Referat fra 2. netværksmøde i Gravid på Tværs den 25. november ...

Referat fra 2. netværksmøde i Gravid på Tværs den 25. november 2009
Tilbagemelding fra 1. fokusgruppeinterview: Kvindens første møde med systemet
(referat af spørgsmål fra deltagerne til Karina Sache og Tine Lydolph)
Tema: Anerkendelse
- Hvad sagde kvinderne om anerkendelsen ifm kontrollen? svar: det kommer senere
- Er det bevidst, der kun er 3 i fokusgruppen?
Tema: Kvindernes behov/systemets behov:
Synlig dagsorden og indsigt i eget liv:
- Det er vigtigt, at vi snakker med kvinderne om, hvad vi skriver i journalen. Det er vigtigt at give dem
en chance. De ved, at chancerne for at beholde barnet er lille, når man straks går til foranstaltning.
- Hvis man ikke er ærlig, er det svært at tale med dem om deres bekymring og frygt. Det er vigtigt at
dele frygt og overvejelser med kvinden. Vi ved ikke, hvordan det ser ud på fødselstidspunktet. Vi
kan ikke tage frygten fra dem, men vi kan minimere den ved at dele vores overvejelser.
- Det er vigtigt ikke at fortælle kvinden sine overvejelser overfor 10 mennesker. Det er vigtigt at
fortælle sine overvejelser - men også vigtigt, at kvinderne får sagt deres overvejelser. Det er vigtigt,
at kvinderne understøttes i det, de siger.
- Jeg siger til kvinderne, at de har aktindsigt
- Inden et netværksmøde snakker jeg med kvinden om, hvad jeg vil sige. Og hun ved, hvad de andre
professionelle ved om hende og hendes situation. Kvinden har dagsordenen inden mødet. Og hun
får referat bagefter. Hendes kommentar til referatet skrives i et tillæg.
Når spørgsmål og bekymringer holdes tilbage på grund af angsten for, hvordan det tolkes:
- Det er væsentligt, at sundhedsplejersken skal være en, der hjælper og støtter kvinderne. Kontrollen
pålægges af misbrugscentrene eller Hvidovre – og ikke af sundhedsplejersken. Det er ikke
hensigtsmæssigt, hvis sundhedsplejersken er kontrollant. Rollefordeling er vigtig, hvem skal hvad
- Jeg har skærpet underretningspligt. Og jeg vil gerne begge ting. Det er et stort dilemma
- Jeg synes ikke, vi som sundhedsplejersker skal holde os fra at vise, at vi også er kontrollanter. Det er
vores alle sammens rolle at snakke med kvinden om vores bekymringer. Jeg lægger vægt på at
snakke med kvinderne om deres moderskab og barnets tilknytning. Kvindens spørgsmål og følelser
er normale og tvivlen ved det at blive mor. Vi kan lave en positiv reformulering, der hedder: ”hvor
1

er det dejligt, at du tør udtrykke dine følelser og tanker, det er det der kvalificerer en mor”. Vigtigt
at snakke i et anerkendelse rum
Tvivlen om hvilke kriterier, man skal leve op til:
- Efter strejken fandt vi ud af, at mange ikke ved, hvad sundhedsplejersker står for. Derfor er vi
begyndt at fortælle, hvad vores rolle er. Det er vigtigt, at vi er ærlige om vores funktion
Tværfaglige samarbejde:
- Ser kvinderne helst, at samarbejdspartnerne er enige? En ting er at være tydeligt noget andet er at
være enig – svar: det kan vi jo spørge kvinderne om
- Man får en bedre relation med brugerne, hvis kvinderne ved ud fra hvilket perspektiv, man taler
Tema: Fordømmelse og ensidigt fokus på stofforbruget:
- Det, vi kan lære mest af, er, at vi oplever situationerne så forskelligt
- At være følelsesmæssig ustabil – det er vigtigt at sætte det i forhold til konteksten, dvs. hvilke
betingelser er kvinderne underlagt
- Man skal have dobbelt syn: Hvad har en person med sig for at kunne rumme sine egne følelser – og
hvad er konteksten.
- Mange af kvinderne har dårlig samvittighed overfor deres børn. Det kunne være interessant at
kende kvindernes egen tolkning er af deres egen formåen.
- Jeg fortæller meget, hvad jeg ser hos barnet: Hvordan har barnet det, hvad vil barnet, hvad ser jeg.
