16.09.2013 Views

Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2004 - Ankestyrelsen

Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2004 - Ankestyrelsen

Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2004 - Ankestyrelsen

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

<strong>Årsberetning</strong> <strong>2004</strong>


Indhold<br />

TForordT............................................................................................................................................................ 5<br />

TPræsentation af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>T........................................................................................ 6<br />

TArtikler:T ........................................................................................................................................................ 7<br />

T<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter ansættelsesbevisloven med særlig fokus på<br />

sager, hvor klager har været aktiveret i jobtræningT................................................................................. 7<br />

TDagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til løst og fast ansatte a-kasse-medlemmer –<br />

nævnspraksis i <strong>2004</strong>T................................................................................................................................... 15<br />

T’Grænsearbejder’ eller ’anden arbejdstager end grænsearbejdere’ i medfør af EF-Domstolens MiethedomT..............................................................................................................................................................<br />

20<br />

TPrøvelse af ankenævnets afgørelserT................................................................................................... 27<br />

TRetssagerT ..................................................................................................................................................... 27<br />

TOmbudsmandssagerT.................................................................................................................................. 32<br />

TFakta om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>T .......................................................................................... 41<br />

T1. Formål og kompetenceT......................................................................................................................... 41<br />

T2. Sagsbehandling og afgørelseT ................................................................................................................ 43<br />

T3. KlagefristerT............................................................................................................................................. 44<br />

T4. GebyrerT ................................................................................................................................................... 44<br />

T5. Medlemmer per 31. december <strong>2004</strong>:T .................................................................................................. 45<br />

TPersonale pr. 31. december <strong>2004</strong>T............................................................................................................. 46<br />

TStatistikT........................................................................................................................................................ 48<br />

TOversigt over indhold i ankenævnets nyhedsbrev nr. 1/februar 2005 vedrørende sager som nævnet i<br />

perioden december 2003 til og med august <strong>2004</strong> har truffet afgørelse iT ........................................... 52<br />

TVejledning til at finde ankenævnets afgørelser i RetsinformationT...................................................... 59<br />

TBekendtgørelse af forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>T ............................................ 59<br />

TCirkulære om Forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>T................................................... 60<br />

TBekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens<br />

pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en<br />

godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligtenT ........................................................... 62<br />

TBekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens<br />

pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en<br />

godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligtenT ........................................................... 63<br />

TBekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter ferielovenT............... 64<br />

TStikordsregisterT........................................................................................................................................ 66<br />

4


Forord<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets fokus er fortsat på kvalitet og retssikkerhed! <strong>Ankenævn</strong>ets målsætning i <strong>2004</strong> er således<br />

fortsat den samme som hidtil.<br />

<strong>2004</strong> var året, hvor sekretariatet for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> blev overført fra Beskæftigelsesministeriet<br />

til <strong>Ankestyrelsen</strong> under Socialministeriet. Overflytningen skete pr. 1. april <strong>2004</strong>. Sammenlægningen<br />

var et led i regeringens initiativer for at opnå en effektivisering og bedre ressourceanvendelse.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et er fortsat et selvstændigt forvaltningsorgan og et uafhængigt ankenævn med selvstændig<br />

kompetence til at træffe afgørelse.<br />

Overgang til nyt journalsystem og ny IT i forbindelse med sekretariatets overførsel var ressourcekrævende<br />

og fik desværre konsekvenser for sagsbehandlingen. Sagsbehandlingstiden steg, og de statistiske<br />

oplysninger i årsberetningen er forbundet med nogen usikkerhed, ligesom udsendelsen af årsberetningen<br />

er blevet væsentligt forsinket.<br />

Sekretariatet vil nu fokusere på en nedbringelse af sagsbehandlingstiden.<br />

<strong>Årsberetning</strong>en indeholder 3 artikler skrevet af to af sekretariatets medarbejdere. Artiklerne omhandler<br />

bl.a. principielle problemstillinger, som i forbindelse med konkrete sager har været forelagt nævnet til<br />

afgørelse. Herudover indeholder årsberetningen et udvalg af enkeltafgørelser fra perioden december<br />

2003 til august <strong>2004</strong>.<br />

De udvalgte afgørelser, som nævnet har truffet i perioden december 2003 til august <strong>2004</strong>, er offentliggjort<br />

i et elektronisk udsendt Nyhedsbrev nr. 1/februar 2005, som findes på nævnets hjemmeside,<br />

www.ama.dk. Da ankenævnets efterfølgende Nyhedsbrev nr. 2/2005 også indeholder afgørelser truffet<br />

af nævnet i 2005, er der valgt alene at henvise til sager nævnt i Nyhedsbrev nr. 1/2005.<br />

København, november 2005<br />

Lisbet Jensen<br />

Formand<br />

5


Præsentation af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> er oprettet med hjemmel i § 100 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,<br />

jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et er et uafhængigt organ, som er den øverste klageinstans for klager over afgørelser truffet<br />

efter en række love, som hører under Beskæftigelsesministeriets og Undervisningsministeriets områder.<br />

Lovområderne er beskrevet nærmere i det følgende.<br />

Sekretariatet betjener selve nævnet, som består af en formand, der samtidig er leder af sekretariatet,<br />

samt 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i<br />

Danmark, 1 medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med justitsministeren, 2<br />

medlemmer udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren og 1<br />

medlem udpeget af Beskæftigelsesministeriet efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets sammensætning er forskellig, afhængig af hvilke sagstyper, der behandles. Reglerne herom<br />

fremgår af de forskellige love eller er fastsat i bekendtgørelse.<br />

Regler om, hvornår ankenævnet er beslutningsdygtigt, fremgår af nævnets forretningsorden, som er<br />

fastsat i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 203 af 24. marts <strong>2004</strong> om forretningsorden for<br />

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16. september<br />

<strong>2004</strong> om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens pligt til at<br />

underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse for<br />

manglende overholdelse af oplysningspligten (Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni<br />

1994 var gældende frem til 29. september <strong>2004</strong>). I Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 5. september<br />

2000 er fastsat regler om ankenævnets behandling af sager efter ferieloven. Reglerne om nævnets<br />

arbejde er optrykt på siderne 59ff.<br />

Formålet med et nævn af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s karakter er primært at tilgodese borgernes retssikkerhed.<br />

I takt med samfundsudviklingen undergår ankenævnets sagsområder en udvikling i retning af<br />

større kompleksitet.<br />

Det forhold, at ankenævnet er et uafhængigt organ, bevirker, at nævnet ikke er bundet af instrukser fra<br />

beskæftigelsesministeren, undervisningsministeren eller andre myndigheder om den enkelte sags behandling<br />

og afgørelse. <strong>Ankenævn</strong>et er dog undergivet de almindelige forvaltningsretlige regler. Endvidere<br />

er ankenævnets afgørelser undergivet kontrol fra Folketingets Ombudsmand og de almindelige<br />

domstole.<br />

6


Artikler:<br />

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter ansættelsesbevisloven<br />

med særlig fokus på sager, hvor klager har været aktiveret i<br />

jobtræning<br />

Af fuldmægtig Gitte Evy Frigioni<br />

Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt efter ansættelsesbevisloven,<br />

afgøres af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> efter lovens § 5. <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

er eneste administrative instans, for så vidt angår sager, som vedrører arbejdsgiverens oplysningspligt<br />

efter ansættelsesbevisloven. Afgørelsen henhører i sidste instans under domstolene.<br />

Ansættelsesbevislovens § 5 hindrer imidlertid ikke, at en sag behandles direkte af domstolene<br />

eller sideløbende med, at en sag behandles i <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>.<br />

I forbindelse med lovens tilblivelse blev det af lovgiver besluttet, at sager om overtrædelse af ansættelsesbevisloven<br />

skulle kunne indbringes for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>. Lovgiver vurderede, at sager<br />

om arbejdsgiverens oplysningspligt normalt ikke ville kunne bære et sagsanlæg, og fandt det derfor hensigtsmæssigt<br />

at etablere muligheden for en administrativ afgørelse, som skulle være et nemmere, hurtigere<br />

og billigere alternativ til domstolene.<br />

I det følgende belyses ansættelsesbevisloven i hovedtræk med fokus på særlige problemstillinger, som<br />

har kendetegnet <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager efter ansættelsesbevisloven i <strong>2004</strong>.<br />

I <strong>2004</strong> blev der afsluttet 105 sager, som vedrørte arbejdsgiverens pligt til at oplyse lønmodtageren om<br />

vilkårene for ansættelsesforholdet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et har på ansættelsesbevisområdet truffet en række afgørelser, som relaterer sig til personer,<br />

som har været aktiveret i jobtræning. I flere af sagerne har spørgsmålet bl.a. været, om ansættelsesforholdet<br />

var overenskomstdækket. Denne problemstilling er afgørende for, om nævnet er kompetent til<br />

at behandle den indbragte sag.<br />

Et andet spørgsmål, som har været behandlet i forbindelse med de sager, hvor klager var aktiveret i<br />

jobtræning, har været, om den aktiverede kunne anses som lønmodtager i ansættelsesbevislovens forstand<br />

således kan påberåbe sig de rettigheder, som følger af ansættelsesbevisloven.<br />

Den EU-retlige baggrund<br />

Ansættelsesbevisloven blev på baggrund af rådets direktiv nr. 91/533 af 14. oktober 1991 (ansættelsesbevisdirektivet)<br />

implementeret i dansk ret ved lov nr. 392 af 22. juni 1993.<br />

Ansættelsesbevisloven fremgår senere af Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 385 af 11. maj 1994<br />

og Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002. Af den seneste lovbekendtgørelse<br />

fremgår de ændringer i loven, som er en direkte følge af EF-domstolens dom af 8. februar 2001<br />

i sag C-350 /99.<br />

7


EF-domstolen fik af den tyske Arbeitsgericht Bremen forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende<br />

fortolkningen af ansættelsesbevisdirektivet. En tysk lønmodtager var blevet afskediget med den begrundelse,<br />

at han afslog at yde overarbejde. Spørgsmålet var herefter, om dette var i overensstemmelse<br />

med ansættelsesbevisdirektivet. Det fremgik ikke af den tyske lønmodtagers ansættelsesbevis, at han<br />

havde pligt til at yde overarbejde på arbejdsgiverens begæring. EF-domstolen fastslog, at overarbejde<br />

ikke er omfattet af opregningen af oplysninger i artikel 2, stk. 2, men at overarbejde imidlertid måtte<br />

betragtes som et væsentligt vilkår for ansættelsesforholdet, hvis arbejdsgiveren kunne pålægge arbejdstageren<br />

at yde overarbejde, blot ved at arbejdsgiveren anmodede herom, hvorfor vilkåret skulle fremgå<br />

af ansættelsesbeviset.<br />

Forinden EF-domstolens dom af 8. februar 2001 blev ansættelsesbevisdirektivets artikel 2, stk. 2 af<br />

dansk ret fortolket således, at den angivne opregning af oplysninger som arbejdsgiveren skriftligt skal<br />

underrette lønmodtageren om, var udtømmende. Dette fremgår af § 2, stk. 1 i<br />

Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 385 af 11. maj 1994, som lyder:<br />

8<br />

”Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om de forhold, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10, senest en<br />

måned efter at ansættelsesforholdet er påbegyndt” og i stk. 2 lyder det: ”Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter<br />

følgende oplysninger: …”<br />

Herefter er udtømmende angivet, hvilke vilkår der skal oplyses om.<br />

I Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002 er indføjet de ændringer, som<br />

er en direkte følge af EF-domstolens fortolkning af det bagvedliggende direktiv. Ansættelsesbevislovens<br />

§ 2, stk. 1 lyder nu:<br />

”Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder<br />

mindst de oplysninger, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10. ….”,<br />

og i stk. 2 lyder det:<br />

” Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst følgende oplysninger: …”<br />

Efter EF-domstolens dom af 8. februar 2001, C-350/99, skal arbejdsgiveren således oplyse om alle<br />

væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet. Hvorvidt et vilkår må anses for væsentligt, er en konkret<br />

vurdering og afhænger således af det enkelte ansættelsesforholds beskaffenhed.<br />

Rådets direktiv af 14. oktober 1991 giver endvidere mulighed for, at implementere direktivets bestemmelser<br />

gennem kollektiv overenskomst. Denne mulighed fremgår i ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3.<br />

Nævnets kompetence<br />

Efter ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3 finder loven ikke anvendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiveren<br />

til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet følger af en kollektiv overenskomst<br />

og denne indeholder regler, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533<br />

om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for ansættelsesaftalen eller ansættelsesforholdet.<br />

Bestemmelsen indeholder således 2 led, som skal være opfyldt. 1) Der skal foreligge en<br />

pligt efter en overenskomst, og 2) overenskomsten skal opfylde direktivets minimumsbestemmelser.


Hvis ansættelsesforholdet er omfattet af en kollektiv overenskomst, finder loven således ikke anvendelse<br />

og <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> er dermed ikke kompetent til at behandle sagen. I tilfælde hvor ansættelsesforholdet<br />

er omfattet af en kollektiv overenskomst, skal spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren<br />

har overholdt sin pligt til at oplyse lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, i stedet<br />

afgøres i det fagretlige system.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et er imidlertid kompetent til at behandle en indbragt sag, selvom ansættelsesforholdet er<br />

overenskomstdækket, hvis der i overenskomsten ikke er fastsat regler, der som minimum svarer til direktivets<br />

krav. Dette følger af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3, 2. led. Dette skyldes, at der således ikke<br />

følger en pligt efter en overenskomst for arbejdsgiveren til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet,<br />

som er en forudsat betingelse i bestemmelsens 1. led.<br />

Overenskomsten skal derfor have implementeret ansættelsesdirektivets minimumskrav, førend der foreligger<br />

en pligt for arbejdsgiveren efter overenskomsten til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet.<br />

Hvis overenskomsten ikke har implementeret ansættelsesbevisdirektivets minimumskrav,<br />

vil arbejdsgiverens oplysningspligt derfor skulle afgøres efter ansættelsesbevislovens bestemmelser<br />

herom.<br />

Arbejdsgiverens pligt til at udstede et ansættelsesbevis kan således enten følge af loven eller af en kollektiv<br />

overenskomst.<br />

Ansættelsesbevislovens formål<br />

Ansættelsesbevisloven har til formål at skabe klarhed for, hvilke vilkår der gælder i ansættelsesforholdet.<br />

Ansættelsesbevisloven angiver derfor, at de vigtigste ansættelsesvilkår skal oplyses skriftligt.<br />

Ansættelsesbevisloven er en formel lov<br />

De oplysninger som følger af loven, skal være indeholdt i ansættelsesbeviset. Hvorvidt det materielle<br />

indhold af oplysningerne er korrekt, er ikke et krav, som følger af ansættelsesbevisloven. Oplysningerne,<br />

der fremgår af ansættelsesbeviset, må imidlertid ikke være modstridende. Dette skyldes, at loven har<br />

til formål at skabe klarhed for, hvilke vilkår der gælder i ansættelsesforholdet. Indeholder ansættelsesbeviset<br />

modstridende oplysninger, eksempelvis at lønmodtageren ifølge jobbeskrivelsen må antages at<br />

være omfattet af funktionærlovens § 1, stk. 1, litra c, men der i ansættelsesbeviset er angivet et opsigelsesvarsel,<br />

som ikke svarer til funktionærlovens opsigelsesvarsel, vil der være tale om modstridende oplysninger.<br />

Arbejdsgiveren vil således ikke have overholdt sin oplysningspligt efter loven, uanset et opsigelsesvarsel<br />

er angivet i ansættelsesbeviset.<br />

Ansættelsesbevislovens § 1<br />

Efter ansættelsesbevisloven stk. 1, 1. pkt. gælder loven for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold<br />

har en varighed på mere end en måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer.<br />

Det er således en overordnet forudsætning for lovens anvendelse, at den person, som påberåber sig<br />

rettighederne efter ansættelsesbevisloven, er lønmodtager i ansættelsesbevislovens forstand.<br />

Det er endvidere en forudsætning, at ansættelsesforholdet har en varighed på mere end en måned og at<br />

lønmodtageren har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer.<br />

9


Ansættelsesbevislovens betingelse om, at ansættelsesforholdet skal have en varighed på mere end 1<br />

måned, har ankenævnet indtil maj <strong>2004</strong> fortolket restriktivt.<br />

Højesteret fastslår i dom af 11. november 2003, at lønmodtagere hvis ansættelsesforhold ved etableringen<br />

ikke er begrænset til en måned eller derunder, er omfattet af ansættelsesbevisloven.<br />

Højesteret fremhæver sidst i sin begrundelse, at eftersom det var ubestridt, at sagsøger ifølge ansættelsesaftalen<br />

var ansat på ubestemt tid, var arbejdsgiveren forpligtet til at opfylde oplysningspligten i ansættelsesbevislovens<br />

§ 2, uanset at ansættelsesforholdet blev bragt til ophør inden for en måned. Højesterets<br />

udtalelse fastslår således, at i ansættelsesforhold, hvor ingen af parterne har bestridt, at ansættelsesforholdet<br />

ikke skulle have en varighed på mere end en måned, har arbejdsgiveren en pligt til at udstede<br />

et ansættelsesbevis. Spørgsmålet er dog herefter, om Højesteret ville være kommet til samme resultat,<br />

såfremt den ene af parterne havde bestridt, at ansættelsesforholdet skulle have varet ud over en<br />

måned.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et genoptog på baggrund af Højesteretsdommen en sag, hvor nævnet i 2002 havde truffet<br />

afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke havde været forpligtet til at underrette klager om vilkårene for ansættelsen,<br />

fordi klager ikke opfyldte betingelsen i lovens § 1, stk. 1 om, at ansættelsen skal have varet<br />

mindst en måned. <strong>Ankenævn</strong>et traf den 5. maj <strong>2004</strong> herefter afgørelse om, at arbejdsgiveren havde haft<br />

en pligt til at oplyse klager om ansættelsesforholdet. <strong>Ankenævn</strong>et fandt, at lovens betingelse om, at ansættelsesforholdet<br />

skulle have en varighed på mere end en måned, var opfyldt, og lagde i den forbindelse<br />

vægt på, at ansættelsesforholdet ikke var tidsbegrænset til mindre end en måned.<br />

Godtgørelse<br />

Ansættelsesbevislovens § 6 har følgende ordlyd:<br />

10<br />

”Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene.<br />

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsmarkedets parter regler om godtgørelsens<br />

størrelse.”<br />

Det fremgår således af ansættelsesbevislovens § 6, at <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> ikke har beføjelse til<br />

at fastsætte en godtgørelse for arbejdsgiverens manglende overholdelse af sin oplysningspligt, idet godtgørelsens<br />

fastsættelse alene er henlagt til domstolene. Selvom <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s afgørelser<br />

således ikke indeholder en fastsættelse af godtgørelsen for den manglende overholdelse af arbejdsgiverens<br />

oplysningspligt, danner nævnets afgørelser ofte grundlag for et efterfølgende forlig mellem de involverede<br />

parter.<br />

Bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993 fastsatte, at godtgørelsen ikke kunne overstige 26 uger, og at<br />

godtgørelsen i øvrigt blev fastsat under hensyntagen til sagens omstændigheder. Bekendtgørelsen er<br />

ophævet ved Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16. september <strong>2004</strong>.<br />

Det fremgår af den nye bekendtgørelse, at godtgørelsen ikke kan overstige 13 ugers løn. Godtgørelsen<br />

fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft konkret betydning<br />

for lønmodtageren. Hvis manglen er undskyldelig kan godtgørelsen endvidere højst udgøre 1.000<br />

kr.


Sager hvor klager har været aktiveret i individuel jobtræning<br />

I efteråret 2003 modtog <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> 68 sager fra en kommune, hvor samtlige klagere<br />

var aktiveret i individuel jobtræning i kommunen. Klagerne lød på, at der i de aktiveredes ansættelsesbreve<br />

(aktiveringsaftaler) ikke var henvist til SID - overenskomsten. Det fremgik af klagerne, at kommunen<br />

i efterfølgende ansættelsesbreve henviste til SID - overenskomsten, og at det derfor var klagernes<br />

opfattelse, at en tilsvarende henvisning tillige skulle fremgå af klagernes ansættelsesbreve, og at oplysningspligten<br />

efter loven således ikke var overholdt.<br />

Sagerne viste sig at give anledning til en principiel drøftelse i nævnet af, hvorvidt de aktiverede var omfattet<br />

af overenskomsten eller ej. Det fremgik af overenskomstens § 1, stk. 2, nr. 2, at ansatte der får<br />

understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som en offentlig arbejdsgiver har betalt bidrag<br />

til, ikke er omfattet af overenskomsten. Overenskomsten indskrænkede således overenskomstens dækningsområde<br />

i § 1, stk. 2 ved bl.a. at undtage ansatte, der modtager understøttelse.<br />

Nævnet skulle herefter tage stilling til, om overenskomsten trods dens ordlyd alligevel måtte antages at<br />

omfatte kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning. Det blev i denne forbindelse undersøgt om<br />

andre aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter indeholdt den fornødne hjemmel til at fastslå, at<br />

de pågældende ansættelsesforhold var omfattet af en kollektiv overenskomst med den følge, at <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong> ikke havde kompetence til at behandle de indbragte klager i medfør af ansættelsesbevislovens<br />

§ 1, stk. 3.<br />

Det blev først undersøgt om der var hjemmel i Rammeaftale om Socialt kapitel indgået mellem KL og<br />

KTO. Det viste sig, at Rammeaftalen undtog aktiverede i individuel jobtræning.<br />

Det blev herefter drøftet om KTO-aftalen fra 1993, som er parternes implementering af det bagvedliggende<br />

direktiv, indeholdt den fornødne hjemmel til at fastslå, at de pågældende ansættelsesforhold var<br />

omfattet af SID/KL overenskomsten.<br />

Aftalens § 1, stk. 1 lyder:<br />

”Aftalen omfatter (amts)kommunalt ansatte, samt ansatte ved selvejende institutioner mv., hvor de<br />

(amts)kommunale overenskomster/aftaler mv. gælder. Ansatte, hvis ansættelsesforhold har en varighed på en måned<br />

og derover, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 8 timer og derover, er omfattet af aftalen.”<br />

Herunder lyder det:<br />

”Bemærkning:<br />

Aftalen omfatter tjenestemænd, reglementsansatte, funktionærer, overenskomstansatte samt andet personale, der opfylder<br />

de nævnte forudsætninger.<br />

Vikarer med en ansættelsestid på (én måned = 30 dage) eller derudover er omfattet af aftalen, når det ugentlige<br />

timetal er mindst 8 timer.”<br />

Aftalen indskrænker aftalens dækningsområde i aftalens § 1, stk.1 samt i den underliggende bemærkning.<br />

Det er således en betingelse for at være omfattet af aftalen, at den ansatte er omfattet af overenskomst<br />

eller aftale, idet KTO aftalen alene omfatter kommunalt ansatte, hvor de kommunale overenskomster/aftaler<br />

mv. er gældende.<br />

11


Overenskomsten var forhandlet samtidig med vedtagelsen af lov om aktiv socialpolitik. Kommunernes<br />

Landsforening, som var part i overenskomsten oplyste, at det var en fejl, at der ikke var sket en konsekvensændring<br />

i overenskomsten efter lovens vedtagelse. Det blev derfor drøftet om overenskomstens<br />

bestemmelse om, at ansatte, der modtager understøttelse, ikke er omfattet af overenskomsten, tilsidesættes af lov<br />

om aktiv socialpolitik § 18.<br />

I Lov om aktiv socialpolitik § 18, stk. 1, lyder det:<br />

12<br />

”Arbejdsvilkårene for personer i jobtræning og individuel jobtræning skal svare til de overenskomstmæssige eller til<br />

de vilkår, der sædvanligt gælder for tilsvarende arbejde. Dog fastsætter kommunen arbejdstiden efter aftale med arbejdsgiveren.”<br />

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der var forskel på at være omfattet af en overenskomst, og<br />

det at arbejde under overenskomstmæssige vilkår. Bestemmelsen i § 18, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik<br />

bevirkede derfor ikke, at de pågældende ansættelsesforhold var omfattet af overenskomsten uagtet<br />

overenskomstens ordlyd.<br />

Det var endelig spørgsmålet, om der eksisterede en fast etableret praksis for, at ansatte, der modtager<br />

understøttelse, var omfattet af overenskomsten og i givet fald om der kunne fremskaffes dokumentation<br />

for en sådan praksis. Der kunne imidlertid ikke fremskaffes dokumentation for en sådan praksis,<br />

hvorfor de pågældende ansættelsesforhold ikke kunne anses for at være overenskomstdækket på baggrund<br />

af en fast etableret praksis i det fagretlige system.<br />

Nævnets praksis før kommunesagerne<br />

Udvalgte afgørelser:<br />

Nævnet har i j. nr. 2001-5-0015 og efterfølgende i j.nr. 2003-5-0005 truffet afgørelse om, at nævnet<br />

ikke var kompetent til at behandle klagerne i de pågældende sager, idet ansættelsesforholdene var omfattet<br />

af KL/SID overenskomsten. Der var i disse sager tilsvarende tale om aktiverede i individuel jobtræning.<br />

Nævnet lagde i begge sager til grund, at ansættelsesforholdene var overenskomstdækket. Sagen,<br />

j. nr. 2001-5-0015 havde været udsat på en dom fra Østre Landsret (Østre Landsrets dom af 14.<br />

januar 2002). Nævnet skulle tage stilling til om nævnets hidtidige praksis med hensyn til afvisning af<br />

disse sager skulle fastholdes, eller om praksis skulle ændres med henvisning til en tidligere dom fra Vestre<br />

Landsret (Vestre Landsrets dom af 30. november 1999). Det blev på mødet besluttet, at nævnet<br />

skulle afvise sagen på manglende kompetence med henvisning til ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3. I<br />

forbindelse med sagens behandling drøftede nævnet ikke, om overenskomstens ordlyd indebar, at de<br />

aktiverede ikke var omfattet af overenskomsten.


