Læs som pdf - Historie-nu.dk

historienu.dk

Læs som pdf - Historie-nu.dk

Når arbejde

Øjvind Kyrø er journalist og

forfatter til bogen „Godmorgen,

Rwanda - Er i begyndt at

arbejde? Håndbog i folkemord“

(Lindhardt og Ringhof,

2004), hvorfra følgende er et

uddrag.

Lagt på historie-nu.dk

18/1 2005

Historie Netmagasinet

www.historie-nu.dk

Historie-nu.dk er et gratis

historie magasin, der sætter

nutiden i perspektiv, giver

baggrunden og skaber diskussionerne.

TEKST Øjvind Kyrø

er lig med at

Journalisten Øjvind Kyrø var blandt

myrde

de få journalister, der oplevede

folkemordet i Rwanda på tær hold.

Det var i 1994, nu er han taget tilbage

for at afdække folkemordets anatomi.

Dagen efter, at Mariella, Alex og jeg havde oplevet hovedgaden i Butare

plastret til med vejspærringer fra præsidentgarden, kom præsidenten,

premierministeren og flere andre ministre til Butare, blandt dem Pauline

Nyiramasuhuko, der var minister for ”Familie- og kvinde-anligggender.”

Deres opgave var at få sat gang i ”arbejdet.” Man havde jo ikke fulgt planen

her i byen.

Premierminister Kambanda indledte i Partiets gamle mødesal på hovedgaden

med at oplyse forsamlingen om, at landet i øjeblikket var i gang med

”den sidste krig,” som skulle føres igennem til enden, og at regeringen ikke

længere ville tolerere folk, der sympatiserede med fjenden. I mødet deltog

mange borgmestre fra oplandet og en del højtstående officerer.

Den ældste af borgmestrene, som var kendt for sin opportunisme, lovede:

”Vi støtter regeringen, og vi vil fortsætte med at gøre alt, der står i vores

magt, for at sikre, at dens mål bliver ført ud i livet.”

Præsident Sindikubwabo tog til orde og mindede forsamlingen om, at mens

tutsierne sad i ly i kirkerne og fik maden serveret, fik hutuerne intet og

måtte gå rundt i den silende regn. Han sluttede: ”Vi lever i en usædvanlig

tid, hvor sjov, latter, overfladiskhed, ligegyldighed, ja, alt må vige for ”arbejde”.”

Talerne blev transmitteret i radio RTLM.

Samme dag landede to militærfly i den lille lufthavn, og ud strømmede

adskillige hundrede medlemmer af præsidentgarden og Interahamwe.

Endnu flere blev kørt til byen i busser. De trådte omgående i aktion og

begyndte at myrde efter lister. På listerne stod både tutsier og hutuer, som

gik ind for Arusha-aftalen og imod Hutu Power. De mest prominente skulle

myrdes først; forretningsmænd, professorer, advokater, læger og journalister.

Hôtel Ibis på hovedgaden, byens mest luksuøse hotel, var ejet af en belgier,

som var født i Rwanda. Han var flygtet, og her indrettede Interahamwe

deres hovedkvarter. Her boede blandt andre Robert Kajuga, formanden for

Interahamwe, og Arsène Shalom Ntahobali, der var chef for den lokale

afdeling af Interahamwe og desuden eneste søn af ministeren for Familie-


www.historie-nu.dk - side 2

og kvinde-anligggender, Pauline Nyiramasuhuko. Den 24-årige Shalom –

der på hebraisk betyder fred – havde fået sit smukke navn, fordi minister

Pauline havde født ham under et ophold i Israel.

Da myrderierne begyndte i Butare, gjorde den 24-årige lærer Rose

Burizihiza og hendes familie, som deres borgmester havde sagt, de skulle.

De gik ud til samlingspunktet, en høj uden for byens centrum. De var

30.000 tutsier på højen, mange af dem fremmede, der var kommet nordfra.

”Men borgmesteren bedrog os. Han kom pludselig med soldater, der begyndte

at skyde mod os. Min storebror blev ramt i hovedet, og jeg slæbte

ham væk. Det lykkedes os at snige os gennem den ring af Interahamwe,

som stod bag soldaterne. Vi kom ind på Universitetshospitalet, og dér

arbejdede folk fra Læger uden Grænser, vidste jeg. Men da jeg kom med

min bror, var der ingen fra Læger uden Grænser, og vi på en overlæge, der

var hutu. Han tog en lille økse frem, som han havde i bæltet. ”Vi ønsker

ikke kakerlakker her,” sagde han til mig. Så slog han min bror i hovedet

med øksen og sagde til en sygeplejerske: ’Fjern lortet.’ Det var den 22.

april.”

