Parforholdet - ikke kun en privat sag

familieudvikling.dk

Parforholdet - ikke kun en privat sag

FAR, MOR, BØRN AF TEA TRILLINGSGAARD

Parforholdet

Når psykologer arbejder med at fremme børns

sociale trivsel, er det ikke nok at have fokus på

barnets relationer til forældre og kammerater.

Stadig flere internationale undersøgelser viser, at

også far og mors parforhold har stor betydning.

”Hvordan

går det med jeres parforhold?”

Dette er et relevant spørgsmål at

stille forældre, hvis børn er henvist til

undersøgelse eller behandling. I hvert

fald hvis man spørger den internationale

forskning. Stadig flere undersøgelser

peger nemlig på, at forholdet mellem

forældrene er den af familiens relationer,

som har størst indflydelse på familiens

livskvalitet (Zimet & Jacob 2002). Alligevel

har parforholdet fået ret begrænset

opmærksomhed fra den akademiske

psykologi herhjemme.

Under forarbejdet til mit netop påbegyndte

ph.d.-projekt om forældreskab

og parforhold har jeg læst op på den eksisterende

parforskning. Internationalt

findes her et forskningsfelt af enorme

dimensioner, som kun i begrænset omfang

refereres indenlands. Jeg forestiller

mig, at dette felt må have en bred interesse

herhjemme – ikke mindst for de

psykologer, som arbejder med børn og

familier. Her følger derfor et kort rids af

6 PSYKOLOG NYT Nr. 2 . 2007

ikke kun en privat sag

tre klassiske teorier, som er genstand for

aktuel forskning og udvikling.

Der er tilsyneladende flere børn end

voksne, der har opdaget sammenhængen

mellem børns trivsel og forældres

parforhold. I en spørgeskemaundersøgelse

foretaget i Skotland svarede 7 ud af

10 teenagere, at et godt forhold mellem

forældrene var en af de vigtigste forudsætninger

for glade børn. Derimod mente

kun 3 ud af 10 forældre, at forældrenes

parforhold var så afgørende (Mansfield,

2004, på scottish-marriagecare.org).

Børn og forældre er altså ikke enige om

parforholdets betydning.

De seneste årtiers forskning giver teenagerne

medhold, i hvert fald for så vidt

et højt konfliktniveau i ægteskabet er forbundet

med dårligere trivsel hos børnene.

Undersøgelser har bl.a. vist, at børn i konfliktfyldte

ægteskaber har flere proble-

BAM/SCANPIX

mer i samværet med søskende og kammerater

(Stocker & Youngblade, 1999),

klarer sig dårligere i skolen (Grych & Fin- MODELFOTO:


Nr. 2 . 2007 PSYKOLOG NYT

7


MODELFOTO: BAM/SCANPIX

cham, 1990), er mere aggressive og adfærdsforstyrrede

og udviser mere angst,

depression og social isolation (Fincham,

Grych & Os borne, 1994).

Når forældre tilsyneladende undervurderer,

i hvor høj grad parforholdet påvirker

deres børn, kan det måske skyldes,

at børn påvirkes indirekte. Litteraturen

beskriver tre forskellige indirekte

måder, hvorpå børn præges af parforholdet:

Børn observerer og imiterer forældrenes

adfærd, børn mærker de følelser,

som er skabt i parforholdet, og børn

bliver følelsesmæssigt utrygge, når familiens

nære relationer trues af brud. Disse

tre forklaringer har rod i hver deres

psykologiske teori; henholdsvis social

indlæringsteori, teorien om spill-over

og tilknytningsteorien.

Forklaring 1: Imitation

Børn imiterer deres forældre:

Ifølge teorien om social indlæring tillærer

barnet sig ny adfærd ved at obser-

8 PSYKOLOG NYT Nr. 2 . 2007

vere og imitere den adfærd, som barnets

rollemodeller udviser (Bandura, 1977).

Af alle de interpersonelle relationer,

som barnet har mulighed for at observere

og imitere, er det forældrenes indbyrdes

relation, barnet observerer mest

intensivt og gennem flest år. Det er derfor

ikke overraskende, at børn som oplever

varme, omsorg og støtte mellem

forældrene, også selv udviser sådan adfærd

over for søskende og kammerater.

Det modsatte gælder for børn, der oplever

fjendtlighed og vrede mellem forældrene,

idet disse børn indlærer forældrenes

negative følelsesregister (Stocker

& Youngblade, 1999).

Fører man logikken i denne teori videre,

så kan et vist konfliktniveau i familien

være godt, hvis forældrene formår

at løse konflikterne sammen, mens

børnene ser det (Grych & Fincham 1990).

Børn, hvis forældre håndterer konflikter

konstruktivt, udvikler nemlig selv gode

evner til konflikthåndtering, mens børn,

hvis forældre er aggressive i konflikthåndtering,

selv bliver mere aggressive

(Stocker & Youngblade 1999).

Børn bliver således påvirket af forældrenes

forhold til hinanden, fordi de

observerer og imiterer forældrenes interaktion.

Men hvad med alt det, børnene ikke

ser? Kan forældre fx skåne børnene ved

at tage konflikten i soveværelset? Forklaring

nummer to er hentet fra teorien

om spill-over, og ifølge denne teori

påvirkes børn også af det, som foregår

uden deres tilstedeværelse.