Nævnets praksis efter kommunesagerne – Nævnets møde maj <strong>2004</strong><br />

Udvalgte afgørelser:<br />

I j. nr. 2003-5-0016 traf nævnet afgørelse om, at klager ikke var lønmodtager i ansættelsesbevislovens<br />

forstand. Nævnet lagde vægt på, at klager var aktiveret i henhold til lov om aktiv socialpolitik § 16, stk.<br />

2, nr. 5, og at der ikke henvises til denne bestemmelse i lov om aktiv socialpolitik § 18. Det fremgår af §<br />

18 i lov om aktiv socialpolitik, at personer i jobtræning (§ 16, stk. 2, nr. 2) og i individuel jobtræning (§<br />

16, stk. 2, nr. 3), er omfattet af lovgivningen for lønmodtagere. <strong>Ankenævn</strong>et lagde endvidere til grund,<br />

at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst, idet det fremgik af SID overenskomsten,<br />

at ansatte, der modtager understøttelse, ikke er omfattet af overenskomsten.<br />

I j.nr. 2003-5-0021 var klager aktiveret i individuel jobtræning i en kommune.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde til grund, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst uden henvisning<br />

til ordlyden i overenskomsten.<br />

I j.nr. 2003-5-0096 var klager først aktiveret i kommunen efter lov om aktiv social politik § 16, stk. 2,<br />

nr. 6, som vedrører frivillige og ulønnede aktiviteter efter personens eget ønske, som kommunen anser<br />

for at have samfundsmæssig betydning eller betydning for den pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige<br />

situation. Herefter blev klager aktiveret i individuel jobtræning efter lov om aktiv social politik<br />

§ 16, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde haft en pligt til at oplyse om vilkårene<br />

for ansættelsesforholdet i relation til aktiveringen i henhold til § 16, stk. 2, nr. 6, idet klager i dette<br />

aktiveringsforhold ikke havde været omfattet af lovgivningen for lønmodtagere. Nævnet lagde endvidere<br />

til grund, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af overenskomsten indgået mellem Kommunernes<br />

Landsforening og Specialarbejderforbundet i Danmark med henvisning til overenskomstens § 1,<br />

stk. 2.<br />

I j.nr. 2003-5-0098 var klager aktiveret i jobtræning på en skole som pædagogmedhjælper fra den 20.<br />

februar 2002 til den 30. april 2002. Pr. den 1. maj 2002 fortsatte den aktiverede i et nyt ansættelsesforhold<br />

på samme skole med tilskud fra Arbejdsformidlingen efter lov om servicejob. Nævnet lagde til<br />

grund, at ansættelsesforholdet i jobtræning ikke var omfattet af en overenskomst. Nævnet lagde endvidere<br />

til grund, at ansættelsen i servicejob først blev omfattet af en overenskomst sidst i september måned<br />

2003.<br />

I j.nr. 2003-5-0099 var klager aktiveret i kommunen. Klager startede i aktivering i henhold til integrationsloven<br />

og overgik herefter i aktivering i henhold til lov om aktiv social politik. <strong>Ankenævn</strong>et lagde i<br />

sagen vægt på, at der var tale om et kontinuerligt ansættelsesforhold, og at klager derfor i hele sin ansættelsesperiode<br />

skulle betragtes som lønmodtager i ansættelsesbevislovens forstand. Nævnet lagde endvidere<br />

til grund, at ansættelsesforholdet ikke var overenskomstdækket, idet det fremgik af SIDoverenskomsten,<br />

at ansatte, der modtager understøttelse, ikke er omfattet af overenskomsten.<br />

Som det fremgår af ovenstående gennemgang af nævnets praksis i sager vedrørende aktiverede i jobtræning,<br />

har nævnet således ændret sin praksis i relation til nævnets kompetence. Det skal hertil bemærkes,<br />

at nævnet i sin tidlige praksis ikke har været inde i drøftelser omkring overenskomstens ordlyd, og<br />

dermed ikke taget stilling til om SID - overenskomsten reelt også omfattede kontanthjælpsmodtagere i<br />

individuel jobtræning.<br />

13


Afsluttende bemærkninger<br />

Ansættelsesbevisloven gælder for alle lønmodtagere, som opfylder betingelserne om varighed og omfang,<br />

jf. lovens § 1, stk. 1. Ansættelsesbevisloven kategoriseres som en såkaldt generel lov, og har således<br />

betydning for et meget stort antal lønmodtagere og arbejdsgivere. Siden lovens vedtagelse i 1991<br />

har anvendelsen af lovens bestemmelser været i konstant udvikling. Dette kan bl.a. udledes af domspraksis<br />

på ansættelsesbevisområdet, ændringen af loven i 2002 foranlediget af EF-domstolens praksis,<br />

ændringen af bekendtgørelsen om godtgørelsens fastsættelse, samt ankenævnets praksis.<br />

Efter ændringen af loven i 2002, hvor listen over punkter som arbejdsgiveren skal oplyse om, ikke længere<br />

er udtømmende, er antallet af sager gradvist steget, i hvilke nævnet har skullet tage stilling til, om<br />

andre punkter end de opregnede i lovens § 2, stk. 1 måtte anses som væsentlige vilkår.<br />

I takt med samfundets udvikling dukker nye typer af ansættelsesforhold op på arbejdsmarkedet. Det må<br />

således forventes, at ankenævnets behandling af sager efter ansættelsesbevisloven i stigende grad bliver<br />

retsskabende og dermed får indflydelse på et meget stort antal lønmodtageres og arbejdsgiveres retsstilling.<br />

Efter udarbejdelse af ovennævnte artikel er det nu endeligt afklaret og dokumenteret ved breve af september 2005 fra<br />

henholdsvis Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) og Fagligt Fælles Forbund, at en ansat i jobtræning<br />

i kommunalt regi er omfattet af faglige overenskomster mellem henholdsvis KL og FOA og KL og SiD.<br />

14


Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til løst og fast ansatte<br />

a-kasse-medlemmer – nævnspraksis i <strong>2004</strong><br />

Af fuldmægtig Jakob Koue<br />

I årsberetningen for 2003 bragtes en artikel om det samme emne. For så vidt angår gennemgangen af<br />

reglerne om dagpengegodtgørelse og formålet bag reglerne henvises til artiklen i årsberetningen for<br />

2003.TPF<br />

1<br />

FPT<br />

Mere om hvornår et medlem er løst ansat<br />

I <strong>2004</strong> har <strong>Ankenævn</strong>et truffet afgørelse i en hel del sager om sondringen mellem løs og fast ansættelse<br />

og relaterede problemstillinger. Sagerne er nedenfor grupperet alt efter, om der var tale om ansættelse<br />

hos én (i et enkelt tilfælde to) arbejdsgiver(e), eller om der var tale om ansættelse i et vikarbureau, der<br />

formidlede vikariater til medlemmet.<br />

Ansættelse hos én arbejdsgiver<br />

Sagerne 2003-4-0162 og 2003-4-0163<br />

Medlemmet var løst ansat taxichauffør med varierende timetal hos to vognmænd. A-kassen havde krævet<br />

i alt 23 G-dage. Arbejdsgiverne anførte, at medlemmet selv valgte de dage, han ville arbejde og arbejdstiden<br />

herfor, og at arbejdsgiverne havde plads til, at medlemmet kunne køre mere, hvis han ville<br />

det.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at vognmændene ikke var forpligtede til at betale for G-dage til medlemmet. Nævnet<br />

lagde vægt på, at medlemmet kørte taxi som afløser og ingen ansættelseskontrakt havde, og at medlemmet<br />

selv bestemte, hvornår og hvor meget han ville arbejde. På denne baggrund fandt nævnet, at<br />

medlemmet var løst ansat. Nævnet lagde vægt på, at medlemmet selv bestemte, hvor meget han ville<br />

arbejde, og at a-kassen ikke havde bestridt dette. Nævnet lagde endvidere vægt på, at arbejdsgiverne<br />

gerne ville have beskæftiget medlemmet yderligere. Nævnet fandt derfor, at der forelå en bortfalds-<br />

2<br />

grund efter § 6, stk. 1, nr. 3 i G-dags-bekendtgørelsenTPF FPT, idet medlemmet selv var årsag til sin ledighed,<br />

da han ikke ønskede at køre yderligere de dage, hvor kassen havde krævet G-dage.<br />

Sag 2003-4-0169<br />

Medlemmet var ansat som servicemedarbejder/afløser. Hun arbejdede ikke efter nogen vagt- eller turnusplan,<br />

men kontaktedes, når der var brug for hende og blev tilbudt beskæftigelse svarende til den<br />

planlagte arbejdstid pr. dag. Medlemmet blev på et tidspunkt fastansat til 25 timer pr. uge og der blev<br />

udstedt frigørelsesattest. Kassen anførte, at medlemmet var løst ansat med variabel arbejdstid og krævede<br />

løbende G-dage.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.<br />

1<br />

TP PT Artiklen kan findes på HTwww.ama.dkTH, under linket publikationer/ <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s årsberetning for 2003,<br />

side 10-13.<br />

2<br />

TP PT Direktoratets bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, ændret ved<br />

bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003 om ændring af bekendtgørelse om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.<br />

15


Nævnet fandt, at medlemmet var ansat på nedsat tid, og lagde vægt på, at medlemmet ifølge ansættelsesbeviset<br />

havde en arbejdstid på 25 timer ugentligt, hvilket efterfølgende var understøttet af lønsedlerne.<br />

Det forhold, at medlemmets arbejdstid som afløser var variabel, og at hun ikke altid vidste, hvornår<br />

hun skulle arbejde igen, kunne ikke ændre ansættelsesforholdets karakter, da hun var sikret løn for 25<br />

ugentlige timer, og da hun i henhold til den gældende overenskomst havde et opsigelsesvarsel.<br />

Sag 2003-4-0171<br />

Medlemmet blev ultimo maj 2003 ansat som timelønnet badevikar i en svømmehal. Ved ansættelsens<br />

begyndelse var der ikke ledige faste vagttimer for den kommende sommerferieperiode. Medlemmet<br />

kunne skrive sig på ledige vagttimer for hele sommerferieperioden, indtil han kunne tildeles faste ugentlige<br />

vagttimer efter sommerperioden. A-kassen havde krævet, at arbejdsgiveren skulle betale løbende<br />

dagpengegodtgørelser til medlemmet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.<br />

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om løs ansættelse, da medlemmet for hele den berørte periode<br />

vidste, hvornår han skulle arbejde.<br />

Sag <strong>2004</strong>-4-0026<br />

Medlemmet var fra september 2002 ansat som rengøringsassistent hos arbejdsgiveren. Det var mundtligt<br />

aftalt, at der blev udført rengøring i cirka 3-4 timer dagligt i tidsrummet fra kl. 16.00 til 8.00 fem<br />

dage om ugen, dog således at medlemmet selv kunne styre timeforbruget, som kunne svinge efter behovet<br />

for rengøring. Medlemmet havde en hovednøgle til arbejdsgiverens lokaler. Under ansættelsesforholdet<br />

udstedte arbejdsgiveren en frigørelsesattest. Medlemmet opsagde sit arbejde i januar <strong>2004</strong>. Akassen<br />

krævede, at arbejdsgiveren skulle betale for 16 G-dage. Forud for de krævede G-dage havde den<br />

ugentlige arbejdstid svinget mellem 18,5 og 24 timer. Kassen anførte, at medlemmet var ansat på variabel<br />

tid, og at der ikke på forhånd var aftalt en daglig arbejdstid.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.<br />

Nævnet lagde til grund, at medlemmet måtte betragtes som fast ansat på nedsat tid, da han selv havde<br />

kunnet tilrettelægge sit arbejde indenfor visse rammer og således ikke havde kunnet betragtes som ledig<br />

hver dag ved arbejdstids ophør. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at arbejdsgiveren havde udstedt<br />

en frigørelsesattest, og at medlemmet selv opsagde sit arbejde i januar <strong>2004</strong>.<br />

Sag <strong>2004</strong>-4-0098<br />

Medlemmet var ansat som reservebuschauffør på timelønsbasis uden fast arbejdstid og uden opsigelsesvarsel.<br />

A-kassen krævede, at arbejdsgiveren udbetalte for 10 G-dage i 2003 og 11 G-dage i <strong>2004</strong>. Akassen<br />

oplyste, at buschauffører uden fast timetal fik at vide, hvad de skulle lave dagen efter, undtagen i<br />

weekenderne, hvor de fredag fik vagter for lørdag, søndag og mandag (samme princip fulgtes ved helligdage).<br />

Kassen anførte, at løst ansatte var ledige på de dage, hvor de havde arbejdet mindre end 7,4<br />

timer uanset dagens placering i ugen. Kassen anførte videre, at medlemmet var opsagt, når medlemmet<br />

gik hjem, hvis der ikke, inden arbejdsdagen ophørte, forelå et skriftligt tilbud om arbejde dagen efter.<br />

Arbejdsgiveren oplyste, at reservechauffører normalt, inden de forlod arbejdspladsen, fik besked om,<br />

hvorvidt de skulle køre den efterfølgende dag, hvilket skete ved, at en arbejdsplan blev udleveret til<br />

dem. Arbejdsgiveren anførte, at der ikke skulle betales for G-dage, når chaufføren i en uge opnåede<br />

fuld overenskomstmæssig beskæftigelse.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren var forpligtet til at betale 9 hele og 3 halve dagpengegodtgørelser.<br />

Nævnet lagde vægt på, at der mellem a-kassen og arbejdsgiveren var enighed om, at medlemmet var<br />

løst ansat uden fast arbejdstid, hvorfor hun var at betragte som fratrådt hver dag ved arbejdstids ophør.<br />

16


Forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelser var derfor indtrådt ved fratrædelsen på de dage, hvor<br />

medlemmet havde arbejdet mindre end 7,4 timer. Den omstændighed, at medlemmet som løst ansat i<br />

en uge opnåede fuld overenskomstmæssig arbejdstid, medførte ikke, at kravet på G-dage bortfaldt, idet<br />

en løst ansat i princippet afskediges efter hver arbejdsdag. En sådan begrænsning i retten til dagpengegodtgørelse<br />

fremgår hverken af § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven eller af § 6 i G-dagsbekendtgørelsen,<br />

der opregner de grunde, der medfører, at arbejdsgiverens pligt til at betale for G-dage bortfalder.<br />

Nævnet fandt, at de af arbejdsgiveren udarbejdede arbejdsplaner for kommende kørsel, der ifølge det<br />

oplyste var blevet givet til medlemmet, indebar, at hun ikke kunne betragtes som fratrådt på de dage,<br />

hvor hun, inden hun havde forladt arbejdspladsen, havde fået at vide, hvornår hun skulle køre igen.<br />

Hun kunne heller ikke betragtes som fratrådt på de dage, som var omfattet af en arbejdsplan. Dette<br />

medførte, at 9 af de krævede G-dage bortfaldt.<br />

Sag <strong>2004</strong>-4-0111<br />

Medlemmet, der var fast ansat som kok på en kro, blev opsagt til fratræden den 26. september 2003.<br />

Ved brev af den 1. oktober ansattes medlemmet det samme sted på deltid med timeløn og uden opsigelsesvarsel.<br />

Af dagpengekortet fremgik, at hun arbejdede hver weekend i uge 39 til 42. A-kassen krævede,<br />

at arbejdsgiveren betalte for 4 hele og 12 halve G-dage i perioden 27. september til den 19. oktober<br />

2003, idet kassen fandt, at medlemmet var løst ansat med varierende timetal. Arbejdsgiveren anførte,<br />

at medlemmet efter sæsonens slutning gerne ville arbejde på kroen i weekender, hvis hun kunne få<br />

supplerende dagpenge. Nævnssekretariatet forhørte sig hos arbejdsgiveren om, hvordan det nærmere<br />

aftaltes med medlemmet, hvornår hun skulle arbejde. Arbejdsgiveren oplyste, at det var aftalt, at hun<br />

skulle arbejde i weekenderne, og at man om søndagen aftalte, hvornår hun skulle starte den kommende<br />

weekend. Medlemmet bekræftede arbejdsgiverens oplysninger, og tilføjede, at det også skete, at arbejdsgiveren<br />

kontaktede hende telefonisk om arbejde.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de krævede dagpengegodtgørelser.<br />

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet fra den 1. oktober 2003 blev ansat på deltid med timeløn uden<br />

opsigelsesvarsel samt, at der ikke var angivet nogen fast arbejdstid. Nævnet fandt på denne baggrund, at<br />

medlemmet var løst ansat, og at hun som udgangspunkt var at betragte som fratrådt hver dag ved arbejdstids<br />

ophør. Nævnet lagde derudover vægt på, at der mellem arbejdsgiveren og medlemmet var<br />

enighed om, at det var aftalt, at medlemmet skulle arbejde i weekenderne, hvorfor hun således havde<br />

vidst, at hun skulle arbejde hver kommende weekend. Derved kunne hun ikke betragtes som fratrådt<br />

imellem weekenderne. Nævnet bemærkede, at det forhold, at hun måtte være blevet tilkaldt til yderligere<br />

arbejde udover weekender, ikke kunne føre til en anden konklusion, da hun stadig havde vidst, at<br />

hun skulle arbejde i den kommende weekend.<br />

Ansættelse i et vikarbureau<br />

Sag 2003-4-0135<br />

Medlemmet var ansat som vikar. Der forelå en ansættelseskontrakt, hvoraf fremgik, at arbejdstiden var<br />

7,5 timer pr. uge. Arbejdstiden aftaltes oftest direkte mellem vikaren og kundevirksomheden, og arbejdsgiveren<br />

(vikarvirksomheden) kunne opsige kontrakten uden forudgående varsel. Kassen krævede 9<br />

hele og 7 halve G-dage og anførte, at den i ansættelseskontrakten fastsatte arbejdstid på 7,5 timer pr.<br />

uge ikke reelt afspejlede omfanget af medlemmets arbejde, idet han alle uger bortset fra en havde været<br />

beskæftiget væsentligt mere. Arbejdsgiveren anførte, at medlemmet på forhånd havde bedt sig fri for<br />

arbejde på tirsdage for at kunne udnytte sin samkvemsret med sit barn.<br />

17


<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren kun var forpligtet til at betale 6 hele og 4 halve af de krævede dagpengegodtgørelser.<br />

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke hver dag ved beskæftigelsens ophør havde<br />

haft sikkerhed for – eller et retskrav på – yderligere arbejde for arbejdsgiveren, hvorfor han var at<br />

betragte som ansat fra dag til dag. Han var derfor at betragte som afskediget hver dag ved arbejdstid<br />

ophør (løst ansat). Det forhold, at ansættelseskontrakten indeholdt en bestemmelse om, at arbejdstiden<br />

var 7,5 timer pr. uge, ændrede ikke ansættelsesforholdets karakter af løs ansættelse, idet medlemmet i<br />

næsten alle uger havde arbejdet væsentligt mere. <strong>Ankenævn</strong>et fandt, at medlemmet havde givet et forhåndsafkald<br />

på beskæftigelse på tirsdage, og der forelå derfor en bortfaldsgrund efter G-dagsbekendtgørelsens<br />

§ 6, stk. 1, nr. 1. Tre af de krævede G-dage, der var placeret på tirsdage, afvistes derfor. To<br />

andre af de krævede G-dage afvistes, idet medlemmet havde fortsat sit arbejde henover midnat.<br />

Sag 2003-1-0183<br />

Medlemmet var tilknyttet et vikarbureau (arbejdsgiveren). Medlemmet fik tilbudt konkrete vikariater af<br />

en bestemt varighed. I sine vikariater fulgte medlemmet den arbejdstid, der gjaldt for de øvrige fastansatte<br />

medarbejdere hos kundevirksomheden, og han oppebar samme løn som disse. Kassen havde krævet,<br />

at arbejdsgiveren skulle udbetale for 9 halve G-dage – dvs. løbende G-dage også under tre vikariater,<br />

hvis varighed medlemmet kendte på forhånd.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelser for dagene<br />

inde i de tre vikariater. Dermed bortfaldt 6 af de krævede halve G-dage. Nævnet lagde vægt på, at medlemmets<br />

vikariater forud var aftalt til mere end en dags varighed, hvorfor han ikke kunne betragtes som<br />

afskediget hver dag ved arbejdstids ophør inde i sådanne vikariater. Ved afslutningen af sit første vikariat<br />

af en uges varighed havde medlemmet arbejdet fuld tid, idet han havde haft den samme arbejdstid og<br />

oppebåret den samme løn, som var gældende for de hos kunden øvrige fastansatte medarbejdere. Kassens<br />

krav på betaling for en halv G-dag den sidste dag i det første vikariat bortfaldt derfor (medlemmet<br />

skulle arbejde mandagen i den følgende uge). Nævnet noterede sig, at kassens krav på betaling af halve<br />

dagpengegodtgørelser den sidste dag i de to andre vikariater (ikke hele arbejdsuger) var blevet betalt af<br />

arbejdsgiveren.<br />

Sagerne <strong>2004</strong>-4-0009 + <strong>2004</strong>-4-0060<br />

Medlemmet indgik aftale med et vikarbureau om midlertidig ansættelse som vikar. Lønnen aftaltes for<br />

hvert enkelt formidlede vikariat og skulle altid mindst svare til den overenskomstmæssigt fastsatte løn<br />

for det pågældende ansættelsesområde. Medlemmet havde ret til at afslå et tilbudt vikariat, og ansættelsesaftalen<br />

kunne af begge parter opsiges uden forudgående varsel. Medlemmet påbegyndte vikariater<br />

den 30. september 2003 og 19. januar <strong>2004</strong>. Af vikaraftalerne fremgik, at vikariaternes varighed var aftalt<br />

til henholdsvis 2-3 måneder og 3 uger eller efter aftale. Arbejdstiden var angivet til tidsrummet fra<br />

kl. 9.00 til 13.00 eller efter aftale. A-kassen krævede, at arbejdsgiveren udbetalte 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser<br />

for vikariatet i 2003 og 1 hel og 11 halve dagpengegodtgørelser for vikariatet i <strong>2004</strong>.<br />

Kassen fandt, at medlemmet var ansat som tilkaldevikar på deltid med variabel arbejdstid. Arbejdsgiverens<br />

advokat anførte, at medlemmet under vikariaterne havde været deltidsbeskæftiget med en arbejdstid<br />

på 4 timer dagligt svarende til 20 timer ugentligt. Advokaten afviste, kravet og henviste til en afgø-<br />

3<br />

relse fra <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> med j.nr. 2000-4-0002TPF FPT, hvoraf fremgik, at et medlem ikke har<br />

ret til betaling for 1. og 2. ledighedsdag for de dage, hvor arbejdstiden måtte variere en smule, så længe<br />

arbejdstiden gennemsnitligt lå ud over den aftalte arbejdstid. Advokaten anførte endeligt, at formålet<br />

med arbejdsløshedsforsikringslovens § 84 ikke havde været at supplere deltidsbeskæftigede med dagpenge<br />

op til fuld beskæftigelse, hvilket ville være realiteten, såfremt arbejdsgiveren blev pålagt at betale<br />

de af kassen krævede dagpengegodtgørelser.<br />

3<br />

TP PT Sagen med j.nr. 2000-4-0002 er gengivet i <strong>Årsberetning</strong>en for 2000, side 84-85. Afgørelsen kan findes på<br />

