2. Påskedag - Vinderslev: Vinderslev

vinderslevsogn.dk

2. Påskedag - Vinderslev: Vinderslev

2 På skedåg. 1.åpril 2013.

Vinderslev Kirke kl.9. Hinge

Kirke kl.10.30.

Salmer: 234- (219)- 239/243 – (245,v.5)- 236

Tekst: Luk 24,13-35

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres

stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt

det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede

det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne

holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I

går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den

ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i

Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?«

spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet,

mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore

ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og

korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse

Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete.

Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i

morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og

fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af

dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som

kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I

uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle

Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med

Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle

Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og

Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:

»Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik

han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med

dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes

deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De

sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os

på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og

vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre

2. Påskedag (1. april 2013) prædiken af Frede Møller 1


forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af

Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde

genkendt ham, da han brød brødet.

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd. Giv os

et glimt af den magt, du har, når det drejer sig om at skabe tro. Amen.

Beretningen om de to disciple, der vandrer til Emmaus, er på en måde lige

så sølle som beretningen, vi lyttede til i går.

To frustrerede, slukørede disciple er taget på vandretur, velsagtens fordi de

ikke kunne få styr på noget som helst. Så kan det somme tider hjælpe, når

man går en frisk tur, så det gør de. Undervejs sker der så det mærkelige, at

de bliver indhentet af en fremmed, som tilsyneladende ikke har hørt noget

som helst om det, der er sket i Jerusalem. Altså må de fortælle om det, som

i den grad fylder sind og tanker, og det kan faktisk også godt være en hjælp

i sådan en situation. At få lov til endnu engang at fortælle om det

forfærdelige. Sætte ord på det, som fylder så meget, så jeg ikke rigtig ved,

hvordan jeg skal bære mig ad med at leve videre. Som præst har jeg

oplevet det mange gange, at det lindrer lidt, når man får lov til at fortælle.

Den fremmede lytter. Han mærker deres frustration og smerte gennem

disse triste ord: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.”

Han hører dem også fortælle om det, der åbenbart er sket samme dags

morgen. Om kvinderne, der var ude ved graven, men uden at finde den

døde Jesus. Og at de havde haft et syn, hvor de så engle, som fortalte, at

Jesus lever! Kvinders vidnesbyrd var ikke troværdige dengang, sådan som

det er i dag, så nogle af disciplene måtte selv derud. De fandt også den

tomme grav, men ellers ikke noget.

Det er så tydeligt at mærke, at disse to disciple ikke tror på det, de har hørt.

Åbenbart har de med egne øjne set Jesus hænge på korset, og dermed blev

deres håb og tro knust. At han skulle være den Messias, som det jødiske

folk havde ventet på i århundreder – jamen, det var jo nu totalt udelukket.

Når denne Messias kom, var det jo meningen, han skulle genskabe

storhedstiden fra kong Davids tid og så sandelig ikke lide og dø på et kors.

Og at han skulle være opstået fra de døde og være levende? Nej, det var

virkelig for godt til at være sandt. Den slags sker jo ikke…

2. Påskedag (1. april 2013) prædiken af Frede Møller 2


Jeg må indrømme, at selvom det er en sølle historie, så holder jeg meget af

den. Det er jo ikke noget flot og flatterende billede, der her tegnes af disse

to disciple. På samme måde som vi i går hørte det om kvinderne, ja, så er

det faktisk det stik modsatte af tro og håb, vi møder her. Det menneskelige,

det svage.

Da de er færdige med deres beretning, er det den fremmedes tur til at sige

noget, og nu kan det da nok være, de bliver forbavsede!

”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.

Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” siger han, og mens

de vandrer af sted, begynder han så at gennemgå de gamle skrifter for

dem. De bliver helt varme inde i, mens han taler. Det er, som om Gud selv

puster noget ind i dem, som får troen og håbet til lige så stille at vende

tilbage. Hvem er han dog, denne fremmede, som på den måde kan

udlægge de gamle skrifter?

Den sagte susen – det har vi været inde på flere gange i denne påske.

Denne mærkelige magt, som er helt anderledes end alt det, vi normalt

forbinder med det ord.

Her møder vi Guds magt gennem det, der står skrevet, ligesom vi møder

Guds magt gennem det ord, der bliver talt.

Mens de lytter til de gamle skrifter, som de jo godt kendte på forhånd, ja,

så åbner disse gamle skrifter sig for dem på en ny og anderledes måde.

Mere og mere går det op for dem, at det hele jo i virkeligheden var

forudsagt.

Jeg kan forestille mig, at den fremmede har haft fat i Salme 22, hvor vi

møder disse ord: ”Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring

mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine

knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de

kaster lod om min klædning.”

Pludselig siver Guds kraft ind i disciplene, og de ser, at det jo i virkeligheden

handler om Jesus!

Den fremmede har sikkert også haft fat i profeten Esajas kap.53, hvor der

tales om ham, der var foragtet og opgivet af mennesker, og om hvem det

hedder: ”Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og

vi regnede ham for én, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev

2. Påskedag (1. april 2013) prædiken af Frede Møller 3


gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev

straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” Pludselig

lægger de to og to sammen og forstår, at det jo handler om det, der skete

med Jesus. At profeten Esajas har forudsagt det hele 700 år før det skete!