Forklaring 2: Afsmitning

Forældres følelser smitter af på forældrestilen:

Ifølge teorien om spill-over (dansk:

overløb) vil ressourcer eller mangel på

ressourcer, som er genereret i et system

(forholdet mellem forældrene), øve indflydelse

på de ressourcer eller mangel på

ressourcer, der findes i et andet system

(forholdet til barnet).

En spill-over-effekt i familien viser sig,

når varme og kærlige følelser – opstået i

et samspil imellem forældrene – betyder,

at forældrene er mere varme og kærlige i

den efterfølgende interaktion med barnet.

Den modsatte effekt ses, når en forældrekonflikt

skaber følelser af vrede og

fjendtlighed hos forældrene, som gør dem

tilbøjelige til at skælde mere ud eller tolke

barnets adfærd som provokerende. I

overensstemmelse med denne teori vi-


ser undersøgelser, at forældre, som har

et harmonisk parforhold, er mere varme

og opmærksomme i samspillet med deres

børn, mens forældre, hvis parforhold

er præget af konflikter, er mindre konsistente

og opdrager deres børn med hårdere

disciplin eller større eftergivenhed

(fx Brody, Arias & Fincham, 1996).

Ifølge denne teori præger forældrenes

parforhold altså børnene, fordi følelser

genereret i parforholdet lever videre

i familien og påvirker forældrestilen.

Hvis børnene oplever, at de konflikter,

som huserer mellem forældrene, truer

familiens sammenhængskraft, kan det

ramme børnenes tilknytning. Det handler

den tredje teori om.

Forklaring 3: Trussel

Konflikter truer barnets tilknytning:

Ifølge tilknytningsteorien er den varige

tilstedeværelse af en opmærksom

og positivt responderende omsorgsperson

afgørende for barnets evne til at

føle sikkerhed og regulere negative følelser.

Når et barn udsættes for destruktive

konflikter mellem forældrene, øges

barnets negative følelser, mens familiens

stabilitet – og dermed barnets tilknytning

til omsorgspersonerne – trues

(Davies & Cummings, 1994). Forældrekonflikterne

og truslen om parforholdets

opløsning fungerer altså indirekte

som en trussel mod barnets varige

relation til forældrene.

Afhængigt af hvor nærværende bar-

net oplever denne trussel, kan det med

tiden udvikle en usikker tilknytningsevne.

Undersøgelser viser, at børn, der lever

med et højt konfliktniveau, faktisk

oplever en lavere grad af følelsesmæssig

sikkerhed og med tiden bliver stadig

mere følsomme over for konflikter frem

for at vænne sig til dem (Davies, Myers,

Cummings, & Heindel, 1999). Børn med

en usikker tilknytningsstil oplever som

voksne – statistisk set – mere negativ affekt

og mindre succes i deres parforhold

(Feeney & Noller, 1996).

Barnets oplevelse af et usikkert følelsesmæssigt

fundament i familien kan

således have meget langsigtede konsekvenser

for barnets følelsesliv.

Ikke en privat sag

Til sammen tegner de tre teorier et billede

af, at børn imiterer adfærd fra forældrenes

parforhold, at følelser opstået

mellem forældre smitter af på forældrestilen,

og at konflikter truer børns

tilknytning.

Der er altså i hvert fald tre forskellige

bud på, hvordan parforholdet påvirker

børnene. At der sker en påvirkning, er teorierne

enige om. For en børnepsykolog

er der altså gode grunde til at interesse

sig for forældrenes parforhold i arbejdet

med at forbedre børns trivsel.

Tea Trillingsgaard,

ph.d.-stipendiat, Psykologisk Institut,

Aarhus Universitet

Kilder:

Bandura, A. (1977): Social learning theory.

USA: Prentice-Hall.

Brody, G.H., Arias, I. & Fincham, F.D.

(1996): Linking marital and child attributions

to family processes and parentchild

relationships. Journal of Family

Psychology, 10 (4), 408-421.

Davies, P.T. & Cummings, E.M.

(1994): Marital conflict and child adjustment:

an emotional security hypothesis.

Psychological Bulletin, 116 (3), 387-411.

Davies, P.T., Myers, R.L., Cummings,

E.M & Heindel, S. (1999): Adult conflict

history and children’s subsequent

responses to conflict: an experimental

test. Journal of Family Psychology, 13(4),

610-628.

Feeney, J. & Noller, P. (1996): Adult

attachment. UK: Sage.

Fincham, F., Grych, J.H. & Osborne,

L.N. (1994): Does marital conflict cause

child maladjustment? Directions and

challenges for longitudinal research.

Journal of Family Psychology, 8(2),

128-140.

Grych, J.H. & Fincham, F.D. (1990):

Marital conflict and children’s adjustment:

a cognitive-contextual framework.

Psychological Bulletin, 108(2), 267-290.

Mansfield, P. (2004): The missing link

in parenting Education and Support.

The Bulletin 8 (2). I: Briefing 2: Celebrating

40 years of supporting families.

www.scottish Marriage Care.org.

Stocker, C.M. & Youngblade, L.

(1999): Marital conflict and parental hostility:

links with children’s siblings and

peer relationships. Journal of Family

Psychology, 13(4), 598-609.

Zimet, D.M. & Jacob, T. (2002): Influences

of marital conflict on child

adjustment: A review of the theory and

research. Clinical Child and Family

Psychology Review, 4 (4), 319-335.

Nr. 2 . 2007 PSYKOLOG NYT

9

More magazines by this user
Similar magazines