaber

- én samlet virksomhed - pantsætning af selskabskapitalen, ankenævnets j.nr. 2004-1-0061 og 2004-

1-0062

• Ikke ret til dagpenge under midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed på grund af

ægtefællens sygdom, da sygdom ligger inden for den almindelige erhvervsrisiko, ankenævnets j.nr.

2004-1-0044

• Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse – ægtefælleudtræden driftsomlægning/bortfald

af arbejdsfunktioner, ankenævnets j.nr. 2003-1-0574

• Ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - bort-fald af

arbejdsfunktion - tidsmæssig sammenhæng, ankenævnets j.nr. 2003-1-0500

• Ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - påbe-gyndelse

af lønmodtagerarbejde - opgørelse af beskæftigelseskrav, ankenævnets j.nr. 2004-1-0118

56


• Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - samlivsophævelse

og separation - ikke krav om samtidighed mellem samlivsophævelse og udtræden af

virksomheden, ankenævnets j.nr. 2003-1-0166

• Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - samlivsophævelse

og separation - ikke krav om samtidighed mellem arbejdsophør og samlivsophævelse,

ankenævnets j.nr. 2004-1-0102

• Efterløn – udlejning af to lejligheder anset for at være formueforvaltning, ankenævnets j.nr. 2004-1-

0192

• Efterløn – 200 timers-regel – arbejde i ægtefælles virksomhed, ankenævnets j.nr. 2004-1-0056

• Efterløn – sang og stand-up for private anset for at være selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

– skattemæssig registrering ikke afgørende, ankenævnets j.nr. 2003-1-0489

• Efterløn – drift af selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tilbagebetalingskrav –

uagtsomhed – ikke dispensation for kasseansvar, ankenævnets j.nr. 2003-1-0561 og 2003-1-0636

• Efterløn – afslag på drift af vindmølle efter 400-timers-ordningen på grund af for høj indtjening,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0571

• Efterløn - videreførsel af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter 400 timers-ordningen –

formueforvaltning – landbrug – udlejningslejlighed, ankenævnets j.nr. 2004-1-0016

• 400-timers ordningen – forfattervirksomhed, ankenævnets j.nr. 2003-1-0509

• Efterløn – 400-timers-ordningen – kunstnerisk virksomhed – stenskulptør, ankenævnets j.nr. 2003-

1-0673

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn under

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. 2004-1-0146

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn efter

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. 2004-1-0032

• Efterløn – fortsættelse af selvstændig landbrugsvirksomhed efter 400-timers-ordningen – krav til

bortforpagtningsaftale ved bibeskæftigelse, ankenævnets j.nr. 2004-1-0122

• Efterløn – videreførsel af selvstændig virksomhed som tolk – afgrænsning af virksomheden, ankenævnets

j.nr. 2004-1-0157

Supplerende dagpenge:

• Supplerende dagpenge ansættelse efter funktionærloven - arbejdsgivers fraskrivelse af opsigelsesvarsel

– ikke krav om frigørelsesattest, ankenævnets j.nr. 2004-1-0262

Tilbagebetaling:

• Nettotilbagebetalingsbeløbet skulle lægges til grund ved vurderingen af spørgsmålet om tilskrivning

af renter - tilbageførsel af skat, ankenævnets j.nr. 2003-1-0631

• Et medlem blev dømt for bedrageri for et beløb, der var mindre end det tilbagebetalingsbeløb, akassen

havde krævet tilbagebetalt - nye oplysninger - Arbejdsdirektoratet skulle genoptage sagen om

svig og a-kassen skulle genoptage sagen om tilbagebetaling, ankenævnets j.nr. 2003-1-0346

Tilmelding:

• Manglende tilmelding til AF- afmelding til AF som følge af forkert indplacering i aktivperioden

kunne ikke medføre dispensation, ankenævnets j.nr. 2003-1-0139

57


Ugyldig afgørelse:

• Attest E 303 - ikke konventionsflygtning - opretholdelse af Arbejdsdirektoratets ugyldige afgørelse,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0160

Vejledning:

• A-kassens manglende vejledning om frigørelsesattest bevirkede, at medlemmet skulle stilles som om

a-kassen havde vejledt medlemmet behørigt ved modtagelsen af dagpengekortet, ankenævnets j.nr.

