Jeg sparer energi op For et lille år siden knækkede filmen ... - Agape

Jeg sparer energi op
For et lille år siden knækkede filmen for Astrid,
og hun gik ned med stress. Nu er hun langsomt
på vej tilbage, men hendes liv er ændret
Af Anette Ingemansen
Interview
Livet gik derudad
for 45-årige Astrid
Kristoffersen, som
var en ambitiøs
kvinde. Hun valgte
ingen nemme løsninger.
Astrid var meget
engageret i sit arbejde
som børnehaveklasseleder
på
Hedensted Skole,
og hun var involveret
i mange aktiviteter
i Indre
Mission i Brejning.
Det var vigtigt for
hende at være en
nærværende mor
for familiens fire
børn og en god
kone for ægtefæl-
Når kravene bliver for
meget
Stress er blevet et mere og
mere udbredt problem i vores
samfund. Flere en tidligere
bukker under for ydre og indre
krav og forventninger – også i
kristne sammenhænge.
»I kristendommen er der fokus
på, at vi skal tjene hverandre.
Og der er fokus på, at
mennesker, der ikke kender
Kristus, går fortabt.
Begge dele er uhyre vigtige.
Men der er risiko for, at der
bliver skabt en kultur i de
kristne fællesskaber, hvor disse
vigtige ting medfører, at vi
skubbes ud i at overhøre vores
egne advarselssignaler.«
len Palle. Døren stod altid åben for mennesker, som
havde det svært.
Men sidste efterår knækkede filmen, og Astrid gik ned
med stress.
På nuværende tidspunkt ved Astrid ikke, Tænker i ressourcer
hvor hendes liv ender.
Her et lille år efter er meget ændret, og Astrid er
langsomt på vej tilbage igen.
»Dengang tænkte jeg i tid, nu er jeg nødt til at tænke i ressourcer. For eksempel har jeg overvejet,
om jeg skal lave noget i aften, når jeg har det her interview med dig i formiddag, men det skal jeg
ikke.
Nu overvejer jeg meget, hvad der er klogt for mig at gøre, for jeg skal tænke i at spare energi op
til de ting, jeg skal. Det er vigtigt for mig at samle på de positive oplevelser og relationer, der giver
energi,« siger Astrid.
»Jeg skal respektere mine grænser, og at mine behov er nogle andre end før.«
Det er en mild septemberdag, og Astrid sidder på sin foretrukne plads i køkkenet med sit tekrus i
hånden.
En anden vigtig plads for hende er hendes »drivehus«, som Palle har opført. Her sidder Astrid tit
og nyder solens varme, læser eller kigger på sine agurker og tomater.

Kroppen tog over
Der var perioder, hvor Astrid godt vidste, at hun bevægede sig på kanten af, hvad hun kunne klare,
inden hun blev syg.
»Kanten er, at det bliver så meget for meget, at jeg ikke længere kan
holde sammen på det hele,« fortæller Astrid. Hun var klar over, at hun lå
i risikogruppen for at blive udbrændt.
»Men jeg tænkte, at det jo nok gik. Det gjorde det som regel også,
indtil den dag efter efterårsferien, hvor bilen og computeren gik i stykker,
og skolens EDB-system gik ned. Det var dråben, for det av mig ekstra
arbejde. Lidt senere var jeg til et bestyrelsesmøde i IM. Jeg kunne ikke rumme det og gik grædende
hjem.«
Astrid tænkte, at det nok skulle gå, hvis hun skar nogle ting fra, men det blev bare værre.
»Jeg magtede ikke mit arbejde, og min leder deltidssygemeldte mig. Kort tid efter stod jeg nede
i Brugsen og fik en voldsom hjertebanken, og jeg kunne ikke finde ud af at købe ind,« fortæller
Astrid.
»Det er en underlig tanke, at der er
mange små ting, man pludselig ikke
kan.«
Astrid oplevede, at hun heller ikke
kunne sove om natten, for alle tankerne
kørte rundt i hovedet.
»Kroppen tog over, og det var
ligesom, den sagde: ‘Nu stopper du
simpelthen.’ Jeg kunne ikke selv finde
ud af det,« siger Astrid. Hun tænker på
dengang, hun ville købe en julegave til
Palle.
»Mit hjerte bankede voldsomt, og
min krop rystede. Jeg opgav at købe
nogen gave og tog hjem.«
Før tænkte Astrid Kristoffersen i tid, nu tænker hun i
ressourcer.
Det er vigtigt for hende at samle på de positive oplevelser
og relationer, der giver energi
Det er en underlig
tanke, at der er mange
små ting, man
pludselig ikke kan
Træthed og angst
Astrid kom med det samme i kontakt
med en kristen psykolog og en læge.
Efter grundige undersøgelser stillede
han diagnosen: Middelsvær til svær
depression. Astrid kom på medicin, og
det er hun stadig.
»Stress kan have udtryksformer som
depression, angst og udbrændthed, og
det vil være forskelligt, hvordan man
oplever det. Depressionen og angsten
fyldte mest hos mig,« forklarer Astrid.
»Depressionen kom til udtryk ved, at
jeg var enormt træt, og jeg manglede
evnen til at overskue selv små ting og
tage mig sammen til noget.
Min angst viste sig som en social
angst. Jeg var bange for at gå til møde i
missionshuset og for at bevæge mig i
løsere sammenhænge. For eksempel er

