Download - Dansk Forfatterforening

danskforfatterforening.dk

Download - Dansk Forfatterforening

Hovedløst

PROLOG

Juri var gnaven. Han var kommet for at få tilfredsstillet sine

elementære behov og købe den udløsning han som mand havde

brug for. Det kunne hun åbenbart ikke finde ud af.

Han var ellers en af dem der havde udnyttet udviklingen

og gjort det rigtig godt da Litauen sammen med de to andre

baltiske stater rev sig løs fra Sovjetunionens dominans og

vendte sig mod vest, mod Europa. De unge havde været bedst

til at følge forandringen fra russisk lydstat til uafhængigt demokrati.

Men så kom den økonomiske krise, og begejstringen

kunne efterhånden ligge på et lille sted. Til gengæld blomstrede

kriminaliteten og fandt nye muligheder i de veletablerede,

rige vesteuropæiske lande. Der var en livlig trafik med stjålne

smykker, biler, ja sågar cykler. Gode tider for organiseret kriminalitet,

specielt her i hovedstaden, Vilnius.

Nu sad han i dystre tanker med ryggen mod sengegærdet

og kiggede ud ad panoramavinduet på en lastpram der

tøffede forbi nede på floden.

„Måske skulle du prøve med Viagra?”

Den bemærkning tændte ham af, og arrigt vendte han sig,

men inden han nåede at formulere et skarpt svar, rejste hun

sig dovent fra sengen og stak i de højhælede plastikslippers

med lyserøde strudsefjer. Hun stavrede hen til spejlet og glat-

7


8

Christian J.D. Dirksen

tede på underkjolen – silke med dyb udskæring og blonder,

den stumpede midt på låret, indenunder var hun nøgen.

Hendes blik var trodsigt da hun mødte hans i spejlbilledet.

„Jeg gider i hvert fald ikke gøre noget ud af det hvis du

ikke selv ...”

„Dumme kælling!” Hidsigheden fik stemmen til at dirre,

hun provokerede ham, og det skønt hun udmærket godt

vidste ... Han slog knytnæven i madrassen og bøjede sig truende

frem.

Uforfærdet lagde hun hovedet på skrå. „Du skal betale alligevel.

Det er ikke nogen undskyldning at du ikke kan få den

op at stå. Ryst op med pengene, jeg har gjort min del.”

Håret faldt ind over højre side af ansigtet, og hun rystede

hovedet for at få det på plads. Så flyttede hun blikket til sit

spejlbillede og lod en lakeret finger glide hen over munden.

Med læbestiften fra hylden under spejlet begyndte hun at friske

den røde farve op.

Siden han havde optrappet forbruget af anabole steroider,

var det svært at styre temperamentet, det måtte hun efterhånden

have fundet ud af. At det nu også gik ud over potensen,

gjorde det ikke bedre, men det fattede hun bare ikke.

Raseriet over hendes ligegyldighed og nedladenhed eksploderede

og fik ham til at slå lagenet til side og springe ud på

gulvet.

„Nå, du tror jeg har brug for Viagra? Tror du ikke snarere

det er din skyld at den ikke fungerer? Der er fandeme ikke noget

i vejen med mig! Men du er blevet grim og gammel …”


Hovedløst

han spyttede, „… og doven. Du gider ikke noget mere. Og så

gider jeg altså heller ikke betale.”

Han var nøgen men ikke blufærdig, han havde en smuk,

veltrimmet krop med synlige muskler og solbrændt hud. Det

sidste kunne han takke selvbruneren for.

„Nåh nej,” hun betragtede ham i spejlet med et påtaget alvorligt

ansigtsudtryk, „jeg tager fejl. Nu kan jeg godt se du

faktisk bruger Viagra, men …” smilet bredte sig på hendes ansigt,

„… du har bare brugt det forkert. Du skal jo ikke putte

Viagra ud i armene, dit fjols, det skal ned i …”

Han sprang hen over gulvet for at lange hende en lussing.

Hun vendte sig væk fra ham, men slaget fik hende til at tumle

forover, og hovedet ramte spejlet så der kom en stjerne af

knust glas. I spejlbilledet stirrede hun forbløffet på sin pande

hvor blodet piblede frem, og flyttede blikket til hans spejlbillede.

„Dit dumme svin!”

Hurtigt drejede hun igen omkring og løftede armen for at

slå. Han skubbede hendes hånd til side og gav hende en lussing

på den anden kind. Det fik hende til at udstøde et skrig.

