Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

5
Det er dette, der udfoldes i det andet umisforståelige udtryk for
gudstjenestens idé, som dukker op i forbindelse med nadveren. I det
nuværende ritual kan den påbegyndes med én af tre indledninger. Men
uanset hvilken, der vælges, er den åbnende påkaldelse den samme. Og i
den lyder de to første linjer:
”Opstandne Herre og frelser,
du, som selv er til stede iblandt os ...”
- som baggrund for de følgende bønner om at modtage til tro, blive renset
for al synd og vokse i kærligheden. (Ritualbog 1992, 24;26;27)
Heller ikke i nadveren er der dermed blot tale om, at vi mindes en fuldtro
ven; men igen om, a det er Gud selv, der kommer til stede iblandt os og
meddeler sig til os ved bogstaveligt at dele sig med os i skikkelse af den
opstandne korsfæstede.
Brødet og vinen, som vi modtager, er ikke kun mel, vand og druesaft men
vidnesbyrd om, at
”den korsfæstede og opstandne frelser,
vor Herre Jesus Kristus
... nu har givet os sit hellige legeme og blod,”
- som det hedder i de ord, vi sendes bort med, efter at være blevet styrket
med de livgivende gaver. (Ritualbog 1992, 31)
Alt for ofte er disse realistiske udsagn dog blevet misforstået, som om de
gjaldt elementerne som sådan og for sig. Hvor det forudsatte fokus dog
også i luthersk sammenhæng ligger et helt andet sted. Det er fordi, de, der
spiser og drikker, som menighed allerede er hans legeme og blod, at det,
de spiser og drikker, også uundgåeligt bliver det.
Det viser sig i nadverens symbolik. Den centrerer netop ikke om en
kvalificering af brødet og vinen, men derimod om, at både det brudte brød
og den skænkede vin integrerer de spisende og drikkende til et endnu
større både brød og omløb.
Med Erik A. Nielsens forbilledlige formulering fra føromtalte fantasi:
”Ved at spise af brødet opstår menigheden selv i det store brøds skikkelse,
og ved at drikke af vinen inddrages hver enkelt nadvergæst tilsvarende i et
stort kredsløb, hvor blodet strømmer frit fra den ene til den anden, et nyt
blod, hvis natur beror på, at det er Jesu blod, der strømmer i menighedens
årer.” (Nielsen 1987, 131)