RADIKAL POLITIK 3-2007.indd - Radikale Venstre

VI TROR GODT
DU KAN SELV
Tillid er kerneordet i radikal
reform af den offentlige
sektor
RADIKAL
POLITIK 314.
marts
2007

2
Den radikale
valgbuket
ORDET ANALYTIKER ER IKKE beskyttet,
så vælgerne får ofte tilbudt allehånde
godtkøbsbetragtninger af folk, der
kloger sig på, hvordan dansk politik ser
ud lige nu, frem til og efter næste valg,
hvis resultat de pudsigt nok ikke kender!
Med over 4 mill. vælgere og otte opstillede
partier kan alle lege med efter
private lyster. Derfor: en lille analyse.
NOGLE MULIGHEDER KAN nok udelukkes.
Det kan f. eks. udelukkes, at Enhedslisten
og Dansk Folkeparti bliver
parlamentarisk grundlag for den samme
regering. Men måske kan det ikke udelukkes,
at De Konservative inden næste
valg træder i karakter. Eller at Fogh vælger
at koordinere sin tilbagetræden med
Tony Blairs…
Godtkøbs-analytikerne skriver, at oppositionen
er splittet. Især De Radikale er
klassens uartige pige. Venlige Villy fra SF
peger på Norge og Sverige, hvor en samlet
opposition erobrede regeringsmagten.
Sådan skal og kan det også gøres i
Danmark, men Villy overser, at et større
oppositionsparti her i landet har kopieret
regeringens politik en hel del.
OG DOG ER DET IKKE så slemt, for oppositionen
har ét overordnet mål. Og
det skal påpeges igen og igen. For alle til
TILLID ER GODT
DET RADIKALE UDSPIL om en reform af den offentlige sektor, hvor tillid skal
være kerneordet, er tema i dette nummer af bladet. Og vores udspil til en tillidsreform
er kommet rigtig godt fra start. F.eks. har Venstre-borgmester Erik Fabrin
fra Rudersdal kommune, der er formand for Kommunernes Landsforening,
sagt, at ”det er lige i øjet”.
Også Dennis Kristensen, der er formand for FOA (de offentligt ansatte fagforbund)
er begejstret: Jeg er helt enig med de radikale i, at er er behov for at
tænke mere i tillid,” har han udtalt.
Samme grundholdning har professor i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet,
Jørgen Grønnegaard Christensen, der har været en af de skarpeste kritikere
af regeringens kvalitetsreform. I Uge-brevet A4 siger han bl.a.:
”Det er rigtig fornuftigt at forsøge at lave nogle klarere afgrænsninger af,
hvad det er, man skal blande sig i fra centralt hold... Og selve ideen med en
grundlov for den offentlige sektor lyder rigtig godt.... Jeg kan også godt lide, at
deres udspil går imod tidsånden, som i øjeblikket er meget centralistisk.”
Bjarke Larsen
redaktør
FO R MAN D E N S K R I V E R
venstre for regeringen er den vigtigste
opgave ved næste valg nemlig den samme.
Vi vil af med flertallet bag VK-O, så
hverken Fogh, hans regering eller hans
politik kan fortsætte.
Det er ikke nødvendigvis en nem
opgave, men det er opgaven. Dagens
opposition har erkendt, at den form for
blokpolitik, som Fogh siden 2001 bærer
hovedansvaret for, er en trussel mod
det samarbejdende folkestyre med dets
vægt på brede aftaler og gensidig hensyntagen.
En ting er Dansk Folkepartis betændte
forhold til anstændighed og humanisme.
En anden ting de atten anonyme fra
den lille regeringsfraktion. Men vigtigst
af alt er Foghs konsekvente misbrug af
VK+O-flertallet. Det er her, det samarbejdende
folkestyre er ramt under vandlinjen.
Det bør få hele oppositionen til at
samle sig om det vigtigste, og kan vi
overbevise et flertal af vælgerne om, at
oppositionen med dens mange nuancer
vil et andet, kreativt og humant Danmark
med vægt på det brede samarbejde,
så ryger Foghs flertal.
HVIS MAN TROR, AT DEN radikale linje
alene er defineret med ”en anden vej”
med kant til både regeringen og social-
demokraterne, har man overset nogle
af de smukkeste blomster i den radikale
valgbuket.
”En anden vej for Danmark” består af
en række helt nødvendige synspunkter,
men de er langt fra tilstrækkelige til at
vise hele den radikale valgbuket med
dens mangeartede blomster.
Vores helt overordnede mål er at skabe
et kreativt og humant Danmark med
vægt på social anstændighed, bæredygtigt
miljø, øget brug af vedvarende
energi, en sober retspolitik og selvfølgelig
en ansvarlig og fremtidsbevidst økonomisk
politik.
Det er den samlede radikale valgbuket,
der gør os til den centrale kraft
i oppositionen. Ikke vores nuværende
størrelse, men kvaliteterne og perspektiverne
i vores politiske linje.
OG VI ER ENIG MED RESTEN af oppositionen
om, at det vigtigste er at fjerne
flertallet bag den nuværende regering.
Sker det, så tager vi den derfra.
Med en ny mandatfordeling uden
VKO-flertal kan og bør meget ske.
bald@radikale.dk
REDAKTION: Bjarke Larsen (ansvarshavende),
Jesper Gronenberg, Anna
Ebbesen, Rasmus Lindboe, Johannes
Sørensen, Tomas Bech Madsen, Anna
Rørbæk, Vanessa Grarup, Nanna Vestgård
Sørensen og Birgit Voigt.
ABONNEMENT: Kr. 200 (13 numre).
Gratis for radikale medlemmer.
FORSIDEFOTO: Liselotte Sabroe,
Scanpix.
LAYOUT: Helle Bøye Christensen.
TRYK: Skive Folkeblad.
OPLAG: 10.500 • ISSN: 0107-279X
Det Radikale Venstre
Christiansborg • 1240 København K
tlf. 33 37 47 47 • fax 33 13 72 51
girokontonr. 200 32 01
radikale.dk • radikale@radikale.dk
redaktion: redaktion@radikale.dk

FOTO : R EN É S T R ANDBYG A AR D
FOTO : R E N É S T R A N D BYG A A R D
I det første af en række off ensive
trafi kudspil viser Det Radikale
Venstre, hvordan man kan give
den kollektive trafi k på Sjælland,
Lolland-Falster og det sydlige
Skåne et markant kvalitetsløft
med kortere rejsetider.
Af Bjarke Larsen
ALLE TOGREJSER MELLEM København
og større byer på Sjælland og det sydvestlige
Skåne skal kunne gennemføres
på 1 time eller mindre. Desuden skal der
være mindst 2–3 tog i timen, hvoraf de
fl este er hurtige forbindelser.
Sådan lyder et nyt trafi kpolitisk oplæg,
som den radikale trafi kordfører Martin
Lidegaard håber at kunne få et fl ertal i
Folketinget med på. Han siger:
”Det smukke ved ’Sjælland på en time’
er, at det er en absolut realistisk og overkommelig
plan, der kan gennemføres
inden for en overskuelig periode, hvis der
er den politiske vilje. Og dog vil den kunne
ændre dramatisk på transportmønsteret
på hele Sjælland og Lolland-Falster.”
Han vurderer, at de samlede omkost-
Sjælland
på en time
ninger for at gennemføre visionen vil
blive mellem 6,7 og 7,4 mia. kr., hvis forbedringerne
omfatter etableringen
af det 5. spor mellem Hvidovre og Høje
Taastrup, og mellem 9,9 og 11,1 mia.,
hvis forbedringerne i stedet omfatter
den såkaldte Nybygningsløsning mellem
København og Ringsted.
”Da der er omkring 20 mia. kr. i frie
midler til rådighed til trafi kinvesteringer
de næste ti år, er der tale om en helt
realistisk pakke, der kan gennemføres
hurtigt, hvis viljen er til stede,” fastslår
Martin Lidegaard.
Investeringerne skal også sammenlignes
med, at indbyggerne i hovedstadsområdet
daglig spilder 120.000 timer på at vente i
kø. Det har COWI beregnet til et samfundsmæssigt
spild på 5,7 mia. kr. om året.
Bedre miljø og mobilitet
Hertil kommer, at en forbedring af den
kollektive transport vil kunne ses meget
tydeligt i form af mindre CO -forurening,
fastslår Martin Lidegaard og fortsætter:
”Det er på høje tid, at vi begynder at
inddrage transportsektoren i løsningen af
klimaproblemerne. Vi skal fremme mere
1 time. Mere skal det ikke tage at rejse
mellem København og alle større byer
på Sjælland og det sydvestlige Skåne.
energieff ektive biler og mere eff ektiv kørsel
ved at lægge afgifterne om, men vi skal
også tilbyde et ordentligt alternativ.”
”I Venstre har man lige besluttet, at
man vil fordoble de statslige investeringer
i veje. Hvad er det for en måde at
tænke på? Hvad med at starte med hvilke
mål, vi gerne vil nå i forhold til miljø og
trængsel? Gør man det, så kan man kun
nå til den konklusion, at vi bliver nødt til
at satse off ensivt på den kollektive trafi k.”
”Endelig vil en kraftig forbedring af
den kollektive trafi k for alvor binde hele
Sjælland sammen, hvilket vil sikre liv i
landdistrikterne og lavere boligpriser i
København,” understreger den radikale
trafi kordfører.
Kortere rejsetid
Føres planerne ud i livet, vil det betyde
markant kortere rejsetider (mellem 5 og
34 pct.) ved rejser til og fra næsten alle
byer over 5.000 indbyggere i hele det
berørte område.
”Sjælland på en time” er det første af
en række trafi kpolitiske visioner, som
Det Radikale Venstre vil off entliggøre
frem til næste valg.
Et bedre miljø,
mindre trængsel,
større mobilitet og
mere liv i de små
samfund. Det er
nogle af de fordele,
der vil komme
af det radikale trafi
kudspil.
3

TILLIDSR E FO R M
4
TILLID, FAGLIGHED OG GOD LEDELSE frem for mere kontrol, bureaukrati og regler. Det er
essensen i den radikale tillidsreform, som partiet laver kampagne for i øjeblikket.
Borgernes tilfredshed skal være målestok for kvalitet. Ikke udfyldte cirkulærer fra Christiansborg.
Den offentlige sektor er atter kommet til debat. Vi beskriver de radikale visioner og
ser nærmere på problemerne på de næste sider.
Temaet er skrevet af Anna Ebbesen og Vanessa Graarup.
VI TROR GODT...
Tillid er det centrale begreb i det
radikale forslag til en reform af
den offentlige sektor. Vi har talt
med to af de personer, der optræder
i de annoncer, som er en central
del af kampagnen.
tes mange ufaglærte
ind som assistance
– ofte for lange perioder.
Brug for højere løn
En af dem var Bo Carl, som i fem
år arbejdede som kommunal hjem-
Af Vanessa
Graarup
meplejer. Han mener, at der er få for
oplagte motivationsfaktorer, når det
DORTHE KJERULF-THOMASEN er tid- gælder valget om at gå fra at være ufagligere
servicechef i Frederiksberg Komlært til faglært i branchen. Blandt andet
mune, hvor
hun arbejdede på et plejehjem er der kun en ganske lille forskel mel-
med 130 beboere, ca. 35 daglige gæster i lem den løn, det uddannede personale
dagcenteret og 50 spisende gæster i pen- modtager, og den, som de ufaglærte får.
sionistcaféen. Her stod hun for at ”holde Derfor bør lønniveauet for de uddan-
hus” – alt det praktiske arbejde som får en nede hæves. Og dette synspunkt er
institution til at fungere, og som kræver ko- Dorthe Kjerulf-Thomasen helt enig i:
ordination og knofedt.
”Med lønstigninger følger ankerken-
Dorthe oplevede gennemgåend e en delse og status. Og med dette følger ly-
ualmindeligt høj ansvarlighed blandt sten til arbejdet – også for landets kom-
sine ansatte. Hun begrunder denne anmende plejere og serviceansatte.”
svarlighed med, at når man vælger at
arbejde i servicesektoren, så er det også Saftevands-reglementet
fordi man vil andre mennesker det godt.
I dag er Bo ved at uddanne sig til SOSU-
Et stort engagement hos medarbej-
hjælper. For tiden er han i praktik på en
derne er naturligvis enhver chefs drøm,
selvejende institution. Han mener, det
men dette forhindrer ikke medaljen
i at er et mere afslappet sted at være, idet
have en bagside. For Dorthe oplevede
personalet her slipper for meget af det
ind imellem, at medarbejderne lagde
sig offentliges bureaukrati. Anderledes er
syge – netop fordi de ville det godt:
det, efter hans mening, i det offentlige.
Bo bruger saftevand som eksempel på
Øget arbejdspres
bureaukratisk detailstyring i den offent-
”Det store arbejdspres, som ligger på lige sektor:
de ansatte, kan fremtvinge en følelse af ”Hvis det én gang er vedtaget, at man
håbløshed. At uanset hvor meget man på plejehjemmene drikker den røde saft
hopper og springer, så kan man alligevel fra Rynkeby, så lader det sig ikke umid-
aldrig gøre det godt nok.”
delbart gøre at lave dette om – heller
Dorthe mener, det er problematisk, at ikke selvom alle beboere bedre kan lide
arbejdspresset gennem de senere år er den gule. - Noget som en selvejende
steget. I dag skal alt indberettes og ske- institution jo bare kan lave om, når de
matiseres. Men medarbejderne har ikke ønsker det.”
fået mere tid af den grund. De har fået Sådanne benspænd rammer medar-
flere arbejdsopgaver – og dermed minbejderne på arbejdsglæden. Desuden
dre tid til det, som de egentlig er der for: bliver glæden ved arbejdet dagligt
at hjælpe andre.
udfordret af den offentlige debat, som Dorthe Kjerulf-Thomasen
Problemet bliver ikke mindre af, at det synes at rette sig mod forbedringer for
er svært at rekruttere uddannet personale
til plejesektoren. Af den grund hen-
borgerne, og ikke så meget de offentligt
Fortsættes side 6 »
RAD DK Kom 210x297 - 01.indd 2 05:03:07 23:3

TRE GRUNDLOVE I REFORM
Det Radikale Venstres forslag til en reform af den offentlige
sektor er bygget op omkring tre såkaldte grundlove
INSTITUTIONERNE skal have deres egen lov, der definerer deres
opgaver, stiller krav til dem og giver dem mulighed for selvforvaltning, og som
skal give en vis beskyttelse mod politisk indblanding i det daglige arbejde.
Fx skal der være faste processer, der involverer medarbejdere og ledelse i
de forandringer, der vil ske i et dynamisk samfund. Men det skal ske i respekt
for den selvforvaltning, der er grundidé i tillidsreformen. Det ville f.eks. betyde,
at undervisningsministeren ikke ville kunne ændre biologiprøven i 9.
klasse i løbet af skoleåret og samtidig stille krav om, at den nye prøve skal
gælde i det samme skoleår. Det er mangel på respekt for arbejdet på skolen,
at man ikke kender prøveformen i det år, man skal op til prøven. Prøven skal
afspejle undervisningen, altså skal undervisningen lægge op til prøven.
Institutionerne skal være ”politikerfrie zoner”. Vil man skabe de bedste resultater
for borgerne, må man også give tid og rum for arbejdet. Det skal ikke være
muligt at trække detaljeret regelsæt og kontroller ned over hovederne på ledelse
og medarbejdere. De skal selv have mulighederne for at løse de opgaver, loven
pålægger dem.
LEDELSEN skal have et klart ansvar for, at opgaven løses inden for
det budget, som kommunalbestyrelsen vedtager, og de politisk vedtagne
servicemål og krav skal opfyldes. Det er ledelsens opgave at sørge for, at alle
på institutionen kender kriterierne for kvaliteten af arbejdet i institutionen.
Ledelsen skal være synlig og deltage i det daglige faglige team. Det er i
den konkrete arbejdssituation, at der er brug for fælles refleksion og samtale
om det udførte arbejde og om dilemmaer og afvejninger. Der skal fokus på
den gode og faglige ledelse i den offentlige sektor og på den positive udvikling
af arbejdspladsen og dermed af institutionen, når den enkelte institution
får større frihed. Derfor skal der være tid til den egentlige ledelse i det
daglige arbejde i institutionen.
Anvendelsen af ressourcer skal være gennemsigtig og sammenlignelig
mellem relevante institutioner.
DU KAN SELV
TILLIDSR E FO R M
FAGLIGHEDEN skal styrkes, og derfor stiller
den anden grundlov krav til medarbejdernes uddannelse.
Fagligheden er en forudsætning for at løse
opgaven forsvarligt. Kommunerne får ansvaret for at
sikre, at medarbejdere og ledelse har de relevante uddannelser.
Lærerne skal være uddannet til at undervise i de
fag, de er ansat til at tage ansvar for. Hjemmehjælpen
skal have relevant uddannelse for at kunne varetage
indsatsen på betryggende vis til gavn for den
ældre. Fagligheden og kravet om uddannelse skal
også bidrage til medarbejdernes status og stolthed
over deres arbejde. Det skal bidrage til, at det bliver
attraktivt, at være medarbejder i de kommunale institutioner.
Og de kan bidrage til at øge den faglige
debat.
Det er vigtigt, at den offentlige arbejdsplads er
attraktiv og udviklende, så medarbejderne oplever,
at deres faglighed og deres ansvar for arbejdet
anerkendes af det omgivende samfund. Der
skal være mulighed for selv at have indflydelse og
kunne medvirke til udvikling af de gode løsninger,
og de skal have mulighed for selv at rette de fejl og
mangler, som vil kunne afdækkes ved evalueringer
af institutionen.
Kirsten Lindboe
Børnehaveleder
5