Hun sparkede og kastede sig mod ham med fingre krumme

som klør, men han greb fat om hendes hals og trykkede til. Så

kunne hun ikke skrige. Hun kradsede ham i ansigtet og prøvede

nok at nå hans øjne, men måtte flytte hænderne i et forsøg

på at presse fingrene imellem hans hænder og sin hals. Sprællende

kæmpede hun for at få ham til at slippe.

Følelsen af magt og kontrol var berusende. Nu kunne hun

se hvad der skete når man gjorde Juri til grin. Han klemte hår-

9


10

Christian J.D. Dirksen

dere og ruskede hende eftertrykkeligt. Gav ikke slip uanset

hvor meget hun rallede. Han havde ventet betydeligt mere

modstand, men det gik overraskende stærkt. Hun blev tung

og slap i hans hænder, blikket frøs, prøvede hun at narre ham

og spille død for at få ham til at slippe så hun kunne rive hans

øjne ud? Så nemt gik det altså ikke!

Hun blev ved med at være slap. Til sidst lod han hende falde.

Der lå hun, ynkelig, livløs. Han betragtede blodet på sine

hænder, pludselig svimmel, og han måtte sætte sig på sengen.

Vreden var fuldstændig forsvundet. Hun var vel selv ude om

det? Efter så mange måneder kendte hun ham godt nok til at

vide det var dumt at provokere sådan. Havde han måske ikke

været en loyal kunde? Hver uge kom han forbi, og hun havde

altid fået sine penge. På det sidste var hun holdt op med at gøre

sig umage, og nu var det kommet så vidt at hun gjorde nar

af ham, ydmygede ham, og så lå hun der, selvom det ikke havde

været meningen ligefrem at slå hende ihjel.

Juri trykkede håndfladerne mod tindingerne og pressede så

hårdt han kunne. Nu ikke gå i panik, ikke følge impulserne og

bare gå sin vej. Forlod han det hele som han havde mest lyst

til, blev det værre, det vidste han af erfaring, den fejl måtte

han ikke begå igen. „Aaarh!” stemmen var fuldt af frustration,

tankerne jagtede rundt uden retning, men han måtte få styr på

dem, tænke, tænke klart og for alt i verden undgå at dumme

sig igen og blive pågrebet og straffet. Kunne han rulle hende

ind i lagenet og køre liget ud i skoven? Eller bede om hjælp?

Der var jo selvfølgelig broderskabet, men hvordan ville bossen

reagere? Han svedte ved tanken om hvad der kunne ske når


Hovedløst

Vytautas fik det her at vide. Han var en ondskabsfuld satan

som styrede banden med hjerteløs uforudsigelighed. Når en af

brødrene dummede sig, kunne man ikke bare regne med opbakning.

Det afhang af hvor dumt man havde handlet, og især

om det tiltrak politiets opmærksomhed. Hvis det skete, var

der ingen nåde. Og at kværke en prostitueret var vist ikke det

smarteste man kunne finde på.

Mens han spekulerede videre, gik han hen og vaskede hænder.

Da han var færdig, tog han mobilen. Det bedste ville være

at spørge den eneste i broderskabet han kunne stole på, Vilkas

Kuprys. Han havde erfaring og høj status. Reelt rangerede han

som nummer to.

Efter få sekunder besvarede Vilkas opkaldet med sit sædvanlige:

„Jeg lytter.”

„Juri her. Jeg har brug for hjælp.”

Stemmen var nøgtern, nærmest kølig: „Er du igen kommet

ud i noget skidt?”

Han tog en dyb indånding. Det var vigtigt nervøsiteten ikke

smittede af på stemmen.

„Jeg kom vist til at slå Daina ihjel.”

„Daina? Hende luderen? Hvordan mener du ’kom til’?”

„Hun provokerede mig.”

Ildevarslende tavshed. Han havde ellers forventet at Vilkas

ville eksplodere i raseri. Men tavsheden var værre. Der gik

meget lang tid før en kold, lavmælt stemme udtalte blot et enkelt

ord: „Hvor?”

Han sank. „Hvor? Hvad mener du?”

„Jeg vil vide om du har myrdet hende her i Vilnius?”

11


12

Christian J.D. Dirksen

Han havde lige vasket hænder og tørret dem, men nu var

håndfladerne fugtige igen. Han gned dem mod bukserne og

konstaterede at fingrene rystede.

