3 Leder: Sådan knækker kommunerne nødden - Servicestyrelsen

servicestyrelsen.dk

3 Leder: Sådan knækker kommunerne nødden - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade

TEMA:

Sådan knækker man nødden!

Konference: God praksis i kommunens hjerneskadeindsats

københavn den 20. april 2010 | Vejle den 27. april 2010

17. årgang

Nummer 2

Juni 2010

Sådan knækker kommunerne nødden

– om god praksis i indsatsen på hjerneskadeområdet

kom og hør tre foregangskommuner fortælle, hvorfor rehabilitering og organisering i forhold til den hjerneskadede

borger har været sat højt på dagsordenen hos dem. Og hvordan det har givet både livskvalitet for

borgeren og økonomiske besparelser for kommunen. Få også ekspert i kommunal organisering Janne See-

Se også www.hjernekassen.dk

manns bud på, hvordan man skaber en sammenhængende indsats på tværs af mange sektorer.


www.hjernekassen.dk

FOKUS

Tidsskrift fra

Videnscenter for Hjerneskade

17. årgang nr. 2. juni 2010

Udkommer fire gange om året.

Det er gratis at abonnere.

ISSN 1601-8257

ISSN (netudgaven) 1904-4380

Oplag: 5.500

Trykt på 90 gram Alpa Sol

Typografi: Meta

Forsideillustration:

Marginal.dk

Tema: Sådan knækker

kommunerne nødden

Videnscenter for Hjerneskade:

Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger

Sanatorievej 32-34, 7140 Stouby

Tlf.: 75 89 78 77

Fax: 75 89 78 79

Email: info@vfhj.dk

Internet: www.vfhj.dk

www.hjernekassen.dk

Redaktion:

Informationsmedarbejder Mette Trier,

sekretariatschef Brita Øhlenschlæger,

neurofaglig medarbejder Ane Katrine

Beck og administrativ medarbejder

Birgit Münch – alle fra Videnscenter for

Hjerneskade.

Design og tryk:

vahle + nikolaisen

17. årgang

Nummer 2

Juni 2010

3 Leder: Sådan knækker kommunerne nødden

Af Brita Øhlenschlæger.

4 Øget specialisering er en udfordring for samarbejdet

Faldgruber og udfordringer i den kommunale

organisering set med Janne Seemans øjne.

Af Julie Lindegaard.

6 Fordi indsatsen betaler sig

Esbjerg Kommune har en del af æren for, at Anne

Mette Terkelsen i dag kan bo i egen lejlighed.

Af Julie Lindegaard.

7 Da 28 indgange blev til én

Egedal og Tønder Kommune kan fortælle.

hvordan nytænkning af hjerneskadeområdet

har betydet besparelser og gladere borgere.

Af Julie Lindegaard.

8 Egen bolig – med udsigt til en fremtid

En fars beretning om en lang odyssé, før Andreas fik

egen lejlighed. Af Lars Breum Jeppesen.

10 En alternativ løsning

Andreas tog et kvantespring fremad, da han flyttede i

egen lejlighed. Af Anita S. Jensen.

12 Matematiklærerens udfordring blev træthedsbrøken

Målrettet træning og kontinuitet har banet vejen

tilbage i job for Søren. Af Sanne Skovdal Jørgensen

& Lone Aagaard, Randers Kommune.

14 Utraditionelt samarbejde på tværs

Et samarbejde der har givet en voldsomt reagerende

kvinde mere ro og medbestemmelse ind i sit liv.

Af R. Jørgensen, M. Bager & A. B. Poulsen,

Egebjerg Kommune.

Indsendt stof:

Videnscenter for Hjerneskade modtager

gerne artikler, eller forslag til artikler.

Du kan læse en vejledning til manuskripter

på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp.

Redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne

i indlæg i FOKUS. Redaktionen

forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller

redigere indsendte indlæg.

Debatindlæg, der forholder sig til navn-

givne personer, vil forinden optagelsen blive

forelagt disse til eventuelle kommentarer.

Eftertryk i uddrag er tilladt med tydelig

kildeangivelse.

Deadline for stof til næste nummer:

9. august 2010

16 Godt tværsektoriels samarbejde

Uden hjælp fra Esbjerg Kommune var Dorthe

sandsynligvis endt på plejehjem og børnene i

plejefamilie. Af Vibeke Strand Andersen, Ribe.

18 Sæt realistiske mål

Hjælp fra to kommuner og Bytoften har bevirket,

at Allan Hansen igen er tilbage på jobbet.

Af Pernille Kloster Aalund, Herning.

20 Tre huse, to biler, en hjerneskade og intet kørekort

Lisbeth fik efter to hjerneskader med hjælp fra

familie, netværk og Randers Kommune igen styr på

sit liv. Af Dorthe Hjort, Randers.

22 Fra patient til pedelmedhjælper

Jens har skiftet en tilværelse som førtidspensionist

ud med en pedelmedhjælper stilling.

Af Ida Winther, Næstved.

24 Vellykket genoptræning på en kommunal

genoptræningsafdeling

Efter kun 1 1/2 måned på genoptræningsafdelingen

kom Ole hjem at bo.

Af Puk Øhlenschlæger & Inger Mulbjerg, Grenå.

26 Afmagtens usynlige magt!

Tønder Kommune håndterer nu usynlige handicaps

langt bedre end før, mener lederen af Hjerneskadeteamet.

Af Jens Bytoft, Tønder.

Øvrige artikler

28 Ny-oversat skema til at måle deltagelse i

rehabilitering

Spørgeskemaet IPA kan nu bruges i dansk

sammenhæng.

Af A. G. Krogh, E. Ghaziani & C. Nygren.

30 ICF-projekt har givet os alle et fagligt løft

Frugterne høstes nu af halvandet års arbejde med

ICF på Fogedvænget.

Af Louise Kastrup Scheibel, Region Midtjylland.

31 Nyt fra Videnscenteret

Målgruppen for Fokus:

Fokus er Videnscenter for Hjerneskades landsdækkende

tidsskrift. Det henvender sig

først og fremmest til professionelle inden

for hjerneskadeområdet – dvs. forvaltninger,

institutioner, sygehuse, skoler og beslutnings-

tagere mv., men også til de skadede selv,

deres pårørende og til brugerorganisationerne.

Fokus omhandler børn og voksne med

erhvervet hjerneskade fra to år og opefter af

dansk eller anden etnisk oprindelse.

Det tilstræbes, at hvert nummer af Fokus har

et overordnet tema, som belyses ud fra

forskellige indfaldsvinkler. Såvel nationale som

internationale erfaringer og viden formidles

upartisk i bladet.


Sådan knækker

kommunerne nødden

Kommunerne har siden kommunalreformen i 2007 overtaget eneansvaret for rehabilitering af

mennesker med erhvervet hjerneskade. Det er en kompleks opgave. Efter den i reglen korte

sygehusindlæggelse skal kommunerne hurtigt kunne sammensætte et kvalificeret rehabiliteringstilbud.

Det skal ske på grundlag af genoptræningsplanen – hvis den er kommet, og hvis den

er fyldestgørende og også beskriver, om der er behov for genoptræning af de skjulte handicaps,

som ofte er afgørende for den hjerneskadedes fremtidige funktion i sociale sammenhænge.

I den kommunale indsats er der ofte behov for mange aktører både fra kommunale og udefrakommende

tilbud, og for at rehabiliteringstilbudet sammensættes ud fra mange forskellige

lovgivninger og dermed med bevilling fra flere instanser. Det kræver, at der skabes enighed

og et fælles overblik, så indsatsen hænger sammen. Vi ved fra resultaterne fra de mange

satspuljeprojekter, at det også er afgørende for resultatet, at det sikres, at rehabiliteringen af

hjerneskadede sker på et tilstrækkeligt neurofagligt vidensgrundlag.

Siden reformen har meningerne været stærkt delte. Nogle har givet udtryk for, at kommunerne

slet ikke var i stand til at løfte opgaven med rehabilitering af de hjerneskadede, andre for at

kvaliteten i den kommunale rehabilitering var helt ok. Som altid ligger sandheden vel midt imellem

disse poler. Men det er positivt, at mange kommuner har interesseret sig for og organiseret

sig på hjerneskadeområdet. Nogle har eksempelvis lavet politiske handlingsplaner for området,

andre har ansat hjerneskadekoordinatorer eller oprettet kommunale hjerneskadesamråd.

Det er naturligvis svært at danne et overblik over, hvordan hjerneskadenødden knækkes i 98

kommuner. Derfor har Videnscenteret sat sig for at give et billede af den nuværende situation.

Vi har opfordret vores netværk af hjerneskadekoordinatorer og hjerneskadekontaktpersoner

til at indsende eksempler på gode forløb. Det er disse eksempler, der præsenteres i dette

temanummer af Fokus. Formålet er naturligvis, at eksemplerne kan inspirere og lette planlægningen

i kommuner, som er knapt så langt med at organisere sig på området, så ikke alle

behøver at opfinde den samme dybe tallerken.

Videnscenteret har for nyligt holdt to velbesøgte temadage - Sådan knækker man nødden 1 -

med eksempler på, hvordan nogle kommuner har knækket nødden. Det er opmuntrende, at

to af disse kommuner har beregnet, at en sammenhængende neurofaglig indsats faktisk også

betaler sig økonomisk for kommunen på lidt længere sigt.

Det er tankevækkende, at så få af de beskrevne forløb bygger på, at en kommune har købt

sig ind på et neurofagligt specialiseret tilbud i en nabokommune. Det synes oplagt, at kommunerne

udvikler specialiserede tilbud, hvor de sælger pladser til hinanden. Det vil nok være

en velegnet metode til at knække nødden på længere sigt.

Brita Øhlenschlæger

Sekretariatsleder, Videnscenter for Hjerneskade

Den spidse pen

1 Se mere om Sådan

knækker man nødden

på s. 5

LEDER 3


Af JuLiE LinDEgAARD,

4 KnÆK nØDDEn

JouRnAList.

Janne Seemann gav på konferencen "Sådan knækker man nødden" en hurtig men

overbevisende indsigt i faldgruber og udfordringer i den kommunale organisering.

Udfordringerne er ikke blevet færre med kommunalreformen. Men der er løsninger.

Øget specialisering er en

udfordring for samarbejdet

"På hjerneskadeområdet er der myriader af faggrupper.

Vi har folk, der skal sikre, at patienter motionerer,

aktiveres, beskæftiges, trænes, visiteres, plejes og

kan få økonomien til at hænge sammen – men hvem

skal koordinere alle indsatserne? Opgaven i det kommunale

system er ikke nem."

Sådan indledte Janne Seemann, lektor fra Aalborg

Universitet, sit powerfulde indlæg, da hun talte på

konferencen om god praksis i kommunens hjerneskadeindsats

i Vejle og København for nylig.

Janne Seemann har fulgt udviklingen på netop social-

og sundhedsområdet, og hun ser mange udfordringer

for kommunerne efter kommunalreformen.

"Ingen tør endnu byde på effekter af kommunalreformen,

men tendensen viser, at udfordringerne

bestemt ikke bliver færre," fortalte hun.

Kravet om højere grad af specialisering i sundhedssektoren

fortsætter på fuld kraft. Det giver god

mening i forhold til at forbedre resultater og vidensniveauet

i enkeltorganisationerne. Men ifølge Janne

Seemann er selvsamme specialisering også en af de

helt store udfordringer.

"Vejen til bedre tværgående organisering

i kommunerne kan være lang og fyldt med

udfordringer. Men det er jo en del af det, der

gør jobbet spændende, og det kan lykkes."

Janne Seemann, lektor Aalborg Universitet

"Specialiseringen gør det svært at skabe sammenhænge.

Sammenhængende patientforløb og

specialiseret indsats er nærmest modsætninger. Det

vil sige jo mere specialisering og arbejdsdeling, som

ganske vist giver præcis og sikker opgaveudførelse,

jo mere øges behovet for tværgående koordination

og helhedstænkning. Det er et af de store og klassiske

dilemmaer", siger Janne Seemann.

Forskellige dagsordener

Et af problemerne i dag er, at involverede parter hver

især har deres egne mål. Ind imellem går disse forskel-

lige enkeltmål op i en højere enhed og skaber gode

resultater og sammenhæng på tværs af organisationerne.

Men alt for ofte kolliderer det, fordi der ikke er

den samme dagsorden hele vejen rundt i systemet.

Parterne har netop også forskellige opgaver, behandlingsprincipper,

arbejdsformer, kulturer, ressourcer og

organisatorisk tilhørsforhold.

Det betyder forskellige dagsordener, som ifølge

Janne Seemann er en anden af de helt store udfordringer.

Hun har via sit arbejde med og sine studier

af organiseringen i det offentlige igen og igen oplevet,

at der ikke er enighed om dagsordenen.

"Vi skal blive bedre til at

opsøge samarbejdsparter og udvikle

samarbejdsrelationer, der kan bidrage med

komplementære ressourcer og kompetencer.

På den måde kan vi udvikle og skabe

bedre resultater".

"Vi er ganske enkelt ikke enige om, hvad problemet

er. Ser vi eksempelvis på de kortere indlæggelsestider

på sygehusene og de heraf følgende problemer

med hjemtagelsen til kommunerne, så mener

de på sygehusene, at kommunerne ganske enkelt

ikke har fået udbygget systemet, så kommunerne

kan håndtere hjemtagninger. Kommunerne derimod

mener, at sygehusene udskriver for tidligt, og inden

patienten er såkaldt færdigbehandlet. Efter kommunernes

vurdering sender sygehusene problemerne

videre til kommunerne i form af ufinansieret opgaveglidning."

Arbejd på tværs

Et andet problem i organiseringen er, at tværgående

netværk må finde sig i at stå i skyggen af hierarkiet. I

dag er alle bevidste om at arbejde på tværs af organisationerne,

men det er stadig de klassiske hierarkier,

der dominerer. Det betyder, at en leder ofte alene

måles på, om vedkommende holder sine budgetter

på hans eller hendes specifikke område. Hverken


Foto: Ane Katrine Beck

ledelse eller medarbejdere belønnes efter evnen til

at arbejde på tværs, tænke på tværs og skabe sammenhængende

resultater på tværs af fagområder og

organisatoriske grænseflader.

"En af udfordringerne er, at der er uenighed

om behandlingsideologier. På socialområdet

handler det især om at mobilisere borgerens

ressourcer og den raske side, mens den

lægefaglige verden især har fokus på

diagnosen og den syge side."

"Vi ser også eksempler på mislykkede forsøg på

samarbejde. For eksempel kan iveren efter tværgående

samarbejde helt overtage fokus fra kerneopgaven.

Hermed ryger løsningen af kerneopgaven

for meget ud i kulissen, mens hovedfokus i stedet

er blevet den samarbejdskoordinerende aktivitet. I

værste fald svarer det til begrebet kometfodbold: Et

spil, hvor alle løber efter hinanden i en lang hale for

at komme i boldberøring – men ingen tænker på at

score mål. Det handler i stedet om at have tillid til

hinandens kompetencer og forstå, hvorfor de andre

gør, som de gør, så vi i fællesskab kan skabe resultaterne",

siger Janne Seemann.

Få succes

For at få den kommunale organisering til at lykkes er

der en række succesfaktorer, der er vigtige at være

bevidste om.

"Vi skal samarbejde på de mest strategisk vigtige

områder, hvor det giver mening og værdi. Og så skal

der investeres i samarbejdet. Hver enkelt part skal

være opmærksom på, at der skal ydes i et samarbejde.

Når alle bidrager og yder i samarbejdet, så kan

der ved hjælp af åben kommunikation skabes tillid og

gode personlige relationer, som medvirker til bedre

og mere sammenhængende resultater", siger hun.

Og Janne Seemann er udmærket klar over, at selv

om opgaven lyder enkel, så er det langt fra simpelt.

Når det går galt

i samarbejde

Janne Seeman listede en række punkter, hvor tværgående

samarbejdsrelationer er særligt kritiske:

• uenighed om, hvem der skal gøre hvad?

• uenighed om arbejdsmetoder og principper

• uenighed om mål og vurderingskriterier

• forskelle i samarbejdsparternes interne strukturer,

kulturer og processer

• forskellige ønsker til samarbejdsform

"Det her er uhyre svært. Men hvis det skal lykkes,

så handler det om at starte nøgternt med en gradvis

udvikling. Små skridt med succes er bedre end store

forfejlede. Og ja, små skridt er altså også et stykke",

påpeger hun. n

Sådan knækker man nødden

En kampagne, der skulle rette fokus mod,

hvad der er god praksis i hjerneskadesager

Som led i en kampagne for god praksis i hjerneskadesager

blev hjemmesiden Hjernekassen i 2009 opdateret

med gode cases fra pionérkommuner. Kampagnen blev

lavet af Videnscenter for Hjerneskade i samarbejde

med VISO, under Servicestyrelsen. Næste skridt var

udvikling af et materiale til kommunerne om hjemmesiden

og om to konferencer med eksempler på

gode sagsforløb på hjerneskadeområdet, som blev

holdt i april måned i henholdsvis København og Vejle.

Interessen for konferencerne var overvældende – i alt

deltog 291, heraf 225 fra ledelses-, koordinations- og

genoptræningsfunktioner i kommunale forvaltninger

og tilbud.

