John Hansen - Hus Forbi

husforbi.dk

John Hansen - Hus Forbi

h u s fo r bi

nr. 1 januar 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort

uønskede

Hjemløse

er jaget

vildt

opgivet af systemet

Flygtninge

med traumer

svigtes

krisen kradser

Tusindvis i kø

efter mad


h u s fo r bi

REDAKTION

ANSVARSHAVENDE

Ole Skou

ole@husforbi.dk

REDAKTØR

Simon Ankjærgaard

simon@husforbi.dk

SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:

Birgitte Ellemann Höegh

Ota Tiefenböck

Marisa Matarese

Assia Awad

Sisse Stroyer

Joachim Rode (foto)

Holger Erik Henriksen (foto)

Alexandar Søndergaard (foto)

Flemming Schiller (foto)

FORSIDEFOTO

Joachim Rode

KORREKTUR

Bro Kommunikation A/S

LAYOUT

salomet grafik

KONTAKT REDAKTIONEN

tlf. 2990 2424, redaktion@husforbi.dk

SALGSAFDELING

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, jimmy@husforbi.dk

Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084, rikke@husforbi.dk

SÆLGERKONTAKT

tlf. 5133 8128/2932 9084

SÆLGERPLEJE

Leif Baran, tlf. 2937 3615, leif@husforbi.dk

UDGIVER

Foreningen Hus Forbi

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk

DEBATINDLÆG

debat@husforbi.dk

DISTRIBUTION

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.

kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være

udleveringssted af avisen til sælgerne.

Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128

(se listen af distributører på www.husforbi.dk).

ABONNEMENT

STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året

– inklusive moms, porto og gebyr).

STØTTEABONNEMENT: 540 kroner

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006

eller karina@notat.dk

BIDRAG

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind

på kontonummer (9541)60028842.

Mærk indbetalingen ’bidrag’.

TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland

OPLAG 75.000

LÆSERTAL 365.000 (2. og 3. kvartal 2010)

ifølge Index Danmark/Gallup

ANTAL SÆLGERE Cirka 500

ISSN 1397-3282

Næste nummer udkommer den 1. februar 2011.

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper

både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren.

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus

Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et

alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi

produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og

illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af

gadeaviser, INSP.

Vi støtter Hus Forbi

Vil du også støtte Hus Forbi?

2 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

| leder |

Hvem melder sig frivilligt?

Helt i tråd med foreningstraditionen i Danmark er der en bred vifte af private, humanitære

organisationer, der med hjælp fra frivillige hænder yder en imponerende socialpolitisk indsats. Det

er flot og fantastisk, at så mange dedikerede danskere helt ulønnet bruger timer på at hjælpe og

støtte dem på bunden eller kanten af samfundet.

Disse mange tusinde danskere vil helt fortjent komme i fokus, når det i 2011 er EU’s officielle

frivillighedsår. Og den siddende regering vil formentlig være med helt fremme med ros og klapsalver,

for den har som erklæret socialpolitisk ambition, at det frivillige arbejde skal styrkes.

Det er helt fint med en stærk frivillig indsats, der kan skabe synergi, dynamik og hjertevarme

på et socialt område under stigende pres som følge af både nationale politiske beslutninger og

internationale økonomiske lavkonjunkturer. Men

den frivillige, private indsats må aldrig blive mere

Det er faresignaler,

som både politikere

og embedsmænd skal

tage meget alvorligt,

for det er først og

sidst det offentlige

system, der skal sikre

individets rettigheder

og pligter. Ikke private

organisationer, der

bygger på frivillige

kræfter.

end et stærkt og varieret supplement til det offentlige

system. Og lige nu læner det sig på flere

områder faretruende op ad at blive en decideret

erstatning.

Hus Forbi har løbende beskæftiget sig med

denne udvikling, blandt andet da vi i august

beskrev, hvordan flere og flere socialt udsatte har

mistet tilliden til den kommunale socialforvaltning

i en sådan grad, at de for penge, de i virkeligheden

ikke har, søger privat socialrådgivning. Og

flere gange hører vi fra hjemløse og skæve eksistenser,

at de har mistet tilliden til det offentlige

system, så de i stedet – hver dag – læner sig op

ad organisationer, der bygger på frivillige kræfter.

Det er en kritisk udvikling, som det er tvingende

nødvendigt, at der bliver fokuseret på

i forbindelse med frivillighedsåret. Det vidner

nemlig om, at troen på det offentlige system er

dybt svækket – og hos flere og flere helt væk.

Det er faresignaler, som både politikere og embedsmænd

skal tage meget alvorligt, for det er

først og sidst det offentlige system, der skal sikre

individets rettigheder og pligter. Ikke private organisationer, der bygger på frivillige kræfter. Frivillige

kræfter er tegn på engagement, men frivillige kræfter er i deres natur en flygtig og dermed

skrøbelig ressource.

Derfor er det vigtigt, at politikerne på Christiansborg i både lovgivning og praktisk politik ikke

øger strømmen af kunder fra det offentlige system og over i de frivillige, private organisationer. En

strøm, der kan være med til at forskubbe balancen afgørende, så den frivillige indsats ikke længere

er et supplement, men en erstatning. Og det er vigtigt at skabe en sammenhængende strategi, der

netop trækker alt det gode frem i de private organisationer, men som lader deres bidrag hvile på et

stærkt offentligt velfærdssystem. Det er den eneste måde at tætne et efterhånden flosset socialt

sikkerhedsnet.

Simon Ankjærgaard, redaktør

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk

v/Annemette Lyngh


| indhold |

4

10-11

16

17

32

noter

Hus Forbi er kommet på plakaten.

5 skarpe

Hus Forbi stiller skarpt på Knud Vilby,

formand for Socialpolitisk Forening.

læserne skriver

ny hus forbi-sælger

John er første mand i Hus Forbis

serie om nye sælgere.

Butiksejere og beboere er

blevet trætte af grupper

af hjemløse på byens

pladser og torve og har

sat politiet på sagen.

De hjemløse føler sig som

jaget vildt.

18

12 24

Traumatiserede flygtninge

misforstås af

det offentlige system.

Det kan føre til social

isolation.

Hvad er fattigdom

og social udstødelse?

Elever fra hele landet

har givet deres bud på

et svar.

Halvdelen af New Yorks

borgere er så fattige,

at de stiller sig i kø til

fødevarehjælp.

| et billede fra gaden | foto Alexandar Søndergaard

På den anden side: Hus Forbi-fotograf Holger Erik Henriksen (til venstre) er endelig selv kommet i

søgeren. Her giver han Hus Forbi-sælgeren Harley et smækkys.

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 3


Hjemløse smides væk

fra byens pladser

På flere af Københavns torve har butiksejere og beboere bedt politiet

om at bortvise grupper af hjemløse og skæve eksistenser.

Hjemløseorganisation kritiserer den manglende dialog.

af Birgitte Ellemann Höegh

De københavnske hjemløse og

skæve eksistenser har altid benyttet

byens torve og pladser til

socialt samvær, men det er ganske

langsomt – plads for plads – ved

at være en saga blot. På foranledning

af butiksejere og beboere er

politiet nu begyndt at bortvise de

hjemløse, med henvisning til at de

er til gene for deres omgivelser.

To af de pladser, hvor de hjemløse

traditionelt har haft deres

gang – Kultorvet og Vesterbro

4 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

Torv – er i dag lukket land for

dem. Og på Christianshavns Torv

og Hovedbanegården har politiet

intensiveret indsatsen for at få de

hjemløse væk.

- Vi var en række forretningsdrivende,

institutioner og beboere,

der syntes, at udviklingen

var ved at komme ud af kontrol,

fortæller Erik Andersen. Han er

sekretariatsleder på undervisningsinstitutionen

Niels Brock,

der har adresse på Kultorvet.

- Vi oplevede, at vores kunder

og medarbejdere blev generet og

antastet af nogle af de hårdest

belastede mennesker, og derfor

indkaldte vi i juni til et møde med

deltagelse af butiksindehavere,

beboere, politikere, embedsmænd

og politiet for at diskutere, hvad

vi kunne gøre ved situationen,

siger han.

Henrik Jørgensen fra Københavns

Politi var med til mødet og

har efterfølgende ledet indsatsen

overfor de hjemløse på torvet.

- Der var interne slagsmål,

uorden med folk, der råbte og

skreg og skubbede til hinanden,

og trusler mod forbipasserende, så

jeg fik hurtigt den opfattelse, at

de erhvervsdrivende og beboerne

havde ret. Derfor besluttede vi

os for at benytte os af ordensbekendtgørelsens

paragraf 6, der i

yderste konsekvens kan give os

mulighed for at give et forbud

mod, at et menneske må være på

et bestemt sted, siger han.

Han forklarer, at det ikke var

alle de hjemløse på Kultorvet, som

overtrådte loven, men at enkeltes

dårlige adfærd havde en afsmittende

effekt på resten af gruppen.

foto scanpix


- Mange af de hjemløse var jo

godt klar over problemstillingen

og fortalte, at det kun var nogle

af dem, der lavede ballade, men

vores holdning var, at de sad i

et fælles drikkelag, så det var

noget, de var fælles om. Køben-

- De fleste af

dem er fornuftige

mennesker, som

er til at snakke

med. Man lukker

jo ikke Roskilde

Festivalen, fordi

der er nogle,

der opfører sig

idiotisk.

Bo-Lennart Heide-Jochimsen,

gadeplansmedarbejder

havns Politi har jo ikke noget

imod hjemløse, der sidder stille og

roligt og drikker en eller mange

øl på en bænk, men vi skal skride

ind, når andre bliver generet, og

de foretager lovovertrædelser,

siger han.

I Kofoeds Kælder, der er et

værested for socialt udsatte på

Kultorvet, var man bekendt med

adfærden og de konsekvenser,

den kunne få.

- Alle og enhver kunne se, at

det ville ende galt. Vi prøvede at

forklare dem, at jo mere ballade

de lavede, jo hurtigere blev de

smidt væk. Der var mennesker,

der benyttede torvet, som sagtens

kunne følge de almindelige

ordensregler, men der var en lille

gruppe mennesker, som ikke normalt

tilhørte miljøet, og de lavede

for meget ballade, siger sektionsleder

Kim Clemen.

- Man bliver jo nødt til at

opføre sig, så andre mennesker

også kan være der. Man bliver

også smidt ud fra et værtshus,

hvis man begynder at kaste med

stolene. Kultorvet var blevet til ét

stort værtshus, og her blev man

altså også smidt væk, siger han.