HTwww.ama.dkTH, under linket publikationer/ <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s årsberetning for 2000.<br />

18


<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at betale de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser<br />

under vikariaterne. Nævnet lagde vægt på,<br />

• at den daglige arbejdstid var aftalt til 4 timer<br />

• at medlemmet fra han startede i vikariatet og frem til vikariatets afslutning, hver dag ved arbejdstids<br />

ophør vidste, hvornår han igen skulle arbejde<br />

• at medlemmet reelt arbejdede hver dag i vikariatets løbetid<br />

• at arbejdstiden ifølge dagpengekortene på to arbejdsdage var kortere end 4 timer og 7 arbejdsdage<br />

var på fuld tid<br />

• at længden af den faktiske daglige arbejdstid de øvrige arbejdsdage i vikariaterne ikke varierede væsentligt<br />

fra den i vikaraftalen angivne daglige arbejdstid på 4 timer.<br />

Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at medlemmet i vikariatets løbetid kunne betragtes som afskediget<br />

hver dag ved arbejdstids ophør. I vikariatets løbetid var arbejdstiden derimod kendt på forhånd,<br />

hvorfor medlemmet i denne periode var at betragte som fastansat på nedsat tid.<br />

Bemærkninger til de refererede afgørelser<br />

Af afgørelserne kan endvidere udledes, at et principielt løst ansat medlem ikke anses for fratrådt, såfremt<br />

han/hun inden arbejdstids ophør den pågældende dag ved, hvornår han/hun skal på arbejde<br />

igen. Dette gælder, hvad enten beskæftigelsen er hos den samme arbejdsgiver eller er formidlet via et<br />

vikarbureau for en kortere periode, men hvor medlemmet kender varigheden af det formidlede vikariat.<br />

Arbejdsgiveren er i sådanne situationer ikke forpligtet til at betale for G-dage ved arbejdstids ophør.<br />

Når det af ansættelseskontrakten fremgår, at der er en fast ugentlig arbejdstid, skal der ved vurderingen<br />

af, om medlemmet er løst eller fast ansat, blandt andet ses på, hvor mange timer medlemmet reelt har<br />

arbejdet, og om der er store udsving i arbejdstiden over tid.<br />

Såfremt medlemmet på forhånd har tilkendegivet ikke at kunne arbejde på bestemte tidspunkter, kan<br />

dette formentlig henføres under bortfaldsgrunden i G-dags-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1 (afslag på<br />

tilbud om beskæftigelse). Såfremt medlemmet selv kan bestemme, hvornår og hvor meget han vil arbejde,<br />

kan dette formentlig henføres under bortfaldsgrunden i bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3.<br />

Er medlemmet at anse for løst ansat, kan der godt være krav på betaling for G-dage, selvom medlemmet<br />

i den pågældende uge opnår beskæftigelse, der svarer til eller overstiger fuld overenskomstmæssig<br />

beskæftigelse for det pågældende område.<br />

Er medlemmet at anse for fast ansat, men har medlemmet arbejdet mindre end 37 timer den pågældende<br />

uge, anses medlemmet for ansat på fuld tid, hvis han/hun har haft den samme arbejdstid og oppebåret<br />

samme løn, som er gældende for de øvrige fastansatte medarbejdere hos den pågældende arbejdsgiver.<br />

19


’Grænsearbejder’ eller ’anden arbejdstager end grænsearbejdere’ i medfør<br />

af EF-Domstolens Miethe-dom<br />

Af fuldmægtig Jakob Koue<br />

I <strong>2004</strong> traf <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> afgørelse i to sager, hvor <strong>Ankenævn</strong>et anså to helt arbejdsløse<br />

personer for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71, stk. 1, litra b i<br />

forordning (EØF) 1408/71 som defineret i EF-Domstolens dom af den 12. juni 1986 i sag 1/85, Horst<br />

Miethe mod Bundesanstalt für Arbeit, Samlingen 1986, side 1837-1852 (Miethe-dommen).<br />

Uanset at personerne ikke havde bopæl i Danmark i deres ledighedsperiode, havde de ret til at stille sig<br />

til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske<br />

dagpenge efter de i Danmark gældende regler.<br />

Reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71<br />

Forordningens titel er: ”Rådets forordning af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger<br />

på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor<br />

Fællesskabet” (herefter benævnt ”forordningen”).<br />

I forordningen defineres en grænsearbejder som enhver arbejdstager (eller selvstændig erhvervsdrivende),<br />

som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på én medlemsstats område, men er bosat på en anden<br />

medlemsstats område, hvortil han/hun som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst én<br />

gang om ugen, jf. forordningens artikel 1, litra b, 1. led.<br />

Forordningens generelle hovedregel er, at en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats<br />

område, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om han/hun er bosat på en anden medlemsstats<br />

område, jf. forordningens artikel 13, stk. 2, litra a. Lovvalgsreglen medfører altså, at det som udgangspunktet<br />

er de danske regler om arbejdsløshedsforsikring, der gælder for en person beskæftiget i Danmark,<br />

uanset om personen har bopæl i Sverige eller Tyskland (typisk de lande hvor grænsearbejderne<br />

har bopæl).<br />

Forordningens afsnit III, kapitel 6 (artikel 67 til 71 A) vedrører retten til ydelser ved arbejdsløshed.<br />

Forordningens artikel 71 vedrører arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en<br />

anden medlemsstat end den stat, hvori de var beskæftiget. I artikel 71 sondres der mellem, om personen<br />

bliver delvis, periodisk eller helt arbejdsløs. I de to sager, der var for nævnet i <strong>2004</strong> var personerne blevet<br />

helt arbejdsløse, hvorfor der i det følgende fokuseres på reglerne i forbindelse med, at en person<br />

bliver helt arbejdsløs.<br />

Grænsearbejdere, der bliver helt arbejdsløse skal modtage ydelser i den stat, hvor de har bopæl (bopælsstaten),<br />

jf. artikel 71, stk. 1, litra a, ii.<br />

’Andre arbejdstagere end grænsearbejdere’, der er helt arbejdsløse kan imidlertid vælge at stille sig til<br />

rådighed for arbejdsformidlingen i det land, hvor de senest var beskæftiget (beskæftigelsesstaten) og<br />

modtage arbejdsløshedsdagpenge herfra, jf. artikel 71, stk. 1, litra b, i.<br />

Omfattet af begrebet ’andre arbejdstagere end grænsearbejdere’ er man typisk, når man ikke som ho-<br />

20


vedregel vender tilbage til sit bopælsland mindst én gang om ugen.<br />

Sondringen i artikel 71 mellem grænsearbejdere og ’andre arbejdstagere end grænsearbejdere’ er begrundet<br />

i et par formodningsregler. For grænsearbejdere formodes det, at de ved fuld arbejdsløshed<br />

formodes at have størst mulighed for at finde beskæftigelse i bopælsstaten, som de formodes at have en<br />

forholdsvis stærk tilknytning til. For ’andre arbejdstagere end grænsearbejdere’ formodes det derimod<br />

ikke, at de har en så stærk tilknytning til bopælsstaten, at det kun er i dette land, at de generelt må formodes<br />

at have størst mulighed for at finde beskæftigelse. Disse personer gives derfor valget mellem at<br />

stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen og modtage ydelser ved arbejdsløshed i enten bopælsstaten<br />

eller beskæftigelsesstaten.<br />

De specielle lovvalgsregler i artikel 71 er som udgangspunkt forholdsvis enkle at forstå og anvende.<br />

Reglen om grænsearbejdere og formodningen bag harmonerer f.eks. godt med følgende situation: En<br />

svensk statsborger, der altid har haft bopæl i Malmö, har i en årrække arbejdet i Sverige, og arbejder<br />

herefter i en årrække i København. Han bliver derefter helt arbejdsløs. Ifølge artikel 71, stk. 1, litra a, ii,<br />

formodes en sådan person at have størst mulighed for at finde beskæftigelse i bopælslandet Sverige, idet<br />

han fortsat må formodes at have en forholdsvis stærk tilknytning hertil. Reglen må i en sådan situation<br />

siges at regulere situationen på en rimeligt fornuftig måde.<br />

Miethe-dommen<br />

Henset til, at formålet med reglerne i forordning 1408/71 er at bidrage til at gennemføre målsætningen i<br />

EF-traktatens artikel 42 om gennemførsel af arbejdskraftens fri bevægelighed, så kan reglen i artikel 71,<br />

stk. 1, litra a, ii imidlertid forekomme at være ret så ufleksibel. Man kan nemlig godt forestille sig en helt<br />

arbejdsløs grænsearbejder, der konkret har en så stærk tilknytning til beskæftigelsesstaten, at han må<br />

antages at have større mulighed for at finde beskæftigelse her end i sit bopælsland. Sådan som artikel<br />

71, stk. 1, litra a, ii, er formuleret kan grænsearbejderen imidlertid ikke vælge at stille sig til rådighed for<br />

arbejdsformidlingen i den seneste beskæftigelsesstat og modtage dagpenge herfra, selvom han i beskæftigelsesperioden<br />

har betalt til dette lands forsikringssystem.<br />

Problemstillingen blev forelagt EF-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål i en retssag mellem Horst<br />

Miethe og Bundesanstalt für Arbeit. Miethe var tysk statsborger, uddannet i Tyskland og havde udelukkende<br />

arbejdet og boet i Tyskland. Miethe var fra november 1975 ansat som handelsagent for et tysk<br />

firma. Under ansættelsen flyttede han i november 1976 fra Tyskland til Belgien. Han vendte tilbage til<br />

Belgien hver dag. Flytningen skyldtes alene, at hans børn, der gik på en belgisk kostskole, herefter dagligt<br />

kunne nå til kostskolen fra forældrenes bolig. Miethe havde et kontor hos sin svigermor i Tyskland,<br />

hvor han også kunne overnatte. Det benyttede han sig af regelmæssigt en til to gange om ugen - også<br />

efter at han var blevet arbejdsløs i slutningen af september 1979. Miethe meldte sig ledig på arbejdsformidlingen<br />

i Tyskland og søgte der om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket blev afslået af de tyske<br />

myndigheder.<br />

EF-Domstolen fastslog, at artikel 71, stk. 1, litra a), ii) i forordning (EØF) nr. 1408/71, skal fortolkes<br />

således, at en grænsearbejder, der er helt arbejdsløs, og som er omfattet af denne bestemmelse, kun har<br />

krav på ydelser fra bopælsstaten, selv om pågældende opfylder betingelserne for ret til ydelser i den<br />

tidligere beskæftigelsesstat.<br />

Domstolen fastslog endvidere, at en grænsearbejder, der er helt arbejdsløs, men som har opretholdt en<br />

personlig og faglig tilknytning til den tidligere beskæftigelsesstat af en sådan art, der gør, at den pågældende<br />

må antages at have størst mulighed for på ny at få beskæftigelse dér, skal anses for omfattet af begrebet<br />

“andre arbejdstagere end grænsearbejdere” (atypisk grænsearbejder). Ifølge dommen tilkommer<br />

21


det den nationale retsinstans at afgøre, om en grænsearbejder er en atypisk grænsearbejder (dommens<br />

præmis 19). Dommens vigtigste præmisser gengives nedenfor:<br />

Ifølge præmis 16 i Miethe-dommen er formålet med bestemmelserne i artikel 71 i forordning (EØF) nr.<br />

1408/71 at sikre, ”at vandrende arbejdstagere kan opnå arbejdsløshedsydelser på sådanne betingelser, at de bedst muligt<br />

sættes i stand til at søge nyt arbejde. Begrebet ydelser i denne forbindelse omfatter ikke alene pengeydelser, men også den<br />

bistand i forbindelse med faglig genindslusning, som arbejdsformidlingen yder de tilmeldte arbejdstagere.”<br />

Præmis 17: ”Det må herefter antages, at reglen i artikel 71, stk. 1, litra a, ii, hvorefter en grænsearbejder, der er omfattet<br />

af definitionen heraf i artikel 1, litra b, og som er helt arbejdsløs, kun har krav på ydelser fra bopælsstaten, hviler på<br />

en uudtalt formodning om, at en sådan arbejdstager i denne medlemsstat har størst mulighed for på ny at finde beskæftigelse.”<br />

Præmis 18: ”Formålet med artikel 71, stk. 1, litra a, ii, i forordning nr. 1408/71 kan imidlertid ikke opfyldes, når<br />

en arbejdstager, der er helt arbejdsløs, og som er omfattet af definitionen i forordningens artikel 1, litra b, undtagelsesvis i<br />

den medlemsstat, hvori han senest har været beskæftiget, har opretholdt en personlig og faglig tilknytning af en sådan art,<br />

at han i denne medlemsstat må antages at have størst mulighed for på ny at opnå beskæftigelse. En sådan arbejdstager må<br />

under disse omstændigheder anses for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71 og er<br />

derfor omfattet af denne bestemmelses stk. 1, litra b.”<br />

Bemærkninger til Miethe-dommen<br />

Med Miethe-dommen må der siges at være foretaget en ikke uvæsentlig modifikation til forordningens<br />

artikel 71 vedrørende helt arbejdsløse grænsearbejdere.<br />

Af Miethe-dommen fremgår det ikke direkte, at Miethe var at anse for at være en atypisk grænsearbejder,<br />

idet denne vurdering netop tilkom den nationale tyske retsinstans (Bundessozialgericht), der forelagde<br />

spørgsmålet som et præjudicielt spørgsmål. Det kan oplyses, at Bundessozialgericht ikke afsagde<br />

nogen dom i den nationale sag, efter at EF-Domstolen havde afsagt dom vedrørende det præjudicielle<br />

4<br />

spørgsmål.TPF FPT Formodningen må være for, at den tyske myndighed tog bekræftende til genmæle og accepterede,<br />

at Miethe kunne stille sig til rådighed for den tyske arbejdsformidling og modtage tyske dagpenge.<br />

Det kan derfor være svært ud fra Miethe-dommen at fastlægge nogle retningslinier for, hvilke faktuelle<br />

momenter, den nationale retsinstans skal, kan eller må lægge vægt på ved vurderingen af, om en person<br />

”undtagelsesvis i den medlemsstat, hvori han senest har været beskæftiget, har opretholdt en personlig og<br />

faglig tilknytning af en sådan art, at han i denne medlemsstat (Danmark) må antages at have størst mulighed<br />

for på ny at finde beskæftigelse” (Miethe-dommens præmis 18). Skønnet må i vid udstrækning være frit<br />

og individuelt for den nationale retsinstans.<br />

4<br />

TP<br />

PT Bundessozialgericht har oplyst nævnssekretariatet, at sagen blev trukket i september 1986.<br />

22


Grænsearbejdere<br />

Sag nr. 2003-1-0610<br />

Medlemmet blev opsagt den 1. august 2003 fra sin arbejdsgiver i Danmark. Han havde på opsigelsestidspunktet<br />

i 14 måneder haft bopæl i Malmø i Sverige. Han tilmeldte sig den 7. august 2003 AF i<br />

Danmark og oplyste om sin svenske bopælsadresse. Medlemmet anførte, at han opholdt sig meget hos<br />

sine forældre bosat i København. I sin klage anførte han, at han den største del af tiden opholdt sig hos<br />

familie og venner i Danmark og søgte arbejde i Danmark, da han ikke forstod svensk godt nok til at en<br />

svensk arbejdsgiver ville ansætte ham. Han anførte endvidere at han ingen faglig uddannelse havde,<br />

hvilket ikke forøgede hans muligheder for ansættelse i Sverige.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et anså medlemmet for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i<br />

artikel 71, stk. 1, litra b i forordning (EØF) 1408/71 som defineret i EF-Domstolens dom i Sag 1/85<br />

(Miethe-dommen). Uanset at han ikke havde bopæl i Danmark i sin ledighedsperiode, havde han ret til<br />

at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt<br />

danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, såfremt han opfyldte de almindelige betingelser<br />

herfor.<br />

Personlig tilknytning:<br />

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet havde sin familie og vennekreds i Danmark som han ugentlig<br />

besøgte og overnattede hos, og at disse overnatningsmuligheder også fortsat bestod, efter at han var<br />

blevet ledig. På denne baggrund fandt Nævnet, at hans personlige tilknytning til familie og venner i<br />

Danmark var større end hans personlige tilknytning til Sverige.<br />

Faglig tilknytning:<br />

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet frem til den 1. august 2003, hvor han blev arbejdsløs, udelukkende<br />

havde haft beskæftigelse i Danmark. På denne baggrund fandt Nævnet ikke, at han ved ledighedens<br />

indtræden havde større muligheder for at opnå beskæftigelse i Sverige end i Danmark.<br />

Med henvisning til medlemmets personlige og faglige baggrund fandt Nævnet, at han ved ledighedens<br />

indtræden - og også efterfølgende - havde opretholdt en personlig og faglig tilknytning af en sådan art<br />

til Danmark, at han måtte antages at have størst mulighed for på ny at opnå beskæftigelse i Danmark.<br />

Efter Nævnets opfattelse havde han således samlet set opretholdt en sådan personlig og faglig tilknytning<br />

til Danmark, som var nødvendig for at han kunne anses for at være en ”anden arbejdstager end<br />

grænsearbejder” i medfør af principperne i Miethe-dommen, og han var således omfattet af artikel 71,<br />

stk. 1, litra b i forordning 1408/71.<br />

Sag. nr. <strong>2004</strong>-1-0037<br />

Medlemmet blev opsagt til fratræden den 30. september 2003 fra sit job som stewardesse hos X flyselskab<br />

i Danmark med arbejdssted (base) i Sønderborg. Medlemmet havde på opsigelsestidspunktet bopæl<br />

i Flensborg i Tyskland. Medlemmet tilmeldte sig den 1. oktober 2003 AF i Danmark og oplyste om<br />

sin tyske bopælsadresse. I sin klage anførte medlemmet blandt andet, at hun oftest var i Danmark på<br />

sine fridage, og at der derved ofte gik mellem 1 uge og 14 dage mellem at hun var hjemme på sin bopæl<br />

i Tyskland. Hun anførte endvidere, at hendes tyskkundskaber ikke rakte til at hun kunne opnå beskæftigelse<br />

i Tyskland.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et anså medlemmet for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i<br />

artikel 71, stk. 1, litra b i forordning (EØF) 1408/71 som defineret i EF-Domstolens dom i Sag 1/85<br />

23


(Miethe-dommen).<br />

Personlig tilknytning:<br />

Nævnet lagde vægt på medlemmets oplysning om, at hun sjældent opholdt sig flere dage i træk på sin<br />

tyske bopæl, at hun ikke havde nogen nære venskabs-relationer til personer i Tyskland samt, at hun<br />

havde sin familie, kæreste og vennekreds i Danmark som hun besøgte så ofte hun kunne komme til det<br />

(så vidt muligt hver uge). Nævnet lagde vægt på, at hun ofte overnattede i Danmark hos familie og kæreste,<br />

og at disse overnatningsmuligheder også fortsat bestod, efter at hun var blevet ledig. På denne<br />

baggrund fandt Nævnet, at hendes personlige tilknytning til Danmark var større end hendes personlige<br />

tilknytning til Tyskland. Det forhold, at medlemmet under sine vagter på flyvninger i Tyskland overnattede<br />

i Tyskland flere nætter ad gangen talte efter Nævnets opfattelse ikke afgørende imod Nævnets<br />

holdning. Dette skyldtes, at hendes overnatninger i Tyskland skete som et naturligt led i hendes beskæftigelse<br />

hos X flyselskab, og ikke som et led i det liv, hun levede uden for sin arbejdstid.<br />

Faglig tilknytning:<br />

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet, frem til den 1. oktober 2003, hvor hun blev arbejdsløs, udelukkende<br />

havde haft beskæftigelse i Danmark. På denne baggrund fandt Nævnet ikke, at hun ved ledighedens<br />

indtræden havde større muligheder for på ny at opnå beskæftigelse i Tyskland end i Danmark.<br />

Bemærkninger til nævnssagerne<br />

Sagerne har mange lighedspunkter med forholdene i Miethe-dommen. F.eks. havde de pågældende<br />

grænsearbejdere ikke andet personligt forhold til bopælslandet, end at de boede der. Den personlige<br />

interessesfære lå i øvrigt i Danmark. Deres personlige forhold til bopælslandet kan nok endda siges at<br />

være mindre end Miethe’s, der jo boede i bopælslandet sammen med sin kone og børn og vendte tilbage<br />

til bopælslandet omtrent 5 dage om ugen. De pågældende havde - som Miethe - udelukkende haft<br />

beskæftigelse i beskæftigelsesstaten.<br />

Da personernes berøringsflade med bopælslandet var særdeles begrænsede, fandtes det ikke muligt på<br />

den baggrund at konkludere, at grænsearbejderne havde større mulighed for at finde arbejde i Sverige/Tyskland<br />

end i Danmark. Det skal bemærkes, at sagerne blev afgjort ud fra meget konkrete skøn af<br />

personernes tilhørsforhold. Der kan derfor nok ikke udledes generelle retningslinier af de to nævnsafgørelser.<br />

Afgørelserne kan imidlertid inspirere til at stille følgende spørgsmål:<br />

Hvornår er det relevant at vurdere, om en grænsearbejder er en atypisk grænsearbejder i medfør<br />

af Miethe-dommen? Og hvilken rolle kan a-kasserne spille i denne sammenhæng?<br />

5<br />

Af punkt 225 i EØS-vejledningenTPF FPT fremgår, at a-kassen som 1. instans skal træffe afgørelse om, hvorvidt<br />

den ledige grænsearbejder er dagpengeberettiget i Danmark. En grænsearbejder, der ikke har bopæl<br />

6<br />

i Danmark, opfylder ikke bopælskravet i § 4 i rådighedsbekendtgørelsenTPF FPT. Da det er Arbejdsdirektoratet,<br />

der som 1. instans har kompetence til at afgøre, om en sådan grænsearbejder kan anses for at være en<br />

atypisk grænsearbejder, er a-kassen derfor nødt til at træffe en afgørelse, hvori der gives grænsearbejderen<br />

afslag på danske dagpenge med henvisning til, at grænsearbejderen ikke kan anses for at stå til rådighed<br />

for det danske arbejdsmarked.<br />

I relation til en grænsearbejder, der ikke har bopæl i Danmark, der melder sig ledig hos en dansk akasse,<br />

har den danske a-kasse nogle vigtige roller. Grænsearbejderen, der ønsker at modtage danske<br />

dagpenge, skal vejledes om, at han skal tilmelde sig såvel den danske Arbejdsformidling som bopæls-<br />

5<br />

TP PT Arbejdsdirektoratets<br />

6<br />

vejledning nr. 125 af 20. december <strong>2004</strong> om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene.<br />

TP PT Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed med tilhørende vejledning nr. 64 af 17. juni<br />

2003.<br />

24


landets arbejdsformidling, indtil det er afgjort, hvor grænsearbejderen er dagpengeberettiget. Derudover<br />

skal grænsearbejderen gøres bekendt med principperne i Miethe-dommen, så grænsearbejderen kan<br />

vurdere, om han vil påklage a-kassens afgørelse til Arbejdsdirektoratet. Kassen kan i den forbindelse<br />

være grænsearbejderen behjælpelig med at fremdrage de faktuelle momenter, der kan være med til at<br />

tegne et billede af grænsearbejderens tilknytning til henholdsvis Danmark og bopælslandet. Disse oplysninger<br />

kan vedlægges klagen til Arbejdsdirektoratet, der således vil modtage en sag, der allerede fra<br />

starten er godt oplyst.<br />

Et bud på, hvornår man som hovedregel grundigt bør undersøge og overveje, om der er tale om en<br />

atypisk grænsearbejder, er den situation, hvor en grænsearbejder, der udelukkende har været beskæftiget<br />

på det danske arbejdsmarked, flytter til enten Sverige eller Tyskland og derefter bliver helt ledig, og hvis<br />

grænsearbejderen har nære familiære og venskabsmæssige relationer til Danmark. I modsætning til de<br />

grænsearbejdere, der har været i beskæftigelse i såvel Danmark som i bopælslandet, har disse personer<br />

netop aldrig været i beskæftigelse i bopælslandet. Det kan derfor forekomme noget søgt at nå frem til,<br />

at disse personer har større muligheder for at opnå beskæftigelse i bopælslandet end i Danmark!<br />

Man kan i den forbindelse spørge sig selv, om ikke en helt arbejdsløs grænsearbejder med bopæl i Malmö,<br />

der altid har arbejdet i københavnsområdet, kan stå til rådighed for en københavnsk Arbejdsformidling<br />

med lige så stor nytte for det danske arbejdsmarked som en arbejdsløs person bosat i Roskilde<br />

eller Holbæk. Og de samme forhold gør sig gældende i de danske områder ved grænsen til Tyskland.<br />

