7.se Trinitatis - Vinderslev: Vinderslev

vinderslevsogn.dk

7.se Trinitatis - Vinderslev: Vinderslev

7.s.e.Trin. 22.juli 2012. Vinderslev Kirke kl.8.30. Hinge Kirke kl.9.30. Vium

Kirke kl.11 (dåb).

Salmer:

Vinderslev kl.8.30: 38- 512/ 510- 49

Hinge kl.9.30: 38- 24- 512/ 510- 474- 49

Vium kl.11: 38- 512- 448,v.1-3 (dåb) v.4-6/ 510- 474- 49.

Tekst: Matt 10,24-31

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over

sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans

mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt

husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt

derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares,

og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal

I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men

frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden,

uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt.

Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu. Lad din hellige Ånd virke, så vi

hører dit budskab og lader os lede af din vilje. Amen.

”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden,

uden at jeres fader er med den”, siger Jesus. Det er nogle ord, som vi

kender så godt, og så kommer vi jo ikke udenom, at netop de ord har voldt

store problemer op gennem tiden.

For hvad er det mon, Jesus mener, når han siger sådan?

I gamle dage stod der jo: Ikke én af dem falder til jorden uden jeres faders

vilje.” De ord har jeg set stå på gravsten, når jeg har været rundt på

forskellige kirkegårde. ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”,

står der andre steder. Jeg har hørt mennesker sige den slags – ikke bare til

sig selv, men til andre, der stod i en ond og umulig situation, fordi døden

havde banket på. Tænk på de ulykkelige forældre, som forleden holdt

begravelse i Skjern, fordi nogle bigballer faldt ned over deres tre små piger

7.s.e. Trinitatis Prædiken af Frede Møller 1/5


og dræbte dem. Eller tænk på katastrofen i Utøya i Norge, som netop skete

i dag for 1 år siden.

Var det Guds vilje, at det skulle ske?

Gå en tur på vores egen kirkegård og stil det samme spørgsmål, når du står

og kigger på en gravsten over et barn, en ung, et trafikoffer. Var det Gud,

der ville, at det onde skulle ske? Var det Gud, der ville, at seks millioner

jøder skulle dø i koncentrationslejrenes gaskamre? Var det Gud, der ville, at

talrige unge skulle henrettes i Ryvangen, sådan som man kan se det i filmen

om Hvidstengruppen? Er det Gud, der vil, at mennesker skal lide og dø af

sult eller krig rundt om i verden?

Åndelig talt kan man godt knække halsen på den slags tanker! Og tager

man den yderste konsekvens af det, jamen, så må det jo også være Gud,

der ville, at mennesker skulle synde imod ham, sådan som det skete ved

syndefaldet, ligesom det så også må være Gud, der vil, at mennesker skal

sige nej til evangeliet og gå evigt fortabt?

Lad os derfor én gang for alle slå fast for hinanden, at det slet ikke er det,

sagen drejer sig om.

Det handler ikke om en få en forklaring på alt det onde, der sker i verden.

Den slags forklaringer hjælper jo dybest set ingen, og det er faktisk slet ikke

kristendom, når man følger den vej. Muslimerne kan sige, at det er Allah,

der står bag det hele, og derfor kan jeg opføre mig i trafikken, som jeg har

lyst til, for jeg dør jo først i den time, Gud vil det.

Det er ikke sådan, vi ser på det som kristne, selvom mange vil sige noget i

den retning.

Dybest set har vi ingen forklaring på det onde. Ikke andet end at vi selv har

slukket lyset, og derfor er det jo ikke så sært, vi ikke kan finde vej! Vi kan

ikke forklare, hvornår Gud står bag det onde, og hvornår det bestemt ikke

er tilfældet. Det kan godt være ham, der både giver og tager, som vi skal

synge det til sidst, og det kan godt være, jeg en dag når frem til, at sådan

var det, da jeg selv mistede en af mine kære.

Men aldrig, aldrig nogensinde bliver det en lektie, som jeg skal forsøge at

lære andre end mig selv!

Aldrig nogensinde skal Bibelens ord bruges til at dunke andre i hovedet

med, men kun til at sætte mig selv på plads med!

7.s.e. Trinitatis Prædiken af Frede Møller 2/5


Nej, læg mærke til, at Jesu ord handler om at være discipel. ’

”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple”, har han sagt, og nu

får vi så at vide, hvad det indebærer at være discipel.

”En discipel står ikke over sin mester”.

Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet her. Nej, Jesus vil, at hans

disciple skal være klar over, at det koster noget at følge ham. Der er et kors,

som skal bæres, og det er vel at mærke noget, jeg kan gå ind under, eller

som jeg kan lægge fra mig. Sådan er det jo ikke med sygdom og lidelse, som

møder mig i livet på denne jord. Det kan jeg jo ikke sådan vælge fra, selvom

jeg gerne ville, så det er ikke det, der menes, når Jesus taler om at tage sit

kors op og følge ham. Sådan er det ganske vist ofte blevet udlagt, men

derfor er det nu ikke rigtigt.