I tre timer sad jeg sammen med Rose i et kontor med udsigt til hovedgaden.

Hun fortalte mig sin historie, mens hendes ene hånd kærtegnede en

brun taske af imiteret slangeskind, der stod på et skrivebord ved siden af

hende. Hun var hele tiden omhyggelig med, at jeg forstod alt og fik det hele

med, at der ikke opstod misforståelser, men at det hele blev så korrekt som

muligt.

Rose fortsatte: ”Min bror, der var bevidstløs, skulle køres til Inyangye, en

landsby syv kilometer væk, for latrinerne på hospitalet var fyldt op af lig, og

i den landsby stod Interahamwe klar til at slå folk ihjel. Mens han blev kørt

bort, flygtede jeg til et andet lokale inde i hospitalet og gemte mig.

En flok fra Interahamwe kom ind på hospitalet, anført af Shalom, og han

råbte: ’Ministeren for Familie-anligggender har bestemt, at alle tutsi-piger

skal voldtages.’ Jeg hørte ham også sige: ’Tutsi-piger kan ikke lide mig, men

takket være min mor har jeg nu fornøjelsen af at kunne voldtage og dræbe

dem.’

Jeg løb ud og gemte mig i min nabos hus, men uheldigvis søgte en anden

tutsi-pige, som Shalom var ude efter at voldtage, også et skjulested i området,

og mens han ledte efter hende, fandt han mig og voldtog mig op ad en

væg. ’Hvis du skriger, skal du få denne her at mærke,’ sagde han og truede

mig med en machete. ’I tutsier er så hovne, at I ikke vil elske med os. Men

nu kan du se, at vi gør, hvad der passer os,’ sagde han, mens han voldtog

mig.

Jeg skreg, men så greb han macheten og sagde: ’Min mor har udstedt en

lov om voldtægt af tutsi-piger, så hvor tror du, at du kan anmelde mig? Nej,

nu er det ude med dig og de andre – vi voldtager jer og dræber jer.’

Bagefter sad vi og ventede på, at den pige, han egentlig var ude efter, blev

bragt til ham, for han havde sendt sine folk ud for at lede efter hende. Jeg

tror, vi ventede i 30 minutter i tavshed. Hele tiden forestillede jeg mig, at

han snart ville rejse sig og slå mig ihjel. Jeg begyndte at græde. Så sagde

Shalom, at nu skulle jeg dø.

Men i det samme kom en fyr med pigen, og takket være hende blev jeg

ikke slået ihjel. Da Shalom så hende, sagde han: ’Er du også hoven? Nu

skal jeg voldtage dig, og det ganske gratis,’ og tog hende ind i værelset ved

siden af. Pigen skreg og gjorde modstand, men Shalom råbte til hende:

’Hold op, eller jeg hugger dig i stykker,’ og så kunne jeg høre, at hun blev


www.historie-nu.dk - side 3

voldtaget. Jeg skreg: ’Slå hende ikke ihjel,’ men husets ejer, som var kommet

til stede, bad mig stoppe og vente på, at Shalom gjorde sig færdig. Hun

skreg meget, og det varede længe.

Shalom kom ud og sagde til husets ejer, at hun stadig var for arrogant. Han

rådede Shalom til at hente en fyr fra Interahamwe til at voldtage hende en

gang til: ’Så falmer arrogancen nok.’

Mens Shalom gik af sted, voldtog husets ejer pigen, mens jeg så på. Derefter

voldtog han mig. Jeg spurgte, hvad jeg skulle gøre for at blive i live. Han

sendte mig hen til viceborgmesteren, der hed Pascal Habyarimana. Han

voldtog mig også. Derefter sagde Pascal, at han ville tage min sag op på et

møde, som han ville sammenkalde til.

Jeg blev ført ind til mødet, hvor der var over 100 mennesker, også en del

fra Interahamwe. Jeg var den eneste tutsi. Viceborgmesteren tog ordet:

’Gud har åbenbaret, at alle tutsier skal udslettes. Men Han vil også have, at

én tutsi skal overleve for at vidne om, at vi gjorde Guds vilje.’