Det skal endeligt bemærkes, at det forhold, at en grænsearbejder har arbejdet i både Sverige og Danmark<br />

ikke udelukker, at personen kan blive betragtet som en atypisk grænsearbejder i medfør af Miethedommen.<br />

Vurderingen, der udelukkende baserer sig på et skøn, skal altid foretages på baggrund af de<br />

konkrete omstændigheder i sagen.<br />

Følgende momenter kan være med til at tegne et billede af grænsearbejderens tilknytning til<br />

henholdsvis Danmark og bopælslandet:<br />

Personlig tilknytning:<br />

Hvorfor flyttede personen i sin tid til Sverige/Tyskland? Hvor længe har grænsearbejderen haft bopæl i<br />

bopælslandet, og hvor bor vedkommende? Hvor ofte var personen på sin bopæl under sin seneste beskæftigelse?<br />

Hvor boede grænsearbejderen, før han/hun blev grænsearbejder? Har grænsearbejderen<br />

jævnligt haft ophold i Danmark, herunder overnatninger, under sin seneste beskæftigelse? Forventes<br />

antallet af (ugentlige) ophold i Danmark at ændre sig i en kommende ledighedsperiode? Hvor er den del<br />

af familien, personen ser mest, bosat? Er personen gift, samlevende, er der en kæreste, og hvor er denne<br />

person bosat? Har personen børn, og hvor bor de? Hvor er personens nærmeste venner bosat?<br />

Hvor ofte har personen besøgt disse personer, mens han/hun var grænsearbejder?<br />

Faglig tilknytning:<br />

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har personen (folkeskole, gymnasial uddannelse, universitetsuddannelse,<br />

håndværksmæssig (faglært) uddannelse, ufaglært)? Hvilke jobs har personen haft og hvor?<br />

Hvilket indhold havde jobbene, og var jobbene meget ”Danmarks-specifikke”? I hvilken grad kan personen<br />

begå sig på bopælslandets sprog? Hvorfor mener personen, at mulighederne for at finde job i<br />

Danmark er større end i bopælslandet? Har personen ansøgt jobs (hvor mange) i begge lande eller kun i<br />

Danmark, og er han/hun blevet kaldt til jobsamtaler?<br />

Bopælslandets brancheorganisation for det område, grænsearbejderen var ansat i, kan eventuelt anmo-<br />

25


des om at udtale sig om jobsituationen i bopælslandet herunder, om der er ”papirmæssige” hindringer<br />

for, at personen kan få beskæftigelse i bopælslandet inden for sit uddannelses-/fagområde.<br />

Ny forordning afløser forordning 1408/71<br />

Afslutningsvis skal det nævnes, at forordning 1408/71 inden for nærmeste fremtid bliver afløst af ”Europa-Parlamentets<br />

og Rådets forordning nr. 883/<strong>2004</strong> af 29. april <strong>2004</strong> om koordinering af de sociale<br />

7<br />

sikringsordninger”TPF FPT. Forordning 883/<strong>2004</strong> træder i kraft, når gennemførelsesforordningen er vedtaget.<br />

Reglerne om ”ydelser til arbejdsløse, som var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat”<br />

findes i forordningens artikel 65. Bestemmelsen syner lidt mere omfangsrig end den nuværende artikel<br />

71. I artikel 65 sondres fortsat mellem grænsearbejdere og ikke-grænsearbejdere. Som noget nyt etableres<br />

der en refusionsperiode, der går ud på, at beskæftigelsesstaten refunderer bopælsstaten de udgifter,<br />

bopælsstaten udreder i de første 3 (i nogle situationer 5 måneder) til den arbejdsløse.<br />

Hvorvidt Miethe-dommen vil have betydning for fortolkningen af artikel 65 i den nye forordning, er<br />

endnu for tidligt at vurdere. I første omgang må det afventes, at gennemførelsesforordningen bliver<br />

vedtaget.<br />

7<br />

TP PT EUT <strong>2004</strong> l 166/1 som berigtiget i EUT <strong>2004</strong> L 200/1. Forordningen kan findes via følgende internetlink:<br />

HThttp://europa.eu.int/eur-lex/da/search/search_lif.htmlTH. Forordningen er optrykt i EU-Karnov, Supplement <strong>2004</strong>, side<br />

2703 til 2717.<br />

26


Prøvelse af ankenævnets afgørelser<br />

Retssager<br />

Siden sidste årsberetning er der afsluttet 7 retssager. Her bringes et udvalg.<br />

Østre Landsrets dom i en sag om, hvorvidt to tyske statsborgere, der i perioder havde arbejdet i<br />

Danmark, havde ret til efterløn.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. 2000-1-0206 og 2000-1-0207<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fik medhold i, at de to tyske statsborgere ikke var berettiget til at modtage efterløn.<br />

Direktoratet traf i september 1997 afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til at modtage efterløn<br />

fra den 1. november 1997, fordi medlemmet ikke havde bopæl i Danmark. Medlemmet ankede<br />

afgørelsen til <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>, som tiltrådte direktoratets afgørelse om, at medlemmet ikke<br />

var berettiget til at modtage efterløn.<br />

Ved lov nr. 397 af 31. maj 2000 blev arbejdsløshedsforsikringsloven med virkning fra 1. juli 2000 ændret<br />

således, at det er et krav, at et medlem har bopæl i et EØS-land, for at kunne overgå til efterløn. Der<br />

var således ikke længere krav om bopæl i Danmark.<br />

Som en følge af lovændringen besluttede <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> den 19. september 2000 at ophæve<br />

sine tidligere afgørelser om de to tyske statsborgeres ret til efterløn og i denne forbindelse opfyldelse<br />

af bopælskravet, angående bopælskravet og hjemviste sagerne til direktoratet til ny behandling.<br />

Direktoratet anmodede herefter de respektive arbejdsløshedskasser om at træffe fornyet afgørelse.<br />

For den ene tyske statsborger traf arbejdsløshedskassen den 6. november 2000 afgørelse om, at han<br />

heller ikke, når der bortsås fra bopælskravet, var berettiget til efterløn, fordi han ikke den 1. november<br />

1997, hvor han ansøgte om efterløn, var medlem af en dansk arbejdsløshedskasse, og fordi han ved<br />

arbejdsophøret ikke var fyldt 60 år. Arbejdsdirektoratet tiltrådte afgørelsen den 7. februar 2001.<br />

For den anden tyske statsborger traf arbejdsløshedskassen den 31. oktober 2000 en tilsvarende afgørelse.<br />

Direktoratet traf den 7. februar 2001 afgørelse i begge sager om, at de tyske statsborgere ikke opfyldte<br />

betingelserne for ret til efterløn.<br />

Den 19. juni 2001 stadfæstede ankenævnet direktoratets afgørelse for den ene tyske statsborger og anførte<br />

bl.a. i afgørelsen, at den omstændighed, at bopælskravet blev ændret ved lov nr. 397 af 31. maj<br />

2000, således at dette krav var opfyldt for den tyske statsborgers vedkommende, ikke automatisk bevirkede,<br />

at de øvrige betingelser for ret til efterløn kunne anses for opfyldt.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et tiltrådte endvidere, at direktoratet ikke havde kunnet dispensere for manglende medlemskab<br />

af en dansk arbejdsløshedskasse efter den 31. august 1996.<br />

27


<strong>Ankenævn</strong>et traf samme dato afgørelse vedrørende den anden tyske statsborger efter samme retlige<br />

synspunkter, idet der dog ikke blev taget stilling til spørgsmålet om dispensation for manglende medlemskab<br />

af en dansk arbejdsløshedskasse.<br />

De to tyske statsborgere anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes<br />

at anerkende, at de to tyske statsborgere var berettiget til at modtage efterløn med virkning henholdsvis<br />

fra den 1. juni 1999 og fra den 1. oktober 1997. Der blev endvidere nedlagt påstand om, at<br />

ankenævnet skulle anerkende, at de to tyske statsborgere henholdsvis den 1. november 1997 og den 1.<br />

oktober 1997 ikke var afskåret fra at modtage efterløn på baggrund af manglende anciennitet i en dansk<br />

arbejdsløshedskasse eller manglende medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse pr. de pågældende<br />

datoer.<br />

Østre Landsret frifandt ankenævnet.<br />

Østre Landsret fandt ikke, at det kunne antages, at den danske efterlønsordning var omfattet af Rådets<br />

forordning af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige<br />

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer (1408/71). Østre Landsret fandt dette resultat bestyrket<br />

ved vedtagelsen af Rådets forordning nr. 883 af 29. april <strong>2004</strong> om koordinering af de sociale sikringsordninger.<br />

Østre Landsret bemærkede, at denne forordning omfatter – som en ændring af retstilstanden<br />

efterløn – men undtager dansk efterløn fra reglen om sammenlægning af perioder for erhvervelsen<br />

af retten til ydelser, ”da der kun findes lovbestemte efterlønsordninger i meget få medlemsstater”.<br />

Østre Landsret fandt endvidere ikke, at det indebar diskrimination i strid med Traktatens artikel 39 og<br />

forordningens artikel 7, når der ved vurderingen af, om anciennitetskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens<br />

§ 75 b, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, er opfyldt, ikke tages hensyn til forsikringsperioder i en anden medlemsstat.<br />

Østre Landsret lagde i den forbindelse vægt på efterlønsordningens karakter, bl.a. som beskrevet<br />

i rettens kendelse af 27. juni 2003 sammenholdt med det anførte om baggrunden for, at dansk<br />

efterløn i forordning nr. 883 af 29. april <strong>2004</strong> er undtaget fra reglen om sammenlægning af perioder for<br />

erhvervelsen af retten til ydelser.<br />

Vestre Landsrets tilkendegivelse i en sag om medlemmet drev selvstændig virksomhed og om<br />

medlemmet havde handlet uagtsomt ved ikke at have oplyst arbejdsløshedskassen herom.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. 2003-1-0292.<br />

Sagen blev forligt, efter at Vestre Landsret var fremkommet med en tilkendegivelse om, at medlemmet havde drevet selvstændig<br />

virksomhed, og at medlemmet dermed havde handlet uagtsomt ved ikke at have oplyst arbejdsløshedskassen herom.<br />

Direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen traf afgørelse om, at medlemmet fra den 15. august 2000<br />

drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og at medlemmet havde modtaget efterløn med urette,<br />

som medlemmet skulle betale tilbage til a-kassen. Direktoratet fandt ligeledes, at medlemmet havde<br />

handlet svigagtigt, og at medlemmet derfor skulle gennemgå en effektiv karantæne på 53 timer.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et tiltrådte direktoratets afgørelse, dog fandt ankenævnet, at medlemmet havde handlet uagtsomt.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at medlemmets virksomhed måtte anses for selvstændig virksomhed i relation til<br />

28


arbejdsløshedsforsikringslovens regler, at medlemmets beskæftigelse som formidler/agent måtte anses<br />

for udøvet for medlemmets egen regning og risiko.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde vægt på, at der ikke var tale om et egentligt ansættelsesforhold mellem medlemmet<br />

og rejsebureauet, at det af flere avisartikler og annoncer fremgik, at medlemmet som alternativ til store<br />

rejsebureauer arrangerede mini-ferier af 1-3 dages varighed, at medlemmets beskæftigelse skulle udføres<br />

personligt af medlemmet, idet medlemmet også fungerede som guide fra start til slut. Direktoratet bemærkede<br />

endvidere, at det var uden betydning for vurderingen af, om der er tale om selvstændig virksomhed,<br />

om medlemmet havde haft nogen indtjening ved medlemmets beskæftigelse.<br />

Da medlemmet havde givet fejlagtige oplysninger om sine arbejdstimer, fandt direktoratet, at medlemmet<br />

skulle betale beløbet tilbage til a-kassen. <strong>Ankenævn</strong>et vurderede, at medlemmet kunne have troet,<br />

at det ikke var nødvendigt at orientere arbejdsløshedskassen om virksomheden, da medlemmet kunne<br />

have opfattet det sådan, at den endnu ikke rigtigt var kommet i gang. Medlemmet blev pålagt en effektiv<br />

karantæne på 20 timer.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde vægt på, at det af efterlønskortene fremgår, at medlemmet har pligt til at oplyse om<br />

ethvert forhold, der har betydning for bedømmelsen af dagpengeretten, herunder om alt arbejde – lønnet<br />

som ulønnet, at medlemmet ved sin underskrift på tro og love havde erklæret, at oplysningerne på<br />

efterlønskortene er rigtige, at medlemmet burde vide, at man ikke kunne arbejde og modtage efterløn<br />

for samme periode, og at medlemmet ikke henvendte sig til a-kassen, da medlemmet blev bekendt med<br />

fejludbetalingen.<br />

Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,<br />

at der ikke kunne pålægges medlemmet effektiv karantæne på 20 timer, at der ikke kunne tilbageholdes<br />

dagpenge i perioden 15. august 2000 til 5. december 2000 og subsidiært, at sagen blev hjemvist<br />

til fornyet administrativ behandling.<br />

Vestre Landsret tilkendegav efter, at sagen var procederet, at der ikke kunne gives sagsøgeren/medlemmet<br />

medhold i de nedlagte påstande, og at ankenævnet derfor ville blive frifundet. Herefter<br />

hævede medlemmets advokat den anlagte retssag.<br />

Østre Landsrets tilkendegivelse i en sag om, hvorvidt medlemmets udlejningsvirksomhed måtte<br />

betragtes som selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og om hvorvidt medlemmet<br />

havde modtaget dagpenge med urette.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. 2001-1-0226.<br />

Sagen blev forligt, efter at Østre Landsret var fremkommet med en tilkendegivelse om, at medlemmet med urette havde<br />

modtaget dagpenge i perioden 22. november 1993 til 9. november 1995, fordi han drev selvstændig virksomhed i et vist<br />

omfang i denne periode uden at oplyse det til sin a-kasse. Han skulle derfor tilbagebetale det af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

fastsatte beløb samt pålægges en karantæne på 37 timer.<br />

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale brutto kr. 237.691,- til arbejdsløshedskassen,<br />

og at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig.<br />

Direktoratet gav som begrundelse for, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpengene modtaget af arbejdsløshedskassen,<br />

og for at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen, at når der<br />

var henset til de udgifter til transport, annoncer, kontorophold mv., som skattemæssigt var fratrukket<br />

29


egnskabet, fandt direktoratet det ikke sandsynliggjort, at virksomheden til enhver tid havde kunnet<br />

udføres uden for normal arbejdstid. Direktoratet var af den opfattelse, at udgifterne reelt skulle henføres<br />

til den selvstændige virksomhed, idet det ikke var sandsynliggjort, at udgifterne vedrørte privat jobsøgning.<br />

Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet på tro og love havde skrevet under på dagpengekortene, at<br />

han overholdt sin oplysningspligt over for arbejdsløshedskassen, og at medlemmet ikke havde oplyst<br />

om, at han drev selvstændig virksomhed.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et ændrede direktoratets afgørelse delvist. <strong>Ankenævn</strong>et traf afgørelse om, at medlemmet<br />

havde modtaget dagpenge med urette i perioden 22. november 1993 til 9. november 1995, fordi medlemmet<br />

drev selvstændig virksomhed i et vist omfang i denne periode uden at oplyse det til sin arbejdsløshedskasse.<br />

Medlemmet skulle ikke tilbagebetale samtlige dagpenge udbetalt i dette tidsrum, men et<br />

mindre beløb. Medlemmet skulle ikke slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig, men pålægges<br />

en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt forhold over for arbejdsløshedskassen.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmets beskæftigelse med afvikling af virksomheden<br />

i tiden fra 22. november 1993 til 31. december 1993, som medlemmet efterfølgende havde angivet til i<br />

alt 55 minutters arbejde, ikke kunne anses for egentlig drift af selvstændig virksomhed, hvorfor der ikke<br />

var udbetalt dagpenge med urette af denne grund.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et anså medlemmets beskæftigelse med udlejningsejendomme for selvstændig virksomhed<br />

drevet som bibeskæftigelse. <strong>Ankenævn</strong>et lagde herved vægt på, at medlemmet havde ejet og administreret<br />

ejendommene i en række år, hvor han samtidig havde fuldtidsansættelse som lønmodtager. Alle<br />

dagpenge i forbindelse med ejendommene, herunder også administration og transport, skulle medføre<br />

fradrag i dagpengene.<br />

Medlemmets beskæftigelse som agent for det engelske hårtransplantationsfirma anså ankenævnet endvidere<br />

for drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, hvorfor alt arbejde med dette skulle<br />

have været oplyst på dagpengekortene. Medlemmet skulle derfor tilbagebetale dagpenge svarende til de<br />

timer, som måtte anses for anvendt på denne beskæftigelse.<br />

Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,<br />

at ankenævnets afgørelse af 4. november 1999 i sagen vedrørende medlemmet var ugyldig.<br />

Østre Landsret tilkendegav, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge svarende til de timer, som måtte<br />

anses for anvendt på den nævnte beskæftigelse, og at den pålagte karantæne på 37 timer fandtes berettiget.<br />

Østre Landsret lagde til grund, at medlemmet forud for og i perioden fra 22. november 1993 til 9. november<br />

1995, hvor medlemmet modtog dagpenge, ejede 2 udlejningsejendomme med 2 lejemål i hver,<br />

at medlemmets tidligere hustru endvidere ejede en lejlighed, der blev lejet ud. Medlemmets regnskaber<br />

for 1994 indeholdt tillige regnskabsoplysninger vedrørende hans tidligere hustrus udlejningslejlighed og<br />

oplysning om, at han stod for driften også af denne lejlighed. På baggrund af regnskabsoplysningerne<br />

om udgifterne ved udlejningen fandt landsretten, at medlemmet havde forestået administrationen af<br />

udlejningen, og at han måtte have ydet en større personlig arbejdsindsats end det, han havde angivet.<br />

Landsretten fandt det således ikke godtgjort, at udlejningsvirksomheden alene havde haft karakter af<br />

formueforvaltning, hvorfor udlejningsvirksomheden måtte betragtes som selvstændig virksomhed som<br />

bibeskæftigelse. Landsretten fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at arbejdet til enhver tid kunne<br />

30


føres uden for normal arbejdstid.<br />

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at medlemmets arbejde for Nobel Clinic var ophørt forud for<br />

ledighedsperioden eller var af uvæsentligt omfang. Arbejdet måtte derfor betragtes som selvstændig<br />

virksomhed som bibeskæftigelse. Landsretten fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at arbejdet til<br />

enhver tid kunne udføres uden for normal arbejdstid. Henset til at medlemmet i perioden 22. november<br />

1993 til 9. november 1995 havde drevet selvstændig virksomhed i et vist omfang uden at oplyse det til<br />

sin arbejdsløshedskasse og til at medlemmet til a-kassen afgav oplysningerne under tro og love, og herunder<br />

månedligt anførte, at han havde 0 timers arbejde med selvstændig virksomhed, fandt landsretten,<br />

at medlemmet derved havde handlet groft uagtsomt over for arbejdsløshedskassen.<br />

Landsretten tilkendegav på denne baggrund et forslag om, at sagen blev forliget ved, at medlemmet<br />

hævede sagen i forhold til <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>, og at medlemmet tog bekræftende til genmæle<br />

over for arbejdsløshedskassens påstand om betaling af 104.993 kr. med procesrente fra den 29. marts<br />

2001. Medlemmet tiltrådte herefter landsrettens tilkendegivelse.<br />

Sag om hvorvidt medlemmet opfyldte betingelserne for at være dagpengeberettiget.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. 2001-1-0398<br />

Østre Landsret hævede sagen inden domsforhandlingen efter sagsøgers anmodning. Sagsøger blev tilkendt at betale 12.000<br />

kr. i sagsomkostninger til ankenævnet.<br />

Medlemmet meldte sig ledig den 9. marts 1999 og ansøgte om dagpenge. Medlemmet oplyste, at hun<br />

havde arbejdet i virksomheden xxx fra den 1. april 1989 til den 27. februar 1999, at beskæftigelsen havde<br />

været hendes hovedbeskæftigelse, og at hun havde arbejdet 37 timer i gennemsnit pr. uge. Virksomheden<br />

var ejet af medlemmets ægtefælle.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et traf afgørelse om, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at blive anset som udtrådt<br />

af sin ægtefælles selvstændige virksomhed ved tilmelding som ledig.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagt vægt på, at virksomheden i forbindelse med, at der indførtes lovmæssige krav til forarbejdelsen<br />

af hakket kød, besluttede at nedlægge hakkefunktionen.<br />

Virksomheden mistede samtidig i 1998 fire større kunder, som medlemmet betjente. Medlemmets arbejdsfunktion<br />

vedrørende betjening af disse kunder, herunder produktion af hakkebøffer, udskæring af<br />

kød og udbringning af varer til disse kunder, bortfaldt således.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt, at det alene var arbejdsfunktionen med hensyn til produktion af hakkekødet, der<br />

kunne anses for bortfaldet efter ophørsbekendtgørelsens § 6, stk. 1. De resterende arbejdsfunktioner,<br />

herunder udskæring af kød, indkøb og udbringning, fandtes stadig i relation til virksomhedens øvrige<br />

kunder og kunne således ikke anses for bortfaldet, ligesom funktionerne ikke kunne karakteriseres som<br />

underordnede funktioner af ringe omfang set i forhold til medlemmets samlede hidtidige arbejdsfunktioner.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt således, at medlemmets væsentligste arbejdsfunktioner fortsat blev udført i virksomheden,<br />

hvilket betød, at arbejdsfunktionerne på tidspunktet, hvor medlemmet søgte om dagpenge, ikke<br />

var bortfaldet mere end midlertidigt. <strong>Ankenævn</strong>et bemærkede, at spørgsmålet om at være udtrådt af en<br />

virksomhed, der videreføres af ægtefællen, således ikke alene blev afgjort på grundlag af, om vedkom-<br />

31


mende rent faktisk ikke længere beskæftigede sig med virksomhedens drift, men også på grundlag af,<br />

om de formelle betingelser i lovens § 57, stk. 3 og § 6 i bekendtgørelse om ophør med drift af selvstændig<br />

virksomhed som hovedbeskæftigelse var opfyldt.<br />

Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med påstand om, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,<br />

at hun var dagpengeberettiget, da hun meldte sig ledig. Medlemmets advokat hævede sagen inden<br />

domsforhandlingen og overlod det til retten at træffe afgørelse om sagens omkostninger.<br />

Ombudsmandssager<br />

Ombudsmanden har i <strong>2004</strong> behandlet 33 sager, hvori <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> optrådte som hovedmyndighed.<br />

8 af disse sager blev afvist, mens 25 sager blev realitetsbehandlet. Ingen af de realitetsbehandlede<br />

sager vedrørende ankenævnet gav anledning til kritik eller henstilling.<br />

Anmodning til ankenævnet om en udtalelse i anledning af medlemmets klage til ombudsmanden.<br />

Ombudsmanden fandt ikke anledning til kritik.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. 2003-1-0568<br />

Medlemmet betalte ikke medlemsbidraget for oktober kvartal 2002 til tiden. A-kassen sendte et rykkerbrev den 7. november<br />

2002 med betalingsfrist til den 29. november 2002, hvoraf det fremgik, at medlemmet ville blive slettet som medlem<br />

af a-kassen, hvis betalingen ikke skete inden den nævnte frist. A-kassen modtog først det skyldige beløb den 9. december<br />

2002. A-kassen meddelte medlemmet i brev af 20. december 2002, at medlemskabet var blevet genoprettet, men<br />

at medlemmet var blevet pålagt en karantæne på 7,4 timer, da betalingsfristen ikke var blevet overholdt. Medlemmet<br />

anførte i sit klagebrev, at han ikke var blevet gjort opmærksom på, at han ville få 7,4 timers karantæne. Medlemmet<br />

anførte videre, at han ikke havde modtaget rykkerbrevet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et tiltrådte den 3. oktober 2003 direktoratets afgørelse om, at medlemmet havde betalt sit<br />

medlemsbidrag for sent og at han som følge af genoprettelsen af sit medlemskab skulle have en karantæne<br />

på 7,4 timer.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde i den forbindelse vægt på, at a-kassen havde fremlagt dokumentation for afsendelse<br />

af rykkerbrevet i form af en kopi af brevet og en mailing-liste, hvoraf medlemmets navn fremgik, samt<br />

at der ikke på daværende tidspunkt var konstateret uregelmæssigheder i postgangen. <strong>Ankenævn</strong>et fandt<br />

det derfor ikke godtgjort, at medlemmet ikke havde modtaget a-kassens rykkerbrev. <strong>Ankenævn</strong>et var<br />

endvidere af den opfattelse, at medlemmet burde have vidst, at medlemmet var i kontingentrestance,<br />

idet medlemmet allerede havde modtaget giroindbetalingskortet for oktober kvartal.<br />