2003-1-0690

• Attest E 303 – Schweiz – EØS-aftalen – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets j.nr. 2003-

1-0549

• Ansøgning om efterløn dispensation – undskyldelige omstændigheder – mangelfuld vejledning,

ankenævnets j.nr. 2003-1-0552

• Attest E 303 – ikke søgt før afrejse fra Danmark – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets

j.nr. 2003-1-0242

• Ansøgning om efterløn efter dagpengerettens ophør - dispensation undskyldelige omstændigheder

– utilstrækkelig vejledning, ankenævnets j.nr. 2001-1-0601

VEU-godtgørelse:

• VEU-godtgørelse, AMU-befordringstilskud, refusion, uddannet cand.mag. i geografi og internationale

udviklingsstudier, ansat som butikschef, beskæftiget uden for sit uddannelsesområde, ankenævnets

j.nr. 2004-3-0007

• VEU-godtgørelse, refusion, deltidsansat, deltog i AMU-kursus på fuld tid, den del af kursus-tiden,

der lå ud over den lønnede deltidsansættelse afspadseredes efterfølgende, ankenævnets j.nr. 2004-3-

0008

• VEU-godtgørelse, refusion, uddannet og beskæftiget som social- og sundhedshjælper, del-tidsansat,

deltog i AMU-kursus på fuld tid den del af kursustiden, der lå ud over den lønnede deltidsansættelse

afspadseredes efterfølgende, 2. kursusdag var medlemmets fridag, ankenævnets j.nr. 2004-3-0026

• VEU-godtgørelse, refusion, deltidsansat, deltog i AMU-kursus på fuld tid, den del af kursus-tiden,

der lå ud over den lønnede deltidsansættelse afspadseredes efterfølgende, tilmeldt Arbejdsformidlingen

som deltidsarbejdssøgende, ankenævnets j.nr. 2004-3-0016

• VEU-godtgørelse, refusion, uddannet og beskæftiget som social- og sundhedshjælper, del-tidsansat,

deltog i AMU-kursus på fuld tid, den del af kursustiden, der lå ud over den lønnede deltidsansættelse

afspadseredes efterfølgende, den sidste kursusdag var medlemmets fridag, ankenævnets j.nr.

2004-3-0036

58


Vejledning til at finde ankenævnets afgørelser i Retsinformation

De afgørelser, der er udgivet i ankenævnets nyhedsbrev kan læses i deres helhed i Retsinformation. Nedenfor

følger en kort vejledning til at finde afgørelserne i Retsinformation:

TVejledning: T

1. Gå ind på www.retsinfo.dk

2. Gå ind i Pegasus-ikonet "retsinformation"

3. Gå ind i det ikon, som forestiller en åben bog og hedder "database"

4. Her vælges "afgørelser", hvorefter man går videre ind i ikonet "søgning", som er vist ved 4

vandrette streger

5. Herefter kommer et søgeskema frem. Her søges f.eks. i feltet "søgning i alle felter", hvor ankenævnets

journalnummer på den afgørelse, man søger, anføres

6. Herefter anviser søgemaskinen afgørelsen.

TBemærk, at ankenævnets afgørelser fremkommer som kendelser i RetsinformationT

Indtil den 31. marts 2004 har Arbejdsmarkedets Ankenævns forretningsorden været fastsat i cirkulære

nr. 183 af 25. oktober 1991. I forbindelse med overførslen af sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn

fra Beskæftigelsesministeriet til Ankestyrelsen under Socialministeriet blev der fastsat en ny forretningsorden

ved Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 203 af 24. marts 2004.