Og sådan blev jeg vidne. Jeg skulle tages med alle steder, hvor der skulle

myrdes. Viceborgmesteren sagde også til forsamlingen: ’Ingen må voldtage

hende, hun er under min beskyttelse, men tag hende med overalt, hvor der

skal myrdes.’

Jeg blev anbragt i et hus, der blev bevogtet af fyre fra Interahamwe, men

Pascal, viceborgmesteren, understregede over for dem, at de ikke måtte

voldtage mig. I dagtimerne skulle jeg være tjenestepige i Pascals hus. Han

voldtog mig næsten hver eneste dag. Når han lå oven på mig, kunne han

sige ting som: ’Le, for så føles det så godt,’ eller ’Førhen var I tutsi-piger

respekteret, men nu har vi fået nye ordrer af minister Pauline, så du skal

ikke skyde skylden på mig for dette her, men på hende.’

Om aftenen blev jeg som regel hentet og taget med til en vejspærring, hvor

de hele tiden myrdede, men mig rørte de ikke en eneste gang. Jeg så

mange gange minister Pauline stå ved vejspærringer, hvor hun opfordrede

fyrene fra Interahamwe til at voldtage, før de myrdede: ’Hvis jeg ser en sløv

hutu, der ikke er i stand til at voldtage en tutsi-pige, så kommer han på min

sorte liste, og så skal han opdage, hvilke konsekvenser det får.’ Hendes

stemme var undertiden helt hæs af al det råberi.”

Rose så op igen for at være sikker på, at jeg var med. Den lille kvinde i den

lange blå kjole blev ved med at stryge håndfladen over sin taske og ae den,

mens hun fortsatte og fortalte om det værste.

”En dag hentede de mig og tog mig hen til en af rundkørslerne her i byen.

De havde fundet min mor. De stillede mig op over for hende og beordrede

mig til at se på hende. ’Ved du, hvordan din mor ser ud nøgen,’ spurgte de.

Så rev de tøjet af hende. Der var stimlet en del folk sammen ved rundkørslen,

og fyrene fra Interahamwe råbte til dem: ’Se, hvordan Helena’ – det er

min mors navn – ’ser ud uden tøj.’ Så stak en af dem en machete op i

hendes underliv. Hun bukkede sammen, men døde ikke af det. Dette skete

ved nitiden om morgenen. Hun blødte og led hele dagen, og først ved 18tiden

blev hun smidt i en latrin, levende.”

Latriner i Rwanda er meget dybe, ofte 10-20 meter. De var et foretrukket

sted at smide ligene hen under folkemordet, for at ydmygelsen skulle være

total.

”Næste dag havde de fundet mine to små brødre, og jeg blev bragt hen til

stedet, hvor de blev holdt fanget. Så tog de en sav og savede halsen over

på dem begge to. Blodet sprøjtede ud fra halspulsåren, og det samlede

morderne i en gryde, dryssede salt i og prøvede at tvinge mig til at drikke

det. Men jeg gjorde modstand og blodet flød ud over mig. I samme øjeblik


www.historie-nu.dk - side 4

kom Pascal og sagde, at nu skulle de lade mig være, for det var tilstrækkeligt;

jeg skulle nok rapportere, at hutuer er stærke, mente han. Mens mine

to brødre forblødte, sagde de: ’Slanger dør langsomt.’

Den tredje dag havde de fundet og fanget min højgravide moster. ’Nu skal

vi vise dig, hvor dygtige læger vi er,’ sagde en af dem og tog mig udenfor,

hvor hun stod. Hun var bagbundet. Beate hed hun, og hun var min mors

lillesøster.

De tog tøjet af hende, og én tog en slagterkniv og skar hendes mave op: ’Er

jeg ikke en dygtig læge, kan du se babyen?’ sagde han. ’Husk at fortælle

Gud, hvor gode vi er til at følge Ham og Hans befaling om at udslette tutsier.’

Hun skreg forfærdeligt, da de skar hendes mave op, så barnet kom halvt

ud. De slæbte hende hen til en latrin og smed hende i den. Den var godt

fyldt, og både hun og barnet druknede. Det var moster Beates fjerde barn.

Det eneste af hendes børn, der overlevede massakrerne, var en pige på ti

år. Hun blev også voldtaget.