Medlemmet henvendte sig herefter til Folketingets Ombudsmand.<br />

Folketingets Ombudsmand bad den 15. oktober 2003 om myndighedernes udtalelse, herunder udtalelse<br />

om dokumentationskravet fra a-kassens side vedrørende rykkerbrevets afsendelse, herunder nærmere<br />

oplysninger om a-kassens ”mailing-liste”.<br />

Direktoratet udtalte bl.a., at der i forbindelse med revisionen af 78 i lov om arbejdsløshedsforsikring i<br />

1993 skete en yderligere varsling vedrørende rykker- og sletteproceduren for medlemsbidraget. Ændringen<br />

betød, at slettelse af medlemskab fortsat finder sted, hvis restancen ikke betales inden 3- ugers<br />

fristen, men der gives mulighed for at ophæve slettelsen, hvis restancen betales inden for en frist af 4<br />

32


uger.<br />

Direktoratet anførte videre, at der også ved revisionen blev indført en regel om, at medlemmet fik en<br />

20 timers effektiv karantæne, hvis medlemmet betalte efter udløbet af betalingsfristen på 3 uger i rykkerbrevet<br />

og fik sit medlemskab genoprettet. Bestemmelsen blev indført med henblik på at skabe en<br />

præventiv effekt, således at færre ville komme i restance med betaling af medlemsbidrag. Karantænen er<br />

pr. 1. juli 2001 blevet ændret til 7,4 timer. Reglen står i § 9, stk. 4 og 10, stk. 1 i bekendtgørelsen.<br />

Videre anførte direktoratet, at efter § 9, stk. 5, i vejledningen er det et krav, når a-kassen sender et slettebrev,<br />

at der skal foreligge en kvittering fra postvæsenet for indlevering af brevet til afsendelse. Hvis<br />

brevet sendes som anbefalet post, vil kvittering være dokumentation for afsendelsen, men der er ikke et<br />

krav om, at brevet skal sendes anbefalet.<br />

Direktoratet mente ikke, at det var de samme hensyn, som gjorde sig gældende vedrørende kravet til<br />

dokumentation for rykkerbrevet som for slettebrevet, idet slettebrevet er den sidste varsling, som medlemmet<br />

modtager, og hvor medlemmet har en ‘sidste chance’ for at få sit medlemskab af a-kassen genoprettet.<br />

I betragtning af den lange reaktionstid der var til at betale, og at medlemmet ved modtagelsen af kontingentopkrævningen<br />

blev gjort opmærksom på sin pligt til at betale sammenholdt med, at medlemmet<br />

modtog en sidste varsling ved modtagelsen af slettebrevet, mente direktoratet, at en kopi af rykkerbrevet<br />

er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet er rykket skriftligt.<br />

I henvendelsen til Folketingets Ombudsmand havde medlemmet gjort gældende, at så længe der kunne<br />

rejses tvivl om, hvorvidt han havde modtaget rykkerbrevet, så burde tvivlen komme ham til gode.<br />

Til medlemmets udtalelse bemærkede ankenævnet i sin udtalelse, at der ikke forelå væsentlige nye oplysninger,<br />

der kunne begrunde en genoptagelse af sagen til fornyet vurdering og afgørelse. Det var endvidere<br />

fortsat ankenævnets vurdering, at a-kassen havde fulgt den rykker- og sletteprocedure, som<br />

fremgik af lovens § 78 samt bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag<br />

til en a-kasse.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et anførte videre, at det fremgik af bekendtgørelsens § 8, stk. 5, at a-kassen skal dokumentere,<br />

at rykkerbrevet er sendt.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et bemærkede videre, at efter vejledningen, jf. ‘Til § 8, stk. 5—Dokumentation for afsendelse<br />

af rykkerbrevet’ fremgår, at det er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet er blevet rykket<br />

skriftligt, at a-kassen kan fremvise en brevkopi af det afsendte rykkerbrev eller en edb-udskrift, der viser,<br />

hvilken dato rykkerbrevet er sendt.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et bemærkede hertil, at a-kassen den 5. december 2002 havde fremsendt et slettebrev til medlemmet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et henviste til, at ifølge bekendtgørelsens § 9, stk. 5, skal a-kassen dokumentere, at<br />

slettebrevet er sendt, og at det fremgår af vejledningen, at såfremt postvæsenet har kvitteret for, at slettebrevet<br />

enten er indleveret til afsendelse, eller det er sendt som anbefalet post, vil kvitteringen være<br />

dokumentation for afsendelsen.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt på denne baggrund, at a-kassen havde fulgt den beskrevne procedure vedrørende<br />

rykkerskrivelser.<br />

33


<strong>Ankenævn</strong>et fandt således ikke, at der kunne udledes et skærpet krav om dokumentation som f.eks. en<br />

kvittering fra postvæsenet ved afsendelsen af rykkerbreve.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde vægt på, at der ud over rykkerbrevet blev afsendt et slettebrev, hvorved medlemmet<br />

fik en sidste mulighed for at betale restancen. Da rykkerbrevet således ikke var medlemmets sidste mulighed<br />

for at opretholde sit medlemskab, fandt ankenævnet, at dokumentation fra a-kassen i form af en<br />

kopi af rykkerbrevet, som var sendt til medlemmet og en edb-udskrift af en postliste, hvoraf medlemmets<br />

navn fremgik, måtte anses for at være tilstrækkelig dokumentation for afsendelse af rykkerbrevet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et lagde endvidere vægt på, at medlemmet allerede ved modtagelsen af den almindelige kontingentopkrævning<br />

var blevet gjort opmærksom på, at der skulle ske betaling inden for en nærmere<br />

angivet frist. Medlemmet måtte således være bevidst om, at en fortsat manglende betaling kunne få<br />

konsekvenser for medlemskabet, og måtte således have haft en vis forventning om, at han i den nærmeste<br />

fremtid burde have modtaget et rykkerbrev.<br />

Endelig lagde ankenævnet vægt på, at det i denne og lignende sager søges oplyst, om der har været uregelmæssigheder<br />

i postgangen i tidsrummet for afsendelse af rykkerbrevet. <strong>Ankenævn</strong>et bemærkede i<br />

den forbindelse, at postvæsenet i nærværende sag havde afvist dette.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt således, at den foreliggende rykker- og sletteprocedure var tilstrækkelig, og at akassen<br />

i den nærværende sag havde opfyldt lovens krav herom.<br />

Til den vedlagte udtalelse FOB 1990.45 f bemærkede ankenævnet, at denne var fra før revisionen af<br />

lovens § 78. Lovens § 78 blev ændret ved lov nr. 433 af 30. juni 1993, blandt andet på grund af den<br />

kritik, som Ombudsmanden havde over for regelsættet. Forinden dette tidspunkt blev der udelukkende<br />

sendt et rykkerbrev til medlemmet. Lovændringen medførte således en yderligere varsling i form af et<br />

slettebrev samt et krav om dokumentation i form af kvittering fra postvæsenet for afsendelse af slettebrevet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fastholdt på denne baggrund sin afgørelse af 3. oktober 2003.<br />

Ombudsmanden fandt i sin udtalelse af 30. marts 2003 ikke, at der var grundlag for at kritisere <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong>s og Arbejdsdirektoratets afgørelser.<br />

Ombudsmanden henviste i sin udtalelse til § 78, hvoraf det fremgår, at et medlem, der undlader at betale<br />

medlemsbidrag rettidigt, slettes som medlem af a-kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket<br />

medlemmet har betalt bidrag og at slettelse kun kan finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det<br />

skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen.<br />

Ombudsmanden henviste til forarbejderne til ændring af § 78 i 1993, hvor der gives mulighed for genoprettelse<br />

af medlemskabet efter slettelse samt hjemmel til administrativt at fastsætte nærmere regler,<br />

herunder regler om udelukkelse fra ret til dagpenge for medlemmer, der har undladt at betale medlemsbidrag.<br />

Ombudsmanden henviste videre til §§ 8, 9 og 10 i bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af<br />

medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse, hvori reglerne om rykkerproceduren i forbindelse med<br />

manglende betaling af kontingentbidrag er fastsat.<br />

Videre henviste Ombudsmanden til Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 111 af 7. juni 2001 om betaling<br />

34


af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse som var gældende på tidspunktet for a-kassens afgørelse i<br />

medlemmets sag. I vejledningen er det bestemt, at det er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet<br />

er ”blevet rykket skriftligt” at a-kassen har enten en brevkopi af rykkerbrevet eller en edb-udskrift<br />

eller lignende, der viser, hvilken dato rykkerbrevet er afsendt. Det fremgår også, at hvis postvæsenet har<br />

kvitteret for, at brevet er indleveret il afsendelse hos postvæsenet, er denne kvittering dokumentation<br />

for ”afsendelsen”.<br />

Endelig henviste Ombudsmanden til udtalelsen, der er optrykt i Ombudsmandens beretning (FOB) for<br />

1990, s. 45f, som også handlede om dokumentationskravet for afsendelse af rykkerskrivelser til akassemedlemmer<br />

i restance med betaling af kontingent. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse,<br />

at man i dag har indført de dokumentationskrav som omtalt i udtalelsen og at man i dag til forskel fra<br />

dengang har mulighed for at få genoprettet sit medlemskab samt at den eneste sanktion er 7,4 timers<br />

karantæne. På denne baggrund fandt Ombudsmanden ikke at han havde grundlag for at kritisere at<br />

myndighederne ikke stillede krav om indleveringsattest fra postvæsenet (også) i relation til rykkerbrevet.<br />

Ombudsmanden mente heller ikke, at han havde grundlag for at kritisere, at medlemmet fik pålagt en<br />

karantæne på 7,4 timer.<br />

Sag om overskridelse af klagefristen.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0115<br />

Sagen vedrørte spørgsmålet om klagefristen på 4 uger måtte anses for overskredet og om der forelå særlige grunde til, at<br />

sagen, trods fristoverskridelsen, skulle behandles i ankenævnet.<br />

Medlemmet havde modtaget efterløn fra den 17. februar 1992 til den 1. oktober 1996, hvor han udrejste<br />

til Frankrig.<br />

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet havde ret til at få udbetalt efterløn i perioden fra den 1.<br />

oktober 1996 til udgangen af januar 1997, som følge af ændrede regler for efterløn. Direktoratet skrev i<br />

afgørelsen, at der ikke var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at forrente beløbet, idet der først<br />

blev indført regler om forrentning pr. 1. juli 2000.<br />

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke ville kunne få udbetalt renter for perioden forud for<br />

den 1. juli 2000. Medlemmet klagede til direktoratet over a-kassens afgørelse, hvorefter direktoratet<br />

oversendte sagen til a-kassen til fornyet overvejelse. Den 1. juni 2001 oversendte a-kassen sagen til direktoratet,<br />

idet a-kassen mente, at der reelt var tale om, at medlemmet klagede over direktoratets afgørelse,<br />

hvor direktoratet traf afgørelse om, at renter alene kunne udbetales efter den 1. juli 2000. Direktoratet<br />

traf herefter afgørelse om, at der ikke kunne udbetales renter for beløb, hvis ordinære, rettidige<br />

udbetalingstidspunkt lå forud for den 1. juli 2000, hvorfor efterbetalingsbeløbet ikke skulle forrentes.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et traf afgørelse om, at medlemmet kunne få udbetalt renter af det af direktoratet fastsatte<br />

efterlønsbeløb for perioden 1. oktober 1996 til udgangen af januar 1997, og ændrede således direktoratets<br />

afgørelse. Medlemmet og dennes hustru skrev til a-kassen, at de ikke var enige i renteberegningerne,<br />

idet der ikke var beregnet renters rente. A-kassen traf afgørelse om, at der ikke skulle beregnes renters<br />

rente. Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse. Medlemmet og dennes hustru klagede til ankenævnet<br />

over direktoratets afgørelse.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et afviste at behandle klagen på grund af overskridelse af klagefristen på 4 uger.<br />

35


Medlemmet gjorde indsigelse mod afgørelsen, idet han anførte, at han først modtog direktoratets afgørelse<br />

den 1. maj 2003, hvorfor klagefristen først skulle regnes fra denne dag.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et traf den 21. oktober 2003 afgørelse om, at klagefristen var overskredet. <strong>Ankenævn</strong>et lagde<br />

ved afgørelsen bl.a. vægt på oplysninger fra Post Danmark om, at et brev fra København til Cannes i<br />

Frankrig, hvor medlemmet havde bopæl, er 2-3 dage om at nå frem. <strong>Ankenævn</strong>et anså på denne baggrund<br />

direktoratets afgørelse for at være nået frem til medlemmets postadresse 2-3 dage efter den 27.<br />

marts 2003, som var datoen for direktoratets afgørelse. <strong>Ankenævn</strong>et udtalte i afgørelsen, at det ikke<br />

ændrede ved klagefristens beregning, at posten på baggrund af medlemmets aftale med det franske<br />

postvæsen om midlertidig eftersendelse, måtte blive forsinket.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt ikke, at medlemmet havde dokumenteret, at der forelå særlige grunde til at se bort<br />

fra klagefristen. <strong>Ankenævn</strong>et fandt endvidere ikke, at medlemmet havde dokumenteret, at der forelå<br />

undskyldelige omstændigheder, der havde medført, at medlemmet først den 1. maj 2003 havde modtaget<br />

direktoratets afgørelse af 27. marts 2003. <strong>Ankenævn</strong>et fandt således ikke grundlag for at behandle<br />

medlemmets klage, da klagefristen på 4 uger var overskredet.<br />

Medlemmet rettede herefter henvendelse til Folketingets Ombudsmand.<br />

Ombudsmanden meddelte, at han ikke mente, at der var udsigt til at kritisere ankenævnets afgørelse<br />

om, at klagefristen var overskredet, og henviste til den begrundelse, som ankenævnet havde givet for<br />

afgørelsen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke var udsigt til, at han kunne kritisere ankenævnet<br />

for ikke at se bort fra overskridelsen af klagefristen.<br />

Sag om fradrag for pension i efterløn.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. 2003-1-0348.<br />

Sagen omhandlede spørgsmålet, om på hvilket tidspunkt værdiopgørelsen af medlemmets kapital- og ratepension skulle<br />

opgøres og dermed hvor stort et beløb, der skulle ske fradrag for pension i medlemmets efterløn.<br />

Medlemmet fyldte 60 år den 22. juni 2002 og søgte om efterlønsbevis med virkning fra den 22. juni<br />

2002. Medlemmet gik på efterløn den 1. juli 2002. A-kassen fandt, at der skulle ske fradrag i efterlønnen<br />

med 290,68 kr. pr. uge.<br />

Direktoratet traf den 21. januar 2003 afgørelse om, at værdien af medlemmets kapital- og ratepension<br />

skulle opgøres ved det fyldte 59 ½ år, og at denne værdi skulle bruges ved opgørelsen af fradrag i efterløn.<br />

Værdiopgørelsen af medlemmets kapital- og ratepension blev foretaget ved medlemmets 59 ½ år, og<br />

udgjorde på dette tidspunkt 638.761,- kr. Værdiopgørelsen på medlemmets 60 års dag, som følge af<br />

kurstab, udgjorde 584.294,88 kr.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et tiltrådte direktoratets afgørelse. <strong>Ankenævn</strong>et fandt, at medlemmets pensionsordning ikke<br />

kunne fremskrives med forrentning og aftalte bidrag til det fyldte 60 år, fordi pensionen var investeret i<br />

værdipapirer. Derfor skulle indberetningen ske med den aktuelle værdi ved medlemmets 59 ½ år. <strong>Ankenævn</strong>et<br />

lagde vægt på, at det fremgik af loven, at skatteministeren efter aftale med beskæftigelsesministeren,<br />

fastsætter de nærmere bestemmelser for tidspunktet for indberetningen, at medlemmet, såfremt<br />

der i perioden fra medlemmets 59 ½ år til medlemmets 60 år, havde været kursstigning, havde<br />

36


nydt godt heraf, uden at der af den grund ville være foretaget en ny værdiopgørelse, og at medlemmet<br />

selv måtte bære risikoen for, at kursen på værdipapirerne var faldet efter indberetningen.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fandt endvidere, at lovens § 74 i, stk. 3, hvorefter værdien skulle opgøres på tidspunktet<br />

umiddelbart før det fyldte 60 år, skulle læses i sammenhæng med bestemmelsens henvisning til, at opgørelsen<br />

skulle foretages på baggrund af indberetningen efter skatteministerens fastsatte regler med<br />

hjemmel i § 74 i, stk. 4.<br />

Medlemmet havde i sin klage til ankenævnet anført, at der var tale om vildledning i stedet for vejledning,<br />

når diverse pjecer, websider m.v. vedrørende pensionsordningerne, ikke nævnte opgørelsestidspunktet<br />

som værende ved det 59 ½ år. <strong>Ankenævn</strong>et bemærkede hertil, at skatteministerens regel herom<br />

var en administrativ særregel af teknisk karakter, der ikke efter ankenævnets opfattelse var omfattet af<br />

en a-kasses generelle vejledningspligt.<br />

Medlemmet klagede herefter til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden bad Arbejdsdirektoratet<br />

og <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> om en udtalelse i sagen.<br />

Direktoratet oplyste i sin udtalelse, at reglerne om indberetning af pensionsværdier og fradrag i efterlønnen<br />

for pension, ved efterlønsreformens gennemførelse i 1999 blev udarbejdet i et tæt samarbejde<br />

mellem Arbejdsministeriet, Skatteministeriet og pensions- og pengeinstitutternes brancheforeninger<br />

(Forsikring & Pension, Finansrådet). Direktoratet henviste endvidere til regelrundlaget for indberetning<br />

af pensionsværdier, hvoraf det fremgår, at en pensionsordning som udgangspunkt skal opgøres med<br />

værdien ved det fyldte 60 år. Direktoratet oplyste, at dette rent praktisk gøres ved, at pensionsinstitutterne<br />

mv. indberetter en pensionsværdi, som ud fra kendte forudsætninger er fremskrevet til en 60-års<br />

værdi. Direktoratet bemærkede, at i de tilfælde, hvor 60 års-værdien ikke er kendt på indberetningstidspunktet,<br />

er der i indberetningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, 2. pkt. fastsat hjemmel til, at indberetningen<br />

i stedet skal ske med værdien ved den 59 ½ år, hvilket f.eks. gjaldt, hvis et medlem havde oprettet en<br />

depot-ordning baseret på værdipapirer i et pengeinstitut.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et fastholdt i sin udtalelse den trufne afgørelse. <strong>Ankenævn</strong>et henviste til lovbemærkningerne<br />

til § 74 i, hvoraf det fremgår af stk. 4, at pensionsinstitutter har pligt til at indberette værdien umiddelbart<br />

(senere ændret til ’kort før og kort efter’) efter det fyldte 60 år, og at skatteministeren får hjemmel<br />

til at fastsætte tidspunktet for indberetningen m.m.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et bemærkede, at der i betænkningen står om ændringen i stk. 4 til ’kort før og kort efter det<br />

fyldte 60 år’, at ændringen er sket, for at medlemmet og a-kassen kan have de nødvendige oplysninger<br />

inden medlemmets fyldte 60 år, dvs. af administrative grunde. <strong>Ankenævn</strong>et fandt ikke, at man ud fra<br />

disse forarbejder kunne slutte, at såfremt der havde været et væsentligt kursfald mellem det 59 ½ år og<br />

det 63 år, at medlemmet havde ret til en værdiopgørelse ved hendes fyldte 63 år. Efter <strong>Ankenævn</strong>ets<br />

opfattelse var der således ikke hjemmel til at foretage en fornyet pensionsopgørelse, fordi der var sket et<br />

væsentligt kursfald mellem indberetningen og det 63 år. <strong>Ankenævn</strong>et bemærkede, at efter reglerne måtte<br />

medlemmet tage risikoen for, at aktiekurserne faldt efter indberetningen, og at et fradrag i pensionen<br />

derfor blev større, end den ville have været ved det fyldte 60 år. <strong>Ankenævn</strong>et bemærkede videre, at det<br />

kursfald, der var sket i den konkrete sag, ligeså godt kunne have været sket ½ år senere, og i så fald ville<br />

det ikke have været aktuelt med en fornyet vurdering af depotværdien, og på samme måde ville den<br />

omvendte situation – at kurserne var steget i perioden efter indberetningstidspunktet – have været en<br />

fordel for medlemmet.<br />

For så vidt angik a-kassernes vejledningsforpligtelse, var ankenævnet af den opfattelse, at Skatteministe-<br />

37


iets regel er en administrativ regel af teknisk karakter, som ikke er omfattet af en a-kasses generelle<br />

vejledningsforpligtelse. Det var ankenævnets opfattelse, at a-kassen havde opfyldt den generelle vejledningspligt<br />

vedrørende opgørelsesmetoden, således som denne fremgår af loven. <strong>Ankenævn</strong>et bemærkede<br />

endvidere, at det ville være god service over for medlemmerne at oplyse nærmere om indberetningstidspunktet<br />

ved 59 ½ år.<br />

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for, at han kunne kritisere, at myndighederne havde fundet det<br />

korrekt, at a-kassen ved beregningen af medlemmets efterløn havde anvendt de indberettede værdier af<br />

medlemmets pensionsordninger, herunder værdien af medlemmets rate- og kapitalpensioner ved medlemmets<br />

59½ år. Folketingets Ombudsmand henviste i den forbindelse nærmere til begrundelsen for<br />

ankenævnets afgørelse. Folketingets Ombudsmand bemærkede, at medlemmet havde sendt kopi af<br />

vejledninger fra flere a-kasser, og at medlemmet i den forbindelse havde gjort opmærksom på, at ingen<br />

af disse vejledninger oplyste værdien af pensionsordninger i visse tilfælde opgøres på tidspunktet for<br />

efterlønsansøgerens 59 ½ år og ikke som anført i vejledningen ved fyldte 60 år. Folketingets Ombudsmand<br />

var enig med ankenævnet i, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis efterlønsansøgerne blev vejledt<br />

nærmere om indberetningstidspunktet ved det 59½ år, og om at det i visse tilfælde er værdien på dette<br />

tidspunkt, der vil indgå i beregningen af efterlønnen. Eftersom a-kasser falder uden for området for<br />

ombudsmandens virksomhed, havde Ombudsmanden derfor bedt direktoratet om at oplyse om direktoratet<br />

ville sikre, at efterlønsansøgere modtog en mere præcis vejledning.<br />

Sag om feriegodtgørelse<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets j.nr. <strong>2004</strong>-11-0005<br />

Sagen vedrørte en lønmodtager, som ikke havde fået afholdt sin ferie i ferieåret den 1. maj 2002 til den 30. april 2003,<br />

og derfor ikke kunne få udbetalt sin feriegodtgørelse fra optjeningsåret 2001.<br />

Klager havde oplyst, at han havde været forhindret i at holde ferie af flere forskellige grunde. Klager<br />

anførte, at han for det første havde været ansat som projektkoordinator på et projekt, som forudsatte<br />

hans tilstedeværelse, hvorfor det havde været udelukket, at han kunne holde ferie. Dernæst oplyste klager,<br />

at han fra september 2002 og frem til ferieårets udløb den 30. april 2003 havde været forhindret i at<br />

holde ferie grundet møder i henholdsvis Huslejenævnet og beboerklagenævnet som lejerrepræsentant.<br />

Møderne havde ud over deltagelse tillige krævet forberedelse, hvilket i resten af ferieåret havde været<br />

medvirkende til, at han ikke havde kunnet holde ferie.<br />

Direktoratet traf afgørelse om, at klager ikke kunne få udbetalt sin feriegodtgørelse fra optjeningsåret<br />

2001. Direktoratet fandt ikke, at klagers oplysninger om feriehindringen kunne anses for en ekstraordinær<br />

situation, der kunne begrunde en anvendelse af ferielovens § 38, hvoraf det fremgår, at der skal<br />

være tale om særlige forhold, der har været årsag til feriehindringen, førend der kan udbetales feriegodtgørelse,<br />

løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et tiltrådte direktoratets afgørelse og lagde ved afgørelsen vægt på, at klager ikke på grund af<br />

særlige forhold havde været forhindret i at holde ferie inden ferieårets udløb, og at lønmodtagerens<br />

hverv som medlem af de pågældende nævn ikke havde medført, at han havde mistet sin status som<br />

lønmodtager.<br />

Lønmodtageren henvendte sig herefter til Folketingets Ombudsmand.<br />

I klagen til Ombudsmanden havde klager gjort gældende, at det måtte være i strid med grundlovens §<br />