Ingen spurgte de hjemløse

I hjemløseorganisationen Projekt

Udenfor, der har haft sin daglige

gang blandt de hjemløse på Kultorvet,

undrer man sig over, at der

ikke er blevet forsøgt en dialog

med de socialt udsatte.

- Der er mange måder at løse

problemet på uden at fjerne hele

miljøet. Den gruppe mennesker

har aldrig været voldelige over for

os fra Projekt Udenfor. De fleste

af dem er fornuftige mennesker,

som er til at snakke med. Man

lukker jo ikke Roskilde Festivalen,

fordi der er nogle, der opfører

sig idiotisk, siger gadeplansmedarbejder

Bo-Lennart Heide-Jochimsen

og fortsætter:

- Jeg synes, at det er en forkert

løsning at straffe alle, fordi der er

nogle enkelte mennesker, der ikke

kan opføre sig ordentligt. Jeg tror

på dialog, og hvis der var kommet

nogen og havde taget dialogen

med dem, var det ikke blevet så

slemt. Selvfølgelig skal de, der

opholder sig på torvet, overholde

landets love, men jeg tror, at man

var kommet langt, hvis man for

eksempel havde givet dem noget

ansvar for at passe deres eget

skur på Kultorvet. Der er nu i den

gruppe en større lyst til at tage

afstand til samfundet, og for hver

gang, der gribes hårdt ind, er der

endnu længere tilbage til et normalt

liv, siger han.

Tilfredshed med beslutningen

Blandt butiksindehavere og beboere

er der imidlertid tilfredshed

med beslutningen om at gøre Kultorvet

til lukket land for grupper

af hjemløse og socialt udsatte.

- Situationen er blevet markant

bedre, selvom der stadig sidder

grupper af hjemløse på torvet og

selvom der stadig opstår situationer,

hvor nogle bliver aggressive

og voldsomme, siger Henrik

Jørgensen fra Niels Brock.

Den opfattelse er Erik Andersen

fra Københavns Politi enig i.

- Kultorvet er blevet et meget

mere attraktivt og behageligt sted

at færdes. Der er stadig plads til

hjemløse og mennesker, der er

svage og udstødte, og det er fint

nok. Men nu er politiet meget

mere med til at sætte nogle adfærdsnormer

på den gode måde,

og det er vi meget glade for. |

Bortvisning

af hjemløse

løser ingen

problemer

Det er en for hurtig og for billig løsning

at pudse politiet på de store grupper

af hjemløse, der opholder sig på Københavns

torve. Det løser ikke de sociale problemer,

men øger i stedet de hjemløses mistillid til

samfundet, lyder kritikken.

af Birgitte Ellemann Höegh

Selvom politiet bortviser store

grupper af hjemløse fra Københavns

torve og pladser, så er

problemet ikke løst. Det er blot

flyttet videre – og risikerer at blive

større. Sådan lyder kritikken

fra flere, der har en tæt og daglig

kontakt med byens hjemløse og

skæve eksistenser.

En af dem er gadeplansmedarbejder

Bo-Lennart Heide-Jochimsen

fra Projekt Udenfor.

– I byens rum er der efterhånden

ikke mange steder, man kan

opholde sig som hjemløs. På Kultorvet

tog man en beslutning om

at fjerne alle de hjemløse, fordi

de erhvervsdrivende mente, at

de skræmte kunderne væk, men

man kan også se på den manglende

indtjening som en del af

finanskrisen, og ikke at det var de

hjemløses skyld. Man ville bare

have dem væk, men problemet

bliver jo bare skubbet et andet

sted hen, siger han.

- Når man sætter politiet ind,

er det en hurtig og billig løsning,

men jeg synes ikke, at det er

en politiopgave, men et socialt

problem, at der er mennesker, der

er nødt til at holde til på byens

torve.

Bo-Lennart Heide-Jochimsen

mener, at det ikke kun er et

spørgsmål om, at de hjemløse mister

et tilholdssted, men også om

den mistillid til samfundet, som

bortvisningerne skaber.

- Vi taler meget om livskvalitet

i dag, og for mange mennesker

har byens torve og pladser været

de eneste steder, de kunne være.

Med bortvisningerne har de fået

endnu en oplevelse af, at de ikke

er så gode som andre mennesker.

Siden barnsben har de fået at

vide, at de er forkerte, anderledes

og ikke velkomne, så det er

- Vi havde ikke

nogen løsninger.

Og vi gjorde en

dyd ud af ikke at

servere løsninger.

Erik Andersen,

sekretariatsleder på Niels Brock

desværre endnu en afvisning fra

resten af samfundet, som ikke gør

deres situation bedre, siger han.

Kim Clemen, leder af værestedet

Kofoeds Kælder ved Kultorvet,

er enig i, at det er blevet

sværere at blive accepteret, hvis

man er hjemløs i hovedstaden.

- Der er sket en forandring. Der

er mennesker, der har købt ejerlejligheder

til mange millioner, og

de vil ikke have, at der står nogen

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 5


og pisser op ad træet på Kultorvet. Der er masser

af caféer, og det er i det hele taget blevet

mere luksuriøst. Man accepterer simpelthen

ikke, at de mennesker er her, siger han.

Ikke et socialt perspektiv

Da butiksejere, beboere, embedsmænd, politikere

og Københavns Politi i juni mødtes

for at diskutere muligheden for at bortvise de

hjemløse fra Kultorvet, var der ikke et punkt

på dagsordenen, der handlede om, hvor de

hjemløse skulle gå hen i stedet for – eller om

det overhovedet var muligt at løse de problemer,

der var med deres adfærd på torvet.

- Vi havde ikke nogen løsninger. Og vi

gjorde en dyd ud af ikke at servere løsninger,

siger Erik Andersen, der er sekretariatsleder

på undervisningsinstitutionen Niels Brock,

som har adresse på Kultorvet og som tog initiativet

til mødet i juni.

- Vi er interesserede i at drive skole, boliger

og caféer, så vi forholdt os bare til, at det er et

voldsomt problem.

På mødet deltog også Lars Berg Dueholm,

der er gruppeformand for Venstre i Borgerrepræsentationen

i København og medlem af

teknik- og miljøudvalget. Heller ikke han anskuer

problemerne på torvene ud fra et socialt

perspektiv

- Som medlem af Teknik- og Miljøudvalget

har min vinkel primært været at gøre torvene

til et rart sted for de studerende, erhvervsdrivende

og handlende, og jeg har ikke anskuet

problemstillingen ud fra de sociale hensyn og

udfordringer, der er. Der er ikke noget problem

i at drikke øl på en sommerdag på torvet, men

det, jeg så som et problem, var manglen på god

gammeldags opførsel, siger han.

Værestederne er ikke et alternativ

Står det til Lars Berg Dueholm, kan de hjemløse

benytte sig af de tilbud, der er i København

i forvejen.

- Der er en række væresteder og sociale tiltag

fra kommunale og frivillige organisationer,

som de hjemløse kan benytte sig af, men jeg

kan godt forstå, at man ikke altid har lyst til at

være de steder, fordi der kan gå lidt for meget

pædagog i den. Om der er behov for en yderligere

styrkelse af den indsats, kan jeg ikke sige

– jeg var jo medvirkende på mødet om Kultorvet

ud fra et bylivsperspektiv, siger han.

For Bo-Lennart Heide-Jochimsen fra

Projekt Udenfor er værestederne dog ikke et

alternativ til samværet i byens rum.

- Der er en masse regler, der skal overholdes,

og man opfører sig altså anderledes i

andres hjem. Gaden er jo deres hjem, hvorimod

de er gæster på herbergerne. Og hvis man

har haft svært ved at leve op til samfundets

normer hele livet, er det også svært at være

på et værested. Mange af værestederne gør

et fantastisk stykke arbejde, men man skal

opføre sig på en særlig måde, der er særlige

åbningstider, og her kan de svageste ikke finde

ud af at være, siger han. |

6 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang


Vores

sikkerhedsnet

er væk

Kenn Høeg var en af

de 30-40 hjemløse, der

havde deres faste gang

på Kultorvet. Nu har

politiet smidt ham og

vennerne væk, og det

har sat sine spor i ham.

af Birgitte Ellemann Höegh

foto Holger Erik Henriksen

For bare få måneder siden var grupper af

hjemløse en del af det daglige miljø på Kultorvet.

Der var faste pladser på bænkene uden for

værtshuset Hvide Lam eller skolen Niels Brock

skråt overfor. Her var hunde, barnevogne og

poser med øl. Og så var der Mindetræet, hvor

der hang billeder af afdøde hjemløse, håndskrevne

hilsner og blomster. I dag er bænkene

tomme, og træet knejser nøgent – ingen blade,

ingen billeder, ingen håndskrevne hilsner.

Kenn Høeg, blandt vennerne på gaden kaldet

Knasten, er en af de hjemløse, der brugte

Kultorvet som sin dagligstue. I en periode sov

han under et halvtag ved en bygning i nærheden

og børstede tænder ved vandposten

på torvet. Morgenkaffen hentede han i den

nærliggende Kofoeds Kælder.

En dag fandt han og de andre ud af, at butiksejere

og beboere havde holdt et møde med

politiet og politikerne om de hjemløses adfærd,

der blev betegnet som truende og voldelig over

for torvets brugere.

- Vi var slet ikke inviteret med. Det var

mærkeligt. De kunne i det mindste have forsøgt

at snakke med nogle af os, der kom der

hver dag – prøve at trænge ind til os. Bagefter

fik vi af politiet at vide, at vi skulle dæmpe

os lidt, og efter politiet havde holdt øje med

os i en periode, nedlagde de forbud mod, at vi

måtte være der, fortæller han.

Han har mere end svært ved at genkende

den version af virkeligheden, som butiksejerne

og beboerne præsenterede for politiet og for

politikerne på mødet.

- Folk, der drikker som os, kan selvfølgelig

ikke styre den almindelige pli. Hvis toilettet

ikke virker, så stiller vi os op og tisser andre

steder. Vi kan godt være lidt højrøstede, og der

kan være interne slåskampe. Men vi går ikke

på tilfældige mennesker. Gør man det, bliver

man udstødt af gruppen omgående. Nogle af

os skal jo ud og sælge aviser til de forbipasserende

bagefter. Det var ikke drengene, der

sad der hver dag, der lavede balladen. Det var

nogle, der kom et par gange om måneden, og

så kunne de ikke finde ud af reglerne. Desuden

er det meget værre med de unge mennesker,

der går i byen om natten. De er meget mere

faretruende, siger han.

Hvem er i live – hvem er ikke?

Kenn Høeg er ikke i tvivl om de alvorlige konsekvenser,

bortvisningen har for fællesskabet

– og for kommunikationen mellem de hjemløse

på gaden

- Mødet med de andre er hele vores sikkerhedskæde.