På konferencerne kunne man bl.a. høre, hvad det

er Egedal, Tønder og Slagelse Kommuner har gjort

i forhold til deres hjerneskaderamte borgere i form

koordinering og opkvalificering af den neurofaglige

indsats i deres kommune.

Optakten til konferencedagene var: Det betaler

sig – både for kommune og for borgeren. For kommunen

i form af færre udgifter og for den ramte og

de pårørende i form af bedre livskvalitet.

Hent program og oplæg fra d. 20. og 27. april 2010

på: www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1643

Janne Seemans slides fra

oplægget kan findes på

www.vfhj.dk > Kalender >

Konference og kursusmateriale.

KnÆK nØDDEn 5


Af JuLiE LinDEgAARD,

6 KnÆK nØDDEn

JouRnAList.

25-årige Anne Mette Terkelsen ved, hvad en vellykket kommunal indsats

betyder. Og hun er ikke i tvivl – Esbjerg Kommune har en del af æren for, at hun

fire år efter en hjerneblødning nu bor i egen lejlighed og har en fremtid.

Fordi indsatsen betaler sig

Det var en fredag som mange andre. 21-årige Anne

Mette Terkelsen havde den fredag aften i marts 2006

hygget sig med en flok veninder, og endnu engang

måtte hun gå tidligt hjem på grund af hovedpinen,

der havde forfulgt hende i årevis.

Da hun mandag morgen udeblev fra undervisningen

på fysioterapeutskolen, blev veninderne urolige og

kontaktede Anne Mette Terkelsens familie. Mandag

formiddag blev den dengang 21-årige kvinde fundet

på sit badeværelsesgulv, hvor hun to et halvt døgn

tidligere var faldet om på grund af en hjerneblødning.

Anne Mette Terkelsen fortæller sin historie som

en del af konferencen "Sådan knækker man nødden"

i Vejle. Efter fire års sej genoptræning er Anne

Mette Terkelsen klar til at vise alle, hvad en koordineret

og tidlig indsats kan betyde. Og ingen skal være i

tvivl. Anne Mette Terkelsen er på vej tilbage.

"Uden mine forældre og Esbjerg Kommunes opbakning

var jeg endt på et plejehjem. Og jeg er det

levende eksempel på, at en sammenhængende indsats

betaler sig i længden", fortæller hun.

Anne Mette Terkelsen bor i dag i egen bolig i Vejle,

hvor hun deltager i et dagtilbud og får undervisning

på center for specialundervisning. Hun er tilbage i

det liv, der næsten blev taget fra hende i 2006. I månederne

efter hjerneblødningen kæmpede hun for

at overleve. Et langt og opslidende hospitalsophold

blev afløst af både fysisk og kognitiv genoptræning

og en daglig kamp for tilegnelsen af de tabte færdigheder.

Anne Mette Terkelsen kommunikerede i

måneder alene via øjnene, hvor et blink betød "Ja",

mens to blink betød "Nej". Og optræningen virkede.

Ingen kan i dag være i tvivl om, at den unge kvindes

jernvilje og hårde slid har bragt hende tilbage.

Og hun er blevet hjulpet på sin vej.

"Lige fra begyndelsen var Esbjerg Kommune på

banen. Vi mødte ikke 117 forskellige folk, men igennem

hele forløbet var det samme koordinerende person,

der hjalp os videre. Det har haft en meget stor

betydning for både mig og mine forældre," fortæller

Anne Mette Terkelsen, og fortsætter:

"Jeg kan nu begynde at give noget igen. Jeg vil bidrage

til samfundet. Og jeg giver altid gerne en hånd

med. Men dog kun én, slutter hun med slet skjult

hentydning til sin halvsides lammelse".

Anne Mette Terkelsen er det perfekte bevis. Sammenhængende

indsats betaler sig. n

Foto: Ane Katrine Beck

25 årige Anne Mette Terkelsen blev slået voldsomt ud af

kurs, da hun for fire år siden blev ramt af en hjerneblødning.

Men med en beundringsværdig vilje, humor, godt netværk og

en sammenhængende indsats fra Esbjerg Kommune er det

lykkedes den unge kvinde at finde vejen tilbage til livet. Og

nu er hun klar til at give tilbage.


Da 28 indgange blev til én

"Det er min foreløbige vurdering, at vi har reduceret stigningen i udgifterne på

hjerneskadeområdet med cirka to millioner kroner over det sidste halvandet år. Udgangspunktet

har været at udnytte eksisterende ressourcer anderledes med bedre koordinering,

opkvalificering af vores personale, klare sundhedsaftaler med sygehusene, og endelig at få

kommunale visitatorer direkte på sygehusene. Det virker."

Egedal Kommune og Tønder Kommune

kan fortælle den samme historie om,

hvordan en nytænkning af hjerneskadeområdet

har betydet besparelser

og gladere borgere. Løsningen i de to

kommuner er ikke ens, men gennemgående

er hjerneskadekoordinatorens

store indsats og ambitionen om, at

borgeren kun skal møde én indgang til

det offentlige system.

Der er penge at spare. Så enkelt var budskabet, da

repræsentanter fra Tønder Kommune og Egedal Kommune

holdt oplæg på konferencen "Sådan knækker

man nødden" i Vejle og København for nylig.

"Nu har borgeren kun en indgang. Det gør hele

forskellen", fortalte Dion Mattesen, hjerneskadekoordinator

fra Egedal Kommune.

Han har undersøgt antallet af indgange før den

nye indsats, og resultatet var skræmmende:

"En borger havde 28 forskellige indgange hos os.

Det system kan ingen finde ud af, og risikoen for at

det går galt er jo enorm, for alle medarbejdere kan

ikke kende til hjerneskadedes behov", fortalte han.

"Når to sagsbehandlere får tre unge med

en fremtid som førtidspensionist over på

selvforsørgelse, så har sagsbehandlerne

tjent deres egen livsløn hjem. Derfor giver

det mening at gøre en ekstra indsats i

begyndelsen, hvor alt afgøres".

Kjeld Ebdrup, leder, Center for Borgerservice,

Egedal Kommune

Knud Matzon, Sundhedschef, Tønder Kommune

Koordination sparer millioner

Egedal Kommune har opnået helt kontante resultater

ved at arbejde med principperne for rehabilitering i

eget hjem. En beregning over 13 måneder viste en

besparelse på cirka 1.6 millioner kroner for kommunen

ved at koordinere indsatsen og målrette rehabiliteringen

mod eget hjem.

"Og så har vi fået utrolig god respons fra borgerne.

Vi har ikke målt på tilfredshed, men jeg er ikke i

tvivl om, at vi også har øget livskvalitet hos målgruppen",

fortalte Dion Mattesen.

Tønder Kommune har også opnået kontante besparelser

ved en målrettet indsats. Kommunen er

stadig ikke så langt med arbejdet og har derfor ikke

valide tal endnu, men tendenserne peger i samme

retning som hos Egedal Kommune. Der er penge at

spare. Tønder Kommune har valgt en anden model

end rehabilitering i eget hjem. Kommunen har ansat

en hjerneskadekoordinator, tilkøbt specialviden fra

Vejle Fjord Rehabiliteringscenter samt skabt tidligere

og strukturerede samarbejder med sygehusene. Det

har betydet, at skadede borgere hurtigere er kommet

tilbage til en rolle i livet end i tidligere tilfælde.

De individuelle behov har været afgørende for valg

af rehabiliteringsmodel.

"Vi har lært rigtig meget de seneste år på dette

område. Den tidlige forløbskoordinering er afgørende

for resultatet. Vores rolle er ikke at opfinde nyt,

men at vi kan begå os i systemet og benytte os af at

kunne samle de rigtige folk i forhold til den enkelte

borger. Det virker enkelt, men er uhyre kompliceret,

fordi det kræver en helt ny organisationskultur, hvor

det får stor betydning om det er dit, mit eller et fælles

ansvar", fortalte Karen Lund, der er hjerneskadekoordinator

i Tønder Kommune.

Men resultaterne fra begge kommuner er overbevisende:

Ud over en bedre bundlinje kommer

borgerne hurtigere tilbage til hverdagen og livskvaliteten

øges. Indsatsen omkring den specialiserede

forløbskoordination er en gevinst for alle

parter. n

"Vi har også fået utrolig god respons fra

borgerne," sagde Dion Mattesen

Af JuLiE LinDEgAARD,

JouRnAList.

"Den bedste løsning

for borgeren er ofte den

billigste for kommunen.

Det viser vores erfaringer".

Kjeld Ebdrup, leder,

Center for Borgerservice,

Egedal Kommune

Hent materiale fra konferencedagene

på: www.vfhj.dk/default.

asp?PageID=1643

Foto: Ane Katrine Beck

Foto: Ane Katrine Beck

Se også artiklen ’Brug hjernen og

spar millioner’ på: www.vfhj.dk/

default.asp?PageID=2112 – og læs

om, hvordan Egedal Kommune har

sparet 1,6 mill. kr. på 13 måneder

KnÆK nØDDEn 7


8 KnÆK nØDDEn

Egen bolig

– med udsigt til en fremtid

Af LARs JEppEsEn,

fAR tiL AnDREAs.

Foto: Lars Jeppesen

En fars beretning om en lang odyssé,

før Andreas fik egen lejlighed og

rykkede med et kvantespring.

Udsigten fra Andreas´ lejlighed er virkelig fantastisk.

Her fra stuen på 3. sal midt i Hjørring kan man se

direkte til Rubjerg knude, til Vennebjerg kirke og

Børglum Kloster. I dag går solen ned præcis bag fyret

og får det til at stå i en aura af aftenrødens nuancer.

Det så vi første gang i 2005, da Andreas flyttede

til Buen i Hjørring efter en fire år lang odyssé, der

var startet i en ambulance den 12. juli 2001 på vejen

mellem Frederikshavn og Gærum. Vi havde svært ved

at forstå, at vi var kommet så langt. Det var helt uvirkeligt

– og da vi tog af sted og efterlod ham smilende

i døren, tvivlede vi på, om det her nu også ville gå.

En nat helt alene heroppe og kun en telefon til bofællesskabet

i stuen, hvor der ganske vist var døgnvagt.

– En meget lang rejse var foreløbigt endt her.

Opblomstring

Det skulle hurtigt vise sig at blive en kæmpe succes!

Det første vi oplevede var, at Andreas i den grad

livede op og ændrede adfærd. Han tog nærmest et

kvantespring i den rehabiliteringsproces, han havde

været igennem på godt og ondt. Opblomstringen

bekræftede os i en stor institutionstræthed, som vi

også et sted led af. En proces vi helt uforberedt var

blevet kastet ud i!

På det her tidspunkt havde vi arbejdet intensivt

i over et år på at finde et fase fire tilbud til Andreas.

Han var færdigbehandlet på Østerskoven, men det

var utroligt svært at finde et botilbud, der kunne

passe til ham. Ikke at vi var specielt kræsne, men

nu havde så mange gjort så meget, og vi var nået så

langt, og så kunne vi ikke bære, at sidste trin blot

skulle være en anbringelse i noget, der lignede det,

han kom fra.

Vi ville gerne have ham i nærheden af Frederikshavn,

så tiden ikke skulle ødes væk på landevejene.

Vi besøgte bofællesskaber i Nibe, Skive, Gistrup,

Vodskov og flere andre steder. Men der var enten

ikke plads, det var beregnet til psykisk udviklingshæmmede,

epileptikere, eller også passede Andreas

ikke ind i fællesskabet. På et tidspunkt gik vi og en

anden familie og sagsbehandlere fra Frederikshavn

og Sæby i gang med at undersøge muligheden for

at oprette et bofællesskab i et nedlagt, men restaureret

plejehjem i Hørby i Sæby kommune. Det stod

dog hurtigt klart, at det var et kæmpe projekt at få

etableret, og på nettet kunne vi da også læse mange

advarsler mod at begive sig ud ad denne vej. Men

som forældre er man parat til at gå hele vejen.

Specialviden og indsigt

Den diffuse og svære hjerneskade, som Andreas

havde pådraget sig, havde gjort det meget vanskeligt

for ham at være sammen med flere mennesker

ad gangen. Han var ekstremt følsom for lyde og

støj, havde nærmest fået slettet hele sin hukommelse

og var ladt tilbage med en så godt som ikke

eksisterende korttidshukommelse. Han kunne ikke

genkende ansigter og kendte med sikkerhed kun

bedsteforældre, forældre, brødre og vores to katte.

Han ville have godt af socialt samvær, men også af

at kunne forlade det, når det blev for meget. Han

skulle behandles med stor forståelse og indsigt, og

det krævede megen energi at være hos ham.

Via en sagsbehandler fra Frederikshavn blev

vi gjort opmærksom på bofællesskabet "Buen"

i Hjørring. Vi drog med vores sagsbehandler til

"Buen" – 36 km og 35 minutters kørsel fra Gærum.

Her kunne vi til vores overraskelse og glæde også

hilse på lederen, som havde været på Østerskoven

og udmærket kendte til Andreas og hans problemer,

så vi her kunne springe over den lange og

trættende udredning, som vi har måttet give et

utal af gange.


Foto: Lars Jeppesen

Vi kunne sammen hurtigt konstatere, at Andreas

ikke passede til klientellet; hele karréen var beregnet

til ældre personer og handicappede, men en lejlighed

på tredje sal stod ledig. Var det en mulighed?

Et tilbud stykkes sammen

Nordjyllands amt, Frederikshavn og Hjørring kommune

gik nu i gang med at stykke et tilbud sammen.

Andreas skulle have tilknyttet et eget personale, men

for at undgå, at det skulle få karakter af en "gennemgangslejr",

var vores ønske, at personalet fik

et tilhørsforhold til "Buen", så de kunne indgå i et

bredere arbejdsforhold med deraf følgende muligheder

for større faglig dynamik.

Der skulle nu ansættes fire pædagoger, og vi

blev indbudt til at være med i ansættelsessamtalerne,

hvilket alle implicerede havde stor nytte af,

da vi som forældre kunne forklare og udrede alle de

mange spørgsmål, der selvfølgelig opstår i et så specielt

job. Proceduren kan anbefales.

Vi kunne nu til vores glædelige overraskelse ansætte

pædagoger og kompetente personer, som i den

grad følte sig dedikeret til opgaven. Andreas flyttede

sig nærmest med det samme med et kvantespring.

Personalet kom hurtigt på bølgelængde med ham i

de mange "én til én" situationer. Disse situationer,

som han profiterer så meget af, har nu løftet ham

op på et andet socialt niveau. I det hele taget har

dette fase fire tilbud på mange områder "behandlet"

Andreas mere målrettet og kompetent, end vi

havde forestillet os og med resultater, som man kun

forventer i de foregående faser. En stor tilfredsstillelse

er det også at se, at personalet efteruddannes

og hele tiden holder fokus. Pædagogikken ændres, i

takt med at Andreas gør fremskridt, og derfra sættes

der nye målsætninger op.

Fraflytningen fra Østerskoven

Overleveringen fra Østerskoven blev på alle måder

en god oplevelse for os alle. Det nyansatte perso-

ANDREAS

Andreas er 28 år og var 19 år da han blev kørt ned.

Hans diagnose er diffust hjernetraume.

Ved ulykken pådrog han sig et kraniebrud i venstre

tinding og et 'back slash' 2 i højre frontallap.

Hans hjerne svulmede voldsomt op og blokerede

for blodtilførslen til den centrale del af hjernen og

ødelagde dele af hippocampus.

Man valgte derfor at bortoperere to store plader på

hver side af kraniet, så der kunne blive plads, og trykket

formindskes. Pladerne blev senere sat på plads igen.

nale besøgte Andreas på Østerskoven, og personalet

herfra var med de første to dage og kunne guide det

nye personale gennem de problemer, der uvægerligt

opstår under sådan en omstilling. En af os forælder

sov hos ham de første par nætter, og så har det ellers

kørt lige siden.

At Andreas skulle rammes af en helt usandsynlig

og ulykkelig tilfældighed er en ting, som vi i starten

havde svært ved at acceptere. Men fra det sekund

bilen ramte ham, har forløbet været karakteriseret

af mange positive tilfældigheder. Det var et heldigt

tidspunkt ulykken skete (kl. 13:20), den 'rigtige'

mand samlede Andreas op, beredskabet i Frederikshavn

var optimalt, det var de 'rigtige' erfarne Ålborglæger,

der arbejdede den uge af sommerferien,

ulykken skete i Nordjyllands Amt, man startede allerede

den avancerede genoptræning på Notia 1 , han

kom rimeligt hurtigt videre i behandlingssystemet.

Og vi fik dette botilbud søsat, fordi mange engagerede

mennesker så muligheder frem for problemer.

Samarbejde

Hvis man farer rundt som en flue i en flaske, så ryger

man også tilfældigvis gennem flaskehalsen på et

tidspunkt, og vi har da også gennem hele forløbet

været meget opsøgende for at komme igennem de

mange flaskehalse, der selvsagt er i et så langt forløb.

