klikke her - Rosenkilde & Bahnhof

Brev til et barn
I 1812 havde Beethoven i en alder af 41 år nået mange af sine mål. Han
havde i allerhøjeste grad taget historiens byrde på sig og efterfulgt Haydn
og Mozart som den mest berømte komponist af instrumentalmusik i
Europa. I løbet af tyve år havde han ændret sin tids musikalske sprog radikalt.
Han havde allerede alle sine symfonier bag sig, på nær den niende.
Desuden alle de koncerter, han nåede at skrive, klaversonaterne frem til
og med opus 81a (Lebewohl), kammermusikken for klaver til og med Ærkehertugtrioen,
strygekvartetterne til og med opus 95, hans store opera
Leonore (som senere ændrede navn til Fidelio) i dens første udgaver fra
1805-1806, en del kirkemusik og en lang række sange. I dette år, 1812,
gennemlevede Beethoven en ny hård periode i sit liv, måske den alvorligste
efter den krise, der i 1802 havde ført til, at han skrev sit meget personlige
Heiligenstadt-testamente, hvor han ikke alene fortalte om det psykiske
trauma, hans tiltagende døvhed havde medført, men også om sin beslutning
om at overvinde det. Den 6. og 7. juli 1812, mens han opholdt sig på
kurstedet Teplitz i Bøhmen, skrev han et smerteligt brev til en kvinde, hvis
navn ikke er kendt, men som historien har døbt den “Udødelige elskede”.
Men her drejer det sig om et andet brev, som Beethoven skrev nogle få
dage senere, den 17. juli 1812, til “Frk. Emilie M. i H.” (muligvis Hamburg).
Den unge Emilie M., som åbenbart var 8-10 år gammel og spillede
klaver, havde broderet en notesbog og sendt den til Beethoven som
gave sammen med nogle beundrende ord. Selvom Beethoven ikke kendte
hende, sendte han hende følgende svar:
Lewis Lockwood: Beethoven - Livet og musikken
3