38


73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, at feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtagerne inden<br />

udløbet af et ferieår, tilfalder statskassen og <strong>Arbejdsmarkedets</strong> Feriefond. Klager mente, at optjent feriegodtgørelse<br />

var lønmodtagerens personlige ejendom og henviste i den forbindelse til, at der var betalt<br />

indkomstskat inden arbejdsgiverens indbetaling til FerieKonto. Klager anfægtede, at § 36, stk. 2, i ferieloven<br />

gjaldt for beløb, som arbejdsgiveren havde indbetalt til FerieKonto. Klager mente, at FerieKonto<br />

kunne karakteriseres som et pengeinstitut, der administrerer lønmodtagernes feriepenge, og mente, at<br />

det beroede på en retsvildfarelse, at Arbejdsdirektoratet og <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> i afgørelserne<br />

anvendte ordet “feriegodtgørelse” frem for “feriepenge”.<br />

Ombudsmanden henviste til § 36, stk. 2, i ferieloven, hvoraf det fremgår, at feriegodtgørelse, der ikke er<br />

hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt<br />

til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, tilfalder statskassen og <strong>Arbejdsmarkedets</strong> Feriefond.<br />

Ombudsmanden bemærkede, at reglen kan fraviges ved kollektiv overenskomst om overførsel af ferie<br />

til det følgende ferieår, men at klager havde oplyst, at han ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst.<br />

Ombudsmanden bemærkede videre, at Folketinget ikke hører under området for ombudsmandens<br />

virksomhed (§ 7, stk. 1, i ombudsmandsloven). Ombudsmanden kunne derfor ikke behandle klager<br />

over indholdet af de love, som Folketinget havde vedtaget.<br />

Ombudsmanden udtalte herefter: ” Det har efter ombudsmandens hidtidige praksis været fast antaget,<br />

at ombudsmandslovens § 12 ikke kan danne grundlag for politisk prægede vurderinger af vedtagne love<br />

og administrative bestemmelser. Ombudsmanden antages alene, at kunne påpege forhold af retssikkerhedsmæssig,<br />

lovteknisk eller administrativ karakter f.eks. uklare, modstridende, inkonsekvente eller på<br />

anden måde mangelfulde bestemmelser. Det er en konsekvens af ombudsmandens stilling over for Folketinget,<br />

at ombudsmanden ikke kan tage stilling til om en lov eller lovbestemmelse er i strid med<br />

grundloven. Dog vil det efter omstændighederne kunne falde inden for ombudsmandens opgaver at<br />

henlede en ministers eller Folketingets opmærksomhed på eventuelle tvivlsspørgsmål i så henseende, jf.<br />

Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer (1999), s. 54ff”.<br />

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til, at ankenævnet og Arbejdsdirektoratet anvendte ordet<br />

“feriegodtgørelse” sammenholdt med, at FerieKonto anvendte ordet “feriepenge”. Ombudsmanden<br />

henviste i den forbindelse til, at ferielovens § 1 indeholder følgende begreber: “feriegodtgørelse”, “løn<br />

under ferie” og “ferietillæg”, og at disse tre begreber også anvendes i loven i øvrigt.<br />

Der var endvidere efter ombudsmandens opfattelse ikke udsigt til, at han ville kunne nå frem til, at der<br />

var tvivl om, hvorvidt ferieloven var i overensstemmelse med grundloven. Ombudsmanden lagde vægt<br />

på, at bestemmelsen i grundlovens § 73 ikke er til hinder for, at lovgivningen indeholder en nærmere<br />

regulering af borgernes udøvelse af deres ejendomsret. Det forhold, at der i lovgivningen fastsættes<br />

bestemmelser, som foreskriver, at en borger for at undgå at fortabe sin ret skal gøre denne gældende<br />

inden et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, var således ikke tilstrækkeligt til, at der kunne antages<br />

at være tvivl om, hvorvidt de pågældende bestemmelser stred mod grundlovens § 73.<br />

Ombudsmanden mente heller ikke, at der var udsigt til, at han ville kunne kritisere, at <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong> mente, at § 36, stk. 2, i ferieloven kunne anvendes i sagen. Ombudsmanden lagde i den<br />

forbindelse vægt på, at FerieKonto ikke kunne sidestilles med et pengeinstitut, som administrerer lønmodtagernes<br />

penge, idet der i ferieloven er fastsat nærmere betingelser om udbetaling af feriegodtgørelse.<br />

39


Ombudsmanden bemærkede, at hovedreglen er, at feriegodtgørelse udbetales i forbindelse med ferieafholdelse.<br />

Endelig havde klager gjort gældende, at han havde været afskåret fra at holde ferie i ferieåret 1. maj<br />

2002 til 30. april 2003 (efter optjeningsåret 2001), og at han efter reglerne om feriehindring havde krav<br />

på af få udbetalt feriegodtgørelse.<br />

Ombudsmanden bemærkede, at det følger af § 38 i ferieloven, at hvis en lønmodtager på grund af særlige<br />

forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under<br />

ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.<br />

Ombudsmanden henviste til, at det af ordlyden af 38 i ferieloven fremgår, at feriehindringen skal bestå<br />

ferieåret ud, og at § 41 i ferieloven indeholder en bred bemyndigelsesbestemmelse, efter hvilken Direktøren<br />

for Arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte regler om, hvornår en lønmodtager på grund af særlige<br />

forhold er afskåret fra at holde ferie.<br />

Ombudsmanden havde ikke taget stilling til, om klager som projektkoordinator kunne anses som lønmodtager,<br />

og om han dermed i forhold til foreningen var omfattet af ferielovens regel om, at en lønmodtager<br />

ikke kan give afkald på sin ret til ferie mv. (lovens § 4).<br />

Klager havde oplyst, at projektet forudsatte hans tilstedeværelse i perioden juni 2002 til og med august<br />

2002. Dette forhold indebar dog efter Ombudsmandens opfattelse ikke, at klager var afskåret fra at<br />

holde ferie inden ferieårets udløb den 30. april 2003, og allerede af den grund mente Ombudsmanden<br />

ikke, at det var nødvendigt, at han tog stilling til, om klager i forhold til foreningen kunne anses som<br />

lønmodtager.<br />

Ombudsmanden fandt ikke, at klager i forhold til Huslejenævnet og beboerklagenævnet kunne anses<br />

som lønmodtager, og klager kunne derfor ikke over for nævnene påberåbe sig ferielovens regel om<br />

lønmodtageres ret til afholdelse af ferie (lovens § 4). Klager havde oplyst datoerne for de 14 nævnsmøder,<br />

der blev afholdt i perioden juni 2002 til og med april 2003, og klager havde oplyst nærmere om den<br />

tid, han normalt anvendte til forberedelse af møderne. Klagers hverv som nævnsmedlem medførte efter<br />

Ombudsmandens opfattelse ikke, at klager var afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb den 30.<br />

april 2003, idet det ville have været muligt for klager, at holde ferie i perioderne mellem nævnsmøderne.<br />

Det forhold, at det på grund af de andre nævnsmedlemmers fuldtidsarbejde havde været vanskeligt at<br />

finde mødedatoer, havde derfor ikke haft afgørende betydning for Ombudsmandens vurdering af sagen.<br />

Ombudsmanden bemærkede videre, at der efter § 36, stk. 5, i boligreguleringsloven (lovbek. nr. 348 af<br />

14. maj 2001) vælges en suppleant for hvert af et huslejenævns medlemmer, og at tilsvarende gælder for<br />

et beboerklagenævns medlemmer, jf. § 97, stk. 6, i almenlejeloven (lovbek. nr. 562 af 19. juni 2001).<br />

Endvidere bemærkede Ombudsmanden, at selvom et nævnsmedlem efter de nævnte love som udgangspunkt<br />

har mødepligt, er der således mulighed for, at medlemmet kan melde afbud til et nævnsmøde,<br />

hvis medlemmet har lovligt forfald, uden at mødet af den grund må aflyses, og at fravær på grund af<br />

ferie måtte betragtes som en lovlig forfaldsgrund.<br />

På denne baggrund fandt Ombudsmanden ikke, at der var udsigt til, at han kunne kritisere ankenævnets<br />

afgørelse. På baggrund af de anførte betragtninger besluttede Ombudsmanden ikke at iværksætte en<br />

egentlig ombudsmandsundersøgelse.<br />

40


Fakta om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

1. Formål og kompetence<br />

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> er klageinstans i en lang række konkrete klagesager. Uden for ankenævnets<br />

virksomhed falder responderende og vejledende virksomhed. <strong>Ankenævn</strong>ets kompetence er fastlagt<br />

i forskellige lovbestemmelser.<br />

Nævnet er øverste administrative klageinstans, og nævnets afgørelser kan derfor ikke indbringes for<br />

anden administrativ myndighed (§ 99, stk. 2, 3. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. Beskæftigelsesministeriets<br />

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 5. september<br />

2000 om ankenævnets behandling af sager efter ferielovens § 4, Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16.<br />

september <strong>2004</strong> om ankenævnets behandling af sager efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om<br />

vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten § 4,<br />

Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 193 af 23. marts <strong>2004</strong>, § 19, stk. 4, om børnepasningsorlov, Undervisningsministeriets<br />

lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar <strong>2004</strong> om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og<br />

efteruddannelse, § 21, stk. 2, og Undervisningsministeriets lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser,<br />

§ 32, stk. 2). Afgørelserne kan dog indbringes for Folketingets Ombudsmand eller ved civilt søgsmål for<br />

domstolene.<br />

TArbejdsløshedsforsikringT<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets største kompetenceområde er klager over afgørelser inden for arbejdsløshedsforsikring.<br />

Her drejer det sig blandt andet om spørgsmål om:<br />

1. ret til dagpenge, efterløn og overgangsydelse<br />

2. sager om selvstændig virksomhed<br />

3. medlemskab af en a-kasse<br />

4. kontingent til a-kassen<br />

5. deltids- og fuldtidsforsikring<br />

6. tilbagebetaling af ydelser<br />

7. sanktioner over for medlemmerne<br />

8. a-kassernes ret til refusion fra statskassen for de beløb, de med rette har udbetalt<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets kompetence på dette område er fastsat i §§ 99-100, i lov om arbejdsløshedsforsikring<br />

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003. <strong>Ankenævn</strong>ets forretningsorden er fastsat af arbejdsministeren<br />

ved cirkulære nr. 183 af 25. oktober 1991. I medfør af § 100, stk. 12, i lov om arbejdsløshedsforsikring<br />

m.v. I forbindelse med overførslen af sekretariatet for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

og Arbejdsmiljøklagenævnet fra Beskæftigelsesministeriet til <strong>Ankestyrelsen</strong> under Socialministeriet blev<br />

der fastsat en ny forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>. Bekendtgørelsen trådte i kraft den<br />

1. april <strong>2004</strong>. Samtidig blev cirkulære nr. 183 af 25. oktober 1991 om forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong> ophævet.<br />

41


TGodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdagT<br />

<strong>Ankenævn</strong>et træffer afgørelse i sager, hvor en a-kasse har lagt godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ud,<br />

fordi arbejdsgiveren ikke har betalt rettidigt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, stk. 7.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et behandler desuden tvivlsspørgsmål om udbetaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2.<br />

ledighedsdag (arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, stk. 8).<br />

TLov om børnepasningsorlovT<br />

Endvidere behandler ankenævnet klager over Arbejdsdirektoratets afgørelser vedrørende ydelser efter §<br />

19, stk. 1, 3 og 5, i lov nr. 402 af 31. maj 2000 om børnepasningsorlov (lovbekendtgørelse er nr. 193 af<br />

23. marts <strong>2004</strong>).<br />

Reglen indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. til ikkeforsikrede<br />

lønmodtagere og ikke-forsikrede selvstændige erhvervsdrivende kan indbringes for ankenævnet.<br />

Reglen indebærer endvidere, at Arbejdsdirektoratets afgørelser af klager over a-kassernes afgørelser<br />

om udbetaling af orlovsydelse m.v. til forsikrede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og<br />

ledige kan indbringes for ankenævnet. Endelig kan Arbejdsformidlingens afgørelser om tilbagekaldelse<br />

af en bevilling af orlov indbringes for ankenævnet.<br />

TArbejdsmarkedsuddannelserT<br />

Klage over afgørelser om befordringstilskud og tilskud til kost og logi samt afgørelser om tilbagebetaling,<br />

som er truffet af arbejdsløshedskasser og arbejdsformidlingskontorer eller uddannelsesinstitutioner<br />

kan indbringes for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> (lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser,<br />

jf. § 31).<br />

TGodtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse<br />

Afgørelser om godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed, om godtgørelse til arbejdsgiveren,<br />

godtgørelse under konflikt og afgørelser om tilbagebetaling behandles af ankenævnet, jf. § 20 i lov om<br />

godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af<br />

26. juni 2002 og lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar <strong>2004</strong>.<br />

TKompensation til handicappede i erhverv<br />

Efter lov om kompensation til handicappede i erhverv § 17 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 29. januar<br />

2001 kan klage over arbejdsformidlingens afgørelser efter loven indbringes for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>.<br />

Arbejdsformidlingen træffer afgørelse om støtte til personlig assistance til handicappede i erhverv,<br />

personlig assistance under efter- og videreuddannelse, om løntilskud og om støtte til anskaffelse<br />

af hjælpemidler.<br />

Endvidere kan ankenævnet give en udtalelse om, hvorvidt en offentlig myndighed har overholdt de<br />

regler om fortrinsadgang, herunder regler om samtale- og forhandlingspligt, som er fastsat i loven.<br />

42


TAnsættelsesbevissagerT<br />

Ifølge lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet<br />

§ 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, behandler ankenævnet spørgsmålet, om en<br />

arbejdsgiver har overholdt sin oplysningspligt i de tilfælde, hvor arbejdsgiverens pligt til at give lønmodtageren<br />

oplysninger om ansættelsesforholdet ikke følger af en kollektiv overenskomst, der som minimum<br />

svarer til bestemmelserne i De Europæiske Fællesskabers direktiv af 14. oktober 1991. Det drejer<br />

sig blandt andet om,<br />

• hvorvidt arbejdsgiveren har udleveret et ansættelsesbevis inden for den i loven fastsatte frist<br />

• hvorvidt et ansættelsesbevis indeholder de oplysninger, som er opregnet som minimumskrav i<br />

lovens § 2, stk. 1, og om<br />

• hvorvidt der i ansættelsesforholdet er væsentlige vilkår, som arbejdsgiveren skriftligt skal oplyse<br />

lønmodtageren om.<br />

TFerielovssagerT<br />

Ifølge § 45, i lov nr. 396 af 31. maj 2000 om ferie kan klage over Arbejdsdirektoratets afgørelser efter<br />

loven indbringes for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>. Det drejer sig blandt andet om<br />

• ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, medmindre der er tale om forhold,<br />

der er reguleret ved kollektiv overenskomst – en lønmodtager, der er afskåret fra at holde<br />

ferie inden ferieårets udløb, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt<br />

• om indbetaling af beløb, der tilfalder statskassen eller <strong>Arbejdsmarkedets</strong> Feriefond eller et andet<br />

ferieformål og om udbetaling af disse beløb.<br />

TAktiv beskæftigelsesindsatsT<br />

Afgørelser om befordringsgodtgørelse, som Arbejdsdirektoratet har truffet i henhold til lov om en aktiv<br />

beskæftigelsesindsats § 132, og kapitel 15, jf. lovbekendtgørelse nr. 419 af 10. juni 2003, kan indbringes<br />

for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>.<br />

Statstilskud til virksomheder med arbejdsmiljøcertifikat<br />

Efter § 24 i lov nr. 442 af 7. juni 2001 kan klage over Arbejdstilsynets afgørelser vedrørende ydelse eller<br />

tilbagebetaling af tilskud samt klage vedrørende fritagelse af virksomheder eller produktionsenheder fra<br />

det gebyrbelagte tilsyn indbringes for ankenævnet.<br />

2. Sagsbehandling og afgørelse<br />

<strong>Ankenævn</strong>et anvender de regler, som gælder for det pågældende sagsområde, men ankenævnet inddrager<br />

også andre regler i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til præjudicielle spørgsmål. Som<br />

eksempler på andre regler kan nævnes funktionærloven, offentlighedsloven, lov om personoplysninger,<br />

lov om ligebehandling m.h.t. beskæftigelse og barselsorlov m.m., lov om tidsbegrænset ansættelse, års-<br />

43


egnskabsloven, overenskomster, lov om forældelse af visse fordringer samt almindelige retsgrundsætninger<br />

om bevisbyrde og lignende.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets virksomhed er omfattet af forvaltningsloven. I forbindelse med behandlingen og oplysningen<br />

af en sag anvendes således både skrevne og uskrevne forvaltningsretlige regler og principper.<br />

Med hensyn til sagens oplysning gælder officialprincippet, og parterne inddrages i sagsforberedelsen<br />

gennem partshøring.<br />

Alle afgørelser træffes på ankenævnets møder med deltagelse af nævnets medlemmer. Formanden har<br />

ikke bemyndigelse til at træffe afgørelser på nævnets vegne, bortset fra enkelte spørgsmål som afvisning<br />

på grund af henvisning til anden myndighed, overskridelse af klagefristen (jf. nedenfor) o.lign.<br />

Der foretages en fuldstændig efterprøvelse af såvel rets- som skønsspørgsmål, herunder hjemmelsspørgsmål.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et orienterer ca. hver 3. måned på sin hjemmeside i et nyhedsbrev om afgørelser af almen<br />

eller principiel interesse. Alle afgørelser, der er omtalt i nyhedsbrevet, offentliggøres tillige i Retsinformation.<br />

3. Klagefrister<br />

Arbejdsdirektoratets afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter lov om arbejdsløshedsforsikring,<br />

kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for ankenævnet (§ 99, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring).<br />

En klage over en afgørelse skal sendes til ankenævnet senest 4 uger fra det tidspunkt, hvor klageren fik<br />

meddelelse om afgørelsen. Det fremgår af § 99, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse<br />

nr. 708 af 13. august 2003.<br />

Tilsvarende fristregler gælder for de øvrige kompetenceområder, hvor ankenævnet er klageinstans.<br />

<strong>Ankenævn</strong>et kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Dette kan ske i<br />

særlige tilfælde, hvor overskridelsen er undskyldelig, og ikke kan tilregnes medlemmet.<br />

<strong>Ankenævn</strong>ets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises fra realitetsbehandling<br />

i nævnet på grund af overskridelse af klagefristen eller af andre formelle grunde. Det<br />

fremgår af forretningsordenens § 7, stk. 2.<br />

4. Gebyrer<br />

<strong>Ankenævn</strong>et opkræver for behandlingen af spørgsmål om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag<br />

et gebyr, som er på 200 kr. pr. sag. Gebyret skal betales af den part, som ikke får medhold, inden 4<br />

uger efter, at afgørelsen er sendt til parterne, jf. § 12 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens<br />

bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpenge for 1. og 2. ledighedsdag.<br />

I andre sager opkræver ankenævnet ikke gebyrer.<br />

44


Indtil den 29. november 2002 opkrævede ankenævnet et gebyr på 100 kr. pr. sag for behandlingen af<br />

klager over en arbejdsgivers manglende overholdelse af sin pligt til at underrette lønmodtageren om<br />

vilkårene for ansættelsesforholdet. Gebyret blev betalt af den part, der ikke fik medhold, jf. Arbejdsministeriets<br />

bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993 om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager<br />

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet<br />

og om størrelsen af en godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten.<br />

Da det i efteråret 2002 blev konstateret, at der ikke i ansættelsesbevislovens § 5, stk. 2 og § 6 var den<br />

fornødne hjemmel til at fastsætte regler om opkrævning af gebyrer for den part, der ikke får medhold i<br />

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>, blev opkrævning af gebyr suspenderet med virkning fra den 29. november<br />

2002.<br />

De seneste 5 års uretmæssigt opkrævede gebyrer er tilbagebetalt.<br />

5. Medlemmer per 31. december <strong>2004</strong>:<br />

TFormandskab:T<br />

<strong>Ankenævn</strong>sformand Lisbet Jensen.<br />

Stedfortræder for formanden, kontorchef Lone Adler.<br />

TBeskikkede medlemmer og stedfortrædere: T<br />

T1 medlem er udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening: T<br />

Chefkonsulent Henning Gade, Dansk Arbejdsgiverforening.<br />

TSuppleanter: TUnderdirektør Niels Overgaard, Dansk Industri.<br />

Konsulent Morten Schønning Madsen, Dansk Arbejdsgiverforening.<br />

Uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm, Dansk Arbejdsgiverforening.<br />

T1 medlem er udpeget af Landsorganisationen i Danmark: T<br />

Viceforretningsfører Gitte Hess, Faglig Fælles A-kasse – 3FA.<br />

TSuppleanter: TJuridisk konsulent Ingmar Jørgensen, Arbejdsløshedskassernes Samvirke.<br />

Konsulent Otto Nielsen, Træ-Industri-Byg’s A-kasse.<br />

Konsulent Pernille Leidersdorff-Ernst, LO.<br />

T1 medlem er udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med justitsministeren:T<br />

Underdirektør Marianne Samuelsson, Civilstyrelsen.<br />

45


TSuppleanter: TFuldmægtig Per Fiig, Justitsministeriet.<br />

Fuldmægtig Helle Hübertz Krogsøe, Justitsministeriet.<br />

Fuldmægtig Ib Hounsgaard Trabjerg, Justitsministeriet.<br />

T1 medlem med særlig sagkundskab inden for arbejdsmarkedsuddannelserne er udpeget af beskæftigelsesministeren efter<br />

behandling med undervisningsministeren: T<br />

Kontorchef Lone Folmer Berthelsen, Uddannelsesstyrelsen.<br />

T1 medlem med særlig sagkundskab inden for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er udpeget af beskæftigelsesministeren<br />

efter forhandling med undervisningsministeren:<br />

T TKontorchef<br />

Jørgen T. Møller, Undervisningsministeriet.<br />

Suppleanter for Lone Folmer Berthelsen og Jørgen T. Møller: Undervisningskonsulent Philip Pedersen,<br />

Uddannelsesstyrelsen.<br />

Fuldmægtig Lone Stahlfest Møller, Institutionsstyrelsen.<br />

Fuldmægtig Ib Henriksen, Uddannelsesstyrelsen.<br />

1 medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren:<br />

Fuldmægtig Eva Lehgaard Madsen, Økonomi- og Erhvervsministeriet.<br />

Suppleant: Fuldmægtig Dennis Schnell-Lauritzen, Økonomi- og Erhvervsministeriet.<br />

Personale pr. 31. december <strong>2004</strong><br />

Formand cand.jur. Lisbet Jensen<br />

Stedfortræder cand.jur. Lone Adler<br />

Chefkonsulent cand.jur. Alice Bagger<br />

Specialkonsulent cand.jur. Linda Chas Madsen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Alex W. Brandt<br />

Fuldmægtig cand.jur. Birthe Bruhn<br />

Fuldmægtig cand.jur. Trine Brøbecker (orlov)<br />

Fuldmægtig cand.jur. Eva Danielsen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Gitte Evy Frigioni<br />

46


Fuldmægtig cand.jur. Ulla Gormsen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Cecilie Holt Nielsen (orlov)<br />

Fuldmægtig cand.jur. Camilla Hovmand Prehn (orlov)<br />

Fuldmægtig cand.jur. Jakob Høyrup<br />

Fuldmægtig cand.jur. Hans Jessen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Jakob Koue<br />

Fuldmægtig cand.jur. Lene Mathiesen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Helle Mortensen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Jan Timmermann Pedersen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Lotte Rasmussen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Siri Leth Stolzenbach<br />

Fuldmægtig cand.jur. Vibeke Søltoft<br />

Fuldmægtig cand.jur. Preben Sørensen<br />

Fuldmægtig cand.jur. Kenn Erik Tranemose<br />

Fuldmægtig cand.jur. Kirsten Worm<br />

Kt. fuldmægtig Nina Steenberg<br />

47


Statistik<br />

De statistiske oplysninger i årsberetningen for <strong>2004</strong> er forbundet med nogen usikkerhed.<br />

Tabel 1: Sager efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fordelt efter art og afslutningsresultat*<br />