„Joh altså, det er … det har jeg gjort i hendes lejlighed. Den

ligger midt i byen, med udsigt ned mod floden.”

„Det er med andre ord der du plejer at besøge hende? Naboerne

har set dig, og de kan genkende dig hvis politiet

spørger?”

„Øh ja, det tror jeg nok.”

„Hmm. Vytautas slår dig nok ihjel, med mindre du forsvinder

med det samme.”

„Ja, men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Det er derfor jeg

ringer til dig.”

„Kan du huske det tilbud jeg gav dig for en måned siden?”

„Øh, ja … men jeg vil helst ikke rejse så langt væk.”

„Det vil du nu.” Stemmen var stadig rolig. „Har du bilen i

nærheden?”

Vilkas tabte ikke hovedet selv i den farligste situation. Det

var det Juri beundrede mest ved ham.

„Den står nede på gaden.”

„Så kører du ud af byen. Du henter ikke noget derhjemme,

du tanker op undervejs så du ikke løber tør for benzin, og så

bliver du ved med at køre. Til Polen, selvfølgelig uden om Kaliningrad.”

„Jamen, jeg har ikke mit pas. Det ligger hjemme.”

„Der er noget der hedder fri bevægelighed inden for EU.

Du overholder fartgrænserne og kører pænt, så er der ingen

der standser dig.”


Hovedløst

Han lyttede tavst, tørrede igen håndfladerne og skævede til

Daina på gulvet. Selvfølgelig skulle han væk fra Vilnius og fra

litauisk politi, altså ud af landet.

Vilkas fortsatte: „Du skal videre gennem Tyskland til du

når Danmark. Jeg har en bror som driver et fitnesscenter i hovedstaden,

København. Det er ham du skal kontakte. Nok

bedst hvis du undgår færgerne ved at køre op gennem den

vestlige del af landet og tager broerne, så er risikoen for at blive

fanget på overvågningskameraer mindst. Det er vigtigt du

skjuler både dit ansigt og bilens nummerplader. Måske skulle

du hugge et par danske plader når du har passeret grænsen?

De er lige til at klipse af.”

Juri mærkede pulsen banke i tindingerne. „Jeg forstår. Men

hvad med politiet? Har de ikke politi derovre?”

„Smid mobiltelefonen væk, og lad være med at tale med

nogen, hverken her eller når du kommer frem. Ingen familieopkald,

ingen kontakt til gamle venner. Du skal forsvinde helt,

og så er Danmark et godt land at gemme sig i. De har nogle

politiske restriktioner mod EU, så deres politi må ikke arbejde

rigtigt sammen med vores.”

Det lød okay at skjule sig i et andet land, et stykke tid i

hvert fald. Men han var for overrumplet til at vide hvad han

skulle sige. Hvordan opgive sin tilværelse her hvor han hørte

til, hvor han kunne sproget og havde sine ting, sin lejlighed og

sine venner? Nå ja, venner var der måske ikke så mange af, andre

end dem fra broderskabet selvfølgelig, og dem måtte han

vist hellere holde sig på god afstand af. Ellers ville de garante-

13


14

Christian J.D. Dirksen

ret sladre til Vytautas om hvor han gemte sig, og så var hans

liv ikke meget værd.

Han tav og lyttede.

„Min bror skal nok give dig arbejde på centret. Jeg ringer til

ham. Du er tilstrækkelig muskuløs til at gå for at være fitnessinstruktør.

Jeg aftaler det med ham mens du kører.”

„Ja, jeg ved jo noget om bodybuilding og hård fysisk træning.

Men … men hvad med sproget? Mit engelske er ikke for

godt. Og de taler vel et helt andet sprog derovre?”

„Du får masser af tid til at lære dansk. Og imens har min

bror forskelligt andet arbejde han kan sætte dig til. Kurertjeneste

og inddrivelse af penge for nogle fine folk der betaler

godt. Han kan altid bruge en stærk mand som dig.”

Der opstod en pause inden Vilkas sluttede: „Men fra nu af

opfører du dig ordentligt og holder din kæft, forstår du det?”


Hovedløst

1. - SUSANNE

„Hvad så Susse, skal det være den sædvanlige hvidvin, eller

har du noget særligt at fejre i dag?” Bartenderen lænede sig

ind over disken og kiggede på hende med et vennesælt blink i

øjet.

Hun løftede skuldrene. „Corny, du ved udmærket godt jeg

ikke har noget at fejre. Og så skal jeg alligevel høre på dine

dumme spørgsmål.”