TILLIDSR E FO R M
6
MED DIALOGEN
I CENTRUM
Efter 21 år som lærer har Asta
Rasmussen valgt at sige fra. Kravet
om at skulle udarbejde halvårlige
elevplaner var dråben, der
fi k bægeret til at fl yde over. Hvis
ikke kravet ændres, så der bliver
tid til dialog og samarbejde om
elevernes udvikling, så vil hun
nægte at efterleve de nye lovkrav
om at lave elevplaner.
SIDEN ASTA RASMUSSEN stod frem
i medierne med sin historie, har hun
kun fået positive tilbagemeldinger:
”Folk synes, at det er godt gået. De
er glade for, at jeg siger fra,” siger Asta
Rasmussen, der ikke frygter en disciplinærsag:
20 minutter for lidt
”Jeg har hele tiden været helt klar i
mælet om, at jeg ikke ville lave elevplaner.
Der er jo intet samarbejde
omkring det, det handler om: nemlig
elevens udvikling”.
For det er ikke elevplanerne i sig
selv, Asta Rasmussen modsætter sig.
Det er formen og den manglende tid
til at udarbejde dem.
”En elevplan følger jo eleven hele
tiden. Nu skal man lave elevplan for
eleven og sende hjem til forældrene, og
først bagefter skal man mødes til skolehjem-samtaler,
og tale om det. Og her
har man kun 20 minutter hver gang. Der
er altså intet samarbejde om at udarbejde
planen og elevens mål. Det synes jeg
er helt forkert,” siger Asta Rasmussen.
Brug for dialog
”Vi skal have mere tid til forældresamarbejdet,
hvis vi skal bruge det
VI TROR GODT, DU K AN SELV... Fortsat fra side 4
» ansatte – selv om de jo reelt hører
under samme kategori.
”Da jeg var chef, tog mine medarbejdere
virkelig kritikken alvorligt og ikke
mindst personligt. Men det ændrer jo
ikke på det faktum, at der ofte ikke er tid
nok til arbejdet. Skemaerne skal jo stadig
skrives. Og resultatet af det hele bliver
en frustreret, skemaskrivende medarbejder.
En ond spiral,” siger Dorthe.
FOTO : K ISSEN M Ø LLER HANSEN , S C ANPIX .
til noget. Man skal fi nde ud af, hvor det
er, forældrene kan bakke op om eleven.
Forældrene har også et ansvar, og ambitioner
på deres børns vegne, hvilket jeg
mener positivt. Meningen er jo, at man
skal have det mest optimale ud af skolegangen,”
siger Asta Rasmussen.
”For mig at se stikker man folk blår i øj-
Tid til kaffe?
I forhold til den holdning til plejesektoren,
som præger megen dansk debat,
mener Bo, det er sigende at tænke på
den ændring, der er sket:
”I gamle dage blev personale i plejesektoren
skældt ud for at sidde og drikke
kaff e, i dag bliver de skældt ud for, at
man ikke giver sig tid til det. Men kaff en
er jo ikke registreret som en ydelse til
En god elevplan skal udvikles i dialog
med forældre og barn. Ellers kan den
ikke bruges til noget.
nene med det, man er ved at lave. Begge
parter skal forstå ordene og være enige
om deres betydning. Og det kan man
kun i en dialog. Man skal ikke bare sende
noter om eleven hjem – gode som dårlige.
Tænk på, hvor svært det er at skrive
en e-mail om alvorlige ting – nej, så
ringer man i stedet. I en så vigtig sam-
»
borgerne, og så er der ikke tid og råd til
det.”
Både Dorthe Kjerulf-Thomasen og Bo
Carl og går entydigt ind for, at der bør
være mindre bureaukrati i den off entlige
sektor, mere plads til selvstændig tænkning,
og mulighed for tid til at lederne
kan være leder.

F OTO : T H O M A S B I S G A A R D
Den enkelte lærer vil have mere til kerneopgaven: at undervise skolebørnene.
”Det tager tid at gøre et godt stykke
arbejde. Timer som man er nødt til at
afsætte penge til. Det håber jeg, at
man vil indse,” siger Asta Rasmussen.
» tale vejer man jo sine ord og afl æser
folks reaktioner,” siger Asta Rasmussen.
Hun savner mulighed for at udøve den
vejlederrolle, som synes at være ideen
bag planerne.
”Hvad med dem, der har brug for ekstra
opbakning? Dem uden de store ressourcer?
Man vil jo meget gerne prøve
at bryde den sociale arv, men det tager
tid. Så prøver man at bøje reglerne, så
det hele ikke ender i skriftlighed. For
man må mødes et sted,” fastslår hun
og understreger her essensen i hendes
virke som lærer: samarbejdet.
En fælles kontrakt
”Hvis man sætter skoletid af, så ville
elevplanerne være et godt redskab. En
uge forår og en uge efterår med dobbeltlærer,
hvor klasselæreren kan tale
med hver elev og sammen udarbejde
en plan for elevens mål. Det ville være
givtigt.”
Det lyder som en slags fælles kontrakt?
”Ja, den sendes hjem til forældrene i så
god tid, at de har tid til at tale med deres
børn om den før skole-hjemsamtalerne.
De 20 minutter, som vi har nu, er bare
ikke nok. Jeg ville mene, at 45 minutter
var meget mere passende, hvis man skal
rundt om alle de forskellige fag og også
om elevernes personlige udvikling.”
Plads til ambitioner
Hvordan har din skoleleder tacklet dine
tanker?
Skolelederen har faktisk besluttet at
i fi re dage, to gange om året, skal der
være tre lærere på to klasser, så det er
muligt at fi nde tid til ordentlige samtaler.
Det synes jeg er en start.”
”Jeg er 60 år til maj, og så har jeg tænkt
mig at gå på efterløn. Jeg kan lide mit
job, og jeg har haft rigtig mange gode
oplevelser, men hvis jeg skal leve op til
mine egne forventninger, så er det hårdt
arbejde,” siger Asta Rasmussen. Hun er
ærgerlig over, at det skal være sådan:
”En sagde en gang til mig, at ’man kan
jo ikke altid lave sit job til 11 eller 13, så
må man nøjes med 7’. Hvad er det for
noget at sige?! Jeg vil ha’ lov at gøre et
godt stykke arbejde. Man bliver jo sur
og ked af det, når man ikke kan få lov
at lave et godt stykke arbejde. Man skal
have lov til at have ambitioner, og kunne
lave et ordentligt arbejde.”
Mener du, at det er okay at bryde reglerne,
hvis det betyder, at arbejdet bliver
bedre?
”Det er absurd, at den gode leder lige
nu er en, der bryder reglerne. Den der
ikke vil, går ned med fl aget. Ledere skal
kunne bøje paragraff erne, og ikke bare
gå efter reglerne,” siger Asta Rasmussen.
Hun håber på, at Bertel Haarder vil
komme til fornuft.
TILLIDSR E FO R M
ELEVPLANER OG
UDDANNELSES-
PLANER
Med regeringens nye tiltag med elevplaner
arbejder folkeskolen nu med i alt tre
overlappende dokumentationsværktøjer
for eleverne faglige udvikling.
Elevplan
Fra og med skoleåret 2006/2007 skal alle elever
i folkeskolen have en skriftlig elevplan som skal
indeholde oplysninger om den løbende evaluering
i alle fag. Elevplanen skal desuden indeholde
oplysninger om, hvordan skolen vil følge op
på evalueringsresultaterne, herunder resultaterne
af de kommende obligatoriske nationale test.
Elevplanen kan også indeholde oplysninger om
eventuelle aftaler om forældrenes og elevens medvirken
til, at eleven når de opstillede læringsmål.
Elevplanen skal være skriftlig og den skal udleveres
til alle forældre.
Uddannelsesbog
Foruden en elevplan skal der for den enkelte elev
fra 6. klassetrin udarbejdes en uddannelsesbog.
Uddannelsesbogen skal udarbejdes af eleven i
samarbejde med forældre og skolen, og justeres
løbende indtil eleven forlader folkeskolen.
Uddannelsesbogen skal indeholde en meget
lang række af temaer, som fx valg af 2. fremmedsprog
i 6. klasse, valg af valgfag i henholdsvis 7. og
8. klasse samt eventuelt valg af tilbudsfag og valgfag
efter 9. klasse.
Uddannelsesplan
På 9. klassetrin skal der derudover udarbejdes en
uddannelsesplan for hver enkelt elev, hvori elevens
mål for uddannelse efter grundskolen eller
efter 10. klasse skal fremgå. Uddannelsesplanen
erstatter egnethedserklæringen.
Uddannelsesplanen udarbejdes i et skema, der
blandt andet skal indeholde elevens præsentation
af sig selv, elevens valg af ungdomsuddannelse
En stor byrde
Både elevplanen, uddannelsesbogen og uddannelsesplanen
er en meget stor skriftlig byrde for
den enkelte skolelærer, som tager enormt meget
tid fra den egentlige undervisningstid.
Udarbejdelsen af tre ”planer” kan hurtigt blive
noget, der bare skal overstås, og en ”procedure”,
der bare følges uden at skelne til den enkelte elevs
behov. Endvidere kan de tre planer virke forvirrende
og meget at forholde sig til som forældre.
Hvis vi kunne bestemme:
I stedet for tre planer burde der laves én fælles
uddannelsesplan. Dette vil skabe klarhed og
mindre forvirring og mindre administrativt arbejde.
Den enkelte lærer vil have mere til kerneopgaven
– nemlig undervisning af skolebørnene.
7

TILLIDSR E FO R M
8
AFSLØRINGER
OG ENKELTSAGER
Bliver vi alle til Big Brothers i fremtiden?
FÆLLEDGÅRDEN, STRANDVÆNGET og
Bostedet Sjælør.
De tre institutioner har alle det til fælles,
at deres fejl og mangler blev udstillet
for verden ved hjælp af skjulte optagelser.
I takt med at medierne udvikler sig,
og de mobile medier bliver mere og mere
avancerede, kan alle og en hver gøre det
samme: fi lme sig selv, sine medarbejdere
eller sine pårørendes oplevelser, sætte det
på en blog, og derfra se lavinen rulle. Men
spørgsmålet er, om vi vil se mere eller mindre
til det skjulte – om vi vil begynde at
overvåge hinanden mere end nu?
Udfordrer etikken
Ifølge lektor ved Syddansk Universitet
Peter Bro, er det et både og.
”De nye medier gør mediebilledet mere
vidtfavnende og fi ntmasket, så det fanger
alle de problemer – stor som små – der
måtte være i samfundet. Fordi alle, der er
udstyret med en PDA eller en avanceret
telefon, nu kan dokumentere og producere,
så er der også meget mere materiale til
rådighed for nyhedsredaktørerne. Og det
udfordrer den journalistiske etik. Lige nu
må man tage stilling til, om man ville bruge
borgerjournalisternes billeder og ord, ved
fx trafi kuheld. For hvis de ikke gør, så står
der en underskov af nye formidlere klar.”
Udviklingen kan dog være problematisk:
”Så længe det er journalisterne, der overvåger,
så er det stadig folk med en faglig
etik, der kan stilles til ansvar. Men det er
almindelige mennesker jo ikke underlagt.
Det bliver den helt store udfordring.”
”Samtidigt ved vi, at folk bliver påpasselige,
hvis de ved, at de overvåges. At man
civiliseres, så at sige, er godt, så folk i off entlige
embeder opfører sig ordentligt. Men er
det hensigtsmæssigt, hvis samfundet som
sådan bliver disciplineret?”
Høj etik hos bloggere
Ifølge mangeårige blogger og medstifter
af fi rmaet Social Square, Trine Maria
Kristensen, er der blandt bloggere en høj
etik og stor grad af selvjustits:
”De banker jo hinanden på plads, og
luger ud blandt dem, der ikke er konstruktive.”
Der er i øjeblikket 20 millioner blogs, og tallet vokser eksplosivt. Det er et oplagt medie
for off entliggørelse af private optagelser af næsten hvad som helst. Her ”happy slapping”.
Derfor ser Trine Maria Kristensen muligheder
for, at demokratiseringen vil
have den positive eff ekt, at den rykker
ved danskernes opfattelse af normalitet:
”Medievirkeligheden med studier og styling
og indstuderede 10 sekunders replikker,
der nærmest gør alle til trænede dyr, er
jo ikke virkeligheden. Vi ved jo godt selv, at
hvor der er mennesker, vil der også være
fejl. Måske vil det gøre os en tjeneste, hvis vi
åbnede helt op,” spørger hun. Og den opfattelse
deler Peter Bro. Begge er enige om,
at det vil være en kontrastfyldt oplevelse:
Kan flytte holdninger
”Men måske ville det afhjælpe den nuværende
plastikopfattelse af den off entlige
sektor,” siger Trine Maria Kristensen:
”Det ville da være rart, hvis der var en
digital kontakt til plejehjemmet. Lige nu,
har man jo kun et sporadisk indtryk af
det off entlige. Når man kommer på besøg,
bliver syg eller ser en udsendelse på
tv. Hvis vi skal have et vidensamfund baseret
på kreativitet, så er der brug for nye
redskaber og nye samarbejdsformer,”
siger Trine Maria Kristensen.
”Samtidig med, at man åbner op for
voyeurismen, åbner man jo også op for
andre menneskers input. Og åbner man
op, må man også lytte.”
Sagerne skal rejses
Hverken Peter Bro eller Lennard Højberg,
der er lektor i medievidenskab på
De nye medier gør det muligt for alle at
fotografere overalt. Det åbner op for
skandaler og voyourisme – men giver
også mulighed for at få mere viden.
Københavns Universitet, mener dog, at
blogsne i sig selv kan være udslagsgivende,
fordi en pårørende har fi lmet en
grum episode:
”Det kræver at de gamle medier tager
sagen op før den kan få politisk indfl ydelse”,
siger Lennard Højberg. ”Vi har jo over
20 mio. blogs nu her, men de fl este har
meget få læsere. Men da journalisterne i
højere og højere grad laver research på
nettet kan de små hverdagsblogs pludselig
lande i søgelyset, når søgemaskinerne
trækker dem frem. Og så kan sagen rulle.”