Vi kan ikke undvære hinanden. Vi

finder ud af, hvem der er i live eller ikke i live.

Hvem der har det godt, og hvem der ikke har

det godt. Er der én, der mister sin rullestol, så

ved hele miljøet det inden for tre timer, og så

er alle ude at lede på gaden. Og så hygger vi os

jo sammen. Jeg holder meget af de andre, siger

han og fortsætter:

- Jeg tror slet ikke, at politiet og myndighederne

er klar over, hvor grimt det føles for os.

Hele vores netværk er blevet rykket op. Jeg

er virkelig vred over det og ked af det. Nu har

jeg slet ikke tjek på det, jeg havde før. Alle de

mennesker, jeg holdt af, kan jo være sendt ud i

alle verdens hjørner. |

- Jeg tror slet ikke,

at politiet og myndig-

hederne er klar over,

hvor grimt det føles

for os. Hele vores

netværk er blevet rykket

op. Jeg er virkelig vred

over det og ked af det.

- Vi kan godt være lidt

højrøstede, og der kan

være interne slåskampe.

Men vi går ikke på

tilfældige mennesker.

Gør man det, bliver man

udstødt af gruppen

omgående. Nogle af

os skal jo ud og sælge

aviser til de forbipasserende

bagefter.

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 7


Ungarns

hjemløse

flygter

under

jorden

Ungarns hjemløse har

fået det mere end svært.

De er uønskede i bybilledet

og bliver idømt bøder

for at tigge, søge efter

madrester i skraldespande

eller opholde sig på

offentlige steder. At søge

ned under jorden er ofte

deres eneste vej væk fra

myndighedernes klapjagt.

af Ota Tiefenböck

Laszlo Kovacz, alias Zeus, viser stolt sit underjordiske

rum frem. Det sparsomme lys, der

gennem en åbning i loftet finder vej til hans

bosted gennem de seneste seks måneder, afslører

to skumgummimadrasser, flere tæpper, få

klunsede møbler, et godt brugt stereoanlæg og

et juletræ med lyskæde på. Der er ingen elektricitet

i rummet, men det betyder ikke noget

for Zeus, der bor i et kælderrum i resterne af et

gammelt hus i Népliget Parken i den ungarske

hovedstad, Budapest.

Huset er en tidligere restaurant, som brændte

ned i 50’erne, og som har været forladt lige

siden. Huset har en stor omfangsrig kælder i

flere plan og huser i dag omkring 40 hjemløse.

Zeus bor på det øverste plan og har en vagtfunktion

i huset, som skal beskytte beboerne

mod uønskede besøg udefra.

- Vi har ingen problemer med politiet. De

ved godt, at vi er her og lader os være i fred

her, men vi er nødt til at beskytte os mod bander

af teenagere. De synes, at det er sjovt, at

brænde vores ting ned og genere os. De ved, at

vi er svage, og at vi har svært ved at beskytte

8 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

os mod deres angreb. Mit rum er blevet brændt

af flere gange, sidste gang i sidste uge, fortæller

Zeus og peger på væggene, som er helt

sodet til af røg.

Zeus er 25 år og har været hjemløs i mere

end et år. Før boede han sammen med sin

mor og lillebror i en lejlighed, men så skete

der noget, som fik en skæbnesvanger betydning

for hans liv, og i løbet af ganske kort tid

gjorde ham til en af Budapests mange tusinde

hjemløse.

- Mor blev gift igen, og hendes nye mand

var ikke til at holde ud. Jeg flyttede en uge efter,

at han flyttede ind. Jeg kunne simplethen

ikke holde det ud, fortæller Zeus.

I et kort øjeblik afslører hans ansigt en

smerte, som dog hurtigt bliver afløst af et

bredt smil.

- Nå, men vi har det meget godt her, siger

han.

Flere hjemløse

Til trods for de svære levevilkår er Zeus og

de øvrige hjemløse i Népliget Parken heldige.

De har fundet et bosted langt væk fra Budapests

fashionable gader og stræder. Og langt

væk fra myndighedernes søgelys og chikaner.

Siden den højre-nationalistiske regering kom

til magten i februar, er det blevet væsentligt

sværere at være hjemløs i Ungarn. Den nye

regering ønsker at tegne et billede af Ungarn

som et velfungerende land uden nævneværdige

sociale problemer, og i sådan et billede

er der ikke plads til hjemløse, der derfor jages

væk fra byernes gader og stræder ved at blive

idømt bøder for at tigge, for at søge efter

madrester i skraldespande eller for at ligge på

offentlige steder i byernes centre.

Bosteder under jorden, i efterladte kældre,

i kloakrørene eller andre steder, hvor de

hjemløse ikke er synlige for det omgivende

samfund, er ofte den eneste udvej. Og der er

rift om pladserne de få steder, som egner sig til

beboelse. Ungarn er blevet hårdt ramt af den

verdensomspændende økonomiske krise, og

mange ungarere har sværere og sværere ved

at klare de grundlæggende leveomkostninger.

Flere og flere har ofte ikke en anden udvej end

et liv som hjemløs på gaden, og det betyder at

antallet af hjemløse i Ungarn stiger år for år.

- Vi regner med, at der bare i Budapest er

omkring 10.000 hjemløse, og der kommer hele


tiden nye til. Folk har svært ved at betale husleje,

og hvis de så også mister deres arbejde,

er der ofte ikke en anden udvej end livet på

gaden, fortæller den tidligere hjemløse Peter,

der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort.

- Vi kan mærke en stigende diskrimination

efter den nye regering er kommet til. Man vil

gerne skjule problemerne, og for vores vedkommende

betyder det, at vi ofte ikke har

andre valgmuligheder end at søge steder hen,

som er skjulte for andre, blandt andet under

jorden.

Kamp for hjemløses rettigheder

Peter er læge af uddannelse og har haft en høj

stilling i forskningsverdenen. For seks år siden

tog hans liv en voldsom og uventet drejning.

Han blev fyret fra sit arbejde, blev skilt og har

levet som hjemløs lige siden. I dag arbejder han

som læge igen på det eneste hospital i Budapest,

som behandler hjemløse, og han tager

– som formentlig den eneste læge i Budapest

– på lægebesøg i de hjemløses beboelsessteder.

Han ved, hvor hårdt det er at være hjemløs,

og når han kan hjælpe andre hjemløse, er han

ikke i tvivl.

- De hjemløse er mine venner, jeg vil gøre

alt for dem. Livet som hjemløs er hårdt ved

helbredet, og jeg kan i det mindste være med

til at begrænse skaderne og gøre livet lidt

nemmere for folk, fortæller Peter.

Han bor i øjeblikket på et herberg i Budapest

og sparer op til en lejlighed. Det varer

ikke længe, før hans navn kommer til at pynte

på en dørklokke til en lejlighed i byen, men

det betyder langtfra, at han vil forlade de

hjemløses rækker. Sammen med Anna Orbán

er han en af de drivende kræfter i aktivitetsgruppen

A Város Mindenkié – En by for alle

– som kæmper for de hjemløses rettigheder, og

han har ikke tænkt sig at skrotte det arbejde

til fordel for en god stilling, en lejlighed og et

borgerligt liv generelt.

- Vi vil oplyse vores hjemløse venner om

deres rettigheder som borgere i dette land. Vi

har ressourcer til det og har etableret en række

arbejdsgrupper, som tager sig af forskellige

problemstillinger, vi arrangerer demonstrationer,

udgiver en hjemløseavis, laver radioudsendelser

for hjemløse, udstillinger og driver

en hjemmeside og blog for hjemløse. Vi har en

række unge jurister og unge studerende, som

- Vi har ingen

problemer med politiet.

De ved godt, at vi er

her og lader os være i

fred her, men vi er nødt

til at beskytte os mod

bander af teenagere.

De synes det er sjovt,

at brænde vores ting

ned og genere os.

Zeus

stiller sig gratis til rådighed og hjælper os med

at opnå vores mål. Det er at gøre offentligheden

opmærksom på de hjemløses situation, og

vi giver ikke op før de hjemløses situation i

Ungarn bliver bedre, siger Peter.

Han mener, at der i Budapest er flere tusinde

lejligheder, der står tomme, og det finder

han uetisk, når der samtidigt er så mange

mennesker, som ikke har noget sted at bo.

- Det skønnes, at der bare i Budapest er

langt flere tomme lejligheder, end der er hjemløse,

og det kan ikke være rigtigt, at hjemløse

lever under så uværdige forhold, når der står

tomme lejligheder i byen, siger Peter.

Der findes omkring 20 dagcentre for hjemløse

i Budapest, hvor de hjemløse kan få dækket

deres basale behov såsom at få vasket tøj, tage

bad, få rådgivning samt få et enkelt måltid.

Enkelte centre, heriblandt Nyugati Centrum

ved banegården Nyugati i Budapest, har også

et herberg, hvor svækkede eller folk med særlige

behov kan indlogere sig i en periode. |

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 9


hus forbi samler

igen ind til

varmt tøj

Igen i år er det muligt at bidrage

til, at Hus Forbis sælgere går den

kolde vintertid i møde med varmt

tøj på kroppen og solide, lune

støvler på fødderne.

Indsæt et bidrag på konto: 9541

10155088 i Danske Bank.

-sia

giv din mening til

kende og støt

hus forbi

Hus Forbi er blevet en del af Velgørenhedspanelet,

hvor brugerne

svarer på diverse meningsmålinger

og samtidig donerer penge til

velgørende organisationer.

For hver undersøgelse, en bruger

deltager i, vil der blive doneret

mellem fem og 25 kroner til en

velgørende organisation efter

eget valg. Undersøgelserne udarbejdes

af de store analyseinstitutter

og kan eksempelvis dreje

sig om forbrugsvarer, underholdning,

sundhed eller aktuelle

begivenheder. -sia

Se mere – og meld dig eventuelt

til – på www.vpanelet.dk

julefrokost

i januar

Hus Forbi har i år valgt at udskyde

sin traditionelle julefrokost

for de hjemløse til 24. januar – en

måned efter juleaften.

Oplysning om tid og sted vil blive

offentliggjort på www.husforbi.dk

-sia

kalenderen

er på gaden

Det er stadig muligt at købe

Hus Forbis kalender for 2011 af

sælgerne på gaden.

Kalenderen fortæller 12 historier

om livet på kanten af samfundet.

