Læs uddrag fra bogen - Tiderne Skifter

dev.tiderneskifter.dk

Læs uddrag fra bogen - Tiderne Skifter

GEN

ERA

TION

KAN

SELV

Redigeret af

William Abrahamsen og Kathrine Storm

Tiderne Skifter


Generation Kan Selv

© Tiderne Skifter, 2010

Omslag: Dennis Müller

Sats: Dennis Müller

Forlagsredaktion: Ninna Brenøe

Tryk: xxx

ISBN: 978-87-7973-400-5

Printed in xxx 2010

INDHOLD

7 Forord

William Abrahamsen & Kathrine Storm

11 Min generation er ikke en rigtig generation

Jesper Elg

17 Vi kæmper for at sejre

Lars Grenå

33 Fire bryllupper og en læderbøsse

Anton Lau

43 Modet til frihed

Esbern David Pontoppidan

55 Øjne på Stilke

OEPS Crew

59 Det stof jeg er gjort af

Cecilie Vad Veje

69 Generation sex

Lene Stavngaard

77 Det nye Måltid

Rasmus Kofoed

87 Doxwise – eller hvordan dokumentarfilm tvang mig

til at holde af andre mennesker

Michael Noer

93 Mit og dit musik

Silas Bjerregaard

101 Radio Iben

Iben Maria Zeuthen

111 Andengenerations engagement

Özlem Sara Cekic

121 En grund til at man skal sige ja: Man lever kun en gang

Silas Adler

129 Uden for døren med hetero patriarkatet

Mia Keinecke

139 Vildt voksende vildskud

Stig Debois

145 Litterær lir i privaten

Mads Eslund

153 Min generation og den ægte musik

Kristian Leth

159 En generation samlet om at være i tvivl

William Abrahamsen og Kathrine Storm


FORORD

Dette er en bog om en generation af en generation. Den er lavet sådan:

En bunke unge mennesker har fået til opgave gennem tekst og billeder

at forholde sig til spørgsmålene:

Hvad betyder det for dig at være en del af den nuværende generation af unge,

og synes du, at der noget der kendetegner den? Er der noget, du gerne vil sige

til den?

Svarene findes på de næste sider og er mildest talt mangfoldige. Og de var

umulige at forudse, da vi – bogens to redaktører – påbegyndte projektet. Vi

er selv en del af den generation der bliver beskrevet, og vi står midt i den

tid, bogen afspejler. Hverken tidsånd eller særlige karaktertræk ved den unge

generation lader sig umiddelbart definere. Et gennemgående træk hos flere af

skribenterne er, at de netop ikke føler et stærkt, entydigt tilhørsforhold til en

gruppe eller ideologi.

Præmissen har været en undren over, om der er noget der binder os sammen.

Det startede med en nysgerrig snak over et glas rødvin, der førte til en

ide. Ideen satte sig fast i vores hoveder og ville udvikles, tænkes over og meget

gerne ud i verden. Ideen kom på et stykke papir og pludselig var den virkelig.

7


Vi skulle lave en bog. Og ikke bare en bog, men en bog

der belyste, svarede på og diskuterede de emner, som vi

så tit snakkede om. Den skulle svare os på hvad vores

generation skulle, ville og kunne. Hvem er vi, hvem er

jeg og hvad er jeg?

Men hvordan svarer man på det? Og siden svaret ikke

er entydigt, hvordan kan man så tillade sig at fremstille

det? På den anden side: Hvad skal vi ellers gøre med alle

vores spørgsmål og tanker?

Vi kom frem til, at vi netop skal vise dem og give dem

plads til at udfolde sig. Vi skal præsentere et udsnit af virkeligheden

og give et bud på et tidsbillede. I stedet for at

vi om 20 år kigger nostalgisk tilbage på dengang i starten

af årtusindet og tvinger paradigmer nedover perioden, så

lad dog tidens tendenser, overvejelser og personer vise sig

mens det sker.

Og det er det bogen skal. Give dig som læser en mulighed

for at opleve hvad der går gennem hovedet på den

nuværende generation og hvordan man forholder sig til

det at leve nu. Der gives ikke svar på hvad meningen med

galskaben er, men du får lov til at se og opleve hvad folk

tænker på.