Bekendtgørelse af forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 203 af 24. marts 2004

I medfør af § 100, stk. 12, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af

13. august 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 191 af 24. marts 2004 om ændring af lov om arbejds-

løshedsforsikring m.v., lov om arbejdsmiljø og lov om retssikkerhed og administration på det socia-

le område, fastsættes følgende forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn:

§ 1. Ankenævnet holder møde efter formandens bestemmelse, når sagerne gør det nødvendigt, eller

ønske herom fremsættes af mindst 2 medlemmer.

§ 2. Indkaldelse til møde skal så vidt muligt ske med mindst 1 uges varsel.

Stk. 2. Dagsorden for mødet med ekstrakt af de sager, der skal forhandles, udsendes så vidt muligt senest

4 dage før mødet.

§ 3. Akter i de sager, der skal forhandles, skal på anmodning være til gennemsyn for medlemmerne.

§ 4. Efter formandens bestemmelse kan personale fra sekretariatet for ankenævnet deltage i ankenævnets

møder uden stemmeret.

59


§ 5. Parterne kan efter ankenævnets bestemmelse give møde for nævnet for at afgive forklaring om

sagen.

§ 6. Ankenævnets forhandlinger ledes af formanden, i formandens forfald af stedfortræderen.

Stk. 2. Sagerne afgøres ved almindelig stemmeflerhed af de tilstedeværende medlemmer, jf. § 7, stk. 1.

Hvis stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. I sådanne tilfælde kan ethvert af medlemmerne

dog kræve sagen udsat til fornyet behandling i et efterfølgende møde.

Stk. 3. Skønner formanden, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes møde, sender

formanden indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker

at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

§ 7. Ankenævnet er i sager vedrørende arbejdsløshedsforsikring, aktiv beskæftigelsesindsats, børnepasningsorlov

og kompensation til handicappede i erhverv m.v. beslutningsdygtigt, når foruden formanden

de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne og det medlem, der er udpeget af beskæftigelsesministeren

efter forhandling med justitsministeren er til stede. I sager vedrørende dagpengegodtgørelse er

nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne

er til stede. I sager vedrørende arbejdsmarkedsuddannelser er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden

formanden samtlige de i arbejdsløshedsforsikringslovens § 100, stk. 2, nr. 2, 3 og 5, nævnte medlemmer

er til stede.

Stk. 2. Ankenævnets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises

fra realitetsbehandling i nævnet på grund af overskridelse af den i loven fastsatte frist for sagens indbringelse

for nævnet, eller af andre formelle grunde.

§ 8. Der føres en protokol over ankenævnets forhandlinger og beslutninger. Et medlem kan kræve tilført

protokollen en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.

§ 9. Det påhviler formanden at påse, at ankenævnets beslutninger udføres. Afgørelserne underskrives af

formanden eller af den i ankenævnets sekretariat, som har bemyndigelse dertil.

§ 10. Der påhviler ankenævnets medlemmer og andre deltagere i ankenævnets møder tavshedspligt

efter straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2004. Samtidig ophæves cirkulære nr. 183 af 25. oktober

1991 om forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Cirkulære om Forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn

TArbejdsministeriets cirkulære nr. 183 af 25. oktober 1991:

I medfør af § 100, stk. 10 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse

nr. 632 af 2. september 1991, fastsættes herved følgende forretningsorden for Arbejdsmarkedets

Ankenævn:

T§ 1.T Ankenævnet holder møde efter formandens bestemmelse, når sagerne gør det nødvendigt, eller

ønske herom fremsættes af 2 eller flere medlemmer.

T§ 2.T Indkaldelse til møde skal så vidt muligt ske med mindst 1 uges varsel.

60


TStk. 2.T Dagsorden for mødet med ekstrakt af de sager, der skal forhandles, udsendes så vidt muligt

senest 4 dage før mødet.

T§ 3.T Akter i de sager, der skal forhandles, skal på anmodning være til gennemsyn for medlemmerne.