Han grinede og pegede på hendes bordeauxfarvede uldjakke.

„Du har da selskabstøjet på. Jeg synes den jakke bliver pænere

og pænere for hver måned der går.”

„Du er et usselt menneske, er du klar over det, Corny?”

Mens han skænkede vinen op, kastede hun et hurtigt blik

omkring sig for at tjekke om der var andre end stamgæster til

stede, men den eneste hun kunne få øje på var Bjarke. Han sad

ved sit bord under en støvet grøn glaslampeskærm og lignede

noget der var faldet ud af en skraldespand. Han måtte have

opfattet hendes blik, for han blinkede overdrevent til hende

med sejlende øjne.

Hun skyndte sig at bøje hovedet, orkede ikke at høre på

hans ævl. Kunne han ikke snart forstå at hun ikke var til noget?

At hun ikke var interesseret i kontakt med nogen, og sidst

af alt med en hun kunne samle op på et værtshus?

„Cornelius,” Bjarke hævede stemmen unødigt højt, „et glas

til den unge dame på min regning.”

15


16

Christian J.D. Dirksen

Bartenderen nikkede og kiggede konspiratorisk på hende inden

han svarede: „Okay, men Susse har ikke tid til at snakke

med dig, Bjarke. Hun skal give mig seneste nyt om hvordan

det går med smerterne.”

„Det har jeg ikke lyst til at snakke om i dag.” Hun skar en

grimasse og lod hånden glide ned over hoften. „Men du kan

godt gøre noget ved den tobaksrøg inde fra billardlokalet,

Corny. Det kan umuligt være i orden at ryge derinde når der

er rygeforbud på alle danske værtshuse og caféer.”

„Billardlokalet, min skat, er et selvstændigt værtshusafsnit

på under fyrre kvadratmeter. Så må man godt ryge.”

Hun skubbede hagen frem. „Der er åbne døre mellem lokalet

her og dit såkaldte selvstændige afsnit. Tror du det er

okay?”

Cornelius mumlede så hun knap kunne høre ham: „Jeg

skræmmer de sidste stamkunder væk hvis jeg ikke tillader

rygning omkring billarden.”

„Men du tillader også at en sky af røg breder sig herind?”

Et provokerende smil bredte sig et øjeblik på hans ansigt,

men han så væk og rystede tavs på hovedet.

Hun tog glasset og sin gamle slidte stoftaske og gik hen til

det sædvanlige bord, lidt væk fra baren. Selvom hun ikke røg

længere, havde hun i virkeligheden ikke noget imod den tågede

atmosfære. Den gjorde stedet hyggeligt og skjulte hende

lidt. Når hun havde brokket sig over røgen, var det mest for at

hævne sig over hans uforskammede bemærkning om hendes

tøj.


Hovedløst

Hun drak af hvidvinen og slappede godt af ved at læne sig tilbage

i stolen. Egentlig vidste hun ikke hvorfor hun blev ved

med at vende tilbage til netop det her værtshus. Baren var som

de fleste, lidt snusket. Ølglas på fod var hængt op over den

ene ende af den vinklede disk, og det obligatoriske fadølsanlæg

var anbragt på den korte side af baren med seks høje stole

omkring. Bagvæggen var dækket af hylder med et stort udvalg

af spiritus. Hun havde ofte tænkt at det var forunderligt

med sådan en velassorteret bar, i betragtning af hvor sjældent

nogen bestilte noget fra de mange flasker. Her drak man øl

eller sommetider ’et sæt’, hvor øllet blev suppleret med en

Gammel Dansk.

Hun havde næsten tømt det første glas, da hendes opmærksomhed

blev fanget af en mand som trådte ind ad indgangsdøren

og gik hen til baren. Det var ikke en hun før havde set.

Et par gange kiggede hun på ham i smug som han stod ved

baren med muskuløse skuldre og tatoverede underarme og

bestilte vodka. Han havde en uformelig, tynd hættetrøje på

med opsmøgede ærmer, og de forvaskede joggingbukser

stumpede en smule over beskidte, nedtrådte kondisko.

Da bartenderen havde skænket op, greb manden fat i flasken

og forhindrede at den blev sat tilbage på plads. I stedet

stillede han den foran sig på baren.