”Men I har jo ikke spurgt alle unge i Danmark, eller for

den sags skyld hele verden, om hvordan de har det” – og

det er sjovt du tænker det, for det gjorde vi også. Men

i og med at ideen var et vildt barn med lyst til at være

altomfattende, begav vi os ud i et landskab af en generation

og har efter bedste evne sat fingeren i jorden. Vi har

indskrænket området og kort sagt valgt folk, som enten

er på vej op eller går imod. Skribenterne og kunstnerne er

ikke regeringsledere, teaterbosser eller professorer. Men

de er folk, som vil være med til at definere, hvad der skal

ske med et land som Danmark. Folk som har holdninger,

meninger og lysten til at ændre, gøre bedre og mere.

De fortæller personligt om deres liv og holdninger,

og er valgt fordi de foretager sig noget, der er tidstypisk.

Bogen kan ikke beskrive alt der måtte kendetegne vores

generation, men den er et forsøg på at kaste lys over nogle

nybrud, der kan spores.

Bogen giver ikke nogen endelige svar, bogen er ikke alles

og bogen kan ikke alt. Men den vil meget og skal læses

med nysgerrighed og et åbent sind.

Vi håber at bogen kan underholde og sætte nogle overvejelser

i gang hos dig, der også famler rundt i denne

kaotiske æra. Hvad har vi gang i?

William Abrahamsen og Kathrine Storm

8 Philip Dam Roadley-Battin

Timothy Francis Leary


MIN

GENERATION

ER IKKE

EN RIGTIG

GENERATION

Jesper Elg

Født 5. november 1975

Jesper er gallerist, kurator og ekspeditionsleder.

Han er stifter og leder

af det anerkendte V1 Gallery i Kødbyen

og har sideløbende beskæftiget

sig med nonprofit kunstprojekter i

det offentlige rum. Han har også selv

skabt kunstprojekter, er med i flere

udviklingsråd og fungerer som konsulent

for en række virksomheder i

forbindelse med integration af kunst

i byrum, arkitektur, design og markedsføring.

Vi deler ikke interesser og synspunkter. Vi er alting. Nogle vil mene

ingenting. Vi er X’er, Y’er, punks, yuppier, liberale, sociale, autonome,

nationalister, hippier, corporate, mods, storforbrugere, aktivister,

asociale, facebookere, fodboldspillere, skatere, rockere, økologer, indvandrere,

flanører, feminister, goths, bloggere, udvandrere og indvandrere. Vi er kristne,

muslimer, jøder, yogadyrkende kabala-praktiserende ateister. Vi er kropsfikserede

anorektiske overvægtige. Vi bliver hærget af en sexpest, en historisk kombination

af sygdom og generation (penetration).

Vi har set kapitalismen sejre og fejle. Og vi har set thrilleren, hvor den kommer

tilbage op af badekaret med fornyet styrke og ensporet dræberzombiementalitet.

Dummere og stærkere. Vi har set kommunismen falde og falde og

falde og genopstå som kommunistisk kapitalisme. Vi har set en mur falde og

en ny blive opført. Vi har været med til at skabe en Europæisk Union. Vi har

opfundet internettet, men ikke kuren mod aids. Vi har ikke modet til at snakke

om værdier på urgræsk maner. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Vi har snakket

meget om markedet. Eller lyttet meget til markedet? Øret til skinnerne og

flyt hovedet, før det er for sent. Tak vismand. Vi er opdraget med visionen om

11


ligestilling, og det så grundigt, at der faktisk er nogle af

os, der har en dårlig smag i munden over at være mænd.

Vi troede, at religion var blevet en personlig sag, men

i stedet har vi mærket fundamentalismen rejse sig. Et sekulært

håb erstattet af en religiøs frygt. Nej, Muhammed,

jeg frygter ikke dig. Jeg er pissebange for dine efterladte

og svigtede søskende og brødre og deres mere eller mindre

retfærdige had. Ligesom jeg frygter de selvbestaltede

kristne korsfarere, der i ly af natten afleverer den demokratiske

trojanske hest.

Vi har set demokratiet sejre, og vi har set det fejle. Det

vestlige trumfkort misbrugt i Florida og Texas Hold’em

poker på globalplan. Vi har oplevet kolde, lunke og varme

krige. Vi har set en sort præsident blive valgt i USA

og flere kvindelige ministre blive myrdet. Vi har set to

tårne falde og tusindvis rejst, inklusiv det højeste til dato,

som altid vil være lidt kortere end det kommende. Vi kan

mærke temperaturen stige og se isen forsvinde. Vi er ikke

lokale, men heller ikke rigtigt globale. Det kan godt være,

at jeg og mine jævnaldrende i Sudan eller Afghanistan

har drukket af det samme brand, været online på samme

tid, eller hørt det samme popnummer, men præmisserne/

privilegierne har aldrig været de samme.