Jeg hjælper kvinderne til at tolke barnet, fordi kvindernes egne følelser fylder meget. Hvis barnet
ikke trives, så er jeg der mest for barnet. Men jeg synes jeg er ærlig i den proces. Og jeg synes, de
tager det pænt. Det vigtigste er at barnet trives.
- Det at der kommer en sundhedsplejerske ud i hjemmet er afgørende. Kvinderne skal føle sig støttet
i at være mor og støttes i deres bekymringer. Det er lige meget, hvad der siges, hvis bare moderen
mødes. Det er min erfaring
- Et eksempel: jeg ville gerne møde hende på, at hun ikke ville kontrolleres, og – mod min erfaring –
slap vi hende. 4 måneder senere ringede hun og fortalte, at hun havde en efter-fødselsdepression.
- Kvinderne siger ”det er ikke fair, at vi ikke får en chance”. Men kvinderne vil ofte se, at de er blevet
tvunget til at modtage hjælp. Man kan også sige, at de får chancen ved netop at være i en tvunget
situation
- Mit dilemma: jeg har efterhånden både forældre og børn i stofbehandling. Det kan jeg næsten ikke
magte. Og børnene har altid været hjemme hos forældrene. Hvad skal vi gøre ved det?
2

Anbefalinger:
- Vi siger, at det er kvindernes oplevelser. Men er der undersøgelser af, hvad der er virkeligheden i
det her (i stedet for kvinderne oplevelser)? Undersøgelser der viser, at hjælp reelt ikke er hjælp.
Gode intentioner kan reelt være et overgreb.
- ”at give mor en chance”. Jeg vil bare sparke ind: ”men det må ikke koste for meget for barnet”. I
forhold til barnets udvikling, har vi ikke særlig meget tid at gøre godt med
- Omvendt viser undersøgelser, at der er mange, der får mén af at være anbragt
- Ny undersøgelse viser, at børn anbringes for sent
- De undersøgelser der henvises til, det er ikke undersøgelser af tidligt anbragte børn
- Forskning viser, at mange børn oplever mange anbringelser. Og at tilknytningen til den biologiske
familie er den stærkeste.
Oplæg ved Kim Quist, forstander på Ehlershjemmet
Ehlershjemmet er en selvegnet organisation med i alt 55 ansatte, der består af:
Ehlershjemmet: anbragte børn og unge. Godkendt opholdssted.
Mariagade: overvåget samvær, ambulant familiebehandling
13 lejligheder: forældreevneundersøgelser. (Vi har ikke familiebehandling). Nedenstående tager
udgangspunkt i forældreevneundersøgelserne.
OVERORDNET
Vi tænker forældreevneundersøgelser ind i en naturlig kontekst, i omgivelser de er vant til. Vores mødre
bor i almindelige lejligheder. Lejlighederne er møbleret, men de må tage alle deres egne ting med og
møblere om. Man skal være selvforsørgende: selv købe ind, lave mad m.m. Det er fedt, at pusheren bor i
kvarteret, så kan vi se, om hun kan modstå det. Vi kan se, hvem hun får besøg af/hendes netværk.
Vores tilbud varer 6-8 måneder. Det er sammenlignet med andre steder længe og dyrt, men vi vil ikke gå på
kompromis: ”hvis i ikke vil betale det, må i finde en anden”. Kvinderne har behov for tid, ro, og det ”bare at
være”.
FORÆLDREEVNEUNDERSØGELSEN – LAGKAGEMODELLEN:
Vi vurderer kompetencer plus arbejder med deres udvikling: Hvis man skal vurdere deres evner er det
useriøst ikke at arbejde med et udviklingsperspektiv.
3

Forældreevneundersøgelsen udarbejdes ud fra lagkagemodellen, den er bunden i en
kompetenceudredning. Hvis bunden (= den følelsesmæssige tilknytning) ikke er til stede bliver alt andet
irrelevant. Man kan købe sig til rengøring men ikke til følelsesmæssig tilknytning. Det er svært at definere
tilknytning. Hvis de ikke kan lægge telefonen og give opmærksomheden til barnet, så er tilknytningen der
ikke. Hvis moderens følelsesregister er intakt, så kan hun give det videre. Hvis man ikke har fået og kender
fornemmelsen for andre, så er den svær at give. Barnet skal mærke opmærksomhed og kærlighed. Hvor
god kontakt er der mellem mor og barn? Man kan ødelægge meget på 3 uger. Jeg siger til mødrene: ”hvis
du fortæller om dit barn, og du kan mærke dine hår på armene rejse sig, så bliver jeg meget mere rolig”.