Han lignede en der pumpede jern. Som udgangspunkt var

han imidlertid relativt smalskuldret og kortlemmet og ikke

særlig høj. En iøjnefaldende veludviklet muskulatur gjorde

ham ikke pænere men fik ham til at se en smule komisk ud,

som en karikatur af en bodybuilder. Tindingerne var høje og

17


18

Christian J.D. Dirksen

håret mørkt og tyndt. Han havde en guldring med sort sten i

en overdimensioneret indfatning på venstre ringfinger. Armbåndsuret

så billigt og gammelt ud med en slidt metalrem. Så

fik hun øje på den hvide stofpose med et eller andet rundt

indeni han havde lagt foran sig på bardisken. Måske gloede

hun for meget, for han sendte hende et hurtigt blik med mørke

og fokuserede, let fremstående øjne. Han havde mærket hun

kiggede på ham, og nikkede kort, tog sit glas og posen og

slentrede hen til hende. Der stod han et øjeblik før han uden

indledning pegede på hendes glas og affyrede sin egen version

af en forslidt scorereplik.

„Du vil have en mere drink?”

Stemmen var lavmælt og hæs, accenten tung. Den virkede

karikeret fremmed med skæve vokaler. Tonefaldet og udtalen

fik hende til at tænke på en tegnefilmsskurk. Hans øjne var

sorte. I halvmørket var det i hvert fald svært at se om de var

brune eller blå. Holdningen selvsikker og underligt tilbagelænet,

var det arrogance? Ville han vise at han faktisk ikke var

interesseret i hende men allernådigst nærmede sig alligevel –

fordi hun gloede?

Han tog ikke tilløb til at trække sig tilbage igen sådan uden

videre. På brede fødder stod han og kiggede ugenert på hende.

Med mørkt hår af ubestemmelig kulør og tilløb til skaldepande

kunne han være østeuropæer. Måske var han ikke arrogant,

men bare selvfed på en udansk måde; alligevel var der

noget over hans attitude som fik hende til at ignorere sædvanlig

forsigtighed. Hun afviste ikke tilbuddet om en ny


Hovedløst

drink, som hun ellers umiddelbart havde lyst til, men nikkede

langsomt og lagde hovedet tilbage mens hun bevidst prøvede

at gøre sine øjne smalle og vurderende.

Han skulle ikke tro hun var nem. Var han mon en af dem

der lugtede af armsved eller gammel sprut? Det var det værste

hun vidste. Neglene på hans brede hænder var egentlig ganske

velplejede, og der var en svag duft af krydret aftershave

omkring ham da han trak stolen ud. Til gengæld mærkede

hun også en antydning af dårlig ånde. Det skyldtes sikkert

manglende tandhygiejne. Heldigt at han sad på den anden

side af bordet.

Det blev en underlig aften. Lidt efter lidt gik det op for hende

at han ikke var ude på at score, men han sørgede for hun hele

tiden havde noget i glasset, selvom han ikke talte ret meget.

Det manglende ordforråd og hans underligt hakkende facon

gjorde det anstrengende at føre en ordentlig samtale. Ud fra de

få gange han trods alt sagde noget, var det tydeligt han ikke

var dansk, men på den anden side forstod han sproget så godt

at han måtte have boet her et stykke tid.

Hvis hun ikke havde drukket, ville hun have følt det pinligt

sådan som han sad og næsten ingenting sagde, men hun var

tilstrækkelig påvirket til at føle sig afslappet uden egentligt

behov for at blive underholdt. I tankerne legede hun med

spørgsmålet om hvad hun skulle svare hvis han tilbød at følge

hende hjem? Det var nu nemt nok at finde ud af. Hun var ikke

så beruset at hun ville hægtes op på sådan en type. En værts-

19


20

Christian J.D. Dirksen

husstodder kan man altid støve op, og så desperat var hun

heller ikke.

Pludselig drejede han hovedet og så hende direkte i øjnene:

„Jeg ved din navn.” Der var hverken triumf eller følelse i stemmen.

„Okay, nå så det gør du?” Hun smilede og snoede med to

fingre en tot af sit krøllede, mørkebrune hår. Det var ikke første

gang hun stødte på en mand der prøvede den teknik, så

det ville være dumt og naivt at spørge hvorfra han vidste hvad

hun hed. Det skulle han nok selv ryste op med. Altså kunne

hun nøjes med at forholde sig afventende.

Men han sagde ikke mere.

Til sidst blev tavsheden for meget for hende, og hun lænede

sig frem. „Hvis du ved hvad jeg hedder, skulle du så ikke fortælle

mig hvad du selv hedder?”

