download - Carsten Riis Jensen

riisjensen.dk

download - Carsten Riis Jensen

13.s.e. Trin, 1. Tekstrække. Version 2.

Carsten Riis Jensen, Holdt ved indsættelsesgudstjeneste 6/9/2009 Sundkirken, Toreby Sogn.

Man kan blive klog af at se tegnefilm. I hvert fald dukker der engang imellem en tegnefilm op, som

har et stærkt budskab, som giver noget til både børn og voksne. For nylig så jeg en skøn,

computeranimeret tegnefilm. Den hedder ”Eventyret om Despero”. Den handler om en meget lille

mus, med meget store ører, som er eventyrlysten og ønsker at lære at blive en galant, ærefuld ridder.

På sin rejse møder han en kloakrotte. Denne rotte, som hedder Obskur, har den særlige kvalitet ved

sig, at han også er en mand af ære, en mand som ønsker at være ridderlig.

Men så sker der noget. Ved en skrækkelig fejl er rotten medvirkende til, at eventyrlandets dronning

dør, og derfor vælger kongen at udskrive et dekret, om at indfange alle rotter i hele riget. Obskur

bliver en jaget mand. Og selv om han forsøger at opnå tilgivelse, selv om han forsøger at gøre alting

godt igen, så vil ingen have med ham at gøre. Og i filmen er der en fortællerstemme. Som forklarer

dele af handlingen. På et tidspunkt står Obskur over for slottets prinsesse og vil bede om nåde, men

hun jagter ham væk. Obskur sidder nu alene, i mørket. Der begynder at ske en forandring i hans

blik. Man ser vrede dukke op. Og så er det, filmens fortæller siger: ”Hvad ville du gøre, hvis dit

navn blev betragtet som et skældsord? Hvis Oliver, eller Alex, eller Nanna, var en fornærmelse. Det

var sådan, Obskur endte med at opfatte sig selv. Når ens hjerte brister, kan det vokse skævt sammen

igen. Det vokser sammen, men bliver knudret, barket. Og hårdt. Obskur følte stadig længsel, da han

forandrede sig. Men nu længtes han efter nogen, hvis hjerte var lige så hårdt som hans eget var

blevet”.

Måske kender du lige præcist den situation! Måske er det en ven, som har vendt dig ryggen. Måske

har du ting i din fortid, som gør ondt, og ingen møder dig med nåde, omsorg. Eller du føler dig

alene, svigtet. Du bliver vred. Måske kender du lige præcist den situation: ”Når ens hjerte brister,

kan det vokse skævt sammen igen”. Du bliver til sidst vred. Vred på dem, som gør dig ondt. Og til

sidst vred på Gud. Du havner i en grøft, og kan ikke selv komme op igen.

Eller hvis du er bare lidt ligesom mig, så har du oplevet situationer, hvor du selv er problemet. Der

er ting i dit liv, som du kæmper med, og som du har svært ved at slippe af med. Det hænger fast,

som en ond vane. Løgne, du er nødt til at fortælle, for at dække over andre løgne. Penge, som du har

svært ved at forvalte. Og også i de situationer, som gentager sig og som fører dig ud i magtesløshed,

begynder du at mærke vrede. Du bliver vred på dig selv. Måske vred på Gud. Du havner i en grøft,

og kan ikke selv komme op igen.

Jesus fortæller en historie, om en mand, der havner i grøften. Ofte fortæller vi den historie, om den

barmhjertige samaritaner, og bruger den som eksempel på at vi skal vise omsorg for andre. Være en

samaritaner. Det var den vinkel, jeg havde her til morgen, ved gudstjenesten i Toreby. Men hvad

hvis historien også handler om ham i grøften? Hvad hvis fokus ikke er på samaritaneren, men på

personen i grøften? Hvad hvis personen i grøften er dig? Uanset, om din situation er, at andre har

gjort noget imod dig, eller du selv har gjort ting, som du ikke kan holde op med, og som gør dig

magtesløs.

Her i sommerferien sad jeg en eftermiddag og talte med min lillebror. Han er rådgiver, og har

mange samtaler med mennesker hver uge. De opsøger min lillebrors arbejdsplads, for at få hjælp.

Til at begynde med forsøger de at trække sig selv op ved hårene. Ligesom den lovkyndige jøde i

teksten, som gerne ville retfærdiggøre sig selv. De kommer med vrede, og ofte har de en klar

fornemmelse af, hvad de synes problemet er. Hvem de synes, problemet er. ”Min kone forstår mig

ikke!”. ”Min chef gør mig vred, fordi han er så snæversynet”.

Men ofte, fortæller min lillebror, går der ikke mange minutter, før de forlader samtalen med ham.

De kommer med hvad de selv synes er en klar forklaring på problemet. De retter deres vrede imod

bestemte personer. Men min bror må tit sige til dem: ”Det er ikke der, problemet ligger. Hvor

kommer al den vrede fra? Det, du fortæller mig, er kun de ting, der tricker din vrede. Hvor kommer


al den vrede fra hos dig? Hvad er det, indeni dig, hvad er det, der ligger hos dig, der gør, at du

bliver vred? Problemet er ikke din kone eller din chef. Problemet er din vrede. Den kommer et sted

fra”. Når de får det at vide, at der ikke skal snakkes om konen eller chefen, så går de ofte igen. De

har ikke lyst til, at fokus skal flyttes over på dem selv. Og min lillebror siger: ”De går deres vej. De

er ikke parate til den her samtale endnu. Det skal gøre endnu mere ondt, før de er så magtesløse, at

de kommer her igen. For at få hul på bylden og lade Gud få lov til at arbejde i dem, fylde dem med

nåde, genoprejse og hele dem”.