I svømmehallen kan vi se, hvor meget kontakt de kan (de tvinges væk fra mobil, cigaretter, de skal holde
barnet). Det handler om at gå tæt på moderen og rose hende, når hun gør det rigtigt ”det du gør nu, det er
godt”.
Vi stopper behandlingen med det samme, hvis den følelsesmæssige tilknytning ikke er intakt.
Når vi har set, at den følelsesmæssig tilknytning er intakt (men der er fortsat behov for justeringer), kigger
vi derefter på de andre lagkagestykker, fx økonomi, hvad handler du ind (vigtigt for at kunne opretholde
eget energiniveau), sætter du tid af til at hvile i løbet af dagen (ikke sms’e).
Det hele hænger sammen / Hvad vi kan se:
- Vi fik én ind med helt fladt baghoved (havde hele tiden ligget ned),
- søskende med dårlige tænder (havde levet af nutella).
- Bliver børnene syge de kommer ikke i skole.
- Mor har ikke gået i skole hun kan ikke hjælpe børnene med deres lektier.
- Når mor bliver syg, har hun ikke energi til at give børnene ordentlig mad.
- Hvad betyder det at der er beskidt egentligt ikke noget men hvis hygiejnen ikke i orden
mor bliver syg hun har ikke energi til at være mor børnene lever af nutella.
En mor kan fungere på alle lagkagepunkter på nær én: fx parforhold. Kan være afgørende og vælte resten.
Hvad vil det sige at være barn og opleve, at mor ændrer adfærd hver gang far kommer? Barnets relation til
faderen er anspændt?
(Spørgsmål fra (?): Hvordan reagerer en 16årig, når hun anbringes, det er jo ikke normalt?)
I starten er det fedt med sin egen lejlighed, de flytter jo hjemmefra. Men efter 8 dage savner de
forældrene. Moderen bliver mormor, og det forandrer relationen mellem pigerne og deres mødre. Pigerne
får en ny anerkendelse og bliver optaget af deres relation til deres egen mor frem for graviditeten. Mormor
og pigen har en alliance = at hun skal hjem i egen lejlighed. Når de savner, ”så kan de ikke lade være med at
tage hjem til mormor hver fredag”. Og det bliver til torsdag aften, som bliver til søndag. Men det kan vi jo
ikke undersøge pigen ud fra. Det bedste vi kan gøre er, at få mormor med ind, så hun kan se, at vi vil
hendes datter godt. Gi mormor et buskort, hun må komme lige så meget, hun vil. Vi bestemmer ikke, hvem
der besøger pigen. Men det er jo heller ikke mormor vi skal undersøge. Det er en kæmpe udfordring. Men
mormor bliver ikke ved med at være i tæt relation med pigen.
(Familiebehandlingsinstitution: vi har flere gange ladet mormor flytte med ind den første 1-1½ mdr)
4

Vi laver ml 15-20 forældrekompetencerundersøgelser pr. år og ml 7-10 bekymringsskrivelser pr. år.
PÆDAGOGIK - TILGANG
Det vigtigste: børneperspektiv. Aldrig forældreperspektiv før børneperspektiv
Opmærksomhedspunkt: Hvor meget fokus skal jeg have på moderen - for ikke at miste fokus på barnet
Hvis et mennesker skal udvikle sig, kræver det tillid, nærvær, omsorg – vi skal ikke være formynderisk,
fordomsfuld, kontrol, bedrevidende
Vi tester ikke beboere for brug af stoffer, medmindre, vi får berettiget mistanke. Det er svært at arbejde
med tryghed, tillid, hvis jeg bagefter skal bede om tisseprøve. Svært at arbejde med tillid og relation og
samtidig kontrol. Vi vil gerne have tisseprøverne ned på misbrugscenterne/kommunen.
Det er deres hjem, men vi vil ikke frasige os, at vi lukker os ind i lejligheden. Kvinderne ved, at vi tager over
med det samme, hvis vi oplever, at barnet omsorgssvigtes.
