Jens Blendstrup: "Manden der blandt andet var en sko". - eOpgaver

Opgave 4, tekst 1
Manden der blandt
andet var en sko
Jens Blendstrup
1 Det er lørdag formiddag i et hus i Smørum Nedre. Der sidder en mand
under køkkenbordet. Nu kommer der en kvinde ind og sætter sig i en
stol og trækker den ind mod bordet. Hun giver et hvin fra sig, da hun
mærker den bløde hud fra et andet menneske. Forsigtigt bøjer hun sig
5 ned og får øje på sin mand gennem 10 år, der sidder nøgen på gulvet
foran hende.
– Det må du altså aldrig gøre mere, Mogens, det ender med at jeg får
et hjerteanfald en skønne dag!
Manden reagerer ikke. Han sidder bare og ser ned i det brune linoleums-
10 gulv, hvor der ligger krummer, han aldrig før har fået øje på.
Konen smiler lidt småirriteret. Hun har prøvet det før. Men mennesker
har det med at leve med hinandens små særheder. I alt fald de mennesker
der vokser sammen.
– Nå, er det en af de dage, Mogensmand, hvor vi ligesom ikke vil være
15 ved os selv?
Manden svarer ikke. Det er utroligt så meget et køleskab kan brumme.
Og så alt det snavs der samler sig i revnerne og under radiatoren.
– Hvem er du så i dag, min ven, siger konen og klapper sin mand på
hovedet, – er du et lille egern i en park uden for München?
20 Manden fnyser, men svarer ikke.
– Hvad kan vi så finde på, fortsætter konen rimelig muntert, mens hun
hist og her ser på uret. – Nej, du er selvfølgelig en lille radise, der
prøver at komme op af jorden, er du ikke, Mogens?
Manden ignorerer hende nu totalt. Han er dybt skuffet over hendes
25 forslag. Han synes ærlig talt, hun er ved at falde af på den. Der var
engang, hvor hun kunne gætte ham hurtigere, end han kunne nå at forvandle
sig. Der var engang, tænker han, selvom han ganske vist ikke er i
stand til at tænke som det han er.
Konen går ud på badeværelset og børster tænder og parfumerer sig og
30 pakker mentholbolsjer og ting ned til endnu en arbejdsdag på kontoret i
Roskilde. Til sidst kommer hun atter ud i køkkenet og bukker sig forsigtigt
ned for ikke at ødelægge sine strømpebukser.
– Nu smutter jeg, skat, jeg kan næsten regne ud, at du ikke kommer af
sted i det humør, du er i i dag. Men hvis du nu får det bedre eller for-
35 vandler dig til noget mere praktisk, så ville det være rart, hvis du gad
ordne vandhanen ude i bryggerset. Den drypper. For resten, tilføjer
konen, – så ved jeg godt du er en sko. Det er du altid, når du sidder
under køkkenbordet.
Manden rødmer op til begge ører og udbryder stakåndet:
40
– Har jeg virkelig været en sko før?!
– Mmmh, siger konen, – masser af gange. Du har både været en tennissko,
som der var en hund, der havde savlet på. Og hvis jeg ikke husker

45
50
55
60
65
70
75
80
85
90
Opgave 4, tekst 1
meget fejl, så var du vist også en sikkerhedssko for nogle måneder
siden…
– Manden bider sig i læben og hæver blikket stolt.
– Ja, men den her gang er jeg altså en træsko.
– Så siger vi det … du er ganske bestemt en rigtig nydelig træsko, siger
konen og kysser ham på kinden. – Hvorom alting er, så ville det være
fint, hvis du gad ordne den vandhane i bryggerset, inden jeg kommer
hjem.
Manden trækker opgivende på skuldrene.
– Du ved godt, det tager tid at transformere sig. Det tager tid for sjælen
at omstille sig til en anden form. Det tager tid og kræver kræfter. Og du
ved jo lige så godt som jeg, at det er den eneste måde at komme ind til
… til mit og … dit … hm … bedre jeg.
