Berlins underverden

”Tæt” på i Østberlin
En rejsebeskrivelse fra en gæst der besøgte
vores lejlighed i Berlin sidste vinter.
Af Lærke Liv Hansen, Hjørring Kommune
Da jeg var barn boede jeg i Vennebjerg uden for Hjørring.
I Vennebjerg kunne man lave mange spændende
ting, hvis man vel og mærke havde en god fantasi. Og
især hvis man kunne lide at være udenfor. Se det kunne
jeg, og i dag husker jeg nogle af mine bedste barndomsstunder
gennem et lettere tåget skær af røg, ikke fordi mine
forældre var så eksotiske, at de røg, men fordi jeg var Vennebjergs
bålkonge.
Jeg lavede bål, bare for at lave bål. Jeg lavede bål for
mig selv, mine venner og havens snegle, selvom de godt
nok var sørens svære at få ud af huset. Seje og næsten
tyggegummiagtige snegle, som jeg efter omhyggelig
tilberedning over bålet valgte at spise, og som min far i
sympati med min mission også spiste, alt imens min mor
så på med et ansigtsudtryk som jeg lærte var væmmelse.
Det var dengang associationen mellem min mor, røg og
væmmelse blev grundlagt – og jeg må sige: En association,
der har været med til at påvirke min adfærd i mange
sammenhænge..
Senere blev min trang til natur udskiftet med længsel
efter storbyen, hvor man var ”tæt på” det hele. Jeg flyttede
– knap nok myndig - med en veninde til et af de mere
skumle områder på Nørrebro. Et område, hvor jeg til min
store glæde mødte andre unge, der også var interesseret
i at lave bål. Så kom min mor og besøgte mig – og kort tid
efter flyttede jeg til Østerbro!!!!! (forældrelejlighed).
Behovet for en vis mængde storby og bålrøg har
sidenhen trofast fulgt mig på samme måde som associationen
mellem mor, røg og væmmelse har – se det betyder
også, at det er fuldstændig utænkeligt for mig, i en
alder af 35 år, at lave bål i nærheden af min mor – i dag
bedre kendt som mormorbimsen.
Jeg er nu landet i Aalborg, hvor jeg bor med min
selvproducerede familie, mens jeg af uransagelige årsager
har valgt at tage til Hjørring med DSB hver dag - nu for
at arbejde.
Min totale livssituation i det nordjyske giver mig
såmænd rig mulighed for at lave bål, langt sværere er det,
at få dækket storbybehovet. Vi har i mange år sværget til
Paris; men sagen er den, at inden vi har fået moslet vores
to dydsmønstre ind i bilen og kørt 100 gange rundt om
Champs-Èlysées, så er weekenden jo gået.
Som relativt nyuddannet psykolog - og, lad os kalde
det ”i en lønmæssig position, hvor der er mulighed for lønforhøjelse”,
så kan dejlige, men også meget dyre Paris
komme til at udgøre en trussel for min hang til behovstilfredsstillelse.
Se, det er her Berlin kommer i spil. For det første er
det uhørt billigt at gå ud at spise og drikke i Berlin. For
det andet kan man, eller rettere sagt min mand kan, køre
fra Aalborg til Berlin på ca. 7 timer med indlagt Gullasch
pause. Hans hurtighed har så godt nok også givet flere
klip i kortet end godt er, ”…men nok om det”, som han siger.
Men Berlins prisniveau, kombineret med kommunens
tilbud om adgang til en lækker lejlighed i Berlin til meget
billige penge har betydet, at vi i princippet nu er klar til at
nøjes. Og hvis Olafur Eliasson, der måtte finde sig i, at nogen
pissede i hans kunstværk på AROS, har valgt Berlin
som til flugtsted - så er vi da heller ikke for fine til det!
Første gang jeg fandt ud af, at der måtte være andre
medspillere involveret i udlejningen af lejligheden i Berlin
end blot kommunen, var, da jeg skulle bestille lejligheden.
Jeg sendte mail og modtog personlig bekræftelse selv
samme dag! ”How do they do it” spørger os fra kommunen.
Et stykke tid senere kom dagen, hvor vi skulle af sted.
Både Aalborg og Hjørring så mørk og sjappet ud – og
fuldstændig uden mulighed for at tilfredsstille min længsel
efter at komme ”tæt på” storby.
Selve bilsituationen var også tæt, ikke nok med, at
vi havde en teen-ager i bilen, der kun tænkte på, at hun
skulle ned og pierces i øret. Vi havde også vores anden
datter, der er i stand til at kaste op i stort set alt, hvad vi
har i bilen. Og for at fylde op fik vi i sidste sekund også
moslet mormorbimsen ind i bilen – viel spass!
Vi ankom torsdag aften til Simon Dach strasse – farverige
caféer og restauranter med blinkende lygter var åbne.
Der var en hyggelig, kreativ stemning og folk på ca. 33
år over det hele (gennemsnitsalder for området). Allerede
ved ankomsten mærkede vi, at vi havde fået mormorbimsen
med og at hun på ingen måder lod sig hæmme af, at
hun rent aldersmæssigt ikke var på hjemmebane: ”Så´n
en hyggelig stemning, neeej det var da fantastisk, tænk
engang og så i Berlin” og hun fortsatte op ad trappen til
lejligheden: ” Det var da fantastisk, har I set sådan en flot
opgang?” og inde i lejligheden: ”Nej har I set? Så højt der
er til loftet, det må være helt nyt ellers havde det været
mere snavset - og nej sådan en sjov og fin sofa og stor
lækker altan – det var da utroligt - og så i Berlin”. Selv var
jeg nu ikke længere det mindste i tvivl om at vi var kommet
Vinter i Berlin 2010-11 udgives af www.weekendi berlin.dk – Ferielejligheder i Berlin.
6