000185.pdf

estrup.org

000185.pdf

DET sner ikke længer.

I

Side 2

Men Kulden tager til. Himlen knager som en Kuppel muret op af Frost. Solen flyder

hen som en rustrød Gople bag en Skorpe tyk Is. Frysningen knirker gennem det øde

Rum. Den Fugl, der vover sig ud paa Flugt, føler de udbredte Vinger stivne og glider

til jorden, skamskudt af Vintrens Ispile.

Landsbyerne ligger som uddøde. Bønderhytterne ligner snedækte Tuer. Livet har

lukket sig hermetisk inde; paa de brede varme Ovne klumper Menneskene sig sammen.

En tynd Traad af Ryttere trækker sig hen over Snefladen. Hist og her staar en

Lansebrod til Vejrs fra de uformelige Bylter, der dukker sig paa de skindmagre Heste.

Istapper stritter fra Mankerne; det hiver pibende fra de forasede Lunger, og Blod striber

Skummet fra de rimgule Muler.

Nu og da standser et Dyr og synker sammen i Haserne - ingen Spore virker længer

i den blodige Side, intet Ryk i Tøjlen rejser det mere. Faa Minutter efter ligger Bidslet

fastfrosset mellem Mundvigene. Bylten glider ned fra Ryggen og kravler møjsomt videre

i den knitrende Sne, der hist og her fyger i smaa Malstrømme af Hvidt.

Alt er skoddet i Landsbyen. Vejvisere og Skilte - intet er til at skelne.

Men Ulanerne kender Postgaarden paa det store Indkørselsskur og den lange

Staldlænge.

Med Lansestagerne klapper de Vinduesskodderne tilbage og dunker paa Døren.

Ruderne stirrer brustne paa dem. Den brede Hoveddør synes frosset til; da de

omsider faar den brækket op, bulner hed og røg-fyldt Luft imod dem, og Postholderens

Kæmpeskikkelse kommer til Syne. Trods Stuevarmen er han snøret i Faareskind; han

klør sig i sit lange Haar, og der sidder Aske i hans uldne Skæg. Han har sovet, han

plejer jo kun at vaagne ved Klokkeklirren og Bjældekimen.

- Heste, Farlil! siger en af Ulanerne med polsk Akcent; den eneste, som endnu bærer

den firkantede Czapka paa sit sjalindhyllede Hoved.

- Heste! brummer Postholderen og gaber: Heste!

- Ja, Heste! Hører du: Heste, mange Heste!

- Til polske Lansestikkere? Gaa hjem og læg dig! Vi holder ikke Remontestald her.

- Saa Gud hjælpe vore stakkels Bæster. De orker ikke længer. Saa maa vi nøjes

med Hestene til vores Herskaber, Farlil.

- Hvad for et Herskab?

- Kommandanten i Vilna, Farlil.

Postholderen bukker: Har ikke hørt fra den høje Herre.

- Dosmer, Hestene er bestilt, hører du!

- Saa maa Kuréren, der skulde bestille dem, være frosset ihjel paa Vejen. Gud naade

ham! De Par Heste, jeg har tilbage, er deres Vægt værd i Guld, skal jeg sige dig.

- For Satan, saa vej dem! Her er Forskud paa Vægten. Herskaberne er her inden

en halv Time, forstaar du. De venter ikke. Giv dine Dyr det sidste Kraftfo'r - de maa

strække ud lige til Kovno, i Galop, Farlil!

Postholderen gnikker sine Øjne og vejer Mønterne i sin Haand: Fransk Guld, mumler

han.

More magazines by this user
Similar magazines