Vores baggrund som pædagog og lærer med årelang

erfaring i at mødes og kommunikere med alle

slags mennesker har absolut været en fordel, men

vi tog også meget tidligt i forløbet den beslutning,

at vi ville være absolut positive, så alle følte at vi

var "medarbejdere", som samarbejdede om et fælles

projekt. Selvfølgelig har vi været enormt frustreret,

fortvivlet og arrige, men samtalerne i bilen på

vej hjem, har nok reduceret diverse overtryk. Vi er

bestemt ikke overmennesker og har lidt de samme

kvaler, som de mange andre, vi har mødt, som også

er kommet ud på en lignende ufrivillig og uforberedt

rejse. n

Han var i starten totalt lam i venstre side, venstre

øje så den gale vej, han havde intet sprog, kunne

intet eller ingen genkende og fik sondemad. Da

sproget vendte tilbage, talte han først engelsk, senere

tysk kaudervælsk. Hans balance var helt ude

af kontrol, og vi måtte surre ham fast til kørestolen,

så han ikke væltede ud af den. Først efter et år var

vi sikre på, at han kunne genkende os forældre på

udseendet.

Han har genvundet sin førlighed,men har dog

stadig balanceproblemer. Han har et fint sprog men

med afatiske kendetegn. Han har ændret personlighed,

men har bevaret sit venlige og rare væsen, som

gør det nemmere at være sammen med ham.

Foto: Lars Jeppesen

1 Neuro-orto-traumeintensivt

afsnit på

Aalborg Sygehus Syd

2 Hjernen drives mod

den modsatte side

ved slaget og rammer

her den modsidige

ueftergivelige

del af kraniet

KnÆK nØDDEn 9


Af AnitA s. JEnsEn

ERgotERApEut

AfDELingsLEDER botiLbuD/

stØttEtEAm foR fysisK hAnDicAppEDE

og sEnhJERnEsKADEDE

hJØRRing KommunE.

10 KnÆK nØDDEn

En alternativ løsning

Andreas tog et kvantespring fremad, da han flyttede i egen lejlighed

med døgnstøtte tæt ved et botilbud.

Da Andreas´ forældre henvendte sig til botilbudet Buen

i 2005 blev vi, som Lars skriver, hurtigt enige om, at

Andreas ikke var en del af målgruppen i botilbudet

Buen, som er et tilbud for fysisk handicappede og

senhjerneskadede. Andreas var så kognitivt skadet,

at han ville reagere med vrede, hvis der var for meget

larm, og hvis de andre snakkede om noget, han ikke

kunne skabe sammenhæng i.

Derfor overvejede vi alternative muligheder: Botilbudet

er placeret i stueetagen i et alment boligbyggeri,

hvor Hjørring Kommune har visitationsret til de

øvrige lejligheder i blokken.

Hvis Andreas kunne bo i nærheden af et døgndækket

botilbud og være tilknyttet som en slags satellit,

så kunne det ses som en stor fordel.

Selvom han på det tidspunkt ikke kunne profitere

af samværet med de andre beboere, havde han mulighed

for at gøre brug af den vågne nattevagt, der

er tilknyttet botilbudet. Og det viste sig, at Andreas

hurtigt lærte, at når han havde brug for hjælp, kunne

han ringe på det nummer, personalet havde hængt

op til ham.

Vi så gode muligheder i, at Andreas boede tæt

på botilbudet i forhold til personalet. De to personalegrupper

deler kontor og holder så vidt muligt

pause samtidig. Der er desuden mulighed for kollegial

sparring, selvom man er alene på arbejde hos

Andreas. En anden fordel er, at man kan bytte vagter,

hvis man har brug for luftforandring i en periode. De,

som er hos Andreas, kan have brug for at arbejde

med andre borgere og have kollegaer omkring sig

i en periode, lige som de, der er i botilbudet, kan

have brug for andre arbejdsopgaver. Nogle gange

har vi medarbejdere, som har haft vagter begge steder.

Sidst men ikke mindst er der hjælp at hente hos

hinanden ved sygdom.

Ansættelse af nyt personale

Andreas forældre var med til jobsamtalerne, hvilket var

noget helt nyt for os. Vi havde aldrig haft pårørende

med til jobsamtaler før, men i denne situation faldt

det ganske naturligt, da Andreas’ forældre er meget

engagerede og har meget viden om deres søn og

faglige kompetencer i forhold til den skade, han har

fået. Inden samtalerne fik vi afstemt forventningerne

til hinanden. Andreas’ forældre kunne fortælle meget

præcist, hvad deres søn havde brug for af hjælp, og

samtidig var de helt bevidste om og indforstået med,

at vi havde det sidste ord i valget af medarbejdere.

Sammenstykning af et fase fire forløb

Denne sag er et godt eksempel på, hvordan et fase 4

forløb kan sættes sammen. At have et enkeltmandsprojekt

tilknyttet et døgndækket tilbud har i denne

situation været en rigtig god løsning. Vi mener, at

meget af grunden til, at Andreas har udviklet sig så

meget, er at der har været kontinuitet og struktur i

hans hverdag. Det har været muligt, fordi de, som er

ansat omkring Andreas, har hovedparten eller alle

timer hos ham. Det giver dem mulighed for at fordybe

sig fagligt i at tage højde for hans hjerneskade

og skærme ham fra det, han ikke kan overskue. De

har hele tiden samme fokus på, hvad der arbejdes

med og snakker på personalemøder sammen om,

hvordan de griber fokuspunktet an, så der bliver så

meget kontinuitet i det som muligt. De skriver mange

beskeder til hinanden, er altid opdaterede på, hvem

der gør hvad, og hvordan Andreas har reageret på

forskellige situationer. Flere af de ansatte har været

på en neuropædagogisk efteruddannelse på Neuropædagogisk

Kompetancecenter, UCN i Hjørring, og det

har givet dem en god ballast i forhold til at arbejde

med svært hjerneskadede.

Der er ingen tvivl om, at det var held i uheld, at

der ikke var et botilbud til Andreas på det tidspunkt,

hvor han havde brug for det, så der kunne tænkes

alternativt. Det har også været et plus, at han har

ressourcestærke forældre, som er bevidste om, hvad

der fungerer for ham.

Det betaler sig

Når man ser på økonomien i et tilbud som dette, er

det klart, at det er dyrere i personaletimer, end hvis

han havde fået en plads i et botilbud. Men hvis man

regner gevinsten ud over mange år, vil jeg vove at

påstå, at det kan betale sig i den sidste ende. Andreas

vil have behov for støtte resten af sit liv, men den

støtte han har haft de sidste fire år har gjort, at han

nu kan være alene nogle timer uden at blive rastløs

og irriteret bagefter. Han er blevet markant bedre til

at være sammen med andre mennesker, og kan nu

mærke på sig selv, hvornår det bliver for meget. Så

går han som regel væk, mens han tidligere reagerede

ved at blive vred.

Et botilbud er en rigtig god ide for senhjerneskadede

– når de er klar til det, og det er de først, når de

kan tage andre mennesker ind i deres univers uden

at blokere fuldstændigt, og når de kan udvikle sig i

deres selskab. n


Pædagogisk støtte

Fotos: Lars Jeppesen

Da Andreas flyttede ind på Buen, handlede det i

første omgang om at lære ham at kende og finde

ud af, hvad han havde brug for hjælp til. Så vi hyggede

med gåture, en god snak over en kop kaffe,

eller hvad der lige var humør til – det vigtige var at

skabe en god stemning.

I og med at Andreas har så dårlig en hukommelse,

er det vigtigt for ham, at han har informationer om,

hvad der skal ske i løbet af dagen. Han har en elektronisk

kalender, hvor dagens program bliver skrevet

ind i, men den ligger altid på hans skrivepult, så han

kan finde den. Når han så sidder i sofaen, skal han

rejse sig for at tjekke programmet, og fem minutter

efter, han har sat sig, må han rejse sig igen, fordi han

har glemt, hvad der står.

For at give Andreas mere ro på, har vi fået lavet

en aktivitetsplan, som vi hænger på hans skab. På

planen står alle ugens syv dage, og ud for hver dag

står der en aktivitet eller to. Andreas skal bare dreje

hovedet for at se overskrifterne for ugen, og det giver

ham overblik og utrolig meget ro. Vi har ligeledes

lavet en madplan, så han kan følge med i, hvad vi

skal spise i ugens løb, hvilket han går meget op i.

Andreas bruger planerne rigtig meget og kan ud fra

dem tale om, hvad han glæder sig til.

Støtte

En stor del af vores arbejde er at tage med Andreas

til diverse aktiviteter. Vi er med for at huske ham

på, hvad han skal, hvem han kender og hjælpe ham

med at finde rundt, og sidst men ikke mindst for at

skærme ham. Andreas kan ikke klare, hvis der bliver

talt for meget, og hvis folk ikke forstår hans situation

og bliver ved med at tro, at han kan huske, hvad de

talte om sidst osv. Vi hjælper Andreas med at komme

ud af situationen på en god måde – evt. ved at hjælpe

hans hukommelse på vej med små ord, ved at afslutte

samtalen for ham, eller ved at tage ham med væk og

for eksempel få lidt frisk luft.

Vi havde navneskilt på de første par år. Selvom vi

kom hos ham flere gange om ugen, ville han spørge

om vores navn mange gange i løbet af en vagt. Det

gør han ikke mere, nu er det nok, at vores navn står

på hans aktivitetsplan

Så snart Andreas kunne genkende personalet,

vidste han altid, hvem han kunne henvende sig til,

og det har vist sig at være en uundværlig hjælp for

Andreas, at der hele tiden har været en hos ham, der

kender ham godt, og som har kunnet hjælpe ham i

alle slags situationer.

Hukommelsen

Andreas’ skade gør det svært for ham at begå sig

socialt. Det er derfor et område, vi har arbejdet meget

med. Vi tydeliggør og viser ham, hvad man gør og ikke

gør i forskellige situationer. For eksempel er Andreas

meget glad for at fortælle om forskellige oplevelser,

og hvis andre taler om noget, som gør at Andreas

husker en oplevelse, så afbryder han – uden hensyn

til den, der taler. Dette punkt har vi arbejdet en hel

del med og har fået indlært et "stop" tegn, så vi kan

stoppe ham, når han afbryder, og dermed undgå at

han fornærmer andre.

Vores fokus har hele tiden været, at Andreas kan

blive bedre, end vi forventer. I takt med at dette er

sket, har vi kunnet stille større krav til ham, givet

ham større opgaver og ladet ham være mere alene.

Det sidste nye sejr er, at han selv kan gå til købmanden

efter en liter mælk – noget vi aldrig ville have

troet, at han skulle komme til. n

Af RiKKE biDstRup,

pÆDAgog

og AnsAt i tEAmEt

omKRing AnDREAs

hJØRRing KommunE.

KnÆK nØDDEn 11


Matematiklærerens

udfordring blev træthedsbrøken

Af sAnnE sKovDAL JØRgEnsEn,

ERgotERApEut,

RAnDERs sunDhEDscEntER (Rsc)

og LonE AAgAARD,

foRLØbsKooRDinAtoR foR

sEnhJERnEsKADEDE

i RAnDERs KommunE.

12 KnÆK nØDDEn

Målrettet træning og kontinuitet i rehabiliteringsforløbet

banede vejen tilbage

i job for Søren. Det blev et forløb,

hvor ting blev prøvet af, og hvor han

lærte at acceptere trætheden i stedet

for at trodse den.

Søren var 53 år, da han blev ramt af en blodprop i

lillehjernen. Efter en måned startede han genoptræning

på RSC. Ergoterapeuten på Regionshospitalet i

Randers havde forinden kontaktet ergoterapeuten på

RSC og fortalt om Sørens kognitive vanskeligheder. De

fysiske og kognitive problemer var desuden beskrevet

i genoptræningsplanen.

Hjem igen

Da genoptræningen startede, kunne Søren ikke forholde

sig til at starte som lærer igen. Han var meget træt og

hvilede ca.12 timer i døgnet. Energien blev brugt på

at få hverdagen til at fungere. Som alenefar med en

teenagesøn klarede han selv alle de huslige pligter

som indkøb, madlavning osv., men de udtrættede ham.

Søren var motiveret for at komme i gang med genoptræningen.

Hans problemer var nedsat overblik,

nedsat koncentration og træthed. Han havde ingen

fysiske problemer, og hans ønske var igen at kunne

prioritere i sine opgaver og vende tilbage til sit job

som lærer. Forløbskoordinatoren blev koblet på, og

der blev arrangeret en samtale med Søren og sønnen.

Kognitiv træning i hjemmet

Træningen, som blev varetaget af en ergoterapeut

med neurofaglig uddannelse og arbejdserfaring fra

Hammel Neurocenter, tog udgangspunkt i opgaver i

hjemmet. Søren ville gerne have støtte til at organisere

papirer, som lå i bunker på skrivebordet. Han havde

ingen plan for, hvordan han skulle gribe opgaven an

og blev forvirret ved tanken. Søren blev støttet i at få

overblik over og strukturere opgaven samt at mærke

efter, hvornår han skulle holde pauser.

I starten arbejdede han koncentreret i 10 minutter,

før trætheden mindskede overblikket. Senere

kunne han arbejde i op til en halv time ad gangen.

Han var god til at bruge strategier, og kunne overføre

det lærte fra én aktivitet til en anden.

Målrettet træning

Søren arbejdede også med at blive bedre til at planlægge,

så han ikke skulle for mange ting på den samme

dag. Det var svært for en aktiv mand som ham, men

han fik det fysisk dårligt, når han pressede sig selv for

hårdt, og dette ubehag kunne vare ved i flere dage.

Det var ikke mindst svært at acceptere det nedsatte

aktivitetsniveau, når lysten stadig var der.

I løbet af en måned blev han bedre til at strukturere

sin tid. Han huskede at holde hvil i løbet af dagen,

så energien kunne komme til at strække længere, og

han blev bedre til at registrere de små træthedstegn.

Hans fik større overskud, og han begyndte at tænke

på sit arbejde igen.

Træningen havde nu fokus på hans undervisning.

Det var specielt matematiktimerne, han havde behov

for at arbejde med. Søren kom selv med ideer til,

hvordan timerne kunne fungere bedre for ham. Han

ville forberede sig grundigt og f.eks. begynde at rette

opgaver derhjemme i stedet for at gøre det i timerne,

mens eleverne arbejdede selv. Han tvivlede på sine

evner som lærer og var bekymret for, hvordan det

ville være at starte på job igen.

Vejen tilbage i job

Efter tre måneder droslede træningen ned, og arbejdet

startede langsomt op. Der var et tæt samarbejde mellem

ergoterapeuten og forløbskoordinatoren, så viden

og erfaring fra træningen blev implementeret i jobbet.

Sagsbehandleren fra jobcentret blev kontaktet, og en

jobkonsulent fra fastholdelsesteamet blev koblet på.

Der blev et tæt parløb mellem Søren, arbejdsplads,

jobkonsulent og forløbskoordinator og med løbende

møder. I samarbejdet bidrog forløbskoordinatoren

med neurofaglig viden om skadens placering og

følgevirkninger og inddragelse af ergoterapeutens

kognitive træning. Viden som jobkonsulenten omsatte

til lovmæssige muligheder og som arbejdspladsen

implementerede i praksis.


Foto: Lone Aagaard

Søren blev delvis raskmeldt og startede langsomt

op. Han startede med at undervise otte timer om

ugen, men kom hurtigt op på 14 undervisningstimer.

Det betød meget for Søren at komme tilbage i job.

Han nød atmosfæren på skolen og at have en normal

hverdag igen. Søren havde store forventninger til

sig selv. Elevernes og forældrenes tilbagemeldinger

blev tillagt en betydning, de aldrig havde haft tidligere.

Hvis Søren havde glemt en lille ting, mente han

straks det skyldtes blodproppen, og så det ikke som

noget, der også kunne være sket tidligere.

Et halvt år efter Sørens blodprop var han stadig

meget træt. Al energi blev brugt på undervisningen.

Han fravalgte alle møder. Undervisningen i matematik

krævede meget planlægning og forberedelse, og

sløjdtimerne var krævende på grund af krav om delt

opmærksomhed.

Trivselstrekanten

Forløbskoordinatoren hjalp Søren med indsigt og

forståelse for sin egen situation ved hjælp af trivselstrekanten.

Arbejdet var vigtigt for ham, så fritiden og

det sociale liv blev nedprioriteret. Søren havde et

godt netværk, men han takkede nej til invitationer.

Sørens prioritering så sådan ud. Trekanten illustrerer Sørens

samlede mængde energi, hvor arbejdet fyldte mest i dagligdagen.

Hjem

Arbejde

Fritid

Erkendelse af problemet

Da et nyt skoleår startede, kom Søren op på 17 undervisningstimer

om ugen. Men da det blev efterår igen,

var Søren stresset. Han blev bedt om at føre dagbog

over sin træthed. Der viste sig et mønster. Han var mest

træt mandag, hvor der var fem undervisningstimer og

onsdag, hvor de to sløjdtimer lå. Han havde kontakt

med forløbskoordinatoren, som frarådede de mange

timer, men for ham var det vigtigt at mærke grænsen

i praksis. Grænsen blev nået – og han erkendte, at

noget skulle ændres. Arbejdspladsen var fleksibel og

imødekommende. Timetallet pr. dag blev ændret, så

timerne blev fordelt over hele ugen, og aftalen blev 14

undervisningstimer. Søren var ked af tilbagegangen,

men jobkonsulent og forløbskoordinator insisterede.