FOTOS : A XEL S CHÜT T, S C ANPIX
To radikale folketingsmedlemmer
forklarer om baggrunden for – og
indholdet i – det radikale udspil
om en tillidsreform i den off entlige
sektor.
EFTER AFSLØRINGERNE I TV2 af forholdene
på en afdeling på institution Strandvænget
i Nyborg, udtalte socialministeren
i en pressemeddelelse bagefter, at: ”Jeg
synes det her er en anledning til at se på,
hvordan tilsynet egentlig er (…) der nu
bliver stillet krav til de her store institutioner
om, at der skal laves en udviklingsplan.
Vi bliver nødt til at have vished”. En enkelt,
hårrejsende tv-dokumentar aftvang altså
straks 1) detaljerede statslige beskrivelser
af, hvordan et tilsyn skal udføres, og 2) krav
om udviklingsplaner.
Bureaukratiske planer
Marianne Jelved, er tilsyn og udviklingsplaner
ikke meget godt?
”Det er ikke selve ideen om tilsyn, der er
noget galt med, det er alt det bureaukrati,
det medfører. Plejehjemmene er fx lige nu
underlagt 3 årlige tilsyn. For hvert tilsyn skal
der udfærdiges en rapport, som derefter skal
i høring. Rapporten skal så godkendes og
sendes til ministeriet, hvorefter der skal laves
udviklingsplaner – samtidig med, at plejehjemmet
jo også skal fungere som hjem for
ældre. Hvornår skal man have tid til at implementere
og lære af sine fejl, hvis man hele
tiden skal udfylde rapporter til ministeriet?”
”Lad os starte med det, vi ved virker, i
stedet for at skabe fl ere regler og målestokke.
Det bureaukrati, som efter sigende
skal give os alle tryghed og tillid til det offentlige,
er i virkeligheden en stor mistillidserklæring
til de off entlig ansatte. De
bliver afstraff et kollektivt. Hver gang en
institution fejler, så skal det gå ud over alle
institutioner i hele landet, som så får pålagt
yderligere mængder af papirarbejder”, siger
Marianne Jelved.
”Det handler jo om, hvorvidt den borger,
der modtager hjælp eller støtte, er tilfreds.
Ikke om, hvorvidt vedkommendes sagsbehandler
har opfyldt minimumskravet. Vi vil
give sagsbehandlere og hjemmehjælperen
rum og tid til at udføre deres arbejde med
udgangspunkt i vedkommendes uddannelse
og borgerens behov.”
Kulturrevolution
En ting er, at Det Radikale Venstre gerne vil
have faglighed og mere uddannet personale,
men partiet kan jo ikke sikre, at dette sker ude
i kommunerne? Johs. Poulsen, der i mange
TILLIDSR E FO R M
KOLLEKTIV
MISTILLID
Kørestole-ræs på
stranden syd for
Århus. En tillidsreform
handler om at
tage udgangspunkt
i, hvorvidt den borger,
der modtager
hjælp eller støtte,
er tilfreds. Ikke om,
hvorvidt vedkommendessagsbehandler
har udfyldt
x antal rapporter.
år har været udvalgsformand i Herning kommune,
siger:
”Nej, vi kan ikke tvinge kommunerne til at
gøre bestemte ting! Det ville jo være i mod alt
det tillidsreformen handler om. Vi vil netop
ikke gå ind og detailstyre kommunerne. Vi vil
have sat i gang i en kulturrevolution i folks hoveder.
Som det er lige nu, så sidder de lokale
politikere mange steder og ser på budgettet,
hvorefter de skærer en uddannet medarbejder
fra for at få råd til to ufaglærte. Det
giver fl ere hænder, men det giver ikke bedre
kvalitet i pasningen. Jeg tror, at institutionerne
godt kan se nytten af kvalitet frem for
kvantitet.”
”Vi skal turde se på den off entlige sektor
med tillid. Og det kræver at man ser det
hele anderledes. Fra budgetansvar til ansættelsesforhold,
personalepolitik til krav
– hele måden vi som borgere tænker på
det off entlige.”
”En eff ekt af de tre radikale grundlove skulle
gerne være mere livskvalitet for dem, der
arbejder i systemet, og dem, der hjælpes af
det. At vi så samtidig får mindre stress, færre
sygedage og både kan fastholde og tiltrække
medarbejdere til at løfte vores fælles opgaver,
er jo en stor gevinst i sig selv.”
De brådne kar
Hvorfor viser I så stor tillid til medarbejderne?
Kan I ikke risikere, at I blot lader de brådne
kar fortsætte – som vi har set det i de mange
programmer?
”Ansvaret for at institutionerne lever op til
politikernes krav, er jo i sidste ende kommunens.
Men det er op til de enkelte institutioner
selv at levere de bedste løsninger – og
dermed har de også ansvaret for hvordan. I
og med, at vi betoner ledelse så meget, ligger
der jo også, at god personaleledelse skal
sikre, at medarbejderne ikke brænder ud og
knækker halsen,” siger Marianne Jelved.
Turné rundt i landet
I marts og april måned drager fl ere af de
radikale politikere rundt i landet for at diskutere
den radikale tillidsreform. Off entlige
arrangementer i den forbindelse kan fi ndes
på radikale.dk
9

10
Bedre svar på
konkrete problemer
FOTO : H EINE ANDER SEN , BA M S C ANPIX
Camilla Hersom, medlem af Det Radikale
Venstres hovedbestyrelse og
forretningsudvalg, opfordrer partiet
til at forholde sig langt mere konkret
til de diskussioner, der foregår
mellem almindelige mennesker og
hos andre partier. De radikale løsninger
er ofte for abstrakte og overordnede,
mener hun
Af Karin Kaas, free lance journalist
HUN BRUGER IKKE VENDINGEN politisk
korrekt, men det er tæt på, når hun beskriver
radikal politik som en, der alt for ofte
bliver politikken for ”den gode samvittighedsfulde
lærer, gode samvittighedsfulde
offentligt ansatte eller det gode samvittighedsfulde
menneske alle andre steder.”
Det er Camilla Hersom, det handler om.
Ikke en hvilken som helst radikaler, men en
centralt placeret en af slagsen som medlem
af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg,
tidligere folketingskandidat og kandidat
til Europaparlamentet, hvor hun var
nummer to på listen. Hun er også godt klar
over, at hun stikker næsen langt frem – og
De principielle, radikale holdninger kan på
en række områder ikke bruges i praksis, mener
Camilla Hersom. De er for abstrakte og forudsætter
nogle ting, som ikke er til stede i praksis
– f.eks. omkring to-sprogede børn i folkeskolen.
vælger derfor sine ord med omhu – når hun
kritiserer Det Radikale Venstre for at mangle
overbevisende svar, især på de politikområder,
hvor der stilles ufravigelige krav i forbindelse
med et fremtidigt regeringssamarbejde.
Manglen på svar oplever hun således
både på skole- og integrationspolitikken og
i forhold til den offentlige sektor.
Selv om hun kender Det Radikale Venstres
politik bedre end de fleste medlemmer,
opdager hun alligevel ofte, at hun
mangler svar, når familien, vennerne og
kollegaerne diskuterer helt konkrete problemer.
Det ærgrer hende, fordi hun er fuldstændig
enig i det principielle i politikken.
”Vores løsninger bliver ofte for abstrakte,
for overordnede og forudsætter forhold,
der ikke er til stede,” siger Camilla Hersom.
Hun bruger som et eksempel de problemer,
folkeskolen løber ind i, når den etniske
sammensætning bliver for skæv.
Der er ikke megen hjælp at hente i De
Radikales principielle holdning, nemlig af
”Visionen for vores folkeskole 2015 står og
falder med engagement, tillid og kreativitet.
For uden den smuldrer grundlaget for
folkeskolen som et mødested for alle slags
PORTR ÆT
børn”. Fakta er jo, understreger hun, at folkeskolen
ikke længere er mødested for alle
slags børn. I København, Århus og Odense
trækker velfungerende familier deres børn
ud, fordi de er bekymrede for niveauet, når
andelen af børn, der ikke har dansk som
førstesprog, bliver meget stort.
Radikal prototype
Selv er Camilla Hersom nærmest prototypen
på en radikal. Ung (35), veluddannet,
internationalt orienteret, bosat i Dyssegaardskvarteret
i Gentofte kommune med
en lige så veluddannet mand og to små
børn. Det er ikke hende, der oplever problemer
med integration af nydanskere, for der
er ikke nogen – hverken i kvarteret eller i
børnenes institution. Gentofte er ren ghetto.
Men selvom hun altså ikke står midt i problemerne,
forhindrer det hende ikke i at se
og acceptere, at problemerne faktisk godt
kan være reelle. Hun synes under alle omstændigheder,
at man skal tage dem alvorligt,
og at Det Radikale Venstre skal bevæge
sig ned fra de højere luftlag og deltage
konkret i de diskussioner, der optager både
befolkningen og andre politiske partier.
Ressourcestærke flytter
”Vi bliver nødt til at erkende, at der er hårfine
balancer for, hvor stor andelen af børn,
der ikke har dansk som førstesprog, kan
være. Ellers flytter de ressourcestærke forældre
deres børn. Man kan ikke forlange af
folk, at de skal bruge deres børn som sociale
eksperimenter, og vi kan ikke bare sige:
det går nok. Der er masser af eksempler på,
at det går fint, men statistikken taler sit tydelige
sprog om fravalg af folkeskolen. Derfor
er vi nødt til at finde en eller anden form
for rimelig fordeling,” siger Camilla Hersom.
Det er blandt andet det svar, hun efterlyser.
Men ikke det alene. Hun synes også,
Det Radikale Venstre kommer alt for let om
ved partiets afvisning af test i folkeskolen.
Ja til test i skolen
”Hvis alle andre diskuterer, hvordan vi måler,
hvad vi får ud af folkeskolen, så nytter
det ikke noget, at vores eneste svar er, at vi
skal give større tillid til lærerne, og de skal
have lov til at bruge deres faglighed. Der
findes masser af gode lærere, men der findes
altså også dårlige.”
“Selvfølgelig skal folk skal have friheds-

FOTO : CL AUS B J Ø R N L AR SEN , S C ANPIX
Camilla Hersom har lukket døren bag sig for en karriere i Folketinget eller Europaparlamentet
for at være Forbrugerrådets formand. Hun udelukker dog ikke et come
back senere, og hun er aktiv internt i partiet som medlem af Forretningsudvalget.
rettigheder og lærerne skal have lov til at
udfylde det rum, de er i. Men jo mere frihed,
man giver folk, jo mere er man også
nødt til at følge op på, om de rent faktisk
også leverer det, de skal. Det vil sige, at
man er nødt til at parre politikken med et
gennemtænkt evalueringssystem, og der
har vi ikke noget svar,” siger hun.
Fra EU til forbrugerpolitik
Det er internt i partiorganisationen, Camilla
Hersom forsøger at påvirke den radikale
politik. Ikke i frontlinjen – for øjeblikket i
hvert fald. Da hun i foråret 2006 blev valgt
som formand for Forbrugerrådet, trak hun
sig samtidig som folketingskandidat for Det
Radikale Venstre, og hun har også meddelt,
at hun ikke igen stiller op til Europa-Parlamentet.
Det gjorde hun i 2004, og hun står
i dag som førstesuppleant til Anders Samuelsen.
Men hun har også meldt klart ud, at
hun ikke tager til Bruxelles, hvis hans plads
bliver ledig før tid. Ingen af disse poster er
forenelige med jobbet som arbejdende bestyrelsesformand
for forbrugerne.
”Det er helt rimeligt. Det skal være tydeligt,
hvornår jeg udtaler mig som politisk
kandidat, og hvornår jeg er Forbrugerrådsformand.
Det nytter ikke, der er slinger i
valsen.”
Men Europapolitikken er hendes hjertebarn,
ingen tvivl om det. Og hun lægger
også stor vægt på, at hun netop ikke har
sluppet den del af det politiske arbejde.
Forbrugerpolitikken har en meget stærk
europæisk side, og det var også ad den vej,
hun overhovedet blev interesseret i forbrugerpolitik.
Dybest set er det hendes partipolitiske
Europa-arbejde, der har ført til den
post, der nu forhindrer hende i at stille op.
”Jeg arbejder stadig politisk. Bare ikke partipolitisk.
Og der er jo heller ikke 100 kilometer
fra det, Forbrugerrådet mener, til det, Det
Radikale Venstre mener om forbrugerpolitik.
Så jeg befinder mig enormt godt med det.
Jeg synes, det er et væsentligt område, og
jeg ser det som min opgave som formand at
gøre opmærksom på, at forbrugerpolitikken
er principiel også. Den skal ikke bare appellere
til vores bevidstløse forbrug. Det er ikke
mere, men mere bevidst forbrug, der er Forbrugerrådets
hovedformål”.
Super-privilegeret
Hun kalder sig selv et af de superprivilegerede
mennesker, der har fået mulighed for
at gøre sin store interesse, nemlig politik,
til sin levevej. Samtidig er hun godt klar
over, at posten er til låns, og man får hende
derfor heller ikke til at sige aldrig mere
partipolitisk arbejde.
Om det så bliver europapolitisk er straks
mere tvivlsomt. Hendes private situation
har ændret sig siden 2004, hvor hun kun
havde et barn og en klar aftale med manden
om, at de skulle flytte til Bruxelles, hvis
hun blev valgt. Hun vurderer ikke, at det
i dag vil være foreneligt med et familieliv
med to små børn og med en mand, der er
et andet sted i sin karriere end for tre år
siden.
Helt afvise tanken, vil hun dog ikke:
”Mine børn bliver jo også store engang.”
Politik skal være lettere
Fra sin radikale tillidspost har hun andre
mærkesager end at tydeliggøre partiets
politik. Hun ser det som en vigtig opgave
at reorganisere det politiske arbejde, så
flere medlemmer af partiet vil tage det
afgørende skridt fra passivt til aktivt medlemskab.
Hun ønsker det politiske arbejde udviklet,
så det bliver mere netværksagtigt og
ad hoc. Hun tror på, at mange gerne vil bidrage
på enkeltområder, som interesserer
dem særligt, eller hvor de har specialviden,
uden at det er ensbetydende med, at de vil
bruge masser af tid i netop det udvalg, der
arbejder med det spørgsmål.
”Vi får ikke nok ud af medlemmerne. Der
findes folk med masser af viden og ressourcer
i baglandet, som jeg tror, vi kan motivere
til at være aktive på udvalgte områder. Det
kræver bare, at det bliver synliggjort for dem,
hvor de kan være det,” siger Camilla Hersom.
Børn og politik
Det er ikke et fuldtidsarbejde at være bestyrelsesformand
i Forbrugerrådet, hvad
der passer hende fint.
Den yngste datter var kun fire måneder,
da formandstilbuddet kom midt i barselsorloven.
Men heldigvis var Camilla Hersoms
mor netop gået på efterløn, så hun
har stået for pasningen.
For Camilla Hersoms mand har ikke
holdt orlov, selvom hun er ”stor tilhænger
af mandlig barselsorlov”. Planen var, at
orloven, udover at passe datteren, skulle
bruges til politisk arbejde, ligesom det var
tilfældet med den første datter, hvor mor
lige klarede Europa-valget.
Men skæbnen ville altså, at hun i stedet
blev formand for Forbrugerrådet, og hun
ser det som et meget stort privilegium
og en luksus, at hun med det job selv kan
tilrettelægge sin dag og sætte grænserne
for arbejdet. Så vidt hendes ”protestantiske
arbejdsetik” altså tillader det.
11