Den koster 50 kroner, hvoraf de

30 går til sælgeren. -sia

10 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

Hus Forbi på plakaten

Da Statens Kunstfond indbød otte af Danmarks dygtigste designere,

valgte Jonas Hecksher fra firmaet E-types at lave en plakat for at gøre

opmærksom på Hus Forbi. Plakaten, der er holdt i hvid skrift på sort baggrund,

kan nu ses forskellige steder i bybilledet. Teksten er hentet fra en

reportage om Kenneth Carlsen, der i 1996, da Hus Forbi så dagens lys for

første gang, blev registreret som sælger nummer to.

- Hus Forbi er i virkeligheden den største iværksætter-fabrik i hele

Danmark. Alle sælgere af Hus Forbi, de hjemløse, har med avisen fået mulighed

for at starte deres egen lille virksomhed som sælgere. Det er hjælp

til selvhjælp. Og det synes vi, er en virkelig god model. For ud over at de

hjemløse tjener lidt penge på salget, så må det også være godt for deres

selvforståelse, deres identitet, at gå fra at blive betragtet som ofre til at

være små direktører i deres egen virksomhed, siger Jonas Hecksher.

Hans kollega Michael Touber supplerer:

- Den indsats havde vi lyst til at sætte fokus på, og derfor brugte vi

interviewet med Kenneth Carlsen, som udgangspunkt for designet af plakaten.

Han har været med lige siden begyndelsen og sælger stadig. Sælger

nummer et er desværre død, og det viser vel netop, hvor vigtig og nødvendigt

et område de hjemløse og Hus Forbi er at sætte fokus på. -sia

Se Hus Forbis hjemmeside med nyheder og

fakta om hjemløse og socialt udsatte på

www.husforbi.dk

bliv opdateret

dagligt via

facebook

På siden er der blandt andet

mulighed for at få daglige nyhedsopdateringer

og deltage i

debatter om fattigdom og hjemløshed.

Profilen kommer frem

ved at søge på ’Hus Forbi’.

Brug også gerne lidt tid på at

besøge Hus Forbis hjemmeside,

www.husforbi.dk, hvor der ud

over dag til dag-nyheder også er

masser af interessant læsestof

om os, vores sælgere og kommende

arrangementer. -sia

bidrag

Hus Forbi har modtaget 3.950

kroner, som blev samlet ind i

forbindelse med bisættelsen af

Ole Bendix Jensen fra Hundested.

Pengene vil blandt andet

gå til indkøb af tøj til Hus Forbis

sælgere. -sia

cyklede fra paris

for at sælge

hus forbi

61-årige Leif Alex Jensen –

canadier med danske aner – har

efter fem års pause meldt sig

som Hus Forbi-sælger igen. Han

har opholdt sig rundt omkring i

Europa, indtil han besluttede sig

for at vende tilbage til Danmark.

Han købte en cykel med en lille

motor i Paris og cyklede derefter

på 13 dage til København via

Luxembourg, Belgien, Holland og

Tyskland.

- Jeg føler, at jeg er i mit livs

form, og da jeg nød at være i

Danmark tidligere, var jeg ikke

i tvivl om, at jeg måtte vende

tilbage, fortæller han. -sia

Foto Holger Erik Henriksen


et til rent og

varmt tøj

Rent og varmt tøj burde være en

menneskeret. Det mener man i

hvert fald i den nyåbnede tøjbutik

Hjælperiet i København. Her kan

hjemløse, skæve eksistenser og

andre socialt udsatte komme forbi

og få det tøj, de har brug for.

- Som hjemløs eller udsat er

det største problem ikke altid om

sokkerne eller bukserne er rene.

Når det er sagt, så er livskvaliteten

i at kunne iklæde sig nyt tøj

og smide de gamle klæder ud af

stor betydning for mange mennesker,

siger Michael Espensen, der

har taget initiativ til Hjælperiet.

- Mange hjemløse og udsatte

bekymrer sig faktisk om deres

hygiejne og påklædning, men

nedprioriterer det ofte, da de

hverken har de økonomiske eller

psykiske ressourcer til at gøre

noget ved det. Derudover kan

varmt tøj om vinteren være forskel

på liv eller død, siger han.

Hjælperiet er etableret i samarbejde

med foreningen Giv Din Hånd

og ligger på Linnésgade 12

i kælderen. -sia

Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden

FRIVILLIG

ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG!

Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven

hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske

problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og

udfordrende forhold.

Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske,

interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært

ved at holde personlig kontakt.

Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante

kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende

samvær med andre frivillige.

Lad os få en snak, hvis du er interesseret.

Clement sælger The Big Issue Zambia i Lusakas gader.

Millioner af læsere

Kontakt:

Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Albertslund,

Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: c.lous@get2net.dk

Hvor andre trykte medier verden over klager over nedgang i oplag og

færre læsere, kan 115 hjemløseaviser verden over melde om markant fremgang.

På et år er det samlede antal af læsere steget fra 4,8 millioner til 5,3

millioner, meddeler International Network of Street Papers, som Hus Forbi

er medlem af.

Den globale stigning er imponerende, mener Douglas McCabe, der er

presseanalytiker hos Enders Analysis.

- En stigning i denne størrelsesorden for aviser, som skal købes, strider

mod den nuværende tendens på verdensplan, hvor stort set alle magasiner

oplever nedgang i salget, siger han til nyhedsbureauet Street News

Service. -sia

Foto Mikkel Ankjærgaard-Eskildsen

unge hjemløse

genopliver debat

om børnearbejde

Antallet af unge hjemløse er

stigende i USA, og det har bragt

liv til debatten om at tillade

børnearbejde. Det skriver hjemløseavisen

Spare Change News.

Særligt unge piger er i farezonen,

hvis ikke det bliver tilladt for

børn under 15 år at arbejde, lyder

avisens analyse. Alternativet for

dem er prostitution eller kriminalitet.

- Loven mod børnearbejde

blev vedtaget, for at forhindre

at børn blev udnyttet på fabrikkerne

i sin tid. Meningen var ikke

at tvinge unge piger ind i prostitution

eller narkohandel, så de

kan skrabe nok penge sammen til

at få råd til mad eller et sted at

sove, fortæller Jessica, der ikke

vil have sit efternavn oplyst og

som selv har levet på gaden. Hun

brugte fem år på at komme på

fode igen, men har i dag to børn

og en lejlighed.

-sia

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 11


- Læger og sagsbehandlere,

der

har med de

patienter at gøre,

skal blive bedre til

at se og høre

signalerne. Kan

der være en grund

til, at patienten

ikke kan lære

dansk, sidde i en

bus, gå på arbejde

eller passe sin

sukkersyge?

Morten Sodemann,

overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik

12 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

foto Scanpix


Flygtninge med traumer

opgives af systemet

Traumatiserede flygtninge, der kommer til Danmark, risikerer fejlbehandling.

Læger og socialrådgivere skal uddannes til bedre at opdage flygtninge

med psykiske problemer, lyder kritikken.

af Assia Awad

En vietnamesisk pige kom ofte

og klagede over mavepine, da Sisi

Buch for år tilbage arbejdede som

skolesygeplejerske på Humlehaveskolen

i Vollsmose. Trods

mange henvendelser havde den

praktiserende læge ikke kunnet

finde noget fysisk galt med

pigen, indtil hun en dag fortalte,

hvordan hun under sin flugt fra

Vietnam var blevet voldtaget af

adskillige mænd, da båden, hun

var på, blev overfaldet af pirater

på det Sydkinesiske hav. Mange

af de øvrige flygtninge blev dræbt

ved samme lejlighed. Pigen blev

efterfølgende tilbudt psykologhjælp.

Eksemplet er langt fra enestående,

siger Sisi Buch, der nu

er sundhedsfaglig konsulent i

Sundhedscenter Fyn. Hun har i

mange år arbejdet med og forsket

i flygtninge, der er blevet traumatiserede

på grund af tortur,

krig, forfølgelse, voldtægt, og

fængslinger i hjemlandet. Internationale

undersøgelser anslår, at

over halvdelen af alle flygtninge

er traumatiserede.

- Rigtigt mange af de flygtninge,

der søger asyl i Danmark,

kommer fra lande, hvor psykisk

lidelse er tabubelagt, eller hvor

man ikke har ord for det, så man

udtrykker i stedet sin psykiske

smerte i form af en fysisk smerte.

Derfor bliver mange flygtninge

misforstået i de traditionelle

sundhedssystemer, siger hun og

fortsætter:

- Det kan godt være, at de

kommer og klager over at have

ondt i hjertet, leveren eller andre

steder, men det er i virkeligheden

psyken, de har ondt i. Hvis lægerne

ikke er opmærksomme på

den kulturforskel, så vil patienten

måske få undersøgt sit hjerte eller

lever, men når man så ikke finder

noget, risikerer personen at blive

stemplet som hypokonder og får

dermed ikke den rigtige behandling.

Skjulte traumer

I 2008 blev Indvandrermedicinsk

Klinik etableret på Odense

Universitetshospital i erkendelse

af, at mange patienter med anden

etnisk baggrund end dansk kuldsejlede

i det danske sundhedssystem.

De patienter, der henvises

til klinikken, har i gennemsnit

boet i Danmark i 12 år og er typisk

opgivet af sundhedsvæsnet

og det kommunale system.

Ifølge klinikkens overlæge,

Morten Sodemann, har op mod

60 procent af de henviste patienter

krigstraumer. De har ofte

oplevet bombardementer, tortur,

fængsel og familiemedlemmer,

der er blevet lemlæstet, voldtaget

eller henrettet. For tre ud af fire

af disse patienter har traumerne

ikke været kendt, før patienten

kom i behandling på Indvandrermedicinsk

Klinik.

- Læger og sagsbehandlere, der

har med de patienter at gøre, skal

blive bedre til at se og høre signalerne.

Kan der være en grund til,

at patienten ikke kan lære dansk,

sidde i en bus, gå på arbejde eller

passe sin sukkersyge? Kan der

være noget, jeg ikke ved om vedkommende?

Det skal man åbenbart

uddannes bedre til, mener

Morten Sodemann.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening,

Betina Post, finder

tallene fra Indvandrermedicinsk

Klinik alarmerende, men hun

mener, at det er lægernes ansvar

at diagnosticere traumer.

- Når flygtninge sidder overfor

deres socialrådgiver, gør de

alt, hvad de kan for at vise, at

de ønsker at være her og integrere

sig. De følger jo også med

i debatten og ved, at det kan

skabe problemer, hvis man ikke

samarbejder. Så det er svært for

socialrådgiveren at vide, hvilke

oplevelser klienterne gemmer på.

Samtidig lukkes mange af kommunernes

integrationsafsnit ned,

fordi man mener, at der skal være

den samme sagsbehandling for

alle. På den måde forsvinder den

ekspertise, der er opbygget af

sagsbehandlere, der primært har

arbejdet med klienter med flygtninge-

og indvandrerbaggrund,

forklarer Betina Post.