– Ja, ja, siger konen, – jeg ved godt, du ikke kan gøre for det, og at det
er en form for barne-traume-epilepsi af en art, men måske kunne du
nogle gange bare nøjes med at tage noget medicin og prøve på at fungere,
som alle andre normale voksne mennesker, der har pligter og … brug
for penge til husholdningen og til en ny kjole og en tur i … Fårup Sommerland.
– Bebrejder du mig nu igen, siger manden og ser væk med sine mest
forpinte øjne.
– Nej, nej, siger konen og kysser ham igen. – Selvfølgelig gør jeg ikke
det. Det er bare ligesom ja, 10 år, er længe, når man ikke … altid synes,
der er den store udvikling, ikke. Og vi skulle jo også gerne have børn
engang.
– Du kan tro, vi skal have børn, siger manden og mander sig op og
kravler ud fra køkkenbordet og rejser sig i sin fulde mandshøjde og viser
hende sin nøgne krop med alle dens små charmerende træk og buler.
– Du kan tro, vi skal have børn, siger han og slår sig på brystet og
lægger sit lem i hendes hånd. – En dag vil far her gøre os til flere end vi
er. Og så vil mor blive lykkelig og vokse og skabe et helt lille menneske,
som vi vil kalde Sofie eller Ib. Og der skal ikke være nogen smalle steder.
Kun brede alleer med kakao og fjernsyn og dejlige timer, hvor vi alle
sammen lægger ansigterne mod hinanden og er en familie …
Konen må tage et tørklæde frem. Når manden taler, så taler han virkelig
til hendes hjerte. Og når han bruger ord som far og mor, så er det ligesom
om han taler på vegne af hele menneskeheden, som lederen af
flokken, som ham der fik os til at rejse os på to ben og blive homo …
homo et eller andet. Og så ved hun, hvorfor hun valgte ham i sin tid på
trods af alle de særheder og skavanker, der nu engang følger med, når
man bliver to og tænker på engang at blive tre. Og måske er det i virkeligheden,
fordi han er det første menneske på jorden, der rejste sig, at
han har så svært ved at blive oppe hele tiden men må sætte sig og gennemgå
evolutionen atter og atter, fordi han stadig har hår inde i sit kranie,
som dengang hvor vi havde hår over det hele for at stå imod nattekulden
og rovdyrene, der var vores værste fjender. Men nu må konen
ærligt talt tage sig sammen, for arbejdsdagen venter og opgaverne hober
sig op.
– Jeg må gå nu, siger hun. Og tilføjer. – Men du er min mand, og den
her, siger hun og trækker i hans lem, – den er også min.

Opgave 4, tekst 1
Manden trækker hende ind til sig og holder hende fast og klemmer
hende, som kun en leder af flokken ville gøre det, og for hendes skyld
95 måtte han godt forvandle sig til en abe lige nu og på stedet, så de kunne
glemme alt om pligterne og vælte omkuld og gøre hinanden glade. Men
manden bliver ved med at være menneske. Og de kysser hinanden længe
før hun går.
Men da konen sidst på eftermiddagen kommer hjem, ligger manden i
100 indkørslen og spærrer for bilen. Grådkvalt stiger konen ud af bilen og
går hen til sin mand, der er iført hendes røde frakke.
– Ligger du nu der igen, lille ven, siger hun og aer hans halvskaldede
isse. – Har du ligget her længe? spørger hun, alt imens hun prøver at holde
tårerne tilbage. For alt det, hun har drømt om på kontoret, er pludselig
105 blevet ingenting.
– Hvem er du nu? spørger hun stille.
Men manden svarer ikke. Han ligger bare så lang han er. Med syltetøj
ud af munden og øjnene vidt åbne.
– Er du en fin dame der er faldet? spørger hun mekanisk og uden at
110 vente svar.
– Er du en ung linedanserinde, der er trådt forkert og er blevet bevidstløs?
Manden svarer ikke. Myrerne har fundet ud af, han har syltetøj i mundvigen.