Nej, det onde, der her er tale om, er noget, som hænger uløseligt sammen

med det at være discipel. ’

”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester og for

en tjener, når det går ham som hans herre”, siger Jesus.

Det får mig til at tænke på, hvordan det var, da min egen far i sin tid havde

sit firma nede i Sønderjylland. Et forholdsvis stort el-installatørfirma, hvor

min far selv gik i spidsen for det arbejde, som skulle gøres. Jeg har set ham

kravle op i elmaster og ned i dybe brønde. Særlig uhyggeligt var det, da han

engang kravlede gennem et vandrør under landevejen, fordi der var en

ledning, som skulle føres igennem. De samme ting forlangte han så også af

de ansatte svende og lærlinge. Når mester selv kunne gøre det, kunne de

vel også!

Og i forbindelse med vor Herre Jesus blev disse ord til virkelighed for hans

disciple. De kom virkelig til at betale prisen. Særlig når man læser om

apostlen Paulus, fremgår det ganske klart.

Da han fik kaldet til discipel, lød det da også til ham: ”Jeg vil vise ham, hvor

meget han skal lide for mit navns skyld.”

Se, det er i den situation og på den baggrund, vi skal høre ordene om

spurvene!

Når disciplene møder Jesu kald til at gå ud i verden, skal de være klar over,

at det har sin pris. Det er værd at sætte sig hen og regne på, om de nu også

er parate til at betale prisen, siger han i en anden forbindelse. ”Hvis en af

7.s.e. Trinitatis Prædiken af Frede Møller 3/5


jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne

for at se, om han har råd til at gøre det færdigt?”

Jo, selvfølgelig!

Ligesom en konge naturligvis må gøre sig klart, om han kan vinde en krig

med ti tusind soldater, hvis fjenden går imod ham med tyve tusinde!

Det har sin pris at være Jesu discipel i en verden, der har alt muligt andet

på dagsordenen.

Det har sin pris at stå fast på Guds ord i en tid, hvor kirken hellere vil lade

sig lede af tidsånden end af Helligånden, og hvor en kirkeminister kan finde

på hvad som helst og biskop kan sige, at det, Bibelen kalder synd, kalder vi

kærlighed, og hvor folketinget vedtager en lov, der klart går imod det, som

Guds ord siger.

Jo, det har sin pris at følge Guds ord, men frygt ikke, siger Jesus.

”Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke

skal blive kendt.”

Det, som er opgaven, får vi at vide, det er: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal

I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.” Vist

kan det da gøre én bange og ængstelig, for hvad kan der dog ikke ske?

Men da er det, Jesus sætter tingene på plads med ordene: ”Frygt ikke dem,

der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod

ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Og det er Gud, der har den magt!

Den store Gud, som vi ikke forstår, og som vi derfor heller ikke kan forklare

eller forsvare.

Den store Gud, som giver os så uendeligt mange gode gaver, men som også

undertiden tager, hvad vi ikke kan undvære.

Den store Gud, som ikke er en hyggelig bedstefar med langt skæg, men en

frygtelig virkelighed, som kan dømme og straffe, ja, som kan lade både sjæl

og legeme gå fortabt i Helvede, men som samtidig elsker os mennesker

med en sådan kærlighed, så intet er vigtigere for ham end at se os frelste

hjemme i Himlen, og som derfor også vil være med, når vi går i hans navn

for at række andre det ord, som deres evige ve og vel afhænger af.

”Sælges ikke to spurve for en skilling?”

7.s.e. Trinitatis Prædiken af Frede Møller 4/5


Det var situationen, som de alle kendte den. En skilling svarer til det, vi i

dag kender som en 50-øre. Den mindste mønt, der fandtes. Ikke en af disse

spurve falder til jorden ”udenom jeres far”, som der står på grundsproget.

Sådan siger Jesus til sine disciple, samtidig med at han slår fast, at de jo er

langt mere værd end mange spurve.

Så ved de det, og så ved vi det.

”På jer er selv alle hovedhår talt”, siger han. Det betyder ikke, at de bliver

skånet for det onde. Tværtimod! De blev hånet, pisket, ja, henrettet på

grund af deres tro og deres vidnesbyrd, for en discipel står ikke over sin

mester, og det må være nok for en discipel, når det går ham som hans

mester.

Ja, selvfølgelig!

”Har de kaldt husbonden Beelzebul”, altså en satan, en djævel, ”hvor

meget snarere da ikke hans husfolk.”

Så er det nu godt at vide, at vi ikke er overladt til os selv.

En forklaring på alt det onde får vi ikke, og vi skal holde os langt væk fra

den slags – især når det gælder andre, som er ramt hårdt.

Men det er nu godt at vide, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

Det er nu godt at vide, at ikke en spurv falder til jorden, uden at han er med

den.

Det er godt at vide, at når øksen falder eller skuddet går af, så ved han helt

nøje, hvor mange hår jeg har på hovedet.

Og når endt er kampens dage,

endt hver jordisk nød og klage,

kalder os vor Herres stemme

til en evig fryd derhjemme. Amen.

7.s.e. Trinitatis Prædiken af Frede Møller 5/5

More magazines by this user
Similar magazines