Det kræver opmærksomhed

På spørgsmålet om lægerne er for

dårlige til at identificere flygtninge

med traumer, lyder svaret

fra overlæge Poul Jaszczak, der

er formand for Lægeforeningens

etiske udvalg:

- Både ja og nej. Læger lever

jo i nogle medicinske traditioner,

hvor de ikke, hver gang de møder

en patient med sporadiske eller

meget omfattende symptomer,

kobler dem til et krigstraume som

udløsende eller medvirkende faktor.

Det er meget fornuftigt, fordi

det ’kun’ er en meget lille gruppe,

der står med den slags problemstillinger.

Det kræver, at man har

en særlig opmærksomhed rettet

mod dem. Det er givet rigtigt, at

man overser nogle ting, fordi man

ikke konkret interesserer sig for

dem eller ikke spørger konkret,

siger Poul Jaszczak.

Der bor cirka 106.000 flygtninge

i Danmark ifølge Danmarks

Statistik, og heraf vurderes mere

end halvdelen at have Post Traumatisk

Stress Syndrom (PTSD).

Ofte har de traumatiserede flygtninge

mere end én diagnose. En

rapport fra Region Syddanmark

beskriver, at cirka 90 procent

har mindst en yderligere diagnose,

og cirka 85 procent har to

eller flere. Oftest er der tale om

depression, angstlidelser, alkoholmisbrug,

stofafhængighed samt

personlighedsforstyrrelser. Der

findes imidlertid ikke tal på, hvor

mange af disse flygtninge der går

rundt med ubehandlede psykiske

lidelser.

Jo længere tid, der går, inden

en traumatiseret person kommer

i behandling, jo dårligere ser

patientens prognose ud, fortæller

Annemarie Gottlieb, der er

psykolog og centerchef på Klinik

for Traumatiserede Flygtninge i

Region Midtjylland.

- Det er langt sværere at

behandle en patient, der har gået

med PTSD i årevis, end en, der

er blevet henvist tidligt i sygeforløbet.

Nogle går så lang tid,

at de udvikler psykoser. Jeg har

netop visiteret en palæstinensisk

kvinde, der har gået i 20 år og

været angst. Jeg ved ikke, om vi

kan hjælpe hende nu, forklarer

Annemarie Gottlieb. |


- De har ofte oplevetbombardementer,

tortur, fængsel

og familiemedlemmer,

der er blevet

lemlæstet, voldtaget

eller henrettet.

Morten Sodemann,

overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 13


Traumer står i vejen for integr

Når flygtninge og deres børn ikke integreres i det danske samfund,

bliver kultur ofte brugt som forklaringsmodel, men traumer spiller

en væsentlig større rolle, mener eksperter.

af Assia Awad

Reza Hossein var bange for at lægge sig til at

sove, fordi søvnen altid bød på en returrejse

tilbage til det iranske fængsel, hvor vagter

torturerede ham i timevis. Han sov derfor kun

et par timer hver nat. Om dagen var han frygtelig

træt og fik flashbacks, hvor han oplevede

mishandlingen igen og igen. Det var som at

være tvunget til at se en film, man ikke kunne

slukke for.

Ifølge Annemarie Gottlieb, der er psykolog

og centerchef på Klinik for Traumatiserede

Flygtninge i Region

Midtjylland,

- Somaliere,

palæstinensere

og irakere har

den laveste

beskæftigelsesprocent,

og det

er alle grupper,

der kommer fra

krigshærgede

områder. Anders Ejrnæs,

lektor på Roskilde Universitet

er torturoverlever

Reza Hosseins

flashbacks, mareridt,

søvnløshed

og træthed typiske

traumesymptomer,

der er med til at

gøre det svært for

den traumatiserede

at klare selv helt

almindelige hverdagsaktiviteter.

- Traumatiserede

personers

hukommelse

og koncentrationsevne

er ofte

beskadiget, hvilket

betyder, at de har

svært ved at lære

dansk, og dermed klare job og uddannelse,

siger Annemarie Gottlieb.

Lektor Anders Ejrnæs, der forsker i arbejdsmarked

og integration på Roskilde Universitet,

bekræfter, at traumer spiller en stor rolle, når

det kommer til flygtninges beskæftigelsesprocent,

der er betydeligt lavere end indvandrernes

beskæftigelsesprocent.

- Der er ingen tvivl om, at de flygtninge,

der har krigstraumer, har vanskeligere ved

at komme ud på arbejdsmarkedet. Somaliere,

palæstinensere og irakere har den laveste beskæftigelsesprocent,

og det er alle grupper, der

kommer fra krigshærgede områder, siger han.

Børnene er de store tabere

Reza Hossein har erkendt, at hans familie har

betalt en høj pris for hans psykiske problemer.

- Mine børn var de største ofre. Jeg var i

mange år efter overgrebene fyldt med en ufat-

14 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

telig mængde had og vrede. Når jeg for eksempel

så et indslag om Al-Qaeda, så faldt det mig

let at sætte mig i deres sted. Jeg forstod deres

had. Ofte kunne jeg ikke klare mine børn. De

kunne gøre mig utroligt gal, og jeg har bådet

skubbet til dem og vredet armen om på dem.

Nogle gange følte jeg, at jeg kunne slå dem

ihjel, fortæller han.

I familier, hvor enten én eller begge forældre

er traumatiserede, påvirkes børnene ofte

massivt af deres forældres sygdom, forklarer

psykolog Eva Malte, der har arbejdet med

traumatiserede indvandrerfamilier i mere end

15 år.

- Børnene oplever, at far eller mor altid er

træt, har en kort lunte og mister kontrollen.

Måske udsætter den traumatiserede person

ægtefællen eller børnene for vold. Aftaler på

skolen bliver glemt, og det samme gør madpakken.

Forældrene kan give udtryk for, at de

har selvmordstanker, de kan ikke holde ud at

være sammen med andre, og det hænder, at

de besvimer. Alle disse symptomer traumatiserer

børnene og gør det svært for dem at

koncentrere sig i skolen. De kommer i konflikt

i frikvartererne, får skældud og deres selvværd

bliver lavt. En del af de problemer, som

medierne taler om i ghettoområderne, er unge,

der er vokset op under traumatiske vilkår,

forklarer Eva Malte. Hun fortsætter:

- En rigtig stor del af integrationsproblemerne

kan derfor føres tilbage til traumerne.

Tit bliver problemer i flygtningefamilier udlagt

som kultur, og det er en voldsom forenkling af

virkeligheden. Vi har at gøre med nogle komplekse

problemstillinger. Man finder jo også

danske unge, der reagerer på den måde, og der

er der jo ingen, der vil sige, at det er på grund

af deres danske kultur, forklarer Eva Malte.

Morten Sodemann, der er overlæge ved

Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital,

mener ikke, at der bliver

taget ordentlig hånd om børn i traumatiserede

flygtningefamilier.

- Børnene vokser op i et miljø med utryghed

og angst. Man forventer, at far og mor passer

på en, men det kan de ikke altid. I stedet

græder mor måske, hun isolerer sig og tør

ingenting. De større børn ser, at forældrene

bliver ydmygede og må slås med myndigheder,

siger han.

- Man laver derved en generation af børn,

som jeg forudser, man får store problemer

med, fordi man ikke har taget hånd om dem

i tilstrækkelig grad. I kommunerne har man

ikke ressourcer til at hjælpe børnene. Når man

hører, der er blevet skudt i Odense, så ved man

næsten, hvem far og mor til de unge lømler

er. Der er tale om familieproblemer, hvor hele

familier er kuldsejlede. Det er en dårlig investering,

for børnene bliver voksne i Danmark

og bliver selv forældre engang.

Flygtninge overrepræsenterede

Forskere er blevet mere opmærksomme på

problematikken og er begyndt at undersøge,

om personer med flygtningebaggrund er mere

kriminelle end and andre borgere.

Teori og Metodecentret lavede i 2006 en

undersøgelse af landets lukkede sikrede

afdelinger for kriminelle unge, og den viste,

at personer med flygtningebaggrund er stærkt

overrepræsenterede. En tredjedel af de unge

afsonere på de sikrede institutioner havde

flygtningebaggrund, og en stor del af dem

havde haft traumatiske opvækstforhold. Undersøgelsen

fastslog, at flygtningegruppen var

langt mere belastet end unge med indvandrerbaggrund

og unge med dansk baggrund. Unge

med flygtningebaggrund har også flere brudte

familieforhold, flere dødsfald blandt forældre

og mere psykisk sygdom i familien.

Bo Ertman fra Teori og Metodecentret udtalte

i forbindelse med undersøgelsen, at der er

grund til at tro, at flygtningene også er overrepræsenterede

i fængslerne, men at der mangler

dokumentation herfor. Udslusningskonsulent

Marie Louise Jørgensen, der har arbejdet

mange år i Kriminalforsorgen, konkluderer

desuden i sin masterafhandling fra 2009, at en

baggrund som flygtning ramt af Post Traumatisk

Stress Syndrom kan anses som en risikofaktor

for at havne i kriminalitet.

Reza Hosseins børn har været heldige, for

deres far har fået hjælp. Da hans ene søn en

dag erklærede, at ’far har et dræbende blik’,

indså eksiliraneren, at han havde brug for

behandling, og han opsøgte et center for torturofre.

I dag har han igen fået et godt forhold

til sine børn.

- Jeg har forklaret dem, at jeg var syg, men

jeg tror alligevel, at det har sat sig nogle spor

hos min ene søn. Han har selv svært ved at

kontrollere sin vrede nu, fortæller han. |

Reza Hossein er et pseudonym for den iranske

flygtning, der har ønsket at optræde anonymt.

Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

foto Scanpix


ation

- Børnene oplever, at far

eller mor altid er træt,

har en kort lunte og

mister kontrollen. Måske

udsætter den traumatiserede

person ægtefællen

eller børnene for vold.

Aftaler på skolen bliver

glemt, og det samme gør

madpakken.

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 15

Eva Malte, psykolog


16 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

foto Flemming Schiller

5skarpe til Knud Vilby

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening.

en meningsmåling om kendskabet til det netop overståede

fattigdomsår vil formentlig give et nedslående resultat.

har i overhovedet været dygtige nok til at sætte dagsordenen?