jeg ofte gået under den sidste salme ved gudstjenesten for at være fri for at møde nogen uden for
kirken.«
Inde i kampen
Astrid gik fuldtidssygemeldt frem til begyndelsen af januar i år.
»Da jeg havde det allerdårligst, handlede det om overlevelse, og det var rædselsfuldt at have det
sådan,« understreger Astrid. Hun tænker også på de mange op- og nedture, hvor det ser ud til at
lysne, men hvor hun snart efter ryger ned i hullet igen.
»Dykkene gør så ondt, for man tror, at man aldrig kommer gennem det og får det bedre,« siger
Astrid.
Hun har stadig udsvingene, men i mindre grad.
»De kommer, når jeg mærker, at jeg vil mere, end mine kræfter kan klare.«
Astrid har fra dag ét haft en fantastisk opbakning fra familien, kollegerne og vennerne.
»Palle har stået for det huslige, og det betød meget for mig, at vores ældste datter Charlotte kom
hjem til advent og hyggede med sine søskende, kogte gærklejner, og stod for julerengøringen. Vores
venner mailede, ringede eller kom forbi. Jeg var afhængig af andres omsorg,« fortæller Astrid og
nævner i den forbindelse gåturene med vennerne fra missionshuset.
Hun fremhæver også kontakten til skolen.
»Samarbejdet med skolen har været med til at holde mig inde i kampen for troen på, at jeg
nok skal blive rask,« forklarer Astrid, som har haft en god støtte i psykologen og lægen.
»De har suppleret hinanden godt. Lægen har givet mig gode råd til at få struktur på dagen,
og hos psykologen arbejder jeg med nogle mere grundlæggende ting.«
Kom ikke i missionshuset
Hen over foråret og sommeren er Astrid langsomt vendt tilbage til arbejdet. Nu er hun på trekvart
tid.
Astrid begyndte som praktikant i børnehaveklassen, hvor hun før havde været leder, men hun
magtede kun at være i klassen i kort tid ad gangen.
»I den periode kørte jeg på arbejde, spiste, sov og var kun lidt sammen med børnene,« fortæller
Astrid, som i løbet af foråret overtog flere af sine almindelige arbejdsfunktioner.
I forhold til det kristne fællesskab kom Astrid i kirken en gang imellem, men hun kom ikke i
missionshuset.
»Jeg var ikke en del af fællesskabet, for jeg turde ikke gå op i missionshuset, og jeg magtede
ikke at komme til møde og gå rundt og give hånd og forholde mig til mennesker. Det kan være
svært for andre at forstå,« siger Astrid.
Første gang, hun var til møde, efter at hun blev syg, var i september i missionshuset »Arken« i
Børkop, som IM i Brejning nu er blevet sluttet sammen med.
»Her fik jeg en dejlig velkomst, og jeg følte mig tryg,« understreger Astrid.
En anden hvile
I begyndelsen var Astrid rigtig vred på Gud over, at hun var gået ned med flaget.
»Gud fik hele armen. Nu oplever jeg, at troen er blevet mere enkel. Gud tager imod mig, når
jeg kommer til ham,« forklarer Astrid.
»Da jeg havde det dårligst, kunne jeg ingenting og måtte sige til Gud: ‘Du må tage dig af mig.’
Der var ikke andet tilbage, men det har givet en anden hvile. Jeg oplever, at jeg har fået en anden
tro, som er rigere.«
Astrid oplever, at hendes hverdage er meget forskellige, alt efter hvad hun har energi til.
»Jeg underviser på fuld styrke i børnehaveklassen, og jeg bruger den energi, der er tilbage, på op-
gaver i hjemmet. Nogle dage er jeg fuldstændig flad, andre dage kan jeg bage boller og lave lidt
huslige ting. Jeg er stadig meget træt, og jeg skal sove til middag to-tre gange om ugen,« fortæller
Astrid.

Hvor ender det ...
Hun ønsker ikke at vende tilbage til det liv, hun havde, før hun blev syg.
»Hvis jeg gør det, bliver jeg syg igen. Før gjorde jeg mange ting af pligt. Dermed var meget af
glæden væk, og derhen skal jeg aldrig igen. Mit liv skal ikke styres af andres forventninger. Jeg skal
gøre det, jeg har brug for og gerne vil,« forklarer Astrid.
»Mit liv er skrøbeligt på en anden måde i dag, og det er en stor udfordring ikke at vide, hvor det
ender. Jeg kan håbe på, at jeg om nogen tid er på arbejde på fuld tid eller er i stand til at være en del
af fællesskabet i missionshuset. Måske endda med små opgaver, men jeg ved det ikke.«
Artikel fra Indre Missions Tiende 39/2010