12
-bruger alle brikker
Kan man være
imod kvalitet og tillid?
Af Andreas Steenberg,
landsformand for Radikal Ungdom
REGERINGEN FORSØGER at vinde over
Helle Thorning ved at love mere kvalitet i
den offentlige sektor. Endda uden at bruge
flere penge eller ved at ansætte flere medarbejdere.
Det lyder spændende, men specielt
interessant bliver det at se forslagene.
Det samme kan man sige om vores bud på
reform af den offentlige sektor – tillidsreformen.
Ligesom det er svært at være imod
kvalitet, er det også svært at være imod tillid.
I hvert fald hvis man er radikal.
Hvis man ser på de seneste ubehagelige
sager fra for eksempel Strandvænget i Nyborg
kan man se, at de økonomiske resurser
var der, ligesom der var planer for hver
Redigeres af Radikal Ungdom. Indlæg sendes til redaktør Asser Gregersen på
asser@radikalungdom.dk – deadline for næste nummer er: 19. marts 2007.
enkelt beboer, som også blev kontrolleret.
Så det lader ikke til, at kontrol eller flere ansatte
er løsningen. Det samme så man med
kræftsagen; der var penge og masser af
krav fra Lars Løkke. Alligevel gik det galt. Så
der må mangle noget helt andet end økonomi
og kontrol i den offentlige sektor.
JEG SYNES ET LED af vores offentlig sektor
politik må omhandle, hvad der så skal til.
En idé kunne være at indføre en offentlig
lederuddannelse, som kunne være en
overbygning for folk med en bachelor, men
også sygeplejersker, lærere, pædagoger og
andre, der skal lede institutioner i den offentlige
sektor.
Derudover bør man se på, om de offentligt
ansattes uddannelse over en bred kam
er god nok til, at de kan opfylde de enorme
krav, som befolkningen stiller. Den øgede
fokus på uddannelse bør også efterfølges
af en uddelegering af ledelseskompetencer.
Det kan ikke passe, at man som offentlig
leder ikke må lede, men blot følge administrative
regler fra kommunen, regionen
eller staten.
I RU ser vi frem til, hvad Det Radikale
Venstre, regeringen og andre kommer
med af forslag til en bedre offentlig sektor.
Sikkert er det, at flere penge og visioner
kun virker, hvis offentligt ansatte får lov og
kompetencer til at udføre deres arbejde og
bruge pengene bedst.
RU • Ny Kongensgade 18 5.tv • 1557 København V • tlf. 33 13 02 31 • ru@radikalungdom.dk • radikalungdom.dk
30 år for Middelfart
16. FEBRUAR VAR DER RECEPTION for
Niels Helveg Petersen i Middelfart. Anledningen
var, at den forhenværende radikale
udenrigsminister og gruppeformand i 30
år har været folketingsmedlem, valgt i den
vestfynske kreds.
FOTO : K I M F. M I CHAEL SEN
Går glip af værdifuld natur
DER ER BRUG FOR LANGT FLERE nationalparker, som kan give alle danskere
adgang til uspoleret natur. Det mener miljøordfører Johs. Poulsen:
“Naturen er reelt presset fra flere sider. Både arealmæssigt og diversitetsmæssigt.
Det Radikale Venstre har længe argumenteret for en langt mere målrettet indsats
over for naturen, og vi ser nationalparker som et muligt første skridt til en samlet
dansk plan for områder der skal bevares, udvikles og overgå til naturformål.”
Mere end 3.000 arter er optaget på listen over truede arter i Danmark. Flere
hundrede er allerede forsvundet gennem de seneste generationer og mere end
600 arter er i akut fare for udryddelse. Derfor mener Johs. Poulsen, at vi brug for
hurtige og effektive våben i kampen for bedre naturvilkår.
Udviste børn bør behandles i Danmark
TV2 VISTE I FEBRUAR DOKUMENTARFILMEN “De udviste børn” om forholdene
for de traumatiserede familier, der er blevet sendt retur til en usikker fremtid
i Kosovo. Hvis ministeren ikke løser problemet, vil Det Radikale Venstre have kosovarerne
til Danmark.
“Hvis man bare sender penge til Kosovo, som ministeren foreslår, så ændrer
det ikke på, at der stadig mangler lægefagligt personale i landet. For det andet
må vi stadig kræve, at de 140 kosovarer, som stadig er i Danmark, at de ikke bliver
udsendt, før der er fuldstændig klarhed over situationen i Kosovo,” udtaler Simon
Emil Ammitzbøll.
Han foreslår helt konkret, at hvis problemet ikke løses, så skal kosovarerne have
lov til at komme midlertidigt til Danmark for at få behandling.

Af Bente Dahl, MF
DET RADIKALE VENSTRE har stillet
forslag om et øget pensionstillæg til
folkepensionister som led i den ”livsfasepolitik”,
der er omtalt i Radikal Politik
nummer 1-2007. Da jeg har fået en del
henvendelser, som tyder på, at jeg ikke
har været tydelig nok i mine bemærkninger
i den anledning, skal jeg hermed
uddybe tankerne bag forslaget.
Hovedtanken er at fl ytte et millardbeløb
fra primært forskellige ældreydelser,
som går til alle over 65 år, over til et øget
pensionstillægget. Pensionstillægget er
en behovsbestemt ydelse.
Der er ca. 800.000 folkepensionister i
Danmark. Omkring hver tiende pensionist
har stort set ingen opsparing eller
formue. Vore beregninger viser, at som
det er nu, tildeles de ca. 800.000 pensionister
et stort millardbeløb hvert år
fordelt på forskellige former for aldersbetingede
ydelser, som eksempelvis
boligydelser, varmehjælp, helbredstillæg,
mimrekort osv. Disse ydelser fordeles
bredt blandt folkepensionisterne,
og de er kun i mindre grad behovsbestemt.
Med det radikale beslutningsforslag
vil de nuværende pensionsmidler blive
mere målrettet mod de fattigste pensionister,
som i dag har svært ved at få
hverdagen til at hænge sammen. Omlægningen
vil især være til fordel for de
svagest stillede pensionister, som ingen
opsparing har (omkring 100.000).
Mindre bureaukrati
Samtidigt vil den bureaukratiske måde
at administrere penge på i form af særregler,
blive afl øst af et enstrenget system,
der er meget enklere i sin opbygning.
NU: Pensionister skal søge om diverse
ydelser, der skal udfyldes skemaer, som
nogen skal kontrollere og nogen skal
fordele bolighjælp, varmehjælp, helbredshjælp,
transporthjælp, tandlægehjælp,
fj ernsynshjælp osv. samt sørge for
at udbetale pengene til pensionisterne
FREMOVER: Alle midlerne bliver fordelt
via pensionstillægget, som er ét system.
Derefter kan folkepensionisten selv be-
En omlægning af de mange pensionstilskud
skal sikre fl ere penge til de fattigste
pensionister. Det vil give den enkelte
større valgfrihed og spare bureaukrati.
Øget pensionstillæg
målrettet de fattigste
stemme, om pengene skal bruges til et
bad hver dag, til medicin, til helbredshjælp,
til varmehjælp, fj ernsynshjælp eller
andet efter eget individuelt behov.
Tvungen opsparing
Man kan altid diskutere, om det er fremmende
for motivationen til opsparing, at
man som pensionist får færre off entlige
midler, hvis man selv har gjort en indsats
for at samle sammen. Men de off entlige
midler vil altid ligge på et relativt lavt
niveau. Off entlige midler skal få os til at
overleve på et anstændigt niveau, men
det kan ikke være meningen, at off entlige
midler skal medvirke til luksus – det
kan derimod egne opsparede midler
medvirke til.
I øvrigt må vi have indført en tvungen
pensionsopsparing for alle igennem
hele livet. Det er der fl ere fordele
ved. Dels får alle mere at gøre med i perioden
efter arbejdslivet, dels er vi ude
over diskussionen om det motiverende
i at spare op til det. Øvelsen går nu ud
på at fi nde måder for opsparing, der er
retfærdig.
13

14
Den politiske interesse blandt ”almindelige
mennesker” er omtrent
lige så stor, som respekten for den
politiske praksis i de etablerede partier
er lille. Hvad kan og vil et parti
som Det Radikale Venstre gøre ved
det?
Af Mette Bock
REDAKTØR LARSEN HAR BEDT mig uddybe
en kronik, som jeg havde i Politiken
i februar. Heri peger jeg på partiernes
rustne tilstand. Synspunkterne blev – som
forudsagt i kronikken – undsagt af en række
politikere, der befi nder sig godt i det
nuværende system.
Mine synspunkter er ikke resultatet af
en dyb analyse, men bygger på det, jeg
har lyttet mig til gennem mange års foredragsvirksomhed.
Omkring 100 gange om
året diskuterer jeg politik og samfundsudvikling
i forsamlingshuse, i loger, på virksomheder
og i foreninger af enhver art.
Det har slået mig, at den politiske interesse
er omtrent lige så stor, som respekten
for den politiske praksis i de etablerede
partier er lille. Det har gjort indtryk. For
demokratiet er ikke Guds gave til hverken
danskerne eller andre folkeslag. Det skal
plejes og udvikles, hvis det skal være levende
og med rette kunne betegnes som
et folkestyre.
Rustne
partier
og raske
individualister
Vælgerne oplever politikerne som disciplinerede fl okdyr, som retter ind efter en politik, der designes af meningsmålinger, opinionsundersøgelser,
segmentanalyser og i sidste ende partitoppen.
Disciplinerede flokdyr
Hvad efterspørger vælgerne så? De efterspørger
myndige politikere, der har viljen
til at lytte til det gode argument, lysten til
at kæmpe for deres personlige holdninger
og evnen til at fi nde pragmatiske løsninger
i fællesskab med politiske modstandere.
Hvad siger vælgerne, de oplever? De oplever
disciplinerede, politiske fl okdyr, som retter
ind efter en politik, der designes af meningsmålinger,
opinionsundersøgelser, segmentanalyser
og i den sidste ende partitoppen.
Disse vælgere tager muligvis fejl. Men
det er altså deres oplevelse, og resultatet
er, at de på ingen måder føler sig tiltalt af at
engagere sig i traditionel partipolitik og slet
ikke til at melde sig ind i et politisk parti. For
så sælger man jo sin sjæl og sin fri vilje. Man
skal købe ”hele pakken” og bliver dermed en
smule odiøs. Hvor myndige borgere tidligere
frimodigt bekendte deres politiske tilhørsforhold,
har myndige borgere i det postmoderne
samfund travlt med at understrege, at
de ikke er medlem af et politisk parti.
Vælgere elsker individualister
Med overgangen til et individualiseret vidensamfund
er vælgerne blevet troløse, og
partierne er blevet catch-all partier, der fi sker
stemmer over alt. Dermed er der betydelig
risiko for, at politik, i kampen om de udisciplinerede
vælgere, reduceres til det, der kaldes
designerpolitik: det er ikke myndige mænd
og kvinders holdninger, der former politikken,
men derimod spindoktorer og markedsanalytikere,
der designer politikken på baggrund
af opinionsundersøgelser, fokusgrupper og
analyser af blå, røde og grønne segmenter.
Og når først den politiske linje er fastlagt,
retter de folkevalgte lydigt ind, bortset
fra enkelte løsgående missiler, der i det
etablerede system opleves som enormt
besværlige og ofte beskyldes for at be-
Det er på tide også at se på, hvordan vi
rekrutterer de mennesker, som skal styre
landet, mener Mette Bock.

drive partiskadelig virksomhed. Men vælgerne
elsker dem!
Vælgerne bryder sig ikke om, at politik
bliver en vare, der skal markedsføres og
sælges. De bryder sig ikke om at blive gjort
til kundegrupper og segmenter, og de har
sjældent respekt for politikere, der trods
personlig viden, indsigt og stillingtagen lader
sig adfærdsregulere af pressechefer og
partitop, for nu at sige det meget direkte.
Forkølede partisoldater
Men hvad kan der gøres? For det første synes
jeg, at vi skal se på systemniveau. Eksempel:
på alle andre områder i samfundet gennemføres
der i disse år enorme reformer. Det
er på tide også at se på, hvordan vi rekrutterer
de mennesker, som skal styre landet.
Det opleves f.eks. som en parodi, at det
er under 5 procent af vælgerne (partimedlemmerne),
der i form af 8-10 forkølede partisoldater
på opstillingsmøderne bestemmer,
hvem vi kan stemme på. Det er ingen
oplagt løsning på det problem – men skulle
vi ikke tag fat på en debat om, hvordan vi
skaber fornyelse?
Mindre partidisciplin
For det andet skal vi se på adfærdsniveau.
Eksempel: partidisciplinen har gennem utallige
år været et praktisk og nyttigt redskab,
men det aftvinger nul respekt hos de individorienterede
vælgere, der ikke kan lide
fl okmentalitet. Det ses jo tydeligt, at politikerne
grupperer sig på tværs af eksisterende
partiskel i de få afstemninger omkring såkaldt
”etiske” spørgsmål, hvor de ”stilles frit”.
Det aftvinger respekt.
Det er muligvis en naiv utopi at forestille
sig, at partierne kan udvikle sig til at
blive løse netværk, der ganske vist har et
menneske- og samfundssyn som fælles
udgangspunkt, men i øvrigt tillader såvel
partimedlemmer som folkevalgte at tage
selvstændig stilling i konkrete spørgsmål.
Det fordrer en helt anden politisk praksis,
der skaber nye, store udfordringer. Men
hvis ikke partier og vælgere skal fj erne sig
endnu mere fra hinanden, må vi tage debatten
om nødvendige reformer i de politiske
systemer og den politiske praksis.
Det vil ikke true demokratiet – men
tvært imod styrke dets forankring i det
folk, hvorpå det bygger sin legitimitet.
METTE BOCK er cand.scient.pol. og mag.
art. i fi losofi . Hun var næstformand for Det
Radikale Venstre i en kort periode i efteråret
2001, inden hun meldte sig ud for at blive
chefredaktør på JydskeVestkysten.
Nye partier på vej
Uddrag af Mette Bocks kronik i Politiken 7. februar
I SVAGE STUNDER FÅR MAN den tanke, at vi i virkeligheden kunne nøjes
med et enkelt medlem af Folketinget for hvert parti, der opnår repræsentation.
Denne person skulle så udstyres med det antal stemmer, som
det seneste folketingsvalg berettigede til. Folketingsmedlemmerne stemmer
jo alligevel som kvæg i fl ok efter anvisningen fra partiledelsen.
...
DEN VOKSENDE AFSTAND mellem de stivnede partier og en verden,
der forandrer sig med enorm hast, kan føre til et snigende sammenbrud
i det politiske system, medmindre partierne formår at forny sig, så deres
organisationsform og politiske praksis bliver mere tidssvarende. Det vil
næppe ske indefra. Men et eller fl ere helt nye partier, der tør agere anderledes,
kan udfordre systemet.
...
LAD OS FORETAGE LILLE tankeeksperiment. Forestil jer, at alle medlemmer
af Folketinget blev stillet frit og helt på ny skulle søge ind i et netværk
med ligesindede folketingsmedlemmer. De ville i så fald formentlig gruppere
sig helt anderledes end i dag:
De konservative ville dele sig i de værdikonservative, der har en social profi l,
og de klassisk konservative, der orienterer sig mod de bedst stillede i samfundet.
Venstres folketingsgruppe ville dele sig i Højskolevenstre og Handelshøjskolevenstre.
Socialdemokraterne ville dele sig i de gamle arbejderorienterede
og de unge liberalt orienterede socialister. De radikale ville splittes mellem
den nye caff elatte-generation og de gamle pragmatisk orienterede socialliberale.
SF ville splittes i to grupper, hvor den ene ville søge regeringsindfl ydelse
og den anden ville stå fast på klassisk socialistisk oppositionspolitik. Og endelig
er der så Dansk Folkeparti, der ikke vil splittes – fordi partiet paradoksalt
nok, som det nyeste parti, har den stærkeste partidisciplin af alle.
...
I FOLKETINGET VIL DET – eller de – nye partier udfordre den traditionelle
praksis. Hvis vi forestiller os, at et nyt parti får ti medlemmer, kunne
det måske stille med otte stemmer i et folkeskoleforlig, med fem stemmer
i et miljøforlig og med ti stemmer i et skatteforlig.
En sådan praksis vil møde enorm modstand og blive opfattet som en
politisk provokation – men den vil med tiden skabe en helt anden og
langt mere tidssvarende debatform og arbejdsmåde.
Kan man forestille sig et velfungerende Folketing uden en ret høj grad af partidisciplin?
Mette Bock mener ikke, der er nogen anden vej frem, hvis demokratiet
skal fornyes i stedet for at ruste til.
15