Dilemma: hvor meget hjælp skal jeg bede om, for at de ikke tolker mig som hjælpeløs? Det taler vi med
kvinderne om: ”hver gang du beder om hjælp er det er plus til dig, fordi du viser ansvarlighed”.
Hvis man er evnesvag, kan man så ikke være mor? Jo det kan du godt, men vi er nødt til at vide, hvor den
største overlægger er.
Den bedste tidlige foranstaltning: de første 6-8 måneder – det er forebyggende.
Medarbejderne arbejder meget med at coache hinanden. Vi er ”par” på opgaverne. Vi giver viden og
kompetenceløft til medarbejdere.
INDSKRIVNING
Vi vil have alle akter fra kommunen
Vi vil gerne have ambulant kontakt under graviditeten, hvorefter hun 6 uger før fødsel indskrives i egen
lejlighed.
Vi afholder indskrivningsmøde med kommune: Hvad forventer de, hvad vil de have. Således ved kvinden,
hvad der forventes.
BEHANDLINGSPLAN
Når vi får en ny beboer: der udarbejdes en intern behandlingsplan ud fra lagkagen. Man mødes minimum
14 dag og snakker behandlingsplan med moderen. Hver 14 dag er der faglige møder, hvor vi gennemgår alle
5

ehandlingsplaner. Kvinderne ved, hvad der er fokus på hver 14 dag. Vi har en løbende dialog.
Behandlingsplanen kører konstant.
Beboerne ved altid, hvad vi foretager os.
DOKUMENTATION
Hvad skal stå i elektronisk dagbog:
- obs på sproget,
- hvorfor skriver vi det/hvad er vigtig,
- starte med at beskrive den give kontekst.
Skriftlighed er meget vigtig. Det er der, vi stadfæster hvad der er vigtigt for det enkelte barn.
UDSKRIVNING:
Vi udarbejder 22 siders rapport plus bilag fra diverse fagfolk. Rapporten indeholder: Beskrivelse. Risiko.
Sammenfatning, anbefaling. Vi bruger et neutralt fagligt sprog. Rapporten gives til mor og far. Vi
gennemgår rapporten med dem, hvorefter de kan fordøje den, og deres kommentar tilføjes. Først derefter
sendes den til kommunen. Kommunen er orienteret undervejs, så de ved, hvad vi anbefaler, og de kan have
påbegyndt det efterfølgende arbejde.
Gruppearbejde
Refleksion og fælles diskussion med deltagelse af Kim Quist
- Der er problemer på forskellige niveauer. På hvilket problemniveau investerer kommunen i - på grundlag
for fjernelse eller der, hvor der er udviklingsmuligheder?
Kim: Der findes 2 slags kommuner: Der er få kommuner, der investerer ud fra tidlig indsats, forebyggelse,
udviklingsmuligheder. Og der er mange kommuner, der investerer i materiale, der kan dokumentere et
grundlag for en tvangsanbringelse, dvs. med udgangspunkt i et behov for viden til en anbringelse.
Der mangler en grundlæggende (politisk) diskussion af, hvad der ligger i en forebyggende og tidlig indsats.
- Kan man begynde under graviditeten at undersøge, hvad der er behov for, dvs. at foranstaltningen
påbegynder under graviditeten sådan, at barnet kan komme hjem efter fødslen?
6

- Vi mener, at man kan vurderer en masse under graviditeten. Men vi ser, at det ofte ender ’hu-hej-vildedyr’
Kim: Vi går i gang under graviditeten. Dem man sætter ind overfor allerede under graviditeten, de er kendt i
kommunen. Hvis man er skarp, kan man få en masse viden inden graviditeten. Men jeg tvivler på, at man
kan få tilstrækkelig viden. Og der sker meget, når man får et barn. Moderen skal have en chance trods
bange anelser.
Mange sætter hjemmehosser på. Hjemmehossere er gode til praktisk hjælp men ikke til følelsesmæssig
tilknytning. Hjemmehossere skaber en relation til moderen, og derved skabes et voksensperspektiv - og
ikke børneperspektiv. Hjemmehossere har behov for efteruddannelse og kompetenceløft.
- Vi diskuterede, hvornår man yder størst respekt for forældrene: før/efter – der sker meget med mor efter
fødsel. (??)
- Der sker meget med moderen under graviditeten ift modning, følelsesmæssig udvikling. Jeg siger aldrig
’aldrig’.
