Hvem vejleder læsevejlederen? - Viden om Læsning

Hvem vejleder
læsevejlederen?
Af: Kirsten Stilling,
læsevejleder på Høsterkøb skole
Rudersdal kommune
Efter PISA-resultaterne sendte den første chokbølge
gennem hele den læsepædagogiske verden,
er der sat en del tiltag i gang for at forbedre det
generelle læseniveau. Et af disse var at uddanne
læsevejledere, der med en særlig viden indenfor
læse- og skriveområdet kunne vejlede deres kollegaer
i planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse
af læse- og skriveundervisningen.
For knap syv år siden blev de første læsevejledere
færdige, deriblandt undertegnede, og i dag er læsevejlederen
en naturlig del af lærerkollegiet på
langt de fleste af landets skoler. I denne artikel vil
jeg fortælle om mit engagement i læseområdet,
om mit daglige arbejde og om den betydning,
som jeg mener Nationalt Videncenter for Læsning
har for mine opgaver som læsevejleder.
side 93

side 94 Læsning sker med hjertet
I 1993 blev jeg ansat som dansklærer på en lille skole i Birkerød. Skolen gik
kun til sjette klassetrin, hvilken gav mig rig mulighed for at lære rigtig mange
elever i første klasse at ”knække læsekoden”. Det var dog ikke udelukkende
læsningen, der fattede min interesse, men også alle de oplevelser der nu lå
foran børnene i bøgerne. Oplevelser som kunne give dem større forståelse af
sig selv, oplevelser der kunne bringe dem steder hen, som de ellers aldrig ville
kunne komme.
Tilbage stod så alle de børn, som enten fandt læsningen svær eller måske endda
uinteressant. Hvad med dem? Jeg syntes ikke, de skulle snydes for de oplevelser,
der lå gemt i bøgerne, men hvordan kunne man bedst understøtte deres
læseindlæring? Det manglede jeg at vide noget mere om. Så da skolelederen
spurgte, om jeg var interesseret i at uddanne mig som læsevejleder, var jeg ikke
sen til at svare ja.
Selvom ønsket om at uddanne læsevejledere kom fra kommunalpolitisk plan,
betød det ikke, at jeg kunne smykke mig med en ditto titel, da jeg i 2000 afsluttede
uddannelsen. Det skulle først komme nogle år senere.
I mellemtiden fungerede jeg alligevel som læsevejleder. Jeg integrerede læsningen
i den almindelige undervisning samt i specialundervisningen. Jeg arbejdede
med legeskrivning, sproglig opmærksomhed, læseforståelse, læsemakkere,
testede og evaluerede samtidig med, at jeg rådgav og blev spurgt til råds
af mine kolleger. Hele tiden drevet af mit ønske om at lære børnene at læse på
linjerne, mellem linjerne og lade dem se den verden, der åbnede sig bag linjerne.
Selvom jeg endnu ikke havde titlen og slet ikke timer til det, varetog jeg
altså funktionen alligevel – jeg kunne slet ikke lade være.
Læseinitiativer i stort og småt – men altid godt
Alle lærere er forpligtede på at skabe differentieret undervisning samt på, at
børnene skal lære at læse så tidligt som muligt. Så langt, så godt. Men måderne
på og metoderne til at gøre det er mange.
I mit arbejde har jeg valgt at bruge Reading Recovery-programmet og LUS.
Ud over at være læsevejleder er jeg nemlig også uddannet Reading Recovery
lærer, en uddannelse som har givet mig stor indsigt i læseindlæring. Jeg har
rådgivet og vejledt ud fra min viden, ligesom jeg har brugt megen tid på at
integrere den i min undervisning. Sideløbende med det har vi indført LUS på
skolen. Både ved at afholde et LUS kursus for alle lærere og ved at inddrage
LUS som redskab i læseundervisningen, et redskab, der for mig at se gør læreren
dygtig, samtidig med den giver skolen et fælles sprog omkring læsning.
Og så er der jo alle samtalerne med kollegerne om læsning. Der er de to årlige
samtaler om læsning, læseundervisning og undervisningsorganisering, som
afholdes med hele temaet, og hvor der blandt andet diskuteres differentiering
og holddeling på basis af LUS. Og der er de samtaler, der kommer drypvist
og efter behov, som når en kollega er kørt sur i det hele og mangler hjælp og
inspiration til at komme videre i sit arbejde.
Op ad bakke og i modvind
Man skal ikke tro, at en læsevejleder sådan bare lige indfører et par nye metoder,
samtidig med at alle kolleger står parat til at lytte til råd og vejledning.
Selvom uddannelsen har som formål at formidle forskningsbaseret viden til

