Jeremias' Bog, kap 39:11 - 52:34 - Slip Bibelen Løs

Opbygning og indhold:
A. Til Egypten 39:11 - 45:5
1. Kap 39:11 44:30:
Jerusalem indtages og ødelægges i kapitel 39:1-10. Nogle af
de fattigste af Jerusalems indbyggere lades tilbage, og
babylonierne indsætter Gedalja som guvernør over det
slagne og underlagte Juda. Jeremias får frihed til at vælge,
om han vil tages med til Babylon eller blive tilbage under
Gedalja.
Gedalja er en god, retsindig og mild mand, men godtroende
og naiv. Det udnytter Ismael og myrder Gedalja. Ismael må
vi nærmest betegne som en røverhøvding, en gangster.
Johannan, som havde advaret Gedalja mod Ismael, går til
angreb på Ismael og slår ham og hans mænd ihjel.
Men nu er man bange for babyloniernes hævn, og man
planlægger at flygte til Egypten, men inden anmoder man
dog Jeremias om at rådspørge Herren for sig, og man
forpligter sig højtideligt for Herrens ansigt til at følge det
svar, Herren giver, og det uanset om det bliver det ene eller
andet.
Efter 10 dage kommer svaret til Jeremias, og det lyder:
Bliv, hvor I er!. Men det tør de ikke, og de flygter til
Egypten og tvinger Jeremias med sig. I Egypten kommer
Herrens ord til Jeremias om, at Farao vil falde for Babylon,
og at den sikkerhed, judæerne har søgt dér er illusorisk; de
vil for nær nogle få alle falde for sværdet. Jeremias lader
Herrens ord ledsage af en happening (et drama).
Senere kommer Herrens ord rettet mod judæerne igen til
Jeremias, denne gang til alle judæerne spredt over hele
Egypten, hvori han minder dem om deres syndige fortid som
årsag til, at alt dette forfærdelige har ramt dem. Men de vil
ikke omvende sig, men vil tværtimod holde fast ved
Himmeldronningen.
Kvinderne fører her an i deres afvisning af Jeremias appel.
Herren opfatter afvisningen som det definitive brud mellem
Ham og dem og sværger ved sit store navn, at aldrig mere
skal nogen judæer i hele Egypten tage mit navn i sin mund
og sige: Så sandt Herren lever! (44:26).
2. kap 45:1-5
Trøsteord til Baruk.
Jeremias’ Bog, kap 39:11 - 52:34
B. Mod folk og nationer 46:1 - 51:64
Vigtig indgang til dette afsnit: Bibelens universalitet:
Matt.28:19-20; Luk 2:1 ff.; Joh 5:22-23; 27; ApG 2:34-36;
10:36; 17:31; Ef 1:22-23; Fil 2:9-11; Åb 5:1 ff.; Åb 11:15.
Filistæa; Egypten; Moab; Amon; Edom; Damaskus; Elam
og Babylon dømmes.
Det Gamle Testamente (og hele Bibelen) opfatter altid
HERREN, Jahve, Israels Gud som alle menneskers Gud, al
jordens Gud , alverdens dommer, den almægtige,
enerådende Gud og skaber, som giver alle liv og ånde, og
hvem jorden og al dens fylde tilhører. Gud er en evig Gud.
Derfor står alle folk og nationer til ansvar for ham, ikke kun
Israel. Han er i sin gode ret til at dømme alle folk (Sl 87:4;
Sl 96;97;98;99). Dømme dem for deres synd og konkrete
overtrædelser, dømme dem for deres uvidenhed, hovmod,
gudløshed, forfængelighed, oprørskhed, opblæsthed. Også
for deres ondsindethed mod Guds folk, og dets skadefryd
over den dom og ødelæggelse, som er overgået det.
Dommene over folkene er både lokale og historiske, men
også sat ind i en frelseshistorisk sammenhæng pegende frem
mod den universelle dom på Herrens dag.
Det gælder ikke mindst dommen over Babel, jvf. Åb 17 &
18. Babel er mere end det historiske Babylon. Gud har brugt
Babylon, som han tidligere har brugt Assyrien som sit
tugtelsens og straffens redskab, men Babylons hovmod har
gjort, at det er gået videre, end Gud har villet. Israel vil finde
nåde og barmhjertighed, og en fremtid vil åbnes for det; men
der åbnes også en håbets dør for andre folk (jvf. Jer.12:14l8;
Es.19:19-25.
