Godthåb kirkeblad - Godthåb Kirke - Folkekirken

Når samfundet ændrer sig, afspejles
det gerne i ritualer, i hvordan man
fejrer bryllup og holder begravelser.
I mange generationer har man haft
en bestemt måde at tage afsked med
de pårørende på, men det er nu ved
at ændre sig.
De mange bisættelser ændrer kirkegårdenes
udseende radikalt. Også
i Danmark. Der er ikke længere så
mange familiegravsteder med store
flotte sten, stilsikkert smedehåndværk
og grandios beplantning.
I mange år har ledelsen på kirkegårdene
været bekymret for, om der
nu var plads nok til de mange gravpladser,
men det har vist sig at være
en ubegrundet frygt. I de senere år
er omkostningerne for en begravelse
steget betragteligt. Derfor foretrækker
mange at blive kremeret,
altså bisat, og et stigende antal - i
Tyskland - foretrækker at blive bisat
4
Begravelsesskikke - i Tyskland
Af Inge Frandsen
i fællesgrav, eller anonymt, som det
hedder dér. Det drejer sig nu om 20
procent, som bliver bisat anonymt.
Det med anonymiteten skal tages
helt bogstaveligt. Mange mennesker
har ikke en gang pårørende, som er
med til højtideligheden, dvs. der holdes
slet ikke nogen ceremoni.
En anden faktor som virker for anonyme
bisættelser er, at de ændrede
familiestrukturer uden en fast stamfamilie
gør, at de pårørende ikke vil
eller kan ofre de penge, det koster at
tage en traditionel afsked. I Tyskland
løber begravelser nemt op i 6000
Euro.
Køber man en discount - bisættelse
til 500 Euro, som indeholder
afhentning, en kiste, kremering, og
en bisættelse, kan afdødes urne nedsættes
i en kirkegård uden for landet,
hvis det er billigere det pågældende
sted. Så man kan ende med
at hvile i fred ved siden af Wojcek i
Swinoujscie eller ved siden af Müller
i Leipzig. Det gør vel i og for sig
ikke noget, bortset fra at de fleste
nok alligevel føler sig knyttet til et
bestemt geografisk sted.
En del præster i storbyerne er imidlertid
begyndt at give de afdøde en
afskedsceremoni, stadig uden de
pårørende, men for værdighedens
skyld. Navnene bliver nævnt for sidste
gang og der lyder en velsignelse.
Herefter bæres urnerne ud på kirkegården
i kufferter, hvor der er plads
til 3 á 4 urner, hvor de nedsættes
enkeltvis.
I Tyskland er der stadig ”kirkegårdspligt”,
som det hedder. Man skal
begraves/nedsættes på en kirkegård,
men også her ser man tendenser
i ønsker om en liberalisering
(som i Holland), således at noget
aske kan ligge derhjemme og resten
et andet sted. Skeptikeren frygter,
at værdigheden risikerer at gå tabt
ved en sådan liberalisering. Hvad
sker der f.eks. i familier, hvor man
strides?
Man skulle måske prøve at genoprette
eller fastholde bevidstheden
om, at kirkegården er det endelige
hvilested og at det stadig er her man
kan møde op med sin sorg og sit
savn. Trods alle forskelle og uligheder
i samfundet, har alle mennesker
fælles skæbne og håb. Det kan en
kirkegård afspejle på mange måder,
fordi det er et offentligt sted for alle.