- Nogle kommuner køber psykologer til at vurdere forældreevnen. De vurderer, at mor er for dum pba en 5
timers undersøgelse. Hvad mener Kim om det?
Kim: Jeg mener, at psykologiske undersøgelser aldrig kan stå alene. Derfor laver vi også altid pædagogiske
observationer. Vi skal altid se på det kognitive, følelsesmæssige og hvad de gør i praksis. Undersøgelser og
beskrivelser skal støtte sig til og underbygge hinanden. Jeg tror ikke, at alene psykologtests holder i
fremtiden. Men mange forældreevneundersøgelser bygger alene på det. Vi skal have højnet kvaliteten. Jeg
tror på, at alle (kvinderne) kan udvikle sig.
(snak om Ankestyrelsen - Kim har meldt en kommune til Ankestyrelsen).
- Psykologtests kan ikke omgøres, og de ligger stadig til grund for anbringelser.
- Til alle - Hvordan kan man sikre kvaliteten i forældreevneundersøgelser? Er der bud på standarder? Er der
bud på mindste krav?
Kim: Et eller andet sted så er der et frit marked. Vi kan gøre, hvad vi selv har lyst til. Mit bud er de 12
lagkagestykker. Det burde i DK være muligt at lave en standard, der sikrer både retssikkerhed, og at
forældrene får den hjælp, de skal have
- Hvad er en god nok mor? Og lever almindelige mennesker op til de krav? Hvad skal man kunne, og
hvornår er det godt nok? Hvad skal vi arbejde hen i mod?
Kim: 1 af lagkagestykkerne er barnets udvikling. Derfor er det vigtigt at kende til barnets udvikling.
Der hvor barnet har ”huller”: kan forældrene lukke de huller hos barnet? Ellers er det problematisk. Vi
arbejder med visualisering af barnets og moderens huller, og vi ser at de ofte understøtter hinanden. For at
7

kunne tage barnets perspektiv, er det vigtigt at forstå barnets udvikling.
Vi modtager gerne moderen før fødslen og undersøger den del af lagkagen, der ikke handler om barnet.
- Der sker tilknytning mellem mor og foster i graviditeten. Derfor er det relevant at arbejde med kvinden
under graviditeten.
- Psykologiske undersøgelser siger noget om problemerne. Men de siger ikke noget om, hvor forældrene
kan nå hen, og hvordan de kan nå derhen.
- Vi kender mange sager i Gadejuristen, der indeholder modsigelser, paradokser, besynderlige
fortolkninger. Havde jeg været igennem halvdelen af de ting, som mødrene udsættes for, havde jeg fået
taget mit barn hurtigt efter fødslen.
- Hvorfor laver man forældreevneundersøgelser. Det gør man for at hjælpe moderen. Hvilke undersøgelser
udarbejdes (snak om tilbud om foranstaltninger)
- Det er vigtigt at være objektiv i sin beskrivelse uden subjektive vurderinger
- Hvad er objektiv /subjektivt?
- Jeg synes, objektivitet er vigtigt, men det er også umuligt. Det man beskriver er en udvælgelse. Hvis man
vælger kun at belyse svagheder beskrives en dårlig mor. Det er vigtigt at have en balance mellem det
positive og det negative.
- Vi bidrager med de indtryk til kommunen, så vi er med til at opbygge et billede. Det er lettere at snakke
med forældrene, hvis det ikke er de store konklusioner, man snakker om. En af tilgangene kunne være at
snakke med forældrene i små bidder - om de små ting, og ikke servere konklusionen på en gang fra starten.
- Man skal huske at begrunde ud fra den kontekst, man sidder i.
Kim: Vi må erkende at vi er i denne branche pga. vores omsorgsgén. Men det kan også blive vores
akilleshæl. Jeg siger til mit personale, at ’din personlighed er din værktøjskasse’. Det er subjektivt. Og
derefter beder jeg dem om at være objektiv. Hos os kan ingen enkeltpersoner træffe beslutning om
forældrevene. Det skal altid træffes i grupper (ifm. døgnbehandling 10 personer, ifm. ambulant behandling
3 personer). Man skal som pædagog erkende sine egne blinde pletter i et subjektivt felt. Man skal tænke
relevans ind.
