Haw - Han Herred Havbåde

en selskabsform, der ikke kunne gå med i et laug, hvis det
indebar at give afkald på såvel værditilvækst som retten til
at sælge ud på et fordelagtigt tidspunkt. Derved profileredes
andelsmodellen som et middel til, modsat kapitalselskabet,
at sikre fiskerlejets kollektive ressourcegrundlag og de unges
muligheder for at få del i dette grundlag.
Grunden til, at den udefra kommende investor havde
brug for en fisker, var, at kun fiskere i følge den nyligt vedtagne
fiskerilov kan eje fartøjskvoteandele. Til gengæld
kunne personer, interessentskaber, anpartsselskaber og aktieselskaber
være en fisker i juridisk forstand, mens man
ikke længere måtte være et andelsselskab. Andelsselskabet
er specielt derved, at der ikke er lovgivet for dets vedtægter,
men at disse indrettes specifikt til det formål, selskabet
skal tjene andelshaverne. Selskabsformens afgørende fordel
er, at et selskab kan udformes i overensstemmelse med dets
brugeres særlige organisationskultur og specifikke samarbejdsformer.
Det er andelskonsulentens speciale at hjælpe
Puljebestyrer Ole Eriksen taler med Fiskeridirektoratet under et møde i kystfiskerlaugets bestyrelse, der samles om opgaverne, når det
ikke er havvejr. Her lærer de unge at tage ansvar for deres hjembys fremtid og drive en betydelig virksomhed sammen. Tommy (i midten)
er laugets kassér og styrer hele budgettet i regnearket på sin bærbare PC. Sekretæren Michael (tv.) fører alle beslutninger til protokols.
folk med at eksplicitere deres formål og realisere det i hensigtsmæssige
vedtægter. Hvis formålet er at skaffe kreditværdighed
og forhindre fjendtlige opkøb af dets aktiver, kan
et andelsselskab indrettes til det. Men på grund af fiskeriloven
var det ikke længere muligt at få det statsanerkendt
uden enten at få dispensation eller bestemmelsen ændret ad
politisk vej. Tidspresset taget i betragtning tilbød advokaten
at være med til at skabe et anpartsselskab med en særlig anpartshaveroverenskomst,
der får det til at fungere som et andelsselskab
i overensstemmelse med fiskernes formål med
lauget. Det næste stormøde traf på arbejdsgruppens forslag
den kreative beslutning at invitere begge de to rådgivere -
fra hver deres verden - samt erhvervets kystfiskerkonsulent
Arne Johansen med til et arbejdsmøde for at skabe en brugbar
Thorupstrandmodel.
På en heldags workshop i Klim - kyndigt styret af Jørgen
Ougaard - blev fiskerne delt i fem arbejdsgrupper og først
bedt om at formulere hvilke formål, de ville opnå med et
laug. Det viste sig, at grupperne kom frem til identiske formål,
der kunne danne grundlag for en vedtægts formålsparagraf.
At fremtidssikre Thorupstrand, begunstige de unge
og styrke sammenholdet ved hjælp af lovligt og bæredygtigt
fiskeri var det, fiskerne ville. Derpå fulgte spørgsmål på
spørgsmål, der kunne afklare, hvilke midler de fandt egnede
til at opfylde formålsparagraffen ved opkøb af fartøjer med
fiskerettigheder mv. Advokat og konsulenter bistod dagen
lang med deres viden på områder, hvor fiskerne var i tvivl
om, hvad der var praktisk og juridisk muligt. Ved dagens
slutning kunne forsamlingen gå hjem med idégrundlaget
til vider og vedtægter for et kystfiskerlaug, der med tiden
vil kunne blive anerkendt som et andelsselskab a.m.b.a.
Indtil videre blev det indrettet som et anpartsselskab med
helt specielle regler, der bygger på den udarbejdede vide og
vedtægt, og ministeren gav efterfølgende tilsagn om at ville
indføje muligheden for at anerkende et selvstændigt lokalt
andelsselskab som fisker i juridisk forstand. 6
Partsfiskeriets neokulturation 7
Laugets fiskere gik sammen efter princippet en for alle som
alle for en, hvilket banede vej for, at to så forskellige penge-
institutter som den lille Klim Sparekasse og den store ebhbank
gik sammen om at yde lauget et første lån på 0 mio.
kr. Året efter var den føromtalte havbåd fra Lildstrand med
FKA blevet 8 mio. kr. værd, selvom der var barberet endnu
15 % af torskekvotens tons, en prisstigning på 1000% af
fartøjets værdi to år før. Det siger noget om de fortjenester,
der tilfalder den spekulative kapital, der er gået ind i handlen
med FKA med samme motiv som godsslagterne gjorde,
da de gamle herregårde under enevælden blev gjort til frit
omsættelig ejendom. Men også om den værditilvækst, med
hvilken de nye fiskerikoncerner har mulighed for at konsolidere
deres opkøb af FKA-kuttere fra partsfiskerflåden.
Den samme værditilvækst tilfalder Thorupstrand Kystfiskerlaug,
der købte Bulbjerg, men fiskerne kalder det for
”papirpenge”, fordi det i deres praksis ikke er omsættelige
værdipapirer, men rettigheder til den ressource, de skal leve
af at fange. De investerer ikke for at kunne sælge igen, men
for at trække fangstrettigheder ud af markedet, så disse netop
ikke kan omsættes med henblik på at trække værditilvækst
ud af erhvervet. I deres praksis er det ikke kapital (med bytteværdi),
men driftsmidler (med brugsværdi). På samme
måde adskiller lauget sig principielt fra den introduktion af
lønarbejde, der følger med koncernfiskeriet. Det har vist sig
at være et kardinalpunkt for laugets medlemmer, at skippere,
der ejer eller har part i en båd, i lauget optræder på lige
fod med partsfiskere uden ejerandel i en båd. Styrken i dette
er, at lauget i modsætning til andre kvote- og puljeselskaber
i danske havne, samler begge slags fiskere. Derved får lauget
en langt bredere basis at stå på. Holdningen hertil kom
tydeligt frem, da jeg sammen med Karsten Nielsen, laugets
næstformand der er en garvet skipper på 58 år, besøgte advokaten
i en havneby, som med stolthed fortalte om den pulje,
han havde været med til at etablere for byens ”fiskere”. Han
markerede bådene som krydser og tegnede en stor cirkel
rundt om dem for at angive, at dette er puljen af de fiskere,
der støtter hinanden. ”Fint”, sagde laugets næstformand,
”men det viser jo, at kapitalen bestemmer. For hvor er alle
folkene, der har skabt de værdier, bådejerne står sammen
om? De er her ude!” Og så pegede han på det blanke papir
udenfor cirklen. ”Det er dem, I skubber udenfor, modsat det,
18 19