Historien gentager sig … eller? - Skjern Kirke

skjernsogn.dk

Historien gentager sig … eller? - Skjern Kirke

Historien gentager sig eller?

Historien har det med at gentage sig. Det er derfor den er så anvendelig!

Vi kan lære af den. Omvendt - hvis man vælger at se pessimistisk på det,

så kan man også sige, at historien gentager sig, netop fordi vi intet har lært.

Vi begår de samme fejl som slægterne før os.

Men selv om det kan være sandt, så vil vi alligevel ikke acceptere det – og

da slet ikke i kirkens sammenhæng, for her ville en sådan accept let blive til

en opgivende holdning: "Vi er syndere, og bli'r aldrig andet – så lad os stå til!"

Nej, vi vil hellere lytte til Guds Ord: "Lær mig, lær mig, lær mig!",

Jesus sad engang kort før sin død ved den støvede vej, der snor sig

over Oliebjerget og ind i Jerusalem. Han sad og græd – for han forudså

straffen over den elskede by. Han så mere end alle andre omkring ham.

De så landets stolte hovedstad, de kridhvide marmorbygninger, templets

skinnende tage, en forårsklædt og festklædt by – det var ved påsketide.

Men han så murene sværtede af sod, han så ikke noget tempel, for det var

nedrevet. Angstens, nødens og hungerens tid, de romerske hære i ring

om byen og siden de trøstesløse, lange rækker af udmarvede mennesker

på vej ud af byen i retning af havet – og derfra til de forskellige

slavemarkeder omkring Middelhavet.

Nøjagtig som det var sket 600 år forinden. Da var det bare babylonske

soldater, der belejrede Jerusalem, og da var det mod øst, jøderne måtte gå.

Til Babel.

Hvorfor fortælle dette? Fordi - som sagt - historien gentager sig. Og har den

gentaget sig een gang, så kan den vel også gøre det igen. I dag er ”Jerusalem”

måske ikke bare en by i Israel. Måske er meningen noget mere nærgående: den

kristne kirke. Hele kristenheden er Jerusalems arvtager. Og på den baggrund

bliver det rystende læsning, om man slår op hos profeten Jeremias og læser hans

7.kapitel om den falske guddyrkelse i templet, som førte til det babylonske

fangenskab. Og det er ikke et tilfældigt sted, men netop det sted, Jesus tænkte på

og citerede, da han græd over sit lands stolte hovedstad.

2

På profeten Jeremias’ tid hed Judas konge Jojakim. Han havde efterfulgt

sin bror Joakas på tronen, men ingen af dem lignede deres far, kong Josias.


I faderens tid havde man vendt sig til Herren, men efter hans død havde

sønnerne tilladt hedenske skikke, som engang var almindeligt forkastelige

fordi de var imod Guds Ord, men som nu efterhånden havde vundet indpas.

De, som var anderledes - de fremmede, de faderløse og enkerne blev

undertrykt. I et gudløst samfund forsvinder først de smås og de svages ret.

I kong Jojakims regeringstid fik Østens religioner adgang til det jødiske folk

(nyreligiøsitet er såmænd slet ikke så ny endda!) - og i Hinnoms Søns dal

byggedes offerhøje for afguden Tofet, som man dyrkede ved barnedrab og

barneofringer. Og samtidig - og det er næsten det mest rystende, så opretholdt

man den officielle gudstjeneste i templet og forkyndte Guds grænseløse

kærlighed. Hvad svarer Gud et sådant folk? Jo, i Jer.7,11 har vi netop ordene,

som Jesus gentog den dag på Oliebjerget: "Er dette hus, som mit navn er udråbt

over, en røverkule? Også jeg kan se, siger Herren"

Det er 2600 år siden Jeremias forkyndte dom for et folk, der ikke ville lytte til

ham. Derfor blev dommen virkelighed.

Det er ca. 2000 år siden Jesus forkyndte sit folk, hvad de var i færd med at

trække ned over sig. Også da blev Guds vrede til forfærdelig virkelighed.

I dag ser vi i vort samfund et foruroligende spejlbillede af forholdene på

Jeremias' og Jesu tid. Vil historien så også gentage sig fuldt ud endnu en gang?

Eller er vi i gang med at skrive de allersidste blad i denne verdens historie?

Det ved vi ikke nu - engang skal vi kende svaret. Men det er nu, vi lever. Det er

nu vi kan gøre bod og søge Gud. Det er nu vi som kirke - og som folk - kan

angre vore synder og forsømmelser.

Men vil vi ?

Jørgen Pedersen

More magazines by this user
Similar magazines