16
OK at
gøre EUtraktat
mindre
Anders Samuelsen opfordrer Det
Radikale Venstre til at se pragmatisk
på, hvad der skal komme ud af
de kommende forhandlinger om at
genoplive EU’s Forfatningstraktat.
Af Bjarke Larsen
“VI SKAL VÆRE FLEKSIBLE og lydhøre – og
evt. acceptere et kompromis om en knap
så visionær traktat. Vi bliver nødt til at forholde
os til virkeligheden.”
Det siger Det Radikale Venstres medlem
af Europaparlamentet, Anders Samuelsen.
Han fortsætter:
“Debatten i Europa lige nu stiller vores
parti over for et dilemma: På den ene side er
vi svorne tilhængere af en traktat, som Frankrig
og Holland har sendt til tælling. På den
anden side kan et meget idealistisk forsvar for
EU-forfatningen betyde, at det nuværende
dødvande fortsætter langt ind i fremtiden.”
Kort tæt på kroppen
Forfatningstraktatens fremtid præger
dagligdagen i Europa-Parlamentet i disse
måneder. Parlamentarikerne holder tæt
kontakt til bl.a. deres nationale repræsentationer
i Bruxelles for at høre seneste nyt
om traktatens turbulente liv.
Alle medlemslandene har udpeget en
kontaktperson, der forhandler og afsøger
kompromiser på lukkede møder. Det tyske
formandskab har ønsket en proces, hvor
kortene bliver holdt tæt til kroppen, og
hvor meget få bliver inddraget.
”Den slags møder er ikke kønne set ud
fra en demokratisk betragtning, men de
kan være nødvendige for at forhindre, at
der forhandles gennem pressen. Det vil
Resultatet af det franske præsidentvalg kan
blive afgørende for, at EU-forfatningen udbygges
med et socialt kapitel eller om det skal pilles
elementer ud af den.
låse alle fast af frygt for at tabe ansigt, og
dermed bliver processen forhalet,” siger
den radikale EU-parlamentariker.
50-års jubilæum
Næste mærkedag er Europa-Parlamentets
debat om den såkaldte Berlin-erklæring.
Målet med erklæringen er at fastsætte fremtidens
pejlemærker og skabe et fundament
for det videre arbejde ved at se tilbage på
EU’s resultater. Berlin-erklæringen underskrives
25. marts, hvor man også fejrer 50-året
for Rom-traktaten – EU’s forløber.
Herefter vil tyskerne arbejde målrettet frem
mod sommerens topmøde mellem EU’s regeringsledere,
hvor den endelige tidsplan efter
planen skal præsenteres. Anders Samuelsen
har denne vurdering af, hvad der så sker:
”Bliver det en tidsplan, der strækker sig
over 4-5 år, er det reelt udtryk for, at parterne
står meget langt fra hinanden. Sigter tidsplanen
derimod efter, at forhandlingerne skal
afsluttes i løbet af det portugisiske formandskab
(efteråret 2007) eller senest i starten af
det slovenske formandskab (foråret 2008), er
en fælles forståelse inden for rækkevidde.”
En let barbering
Valget står i praksis mellem en let barberet
udgave af Forfatningstraktaten, som den ser
ud i dag, og en maxiudgave. Udfaldet af det
franske præsidentvalg kan blive afgørende
for valget, for den borgerlige kandidat, Nicholas
Sarkozy, har talt for en ”mini-traktat”.
Socialisternes kandidat, Segolene Royal, har
derimod foreslået at tilføje en social dimension
i traktaten – den mulighed har også den
radikale hovedbestyrelse stillet sig åben over
for. Hvis Forfatningstraktaten udvides med
en juridisk bindende social protokol, vil den
møde benhård modstand i England. Det er
derfor mere sandsynligt, at traktaten i givet
fald tilføjes en social erklæring af ren politisk
karakter, som englænderne om nødvendigt
kan få en ”opt-out”-mulighed på.
Væk med flag og hymne
Hvis der pilles i traktaten, er det også sandsynligt,
at man ”sletter” nogle mere symbolske
dele af Forfatningstraktaten, som fx
flaget og den fælles hymne, lige som man
overvejer blot at kalde teksten en traktat
og ikke en forfatning. Det vurderer Anders
Samuelsen, og han begrunder det med, at
nogle lande dermed måske kan undgå en
folkeafstemning – en løsning, som blandt
andre Tony Blairs efterfølger, Gordon
Brown, håber på.
Derimod er der intet, der tyder på, at man
for alvor genåbner diskussionen om Forfatningstraktatens
institutionelle kompromis.
Det vigtigste forbliver
”Det er måske, når alt kommer til alt, det
vigtigste for os radikale”, siger Anders Samuelsen:
”For uden de institutionelle ændringer
mister vi tempo og sætter en stopper for
flere udvidelser. Derfor skal vi huske at holde
vores forsvar for den oprindelige forfatningstraktat
op imod det faktum, at fire grupper
af lande skal finde fælles fodslag: 1) Madridgruppen,
dvs. de lande, som allerede har
ratificeret traktaten. 2) Frankrig og Holland,
som har stemt nej. 3) De formelt positive,
herunder lande som Sverige, Irland og Danmark.
4) De besværlige, dvs. England, Tjekkiet
og Polen.”
”Det bliver svært at nå til enighed, men jeg
håber og tror, at EU kommer tørskoet i land.”

En Anden Vej – År 1
”Jeg er uforanderligt optimist,”
fastslår Marianne Jelved, selv om
det første år med En Anden Vej har
været op ad bakke. Hun er dog begyndt
at vejre morgenluft.
Af Bjarke Larsen
7. APRIL ER DET ER ÅR SIDEN, den radikale
folketingsgruppe besluttede, at man
ikke længere ville pege på Socialdemokraternes
leder som statsministerkandidat efter
et kommende valg. I stedet lancerede
gruppen strategien ”En Anden Vej for Danmark”
med Marianne Jelved som statsministerkandidat
samt fem krav, hvor partiet
skal have afgørende indrømmelser for at
indgå i en regering eller være en del af det
parlamentariske grundlag.
Siden da har det på mange måder været
op ad bakke for partiet, men alligevel
ser Marianne Jelved fortrøstningsfuldt på
tiden frem til det næste valg. Efter at have
haft meget svært ved at få de politiske
journalister og kommentatorer til at forstå
tankegangen og overvejelserne bag En
Anden Vej, så vejrer hun nu morgenluft:
rundt omkring er der begyndt at komme
analyser, hvor det ikke anses for udelukket,
at Det Radikale Venstre kan ende i den
nøglerolle, strategien bygger på, og hvor
der udtrykkes respekt for, at partiet tør gå
mod strømmen og insistere på sin egen
dagsorden.
”Journalister og kommentatorer er begyndt
at påpege nogle af de samme ting,
som vi har talt om længe: at kontraktpolitik
er farligt, at ”spin” spiller for stor en
rolle i det politiske spil, at det vil ødelægge
samfundsøkonomien at fortsætte med
skattestoppet, at udlændingepolitikken er
for stram, og så videre. Så jeg er uforanderligt
optimist,” fastslår Marianne Jelved.
Vil ”bare” have indflydelse
”En Anden Vej går dybest set bare ud på at
få dansk politik tilbage til det, der var normaltilstanden
før regeringsskiftet i 2001: at
man efter et valg sonderer mulighederne
for at samarbejde og forhandler et regeringsgrundlag
på plads; at man er indstillet
på at samarbejde hen over midten og
lave brede forlig – og at alle parter i et
samarbejde har indflydelse.”
”Det, vi skal tage ansvaret for, det vil vi
også have indflydelse på. Det er helt og
aldeles uacceptabelt, at der er partier, som
på forhånd siger, at der er områder, der
ikke kan forhandles om. Skattestoppet
f.eks. Eller udlændingepolitikken. Det vil vi
ganske enkelt ikke finde os i.”
I det forgangne år har du og partiet fået
meget kritik for den nye kurs, og opbakningen
hos vælgerne er faldet til 8,3 pct. i
gennemsnit i både januar og februar. Det
tyder ikke på, at det er lykkedes at sælge
budskabet særlig godt?
”Jeg er meget modtagelig for gode ideer
til, hvordan vi kan blive bedre til at kommunikere
vores holdninger – bare man
ikke beder mig om at ændre politik.”
Den radikale gruppeformand er heller
ikke bange for at indrømme, at der har været
nogle kommunikations-kiks undervejs.
Det er rettet til nu, og samtidigt er partiet
begyndt systematisk at sætte fokus på de
fem krav. Forårets kampagne om en tillidsreform
af den offentlige sektor er således
slået godt igennem i offentligheden.
Ingen bogstavleg
Du nægter at sige, hvem De Radikale skal
samarbejde med efter et valg – men er det
realistisk at forestille sig et tæt samarbejde
mellem Venstre og De Radikale? Claus Hjort
Frederiksen har talt om et værdifællesskab
mellem Venstre og Dansk Folkeparti, og Karen
Jespersen er blevet folketingskandidat
FOTO : N I N A L E M W I G H - M Ü L L E R
TEMA : E N AN D E N VE J
for Venstre uden det har ført til vælgerflugt i
retning af De Radikale.
”Jeg nægter at lege bogstavleg. Det er
uinteressant. Det kan vi gøre efter valget.
Frem til valget skal vi snakke politik. Det
eneste, vi udelukker på forhånd, er at pege
på Anders Fogh Rasmussen som statsministerkandidat,
fordi han er indbegrebet
af den politik, VKO-flertallet har ført siden
2001, og som vi vil have ændret. Den dag,
det flertal er væk, kan meget ske.”
Forundring over S
Du sagde på landsmødet i 2005, at der er 100
gange længere fra De Radikale til V og K end
til S. Gælder det ikke stadig, selv om Socialdemokrater
har kopieret regeringens politik
på centrale områder?
”På nogle områder ligger vi i udgangspunktet
tættere på Socialdemokraterne,
ja. Men jeg bliver konstant overrasket
over, hvad der sker i det parti. F.eks. oplevede
vi i begyndelsen af marts, at de ikke
vil støtte et forslag om, at der skal være
et lovbestemt loft for, hvor længe børn
må opholde sig i asylcentre. Selv på det
område ender de med at være bange for,
hvordan det vil blive brugt mod dem i en
valgkamp.”
”Jeg er meget modtagelig for, hvordan vi kan gøre tingene anderledes og bedre. Men du får mig
ikke til at ændre politik i forhold til de fem krav i En Anden Vej,” fastslår Mariann Jelved.
17

TEMA : E N AN D E N VE J
18
Historien er med Jelved
– men er nutiden?
Man kan godt forestille sig andre
regeringsmuligheder end VK eller
SR. Spørgsmålet er, om vælgerne
sætter pris på Jelveds opgør med
blokpolitikken.
Af Amalie Kestler,
politisk redaktør, RB
DANSK POLITIK ER PÅ VEJ mod amerikanske
tilstande – med kun to retter på
den politiske menu.
Det mener den radikale leder, Marianne
Jelved, som i sit ugebrev i midten
af februar forsøger sig med et opgør
med blokpolitik. Marianne Jelved har
en historisk pointe, men spørgsmålet er,
om den holder på Christiansborg i dag.
Tankegodset er om noget radikalt.
”Del jer efter anskuelser”, opfordrede
partiets åndelige fader, Viggo Hørup, i
”Del jer efter anskuelser”. Det har altid været
et radikalt mantra. Men har Marianne
Jelved selv været med til at underminere
det takket være sine tætte bånd til Socialdemokraterne
under Nyrup-regeringen?
slutningen af 1800-tallet. Ifølge Jelved
og andre radikale er det en god parlamentarisk
tradition, at politiske partier
er forskellige i kraft af deres holdninger.
Blandt andet derfor kan man ikke forvente
fælles fodslag fra Socialdemokraterne
og Det Radikale Venstre frem mod næste
folketingsvalg, lyder det.
Danske vælgere må efter alt at dømme
forberede sig på et folketingsvalg, hvor
S og R er uenige om mangt og enige om
meget. Begge partier har – Socialdemokraterne
mest af nød, De Radikale mest af
lyst – opgivet at finde fælles fodslag om
f.eks. udlændinge og skattepolitikken. De
går heller ikke efter den samme statsministerkandidat.
Taktikken er at fokusere
på områder, hvor der er enighed og løse
uenighederne efter en eventuel valgsejr.
Men spørgsmålet er, om denne traditionelle
måde at gå til valg på stadig går an
i 2008.
Historisk nyskabelse
Marianne Jelved har ret i, at det er en
historisk nyskabelse, at der ikke er plads
til uenighed mellem oppositionspartier
i dansk politik. Efter at De Konservative i
1995 brød med Venstre og lavede finanslov
med Nyrup-regeringen, var luften f.eks.
alt andet end lun på den borgerlige oppositionsgang.
Og trods et fælles valgudspil om
”de første 100 dage – og de næste 4 år” før
folketingsvalget i 1998, meldte VK ikke ud
til fordel for én statsministerkandidat. Der
var ingen tvivl om, at pilen pegede på Uffe
Ellemann-Jensen (V) og ikke Per Stig Møller
(K). Men alligevel:
”Der skal være lidt spænding tilbage,”
som Uffe Ellemann-Jensen sagde.
Der var altså ikke en fuldstændig fasttømret
kontrakt med vælgerne før 1998valget,
sådan som VK siden hen har gjort
sig umage for at skabe. Denne kontraktpolitik
ser Marianne Jelved som en hæmsko
for den parlamentariske og politiske
handlefrihed. Og på sin vis har hun ret:
Det danske demokrati er kendetegnet
af et flerpartisystem, og det er altså ikke
noget nyt, at partier vægter politikområder
mere eller mindre forskelligt frem
mod et valg. Fra 1930’erne og næsten
40 år frem stod danske vælgere således
sjældent over for forhåndsbestemte regeringsalternativer.
Perioden var præget af
forskellige socialdemokratiske eller socialdemokratisk
ledede regeringer, men det
var ikke sådan, at vælgerne før et valg vidste
nøjagtigt, hvad de fik, hvis de stemte
på det ene eller det andet parti.
Mange kombinationer
Trekantsregeringen fra 1957 er et godt
eksempel på, at valgresultater har tvunget
politikere til at revidere deres virkelighedsopfattelse.
Af andre bogstavkombinationer
så Danmark fra 1968 f.eks.
VKR-regeringen med Hilmar Baunsgaard
(R) som statsminister, og senere igen
var der sågar den kortvarige SV-regering
i 1978. Da den socialdemokratiske
regering under Anker Jørgensen trådte
tilbage i 1982, blev resultatet – uden valg
– en borgerlig firkløverregering. Nyrupregeringerne
havde i begyndelsen af
1990’erne også selskab af Kristeligt Folkeparti
og Centrum-Demokraterne.
Pointen er, at der i Danmark er en parlamentarisk
tradition for, at partierne efter et
valg kigger på mandatfordelingen, finder ud
af, hvem de kan blive enige med og derefter
danner regering. Med historien in mente
kan man altså godt tænke sig andre regeringskonstellationer
end VK eller SR. Det hele
afhænger af forhandlinger, sådan som det
altid har gjort.
Nye vinde
Men er alting, som det altid har været?
Fra 1996 – da CD forlod den siddende Nyrup-regering
– til i dag har den parlamentariske
menu i høj grad været centreret
om to retter: SR eller VK. Godt nok med
støttepartier på sidelinjen, men fokus har
ligget omkring disse to regeringsalternativer.
Det kan med andre ord godt være, at
Marianne Jelved har historien med sig, når
hun stædigt holder fast i, at Det Radikale
Venstre går til valg på partiets egen politik.
Men spørgsmålet er, hvor meget SR-regeringens
sammenhold fra 1996 til 2001
og VK-regeringens systematiske kontraktpolitik
de seneste seks år har ændret den
politiske tradition og med den vælgernes
forventninger til partiernes tilbud.
Med historiske argumenter i håndtasken
forsøger Jelved at gøre op med
blokpolitikken. Spørgsmålet er, om argumenterne
holder efter 12 år med parlamentarisk
smalkost i Danmark.