Hans læber strammedes i en mekanisk grimasse. „Du kalder

mig Juri.”

Hun rynkede panden. „Har du ikke noget efternavn?”

„Nej.”

Smilet på hendes læber må have signaleret at hun fandt

ham komisk selvhøjtidelig, men det ændrede ikke noget. Han

havde ikke til hensigt at give hende hele sit navn.

„Og hvad mener du så jeg hedder?” Hun lagde bevidst

trods i sit tonefald. Hvis det bare var noget han påstod, det

med at kende hendes navn, og hvis han i virkeligheden ville

have hende til selv at røbe det, måtte han tro om igen.

Ansigtet var stadigvæk uden udtryk. „Du er Susanne Mikkelsen.

Du arbejder rengøring mandag og torsdag.”


Hovedløst

En smule rystet over de ord bed hun tænderne sammen. Hvor

vidste han det fra?

„Du bor i lejlighed, Hellerup, 23 Sehestedvej.”

Øjnene var stadig mørke, det var ikke til at se farven på iris.

Måske fyldte pupillerne det hele? Var han på stoffer?

Læberne var smalle og blodløse da han, næsten uden at bevæge

dem, skødesløst tilføjede: „Højre, første sal.”

Det fik hende til at rejse sig. „Jeg skal hjem nu.”

Uden at bevæge sig fortsatte han henkastet: „Jeg har en god

tilbud for dig. Du får penge, nem og uden noget.”

„Hvad snakker du om?” Overraskelsen dæmpede et kort

øjeblik hendes lyst til at forlade bordet, og hun drejede hovedet

og iagttog ham.

Hendes økonomi var katastrofal. Det var svært at få et ordentligt

arbejde fordi hun led af smerter som lægen kaldte fibromyalgi,

en kronisk gigt der gjorde hende delvis invalid.

Men hun fik stadig ikke nogen hjælp fra kommunen så det ville

være dumt på forhånd at afvise muligheden for at tjene lidt

ekstra. Det afgørende var hvad hun skulle lave for pengene,

om hun kunne holde til det uden flere smerter. Hun havde i

hvert fald tiden til mere arbejde, og måske var det noget der

ikke belastede kroppen lige så meget som rengøring?

„Jeg vil altså ikke lave noget ulovligt.”

„Overhovedet ikke helt farligt,” svarede han med et grin og

signalerede overdreven, østeuropæisk venlighed. „Ingen får

vide. Ikke finder ud hvad du foregår. Det jeg garanterer godt

nok.”

21


22

Christian J.D. Dirksen

Så fortalte han hvad han ville have hende til at gøre. Hun lyttede,

og til sidst spurgte hun: „Og du er sikker på det ikke er

forbudt? Kan du garantere at jeg ikke mister mit arbejde, hvis

det her bliver opdaget?”

„Ikke opdaget. Hemmeligt. Du siger ikke, jeg siger ikke.

Men penge okay.” Han rakte den lille bærepose af stof frem.

„Her er hoved. Du får med hjem.”

Susanne tog tøvende imod posen og kiggede i den. Der lå

en lille buste i hvidt marmor. Hun ville til at tage den op, men

han lagde sin hånd på hendes. „Nej fuck, ikke frem! Du kigger

slet ikke. Den bare hoved. Du tager arbejde mandag morgen

der blev sagt. Du kommer tilbage. Vi møder på din lejlighed.

Jeg betaler.”

Pludselig mærkede hun hans tag strammes. „Men du taber

ikke. Du forstår, meget vigtigt, hoved ikke går væk. Slet ikke

væk!”

„Av,” sagde hun, „hold op med at klemme min hånd, jeg er

ikke idiot. Hvis det skal være på den måde, vil jeg slet ikke

være med.”

Han slap ikke sit tag. „For sent. Du aftaler. Du forstår.”

Uden at sige mere rejste han sig, gik hen til værtshusets dør

og forlod lokalet. Det efterlod hende alene ved bordet.

To tusinde kroner havde han lovet hende. Hver mandag.

Og det hun skulle gøre, var meget let, ja, det kunne gøres på få

sekunder. Der blev ingen belastning af skulderen eller armene,

ikke hårdt arbejde som kunne nedbryde hendes fysik. Risikoen

for at det blev opdaget var noget nær nul hvis hun var forsigtig.

Så hvorfor ikke bare prøve det?

More magazines by this user
Similar magazines