Søren mærkede nu, at han fik det bedre. Han fik

mere energi også til at være social igen. Der blev

derfor igen kigget på timeplanen. Fremadrettet var

det vigtigt, at han prioriterede møderne for at kunne

arbejde som lærer. Resultatet blev 11 undervisningstimer

foruden møder, forældresamtaler og lignende.

Prioriteringen var nu anderledes. Der var igen overskud

til venner, familie og sociale aktiviteter.

Hjem

Arbejde

Fritid

Matematik på et højere niveau

15 måneder efter at Søren fik en blodprop, blev han

bevilliget et fleksjob. Det var en lang og svær proces

for Søren at acceptere, at han ikke kom op på fuld

tid. Han håber stadig, at det vil lykkes en dag, men

realiteterne er nogle andre. Forløbskoordinatoren har

under hele forløbet fulgt Søren, men efter etablering

af fleksjob er han igen klar til at stå på egne ben. Det

største problem for Søren efter blodproppen i hjernen

var og er trætheden. En træthed, som han kæmper

med og indimellem trodser, men for Søren er det nødvendigt

at prøve tingene af i praksis. Nu kender han

konsekvensen af at trodse signalerne for, når grænsen

er nået og har i sit liv fået skabt en base, så tingene

alligevel kan hænge sammen – trætheden til trods. n

Det var svært for en aktiv mand som Søren

at geare ned, men han fik det fysisk dårligt,

når han pressede sig selv for hårdt, og dette

ubehag kunne vare ved i flere dage. Det var

ikke mindst svært at acceptere det nedsatte

aktivitetsniveau, når lysten stadig var der.

KnÆK nØDDEn 13


Utraditionelt samarbejde på tværs

Af RAnDi JØRgEnsEn &

mEttE hEnRiKsEn,

nEuRopÆDAgogER,

mAibRit bAgER,

ERgotERApEut

& AnitA boyE pouLsEn,

fysiotERApEut.

“Rart at have dialog".

"Godt at få talt om det, når

min mor har det skidt".

Familien

14 KnÆK nØDDEn

Åse fik i 2006 som 56-årig en blødning i hjernen og

efterfølgende også en blodprop i højre hjernehalvdel,

som gav hende svære lammelser i venstre side. Åse

var indlagt på sygehus og genoptræningshospital i

ca. et halvt år, og hun var derefter på kommunens

rehabiliteringsafsnit i otte måneder. I dag bor hun i

en almindelig plejebolig.

Åse er kørestolsbruger og får hjælp til næsten alt.

Hun har svære kognitive forstyrrelser i form af meget

nedsat opmærksomhed og kropsfornemmelse mod

venstre. Vågenhedsniveauet og bearbejdelse af sanseindtryk

er også nedsat. Åse kan ikke bevæge venstre

arm og ben, og der er også tale om spasticitet.

Hun kan bruge højre arm og ben til blandt andet at

køre kørestolen. Når Åse bliver frustreret, bliver hun

udadreagerende og slår, niver og kradser. Det sker

ofte, når hun har svært ved at bearbejde sanseindtryk.

I pressede situationer bruger Åse primært den

udadreagende adfærd, men når det ikke er tilstrækkeligt,

siger hun også fra verbalt.

Indsats fra specialiseret fagpersonale

Familien oplevede frustrationer allerede under indlæggelsen

og senere i kommunen, da Åse fik afslag på en

ansøgning om at komme på et genoptræningsophold

på Kurhus. Kommunen valgte i stedet at bevillige et

forløb, hvor Kurhus skulle vurdere Åse i egne omgivelser

og hjælpe plejepersonalet med at implementere

en hensigtsmæssig håndtering af Åse. Kurhus afbrød

dog forløbet, og i stedet kom en specialergoterapeut

på opgaven. Hun underviste i Åses kognitive skader

og superviserede plejepersonalet. Fysio- og ergoterapeuten

fulgte op med instruktion i forhold til lejringer,

bevægeøvelser og håndtering. Indsatsen var dog ikke

tilstrækkelig til at ruste personalet i hverdagen, og

Åses adfærd blev tiltagende voldsom, og det gav negativt

bagslag for personalet både psykisk og fysisk.

Udskiftning af plejepersonale, og det, at Åses adfærd

ændrer sig hele tiden, gjorde, at der var brug for en

kontinuerlig opfølgning og justering af indsatsen i

forhold til hendes situation.

Hjerneskadekoordinator og teamdannelse

I 2008 ansatte Egedal Kommune en hjerneskadekoordinator.

Han blev sat ind i Åses sag. Derpå blev der

bevilliget individuel neuropædagogisk bistand, og

der blev nedsat et Rehabiliteringsteam bestående af

plejepersonale, ergo- og fysioterapeut og neuropædagoger.

Desuden startede hjerneskadekoordinator,

sagsbehandler og rehabiliteringsteam med at holde

handleplansmøde sammen med familien.

Tilgang og ændringer

Den neuropædagogiske tilgang har været at observere

Åses adfærd og handle ud fra den viden, vi har om de

nedsatte kognitive funktioner, som en hjerneskade kan

medføre. Derudover er der taget højde for det liv, Åse

levede inden skaden (det præmorbide liv). Herudfra

blev der sammen med Åse planlagt aktiviteter, som

har været meningsfulde og tilpasset hendes alder,

interesser og funktionsniveau.

"Arbejdet med en hjerneskadet borger bliver

mere spændende, når jeg sammen med andre

faggrupper hele tiden kan lede efter små

udviklingsmuligheder".

“Det giver arbejdsro at vide, at der hele tiden

er planlagt nye måder, hvor aftaler bliver fulgt

op og evalueret".

Ergoterapeuten

Vores opfattelse af den voldsomme adfærd er, at

den er opstået i situationer, hvor vi ikke har været

gode nok til at tyde Åses kommunikation. Derfor har

vi forsøgt at styrke kommunikationen og det sociale

samspil med Åse for eksempel om, hvad for noget tøj

og hvilke blomster, hun har ønsket at købe.

Udviklingsarbejdet i det tværfaglige team

Da vi mødtes første gang, stod vi med problematikken:

en svært hjerneskadet kvinde, der kunne være

meget udadreagerende, kritiske pårørende, og mange

frustrationer hos personalet rundt om Åse. Blandt

andet var der stor bekymring for Åses mundhygiejne,

da det var meget vanskeligt at børste hendes

tænder. Åse fik dengang kun sondemad, og hun var

derfor meget følsom i mundhulen. Det var på tale

at søge om lov til at bruge magtanvendelse under

tandbørstning, da det var en af de situationer, hvor

Åse ofte reagerede voldsomt.


Hvis personalet ikke ser eller forstår de signaler, en svært hjerneskadet person med sparsomt sprog

udsender, risikerer de at få en person med voldsom adfærd, da det er vedkommendes udtryksmulighed.

Et samarbejde mellem faggrupper, der normalt ikke arbejder sammen, har modvirket dette og givet positive

resultater for en voldsomt reagerende kvinde. Hun har fået mere ro og medbestemmelse ind i sit liv

“Voldsom adfærd er et udtryk for “noget vi

gør forkert" i vores møde med Åse".

“Flere faggruppers kompetencer og erfaringer

giver inspiration og mulighed for støtte

udvikling hos Åse ved samarbejde".

“Indblik i hinandens arbejdsverdner giver

større respekt og forståelse for hinandens

arbejde og indsats".

Neuropædagogerne

På møderne blev der talt handlemuligheder, og

det mundede ud i konkrete forslag. Fysio- og ergoterapeuten

begyndte – med familiens samtykke – at

give Åse smagsoplevelser i form af synkevenlig mad

og lidt øl, som hun ofte bad om. Neuropædagogerne

fulgte op med at gå ud og købe øl, chokolade og desserter

sammen med Åse. Her viste det sig, at Åse var

i stand til selv at vælge, hvad hun gerne ville købe,

når blot der var tid til det. Plejepersonalet fik lettere

ved at børste hendes tænder, og de begyndte at give

hende lidt at spise sammen med de andre beboere.

I dag får hun et fuldt gratinmåltid til middag, og der

er skåret ned på antallet af sondemåltider. Den sondemad

Åse fik om natten, hvor hun ofte reagerede

voldsomt, er nu tillige fjernet.

Den voldsomme adfærd er faldende, når Åse har

det godt, selv om der fortsat er udadreagende adfærd,

når hun har det fysisk dårligt og for eksempel

har smerter. Men vi ser en kvinde, som har fået øget

sit vågenhedsniveau, hvilket har givet os nye muligheder

for at tage på længere ture.

Det er vores oplevelse, at Åse har fået en større

livsglæde, og at de pårørende ser omsorg og positive

tiltag for deres hustru og mor, og at de virker mere

tilfredse med indsatsen.

“Jeg tror at vores samarbejde har gavnet Åse".

“Det er rart, at man også selv kan fortælle,

hvad man har oplevet med Åse".

Plejepersonalet

Samarbejde

Kerneydelser fra mange faggrupper er nødvendige

for at alle behov hos et menneske kan blive dækket.

Derfor er det vigtigt med et tæt samarbejde og en

god forståelse for hinandens arbejde.

Samarbejdet kræver respekt for hver enkelt faggruppes

arbejde, indsigt i faggruppens primære

opgave, og hvilke arbejdsbetingelser man arbejder

under. Vi skal også opnå en forståelse for hinanden

og et fælles sprog – eller i hvert fald forståelse for

hinandens sprog.

For at opnå dette har vi holdt møder, hvor der er

indgået aftaler, givet inspiration og udvekslet ideer.

Erfaringsudvekslingen mellem de forskellige faggrupper

giver et højt fagligt niveau, samt følelsen

af et fælles ansvar. Vores møder er ført til referat,

så vi har kunnet følge op på, hvad der er sket siden

sidst og har kunnet arbejde videre derfra. Denne

sparring og refleksion giver os energi og nye input.

Det har været en vigtig forudsætning for ikke at blive

udbrændt i det daglige arbejde, som vil strække sig

over mange år.

"Det er rigtig godt at høre de andre

faggruppers oplevelser med Åse og få den

tværfaglige sparring".

Fysioterapeuten

Det er de små udviklingsmuligheder, vi lægger

mærke til og arbejder videre med, og de små succeshistorier

fra hverdagen, der kommer frem på vores

møder. Det giver os et skulderklap og troen på,

at vi gør en forskel.

Det er ikke så almindeligt, at neuropædagoger,

terapeuter og plejepersonale samarbejder omkring

en plejehjemsbeboer, men det er et område, der

burde arbejdes meget mere med til gavn for mange

hjerneskadede på plejecentrene. Samarbejdet har

desuden haft en positiv afsmitning på indsatsen i

forhold til andre borgere.

Dette tværfaglige samarbejde har og vil på længere

sigt spare kommunen for mange ressourcer

i form af møder med utilfredse pårørende, færre

sygedage hos personalet og lettere og hurtigere

arbejdsgange. n

Fakta

Nuværende organisering i

Egedal Kommune

• Hjerneskadekoordinator

modtager information

om indlagte borgere med

erhvervet hjerneskade fra

hospitalet, formidler informationen

videre til relevante

samarbejdspartnere

(visitatorer, sagsbehandler

fra sygedagpenge og voksen

handicap).

• Hjerneskadekoordinator,

visitatorer og evt. sagsbehandler

og/eller terapeut

deltager i hospitalskonferencer,

når udskrivelsen

nærmere sig.

• Borgerens sag drøftes i

hjerneskadesamrådet, som

jævnligt følger op.

• Der sammensættes

Rehabiliteringsteam og

Handleplansteam

• Hjerneskadekoordinator,

hjerneskadesamråd samt

Rehabiliterings- og Handleplansteam

mødes jævnligt

og følger op på den hjerneskadedes

sag.

Læs også om formålet med

Hjerneskadesamrådet og om

Rehabiliterings- og Handleplansteam

i netudgaven af

denne artikel på:

www.vfhj.dk/default.

asp?PageID=2113

KnÆK nØDDEn 15


Godt tværsektorielt

samarbejde

To år efter to hjerneoperationer, som resulterede i en hjerneskade, var Dorthe så selvhjulpen, at

hun kunne flytte hjem. Det betød, at Dorthe kunne komme hjem at bo – med støtte – sammen

med sine to teenagebørn. Uden Esbjerg Kommunes koordinerede indsats og mange gode viljer

var Dorthe efter al sandsynlighed endt på et plejehjem og børnene i en plejefamilie.

Af vibEKE stRAnD AnDERsEn,

ERgotERApEut,

boRgER og ARbEJDsmARKED,

voKsnE hAnDicAppEDE, RibE,

AnEttE fØRgAARD pEDERsEn,

visitAtoR,

sunDhED og omsoRg,

EsbJERg KommunE,

EvA viLhELmsEn,

sociALRåDgivER &

chRistinA oLEsEn,

ERgotERApEut,

bEggE AnsAt i boRgER

og ARbEJDsmARKED,

voKsnE hAnDicAppEDE,

16 KnÆK nØDDEn

EsbJERg.

Dorthe er enlig mor i 40'erne med to teenagebørn og

fuldtidsarbejde, da hun i 2007 pludselig får konstateret

en tumor i hjernen. Hun bliver opereret to gange i

løbet af to år og får som følge heraf en erhvervet en

hjerneskade med fysiske og kognitive vanskeligheder.

Efter begge operationer gennemgår Dorthe et langt,

hårdt genoptræningsforløb på Rehab Varde. Ved begge

udskrivninger er der behov for en massiv tværfaglig

indsats. I perioden hvor Dorthe er indlagt, bor børnene

hos henholdsvis bedsteforældre og en plejefamilie.

Efter det første genoptræningsforløb er fagpersoner

omkring Dorthe i tvivl om, hvorvidt hun er i stand

til at opholde sig i hjemmet, pga. husets indretning

og hendes fysiske funktionsniveau. Dorthe insisterer,

fordi hun savner sine børn. I samarbejde med

Dorthe finder vi en løsning i form af mindre boligændringer

og gennemtænkte strategier.

Til udskrivningssamtale efter det andet genoptræningsforløb

indkaldes Familieafdelingen, Esbjerg

Kommune. På dette møde bliver det drøftet i samråd

med Dorthe, hvilken støtte familien har behov for.

Dorthe har behov for hjælp fra hjemmeplejen, støtte

fra Hjerneskadeteamet, støtte fra familieafdelingen

i forhold til børnene, fysioterapi m.m. jf. genoptræningsplan

ved Social & Omsorgsafdelingens "Udkørende

Team", opfølgning hos en synskonsulent og

samtaler hos en privatpraktiserende psykolog.

Koordinator

En medarbejder fra Hjerneskadeteamet bliver udpeget

som faglig koordinator af forløbet. Koordinatoren

sørger for at skabe sammenhæng, struktur og overblik

i indsatsen.

Dothe træner ihærdigt, men har svært ved at finde

en identitet, at erkende og acceptere, at livet ikke

bliver, som før hun blev syg. Hun deltager ikke gerne

i aktiviteter udenfor hjemmet, hvis ikke det handler

om træning. I den efterfølgende lange proces var det

vigtigt, at alle aktørers faglige kompetencer blev sat

ind, så Dorthe fik et sammenhængende kvalificeret

støtte- og træningsforløb ud fra sine specifikke behov,

og at hun var hovedpersonen i hele forløbet.

Der holdes jævnligt statusmøder, hvor alle aktørerne

deltager i et forsøg på at sikre, at indsatsen hele tiden

er optimal.

Derefter tager Dorthe imod tilbud om et genoptræningsophold

på Vejlefjord. Da det er vigtigt med

en helhedsorienteret indsats, følger Esbjerg Kommune

op på opholdet på Vejlefjord, og ved afslutning

på opholdet deltager koordinatoren og socialrådgiveren

i udskrivningssamtalen.

Langsomt bliver Dorthe styrket fysisk som psykisk

og får mere og mere mod på tilværelsen igen.

Hun begynder at tage ansvar for sig selv og udvise

initiativ og glæde ved forskellige sociale aktiviteter.

Hun går til handicapridning, cykler i nærmiljøet og

starter i en netværksgruppe for senhjerneskadede.

Her byder Dorthe ind med stort og småt i gruppen

og finder stor glæde ved samværet.

I dag er Dorthe kommet langt i sit rehabiliteringsforløb.

Hun har indlært en række kompenserende

strategier. Hun har opnået, det som var vigtigt for

hende – at bibeholde sin forældrefunktion og hun er

tilmed blevet delvist selvhjulpen i de fleste daglige

gøremål – med støtte. Det er blevet vurderet, at hun

ikke kan klare sig selv, men at hun med fortsat støtte

kan bo og fungere i sit eget hjem. Uden den massive

indsats og støtte Dorthe har fået, ville hun formentlig

være endt på en døgninstitution og børnene være

blevet anbragt i familiepleje. n

Efter at artiklen er færdigskrevet, er der desværre indtrådt

den omstændighed, at Dorthes tumor er vokset kraftigt

igen. Det har medført, at hendes tilstand er temmelig

forværret. Esbjerg Kommune fastholder en koordineret,

tværfaglig og tværsektoriel indsats med sigte på at støtte

Dorthe i hendes ønske om plejebolig, med mulighed for

så meget samvær som muligt med børnene.