Arbejdsløshedsforsikring Mødebehandlede ekskl.<br />

genoptagne sager<br />

Ændrede Omgørelsesprocent<br />

Vedtægt § 34 0 0 6 %<br />

Kombiforsikring § 45 0 0 0 %<br />

Medlemskab §§ 41, 42, 68, 78 og 86.3 27 2 7 %<br />

Beregning §§ 47, 51 18 1 6 %<br />

Beskæftigelseskrav § 53 15 0 0 %<br />

Dagpengeperiode § 55 6 0 0 %<br />

Selvstændige § 57.1 og .3, § 58.1.2b 72 13 18 %<br />

Ledighed § 63 1 0 0 %<br />

AF-tilmelding § 57.4 9 1 11 %<br />

Arbejde, indtægt, § 58.1.3 4 2 50 %<br />

Nedsatte dagpenge §§ 59, 60, 73 5 0 0 %<br />

Rådighed § 62 31 9 29 %<br />

Undervisning § 62 a 2 0 0 %<br />

Ophør/vægring § 63.1-4 38 5 13 %<br />

Pension § 64 0 0 0 %<br />

Vejledning § 65 1 0 0 %<br />

Efterløn § 74 a-l, § 75 a-g 172 23 13 %<br />

Feriedagpenge § 75 h 8 0 0 %<br />

Overgangsydelse § 75 i og j 1 1 100 %<br />

Delefterløn § 75 p (ophævet 1/7-1999) 0 0 0 %<br />

Medlemsbidrag § 76 11 1 9 %<br />

Refusion §§ 79, 86.4 13 3 23 %<br />

Forseelser §§ 86 og 87 55 5 9 %<br />

EØS Forordning 1408/71 mv. 13 6 46 %<br />

Diverse 16 1 6 %<br />

Total 518 73 14 %<br />

* Der er medregnet 14 sager, som var på møde i <strong>2004</strong>, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005. Tallene er<br />

ekskl. Ombudsmandssager og retssager, som vises særskilt i tabel 10<br />

Antal sager på møde i alt 518<br />

Antal genoptagelsessager 25<br />

Antal sager uden mødebehandling 54<br />

Antal afsluttede sager i alt 597<br />

48


Tabel 2: Sager efter lov om orlov og lov om børnepasningsorlov<br />

Orlovssager Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent<br />

genoptagne sager<br />

Børnepasning 4 0 0%<br />

Sabbat 0 0 0%<br />

Uddannelse 0 0 0%<br />

Diverse 0 0 0%<br />

Total 4 0 0%<br />

Antal sager på møde i alt 4<br />

Antal genoptagelsessager 1<br />

Antal sager uden mødebehandling 1<br />

Antal afsluttede sager i alt 6<br />

Tabel 3: Sager efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser og lov om godtgørelse ved deltagelse<br />

i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse<br />

Arbejdsmarkedsuddannelser Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent<br />

genoptagne sager<br />

Befordringsgodtgørelse 3 0 0%<br />

VEU-godtgørelse 68 5 7%<br />

Ansøgningsfrist 0 0 0%<br />

Diverse 0 0 0%<br />

Total 71 5 7%<br />

* Der er medregnet 11 sager, som var på møde i <strong>2004</strong>, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005<br />

Antal sager på møde i alt 71<br />

Antal genoptagelsessager 0<br />

Antal sager uden mødebehandling 19<br />

Antal afsluttede sager i alt 90<br />

Tabel 4: Sager om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag fordelt efter resultat<br />

G-dagssager Mødebehandlede ekskl. Medhold/Ikke Medholdsprocent<br />

genoptagne sager medhold<br />

§ 10 (tvivlsspørgsmål) 1 1 / 0 100%<br />

§ 11 (A-kassen har lagt ud) 131 92 / 39 70%<br />

Diverse 13 8 / 5 62%<br />

Total 145 101 / 44 70%<br />

* Der er medregnet 12 sager, som var på møde i <strong>2004</strong>, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005<br />

Antal sager på møde i alt 145<br />

Antal genoptagelsessager 1<br />

Antal sager uden mødebehandling 76<br />

Antal afsluttede sager i alt 222<br />

49


Tabel 5: Sager efter lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene<br />

for ansættelsen<br />

Ansættelsesforhold Mødebehandlede ekskl. Fristen ikke Oplysningspligten<br />

genoptagne sager overholdt ikke opfyldt<br />

Medhold klager 86 1 85<br />

Medhold arbejdsgiver 5<br />

Afviste sager 13<br />

Total 104 1 85<br />

* Der er medregnet 1 sag, som var på møde i <strong>2004</strong>, men for hvilken afgørelsen først blev udsendt i 2005<br />

Antal sager på møde i alt 104<br />

Antal genoptagelsessager 1<br />

Antal sager uden mødebehandling<br />

Antal afsluttede sager i alt 105<br />

Tabel 6: Sager efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik*<br />

Aktiv beskæftigelsespolitik Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent<br />

genoptagne sager<br />

Aktiv beskæftigelsespolitik 1 0 0%<br />

Total 1 0 0%<br />

* Sagen var på møde i <strong>2004</strong>, men afgørelsen blev først udsendt i 2005.<br />

Antal sager på møde i alt 1<br />

Antal genoptagelsessager 0<br />

Antal sager uden mødebehandling 0<br />

Antal afsluttede sager i alt 1<br />

Tabel 7: Sager om ferieloven<br />

Ferieloven Mødebehandlede ekskl.<br />

genoptagne sager<br />

Ændrede Omgørelsesprocent<br />

Ferielov 24 2 8%<br />

Feriehindring 2 0 0%<br />

Forældelse 1 0 0%<br />

Indbetaling 1 0 0%<br />

Diverse 2 0 0%<br />

Total 30 2 7%<br />

* Der er medregnet 9 sager, som var på møde i <strong>2004</strong>, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005. Tallene er<br />

ekskl. Ombudsmandssager og retssager, som vises særskilt i tabel 10<br />

Antal sager på møde i alt 30<br />

Antal genoptagelsessager 1<br />

Antal sager uden mødebehandling 11<br />

Antal afsluttede sager i alt 42<br />

50


Tabel 8: Sager om kompensation til handicappede i erhverv<br />

Handicappede Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent<br />

genoptagne sager<br />

Handicap 17 13 76%<br />

Total 17 13 76%<br />

Antal sager på møde i alt 17<br />

Antal genoptagelsessager 0<br />

Antal sager uden mødebehandling 6<br />

Antal afsluttede sager i alt 23<br />

Tabel 9: Oprettede og afsluttede sager i alt<br />

Område Oprettede Afsluttede Gennemsnitlig<br />

sager sager* sagsbehandlingstid i<br />

antal dage<br />

Forsikring 685 597 151<br />

Orlov 6 6 154<br />

Arbejdsmarkedsuddannelser + VEU 115 90 103<br />

Dagpengegodtgørelse 194 222 180 **<br />

Ansættelsesforhold 42 105 201<br />

Aktiv beskæftigelsespolitik 2 1 238<br />

Ferieloven 63 42 123<br />

Kompensation til handicappede 40 23 91<br />

Total 1.147 1.086 156 **<br />

* Der er medregnet 48 sager, som var på møde i <strong>2004</strong>, men for hvilke afgørelserne først blev udsendt i 2005<br />

Ekskl. Ombudsmandssager og retssager, som vises særskilt i tabel 10<br />

** Sagsbehandlingstiden i sager om dagpengegodtgørelse i <strong>2004</strong> er ikke sammenlignelig med tidligere år. Sekretariatet for<br />

<strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> blev fusioneret med <strong>Ankestyrelsen</strong> pr. 1. april <strong>2004</strong>. I modsætning til før den 1. april<br />

<strong>2004</strong> blev sagerne om dagpengegodtgørelse ikke registreret som afsluttede, uanset at den egentlige sagsbehandling var<br />

afsluttet, og ankenævnet havde truffet afgørelse. Sagerne blev først afsluttet, når <strong>Ankestyrelsen</strong> havde modtaget det<br />

opkrævede sagsbehandlingsgebyr fra den part, der ikke fik medhold.<br />

Tabel 10: Afsluttede ombudsmandssager og retssager<br />

Afsluttede ombudsmandssager Afsluttede sager<br />

og retssager Ombudsmandssager Retssager<br />

Forsikring 32 7<br />

Orlov 0 0<br />

Arbejdsmarkedsuddannelser + VEU 0 0<br />

Dagpengegodtgørelse 0 0<br />

Ansættelsesforhold 0 0<br />

Aktiv beskæftigelsespolitik 0 0<br />

Ferieloven 1 0<br />

Kompensation til handicappede 0 0<br />

Total 33 7<br />

51


Oversigt over indhold i ankenævnets nyhedsbrev nr. 1/februar 2005<br />

vedrørende sager som nævnet i perioden december 2003 til og med august<br />

<strong>2004</strong> har truffet afgørelse i<br />

Sekretariatet for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> har i perioden december 2003 til og med august <strong>2004</strong><br />

truffet en række afgørelser af almen og principiel interesse.<br />

Afgørelserne er omtalt og offentliggjort i nyhedsbrev nr. 1/februar 2005.<br />

I nyhedsbrevet er refereret de afgørelser, som ankenævnets sekretariat har skønnet ville være af generel<br />

interesse for en bredere kreds af læsere. Dette indebærer, at såvel afgørelser, hvor ankenævnet har truffet<br />

beslutning om en ændring af underinstansens afgørelse, som afgørelser, hvor nævnet har tiltrådt<br />

underinstansens afgørelse er medtaget i nyhedsbrevet.<br />

Nyhedsbrevene udgives alene elektronisk og kan læses på nævnets hjemmeside HTwww.ama.dkTH.<br />

Som en hjælp til at finde de afgørelser, der måtte have interesse for den enkelte læser, er nedenfor opstillet<br />

en oversigt, hvor indholdet i nyhedsbrevet er grupperet under emneord, der er anført i alfabetisk<br />

rækkefølge. Da nogle afgørelser omhandler flere problemstillinger, vil den samme afgørelse i nogle tilfælde<br />

være anført under flere forskellige emneord.<br />

Efter overskriften på hver afgørelse er anført ankenævnets j.nr. Alle de refererede afgørelser er omtalt i<br />

nyhedsbrev nr. 1. februar 2005. Alle afgørelser, der er refereret i nyhedsbrevet, kan læses i deres helhed<br />

i Retsinformation. Nedenfor følger en vejledning til søgning i Retsinformation.<br />

AF-tilmelding:<br />

• Manglende tilmelding til AF- afmelding til AF som følge af forkert indplacering i aktivperioden<br />

kunne ikke medføre dispensation, ankenævnets j.nr. 2003-1-0139<br />

Ansættelsesbeviser:<br />

• Ansættelsesbevis manglede oplysning om, at bonusordning var tidsbegrænset, ankenævnets<br />

j.nr. 2003-5-0002<br />

• Aktiveret i jobtræning kunne ikke anses som lønmodtager – ikke krav på ansættelsesbevis,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-5-0016<br />

• Mangelfuldt ansættelsesbevis, aktiveret i individuel jobtræning omfattet af ansættelsesbevis<br />

loven, ankenævnets j.nr. 2003-5-0021<br />

• Oplysninger, aktiveringsaftale, individuel jobtræning, henvisning til overenskomst, praktik<br />

aftale, lov om aktiv socialpolitik, ankenævnets j.nr. 2003-5-0096<br />

• For sent udleveret og mangelfuldt ansættelsesbevis, integrationsloven, individuel jobtræ-<br />

ning, henvisning til overenskomst, ankenævnets j.nr. 2003-5-0099<br />

• Ansættelseskontrakt på engelsk, ændring af arbejdssted fremsendt pr. e-mail, formkrav, rets-<br />

sprog, ankenævnets j.nr. 2003-5-0104<br />

52


• 1 månedsfristen, Højesterets dom af 11. november 2003, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-5-0008<br />

Dagpengegodtgørelse:<br />

• Løst ansat uden opsigelsesvarsel men aftalt, at der skulle arbejdes hver weekend, hvorfor<br />

medlemmet ikke var fratrådt hver dag, ankenævnets j.nr.<strong>2004</strong>-4-0111<br />

Dagpengeperiode:<br />

• Direktør – fratrædelsesgodtgørelse medførte fradrag i en periode svarende til et opsigelsesvarsel på<br />

6 måneder, ankenævnets j.nr. 2003-1-0618<br />

Dagpengesats:<br />

Ny beregning af dagpengesats da medlemmet havde afsluttet arbejdet mindst 1 år efter slutningen af<br />

den tidligere beregningsperiode, ankenævnets j.nr. 2003-1-0654<br />

Efterløn:<br />

• Ansøgning om efterløn dispensation – undskyldelige omstændigheder – mangelfuld vejledning,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0552<br />

• Ansøgning om efterløn efter dagpengerettens ophør - dispensation undskyldelige omstændigheder<br />

– utilstrækkelig vejledning, ankenævnets j.nr. 2001-1-0601<br />

• Efterlønsbevis søgt ca. 2 ½ år efter at medlemmet fyldte 60 år – forespørgsel om yderligere information<br />

kunne ikke sidestilles med mundtlig ansøgning, ankenævnets j.nr. 2003-1-0592<br />

• Efterløn – udlejning af to lejligheder anset for at være formueforvaltning, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-<br />

0192<br />

• Efterløn – 200 timers-regel – arbejde i ægtefælles virksomhed, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0056<br />

• Efterløn – sang og stand-up for private anset for at være selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse<br />

– skattemæssig registrering ikke afgørende, ankenævnets j.nr. 2003-1-0489<br />

• Efterløn – drift af selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tilbagebetalingskrav –<br />

uagtsomhed – ikke dispensation for kasseansvar, ankenævnets j.nr. 2003-1-0561 og 2003-1-0636<br />

• Efterløn – afslag på drift af vindmølle efter 400-timer-ordningen på grund af for høj indtjening,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0571<br />

• Efterløn - videreførsel af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter 400 timers – ordningen<br />

– formueforvaltning – landbrug – udlejningslejlighed, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0016<br />

• Efterløn – 400-timers ordningen – forfattervirksomhed, ankenævnets j.nr. 2003-1-0509<br />

• Efterløn – 400-timersordningen – kunstneriskvirksomhed – stenskulptør, ankenævnets j.nr. 2003-1-<br />

0673<br />

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn under<br />

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0146<br />

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn efter<br />

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0032<br />

• Efterløn – fortsættelse af selvstændig landbrugsvirksomhed efter 400-timers-ordningen – krav til<br />

bortforpagtningsaftale ved bibeskæftigelse, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0122<br />

• Efterløn – videreførsel af selvstændig virksomhed som tolk – afgrænsning af virksomheden, ankenævnets<br />

j.nr.<strong>2004</strong>-1-0157<br />

53


• Efterløn – tidligere medlemskab af islandsk a-kasse kunne ikke medregnes i anciennitetskravet – det<br />

udstedte efterlønsbevis var ugyldigt, ankenævnets j.nr. 2003-1-0566<br />

• Efterløn – tidligere medlemskab af islandsk a-kasse kunne ikke medregnes i anciennitetskravet det<br />

udstedte efterlønsbevis var ugyldigt, ankenævnets j.nr. 2003-1-0566<br />

• Efterløn – medlemskab af svensk a-kasse kunne ikke medregnes i anciennitetskravet – ikke uafbrudt<br />

medlemskab, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0097<br />

• Efterløn – 2-årskrav optjening af skattefri præmie, ankenævnets j.nr. 2003-1-0529<br />

• Efterløn – tjenestemandspension – forkert beregningsgrundlag – medlemmet kunne ikke pålægges<br />

ansvaret for den forkerte fejludbetaling, ankenævnets j.nr. 2003-1-0630<br />

• Ikke grundlag for at udskyde efterlønnen på grund af fratrædelsesgodtgørelse – medlemmet havde<br />

selv sagt op, ankenævnets j.nr. 2002-1-0659<br />

• Fradrag i efterløn – fratrædelsesgodtgørelse var ikke løn, rådighedsløn eller en ydelse, der trådte i<br />

stedet herfor, ankenævnets j.nr. 2003-1-0364<br />

• Efterløn - § 28 aftale – rådighed, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0178<br />

EØS:<br />

• Attest E 303 - ikke konventionsflygtning - opretholdelse af Arbejdsdirektoratets ugyldige afgørelse,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0160<br />

• Attest E 303 – Schweiz - EØS-aftalen – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets j.nr. 2003-1-<br />

0549<br />

• Attest E 303 – ikke ret til dagpenge, da medlemmet ikke havde fast adresse under arbejdssøgning i<br />

Irland, ankenævnets j.nr.2003-1-0677<br />

• Attest E 303 – ikke søgt før afrejse fra Danmark – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets<br />

j.nr. 2003-1-0242<br />

Feriedagpenge:<br />

• Aktivperioden kunne ikke forlænges med dage, hvor medlemmet havde holdt ferie for egen regning,<br />

da perioden opgøres i hele uger, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0090<br />

• Feriedagpenge - dokumentation for i hvilket kalenderår dagpenge var udbetalt og indtægtsført, ankenævnets<br />

j.nr. <strong>2004</strong>-1-0149<br />

Frigørelsesattest:<br />

• Ikke omfattet af reglerne om frigørelsesattest, da medlemmet ifølge ansættelseskontrakten ikke<br />

kunne anses for at have et opsigelsesvarsel, ankenævnets j.nr. 2003-1-0356<br />

• Frigørelsesattest udstedt i forbindelse med midlertidig ansættelse gjaldt også ved medlemmets fastansættelse,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0471<br />

• A-kassens manglende vejledning om frigørelsesattest bevirkede, at medlemmet skulle stilles som om<br />

a-kassen havde vejledt medlemmet behørigt ved modtagelsen af dagpengekortet, og havde derfor<br />

ret til supplerende dagpenge, ankenævnets j.nr. 2003-1-0690<br />

• Supplerende dagpenge ansættelse efter funktionærloven - arbejdsgivers fraskrivelse af opsigelsesvarsel<br />

– ikke krav om frigørelsesattest, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0262<br />

54


Handicap:<br />

• Handicappede i erhverv – personlig assistance, ankenævnets j.nr.2003-7-0014<br />

• Lønmodtagerstatus, jurymedlem, Dansk Tipstjeneste, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-11-0002<br />

Medlemskab:<br />

• Optagelse som dimittend – medlemmet opfyldte betingelserne for at blive optaget som dimittend<br />

selvom hun fik udstedt et eksamensbevis for meritlæreruddannelse uden at have været indskrevet<br />

på og fulgt uddannelsen, ankenævnets j.nr. 2003-1-0560<br />

• Optagelse som dimittend – medlemmet, som havde fået overført en 1-årig handelseksamen og diverse<br />

kurser, opfyldte betingelserne for at blive optaget som dimittend, selvom hun alene havde<br />

gennemført fagprøven på GVU-uddannelse til kontorassistent, ankenævnets j.nr. 2003-1-0540<br />

• Sletning på grund af kontingentrestance – manglede at betale ca. 7 kr. –genoprettelse af medlemskab<br />

– proportionalitetsprincip, ankenævnets j.nr. 2003-1-0532<br />

• Rådighed - ophold på campingplads - tilmeldt Folkeregisteret med ukendt adresse – refusion, ankenævnets<br />

j.nr. <strong>2004</strong>-1-0054<br />

• Overflytning fra vv a-kasse til yy-a-kasse – udvidelse af yy a-kasses faglig område til at omfatte<br />

funktionærkredsen i SAFU – LO/DA Hovedaftalen, ankenævnets j.nr. 2003-1-0350<br />

Ophør – vægring:<br />

• Ikke selvforskyldt ledig – medlemmet kunne ikke nå på arbejde til tiden med offentlige transportmidler,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0540<br />

• Udeblivelse fra samtale hos AF kunne ikke sidestilles med afslag på at medvirke til at udarbejde<br />

individuel handlingsplan – ikke grundlag for karantæne for selvforskyldt ledighed, ankenævnets j.nr.<br />

2003-1-0649<br />

• Rådighed – et medlem ringede for sent til arbejdsgiver om formidlet arbejde – stod ikke til rådighed<br />

den pågældende dag – ikke grundlag for karantæne for selvforskyldt ledighed, ankenævnets j.nr.<br />

2003-1-0692<br />

Refusion:<br />

• Klage over manglende refusion for overskydende timer, ankenævnets j.nr. 2003-1-0441<br />

• Rådighed – ophold på campingplads – tilmeldt til Folkeregisteret med ukendt adresse – refusion,<br />

ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0054<br />

Rådighed:<br />

• Rådighed – der kunne ikke stilles krav om folkeregisteradresse – tilstrækkeligt, at medlemmet havde<br />

bopæl og opholdt sig i Danmark samt kunne gøre sig bekendt med sin daglige post, ankenævnets<br />

j.nr. <strong>2004</strong>-1-0040<br />

• Rådighed – ophold på campingplads – tilmeldt til Folkeregisteret med ukendt adresse – refusion,<br />

ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0054<br />

• Rådighed – et medlem ringede for sent til arbejdsgiver om formidlet arbejde – stod ikke til rådighed<br />

den pågældende dag – ikke grundlag for karantæne for selvforskyldt ledighed, ankenævnets j. nr.<br />

2003-1-0692<br />

55


• Efterløn - § 28 aftale – rådighed, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0178<br />

• Manglende tilmelding til AF- afmelding til AF som følge af forkert indplacering i aktivperioden<br />

kunne ikke medføre dispensation, ankenævnets j.nr. 2003-1-0139<br />

Sanktion:<br />

• Forkert beregnet karantæne for svig kunne ikke ændres til ugunst for medlemmet – reformatio in<br />

pejus, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0188<br />

• <strong>Ankenævn</strong>et fastholdt at et medlem havde handlet svigagtigt, selv om politimesteren opgav påtale<br />

for bedrageri under henvisning til, at der stilles større krav til at bevise forsæt efter straffeloven end<br />

efter arbejdsløshedsforsikringsloven, ankenævnets j.nr. 2003-1-0429<br />

• <strong>Ankenævn</strong>et fastholdt afgørelse om svig, da påtaleopgivelse alene var begrundet i strafferetlig forældelse,<br />

ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0199<br />

Selvstændig (ophør og beskæftigelse):<br />

• Ikke oplyst om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed - svig både for så vidt angik manglende<br />

timer før falddatoen og for alle dagpenge udbetalt efter falddatoen ifølge 78-ugers-reglen - ændring<br />

af ankenævnets praksis, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0010<br />

• Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed – tolk, ankenævnets j.nr. 2003-1-0257<br />

• Selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - nyetableret virksomhed - ikke drevet fra bopælen<br />

- væsentlighedskravet var opfyldt uanset beskeden omsætning, og at en del af arbejdstiden bestod<br />

i at stå til rådighed for potentielle kunder, ankenævnets j.nr. 2003-1-0709<br />

• Selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ikke drevet fra bopælen - væsentlighedskravet<br />

var opfyldt, uanset beskeden omsætning og at der i arbejdstiden indgik tid, hvor medlemmet i butikken<br />

stod til rådighed for potentielle kunder, ankenævnets j.nr. 2003-1-0691<br />

• Anset for ophørt med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse fra det tidspunkt, hvor køber<br />

overtog kautionsforpligtelse over for bank, ankenævnets j.nr. 2003-1-0593<br />

• Ikke ophørt med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, da virksomhedens væsentligste<br />

driftsmiddel ikke var afhændet - fiskeskib og fiskekvote sat i enekommission, ankenævnets j.nr.<br />

<strong>2004</strong>-1-0147<br />

• Ikke ophørt med drift af selvstændig virksomhed - holdingselskab ejede al kapital i to aktieselskaber<br />

- én samlet virksomhed - pantsætning af selskabskapitalen, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0061 og <strong>2004</strong>-<br />

1-0062<br />

• Ikke ret til dagpenge under midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed på grund af<br />

ægtefællens sygdom, da sygdom ligger inden for den almindelige erhvervsrisiko, ankenævnets j.nr.<br />

<strong>2004</strong>-1-0044<br />

• Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse – ægtefælleudtræden driftsomlægning/bortfald<br />

af arbejdsfunktioner, ankenævnets j.nr. 2003-1-0574<br />

• Ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - bort-fald af<br />

arbejdsfunktion - tidsmæssig sammenhæng, ankenævnets j.nr. 2003-1-0500<br />

• Ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - påbe-gyndelse<br />

af lønmodtagerarbejde - opgørelse af beskæftigelseskrav, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0118<br />

56


• Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - samlivsophævelse<br />

og separation - ikke krav om samtidighed mellem samlivsophævelse og udtræden af<br />

virksomheden, ankenævnets j.nr. 2003-1-0166<br />

• Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - ægtefælleudtræden - samlivsophævelse<br />

og separation - ikke krav om samtidighed mellem arbejdsophør og samlivsophævelse,<br />

ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0102<br />

• Efterløn – udlejning af to lejligheder anset for at være formueforvaltning, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-<br />

0192<br />

• Efterløn – 200 timers-regel – arbejde i ægtefælles virksomhed, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0056<br />