Opgiv ikke kravene
DER ER IKKE MEGEN SUBSTANS i Hans Engells analyse i Radikal
Politik nr. 2, hvor han anmoder Det Radikale Venstre om at opgive
En Anden Vej snarest muligt. Engells begrundelse for, at strategien
skal droppes, er, at ”det er det eneste realistiske”. Marianne Jelved
skal derfor vende 180 grader og bakke helhjertet op om Helle
Thornings politik.
Når det gælder tilknytningskravet, hævder Engell i meget luftige
vendinger, at der nok kan laves et eller andet kompromis, så danske
statsborgere på den ene side kan familiesammenføres med
deres ægtefæller her i landet, og udlændingepolitikken på den anden
side forbliver ”stram”. Hvordan hænger de to ting sammen?
Problemet er jo, at Helle Thorning har meldt klart og entydigt ud,
at Socialdemokraterne ikke vil fjerne tilknytningskravet, men så kan
en dansk statsborger, der møder sin potentielle ægtefælle i udlandet,
jo heller ikke få ham/hende til Danmark. Og hvordan kan Socialdemokraterne
”presses”, som Engell anbefaler, hvis det Radikale Venstre
undlader at stille krav? Hans påstand om et muligt kompromis er
fuldstændig uunderbygget. Også når det gælder de talrige problemer
med skattestoppet, er han tavs. Men nu er det jo heller ikke Hans
Engells opgave eller mål at fremme radikal indflydelse i folketinget.
Essensen af En Anden Vej er, at vi om nødvendigt skal kunne acceptere
endnu en periode med en VK-regering – uden radikal støtte
men også uden dens nuværende DF-flertal. En anden politik kan kun
spire frem under en periode med et andet flertal, men Det Radikale
Venstre vil selv modarbejde processen, hvis partiet automatisk støtter
den første den bedste socialdemokratiske statsministerkandidat.
(Forkortet af red.)
Rasmus S. Larsen, Odense
Stop bagklogskaben
I DEBATTEN OM EN ANDEN VEJ er det vigtigt ikke at falde for fristelsen
til at være bagklog på samme niveau som sportskommentatorer,
som jo altid (bagefter) kan se det oplagte i, at lige netop
det hold, der vandt, vandt.
Det afgørende nye siden 2001 er, at midten i dansk politik ikke
længere er tungen på vægtskålen. Vi fik i 2001 et rent højrefløjsflertal.
”Det Sorte Kabinet” kunne man få lyst til at kalde det med
inspiration fra den borgerlige presses smædekampagne imod Det
Røde Kabinet i sidste halvdel af 1960’erne.
Det afgørende ved næste valg er, om midten i dansk politik (DRV
+ evt. Kristendemokraterne) igen bliver tungen på vægtskålen. I
så fald vil mange samarbejdsmuligheder åbenbare sig. Hvis VKO
bevarer flertallet, vil ørkenvandringen fortsætte (indtil O og K river
hovederne af hinanden).
Det forekommer mig, at DRVs ageren har styrket mulighederne
for at få væltet VKO-flertallet ved næste valg. På en næsten
uselvisk måde, kan man måske sige. At DRV har distanceret sig fra
Socialdemokraterne må have hjulpet S med at tilbageerobre sine
vælgere fra Dansk Folkeparti, samtidig med at det må gøre DRV
mere tiltrækkende for de V-K-vælgere, der har størst ubehag ved
Fogh-regeringen. Og det er herom bundlinjen handler: at få trukket
tilpas mange vælgere væk fra VKO.
Søren Tafdrup, Søborg
MEDLEMSDEBAT: E N AN D E N VE J
Der er ingen oplagte samarbejdspartnere,
når Socialdemokraterne
bliver stadig mere borgerlige,
mener Peter Gløde.
En forkert strategi
DET RADIKALE VENSTRE VALGTE en forkert strategi
med det såkaldte frihedsbrev i april 2006, fordi der ikke
har kunnet skabes fælles opbakning bag den.
Personligt troede jeg dengang på muligheden af
25+ mandater, fordi jeg troede, at man kunne opsamle
stemmer fra CD og Kristendemokraterne, plus at den
radikale partiorganisation bredt trak i arbejdstøjet. Det
sidste skete ikke, nærmest tværtimod og måske særligt
fordi VKR-tilhængerne i partiet skulle lufte deres afstand
til S og venstrefløjen.
Marianne Jelved har påpeget, at hun havde spurgt de
mediekyndige om man kunne komme kommunikere
“En Anden Vej” ud til vælgerne. Det kunne man, sagde
de. Det var en fejlvurdering.
Partiets dilemma er, at der på den politiske front ikke
er nogen oplagte samarbejdspartnere når Socialdemokraterne
bliver mere borgerlige end de radikale indenfor
såvel økonomi som fordelingspolitik. Jeg mener, at
de radikale er nærmere på SF end på S, fordi S tror, at
kopimetoden er nødvendig, hvis man skal vælte VK.
I min optik er den eneste mulighed at R, S og SF følger
den norske model og laver et fælles valgoplæg som
alternativ til VK og (DF). Det haster med en ny og bedre
vej. Den skal omfatte:
• Borgfred mellem oppositionspartierne – slut med
infight
• En klar fælles politik som kan argumentere for, at der
kan skabes et fælles regeringsgrundlag – et klart og
troværdigt alternativ.
• Mere trækken på samme hammel internt i oppositionspartierne
– ikke mindst hos De Radikale.
• mobilisering af de radikale græsrødder – de “menige”
arbejder ikke med.
• En mere levende intern debat
(Forkortet af red.)
Peter Gløde, Næstved
19

20
MEDLEMSDEBAT: E N AN D E N VE J
Et tramp
i spinatbedet
I KØLVANDET PÅ MUHAMMED-KRISEN blev bekendelsen
til ”det samarbejdende folkestyre”, som
jeg opfatter som en dyb radikal mærkesag, erstattet
af en række ”ultimative krav”, som de potentielle
regeringspartnere ikke vil være med til.
Rent logisk må et lille parti, der ønsker indflydelse
for at fremme sine mærkesager, foretrække
det samarbejdende folkestyre frem for isolation.
Hvis et mindre parti, i stedet for at fremføre sine
mærkesager, stiller en række ”ultimative krav” for
at indgå i et samarbejde, vel vidende at de andre
ikke vil acceptere disse ”ultimative krav”, så har
partiet med overlæg sat sig uden for ethvert regeringssamarbejde.
Der har i lange tider kun været to potentielt mulige
vælgergrundlag for en flertalsregering: VK-O og
S-R-SF-Ø. Derimod har der ikke været noget matematisk
grundlag for en VKR-regering. Hvad skal det
nytte, at vi stiller ultimative krav, som de andre afviser,
samtidig med at der ikke er udsigt til mandatgrundlag
for et sådant VKR-samarbejde?
Ved at stille ultimative krav til en regeringsdannelse,
som S, VK&O aldrig vil acceptere, har man
sat sig mageligt til rette på oppositionsbænkene
for en lang periode også efter næste valg. Dermed
vil den næste regering med sikkerhed blive
en VK-O regering under ledelse af ”den farlige
mand”, Anders Fogh.
Det har da aldrig været radikal politik!
Lars Vestergaard, København N
Ved at stille ultimative krav til en regeringsdannelse, som
S, VK & O aldrig vil acceptere, har man sat sig mageligt
til rette på oppositionsbænkene for en lang periode også
efter næste valg, mener Lars Vestergaard.
Vores opgave er at flytte vælgere over midten, og midlet er at profilere os
på nye emner som miljøpolitik og ligestilling, mener Henrik Juhl.
Ny kurs – nye visioner
“EN ANDEN VEJ” ER UREALISTISK, uforklarlig og (dermed) uinspirerende.
Uanset hvor meget vi er imod den nuværende udlændingepolitik,
er det ikke klogt til stadighed at profilere os herpå. Det
gavner DF og V mere end os selv, og det ødelægger det for vores
venner i S. Dermed ikke sagt, at vi (som S) behøver ændre vores politiske
substans.
Vores opgave er at flytte vælgere over midten, og midlet er at
profilere os på nye emner.
Hovedparten af de øvrige temaer i vores nuværende profil er
imidlertid ikke formuleret konstruktivt, idet vi ikke kan spille sammen
i oppositionen. Det gælder eks. skolepolitikken (hvornår er
radikal politik blevet et enten-eller?) samt skatte- og tillidsreform:
hvorfor lave kunstige modsætninger til Socialdemokraterne? Især
tillidsreformen er i øvrigt en gammel radikal traver, der flytter få
vælgere. Hvor er ligestillingsdebatten (kvinder, seksuelle/etniske
minoriteter) og miljødagsordenen – skulle vi ikke forestille at være
de grønne borgerlige?
Lad os holde op med at være de duksede, transparente spillere,
der konsekvent spænder ben for os selv, og i stedet begynde at opføre
os professionelt. Hvad er det, der skal begejstre og samle centrum-venstre?
Hvor er vores fælles program med S/SF?
Henrik Juhl Madsen, Rødovre
Nødvendigt ultimatum
BETYDER KRITIKKEN AF EN ANDEN VEJ, at man ikke må sætte
stopklodserne eftertrykkeligt i over for noget, man mener er helt
uantageligt?
Hvis f.eks. en regering vil indføre helt uantagelige tvangsforanstaltninger
over for en bestemt gruppe borgere, må Det Radikale Venstre
så ikke sige ”ultimativt” fra, fordi vi så ikke er en del af det samarbejdende
folkestyre?
Kan alle værdier gøres til genstand for diskussion og kompromis
– eller findes der faktisk nogle radikale grundværdier i f.eks. menneskesynet,
der nødvendigvis må medføre en ultimativ stillingtagen,
hvis der skal være andet og mere end blot etiketten ”radikal” tilbage
- altså et reelt indhold?
Helge Hübschmann, Tommerup

Magnetland.dk
Være med til at diskutere, hvordan
vi genopfi nder gæstfriheden, så
denne verdens dygtige og entreprenante
vælger at fl ytte til Danmark
frem for USA eller Sverige
Af Bjarke Larsen
”VI ER KOMMET RIGTIG GODT fra start og
har fået mange gode og spændende indlæg
på hjemmesiden.”
Det siger Morten Østergaard, folketingsmedlem
og sammen med kollegaen Charlotte
Fischer ankermand på det radikale
projekt ”OverskudsDanmark”.
Som omtalt i sidste nummer af Radikal Politik
handler det om at se danskheden som
Danmarks største resurse og at bruge den
off ensivt med afsæt i den kreativitet, viden
og åbenhed, der er danske kerneværdier.
I februar var temaet ”Det teknologiske fi x”,
og i marts er overskriften ”Magnetland.dk”.
”Hvis vi vil have mere af Danmark i verden,
så skal der også være mere af verden
i Danmark,” siger Morten Østergaard og
fortsætter:
”Det vil gavne Danmark, og det vil styrke
vores muligheder for at gøre en positiv forskel
internationalt. Vi har brug for inspiration
fra studerende, forskere, medarbejde-
re og virksomheder fra hele verden. Og vi
har brug for, at de oplever et Danmark, der
giver dem noget at tænke over og fortælle
om derhjemme.”
”Det kræver, at Danmark genopfi nder
gæstfriheden. Ikke planløst, men klogt. Vi
skal være et trækplaster for alverdens professorer,
erhvervsfolk og IT-nørder. Men hvad
holder dem væk – visumreglerne eller vejret?
Skattetrykket eller sproget? Eller er det
bare, fordi de ikke ved bedre?
Kommuner i klemme
Thor Pedersen truer med at uddele
dummebøder til kommunerne på
grund af udgifter, som regeringen
har tvunget dem til at afholde.
Af Bjarke Larsen
”Det bliver ikke kommunerne, der
hjælper Thor Petersen med at købe
hele verden,” siger Henrik Larsen.
FINANSMINISTER THOR Pedersen skal
holde fi ngrene fra kommunerne og deres
økonomi. Hvis regeringen gør alvor af sine
planer om at straff e kommunerne økonomisk,
fordi de har overskredet budgetterne
for 2006, kan det komme til at gå ud for
kommunernes kerneydelser så som ældrepleje
og skoler.
Det er den samstemmende melding fra
den radikale kommunalordfører, Ole Glahn,
og Henrik Larsen, der sidder i forretningsudvalget
i Kommunernes Landsforening (KL)
og desuden er udvalgsformand i Kolding.
Ifølge Henrik Larsen er forventningen i KL,
at det vil vise sig, at kommunerne har overskredet
budgetterne, når regnskaberne for
2006 er gjort endeligt op. Det skyldes ikke
mindst de mange ekstraudgifter i forbindelse
med kommunesammenlægningerne.
Derfor er det urimeligt at straff e kommunerne,
for disse udgifter har man i vid udstrækning
ikke været herre over, fastslår han. Ole
Glahn er enig:
Det er meningen, at debatten på OverskudsDanmark.dk
skal inspirere Det Radikale
Venstre til en Globaliseringens 2015-plan.
Planen skal rumme ambitiøse, håndfaste mål
for det danske samfunds globale gennemslagskraft
samt en række globale vinderforslag,
der kan bidrage til, at Danmark når
målene i 2015-planen.
www.overskudsdanmark.dk er internetadressen
for dem, der vil deltage i debatten
eller følge med i, hvad andre skriver.
Hvordan
kan Danmarktiltrække
de
dygtige og
entreprenante
fra
hele verden?
”Regeringen har aldrig fortalt, hvor meget
man selv regnede med, at kommunesammenlægningerne
ville koste. Der er
tale om den største fl ytning af opgaver nogen
sinde inden for det off entlige, og regeringen
har ikke villet kompensere kommunerne
ordentligt. Tværtimod vil man nu
uddele ”dummebøder” til de kommuner,
der har haft fl ere udgifter end forventet til
denne meget komplicerede proces.”
Den endelige afgørelse falder formodentlig
i april måned, og hvis Thor Petersen
fører sine trusler ud i livet, vil det gå
ud over kommunernes kassekredit og likviditet,
og nogle risikerer at blive ramt så
hårdt, at de må sætte serviceniveauet ned,
siger de to.
”Det bliver ikke kommunerne, der
hjælper Thor Petersen med at købe hele
verden,” siger Henrik Larsen med henvisning
til fi nansministerens optimistiske
udtalelser sidste år om den sunde, danske
økonomi.
21

22
M AR IAN N E S K LU M M E
Et lukket land
DANMARK ER ET AF DE rigeste lande
i verden. Alligevel har vi siden 2002 sparet
på u-landsbistanden. Den danske
bistand er nu på 0,8 procent af bruttonationalproduktet
(BNP). 2001 var bistanden
godt 1 procent, og vi var den gang i
færd med at opbygge den særlige konto
for Miljø-, Freds- og Stabilitetsopgaver
til 0,5 procent af BNP. Vi nåede til 0,36
procent, inden VKO sparede det hele
væk. VKO-fl ertallet sænkede det danske
humanitære engagement i verden. De
første besparelser på bistanden skulle
bruges til sygehusene. Som om det burde
være et enten eller. Det var et symbolpolitisk
budskab, der klart fortalte
vælgerne – hvad der er stærk kost – at
der ikke er råd til begge dele.
GENNEM 1990’ERNE modtog vi en del
fl ygtninge i Danmark. Der var en del lande,
der ”producerede” fl ygtninge, bl.a.
Irak og det tidligere Jugoslavien. Danmark
modtog i gennemsnit 2,2 procent
af de asylsøgere, der kom til EU i de år.
Siden 2002 har VKO-fl ertallet strammet
voldsomt op på udlændingepolitikken.
Det gælder især familiesammenføring
for danske statsborgere, og det
gælder behandlingen af afviste asylsøgere
i asylcentrene. VKO-fl ertallets
målsætning er, at få tallet af fremmede i
Danmark ned. Det er det også kommet.
Der kommer langt færre fl ygtninge
til Europa i disse år. Og der kommer
i særdeleshed færre til Danmark. Imens
kan vi i medierne se ulykkelige skæbner,
der sidder år ud og år ind i asylcentrene
og gradvist går helt i stykker.
Eller de tvangshjemsendes til vilkår,
der ikke er egnede til at tage sig
af de syge mennesker. Der er børn,
hvis liv for altid vil være negativt
mærket af den behandling, de har
været ude for, mens Danmark har
haft ansvaret for dem. Fordi loven
går forud for børnene, som VKOfl
ertallet siger.
I EU DRØFTES DET I DISSE måneder,
hvordan vi kommer videre med forfatningstraktaten.
I det forslag har VK-regeringen
fået et særligt dansk forbehold
knæsat. Danmark har som bekendt
forbehold for samarbejdet om ”Retlige
og Indre Anliggender”. VK fi k med mandat
fra Socialdemokraterne en ”fornyelse”
af dette forbehold, så fl ertallet
i Folketinget kan vedtage, på hvilke
områder Danmark kan gå med i på lige
fod med alle de andre medlemslande.
Formålet med denne særlige form for
forbehold var og er helt åbenlyst, at
Danmark kan have sin egen udlændingepolitik
for altid. Danmark ønsker ikke
at være solidarisk i EU.
To år efter Det Radikale Venstre foreslog det – og to minutter efter at Tony Blair
besluttede sig – har VKO-fl ertallet afgjort, at de danske tropper skal ud af Irak.
DEN EGENRÅDIGE beslutning med det
mindst mulige fl ertal i Folketinget om at
gå med USA i krig i Irak uden minimum
af legitimitet fra det internationale retssamfund
sender også budskabet til bl.a.
EU, at Danmark ensidigt prioriterer USA
frem for sammenholdet og den fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU. VKOfl
ertallets begrundelse for Danmarks tilbagetrækning
er af samme karakter som
begrundelsen for at gå i krig.
DET ER EN TRIST FORTÆLLING om
et Danmark, der med VKO-fl ertallet lukker
sig mere og mere om sig selv. Der
er tvært imod brug for, at et af verdens
rigeste lande foregår andre rige lande
som et godt eksempel. Det kan ikke ske
med de værdier, VKO-fl ertallet bygger
sin politik på.
Godt vi er på vej ud af Irak
ONSDAG DEN 21. FEBRUAR kastede statsministeren
håndklædet i ringen. De danske soldater skal ud af
Irak til august. Undskyldningen er, at irakerne kan selv.
Forklaringen er, at Blair endelig har set lyset og indset,
at den hidtidige strategi er en fi asko - og derfor trasker
Fogh efter, vurderer Niels Helveg Petersen:
“Vi har længe presset på for at få en regeringsstrategi
for tilbagetrækning i Irak. Foghs nye plan ligner til
forveksling den radikale Irak-plan lanceret under navnet
’Hjælp til selvhjælp’ – for to år siden. Det er i virkeligheden
trist, at det har taget så lang tid at indse det, vi så i
2005,” siger han og fortsætter:
“Nu tør Fogh endelig tage beslutningen om at trække
danske soldater ud af Irak, fordi Blair har gjort det samme
i England. Det er typisk, at Fogh trasker i hælene på
Blair.”