UDSKRIVNINGSTEAM

Et Udskrivningsteam er etableret med henblik på

en samlet, koordineret indsats omkring nyskadede.

Teamet består af visitator fra Sundhed & Omsorg,

koordinator fra Team Fysisk H og lederen af Hjerneskadeteamet.

HJERNESKADETEAM

Støtte jf. SEL § 85 ydes af Senhjerneskadeteamet,

som består af fysioterapeuter, ergoterapeuter,

pædagoger, m.fl.

Modificeret,

dialogbaseret

BUM-model

Med BUM-modellen som udgangspunkt bliver et møde

etableret mellem borger, pårørende og personale, når

patienten er klar til udskrivning. Her klargøres ønsker,

behov og mål for tiden efter udskrivelsen, og der informeres

om muligheder. Det store spørgsmål er altid:

Kan vi etablere et samlet tilbud, hvor vi tilbyder

at passe, genoptræne og udvikle borgeren i eget

hjem og hvordan?

Eller skal der visiteres til rehabiliteringsforløb på

en behandlingsinstitution?

En hjerneskadesag handler om et menneske, som

pludseligt bliver syg og får sine livsvilkår ændret radikalt.

For at forhindre tilbagegang iværksætter vi en

indsats hurtigst muligt for at genoprette en dagligdag

så tæt på det normale som muligt og afklarer

den ramte i forhold til arbejdsmarkedet. Hjerneskadeteamet

består af medarbejdere med erfaring og

uddannelse i hjerneskader udover uddannelse som

fysioterapeut, socialrådgiver og pædagog/ergoterapeut.

En repræsentant fra familieafdelingen er med

i teamet ad hoc.

Visiteringsenheden

Visiteringsenheden er oftest indgang til kommunen

for både borger og sygehuse og modtager al elektronisk

kommunikation, for eksempel forløbsplaner

og genoptræningsplaner. Visiteringsenheden vurderer,

hvilken indsats der bliver behov for og retter

TEAM FYSISK H

Voksen Handicap = består bl.a. af Team Fysisk H

hjælp til fysisk handicappede og senhjerneskadede

over 18 år.

Bevilliger til:

• Større boligændringer

• Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)

• Ophold på genoptræningsinstitution

• Botilbud

• Støtte i eget hjem m.m.

henvendelse til den øvrige del af teamet. Det er dog

muligt at komme i kontakt med kommunen via alle i

udskrivningsteamet, som så vurderer, hvilken indsats

der er behov for og derpå retter henvendelse til de

andre afdelinger.

Fordelen ved denne model er et fælles afsæt i vurderingen

af, hvilken forsat rehabiliteringsindsats der

skal bevilges. Efterfølgende sammensættes et hold,

som arbejder videre med borgeren. Der er tale om

en samlet indsats, hvor aktørerne samarbejder om

en sammenhængende indsats.

Udskrivnings- og hjerneskadeteam

I Esbjerg ligger forløbskoordinationen hos Udskrivningsteamet,

der er den bevilgende myndighed. Vi vurderer,

at det giver stor smidighed og hurtig ekspedition.

Den faglige koordination ligger hos udførende medarbejdere

ved Hjerneskadeteamet, der er tovholdere

på borgerens sag "i marken". Der er løbende dialog

med myndighed via statusmøder.

En hurtig massiv indsats betyder økonomisk besparelse

over tid og en bedre livskvalitet for borger.

Borgeren oplever en sammenhængende indsats –

hvor der tænkes i muligheder mere end i begrænsninger.

n

Se mere om Hjerneskadeteamet på: www.

hjerneskadeteamet.esbjergkommune.dk/Default.aspx

S&O og VIS

Sundhed & Omsorg (S&O)

og Visiteringsenheden (VIS)

visiterer til:

• Hjemmehjælp

• Træning

• Genoptræning

• Hjemmesygepleje

• Mindre boligændringer

• Hjælpemidler

• Pleje- og ældreboliger

• Hjælpeordninger

• Plejeorlov etc.

En ting er rehabilitering på et sygehus med et fast team af

fagpersoner, hvor opgaver og samarbejdsstruktur er givet –

noget andet er rehabilitering i eget hjem. Esbjerg Kommune

arbejder ud fra en "modificeret, dialogbaseret BUM-model1 ".

1 Bestiller - Udfører - Model

– Læs mere om modellen

fx på dette link:

www.eklconsult.dk/

page54.aspx

KnÆK nØDDEn 17


Sæt realistiske mål

Af pERniLLE KLostER AALunD,

Foto: Pernille Aalund

fysiotERApEut,

AfDELingsLEDER

i bo- og gEnoptRÆning,

bo- og AKtivitEtscEntER

bytoftEn, hERning.

"Fortsæt med at prioritere og at kaste

penge i at give folk et ophold, som jeg

har fået," siger Allan Hansen.

18 KnÆK nØDDEn

Med hjælp fra to kommuner og

Bytoften er Allan Drejø Hansen efter

en hjerneblødning i juni 2009 tilbage

på arbejde igen.

"Det har hele vejen igennem føltes professionelt, og

jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet, at der ikke

var styr på det", siger Allan Drejø Hansen, mens han

uddeler "øretæver" (red. kager) om det rehabiliteringsforløb,

han har været igennem, siden han i juni 2009

fik en hjerneskade på grund af en hjerneblødning.

Og dét på trods af, at han fra indlæggelsen på

Neurologisk afdeling, Regionshospitalet Holstebro,

til udskrivelsen fra Bo- og Genoptræning Bytoften i

marts 2010 har været i ikke mindre end 20 fagpersoners

hænder fordelt på én region og to kommuner.

Når man som kommune står med ansvaret for at

sikre sammenhæng og koordineret indsats for personer

med erhvervet hjerneskade efter hospitalet,

kræver det viden om, hvilke muligheder der findes

og samtidig et skarpt øje for at udrede og vurdere,

hvilke ressourcer og hvilke begrænsninger borgeren

har. Sådan var det også, da Jannie Bek Kirkegaard,

sagsbehandler i Holstebro Kommune, skulle hjælpe

Allan videre efter udskrivelsen fra Neurologisk afdeling

på regionshospitalet Holstebro. Hun var engageret

og forstod, hvilke behov Allan havde ved udskrivelsen

og fik hurtigt skabt overblik over muligheder

for det videre rehabiliteringforløb. Hun fik visiteret

Allan til et midlertidigt genoptræningsophold på

Bo- og Genoptræning Bytoften (§107) i Herning

Kommune. Derfor deltog teamet fra Bytoften også,

da RegionsHospitalet i Holstebro indkaldte til udskrivningsmøde

i august 2009.

Bytoften

Efter indskrivning på Bo- og Genoptræning blev der

inviteret til en forventningssamtale, hvor Allan, familie,

hjemmevejleder og teamet afstemte de gensidige

forventninger og mål til fremtiden. Allans mål var

klart: Han ville hjem til Hanne igen og tilbage på "Det

Gode køkken" i Holstebro – et kommunalt køkken,

hvor han arbejdede inden skaden.

Ved hjælp monofaglige undersøgelser, tests og

en neuropsykologisk undersøgelse blev Allans behov

beskrevet. Kontaktpersonen lavede ved ophold-

ets begyndelse et hjemmebesøg hos beboeren sammen

med de nærmeste pårørende, hvor det blev

præciseret, hvilken indsats der skulle til for at Allan

kunne komme hjem. Et team bestående af: social-

og sundhedsassistent, ergoterapeut, fysioterapeut,

musikterapeut, neuropsykolog og afdelingsleder tog

sammen med Allan fat på at lægge en konkret behandlingsplan

med fokusområder gældende for tre

uger af gangen.

Evalueringen viste, at Allan hurtigere end forventet

var klar til et besøg med indlagt træning i hjemmet.

For Allan selv var fysisk aktivitet kodeordet,

og, som han pointerer under interviewet, tog han

på Bytoften trapperne fra kælder til top (syv etager)

flere gange dagligt, mens han tidligere var blevet

stakåndet af trapperne kun til 3.sal.

Struktur

Der blev arbejdet målrettet med dagligdagens struktur

og med de følelsesmæssige frustrationer, der trænger

sig på efter en hjerneskade. Desuden med selvværdsfølelsen

ved siden af de mere konkrete træningstiltag,

og det gav Allan følelsen af at blive taget alvorligt.

Julen 2009 blev fejret med 10 dages juleferie

hjemme i Holstebro sammen med hustru og datter –

en succes, der dog kun var mulig i kraft af, at teamet,

hustruen Hanne og hjemmevejleder Jette Uldal var i

konstant dialog om udvikling og sikring af Hannes

tryghed ved at være alene med Allan.

Arbejdet

Kontakt til den tidligere arbejdsplads var næste skridt

for at nå Allans mål. Her blev Allan taget fantastisk

godt imod, og den daglige leder tog aktivt del i planlægningen

af Allans tilbagevenden til virksomheden.

Det skete i tæt samarbejde med jobkonsulenten i

Holstebro Kommune og sagsbehandlere på jobcen-


Foto: Pernille Aalund

ter Herning, som stillede op til virksomhedsbesøg i

Holstebro med kort varsel og havde stor forståelse

for betydningen af deres medvirken i forhold til at

skabe et vellykket rehabiliteringsforløb. Det betød,

at planerne om virksomhedspraktik blev realiseret

kvikt og ukompliceret.

Viden kompetencer og handlekraft

Allan siger om indsatsen, at den "har været professionel,

og at de personer, der har været involveret i

hans forløb, har været engagerede og interesserede

i ham og hans ønsker".

For teamet fra Bo- og Genoptræning har det i

særdeleshed været viden, kompetencer og handlekraft,

der har givet et målrettet og effektivt forløb hos

samtlige samarbejdspartnere.

Det vigtige i komplicerede hjerneskadesager er,

at én part påtager sig tovholderfunktionen – i Allans

tilfælde var det teamet fra Bytoften. At det blev et

succesfuldt forløb skyldes blandt andet, at de personer,

der bød ind med viden, også har handlet og

taget ansvar. Der har fra Herning og Holstebro kommunes

jobcentre været sagsbehandlere, der har

handlet rettidigt, og som har haft den rette foståelse

for vigtigheden af, at en person med erhvervet hjerneskade

har brug for struktur og for tid for at kunne

vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ikke mindst har

Allans arbejdsgiver, Anne Marie Nielsen fra Det Gode

Køkken i Holstebro, stillet sig til rådighed, både ved

møder på Bytoften og på arbejdspladsen og har bidraget

positivt til Allans tilbagevenden til køkkenet,

ligesom hun har udvist forståelse for de begrænsninger,

en hjerneskade medfører.

Tæt dialog

Så kort sagt er det muligt at lave optimale forløb, både

for borgeren, der medinddrages aktivt i sin egen rehabilitering,

og for kommunen, der samfundsøkonomisk

vinder ved at sætte ind med ekspertise på rette tid

og sted. Det er afgørende, at rehabiliteringen foregår

i en tæt dialog, trods de mange involverede parter,

at der udpeges en tovholder, så der konstant er en

ansvarlig instans for borgeren, at træningen foregår

så virkelighedsnært som muligt, at man på genoptræningsafdelingen

trækker på alle de færdigheder,

der skal trænes for at nå det mål, som blev fastlagt

allerede ved indflytning, ligesom dele af træningen

skal henlægges til den ramtes eget hjem.

På den måde er det lykkedes for Holstebro og Herning

Kommune i tæt samarbejde at få Allan Drejø

Hansen tilbage i "eget liv" igen – allerede otte måneder

efter hjerneskaden – selv om der var tale om

massive kognitive problemer som at huske, tage

initiativ og finde vej,

Og på mange måder er Allan, som han selv udtrykker

det, "en rigere mand med bedre kendskab til sin

egen formåen" end han var tidligere i sit liv.

De betydningsfulde oplevelser for Allan har været

alle de involverede personer – og særligt kontakten

til teknisk afdeling på Bytoften. Det var her Allan

startede med en "mentorordning", så han kunne

løse opgaver af pedellignende art under teknikernes

opsyn – de sidste to måneder med ansvar for at

løse alle de tekniske og praktiske ting, han kunne i

Bo- og Genoptræningsafdelingen. Nogen gav ham et

værdigt ansvar, og det levede han til fulde op til! Det

gav også Allan ballast til at tro på, at han igen kunne

klare et "rigtigt arbejde".

Mål der kan nås

Som Allan selv slutter interviewet: "Jeg har i særdeleshed

haft glæde af at sætte nye mål for mig

selv, mål jeg har kunnet gennemføre". Før satte jeg

også mål, men de blev aldrig rigtig til noget, men nu

har jeg lært at sætte realistiske mål og lært, hvordan

jeg med struktur og "gule lapper" kan komme

i mål. Allans råd til alle, der får en hjerneskade:

"Hæng i, lad være med at opgive livet, se fremad

og glem de mørke sider". På spørgsmålet om, hvad

vi som fagprofessionelle kan gøre bedre fremover,

siger Allan til Bytoften: "Fortsæt som I gør, der har

ikke været ting I kunne gøre bedre for mig, jeg har

fået den hjælp, der skulle til" Og Allans gode råd

til politikerne lyder slutteligen: "Fortsæt med at

prioritere at 'kaste penge i' at give folk et ophold,

som jeg har fået". n

"Jeg har i særdeleshed haft glæde af at

sætte nye mål for mig selv, mål jeg har

kunnet gennemføre", siger Allan Hansen.

Foto: Helle Holten

Teamet fra Bytoften:

Forreste række fra venstre:

Jette Andersen, sos.ass., Gitte Filsø,

ergotp. (grøn trøje)

Bagest fra venstre; Allan, Louise

Meedom (fys.tp), Pernille Kloster

Aalund (afd.leder)

KnÆK nØDDEn 19


Af DoRthE hJoRt,

20 KnÆK nØDDEn

spEciALLÆRER,

csv, RAnDERs.

Tre huse, to biler,

en hjerneskade

og intet kørekort

Lisbeth vågnede for to år siden op efter en fejloperation med en hjerneskade, der

medførte en svært nedsat hukommelse, manglende struktur og overblik. Med hjælp

fra familie, et godt netværk og fra Randers Kommune har hun fået styr på livet igen.

Lisbeth blev født med "vand i hovedet" (hydrocephalus)

for 45 år siden. Hun har gennemgået 15 operationer

med omlægninger af shunts uden komplikationer.

Derfor gik hun ind til fornyet operation med tillid til,

at hun snart ville være hjemme igen hos sin mand og

to teenagedrenge.

I løbet af få dage gennemgik Lisbeth flere operationer,

og det viste sig, at hun havde fået hjerneatrofi,

følger efter et hjerneinfarct og en mindre blødning.

I stedet for at komme hjem blev Lisbeth indlagt på

Hammel Neurocenter (HNC), hvor hun tilbragte tre

en halv måned. Lisbeth havde store problemer med

opmærksomhed, koncentration og hukommelse,

og hendes overblik, struktur og problemløsning var

stærkt nedsat.

Det var svært at arbejde koncentreret med Lisbeth,

da mange af hendes tanker konstant var rettet

mod, hvordan familien skulle klare sig fremover? Når

ægtefællen beroligede hende med, at de klarede sig

godt, var hendes hukommelse så dårlig, at hun hurtigt

glemte det igen og blev bekymret.

Hjem igen, og hvad så?

Ved udskrivningskonferencen fra Hammel deltog en

sagsbehandler fra Specialbistand. Hun så, at der var

brug for massiv støtte i hjemmet og foranstaltede, at

der dagligt i starten kom ergoterapeuter fra områdecentret

i to en halv time, og at der blev ydet hjælp til

rengøring. Men med en svært skadet hukommelse

var det hårdt for Lisbeth at få hverdagen til at hænge

sammen.

Familiens situation blev yderligere vanskeliggjort

af, at Lisbeths far døde og efterlod sig et hus og en

bil. Da ægtefællen ligeledes havde arvet et hus, stod

familien pludselig med tre huse, to biler og intet kørekort.

Lisbeth var stresset og kunne intet huske,

planlægge eller strukturere.

Fra kaos til struktur

For at få styr på familiens kaos kom Specialvejlederteamet

ind i billedet.

Familiens hverdag blev fyldt med skemaer, kalender,

planlægning og struktur.

"Hvad stiller man op med tre huse, når bare det

at have ét er svært", siger Lisbeth. Sammen med

hjemmevejlederen fandt familien en strategi for afviklingen,

og familien bestemte sig for at flytte ind

i faderens hus og sælge de to andre. "Hvis ikke jeg

havde fået hjælp af hjemmevejlederen, havde jeg sat

mig ned og opgivet det hele", fortæller Lisbeth.

Forholdet til børnene bekymrede Lisbeth mest.

Hun måtte skrive alle aftaler ned, også hvad der var

af lektier. Hun ringede til dem konstant for at høre,

hvad de lavede, og hvem de var sammen med. Børnene

følte sig kontrolleret. "Jeg var så bange for, at

de skulle komme ud i noget skidt, få dårlige kammerater

og ikke få læst lektier", fortæller Lisbeth.

Det førte til, at der i hjemmet blev sat tavler op,

hvor børnene skulle skrive, hvor de skulle hen, og

hvornår de kom hjem igen. Det irriterede dem, og det

tidligere så gode forhold mellem mor og børn blev

afløst af usikkerhed, irritation og kontrol. Børnene

forstod ikke deres mors bekymring.