De kravler rundt på hans mund, som om den var en grotte med
115 søde sager. Nu kommer tårerne løbende af sig selv. Konen kan ikke klare
det mere. Anfaldet har varet for længe denne gang. Og det er, som om
det bliver oftere og oftere, at det sker. Da de mødtes var han god og rar
og sund et helt år. Indtil en morgen hvor hun ville elske, og han bare lå
slap og spillede med tungen. Umoden og uvant med situationen som
120 hun var dengang, tog hun det for en lille leg og gav sig til at følge hans
eksempel. Længe lå de så og spillede med tungen og så på hinanden
med samme sløve blik. Men da der var gået en halv time, og han ikke
havde taget initiativ til noget ordentligt, blev hun utryg og følte han
gjorde nar.
125 – Er det fordi du ikke kan lide mine bryster? havde hun spurgt. Men
han havde blot hvæset og spillet med sin tunge. Det var først, da hun
trak gardinet fra og sollyset kom ind og ramte ham, at han fór op af sengen
og bedækkede hende og derpå forsøgte at sluge hende, at hun forstod,
at han var forvandlet til et krybdyr. Siden var det gået slag i slag.
130 Og stik mod deres begges forventninger og drømme var hans sygdom
taget til lige siden.
– Jeg kan ikke klare det mere, Mogens. Der er ingen ende på dine
mutationer. Der er ikke noget jeg kan tro på, elskede, sådan som du teer
dig. Nu ligger du her i indkørslen med syltetøj om munden og alt det
135 der. Og selvom du ikke selv har nogen erindring om det, så har du ligget
sådan de første 20 gange. Og det kan godt være, du ikke er en dværghøne
fra Lübeck, der har været blind passager i en foderstoflastbil, før
du blev kørt over mellem Skjern og Vejle – denne gang, men det betyder
ikke noget.
140
Sandheden er, at jeg bare ikke længere kan bære at komme træt hjem
fra arbejde og tro det bedste og se det værste og blive skuffet i tide og i
utide. Jeg ved godt, det ikke er noget du selv styrer. Men 10 år er altså

145
150
155
160
165
170
175
180
185
190
Opgave 4, tekst 1
længe, når du ikke i det mindste en gang imellem kan holde dig i skindet
og vise dig som den Mogens, du også er inde under dit pindsvin
med unger i maven, der har mødt døden under et folkevognsrugbrød –
som du sandsynligvis er lige nu.
Manden glipper med øjnene og spytter nogle myrer ud.
– Hvordan kunne du vide, jeg var et pindsvin med unger i maven, der
har mødt døden under et folkevognsrugbrød?!
– Fordi du har det i dig, ligesom du har en bradepande med teflonbund,
og en af Monets åkander i dig. Fordi du kun er Mogens ca. 10
dage af året, og resten af tiden er en grusgrav uden for Horsens, eller et
amerikansk Pan-Am fly, der lækker olie på sofaen, når vi er ude og
besøge vores efterhånden få venner. Det er ikke let at stå model til, at
du bare ved det.
– Det er ikke rigtig olie, indvender manden og sukker. – Hvis du vidste,
hvor gerne jeg ville ændre mig, siger han så.
– Hvis du bare vidste, hvor gerne jeg ville have mit gamle job tilbage i
E.P. Consulting, så ville du ikke sige sådan noget til mig. Forstår du da
ikke, det er noget, der kommer indefra og presser sig igennem nogle
kødkanaler inde i mig, uden jeg kan undvige eller stritte imod. I formiddags
f.eks. da jeg skulle ordne vandhanen i bryggerset, vågnede jeg op i
håndvasken, frysende og våd efter at have været gidsel i mere end fire
timer, som en forpulet fiskeribøje! Tror du da, kvindemenneske, at det
er noget, jeg gør med vilje?!
– Nej, siger konen og rækker ham sin vielsesring. – Det tror jeg ikke.