T§ 4.T Efter formandens bestemmelse kan personale fra sekretariatet for ankenævnet deltage i ankenævnets

møder uden stemmeret.

T§ 5.T Parterne kan efter ankenævnets bestemmelse give møde for nævnet for at afgive forklaring om

sagen.

T§ 6.T Ankenævnets forhandlinger ledes af formanden, i formandens forfald af den beskikkede stedfortræder.

TStk. 2.T Sagerne afgøres ved almindelig stemmeflerhed af de tilstedeværende medlemmer. Hvis stemmerne

står lige, gør formandens stemme udslaget. I et sådant tilfælde kan dog ethvert af medlemmerne

kræve sagen udsat til fornyet behandling i et efterfølgende møde.

TStk. 3.T Formanden kan bestemme, at sager sendes til skriftlig votering. Medlemmerne afgiver deres

skriftlige votering i de enkelte sager inden en af formanden fastsat frist, der ikke kan være kortere end 1

uge fra udsendelsen af sagen til medlemmerne. Ethvert medlem kan uden særlig begrundelse kræve, at

en sag bliver behandlet og afgjort i et møde i ankenævnet.

T§ 7.T Ankenævnet er i sager vedrørende arbejdsløshedsforsikring og arbejdstilbud beslutningsdygtigt, når

foruden formanden de to medlemmer udpeget af hovedorganisationerne og et af de øvrige medlemmer

er til stede. I sager vedrørende dagpengegodtgørelse er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden

de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne er til stede. I sager vedrørende arbejdsmarkedsuddannelser

er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden samtlige de i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 100, stk. 2, nr. 2, 3 og 5 nævnte medlemmer er til stede.

TStk. 2.T Ankenævnets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises

fra realitetsbehandling i nævnet på grund af overskridelse af den i loven fastsatte frist for sagens indbringelse

for nævnet, eller af andre formelle grunde.

T§ 8.T Over ankenævnets forhandlinger og beslutninger føres en protokol. Et medlem kan kræve tilført

protokollen en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.

T§ 9.T Det påhviler formanden at påse, at ankenævnets beslutninger udføres. Afgørelserne underskrives af

formanden eller af den i ankenævnets sekretariat, som har bemyndigelse dertil.

T§ 10.T Der påhviler ankenævnets medlemmer og andre deltagere i ankenævnets møder tavshedspligt

efter straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.

T§ 11.T Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1992.

I september 2004 udsendte Beskæftigelsesministeren en ny bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns

behandling af sager efter ansættelsesbevisloven og godtgørelsesniveauets størrelse. Det mak-

61


simale godtgørelsesniveau er nedsat fra 26 ugers løn til 13 ugers løn, ligesom godtgørelsen i visse tilfælde

højst kan udgøre 1000 kr.

Bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse

for manglende overholdelse af oplysningspligten

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16. september 2004

I medfør af § 5, stk. 2 og § 6 i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene

for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, og efter forhandling med

arbejdsmarkedets parter fastsættes:

62

Klage over arbejdsgiverens manglende overholdelse af oplysningspligten

§ 1. Spørgsmål om en arbejdsgiver har overholdt sin oplysningspligt efter loven, afgøres af Arbejdsmarkedets

Ankenævn.

§ 2. Ved behandling af sager efter § 1 har ankenævnet følgende sammensætning:

1) Ankenævnets formand, jf. § 100, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller dennes

stedfortræder, jf. § 100, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

2) 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, jf. § 100, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsformidling

og arbejdsløshedsforsikring m.v.

3)1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark, jf. § 100, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsformidling

og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet

LO eller DA, udpeges yderligere en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager-

eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere udpeges et medlem fra

Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen eller Finansministeriet.

Stk. 3. Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en

hovedorganisation, udpeges yderligere en repræsentant direkte fra lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.

Stk. 4. Medlemmer udpeget efter § 2, stk. 2 og 3, deltager med stemmeret ved ankenævnets behandling

af den konkrete sag.