Læg mærke til credoet i 51:15-19 (10:12-16).
C. Efterskrift 52:1-34
Næsten samme tekst forefindes i 2 Kong.24:18 -25:21 og
27-30; se også Jer.39:1-10.
Meditationsvers: Til at tage med hjem og tænke videre over:
Jer 51:46; 50.

Tekstens hvem, hvad, hvor:
Klagesangene bliver af Septuaginta placeret mellem
profeterne, dvs. efter Jeremias og før Ezekiel. Det hænger
sammen med, at man har forestillet sig bogen som skrevet af
Jeremias. Den tradition er imidlertid svær at opretholde.
Mere taler for den jødiske tradition (gengivet i Talmud),
som placerer Klagesangene under Skrifterne (den hebraiske
kanons tredje sektion; de to foregående er Torahen (De fem
Mosebøger) og profeterne (de tidlige (Josva til 2 Kongebog)
og de senere (Esajas til Malakias).
I Skrifterne er Klagesangene sammen med Højsangen, Ruths
Bog, Prædikerens Bog og Esters Bog en af De fem
Festruller, kaldet sådan fordi de blev læst op ved bestemte
højtider: Højsangen ved påskefesten, Ruth ved de usyrede
brøds højtid, Klagesangene ved festen 9. Ab (svarende til
vor juli eller august; sørgefesten for templets ødelæggelse i
587 f.Kr. og senere 70.e.Kr.), Prædikeren ved løvhyttefesten
og Ester ved purimfesten.
Noget bestemt om, hvem forfatteren til bogen er, ved vi
ikke; digtene er anonyme, men er uden tvivl skrevet af et
øjenvidne, som har oplevet Jerusalems ødelæggelse.
Digtene er yderst kunstfærdigt opbyggede, idet versene i
sang 1,2, 3 og 4 er alfabetisk anordnede; sang 1 og 2 har tre
verslinjer i hvert vers, sang 3 har tre vers, hver af en
verslinje, medens sang 4 har to verslinjer for hvert vers; sang
5 er ikke alfabetisk, men bevarer det at være på 22 vers. Den
alfabetiske struktur er en måde at komme rundt om alle
sorgens hjørner på, men samtidigt bearbejde den
disciplineret.
Opbygning:
1:1-22 Sang 1: Zions nød og dybe elendighed
2:1-22 Sang 2: Jahves glødende vrede
3:1-66: Sang 3: Jeg er manden, som har oplevet lidelse
4:1-22: Sang 4: Zions dødskrampe
5:1-22: Sang 5: Zion i bøn
Indhold:
Temaet i Klagesangene er Jerusalems og det jødiske folks
ødelæggelse og den dybe og lammende sorg, som
ødelæggelsen har bragt med sig.
Sangene reflekterer også dybt over, hvordan dette kunne
ske, over om der stadig er håb for Israel, eller om alt er
definitivt forbi; hvad nu med pagten og udvælgelsen?
Digteren oplever, at Guds vrede er en forfærdelig og
Klagesangene
ødelæggende virkelighed, men også at straffen er retfærdig
og fuldt fortjent.
Det store og åbne spørgsmål er, om der stadig er noget at
bygge et håb på, om tilgivelse er mulig og om forholdet til
Gud kan genoprettes. Sangene giver os ikke noget svar på
det spørgsmål; og kun fremtiden vil kunne vise det, og
spørgsmålet bliver vel også først besvaret i Det Nye
Testamente og i Kristi kors.
Bogen er en kraftig advarsel til os mod at tage Guds nåde
som en selvfølgelig ting, nærmest en ret, vi har. Gud er helt
fri i sin nåde, både til at vise nåde og afslå at vise nåde. Det
glemmer vi alt for let.
Referencer:
Bogen indeholder mange allusioner til andre steder i Det
Gamle Testamente, ikke mindst til 5 Mosebog, 2 Kongebog
og salmerne om Zion (Salme 46, 48 og 76).
2 Mosebog og Guds svar på Israels fald med guldkalven i 2
Mos 34 indgår også.
Sangene citeres intetsteds i Det Nye Testamente, men der er
flere antydninger af en forbindelse: Se ApG 8:23 (Klages
3:15); 1 Kor 4:13 (Klages 3:45); Åb 14:20 og 19:15 (Klages
1:15), men mest slående er ligheden mellem Mark 15:29-30
og Klages 2:15.