Kontakten til børnenes skole blev også kompliceret

af, at Lisbeth opfattede selv små bemærkninger

som kritik. "Jeg følte ikke, at jeg duede som mor,"

fortæller Lisbeth.

Familieafdelingen blev involveret og tilbød, at

den yngste søn fik en støtteperson til hjælp med

lektier, kontakt til skolen og til fritidsaktiviteter. Der

gik et halvt år, inden den rigtige støtteperson var fundet.

Men han skulle vise sig at være ventetiden værd.

Sønnens klasselærer, Bent, sagde ja til opgaven.

"Det er det bedste, der er sket for mine børn og

mig", siger Lisbeth." Jeg har kendt Bent i mange år


Foto: Flemming Sørensen. Det er Dorthe Hjort i ternet og Lisbeth th for hende.

og har stor tillid til ham". "Det har givet mig ro ikke

at blive ringet op fra skolen på grund af diverse problemer.

Nu tager Bent sig af det".

Nu kan jeg se nye muligheder

Efter flytningen i sommeren 2009 fik Lisbeth et tilbud

om kompenserende specialundervisning på CSV

Randers. Hun startede på et hold med syv andre

hjerneskadede. Undervisningen foregik to dage om

ugen á fem timer i det første halve år. "Det blev hurtigt

et frikvarter for mig", fortæller Lisbeth. "Her er det

mig, det drejer sig om".

Undervisningen foregår som en kombination af

temaer og individuel undervisning på mindre hold

med udgangspunkt i opstillede mål, som tager afsæt

i fem overskrifter: Viden, indsigt, accept, kompensationsstrategier

og fremtid.

"I starten arbejdede vi meget med at forstå, hvad

der var sket med os. Vi hørte om hjernens opbygning

og relaterede denne viden til vores egen skade. Jeg

så også, at der var andre end mig, der havde vanskeligheder

– måske værre end mine egne. Og frem

for alt vidste de andre på holdet, hvad det vil sige

at have en hjerneskade. Vi kan tale om alt muligt,

både more os og være alvorlige. I gruppen føler jeg

mig helt tryg.

Jeg blev bedre til at bruge min kalender og fik

overblik over min hverdag. Min mand og jeg gennemgår

hver søndag næste uges opgaver, ser tilbage på

den forgangne uge og samler op. De opgaver, jeg

har udført streges ud, så kan jeg se, at det er gjort.

Min mand fik også god hjælp til at forstå, hvad

det vil sige at have en hjerneskade. Han fik pårørendeundervisning

fire aftener á to en halv time sammen

med andre pårørende på holdet. De hørte om

hjernen, følgeskader, og om hvordan de pårørende

kan tackle hverdagen bedre. Nu er jeg med på holdet

en dag om ugen i fem timer. Jeg får større og større

accept af mit nye liv. Og hjælp til at se det gode, der

sker i mit og i familiens liv", fortæller Lisbeth.

Eleverne er gode til at opmuntre hinanden og give

ideer til løsninger. Lisbeth bliver beundret for sin

store fightervilje. Hun lader sig ikke slå ud af livets

genvordigheder, men klør på med krum hals.

Fokus på børnene

Lisbeths store bekymring for børnene kom også

frem i undervisningen. Da børnene var for unge til

at deltage i den almindelige pårørendeundervisning,

blev de sammen med deres støtteperson inviteret af

kontaktlæreren til at høre om deres mors skade og

følgerne deraf, hvilket ingen tidligere havde forklaret

dem. Det udviklede sig til flere samtaler om, hvordan

de havde det, hvad de var bekymrede for, og hvad

de gerne ville ændre i hverdagen. Efter tre møder

blev Lisbeth og ægtefællen inddraget, og børnene

fik fortalt, hvordan de oplevede hendes kontrol som

meget irriterende og unødvendig. Støttepersonen

mente ikke, at kontrollen var nødvendig, fordi Lisbeth

har gode og ansvarlige børn. Det har medført, at

Lisbeth er begyndt at slappe af, og at hun er blevet

mindre stresset og ængstelig.

"Det har betydet, at vi har fået en bedre hverdag,

hvor vi kan lave noget i fællesskab og hygge

os.

Det har været to hårde år, men vi kan se fremad.

Jeg kan nu kompensere for min dårlige hukommelse.

Børnene forstår mig bedre, og det er bestemt,

at de skal på efterskole og ungdomshøjskole efter

sommerferien. Det glæder vi os alle til. Så kan de

udvikle sig til at stå på egne ben, og jeg kan blive

min mands kone igen. Det har der ikke været meget

plads til de sidste to år.", siger Lisbeth. n

Undervisningen på CSV Randers

foregår som en kombination af temaer

og individuel undervisning på mindre

hold med udgangspunkt i opstillede mål,

som tager afsæt i fem overskrifter:

Viden, indsigt, accept,

kompensationsstrategier og fremtid.

Fakta

Se mere på www.csv.randers.

dk eller kontakt os på telefon

8643 9128 / 8643 9111 for

nærmere information. Yderligere

oplysninger kan søges i

Videnscenter for Hjerneskades

Tilbudsdatabase.

KnÆK nØDDEn 21


Af omRåDELEDER

iDA WinthER,

viDEnscEntER foR

spEciALpÆDAgogiK

1 Blødninger under

den mellemste

hjernehinde.

(visp) i nÆstvED.

2 Vejlefjords anbefaling:

'At kommunen

er behjælpelig med

at etablere et skånejob

til Jens, hvilket

kunne tilfredsstille

en væsentlig del

af hans sociale og

beskæftigelsesmæssige

behov. Vi

finder, at Jens har

ressourcer, som man

vil kunne drage nytte

af i en pedelmedhjælperfunktion,

når

han er tilknyttet en

kollega, som kan uddelegere,

planlægge

og efterkontrollere

ved behov.'

22 KnÆK nØDDEn

Fra patient til

pedelmedhjælper

Jens har med seks års mellemrum været

udsat for to ulykker, der har givet ham

skader på hjernen. Trods mange odds er

det lykkedes at hjælpe Jens til en aktiv

tilværelse med job på skånevilkår som

pedelmedhjælper på en skole.

Det er ved at blive lyst en februarmorgen 2010. Igen

i nat er der faldet sne, så fejemaskinen er i fuld gang

på skolens parkeringsplads. Pedellen er ved at køre

træt efter snart tre måneders sne, men til alt held fik

han sidste sommer en medhjælper ved navn Jens, som

er en stabil arbejdskraft hver formiddag.

Jens var 34 år, uddannet elektromekaniker, gift og

nybagt far, da han i 2002 blev hjerneskadet efter en

faldulykke. Hjernens frontale dele var skadet, og der

opstod efterfølgende epilepsi. Jens fik tilkendt førtidspension,

og han fik en beskyttet beskæftigelse

som alt-mulig-mand. Imidlertid opstod der samarbejdsvanskeligheder,

og arbejdsforholdet ophørte.

Parforholdet kunne ikke holde til belastningen, og

Jens blev skilt og yderligere socialt isoleret.

I 2008 indtræffer endnu en ulykke: Jens bliver

involveret i et trafikuheld og bliver indlagt med et

nyt hovedtraume. Subaraknoidale blødninger 1 i parietallappen

medfører nye kognitive vanskeligheder

oveni de vanskeligheder, Jens allerede har. Efter et

længere behandlingsforløb på det lokale sygehus får

han bevilget et tre måneders genoptræningsophold

på Vejlefjord Neurorehabiliteringscenter.

Eneundervisning

Da Jens vender hjem igen herfra bliver der ud fra

Vejlefjords anbefalinger etableret følgende:

Socialpædagogisk støtte i hjemmet med henblik

på planlægning af tid og strukturering og igangsætning

af opgaver og aktiviteter.

Specialpædagogisk indsats ved Videnscenter for

Specialpædagogik (VISP) med en tilbagevenden

til arbejdsmarkedet under særlige vilkår som det

overordnede mål 2 .

VISP indkalder Jens til en indledende samtale for

at drøfte hans ønsker for fremtiden, og hvordan de

i givet fald kan realiseres, herunder hvilke tiltag det

eventuelt vil kræve. Der bliver skitseret en plan, hvor

Jens indledningsvist får tilbudt eneundervisning med

det formål, dels at foretage yderligere specialpædagogisk

udredning, og dels at indlede et samarbejde

med de øvrige aktører, dvs. familie, handicapvisitator

og støttepersonale. Jens var præget af konkret

tankegang, af kognitive kommunikationsvanskeligheder

og af nedsat social kompetence.

Eneundervisningen har også til formål at udvikle

kontakten til Jens og give ham redskaber, så han kan

blive en aktiv deltager i sit eget rehabiliteringsforløb.

Målet er, at han skal kunne tage stilling til og fastholde

egne ønsker, så han kan tage beslutninger og

handle i overensstemmelse med disse. Efterfølgende

får Jens tilbudt kognitiv undervisning på et hold

med ligestillede for at træne de kognitive og metakognitive

funktioner og for at afdække og udvikle

evnen til at indgå i sociale sammenhænge. Desuden

bliver mulighederne for at etablere et skånejob som

pedelmedhjælper i samarbejde med kommunens

Jobcenter undersøgt.

Specialkonsulenten som forløbskoordinator

Det har været vigtigt at sikre et kontinuerligt forløb

uden pauser og med glidende overgang fra en aktivitet

til en anden, så forløbet for Jens kom til at fremstå

som målrettet og fremadskridende.

Specialundervisningskonsulenten på VISP påtog

sig at være forløbskoordinator – efter aftale med

kommunens handicapvisitator. Hendes opgaver

var at skabe kontinuitet ved overgangen fra genoptræningsopholdet

på Vejlefjordcentret til det vi-


Jens fortæller om forløbet, at han har fået lyst til at stå op om morgenen, og at han har fået mere energi.

Det har også stor betydning for forholdet til hans 10-årige søn, der nu kan komme hos ham hver anden weekend.

dere rehabiliteringsforløb, at sikre den neurofaglige

specialviden og kvalitet i forløbet og at etablere et

konstruktivt samarbejde mellem de mange aktører i

sagen. Derfor blev der indkaldt til et koordinerings-

og planlægningsmøde, så snart skitsen til en plan

for forløbet lå klar.

For at sikre at alle var fuldt orienteret under

hele forløbet har forløbskoordinatoren været den

samme og har haft kontakten til de øvrige aktører

og til familien. Alle involverede har fra starten

haft en fælles forståelse af indsatsområderne og

tilgangen til disse, formålet med undervisningstilbuddene

og for Jens' ønsker for fremtiden – nemlig

etablering af et skånejob samt deltagelse i et

socialt tilbud.

Arbejdsprøvning som pedelmedhjælper

Jens starter i marts 2009 i en tre måneders arbejdsprøvning

som pedelmedhjælper. Forløbet er tilrettelagt af

specialundervisningskonsulenten fra VISP i samarbejde

med Jens og arbejdsstedet og med godkendelse af

Jobcentret. VISP superviserer løbende pedellen og

orienterer de nærmeste kolleger på skolen, så der

hele tiden er en fælles forståelse af, hvilke opgaver

Jens kan løse, og hvor han har behov for hjælp, så

det kan blive et vellykket forløb. Der bliver holdt

statusmøde og evalueringsmøde, som resulterer i, at

der bliver udarbejdet en fælles ansættelseskontrakt

med skånehensyn mv.

Jens fortæller om forløbet, at han har fået lyst

til at stå op om morgenen, og at han har fået mere

energi. Det har også stor betydning for forholdet til

hans 10-årige søn, der nu kan komme hos ham hver

anden weekend. Drengen kan fortælle sine kammerater,

at 'far går på arbejde, han går ikke bare

hjemme og laver ingenting'. Jens oplever, at det er

et meningsfyldt arbejde, og at stedet har brug for

hans arbejdskraft. Og det kan pedellen skrive under

på – ikke mindst denne februarmorgen efter endnu

en nat med snevejr. n

Hjerneskade og

social isolation

Yngre personer med førtidspension pga. erhvervet

hjerneskade har ofte svært ved at blive reintegreret

i samfundslivet efter endt genoptræning. De

hjerneskadede fortæller om ensomhed og savn af

tilknytning til arbejdsmarkedet. Ofte forklarer den

ramte selv, at det ikke kun skyldes følgevirkningerne

og de begrænsninger, som hjerneskaden har

givet dem, men også en manglende forståelse fra

omgivelserne for deres situation og vanskeligheder.

Og det er netop evnen til at forstå sociale situationer,

have overblik og tage initiativ, der giver den

ramte vanskeligheder, hvorfor det i sagens natur er

en nærmest umulig opgave for dem selv at skabe

nye netværk.

VISP

VISP tilbyder kompenserende undervisning og rehabilitering

for bl.a. unge og voksne med erhvervet

hjerneskade på et neuropsykologisk og specialpædagogisk

grundlag (jf Lov om Specialundervisning

for Voksne). Indsatsen bygger på en individuel

undervisningsplan, der tilrettelægges efter specialpædagogisk

udredning af funktionsevne. Den specialpædagogiske

udredning bygger i sin systematik

på ICF-klassifikationens forståelsesramme. Planen

udarbejdes i et samarbejde mellem deltageren, evt.

pårørende og underviser. Der lægges stor

vægt på brugerinddragelse igennem hele forløbet,

anerkendelse af og respekt for deltagerens egen

opfattelse af sin situation og ønsker for fremtiden.

Se mere om VISP på www.visp.dk under 'Ydelser.'

TIDSLINIE

Foto: Kåre Spliid.

Jens, 34 år, elektromekaniker,

i fast parforhold, far

2002

Faldulykke = 1. skade på

hjernen med efterfølgende

behandlings- og rehabiliteringsforløb

2008

Trafikulykke = 2. skade på

hjernen

• Indlægges på det lokale

sygehus

• 3 måneder på Vejlefjord

Hjemme igen:

• Modtager socialpædagogisk

støtte i hjemmet

• Modtager sideløbende specialpædagogisk

indsats ved

VISP: mål = tilbagevenden til

arbejdsmarkedet

• 3 måneders arbejdsprøvning

som pedelmedhjælper

Status nu:

• Fungerer alle ugens hverdage

i jobbet som pedelmedhjælper

på skånevilkår

• Klarer egen hverdag med

kortvarig daglig, socialpædagogisk

støtte i hjemmet

KnÆK nØDDEn 23


Vellykket genoptræning

på den kommunale genoptræningsafdeling

Af puK ØhLEnschLÆgER,

fysiotERApEut

& ingER muLbJERg,

sociAL og sunDhEDsAssistEnt,

DØgnAfDELingEn på hEDEbocEntREt

på gEnoptRÆningsAfDELingEn,

noRDDJuRs KommunE.

24 KnÆK nØDDEn

Ole var træt og modløs og manglede initiativ, da han lå på hospitalet efter en

hjerneblødning. Her var vurderingen, at han var 'uden' genoptræningspotentiale'.

Efter halvanden måned på Genoptræningsafdelingen i Grenå var Ole dog klar

til at komme hjem og bo hos hustruen, hvor han fungerede med hjælp og fortsat

støtte og træning fra hjemmeplejen.

Ole var 73 år gammel, da han blev ramt af en massiv

hjerneblødning og blev indlagt på sygehuset, hvor

han efter en periode blev vurderet til at være "uden

genoptræningspotentiale" på grund af manglende

initiativ og motivation. Det viste sig dog, at Ole var

motiveret for at modtage genoptræning, og han blev

derpå henvist til Genoptræningsafdelingen i Grenå.

I starten af træningsforløbet sad Ole i kørestol

og blev sondemadet. Han kunne ikke sidde eller stå

selv, den venstres arms funktion var stærkt nedsat,

og han havde nedsat opmærksomhed mod venstre

side. Hans tale var utydelig og svær at forstå.

Synketræning

På genoptræningsafdelingen aftalte vi med Ole og

familien, at vi skulle sætte ind med synketræning

(facial-oraltræning ud fra coombs). Ole skulle desuden

træne sin siddende og stående balance og lære

strategier til selv at komme ud af sengen, klare bad

og toiletbesøg og tage tøj på. Endelig blev der sat ind

med intensiv gangtræning, og en talepædagog blev

koblet på, så Ole kunne træne sit sprog og sin udtale.

En af de ting, der virkede motiverende for Ole,

var selv at komme til drikke kaffe og spise ostemadder.

Desuden var det vigtigt for ham at komme hjem

til hustruen og bevare kontakten til sin tidligere arbejdsplads.

Da Ole havde diabetes, skulle han også

træne, så han selv kunne måle sit blodsukker og tage

sin insulin, hvilket var nyt for ham, da han før hjerneskaden

havde kunnet nøjes med at tage tabletter

mod sukkersygen. Efter en tværfaglig indsats i halvanden

måned på Genoptræningsafdelingen blev Ole

i stand til at klare sig selv derhjemme med kun lidt

hjælp fra hjemmeplejen.

Han var med en terapeut på hjemmebesøg, hvor

der blev installeret små hjælpemidler, og hjemmet

blev indrettet til en rollator.

Ole kunne nu færdes hjemme med rollator, selv

komme ind og ud af sengen, klare toiletbesøg, bad

og påklædning, selv spise og drikke og havde ikke

længere behov for sondemad. Hans tale var også

blevet bedre og lettere at forstå.