Et par dage efter havde de fundet en tutsi-kvinde, som skjulte sig i en mark

med durra. Hun var ved at føde. Jeg blev tilkaldt, for de gik aldrig i gang

med at myrde, før jeg var til stede: ’Kom og se, her er en ny sag.’ Mens jeg

blev tvunget til at se på, stak de et spyd op gennem barnet, der var halvt

ude af moderen, og op gennem hendes krop, så det stak ud gennem

halsen.

En aften blev jeg taget med ud til en vejspærring, hvor jeg så, at fyrene fra

Interahamwe havde en gruppe tutsi-piger med, så de havde nogle at voldtage,

mens de skiftedes til at myrde mænd, børn og ældre kvinder. Hvis en

af pigerne prøvede at gøre modstand, blev hun slået ihjel på stedet. De

hånede pigerne, der var bange: ’Hvad er problemet? I andre præfekturer

snitter de brysterne af pigerne, eller deres tunger – her nøjes vi med at

voldtage jer.’

Jeg så også et sted ved en vejspærring, at der lå en kvinde, som lige var

blevet voldtaget. De havde hakket i hendes arme og ben med macheter og

skåret hendes mave op, så tarmene flød ud. Hun var stadig i live, og der

stod hunde og spiste af hendes indvolde. Der var altid mange hunde omkring

vejspærringerne.

En anden gang ved en vejspærring brokkede et par fyre sig. De havde

netop voldtaget et par nybagte mødre: ’Puha, deres mælk sprøjter, og deres

pattesved stinker.’

Somme tider, når der ikke var piger at voldtage, og et nyt hold Interahamwe

skulle overtage vagten ved en vejspærring, så jeg dem gå over til en dynge

lig og mærke, om nogle af dem var varme endnu, og hvis de var det, voldtog

de dem.

En dag blev jeg ført ind i et hus, hvor de havde fanget en pige og bundet

hende op i loftet, så hun hang med hovedet nedad. Jeg spurgte, hvorfor de

havde gjort det, og de sagde, at de ville prøve at ’bolle som en mzungu.’ De

havde set nogle pornofilm, hvor man gjorde sådan noget.

Min mand, Innocent, fangede de også. Han var en dygtig håndværker og

havde bygget flere bygninger for Pascal. Da de bragte min mand til ham,

takkede Pascal ham for det fine arbejde, han havde udført, og derpå blev

han smidt i en latrin. De slog ham ikke ihjel, de smed ham bare ned, så han

druknede, for hullet var meget dybt, og hvis han prøvede at komme op,

smed holdet fra Interahamwe sten ned på ham.

Pascal sagde efter den dag til mig, at når jeg vågnede, skulle jeg gå hen til

latrinen, råbe min mands navn og sige ’God morgen.’”


www.historie-nu.dk - side 5

Jeg havde svært ved at tro på Roses fortælling, for selv om jeg har talt med

massevis af mennesker, der havde en chokerende historie at berette, så var

hendes trods alt den mest utrolige – at blive holdt som gidsel for at vidne

om massakrerne for Gud.

Men der var ingen tvivl. Rose har været afhørt af politifolk fra FNs Krigsforbrydertribunal

og har vidnet i Arusha, hvor domstolen ligger. Ti dage før

jeg traf Rose, havde jeg siddet og betragtet to af dem, hun vidnede mod i

retssalen. De sad der i nydeligt tøj: Den forhenværende minister for Familieog

kvinde-anligggender Pauline og hendes søn Shalom, lokal chef for

Interahamwe i Butare. Fru Pauline var som den første kvinde nogensinde

anklaget for massevoldtægt, fordi hun beordrede til det. Og mange andre

end Rose havde hørt hende opildne mændene ved vejspærringerne og

kræve af dem, at de voldtog, inden de myrdede.

Rose anslog selv, at hun havde set mellem 10.000 og 20.000 blive myrdet.

”De ventede altid på mig. En dag havde de omringet et stadion, hvor der

befandt sig cirka 5.000 mennesker, og først da jeg blev kørt til stedet og

ført frem, begyndte de at kaste granater ind i mængden af mennesker,

åbne ild med geværer, og til sidst kom fyrene med macheter.

Jeg prøvede flere gange at gøre, hvad jeg kunne, for at få dem til at holde

op. Jeg kunne ikke holde flere massakrer ud og råbte ad dem, skældte dem

ud og kaldte dem idioter, for at de skulle dræbe mig. Men de lo blot af mig

og mit raseri og fortsatte. De måtte jo ikke røre mig, for jeg skulle være

vidne.”

More magazines by this user
Similar magazines