Kredse jagter kandidater
– kandidater jagter kredse
Nu skal det være lettere at matche
folk, der gerne vil være folketingskandidat,
med en ledig kreds.
Af Bjarke Larsen
RUNDT OM I DET RADIKALE partilandskab
er der medlemmer, som går med
en drøm om at blive folketingskandidat,
men som har svært ved at fi nde ud af,
hvor der er en mulig opstillingskreds.
Modsat kan det være svært for en
kredsbestyrelse at fi nde frem til alle de
potentielle kandidater, hvis en kreds bliver
ledig. Især hvis man af den ene eller
den anden grund er på jagt efter en kandidat
uden for lokalområdet.
Det bør der gøres noget ved, har
fl ere ment – og nu har en af dem ladet
handling følge på ord. Linda Kristiansen
har oprettet hjemmesiden www.fantastiske.dk,
hvor potentielle kandidater
kan lægge deres profi l ind. Det havde
syv mennesker gjort, da dette blad gik
i trykken.
Der er også plads til, at en kredsbestyrelse
kan gøre opmærksom på sig selv,
hvis man er på jagt efter en kandidat.
Denne mulighed har ingen hidtil benyttet
sig af, men Linda Kristiansen håber,
at det vil ske efterhånden som hjemmesiden
bliver mere kendt.
”Det skulle gerne gå begge veje,”
siger hun.
Linda Kristiansen håber, at hun med
tiden kan indsamle alle oplysninger om
Rejsehold for æreskriminalitet
kredsgeneralforsamlingerne, så potentielle
kandidater også kan møde op de
steder, hvor der i forvejen er valgt en
kandidat, som ønsker genvalg:
”Nogle steder vil det givet være sund
med lidt konkurrence og kampafstemninger.
Det vil også skabe øget interesse
for opstillingsmøderne,” siger hun.
DE SENESTE ÅR HAR VIST mange eksempler på, at de off entlige myndigheder
ikke er ’gearet’ til at takle æreskriminalitet. Det Radikale Venstre
foreslår derfor et socialt rejsehold for æreskriminalitet – og et egentligt
forbud mod medvirken til tvangsægteskaber i straff eloven.
“Det skal stå bøjet i neon, at tvangsægteskaber ikke accepteres. Med et
forbud i straff eloven kan vi forhåbentlig få straff et de, der på den måde
ødelægger unge menneskers liv. Samtidig kan et forbud bruges af de
unge mod overgreb med udspring i forkvaklede normer,” siger integrationsordfører
Morten Østergaard.
I et nyt udspil om æreskriminalitet foreslår han, at de off entlige myndigheder,
der kommer i berøring med alvorlige generationskonfl ikter og potentiel
æreskriminalitet, skal have indskærpet deres pligt til at handle. Samtidig
foreslås et socialt rejsehold, som kan rykke ud, når alle lamper lyser.
Hjemmesiden opdateret
Partiets hjemmeside er blevet opdateret
med oplysninger om de nye opstillingskredse
og folketingskandidater. Der er
endnu enkelte tomme kredse, men her bliver
der valgt kandidater i forbindelse med
de generalforsamlinger, der skal være afholdt
inden udgangen af april måned.
På www.fantastiske.dk kan medlemmer med en folketingskandidat i maven fortælle om sig
selv til kredsbestyrelser på jagt efter en ny kandidat – og vice verse.
Dyrevelfærd for dårlig
NYE AFSLØRINGER AF, AT DANSKE slagtegrise
stadig plages af skuldersår, bedrøver Ole
Glahn. Han opfordrer landmændene til at mande
sig op og gå fremtiden i møde med alt, hvad
det indebærer af dyrevelfærd og økologi:
”Nogle landmænd er begyndt at betragte
dem selv som fødevareproducenter, og de
ser ikke mere deres dyr som individer, men
derimod som objekter i en fødevareproduktion.
Men nu må landmændene mande sig op
og indse, at det - på mere end et niveau - kan
betale sig at konkurrere med udlandet på kvalitet,
baseret på dyrevelfærd og økologi. Det er
fremtiden, og der er allerede mellem fem og 10
procent af forbrugerne i Europa, der efterspørger
disse produkter.”
23

Wanted:
Socialpolitik!
JEG ER STOLT OVER at være radikal, men når
jeg gang på gang får skudt i skoene, at vi udelukkende
er liberale og ikke har en social politik;
ikke tænker på de marginaliserede, de svageste,
så bliver jeg lidt trist til mode eller måske snarere
lidt ærgerlig.
Vores socialpolitik er den primære grund til, at
jeg er radikal. Vi har jo netop fokus på de allersvageste;
på psykisk syge, børn, handicappede,
indvandrere, m.fl . Vi er tilmed det eneste parti,
der har en anstændig fl ygtninge- og indvandrerpolitik.
Derfor bliver jeg ærgerlig.
Det er en skam, at mange vælgere kun ser
den ene side af den radikale politik. Vi er socialliberale,
og det budskab skal vi være langt
bedre til at formidle!
Anne Marie Geisler Andersen
Folketingskandidat i Ballerup-Glostrup
Skriv under
DEN HOLLANDSKE SOCIAL-LIBERAL Sophie in ’t
Veld MEP fra søsterpartiet D66 har været involveret
i udarbejdelsen af den såkaldte Bruxelles-erklæring.
Den kan læses på hjemmesiden www.avisionforeurope.org
– og jeg vil opfordre alle til at skrive
under. Det hedder bl.a. i erklæringen, at
• Vi, Europas folk, bekræfter med denne erklæring
vores fælles værdier. De bygger ikke på nogen
enkelt kultur eller tradition, men er baseret
på alle de kulturer, som det moderne Europa
består af.
• Vi fastslår det enkelte menneskes værdi,
værdighed og autonomi og hver enkelts ret
til den størst mulige frihed der er forenelig
med andres rettigheder.
• Vi støtter demokrati, menneskerettigheder og
retsstaten og stræber efter, at ethvert menneske
skal kunne udvikle sig i så vidt omfang som muligt.
• Vi anerkender vores forpligtelse til omsorg for
hele menneskeheden, herunder de kommende
generationer, og vores ansvar over for den
natur vi er afhængige af.
• Vi fastholder at retsstaten skal forblive neutral
hvad religion og trosspørgsmål angår, og ikke
må favorisere en overbevisning frem for andre
eller diskriminere imod nogen.
• Vi fastholder, at individuel frihed hører sam-
men med social ansvarlighed. Vi søger at skabe
et retfærdigt samfund baseret på fornuft og
medfølelse, i hvilken hver eneste borger har
sin rolle at spille.
• Vi støtter friheden til at udforske alle områder af
menneskelivet og til at anvende videnskabelige
resultater til gavn for menneskers velfærd.
Robin de Nijs
Roskilde
24
R A D I K A L D E BAT
Vi overdænges med moralske forbud
i stadig stigende omfang, mener to
læserbrevsskribenter.
DET VAR BEFRIENDE at læse Thomas R.
Kristensens rammende indlæg imod de radikale
formyndere i Radikal Politik, Nr. 2, en
morsom karakteristik af en trist virkelighed.
Jeg husker en generalforsamling i Vartov,
hvor nogle radikale feminister startede
med at argumentere for at kriminalisere
købesex, men endte med at slå til lyd for at
forbyde nøgenhed i reklamer og i ”det offentlige
rum” generelt. Det mindede om et
møde i Indre Mission. Hvorvidt de overhovedet
skelner mellem de to begreber er vel
et åbent spørgsmål.
Da jeg selv sad i bestyrelsen i lokalforeningen
på Nørrebro, var der engang et
andet bestyrelsesmedlem, som råbte, at
Det er statsautoriseret
moraliseren
JEG VIL GERNE UDTRYKKE min uforbeholdne
støtte til Thomas R. Kristensens
synspunkter i bagsideartiklen om ”Den radikale
forbudsstat”.
Det trængte til at blive sagt højt i Det
radikale venstre, at sammenblandingen af
moral og politik ender med afskaff elsen af
begge dele. At den uhyggelige blanding
skaber et samfund, hvor politikerne giver
love, som tager det moralske ansvar fra
folk, og hvor den statsautoriserede moraliseren
lægger sig som et røgslør over den
politiske dagsorden.
Radikal politik må handle om spørgsmål
som forholdet mellem stat og kirke, skat
på ressourcer og forbrugsgoder i stedet for
på arbejde, og bedre støtte til de talstærke,
udstødte grupper (børn og ældre, indvandrere,
psykisk syge, stofmisbrugere), som
liberalismens og socialismens forstenede
kategorier ikke kan stille noget op med.
Heldigvis er der radikale politikere, som
kender forskel på moral og politik. Men
partiet har satset forkert de seneste år – på
at blive større i stedet for at blive bedre. På
at appellere til nye ”segmenter”? Men hvad
skal vi med alle de fl inke piger og drenge,
som vil lovgive om folks forbrug af tobak
og parfume? Det er ikke radikal politik. Det
er slet ikke politik!
Min kompliment også til redaktionen for
omsider at give plads til synspunkter som
disse. Blot skulle de ikke placeres ”på den
anden side”. Det handler om selve Det radikale
Venstres sjæl.
Søren Gosvig Olesen,
Malmø
Det er værre end du tror
jeg var ulækker og havde et klamt menneskesyn,
fordi jeg argumenterede imod
kriminalisering af kunderne. Jeg fandt dog
hurtigt ud af, at det var en holdning, som
man helst ikke skulle nævne højt, for så
blev sagligheden hurtigt erstattet af primitiv
vrede og moralsk indignation.
Blufærdighed og seksualitet er dog kun
nogle få af de mange eksempler på formynderi,
som man regelmæssigt oplever
blandt radikale medlemmer.
Velkommen til formyndersamfundet, det
er her allerede, og godt hjulpet af Det Radikale
Venstre.
Jasper Lorentzen
København

R A D I K A L L D E BAT Bland dig...
Den radikale sekt
APROPOS ANDERS THOMSENS udmeldinger, så synes
jeg faktisk ikke, det er så slemt at være medlem
af en sekt, hvor sektens trosbekendelse grundlæggende
tager udgangspunkt i, at ethvert menneske
mødes med et åbent sind, og at det at vise hensyn
er en naturlig del af bordbønnen.
For mig er alternativet det menneskesyn, der
repræsenteres af DF, og som har åndsfæller langt
ind i Venstre (jf. Claus Hjort Frederiksens melding
om værdifællesskab med DF). Deres holdning er,
at ”hvor der handles, der spildes”, at ”målet helliger
midlet” (med mindre det kommer i masemedierne
jf. f.eks. umenneskelig behandling af psykisk syge
muslimske asylansøgere fra Kosovo), og ”går den så
går den”.
Jeg har det helt fint med at være med i en sekt,
der øvrigt også er international, og bl.a. findes i
England, hvor vores søsterparti, Liberal Democrats,
har fat i ca. 20 % af menigheden.
Med dæmoniserende hilsner
Søren Ellebæk Laursen
Odense
Gymnasiereform
halter gevaldigt
DE RADIKALE STEMMER MANGLER i debatten om
gymnasierne. Den seneste reform, der blev vedtaget
i 2003 af et enigt folketing minus Enhedslisten,
har bragt gymnasierne ud i en krise, der er en alvorlig
trussel på længere sigt.
Problemerne er især, at det faglige niveau falder,
og at reformen betyder en stor administrativ byrde
for lærerne. Der er færre timer til fagene end før reformen.
Desuden bliver tiden brudt op i små forløb,
så eleverne mister overblikket.
Formålet med reformen var at styrke det tværfaglige
samarbejde, Men det er sket på bekostning af
det faglige niveau. Fagene er skåret i timetal og skal
ydermere afgive 10 % af tiden til det nye fag ”Almen
Studieforberedelse” (forkortet AT), der fra nu af er
gymnasiets største fag og hvis karakter tæller dobbelt.
Det betyder, at studenterne kan mindre tysk,
fransk, fysik, matematik, biologi osv.
Jeg vil opfordre radikale medlemmer af folketingsgruppen
til at gå med til en ændring af denne
reform. AT skal reduceres i omfang, og man skal
overveje hele forløbet og herunder det hensigtsmæssige
i at have et halvt års grundforløb.
Lars Bjarne Nielsen
Greve
Du kan også være med i debatten. Både her i Radikal Politik og på partiets
hjemmeside.
Debatindlæg til bladet kan sendes via email til redaktion@radikale.dk
eller til Det Radikale Venstre, debatredaktionen, Christiansborg, 1240
København K.
Skriv kort og præcist, så er der plads til flere stemmer i debatten. Indlæg
til debatsiderne skal holde sig under 200 ord, mens bagsidens „Indspark“
kan rumme helt op til 400 ord. Og husk at debatten fortsætter på nettet,
hvor du selv kan uploade dine indlæg.
DEBATTEN FORTSÆTTER PÅ NETTET: Har du kommentarer til nogle af de
indlæg, der bringes på disse sider – så gå ind på vores hjemmeside, log dig
på og skriv dit svar. Du kan også gå ind for at se, om andre – f.eks. nogle af
MF‘erne – har svaret på nogle af indlæggene.
Internet-handicap
LANGT UDE, HVOR MOTORVEJEN for længst er gået fra tre spor til to for så at
blive til amtsvej, og hvor asfaltvejen er blevet til grusvej, bor samfundets virkeligt
handicappede.
Her er byens puls for længst væk, erstattet af årstidernes skiften.
Her bor 2-3 pct. af landets befolkning, 100.000-150.000 i antal, og det er os,
samfundet har sat af kommunikationstoget
Engang havde landet tre store koncessionerede teleselskaber. For at få et geografisk
begrænset monopol på telefonlinier måtte de forpligte sig til at levere en
telefonlinie til, alle der ville betale for tilslutning. Vel og mærke til samme takst.
I dag hedder kommunikationsmidlerne mobiltelefon og internet. På min
adresse kan TDC kun levere internet, hvis jeg abonnerer på isdn-forbindelse, og
selv med en sådan er max hastigheden aldrig over 10 kb. Mange internetsider
tager 4 min at indlæse, og ofte bliver forsøget afbrudt.
Tænk på, at en stakkels selvstændig næringsdrivende, som fx mig, skal for at
kunne sende en regning til kommunen fremsende den pr internet. Og tænk på
det offentliges ønske om internetkommunikation med borgerne, e-postboks osv.
Det burde være en smal sag at fortolke opkoblingsforpligtelsen til telefonnettet
til også at gælde opkobling til internettet. Det skulle man tro kunne
gøres uden at belaste den svulmende statskasse på nogen måde. Det kræver
formentlig kun at problemstillingen sejler ind i en politikers synsfelt. Men som
sagt bor de virkeligt handicappede laaangt ude på landet.
Ketil Skovgaard-Petersen,
Hadsund
Derude, hvor
kragerne vender,
men hvor mange
synes det er fedt at
bo, er det umuligt
at få en ordentlig
internetforbindelse.
Hvorfor svigter
politikerne?
25