- Der er forskel på, ’hvad der er blevet sagt’ og ’hvad der er blevet hørt’. Det er derfor vigtigt, at det
skriftlige materiale gennemgås løbende med kvinderne, så de ved, hvad vi tænker om dem. Jeg siger efter
møder: ”Hvad har du hørt, at der er blevet sagt til det her møde”. Der er ofte meget forskelligt, hvad der er
blevet hørt.
- Der er fokus på kvinden som gravid og som mor. Kan det skilles ad, er der en diskrepans? (jeg forstår det
ikke)
Kim: Det bedste for barnet: kan man ændre på mor, så hun kan passe sit barn? Vil de kunne ændre deres liv
og deres adfærd fra før graviditeten, når de bliver mor? Her er børneperspektivet vigtigt. Så kan man
8

konkludere, at måske kan mor ændre adfærd om 2-3 år - men ikke nu.
Tvangstilbageholdelse af gravide kvinder (refererer til artikler i bladet STOF). Det gør vi ikke i DK men det er
de kendte for i Norge. Jeg har før været med til ikke at fortælle en mor (jeg var ikke stolt af det), at hendes
barn skulle anbringes ved fødslen, fordi hvis vi sagde, at vi ville anbringe barnet, så ville hun smutte (=
drikke). Så vi lod hende blive i troen på, at hun beholde barnet, selvom vi vidste at barnet skulle anbringes.
Socialt udsatte børn der bliver gravide – der er ikke meget, der antyder, at de tidligere har taget ansvar i
deres liv, men så bliver hun gravid, og pludselig skal de tage ansvar.
- Vi har det dilemma, når vi har med stofbrugere, hvor vi må gå på kompromis med ærligheden. Det er
ubehageligt, og kvinderne føler sig dolket i ryggen. Men sådan er det.
- ift. rådgivning om abort, der står man hele tiden i det dilemma. Men man må møde hende i hendes
beslutning og bakke hende op. Det er forvaltningens beslutning, hvorvidt barnet skal anbringes. Den skal vi
ikke tage
- Fokus er at holde kvinden stoffri, og der er ikke truffet en beslutning endnu.
- Vi kan som sundhedsplejersker komme med en mor til møde i kommunen. Og vi kan tage en kollega med
ud til en familie. Ser kollegaen det samme hos familien, bliver kollegaen også bekymret? Der fortæller vi
ikke, hvorfor vi har en kollega med, vi fortæller ”en hvid løgn”.
- En kommentar til Kim - de blinde vinkler, hvordan bliver vi som professionelle bedre til at mødes og
udveksle erfaringer uden at forsvare vores egne synspunkter?
Kim: Vi skriver hele tiden ’tværsektorielt’, og ’tværfagligt’, men vi magter det ikke selv.
Jeg er ikke tilfreds med det skriftlige materiale fra sygehuse, fx sygeplejersker (har tidligere kritiseret
pædagogernes skriftlighed)
Ift blinde pletter – det handler om at ændre sine vaner, give feedback. Der er meget at sætte ind med. DK
er blandt de 5 lande i verden, der har flest undersøgelser indenfor dette (?), men vi bruger det bare ikke i
praksis.
- Vi hører hele tiden ”jeg skal have barnet i fokus” – kan man ikke have dem lige meget i fokus? Barnets
tarv er mor tarv. Barnets tarv går gennem moderen. Hvis vi giver støtte til moderen er det godt for barnet.
Kan man ikke formulere det på en anden måde?
Kim: Jeg synes godt om tanken. Vi arbejder jo med moderen og ikke med barnet. Men hvis hun ikke var
blevet mor, så var hun jo aldrig fået kontakt til hende. Vi har kontakt til hende, fordi hun skal være mor. Vi
siger, ’dit barn er temperaturmåler på dig’. Dit barn siger noget om dig
- Kim – du siger, at vi altid vinder sagerne i B&U-udvalget. Det kan være udtryk for mange ting, at i er
dygtige, at B&U-udvalget er dårlige. Hvorfor arbejdes der ikke mod frivillig anbringelse?
Kim: B&U-udvalget følger vores råd. Jeg vil klart foretrække frivillige anbringelser. Jeg vil vedstå, at der er
situationer, hvor komplikationer mellem forældre og kommunen er dårligt for barnet.
9

- ift det tværfaglige og de blinde vinkler - man kan også sige åbenlyse pletter. Hvis mine grænser går her,
kan jeg så hjælpe med at finde frem til ’hvem kan så hjælpe dig?’. Det er vigtigt, at det er nogle til at hjælpe
dig og høre dig.