• Efterløn – sang og stand-up for private anset for at være selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse<br />

– skattemæssig registrering ikke afgørende, ankenævnets j.nr. 2003-1-0489<br />

• Efterløn – drift af selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tilbagebetalingskrav –<br />

uagtsomhed – ikke dispensation for kasseansvar, ankenævnets j.nr. 2003-1-0561 og 2003-1-0636<br />

• Efterløn – afslag på drift af vindmølle efter 400-timers-ordningen på grund af for høj indtjening,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0571<br />

• Efterløn - videreførsel af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter 400 timers-ordningen –<br />

formueforvaltning – landbrug – udlejningslejlighed, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0016<br />

• 400-timers ordningen – forfattervirksomhed, ankenævnets j.nr. 2003-1-0509<br />

• Efterløn – 400-timers-ordningen – kunstnerisk virksomhed – stenskulptør, ankenævnets j.nr. 2003-<br />

1-0673<br />

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn under<br />

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0146<br />

• Efterløn – selvstændig virksomhed efter 400-timers-ordningen – tidligere modtaget efterløn efter<br />

962-timers-ordningen – forhøjet dækningsbidrag 1 flere gange, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0032<br />

• Efterløn – fortsættelse af selvstændig landbrugsvirksomhed efter 400-timers-ordningen – krav til<br />

bortforpagtningsaftale ved bibeskæftigelse, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0122<br />

• Efterløn – videreførsel af selvstændig virksomhed som tolk – afgrænsning af virksomheden, ankenævnets<br />

j.nr. <strong>2004</strong>-1-0157<br />

Supplerende dagpenge:<br />

• Supplerende dagpenge ansættelse efter funktionærloven - arbejdsgivers fraskrivelse af opsigelsesvarsel<br />

– ikke krav om frigørelsesattest, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-1-0262<br />

Tilbagebetaling:<br />

• Nettotilbagebetalingsbeløbet skulle lægges til grund ved vurderingen af spørgsmålet om tilskrivning<br />

af renter - tilbageførsel af skat, ankenævnets j.nr. 2003-1-0631<br />

• Et medlem blev dømt for bedrageri for et beløb, der var mindre end det tilbagebetalingsbeløb, akassen<br />

havde krævet tilbagebetalt - nye oplysninger - Arbejdsdirektoratet skulle genoptage sagen om<br />

svig og a-kassen skulle genoptage sagen om tilbagebetaling, ankenævnets j.nr. 2003-1-0346<br />

Tilmelding:<br />

• Manglende tilmelding til AF- afmelding til AF som følge af forkert indplacering i aktivperioden<br />

kunne ikke medføre dispensation, ankenævnets j.nr. 2003-1-0139<br />

57


Ugyldig afgørelse:<br />

• Attest E 303 - ikke konventionsflygtning - opretholdelse af Arbejdsdirektoratets ugyldige afgørelse,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0160<br />

Vejledning:<br />

• A-kassens manglende vejledning om frigørelsesattest bevirkede, at medlemmet skulle stilles som om<br />

a-kassen havde vejledt medlemmet behørigt ved modtagelsen af dagpengekortet, ankenævnets j.nr.<br />

2003-1-0690<br />

• Attest E 303 – Schweiz – EØS-aftalen – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets j.nr. 2003-<br />

1-0549<br />

• Ansøgning om efterløn dispensation – undskyldelige omstændigheder – mangelfuld vejledning,<br />

ankenævnets j.nr. 2003-1-0552<br />

• Attest E 303 – ikke søgt før afrejse fra Danmark – a-kassens vejledningsforpligtelse, ankenævnets<br />

j.nr. 2003-1-0242<br />

• Ansøgning om efterløn efter dagpengerettens ophør - dispensation undskyldelige omstændigheder<br />

– utilstrækkelig vejledning, ankenævnets j.nr. 2001-1-0601<br />

VEU-godtgørelse:<br />

• VEU-godtgørelse, AMU-befordringstilskud, refusion, uddannet cand.mag. i geografi og internationale<br />

udviklingsstudier, ansat som butikschef, beskæftiget uden for sit uddannelsesområde, ankenævnets<br />

j.nr. <strong>2004</strong>-3-0007<br />

• VEU-godtgørelse, refusion, deltidsansat, deltog i AMU-kursus på fuld tid, den del af kursus-tiden,<br />

der lå ud over den lønnede deltidsansættelse afspadseredes efterfølgende, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-3-<br />

0008<br />

• VEU-godtgørelse, refusion, uddannet og beskæftiget som social- og sundhedshjælper, del-tidsansat,<br />

deltog i AMU-kursus på fuld tid den del af kursustiden, der lå ud over den lønnede deltidsansættelse<br />

afspadseredes efterfølgende, 2. kursusdag var medlemmets fridag, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-3-0026<br />

• VEU-godtgørelse, refusion, deltidsansat, deltog i AMU-kursus på fuld tid, den del af kursus-tiden,<br />

der lå ud over den lønnede deltidsansættelse afspadseredes efterfølgende, tilmeldt Arbejdsformidlingen<br />

som deltidsarbejdssøgende, ankenævnets j.nr. <strong>2004</strong>-3-0016<br />

• VEU-godtgørelse, refusion, uddannet og beskæftiget som social- og sundhedshjælper, del-tidsansat,<br />

deltog i AMU-kursus på fuld tid, den del af kursustiden, der lå ud over den lønnede deltidsansættelse<br />

afspadseredes efterfølgende, den sidste kursusdag var medlemmets fridag, ankenævnets j.nr.<br />

<strong>2004</strong>-3-0036<br />

58


Vejledning til at finde ankenævnets afgørelser i Retsinformation<br />

De afgørelser, der er udgivet i ankenævnets nyhedsbrev kan læses i deres helhed i Retsinformation. Nedenfor<br />

følger en kort vejledning til at finde afgørelserne i Retsinformation:<br />

TVejledning: T<br />

1. Gå ind på www.retsinfo.dk<br />

2. Gå ind i Pegasus-ikonet "retsinformation"<br />

3. Gå ind i det ikon, som forestiller en åben bog og hedder "database"<br />

4. Her vælges "afgørelser", hvorefter man går videre ind i ikonet "søgning", som er vist ved 4<br />

vandrette streger<br />

5. Herefter kommer et søgeskema frem. Her søges f.eks. i feltet "søgning i alle felter", hvor ankenævnets<br />

journalnummer på den afgørelse, man søger, anføres<br />

6. Herefter anviser søgemaskinen afgørelsen.<br />

TBemærk, at ankenævnets afgørelser fremkommer som kendelser i RetsinformationT<br />

Indtil den 31. marts <strong>2004</strong> har <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s forretningsorden været fastsat i cirkulære<br />

nr. 183 af 25. oktober 1991. I forbindelse med overførslen af sekretariatet for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

fra Beskæftigelsesministeriet til <strong>Ankestyrelsen</strong> under Socialministeriet blev der fastsat en ny forretningsorden<br />

ved Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 203 af 24. marts <strong>2004</strong>.<br />

Bekendtgørelse af forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 203 af 24. marts <strong>2004</strong><br />

I medfør af § 100, stk. 12, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af<br />

13. august 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 191 af 24. marts <strong>2004</strong> om ændring af lov om arbejds-<br />

løshedsforsikring m.v., lov om arbejdsmiljø og lov om retssikkerhed og administration på det socia-<br />

le område, fastsættes følgende forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>:<br />

§ 1. <strong>Ankenævn</strong>et holder møde efter formandens bestemmelse, når sagerne gør det nødvendigt, eller<br />

ønske herom fremsættes af mindst 2 medlemmer.<br />

§ 2. Indkaldelse til møde skal så vidt muligt ske med mindst 1 uges varsel.<br />

Stk. 2. Dagsorden for mødet med ekstrakt af de sager, der skal forhandles, udsendes så vidt muligt senest<br />

4 dage før mødet.<br />

§ 3. Akter i de sager, der skal forhandles, skal på anmodning være til gennemsyn for medlemmerne.<br />

§ 4. Efter formandens bestemmelse kan personale fra sekretariatet for ankenævnet deltage i ankenævnets<br />

møder uden stemmeret.<br />

59


§ 5. Parterne kan efter ankenævnets bestemmelse give møde for nævnet for at afgive forklaring om<br />

sagen.<br />

§ 6. <strong>Ankenævn</strong>ets forhandlinger ledes af formanden, i formandens forfald af stedfortræderen.<br />

Stk. 2. Sagerne afgøres ved almindelig stemmeflerhed af de tilstedeværende medlemmer, jf. § 7, stk. 1.<br />

Hvis stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. I sådanne tilfælde kan ethvert af medlemmerne<br />

dog kræve sagen udsat til fornyet behandling i et efterfølgende møde.<br />

Stk. 3. Skønner formanden, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes møde, sender<br />

formanden indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker<br />

at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.<br />

§ 7. <strong>Ankenævn</strong>et er i sager vedrørende arbejdsløshedsforsikring, aktiv beskæftigelsesindsats, børnepasningsorlov<br />

og kompensation til handicappede i erhverv m.v. beslutningsdygtigt, når foruden formanden<br />

de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne og det medlem, der er udpeget af beskæftigelsesministeren<br />

efter forhandling med justitsministeren er til stede. I sager vedrørende dagpengegodtgørelse er<br />

nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne<br />

er til stede. I sager vedrørende arbejdsmarkedsuddannelser er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden<br />

formanden samtlige de i arbejdsløshedsforsikringslovens § 100, stk. 2, nr. 2, 3 og 5, nævnte medlemmer<br />

er til stede.<br />

Stk. 2. <strong>Ankenævn</strong>ets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises<br />

fra realitetsbehandling i nævnet på grund af overskridelse af den i loven fastsatte frist for sagens indbringelse<br />

for nævnet, eller af andre formelle grunde.<br />

§ 8. Der føres en protokol over ankenævnets forhandlinger og beslutninger. Et medlem kan kræve tilført<br />

protokollen en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.<br />

§ 9. Det påhviler formanden at påse, at ankenævnets beslutninger udføres. Afgørelserne underskrives af<br />

formanden eller af den i ankenævnets sekretariat, som har bemyndigelse dertil.<br />

§ 10. Der påhviler ankenævnets medlemmer og andre deltagere i ankenævnets møder tavshedspligt<br />

efter straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.<br />

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april <strong>2004</strong>. Samtidig ophæves cirkulære nr. 183 af 25. oktober<br />

1991 om forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>.<br />

Cirkulære om Forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong><br />

TArbejdsministeriets cirkulære nr. 183 af 25. oktober 1991:<br />

I medfør af § 100, stk. 10 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse<br />

nr. 632 af 2. september 1991, fastsættes herved følgende forretningsorden for <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong>:<br />

T§ 1.T <strong>Ankenævn</strong>et holder møde efter formandens bestemmelse, når sagerne gør det nødvendigt, eller<br />

ønske herom fremsættes af 2 eller flere medlemmer.<br />

T§ 2.T Indkaldelse til møde skal så vidt muligt ske med mindst 1 uges varsel.<br />

60


TStk. 2.T Dagsorden for mødet med ekstrakt af de sager, der skal forhandles, udsendes så vidt muligt<br />

senest 4 dage før mødet.<br />

T§ 3.T Akter i de sager, der skal forhandles, skal på anmodning være til gennemsyn for medlemmerne.<br />

T§ 4.T Efter formandens bestemmelse kan personale fra sekretariatet for ankenævnet deltage i ankenævnets<br />

møder uden stemmeret.<br />

T§ 5.T Parterne kan efter ankenævnets bestemmelse give møde for nævnet for at afgive forklaring om<br />

sagen.<br />

T§ 6.T <strong>Ankenævn</strong>ets forhandlinger ledes af formanden, i formandens forfald af den beskikkede stedfortræder.<br />

TStk. 2.T Sagerne afgøres ved almindelig stemmeflerhed af de tilstedeværende medlemmer. Hvis stemmerne<br />

står lige, gør formandens stemme udslaget. I et sådant tilfælde kan dog ethvert af medlemmerne<br />

kræve sagen udsat til fornyet behandling i et efterfølgende møde.<br />

TStk. 3.T Formanden kan bestemme, at sager sendes til skriftlig votering. Medlemmerne afgiver deres<br />

skriftlige votering i de enkelte sager inden en af formanden fastsat frist, der ikke kan være kortere end 1<br />

uge fra udsendelsen af sagen til medlemmerne. Ethvert medlem kan uden særlig begrundelse kræve, at<br />

en sag bliver behandlet og afgjort i et møde i ankenævnet.<br />

T§ 7.T <strong>Ankenævn</strong>et er i sager vedrørende arbejdsløshedsforsikring og arbejdstilbud beslutningsdygtigt, når<br />

foruden formanden de to medlemmer udpeget af hovedorganisationerne og et af de øvrige medlemmer<br />

er til stede. I sager vedrørende dagpengegodtgørelse er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden<br />

de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne er til stede. I sager vedrørende arbejdsmarkedsuddannelser<br />

er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden samtlige de i arbejdsløshedsforsikringslovens<br />

§ 100, stk. 2, nr. 2, 3 og 5 nævnte medlemmer er til stede.<br />

TStk. 2.T <strong>Ankenævn</strong>ets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises<br />

fra realitetsbehandling i nævnet på grund af overskridelse af den i loven fastsatte frist for sagens indbringelse<br />

for nævnet, eller af andre formelle grunde.<br />

T§ 8.T Over ankenævnets forhandlinger og beslutninger føres en protokol. Et medlem kan kræve tilført<br />

protokollen en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.<br />

T§ 9.T Det påhviler formanden at påse, at ankenævnets beslutninger udføres. Afgørelserne underskrives af<br />

formanden eller af den i ankenævnets sekretariat, som har bemyndigelse dertil.<br />

T§ 10.T Der påhviler ankenævnets medlemmer og andre deltagere i ankenævnets møder tavshedspligt<br />

efter straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.<br />

T§ 11.T Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1992.<br />

I september <strong>2004</strong> udsendte Beskæftigelsesministeren en ny bekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s<br />

behandling af sager efter ansættelsesbevisloven og godtgørelsesniveauets størrelse. Det mak-<br />

61


simale godtgørelsesniveau er nedsat fra 26 ugers løn til 13 ugers løn, ligesom godtgørelsen i visse tilfælde<br />

højst kan udgøre 1000 kr.<br />

Bekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager<br />

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om<br />

vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse<br />

for manglende overholdelse af oplysningspligten<br />

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 941 af 16. september <strong>2004</strong><br />

I medfør af § 5, stk. 2 og § 6 i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene<br />

for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, og efter forhandling med<br />

arbejdsmarkedets parter fastsættes:<br />

62<br />

Klage over arbejdsgiverens manglende overholdelse af oplysningspligten<br />

§ 1. Spørgsmål om en arbejdsgiver har overholdt sin oplysningspligt efter loven, afgøres af <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong>.<br />

§ 2. Ved behandling af sager efter § 1 har ankenævnet følgende sammensætning:<br />

1) <strong>Ankenævn</strong>ets formand, jf. § 100, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller dennes<br />

stedfortræder, jf. § 100, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.<br />

2) 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, jf. § 100, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsformidling<br />

og arbejdsløshedsforsikring m.v.<br />

3)1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark, jf. § 100, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsformidling<br />

og arbejdsløshedsforsikring m.v.<br />

Stk. 2. Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet<br />

LO eller DA, udpeges yderligere en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager-<br />

eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere udpeges et medlem fra<br />

Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen eller Finansministeriet.<br />

Stk. 3. Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en<br />

hovedorganisation, udpeges yderligere en repræsentant direkte fra lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.<br />

Stk. 4. Medlemmer udpeget efter § 2, stk. 2 og 3, deltager med stemmeret ved ankenævnets behandling<br />

af den konkrete sag.<br />

Stk. 5. <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer nævnt i § 2, stk. 1, nr.<br />

1-3 er til stede. Er der i henhold til § 2, stk. 2 og 3, udpeget yderligere medlemmer, er ankenævnet dog<br />

kun beslutningsdygtigt, når også disse er tilstede.<br />

§ 3. Sagerne forberedes af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s sekretariat og behandles i øvrigt i overensstemmelse<br />

med de for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> fastsatte regler.<br />

§ 4. <strong>Ankenævn</strong>ets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.<br />

Tilkendelse af godtgørelse<br />

§ 5. Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt efter loven, kan lønmodtageren tilken-


des en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for den enkelte lønmodtager ikke kan overstige<br />

13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft<br />

konkret betydning for lønmodtageren. Hvis manglen er undskyldelig, hvilket for eksempel kan være<br />

tilfældet, hvor der er tale om en førstegangsovertrædelse, og manglen i øvrigt ikke har haft konkret betydning<br />

for lønmodtageren, kan godtgørelsen endvidere højst udgøre 1.000 kr. Dette gælder også i tilfælde,<br />

hvor der samtidig eller senest inden for en måned overfor arbejdsgiveren rejses flere sager om<br />

mangler af samme karakter af en række ansatte.<br />

Ikrafttræden<br />

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. september <strong>2004</strong>.<br />

Stk. 2. § 5 finder anvendelse på sager, der ikke er endeligt afgjort inden bekendtgørelsens ikrafttræden.<br />

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993 om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager<br />

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet<br />

og om størrelsen af en godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten ophæves.<br />

Bekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager<br />

efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om<br />

vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en godtgørelse<br />

for manglende overholdelse af oplysningspligten<br />

TArbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993: T<br />

I medfør af § 5, stk. 2 og § 6 i lov nr. 392 af 22. juni 1993 om arbejdsgiverens pligt til at underrette<br />

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og efter forhandling med arbejdsmarkedets parter<br />

fastsættes:<br />

TKlage over arbejdsgiverens manglende overholdelse af oplysningspligtenT<br />

T§ 1.T Spørgsmål om en arbejdsgiver har overholdt sin oplysningspligt efter loven, afgøres af <strong>Arbejdsmarkedets</strong><br />

<strong>Ankenævn</strong>.<br />

TStk. 2.T For <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af klager betales efterfølgende et gebyr på 100,00<br />

kr. Gebyret betales af den part, der ikke får medhold. Gebyret skal være betalt inden 4 uger efter, at<br />

afgørelsen er sendt til parterne.<br />

T§ 2. TVed behandling af sager efter § 1 har ankenævnet følgende sammensætning:<br />

1) <strong>Ankenævn</strong>ets formand, jf. § 100, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring<br />

m.v. eller dennes stedfortræder, jf. 100, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring<br />

m.v.<br />

2) 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, jf. § 100, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsformidling<br />

og arbejdsløshedsforsikring m.v.<br />

3) 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark, jf. § 100, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsformidlingen<br />

og arbejdsløshedsforsikring m.v.<br />

63


TStk. 2.T Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet<br />

LO eller DA, udpeges yderligere en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager-<br />

eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere udpeges et medlem fra<br />

Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen eller Finansministeriet.<br />

TStk. 3.T Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en<br />

hovedorganisation, udpeges yderligere en repræsentant direkte fra lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.<br />

TStk. 4.T Medlemmer udpeget efter § 2, stk. 2 og 3, deltager med stemmeret ved ankenævnets behandling<br />

af den konkrete sag.<br />

TStk. 5.T <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer nævnt i § 2, stk. 1, nr.<br />

1-3 er til stede. Er der i henhold til § 2, stk. 2 og 3, udpeget yderligere medlemmer, er ankenævnet dog<br />

kun beslutningsdygtigt, når også disse er til stede.<br />

T§ 3.T Sagerne forberedes af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s sekretariat og behandles i øvrigt i overensstemmelse<br />

med de for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> fastsatte regler.<br />

T§ 4.T <strong>Ankenævn</strong>ets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.<br />

64<br />

Tilkendelse af godtgørelseT<br />

T§ 5.T Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt efter loven, kan lønmodtageren<br />

tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for den enkelte lønmodtager<br />

ikke kan overstige 26 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder.<br />

TIkrafttræden T<br />

T§ 6.T Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1993.<br />

Bekendtgørelse om <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s behandling af sager<br />

efter ferieloven<br />

TArbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 5. september 2000: T<br />

I medfør af § 45, stk. 3, i ferieloven, lov nr. 396 af 31. maj 2000 og efter forhandling med arbejdsmarkedets<br />

parter fastsættes:<br />

T§ 1.T Klage over afgørelse truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, indbringes af den, afgørelsen<br />

vedrører, for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse<br />

om afgørelsen.<br />

TStk. 2.T Klagen sendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, der vurderer sagen på ny. Fastholder<br />

direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen sin afgørelse helt eller delvist, sendes klagen til ankenævnet,<br />

og sagens parter underrettes samtidig herom.


T§ 2.T Ved behandling af sager efter § 1 har ankenævnet følgende sammensætning:<br />

1. <strong>Ankenævn</strong>ets formand, jf. § 100, stk. 2, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. eller dennes<br />

stedfortræder, jf. § 100, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.<br />

2. 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, jf. § 100, stk. 2, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring<br />

mv.<br />

3. 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark, jf. § 100, stk. 2, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring<br />

mv.<br />

TStk. 2.T Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver er medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet<br />

LO eller DA, udpeges yderligere en repræsentant fra hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager-<br />

eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er tale om offentlige arbejdsgivere, udpeges et medlem<br />

fra Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen eller Finansministeriet.<br />

TStk. 3.T Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren er tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en<br />

hovedorganisation, udpeges yderligere en repræsentant direkte fra lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.<br />

TStk. 4.T Medlemmer udpeget efter § 2, stk. 2 og 3, deltager med stemmeret ved ankenævnets behandling<br />

af den konkrete sag.<br />

TStk. 5.T <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer nævnt i § 2, stk. 1, nr.<br />

1-3, er til stede. Er der i henhold til § 2, stk. 2 og 3, udpeget yderligere medlemmer, er ankenævnet dog<br />

kun beslutningsdygtigt, når også disse er til stede.<br />

T§ 3.T Sagerne forberedes af <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong>s sekretariat og behandles i øvrigt i overensstemmelse<br />

med de for <strong>Arbejdsmarkedets</strong> <strong>Ankenævn</strong> fastsatte regler.<br />

T§ 4.T <strong>Ankenævn</strong>ets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.<br />

T§ 5.T Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2000.<br />

65


Stikordsregister<br />

AF-tilmelding, 52, 57<br />

Aktiverede, 7-14<br />

Andre arbejdstagere end<br />

grænsearbejdere, 20-21, 23, 25-26<br />

Ansættelsesbevis, 7-14, 43,52-53<br />

Ansættelsesforhold, 7-14<br />

Ansættelsesvilkår, 7-14<br />

Arbejdsmarkedsuddannelser, 42<br />

Bopælskrav, 27<br />

Bortfaldsgrunde, 15, 19<br />

Børnepasningsorlov, 42<br />

Dagpengegodtgørelse, 15-19, 42, 53<br />

Dagpengeperiode, 53<br />

Dagpengeret, 31-32<br />

Dagpengesats, 53<br />

Dispensation, 27, 28<br />

Efterløn, 27-28, 36, 41, 53-54<br />

EØS, 7, 20-26, 27-28, 54<br />

Ferie, 38-40, 43<br />

Feriedagpenge, 54<br />

Feriegodtgørelse, 38-40<br />

Feriehindring, 38-40<br />

Forordning, 20-26, 27-28<br />

Fradrag, 36-38<br />

Frigørelsesattest, 15-16, 54<br />

G-dage, 15-19, 42, 53<br />

Gebyrer, 44-45<br />

Godtgørelse, 7-14<br />

Godtgørelse ved deltagelse i<br />

erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, 42,<br />

58<br />

Grænsearbejder, 20, 26<br />

Handicap, 42, 55<br />

Jobtræning, 7-14<br />

Klagefrist, 35-36, 44<br />

Kompetence, 7-14<br />

Lønmodtager, 7-14<br />

66<br />

Løst ansat, 15, 19<br />

Medlemsbidrag, 32-34, 41<br />

Medlemskab, 41, 55<br />

Nyhedsbrev, 52-58<br />

Ombudsmand, 6, 32-40<br />

Ophør, 29,31, 31-32<br />

Ophør – vægring, 55<br />

Opsigelsesvarsel, 16, 17<br />

Refusion, 55<br />

Retsinformation, 52, 59<br />

Rådighed, 55-56<br />

Sanktion, 32, 56<br />

Selvstændig, 28, 29-31, 41, 56-57<br />

Statistik, 48-51<br />

Supplerende dagpenge, 57<br />

Tilbagebetale, 29-31, 41, 57<br />

Timelønnet, 16<br />

Ugyldig, 58<br />

Variabel tid, 16, 18<br />

Vejledning, 58

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!