I slutningen af opholdet på Genoptræningsafdelingen

var Ole hjemme i weekenderne for at afprøve, om

der var bevilget tilstrækkelig hjælp og hjælpemidler.

Kontakten til jobbet

Før hjerneblødningen havde Ole arbejdet som lagerforvalter,

og det var vigtigt for ham at bevare kontakten

til jobbet. En del af træningen blev nu tilrettelagt som

gåture mellem hjemmet og jobbet. Også efter at han

blev udskrevet fra Genoptræningsafdelingen fortsatte

denne gangtræningen hen til arbejdspladsen – nu

med hjælp fra hjemmeplejen.

Den ambulante træning ved fysio- og ergoterapeut

fortsatte, især med henblik på at bedre funk-


Arkivfotos fra Genoptræningscenteret i Grenå

tionen i venstre arm og ben. Han blev desuden en af

deltagerne i projektet "Et godt hverdagsliv", hvor en

ergoterapeut var tilknyttet borgerens hjem. Det betød

for Ole, at han kunne lægge vægt på en enkelt aktivitet,

der havde stor betydning for ham – at træne,

så han selv kunne smøre sin mad og lave sin kaffe.

Familien

Samarbejdet med familien har været rigtig vigtigt

under hele opholdet. Familien kunne fortælle om de

problemer, den oplevede, og støtte op om de ting,

Ole skulle huske, når han kom hjem, for eksempel

strategier til at klare hverdagen nu og fremover. Det

kunne være at huske Ole på den lammede arm og

bede ham give sig god tid, eller sikre sig, at begge

hænder var på rollatoren, når han gik. Familien var

også god til at fortælle Ole, at han ikke kunne forvente

det samme som tidligere, men at det var vigtigt, at

han blev ved med at prøve. Der var altid mindst et af

børnene foruden hustruen med til alle samtalerne,

så de kunne fortælle om episoder derhjemme, vi i

fællesskab kunne finde en løsning på.

Dette er en af flere gode historier fra vores Genoptræningsafdeling.

Hjørnestenene i vores arbejde

er interessen for det enkelte menneske, samarbejdet

med borgeren og deres nærmeste, kontakten til nærmiljøet

og endelig det tværfaglige samarbejde, som

vi lægger meget vægt på i Norddjurs Kommune. n

Fakta

Genoptræningsafdelingen i Grenaa råder over seks

døgnpladser med et tværfagligt personale bestående

af ergo- og fysioterapeuter og plejepersonale. Det er et

tilbud rettet mod borgere bosat i Norddjurs Kommune.

De bliver henvist efter Sundhedslovens §140 eller Servicelovens

§86 og er færdigbehandlet i sygehusregi,

men har yderligere behov for et mere intensivt og

tværfagligt helhedstilbud end en ambulant træning

kan tilbyde. Mange af de 'længere' forløb gives til

hjerneskaderamte, men tilbuddet er ikke forbeholdt

særlige diagnoser. Vi mener selv, at vi i løbet af de

ti et halvt år afdelingen har eksisteret, har fået en

del specialviden på hjerneskadeområdet (selv om

vi også har andre diagnoser). Mange terapeuter og

plejepersonaler har efterhånden været her i syv til ti

år, og vi har fået erfaring med, hvad der virker og ikke

virker og har fundet en god rytme på afdelingen, som

vi hele tiden forsøger at udvikle ved at sparre, søge

ny viden, deltage i kurser mv.

Henvisninger modtages oftest fra sygehuse, neurocentre,

visitator eller fra den praktiserende læge.

Der visiteres til at begynde med til ophold på tre

uger med mulighed for forlængelse. Hver borger får

tildelt et kontaktteam bestående af en ergoterapeut,

en fysioterapeut og en plejeperson, der i fællesskab

med borgeren og de pårørende stiller mål for træningen.

Efter udskrivelsen fra sygehuset kan borgeren,

hvis der er behov for det, fortsætte træningen

ambulant enten i hjemmet eller i træningslokalerne

på Genoptræningsafdelingen. Desuden kan der kobles

gruppeaktiviteter på, f.eks. håndarbejde, herrehold,

gåhold eller lignende. Under hele opholdet er

der et tæt samarbejde med talepædagog, bandagist,

praktiserende læge, kommunens hjælpemiddelterapeuter,

visitatorer og hjemmeplejen. Ved enkelte udskrivelser

laver vi opfølgning i hjemmet. Her følger

terapeut og plejepersonale den enkelte borger hjemme

i starten for at videregive information og viden til

hjemmeplejen, så den gode udvikling kan fortsætte.

Vores tilbud gælder de borgere, der har brug for et

døgntilbud. Andre hjerneskadede får et ambulant tilbud,

som varetages af andre terapeuter. Vi har ikke et

formaliseret samarbejde med kommunens hjerneskadekontaktperson.

Men hun kender til vores tilbud og vi

kan kontakte hende ved relevante/specifikke opgaver.

KnÆK nØDDEn 25


26 KnÆK nØDDEn

Afmagtens usynlige magt!

Af JEns bytoft,

JouRnAList,

tØnDER KommunE.

De usynlige handicaps er ofte meget sværere at håndtere end de synlige –

men vi bliver bedre og bedre til det, mener Karen Margrethe Lund, leder af

hjerneskadeteamet i Tønder Kommune.

Alice. Vi kan jo kalde hende Alice. Ikke fordi, hun

hedder det, men fordi det letter læsningen af denne

beretning om en hjerneskadet, en 59-årig kvinde fra

Tønder Kommune, der længe så ud til at ende med et

permanent ophold på et lokalt plejehjem.

I stedet endte historien lykkeligt, eller i hvert fald

så lykkeligt, som den nu kan, når hverdagen styrter i

grus for et menneske, og intet længere er, som det var.

Alice blev indlagt på Sønderborg Sygehus i marts

2008. Hun havde haft en hjerneblødning, der delvist

lammede hende i venstre side af kroppen.

Dengang var Neurokoordinationsteamet – hjerneskadeteamet

– i Tønder Kommune kun i sin vorden.

Der var kun slået få og meget løse streger til at tegne

billedet af den opgave, der ventede på teamets medlemmer.

"Alt i alt var Alice indlagt på sygehuset i to måneder.

Efter den første måned kom Tønder Kommune

på banen. Det skete i forbindelse med, at Alice skulle

hjem på weekend, og der skulle selvfølgelig sættes

ind med hjemmehjælp og hjælpemidler," fortæller

Karen Margrethe Lund, der leder hjerneskadeteamet

i den sønderjyske kommune.

Snart efter kom teamets egne terapeuter også

"på banen", godt hjulpet af en konsulent fra Neurocentret

Vejlefjord. Alice blev udskrevet og skulle

hjem.

Hjælpere sagde fra

Men livet var ikke let for Alice. Ud over det synlige

handicap stod vi over for en lang række usynlige af

slagsen – reaktioner, der naturligvis bundede i Alices

afmagt over sin egen, nye situation. Hen over somme-

ren blev tingene værre og værre – ja, på et tidspunkt

blev det så slemt, at medarbejderne fra hjemmeplejen

meldte fra. De ville ikke mere.

"Alice reagerede voldsomt, og noget af det, hun

var rigtig god til, var at lave 'splitting'. Hun såede splid

mellem de personer, der omgav hende, ægtefællen,

hjemmeplejen, terapeuterne m.fl. Hun spillede dem

ud mod hinanden og gjorde, at der opstod mistillid

mellem parterne. Resultatet blev til sidst, at hendes

mand gik ned med flaget og måtte sygemeldes. Samtidig

nægtede plejepersonalet at komme i hjemmet.

På det tidspunkt så den eneste løsning ud til at

være en helt ny adresse til Alice – på et af de kommunale

plejecentre.

Men så let gav hjerneskadeteamet i Tønder Kommune

ikke op.

Neuropsykologisk udredning

"I teamet vidste vi godt, hvordan vi kunne tackle

Alices kognitive forstyrrelser, ligesom vi gik i gang

med møder og supervision til hjemmeplejen. Endelig

besluttede vi os til at få tydeliggjort Alices usynlige

handicaps – altså få lavet det, vi kalder en neuropsykologisk

udredning," fortsætter Karen Margrethe Lund.

"Processen førte til, at vi fik nogle redskaber til at

hjælpe Alice – nogle "regler", der skulle følges for at

skabe struktur, indhold og kvalitet i hverdagen – ikke

bare for Alice, men også for de mennesker, der var

omkring hende." Vi sørgede også for, at ægtefællen

fik sin egen, personlige hjemmesygeplejerske, hvor

det var hans situation og hans liv, der kom i fokus

– og ikke den genspejling af Alices' problemer, der

dominerede hans oplevelser af tingene.


TEAMET

Neurokoordinationsteamet består af:

forløbskoordinator,

trænende fysio- & ergoterapeut,

2 neuropædagoger,

2 socialrådgivere - voksen,

PPR - ergoterapeut,

socialrådgiver - børn.

Samt ad hoc: områdeledere for distrikshjemmevejledning,

neuropsykolog,

sagsbehandlere i jobcenter, andre relevante

samarbejdspartnere.

Samtidig oplevede teamet, hvordan hjemmehjælpen

'tændte' på de nye redskaber og muligheder, og

hvordan de derfra blev 'tændte' på opgaven i stedet

for at brænde ud på den.

Udredningen gav teamet et billede af Alices nye

"mentale tempo". Det fik et indblik i, hvordan det

stod til med hendes indlærings- og koncentrationsevne

med videre. De opdagede, hvor let hun blev

distraheret – eksempelvis, hvordan hun mistede fokus,

hvis blot hun fornemmede, at der var en samtale

i gang i rummet ved siden af.

"Altså fik vi et solidt indblik i de usynlige handicaps,

og ikke blot de synlige, der fulgte med den

delvise lammelse af kroppen – og dette indblik gav

os mulighed for at handle.

– De nye redskaber var eksempelvis at holde

pauser, at tilpasse tempoet, at benytte de rigtige

strategier og frem for alt at sørge for, at Alice ikke

blev distraheret."

Kaos blev til stabilitet

På den måde blev situationen vendt. Det, der på et

tidspunkt nærmest var kaos, blev til en helt ny struktur

og stabilitet i Alices liv – og plejehjemspladsen blev

aldrig aktuel.

– I dag lever Alice og hendes mand et liv, der er

så godt, som det kan blive, når der har været en

hjerneblødning på spil. Alice fungerer og har vist

sig at være en meget kreativ dame, der ofte er at

finde i det lokale dagcenter, hvor hun dyrker sine

interesser.

Karen Margrete Lund fortæller videre, at Alice ikke

længere har brug for hjerneskadeteamet. Tønder

Foto: Jens Bytoft. Det er forløbskoordinator Karen Lund bagerst i midten.

Kommune er selvfølgelig stadig medspiller i hendes

hverdag, når det gælder hjælp i hjemmet og hjælpemidler

til praktiske udfordringer – men teamets

terapeuter og øvrige medarbejdere er ikke længere

nødvendige.

"Men selvfølgelig står vi på sidelinjen og er ikke

længere end en opringning væk," tilføjer hun.

I det hele taget kan Karen Margrete Lund fortælle

mange 'gode historier' fra teamets korte levetid –

beretninger, der i sig selv ofte er små solstrålehistorier

om mennesker, der har fået hjælp – men også

historier, der handler om, hvordan teamet og deres

samarbejdspartnere "i systemet" bliver stadigt bedre

og bedre til at tackle de udfordringer, der dukker

op.

Et skulderklap

"Et eksempel, jeg selv er en smule stolt af, er, at jeg

for nylig læste sygehusets journal for en ung kvinde,

der har fået en hjerneskade efter en trafikulykke. Til

sidst i journalen skriver lægen, at sygehuset trygt kan

udskrive patienten til Tønder Kommune – 'idet der her

er et team, der står parat til det videre forløb…' Det

er da et skulderklap."

I det hele taget glæder Karen Margrethe Lund sig

over, at der er kommet betydeligt mere fokus på de

usynlige handicaps, der ofte følger med en hjerneskade.

– De synlige og fysiske handicap kan vi se og forholde

os til. De usynlige og psykiske handicaps er

straks sværere at have med at gøre, og ofte er det

dem, der kan spænde ben for, at en rehabilitering

lykkes, mener hun. n

Fakta

Neurokoordineringsteamet i

Tønder Kommune har ingen

myndighedsfunktion – altså

kan teamet ikke bevilge

hverken det ene eller det

andet, og det har Karen

Margrethe Lund det rigtig

godt med.

"Det betyder, at vi udelukkende

kan koncentrere

os om den faglige opgave.

Vi skal ikke skæve til, om

der nu også er penge til de

ting, vi foreslår. Den side

af sagen er der andre, der

tager sig af, men heldigvis

bliver vore indstillinger som

regel fulgt," oplyser hun.

KnÆK nØDDEn 27


Af AnnE gREthE KRogh 1 , mR,

1 Master i Rehabilitering,

fysioterapeut,

afdelingsleder,

Odense Kommune,

Bjerggårdshaven,

Odense.

2 Master i Rehabilitering,

forsknings- og

udviklingsergoterapeut,

Bispebjerg Hospital,

København.

3 PhD, Planning and

Evaluation, County

Council of Halland,

Halmstad, Sweden.

28 ipA

EmmA ghAZiAni 2 , mR,

og cARitA nygREn 3 , phD.

Ny-oversat skema

til måling af deltagelse

i rehabilitering

Spørgeskemaet Impact on Participation

and Autonomy Questionnaire

(IPA eller IPAQ) er nu oversat til dansk

og testet for udvalgte egenskaber i

en dansk sammenhæng. Det særlige

ved skemaet er, at det har fokus på en

persons oplevelse af autonomi (selvbestemmelse

og kontrol i dagliglivet)

og deltagelse frem for afhængighed af

personhjælp.

Rehabiliteringsbegrebet og rehabiliteringsindsatser

er under stadig udvikling i Danmark. Det ultimative

mål for sundhedsvæsenets indsats over for personer

med varige funktionsnedsættelser - herunder personer

med erhvervet hjerneskade - er ikke nødvendigvis

helbredelse, men via rehabilitering at muliggøre en

funktionsevne (A*), som kan sikre den enkelte højst

mulig livskvalitet. I "Rehabilitering i Danmark – Hvidbog

om Rehabiliteringsbegrebet" (B) fremhæves det at:

"formålet med rehabilitering er for den enkelte borger

at kunne fungere som individ og som samfundsborger,

at fremme sundhed og forebygge sygdom og senfølger,

og at få personlig kontrol over sit hverdagsliv. Med

andre ord handler det om at opnå maksimal livskvalitet

(selvtillid, selvbestemmelse, deltagelse i samfundslivet)

ud fra egne prioriteringer og beslutninger".

Deltagelse i samfundslivet og personens oplevelse

af at have selvbestemmelse og kontrol i dagliglivet

(dvs. autonomi) på trods af varige funktionsnedsættelser,

betragtes således som vigtige forudsætninger

for livskvalitet. For at sikre og forbedre kvaliteten af

rehabiliteringstilbud i Danmark er det derfor afgørende,

både at kunne identificere rehabiliteringsbehov og

at dokumentere rehabiliteringseffekten ud fra disse

parametre. Dertil bør anvendes valide måleinstru-

menter, som retter sig mod personens subjektive

oplevelse af egne muligheder for at opnå deltagelse

og autonomi i dagliglivet.

1. Identificering af selvoplevede begrænsninger

i deltagelse og autonomi

Spørgeskemaet IPA omfatter 32 spørgsmål opdelt i

fem undergrupper (subscales), som afdækker respondentens

selvoplevede begrænsninger i deltagelse og

autonomi inden for områderne: autonomi indendørs

(syv spørgsmål), familieroller (syv spørgsmål), autonomi

udendørs (fem spørgsmål), sociale relationer

(syv spørgsmål) samt arbejde og uddannelse (seks

spørgsmål). Der er mulighed for at besvare med:

Meget gode, gode, rimelige, dårlige, meget dårlige.

Eksempel: Mine muligheder for at være med til at

passe mit hjem på den måde, jeg vil, er…

Svarmulighederne tildeles scores mellem 0 (meget

gode) og 4 (meget dårlige). Jo højere scoringen

er, desto større begrænsning i deltagelse og autonomi

oplever respondenten.

2. Identificering af ønsker og behov i

forbindelse med rehabilitering

IPA indeholder desuden et spørgsmål i slutningen

af hver undergruppe (dvs. ni spørgsmål i alt), som

afdækker, i hvilken grad de anførte begrænsninger i

deltagelse og autonomi opleves som værende problematiske

for respondenten.

Eksempel: Som følge af dit helbred eller handicap:

I hvilken grad er dine muligheder for at klare

praktiske opgaver i dit hjem et problem for dig?

Spørgsmålene besvares med: intet problem, mindre

problem, stort problem. Svarmulighederne scores

mellem 0 for intet problem og 3 for stort problem.

Høj scoring svarer til et tilsvarende stort problem.

