000185.pdf

estrup.org

000185.pdf

II

Side 4

Eftermiddagen gaar allerede over i Aften. Kuldeblaa Nat synker ned fra den slukte

Himmel. Sneen har ikke saa meget Lys engang, at den kan glimte.

Rytterne rider videre gennem Landsbyen. De klaprer ikke, de lister afsted som paa

Uldsokker, paa Tyvefødder.

Inde bag Husenes Skodder og Dørsprækker følges de af stirrende Øjne og lyttende

Hjerter: Aa, Gud ske Tak, de trækker bort uden Plyndring og Brand. Venner eller

Fjender - bare bort med dem i denne Kulde, da Sjælen fryser i Livet paa os.

Men en Del af Ulanerne rider tilbage Vejen, de kom.

Andre Ryttere traver dem i Møde paa hivende og bovlamme Øg. Som en tynd og

bristefærdig Snor trækker Eskorten en lukket Rejsekaret og en aaben Slæde efter sig.

Den Del af Eskorten, der fulgte efter, har Frosten fortæret. De, der skal ledsage denne

tunge sorte Karosse, maa holde sig i dens Fortrav.

Den standser kun sin skumplende Fart, naar en Hest af dens Firspand styrter, og

kun de Sekunder, det tager at snitte den løs og slæbe den af Banen. Nu er der kun

to Heste tilbage. Dumpt ruller den frem uden Klokke eller Bjælde. Ingen ser, hvad den

gemmer bag de isblomstrede Vognvinduer. Men bagfra forkynder Kaneklokkerne, at

Trespandsslæden er med.

Da Toget standser i Landsbyen foran Postgaarden, kommer der Liv i de uformelige

Pelsbunker, som fylder Kuskebukken og Slæden.

Sorte bamselignende Skikkelser triller ned i Sneen og stolprer til Vogndøren. En af

dem vrister den op.

- Hvad nu? spørger en Stemme indefra.

- Skifte, Sire.

- Allerede, Vonsovicz?

- Ja, Sire. Hestene er styrtefærdige. Eskorten, tynder ud. Vi har snart ingen Ulaner

tilbage, og deres Heste orker ikke at trække. Vi maa nødvendigvis standse et Øjeblik.

- Har jeg Tid at standse? siger Stemmen fra Vognen. Hvorfor tror De, jeg kørte

udenom Vilna? Kunde ikke ogsaa jeg trænge til en Seng? Forstaar De ikke, jeg rejser

ekspres, mine Herrer? Vi maa gøre vore halvtreds Mil i Døgnet. Vi maa være i Kovno

inden i Morgen tidlig, hører De, Vonsovicz?

- Hvis vi ikke skifter nu, Sire, bliver vi stikkende i Sneen. Faren er stadig om os paa

alle Kanter: Fjender og Kosak-Bivuaker lige til Njemen.

- Garden fra Vilna, Neapolitanerne -

- Frosset ihjel paa Vejen, Sire. Vi har kun mødt deres Lig i Sneen. Hænderne er

frosset af selve Hertugen.

- Saa skynd Dem, Vonsovicz! Fem Minutter, mine Herrer!

Nogle Pelse vralter ud af Vognen. De lodne Støvler slingrer over Sneen som paa

gyngende Grund. $n af Herrerne har hele Hovedet svøbt i sort Taffetas, saa kun

Ansigtets Midtparti skinner dødningeblegt frem med sorte Øjenhuler.

Sidst kommer en tyk zobelbræmmet Pels, grøn som Mos. Kraven strutter helt op

over Næsen og mødes med Pelshætten, der har lange Øreklapper - slet ikke andet

end Øjnene at se i alt det lodne.

More magazines by this user
Similar magazines