Men ti år med en mand, der kalder sig Mogens, men som blandt andet
også er en sko, – det er simpelthen for meget for en kvinde, der også
gerne vil nyde livet og føle tryghed og sikkerhed og slippe for at skulle
udfylde selvangivelsen sammen med en mand, der ligger på bordet og
bilder sig ind, han er en kuglepen med et motiv fra Tivolirevyen. Det er
ganske enkelt for meget for en kvinde, der holder af benløse fugle og
brændende kærlighed, solopgange og solnedgange og godt kunne tænke
sig at opleve dem med et menneske, der bare en gang imellem er
den, han giver sig ud for at være og holder sine aftaler. Og derfor, siger
hun, mens tårerne triller ned fra hendes øjne. – Derfor bliver jeg nødt til
at forlade dig, Mogens.
Manden ser hende længe og vedvarende ind i øjnene. Og for første
gang er det ham, der stiller hende spørgsmålet.
– Hvad er du nu, elskede?
– Alvorlig, svarer hun. Manden nikker langsomt og forstår hende godt.
Hvad kan han byde hende andet end besynderlige øjeblikke og umodne
måder at være til på. Hvad har han andet end en ustabil puls og en sjæl,
der nægter at stille sig tilfreds med et fuldskæg og en funktionærstilling.
Konen gør jo bare det, som han ville gøre, hvis han havde ejet en og
ikke tusind viljer. Hvis hun vælger at forsvinde ud af hans liv, så er det
mindste, han kan gøre da at vinke farvel, når hun bakker ud ad indkørslen
og kører bort i retning af sin moster i Tølløse.
I nogle uger lever manden alene i det store hus i Smørum Nedre. Men
selvom han er dybt ulykkelig, holder han ikke op med at forvandle sig af
den grund. Han er blandt andet en dybt ulykkelig stumtjener. Og et dybt
ulykkeligt ryatæppe ude i gangen. Han forvandler sig i denne tid op til

195
200
205
210
215
220
225
Opgave 4, tekst 1
20 gange på en dag, og når han endelig er menneske, er det ikke let at
være menneske. Han savner sin kone og lærer, hvor meget det betyder
at dufte hendes duft og knuge hendes tøj, når hun nu ikke selv er der
mere. Han stiller billederne af hende op rundt omkring i huset og går så
rundt og bliver kunstigt overrasket over at finde hende.
– Nej, er du der, skat, mumler han.
– Nå, du har rigtignok fået mejet dig ud til aften.
– Åh, for pokker du gav mig et chok!
– Jeg troede først, du kom hjem i aften ... osv.
Men på et tidspunkt kan han ikke længere bilde sig selv ind, at han bliver
overrasket af et bryllupsfotografi på toilettet. Og på et tidspunkt lugter
konens tøj ikke længere af hende, men af søvn og sorte rande under
øjnene. Og en morgen forvandler manden sig til en hundehvalp, der
river det hele fra hinanden og tilmed tisser på alle minderne og bider
sig til blods, fordi han har lopper.
Og der kan man tro det hele ender, men det ville dog være åndssvagt.
Så en aften hvor manden er en emhætte, låser konen sig atter ind i
hjemmet. Hun er solbrændt og smuk og dejlig at se på og i hånden
bærer hun en flaske med vin.
– Jeg har savnet dig forfærdeligt, siger hun og går straks hen og kysser
ham, selvom han hænger på hovedet på væggen og laver en farlig larm.
– Jeg har været ude og svinge med fissen og har rigtig fået bekræftet
mit ego. Der var 4, der sagde, jeg var smuk. Og 8 der mente, jeg havde
en sød accent. Men alle tolv forvandlede sig inden længe til de mest
røvkedelige tørvetrillere i verden, der fyldte det hele med deres tørv.
Derfor forlod jeg dem alle, og nu står jeg så her igen og trænger til en ...
emhætte!
Konen ser på manden, der hænger på hovedet og larmer og suger luft
ind.
– Hvordan kunne du vide, jeg var en emhætte! udbryder manden forarget.
– Fordi du altid enten er en emhætte, en snegl eller en kunstinstallation
lavet af brugte tandbørster og mælkekartoner, når du hænger der!
Manden kravler ned fra væggen og vælter hende omkuld på gulvet.
– Hvad er du nu, Mogens? siger konen.
– Glad, siger manden og forvandler sig til en førsteelsker, der har prøvet
sit og nok ved, hvordan man tager sig af sin kvinde.
(2000)