På min side af kuglen er vi selvfølgelig også demokrater.

Spilleregler skal der til. Så længe det er os, der laver dem.

VI, DE PRIVILEGEREDE

Vi er så privilegerede, at vi tør anfægte det unikke velfærdssystem,

som har gjort vores land til et af de mest

eftertragtede i verden. Et land, hvor socialt ansvar sikrede

muligheder for (næsten) alle uanset social status, tro, hudfarve

og køn. Vi er så mætte, behagelige og tilfredse, at vi

tør anfægte ytringsfriheden og afmontere det system, som

gav en nation sikkerhed, mod og overskud. Vi har det så

godt og er blevet så grådige, at vi satser mod fællesskabet,

i jagten på lidt mere friværdi, lidt flere lommepenge, en

ekstra aktie eller et nyt samtalekøkken. Ens for alle, alle

for forbruget.

Forbruget er det nye demokrati. Jeg forbruger. Altså

er jeg. Den, der forbruger mest, er en bedre borger. Det

holder karrusellen i gang. Og borgerne i Bangladesh kan

mærke, at det drypper på dem, når champagnepyramiden

bliver fyldt. Osse selv om de står i (syre)vand til anklerne.

Når møllen går i stå, trykker vi flere penge, og så krydser

vi fingre for, at det nok skal gå. For man kan ikke

regulere kapitalisme, det ville være den 8. dødssynd.

Hvid mands byrde? Må mit pigment holde fri et øjeblik?

Grådig mands byrde. Dette er en grådig kapitalistisk

byrde. Vil de ansvarlige europæiske, indiske, amerikanske,

afrikanske, islandske, saudiarabiske - primært

mænd - rejse sig op og tage del i det ansvar, de prædiker

om? Hvorfor gjorde I det? For den 10. milliard? En ekstra

ranch? Det nye fly? For magten? For potensen? For at

gøre jeres mødre stolte?

Når revolutionen kommer, bliver I de første, der bliver

sat til at lave billige lejligheder i muren.

DEN IKKE-EKSISTERENDE REVOLUTION

Men revolutionen kommer ikke. Ikke på vores skift. For vi

er ikke ÉN generation. På godt og ondt. Og når jeg skriver

vi, mener jeg, JEG. For det kan godt være, at vi har set næsten

det samme, men det er helt sikkert, at vi har oplevet

det forskelligt. For vi er alle navlebeskuende psykoanalytikere

med traumer, der varierer fra madpakke til borgerkrig.

Far var ikke streng nok, mor gav ikke slip, vi skulle arbejde

for vores lommepenge, vi havde ingen opvaskemaskine,

vores forældre blev skilt osv. osv. Anklagelisten er lang ved

ethvert middagsselskab. Vi kan blive enige om én ting – vi

er vigtige som individer, vi er en flok af centrummer, vi er

alle lige gode. Næsten. For jeg er lidt bedre end flertallet.

Vi tror på total selvudfoldelse, jeg kan først være noget for

dig, når jeg blomstrer, så vi ses til foråret.

Men vi bliver nødt til at tage diskussionen om, at ikke

alle ting og værdier er lige (gode). Der er rigtigt og forkert.

Man stener ikke kvinder. Man gasser ikke jøder.

Man bomber ikke civilbefolkninger med vilje. Man slår

ikke forfattere ihjel. Man stjæler ikke olie. Man forgifter

ikke for profit. Kvinder og mænd er lige. Hud-, hår- og

øjenfarver har ens udgangspunkt.

Jeg og mine danske jævnaldrende lever med nogle demokratiske

grundværdier, som er blevet raffineret igennem

århundreder, og som vi bliver nødt til at værne om

og videreudvikle. Vi bliver nødt til at minde os selv om

alle de mennesker, som har slidt og kæmpet for at overlevere

nøglen til det samfund, vi lever i.

En nutidig opvækst i Skandinavien er vel noget af det

mest privilegerede, der findes på denne klode. Hvor kan

man ellers høre yngre mennesker klage over, at modstanden

ikke er stor nok?