26
Partierne – herunder De Radikale
– skal blive bedre til at udvælge
domsmænd, så disse bliver repræsentative
for hele befolkningen.
Af Thomas Køhler
Bevar domsmænd
og nævninge
SOM RADIKALE ER VI ALTID optagede af
retssikkerheden. Ingen uskyldig må blive
dømt, og enhver rimelig tvivl skal komme
den anklagede til gode. Men retssikkerheden
er en sammensat størrelse, hvor det
også er vigtigt, at de skyldige får deres velfortjente
straf. I denne vigtige samfundsopgave
spiller domsmænd og nævninge
en væsentlig rolle, og som tidligere domsmand
vil jeg gerne afvise al snak om, at
domsmænd og nævninge ikke har nogen
indfl ydelse over for de juridiske dommere.
Senest er debatten kommet igen efter den
såkaldte Glostrup-sag, hvor nævningenes
afgørelse blev underkendt af de juridiske
dommere for tre af de fi re tiltaltes vedkommende,
mens en fj erde blev dømt.
I nævningesager – som Glostrup-sagen
– behandles sagerne af 12 nævninge, som
afgør skyldspørgsmålet i enerum. De tre juridiske
dommere er sat uden for døren. De
kan til gengæld underkende nævningenes
dom, hvis de skønner, at der mangler bevis.
Dette er og bliver et skøn, som jurister
i og for sig ikke er bedre rustet til at afgøre
end lægfolk. Men som systemet virker, er
det en udmærket sikkerhedsventil. Enhver
rimelig tvivl skal komme den anklagede til
gode. Og ingen uskyldig må blive dømt.
En række dårlige forslag
I debatten om lægfolks medvirken ved
retssager er det fl ere gange blev fremhæ-
vet, at det var et problem, at nævninge og
domsmænd hovedsageligt er indstillet af
de politiske partier
Der har været fremført forskellige løsningsforslag
til dette problem: gå væk fra
at lade de politiske partier indstille lægdommerne,
lad forskellige organisationer
– f.eks. indvandrerorganisationer – indstille
et antal folk (foreslået af Elisabeth Arnold),
eller træk fl ere fra folkeregisteret ved tilfældig
lodtrækning.
Ingen af disse forslag burde fremføres
af de politiske partier, mindst af alle Det
Radikale Venstre. Først og fremmest må
de politiske partier gribe i egen barm og
kunne fi nde et tilstrækkeligt repræsentativt
udvalg. Det er et rent selvmål at sige,
at det kan vi ikke. Vi kunne f.eks. etablere
lægdommerudvalg, ligesom vi har kandidatudvalg
og lignende lokalt.
Hvem skulle udpege?
For det andet burde det ligge et politisk
parti fj ernt at mene, at enkeltsagsorganisationer
skulle være særligt velegnede til
at fi nde folk til at behandle så komplekse
samfundsanliggender som dem, der
behandles ved retten. Lad os f.eks. tage
indvandrerorganisationerne: hvem skulle
dog have indstillingsret blandt de på markedet
eksisterende? Mosaisk Trossamfund,
Demokratiske Muslimer, Kritiske Muslimer,
Dansk-russisk Forening, folkene omkring
nu afdøde Abu Laban, eller hvad de nu
hedder alle sammen? Jeg lurer også på, om
folk, der er præget af et bestemt interessemiljø,
kan se bort fra deres egne sociale,
kulturelle eller religiøse sympatier. Det kan
nutidens lægdommere selvfølgelig heller
ikke, og det skal de heller ikke. Til gen-
Thi kendes for ret: Det er vigtigt, at Det
Radikale Venstre ikke medvirker til at
udhule den betydning, domsmænd og
nævninge har i det juridiske system.
gæld ved vi, at de dækker hele det politiske
spektrum i Folketinget, hvilket vel
ikke er helt så skævt endda.
Lodtrækning duer ikke
Til det sidste løsningsforslag med at trække
lægdommerne tilfældigt er der at sige,
at det er afprøvet uden succes i Norge, idet
folk, der ikke er interesserede og tvinges,
nu engang fungerer dårligere og udebliver
oftere, i modsætning til folk, der er engagerede
og frivillige.
Fare for juridisk elite
Når der står i Grundloven, at lægfolk skal
medvirke ved retssager, skyldes det, at det
er en grundregel for demokratiet, at man
skal dømmes af ligemænd. Vi skal undgå, at
en juridisk elite sætter sig på domstolene.
Derfor er en svækkelse af lægdommerinstitutionen
af det onde, uanset mindre repræsentative
skævheder. Værst er forslaget om
at ændre på nævningenes ret til at afgøre
skyldsspørgsmålet i enerum ved landsretten.
Her vil man sætte de juridiske dommere
ind for at sikre ”juridisk korrekte” domme.
Men skyldsspørgsmålet er jo ikke procedure,
men en afgørelse af, om man samlet set
fi nder, at der er ”rimelig tvivl” om, at tiltalte
er skyldig. Hertil hjælper hverken juraeksamen,
køn eller etnisk baggrund.
Dermed være ikke sagt, at de politiske
partier, der oven i købet oplever medlemsfremgang
for tiden, ikke kunne indstille en
lidt bredere sammensat skare. Der er et par
år til vi skal indstille igen, så det skulle nok
kunne nås inden.
THOMAS KØHLER er forfatter
og medlem af Det Radikale Venstre.

L AN D ET R U N D T
LANDET RUNDT I STORKREDSE
Landet Rundt medtager kun arrangementer
som har almen interesse i en bredere
radikal kreds. Dato og tidspunkter på lokale
formøder m.v. henvises til de lokale blade
og hjemmesider.
Sidste frist for indlevering af meddelelser til
Landet Rundt i førstkommende nummer af
Radikal Politik er mandag den 19. marts kl.
10.00. Den anførte deadline er stof til Landet
Rundt og annoncer. Sendes til: Hanne
Roed, e-mail: hanne_roed@hotmail.com
UDGIVELSESPL AN :
NR. DEADLINE UDKOMMER
4 19.03 04.04
5 16.04 02.05
6 14.05 30.05
7 11.06 27.06
8 13.08 29.08
9 10.09 26.09
10 01.10 17.10
11 29.10 14.11
12 19.11 05.12
EU-tema – 27.12
Forslag til redaktionelt stof bedes sendt til:
redaktion@radikale.dk
KØBENHAVN
Formand: Peder Mandrup Knudsen,
Njalsgade 6 5 , 2300 København S
tlf. 32 54 00 48 / 27 59 65 23
e-mail:pmk@ruc.dk
KØBENHAVNS OMEGN
Formand: Martin Bertelsen
Gærdesangevej 5, 2630 Taastrup
tlf. 43 73 65 99 / 40 27 65 99
e-mail: drv@tuja.dk
ÅBENT DEBATMØDE: ET VELFÆRDS-
SAMFUND BYGGER PÅ TILLID OG ANSVAR
Tirsdag den 27. marts kl. ca. 20.30–22.30 (Der er
internt møde fra 19.30). Sted: Taastrup Kulturcenter,
Poppel alle 12, 2630 Taastrup. Lone Loklindt
vil give præsentation og indlæg om ’En Anden
Vej’s forårstema. Mødet er åbent – alle radikale i
storkredsen er velkomne.
NORDSJÆLLAND
Formand: Peer Tidemand-Petersson
Skovvænget 35, 2970 Hørsholm
tlf. 45 76 56 35, e-mail:
peer.tidemand@mail.tele.dk
BORNHOLM
Formand: Torsten Nielsen
Hammershusvej 76, Sandvig, 3770 Allinge
tlf. 86 26 37 50 / 20 20 13 30
e-mail:2rst1@mail.dk
SJÆLLAND
Storkredsredaktør: Bjarne Sommer
Den lille Gade 13, 2680 Solrød Strand
tlf. 56 14 15 40, e-mail: ete@sol.dk
MØDE OM DEN NYE SYGEHUSSTRUKTUR
Torsdag den 15. marts kl. 19.00. Sted: Regionshuset,
Alleen 15 i Sorø. I mødet deltager vore 2
regionsrådsmedlemmer om ovenstående.
Mød op og giv din mening til kende.
FYN
Kontaktperson: Jesper Olesen
Agnetevej 26, 5000 Odense C
tlf. 65 91 10 71, e-mail: j.ole@webspeed.dk
ODENSE: FYRAFTENSMØDE
MED MARIANNE JELVED
Fredag den 23. marts kl. 16.30. Sted: Musikbiblioteket,
Pantheongade, Odense C. Marianne
Jelved og den socialdemokratiske gruppeformand
Carsten Hansen debatterer.
SYDJYLLAND
Kontaktperson (øst): Per Kleis Bønnelycke
Møllegården 22, 6340 Kruså,
tlf. 75 67 67 67, e-mail: kleis@mail.dk
Kontaktperson (vest): Thomas Bjørndal
Frihedsvej 21A, 6700 Esbjerg, tlf. 75 13 53 86
e-mail: bjoerndal@tiscali.dk
ESBJERG: MEDLEMSMØDE
OM ”EN ANDEN VEJ”
Mandag d. 26. marts 2007 – tid og sted oplyses
på hjemmesiden og i B-Vitaminer.
Fra Folketinget deltager Margrethe Vestager
og Elsebeth Gerner Nielsen.
Alle er velkomne.
KOLDING: RADIKAL BRUNCH
MED DEBAT OM SPROGPOLITIK
Søndag 18. marts 2007, kl. 10.30 hos Elsebeth
Gerner Nielsen, Langelinie 1, Kolding
Man kan desuden holde sig orienteret om
lokale møder og generalforsamlinger på
www.radikale.dk/sydjyllandsstorkreds.
ØSTJYLLAND
Kontaktperson: Ejner Hviid Jensen
Sjællandsgade 116 st , 8000 Århus C,
tlf. 86 12 56 18, e-mail: ehj@stofanet.dk
Se de lokale møder og generalforsamlinger på de
lokale hjemmesider – se under www.radikale.dk
VESTJYLLAND
Kontaktperson: Lene Rix Flarup
Sønder Allé 9, 8800 Viborg, tlf. 86 67 69 53
e-mail: lenefl arup@adslhome.dk
HERNING: FORÅRSFEST FOR MEDLEMMER
Lørdag den 31. marts kl. 19.00. Spisning, underholdning,
politisk snak og samvær. Sted: Børneskolen
Bifrost, Kaj Munks Vej 3–5. Tilmelding:
Troels Johansen tlf. 9712 1356 eller Edna Bjærre
tlf. 97 12 72 76.
”DANMARKS ROLLE I DEN GLOBALE UDVIK-
LING - VORES ANSVAR FOR OMVERDENEN”.
Debatmøde torsdag den 19. april kl. 19.00.
Paneldeltagere er Naser Khader og Jesper
Langballe (DF). Sted: Kulturellen, Nørregade,
Herning. Alle er velkomne.
NORDJYLLAND
Kontaktperson: Jørgen Harder, Elverhøj
34, 9400 Nørresundby, tlf. 98 17 31 76
e-mail: jharder@stofanet.dk
THY OG MORSØ: DEBATMØDE OM FOREBYG-
GELSE OG FREMTIDENS SYGEHUSSTRUKTUR
Off entligt debatmøde tirsdag den 20. marts kl.
19.00. Sted: Østvildsund Færgekro. Indledere:
Sundhedskoordinator i Morsø kommune Annelise
Møller og læge Holger Juul Sørensen, Thisted.
Paneldebat med regionsrådsmedlemmer: Gunhild
Olesen Møller (V), Anton Kirk Toft (S), Bente
Lauridsen (SF), Vagn Kvist (RV) og de to indledere.
Arr. Kommuneforeningerne på Mors og Thy.
BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND: MØDE
OM SKOLEPOLITIK OG SOCIAL ULIGHED
Debatmøde torsdag den 22. marts kl. 19.00.
Sted: Nordjyllands Idrætsskole, Brønderslev.
Marianne Jelved og Tina Nedergaard (V) indleder
debatten.
RU I AALBORG: DEBAT OM AKTUEL POLITIK
MED NASER KHADER
Tirsdag 27. marts kl. 17–18.30. Sted: RU’s lokaler
på Forchhammersvej 5
AALBORG: MEDLEMSMØDE OM SYGEHUS-
STRUKTUR OG SUNDHEDSPOLITIK
Fredag den 30. marts – tid og sted vil fremgå af
den lokale hjemmeside. Deltagere: Den radikale
sundhedsordfører, Charlotte Fischer (MF), og for
manden for Partiets Sundheds- og Socialudvalg,
Jens Rikardt Andersen.
Se aktuelle lokale møder og ændringer på www.
radikale.dk/nordjylland > Kalender.

PÅ D E N AN D E N S I D E
En politisk-religiøs korrekt tegning, til
trods for at den afbilder Muhammed
og hentyder til selvmordsterroristers
inspiration i Koranen.
Religiøs humor
Af Den gamle Redacteur
SE GODT PÅ TEGNINGEN oven over.
Den er sjov. Rigtig sjov endda.
Det har vi Ahmed Akkaris ord for – imamen,
der blev talsmand for de mange, der
følte sig krænket af de 12 tegninger i Jyllands-Posten,
som udløste så mange uroligheder
og så meget debat om ytringsfrihed
contra sårede, religiøse følelser.
I et interview i Politiken 5. februar 2006
henviste imam Ahmed Akkari to gange til
denne tegning og sagde bl.a.: ”Der er ikke
en eneste af os, der ikke kan grine af den
tegning med jomfruen.”
Det går over Den gamle Redacteurs forstand:
afbilder tegningen ikke Muhammed,
og handler tegningen ikke om, at nogle
muslimer begår terrorhandlinger med henvisning
til skriftsteder i Koranen? Altså nøjagtig
det samme som den famøse tegning
af Muhammed med en bombe i turbanen,
som blev det symbolske omdrejningspunkt i
striden for et år siden?
Jo, jo og atter jo.
Desværre blev udtalelsen ikke smækket
op på forsiden af Politiken i sin tid, for
den burde med ét slag have stoppet alle
urolighederne og hele debatten. Når en af
de mest fordømmende anklagere i sagen
indrømmer, at han og mange andre griner
af en af de tegninger, andre bruger som
begrundelse for at afbrænde ambassader,
boykotte danske varer og deltage i voldelige
demonstrationer, så siger det vel alt
om, hvor umuligt det er at definere, hvad
der krænker hvem.
Man kan skrive læserbreve og deltage i –
fredelige – demonstrationer i protest, men
T EG N I N G : J ENS J U LIUS
at kræve tegningerne forbudt er at håne,
spotte og latterliggøre demokratiet.
Støt Charlie Hebdo
Alt dette blot for at udtrykke støtte til det
satiriske, franske ugeblad Charlie Hebdo,
som er blevet anklaget for at overtræde
den franske racisme(!)-lovgivning ved i sin
tid ikke bare at genoptrykke tegningerne
fra Jyllands-Posten men også benytte anledningen
til at producere et helt særnummer
med tegninger, der gjorde grin med
samtlige større religioner på Jorden.
Blandt andet er forsiden nederst til højre
faldet nogle muslimske organisationer for
brystet. ”Det er hårdt at være elsket af idioter,”
siger Muhammed, og det er tilsyneladende
slet, slet ikke morsomt.
Kryds fingre og/eller bed til Gud/Jahve/
Muhammed/Buddha/Krishna/Odin for,
at bladet bliver frikendt. Der falder dom i
midten af marts.
Nasers nye parti
Hvad skal Naser Khaders nye parti hedde?
Du ved, det parti han ifølge en såkaldt analyse
i Politiken er ved at stifte?
Naser Khader tog det fra den humoristiske
side og bad i en pressemeddelelse om
forslag til et parti-navn. Politikens humoristiske
spalte – At Tænke Sig – kastede sig
straks ud i et forsøg på at håne, spotte og
latterliggøre Khader med følgende forslag:
• Det Radikale Højre
• Det ikke Helt Så Radikale Venstre
• De Liberale Demokhader
• Aristokratiske Muslimer
• Nasercistisk Folkeparti
• Venstre
Maskinel magasinpost
ID 42158
Afs. Postboks 7777
7000 Fredericia
En politisk-religiøs ukorrekt tegning, der
bør føre til en streng straf, og som helst
helt skal forbydes.
T EG N I N G : CHAR LIE H EB D O