Svaret er nej. Fattigdomsåret blev ikke den folkelige kajeryster, som vi havde forventet. Vi har været

meget i medierne og har i en vis udstrækning været med til at præge dagsordenen, men vi har været

oppe imod en regering, der ikke for alvor har haft lyst til at sætte fattigdomsåret på den politiske

dagsorden. Det har haft konsekvenser for den brede folkelige opbakning.

en del af kritikken af regeringen under det netop overståede

fattigdomsår var, at der var for meget snak og for lidt handling.

i socialpolitisk forening bruger i meget tid på debatmøder, oprettelse

af hjemmesider og udgivelser af tidsskrifter – hvor er de konkrete

handlinger til gavn for de socialt udsatte henne?

De er alt for få i forhold til de sociale problemer, der bare bliver værre og værre. Regeringen snakker

om at indføre retvisende indikatorer for fattigdom, men de indikatorer har vi allerede i form af større

ulighed og større fattigdom. Vores opgave er at spille ind i den politiske debat og oplyse om socialpolitikken

– ikke at udføre direkte socialt arbejde.

hvad er helt konkret jeres vision for at komme den stigende

fattigdom til livs?

For det første at skabe et lige samfund. Jo mere ulige et samfund er, jo større bliver de sociale problemer.

Jo større sociale problemer, jo flere penge skal samfundet bruge på politi og fængsler. Det

viser al forskning. For det andet er det helt konkret at bidrage aktivt til at skabe en handlingsplan for

udryddelse af børnefattigdom. En plan, der skal indeholde helt konkrete forslag og anvisninger.

i taler om, at alle skal have lige muligheder for at udfolde sig

og have indflydelse på eget liv, men er der ikke en pointe i, at man

skal have ydet sin del via skatten for fuldt ud at kunne nyde

velfærdsstatens goder?

Ret og pligt skal naturligvis hænge sammen, men jeg vil da gerne give to eksempler på, hvorfor det

argument ikke holder. For det første er der de flygtninge, der får asyl, men som er flygtet efter at de

fyldt 60 år. De vil ikke være berettiget til folkepension og er derfor dømt til at modtage en midlertidig

ydelse. Det er ikke fair. For det andet er der de børn og unge af fattige familier, der bliver straffet

af regeringens incitamentsydelser. Det er heller ikke fair.

i 2011 er det officielt frivillighedsår, hvor der kommer fokus på

de mange private, frivillige organisationer, der yder en indsats

på det sociale område. den danske regering ser gerne, at flere

opgaver løses af de organisationer. er det ikke en god måde at få

dynamik og synergi ind i den praktiske socialpolitik?

Jo, men det er vigtigt at holde fast i, at de frivillige, private organisationer kun skal være et supplement

til det offentlige system. I løbet af frivillighedsåret vil vi holde særligt fokus på retssikkerheden.

Der er blevet for langt mellem borgeren og systemet, og der er alt for mange eksempler på borgere,

der ikke kan trænge igennem systemet. Der er store problemer med den nultolerance-politik, som

systemet fører overfor de skæve eksistenser.


| læserne skriver |

Alle kan ikke forvente

forsørgelse

Jeg køber og læser med interesse Hus Forbi hver måned. Til støtte for alle

de mennesker, der af den ene eller anden grund er kommet i nød.

Dog har jeg en kommentar til en artikel i novemberudgaven. En kvinde,

der har boet i Norge i 17 år, kan ikke forvente offentlig forsørgelse fra dag

ét. Hun har jo ikke bidraget til fællesskabet i mange år. Vores samfund

er jo netop bygget på at hjælpe de svagest stillede igennem de relativt

høje skatter, vi betaler, og som jeg synes trods alt er rimelige, så vi sikrer

velfærd for os alle.

E.M.Pedersen

jeg har købt kalenderen for 2011 og køber

hver måned hus forbi. godt, at der er nogle,

der hjælper.

Else Rasmussen, fra Hus Forbis Facebookside

det er som med sangen: har du penge, så kan

du få, men har du ingen, så må du gå.

Linda Rode, fra Hus Forbis Facebookside

i går så jeg en mand, der lå på gaden i københavn.

man kunne ikke se, om han var syg

eller død. det var midt på dagen, og folk gik

bare forbi uden at gøre noget som helst.

Solveig Schjørmann, fra Hus Forbis Facebookside

det er bare så uendeligt trist, at indsatsen

over for børn skal vurderes på, om den kan

betale sig rent økonomisk.

Christian Hansen, fra Hus Forbis Facebookside

forebyggelse, forebyggelse og atter

forebyggelse er den eneste rigtige vej til

en fremtid med velfærd og et civiliseret

socialt samfund, der står for alt det, som

o-v-k har under afvikling.

Lars Olsen, fra Hus Forbis Facebookside

husk, at det er koldt og hårdt at leve på

gaden. at hjælpe er at give på en måde, der

føles godt for modtageren. vi er ikke større

end vores evne at hjælpe de andre.

Mikael L. Kallio, fra Hus Forbis Facebookside

det var da dejligt, at politikerne snakker om

det. bare de nu også gør noget.

Peter Hollender, fra Hus Forbis Facebookside

Åbent brev til

Birthe Rønn Hornbech

Siger navnet Nazema fra Pakistan dig noget? Sikkert ikke. Hun er bare et

navn for dig. Hun blev gift med en mand, der bankede hende, og svigerfamilien

troede åbenbart, at hun var deres slave. Han voldtog hende. Hun fik

egen lejlighed, tillægsstudier på Roskilde Universitet, klarede sig selv efter

en lynskilsmisse, men som fraskilt var man jo efter din lov fredløs.

For at du ikke skal sige, at det er noget, jeg finder på, så læs artiklerne

i Hus Forbi fra juni og september. Det er et godt blad med mange gode

artikler, som vi alle kan lære noget af.

Jeg håber efterfølgende også, at du måske vil overveje fremover, at

man ikke bare smider en kvinde ud, der har været udsat for mishandling.

Regler eller ej. Vi har en forpligtigelse til at spørge; hvad kommer sådan en

kvinde hjem til? Og kan hun klare sig selv her i landet?

Leif Hohn

Replik fra ministeren:

Voldsramte kvinder kan få hjælp

Kære Leif Hohn

Når man læser dit indlæg og artiklerne i Hus Forbi, kan man få den fejlagtige

opfattelse, at udenlandske kvinder, der udsættes for vold af deres

ægtefælle, bare uden videre udvises af Danmark, hvis de forlader deres

mand inden for de første syv år af deres ægteskab.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Udlændinge, der er blevet

familiesammenført med en ægtefælle i Danmark og udsættes for vold, kan

efter den gældende praksis få opholdstilladelse efter et par år, hvis de kan

dokumentere, at de har været udsat for vold i ægteskabet. Tal fra Udlændingeservice

viser da også, at kun 16 ud af 117 voldsramte kvinder har

fået afslag på at få forlænget deres opholdstilladelse de sidste tre år. Der

findes altså ikke en såkaldt syvårsregel, der tvinger kvinder til at blive i et

voldeligt ægteskab.

Fra Integrationsministeriets side har vi i øvrigt gjort meget de senere

år for at oplyse herboende udlændinge om, hvilke regler der gælder på

området, og hvor man som voldsramt kan få professionel hjælp og støtte.

Sammen med ligestillingsministeren har vi eksempelvis i 2010 gennemført

kampagnen ’Stop volden mod kvinder – bryd tavsheden’.

Som led i kampagnen er der blandt andet oprettet en telefonisk hotline,

hvor voldsramte kvinder kan få hjælp og rådgivning. For at gøre opmærksom

på tilbuddet har der blandt andet været afholdt informations- og dialogmøder

med oplæg fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre, og der

er etableret en hjemmeside og trykt informationsmateriale på ni forskellige

sprog.

Udenlandske kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, kan altså få

hjælp og har mulighed for at skabe sig en tilværelse i Danmark på egen

hånd, når de er kommet ud af deres voldelige ægteskab.

Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister (V)

debatten fortsætter på www.husforbi.dk Tjek også debatten på Hus Forbis Facebookprofil.

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 17


Farvel

til

fattigdomsåret

EU’s officielle fattigdomsår er netop afsluttet.

Hus Forbi bringer i den forbindelse de tre vinderbidrag fra skrivekonkurrencen

om fattigdom og social udstødelse for 8. og 9. klasses elever.

af Simon Ankjærgaard

Med knaldet fra nytårsraketterne randt EU’s officielle

fattigdomsår ud. Det er blevet markeret officielt med

konferencer, debatmøder og udgivelse af diverse publikationer,

samt med en skrivekonkurrence for landets 8.

og 9. klasses elever.

Overskriften for konkurrencen var ’Fattigdom og social

udstødelse – hvad er det?’, og det kom der rigtig mange

forskellige bud på. I sidste ende blev tre elever – tre piger

– belønnet for deres bidrag.

Dommerne belønnede Sofie Hougaard med tredjepladsen

for hendes tegneserie om pigen, der fryses ud af

fællesskabet, fordi hendes familie end ikke har råd til en

julekalender. Andenpladsen gik til Nha Pham, der har

sagt om fattigdomsåret 2010

- Jeg er ikke i tvivl om, at der findes familier i Danmark, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Derfor er det vigtigt at få skabt opmærksomhed om, hvordan vi hjælper de familier tilbage til fællesskabet, både

når det gælder job og sociale fællesskaber. Hele pointen med fattigdomsåret er at få sat fokus på det og skabt

debat.

Karen Ellemann, indenrigs- og socialminister, i Kristeligt Dagblad 27. november 2009

- Det, som den danske regering er kommet med i forbindelse med fattigdomsåret, er en lovprisning af de aktuelle

sociale forhold i Danmark. Det virker mest som en konstatering af, at her har vi det godt. Hér er ingen fattige.

Bjarne Lenau Henriksen, korshærschef i Kirkens Korshær, i Kristeligt Dagblad 4. januar 2010

18 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

skrevet artiklen ’Børn skal ikke lide under forældrenes

pengemangel’. Som i Sofie Hougaards tegneserie kredser

den om problemet med fattige børn, der intet har

og derfor har svært ved at blive en del af fællesskabet.

Hun fortæller om Mathias, der ingen venner har, og som

sjældent griner, fordi han ikke har de samme muligheder

som klassekammeraterne.

Amalie Paarup Krebs vandt stilekonkurrencen med artiklen

’Er de fattige?’, hvor hun med udgangspunkt i sit

møde med skæve eksistenser påpeger det uretfærdige i,

at selvom alle mennesker i princippet burde være lige, så

behandles de ikke ens.

Læs alle bidragene på de følgende sider.


Må jeg være med til at lege?

af Sofie Hougaard

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 19


Børn

skal ikke lide under

forældrenes pengemangel

af Nha Pham

Fattigdommen i Danmark handler ikke om

mangel på noget så ordinært som mad, tøj og

bolig, som i den fattige del af kloden, men

om hvorvidt man er en del af det krævende

samfund og har lige muligheder som alle andre.

