klikke her - Rosenkilde & Bahnhof

følelse med sin vaklende fysiske
tilstand. Som svar på Emilies
smigrende sammenligning med
Händel, Haydn og Mozart fremsætter
han en nænsom korrektion
og erklærer beskedent, at han
endnu ikke har gjort sig fortjent
til den udbredte beundring, der
fra alle sider strømmer ham i møde.
Dette udslag af ydmyghed stemmer godt
overens med en langt tidligere konstatering, som
han i et brev i 1797 fremsatte til sangeren Christine
Gerhardi. Her skrev han, at “det er en mærkelig følelse
at se og høre sig selv blive rost og samtidig føle sin
egen svaghed så meget, som jeg gør. Den slags lejligheder
betragter jeg altid som påmindelser om at komme
de uopnåelige mål, som kunsten og naturen har sat for
os, nærmere, hvor svært det end er.” Desuden kan man
knytte det til en passage i brevet til den “Udødelige elskede”,
hvor Beethoven meget gribende havde skrevet
om, at han ufortjent “her og der var forfulgt af menneskehedens
godhed”, og hvor han gav udtryk for at opleve
“menneskets ydmyghed over for mennesket”. Brevet til Emilie – og
man skal huske på, at han skriver til et barn, han ikke kender – taler om
hans tilsyneladende usikkerhed om sin sande plads i historien, hans bevidsthed
om sit potentiale for at udvikle sig, samtidig med at det er præget
af en vis gådefuldhed med henblik på hans kvaliteter som menneske og
kunstner. Komponisten taler om bestræbelsen på at se dybt ind i sig selv
og afvise alt det i livet, der kan hæmme hans fremgang som kunstner.
I disse linjer, som er skrevet umiddelbart efter hans lidenskabelige brev
til den “Udødelige elskede”, synes han at være bevidst om den pris, han
allerede har betalt og fortsat vil komme til at betale ved at give afkald på
kvindeligt selskab og kærlighed og i stedet bruge al sin emotionelle energi
Lewis Lockwood: Beethoven - Livet og musikken
5