- Jeg er med årene blevet mere til tvangsanbringelser. Det giver gennemskuelighed for moderen.
Tvangsanbringelsen kræver/sikrer opfølgning, undersøgelse m.m. De frivillige anbringelser oplever
skiftende sagsbehandlere og har mindre kvalitet.
Tak for i dag
Spørgsmål til plenumdebatten fra grupperne:
2 grupper afleverede deres spørgsmål/noter:
Gruppe A)
- Hvad er en ”god nok mor”/forælder? (opfylder ”almindelige forældre” alle dele af ”lagkagen”?
- Hvordan bliver vi professionelle gode/bedre til at mødes omkring vore forskellige perspektiver i
nuanceret dialog med respekt for hinandens forskellige syn/arbejde?
Gruppe B)
- Spørgsmål 1:
o Sikring af moderens retssikkerhed (undersøgt ”ordentligt”)
o Når egen kompetence/arbejdsområde ikke ligger der
o Ved tvivls tilfælde
o ”udviklingspotentiale”
o Forældrekompetenceundersøgelse + samspilsobservationer oveni (når barn født)
o Ikke ”standardiseret”, ikke minimumskrav
- Spørgsmål 2:
o ”vi anbefaler” + udgangspunkt i retssikkerhed/gives chancen for at bevise, at pågældende
har ressourcer, og hvor du har brug for støtte
- Spørgsmål 3:
o kan det overhovedet skilles ad/diskrepans?
o Er det givtigt at få lavet en del af forældrekompetenceundersøgelsen før barnet fødes –
eventuelt fulgt op af en samspilsobservation – i forhold til at være bedre til at lægge en
plan for både mor og barn?
Spørgsmål til fokusgruppen:
- Oplever du, at der er eller har været modsætninger mellem dine og dit barns behov for hjælp fra
professionelle?
10

- Hvis man som kvinde oplever, at de professionelle ikke samarbejder eller er uenige:
o Hvilken betydning har det for kvinden?
o Hvordan tolkes det?
o Hvilken effekt får det på kvindens oplevelse af systemet (systemets hjælp)?
- Hvordan arbejder man som professionel mellem at illustrere, at kontrol kan være hjælp?
o Og skabe tillid omkring tilbud som hjælp?
o Og hvad gør man som professionel, hvis hjælpen ikke opleves som hjælp?
- Hvordan viser de professionelle bedst, at de ”tror på” kvinden?
- Hvordan kan de professionelle afhjælpe kvinders eventuelle nervøsitet ved at videregive
oplysninger pga. angst for konsekvenser?
- Det er forvirrende med de mange professionelles forskellige holdninger: Synes I det ville være
bedre/lettere, hvis alle var enige?
- Hvordan ville det være bedst – mest hjælpsomt at tilkendegive de faglige forskelle, vi har som
professionelle?
- Kvinde oplever at få mest hjælp som ikke aktiv misbruger: Er oplevelsen af ikke at få hjælp som
aktiv farvet af kvinders eventuelle dårlige samvittighed over ikke at kunne blive stoffri – føde barn
med abstinenser?
- Når (de) oplever, de får en anden hjælp, når (de er) ikke misbrugende: Hvad er det som opleves
anderledes?
- Hvis de selv skulle vælge, hvor skal fokus ligge? (på barnet eller moderen)
- Hvordan være ærlig lige fra starten og hele tiden og alligevel have en tillidsfuld relation til
behandlerne?
- Kan vi risikere at ”skræmme” den gravide væk – fx ud i et skadeligt rusmiddelforbrug?
Hvad har været det bedste ved dagen – for dig?
- Børneperspektiv
- At der endelig ved Kim kom børneperspektiv.
- At fokus blev rettet på barnet
- Kim Quists oplæg og fokusgruppetilbagemeldinger
- Kims oplæg
- Godt indlæg om forældreevneundersøgelser
- Kim Quists oplæg + debatten
- Tværfaglige diskussioner
- Kim Quist. Fokus på barnet
- Kim Quist. Godt oplæg
- Rigtig gode og spændende diskussioner
- Inviter fagfolk til de konkrete temaer. Inviter fagpersoner fra børne- og familieteamet i kommunen
+ fagpersoner der laver forældreevneundersøgelser.
11