Skemaets opbygning i øvrigt

Spørgeskemaet præsenterer spørgsmålene i en meningsfuld

rækkefølge for respondenten. De følger

derfor ikke det teoretiske tilhørsforhold til undergrup-


IMPACT ON PARTICIPATION AND

AUTONOMY QUESTIONNAIRE (IPA)

"Impact on Participation and Autonomy" (IPAQ) - er et

selvadministreret spørgeskema udviklet af Cardol et al

(C*) i Holland med henblik på at opfylde behovet for et

måleinstrument med et subjektivt perspektiv på deltagelse

(dvs. en persons involvering i dagliglivet) (A) og autonomi,

som forudsætning for deltagelse (D). IPA kan anvendes

per eller gruppen af spørgsmål vedrørende oplevet

problem. Respondenten har også mulighed for at

tilføje kommentarer.

Opgørelse af resultater

Resultaterne opgøres for hver undergruppe. Da IPA

omdanner respondentens besvarelser til ordinale (dvs.

rangordnede) data, anbefales det at beregne medianværdien

(H) af scoringerne inden for hver undergruppe. En

medianværdi på 0 indikerer ingen oplevet begrænsning

i deltagelse og autonomi, mens en medianværdi på 4

indikerer oplevelse af ringe deltagelse og autonomi i

dagliglivet. Der er udarbejdet en udførlig dansk manual

til brugen af IPA, som også indeholder beregningsark

med eksempler til beregning af medianværdier.

ORDINALE DATA

Ordinale data: rangordnede data, for IPA gælder:

0=meget god, 1=god, 2=rimelig, 3=dårlig, 4=meget

dårlig). Gennemsnit kan ikke beregnes (H).

Medianværdien defineres som den midterste

måling i et datasæt med ordinale data (H).

Fokus på identificering af ønsker, behov og

indsatsområder

Spørgeskemaet er oversat som led i en masterafhandling.

Den konkluderer, at IPA´s danske version (IPA-D1) er et

brugbart måleredskab til identificering af ønsker, behov

og indsatsområder i forbindelse med rehabilitering af

voksne med kroniske helbredstilstande og med ingen til

moderate kognitive funktionsbegrænsninger. IPA er unikt,

idet det har fokus på personens oplevelse af deltagelse

og autonomi frem for afhængighed af personhjælp. Det

er generisk (dvs. generelt - i modsætning til specifikt

for en patientgruppe) og kan derfor anvendes på tværs

af diagnosegrupper. IPA-D1´s anvendelighed til evaluering

af rehabiliteringseffekten på deltagelsesniveau

generelt og på tværs af diagnoser. Målgruppen er voksne

med kroniske helbredstilstande og med ingen til moderate

kognitive funktionsbegrænsninger. Flere studier har vist, at

IPA har en acceptabel pålidelighed og gyldighed (E). Spørgeskemaets

potentiale til at evaluere rehabiliteringseffekt

på deltagelsesniveau er lovende, men der anbefales yderligere

undersøgelser. IPA er allerede oversat til engelsk,

svensk, italiensk, fransk og tysk og er taget i anvendelse i

flere forskningsstudier (E).

bør vurderes i fremtidige studier. Da afdækningen af

deltagelsesaspekter også anses at være yderst relevant

i rehabiliteringen af personer med svære kognitive

funktionsbegrænsninger, er der behov for udvikling af

metoder, som egner sig til denne målgruppe.

Forfatterne ønsker at forsætte arbejdet med at teste

pålideligheden (reliabiliteten 4 ) af IPA i en dansk

kontekst og opfordrer derfor alle, der vil afprøve eller

implementere IPA-D1 i deres praksis, til at bidrage

med data til en IPA-database, som skal sikre grundlaget

for måleredskabets videreudvikling ud fra videnskabelige

krav.

IPA-D1 og tilhørende manual kan rekvireres ved

at sende en e-mail til Anne Grethe Krogh, ankr@

odense.dk eller Emma Ghaziani, EGHA0002@bbh.

regionh.dk. n

IPA-D1 – DEN DANSKE

VERSION AF IPA

IPA hedder i den danske version IPA-D1. Oversættelsesproceduren,

som har fulgt guidelines formuleret

af The European Group for Quality of Life

Assessment and Health Measurement (F), samt

en vurdering af den danske versions pålidelighed

(reliabilitet) på udvalgte områder, er beskrevet i

en masterafhandling fra Syddansk Universitet, Masteruddannelsen

i Rehabilitering (G). Test af spørgeskemaets

pålidelighed er baseret på data fra en

stikprøve (sample) bestående af 70 deltagere med

forskellige diagnoser, herunder voksne med erhvervet

hjerneskade.

Projektet er gennemført med økonomisk støtte

fra Videnscenter for Hjerneskades Rehab-pulje og

Ergoterapiforeningens Forskningsfond.

* Bogstaverne i parentes

refererer til

referencer listen, der

kan ses i netudgaven

af denne artikel,

hvor du også kan

se et eksempel på

spørgeskemaet på:

www.vfhj.dk/default.

asp?PageID=2110

4 Reliabilitet er forbundet

med målesikkerhed

eller pålidelighed,

eks. en målemetodes

evne til at reproducere

samme værdier

under forudsætning af

at det, der måles, er

uændret.

ipA 29


ICF-projekt har givet os alle et

Fra alenlange udskrivningsstatusser og sidemandsoplæring til ICF-baserede, overskuelige, strukturerede

skabeloner. Det er resultatet af halvandet års arbejde med et ICF-projekt på Bo- og rehabiliteringscenter

Fogedvænget i Hedensted. Det betyder i dag et bedre og mere professionelt tilbud til borgere, et bedre

samarbejde med kommunerne og et fagligt løft i alle faggrupper internt.

Af LouisE KAstRup schEibEL,

JouRnAList,

cEntER foR voKsEnsociAL,

REgion miDtJyLLAnD

FOGEDVÆNGET

OG IFC-PROJEKTET

• ICF er en International

Klassifikation af

Funktionsevne, Funktionsnedsættelse

og

Heldbredstilstand.

• Projektet var initieret

af Region Hovedstaden

og fungerede

som et delprojekt under

regionernes Danske

Kvalitetsmodel

på socialområdet.

30 icf-pRoJEKt

Ledelsen og personalet var ikke i tvivl, da de på Bo- og

rehabiliteringscenter Fogedvænget blev spurgt, om de

havde lyst til at deltage i et delprojekt under Danske

Regioners arbejde med Den Danske Kvalitetsmodel på

socialområdet. Formålet var at afprøve, om WHO's Internationale

Klassifikation af Funktionsevne, også kaldet

ICF, kunne danne grundlag for udarbejdelsen af individuelle

planer i forhold til borgere, der har ophold på eller

modtager tilbud fra regionale tilbud på socialområdet.

Det er nu halvandet år siden, og nu høstes frugten

for både personale, borgere og kommuner, som

samarbejder med det regionalt drevne fase 3 hjerneskadetilbud.

"Vi besluttede os for, at projektet hos os udelukkende

skulle handle om at kvalificere vores udskrivningsstatusser.

Vi var meget bevidste om, at det ikke

drejede sig om at revolutionere hele Fogedvænget

på én gang," husker projektkoordinator og ergoterapeut,

Anitta Hornshøj Jensen, tilbage.

Projektet griber om sig

Arbejdet med at lave helt nye skabeloner for udskrivningsstatusser

gik så godt og gav så meget faglig

mening, at ICF-projektet hurtigt spredte sig som ringe

i vandet. Derfor har Fogedvænget udviklet nye skabeloner

for både 1. statusser, som bliver lavet efter

tre måneder og på opfølgningsstatusser, som sker

jævnligt i en borgers forløb.

Alle skabeloner tager udgangspunkt i ICF's strukturerede

rammer, hvor Anitta Hornshøj Jensens arbejde

sammen med en tværfaglig nedsat arbejdsgruppe

blandt andet bestod i at finde frem til de

mest relevante kategorier at beskrive i statusser for

et fase 3 hjerneskadetilbud.

"Vores statusskabeloner bar præg af, at de blev

skrevet ud fra, hvad medarbejderne kom i tanke om.

Vores materiale var for omfattende og ukoordineret og

blev ikke læst af sagsbehandlerne. Vi oplevede aspekter

ved borgerne, som ikke passede ind i vores skabelon,

og derfor blev upræcist formuleret og placeret.

For eksempel var vores punkt omkring det helbredsmæssige

kun én pind, men nu er den udspecificeret

med medicin, søvn osv.," fortæller afdelingsleder for

rehabiliteringsdagsafsnittet, Inger Valentiner-Branth.

Projektperioden er slut, men arbejdet med at bruge

de nye skabeloner er fortsat i gang på Fogedvænget.

Således er der pt. lavet 1. statusser på seks borgere,

10 opfølgninger og seks udskrivningsstatusser.

Nye skabeloner giver højere faglighed

Både internt og eksternt har medarbejderne tydeligt kunnet

mærke, at ICF-projektet har gjort en mærkbar forskel.

"Internt har vores faglige niveau løftet sig. Vi har

fået større præcision, har lært at tænke konkluderende

og ikke altid tage alle mellemregninger med.

De nye skabeloner er med til at sikre, at alle udfylder

dem ens. Både monofagligheden og tværfagligheden

er tydeligere," mener Inger Valentiner-Branth.

Anitta Hornshøj Jensen er enig: "Alles faglighed

er blevet styrket. Vi er blevet skarpere på, hvad der

er dit og mit faglige speciale, og hvad det er, vi skal

være tværfaglige om."

Bedre samarbejde og overskud til udvikling

Samarbejdet er også blevet nemmere med de nye ICFskabeloner,

fordi personalet har fået en fælles platform at

arbejde ud fra. Det er blevet lettere at få nogle kvalificerede

debatter, som ikke tager udgangspunkt i 'jeg synes'.

"Med de udvalgte kategorier, som vi kalder 'lokalt

kernesæt', har vi alle fået en fælles referenceramme

og et fælles sprog. Det har hjulpet til med at gøre

det klarere, hvem der gør hvad, og hvilke opgaver

løses hvor, for eksempel om det er dagafsnit eller

boafsnit," forklarer Anitta Hornshøj Jensen.

Med afdelingslederkasketten på kan Inger Valentiner-Branth

også se nogle tids- og ressourcebesparelser

med de nye skabeloner:

"Vores processer omkring udskrivningsstatusser

kører mere smidigt nu. Det har været med til at frigøre

tid til at udvikle tilbuddet til borgerne."

Sagsbehandlerne lytter

Det er ikke kun internt, at personalet kan mærke,

at de nye ICF-skabeloner har rykket fagligheden og

kvaliteten af de skriftlige statusser.

"Vi kan mærke, at sagsbehandlerne lytter mere til

os nu end tidligere. I dag læser de vores statusser,

fordi de er overskuelige, konkluderende og struktu-


fagligt løft

rerede. Det betyder, at drøftelserne på statusmøderne

er mere konstruktive, og det er til gavn for vores

borgerne," mener Inger Valentiner-Branth.

Hun mener ligeledes, at det er blevet mere klart,

hvad samarbejdet mellem Fogedvænget og en respektiv

kommune går ud på.

Borgerne genkender sig selv

Det er ikke kun sagsbehandlerne, som finder Fogedvængets

nye statusser anvendelige. Også borgerne

selv og deres pårørende mener, at statusserne er blevet

mere overskuelige, præcise og i det hele taget giver

god mening. Det viser en intern evaluering, som Anitta

Hornshøj Jensen har lavet som en del af ICF-projektet.

"Borgerne siger, at de kan se sig selv i vores beskrivelser,

og det var ikke altid tilfældet tidligere.

Både borgere og pårørende opfatter os som mere

professionelle i dag end tidligere, hvor det er tydeligt,

at de nye ICF-skabeloner bærer præg af høj faglighed,"

forklarer projektlederen.

Begge mener de, at borgerne med de nye ICF-skabeloner

får et både mere effektivt forløb og professionelt

tilbud, der er med til at øge borgernes livskvalitet. n

Læs mere om Fogedvænget på www.fogedvaenget.rm.dk

eller kontakt afdelingsleder Inger Valentiner-Branth for at

høre mere om ICF-projektet på 7674 1292.

BO- OG REHABILITERINGSCENTER

FOGEDVÆNGET

• Er beliggende i Hedensted og er ét af fem regionalt

drevne hjerneskadetilbud i Region Midtjylland.

• Fogedvænget er fase tre tilbud til voksne med en

middelsvær til svær hjerneskade.

• Tilbuddet rummer et tidsbegrænset dag – og døgn-

rehabiliteringsafdeling med plads til syv døgnbrugere

og 16 dagpladser og et bocenter med plads til ni beboere,

som kan bo der så længe, de har behov for det.

• Fogedvænget har 53 medarbejdere med en baggrund som

fysio- og ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter,

pædagoger, socialrådgiver og psykolog.

Foto: Mette Trier

Nyt fra

Videnscenteret

Konference om arbejdsintegration

– Sæt kryds i kalenderen til den

8. og 9. november 2010

Videnscenter for Hjerneskade holder den 8.

og 9. november 2010 en konference om arbejdsintegration

og hjerneskade i København.

Med midler fra den nu nedlagte ’REHAB-pulje’

i ryggen, vil konferencen byde på et bredt program,

som vil belyse både konkrete metoder,

forskning på området, resultater fra blandt andet

de danske hjerneskadecentre og eksempler fra

enkelte kommuner på, hvordan man håndterer

opgaven med at få hjerneskaderamte tilbage i

arbejde. Blandt oplægsholderne er den engelske

neuropsykolog Andy Tyerman, som har forsket

i emnet, og som har organiseret indsatsen i

England og har mange års erfaring med at få

hjerneskaderamte tilbage i arbejde. Programmet

udkommer senere (hold øje med vfhj.dk),

men reservér allerede nu plads i kalenderen!

REHAB-puljen er nedlagt

Pr. 1. april 2010 har bestyrelsen bag Rehabpuljen

besluttet, at puljen har udtjent sit formål.

Den resterende sum i puljen vil til efteråret

2010 blive anvendt til at nedsætte deltagerprisen

på konferencen om arbejdsintegration,

sådan at så mange som muligt kan deltage.

Læs mere om historien bag REHAB-puljen på:

www.vfhj.dk/default.asp?PageID=2102

nyhEDER 31


Aktiviteter

NATIONALE KURSER OG TEMADAGE

Skjulte handicaps

Tid: 6. - 10. september 2010

Sted: Køng

Se mere på www.birgitte-gammeltoft.dk

Neuropædagogisk kursus – trin 1

Tid: 6. september - 1. december 2010

Sted: Vejlefjord

Se mere på www.vejlefjord.dk/kursus

Facts om den menneskelige hjerne

Tid: 7. september 2010

Sted: Hammel Neurocenter

Se mere på www.neurocenter.dk/uddannelse

Når en senhjerneskade får følger for

seksualiteten

Tid: 8. september 2010

Sted: Roskilde

Se mere på www.vidensteam.dk

Low arousal

– konflikthåndtering uden konfrontation

Tid: 25. oktober (Horsens) og 26. oktober (Roskilde)

Sted: Horsens og Roskilde

Se mere på www.vidensteam.dk

Udviklingsmuligheder med

Marte Meo-metoden

Tid: 12. - 13. oktober 2010

Sted: Horsens

Se mere på www.vidensteam.dk

Konference om arbejdsintegration og

hjerneskade

Tid: 8. - 9. november 2010

Sted: København

Se mere på www.vfhj.dk under kalender

Se flere nationale og internationale

kurser på: www.vfhj.dk/kalender.asp

NORDISKE OG INTERNATIONALE

ARRANGEMENTER

10th Nordic Meeting in Neuropsychology

Tid: 16. - 18. august 2010

Sted: Aalborg

Se mere på http://www.neuropsychology2010.

com

Understanding and Dealing with Behaviour

Problems following brain injury

Tid: 17. - 18. september 2010

Sted: Gatwick, London

Se mere på www.braintreetraining.co.uk

Second Meeting of the Federation of the

European Societies of Neuropsychology

ESC

Tid: 22. - 24. september 2010

Sted: Amsterdam

Se mere på www.fesn.eu

The European Conference on Rehabilitation

Tid: 9. - 10. november 2010

Sted: København

Se mere på www.erc2010.rehabiliteringsforum.dk

UDDANNELSER

Psykiatri i specialpædagogisk arbejde

Tid: 16. august - 1. oktober 2010

Sted: Hjørring

Se mere på www.ucn.dk/neuropaedagogik

Neuropædagogisk efteruddannelse

Tid: 23. august 2010 - 4. februar 2011

Sted: Hjørring

Se mere på www.ucn.dk/neuropaedagogik

Tværfaglig neuropædagogik

Tid: 2. september 2010 - 26. maj 2011

Sted: Odense

Se mere på www.ucl.dk

Coaching, vejledning og rådgivning

i neuropædagogisk arbejde.

Tid: 4. oktober 2010 - 26. november 2010

Sted: Hillerød

Se mere på www.ucn.dk/neuropaedagogik

Magasinpost – UMM

ID-nr. 46303

Videnscenter for Hjerneskade

Sanatorievej 32-34

7140 Stouby

tlf.: 75 89 78 77

info@vfhj.dk

www.vfhj.dk, www.hjernekassen.dk

ISSN 1601-8257

ISSN (netudgaven) 1904-4380

Ændringer vedr. abonnementet

ring venligst 7589 7877

More magazines by this user
Similar magazines