Stk. 5. Arbejdsmarkedets Ankenævn er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer nævnt i § 2, stk. 1, nr.

1-3 er til stede. Er der i henhold til § 2, stk. 2 og 3, udpeget yderligere medlemmer, er ankenævnet dog

kun beslutningsdygtigt, når også disse er tilstede.

§ 3. Sagerne forberedes af Arbejdsmarkedets Ankenævns sekretariat og behandles i øvrigt i overensstemmelse

med de for Arbejdsmarkedets Ankenævn fastsatte regler.

§ 4. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Tilkendelse af godtgørelse

§ 5. Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt efter loven, kan lønmodtageren tilken-


des en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for den enkelte lønmodtager ikke kan overstige

13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft

konkret betydning for lønmodtageren. Hvis manglen er undskyldelig, hvilket for eksempel kan være

tilfældet, hvor der er tale om en førstegangsovertrædelse, og manglen i øvrigt ikke har haft konkret betydning

for lønmodtageren, kan godtgørelsen endvidere højst udgøre 1.000 kr. Dette gælder også i tilfælde,

hvor der samtidig eller senest inden for en måned overfor arbejdsgiveren rejses flere sager om

mangler af samme karakter af en række ansatte.

Ikrafttræden

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. september 2004.

Stk. 2. § 5 finder anvendelse på sager, der ikke er endeligt afgjort inden bekendtgørelsens ikrafttræden.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993 om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet

og om størrelsen af en godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten ophæves.

Bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse

for manglende overholdelse af oplysningspligten

TArbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993: T

I medfør af § 5, stk. 2 og § 6 i lov nr. 392 af 22. juni 1993 om arbejdsgiverens pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og efter forhandling med arbejdsmarkedets parter

fastsættes:

TKlage over arbejdsgiverens manglende overholdelse af oplysningspligtenT

T§ 1.T Spørgsmål om en arbejdsgiver har overholdt sin oplysningspligt efter loven, afgøres af Arbejdsmarkedets

Ankenævn.

TStk. 2.T For Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af klager betales efterfølgende et gebyr på 100,00

kr. Gebyret betales af den part, der ikke får medhold. Gebyret skal være betalt inden 4 uger efter, at

afgørelsen er sendt til parterne.

T§ 2. TVed behandling af sager efter § 1 har ankenævnet følgende sammensætning:

1) Ankenævnets formand, jf. § 100, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

m.v. eller dennes stedfortræder, jf. 100, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

m.v.

2) 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, jf. § 100, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsformidling

og arbejdsløshedsforsikring m.v.

3) 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark, jf. § 100, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsformidlingen

og arbejdsløshedsforsikring m.v.

63


TStk. 2.T Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet

LO eller DA, udpeges yderligere en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager-

eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere udpeges et medlem fra

Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen eller Finansministeriet.

TStk. 3.T Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en

hovedorganisation, udpeges yderligere en repræsentant direkte fra lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.

TStk. 4.T Medlemmer udpeget efter § 2, stk. 2 og 3, deltager med stemmeret ved ankenævnets behandling

af den konkrete sag.

TStk. 5.T Arbejdsmarkedets Ankenævn er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer nævnt i § 2, stk. 1, nr.

1-3 er til stede. Er der i henhold til § 2, stk. 2 og 3, udpeget yderligere medlemmer, er ankenævnet dog

kun beslutningsdygtigt, når også disse er til stede.

T§ 3.T Sagerne forberedes af Arbejdsmarkedets Ankenævns sekretariat og behandles i øvrigt i overensstemmelse

med de for Arbejdsmarkedets Ankenævn fastsatte regler.

T§ 4.T Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

64

Tilkendelse af godtgørelseT

T§ 5.T Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt efter loven, kan lønmodtageren

tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for den enkelte lønmodtager

ikke kan overstige 26 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder.

TIkrafttræden T

T§ 6.T Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1993.

Bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sager

efter ferieloven

TArbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 5. september 2000: T

I medfør af § 45, stk. 3, i ferieloven, lov nr. 396 af 31. maj 2000 og efter forhandling med arbejdsmarkedets

parter fastsættes:

T§ 1.T Klage over afgørelse truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, indbringes af den, afgørelsen

vedrører, for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse

om afgørelsen.

TStk. 2.T Klagen sendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, der vurderer sagen på ny. Fastholder

direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen sin afgørelse helt eller delvist, sendes klagen til ankenævnet,

og sagens parter underrettes samtidig herom.


T§ 2.T Ved behandling af sager efter § 1 har ankenævnet følgende sammensætning:

1. Ankenævnets formand, jf. § 100, stk. 2, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. eller dennes

stedfortræder, jf. § 100, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2. 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, jf. § 100, stk. 2, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring

mv.

3. 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark, jf. § 100, stk. 2, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring

mv.

TStk. 2.T Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet

LO eller DA, udpeges yderligere en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager-

eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere, udpeges et medlem

fra Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen eller Finansministeriet.

TStk. 3.T Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en

hovedorganisation, udpeges yderligere en repræsentant direkte fra lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.

TStk. 4.T Medlemmer udpeget efter § 2, stk. 2 og 3, deltager med stemmeret ved ankenævnets behandling

af den konkrete sag.

TStk. 5.T Arbejdsmarkedets Ankenævn er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer nævnt i § 2, stk. 1, nr.

1-3, er til stede. Er der i henhold til § 2, stk. 2 og 3, udpeget yderligere medlemmer, er ankenævnet dog

kun beslutningsdygtigt, når også disse er til stede.

T§ 3.T Sagerne forberedes af Arbejdsmarkedets Ankenævns sekretariat og behandles i øvrigt i overensstemmelse

med de for Arbejdsmarkedets Ankenævn fastsatte regler.

T§ 4.T Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

T§ 5.T Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2000.

65


Stikordsregister

AF-tilmelding, 52, 57

Aktiverede, 7-14

Andre arbejdstagere end

grænsearbejdere, 20-21, 23, 25-26

Ansættelsesbevis, 7-14, 43,52-53

Ansættelsesforhold, 7-14

Ansættelsesvilkår, 7-14

Arbejdsmarkedsuddannelser, 42

Bopælskrav, 27

Bortfaldsgrunde, 15, 19

Børnepasningsorlov, 42

Dagpengegodtgørelse, 15-19, 42, 53

Dagpengeperiode, 53

Dagpengeret, 31-32

Dagpengesats, 53

Dispensation, 27, 28

Efterløn, 27-28, 36, 41, 53-54

EØS, 7, 20-26, 27-28, 54

Ferie, 38-40, 43

Feriedagpenge, 54

Feriegodtgørelse, 38-40

Feriehindring, 38-40

Forordning, 20-26, 27-28

Fradrag, 36-38

Frigørelsesattest, 15-16, 54

G-dage, 15-19, 42, 53

Gebyrer, 44-45

Godtgørelse, 7-14

Godtgørelse ved deltagelse i

erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, 42,

58

Grænsearbejder, 20, 26

Handicap, 42, 55

Jobtræning, 7-14

Klagefrist, 35-36, 44

Kompetence, 7-14

Lønmodtager, 7-14

66

Løst ansat, 15, 19

Medlemsbidrag, 32-34, 41

Medlemskab, 41, 55

Nyhedsbrev, 52-58

Ombudsmand, 6, 32-40

Ophør, 29,31, 31-32

Ophør – vægring, 55

Opsigelsesvarsel, 16, 17

Refusion, 55

Retsinformation, 52, 59

Rådighed, 55-56

Sanktion, 32, 56

Selvstændig, 28, 29-31, 41, 56-57

Statistik, 48-51

Supplerende dagpenge, 57

Tilbagebetale, 29-31, 41, 57

Timelønnet, 16

Ugyldig, 58

Variabel tid, 16, 18

Vejledning, 58

More magazines by this user
Similar magazines