Er det derfor, at min generation synes at være ligeglad

med vores privilegier? Eller i det mindste ikke gider deltage

i den tilbagevendende kulturkamp mellem vores forældre.

For vi ved jo godt, at Klaus Rifbjerg, Søren Krarup,

Tøger Seidenfaden og Bent Jensen snart skal i seng.

Og så kan vi tale videre om os selv igen.

OG NU VI ER VED OS SELV

Selv om jeg ikke føler mig som en del af en generation,

synes jeg alligevel, at jeg er en del af fællesskaber. På tværs

af alder, grænser, sprog og forudsætninger. Jeg føler mig

forbundet med folk, som skaber og udforsker. Fordi de er

nysgerrige, søgende og rastløse. Fordi de føler en nødvendighed

ved det, de laver. Folk, der skaber, fordi de ikke

kan lade være. Ikke for at tjene penge, men for at påvirke.

Fordi de har noget på hjerte.

Mine generationsfæller har haft en privilegeret opvækst.

Ingen af os har været tvunget i marken eller på

fabrikken. Vi har aldrig manglet mad på bordet – højst

sushi en gang imellem. Vi har haft frit valg. Dermed ikke

sagt, at der ikke var traditionelle ambitioner på vore vegne.

Vi valgte bare ikke at vælge dem. Vi valgte at finde

vores egen vej, ofte ad omveje. Forudsætningerne var

privilegerede, men set med forbrugersamfundets Pradabrille

virker manglen på lyst til fast ejendom, aktier, biler,

sommerhuse, pensionsopsparinger måske aparte eller direkte

samfundsnedbrydende.

Den manglende grådighed gav os en frihed til at navigere

i en struktur, som meget enfoldigt og ensformet

pegede på én måde at gøre livet på. Det er lysten til at

dele og deltage, der dominerer denne gruppe, ikke ambitionen

om at akkumulere.

Vi har valgt ikke at være ansatte i ånden. Det er vi

måske i dagtimerne. Men mens de andre sover, laver vi

klubber, spiller musik, udgiver magasiner, kuraterer udstillinger,

skaber kunst, danser, maler graffiti og kører på

skateboard. Vi gør det, der skal til for at kunne gøre det,

vi føler, vi bør gøre. Vi har flere jobs, arbejder gratis, samarbejder

med virksomheder, som gerne vil have en del af

ånden. Og ofte tager en bid af hånden.

Vi er ikke kulturradikale i politisk forstand, eller entreprenører

i kapitalistisk forstand. Vi kan ikke deltage i

en kulturel skyttegravskrig, for vi hører ikke hjemme på

nogen af siderne. Vi skaber ting, som måske har et elitært

indhold i klassisk forstand, men vi har lyst til at formidle

det så bredt som muligt.

Mange vil sikkert hævde, at det, der bliver skabt, er

unødvendigt. Men de som skaber, føler en kulturel nødvendighed

i det, de frembringer. De har noget på hjerte,

og de har noget på spil. De håber på at bidrage. Med

noget originalt, underholdende, udfordrende, provokerende

søgende eller overbevisende. Motivationen er nysgerrighed

og lidenskab.

12 13


ET KUNSTIGT FRIRUM

I kunsten findes frirummet til at skabe ud fra andre præmisser

end økonomiske. Penge er sjældent motivationen

til at købe en pensel, guitar eller kamera. Men i kunsten

kan du udforske alt: samfundet, religionen, menneskets

natur eller manglen på samme, miljøet, fremtiden, samvittigheden,

kedsomheden, døden, historien, sex, territorier

eller din egen navle. Der er ingen grænser andre end

dem, som hjernen nedfælder. Kunsten kan motionere

ytringsfriheden, dyrke nysgerrigheden, kommentere, reflektere,

udfordre og afkræve tid, når den er bedst.

I en tid, hvor politikere og medier sjældent belyser og

anfægter samfundets bestående præmisser, er kunsten

en nødvendig med- og modspiller, der tør holde på sin

egen mening og udfordre omverdens. Med alvoren malet

i øjnene, når legen med livet ligner dansen med døden.

Og sætter alt på ét bræt uden ironiens ansvarsløshed og

ligegyldighedens lemfældighed.

14 Emilie Schneider Kjørup

15

More magazines by this user
Similar magazines