Rotten Obskur oplevede det meget konkret: ”Når ens hjerte brister, kan det vokse skævt sammen

igen”. Og så fortsætter fortællerstemmen: ” Det vokser sammen, men bliver knudret, barket. Og

hårdt”. Da er det svært at tage imod hjælp. Især hvis hjælpen kommer fra en, der opleves som en

fjende. En, som man skylder noget. en, man har et uopgjort forhold til. Hvis den eneste, du kan få

rigtig hjælp fra, er Gud. Gud, som din vrede er rettet imod.

Her er en observation. En observation, som både gælder rotten Obskur og alle os andre:

Nåden, Guds nåde, den barmhjertige samaritaners nåde, kommer oftest til den, som ikke kan modstå

den, den som ikke havde forventet den, den som er fanget, den som ikke har noget andet valg end at

overgive sig til nåden. Hjælpeløse mennesker i grøften.

Bladrer du igennem din Bibel, så ser du det igen og igen. Mennesker som oplever, at nåden kommer

til dem i de sværeste situationer. Mennesker, som er på et punkt, hvor de er fanget, hvor de ikke

længere kan holde sig selv oppe, eller hvor vreden ikke har givet noget resultat, andet end selvhad,

så de er kommet dertil, hvor de er fanget, og ikke har noget andet valg end at overgive sig til nåden.

Den selvretfærdige lovkyndige jøde havde ikke lyst til at få hjælp fra en samaritaner. Fordi han var

en fjende af ham. En ikke-næste. Hvem af jer, som lytter til denne historie af Jesus, vil lade sig

betjene af en, som du opfatter som en fjende? Vel egentlig kun den, der ikke har noget at miste, ved

at lade sig hjælpe af en.

Jesus siger: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde

retfærdige, men syndere”.

Det er os, der er i grøften. Og Gud er samaritaneren.

Den lovkyndige jøde føler sig overlegen. Stærk. Føler, at han selv har evnen til at arve det evige liv.

Han er ikke hjælpeløs i grøften. Han har ikke brug for Guds nåde.

Men så kan du stå i situationer, hvor du netop oplever, at du ikke er stærk. At du ikke er overlegen.

At du er hjælpeløs. At du på en og samme tid føler, at hjælpeløsheden gør dig vred på Gud, men at

Gud samtidig er den eneste, du kan få hjælp fra: Jeg har mødt det ved flere begravelser… Tænk på

en 14-årig, der dør i et trafikuheld. Tænk på en baby, der dør af sygdom. Da er vi hjælpeløse i

grøften, både dem, som er døde, og os, der sørger. Vi føler os svage, føler sorg, føler måske vrede.

Der er ondskab i verden. Manden i historien her blev slået ned, sparket, og vi ved ikke hvorfor, men

sådan nogen ting sker, i vores verden. Tragedier som overfald, sygdom og trafikuheld er ikke en del

af Guds plan for os, men de sker. Og hvad er det, der sker? Gud kommer ned. Han kommer ned i

grøften, til den halvdøde mand. Han kommer ned i grøften, til de sørgende forældre. Han kommer

ned i grøften, til de sørgende venner.

Gud træder lige ind i de omstændigheder, som vi står midt i. Gud træder ind i vores

omstændigheder, med nåde, med omsorg. Han løfter os op. Og tilmed kommer Gud også ned i de

dødes grøft. Gud døde selv på korset. Og til de døde sender han et ridedyr, som bærer dem til

Himlen, til herberget, hvor der er evig omsorg, og alt er blevet betalt for dem.

”Når ens hjerte brister, kan det vokse skævt sammen igen”.

Ved du, hvordan Jesus slutter historien om den barmhjertige samaritaner? Han kigger op, på den

selvretfærdige lovkyndige jøde, og så siger han: ”Gå du hen og gør ligeså!”. Hvad er det, han siger?

Han siger: Vær du manden i grøften! Og erfar, hvad det virkelig, virkelig betyder, når Gud rækker

hånden frem og siger: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer

hvile!”. Dét var en ny vinkel, både for den lovkyndige jøde, og for dig og mig. Ikke blot ”vær du


armhjertig, ligesom den barmhjertige samaritaner”, men vær manden i grøften! Når Gud får lov at

række ud til dig. Der er heling, der er nåde. Der er tilgivelse. Hvile. Fred.

Måske skaber det en ny bøn i dig: ”Gud, jeg vil ikke længere bruge tid på at trække mig selv op ved

hårene. Gud, det gør ondt, og det har det gjort i lang tid. Den og den har sagt noget imod mig. Den

og den har gjort noget imod mig. Og jeg selv, ja, jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg selv føler, at

jeg har svigtet de mennesker, jeg holder allermest af. Gud, jeg er her i grøften. Hjælp mig, Gud!”.

Må vores kirke være et nådigt fællesskab. Må vores kirke være et fællesskab, som rækker den nåde,

Gud har givet os, videre til andre. En nådig kirke. Et fællesskab, hvor Gud får lov at hele al svigt, al

vrede. En nådig kirke. Fordi Gud har overøst os med nåde.

Amen.

More magazines by this user
Similar magazines