Her taler vi om, at forældrene kan sørge for, at

deres børn kan gå til noget i fritiden, om de har

råd til nyt tøj, fødselsdagsgaver/julegaver og så

videre.

Ifølge statistikken lever over 300.000 mennesker

i Danmark i fattigdom. Det er et ufattelig

højt tal, som jeg mener, at vi er nødt til at

gøre noget ved, for at gøre Danmark til et ’ægte’

i-land.

Jeg sad og så TV2 Nyhederne forleden dag om

to forældre, der fortalte, at de ikke havde råd til

at betale deres søn Mathias en tur til Sønderborg

med klassen. Mathias’ far er netop gået på

pension på grund af en knæskade, som han fik i

forbindelse med en bilulykke for seks år siden,

og moren er arbejdsløs. 11-årige Mathias for-

sagt om fattigdomsåret 2010

- Der er sat ganske få midler af til fattigdomsåret, og regeringens initiativer er kommet alt for sent i gang.

Det ser ud som om, regeringen ikke ønsker at gøre noget radikalt ved fattigdomsproblemet.

Preben Brandt, formand for Projekt Udenfor, i Arbejderen 6. januar 2010

- Hvis årets ‘julefattigdomsdebat’ er pejlemærke for den politiske varetagelse af fattigdomsåret, ser det sort ud.

Hverken debatniveauet eller tonen har budt på noget, som blot en svag optimisme i forhold til bekæmpelse af fattigdom

i Danmark kan bygge på.

Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Information 20. januar 2010

- Det er fint, hvis Det Europæiske Fattigdomsår kan være med til at sætte fokus på de få, som vitterligt lever fattigt,

for eksempel på gaden. Men i forsøget på at hjælpe dem skal vi ikke glemme den store gruppe af mennesker,

som reelt er ekskluderet fra arbejdsmarkedet og dermed udelukket fra at kunne forsørge sig selv. De mennesker

møder vi på Kofoeds Skole. Mange lever i isolation og ensomhed.

Jens Aage Bjørkøe, forstander på Kofoeds Skole, i Politiken 1. april 2010

20 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

talte, at han meget sjældent deltager i klassearrangementer,

fordi hans forældre ikke havde

råd til det. Det er en af grundene til, at Mathias

ikke fungerer socialt godt i skolen. Han har

ingen venner. Når han får fri fra skole, går han

hjem, spiser, laver lektier, ser tv, og derefter tilbringe

han resten af tiden på sit værelse. Hver

eneste dag er det samme for Mathias. Der sker

ikke noget nyt, og han får aldrig grinet, som

alle de andre i klassen. Mathias’ forældre tillader

aldrig sig selv at se for langt ud i fremtiden.

De ser deres fremtid som en udsigt til at blive

endnu fattigere.

Fattigdom er ud fra min betragtning, at man

ikke kan forsørge sine børn eller sig selv. Der

findes nogle, som mener, at fattigdom er folks

egen skyld, fordi de er dovne. For dem er løsningen,

at fattige bare skal tage sig sammen.

Det mener jeg absolut ikke! Ingen vil være

fattig, ingen vil leve ude på gaden, ingen vil

være arbejdsløs, ingen vil skuffe deres børn

med en jul uden gaver. Det skyldes måske deres

baggrund, at de ikke kan tjene penge. Eller

sygdom. Eller mangel på uddannelse. Kendsgerningen

er, at der er mennesker, der har for

få penge i Danmark, hvilket har konsekvenser

for børnene.

For at kunne bekæmpe fattigdommen i Danmark,

synes jeg, at man skal sætte flere store

byggeprojekter i gang, så man kan ansætte en

masse mennesker og dermed give dem mulighed

for at tjene flere penge. En anden ting, man

kunne gøre, er at give børn med forældre, der

har lav indkomst/enlige forældre adgang til

gratis fritidsaktiviteter. Hvor der er vilje, er der

altid en vej. Vi skal bekæmpe fattigdommen i

Danmark, det kan tage tid, men det er vigtigst,

at vi ikke giver op! Jeg håber virkelig, at dette

store samfundsproblem bliver taget alvorligt,

så fattige familier ikke længere skal lever med

frygten om en elendig fremtid. |

foto scanpix


- At det i år er EU's såkaldte fattigdomsår, er formentlig gået manges næser forbi. For den danske regering har i

den grad syltet året, der ellers skulle fokusere på fattigdom, sociale problemer og social eksklusion i Europa. En opstarts-

og en afslutningskonference, to pjecer og en hjemmeside er umiddelbart ikke nok til at få vore arme i vejret.

Ikke desto mindre udgør netop dette regeringens ambitioner for fattigdomsåret - hverken mere eller mindre.

Kim Mortensen, Europaordfører for Socialdemokraterne, og Anne-Marie Meldgaard,

Socialdemokraternes formand for Folketingets Europaudvalg, i Jyllands-Posten 18. august 2010

- Danmark placerer sig meget dårligt blandt de EU-lande, der har skullet løfte fattigdomsåret. Regeringen har stort

set fralagt sig ansvaret for, at der fra officiel side sker noget.

Per K. Larsen, landssekretær for European AntiPoverty Network i Danmark, i Kristeligt Dagblad 27. november 2010

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 21


sagt om fattigdomsåret 2010

- Fattigdomsåret i Danmark er ikke blevet udnyttet til at sætte fokus på et problem, der er stigende i Danmark.

Tværtimod kan man sige, at det nærmest er blevet holdt hemmeligt. Vi, der arbejder med fattigdom i Danmark, har

ikke kunnet mærke nogen forandring. Men det hænger måske sammen med, at det er et politisk problem. Fattigdom

i Danmark er nemlig politisk bestemt, og det er ikke sådan, at politikerne ikke kan gøre noget ved det. De to

største årsager til den stigende fattigdom er kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Man har bevidst skåret på nogle

satser. Ikke af ond vilje, men for at tvinge folk i arbejde. Det er bare ikke lykkedes særlig godt.

Lars Lydholm, presseofficer i Frelsens Hær, i Ekstra Bladet 30. november 2010

- Jeg synes faktisk det er lykkedes at få sat fokus på fattigdom og socialt udstødte, der var formålet med EU's fattigdomsår.

Der er blevet skrevet mere om problemerne i medierne. Og der har været en række lokale initiativer, der

har skabt debat rundt om i landet.

Benedikte Kiær, socialminister, i Ekstra Bladet 30. november 2010

22 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang


foto polfoto

Er de fattige?

af Amalie Paarup Krebs

Jeg går ned ad trappen, drejer og går ned ad

den næste. Nede på Nørreport Station bevæger

jeg mig frem, igennem mylderet, mod den

anden ende af perronen. Men da jeg når halvvejs,

stopper en kvinde mig. Hun står ludende

med tykke sjaler draperet omkring sine magre

skuldre. Kvinden kigger bedende op på mig og

siger noget på et sprog, jeg ikke forstår. I hånden,

hun holder frem imod mig, holder hun en

gammel brugt kaffekop med nogle småpenge

på bunden. Det er tydeligt, at hun ikke har

mange penge.

Men pungen i min taske er tom. Jeg har

brugt pengene på julegaven til mor og en pose

brændte mandler. Jeg ryster på hovedet og

prøver med skyldbetyngede og bedrøvede øjne

at få hende til at forstå.

- Jeg har ikke noget, mumler jeg.

Er hun fattig?

En klump opstår i halsen på mig og gør det

svært at synke. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg

kunne hjælpe.

Mit tog kommer, og jeg går ind og sætter mig

ned, men inden vi når Nordhavn, går døren

til kupéen op. Jeg løfter hovedet fra den kolde

rude og kigger op, er det konduktøren?

- Er der nogen, der har nogle småpenge til en

hjemløs?

Jeg kigger ned, posen med de brændte

mandler i min lomme bliver tungere og tungere.

Skyldfølelsen vælder ind over mig, klumpen

er tilbage!

Er han fattig?

Og hvad er fattigdom?

Det er et meget omdiskuteret spørgsmål.

Nogle mener, at det er, når man ikke har et sted

med tag over hovedet at bo. Men bare fordi

man bor i telt eller noget lignende, behøver

man vel ikke at være fattig, vel? Nogle mennesker

bor udendørs, fordi de får klaustrofobi

indenfor. De skal vel ikke alle betragtes som

fattige?

Nogle mennesker har ikke råd til at holde

jul. Så bliver de nødt til at søge julehjælp hos

for eksempel Frelsens Hær. Tilsyneladende

bliver flere og flere mennesker fattige. I år 2008

fik Frelsens Hær 7.040 anmodninger om julehjælp,

mens de sidste år fik hele 9.200 anmodninger.

Det er altså mange!

Fattigdom er svært at forestille sig for dem,

som ikke har prøvet det. Jeg har ikke prøvet at

være fattig. Alligevel bliver jeg fyldt med vemodighed,

hver gang en hjemløs passerer mig.

Hvis bare jeg kunne gøre noget. Selvom alle

mennesker er lige meget værd, bliver vi ikke

behandlet ens. Det er ikke fair! |

- Når jeg kommer rundt i landet, så møder jeg i dag folk, der forholder sig til fattigdomsdebatten på en mere nuanceret

måde end tidligere. Det vidner om, at det er lykkedes for os at højne vidensniveauet. Samtidig har de mange

politiske debatter i løbet af året været vigtige i bestræbelserne på at træffe de rigtige beslutninger på socialområdet.

Ellen Trane Nørby, socialordfører for Venstre, Hus Forbi 1. december 2010

- Ét er debat, noget andet er virkelighed – fattigdomsår eller ej. For mens vi har prøvet hinanden af på ord og

grænser, så har vi her i fattigdomsåret været vidner til kommunale besparelser og en meget lille satspulje og har

fået dokumenteret, at aktiveringsindsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate er uden effekt.

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, Kristeligt Dagblad 1. december 2010

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 23


FRA

middelklassen

TIL

gaden

New York. Byen med de mange drømme, modeller, filmstjerner og forretningsmænd

New York er en af verdens rigeste byer i et af verdens rigeste samfund.

Det er også byen, hvor lidt under halvdelen af befolkningen søger om fødevarehjælp

24 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang


med mappen under armen på Wall Street.

på grund af fattigdom.

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 25


Tekst og foto Sisse Stroyer

- Kære Fader, Gud Vor Herre, vi beder dig om at

velsigne den mad, vi nu skal dele ud, og vi beder

dig om at lade os komme trygt og sikkert gennem

trafikken både ud og hjem. Amen.