lærere og dermed klæde dem på til at udvikle praksis, tegner virkeligheden et
mere nuanceret billede. Der kan også være en problematik i pludselig at være
udråbt til den kollega, som skal udvikle læseområdet, og som alle skal søge råd
hos. Med titlen følger ikke automatisk tillid til faglig kompetence eller kollegial
tillid.
Denne rollefordeling kan gøre det svært for mangt en læsevejleder, og jeg har
da også oplevet udfordringer i min funktion.
For mig ligger det sejeste træk i at få ny viden ind i klasseværelsets virkelighed.
Hvis der opstår faglig uenighed her om, hvordan en opgave skal løses, så er
man ikke den, som kollegerne går til. Det er forståeligt nok, hvis de ikke mener
mine idéer og metoder er korrekte.
Derfor er det vigtigt, at man som læsevejleder udviser stor respekt, forsigtighed
og ikke mindst lydhørhed og åbenhed overfor at tænke i andre retninger,
hvis noget ikke fungerer for nogle. I den forbindelse prøver jeg at få viden om,
hvordan den enkelte lærer arbejder for at kunne yde den bedst mulige vejledning.
Jeg deltager i undervisningsplanlægningen, hvor jeg forsøger at gå ind
og vise nye måder at gøre tingene på for derved at inspirere læreren. Det er
dog svært at opnå en sådan intimitet med alle.
For nylig har vi indført Stjernestunder på skolen: 20 minutters lystlæsning
hver dag for alle elever. Det holdt hårdt, og ikke alle lærere var lige begejstrede,
men det blev gennemført. Engang imellem må en læsevejleder ikke bare
være lydhør og forsigtig, men også stå ved sine læse-kæp-heste.
Nationalt Videncenter for Læsning
– vores virtuelle samlingspunkt og sparringspartner
Læsevejlederen er igangsætter, faglig rådgiver og samarbejdspartner i forhold
til kolleger, og for at kunne gøre det rigtig godt må man som læsevejleder vide
alt om, hvad der rører sig på læseområdet. Intet mindre! Så længe man er under
uddannelse, er det en smal sag at holde sig opdateret. Dygtige undervisere
med specialviden oversætter svært tilgængeligt stof, de øser ud af overblik
og sans for detaljer og trækker de store linjer op. Men så bliver det pludselig
hverdag, og man er selv forvandlet til specialisten, der skal formidle og navigere
rundt i nye tiltag, handleplaner og kvalitetsrapporter og samtidig selv holde
sig opdateret om ny viden, nye materialer, kurser og teorier.
Hvor finder læsevejlederen hjælp til alt dette? Hvem vejleder læsevejlederen?
For mig er det lige præcis her, at Nationalt Videncenter for Læsning kommer
ind i billedet.
Centret sikrer, at der er et stadigt informations-flow til alle landets læsevejledere,
som kan inspirere og støtte os i vores arbejde. Fagtidsskriftet giver mig
gode idéer og input til læseundervisningen, samtidig med det bidrager med en
forskningsbaseret viden om læseundervisning. En viden, som gør, at jeg føler,
jeg kan foretage de rigtige valg, og som giver mig et godt grundlag for at gøre
vigtige didaktiske overvejelser, når jeg skal vurdere materialer og andre undervisningstiltag.
Hjemmesiden hjælper mig med at holde mig ajour med, hvad der sker på læseområdet.
Før siden blev oprettet, savnede jeg ét enkelt sted, hvor jeg kunne
hente viden om læsning, og med centrets hjemmeside fik jeg det sted. Her er
tingene samlet og let tilgængelige, siden er konstant opdateret, og centret er
troværdig som afsender af information.
side 95
... for at kunne gøre det
rigtig godt må man som
læsevejleder vide alt om,
hvad der rører sig på
læseområdet.
Intet mindre!

side 96 På hjemmesiden kan jeg hurtigt orientere mig i, hvad der er af nye kurser og
bøger, så jeg ved, hvad omverdenen er optaget af. Jeg kan let finde en introduktion
og tilhørende litteraturliste til forskellige aspekter af læseområdet
under Viden om - knappen. Her har især gennemgangen af pædagogiske test
været en stor hjælp for mig. Jeg kan downloade artikler om alt fra læsevanskeligheder,
it og læsning til skrivning, og jeg kan læse alt fra forskningsresultater
til en lille notits om, hvad der lige er sket på læseområdet i Norge eller USA.
Al denne viden, samlet og tilgængeligt ét sted, gør tilsammen en stor og positiv
forskel i en ellers komprimeret og travl hverdag.
Endelig har jeg hentet rigtig megen inspiration til mit arbejde ved at læse centrets
projektbeskrivelser og projektrapporter. Som dansklærer og læsevejleder
har jeg næsten hele tiden min næse godt fordybet i praksis, men ved at læse
om andres projektresultater eller ved blot at snuse til andres projektbeskrivelser
får jeg ny inspiration til mit eget arbejde.
Eksempelvis har projektet ”Læsning og litteratur i skolestarten” været en
øjenåbner for mig. Projektet fortæller, at skønlitteraturen ofte nedprioriteres
i såvel SFO som indskoling, og at det er synd, da den kan meget mere end at
underholde under madpakkespisningen. Den kan også bidrage til at udvikle
læsemiljøet i klassen, hvis man eksempelvis efterbehandler oplæsningen i form
af samtaler og æstetiske læringsprocesser. Dette projekt har inspireret mig
meget i og med, at det både understøtter mit eget ønske om at præsentere
børnene for litteratur og har givet mig idéer til, hvordan jeg også kan bruge
litteraturen i klassen.
På den måde oplever jeg mit eget arbejde set og belyst i en større sammenhæng.
At det lige løftes et skridt op. Samtidig fyldes jeg med inspiration, når
andres idéer formidles, og dermed plantes et nyt sted. Det er meget berigende.
Centret er, sagt med andre ord, med til at gøre mit arbejde som læsevejleder
en hel del lettere.