Og mon ikke den fremmede også har haft fat i beretningen om profeten

Jonas, der var tre dage i havdyrets bug, men blev spyttet ud, og som på den

måde bliver et vidnesbyrd om livet, der vender tilbage fra de døde?

Man kan nå at tage meget frem på en sådan vandretur på 10-12 km. Mere

og mere varmer det dem inderst inde, da de lytter. Det er kraften fra det

høje, som virker. De vil gerne høre mere og inviterer derfor den fremmede

med indenfor, og da bliver det endnu stærkere. ”Mens han sad til bords

sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem

det”, fortæller evangelisten, og nu sker det! ”Da åbnedes deres øjne, og de

genkendte ham.”

Det var de sandelig længe om, synes vi uvilkårligt! Det tog sin tid! Men

sådan er det jo somme tider. Det er ikke bulder og brag, der åbner deres

øjne, men den stille susen. Gennem de små midler, som brødet og vinen er,

åbnes der øjne, og det er jo klart, at her får vi et billede på det, som sker,

når vi andre knæler ved nadverbordet. Det er så let at rynke på næsen ad

den slags, og det er der jo også mange, der gør. Men for den, der pludselig

ser den opstandne herre og frelser i nadverens brød og vin, da bliver det

anderledes. Da bliver det ”hjertets himmerig på jord”, som Grundtvig siger

det.

Beretningen om de to vandringsmænd til Emmaus er så pragtfuld, fordi det

er så tydeligt, at det på ingen måde er deres store tro, der gør det.

På samme måde er det, når vi standser et øjeblik ved en anden af de store

skikkelser, vi kender fra Det nye Testamente, nemlig apostlen Paulus. Han

var aldeles ikke apostel til at begynde med. Tværtimod. Han var oprindelig

farisæer og hed Saulus. Han var en arg og ivrig modstander af den kristne

tro. Ja, der står ligefrem om ham, at han ikke alene stod bag de kristnes

arrestation, men også stemte for, når de skulle henrettes. Han var

overbevist om, at han gjorde Gud en tjeneste på den måde.

Men en dag bliver han standset.

2. Påskedag (1. april 2013) prædiken af Frede Møller 4


Pludselig står farisæeren Saulus ansigt til ansigt med Guds magt, da det

hedder: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”

Også han må nu på knæ for den hellige, og stille og roligt går det så sådan,

at også han kommer til personlig tro på Jesus som den opstandne, levende

herre og frelser, så han selv bliver en af dem, der forfølges for sin tros

skyld, ja, som ender med at blive halshugget, fordi han tror på Jesus Kristus.

Nok virker Saulus’ omvendelse voldsom og pludselig. Det kan godt virke,

som om han bliver ramt af lynet, da han får sit syn uden for Damaskus.

Men når man læser beretningen om Saulus, der bliver til Paulus, og når

man lytter til, hvad han selv siger i de taler, han senere holder, ja, så er det

jo igen Guds magt, det handler om. Den anderledes magt. Stille og roligt ser

han nu, at det, der står skrevet i det, vi kalder Det gamle Testamente, det

har fået sit afgørende ja i Jesus Kristus. Her er løfterne gået i opfyldelse.

Mere og mere bliver det klart for Paulus, at det er farisæerne og de

skriftkloge på Jesu tid, som har misforstået og mistolket de gamle skrifter.

At være sand jøde – det bliver for Paulus nu ensbetydende med troen på

Jesus Kristus. Det bliver den åndskraft, som nu fylder ham og bliver

drivkraften i hans fremtidige liv og virke.

Vist føler han sig stadig svag og umulig på så mange områder. Det får man

et stærkt indtryk af, når man læser kap.7 i Romerbrevet, hvor han siger

disse ord: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode,

som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Og

måske endnu stærkere, når han et andet sted taler om tornen i kødet og

siger: ”For at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store

åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som

skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg

Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde

er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Dér har vi det igen: Guds magt i det tilsyneladende stik modsatte! ”Gud skal

alting mage, mægtig i de svage, han sig altid tér”, hedder det i en gammel

salme, og sådan er det.

Spørgsmålet er så, om du og jeg også har set denne hemmelighed? Om vi

også fornemmer den sagte susen, når vi sidder i kirken og lytter? Om vi

2. Påskedag (1. april 2013) prædiken af Frede Møller 5


mærker kraften fra Gud, når vi ser et lille barn blive døbt, mærker en hånd

på hovedet ved skriftemålet eller knæler ved hans nadverbord?

Det virker så ringe, så sølle, så enkelt. Det er så uendelig let at kimse ad og

ringeagte. Men det er altså vejen til at få øjnene åbnet, så vi ser et glimt af

hans herlighed. At blive klar over, at han virkelig er opstået og lever og er

midt iblandt os og kan få hjerterne til at brænde også den dag i dag!

Lad så ræven få det sidste ord her i dag. Den lille ræv i Saint-Exupérys

vidunderlige bog ”Den lille Prins”. Her siger den lille ræv det sådan: ”Nu

skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: Kun med hjertet

kan man se rigtigt. Det væsentligste er usynligt for øjet.” Amen.

2. Påskedag (1. april 2013) prædiken af Frede Møller 6

More magazines by this user
Similar magazines