Mantel Thomas, der har ansvaret for maduddelingen

på gaderne, åbner øjnene, der ellers

har været fast lukket under bønnen og griber

automatisk ud for at finde et punkt at støtte sig

til. Vognen sætter i gang med et ryk. To grønne

mælkekasser gør det ud for passagersæderne forrest

i den tungt læssede bil. Chaufføren synger og

foretager et skarpt sving ud på vejen med en bølge

tudende horn til følge. Mængder af brød, suppe,

frugt og grønt tårner sig op omkring fem mænd,

der sidder klemt sammen i bilens lastrum. Tre

dage om ugen er de en del af The Bowery Missions

team af tidligere hjemløse, der tager ud i parker og

yderområder for at hjælpe med at dele mad ud til

fattige borgere.

Fra håbløshed til håb

The Bowery Mission er et af de ældste herberger

i New York. Siden 1879 har de dagligt forsøgt at

komme fattige og hjemløse mennesker i møde med

et måltid mad, en snak og hjælp til tøj og lægebesøg.

Stedet drives af tidligere hjemløse og frivillige,

der giver en hånd med i herbergets gadekøkken

og til uddelingen af mad på gaden.

James Macklin er en af de frivillige, der forsøger

at hjælpe med at få folk på fode igen.

- Jeg forsøger gennem samtaler at give folk

troen på et bedre liv tilbage. Her hos os dømmer vi

ikke. Vi ved udmærket godt, at livet ind imellem

kan være barskt og sætte selv stærke mennesker

i en situation, hvor alt synes håbløst. Når du har

mistet hus og indtægt, og familien er i opløsning,

må man finde tilbage til sig selv og række ud efter

hjælp. Vi er af den overbevisning, at troen på Gud

kan være med til at give håbet og troen på sig selv

tilbage. Det er vigtigt at vide, at der trods alt er en,

der altid elsker dig og passer på dig, selv når det

ser allermest sort ud, smiler James Macklin.

Haltende køkultur

En lang kø af mennesker med indkøbsvogne i

stærke farver har allerede taget opstilling langs

kanten af fortovet, der støder op til Maria Hernandez

Park i Brooklyn-området Knickerbocker. Her

er beboerne primært latinamerikanske og kinesiske.

Bedstemødre, børn, ægtepar og enlige i alle

aldre. Torsdag efter torsdag året rundt indtager de

deres positioner i en køkultur, der har det med at

halte, når det gælder.

Helvede bryder løs, da maduddelingen går i

gang. Hr. Seda, en lille tæt spansktalende herre,

har meldt sig frivilligt til at holde styr på tropperne.

Med fægtende kropssprog og høj stemme kommanderer

han udbryderne tilbage på deres pladser

og sørger for, at der opretholdes ro og orden.

- Mange af de mennesker, vi møder herude, er

familier og ældre. Det er mennesker med et hjem,

men med en dårlig økonomi. De såkaldte working

poor. Med vores tilstedeværelse kan vi være med

til at hjælpe dem med at få ordentlig og nærende

26 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang


- Mange af de mennesker, vi møder herude, er familier og ældre. Det er

mennesker med et hjem, men med en dårlig økonomi. De såkaldte working poor.

Mantel Thomas

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 27


- Når du har mistet hus og indtægt, og familien er i opløsning,

må man finde tilbage til sig selv og række ud efter hjælp.

James Macklin

28 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang


mad på bordet. Mad, som butikkerne normalt ville

smide væk på grund af salgsdatoen, men som de

donerer til os i stedet, fortæller Mantel Thomas.

Nancy Taylor på 51 er en af de mange, Mantel

taler om. Familien har næsten ingen penge og er

dybt afhængige af hjælpen på gaden. Hun er mødt

op sammen med sin datter og svigersøn og deres

tre børn.

- Tro det eller ej, men staten har pensioneret

mig i en alder af 51. Jeg plejer at være skolelærer,

men pludselig var der ikke brug for mig mere. Min

datter og hendes mand har også mistet deres job.

Det er en håbløs situation for os alle i øjeblikket,

siger hun med en lille stemme.

De nye fattige

Overalt i USA taler konsekvenserne af finanskrise,

manglende hussalg og arbejdsløshed sit eget tydelige

sprog. Det er ikke nyt, at der findes fattige

og hjemløse i ethvert samfund, uanset gode eller

dårlige tider. Hvad der til gengæld er nyt, er, at

den middelklasse, som altid har udgjort rygraden

af det amerikanske samfund, pludselig er at finde

i de endeløse rækker af madkøer. Mennesker, som

hidtil har klaret sig selv og knoklet for at udleve

den amerikanske drøm uden hjælp fra staten eller

kirkernes gadekøkkener. Både kirker og herberger

melder om stigning i antallet af folk, der efterspørger

deres hjælp.

Langt fra alle er hjemløse. Det er i stedet familier

og enlige, der stadig har en bolig i behold, men

som har mistet job og kun lige har økonomi til at

betale huslejen, men ikke har penge til maden.

Staten forsøger at komme borgerne til undsætning

med månedlige madkuponer, men da beløbet

på en madkupon er lavt, rækker denne hjælp

sjældent mere end en uge eller to. Kirkernes og

herbergernes maduddeling er derfor eneste udvej,

hvis der skal mad på bordet. Alene i New York findes

der 1.200 suppekøkkener, og alligevel meldes

der om, at disse i perioder ikke kan klare presset

og mætte alle.

En bøn for bedre tider

Ved Maria Hernandez Park slider folkene fra

The Bowery Mission i det for at hjælpe de mange

fremmødte. De bugnende indkøbsvogne vidner

om en god dag. Stemningen er gået fra sitrende

til munter. Mange får sig en snak og en bid brød,

mens børnene leger med de tomme papkasser.

Mad, tøj og børnebøger er over tre timer blevet

delt ud langs parkens grønne hegn. Mængden af

mad varierer fra uge til uge. Den er doneret af

supermarkeder og butikker, der ikke kan nå at

sælge varerne før salgsdatoen udløber. I stedet

for at smide maden ud doneres det til kirker og

herberger. Indimellem er der også legetøj, bøger og

tøj blandt donationerne.

Mantel Thomas kalder teamet af frivillige til sig.

Det er tid til bøn.

- Tak for jeres store indsats ved uddelingen i

dag. Gud velsigner jer og jeres arbejde. På samme

måde som I deler mad ud, sådan deler Gud sin kærlighed

ud til jer. Amen. |

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 29


30 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang


HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 31


3 spørgsmål

hvad går pengene til?

- Mad, cigaretter, et buskort og to-tre øl på et værtshus

om aftenen. Jeg drikker aldrig i løbet af dagen.

Overskuddet sætter jeg ind på min datters konto, og

mit ambitionsniveau stiger i kraft af den aftale, jeg har

lavet med hende. Pengene skal gå til et indskud til en

lejlighed til mig.

hvor sælger du henne?

- Alle steder og sjældent det samme sted flere dage i

træk. Jeg tager bussen rundt omkring i København og

finder nye steder.

hvad fik du at spise i går aftes?

- Ikke noget. Jeg spiste brunch i Hillerødgade og fik

senere et par stykker smørrebrød til et sælgermøde på

Hus Forbis redaktion.

sælger nr. 4911

John Hansen

| ny hus forbi-sælger |

af Birgitte Ellemann Höegh

foto Holger Erik Henriksen

John Hansen har sovet på en madras på natvarmestuen i Hillerødgade i

København i de seneste fem måneder. Hver aften møder han op klokken

23.00, når de slår dørene op, og lægger sig ned på en blå madras med et

lagen og et tæppe – altid det samme sted i hjørnet neden for et akvarium.

- I langt de fleste tilfælde er her ro. Fjernsynet kører og folk snakker,

men det tager mig kun tre minutter at falde i søvn. Indimellem er der ballade,

og så ryger urostifterne ud, eller vagten får talt dem ned, siger han.

For et halvt år siden havde han en lejlighed i Vejle, men som det er sket

så mange gange før, spillede han huslejen op på spilleautomater og endte

på gaden. For 53-årige John lider af ludomani. I perioder har han boet på

forsorgshjem, hos venner og bekendte eller på gaden.

Men denne her gang vil han gerne have, at det ender anderledes.

- Jeg er begyndt at sælge Hus Forbi, og overskuddet fra avissalget går

til et indskud til en lejlighed. Pengene sætter jeg ind på en konto hos min

datter, som jeg har lavet en aftale med. Jeg modtager ikke nogen penge

fra det offentlige, for det her er mit projekt. Jeg har aldrig gennemført en

bjælde i mit liv, så hvis det lykkes, så har jeg gjort en forskel.

Bag ham står hans indkøbstrolley med en del af hans ting i – toiletartikler,

billeder af datter og barnebarn og den slags. Hans tøj er i et fast skab på

herberget. Han har en stor orange termodragt på, som hans datter sendte

over til ham på hans fødselsdag i november.

- Før gik jeg rundt og samlede flasker, og det var en stor overvindelse at

starte med at sælge Hus Forbi, for så skulle jeg til at fortælle folk, hvem jeg

var. Det er jo min svaghed, der har fået mig i gang med at sælge Hus Forbi,

men avisen vil også blive min styrke, der bringer mig videre. Den vilje, jeg

udviser, når jeg stiller mig op og sælger aviser hver dag, fortæller mig, at jeg

har en styrke, siger han.

I starten købte John fem aviser ad gangen og stillede sig ved Frederiksberg

Centeret. Han ville ikke vække for megen opsigt.

- Det gik fint, og jeg har jo gået på handelsskole engang, så jeg kunne

godt regne ud, at jeg formentlig kunne sælge flere om dagen. Jeg holder

ikke de store salgstaler, for jeg hader selv at blive passet op af en sælger,

der står og råber og skriger.

Og det har vist sig at være en fin taktik og har kastet en masse gode

oplevelser af sig.

- Den varme, som folk udviser, er helt vild. Folk tilbyder mig en kop

kaffe, en mandarin og er villige til at støtte. Og indimellem tænker jeg, at

jeg skylder kunderne, at mit projekt lykkes, for jeg lever jo på andres nåde.

John regner med, at det vil tage ham et lille år at få samlet pengene sammen.

Men han vil ikke presse sig selv.

- Det skal bare lykkes, og når jeg får en lejlighed, vil jeg søge arbejde

igen. Jeg er faktisk stabil nok, når jeg arbejder. Jeg er uddannet revisor, har

været i søværnet, på fabrik og har arbejdet som bartender og bygningsarbejder

og alt muligt andet. |

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der

fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. Hus

Forbi har 500 sælgere spredt ud over hele Danmark.

En tredjedel af dem sælger i Københavnsområdet.

More magazines by this user
Similar magazines